Homo-triplex-mennesket:
Synålejomfruen og Münchhausen-syndromet

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Rådgivningsgruppen Regnbuen, Studenterhuset København 1992. 

En replik til en anbefalelsesværdig god bog
Knud Michelsen: Synålejomfruen og lægevidenskabens menneskeopfattelse. Munksgaard 1989. 199s. 178 kr.

I 1984 kom en ret så radikal kritik af den lægevidenskabelige antropologi. Den var at finde i en lille artikkel "Rachel Hertz` gåde", skrevet af Knud Michelsen (KM) i tidskriftet Kritik [1]. Udgangspunktet var en konkret sygehistorie fra 1826, omhandlende en stakket kvinde, der gennem en årrække fik udskåret 389 synåle, først antaget som slugt i vildelse, senere afsløret som stukket ind udefra, af hende selv, og som et bedrag fra kvindens side overfor den læge, der over en periode på næsten tyve år havde søgt at helbrede hende for en udsøgt mængde af klager, symptomer, gener, lammelser mv..

MÜNCHHAUSEN-SYNDROMET
DEN HISTORISKE FREMGANGSMÅDE: FRA SYNDROM TIL DILEMMA
HOMO TRIPLEX: ET INDIVID IBOENDE TVANGSMEKANISMER UAFHÆNGIG AF BEVIDSTHED OG VILJE
REFLEKSIV PSYKOLOGI SOM ET BEGRÆNSET ALTERNATIV
EN PSYKOLOGISK MÜNCHHAUSEN! 5
KLASSEKAMPEN
FORUD DILEMMAET: AT MISTE SIT MULIGHEDSFORHOLD
SLUTTELIG

6

Knud Michelsen anfægter med stor styrke, at  "synålejomfruen", som tilfældet blev døbt i folkemunde, er et lægeligt, psykoanalytisk eller psykiatrisk behandlingsansvar. Tværtimod ses det som skabt af en blindt ekspanderende lægevidenskabelig antropologi, der ser normalitet i sygdommens billede. Så modsat den gængse diagnose "hysteri" placerer KM problemet i forholdet mellem patient og læge, men på en sådan måde, at  det ikke drejer sig om syge mennesker, men om mennesker, der ikke kender andre udveje på deres problemer. Lægen må derfor indrømme sin faglige uformåenhed, idet det kun gør ondt værre at gøre kulturelle problemer til sygdomme, der alligevel ikke kan behandles. I offensiv forstand må de humanistiske videnskaber ind i billedet.

Sådan lød det i 1984. Og i 1989 genoptager KM den gennem udgivelsen af bogen "Synålejomfruen og lægevidenskabens antropologi". Der argumenteres nu ud fra en bredt anlagt historisk analyse af lægevidenskaben og specielt psykiatriens udvikling og antropologi de sidste 200 år. Analysen er eminent og ikke til at komme udenom, hvis vi skal komme på højde med den nuværende situation, hvor det står klart, at på trods af et veludviklet sundhedsvæsen, så er sygeligheden større end nogen sinde og sundhedsvæsenets bidrag til forbedring af den generelle sundshedstilstand så lav som aldrig tidligere[2].

MÜNCHHAUSEN-SYNDROMET.

Fra autoritativ lægelig og psykiatrisk side vil bogen sikkert blive mødt med tavshed eller uforstand, som det skete med KM`s lille oprindelige analyse. Af svar hertil var der kun (ubegrundede) håb om, at mere præcis diagnostik og fremtidig udvikling af specifik psykoterapeutisk bistand ville løse problemet[3] -  ubegrundede fordi man allerede siden 50-erne har søgt at gå denne vej, bl.a. gennem en udvidelse af hysteri-kategorien til diagnosen "somatisk overbehandling" eller "Münchhausen-syndromet", opkaldt efter den eventyrlige løgner. Heller ikke på denne måde synes det at have været muligt at udvikle duelig behandling, snarere kun afmægtig og halehængsagtig diagnostik[4].

I vid udstrækning kan man derfor om den aktuelle lægevidenskabelige indfaldsvinkel sige, at den reproducerer det problem, den har sat sig for at løse - og at den gør det i stadig mere skærpede og forskubbede former. Med mellemrum kan sensationspressen da også afsløre, at enkelte skæbner har været behandlet så og så mange (hundrede) gange uden at fejle noget - omend lægerne stadig mener at der fejles noget, der stadig er deres anliggende! I den anden ende af dette spektrum er der f.eks. Arnold Jukleröd-sagen fra Oslo, hvor psykiaterne ikke længere vil behandle, men heller ikke opgive den diagnose (:hysterisk kvæulantforrykthed), de hævder han lider af!

