Om misforhold der har betydning for et alment arbejde med problemer. Et bidrag til indkredsningen af det aktuelles livsnerve, samt til udviklingen af nye veje til fremme af selvsamfundsmæssiggørelsen[1].
PROBLEMER, PROBLEMBESTEMMELSE OG MISFORHOLD
1. MISFORHOLD.
EN FORSVUNDEN GENSTAND!
FØRSTE FORSVINDING!
ANDEN FORSVINDING!
EN MELLEMREGNING.
TREDJE OG ENDELIGE
FORSVINDING.
PÅ VEJ MOD ET GREB OM
GENSTANDEN "MISFORHOLD".
DEN NØDVENDIGE HISTORISKE
LØSNING.
2. MISFORHOLD - KONKRETE EKSEMPLER.
EKSEMPEL 1:
EKSEMPEL 2:
EKSEMPEL 3:
EKSEMPEL 4:
3. ET BEGREB OM MISFORHOLD: MANGLENDE
SUBJEKTAGTIGHED.
BEGRÆNSETHED? NEJ!
ET PARADOKS.
KLASSE-SAMFUNDET SOM
HISTORISK LØSNING.
4. PROBLEMBESTEMMELSE
SOM FÆLLES PROBLEMUDVIKLING.
FORENET MÅLBESTEMMELSE SOM FØRSTE
FORUDSÆTNING.
FÆLLES PROBLEMUDVIKLING SOM
ANDEN FORUDSÆTNING.
FRITSTILLING OG FORENET
MÅLUDVIKLING VERSUS MAGT.
5. EN KRØNIKE ELLER REVOLUTIONÆR PROCES.
DOBBELTMAGT-STRATEGIEN.
OVERSTATSLIGE LØSNINGER.
DET REVOLUTIONÆRE SUBJEKT.
6. OVERSIGTER.
SKITSE 1: OM PROBLEMER UD FRA
SEIDEL: "DENKEN", CAMPUS 1976.
SKITSE 2: OM
PROBLEMBESTEMMELSE.
Oplægget tager sit udgangspunkt i det konstaterbare fænomen, at siden noget totalt forrykt - destruktionen af menneskeligt liv og af naturforhold af og gennem menneskene selv - kan blive ved med at gentage sig som en art naturlov, så må der være et problem i den generelle måde at stille problemer op på. Og til indkredsning af dette har jeg taget udgangspunkt i Rainer Seidels analyser i bogen "Denken"[2], der er en psykologisk analyse af opståelsen og løsningen af problemer.
Indholdsmæssigt er Seidels tanker til stede overalt i kritisk psykologisk arbejde. Og det på det mest centrale punkt, at det er et væsenskendetegn ved mennesket at være aktiv problemstiller: dét at kunne sætte mål for sin virksomhed; og for det andet at udvikle de midler, der gør det muligt at realisere målet.
Der kan her skelnes mellem forskellige typer af virksomhed: opgaver, problemer og konflikter. Disse kan bestemmes på følgende måder:
Problem: Hvis der er en diskrepans eller modsætning mellem mål og midler, da overgår virksomheden eller problemstillingen til at være et problem i sig selv. Betingelserne for problemstillingen må da 1) udvikles, mod 2) en formulering, hvis 3) løsning lader målet realisere. Det samfundsmæssige arbejde er bærer heraf; og derfor er denne proces også allerede en historisk proces: mennesket griber ind i de allerede udviklede samfundsmæssige betingelsers udviklingsretning - i perspektivet almengjort behovsudvikling. Dette er kun muligt gennem foregribende virksomhed.
Opgave: Hvis der allerede er adækvate og nødvendige midler til rådighed for opnåelsen af målet, da er problemstillingen en opgave. En opgave kan da ses som det under bestemte betingelser givne mål.
Konflikt: Hvis der er modstridende mål - fx. ud fra divergerende mål/interesser - da er problemstillingen ikke bare et problem eller en opgave, men en konflikt. Hvis konflikter får lov at selvstændiggøre sig, så træder man ind under fremmede betingelser, afsubjektiverede livsbetingelser. Dét at komme ud heraf igen synes at volde nogle problemer, både teoretisk og praktisk. Det er i hvert fald et stadig uløst problem. Eller man kunne sige, at vi står overfor en problemstilling, der ikke er udarbejdet tilstrækkeligt.
En måde at arbejde systematisk med dette er ud fra begrebet om "problembestemmelse" - for det er ikke muligt vedblivende at være aktiv problemstiller i en samfundsmæssig sammenhæng, hvis og hvor man ikke også kan med-bestemme, hvordan mål kan udvikles og udvikler sig. Uden mulighed for aktivitet omkring målsætning og -udvikling ud fra eget standpunkt, vil det altså ikke være muligt at være subjekt for udviklingen af eget samfundsmæssige liv. Dette betyder tab af handleevne og dermed udvikling af angst. Under fremmede betingelser - eller i klasse- og statssamfund - er målsætningsprocessen monopoliseret af den herskende magt; og problemer vil da fremtræde som stillet af sig selv, som noget afsubjektiveret. Herved tenderer det væsentlige ved menneskeligt liv til at blive et simpelt vedhæng til virksomheden. Ud over opgaver, problemer og konflikter finder der mao. også lukkede eller afsubjektiverede problemer.
Den traditionelle teori om problemer, den psykologiske og sociologiske videnskab studerer typisk kun ovenstående fremmedbestemte side ved menneskeligt liv: mennesket er her blot problemløser af rutine-opgaver, stillet af en samfundsproces ude af alles kontrol hvad der selvfølgelig begrunder eksistensen af en stat, der kan beherske de generelle samfundsmæssige betingelser. Derfor eksisterer der også kun lukkede problemer for underkastet fremmedbestemt virksomhed.
Hvis begrebet om problembestemmelse overhovedet er til noget, så må det også åbne op for et fornyet arbejde med gamle uløste problemer, her særligt dét at komme ud af det fremmedbestemte, mod det frie.
Og det synes jeg også, at det gør. Og derfor et kig tilbage.
Først et teoretisk tilbageblik, tilbage til den tid, som Seidels bog udkom i. Det var lige før den første kongres i 1977 i Marburg, og bogen var også et af mange teoretiske forarbejder for selve dét at kunne lave kongressen[3].
Perspektivet med kongressen var at samle folk, der havde ønsket om grundkategorier for psykologien, der var videnskabelige; altså nogle kategorier, der var/er begrundet i genstanden på almen måde.
Det menneske, der på denne måde kom frem, var et aktivt væsen; et væsen, der handler, er virksom, drømmer, sanser og lever; og ikke mindst: det er et menneske, der ud over aktivt at skabe sin verden, også kan begribe sin verden, dvs. teoretisk og praktisk gribe fat og ind i de reelle modsigelser, som disse i deres virke bevæger og udvikler sig. Så meget om det almene.
Men herudover har man så også det enkelte konkrete: det er mennesket under de nuværende betingelser af specielt stat og kapital. Det er alt dét, der senere med "Grundlegung der Psychologie" i 1983[4] er blevet kendt under overbegrebet det `restriktive`: det at være indfanget og underlagt det umiddelbare; at tanker og følelser er splittet, og at man hele tiden må skubbe noget væk, som en slags dynamisk ubevidst størrelse.
Forholdet mellem ovenstående to størrelser - det almene og det enkelte konkrete - har imidlertid altid været et problem. Næppe nogen har ønsket at se det almene som en substans, der udvikler sig af sig selv og som noget ideelt, hvor overfor det konkrete så at sige er et frafald, et fravig eller et afvig det almene. Men det er meget blevet sådan i praksis: de er mere eller mindre faldet fra hinanden.
På den ene side har der været et stort arbejde med historisk at begrunde de almene kategorier mere og bedre.
