SPIRI-MARX
-
Praktisk Regnbue-oplæg 7.december 1987.
-
Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.
Dette oplæg refererer en konkret massage-weekend, der som præmis havde, at det var arbejde med en allerede etableret gruppe, som alle kendte hinanden fra fælles virksomhed; næsten alle kendte også til området i forvejen. Oplægget er desuden udbygget med tanker gjort bagefter - tanker der blev produceret på weekenden i kraft af selvsamme gruppe.
LØRDAGEN. START MED TEORETISK OM PSYKE-SOMA-FORHOLDET
Skitse o: Almen samfundsmæssig personlig-kollektiv
udvikling.
Skitse o/a-c: Almen nødvending indenfor begrænsede
betingelser.
Skitse l: Ideologisk subjektion
Skitse 2: Energiflow.
Skitse 3: Healing-mennesket.
Skitse x: En fænomenologisk fejltagelse.
Skitse 4: Spiri-Marx.
Videre til genstanden: personaliseringsprocesser.
Rysteøvelse.
Vejrtrækningsøvelser.
Energicirkel;
og krop-afspænding.
Fysisk
kontakt og diagnostik.
SØNDAGEN. TEORETISK OM PERSONLIGHEDSPSYKOLOGISK-ENERGIARBEJDE
Skitse 5: Skizofreniklemmen: den ikke-magten egen
ideologiske subjektion.
Rum.
Interesser.
Ressourcer.
En
marxistisk meditation.
Det
videre.
LITTERATUR:
BILAG.
MASSAGEWEEKEND
MED REGNBUEN.
I Regnbuen har vi holdt en massage-weekend med det formål at få et indblik i området af meditation, massage og kropoplevelse/bevidsthed. Her igennem ville vi søge, dels at tilgodese/prioritere os selv som personer, og dels at oparbejde noget kompetence på området af rådgivning/terapi, der relaterer sig specifikt til den kropslige egenoplevelse af sig selv.
I tilgift fik vi med weekenden også en god gruppeoplevelse. Tilbage er, hvordan vi fremover mere systematisk kan få de på weekenden bearbejdede forhold med i fremtidigt udviklede dagligdage, og også hvordan vi ligeså systematisk kan arbejde med disse virkelighedsdimensioner indenfor Regnbuens generelle virke.
Det følgende, som i store træk er en udskrift - lidt forkortet nogen steder, groft udvidet andre steder - af, hvad der blev formidlet teoretisk som praktisk på weekenden, skal derfor tjene til at fastholde det, som vi har søgt at arbejde med indenfor området. Og forhåbentlig kan det også inspirere andre til at gå med i en teoretisk som praktisk videreudvikling af det.
Det sidste om en "videre"-udvikling er påtrængende, idet området er meget bredt - det er svært blot med nogen præcision at bestemme det som fænomen, hvilket omvendt er en forudsætning for den nødvendige historisk-logiske oparbejdning/teoretisk gennembrydning - og endvidere er de til området knyttede koncepter stort set alle metafysiske om en hals. Den praktiske brug heraf , såvel teknisk som tolkningsmæssigt, behøver derfor langt fra at føre til udvidet værensfylde i den praktiske livsproces; og selvom det skulle gøre, hvordan så bevidst videreudvikle denne, når det er uklart, hvilket virkelighedsforhold, der gribes og gribes ind i. Brugen af eksisterende - metafysiske - koncepter kan derfor styrke den fremmedgørelse, der allerede er eksisterende - og herigennem virke forførende og reaktionært tilpasningsaktive i deres formidling.
Selve weekenden - bestående af to gange 5 timer til teori om området, afslapningsøvelser, (aura-)meditation, massage mv. - slap heller ikke fri af ovenstående fare. Områdets mangelfulde duelige oparbejdning muliggjorde ikke en historisk-logisk fremstilling af de væsentligste indholdsmæssige aspekter i deres udviklingsmæssige sammenhæng. Hvad der derimod blev søgt formidlet var alene en slags foreløbig teoretisk før-bestemmelse (:en fænomenologisk genstandsindkredsning) af soma-psyke-dimensionen ud fra eksisterende - overvejende spirituel - teori indplaceret i et marxistisk koncept om kollektiv-personlig udvikling[1]. I praktisk forstand blev der videregivet teknikker til udvidet oplevelsesmæssig vandring i verden, og til håndtering af kropsmassage-arrangementer. Endelig blev der også arbejdet med nogle øvelser til samling af en gruppes energi.
Det følgende følger dagene, som de fra min side blev grebet og formidlet. Det følger ikke helt programmet[2], og der er ikke noget med om de enkeltes erfaringer og oplevelser med weekenden - men jeg vil opfordre de, der var med, til selv at fremstille og offentliggøre dem; og dette også ud fra, at den eneste, der er kompetent til at vurdere oplevelser og erfaringer er den enkelte selv - men da der omvendt ikke findes oplevelser og erfaringer i sig selv, men kun erfaringer indenfor bestemte sociale situationer og sammenhænge, er det ligeså vigtigt sammen/kooperativt at få afdækket de bestemte formidlingsforhold her imellem, da kun grebet om disse formidlingsforhold muliggør greb om "den sig udviklende" praksis - og her igennem den bevidst formidlede forbedring heraf.
LØRDAGEN.
OG START MED TEORETISK OM PSYKE-SOMA-FORHOLDET.
Siddende ved kaffebordet med den nødvendige smøg - alle var vi rygere! - kom den første indledende kommentar, om vi ikke skulle gå i gang. Det mere "rationelle" - i betydningen det verbale - blev taget; det var ellers udskudt til senere.
Med udgangspunkt i en del af formålet med weekenden - psyke-soma-dimensionen - blev det fremført, at det er muligt at opnå en slags "ren" oplevelse af denne på mange måder: via stoffer, ved at løbe, elske, når man presses og stresser op vedvarende uden at kunne undslippe denne tilstand, når man overbelastes og handler sig ind i sygdom osv. osv.. Alt sammen tilstande, hvor den personlige virksomheds middelbare formidling med det kollektivgruppemæssige umiddelbart er overlejret med den individuelle aktivitet som relativt selvbestemt i sin egenbevægelse. Det er tilstande af momentvis eufori, fysiske som psykiske smertetilstande oa., der dominerer over den bevidst formidlede udvikling af væsentlige praktiske modsigelser. Den personlige virksomhed er i disse tilstande relativt selvstændiggjort overfor de kollektive arbejdsprocesser - hvilket kan være intenderet af subjektet selv, eller tvangsmæssigt fremtvunget gennem mangelfulde/begrænsede kollektive betingelser, hvor fælles utilstrækkeligheder bliver et individuelt anliggende. I den senere integration/overvindelse af sådanne psyke-soma aktivitetstildragelser gennem udvikling af den personlige virksomhedsform er det muligt, at subjektet må svare igen med udvikling på trods heraf, udenom eller ved siden af eller simpelt henover, hvorved aktivitetstildragelsen efterlades ubearbejdet, ikke-integreret; - Men da den ikke hermed forsvinder, må den vedblivende være i det biografiske bagland som en fysisk kerne (:psykosekerne) af et specifikt kognitivt-emotionelt virkelighedsforhold, der som aspekt ved handleevnen medbestemmer denne, og dette også ved at kunne træde frem som dynamisk aktiv under bestemte betingelser.
Det hævdes ofte, at psyke-soma - eller i holistisk forstand: krop og sjæl - er en enhed, og uadskillelige aspekter af det menneskelige væsen. I Østen har man så i årtusinder forfægtet dette standpunkt, medens Vesten har opereret med en opsplitning mellem krop og sjæl. I samme åndedrag fremmanes den vidtrækkende betydning, som den fænomenale integration af østlig erfarings- og vestlig eksperimentalvidenskab har og vil få for livet på denne klode. Og det er da i en vis forstand plausibelt nok! Men hvilken betydning? Hvilken enhed er psyke-soma-dimensionen da udtryk for? Er den en bestemmende enhed - den bestemmende dimension - der karakteriserer os som samfundsmæssige væsener; eller er den tvært imod den enhed/dimension, der træder frem som specifik bestemmende i de livssituationer, hvor den menneskelige personlighed - indenfor dens særlige kollektivgruppemæssige betingelser - betinges somatisk og/eller fremmedbestemmes psykisk. Den sidste bestemmelse skal forfægtes her - for kun ved betingede respektivt fremmedbestemte subjektive bearbejdningsforhold kan det menneskelige individ opleve og erfare sig på afstand og i modsætning til dele af sig selv. Ved sådanne bearbejdningsforhold er det ikke personlighedsudvikling - som almen samfundsmæssig udvikling - der er på tale, selvom det måske kan ende med at blive det; snarere er der tale om, at personligheden står overfor en indre udviklingskonflikt: den skal både på samfundsmæssig vis gribe sit eget personlige livsperspektiv og dets tilsvarende kollektivmæssige standpunkt og udholde pressende, stressende og smertende individuelt-sociale begrænsninger. Ved en sådan indre udviklingskonflikt er der tale om et symptombåret formidlingsforhold mellem person og kollektivgruppe, der udvikler sig i stagnativ retning i den grad, det ikke er muligt for den enkelte at tage vare på alene sig selv i kraft af omsorgen i andres aktiviteter.
Når formidlingsforholdet mellem person og kollektivgruppe er symptombåret - hvilket udtrykker sig i nedsat handleevne og forstyrret livsfylde - er der tale om eksistensen af atypiske modsætningsforhold mellem det psykiske og det somatiske på den ene side, og på den anden side mellem det psykiske og det sociale; atypiske modsætningsforhold der gensidigt betinger og/eller fremmedbestemmer hinanden i kraft af uudviklede kollektivt-personlige strukturer.