I midten af ovenstående billede findes, som en historisk parallel til "synålejomfruen", Freuds "Dora", en 18-årig kvinde, der af sin fader ønskes behandlet for en art seksuel hysteri, han selv indbinder hende i gennem ægteskabelige intriger. Dora afbrød hurtigt behandlingen og netop efter en episode hos Freud, hvor også Freud tilskriver hende den seksuelle lyst (og ulyst), som hun netop ikke ville finde sig i, at andre skulle pådutte hende. Som det er bemærket hertil, kommer Freud gennem sin "analyse af Dora til på et bevidsthedsmæssigt plan at fuldbyrde den voldtægt, som ..(en anden havde forsøgt).. at gennemføre rent fysisk"[5]. Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at også sådanne Freud`ske analyser synes at fundere den historiske legitimitet, hvormed læger, psykoanalytikere o.a. som autoriteter bevæger sig ind på problemet med diagnoser om, at "det er den anden, der fejler noget"! Synålejomfruens nåle kan have haft lignende afmægtigt budskab[6].

Den tavshed og uforstand, der indtil nu er kommet KM`s standpunkt til del fra medicinsk og psykoanalytisk side, kan derfor skyldes, at KM har ramt den tabuerede akilleshæl hos nævnte parter - netop det sted, der kan få hele den etablerede lægevidenskabelige antropologi til at synke i grus uden at efterlade sig nogen spor, end ikke et fnug. Kejserens "gamle" klæder, om man vil.

Nu skal det ikke nægtes, at "Münchhausen-syndromet" er der som fænomen. Faktisk er det meget mere omfattende end den lægevidenskabelige indfaldsvinkel selv udsiger. Ivan Illich[7] har forlængst peget på en - fra 50-erne af startende - ny overgribende epidemi, iatrogenesis, lægeskabte sygdomme. Og overhovedet kan psykiske "sygdomme", som er psykiatriens gebet, og som den takler ved en genindlæggelsesprocent på 75 (Sic!), ses som skabt af psykiatrien selv - netop i kraft af psykiatriens diagnosticering af noget i det enkelte individ - sjælen eller psyken - der ses at eksisterer uden sammenhæng med det somatiske og uden en samtidig social indbinding[8].

Det er derfor svært at konkludere andet end det af lægevidenskaben skabte "Münchhausen-syndrom" er Münchhausens eget positive kunstnummer i videnskabelig iklædning: at hive sig selv op med hårene! Dette kan man faktisk ikke, men en afvisning heraf er samtidig at miste problemet af syne, så hvad gøres?

DEN HISTORISKE FREMGANGSMÅDE: FRA SYNDROM TIL DILEMMA.

En vej frem  er at tale om et Münchhausen-dilemma, idet der ikke findes nogen virkelighedsansats, der ikke er formidlet af den daglige erfaringsverden. Formuleret således er problemet et andet: hvordan kan vi indhøste viden om de former, i hvilke alt til at begynde med tænkes spontant[9]. Og løsningen herpå er som bekendt den historiske fremgangsmåde, idet opgaven består i en bestemmelse af overgange, om udviklingen af det ene til det andet.

Den historiske fremgangsmåde er også KM`s analyseredskab på  fænomenet, der - ud over at være "synålejomfruen" - bredes ud til at være hele den nuværende paradoksale situation med et misforhold mellem objektiv og subjektiv sundhedstilstand, hvor der søges læge som aldrig før, samtidig med at forventninger ikke kan undgå at skuffes.

HOMO TRIPLEX: ET INDIVID IBOENDE TVANGSMEKANISMER UAFHÆNGIG AF BEVIDSTHED OG VILJE.

Af særlig relevans er, at KM herved - blandt meget andet - kommer på sporet af en særlig menneskelig figur - "Homo Triplex" - der går som en rød tråd igennem hele hans historiske analyseområde. Homo Triplex er et individ, der ikke bare er i sine sansers vold eller styret af sin fornuft (det Kant`ske imperativ), men som samtidig indeholder en tredje instans, der ikke umiddelbart er tilgængelig for mennesket selv. Denne tredje instans er så blevet givet forskellige navne: på "synålejomfruens" tid "den højt specialiserede organiske funktion"(Howitz), og efter århundredeskiftet  bliver den benævnt med "det ubevidste"(Freud) - blot for at nævne to. Denne instans udgør så at sige en tvangsmekanisme uafhængig af bevidsthed og vilje, der kan bringe individet i konflikt med sine omgivelser og/eller sig selv, og som gør det legitimt for omgivelserne at ty til sanktioner respektiv behandling. Dette, egentligt retmæssigt "syge", menneske danner da norm for mennesket qua menneske, hvad der for KM er den sejrrige lægelige antropologi, der  således via dette også får indbygget en slet uendelighed i sygdomsbegrebet.