På den anden side er det meget kun den problematiske praksis, der empirisk er indfanget. Det omhandler, hvordan mennesker, når de søger at leve i dag, hele tiden handler sig ind i problemer og konflikter, der splitter: det er dét at være fjende af sig selv, af hinanden, selv om man har fælles interesser, fx. indenfor arbejderklassen, hvor racismen og fremmedhadet er begyndt at trives godt. Det gælder ligeså indenfor de miljøer, hvor man arbejder kritisk psykologisk: her er der eller har der været megen infight ift., hvordan den konkrete praksis skulle bevæges og udvikles. Dét, som det har været sværest at arbejde med i praksis, dét er i fællesskab at befordre udvikling.
Og skal der siges noget samlet herom, så er det, at selv en alternativ praksis meget handler sig ind i de samme problemer, som enhver anden praksis under kapitalismen. Altså at på trods af en anden tilgang og et andet perspektiv, så er det svært at befordre en anden udviklingsretning.
Og en nærliggende tanke er, at også indenfor en alternativ - eller en søgt almen - praksis har man ikke fået fat på de grundforhold, hvis udvikling det drejer sig om at bestemme.
Det er altså en tanke, at det svære i at komme til at arbejde med det almene omhandler, at den tilgang, man hidtil har haft til problemer, konflikter og opgaver har været for utilstrækkelig, for snæver, eller hvad der er det samme: den er blevet bestemt for begrænset; altså at det er derfor at det i dag er småumuligt aktivt at befordre det almenes udvikling - selv om næppe nogen kan have andre ønsker inderst inde.
Et begreb, der kan indfange noget af dette er begrebet om misforhold, således at forstå at det ikke bare er simple eller komplekse problemer, konflikter eller opgaver, som man grundlæggende står overfor, men at det er problemstillinger af mere overgribende art. Det er dét allerede i tilgangen til et problem at stå overfor et spring, en modsigelse, en barriere, mellem problemets eksistens og muligheder for dets løsning. Og måske en vej frem kan være at udarbejde, hvordan misforhold generelt tager sig ud.
Jeg har forsøgt dette i oplægget, men jeg synes ikke det er lykkedes godt nok, men måske oplægget alligevel kan gi` ideer til et videre arbejde.
Men inden selve analysen skal det generelle resultat præsenteres:
Som aktiv problemstiller medbestemmer mennesket, hvordan samfundsmæssige mål kan udvikles og udvikler sig. Problembestemmelse er dermed en integral del af den generelle problemudviklingsproces[5].
I tilfældet af, at det ikke er muligt at have råderet over de samfundsmæssige livsbetingelser med andre - fx. under forhold med modsatrettede interesser - da vil samfundsmæssig problembestemmelse som fælles problemudvikling ikke kunne tage form.
Er betingelserne endvidere magtbestemte, vil det ikke være muligt at komme på højde med det problem, hvis løsning skal befordres. De forskellige problembestemmelser brydes med hinanden, uden også at kunne virke i fælles langsigtet problemløsning. Og de samfundsmæssige grundforhold tenderer da at forblive uudviklet. Kun pseudo- eller sekundærløsninger bliver til. Det kommer da til opståelse af et generelt misforhold mellem eksistensen af problemer og mulighederne for deres løsning.
Uden udvikling af de samfundsmæssige grundforhold vil misforhold blive en integral del af alle problemstillinger - og om noget er det vel dette, det samfundsmæssige menneske i dag er vidne til. Med fuld ret kan siges: menneske, giv os mennesket tilbage. Stillet overfor dette er der vel kun en løsning: revolutionering af de generelle sociale betingelser.
Udgangspunktet skal tages i eksistensen af de misforhold - arten og mængden endnu usagt - der tilstadighed er mellem aktuelle problemer og betingelserne for deres praktiske løsninger. Arbejdet hermed vil vise, at misforhold ikke bare er en specifik egenskab ved bestemte problemer, men at det udgør en almen dimension i problemer under de nuværende samfundsmæssige betingelser. I forlængelse heraf skal det begrundes, at begrebet om "problembestemmelse" muliggør et historisk adækvat arbejde hermed.
Generelt er der ikke megen fokus på misforhold i sig selv. Og en enkel forklaring synes nærliggende: at i den grad man søger at overvinde misforhold, så forsvinder de til fordel for mere eller mindre veldefinerede problemer. Herudfra er misforhold så at se som en særlig art problemer, evt. en specifik konflikttype. Denne bestemmelse sandsynliggøres endvidere af, at det kun synes muligt at finde tendenser, der understøtter den. Men, som det er bemærket, så siger udbredelsen af et fænomen ikke i sig selv noget om dets almenhed; og desuden vil det "nye jo ikke straks optræde som en massebevægelse"[6]. Desuden viser det sig også, at de tendenser, der kan findes, både er modsatrettede og cirkulære.
Den første tendens findes indenfor det videnskabsteoretiske område, hvor en videnskabsproces kan ses at udvikle sig gennem overvindelse af "anomalier". Et udbredt standpunkt er, at anomalien kun er et "symptom på, at der foreligger et videnskabeligt problem. Problemet er ikke, at vi møder et unormalt fænomen, men hvorledes vi kan forklare denne anormalitet"[7]. Dette modsvares også af, at videnskabspraksis nok tager sit udgangspunkt i eksistensen af symptomer, men går bag disse, til de grundforhold, der betinger dem - et standpunkt som blandt andet psykoanalysen har markedsført med stor styrke.
En anden tendens findes på den politiske arena. Og i den udstrækning, at der her bevidst arbejdes med misforhold, er det typisk ud fra begreber om uligheder og/eller urimeligheder. Det kan være gennem en konsensus-tankegang: at vel er der uligheder og urimeligheder i det sociale liv, men kun i fællesskab kan vi arbejde på at overvinde dem; vi skal trods alt alle være her. I den socialreformistiske variant omhandler det, at vi "alle er i samme båd" - som om det samfundsmæssige liv kan reduceres til en sejlads indenfor den af kaptajnen afstukne kurs. Andre taler igen om "en tredje vej, hen over midten", dvs. en vej hvor arbejde og kapital arbejder sammen i skøndrægtig fordragelighed. Men man må spørge disse "radikale" kræfter, om de helt og aldeles har glemt at se sig om - for det er dét, der allerede gøres, og de sociale forskelligheder tenderer ingen formindskelse. Tværtimod! Dette ligger også i selve "sam"-arbejdet mellem arbejde og kapital, at det kun kan finde sted gennem en berigelse af enkelte på andres bekostning - ellers kan kapitalen ikke fungere som kapital ved at være sit eget formål og motiv.
Overfor konsensus-tankegangen står en konflikt-teoretisk indfaldsvinkel. Selve grundlaget for den eksisterende orden anskues til at være byggende på ulighed og urimeligheder, hvis fortsatte reproduktion begrunder sig på eksistensen af "de andre" - de naturlige fjender, overløberne, forræderne eller dem med den falske bevidsthed - så uden eksistensen af disse ingen problemer, men hermed heller ingen misforhold! Det er heller ikke nogen egentlig løsning at eliminere den ene side i en modsigelse, idet den anden da falder væk, trækkes eventuelt med ud i aktiv glemsel. Resultatet heraf mht. misforhold mellem problemer og betingelserne for deres løsninger er således det samme som for konsensus-tankegangen.
De indtil nu beskrevne tendenser indenfor videnskaben og politikkens område, der som fælles har, at misforhold som selvstændig genstand generelt tenderer at forsvinde ud af den problemløsende praksis, kan endvidere ses som værende modsatrettet på det område, hvorudfra de både udgår og i sidste instans vender tilbage: nemlig den fænomenale hverdag eller dagligdagen. I videnskabens tilfælde søges bag om, ned under det givne, mens politikken søger hen eller op over selv samme.
