Af Kalle Birck-Madsen
Side til oversigt over specialet "Terapi - samfundsform - subjektivitet", 1986, (link pdf 500s). Specialet giver en historisk analyse af terapeutiske virksomhed. Specialet analyserer terapi fra naturhistorien af og op igennem samfundshistorien, igennem den nuværende form - og til den næste samfundsform, hvis der kommer nogen!.
Forskellige kapitler er skrevet om til selvstændige artikler. Disse er angivet med link til indholdsfortegelsen nedenfor. Som pdf-dokument er specialet (også) meget tung.
Problemformulering I: "Der ønskes en bestemmelse af terapi som form for social praksis, samt en analyse af, hvorvidt et subjektperspektiv lader sig sætte igennem i denne praksisform"
Forord. Terapirebet - skitse til en kritik af terapibehandlingen, II
Indholdsfortegnelse
III -->
Indledning. Kort om en megt lang historie IV
Kapitel 1. Hvad er terapi? Oparbejdning af et begreb om genstanden for terapi., s.1 -------------------->Hvad er terapi - oparbejdning af et begreb om genstanden for terapi
Kapitel 2. Kapitalismen: Statssamfundshistorie og fremmedgjort form for verdenshistorie, s.57 -----------> første del af "Civilisationsteori"
Kapitel 3. Samfundshistorien som mennskelig eksistsensopretholdelse:
Subjektiviteten som selvsamfundsmæssiggørelse, s.126 -> kap 15.1-15.2 i "Samfund og terapeutiske former"
Kap 3.1.0 Samfundsmæssig og individuel subjektiviteten som selvsamfundsmæssiggørelse, s.154-192
Kapitel 4. Samfundshistoriske former for terapi: tvangsovervindelse og afmagtsovervindelse, s.211 -------> kap 15.3 i "Samfund og terapeutiske former"
Kapitel 5. Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring, s.270 ---------------> kap15.4 i "Samfund og terapeutiske former"
Kapitel 6. Restriktive terapeutiske logikker: den social-orienterede, den person-orienterede og den privat-eksistenstielle udviklingsbevægelse s.300 --> pdf-udgave
Kapitel 7. Terapirebet - skitse til en kritik af terapeibehandlingen, s.406 ---------------------------------> Terapirebet - skitse til en kritik af terapibehandlingen
Alle kategorier er udledt og begrundet historisk-logisk, og de har derfor en ganske specifik bestemmelse, der kun fremgår af deres begrundelsessammenhæng. Dette gør teksten svær at trænge ind i, da da de enkelte dele 'bygger på hinanden'.
Før gangen i specialet kort gennemgås, skal specialets nye begreb - 'terapirebet' - præsenteres:
Begrebet `terapirebet` er et kritikbegreb, omhandlende det dobbelte forhold, at tendensen i den nuværende generelle terapeutiske fremgangsmåde - traditionel psykologisk rådgivning, psykoterapi eller generelt klinisk arbejde - ikke overvinder, men kun restriktivt omformer og fortætter de lidelsesfulde problemer hos den berørte, en fremgangsmåde der for den berørte betyder nye krav om tilpasning og nye lidelsesfulde konflikter. Med begrebet om terapirebet søges fastholdt, at det er i selve indfaldsvinklen til terapeutiske problemer, at der generelt gribes forkortet og forkert. For det andet anvendes begrebet `terapirebet` som kritikbegreb mod den, under statskapitalismen, universaliserende - og falske - tendens til at opfatte psykisk sygdom som værende knyttet til almen samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse, altså at psykisk sygdom er et omnihistorisk forhold.
1. Den phenografiske fremgangsmåde
2. Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse
3. Klasse-samfundsformen
4. Kapital-samfundsformen
5. Terapirebet som særlig kapitalform
for terapi: psykisk lidelsesbemestring
Start på teksten -->
Ved at gå
`phenografisk` til værks (Holzkamp`s metode i "Sinnliche Erkentnis",
Athenäum Verlag 1973) kan der via en fænomenal feltkoncipering af, hvad
terapi-begrebet eksplicit refererer til og hvad der implicit refererer til et
terapibegreb, dannes et abstrakt-alment begreb om terapi.
Et abstrakt-alment begreb om genstanden `terapi` giver bestemmelsen af terapi som lidelsesbemestring: at stå afmægtig i forhold til sig selv i sit samfundsmæssige liv, hvor denne afmægtighed omvendt varetages af det samfundsmæssige. Denne almenhed fortæller os dog ikke, hvad terapi konkret er, men kun hvordan terapi alment produceres, men dermed også hvordan terapi konkret kan bestemmes i hvert enkelt tilfælde, nemlig via udviklende konkretisering, hvor det konkrete ud over det almene kan siges også at indeholde særlige og specifikke træk, og hvor det er enheden mellem det almene, det særlige og det specifikke, der gør hver enkelt konkret tilfælde enestående; og ligeledes kan en bestemmelse heraf foregå på flere abstraktionsniveauer og dermed udviklingstrin i det konkretes bevægelse fra konkrethed til konkrethed (:konkretum) (s.54-55).
Næste trin i udledningen af en teori om terapi er den begrundede indføring af den abstrakt-almene bestemmelse i den historiske kontekst, hvor igennem og hvor indenfor genstanden selv produceres(s.184). Centralt er her, at terapi både er et produceret samfundsmæssigt fænomen og et udviklingsforhold af et naturhistorisk opstået grundforhold ved samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse. Ved at følge dette viser det sig, at der må skelnes mellem tre samfundshistoriske former: samfundsformen som den almene grundform for samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse, klassesamfundsformen som den anden og kapitalformen som den tredje.
Samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse
2. Starten på hele teksten-->
Den
samfundshistorisk første form er samfundsformen for
samfundsmæssig-menneskelig livsopretholdelse. Terapi er her at se som et
utilsigtet biprodukt, et produkt af produktionen uden selv at være
produktion, altså et reproduktionsforhold, der kun i den grad, at
det gribes bevidst af og gennem den menneskelige praksis bliver til produktion
(:arbejdsvirksomhed), og dermed til selvbevægende realitet med egen særegen
udviklingshistorie bestemt gennem det menneskeliges virke heri. Og det
terapi-fænomen, der hermed kommer på tale er: individet som bærer af sygdom , hvor sygdom alment, i dets modsætning til sundhed, er at se som en betinget
modsigelse i individets bearbejdningsforhold til dets
reproduktionsformer(s.187-88). Der er to naturhistoriske forformer for
lidelsesbemestring: sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling (s.192),
der med samfundshistoriens gennemslag i samfundsformen udvikler sig videre til sygdomsbehandling,
sygdomsforebyggelse og sygdomshandling(199ff). Herudfra opstår grundformen for lidelsesbemestring som
værende: kollektiv varetagelse af
personlig lidelse, produceret af samfundsmæssig betingethed, kollektiv
social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige
symptomer.
Klasse-samfundsformen
Starten på hele teksten -->
Den næste
samfundshistoriske form er klassesamfundsformen. Her vinder terapi nye træk: tvangsovervindelse som enkeltstående
lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.
Kapital-samfundsformen
Starten på hele teksten -->
Den næste
samfundshistoriske form er kapitalismen. Terapi vinder her videre træk: afmagtsovervindelse som offentlig
bemestring af privat produceret afmagt. Og indenfor denne form opstår der
en særlig kapitalform for terapi, terapirebet: psykisk lidelsesbemestring.
Denne form har endvidere en historisk genese, der går længere tilbage end til
kapitalismen. Denne genese gås der ind på.
Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring
Start på hele teksten -->
Under samfundsformen er der mulighed for brudt fælleshed med konsekvensen af isolation, spaltning og
ressourcefattig restriktiv løsning på den brudte fællesproces. Og psykisk
lidelsesbemestring vil her være kollektiv og personlig isolation: samfundsmæssig
afmagt.
Under klassesamfundsformen omhandler det videre: kollektiv inderliggjort fremmedbestemthed, og psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab: klassemæssig afmagt.
Under kapitalformen omhandler det yderligere: fordoblet fremmedbestemt produktion af livsforholdene, og psykisk lidelsesbemestring som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme: kollektiv afmagt.
Samlet har vi her, at psykisk lidelsesbemestring alment er at se som kollektiv og personlig isolation, særligt som socialt og individuelt fjendskab og specifikt som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme, og udgangspunktet for dette er `individets isolation i en tilstand af orienteringsløshed`, hvor det kollektivt-sociale eksisterer som en magt over individets situation, som det ikke kan undslippe en forholden sig til (s.289). Og i den grad, at dette dobbelte problem - problemet mellem individet og det sociale, og individet som sit eget problem - må løses (eller søges løst) indenfor rammerne/betingelserne træder en konflikt frem, der grundlæggende kun kan løses restriktivt gennem de involveredes gensidige benægtelse af hinandens samfundsmæssige interesser/perspektiver; og herigennem bekræftes omvendt de involveredes interesser/perspektiver som privatinteresser.
De
involveredes stilles nu op overfor hinanden indenfor rammerne som afmægtigt
isolerede fra hinanden, hvorfor vi også kan sige, at den samfundsmæssige og
individuelle instrumentalisme her reproduceres som personliggjort afmagt for den direkte berørte. Og afhængig af den ydre magts karakter og dettes pres,
samt af de indre ressourcer og interessemodsigelsers karakter og styrke for
kollektivgruppen, så kan denne restriktive form videreudvikle sig til de typer af restriktivitet, som kendes fra klasse- og samfundsformen: klassemæssig
afmagt som "socialt og individuelt fjendskab", og samfundsmæssig
afmagt som "kollektiv og personlig isolation". Men da disse
restriktive former udvikles på grundlag af kapitalformen er der ikke
tale om simpel rekapitulation af logikkerne, men snarere om udviklende
konkretiseringer på basis af ligeledes udviklede konkrete samfundsmæssige
betingelser og af det kollektive som personlige greb herom. Terminologisk skal
der tages højde for dette ved at tale om klassemæssig afmagt som `kollektivt
selvfjendskab`, og for samfundsmæssig afmagt om `samfundsmæssiggjort
isolation` - begge at se som konkretiserede restriktive logikker for
reproduktionen af afmagt under kapitalismen (s.289-90).
Samlet
Samlet er logikken i psykisk lidelsesbemestring under kapitalismen: terapirebet som personliggjort afmagt og dets udvidede reproduktionsformer af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation. I forlængelse heraf kan psykiatrien, psykoanalysen og megen eksistentiel-humanistisk teori ses som simpel restriktiv reproduktion af afmagt - fremfor udvidet almengørelse af livsmuligheder.
I den grad terapirebet udvikles til praksisform omhandler det: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort afmagtsbemestring; og udviklingen fra praksisform til selvbestemmende arbejdsvirksomhed omhandler: selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsmæsssige livsbetingelser (af social som psykologisk art). Og det er disse to `overgange`, som det følgende tager sigte på at bestemme i deres indre logiske udviklingshistorie.
Afslutteden om "Terapirebet - skitse til en kritik af terapibehandlingen"
**
I Grundbegreber i psykologien, kap. 6 - er der endvidere en fremstilling af den almene samfundshistorie-opfattelse, som dette kapitel har som sin forudsætning, skema 5.1 - skema 8.