I starten af 1800-tallet, hvor de "afsindige" - oprindeligt "gale" - var et juridisk anliggende udgjorde Homo Triplex en murbrækker for, at lægerne kunne gøre krav på  specifik kompetence uden at komme i konflikt med datidens religiøse orden - for hævdede man at afsind var en sygdom i sjælen, ja så vanrygtede man samtidig den kristelige "Lære om Udødeligheden". Man havde derfor brug for et organisk/fysiologisk grundlag, hvad Homo Triplex tilbød. Freuds model, med det ubevidste som grund, kunne yde det samme for sin tid, da det vidste sig, at det organiske grundlag for hysteri ikke lod sig udrede, samtidig med at man havde brug for at konsolidere og udvide sit område. Siden da, hvor religionen helt har mistet sin rolle som dominerende norm, har afsind som sindssygdom, sygdom i sjælen, stille og roligt og uden anfægtelser kunne træde helt frem.

Det er fascinerende at følge KM`s analyse af dette ideologiske hamskifte fra synd og skyld til naturlig og naturvidenskabelig tvang som det menneskelige eksistensfaktum. Særlig er også den pointe, at psykiatrien i behandlingsøjemed aldrig har haft brug for sit somatiske fundament, idet dette alene har tjent som standsmæssig kompetenceargument overfor andre grupper. Det kan da også opgives fra samme øjeblik, hvor sindssygehospitaler oprettes under lægeligt overherredømme, for fra da af er selve institutionen begrundelse nok. Med psykofarmakaens opfindelse er man endog kommet et skridt videre, idet det nu er muligt via den biokemiske psykiatri at inducere et somatisk grundlag (s.135), hvilket så i trangstider kan benyttes som vifte udadtil, overfor rivaliserende faggrupper.

REFLEKSIV PSYKOLOGI SOM ET BEGRÆNSET ALTERNATIV.

Hvad der med ovenstående lægelige antropologi er fremme er mennesket på knæ, og hvem der skal bestemme herover. Hvad der forsvinder er det levende menneske i dets sociale omverdensbetingelser, samt den tvang heri, der kan overbelaste det, gøre det skrantende, rådvildt og orienteringsløs.

KM`s alternativ er som nævnt en opprioritering af den humanistiske videnskab; og specielt fremhæves med Kierkegaard  en eksistensfilosofi, der kan fuldbyrde det brud med den lægevidenskabelige antropologi, der - fremfor selvskabte sygdomme af ubehandlelig art - kan sætte den menneskelige normal-eksistens i centrum. Samtidig argumenterer KM med Foucault mod den enhedspatologi, der lader fysiske og psykiske sygdomme komme ud på eet - og dermed til fordel for en genoptagelse af psykiske og somatiske problemstillingers adskilthed!

Med disse alternativer forsvinder, forunderlig nok,  hele grundlaget for KM` analyse. Så præcist som KM har afdækket en repressiv historisk logik, ligeså meget placerer han sig selv i den, idet han gør  "Homo Triplex"-figuren til sin egen tankeform: i stedet for sjæl, lukket inde af krop og socialitet - et "lille kraftløst subjekt" som hos Howitz og Freud - så Eksistens som "stort kulturelt Subjekt", omfattende soma og kultur. Vi synes her at blive gidsel for en humanistisk Münchhausen - og dermed slet vidne til en ny simpel kompetencestrid mellem en nu dominerende naturvidenskabeligt funderet lægevidenskab og en ønsket fænomenologisk humaniore-bestræbelse!

EN PSYKOLOGISK MÜNCHHAUSEN!

Vi står overfor en "blindhed hos KM", der også må have været blindt i den hidtidige omgang med vore genstand, Münchhausen-syndromet. Og det vil være en skæbnens ironi  - hvad KM også med rette advarer imod - at gentage dette fra psykologiens standpunkt i form af en psykologiseringstradition, modsat den hidtidige somatisering. Her er  mao. et vigtigt budskab til den psykologiske faggruppe - omend lidt sent, for også psykologien har stille og roligt de sidste årtier indrettet sig på sin udgave af Homo-Triplex-mennesket. Siden 70-erne har det eksisteret gennem O-P-S-opdelingen (:organisme-/personligheds-/social-psykologi) på KUA; og med den nye studieplan gjort til den differentierende akse i grunduddannelsen. Nu består denne ikke af andet. Samtidig er der skabt en overbygning af specialiserede erhvervs-grene, hvor også Sundhedsgrenen[10] har valgt at strukturere sig på analog måde med en bio-psyko-social indfaldsvinkel! Den samme "Tre-verdens-ontologi" - der også findes hos Popper og Habermas - er nyligt endvidere blevet formuleret i sin helhed som psykologiens grundlag af Katzenelson[11].