Bemærkelsesværdigt er endvidere det forhold, at de ud over at være modsatrettede tendenser for praksis-bevægelse, også skyr hinanden i forhold til de samfundsmæssige betingelser, som de begge søger at forklare eller forstå. Samlet konstruerer de en - i det mindste begrebslig - tom dimension i det sociale hverdagsliv. Dette kunne pege på et endnu ubegrebet virkelighedsforhold!
I den udstrækning de to tendenser af egen kraft - dvs. af immanente grunde - søger at favne den helhed, som de indtil da kun begrænset har kunnet gribe fat i, da viser det sig, at de begge, men på hver deres måde, faktisk bliver deres egen anomali respektive forskel.
I tilfældet videnskaben vil anomalien som et generelt forhold kun kunne indfanges ved overgangen til en energistruktur og/eller et informationssystem. Kybernetikken som videnskabsretning er et bud herpå. Alt, såvel natur- som samfundshistorien, ses som bestående af komplekse og mere eller mindre selvregulerende og dynamiske systemer, hvor netop forskellen elementer imellem er det afgørende: information er netop dén forskel, der gør en forskel. Men hermed forsvinder også det for videnskaben drivende - anomalierne - idet disse indgår i de allerede konciperede systemer. Videnskaben taber hermed den forklaringskraft overfor det konkrete, som den er til for at befordre. Den er blevet sin egen forskel eller negative negation. Videnskaben vil heller ikke kunne leve op til eget objektivitetskrav, idet den vil være bestemt af de systemer, som den til enhver tid indgår i, og den vil da træde i modsætning til sig selv - og blive sin egen anomali. Standpunktet for denne bevægelse kan kun være den tomme dimension, der som generalitet træder i stedet for den konkrete virkelighed, der skal udforskes.
Den samme art cirkulære bevægelse, hvor udgangspunktet kommer til at negere sig selv, kan ligeledes konstateres i tilfældet den politiske tendens. Den eneste mulighed for helhedsbestemmelse vil være at kombinere konsensus- og konflikt-teoretiske overvejelser. Dette er også en udbredt metode indenfor centralistiske systemer, men effekten er konstruktion af mere eller mindre fritsvævende og enkeltstående arbejdsgenstande, idet grundlaget for konstruktionen/syntesen er den tomme dimension selv[8]. Resultatet praktisk bliver et korthus, der for en tid kan tage sig flot ud, inden dets nedre dele af overvægt skrider ud. Det nyere svenske arbejdsmarked er meget bygget op gennem denne kombinations-filosofi, hvor man i det mindste for en tid har undgået nogen af kapitalismens typiske skavanker omkring høj inflation, arbejdsløshed og stadige virksomhedslukninger. Hvad der ligger af problemer og venter herunder kan meget vel vise sig at være mere alvorligt, end de man tidligere løb fra - hvad der er at huske i den hjemlige debat, hvor der skæves meget over sundet til de dér stedlige arbejdsmarkedsforhold.
Kombinations-filosofien forkaster imidlertid også sig selv af rent virkeligheds-immanente grunde, idet den alene tilbyder en abstrakt løsning på konkrete problemer. Der sker en "forhimling af modsigelser"[9], hvorved de faktiske udviklings-drivende forhold bortabstraheres, således at forandring og udvikling blindt sætter sig igennem bag om ryggen på de involverede[10]. Anvendt er kombinations-filosofien da også med til at uddybe den grund, det skel eller de modsigelser, der kan være mellem den empirisk forefundne verden og den begrebs- og teorimæssige fremstilling heraf. Men hermed er den omvendt, modsat videnskaben der udligner, netop med til at producere nye uforenelige forskelle - eller om man vil: samfundsmæssige anomalier - i virkeligheden.
Det vil ikke være nogen reel løsning på vores genstandsproblem simpelt at sammenlægge den videnskabelige og politiske tendens - det vil være endnu en ydre og abstrakt løsning; men ikke desto mindre må der i praksis ske en udveksling og sammensætning herimellem, idet hverdagslivet umuligt kan reduceres til den tomme dimension. Vi kan derfor gå ud fra - i kraft af at de både ophæver og skaber den samme essens - at hverdagslivet reproduceres med den ydre sammenføjning imellem de her bestemte tendenser for videnskab og politik.
Men hov! Dette er jo et mis-forhold: et samfundsmæssigt forhold der ikke er et forhold alligevel! Og en første begrebsmæssig tilgang til "misforhold" er givet: misforhold opstår typisk, når der søges løsninger på et grundlag, der ikke tillader reelle livspraktiske løsninger i at tage form. Dette siger ikke noget om, hvad misforhold er i sig selv, væsensmæssigt, men kun noget om under hvilke betingelser det produceres. Nu kan dette "misforhold" ligegyldiggøres, som noget atypisk, der kun sjældent realiserer sig. Hverdagsfilosofisk således: der er så mange gode ting i verden, hvorfor så lade sig forstyrre af de dårlige, der også altid er. Eller det kan naturaliseres som et fælles karmisk forhold, som det i skærpet form lader sig udtrykke gennem selvmordet.
Begge dele, både ligegyldiggørelsen og naturaliseringen, bevæger sig endvidere indenfor den kritiserede abstrakte løsning af konkrete problemer, idet deres grundlag tages for givet. Og et sådant, i sidste instans ahistorisk betingelsesforhold, findes ikke. Den "tomme dimension" må selv ses som historisk produceret.
Derfor kan, og må, man søge en historisk løsning: den historiske udviklings vej, hvilket også er den eneste vej praksis kender for løsning af modsigelser[11]. Vi må derfor koble os på den bevægelse, som vores genstand foretager, hvilket også er at lade genstanden selv komme historisk til orde, i perspektivet den kooperative samfundsmæssige produktion. Det er at spejle, hvordan genstanden er bygget op og tilstadighed bygger sig selv op gennem aktiviteten herom. Det er en løsning, der tager det almene arbejdes standpunkt og perspektiv[12], hvorved bevidst formidlede indgreb ud fra egen iboende interesse muliggøres som samfundsmæssig udvikling af historiske sagsforhold. I modsætning til hidtidig videnskab og politik, der lader sig stille overfor hinanden i et ydre forhold, så fås her en adækvat videnskab, der endvidere er politisk i radikal forstand, idet der tages parti - ikke for det bestående, allehånde parts- og særinteresser - men for selve genstanden og dennes samfundsmæssige udvikling. En sådan videnskab har naturligt også et andet udgangspunkt end den hidtidige: den fortsætter med at sætte af i den forefundne empiriske virkelighed.
Misforhold må - hvis ikke vi skal arbejde på metafysisk og dermed ubrugeligt grundlag som traditionel videnskab og politisk praksis - kunne konstateres ad ren empirisk vej[13]. Og dette er også muligt, ad libitum.
Spitz - en udviklingspsykolog - blev tidligere i dette århundrede, en gang i 50-erne, koblet på et projekt, der gik ud på at forklare, hvorfor spædbørn på spædbørnehjem havde en stor overdødelighed, selv om de blev passet med alt, hvad der for et moderne samfund hørte sig til. Ikke overraskende fandt han ud af, at det ikke er nok, at børn bliver passet mekanisk, serielt og anonymt, men at "de" for at udvikle sig, overleve, har brug for tæt menneskelig kontakt; kort sagt for socialitet: menneskeværd og kollektivitet.
Projektet stod på over flere år; og den erkendelse som Spitz gjorde var heller ikke ny, idet den har ligget i almuen og folket op gennem hele historien. Hvor den ikke har ligget er hos de magthaverne og den øvrighed, der har været med til at skabe betingelserne for isolerede børn; og specielt også et samfund, hvor børn er overflødige som børn, men nødvendige som kommende lønarbejdere[14].
Det misforhold, vi har i dette eksempel, går ikke væsentligst på en klasseløs ikke-viden/viden, men på et over/underordningsforhold, hvor de, der har indholdsmæssig kompetence, ikke har nogen indflydelse. Tværtimod!
