INTRODUKTIONSOPLÆG TIL DEN KRITISKE PSYKOLOGI
- Oplæg holdt på 14. Kritisk Psykologisk Seminar, Hillerød, Februar1991.
- Af
Oplægget falder i to dele. Først om det generelle, det almene, der som historisk tradition karakteriserer den Kritiske Psykologi som denne aktuelt er i udvikling og bevæger sig; og dernæst nogle, overvejende prøvende, tanker til, hvad emnet for dette seminar om ”Solidaritet og afværgeformer” kan være i teoretisk forstand, når man står overfor et fælles konkret arbejde hermed i praksis.
Oplægget giver primært en funktionel bestemmelse af den Kritiske Psykologi, snarere end det afdækker det indholdsmæssige i de centrale psykologiske grundkategorier, der i dag bærer dens aktual-empiriske forskning og politiske praksis. Der resterer derfor endnu - her i ”springet” mellem kapitalismens urolige dødsåndedræt og socialismens konkret-utopiske fundering - en tidssvarende opgave at løse: at udvikle den Kritiske Psykologi som ’kritisk almenpsykologi’, for også tværfagligt bevidst at bidrage til etableringen af dèn fællesejendom, der befrier menneskene fra den hidtidige klassekamps råddenskab.
I: GENERELT OM KRITISK PSYKOLOGI.
0 - DET NYE VENSTRE OG DEN TRADITIONELLE PSYKOLOGI.
4 - KATEGORIEL POLITISK EMPIRISK FASE.
5 - FAGPOLITIK SOM STRUKTUREL PSYKOLOGISK HEGEMONI.
Interne udviklingsforhold i den kritiske psykologi.
Strukturel personlig udvikling.
Eksterne udviklingsforhold for den Kritiske Psykologi.
Psykologien som fag, som producent af viden.
Psykologien som profession, som producent af konkret handleevne.
II: SOLIDARITET OG AFVÆRGEFORMER.
1 - Restriktiv og almengjort handleevne.
2 - Om solidaritet og afværgeformer.
4 - De to niveauer i arbejdet: det kollektivt-samfundsmæssige og det individuelt-strukturelle.
Referat fra det 14’ende kritisk psykologiske seminar om Solidaritet og
afværgeformer i praksis.
I: GENERELT OM KRITISK PSYKOLOGI.
At skulle sige noget generelt om den Kritiske Psykologi (KP) handler om at trække dèt ud af selve traditionen, der er fælles gods og som forener de forskellige bestræbelser mht psykologien som fag, profession og videnskab.
Sådanne fælles-forhold kan ikke bare tages ud af luften, efter forgodtbefindende. Man er nødt til at gå ind og kigge på, hvornår den kritisk psykologi opstod, og hvad dens begrundelse var for ikke bare at kalde sig ”psykologi”, men netop ”kritisk” psykologi. Herigennem får man en bestemmelse af selve udgangspunktet. Men en bestemmelse heraf er ikke nok - for så snart noget, et ”væsen” stiller sig på egne ben får det også sin egen historie, der ikke bare simpelt er indeholdt i det gamle, men som i sig selv producerer nye træk, egenskaber, fænomener og forhold ved sig selv og sit forhold til andre genstande, andre væsener. Udgangspunktet er mao. selv grundlag for videre bevægelse. Man kan - eller skal - derfor også kigge efter de forhold, der er fælles for den bevægelse, der forstår sig selv som ”kritisk psykologisk”. Man er kort sagt nødt til at undersøge selve historien, hvis man vil udtale andet end allerede given mening, fordom eller synspunkt om, hvad der karakteriserer den kritiske psykologi.
Og netop dette - den historiske synsvinkel - er også et generelt træk ved den kritiske psykologi. Og det var også sådan, at den kritiske psykologi blev til som videnskabelig disciplin.
0 - DET NYE VENSTRE OG DEN TRADITIONELLE PSYKOLOGI.
Historien starter i slutningen af 60-erne, hvor ”det nye venstre” som politisk kraft vokser frem[1]. Det var en kraft, der gik imod at krig, blind vækst og produktion for forbrugets skyld, og at undertrykkelse og udbytning mv. kunne og skulle være essensen af samfundsmæssig livsform. I bevægelsen herom når man - blandt meget andet - frem til, at det ikke er muligt at komme videre uden et generelt opgør med den fremherskende psykologi, idet denne alene anskuer mennesket som isoleret privatindivid under fremmedbestemte livsbetingelser.
Der blev som sådan dengang stillet grundlæggende spørgsmål ved den givne reproduktionsform. Den selvfølgelighed hvorigennem noget totalt forrykt bare gentog sig blev gjort til genstand for udforskelse. Dette var i sig selv ikke nyt - historien de sidste par hundrede år indeholder utallige kulturoprør, der stiller spørgsmål ved, om den herskende orden nu også er den eneste mulige. Nyt var imidlertid, at kritikken af det givne lod sig føre ned på det individuelle plan i et sådant omfang, at det fælles også her lod sig øjne: ikke bare at være privatindivider, der overfor hinanden kun kan have en instrumentel interesse, men at være privatindivider i fællesskab. Til dette problem ydede den etablerede, den gamle, psykologi ikke noget. Tværtimod stod den i vejen for, at man overhovedet sammen kunne nærme sig problemet på begrundet måde, idet den væsentligst var idealistisk og spekulativ, mekanisk og statisk.
Skematisk er det følgende psykologiske teorier, der åbenlyst bliver utilstrækkelige:
! Statisk ! Spekulativ
_________________!___________________!____________________
! !
Mekanisk ! behaviorismen ! humanismen / eksistentialismen
_________________!__________________!____________________
! !
I idealistisk ! psykoanalysen ! kommunikations-/ informations-teori
________________!__________________ !____________________
De materielle forudsætninger for disse teoriers utilstrækkelighed skal søges i den udvikling, produktivkrafterne gennemgår op gennem dette århundrede, hvor det væsentlige nok er overgangen til innovativ brug af viden og ny teknik direkte i selve produktionsprocessen i tiden efter 2. verdenskrig. Centralt er, at dette trækker en typisk fritstilling af individet med sig, en fritstilling der også er forudsætningen for en tilsvarende individuel kvalifikationsproces af de enkelte individer til mere højteknologisk produktion og kooperation. Dette i sig selv stiller også krav til en ny psykologi, og hvad der produktionsmæssigt kræves er en plastisk og bevægelig teori om mennesket i mennesker.
Man kan overfor de nye samfundsmæssige krav forholde sig på to måder: Enten prøve at revidere og reformere sine psykologiske koncepter i forhold til den nye samfundsmæssige kontekst, og det gøres udbredt også dengang, hvor en ”sociologisering” tager form. Da der samfundsmæssigt ikke er tale om et brud i de grundlæggende produktionsmæssige betingelser, men nærmere om en indre udvikling heraf, hvor staten kommer til at spille en mere afgørende rolle, så kan der også stoppes herved, men det bliver med teorier, der kun spejler statsliggørelse af den individuelle produktionsproces, ikke hvordan samfundsformstendenser lader sig sætte igennem med alment-udviklede individer som deres almene bærere.
Eller man kan drage selve grundlaget for disse teorier i tvivl. Eksempelvis at forhold som krig skulle være udtryk for et indre, næsten cyklisk vågnende, instinkt i mennesket (:adfærdspsykologien), så at sige behovet for at skulle pisse sit territorium af på andre med jævne mellemrum; - eller at man først bliver rigtigt menneske, når man reproducerede de givne (borgerlige) normer, fx. kun at kunne blive kvinde, når man havde født børn (:psykoanalysen).
Det nye venstre gør det sidste. Selve grundlaget forkastes - og det må også gøres - idet ingen af de traditionelle koncepter siger noget om de involverede selv som mennesker med visioner om basale forandringer, ligesåvel som teorierne heller ikke spejler, at det er muligt at forandre verden og sig selv heri.
Selve denne opgave i slutningen af 60-erne er således også, set ud fra et mere sociologisk præget standpunkt, ny. Hidtil havde oprør, kampe og overhovedet overvindelse af det givne primært været standsmæssige og klassemæssige projekter centreret om at være et gruppesubjekt, men nu blev problemet overhovedet at danne og udvikle en gruppe, et fælles subjekt, hvor man ikke bare som hidtil, som stand eller klasse, stillede sig op overfor andre særinteresser med sine nye særlige krav, men at blive et samfundsmæssigt kollektiv, der samtidig kunne varetage hver enkelts samfundsmæssige liv.
Der lå mao. en ny og fælles opgave at løse set fra det enkelte individs standpunkt mhp en omformning af de generelle samfundsmæssige forhold, der gjorde een selv og hinanden fremmed overfor det egentlige liv.
1 - IDEOLOGIKRITIK.