I skitse o og o/a-c er ovenstående udvikling skitseret
Skitse 0. Almen samfundsmæssig person-kollektiv udvikling
Skitse 0/a-c: Almen nødvending indenfor begrænsede betingelser
A: Energimobilisering til nødvending: produktiv motivation; ingen løsning -> stress
 |
B: Ingen muligheder for at komme omkring stressen ved at tage vare på alene sig
selv i kraft af omsorgen i andres aktiviteter via fremskaffelse af
nye/specifikke ressourcer (:interesser, midler og genstande)
 |
C: Udvikling på trods / ingen duelige samfundsmæssige muligheder
 |
Stillet overfor ikke-løselige problemer - konflikter - hvor forholdet mellem person og kollektiv er symptombåret, som udtryk for misforhold herved, så ligger symptombehandling lige for, men vil ikke i længden ophæve betingelserne for de atypiske modsætningsforhold, og disses stagnative indflydelse for helheden. Tvært imod vil alene symptombehandling kunne destruere helhedens reale udviklingsevne på irreversibel vis.
Det er også muligt at prøve at omgå symptomerne - fremfor at søge at få skovlen under dem - men livsprocesserne her indenfor må så subjektivt søges bemestret gennem kontrolbestræbelser ift. psyke-soma-modsætningsforholdet, hvilket implicerer et herskabsforlangende overfor det sociale, da kontrol ellers ikke er mulig; - Eller omvendt: gennem kontrolbestræbelser ift. modsætningen mellem det psykiske og det sociale kan der søges herskab over det somatiske. Hvad der her kommer til syne gennem forsøg på at omgå symptomer indenfor de eksisterende praktiske begrænsninger er to - lige restriktive - livsstile: i den første forsøges til stadighed en egenreparation af sig selv, for så senere (måske) at kunne gøre noget andet ("Sundhedsflipperne"); i den anden løber man stærkt indenfor etablerede rammer, for så senere (måske) at kunne gøre noget for sig selv ("karrierestrisserne"). Men i begge tilfælde vil det "senere" næppe blive nået, og man vil brænde op indvendigt hen ad vejen - hvis ikke den tilgrundliggende uudviklede kollektivt personlige struktur på een eller anden måde bliver gjort til arbejdsgenstand for den personlige virksomhed.
Til grund for ovenstående værensstrategier - ren symptombehandling eller forsøg på omgåelse af symptomer - ligger ideologisk subjektion: magtbestemt kollektiv-personlig formidling, hvor livet leves med `noget inde/nede i sig` og `noget udenfor sig`, som gensidigt suger energi og tiltrækker sig opmærksomhed, samtidig med at subjektet herfor lever forskudt herfra (altså væk fra den reale grund), hvorved udviklingen af det bevidst formidlede greb om udviklingsforholdet mellem personligt livsperspektiv og kollektivt eksistensstandpunkt tilstadighed (må) forbigås (skitse l).
Skitse l: Ideologisk subjektion
(skitse o/c i "ren form").
 |
Ved ideologisk subjektion står personligheden hele tiden overfor at krakelere - hvad subjektet omvendt også kan beslutte sig til at gøre fra tid til anden, hvorved der så at sige gives luft. Spørgsmålet er dog, hvordan den ideologiske subjektion gøres til den arbejdsgenstand, der også er duelig for samfundsmæssiggørelse.
Til dette spørgsmål har området af meditation, massage, afspænding mm. sine bud. Og følger vi det typiske bud, der er ved at almengøre sig indenfor dette område, så tager det sit udgangspunkt i at betragte mennesket - og alt i verden - som strukturer af energier.
Der er mange måder at afbilde disse på, hvad angår mennesket: de kan bestemmes som lag uden om os, eller som lag i os; eller begge dele: at vi sidder i et slags æg med energilag i os og uden for os med huden som skæringspunkt; der er også den at se os siddende i en cirkel, hvor hovedet træder særskilt frem overfor cirklen som udtryk for åndelig bevidsthed; og endelig er der også at se os som spændt ud i et vibrerende energifelt, som der er meditativ kontakt med (Jes Bertelsen billeder). Der er dog ingen af disse bestemmelser, jeg oplever som dækkende på det almene plan. Men jeg har heller ikke selv noget præcist billede på, hvad en bestemmelse så kan være. Det tætteste, jeg kan komme det, er at se os som en tredimensionel spiral, der roterer mod uret (skitse 2).
Skitse 2: Energiflow.
 |
Rotation "mod uret" kommer fra den konstaterbare spændingsforskel mellem venstre/højre side i kroppen, mellem bagside/forside og mellem fødder/isse, med førstnævnte sider som negative og sidstnævnte som positive.
Ligesom strukturen kan bestemmes på forskellig vis, er der også et hav af måder at inddele den på i distinkte (del-)systemer af energier. Nogen opererer med 4 energisystemer, andre med 5 eller 6 - og endelig er der inddelingen i 7 delsystemer, som det nok mest almindelige i vesten indenfor en spirituel indfaldsvinkel. Til hvert energisystem hævdes det også, at der er et fysisk lokaliserbar center, de såkaldt chakraer (skitse 3).
I skitse 3 er også tilføjet et bud på de forskellige kvaliteter, som de enkelte chakra repræsenterer, lige såvel som kvaliteterne ved kropsakserne er søgt bestemt[3].
Skitse 3: Healing-mennesket[4].
Sådanne kvaliteter og deres placering - hvilket også gælder for andre(s) bestemmelser heraf - er typisk udviklet indenfor særlige samfundsmæssige sammenhænge og positioner: fra klostre i (og udad) det asiatiske klassesamfund til nutidens karismatiske privatinstitutioner under statskapitalismen; det er rum, hvor man er stillet eller har stillet sig udenfor/over i kraft af magt eller qua magtbestræbelser. Og der er derfor al mulig grund til at være varsom med og mistænksom overfor deres funktionelle værdi for udvidet værensfylde - indtil nogen tager sig sammen og udvikler de almene samfundsmæssige bestemmelser for den kropshistoriske fylogenese, der er deres rekonstruktionsgrundlag og videnskabelige målestok.
Bliver vi ved en ren energimæssig betragtning, så kan det umiddelbart siges, at en struktur kan komme i ubalance; der kan komme energiophobninger nogen steder indenfor enkelte systemer, underskud andre steder; og som følge heraf kan der dannes energiforbindelser mellem systemer, der ift. den grundlæggende egenart af strukturens selvudvikling er af ren stagnativ karakter. Energi kan hermed være bundet, fraspaltet og fordoblet - hvilket funktionelt kan forhindre en struktur i at komme i ligevægt respektivt udvikle sig. Princippet i healing vil derfor kunne beskrives som åbning, integrering og opløsning af de ikke-funktionelle energisystemer/-felter, så energien i den helhedsmæssige struktur flyder frit.
Når der arbejdes på et rent energimæssigt niveau, så vil der i healingsmæssig forstand kunne hentes legitimation for sine overvejelser i kvantefysikken. Til den objektivisme, der her igennem kommer til syne, kan man tilføje, at kvantefysikken selv havner i en subjektivisme, når det forbigås at tage udgangspunkt i en bestemmelse af den særlige form for materie - den kvalitative egenart - man har med at gøre.
Når det i dette tilfælde drejer sig om mennesket som samfundsmæssigt væsen, så er det centrale, at man ikke kan forstå udviklingen af dette - denne kvalitative egenart af materie, og reproduktionen af det menneskelige samfund - uden at operere med bevidst formidlet praksis indenfor en kollektiv-personlig værenssammenhæng. At denne struktur så selv historisk senere er kommet i ubalance, er blevet splittet og fordoblet i hoved og røv spiller ingen afgørende rolle for argumentationen, men kræver dog, at den selv følges i sin samfundshistorie. Dette skal ikke gøres her; - Men konstateres skal den slående lighed mellem samtlige healingsystemer og de samfundsmæssige strukturer, hvor centralismen er overregional med decentralt selvstyre: det er samfundshistorien fordoblet i en verdensstat over et verdenssamfund under - fremfor selvforvaltning gennem de forenede producenters verdenshistorie. Healingsystemers "rationelle" kerne er derfor, at de arbejder med mennesket som generelt klasse-individ, fremfor med det faktisk forefundne privatindivid, netop det individ, der som klasseindivid, ikke har andet at miste end dets lænker som personlighed, men som dog også må krænge disse af sig, for som personlighed generelt at kunne hævde sig som menneskeligt individ, få sin menneskelige ret (Marx).
Af ovenstående kan to ting konstateres.
For det første at healingsystemer kan bringe den menneskelige personlighed tættere på sig selv under splittede og spaltede samfundsmæssige forhold, men de kan aldrig nå den! Hverken i praksis eller i teorien. Et argument herfor ligger også implicit i healingteorier - og også indenfor den såkaldte "dybdepsykologi" - når deres udviklingstankegang/-forståelse bringes frem i lyset: at først var bevidsthedstilstanden fælles ubevidst, så noget dyrisk ubevidst, herefter jeg-dannelsens bevidsthed, og endelig højere bevidsthed (:jeg-trancendent bevidsthed) i dens jordiske mentale, spirituelle og kosmiske former (4.-6. chakra), og for den mulige åndelige nirvanske form (7.chakra). Forbigået/udgrænset er her, at den menneskelige personlig ikke kun er en indre individuel udviklingsforudsætning, men primært et resultat af samfundsmæssig-menneskelig udvikling (Leontjev). Personlighedens dannelse er af samfundsmæssig art, og derfor kan den ikke konciperes/bestemmes abstrakt individual-historisk, men kun ud fra dens konkrete arbejdsvirksomhedsformer.