Dette første eksempel kan ses som en konflikt mellem parter, der har forskellig interesse, men det kan ikke reduceres hertil, idet det omstridte - livet - slet ikke kommer til sin ret. Ligeså er det ej heller bare en atypisk opgave, hvis løsning skal udarbejdes de involverede parter imellem, idet der ikke er noget fælles samfundsmæssigt, der forbinder dem.
Under feudaltidens opløsning i England fra 1400-tallet kom det til ekspropriering af en stor gruppe af mennesker fra deres livsbetingelser. Og der opstod en stor horde af besiddelsesløse menneskeskæbner, et vagabondvæsen, der begyndte at blive så talrigt, at det truede den industrielle orden (: manufakturen). Det, man gjorde, var at hænge dem. Og på denne konto røg der under Henrik VIII i 1600-tallet omkring 72.000 nakke[15].
Dette er mange år siden. Men det samme gør sig gældende dette århundrede. Det er ikke længere så almindeligt at hænge folk åbent, når ikke de passer ind i de udviklingsprocesser, som sættes i værk fra oven, fra et magtcenter - men Kina efter Mao og Sydafrika og også Israel har dog i nyere tid gjort deres til, at associationer bringes i denne retning.
Ligeså eksproprierer man stadig i stor målestok mennesker fra deres naturlige livsbetingelser. Og særlig en institution som Verdensbanken har gjort sig berømt i denne sammenhæng. Der ydes milliarder af dollars i lån til udviklingsprojekter i blandt andet Den Tredje Verden - i størrelsesordenen 115 milliarder, hvor dog over 60 % går direkte tilbage til lånerlandene som betaling for konsulentvirksomhed, maskiner, olie mv.[16] - og på præmisser, der ud over at ødelægge landenes egen infrastruktur, også nedbryder miljøet. Det er reglen snarere end undtagelse, at de, som projekterne angår, ikke informeres eller tages med på råd, når projekter sættes i værk. En sådan inducering af udvikling fra oven, kombineret med et profitperspektiv, er en farlig blanding; og det er hævet over enhver tvivl, at det destruerer ulandenes egne ressourcer og resulterer i en afhængighed af den industrielle verden - der så i en ny runde kan profitere heraf endnu engang.
Blodpenge kaldes midlerne fra Verdensbanken da også.
I denne sammenhæng er det en krusedulle på historien, at den med kapitalismen forbundne strukturelle nedslidning af arbejdskraften og den permanente arbejdsløshed også i dag herhjemme trækker en synlig hær af subsistensløse, invalide- og førtidspensionister efter sig, hvor den eneste forskel fra tidligere er, at det ikke længere er ualmindeligt, at destruktionsprocessen tager fart for de berørte mennesker allerede fra midten af 20-erne.
Der er blevet talt meget om forurening op gennem 70-erne og 80-erne. Og især energiforbruget og brugen af kemiske midler i produktionsprocessen er trukket frem og fremført som en tikkene bombe under fremtidig liv på kloden - i hvert fald i den form det kendes.
Overhovedet vækst-strategien - produktion og forbrug som målet i sig selv, hvilket ikke er andet end kapitalens sociale form - er problemet. Men hvad gøres? Der fortsættes uden synderlig notits, både på den hjemlige front og internationalt.
Senest er en ny overstatslig suprastruktur under
udformning. Mest tydeligt handler det om tingen "bilbroer", der kan
forbinde næsten hver en spids af Danmark med andre, hvorover tanken er, at
særligt København kan blive et internationalt kraftcenter for Norden og
Nordeuropa - modsat en sund by for beboerne og de arbejdende[17]. To forhold er her absurde: For det
første nødvendiggør - af rentabilitetsgrunde - flere bilbroer mere biltrafik,
og hvis man skal takle det øgede energiforbrug og forureningen, så skal den
private biltrafik ned - hvilket kun kan ske ved at satse på lokal og regional
selvforsyning. For det andet vil kraftcenterstrategien udbygge byen - og byer
generelt - så at sige "fra oven", a
Når kapitalens kraftcenterstrategi således er uløseligt forbundet med udbredelsen af narkotikamisbrug, er det da heller ikke forunderligt at møde - selv hos fremtrædende kapitalstats-repræsentanter bla. i USA, der på dette punkt altid har været forude i absurde konstruktioner - at krigen mod narkotika ikke kan vindes.
Desuden har det været kendt gennem årtier fra demografiske undersøgelser, at urbanisering ud over en vis grænse - og en af grænserne er byer med et indbyggerantal større end 100.000 - medfører en markant stigning i alle former for psykiske og sociale problemer som kriminalitet, alkohol og stofmisbrug, psykiske forstyrrelser, selvmord mv.
Viden eller ikke-viden hos de bestemmende myndigheder, eller i den befolkning, der trækkes hermed? Sagen er mere kompleks end som så, men tydeligt bliver, at vidensfremskaffelse og informationsformidling ikke på nogen punkter er en tilstrækkelig faktor til at vende billedet - hvilket er at huske i vores informationsteknologiske tidsalder.
Som et fjerde eksempel på misforhold skal nævnes den aktuelle aktivitet omkring "Sundhed for alle", hvor der fra centraladministrationens side lige er kommet en samlet fremstilling af forebyggelsesproblemet frem imod år 2000[19].
Her argumenteres der - blandt meget andet - for en opprioritering af forebyggelsesgrundlaget for muskel- og skeletsygdomme, samt for psykiske forstyrrelser.
Programmet kom i marts 1989. Men allerede i maj vedtog folketinget en ny sindssygelov "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien"[20], hvor psykiatriens behandlingskompetence udvides til også at gælde tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af ikke-sindssyge[21]. Som det blev sagt i bemærkningerne til lovforslaget[22], så "udvides (det psykiatriske sygdomskriterie) til udover at omfatte sindssygdomme til også at omfatte tilstande, der kvalitativt og/eller kvantitativt ganske kan ligestilles med sindssygdom, og som i undersøgelsesøjeblikket ikke lader sig skelne fra sindssygdom"[23]. Argumentet herfor er at bringe lovgivningen i overensstemmelse med gængs praksis[24].
I en tid, hvor der snakkes forebyggelse, udvider man med andre ord den psykiatriske behandlingsindflydelse indenfor den psykiatri, der ikke er bleg for åbent at indrømme, at den - med dens somatiske fundament - kun kan symptombehandle[25]. SYGT!
Det falder desværre heller ikke svært at begrunde, at hvad der er under udvikling indenfor området er en art "sundhedspsykiatri", der i effekt ikke lader fascistiske regimers racehygiejne meget efter[26]. Mere forsigtigt tales der dog i dag overvejende om "den totale psykiatri"[27].
Heroverfor er det næsten kun en detalje, at selv samme centraladministration, der ønsker en opprioritering af forebyggelsesgrundlaget for muskel- og skeletsygdomme, aktivt er i gang med at lægge sidste hånd på en ny fritidslov, der fjerner mulighederne for aftenskolekurser i blandt andet motion, yoga og afspænding - kurser der specielt søges af mennesker med stillesiddende og monotont arbejde og med ryg- og bevægeproblemer. Den offentlige støtte på området skal overgå til de traditionelle gymnastikforbund, der ingen specifik kompetence har på området, samt til behandling indenfor det traditionelt lægestyrede fysiurgiske område, der i årtier ej heller har kunnet fremvise vedvarende resultater for forebyggelse af muskel- og skeletsygdomme.
Og mens vi er på dette overdrev! Der er lovgivningsmæssigt i 80-erne åbnet op for etableringen af privathospitaler, og de første er også åbnet. Det indgår i en privatisering af det sociale- og sundhedsmæssige område, angiveligt for at opnå en bedre økonomisk rentabilitet og behandlingsmæssig effektivitet. Samtidig findes der næppe det barn i Danmark, der ikke ved, at i et land som USA, hvor størstedelen af sundhedsvæsenet er privat, der er sundhedsudgifterne i procent dobbelt så høje[28]. Grunden er blandt andet øget kontrol fra forsikringsselskaberne - altså endnu flere af de tomme aktiviteter, der forbruger ressourcer uden at skabe brugsværdi - men også at behandlingen bliver dyrere, når profit-motivet bliver drivkraften i lægegerningen. I denne sammenhæng er begrebet "nazificering" også blevet brugt for et "samfund, hvor borgerne ikke er interesserede i hinandens velfærd, kan næppe kaldes et samfund"[29].
