DOKUMENTATION AF EN PRAKSIS

-         1. maj 1993

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych., Rådgivningsgruppen Regnbuen, Studenterhuset

DOKUMENTATION AF EN PRAKSIS. 1

1: TIL EN START. 4

2: GENERELT OM PRAKSISFELTET. 6

3: KONKRET SOCIAL-KLINISK ARBEJDE. 8

4: OM DOKUMENTATION. 12

5: DOKUMENTATION AF DET.. 14

TERAPEUTISKE ARBEJDE I RÅDGIVNINGEN. 14

6: DET TERAPEUTISKE ARBEJDE: RESULTATER. 19

GENNEMFØRELSEMÅL. 20

ANALYSE AF TERAPEUTISK GENNEMFØRELSEN... 21

Terapeutisk progression. 24

Metateoretisk om terapeutisk progression. 28

Generelt om niveauerne i basismål. 29

Generelt om faktorerne i grundmål. 30

ANALYSE AF KONKRET TERAPEUTISK PROGRESSION. 31

A: Disudvikling. 31

B: Personlig progression, men social disrespekt 32

C: Konstruktiv individuel-social nødvending: 32

D: Personlighedsmæssig udvikling. 33

GENERALISEREDE PROGRESSIONSMÅL. 33

7: SAMMENFATTENDE OM TERAPEUTISKE RESULTATER: TENDENSUDSAGN. 37

EN SÆRLIG UDVIKLINGKONFLIKT: DEN TOTALITÆRE KRÆNKERS LIGEGYLDIGGØRELSE AF EGNE HANDLINGER - OG PSYKIATRIENS TYPISKE GENTAGELSE. 38