Det, der fra dengang fører frem til den kritiske psykologi i dag, er den ideologikritik, som den traditionelle psykologi udsættes for. Det er en kritik, der går på, at der uerkendt tænkes i de borgerlige former fremfor over dem. Og det er netop også denne særlige kritik-indfaldsvinkel, der fører over i den historiske fremgangsmåde, for kun via denne er det muligt at tænke om de former, i hvilket alt til at begynde med tænkes spontant (W.F. Haug 79).
Det er imidlertid ikke tilstrækkelig kun at hæfte sig ved det historiske - for i den ideologikritiske fase indgik også andre strømninger, end hvad der senere er blevet til Kritisk Psykologi. Og af betydning er her forsøget på sammentænkning af psykoanalysen og marxismen. Denne bestræbelse - Freudo-Marxismen og indenfor psykologien specielt hos Lorenzer - kan dog, og blev dengang, kritiseret for ikke at ville føre den historiske fremgangsmåde til bunds ved at se også selve psykologiens egen virksomme genstand som historisk funderet og produceret. Det kan altså ikke være nok bare at historisere psykoanalysens vokabularium; og psykoanalysen kan derfor heller ikke danne et ’psykologisk a priori’ - som det senere blev argumenteret med fra den danske freudo-marxisme-fløj (jvf. B.Steen Nielsen 78) - fordi den er ”borgerlig videnskab på sit højeste stade, og som sådan både fordrer og muliggør den en marxistisk-proletarisk ophævelse”(s.22). Tvært imod må psykoanalysen selv anskues som historisk produceret under bestemte - nærmere borgerlige - samfundsmæssige forhold. Og udgangspunktet for en virkelig psykologi må derfor også komme fra (studiet af) det virkelige menneskes livsvirksomhed - og ikke fra hvordan dette som tids- og klassetype er hypostatiseret i et teoretisk koncept, højborgerligt eller ej, og ligeså hvad angår ”rene” proletariske.
Den ideologikritiske bevægelse ender da også op i en splittelse først i 70-erne, hvor der fra kritisk psykologisk side siges fra til yderligere debat om psykoanalyse eller ej som grundlag for en psykologi om det virkelige menneske under borgerlige livsbetingelser.
Et tredje moment, der er centralt i udgangspunktet for en kritisk psykologi er, at ideologikritik i sig selv ikke er nok til at nå en virkelig psykologi om mennesket. Ideologikritik er altid en kritik under den form, hvorunder kritikken udøves; og på en sådan grund er det kun muligt at karakterisere det ”falske liv” som det eksisterende, og det ”sande liv” som det utopisk-fremtidige. Skal kritikken derfor få andet end skolastiske, men praktiske konsekvenser, så må kritikken gribe til selve det indhold i formen, der også i sidste instans peger ud af den, dvs. som etablerer et nyt indhold, en ny materiel kvalitet. Ligeså må kritikken - for ikke at gøre sig selv udviklingsløs, idealistisk - selv være virksom i denne praktiske udviklingsproces. I positiv forstand vender man sig derfor mod den kulturhistoriske skole - Vygotski, Luria og Leontjev - idet denne søger at arbejde ud fra et grundlæggende koncept om psykens egen virksomme udviklingshistorie.
2 - TEORIUDVIKLING.
På denne grund går man så i gang med studiet af, ikke det ideologisk bestemte menneske, men det virkelige menneske som det empirisk er givet under dets konkrete omverdensbetingelser. Fokus er begrebet om den ”empiriske subjektivitet” som indbegrebet af det konkrete, individuelle menneskes virkelige livsvirksomhed (Holzkamp 73).
Det er studiet af psykiske enkeltfænomener - iagttagelse, sprog, bevidsthed, indlæring, motivation, for at nævne nogle centrale - der først og fremmest tages fat i. Analyserne funderes i en bestemmelse af den nuværende sociologiske form, hvorunder man arbejder, samtidig med at de tager deres udgangspunkt i en fænomenologisk før-bestemmelse - via den ”fænografiske metode” (Holzkamp 73) - af den psykologiske genstand, der stilles til debat (jvf. også Marx’ at ”mennesket er nøglen til abens anatomi”). Selve analyserne gennemføres på grundlag af en omfattende historisk-logisk rekonstruktion af de naturhistoriske forformer og udviklingsformer, der går forud for deres opståen som specifikt psykiske funktionspotentialer på det menneske niveau. I vid udstrækning er det overhovedet disse historisk-funktionelle analyser, som det drejer sig om at udarbejde, idet disse alene kan sige noget indholdsmæssigt begrundet om de psykiske enkeltfunktioner. Man benytter sig af princippet om ’kritik og videreudvikling’ af traditionelle koncepter, samtidig med at man så søger at oparbejde et eget teoretisk og metodisk grundlag - en historieteori om menneskets naturlige væsen - for en Kritisk Psykologi. Det er i årene 1971-72 til 76-77, og det bringes specielt videre med afholdelsen af den første kongres om kritisk psykologi i Marburg i Tyskland i 1977.
En central dimension i denne 2.fase er kooperation om at gøre dette nye psykologiske paradigme til en bestræbelse på at udvikle en psykologi indenfor den marxistiske teori (Jvf. også Holzkamp i Dreier 1979). Det er i denne forbindelse Sève’s fortjeneste fra slutningen af 60-erne med bogen ”Marxisme og personlighedsteori”, at han meget tydeligt viser, at der både er plads til, men også brug for en psykologi på marxistisk grundlag. Nu vi er ved Sève, så skal nævnes, at den Kritisk Psykologi også skylder Sève den væsentlige distinktion mellem udgangspunkt og grundlag, som også er anvendt i indledningen til dette oplæg.
Kooperationsaspektet omkring kritisk psykologisk teoribygning er væsentlig af andre grunde end de, at området er så omfattende at ingen enkeltperson - eller forsker - kan overskue det hele. Det er væsentligt også ud fra, at det drejer sig om praktisk almengørelse af den psykologiske genstand i virkeligheden, og dette er ikke muligt med mindre at ens bestræbelse antager overindividuel karakter som sagsligt samvirke de involverede og berørte imellem, altså i form af at udgøre en kollektiv subjektiv faktor. I denne forstand - idet kravet kommer fra selve den psykologiske genstand - må den kritiske psykologi leve op til sit eget projekt, sin fagpolitiske intention, ved at blive produktiv kooperation, almengjort arbejde. Hvis den kritiske psykologi ikke selv kan betræde dette samfundsmæssige niveau, ja så er der noget galt, forkert og utilstrækkeligt i dens grundlagsmæssige udformning og anvendelse.
Under betingelser af klasseantagonismer og statsformer er ovenstående ”projekt” en opgave af politisk - og i sidste instans økonomisk art. Det er en opgave, hvis løsning derfor også nødvendigvis må betræde de ”store grundlæggende modsigelsers domæne” som modsætningen mellem hånd og ånd, mellem by og land, mellem mand og kvinde og mellem produktion og reproduktion, som disse konkret skærpes og tilspidses som indre modsætninger i et ellers forenet folk under borgerligt-kapitalistiske betingelser.
Indholdsmæssigt er det meget det metodiske, der er til debat, både indadtil og udadtil. Indadtil handler det om de meget komplekse udviklingsforhold, der skal begribes i overgangsfeltet mellem dyr og menneske, hvor man støder på ”hønen og ægget”-problemet: at mennesket har skabt samfundet og samfundet mennesket. Løsningen er nok enkel - at se det som en udviklingsproces fra samme punkt - men selve den historiske rekonstruktion er ej lige til. Udadtil er det spørgsmålet, om det overhovedet er muligt, respektivt væsentligt, at lave en sådan analyse, hvad derfra alle sider benægtes - undtagen fra reduktionister, der ikke ønsker at se forskellen på mennesker og dyr, netop den forskel, der er den afgørende forskel: at dyr tilpasser sig omverdenen, medens mennesker skaber sin omverden som handlende subjekter - ikke ud af den blå luft, selvfølgelig, men under forefundne historisk udviklede betingelser.
3 - PRAKSISBESTEMMELSER.
I perioden efter 1977, hvor man kan sige, at den kritiske psykologi har fundet en første paradigmatisk form, begynder en praksisvending. Man går bevidst udenfor sin egen faglige og politiske sammenhæng, for sammen med andre, at studere, analyse og berige kategorierne, men også at bevæge og udvikle selve det praktiske felt, hvori der handles. Det er områder som ”automation og kvalifikation”(PAQ), fascismearbejde, ideologikritik på ny (PIT), børn, kvinder osv. osv.. Det er stort set alle områder. Selv mænd bliver der skrevet om fra nu af.
Dette varer ved til 1982-83, som er et vendepunkt i mere end en forstand.
4 - KATEGORIEL POLITISK EMPIRISK FASE.