Der er med de indtil nu nævnte eksempler ikke noget at sige til, hvis man er ved at få - eller allerede har fået - nok af problemer, deres art in mente; - Og så er det endda næsten ingenting, der er nævnt i forhold til, hvad samfundshistorien ellers indeholder og kan byde på af absurde og smertelige misforhold, fx. de talrige krige, hvor man i kærligheden og frihedens navn myrder og voldtager hinanden.
Alt dette er imidlertid allerede til stede i dagligdagen som et generelt misforhold: på den ene side er det at arbejde med problemer og bestemme den dertil hørende løsende virksomhed, det mest væsentlige ved det menneskelige liv overhovedet, for det er her igennem, gennem det at stille problemer op, at vi udvikler os[30]; på den anden side finder vi, at det er muligt at hade problemer, endog at blive beskyldt for at skabe problemer ved at insistere på afklaring af bestemte problematiske forhold eller via analyse af kritiske faktorer.
Der kan her gøres den påstand, at ingen under de nuværende samfundsmæssige betingelser ikke kender til eller handler udenfor ovenstående "mulighedstype"[31]; en mulighedstype, hvor det essentielle ved livet bliver sin egen aflagte modsætning, dvs. fjende af sig selv.
Misforhold er derved mere end problemer, der er faldet de involverede af hænde som noget afsubjektiveret, og som noget der kan stille sig selv uafhængigt af menneskelig virksomhed. Tvært imod! Ved misforhold er der tale om det yderligere, at det oprindelige samfundsmæssige grundlag for problemer er forvansket til ukendelighed ved at have mistet den særlige kvalitet, der hidtil udgjorde dets centrale bestemmelse. Misforhold fortæller derfor også om mere end om typisk menneskelige konflikter og opgaver eller om særlige problemprojekter under skærpede monotone sociale forhold.
Nu er dette - denne generalitet og eksemplerne ovenfor - kommet til veje ud fra en subjektiv bevægelse, på basis af den phenografiske metode: tydeliggørelsens metode[32]; og gjort fra et givet socialt forefundet standpunkt og perspektiv[33]. Og status og gyldighedsområde for udsagnene kunne således være knyttet til noget internt, i betydningen indsnævret til psykologprofessionen, -standen, -faget, eller til de personer, der vælger at gå ind heri. Men denne begrænsethed er ikke tilfældet. I praksis kommer psykologer og psykologien typisk først ind i billedet, når problemer er tilspidset; og enten så at sige som "sidste led" i en kæde af professionelle ydelser[34], eller som en ekstra forståelsesdimension, når alle andre er udtømte, dvs. også på mere eller mindre lige fod med det religiøse, det magiske oa., men med den forskel, at psykologisk arbejde generelt tillægges aktiv problemløsende karakter.
Det er altså ikke den psykologiske dimension, der skaber det generelle misforhold. Snarere er det fraværet af det subjektagtige - dét også at kunne være virksom, handle - der producerer det. Og dette peger tilbage til et hverdagsliv, der i aktiv forstand ikke indeholder muligheder for hverken simpel eller kompleks problemløsning. Den næsten problemforløsende karakter, som den psykologiske dimension kan forlenes med, må da også komme fra en dagligdag, der er gennemskåret af de involveredes inkompetence overfor udviklingen af eget samfundsmæssige liv.
Misforhold opstår mao. når det ikke er muligt at være subjekt for eget samfundsmæssige liv, hvilket med det indtil nu givne er et generelt forhold. Da det aldrig kan stå til debat, om samfundshistorien er objekt eller subjekt, men kun i hvilket specifikt forhold en objektiv bestemthed og subjektiv bestemmelse af samfundsprocessen står i til hinanden[35], så står vi med et paradoks - for misforhold, karakteriseret ved mangel på subjektagtighed, er et rent objektivt forhold. Det videre må derfor afhænge af, hvordan vi går til værks hermed.
Her må det konstateres, at vi selv har handlet os ind det. Men den almene reproduktion peger på en dimension af "fremmed magt", der mere eller mindre aktivt forhindrer det samfundsmæssige i at udvikle sig samfundsmæssigt. Den "tomme" dimension er da magtens eksistensform, hvorfor magt ikke er en ting eller en substans, men et system af relationer mellem både modsatrettede og ydre sammenføjede sociale praksistendenser[36].
Forskellige konkrete bud på det låsende i "fremmed magt" er eksistensen af kapital, stat og privatejendomsbegær[37]. Disse kan ikke have omnihistorisk status, idet en sådan tvang iboende samfundshistorien gør det ubegrundet, hvordan selv samme samfundshistorie overhovedet da kunne opstå, tage form[38]. De med tvangen forbundne instanser må derfor ses som specifikke historiske udviklingsprodukter, af noget splittet, der er blevet sammenføjet, men hvis forening som magt har vendt sig mod sig selv, hvilket kan bestemmes til at finde sted med opståelsen af klasse-samfundshistorien, fra antikken og det asiatiske slavesamfund og frem til i dag. Nu er det kun fremvisningen af en nærmere historisk rekonstruktion heraf, der kan begrunde dette på nødvendig videnskabelig måde; og derfor kan det kun her postuleres, at en sådan rekonstruktion også er mulig[39].
Begrebet om "klasse-samfundshistorien" er altså løsningen på paradokset. Det begrunder både hvordan mennesket kan være subjekt for sit samfundsmæssige liv, og hvordan det samtidig er objekt for den klassekamp, hvis historie det bærer på sine skuldre. Denne objektive dobbelthed ved den samfundsmæssige kvalitet begrunder også, hvordan problemer stiller sig igen og igen uden at kunne blive løst på samfundsmæssig almen måde - for hvordan udvikle noget fælles, når grundlaget er privat!
Den traditionelle videnskab og politiske praksis undrer sig ikke engang over dette forhold. De sætter sig simpelt for at løse de problemer, som den historiske proces anonymt kaster af sig, og som de isoleret søger at få et forhold til. Og ved spontant at handle indenfor paradokset er de endvidere med til at reproducere de samfundsmæssige misforhold på en stadig mere skærpet måde. Med Marx ord bygger de på en "uforstandig abstraktion", der tilstadighed ikke kan andet end at trække grundlaget for deres samfundsmæssige kompetence væk under sig selv. Aktuelt har deres spontane virke - disse bevidstløse flyvende zombier imellem - endog nået et punkt, hvor selve grundlaget for samfundshistorien er ved at gå med i købet.
Frankfurterskolens kritik, specielt som den er fremført af Adorno, af den positivistiske tradition for, at den ved sin beskæftigelse med det givne, ud fra idealet om målelighed, samtidig objektiverer og yderligere låser det bestående, fanger ovenstående forhold. Det, som ikke indfanges på denne måde - og som kritikken i vid udstrækning spærrer for - er greb om det "nye", der peger ud af de bestående forhold, dvs. dét der specielt ophæver klasse-samfundshistorien. Det "nye" må nemlig også komme fra det givne - hvor skulle det ellers komme fra, på anden end metafysisk vis.
Marx har givet en materialistisk bestemmelse heraf: at kapitalen i sit virke samtidig frembringer de betingelser, der negerer den[40]. Og det sker igennem, at den, ved at drive de materielle produktivkræfters udvikling til det yderste, bringer samfundets individer sammen på grundlag af det universelle samkvem - det grundlag hvor man kun har sin arbejdskraft at sælge under staten. Summen af samfundets individer har da kun deres lænker til fælles - men netop dette gør det også muligt at træde i forening med hinanden omkring det fælles mål at omstyrte staten og gennemsætte et samfundsmæssigt liv med hinanden.