PSYKIATRI, DISSONANS OG ARVELIGHED. 40

PSYKOLOGISK ARBEJDE MED DISSONANS. 41

INTIMRELATEREDE EKSTRA-TERAPEUTISKE HÆNDELSER. 42

METAMORFOSEFÆNOMENET. 44

AT TAGE KONSEKVENSER AF KRITIK. 44

PROGRESSIONSMÅL OG BRUGERGRUPPEFLADEN. 45

8:  RÅDGIVNINGSGRUPPENS SUPERVISION. 50

KOLLEKTIV SUPERVISION. 52

KOLLEKTIV SUPERVISION OG RÅDGIVNINGEN SOM ARBEJDSKOLLEKTIV. 55

9:  REGNBUEN SOM INSTITUTION. 60

10. REFERENCER. 64

DATAMATERIALE: 67

ENKELTFORLØB: 67

I alt for enkeltforløb: 75

GRUPPEFORLØB: 77

I alt for gruppe A og gruppe B: 79

OPGØRELSE AF RESSOURCEFORBRUG I RÅDGIVNINGEN REGNBUEN.. 80

GENERELLE DATA: 80

SÆRSKILTE DATA: 81

KVALITATIV OVERSIGT OVER TERAPEUTISK.. 86

ARBEJDE I REGNBUEN.. 86

Basismål       a   b   c. 86

Grundmål          d   e. 86

ENKELTFORLØB: 87

Progressionsgrad: 90

Opsamling for enkeltforløb: 91

GRUPPEFORLØB: 93

SAMLET OPGØRELSE, INDIVIDUELT OG GRUPPE. 95

Antal personer fordelt med udgangspunkt i de enkelte basismål: 96

SAMLET OVERSIGT OVER PERSONER FORDELT MED UDGANGSPUNKT I GRUNDMÅL: 98

BAGGRUNDSVARIABLE FOR BRUGERGRUPPEN: 99

SÆRLIGE OPLYSNINGER.. 99

ENKELTFORLØB: 99

GRUPPE: 104

SAMLET FOR ENKELTFORLØB OG GRUPPE: 105

SÆRSKILT OPGØRELSE OVER KRÆNKELSE, KØN OG TIDLIGERE TYPE BEHANDLING: 105

PROJEKTBESKRIVELSE. 106

DOKUMENTATION AF EN PRAKSIS II 114

Følgebrev til III 136

1993-05-01 Bilag 2. Oversigt over terapeutisk arbejde
1993-05-01 Bilag 3. Opgoerelse over ressourceforbrug
1993-05-01 Bilag 4. Kvalitativ analyse af terapeutisk arbejde
1993-05-01 Bilag 5. Saerlige oplysninger om brugergruppefladen
1993-05-01 Bilag 11. Faktuelle oplysninger om deltagere i Raadgivningen
1993-05-01 Bilag 12.. Oversigt over co-terapeuter
1993-05-01 Bilag 15. Vedr. autorisation

Bilagspapirer angående autorisation (pdf)

I dette første skrift skal jeg beskrive den praksis, som jeg søger autorisation på grundlag af. Denne praksis er et virke i et forskningsmæssigt perspektiv, centreret i og omkring Rådgivningsgruppen Regnbuen, der er et fagpsykologisk arbejdskollektiv, og som arbejder med alternativ psykologisk rådgivning i Studenterhuset v/ Københavns Universitet.

Min praksis er af en art, hvorom jeg ift. den gældende autorisationsordning på området har overvejet at søge på dispensation mht.. dét af de pågældende krav, der omhandler "autoriseret" faglig vejledning eller supervision på egne sager [1]. Samtidig finder jeg mig imidlertid placeret dér, hvor jeg må gøre gældende, at "autorisationsordningen administreres således, at den ikke stiller sig hindrende i vejen for faglig nyudvikling" [2].

Om mit autorisationsproblem løses på den ene eller den anden måde finder jeg ikke afgørende, idet begge måder kræver en kvalitativ bestemmelse af mit faglige virke som psykolog. Det er en sådan jeg i det følgende skal fremlægge. Vurderingen af dette praksisvirke må derfor ses som autorisationsgrund.

En sådan `kvalitativ bestemmelse` finder jeg også må gøres i ethvert tilfælde af autorisation, hvis ikke autorisationsbegrebet fortsat skal udtyndes uholdbart af den psykologiske faggruppe selv. Men her må jeg så konstatere min uenighed med den gældende autorisationsordning, hvor autorisation ikke tilstås den enkelte ud fra indholdsmæssige kriterier vedrørende den forefundne praksis, men forskydes hen på, dels det faktum om det har været muligt at oppebære lønarbejde som psykolog i 2 år, og dels ud fra om supervisionen/den faglige vejledning er givet af allerede autoriserede supervisorer/vejledere. Min kritik af den gældende autorisationsordning er da også, at den ikke bare er et miskmask mellem en generalist- og specialistmodel, men at den mere har at gøre med kortsigtede lønarbejderformalia omkring en given  - og problematisk - arbejdsmarkedsmæssig struktur, end med hvad der indholdsmæssigt må kunne kræves for oppebærelse af autorisation som psykolog. Ikke desto mindre søger jeg, hvad jeg også skal begrunde i mine præmisser for ansøgningen.

Jeg skal indledningsvis også tilføje, at den foreliggende bestemmelse af praksisfeltet og de udvundne konkrete resultater af mit arbejde samtidig gøres til debat i rådgivningen Regnbuen mhp. såvel erfaringsformidling og konsekvenser for nuværende terapeutisk praksis, som for den videre forandring og udvikling af arbejdet hen imod en mere formaliseret omverdensstruktur, hvori lønformer blandt andet indgår.

1: TIL EN START.