I begyndelsen af 80-erne begynder det at knage indenfor
kritisk psykologisk teoriudvikling, idet det viser sig at flere
enkeltteori-koncepter, med tilsyneladende samme kategorielle udgangspunkt,
konflikter voldsomt. Det fyger i luften med gensidige beskydninger for
ideologiske standpunkter - dvs. standpunkter hvor man tager parti for givne
partsinteresser, og ikke for sagen - og man ekskluderer hinanden fra den
Kritiske Psykologi med jævne mellemrum. Det er specielt indenfor
ideologiområdet og indenfor kvindeteorier. Striden drejer sig om, hvad man skal
gøre ved den afmagt, som man selv eller andre tilstadighed handler sig ind i,
hvor der så at sige er to bud herpå: det ene er at se det som et fælles problem
indefra og fra et arbejderklassestandpunkt (Ute Osterkamp, FKP 8/1981 og 11/
At striden bliver så uforsonlig må også ses i den omstruktureringsproces, som den daværende venstrefløj og arbejderbevægelse løber ind i samme periode. Det lykkedes aldrig det ”nye venstre” at forbinde sig organisatorisk med arbejderbevægelsen, ligesom arbejderbevægelsen i kraft af selve arbejdets udvikling havde tabt terræn mhp. at være den ”almene klasse” for almen udvikling. Og det er nok meget ”krydset” herimellem, der frustrerer: det er fra forskellig side at udvikle noget, der går tilbage, i betydningen at tabe sin sociale kraft til forandring af de samfundsmæssige betingelser, hvor man både har brug for hinanden, men hvor man også konkret, med sin kritikform, trækker ”luften” ud af hinandens bevægelsesmæssige position, ved ikke at ville anerkende den andens standpunkt som moment i en almengørelsesproces af også ens eget. Det er en politisk strid, mere end det er en faglig, men samtidig må det også konstateres, at det fagligt-indholdsmæssige grundlag må stå for svagt, eller på punkter være kategorielt uudfyldt, til at være grundlag for en bevidst kooperativ afklaring.
Det er nok ikke for meget at sige, at hvis ikke ”Grundlegung der Psychologie” (GdP) var kommet i 1983, at så ville den Kritiske Psykologi have gået en mere omtumlet periode igennem, end det har været tilfældet. GdP tilbød dog ikke så meget det manglende faglige grundlag, som kontroverserne havde som blindt omdrejningspunkt, men den tilbød en metode til fremtidig afklaring, nemlig den afgørende skelnen mellem historisk empirisk arbejde mht. kategorial-udvikling, og aktual-empirisk forskning mhp udviklingen af specifikke enkeltteorier. Da GdP desforude var en opsummering af Kritisk Psykologisk teoriudvikling indtil da, men på en sådan måde, at de uafklarede sociale punkter - hvori striden bundede - mere blev præsenteret som problemfelt, af betydning for psykologien, snarere end fremstillet som en vedtagen ”psykologisk” sandhed, så blev det også muligt at holde ud at være uenige om at være uenige. Det gælder specielt forholdet til og opfattelsen af de aktuelle sociale strukturers dynamik, hvor et centralt stridspunkt er opfattelsen af stat og klasser, både historisk mht de første klassesamfunds opstående, men også hvad angår i dag, samt hvad dette betyder for psykologiske problemstillinger i deres totalsamfundsmæssige formidlingsproces[2]. Det er problemer, der langt fra har fundet nogen færdig løsning; og en grund hertil må søges i, at med stat og kapital overlejres formidlingsforholdet mellem individ og samfund med et yderligere komplekst og imaginært niveau, der ret beset kun kan skrælles af, gennembrydes teoretisk, samtidig med at en socialistisk samfundsform konkret lader sig syne frem.
Siden dengang først i 80-erne, hvor man stadig kunne snakke om og praktisere klassekamp, og op til i dag hvor dette er tabu på trods af - eller måske nærmere som følge af - at der føres klassepolitik som aldrig før, er der umiddelbart et stort spring. Den kolde krig er slut, muren er faldet - men alene til fordel for ny ”varm vold” andre steder. Som sådan kører det gamle lort videre i de samme primitivt forskubbede former som hidtil.
Indenfor den Kritiske Psykologi er der selvfølgelig også sket forandringer - men, som udenom os, ikke på nogen grundlæggende måde, på et punkt nær; og det er at den kritisk psykologi som fagpolitisk bevægelse synes at have overvundet sig selv ved at det er blevet muligt bevidst at handle sammen med andre på grundlag af en helhed af historiske referencer - hvilket også er stik modsat, hvad der ellers verdenshistorisk udspiller sig. Det er en noget upræcis bestemmelse - og sikkert heller ikke den eneste mulige - hvilket kan handle om, at en ting, et fænomen, altid skal have nået en vis udviklingsgrad, før det kan gøres til genstand for refleksion som netop dette særlige fænomen. Men alligevel er der meget, der taler for, at ovenstående bestemmelse kan have noget relevant og væsentligt over sig.
5 - FAGPOLITIK SOM STRUKTUREL PSYKOLOGISK HEGEMONI.
Det, som den kritiske psykologi, står i dag, skal på ovenstående grund benævnes ”fagpolitik som strukturel psykologisk hegemoni”, hvor hegemoni skal forstås som overherredømme uden en suveræn og uden magtreferencer. Strukturel hegemoni er derfor at forstå som en tilkæmpet kompetence på et givent område, som er tilstået, men ej forlangt og krævet, fordi det er indholdsmæssigt bestemt, snarere end kun funktionelt.
En sådan bestemmelse kan synes ude af trit med virkeligheden, når man undtager vores egen samlede praksis - og selv når denne inddrages, kan bestemmelsen synes skudt forbi, for er vi ikke alle sat i pres under de samfundsmæssige nødvendigheder. Er det ikke mere de traditionelle psykologiske koncepter, med en tilsvarende liberal markedsøkonomi og en destruering af ”velfærdsstaten”, der er udbredt opbakning omkring, snarere end det er strukturel almengørelse af en kritisk psykologisk praksis?.
Men selv, når man indrager disse ydre forhold - og ikke kun kigger på den kritiske psykologi indefra - er der alligevel grundlæggende forhold, der taler for strukturel psykologisk hegemoni som aktuel udviklingsform for den Kritiske Psykologi i 90-erne.
I det følgende skal først de interne forhold, dernæst de eksterne, der karakteriserer dette, trækkes frem.
Interne udviklingsforhold i den kritiske psykologi.
Det første man kan lægge mærke til er, at den Kritisk Psykologiske bestræbelse er vendt tilbage til sit udgangspunkt: menneskets empiriske subjektivitet. Det var her man startede, om end man dengang fandt denne alene ideologisk bestemt. Men modsat dette, hvor der fra et standpunkt udefra gribes ned i mennesket - hvad den kritiske psykologi også måtte gøre i starten, fx, hvor er det egentligt menneskelige? - så er det i dag muligt fra det menneskelige standpunkt selv at gribe efter egen subjektivitet. Det arbejdende menneske, det menneskelige subjekt eller den konkrete samfundsmæssige personlighed optræder ikke længere i flertal, men som enkeltvæsen, som individ i 1.person.
”Grundlegung ..” af Holzkamp har befordret denne overgang, idet kategorianalysen her føres helt frem til det enkelte individ i dets samfundsmæssige kontekst, medreflekterende at dette individ selv har en historie, en biografi, hvorudfra det handler, uden samtidig at være kausal-determineret heraf, og dette i kraft af menneskets grundlæggende ’bevidste mulighedsforhold’ til dets sociale og naturmæssige betingelsesgrundlag. På dette grundlag er det også muligt at se sig selv - og andre - som et produkt af almene udviklingsforhold, uden samtidig at skulle se bort fra eller gøre vold på det særlige, der karakteriserer een som netop ”mig”. Tværtimod er det muligt herfra at komme til en større forståelse af netop ”mig”, idet dèt, der begrunder mine livsytringer i deres individuelle egenart, selv er et særligt udviklet menneskeligt forhold, så at sige et særligt svar på særlige, men også generelle og specifikke, samfundsmæssige livsforhold, der er af fælles betydning. Dette betyder igen, at det er muligt at have kontakt til andre, uden at disse samtidig som ”generaliseret anden” skal være een lig eller sættes som pol, som een der ift til ”mig” har diametralt modsatte interesser, hvilket igen betyder, at det er muligt for individer i en gruppe, en masse, at have en indholdsmæssig funderet virksomhed sammen. Dvs. samvirke ud fra indsigt i nødvendigheder - og de heraf givne fælles muligheder.