Men det sker ikke af sig selv. Kun forenet målbestemmelse som problemudvikling fra neden kan fremme en sådan historisk omvæltning - for siden det første klassesamfund har "måludvikling" været monopoliseret af den herskende klasse, hvorved også kun målsætning - det at stille mål op indenfor rammerne og have planer med andre - har kunnet være dominerende. Under sådanne betingelser er bestemmelsen af det væsentlige - hvad det drejer sig om, hvad der skal arbejdes med, hvor man skal hen, kort sagt selve problemprocessen osv. - for det første omstridt, og for det andet pga. de forskellige interesser ikke til at udarbejde. Der skal en problemudvikling til som en udvikling i de grundforhold, der kan stille problemet op. Dette vil igen sige, at misforholdet mellem et problem og betingelserne for dets løsning eksisterer ved, at der endnu ikke er fundet en social form, hvori overhovedet problemstillingen og dennes divergerende bestemmelser kan gøres til genstand for samfundsmæssigt arbejde.
Det er derfor den specifikke historiske overgang fra privat, socialgruppeagtig og klassemæssig overgivet målsætning til forenet måludvikling omkring de grundforhold, der som samfundsmæssigt udviklet perspektivisk kan overvinde de magtbestemte begrænsninger i mulighederne for problemløsning overhovedet - for uden adækvat problemløsning ingen langsigtet overflødiggørelse af misforhold.
Dette kræver imidlertid, at de samfundsmæssige grundforhold selv ses i deres historiske bestemmelse; mao. som udviklet og udviklelige, altså at det almene selv ses som historisk foranderlig - for uden dette ingen mulighed for koncipering af tilværelsesforhold, fundamentalt forskelligt fra de givne.
Dette har desværre hidtil historisk været tilfældet. Med monopoliseringen af målsætningsprocessen til den herskende klasse har kun en mekanisk og bevidsthedsfilosofisk opfattelse af det almenes udvikling kunnet finde social form. Først med kapitalens fremmarch tager det globalt håndgribelig og synlig form, ved at vokse frem af den naturgroede håbløshed. Men det må have været noget af et chok, for selv fra da af er det generelt blevet set på go` Hegelsk vis som et "i sig selv" udviklende forhold: en verdensånd! Noget begribeligt erkendelsesmæssigt fremskridt er der dog ikke tale om, denne overgang fra en passiv til en aktiv teleologisk opfattelse, at der er mål med een (jvf. ovenfor om mål-sætning). Fremskridtet erkendelsesmæssigt kommer først, når mennesket får øje på, at det er een selv og de andre, dette handler om, og at "omstridtheden" af mål-sætning er et historisk produkt, gjort under tvang. Derved fratager man sig selv evigt liv - det var dog også på andres nåde - men til gengæld fås en sanselig historie, hvor problemer lader sig bestemme med virksomme andre.
Hvis der overhovedet er nogen ræson i at operere med almen udvikling "i sig selv", så er det fra det samfundsmæssige standpunkt, netop der hvor mennesker skriver historie, idet historien ikke kan gå tilbage. Indenfor det klasse-samfundsmæssige er dette nemlig ikke udelukket!
Dette har magthaverne, i dag borgerskabet, desværre for længst indset. Kan man fratage mennesker deres historiebevidsthed[41] - eller få dem til at tvivle på egne historiske erfaringer - da er det muligt at nedbryde en samfundsmæssig fælleshed, hvorved ens magt eller magtforlangende kan overleve endnu en tid. Den generelle statslige strategi har da også været og haft til formål at hindre rum for forening og samarbejde mellem frie og lige individer. Senest gennem decentralisering i ånden af central rammestyring og privatisering, således at lønarbejderen bliver ansvarlig overfor sig selv, for det at være med i konkurrencen indenfor den private markedsorienterede produktion[42].
Det bevidste arbejde med at spille de forskellige lønarbejdergrupper - gennem særligt tilståede privilegier ud mod hinanden er også en gammel arbejdsgiver-strategi. Og den er brugbar, idet den går til nerven: den forhindrer nemlig arbejderen i at se sig selv i sin næste, hvorved den låser den historiske forening samfundets individer imellem til at måtte finde sted indenfor de eksisterende interesseforskelle. Derved forhindres aktivt udviklingen af sociale rum, hvor ud fra fælles mål kan sætte af fra.
Der er politisk kun eet svar herpå, og det er at fritstille sig i forhold til sin klasse-situation og til de magtbestemte sociale institutioner. Det er ikke det ikke at kæmpe klassekamp, men det er det mere, der vinder den: det er det fælles virke mellem adskilte sociale grupper gennem etableringen af samfundsmæssige organiseringer, dvs. udviklingen af demokratisk socialistiske overbygningsformer.
Det er dermed begrænsningen i mulighederne for fælles at udvikle mål - dvs. manglende betingelser for kollektiv-personlig måludvikling - der er den egentlige kerne i problemarbejdet under fremmede betingelser. Men uden rum, hvor det er muligt fra en fri position at træde hinanden i møde, da heller ingen forudsætninger herfor - hvorved problembestemmelsen forbliver indenfor de hidtidige uudviklede grundforhold.
Fremmede betingelser fratager mao. den samfundsmæssige problemproces sin fælles bestemmelse, hvorfor problembestemmelse først er en almen egenskab ved problemudvikling, når udviklingen af de samfundsmæssige grundforhold er under den bevidst formidlede fælles kontrol, hvilket er betingelser, der har det samfundsmæssige som udgangspunkt og fikspunkt, og dermed procestypen selvsamfundsmæssiggørelse som det spontane virke af bevidst formidlet kooperativ samfundsmæssig produktion.
Det kan synes som en slet valgt krønike igen at måtte finde løsninger via det Marx`ske projekt, idet den verden, som generationer har lært at kende gennem aksen kapitalisme-kommunisme, på kort tid er blevet en anden. Nu er det dog ikke Marx, der har opfundet de historiske modsigelser - han studerede deres forløb og overgang til nye historiske former - men herudover er der intet i den nuværende situation og sammenhæng, der afkræfter de grundlæggende forhold for kapitalen og verdensmarkedets bevægelse, som de blev bestemt af Marx dengang under kapitalismens første faser.
Det skulle lige være, at konneksioner af kapital, stat og privatejendomsbegær samlet har været mere sejlivet og opfindsom end forudset til at imødegå sin egen transitoriske proces - blandt andet gennem en veludviklet "del og hersk"-politik, der har fjernet noget af drivkraften for etableringen og udviklingen af et revolutionært proletarisk subjekt til gennemsætning af almen samfundsmæssighed. Men dette ændrer intet ved, at kapitalismen netop modner betingelserne for sin egen historiske ophævelse.
Forudsætningen herfor er, at de samfundsmæssige grundforhold når den udviklingsform, der muliggør, at en fælles problembestemmelse kan finde sted. Ligeså er det foregribelsen heraf - gennem konkrete målbestemmelser - der muliggør den koncentration af fælles kraft, der i sidste instans også lader almenheden sætte sig praktisk igennem. Dette er det springende punkt - og klassers strid står også væsentligst herom. Eksistensen af magt forhindrer dog aktivt, at netop denne problemstilling får lov at modne sig selv.
Fra det almenes standpunkt er derfor kun dobbeltmagtstrategien - forandring af staten og udbredelsen af det direkte basisdemokrati[43] - tilstrækkelig.
De nuværende statsdannelser er imidlertid allerede under voldsom omstrukturering. Udenom os er 1989, med fremkomsten af de folkelige bevægelser i Øst-Europa, blevet udråbt som "revolutionsår" på lige fod med 1789; men modsat dengang, hvor det borgerlige demokrati blev indført, så hæftes revolution på den opløsningsproces, som den etablerede kommunisme gennemgik.