For det andet at healing-systemer nok kan fange forhold/kvaliteter ved mennesket som person, men det er uspecifikke (sekundært) bestemmende forhold, som kun under særlige betingelser kan træde frem i ren form - og da kun under suspension af det indholdsmæssigt væsentlige. Et argument herfor findes endvidere indenfor den healingmæssige/spirituelle platform selv: nemlig at til og med det 6.chakra er det muligt at gå teknisk til værks omkring trancendering af bevidsthedstilstande, men i forhold til det 7.chakra - helhedsværen - kan man kun stille sig åben. Enkelt nok! For dette - denne endelige integration med/af helheden selv individuelt - er jo netop niveauet af personligheden, hvor al teknik i sig selv hører op, da det her væsentligst er udviklingsforhold af arbejdsvirksomhed, der er logos. Dette niveau er meget mere og andet end "ren bevidsthed", som en healingmæssig tilgang hertil vil afsløre; det er snarere den "bevidste væren" (Marx) i dets betingelsers indbundethed, hvorfor den eneste "trancendering" heraf er den praktiske udvikling af kollektive modsætningsforhold. En sådan udvikling behøver dog ikke nødvendigvis at være af almen samfundsmæssig karakter - hvad der senere skal gås ind på - men den kan (for)blive af "privat" individuel-social art.
Indtil nu synes der at være ræson i det indtryk, at healing er godt nok - meget godt endda - hvis bare man gør sig klart, at det er niveauer under personlighedens procesplan, der fanges og arbejdes med. Altså en fænomenologisk integration således:
Skitse x: En fænomenologisk fejltagelse.
 |
Der er bare den hage ved ovenstående skitse x, at healing ikke finder sted/udføres udenfor eller så at sige frakoblet det samfundsmæssige. Desuden er fremtiden et kvalitativt aspekt ved nutidens - og fortidens - personlighed. Heraf følger derfor, at healing-mennesket hører hjemme i personlighedens procesplan. En fænomenologisk integration på grundlag af dette er markeret i skitse y.
Med ovenstående er der kommet en modsætning frem: healing-mennesket hører hjemme både under og i personlighedens procesplan uden at være integreret heri. Den eneste løsning, der kan komme på tale, er at undersøge den bevægelse, der kan resultere heri. Og til dette starter vi med at differentiere vores almene bestemmelser. Vi skal indføre begrebet om jeg-et som et særligt procesplan i subjektet; et procesplan, der er "foranderlig som selve dets liv, men bevarer samtidig dets bestandighed, dets identitet med sig selv"(Leontjev). Jeg-et er derfor ikke nogen oprindelig kerne i personen, men skabt på grundlag af de objektive forbindelser mellem virksomhederne, og er "et resultat af personlighedens centrering af bestemte virksomheder med tilhørende motiver, evner og personlighedsegenskaber, af dens prioriterede koordinationer og måder at forbinde virksomheder på. De "knuder" af virksomheder med tilhørende motiver og evner, der hermed etableres, skaber en dimension gående fra kerne til periferi"[5]. Vi bemærker her, at med skitse y har den ideologiske subjektion (:skitse l) fået den "levende" form, som den rettelig også har i subjektet: en måde at omgås - bemestre som kontrollere - det ikke-rummelige ude som inde: magten!
Skitse y: Healing-menneskets ideologiske magt.
 |
Den udviklingsbevægelse, som vi søger, er da den bevægelse, hvor subjektet må udvikle sig på trods, dvs. efterlade en aktivitetstildragelse ubearbejdet, ikke-integreret i det biografiske bagland - en psykosekerne - og en udvikling, hvor Jeg-et bindes og låses fast i dets kraft mod periferien, hvilket vil finde sted, hvis de samfundsmæssige betingelser låser subjektet til at forholde sig til sig selv på bestemt måde, dvs. ved personlige værenskrav, fremfor gennem krav til formidlingsforholdet mellem person og kollektiv (Der gås efter spilleren fremfor efter bolden!).
Når Jeg-et sættes under pres ved at blive låst fast, kan det selvstændiggøre sig overfor personlighedens aktuelle virksomhedsformer. Jeg-et bliver hermed en relativ autonom instans, der forskudt fra subjektets reale grund selv medbetinger, hvordan individet går til de sociale opgaver og problemer, hvilket er en udvikling til fremmedbestemt - ikke længere kun betinget - væren. De aktivitetstildragelser, der indenfor denne form kan produceres uden også en reproduktion som duelig arbejdsvirksomhed, vil have en anden karakter end psykosekerner, og som begreb herfor eksisterer fascinations-objekter[6]. Fascination har med bytteprocesser at gøre; det er mislykkede forsøg på indenfor fremmedbestemte betingelser at blive personligt subjekt for sit eget Jeg, hvor man stilles med en "ufuldstændig halvdel af helheden" - andre/andet har den identiske rest - og fascination kan derfor beskrives som en "besættelse af sig selv" eller "en indre lænke"(W.F.Haug) i form at fascinationsstrukturer. Indenfor denne form kan og må man omgås taktisk med sine krav og mål til andre såvel som til sig selv, men dog altid med krav og mål, der ret beset ikke er ens egne personligt producerede.
SUMMA: med Jeg-ets autonomi qua fastfrysning af virksomhedsknuder overfor den personlige virksomhedsstruktur sker der en adskillelse mellem psyko-somatiske procestyper - som en mulighedsbetingelse for selvstændiggørelse heraf, samt for integration i nye ikke-funktionelle psykiske respektiv somatiske procestyper. Nu er det personlige subjekt ikke længere i sig selv sig selv, men også noget forskelligt herfra: Selvet sættes som fremmed kategori.
En indholdsmæssig integration af en healingmæssig tilgang til mennesket og marxismens person-kollektive bestemmelse giver derfor følgende skitse 4.
Skitse 4: Spiri-Marx.
 |
I ovenstående skitse er området af den "bevidste væren i dets betingelsers indbundethed" markeret (skraveringen), hvor den "lille gut" heri søger at magte sin ideologiske subjektion. Skraveringen er også området for den personlige kerne, individets væsentligste udviklingsforhold: personligheden. Og når der således indenfor en healingmæssig tilgang abstraheres herfra - eller mere præcist: det opfattes reduktivt som alene "ren bevidsthed" - så kan vi også på denne måde konstatere, at det herindenfor ikke er muligt at arbejde med det væsentligste ved mennesket - dets personlighed - idet dette falder ud af praksis. Fremfor et koncept, der bestemmer produktionen og ophævelsen af den ideologiske subjektion, får vi med healingsystemer et koncept om det ideologiske subjekt: den "lille gut" i klemme med noget udenfor sig og nede i sig. Denne konstruktion findes allerede hos Freud, der dog ikke vil vide af personligheden som kraft, men alene vil kontrollere den som agent for Jeg-et; den videreføres hos Jung, der dog godt vil vide af personligheden, men alene vil udnytte den i Jeg-ets tjeneste[7]. Forskellen mellem Freud og Jung som "dybdepsykologer" og healingsystemer generelt, hvor "trancedens" af bevidsthed over Jeg-et sættes på begreb, er derfor ikke andet end det antal af instanser, der opereres med inden for Jeg-ets form og den måde disse instanser antages at samvirke på i et abstrakt ahistorisk menneske.
Hvad der derfor bliver tilbage herfra er begreber om et særligt abstrakt individ - dèt individ der i forvejen ikke findes (Sève) - og som alene kan stå i et ydre, kraftløst forhold til dets konkrete samfundsmæssige betingelser som person, men som jeg dog almægtigt, hvis det ellers kan lære at magte egne interne ressourcer abstrakt!
Det er ikke meget! Men det er sgu niveauet af interaktive processer mellem individer; og det er påvirkningsprocesser i deres indhold, hvor det bliver den givne kompetence over rummet, hvorindenfor de forløber, der alene bestemmer deres udfald. Hvad der derfor er healingsystemers - og dybdepsykologiens - reale genstand er personaliseringprocesser[8].
Den funktionelle værdi i healingsystemer kan derfor bestemmes ved deres egenskab til at give personen tilgang til sin egen ideologiske subjektion; og her igennem muliggør de for det andet en grad af frihed til at kunne bevæge sig subjekt-agtigt her indenfor. Et stivnet Jeg kan blive et bevægeligt jeg men dog stadig kun i dets afsondrethed fra den personlige virksomhed som sådan - altså et selvbevægende, selvbestemt jeg - fremfor det alment duelige i et gennem virksomhedsbevægelsen selvbestemmende jeg. Herigennem åbnes der dog også op for personlighedsprocesser - de kan tages kontrolleret ind - men healingmæssigt kan disse ikke gribes bevidst i deres kollektive egenart. Og udgangen herpå kan blive en ny besættelse af Jeg-et, en komplettering af Jeg-et gennem healingsystemet fremfor frisættelse af Jeg-et gennem udvikling af virksomheden. Healingsystemer kan derfor også virke som en slags Supersymbol, som Jeg-et kan besættes eller lade sig besætte af[9].
Videre til genstanden: personaliseringsprocesser.