Denne autorisationsansøgning har været længe under vejs. For det første tilhørte jeg det mindretal i PsykologForeningen i slutningen af 1980-erne, der på daværende tidspunkt fandt vejen over intern autorisation i bedste fald overflødig, i værste fald direkte lammende/skadende for udviklingen af det psykologiske arbejdsfelt. Min kritik gik på, at "enkeltvis intern autorisation" gik forbi arbejdet med den sociale udvikling af det psykologiske arbejdsfelt ift. givne samfundsmæssige problemer på lang sigt. Jeg fandt, at autorisation - på det forefundne grundlag og ud fra det givne perspektiv - ville være en kortsigtet løsning, der ville skabe megen ukonstruktiv strid og splid i Foreningen, og også forbigå eksterne udviklingsforhold af relevant betydning, fx. at indbygge brugerperspektivet i kvalificeringen og i den formelle vurdering af vores arbejdsstatus som faggruppe; - Og at energien bedst kunne bruges ved, at PsykologForeningen opprioriterede - eller nærmere alvorligt begyndte at beskæftige sig med - arbejdet omkring opbygningen af den "parallelle rådgivningsstreng til psykiatrien", som der i årene 1988-90 var stor aktivitet omkring på Folketingsplan - og næsten også et folketingsflertal for [3] [4]!

For det andet var jeg dér med min egen psykologpraksis i 1989, hvor generalforsamlingen besluttede at iværksætte den interne autorisationsordning, at jeg ikke mente det var umagen værd at bruge energi på at søge autorisation. Jeg valgte - selvom autorisationsordningen var besluttet, og fordi den for mig se ikke medvirkede til en løsning af de grundlæggende problemer i deres mere sociale egenart - derfor at fortsætte med udviklingen af tværfaglige sammenhænge, idet jeg så sådanne som præmis for, at det på langt sigt kunne lykkes at komme konkret ind i et praktisk og kvalitativt alternativ til udbredelsen af stadigt mere inhumane tendenser indenfor behandlingsområdet, specielt hvad angik de socialt marginaliserede og udstødte.

Fra 1989 og frem til i dag er der sket afgørende ændringer i mine præmisser, hvad angår et for eller imod den indførte interne autorisation. Det angår såvel, at den er sat i værk, som at den ligeledes mere og mere tegner psykologstanden både ift. offentligheden og ift. de statslige myndigheder. Den giver - i lyset af de gennemførte nedskæringer af psykologiuddannelsen - et diskuterbart pejlemærke overfor, hvad psykologstanden som profession kræver af en akademisk uddannet psykolog, der også skal kunne arbejde selvstændigt med praksis. Jeg havde dog helst set, at det diskuterbare var gået den anden vej: hvordan psykologiuddannelsen havde kunnet beholde sine 5 1/2 år, og et antal SU-år der modsvarede faktisk studietid på 7-8 år i stedet for til normeret tid, samt at der var sket en kvalitativ udbygning af uddannelsen, således at praksisrelateret grundlagsarbejde var blevet en kvalificerende del heraf. Men - tiden kan ikke skrues tilbage.

Samtidig må jeg erkende, at der internt i psykologstanden ikke var, og næppe heller stadig er, den fornødne vilje - eller opofrelse! - til at tage fat på udviklingen af det nye praksisfelt omhandlende en "parallel rådgivningsstreng til psykiatrien". Dels var mit eget bud via Regnbuen "lokalt" i den forstand, at det slet ikke tog hensyn til kompleksiteten i området, dels forudsatte det at hobe af erfarne psykologer ville gå med ind i selve udvikling heraf, hvilket viste sig ikke at holde stik. Det var mere den liberale tendens - psykologer rettet mod det private marked - der trængte sig igennem [5].

Selv i lyset af ovenstående finder jeg ikke, at et konkret bud på nyt á la opbygningen af en "parallel rådgivningsstreng til psykiatrien" må opgives. Hvis PsykologForeningens politik på området som jeg samstemmer med - "direkte adgang (uden henvisning) for alle, der oplever behov for psykologhjælp. Der skal ikke være begrænsninger i antallet af samtaler. Alle kvalificerede psykologer skal kunne tilslutte sig ordningen" [6] - skal blive virkelig, så kræver det, at den psykologiske faggruppe, som en kollektiv bestræbelse og ud fra en tværfaglig indfaldsvinkel med speciel vægt på det sociologiske, selv involverer sig i opbygningen og funderingen af praktiske, eventuelt lokalbundne alternative rådgivningscentra til den nuværende individualiserende sygesikringsordning og til psykiatrien generelt - ellers vil der samfundsmæssigt ikke være nogen begrundelser for og noget subjekt at tilstå en således ny kvalitativ kompetence [7].