Snarere end at ville forveksle drøm med virkelighed, så er det mere det "centralistiske system" i Øst-Europa og Sovjet, der via folkelige bevægelser og Gorbatjovs demontering af magten, ved selv at være drivende i magtafgivelsen[44], der er under opløsning - en opløsningsproces, der paradoksalt nok lader den vestlige verden, med dens borgerlige demokrati, fremtræde som en centralmagt på lige fod med den hidtidige totalitære russiske stat.
Det egentlige nye i 1989 er derfor mere den opløsningsproces af nationalstaterne, som kapitalen trækker med sig, hvad Marx også kom på sporet af: "kapitalen kender ingen grænser". Det gælder også på den hjemlige arena, hvor borgerskabet søger at imødegå dette gennem opbygningen af overstatslige løsninger, centralt gennem en politisk EF-union.
Samtidig søger selv samme magtklike at sikre sig selv og egne mest muligt: decentralisering og privatisering sker gennem en bevidst uddelegering af statens ejendom og arbejdsområder til de kapitalmagnater og privatpersoner, det selv udgør. Tidligere eksemplarisk gennem oliekoncessionen til Mærsk; i dag omkring afviklingen af Kalø Slot, og Landbohøjskolen.
Uvæsentligt er heller ikke, at den nuværende centralmagt det sidste årti ikke er kommet med nogen grundlæggende reformer af "forretningsgangen" indenfor nationalstaten. Og der er problemer og misforhold nok. Selv ikke særlig megen energi bruges der på at skjule, at man ikke kan løse problemerne grundlæggende. En politikker-lede har udviklet sig - i følge nogen. Måske det snarere handler om, at borgerskabet ikke længere har magten over de samlede sociale processer.
Etableringen af socialistiske overbygningsformer, her centralt udviklingen af en organisk venstreblok af partier, fagpolitiske organiseringer og græsrødder vil have muligheden for at træde ind i denne omstruktureringsproces. Og i den udstrækning, der kan gås offensivt til værks, da vil et folk kunne finde sig selv igen. Første forudsætning: rum for fælles problemudvikling.
Opbygningen af socialismen efter oktober-revolutionen i 1917 blev desværre sat i stå med Stalins magtovertagelse. Om det med den imperialistiske trussel fra vest kunne have været anderledes, skal her være usagt. Men under alle omstændigheder kom det til en "statens anden genese"[45] og til et socialistisk herskabsforlangende - frem for kompetence som hegemoni-effekt[46] - hvorved kommunismen blev udvandet til et centralistisk system, der ikke lader nogen kapitalistisk virksomhed noget efter - på eet punkt nær: "med"-arbejderne er statens ejendom modsat under kapitalismen, hvor de er markedets.
Med demonteringen af magten i Sovjet vil magtkoncentrationen i Vest automatisk træde tydelig frem - dén der med at de små bjerge går man uden om, de store optager een.
Den endelige jævning af disse ursupater, hvis spidse toppe bærer den overnationale stat, kan begynde. Den magt, der må udøves, er også den eneste legitime magt, mennesker kan udøve: isolering af det, der isolerer mennesker fra hinanden.
¤
MENNESKET SOM AKTIV PROBLEMSTILLER: AT SÆTTE MÅL OG FREMSTILLE/FREMSKAFFE MIDLER TIL DETS REALISERING.
Hvis der er en diskrepans eller modsætning mellem mål og midler, da overgår problemstillingen til at være et problem i sig selv. Betingelserne for problemstillingen må da 1) udvikles, 2) mod en formulering, hvis 3) løsning lader målet realisere. Det samfundsmæssige arbejde er bærer heraf; og derfor er denne proces også allerede givet gennem den historiske proces: mennesket griber ind i de allerede udviklede samfundsmæssige betingelsers udviklingsretning - i perspektivet almengjort behovsudvikling. Dette er kun muligt gennem foregribende virksomhed.
Hvis der allerede er adækvate og nødvendige midler til rådighed for opnåelsen af målet, da er problemstillingen en opgave. En opgave kan da ses som det under bestemte betingelser givne mål.
Hvis der er modstridende mål - fx. ud fra divergerende mål/interesser - da er problemstillingen ikke bare et problem eller en opgave, men en konflikt.
Under fremmede betingelser - eller i klasse- og statssamfund - er målsætningsprocessen monopoliseret af den herskende magt; og problemer vil da fremtræde som stillet af sig selv, som noget afsubjektiveret. Herved tenderer det væsentlige ved menneskeligt liv til at blive et simpelt vedhæng til virksomheden.
Uden mulighed for aktivitet omkring målsætning og -udvikling ud fra eget standpunkt, da er det heller ikke muligt at være subjekt for udviklingen af eget samfundsmæssige liv. Dette betyder tab af handleevne og dermed udvikling af angst.
Den traditionelle teori om problemer, den psykologiske og sociologiske videnskab studerer typisk kun ovenstående fremmedbestemte side ved menneskeligt liv: mennesket er her blot problemløser af rutine-opgaver, stillet af en samfundsproces ude af alles kontrol, hvad der selvfølgelig begrunder eksistensen af en stat, der kan beherske de generelle samfundsmæssige betingelser. Derfor eksisterer der også kun lukkede problemer for underkastet fremmedbestemt virksomhed.
Som aktiv problemstiller medbestemmer mennesket, hvordan samfundsmæssige mål kan udvikles og udvikler sig. Problembestemmelse er dermed en integral del af den generelle problemudviklingsproces.
I tilfældet af, at det ikke er muligt at have råderet over de samfundsmæssige livsbetingelser med andre - fx. under forhold med modsatrettede interesser - da vil samfundsmæssig problembestemmelse som fælles problemudvikling ikke kunne tage form.
Er betingelserne endvidere magtbestemte, vil det ikke være muligt at komme på højde med det problem, hvis løsning skal befordres. De forskellige problembestemmelser brydes med hinanden, uden også at kunne virke i fælles langsigtet problemløsning. Og de samfundsmæssige grundforhold tenderer da at forblive uudviklet. Kun pseudo- eller sekundærløsninger bliver til. Det kommer da til opståelse af et generelt misforhold mellem eksistensen af problemer og mulighederne for deres løsning.
Uden udvikling af de samfundsmæssige grundforhold vil misforhold blive en integral del af de generelle problemstillinger i deres egenart af opgaver og konflikter - og om noget er det vel dette, det samfundsmæssige menneske i dag er vidne til. Med fuld ret kan siges: menneske, giv os mennesket tilbage.
Stillet her overfor er der vel kun een løsning: revolutionering af de generelle sociale betingelser.
¤
Allardt,E: "Konflikt- och konsensusteoretiker" 1975.
Andersen,C: "Sindssygelovens afløser", Amalie nr.3, 1989.
Betænkning nr.809: "Prioritering i sundhedsvæsenet", s.24.
Birck-Madsen,K: "Terapi, samfundsform, subjektivitet", speciale KUA 1986; - "Massakren på subjektet I-III", PsykologNyt nr.2-4, 1990, optrykt i Kompendium 3.
Brockenhuus-Schack,A: "Markeds-medicinerens drøm om den gyldne Mercedes", Information 21.-22.oktober, 1989.
Karl-Heinz,B. & Holzkamp,K (Herausgeber):
"Kritische Psychologie. Bericht über den 1.Internationalen Kritische
Psychologie von 13.-15.mai
Colchester,M: "Verdensbanken", Magasinet, Politikken 31.december, 1989.
Dreier,O: "Fortbildung im Bereich psychosozialer Berufe als Einheit von Forschung und Praxis", Forum Kritische Psychologie 24, Das Argument Verlag, 1989.
Enzenberger,H.M: ”Tilbagetogets helte”, Information 29. December, 1989.