For det andet har denne bevægelse tilbage til sit udgangspunkt - der er at se som selve psykologiens genstand - medført, at den kritiske psykologi har overskredet sin egen doktrin om ikke at være en konkurrerende skole, men en forskningsmæssig bestræbelse, der sigter mod en afklaring af de grundlæggende forhold for den psykologiske videnskab, forhold der stiller sig som uomgængelige problemer for enhver psykologisk bestræbelse. Hidtil har man dog samtidig været stillet i en position, hvor andre psykologiske skoler har været dèt, man er trådt op imod, for selv at kunne komme på banen. Som følge heraf har det heller ikke været muligt at få øje på det konkrete menneske, som andre teorier og koncepter indeholder. Disse - og dermed ”deres” individer - er i vid udstrækning blevet målt med kritisk psykologiske alen, for herefter at blive forkastet, ikke bare på deres teoretiske forståelse, men på deres personlige væsentlighed. Og dette har i vid udstrækning også ramt de, der selv har søgt at tilegne sig den kritiske psykologi. Selv i ”fællesskabet” har man været fremmed for hinanden - og har som følge heraf også kæmpet en masse fremmede kampe. Når den kritiske psykologi har så mange bestemmelser af selvfjendskab, infight, magt mv. handler det også om, at den forskningspraksis som fællesskabet omkring kritisk psykologi har tilbudt selv har været splittet og isolerende. Af disse grunde har det ligeledes været svært at få øje på - eller overhovedet begrebsliggøre - trinene i en positiv fælles udvikling, hvilket omvendt er det eneste der kan overvinde de gamle begrænsninger og den hidtidige menneskelig fornedring heri.
For det tredje har denne ’venden tilbage til udgangspunktet, for herudfra at handle i overensstemmelse med sit eget selv’, gjort det muligt at tage hele den empiriske virkelighed ind, også den der i sin tid blev forladt og forkastet som ikke-kritisk-psykologisk kompatibel. Holzkamp nævner selv Lewin; - Og for egen regning skal jeg inddrage Marx’ ungdomsskrifter, der også for nylig er fundet frem igen af Ute (FKP 26 / 1990).
Marx taler i sine ungdomsskrifter om menneskets venden tilbage til sig selv. Ikke som følge af et tidligere syndefald - ud fra skemaet uskyldighed, synd, genopstandelse - men ud fra en kommen til bevidsthed om, at menneskets væsenskræfter, arbejdet, er faldet fællesskabet af hænde ved at træde op som magt over det. At mennesket mao. var blevet underkastet sin egen virksomhed; og som følge heraf blevet fremmed for sig selv. Løsningen fandt Marx i en indoptagelse af dette ”frasatte” gennem udviklingen af en egen organiseret empirisk samfundsmæsssig magt, der kun er mulig som et synligt og gennemskueligt fællesskab.
I forbindelse hermed taler Marx om, at ”et væsen først optræder selvstændig, i det øjeblik det står på egne ben, og det står først på egne ben, i det øjeblik det skylder sig selv sin tilværelse” (Marx i ”Økonomi og filosofi”). For mennesket må dets bevidste kilde i dag derfor være at sanse hinanden i perspektivet imødekommende åbenhed.
Strukturel personlig udvikling.
Man kan nu overveje - og det skal gøres - om den Kritiske Psykologi, ud over et udgangspunkt som historisk bevægelse, har skabt et grundlag, der samtidig selv skaber en almen psykologisk bevægelse. Og det samme kan man også gøre for sig selv og om sig selv.
Der er tre ting her, det er vigtigt at huske på. Det ene er, at udvikling altid er uafsluttet proces; og at det derfor ikke kan dreje sig om at nå et mål alene for målets skyld, at realisere et fikspunkt eller noget andet statisk, men kun om at befordre udviklingsprocesser i adækvate retninger, dvs. at gennemsætte almene udviklingstendenser. Det almene, der er det væsentlige grundforhold ved udvikling, er da også selv et udviklingsforhold.
For det andet er strukturel samfundsmæssig udvikling og individuel-personlig to sider, der både betinger og forudsætter hinanden. De kan derfor heller ikke tænkes uden hinanden.
Som følge heraf må det - for det tredje - siges, at det er det overindividuelle som det samfundsmæssigt sagslige, der er den grundlæggende praktiske analyseenhed. Det kommer fra, at menneskelige relationer ikke bare bærer hinanden abstrakt, men altid gennem en ”tredje sag”, i sidste instans den samfundsmæssige produktion (jvf. F.Haug 79), hvilket også Marx betoner stærkt i ungdomsskrifterne på følgende måde: mennesket bliver kun menneske i kraft af medmennesket for samfundsmæssig produktion. Omvendt kan det så siges, at antager denne enhed ikke almengørende karakter, så splittes menneskene og bliver til privatindivider under givne fremmedbestemte betingelser.
Man kan nu spørge til, hvad der indenfor den Kritiske Psykologi har betinget en historie, der på punkter er en simpel reproduktion af den ”splittelses-historie”, man har afgrænset sig fra, samt hvad der har muliggjort, at det har været muligt - på trods heraf - at gå videre. Hvorfor har man altså ikke - hidtil! - fælles kunnet arbejde sig til at være ’organiseret empirisk samfundsmagt’? (jvf. tidligere). Formuleret således spørges også til et springs almene karakter på samfundsformsniveau[3].
Ud fra at splittelses-historien har taget form af konflikter mellem individer i arbejdsdelte strukturer, så må der specifikt være tale om tab af et område af samarbejdsmuligheder mellem ”mig” i min betingelsesstruktur og den anden i sin på et mere generaliseret niveau. Et sådant tab kan komme i stand, når det ikke er muligt fælles at reflektere, hvad enkeltstående menneskelig virksomhed er i sit forhold til samfundsmæssigt arbejde generelt, dvs. når der mangler et indholdsmæssigt bestemt - eller et sådant ikke er fællesejendom - koncept om praksisform for hvert enkelt udtryk af menneskelig arbejdsvirksomhed. Kernen i konflikter er derfor, at forskellige krav til almengørelse - hvad forskellige typer af særligt arbejde stiller - ikke lader sig reflektere på et selvstændigt niveau med andre som krav og muligheder set fra min betingelsesstruktur til din, altså til den ”generaliserede andens”; og ligeså omvendt: når det ikke er muligt at være bevidst foregribende subjekt for fælles transformations- og udviklingsprocesser, ud fra dèr, hvor man måtte være, befinde sig, specifikt indenfor den totalsamfundsmæssige struktur, så må usamtidigheden herimellem på et tidspunkt blive så omfattende, at det ikke længere er muligt at se og reflektere de involverede menneskelige virksomhedsformer som gensidigt supplerende arbejdsprocesser, af såvel kort- som langsigtet betydning for enhver som ”generaliserede anden”. Omvendt er det også først muligt at reflektere over praksis forskellig fra hinanden, og gøre dette fælles, når man både har almene psykologiske bestemmelser, der kan åbne virkeligheden fra netop hvert enkelts eget standpunkt og perspektiv, og har begreb om de sociale former der handles i, altså teorier om hver enkelts praksisform, og disses alternativt-fælles udviklingsform. Måske er det fra et sådant standpunkt, at det bevidst vil være muligt foregribende at skabe ”de ”gode” sociale processer”, som efterlyses i seminaroplægget.
Et andet element heri - som også kun kan forstås ud fra et praksisformsbegreb - er, at man inden for Kritisk Psykologi har undladt at agte, at betingelser der muliggør ens virksomhed også samtidig er den betingelsesgrund, hvorpå og hvorunder man fremtidigt handler.
Vender vi tilbage til konceptet, at det er efterkrigstidens fritstilling af individet, der er den Kritiske Psykologis mulighedsbetingelse, så må man også, hvis man søger at gribe denne mulighed for Kritisk Psykologisk virksomhed, samtidig have for øje, at det ”land” hvorpå man handler og handler sig ind i selv har dette karakteristika. Man er selv den form, hvorunder ting sker. For dengang drejede det sig om at se, at arbejderklassen - og de partier der forholdt sig hertil - ville tabe hidtidig indvundet terræn, og at der skulle nye sociale bevægelsesmæssige sammenhænge til.
Konflikten tidligere mellem Haug’erne og Ute blev så at sige både født af et manglende praksisformsbegreb, såvel som den er begrundet heri - både for dem selv individuelt, men også kooperativt set, hvor generaliserende produktionsmæssige forhold tidstypisk har været udenfor bevidst fælles bestemmelse og kontrol. Principielt ville de med praksisforms-begreber kunne have nået til erkendelse om, hvis de havde skuet langt nok - eller andre kunne have fortalt dem det - at de både havde brug for, men også var nødvendige for hinanden. Men uden dette kunne man så heller ikke indfange opgaven at arbejde bevidst og foregribende med et fælles alternativ til det gamle betingelsesgrundlag. Personalisering og lateralisering vil da også blive overlevelsesmåde (jvf. Holzkamp FKP 26 / 1990).