Yderligere vil jeg tage mit eget arbejde i åsyn. Fra 1989 og frem til i dag er der kommet så meget mere med, at jeg indholdsmæssigt kan gøre selve arbejdet til genstand for videnskabelig refleksion på andet grundlag end sandsynlighedens, dvs. de gode viljers samfundsmæssige bestræbelse. Faktisk må jeg også indrømme, at jeg kan se en faglig og personlig værdi i at arbejde med autorisationsopgaven, idet den giver mig en kærkommen lejlighed til at trænge nærmere ned i min egen praksis - og så at sige med god samvittighed at prioritere den, og holde lidt fri fra dagligdagens pres, de få øjeblikke der gives een.

Endelig vil autorisation - på de givne præmisser og ud fra de faktiske forhold - også på punkter kunne lette mit videre arbejde.

Jeg håber samtidig også, at "min art" autorisationsansøgning kan slå et andet perspektiv op indenfor behandlingsområdet end det gængs liberale og det udbredte konkurrenceperspektiv de forskellige behandlerfaggrupper imellem.

2: GENERELT OM PRAKSISFELTET.

Mit praksisområde vil jeg beskrive med begrebet det `social-kliniske genstandsfelt` [8]. Ved et sådant felt forstås den arbejdsvirksomhed, der tilsigter en generaliseret overvindelse af psykosocial nød, tvang og konflikter. Feltet hviler på den almene personlighedspsykologis teorier om det samfundsmæssige menneskes kollektive og fælles sanselige livsvirksomhed [9]. Og metodisk er fremgangsmåden en konkretisering af den almene `historiske fremgangsmåde`, som denne er udviklet indenfor den praktiske filosofi hos Marx [10]. Konkretiseringen bunder i, at det socialt-kliniske genstandsfelt må ses som en specifik reproduktionsform af problemer i og med udviklingen i den samfundsmæssige produktionsproces, der træder særskilt frem, når psykosocial nød, tvang og problemer får lov at selvstændiggøre sig indenfor individ-samfundsforholdet med det enkelte individ som bærer heraf og det samfundsmæssige som desintegreret. Den almene basis for produktionen heraf er at finde i udviklingen af `sociale misforhold` [11] - utilsigtede skadeproducerende biprodukter af menneskelig samfundsmæssig kooperation i formen diskrepans mellem eksistensen af et af problem og muligheden for dets løsning - der falder samfundsmæssigt samvirkende og interagerende kollektivgrupper af hænde som foregribende arbejde med overvindelse af fælles-givne udviklingsbegrænsninger. Socialt-klinisk arbejde er derfor den praksis, der har at gøre med overvindelsen af psykologiske  problemstillinger - afmagtsforhold - indenfor området af samfundsmæssige marginaliserings- og udstødningsprocesser. Hertil behøver det socialt-kliniske arbejde en særlig socialpsykologi, der studerer og udvikler praksiskoncepter, både i retningen udvidet fælles kontrol over relevante sociale livsbetingelser og i retningen minimering af den kropslige/somatiske stress, som individet sættes under gennem eksistensen af betydningsfulde afmagtsrelationer [12].