Personaliseringsprocesser er de procestyper i subjektet, der formidler emotionelle og kognitive processer i individets forhold til dets samfundsmæssige opgaver. De kan derfor også ses som de processer, hvor igennem den menneskelige personlighed gør sig selv til subjekt for sit samfundsmæssige liv. De er - fordi subjektivitet altid er intersubjektivitet - på een gang underordnet og bestemt igennem den samfundsmæssige kooperationsproces og dennes interpersonelle relationer, som de er overordnet set fra individets standpunkt, når personligheden taber sit greb om dets virksomhedsgenstande (ved problemer, der udvikler sig til konflikter, overbelastning mv.). I duelig forstand er personaliseringsprocesser produktiv motivation - det er den (i kvantitativ forstand: livshistorisk) udviklede evne til at svare igen med energimobilisering, selv når udvikling ikke længere synes muligt. Og derfor er personalisering både udtryk for personliggørelse af de sociale betingelser - der er tale om at stoppe op overfor at handle sig yderligere ind i indre begrænsninger ved at gøre sig selv til subjekt for deres langsigtede overvindelse - som udtryk for afpersonalisering af sig selv - hvor der er tale om at handle ud overfor ydre begrænsninger for at gøre sig til subjekt for deres kortsigtede overvindelse. Personaliseringsprocesser er typisk ikke-bevidste, men kan gøres bevidste i eftergribende forstand, hvorved det så også bliver muligt at gøre sig til subjekt overfor deres udvikling. En ren teknisk tilgang hertil er umiddelbar mulig: enten "psykisk" via meditation eller "somatisk" via kropsbevægelsesøvelser gennem optræning af evnen til opmærksomhed på såvel bevidsthedens genstand som på bevidstheden herom som to distinkte tilgange til udviklingen af den refleksive bevidsthed; - Men pga. middelbarhedsforholdet mellem den personlige virksomhed og det kollektive arbejde er almen duelig udvikling alene den, hvor samfundsmæssig problemudvikling er udgangspunkt som slutpunkt (problemets udvikling må bestemme teknikken/middel - og ikke omvendt).
Personaliseringsprocesser virker så at sige i jeg-ets tjeneste, men uden at ha' deres udspring her. De vil dog blive trukket ind i Jeg-et og primært blive bestemt herigennem, når forholdet mellem personliggørelse og afpersonalisering falder personen af hænde, og individet må svare igen på udvikling gennem Jeg-ets egen form. Nogle personaliseringsprocesser vil da få deres egen autonome/cirkulære logik indenfor Jeg-et, medens andre vil blive holdt udenfor, hæmmet - hvorved de også kan/vil blive "fremmede", og dermed forstyrrende for personlighedens opretholdelse og udvikling som jeg.
Hermed har vi den ideologiske subjektion indefra, hvor individet lever forskudt fra sin egen personlige grund. Personligheden kan ikke længere selv indenfor de eksisterende former gribe (efter) sit eget jeg, da det har fået selvstændig eksistens - lige såvel som der nu findes subjektprocesser, der ikke kan gribes gennem Jeg-et.
En healingmæssig tilgang hertil er at skabe rum - at stille specificerede interesser, midler og genstande til rådighed - for den omvendte proces, hvilket netop kan gøres ved bevidst at udnytte/arbejde med forholdet mellem personliggørelse og afpersonalisering: på den ene side ved at stille en afpersonaliseret ramme - teknikker - til rådighed, og på den anden side som teknikker at identificere sig med disses personliggørende kompetence. Det er dog, den manglende problemudvikling/-bestemmelse til dels, med ryggen mod muren, at man prøver sig frem gennem konglomeratet af forskellige påvirkningslogikker - men ændringer skal der nok ske!
Der er da også megen tryk på i de situationer og sammenhænge, hvor der (ud fra en healingmæssig tilgang) arbejdes med massage, meditation, krop-oplevelse, afspænding osv.; og dette simpelt hen fordi der - alt andet lige - implicit stilles krav og mål om at rumme sin egen livssituation situationelt[10].
At rumme sin egen situation er ikke altid behagelig, især ikke når denne er dårlig eller der ingen veje synes ud af den; og hertil kommer så også de tidligere ikke-rummede livsbiografiske situationer (:psykosekernerne), som til stadighed melder sig. Men dét at rumme sin egen situation, og dermed komme til sig selv, dét gøres heller ikke med mindre det i situationen også er muligt: man slipper ikke en spænding med mindre, den kan deles med nogen/noget; - Og i duelig forstand er dette den praktiske udvikling af de kollektive modsætningsforhold, der betinger respektivt fremmedbestemmer den aktuelle livssituation og position.
Når overgivelsen til eget liv er den praktiske udviklingsproces af selvsamme, så er det også den bevidste tilgang til ikke-rummede aktivitetstildragelser af personen selv, der er duelig for almengørelse.
To ting er her centrale.
For det første har de "bundne energier" et virkelighedsindhold, der fortæller noget om den aktuelle livssituation, som denne gribes og bemestres af personen, lige såvel som de fortæller om tidligere kollektiv-personlige livssammenhænge. Den bevidste skridtvise indgang heri muliggør - fremfor endnu en "tom" panikoplevelse - også den bevidste udtræden heraf, og dette såvel med nye ressourcer som interesseperspektiver, fordi dét, det var muligt at rumme i situationen, også blev rummet. Subjektivt er forskellen mellem psykotiske og meditative tilstande da også alene, om man er blevet skubbet derind, eller om man selv skridt for skridt med ydre muligheder har kunnet overgive sig til sit eget liv; objektivt er der derimod en praktisk verden til forskel!
For det andet peger de bundne energier også ud over sig selv; som bundne virker de fastfrysende på den kollektivt-personlige struktur, der som uudviklet betinger og/eller fremmedbestemmer deres eksistens; og som opløsende peger de tilbage til denne uudviklede struktur, der netop for udvikling er den centrale ressourcestruktur, som det drejer sig om at få fat i og bevidst gribe i sin bevægelse.
Ud fra ovenstående bliver det også klart, at enhver brug af tricks, snyd og bedrag, tvang og magt til opnåelse af tilgang til "bundne energier" ikke blot er uduelige; men umenneskelige idet de suspenderer den menneskelige personligheds eget livsaktuelle standpunkt i forhold hertil, hvorfor brugen heraf også kan betyde en øget "egenbesættelse" af subjektet selv, med en tilsvarende udtørring af personlighedens mulige ressourcer. En livsstil introduceres - fremfor mulige kollektivt-personlige livsudkast at-arbejde-udi-verden - og udviklingen af eget liv bliver til et rent intuitivt spørgsmål, hvor kun udnyttelse af mulighederne indenfor rammerne vil træde frem som subjektivt nødvendige. En ren healingmæssig tilgang vil altid trække i denne retning - om man så vælger at bemestre energiflow via almene symbolbetydninger eller gennem gestaltterapeutiske fremstillinger heraf! Hvad der derfor alene i samfundsmæssig forstand kan komme på tale er at muliggøre, at hver enkelt selv kan tage sine skridt til at nå, gribe og videreudvikle den uudviklede kollektive struktur, der betinger og/eller fremmedbestemmer, at dette ikke er muligt fuldt ud nu - og dette er et forbundsarbejde, der tager sit udgangspunkt i det personlighedsmæssige (og slutter det ikke på dette niveau, så var udgangspunktet og betingelserne herfor for snævre respektivt skævt konciperet).
At arbejde med massage, meditation, krop-oplevelse/-bevidsthed, afspænding mv. med andre betyder derfor krav om at skabe en kollektiv ramme for personligt arbejde. For denne ramme stilles der også krav om, at man selv hæver sig op som person: det er det personlige krav om at komme til sig selv, ellers er det hverken muligt at arbejde for eller med andre. Sådan noget kan man ikke bare sådan! Men det personlige krav til terapeuter bredt set aftegner sig: det er kravet om at kunne lænke deres bearbejdning og ophævelse af individuelle psykosekerner som fascinationsobjekter til udviklingen af de alment-samfundsmæssige strukturer af nødvendighed som foregribende mulighed, der perspektivisk overflødiggør dem - for uden en sådan konkret lænke vil det heller ikke i situationen med andre, der arbejdes for, være muligt at lade sit eget "private" komme bevidst til orde til fælles brug for sammenhængen; i modsat fald vil der ske en mere eller mindre ubevidst brug af sammenhængen i egen privat interesse med kompetencemarkering og øget brug af fritsvævende teknikker til følge og til fastholdelse af herskab og kontrol over situationen[11].
Når det således kun er muligt som perspektiv at hæve sig som person ved aktuelt at bide skeer med ydre som indre lænker gennem praktisk revolutionerende arbejde (den borgerlige livsform er således terapeut-kontraindiceret), så bliver der det tilbage i situationen at tage sit udgangspunkt i den praksis, der er sammen og bruge denne som åben indfaldsvinkel til, hvad der kunne foregå. Dette vil igen sige to ting: - at være åben overfor dèt, der foregår udenfor, hos den anden; - at være åben overfor det, der foregår i een selv. Og hele tiden arbejde med disse to niveauer gennem fuld opmærksomhed på deres interaktion i perspektivet den andens voksen som person. Og dvs. at kunsten er at tage imod det, den anden indeholder på den andens præmisser, og at gi` den anden, hvad den anden har brug for, og stadigvæk stå på sine egne ben i(gennem) det. Med andre ord er dette at tage hold om rammen gennem omsorg for den anden.
Slut her. I morgen nogle overvejelser med udgangspunkt i det personlighedspsykologiske plan.
*******
Ca. en tiende del af ovenstående kom på ord i den indledende snak om teoretiske overvejelser for området. Efter kaffebordet mødtes vi i stuen, hvor vi stillede os i en rundkreds. Og endnu et par ord.
I skulle ha` fået et program; og i det er formålet beskrevet som et "personligt indblik i psyke-soma-forholdet". Man kan undre sig over at det "sociale" ikke er med her; men det er ud fra, at det sociale er bestemt på forhånd i form af den plan/ramme, der allerede er lagt for aktiviteterne. En sådan ramme kan både være snærende og forløsende: på den ene side skal man passe sig ind, på den anden side gi`r det een mulighed for at slippe sit overblik og koncentrere sig om sig selv. Jeg håber I gør det sidste, så vil jeg prøve at fastholde overblikket og prøve at få en helhed ud af processen. For det andet er der det at sige, at de følgende øvelser har til formål at aflaste ens opmærksomhed i det ydre og i det indre, sådan at een selv som en helhed kan komme til orde. Men - og det er det vigtigt at være opmærksom på - man vil i første omgang komme frem med stress, nervøsitet og anspændthed. Og dette simpelt hen fordi ens vante måde at gribe verden på ikke umiddelbart duer overfor en ramme, der ikke kendes. Her vil der være en spontan tendens til at tolke/tyde dette, som noget man har i sig - og en angst for ikke at kunne styre det vil kunne træde frem - eller man kan hæfte sig ved at rammen er forkert. Det vil her være vigtigt at huske, at det har med en ny/anden ramme at gøre; og her kan man tage den tanke ind og spørge: hvad er det egentlig jeg spænder op over i denne sammenhæng, og skal det og er det nødvendigt, at det fylde så meget. Simpelt hen at tage tid til det, tage sig sin tid; og hvis det stadig fylder, så må man melde ud-ad-til; hvis nej er nogle overfladespændinger opløst.