Omvendt er det nok meget dette - at skue videre i egen form og ud af den, set fra sit eget standpunkt, medreflekterende, gennem perspektivvekslen, at andre i andre former, også kan - og egentlig også må - gøre det samme, der i dag er blevet muliggjort med den Kritiske Psykologis teoretiske og empiriske udviklingssammenhænge. Og for ikke at gentage de dårlige historier fra tidligere, må denne ’bevidste skuen fremad’ mod mulige og nødvendige nye strukturelt-individuelle udviklingssammenhænge tages som en fælles opgave. Der ligger heri, at utopi-begrebet må løsnes fra dets idealistiske og spekulative brug som omfattende noget muligt, men endnu ikke virkeliggjort (Ernst Block) til at omfatte konkret udbygning af det eksisterende gennem etablering af praktiske socialistiske livsformer. Og dette kan gøres ved at undersøge og begrebsliggøre det felt, hvorpå man i dag handler på baggrund af den Kritiske Psykologi som almen psykologi.
Set herfra kan man tale om, at ’fritstilling’ som specifik kapitalistisk udviklingstendens skaber en udviklingsgrund af forening og isolation: på den ene side bliver vi hinanden lig i at være eksproprieret fra (i betydningen: have råderet over) vores arbejdsydelse, hvilket forener som pøbel; på den anden side isoleres vi og gøres nøgne overfor hinanden, når den sagslige forbundethed trækkes ud af vores betingelsesstrukturer. Vi får samlet en slags splittelse i ”anden potens”, der som en desorienterethed kan overlejre det oprindeligt problematiske ved at trække ethvert fast betydningsindhold ud af det sociale fællesskab. Det indholdsmæssige - det ”fælles tredje” (jvf. tidligere) er gået tabt i en slags selvkørende funktionalisme af at gøre menneskene enten abstrakt forenede eller abstrakt isolerede, og med begge som vandrende omkring et koncept af ”centersuverænitet”, hvor man enten ’vender sig fra’ i formen fissionsgrupper eller ’til’ gennem fusionsgrupper. Men mest af alt er det den oprindelige indholdsmæssige splittelse på det individuelt-samfundsmæssige plan, der her viser sin pseudoform: privatformen for liv hvor det samfundsmæssige sætter sig igennem bag om ryggen på individet, henvisende det sin plads under den givne sociale struktur, der er ukontrollabel og ydre, om end oprindelig udgået herfra.
Kooperation i ovenstående ”Camera Obscura”-verden (Marx) - virkeligheden stillet på hovedet - er at leve i en forenethed med andre uden sag, eller personligt stille sig isoleret overfor hinanden som selve sagen, hvor dèt, der taler og virker, er ’uformidlede modsigelser’ i individernes fælles betydningsfulde livsbetingelser, modsigelser, der så længe de ikke er blotlagte, også aktivt kan forhindre en afklaring af den sag, der definerer, at man er sammen i netop dènne - og ikke en anden - situation, position eller sammenhæng, og dette til fordel for en proces, hvor der gås op i, hvad den ene gør ved den anden, og andre lige så. De uformidlede modsigelser tenderer da at udtynde givne ”fælles sager” yderligere, og kan i sidste instans kun overleves gennem yderligere tilbagetrækning fra hinanden respektivt gennem indgåelse i ”skæbnesfællesskaber”, hvor den oprindeligt producerede afmagt individuelt naturaliseres som ”livsløgn” - man ved man er involveret på en mere eller mindre skæv måde, men man undlader at gøre noget ved det - og gruppemæssigt gennem formaliserede samværsformer, hvor man indretter sig efter hinanden i den givne struktur ud fra ikke at træde andre over tæerne eller selv blive trådt på.
Ovenstående fremmedbestemte udviklingsproces af det sociale fællesskab, der er at se som menneskelig indretten sig under centersuverænitet, i sin mindste form den enkelte selv, medfører derfor nødvendigvis en ideologisk praksisform som det uundgåelige resultat, et resultat hvorfra det oprindelige ”split” kan producere nye former for konkurrence, infight, isolation mv. mellem potentielt ligestillede individer, men nu i skinnet af en egentlig ’naturlig måde’ at omgås hinanden på - for der er jo ikke andre muligheder, nu hvor det materielle grundlag selv er ideologisk produceret. De forskellige betydningsstrukturer vil dermed ikke længe kunne være tankens og handlingens redskab for fælles omformning og udvikling af de fælles livsbetingelser, men de vil som ideologiske værdier henvise til, hvad der tillades gjort (:det moralske empirativ), og dermed også til, hvad der emotionelt overhovedet bør føles[4]. Det bevægelige forhold mellem kognition, emotion og handleevne-relationen er her revet fra hinanden og erstattet af en ideologisk karakterstruktur, der nedsænker individet i sig selv som dets egen spændetrøje - fremfor alment at virke for individets personlige udvikling som udvidelse af dets råderet over fælles relevante livsbetingelser med andre.
Det er således overvindelsen af den eksisterende sagslige splittelse, os som individer imellem, og skaben historie herudfra, der er selve den Kritiske Psykologis almene opgave; og i den grad dette lykkes bliver den Kritiske Psykologi til almen psykologi per excellence. Dette er også en overgang fra centersuverænitet som dominerende samfundsmæssig anordning, der kalder mennesker til orden under fremmede forhold, til etableringen af plurale centra - formidlet gennem strukturel hegemoni - der som flerhed har et indholdsmæssigt samarbejde ud fra de krav, som totaliteten af den samfundsmæssige produktionsproces stiller for udviklingen af den ’frie og alsidigt udviklede personlighed’ (Marx). Den Kritiske Psykologi er da også kun kritisk, fordi dens genstand er kritisk, i krise, og når dette overvindes, ja så falder det givne kritiske selv væk, hvad der omvendt netop fordrer det almene standpunkt som bevægelsens retningsbestemmelse.
F.Haug (FKP 26/1991) har søgt en bestemmelse heraf. Og hun finder tre elementer for en sådan teoretisk-empiriske praksis: for det første drejer det sig om et grundlag af fællesejendom; for det andet at udviklingen af produktivkræfterne må indeslutte deres videnskabeliggørelse; og for det tredje om den politiske revolution som den fuldstændige omvæltning af samfundsanordninger og dets aktører.
Anvendes ovenstående målbestemmelse på den Kritiske Psykologis historie, så må man sige at forudsætninger for et direkte arbejde hermed er blevet udviklet. For det første er splittelsen os hver især imellem - og som den Kritiske Psykologi også selv har været med til at reproducere (af de tidlige nævnte grunde) - ikke længere det dominerende træk ved kritisk psykologisk virksomhed. Ligeså heller ikke ift andre, der ikke forstår sig selv kritisk psykologisk. For det andet er demarkationslinierne mellem det at være indenfor/udenfor og oppe/nede - der altid følger i kølvandet på splittelseslogikker - heller ikke længere determinerende anordninger.
Eksterne udviklingsforhold for den Kritiske Psykologi.
At tale fra et Kritisk Psykologisk standpunkt af ’strukturel psykologisk hegemoni’ er ved første øjekast - som tidligere nævnt - en tvivlsom affære. Det er jo ikke det, der er under hastig udvikling rundt om os. På den anden side træder noget nyt aldrig til at starte med frem som et massefænomen (jvf. F.Haug 81/Udkast).
Selve standpunktet skal da også revideres derhen, at det er en mulighed indenfor rækkevidde, hvis det er muligt at skue tilstrækkeligt langt frem ift de betingelser, der samfundsmæssigt indbinder psykologien som fag, profession og videnskab. Fra et sådant standpunkt vil det så også kunne gøres begribeligt - og begrundeligt - hvad det er muligt at gøre for hver ”mig”, for og med de grupper, der er, samt hvad man må gøre.
Jeg skal starte med:
Det videnskabelige.
Den Kritiske Psykologi er uden tvivl - selv om den er over 20 år gammel - det eneste grundlæggende nye indenfor psykologien som videnskabelig disciplin. Hvad der ellers foregår af forskning er psykologiske enkeltdiscipliners stadige ajourføring af sig selv på et ahistorisk og eklektisk grundlag. Vel er billedet også her forandret de sidste 20 år, men det er en formmæssig forandring fra det ’akademiske’ til det ’psykotekniske’, fra almen dannelse til erhvervsmæssig uddannelse - og psykologien er på dette grundlag tilbage til sine opståelsesbetingelser i slutningen af sidste århundrede, blot er vægten flyttet fra forskning indadtil til påvirkning udadtil. Man må derfor også tale om en ”erodering” af den psykologiske disciplin, idet den er ved at tabe sin egen historie i kraft af, at denne ikke synes at lade sig videreudvikle.
Aktuelt synes psykologien som universitetsanliggende også kun at overleve i kraft af et villigt beredskab til at lade sig erhvervskvalificere, hvor den uddannelsesmæssige og forskningsmæssige struktur bygges op omkring umiddelbar brug af psykologisk viden[5]. Dette er i sig selv ikke problematisk, men det bliver det, når den grundlæggende samfundsmæssige struktur er grundlæggende forkert set fra et menneskeligt og medmenneskeligt udviklingsstandpunkt. At det heller ikke er nok bare at bruge viden er en anden sag, der senere skal vendes tilbage til.