Så en psykologisk Münchhausen er allerede en realitet. Denne kan  fremdeles historisk så søge at nakke såvel humanisten, medicineren og det religiøse med en mere væsentlig lovmæssighed, der dominerer over deres! Dette skal ikke gøres her. Derimod skal der spørges til, hvad der bryder denne restriktive og cirkulære tankeform. Dermed også et svar på, hvad KM forbigår.

KLASSEKAMPEN.

Det er vanligt på kanten af den offentlige debats tolerencetærskel at tale om klassekamp, denne umoderne og bagstræberiske størrelse, men det er alligevel underfundigt så præcist enhver videnskabelig analyse af et specifikt samfundsmæssigt udviklingsforhold løber sammen i dette, snart kollektive, tabu. Således også hos KM, der selvom han abstraherer fra generelle klasseinteresser - han nøjes med standsmæssige og faglige - ender op med problemet om, hvilken særinteresse - og dermed ideologisk magt - der skal dominere området. Det "omstridte" viser dog altid vej til et realhistorisk forhold, som det er den egentlige opgave at befordre en løsning af. Münchhausen-syndromet må da være selve problemet om Homo-Triplex-menneskets stadige eksistens og samfundsmæssige reproduktion.

Den nedlukning af sindsygehospitalerne, som vi lige har kriseret for at eksistere, men som længe har været på vej - mest fremskreden i Italien med Lov nr. 180 fra 1978, der udelukker nyindlæggelser på psykiatriske hospitaler - må  da være den aktuelle samfundsmæssige grund for, at en ny kompetencestrid kan dukke op og tage form hen over hovedet på den art hvileløse skæbner, som dette handler om, og som  enten frivilligt skal have lov at tvangsmedicinere sig selv i usle boliger (:distriktspsykiatrien), eller må vandre ubehandlede og udmattede rundt på gader, stræder og overpissede trappeskakte (:eksistensfilosofien). Erfaringer med denne art udvikling viser samtidig, at selvmordsraten stiger markant[12] - men her kan psykologien så tilbyde sig med psykologisk terapi overfor dem, hvor det er muligt, at det muligvis kan "betale" sig. Autorisationsproblemet for den psykologiske faggruppe er da også trådt ind på den samfundsmæssige arena.

FORUD DILEMMAET: AT MISTE SIT MULIGHEDSFORHOLD.

At blive i ovenstående problemkompleks med Homo-Triplex-tankeformen vil da være at gå fra Münchhausen-dilemmaet til selve syndromet. Det omstridte bliver individet, hvor man afhængig af specifik særinteresse nøjes med at gribe i det, som nøgen eksistens, på gentagen fremmed måde. Der må derfor gåes modsat, nemlig efter en udvikling af de grundforhold, der låser (betinger/fremmedbestemmer) det i dets forhold til sine omverdensbetingelser. Forud for Münchhausen-dilemmaet går altså, at individet allerede har mistet mulighedsforholdet[13] overfor egne relevante tilværelsesomstændigheder, hvorfor også at se dette som et syndrom omhandlende individet som privat-individ vil være aktivt at begynde at stjæle også de sekundære mulighedstyper, der endnu måtte være intakt.

Münchhausen-syndromet omhandler derfor ikke isolerede enkeltindivider, men peger overhovedet på deres eksistens som masse, i klemme mellem ideologiske magter og klasse- og kønsmæssige særinteresser. Dets udbredelse fortæller således om et samfund i grundlæggende splid med sig selv, idet det ikke formår at befordre værdige udviklingsmuligheder for stadigt flere. Den fremvoksende systemiske terapi i den psykologiske faggruppes arbejdspraksis er da også et slet symptom på, at heller ikke den psykologiske videnskab er blevet sin opgave voksen.

SLUT.

Marx skriver et sted, at bevidstløse historier først tager form af en tragedie, for bagefter at gentage sig som en farce. Forskellen ligger i, at man i farcen kan komme på sporet af, genopleve eller mærke dét, der i første omgang fandt sted helt uden bevidst forholden-sig til den historiske situations egen udvikling. Det er dog først opnåelsen af frivillighed mennesker imellem, der  kan bryde denne kollektivt betingende afmagt overfor sig selv, idet denne oprindeligt er sat i værk af menneskelig udnyttelse af livets fællesskab.

Med KM kom vi på sporet af en sådan konkret historielogik, i skikkelsen Münchhausen-syndromet med dets mange forklædninger: medicinske, humanistiske og psykologiske - alt sammen skåret med Homo-Triplex-tankeformen som grundfigur. Den konkrete afdækning heraf, af denne kollektivt betingede afmagt, der låser os til det umiddelbare, vil derfor kunne bringe os på forkant med udviklingen - for  sålænge historien foregår blindt, dvs uden kollektivt funderet udvikling, vil  Münchhausen stadig dukke op igennem sine uløselige iklædninger, skabt af os selv.

                                                                                                                                        ¤