En rysteøvelse til at starte med.
Rysteøvelse.
Ryst først den venstre hånd lidt; tag herefter underarmen med, så overarmen; hele armen; dernæst den anden hånd, ....... ; begge arme samtidig, tag overkroppen med; hovedet stille fra side til side; så den ene fod, underbenet med, låret med også; og til den anden fod, .... ; hele underkroppen, hele kroppen, lad den få lov at reagere ud.
Vejrtrækningsøvelser.
Rysteøvelsen tager ikke nødvendigvis ens vejrtrækning med. Derfor tre små øvelser (fra Tureby-gymnastik). Find en stilling med fødderne, som du står godt i.
l: sammel hænderne, og på indånding fører du dem op over hovedet; på udånding hænderne ned i hvilestilling; her efter en vejrtrækning, og forfra igen. Den gøres et par gange.
2: hænderne enkeltvis op over hovedet på indånding; fire vip bagud, hold vejret; på udånding hænderne helt ned til gulvet; og op i retstilling på indånding; en vejrtrækning, og forfra. Gøres et par gange.
3: sammel hænderne - og før dem på indånding op over hovedet; på udånding venstre rundt og ned mod venstre fod, forbi og stop mellem fødderne; videre rundt på indånding til op over hovedet; fra hovedet ned i retstilling på udånding; vejrtrækning, og forfra. Den gøres et par gange.
Det gælder for de ovenstående øvelser, såvel som for alle, der guides, at den der guider selv udfører øvelserne - og dette med støtte fra al den information af ydre som indre art, der kan rummes, hvor den reflekterede sammenhæng her imellem bevidst bruges, fx. til at afgøre hastighed for øvelserne, hvad der skal siges og ikke siges, hvor der skal ventes ud fra, hvad der synes svært at ha` kontakt med, hvornår der skal stoppes, hvordan der skal stoppes mm..
Her efter fandt vi sammen i en energicirkel.
Energicirkel; og krop-afspænding.
Vi stiller os i en rundkreds med hinanden i hænderne og venstre håndflade op og højre ned - ud fra at vi tager mod energi fra venstre og gi`r energi med højre (dette både i betydningen tage imod ude- og indefra, og gi` inde- som udefra). Find din grounding - det er den stilling hvor du står fast og har kontakt med dig i det fysiske (benene lidt spredte, fødderne pegende lidt udad, knæene lidt bøjede og underlivet skubbet frem). Du kan evt. vippe lidt frem og tilbage for at finde din stilling - den har med hara-chakrat at gøre. Send din opmærksomhed ud, væk fra dig selv. Se ud i rummet - der er et billede, en stol, ....., der er også lyde, lyden fra en bil, ...... Tag nu kontakt til de andre her i gruppen; se, mærk, tag den kontakt du kan finde ud af med hver af de andre; og når du har gjort dette, luk dine øjne - og se med lukkede øjne rundt i cirklen; tag dig din kontakt igen. Mærk nu at du står i denne cirkel, mærk de hænder du holder i hånden. Mærk din grund - at du står her på gulvet - mærk din luft, dét over dig.
Send nu din opmærksomhed til din isse, slap af i issen; videre til din pande, mærk om du spænder, prøv at slappe af; videre til næsen, kæben, tungen, halsen; hele hovedet, mærk dit hoved; videre til dine skuldre, sidder de trukket op eller er de faldet ned, slap af i dem; opmærksomhed på armene, venstre arm, højre arm; mærk dit bryst, din mave, hele forsiden af overkroppen; mærk din ryg, lænden, hele ryggen; hele din overkrop; mærk dit underliv, hvordan har det det; mærk dine lår - det er din styrke - og hvis de begynder at ryste, så ryst med; videre til dine underben, dine føder, den venstre fod, den højre fod; mærk dine ben; mærk hele din krop - og mærk at du står her på gulvet sammen med andre.
Når du mærker et håndtryk, så tag imod det, slip, og send det videre til de der står på den anden side af dig (et håndtryk sendes af den, der guider, rundt begge veje). Men bliv stående med lukkede øjne. Gå nu selv din krop igennem, fra isse til fod og find dèt eller de steder, som sagde eller nu siger dig noget. Find et ord, begreb, billede eller symbol for det. Tag dig din tid - og tag til sidst stilling til, hvordan du har det her-og-nu. Vend tilbage med åbne øjne, når du er parat.
Når alle er tilbage en runde, hvor hver enkelt fortæller det, de har lyst til eller brug for.
Nogen der vil lægge ud, starte.
I en sådan runde kan der gås mere eller mindre ind i den enkeltes oplevelse. Vigtigt er dog, at hver enkelts oplevelse - med alt hvad der er tilrådighed, hvis det er nødvendigt - søges rundet, så den står i sig selv for personen.
Efter denne runde skulle der findes massage-par. Den indfaldsvinkel, der her blev brugt, var at spørge til, hvem der allerede havde en lyst eller så en udfordring i en bestemt anden, og det vil igen sige at vælge bevidst, og også vælge bevidst fra. Det endte med at gå op! Vigtigt - også her - er at være bevidst omkring "mislyde", tage dem op, afklare dem - eventuelt sammen med de andre, den anden - således at man ikke trækkes eller lader sig trække ind i noget, hvor der stadig er "elastik" til, hvor man står. Falske hensyn må gennembrydes, idet de ellers bliver Damokles-sværd, der kan få eget dynamisk liv de involverede imellem.
Massage-demonstration.
Vi arrangerede os i en rundkreds omkring een, der godt ville være demonstration-objekt[12].
Den optimale demonstration er at tage situationen på ordet, og gøre denne til den-sig-udviklende indfaldsvinkel (ligesom ved ikke-demonstrationer); herved forsvinder demonstrations-aktiviteten som perspektiv for arbejdet, men en demonstration vil dog altid være af en anden art aktivitet end et selvstyret massageforløb mellem to, idet de, der i en demonstration arbejder med hinanden, også mellem sig må rumme det generelle for gruppen[13].
Inden parterne indstiller sig på massage-aktiviteten - den ene siddende over for den anden liggende - er det vigtigt, at det, der måtte være nærværende de berørte i situationen, finder en bevidst formidlingsform mellem parterne. Massagen starter her!
Den, der får massage, er centrum for aktiviteten. Og indledende ord til denne var at gi` åndedrættet opmærksomhed; du skal ikke prøve at styre det, det finder selv sin rytme, bare opmærksomhed.
Den, der skal gi` massage, må her overfor indstille sig på den anden; simpelt hen bruge sig sin tid på at komme til stede. Og det gælder her som andre steder, at de tanker der dukker op tages ind og gøres færdige i deres betydning for situationen. Man sætter sig meditativt overfor den anden.
En meditationsøvelse til hjælp til at komme til stede med den anden blev foreslået - og brugt. Kontakt hara, punktet lige under navlen; kontakt her efter hjerte-chakrat, punktet i brystet; og kontakt til sidst essens-/individualitetspunktet over hovedet, punktet hvor din næve er, når du knytter den og rækker din arm op over hovedet; mærk dit punkt. Forestil dig nu et hvidt lys i essenspunktet; og træk på indånding lys herfra, ned igennem hovedet, igennem kroppen til hara; på udånding fra hara til hjerte-chakrat og ud af brystet og ud af dine arme; du bygger hermed energi op foran dig, netop i det felt, hvor den du skal gi` massage befinder sig. Bliv ved med denne øvelse til det opbyggede energifelt rummer den anden. I et næste skridt kan du læse ind i dette felt; mærk dig hvad du ser med dit "indre" blik; tag stilling. Og vend tilbage med åbne øjne og mærk, se igen. Gennemgå igen den anden som den anden ligger der foran dig, og tag - skridt for skridt - helhedsmæssig stilling til, hvad den anden er i, har brug for, kræver, er bange for mv. Integrer dine billeder, afklar dig, hvordan du vil gå videre i processen; det er at stille sig det sted, der indvendigt rummer arbejdet med begge billeder - her hvor du stadig kun er på vej ind i den anden ude fra.
Og gå i gang. Du kan evt. sende din opmærksomhed i forvejen, så du på din vej kan bruge din registrering af, hvad du kan møde til at møde det, hvis/når du møder det.
I samme grad, som på-vej-mødte energier rummes fuldt ud, vil den, der giver massage ende op med frit at kunne bevæge sig rundt i den andens fysiske og immaterielle felt; åbnende, integrerende og opløsende dèr, hvor den anden er i sin bevidste gennemtrængning. Det springende punkt er derfor også at udvikle den fælles kontakt, hvor den end måtte være, for kun denne er kollektiv kraft qua dens forbundethed med det fælles nærværende grundlag - hvad der så at sige er bevidsthedens egen følte eksistensgenstand.
Resten af massage-demonstrationen skal ikke gennemgås i dette, allerede for omfattende, papir. Kun dèt at tage "kontakt" til den anden skal have et par ord mere.
Fysisk kontakt og diagnostik.