Klinisk Institut udgør ikke nogen undtagelse herfra. Man tager velvilligt imod kliniske ”tilfælde”, men nøjes med en basal brug heraf til karrieremæssig videreuddannelse, i ånden at være et partial-humanistiske supplement til psykiatrien - hvilket nok også er grunden til at Klinisk Institut fra tid til anden hænger i en tynd tråd. Det, der nemlig kræves fra det etablerede samfund, er nye mere effektive behandlingsformer i bred målestok, og på dette område ydes absolut ingenting.
Psykologien som fag, som producent af viden.
Nok bruges psykologisk viden i stor - og stadig større udstrækning - indenfor det private erhvervsliv og indenfor statslige og arbejdsmarkedsmæssige organisationer, men det er til menneskelig strukturtilpasning: hvad skal man tage højde for hos arbejderne, når man ønsker at ændre en arbejdsstruktur, hvordan finder man den rigtige mand til den rigtige post osv. osv.. Det er omkring denne læst, at man også kan nøjes med bachelor-psykologer, om end sådanne for at blive i job må søge viderekvalificering indenfor andre mere teknisk betonende områder. En ny slags mellemledere er under udformning.
Psykologien som profession, som producent af konkret handleevne.
Den gamle tredeling - arbejds-, pædagogisk- og klinisk psykologi - har fået en lillebror, der sikkert nok skal vokse sig stor: de privatansatte og de selvstændige. Det er også på dette sidste område, at der er de virkelige muligheder for ekspansion - de andre områder vil med velfærdsstatens udtynding gå tilbage. Den nye studieplan med de mange grene er også udtryk for, at nye professionsområder tilbyder sig respektivt kræves fra omgivelserne side.
Af særlig betydning for professionen er de seneste tiltag til en egentlig markering af psykologisk kompetence: indførelsen af en intern autorisationsordning og en tilsvarende bestræbelse på at få beskyttet begrebet ”Psykolog” under en sygesikringsordning. I sammenhæng hermed skal også nævnes tendensen til at søge etablering af ”faglige selskaber” - sammenslutninger omkring specifikke teoretiske/praktiske arbejdsemner - som nu er begyndt at dukke op rundt om i PsykologForeningen. Det er positivt, at psykologer i dag aktivt synes at organisere sig på et fagligt niveau, men man må ikke glemme, at der for det første er meget stands-ånd over det, der foregår nu. Det handler om, at psykologien/psykologer aldrig rigtig, i højborgerlig betydning, har været accepteret som ’akademisk virke’, hvor tendensen til fritstilling trækker en deklassering med sig, der dog i anden omgang kan undgås og imødegås via satsning på en ”ny” stands dannelse. For det andet er det organiseringer, der væsentligst er defensivt båret, altså båret af forsøg på fastholdelse af en allerede udviklet faglighed. Der lægges derfor op til fornyet konkurrence psykologer imellem, med mindre det gøres muligt at arbejde med niveauet over i form af den almene psykologis almene gennemslag.
Bestræbelserne ift en sygesikringsordning har hidtil ikke båret frugt. For det første vil en sygesikringsordning - fri adgang til psykolog - slå bunden helt ud af de offentlige kasser; for det andet er der ikke tilstrækkelig uddannede psykologer hertil; og for det tredje er det et konfliktområde ift den psykiatriske faggruppe, hvor Sundhedsministeriet har lagt op til, at psykiaterne og psykologer først skal finde en enighed, blandt andet omkring en fælles psykoterapeutisk uddannelse, før der kan gås videre (jvf. forslagene hertil i DPS 89 og DP 89). De udkast, der har været hertil, og som for tiden er lagt på is, har i store træk fulgt den klassiske diagnostik fra Kraepelin, som psykiatrien bygger på, suppleret med den psykodynamisk/psykoanalytisk behandlingsfilosofi. Ved siden af dette søger PsykologForeningen så at få Sygesikringen ”Danmark” til at gå ind i området. Alt i alt vil det ende med, at psykologien for alvor, på det kliniske område, ’bygger sig ind’ som psykiatri: visitation og diagnostisk-dynamisk bestemmelse af det ”sygdoms-inficerede individ”, og eventuel henvisning til et nærmere bestemt antal behandlingsgange hos enten psykolog eller psykiater. Herudover vil der så parallelt være et privat område, hvor man for et beløb mellem 500-1000 kroner kan købe sig til en psykologtime. Som det siges i dag: ej gå under en kr. 510,50 for vi skal konkurrere på kvalitet, ikke på kvantitet. Alt andet vil være uværdigt og med til at svække vores omdømme (PsykologNyt nr.23, s.821 / 1990).
Eet er at lavtlønnede, bistandsklienter, pensionister mfl., samt alle de der ikke privat (kan) forsikre® sig, er udelukket fra det private marked - det er næsten at vente i en nyliberal tid. Hvad værre er, at psykiatriens visitation stadfæstes og udbredes videre på det psykologiske område, idet denne er uforenelig med den menneskelige psyke, der netop går i konflikt, når det ikke er klart for nogen, hvad det lidelsesfulde problem handler om. Det ved man også først bagefter, og som fremtidig brugbar form kun som ”social diagnostik”.
Denne ”delen kunder mellem psykologer og psykiatere” er imidlertid også dybt problematisk, idet psykiaterne aldrig har haft og aldrig kan få nogen indholdsmæssig kompetence på det alment-psykologiske område i kraft af deres biokemiske og social-medicinske indfaldsvinkel. Men omvendt er det dem, der i dag har en formaliseret kompetence på området i kraft af den tidligere etablering af psykiatriske anstalter til de mennesker, der hverken har kunnet eller vil tilpasse sig flere urimeligheder - for så at få den værste: psykiatrien selv.
Ligesom den psykologiske disciplin er ved at erodere, vil den anvendte psykologi indenfor det kliniske område også gøre det. På den ene side vil der blive brug for flere testere (bachelors?) - det var også sådan den kliniske psykologi fandt vej ind i psykiatrien - men nu som visitører på gadeplan. På den anden side vil der blive opbygget en markedsorienteret og hierarkisk styret psykoterapeutisk uddannelsesstruktur, som mere eller mindre vil leve af at uddanne og manipulere hinanden for statslige subsidier.
Ved siden af dette vil så være distriktspsykiatrien, der - i den grad som den opbygges særskilt fra psykiatriske afdelinger (som fx. i Viborg Amt) - muligvis ad åre kan overgå til psykologiske rådgivninger. Men dette vil næppe blive tilfældet, idet psykiatergruppens strukturelle magt er stor, bundet som den er til varetagelse af det borgerlige samfunds beskidte livsnerve.
Derimod kan man sige, at netop opbygningen af psykologiske rådgivningscentre - en parallel rådgivningsstreng ved siden af psykiatrien - er en mulig almenhed. For det første er der pt. et politisk flertal herfor. For det andet har psykiatrien selv givet bolden op hertil i kraft af en ret stabil tendens til, at psykiatrien bestemmes som varetagende de ”psykisk syges problem” (DSI Rapport 88.06, 89.09 og Sundhedsministeriets temaplanrunde 1989-90). Opgaven er derfor at modvirke en (somatisk) sygeliggørelse af mennesker, der står i psykiske konfliktsammenhænge. Men hertil kommer nu også en kamp indadtil i den psykologiske faggruppe, idet det må imødegås at psykologien primært bygger sig op som et liberalt erhverv, udgående fra selvtilstået og hierarkisk funderet psykoterapeutisk kompetence-forlangende. Det er tidligere nævnt, at der er for få psykologer til den aktuelle problemmasse, men problemet er slet ikke så voldsomt, hvis det vil lykkes at bryde med det restriktive psykoterapeut-koncept, der består i steril egenterapi og behandlergruppens afskærmning sig mod brugerne, klienterne eller patienterne.
Ovenstående skal ikke forstås derhen, at man skal overlade de ”psykisk syge” til psykiatrien, men kun at man fra et standpunkt udenfor psykiatrien må forlange humanisering, dialog og brug af relevant psykologisk viden af psykiaterne. Mao. at psykiatrien aktivt bruger den almene psykologiske viden, der er om psykiske problemer, også i deres arbejde. Samtidig må psykologien - og her specifikt rådgivningscentrene - opbygge deres indfaldsvinkel således og så omfattende, at en overgang til psykiatri/psykisk sygdom ikke kan finde sted.
Samlet om den etablerede psykologi.
Den etablerede psykologi har ikke rigtigt længere noget at tilbyde, om den overhovedet har haft det, overfor de opgaver, som udviklingen af det menneskelige stiller fra hvert vores standpunkt. Den kan allerhøjest, hvad den også er begrundet i, passe sig til og underlægge sig dominerende sociale strømninger. Og dette vil fremover ikke være nok i en verden, der bliver mere og mere psykisk, i kraft af hverdagslivets stigende parcellering. Brugbare tolkninger vil lige så godt kunne komme fra anden side - desværre nok fra politisk reaktionær side. Her vil den traditionelle psykologi så stå som humanismens bannerfører - men den vil være tandløs for gennemsætningen af et virkeligt humanistisk samfund. Denne kritik kan synes unfair mod en humanistisk tradition, men kræver denne nok af sig selv på det punkt, hvor det kan blive nødvendigt også at slås for det brede grundlæggende liv for os alle sammen?