Haug,F: "Dialektisk teori og metode" i Udkast nr.1, 1981.
Haug,W.F: "Zur Dialektik von gesellschaftlichen Basis und politischen Überbau in Socialismus" i Das Argument 106, 1977; - "Standpunkt og socialistisk perspektiv i kritikken af den politiske økonomi", Philosophia 1-2-3,1979b; - "Strukturel hegemonie", Das Argument 129, 1981a; - "Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur. Entwürfe zu einer Theoretischen Synthese", SH33/Argument Verlag, 1981.
Holzkamp,K: "Sinnliche Erkenntnis - Historicher Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung", Athenäum Verlag, 1973; - "Kan der være en kritisk psykologi indenfor rammerne af den marxistiske teori" i Dreier: "Den kritisk psykologi", Rhodos, 1979; - "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983
Holzkamp-Osterkamp,U: "Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung II", Campus, 1976.
Højrup,T: "Lønkapital under folkestyre. ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse", Rosinante, Munksgaard, 1989.
Juul Jensen,U: "Videnskabsteori 1 og 2", Berlingske Forlag, 1973.
Læreanstalternes Fælles Byplankursus 1989/90: "København på vej"
Leder Kritisk Psykologisk Forum: "Lederrefleks", Forum Kritisk Psykolog nr.5, 1989, også optrykt i kapitel 11.3 i Kompendium 2.
Lihme,B: "Vil vi den totale psykiatri med stadig flere kunder", Information 11.januar, 1990.
Lovforslag L76 af 26.oktober 88: "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien", 26.oktober.
Lovforslag nr.L76 af 19.maj 89 (Den vedtagne lov: "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien").
Marx,K: "Kapitalen", Rhodos, 1970; - "Den tyske ideologi", Rhodos, 1974b.
Enrum,N: "Danmark vil udvikle sig til et amt", Information 31.januar, 1989.
Poulantzas,N: "Staten, magten, socialismen", Rhodos, 1981.
Seidel,R: "Denken. Psychologische Analyse der Entstehung und Lösung von Problemen", Campus 1976.
"Regeringens Forebyggelsesprogram" Sundhedsministeriet 1989.
[1]Oplæg holdt på 12.Kritisk Psykologisk Seminar, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium 10. februar1990. Seminarrækken var en del af "Forum for Kritisk Psykologi", startet på KUA 1980, og det halvårlige samlingspunkt for studerende og andre intereesserede.
[2]Rainer Seidel: "Denken. Psychologische Analyse der Entstehung und Lösung von Problemen", Campus 1976.
[3]For kongres-oplæggene se Karl-Heinz Braun & Klaus Holzkamp (Herausgeber): "Kritische
Psychologie. Bericht über den 1.Internationalen Kritische Psychologie von
13.-15.mai
[4]Klaus Holzkamp: "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983.
[5]I typisk teoridannelse er denne dimension udklamret, hvorfor mennesket generelt ses som problemløser af opgaver, der er formuleret af andre. I sin essens negligerer typisk teori-dannelse dermed det specifikt menneskelige: mennesket som problemudvikler qua sagslig kooperation.
[6]F.Haug 81: "Dialektisk teori og metode" i Udkast nr.1, s.25.
[7]U.Juul Jensen 73: "Videnskabsteori 1 og 2", Berlingske Forlag, s.46 og 98.
[8]Se til eksempel svenskeren E.Allardt 75: "Konflikt- och konsensusteoretiker".
[9]Jvf. W.F.Haug 79a: "Ideologie/Warenästhetik/Massenkultur. Entwürfe zu einer Theoretischen Synthese", SH33/Argument Verlag, s.8-10.
[10]Se også "Sanselig virksomhed, kapitel 7.1
[11]Marx 70: "Kapitalen", Rhodos, s.695 og Marx 74b: s.23.
[12]Jvf. W.F.Haug 79b: "Standpunkt og socialistisk perspektiv i kritikken af den politiske økonomi", Philosophia 1-2-3.
[13]Marx 74b: "Den tyske ideologi", Rhodos, s.24-25.
[14]Dette modsigelsesforhold benævnes kategorielt `barndommens modsigelse under kapitalismen`.
[15]Marx 74b, s 71.
[16]M.Colchester 89: "Verdensbanken", Magasinet, Politikken 31.december.
[17]Se "København på vej", Læreanstalternes Fælles Byplankursus 89/90.
[18]Stofmisbruget generelt på Vesterbro og tidligere også på det indre Nørrebro er eksempler på denne logik.
[19]"Regeringens Forebyggelsesprogram", Sundhedsministeriet 89.
[20]Lovforslag nr.L76 af 19.maj 89, Den vedtagne lov: "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien".
[21]Jvf. også C.Andersen 89: "Sindssygelovens afløser", Amalie nr.3.
[22]Lovforslag L76 af 26.oktober 88: "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien", 26.oktober.
[23]S.12
[24]S.13. Og et SIC!
[25]Betænkning nr.809: "Prioritering i sundhedsvæsenet", s.24.
[26]K.Birck-Madsen 90: "Massakren på subjektet I-III", PsykologNyt nr.2-4, 1990, optrykt i Kompendium 3.
[27]B.Lihme 90: "Vil vi den totale psykiatri med stadig flere kunder", Information 11.januar.
[28]Jvf. Christen Sørensen i N.Enrum 89: "Danmark vil udvikle sig til et amt", Information 31.januar.
[29]Erich H.Lowey i A.Brockenhuus-Schack 89: "Markeds-medicinerens drøm om den gyldne Mercedes", Information 21.-22.oktober.
[30]Jvf. også Seidel 76: "Denken", Campus.
[31]For dette koncept se Holzkamp 83: "Grundlegung der Psychologie", Campus, s.551ff.
[32]Se Holzkamp 73: "Sinnliche Erkenntnis - Historicher Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung", Athenäum Verlag, s.21-22.
[33]Ibid,s.27.
[34]Jvf O.Dreier 89:"Fortbildung im Bereich psychosozialer Berufe als Einheit von Forschung und Praxis", Forum Kritische Psychologie 24, Das Argument Verlag, s.79.
[35]Jvf. Holzkamp 79: "Kan der være en kritisk psykologi indenfor rammerne af den marxistiske teori" i Dreier 79: "Den kritisk psykologi", Rhodos, s.137.
[36]For magt ifm. staten, se N. Poulantzas 81: "Staten, magten, socialismen", Rhodos, s.172.
[37]Se Leder 1989: "Lederrefleks", Forum Kritisk Psykolog nr.5, også optrykt i kapitel 11.3 i Kompendium 2.
[38]Jvf. U.Holzkamp-Osterkamp 76: "Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung II", Campus, s.19.
[39]Se dog K.Birck-Madsen 86: "Terapi, samfundsform, subjektivitet", samt uddrag i kapitel 5.1, Kompendium 1, og kapitel 10 og 13 i Kompendium 2.
[40]Marx 70: "Kapitalen", Rhodos, s.1061.
[41]Jvf. kapitel 7.3 om "Bevidst sanselig virksomhed" i Kompendium 2 for den kategorielle begrundelse herfor.
[42]Et bud i modsat retning er opbygningen af folkestyrede egnsfonde, se T.Højrup 89: "Lønkapital under folkestyre. ØD-planernes strukturfejl og deres ophævelse", Rosinante, Munksgaard.
[43]Jvf. Poulantzas 81: "Staten, magten, socialismen", Rhodos, s.180.
[44]Se H.Magnus Enzenberger 89: ”Tilbagetogets helte”, Information 29. December.
[45]Haug 81a: "Strukturel hegemonie", Das Argument 129, s.784.
[46]Haug 77: "Zur Dialektik von gesellschaftlichen Basis und politischen Überbau in Socialismus" i Das Argument 106, s.63.
[47]Følgende forkortelser er brugt: AS = Argument Verlag; SH = Argument Studiehäfte; DA = Das Argument.