At tage "fysisk" massage-kontakt med een, der er helt ude at skide (klinisk: grænsepsykotisk) opfattes almindeligvis som en noget problematisk affære, som der helst skal gås udenom. Hvis der derimod gås ind i det, så beskrives tilgangen som Grounding (:at tage kontakt til fødderne), og ellers kun arbejde med de underspændte muskler i kroppen. Det videre skridt på undertrykkelsens vej - massage-arbejde med psykotiske - opfattes i forlængelse heraf som en professionel dumhed. Man har dog gjort sig den erfaring, at skizofrene - hvis en fysisk kontakt tillades - synes helt uden for rækkevidde.
Alt dette er rigtigt! Men det er under den forudsætning, at hvis man arbejder ud fra en diagnostisk indfaldsvinkel/platform, så skal man holde sig væk, helt væk endda - indtil en anden indfaldsvinkel siver ind hos een. Endvidere skal der heller ikke arbejdes med "grænsepsykotiske" på den beskrevne måde - ikke generelt i hvert fald. Og dette giver sig ud fra, at det at tage kontakt til fødderne nok er et groundingfelt, men det er i et massageperspektiv en grounding via den, der giver massage, arbejder hermed Og en sådan grounding, når man er ude at skide, kan lige så godt - og vil også typisk - føre til en fravending det fysiske og til en modsvarende psykisk kontakt mellem parterne, hvorved kontakten tvinges ind i en jeg-form. Denne jeg-form kan så godt styrke den anden af, for en tid; men det store og grundlæggende arbejde med at gribe ressourcestrukturerne (der ligger uden for Jeg-et) forbigås endnu en gang. Det kan så godt være, at den der er ude at skide har brug for dette, og hvis det er ud fra en fælleskontakt, er der heller ikke noget problem. Summa: man skal ikke "tro" det er muligt at være neutral i sin tilgang; det er tværtimod de stadige tilgange, der i åben brug, må udveksles til kollektiv kontakt qua fælles kraft - hvad en diagnostisk indfaldsvinkel ikke tillader overhovedet.
*****
Når man har givet massage er det vigtigt for det første, at lade den anden få sig sin tid til at komme tilbage. For det andet er det lige så vigtigt, at man selv reflekterer sit forløb igennem og tager stilling til det - ellers vil den efterfølgende snak parterne imellem let blive noget "mudder", hvor man hænger i det - og i hinanden - fordi der ikke sker en tilbagevenden til det personlighedspsykologiske niveau.
Efter demonstrationen var det massage-parrenes egen virksomhed, der fandt rum. Og til allersidst mødtes vi igen i energicirklen, i grounding, med lukkede øjne; og et håndtryk (den ene vej) stillede os alene sammen. Tilbage igen og det, der skulle formidles, kunne formidles. En lørdag fandt en afrunding!
SØNDAGEN.
Søndagen startede for gruppen ved kaffebordet, hvor de teoretiske overvejelser om området blev taget op igen. De blev søgt videreført ud fra et lille oplæg, hvor indfaldsvinklen var, hvor gårdagens slap: det personlighedspsykologiske som udgangspunkt; altså en omvending af tankerne fra om lørdagen, hvor det overvejende var energimæssige betragtninger fra-neden-af-og-op, der kom frem.
TEORETISK OM PERSONLIGHEDSPSYKOLOGISK-ENERGIARBEJDE.
En sådan omvending er genstandsbundet indenfor området. Nok finder udvikling kun sted indefra genstanden selv - på basis af historien forud og de fremtidige muligheder og nødvendigheder - men den indre udvikling er dog primært bundet til, hvordan det aktuelle sætter sig sammen, gribes; og aktuelt mødes en genstand altid udefra. Hertil kommer så også - som dimensioner i aktuelle "møder" udefra og indefra - at de involverede genstande også har en historie sammen allerede ved at være dele af samme helhed.
På det samfundsmæssige niveau er dette at mødes på det personlighedspsykologiske plan indenfor en kollektivmæssig sammenhæng. Verdenshistorisk er dette såvel det almene samfundshistoriske standpunkt som perspektiv - aktuelt er det med statskapitalismen samfundshistorie gennem klassekamp mellem klassekollektiver og klassepersonligheder som kamp mellem personlig brug og udnyttelse af eksisterende ydre som indre begrænsninger i egen privat tjeneste gennem konkurrence, marginalisering, udgrænsning og udstødning som klassekollektiv handlestrategi eller gennem forbund fæller imellem om udvikling af kollektiv arbejdsvirksomhed. Gid det var så, at ovenstående alternativ var et simpelt valg, et slags enten-eller. Det er det ikke; det er tværtimod en problemstilling indenfor en magtbestemt global struktur, hvilket i sig selv fordrer en taktisk forholden sig til gennemsætningen af langsigtede alment samfundsmæssige interesser for at kunne "komme ud af" statskapitalismen. Alment duelig er derfor kun det konkrete arbejde med forholdet mellem kortsigtede og langsigtede interesser, der i sig selv overflødiggør den taktiske forholden sig til andre, personer som kollektivgrupper; - Og dette er problemet at delegere den-taktiske-forholden-sig ud af de sociale klassekollektiver i rejsningen af disse som samfundsmæssige arbejds- og bogrupper, således at udfoldelsen af person og kollektiv kan komme til sin menneskelige ret.
I samme grad som ovenstående samfundsmæssige perspektiv almengører sig, så vil produktionsbetingelserne for psykosekerner (som udtryk for begrænset kollektiv subjekt-agtighed) og for fascinationsobjekter og -strukturer (som udtryk for klassekollektiv afmagt) i det individuelle subjekt ligeledes bliver ophævet. Og omvendt. Sammenhængen herimellem er dog hverken ydre eller mekanisk; det er tværtimod to sider af samme sag: det fælles tredje og grebet herom, hvor det alment duelige alene er udviklingen af det fælles greb om det fælles tredje såvel indenfor de enkelte praksisformer som for praksisformerne imellem.
Er den praksisform, der er på tale, en terapeutisk situation, så er genstanden (:det fælles tredje og grebet herom) brugeren i dennes relation til terapeuten. Og at tage denne genstand på ordet, udvikle den, vil samfundsmæssig være problemet om at overflødiggøre de betingelser, der betinger at situationen må opstå; altså selvnegering via udvikling af mere overgribende samfundsmæssighed - hvilket er terapeutens opgave i situationen, idet netop dette er, hvad brugeren aktuelt ikke selv alene magter. Dette kan igen ses som arbejdet med den fælles virksomhed om at samle ressourcer og prioritere interesser, således at der kan svares igen med samfundsmæssig udvikling på begrænsende og magtbestemmende kollektivt-personlige værensbetingelser. Problemafklaring, -udvikling, -formulering og -løsning som sammenhængende procesdimensioner er trin i denne særlige udviklingsopgave for den terapeutiske situation. Hvor problemafklaringen har en behandlingsstrategi som perspektiv, som en måde at udvikle problemet på, så har problemudvikling behandlingsmetoder i sit perspektiv, medens problemformulering munder ud i tekniske måder at nå målet på.
I samme udstrækning terapeuten forbigår det kooperative ved ovenstående udviklingsopgave, så træder kun problemafklaring og -løsning frem som arbejdsdimensioner (qua deres etablerings respektiv afsluttende karakter); men hertil kommer dog også, at de træder frem og begrunder sig i terapeutens "private" præmisser, idet netop udgrænsningen af problemudvikling og -formulering fastfryser, at brugerens problem kan/skal løses indenfor de selvsamme givne samfundsmæssige rammer, der allerede har stillet een alene og/eller stillet een med sig selv som problem. En komplettering qua personliggørende teknificering af ideologisk subjektion fra terapeutens side er det bevidste udfald heraf; ubevidst kan man så håbe, at en bruger kan og søger at ryste det lort af sig, som vedkommende søges prakket på i professionel forstand; - Men en reel samfundsmæssig udvikling (netop hvad det hele drejede sig om) står dog stadig tilbage, og dette med de konflikter mv., som manglen herpå cyklisk producerer.
Ovenstående er også i terapeutisk forstand at gå direkte på personaliseringsprocesserne i brugersubjektet, hvad man så kan gøre på åben eller lukket/skjult måde. Og dette er hvad der synes at være under almengørelse indenfor det institutionelle område, hvor der i korttidsterapeutisk øjemed satses på det terapeutiske "NU" som gennembrudsfaktor[14]. Her er Haley nok den af nogen, der med tesen om psykoterapiens almene paradoks fortæller, hvad dette "NU" som gennembrudsfaktor går ud på: nemlig at påvirke brugeren, så denne af egen fri vilje forandrer sig, hvad der kan gøres ved at bruge magten over situationen til at definere, hvad der skal foregå, og samtidig benægte, at det er det han gør [15].
Her overfor - som modsætning til Haley`s intenderede fremmedbestemmelse af den anden - står så den bevidste kooperation om den terapeutiske udviklingsopgave, hvor det direkte arbejde med personaliseringsprocesser fælles tilbyder sig ved udviklede problemformuleringer, hvor målet er kendt (udviklet gennem fælles kontakt), men hvor der endnu mangler midler til opnåelsen heraf. HER kommer teknikker ind, ej før, ej senere. Opsummerende kan vi nu sige, at problemafklaringen - som arbejdet med de indfaldsvinkler på problemet, der er tilstede i situationen - må udvikles, så den rummer dèt, der i sidste instans kan muliggøre et bevidst fælles arbejde med personaliseringsprocesser. Hvis dette rum ikke skabes, eller det tabes hen ad vejen, så vil det ikke være muligt selv at komme til sig selv på egne personlige præmisser i deres kollektive indbundethed; komplettering af begrænsninger og afmagt finder sted endnu engang individuelt. Omvendt også: når det finder sted ikke-bevidst-intenderet, så gives de involverede også information om, at rummet - der foregår nu'et - og den måde, som det blev grebet på, var for begrænset og begrænsende. En analyse heraf muliggør en kommen til bevidsthed om den historie, der skrives, og dermed også en mere bevidst brug af historien i udviklingen af problemet, dets formulering og løsning.