Den traditionelle psykologi - og dens bærere - går mao. en skærpet intern konkurrence og afmagtssituation i møde. De gamle herindenfor skal nok klare sig - på nær de, der hænger yderligt i stillingsstrukturer, der mest af alt vil få brug for - ja en ordentlig psykologi til at rejse hovedet med.
Og her kommer den kritiske psykologi så ind på ny.
II: SOLIDARITET OG AFVÆRGEFORMER.
Det er tanken i det følgende at gå specifikt ned i emnet. Ikke mht at skabe en teori om ”Solidaritet og afværgeformer”, men kun at skitsere nogle grundlæggende forhold, der kan have betydning for en orientering indenfor området. En egentlig teoridannelse er også kun mulig på grundlag af en rekonstruktion af, hvordan selve feltet ”Solidaritet og afværgerformer” hidtil er betrådt og konciperet indenfor den Kritiske Psykologi[6]. En sådan skal ikke ydes her.
Udgangspunktet skal tages i arbejdets dobbeltkarakter, som dette er udviklet begrebsligt hos Marx. Og grunden hertil er, at det er denne dobbeltkarakter i dens kapitalistiske udviklingsbestemmelse, der overhovedet skaber problemet med ikke som samfundsmæssigt kollektiv at kunne gribe og udvikle virkeligheden sammen, men som tidligere nævnt splitter os overfor praktiseringen af den fælles handlen til fælles fordel.
Kigger vi først på arbejdets dobbeltkarakter af at være produktion af brugsværdi og bytteværdi, så er problemet med det borgerlige samfund, at bytteværdien har selvstændiggjort sig som kapital, der har fået lov at blive såvel formål som eget motiv. Det brugsværdiskabende er i denne form sekundært, selv om det stadig er bærende for bytteværdien. Modsigelsen kan stilles op på følgende måde: uden brugsværdi ingen bytteværdi, men så snart bytteværdien er der, så underkendes brugsværdien. En almen overvindelse heraf er at se derhen, hvor den værdiskabende aktivitet ophører med at være samfundets regulerende bestemmelsesmoment (jvf. F.Haug FKP 26 / 1990). Dette vil så også sige, at det værdiskabende i form af kapital, i ren eller afledede former, ikke kun skal undgås, men derimod fremmes nyttigt for den langsigtede udviklingen af produktionens brugsværdiskabende side, herunder reetablering af menneskets forhold til naturen, hvilket er den nødvendige genetablering af menneskets egen natur som naturligt samfundsmæssigt væsen. Dette betyder igen, at demokratisk indflydelse på kapitalforhold er en uomgængelig nødvendighed, både i produktions-, udvekslings-, distributions- og i konsumptionsprocessen, som er de fire procestyper, som det totalsamfundsmæssige strukturerer sig igennem på samfundsformsniveau (Marx 74). Der må mao. skabes en fælles planlægning af selve samfundets reproduktionsform, og det i retning af samfundsformens selvbestemmelsesproces - snarere end i kapitalens egen valoriserings-imperativ, der tvinger den til at ”slå ned”, igen og igen og fra oven og sig selv nok, dèr hvor der for en tid er ekspropriationsmuligheder af jordens fællesskaber.
1 - Restriktiv og almengjort handleevne.
Går vi fra det samfundsmæssige, under formen af bytteværdiens overherredømme, til det individuelle, så støder vi på en analog modsigelse på handleevne-niveau: forholdet mellem restriktiv og almengjort handleevne. Det er vigtigt - som F.Haug også har gjort opmærksom på - at se dette som en modsigelsesfuld begrebsanordning indenfor det restriktive alternativ, idet det restriktive henviser til den selvskadende karakter omkring konfliktløsning gennem anerkendelse af bestående herskabsforhold. En overvindelse af det restriktive kræver derfor ikke en eller anden partitagen for en normativ forlangt selvdisciplin, fx. at undgå at falde ned i det restriktive, men det kræver først og fremmest en retning mod en ny form, hvorunder den søgte overvindelse af udleverethed ikke længere er bestemmende moment. Som modsigelsestype kan vi sige, at vi står med en ”urolig modsigelse”, idet det netop drejer sig om en klar utilstrækkelighed i en utilstrækkelig situation, hvor det urolige kommer fra, at det vanskeligt er muligt at fastholde form-indholds-spændingen som kontinuitet: det nye er der ikke endnu, og det gamle truer hele tiden med at falde væk!
2 - Om solidaritet og afværgeformer.
Emnet eller begrebsparret ”solidaritet og afværgeformer” kan - som modsigelsesforhold - anskues som ovenstående handleevnemodsigelse. Stedet er bare ikke det alment individuelle og samfundsmæssige niveau, men formidlingsniveauet - dvs. niveauet af interaktive forhold, interpersonelle relationer og kooperative processer - mellem os som individer indenfor de borgerlige forhold. Trækkes bestemmelsen med fra tidligere, at den form vi står i i dag, er formen af betinget fremmedbestemthed, hvilket er en egentlig dynamisk begrænsende sammenføjning af forening og isolation, så kan man sige, at det man reelt-indholdsmæssigt har sammen er overlejret af noget andet, der har sit eget liv, hvilket også betyder, at det ’oprindeligt indholdsmæssige’ selv bliver bestemt heraf. Set herfra kan man sige, at solidaritet og afværgeformer er een, af sikkert flere, former, hvorigennem forening og isolation bevæger sig. Kan man derfor finde dennes - og de typiske andres - reproduktionslogik og finde hvad der bryder ud herfra, så har man også samtidig fundet en murbrækker ned i den mere grundlæggende fremmedbestemt, som livet leves ovenpå.
Set fra det enkelte individs standpunkt må man stå i en situation, hvor ens stressberedskab er fremme som subjektiv følelse. 3.persons-processer, der ligeså kan være af mere eller mindre dynamisk ubevidst karakter, hvor bestemte ting enten passivt eller aktivt ikke får plads i den bevidst formidlede kontakt til andre og ens omverden som sådan, dominerer. Man står med et forsvar, der både sikrer een mod at tabe sin handleevne, ligesom dette - desværre - også i større eller mindre grad forhindrer een i en ren indholdsmæssigt-funktionel afklaring af interesser. Det er derfor ikke muligt bare at ”skrælle” et forsvar af, for at finde den ”rene” vare inde bag ved. Man finder allerhøjest en ”vrangside”, som man kan være lige så fremmed overfor, som overfor det forsvar man måtte have. På den anden side er denne vrangsside dèt, der måtte haves, når et forsvar også er der. Og alene af denne grund kan det være vigtigt at udstyre sig med evnen til at tage imod chok, når man søger at bevæge sig ud af det gamle ”beskyttelsesrum”. Man er her slet ikke den man tror man er. At udholde en vrangsside er derfor et vigtigt handleberedskab at sætte sig op til; det kan være at ville se sin skæve side, mærke når man flygter, dukker sig, eller at være sin egen akavethed. Men herudover også at udholde dets eksistens som et formidlingsforhold mellem mig og andre. Altså ikke flygte fra isolationen til foreningen med andre, idet denne på det foreliggende grundlag er sat som ligeså indholdsmæssigt ubestemt og imaginær på det nye grundlag, hvis platform først skal skabes, udvikles. Det er derfor også muligt at tage fat på den forening, man måtte have med andre, for herigennem at nærme sig, hvad der får lov at isolere sig bag om ryggen på een.
På det interaktive niveau vil de specifikke forsvarsformer - som altså er en fastholdelse af det liv man kender, indtil det er muligt at udvikle det videre - vise sig ved det, der ikke finder vej ind i den bevidste ”intersubjektive forholdemodus” (Holzkamp 90). Set fra den enkeltes eget standpunkt vil det være de forhold, der spontant berører een, uden at disse også får lov at blive fastholdt. Sådanne blindt virkende eller tabuerede ”pletter” kan endda danne fælles værdsatte komplekser som bestemte ’indforståetheder’ om, hvad livet er, når det har værdi. Sanktionerede fjendebilleder skriver sig ind på et sådant plan, ligesåvel som ’meninger om andre’, som er overleveret fra anden side end de berørte selv, hører hjemme her. Som ”pletter” må også regnes fascinationsstrukturer som gentagelsesakser, man blindt sanser med uden at kunne have bevidsthed på. Det er længslen efter ens egen halvdel, som man får øje på gennem, hvad den anden kan være for een.