Hvordan ser da processen ud, når der gives mulighed for, at subjektet/brugeren kan komme til sig selv - hvilket er en overflødiggørelse af Selvet som fremmed kategori gennem ophævelse af fascinationsobjekter og psykosekerner. For det følgende er det vigtigt at være opmærksom på, at dette genuint er et praktisk kollektivt udviklingsarbejde i perspektivet skabelsen af kollektive arbejds- og bogrupper, der alene langsigtet kan sætte den ideologiske subjektion som indre lænke i subjektet ud af kraft. Mao.: muligheden for at komme til sig selv - og den personlige brug heraf - aktuelt skaber kun tilgang til mere eller mindre partielle, og/eller enhedsmæssige ressourcestrukturer i deres uudviklede kollektive eksistensform; det er ikke samtidigt den samfundsmæssige almengørelse heraf, men dog en mulighedsbetingelse herfor. Endvidere er betingelserne, hvor under dette finder sted, en integral del heraf, hvorfor det ikke kommer på tale at vælge eller operere med en "indre" og/eller en "ydre" vej for det fremtidige. Tværtimod: hvis ikke den konkrete formidlingsproces tages som udgangspunkt og slutpunkt for samfundsmæssig almengørelse, så vil en indre respektiv ydre vej træde frem, men disse er uendeligt tomme - og bliver til former uden indhold - når de står alene eller sættes overfor hinanden.
Når problemafklaringen må være så rummelig, at den i sidste instans kan muliggøre et bevidst fælles arbejde med personaliseringsprocesser (jvf. tidligere i dette kapitel), så er udgangspunktet, hvad der i dybeste undertrykkende og fornedrende forstand kan mødes? Det er at være flere af sig selv uden subjekt-agtig kontakt her imellem, hvad der skal sættes på begreb med skizofreniklemme.
En skizofreniklemme opstår, når det personlige subjekt ikke længere magter sin egen ideologiske subjektion. Den er et produkt af den sociale sammenhængs interne instrumentalisering af de involverede med efterfølgende selvfjendskab, isolering og isolation, samtidig med at der ikke er (anticiperet) mulighed for at undslippe, bryde ud af den sociale sammenhæng. Den berørtes personlighed kan ikke klare presset, idet kun udvikling indefra og væk er mulig, hvilket ej heller er en mulighed. Jeg-et kan hermed ikke længere kontrolleres og beherskes selv, og Selvet går i opløsning, hvorved man heller ikke kan opleve sig selv som fremmed. Man går selv i opløsning, idet det ikke er muligt at bære, magte midtens tømning - hvorfor man må være i dele af sig selv. Fascinationsstrukturen som den sidste rest af rummet subjekt-agtighed falder hermed fra hinanden i noget selvstændiggjort psykisk og somatisk, der hverken kan eller vil vide af hinanden længere, da der ikke er sociale betingelser for deres møde. Hèr er vandringens stier; fra del til del, fastfrosset på brændende sted, derfor videre; - men hvor! Gamle psykosekerner bærer een - bag om ryggen på een selv, det Selv der ikke længere har rum til at være for noget, dèt rum man må væk fra. Jo længere denne tilstand må udholdes, og jo mere overgribende den er for subjektet, desto mere "funktionel" må det psykiske etablere sig som aktiv undgåelse det somatiske.
Skitse 5: Skizofreniklemmen: den ikke-magten egen ideologiske subjektion.
 |
Mennesket er i skizofreniklemmen krop og sjæl - begge som hylstre for hinanden med dynamisk kontakt som undgåelse. Der mangler rum for ståsted.
Rum.
Rum er overhovedet den første form i en kommen til sig selv. I denne første form er psyko-somatisk kontakt i sit udgangspunkt ikke mulig; mulig er kun psykisk kontakt under abstraktion fra somatisk - og omvendt, og da kun partielt. Det er en væren væk fra den anden part, hvor det at være ved er at være åben for en midte, der ikke er sig selv; en midte der over for dig tilstadighed tømmes, og må sløre det ved at slette sporene efter sig. Midten vil dog - når rum fastholdes - vise sig som noget adskilt, noget anderledes end før: noget normalt/anormalt, moralsk/amoralsk og/eller rationelt irrationelt. Selvet finder faktisk her form igen, når dette mødes. Fremfor alene dysfunktionelle energistrukturer, der aktivt slører med energiretning med uret, træder nu de disfunktionelle fascinative strukturer og -objekter frem, medens psykosekernerne fylder sig ud.
Kropsmassage er ved rum overhovedet bundet til en aktivering og fastholdelse af helheder, helheden ved mennesket, idet dette kan skabe rum for, at dèt, der opleves, er noget man selv oplever. Dette betyder ikke, at der ikke kan - eller skal - arbejdes med enkeltdele, men de vil være dynamisk tomme i deres indhold, indtil deres tilgrundliggende energisystem begynder at leve i strukturen. Mangler dette liv kan det betyde en fastfrysning af skizofreniklemmen, idet subjektet ellers ikke vil kunne rumme dem som dele af sig selv. Hvad der kommer til syne ved rumformen er noget af een selv, hvor det blive interessen heri, der kan betyde en udgang herfra.
Interesser.
Interesser er den anden form, og disse er givet qua kontakt med fascinationsstrukturer og -objekter. De vil træde frem, overvældende og paniske; og de vil straks søge fodfæste i den ydre verden. Der må læres på ny, selv; der må gås bag - intakt! Et bagland kræves, et socialt fri-rum må melde sig som krav for en indholdsmæssig bearbejden det for det særlige i distinktionerne moral/amoral, normal/anormal og rationel/irrationel.
Kropsmassage her går særligt ind i forholdet til og mellem kropsakserne, idet deres egenbinding - det fascinative - låser een selv til at fordre noget bestemt andet, som man aldrig har haft, men som heller ikke er ens eget i personlig forstand. Det at udholde at se sig selv udefra vil her være det, der kan skabe individuel kontakt. Men hertil kræves ressourcer.
Ressourcer.
Ressourcer er den tredje - og sidste - form; for det at se sig selv udefra, som individ overfor andre individer, er uudholdelig indenfor Jeg-ets form. I sin tid var det en måde at overleve på ved at være som den anden kunne bruge, og man selv kunne bruge det på kort sigt; - men fælden klappede, og ingen ydre overgribende struktur udviklede sig om det, og trak os berørte Jeg-et med. Nej! Vi lærte tværtimod at mestre os her indenfor - hvor også anderledes sociale strukturer udenfor fik lige så stor fascinativ kraft som de nære selviske andre, der både var een og ikke een selv. Psykosekerner - den fælles brudthed, måske endda fra andet sted og andre - binder dog også een op. Som uudviklet noget kollektivt at overvinde, og dermed kooperativ kraft; men netop også den kraft, der ikke var, da man behøvede den. Andre overså een, kunne måske ikke gøre noget; måske var der endda ikke nogen og ingen svigtede. Men man brændte lidt sammen; og man blev gjort svag.
Ressourcer ligger her kun ved en integration af den struktur, der får een til at brænde sammen. Og dette er en voksen op som person, personlighed. Billedligt er det at fylde sit "tøndebånd" ud, hvilket ikke er andet end udviklet afklaring mod et fælles håndtag på det forlagte: det "kriminelle", "tabuerede", "uforståelige" - som var det, der ikke duede dengang, og som ej heller ubegrebet duer i dag. Men til forskel fra dengang er der mulighed til på ny at tage dem bevidst med ind i dagligdagen - og dette på de punkter, hvor de møder genstande, der henviser. Interesseafklaring er her kamp. Tunge og lette energier melder sig, må vendes mod verden for en gøren situationen klar; hvad henviser de til for mig, hvad drejer det sig om - hvor kan jeg vokse socialt med dette individuelle problem, hvordan kan/skal handles!
Nu er det de personaliseringsprocesser, der gik forud hin destruktion, der kan tale igen. At lytte til det/dem er eet, at se, se i øjnene, smage osv. osv. er noget mere; og bevidstbringen noget tredje centralt. Det er praktisk opmærksomhed på en væsentlig betydning for nødvending - en betydning, der endnu ikke er afklaret, men som i sin afklaring vil bringe krop og sjæl sammen i deres samfundsmæssige form: en levende sanselig personlighed, der kan virke igen også her, frisk rask.
Set udefra, uden for psykosens "leben", er det eksplosioner af kraft, hvor dog kun bevidst opmærksomhed på disse to genstandes udviklende forhold - psykosens liv og strukturen herom - muliggør at egne interesser kan finde den manglende samfundsmæssige form at integrere sig i. Det er at spørge til hvad psykosen fortæller mig om min sociale ramme og om mig i denne, og hvor skal begge hen fremtidigt. Det er en voksen ind og ud anti-fascionelt, personligt og kollektivt. Det er dog endnu ikke vejen frem, men der er ved at blive skabt rum for, at den kan findes.
Kropsmassage ved ressourceformen er del-opmærksomhed. Det er opmærksomhed på steder af energiunderskud, overskud, noget forbigået, noget klemt, noget rørligt, noget koldt og varmt osv. osv.; alt af betydning, af betydning alt! Og at rumme det i min betydning, for det der gøres.
*****
Et skridt tilbage herfra; fra denne fremmede, og dog så nærværende, verden. Fra Selvets verden. Fra "tredje-persons-processerne" (Holzkamp).
*****
Og tilbage til den massageweekend, der med ovenstående mange tilføjede oplevelser og tanker snart ikke ligner sig selv.
Vi mødtes igen på gulvet i stuen, stillede os i en rundkreds. Først er, hvad der er fra i går. Oftest har man "noget", når man har bevæget sig på området, men det er også den personliggørende og afpersonaliserende stemme, der taler - og taler på et sanseområde af en anden kanal end vanlig. Her er også en gruppeproces ved at få mæle.
Til den frivillige runde havde jeg selv en irritation på mig selv fra om lørdagen. Rart at få den fortalt, formidlet. Alle formulerede sig. Og vi gik videre med "rysteøvelse" og "vejrtrækningsøvelser" (se tidligere). Herefter en lille marxistisk meditation - som en af mange indfaldsvinkler (tegneøvelser en anden) - til fremstilling af et personligt livsudkast, som der direkte kan arbejdes videre med i massage-sessionen - hvis det ønskes.
En marxistisk meditation.
Man sætter sig i en cirkel med hinanden i hænderne, venstre håndflade op og højre ned. Man finder en stilling som der kan siddes i, i et kvarter til tyve minutter; en åben afslappet og bevægelig stilling - find eventuel et sammenrullet tæppe at sidde på - og skal du flytte dig undervejs (hvis en arm eller et ben sover), så gør det bevidst ved bevidst at gøre dine bevægelser. Ligeså når der kommer tanker: tag dem ind, gør dem færdige og vend tilbage hertil.
Først sendes opmærksomheden stille udad; hør og se også det, du har opmærksomhed på (den der guider kan nævne de forskellige nærværende sansegenstande). Se også de andre i din gruppe; tag den kontakt, der kan være, og den du kan rumme. Og med lukkede øjne lader du din opmærksomhed falde ind i dig. Skridt for skridt, udefra, ind og ned i dig. Du lader dig synke; dybere, dybere.
Sid lidt og betragt dèt, der sker.
Forestil dig nu et lys over gruppen; et lys i vores fælles midte. Byg det evt. op som en sol; Og mærk hvordan du får energi fra det. Se energiens stråler fra lyset, fra solen, ud til dig; til de andre i gruppen; til os alle på een og samme tid.
Prøv nu at rumme hele dig dèr; hele gruppen her. Rum helheden.
Prøv nu - skridt for skridt - at læse ind i det; fornem hvad det er; og gør dig fortrolig med, at det er dig, der oplever det.
Gi` det du oplever et navn, et begreb, symbol eller et billede; noget du kan fastholde din oplevelse med.
Når du mærker et håndtryk, så tag imod det og slip; og giv det videre til den, der sidder på den anden side af dig; bliv siddende med lukkede øjne (et håndtryk sendes af guiden rundt begge veje).
Find nu dit navn, begreb, symbol, billede eller hvad det var igen; og sæt det nu bevidst foran dig; ud foran dig og ind i gruppens energier.
Gi` det nu igen din opmærksomhed; gi` det energi - og MÆRK hvad der sker med det og med dig. Bliv så længe heri, at du mærker hvad (om det så er ingenting, for hvordan føles ingenting) der sker, og find også ordet, begrebet eller andet for det nye, der er vokset frem. Bliv siddende lidt i denne proces, der foregår.
Vend nu tilbage til dig selv, her hvor du sidder med en fysisk krop, på gulvet sammen med andre, og med luften over dig.
Gør dig beredt til at vende tilbage; og når du er beredt, så åben dine øjne.
Nogen der har lyst til at fortælle om deres oplevelse, om hvor de var henne.
Der tages en runde, hvor de, der har lyst, fortæller. Vigtigt er her at støtte hinanden i at få en så klar fornemmelse som mulig af egen oplevelse.
Afsluttende er her at sige, at det oplevede kan tages direkte videre med i massagen. Den der skal starte med at gi` massage kan bevidst lægge sit billede væk for en tid, og den der skal ha` massage kan i starten efter opmærksomhed på åndedrættet trække sit billede ind igen, lade sin krop fylde op af det. Det der sker i ovenstående meditation er - min oplevelse - at man får via gruppekraften nogle mere eller mindre ubevidste ting frem i mere ren form, end hvad der ellers er tilfældet i meditative øvelser, idet den giver een selv een selv i hænderne på det område, hvor fælleshed hersker - i modsætning til det typiske at måtte tage noget mere eller mindre ubegrundet på sig, eller at stille sig åben overfor en "åbenbaring".
Det videre.
Vi gik - som om lørdagen - videre til en massage-demonstration, men nu primært med bagsiden af kroppen som genstand. Endvidere blev der formidlet noget om muskeltonus/-typer i forhold til tre traditioner indenfor området: Reich hvor arbejdet med overspændte muskler - handlestress og forsvar - står i centrum (:bioenergetiske øvelser også); Lillemor Johnsens hvor de underspændte muskler - det ubevidste - står i fokus; og L.Marchers arbejde som en kombination af disse to ud fra, at begge muskeltyper er nødvendige, mulige og med den normale "gennemtrængende" muskel som deres perspektiviske balance. Men - må der spørges - kan dette også være perspektivet, hvor igennem der arbejdes med de tre muskeltonus? Niks - kun den konkrete arbejdsvirksomhed er det samfundsmæssigt tænkelige perspektiv, hvorfor der ikke kan tænkes bevidsthedsmæssigt indenfor en bevidsthedsdiskurs, hvad kropsterapierne dog netop gør! Og alligevel kan man heller ikke andet! Denne modsætning lader kun løse, når den menneskelige krop i sin helhed ses ud fra dens virksomhedsform, som netop skjuler sig deri.
 |
Endelig blev der også formidlet en slags sekundær energistrøm, der kunne trækkes med ind i massagearbejdet. Den er den energistrøm, der går fra venstre fod op igennem kroppen og ud af højre arm, og dèn fra venstre arm og ind ned af kroppen og ud af højre fod. Her ligger en individ-stress som en løben fra at være alene og/eller en gennemskåret reproduktion af eget køn[16]. Symbolsk således:
Og det var nu massageparrenes tur.
Herefter sluttede vi samlet af i en stille energicirkel - medens BZ’erne allerede havde startet deres kamp nede på Vesterbrogade. Hvad det hele drejer sig om blev sat i relief.
LITTERATUR:
Arnold,A: "Unterbewusstes und Unbewusstes im Denken und Handeln", Pahl-Rugenstein 85.
Bertelsen,J: "Dybdepsykologi" I-IV, Borgen 78-83; "Drømme, chakrasymboler og meditation", Borgen 82; "Energi og bevidsthed", Borgen 84.
Birck-Madsen, K: "Kollektive forformer - fortidigt, nutidigt, fremtidigt", Forum Kritisk psykologi nr.1, 1987.
Dreier,O: "A.N.Leontjev: Virksomhed og personlighed", Stencil 83.
Downing, G: "Massagebogen", Borgen 74.
Dychtwald,K: "Kropbevidsthed", Borgen 79.
Ebbe, K.: "Massage - et terapeutisk redskab", Akademisk Forlag 86.
Eysenck,H.J.& Nias,K.B.: "Astrologien - en revision i lyset af moderne videnskab", Bogan 83.
Haug,W.F.: "Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur. Entwürfe zu einer Theoretischen Synthese", SH33 / Argument Verlag 79; "Pluraler Marxismus", Argument Verlag 85.
Hem,L.: "Arbeidsnoter om drømme. Metodespørgsmål", Stencil Århus 82.
Holzkamp, K.: "Grundlegung der Psychologie", Campus 83.
Gordon,R.: "Your Healing Hands",
Unity Press
Leontjev,A.N.: "Tätigkeit, Bewusstsein, Persönlichkeit", Volk und Wissen Volkseigener Verlag 79.
Lumbye,J & Gormsen,K.: "Kritisk Psykoterapi", Paludans Forlag 75; "Psykoterapi, Smerte, Ekstase", Borgen 77.
Miller,R.D.: "Psykisk Massage", Borgen 79.
Marx,K.: "Den Tyske Ideologi", Rhodos 74.
Rajneesh,B.S.: "HU-meditation og kosmisk orgasme", Borgen 75.
Sève,L: "Marxisme og personlighedsteori", Rhodos 1978.
BILAG.
MASSAGEWEEKEND MED REGNBUEN.
TID: Lørdag d.l4.november og søndag d.l5.november; kl 13-18 begge dage.
Der er the, kaffe og afslappende musik fra 12.30.
Besked om du ikke kommer til undertegnede.
Der kommer skriftligt oplæg (kort!) om Regnbuens arbejde senere.
STED:
MEDBRING: Liggeunderlag, lagen og tæppe. Olie - kan købes hos Matas eller på apoteket - og løstsiddende klæder.
FORMÅL: At opnå et personligt indblik i psyke-soma-forholdet ud fra en personlig-kollektiv/marxistisk indfaldsvinkel.
PROGRAM:
Lørdag:
13.01-13.45: Intro til dagene; bevægelse & meditation.
13.45-14.30: Demonstration af kropsmassage-tilgange; massage to og to - med særlig vægt på forsiden af kroppen.
14.45-15.00: Fælles aura-meditation.
15.00-15.45: Massage den ene vej.
16.00-16.15: Fælles aura-meditation.
16.15-17.00: Massage den anden vej.
17.15-17.30: Opsamling og afrunding.
17.30-18.00: Regnbuens generelle arbejde.
Søndag:
13.01-13.45: Fra i går; bevægelse og meditation.
13.45-14.30: Demo kropsmassage og polaritetsterapi; massage to og to - med særlig vægt på bagsiden af kroppen.
14.45-15.00: Fælles aura-meditation.
15.00-15.45: Massage den ene vej.
16.00-1615: Fælles aura-meditation.
16.15-17.00: Massage den anden vej.
17.15-17.30: Opsamling, afrunding, perspektivering.
17.30-18.00: Regnbuens generelle arbejde - fortsat.