Dermed ikke sagt, at sådanne processer ikke kan være ”sammenføjning af de gode, de fede”, men kun at det sagslige indhold, der er det fremtidig afgørende, kun ligger som en potentiel mulighed, der kræver videre arbejde for udvikling.
Om det ”frasatte” mødes i den ene eller anden form, så er perspektivet med deres indoptagelse alene i den retning, hvor man kan forholde sig frit til hinanden. Det er at mødes dèr, hvor man spontan har et frivillighedsforhold sammen - for kun her er der rum for at forstilletheden, de 3.tredje-personsprocesser der tvinger een ned i det gamle, selv kan få bevidst formidlingskarakter. Men de får det ikke af sig selv - kun gennem konflikt! - hvad det følgende fortæller. Desforuden må medtænkes (jvf. tidligere), at dette også kræver etableringen af en ny social form for menneskelig sameksistens, idet de netop er begrundet i, at den hidtidige, den gamle, på restriktiv vis var selve deres begrundelse.
3 - Den etiske udfordring.
Om der gribes fat i isolation eller i forening, så er det i begge tilfælde greb på et interaktivt, interpersonelt eller kooperativt niveau, hvorpå andres konflikter også bevæger sig. Dette skaber en særlig konflikt mellem de involverede ”generaliserede andre”, i den grad man ikke kan gribe efter hinanden som almene individer, idet man først når det alment menneskelige, når man har grebet hinanden på almen vis[7].
Konflikten kommer fra, at almengørelse af det enkelte individs livsvirksomhed nødvendigvis må antage overindividuel karakter, for kun således er det muligt grundlæggende at ændre på de samfundsmæssige forhold, der fastholder og eventuelt aktivt fastlåser livsvirksomheden til udfoldelse under betingelserne. Men dette kræver en ”griben ud efter” medkollektivister, som selv er splittet i deres livsvirksomhed. Når almengørelse er en bevægelse ”indenfra og ud”, det er det særlige indhold i den gamle form, der bryder med formen, så mangler der mao. et ”sted”, hvorfra man i sikkerhed, i retning mod det nye, kan gribe fælles. Dette stiller den enkelte overfor opgaven alene at måtte søge ud af sin aktuelle betingelsesstruktur, om end det samtidig kun vil være det fælles greb om det udviklelige i denne, der overvinder den. Som sådan, under klassemæssige betingelser, står den enkelte derfor med en ”urolig modsigelse” imellem sig og sin samfundsmæssige omverden. Og det må vove at kontakte denne - egentlig se som etisk udfordring at der er erfaring at gøre, og at kun ukueligheden holder een i kontakt hermed (se L.Lauritsen 1990).
Smutter dette, dvs. det ikke er muligt at holde modsigelsen - og det heri udviklelige, det begrænsende, det mystificerende, det imaginære mv. - i bevægelse som genstand for sit eget selv, så kastes man da også ned i det gamle, til een af dets to usanselige sider: enten indenfor betingelserne hen imod en ny niche, hvor man kan være i sikkerhed til næste flugtforsøg stiller sig som opgave, eller ud af dem, med andre der gør det samme, men her bliver det standpunkt, hvorpå man mødes, en ”luftig” affære.
Hvad der alene kan forhindre, at den etiske udfordring smutter, udebliver mm, er da også satsningen på sammen at skrive historie - og som det formuleres af de radikale New York-er marxister: hver enkelt må gøre verdenshistorie (Holzman mfl. 88). Teori har i denne sammenhæng til opgave at sandsynliggøre på begrundet vis, hvor og hvordan dette alment er muligt.
4 - De to niveauer i arbejdet: det kollektivt-samfundsmæssige og det individuelt-strukturelle.
Samlet må der opereres på to niveauer: et personligt-kollektivt niveau indenfor det totalsamfundsmæssige, der handler om selve sammenhængen, og hvad denne er i kraft af dens arbejdsgenstand indadtil og udadtil; og et andet strukturelt-individuelt niveau, omhandlende den enkeltes her indenfor. På begge niveauer må man tale om forskellige typer af noget uudviklet, der eventuelt som fastlåstheder dynamisk kan forhindre en fælles åbning og forbundethed om almengørelse af de samlede involveredes livsvirksomheder. Sådan er det i det store, og sådan kan det være i det små. Men det kan også være og gøres til genstand for menneskelig virksomhed.
5 - Opsummering og perspektivering.
På det personligt-kollektive niveau er der blevet talt om modsigelsen mellem forening og isolation. Og modsigelsen mellem solidaritet og afværgeformer er blevet bestemt som en af de former, hvorigennem et almentgørende arbejde hermed kan finde sted fra hver ”mit” standpunkt ift andres.
Skematisk således:
Det sagsligt-indholdsmæssige er her repræsenteret som fraværende respektivt som imaginært sammensat. Der må derfor ”tales ind i det”. Sagen er altså at udvikle sagen. Og her må det være muligt at tale om en mellemtilstand, som en åben produktion af sagen mindst må resultere i: en tilstand hvor man ikke er fremmed for hinanden - og dette ud fra, at det alment ikke er muligt at tænke fra et subjektstandpunkt alene.
Sagen, i denne betydning at være genstand for fælles arbejde, kan da bestå i samlet at studere, hvad denne ”sagsløse” sag kaster af sig, når den gøres til genstand for praksis af hver enkelt og af gruppens virke herom. Og dette vel vidende, at sagsløse sager ikke findes på et menneskeligt niveau.
Som sådan er ovenstående at se som en bestemmelse af en betydningsstruktur for arbejdet med solidaritet og afværgeformer. Og her er det vigtigt at bruge denne som redskab for tanken, ikke som sit eget subjekt: dvs. middelbar brug i overensstemmelse med genstanden, der først og fremmest er fremmed, endnu uden for formidlet greb, samt at se det hermed producerede i sit betingelsesgrundlag hos hver især. Perspektivet er sagen i den form, der bæres af frivillighed mennesker imellem i frihedens og arbejdets billede; det er overvindelsen af hidtidig abstrakt forening og isolation i retning fælles mulighedsalmengørelse.
Referencer:
Birck-Madsen,K: Terapi, samfundsform, subjektivitet, Kua 1986; Kollektive forformer..., Forum nr.1 / 1987.
Dreier,O: Den kritiske psykologi, Rhodos 1979.
DP: Dansk Psykolog Forening - forslag til uddannelse i psykoterapi, samt rapport om drøftelserne med Dansk Psykiatrisk Selskab, februar 1989.
DPS: Rapport fra Dansk Psykiatrisk Selskab vedrørende videreuddannelse i psykoterapi, bestyrelsen 6.3.1989.
DSI-Rapport: Psykiatrien under omstilling, 88.06; Forsøgsvirksomhed i primær sundhedstjeneste, 89.09.
Haug,W.F: Individets borgerlige privatform og samfundets omververdensform, i Dreier 79; Hält das Ideologische Subjekt Einzug in die Kritische Psychologie, FKP 11,1983.
Haug,F: Opfer oder Täter, Das Argument 124/1981; En kritisk-psykologisk analyse af sociale relationer og samfundsmæssige forhold, i Dreier 79; Dialektisk teori og empirisk metodik, Udkast 1/1981; Wozu widersprüchliche Begriffsbildungen?, FKP 26/1990.
Holzkamp,K: Sinnliche Erkentnis, Athenäum 1973; Kan der være en kritisk psykologi indenfor rammerne af den marxistiske teori, i Dreier 79; Subjektivität I og II, Forum Kritische Psykologie, nr. 4 og 5, 1981 og 82; Grundlegung der Psychologie, Campus 1983; Über den Widerspruch zwischen Förderung individueller Subjektivität als Forschungsziel und Fremdkontrolle als Forschungsparadigma, FKP 26/1990.
Holzman,L&Polk,H(red): History is the cure, Practice Press 1988.Intro-oplæg / Kalle, Claus, Anne, Inge, februar 1989.
Lauritsen,L: Etik mellem afmagt og magt, Paradigma 4 / 1990.
Marx,K: Økonomi og filosofi, i V.Sørensen: Karl Marx, Gyldendal 1973; Indledning til grundrids, Rhodos 1974.
Nemitz,R: Antwort auf Osterkamps Kritik, FKP 9, 1981.
Nielsen,B.S & Nielsen,E (red): Socialisationsforskning. Senkapitalisme og subjektivitet, Borgen Basis 1978.Osterkamp,U: Motivationsforschung I og II, Campus 1976 og 1977; Die Funktion der Psychologie für die Arbeiterbewegung, FKP 8, 1981; Ideologismus als Konsequenz des Ökonomismus, FKP 11, 1983; Individualität als Verantwortungslosigkeit gegenüber anderen?, FKP 26 / 1990.
Seminarindkaldelse/oplæg: Solidaritet og afværgeformer i praksis, Det 14’ene kritisk psykologisk seminar, Indput 1 / 1991.
Sève,L: Marxisme og personlighedsteori, Rhodos 1978.
¤