Under de nuværende samfundsmæssige forhold, hvor der nok er politisk demokrati, men ikke økonomisk - hvilket også gør demokratiet formelt og ikke substantielt og faktuelt - genereres sociale misforhold generelt med en systematik, der lader dem ligne naturbegivenheder (:fetich), fremfor hvad de væsentligst er: specifikt samfundsproducerede. Den manglende demokratisering bidrager så i anden omgang til, at det kommer til konflikter mellem sociale kollektiver om, hvad at gøre, og om overhovedet at gøre noget, modsat det problemsatte fælles arbejde om såvel den langsigtede overvindelse af det konkrete problem og den foregribende virksomhed til imødegåelse af, at andre på simpel vis handler sig ind i lignende identiske. Tvært imod kommer det til, at når socialt-kliniske problemer samles op på et samfundsmæssigt plan, så sker det udenfor og i konflikt til den produktionsbasis, der har udviklet dem. Dette stiller - for det tredje og som det endelige aktuelle diktum - det social-klinisk arbejde i et stridbart forhold til bestemmende samfundsmæssige magt- og kompetencestrukturer: striden angår iværksættelsen af den rette almenhed på lang sigt for overvindelsen af de konflikter, hvorunder - og i ly af - problemet i sidste instans "i kød og blod" består for alle parter: behandlingen/overvindelsen/taklingen af den givne destruktionsproces af en samfundsmæssig-menneskelig struktur.

Generelt gælder derfor i dag for social-kliniske problemstillinger, at de er indbundet i et styrkeforholdsfelt, hvorfor de ikke á priori varetages som fælleshandling. Den særlige socialpsykologi, der kræves for alment arbejde hermed må derfor overskride, både den generelle socialpsykologi [13], der simpelt konciperer regelmæssigheder i individ-samfundsforholdet som naturlige regelmæssigheder, idet de nuværende "regelmæssigheder" grunder sig omkring samfundsforhold, der - som nævnt ovenfor - ikke a priori har det sanseligt virksomme menneskelige liv som sit eget formål; og den specielle socialpsykologi [14], da denne kun lader det menneskelige individ koncipere ud fra "den problematiske adskillelse mellem individet og samfundet", og ikke ud en nødvendig mulig fremtidig menneskeværdig livsproces, hvor den problematiske adskillelse er overvundet, og det uden at begrebet om individet som generel ontologisk realitet også forsvinder igen. Den social-kliniske socialpsykologis genstand er derfor negeringen af de nuværende regelmæssige adskillelsesforhold mellem individ og samfund, gennem initiering af kollektivt overgribende samfundspolitiske fælleshandlinger [15]. Dette bringer endelig den konkret utopiske tankegang ind som metodologisk ledetråd for udviklingen af social-kliniske teorier og tiltag. Det socialt-kliniske felt kan derfor kun videnskabeliggøres, i den grad at arbejdet hermed hviler i den revolutionære forebyggelsestankegang: omvæltning af de sociale betingelser, der skaber konflikt om løsning af psykosocial nød, tvang og problemer, til fremme af det direkte mellemmenneskelige arbejde omkring det individ, der lider under at være ramt af - i dag umenneskelige - historiske omstændigheder.

3: KONKRET SOCIAL-KLINISK ARBEJDE.

Mit arbejde med det angivne praksisfelt tager form meget tidligt i min studiepraksis. Jeg kan ikke forlige mig med en studiestruktur, der lægger så lidt vægt på den direkte videnskabelige praksiskvalificering, dvs. studiepraksis uden arbejde med reelle problemer. Problemet er dybt, idet det omhandler, at Psykologisk Laboratorium og Klinisk Institut kun meget sparsomt er udadvendt involveret i videnskabeliggørelse af løsninger af livspraktiske problemer med berørte andre - det var i hvert fald ikke til at finde konturerne af - eller lige så lidt inddrager forskningsempiri med berørte andre i den pædagogiske aktivitet på studiet.

Desuden finder jeg ikke psykologistudiet opbygget som en selvfølgelig praktisk forskningsenhed, men mere som værende en mosaik, hvor discipliner og fagtraditioner strides uden at bekymre sig særlig meget om initiering af kooperation om udviklingen af det for en videnskab almene grundlag. Mit lod bliver at finde positive elementer til overvindelse heraf indenfor "Den kritiske psykologi" (Berlinerskolen som den hed dengang), idet denne netop vægter den praktiske videnskabeliggørelse - fremfor den skolastiske, der kun kan videreføre og forpuppe livsrelevante problemstillinger og uenigheder i stadig mere imaginære og isolerende forklædninger. Mit håb er opbygningen også af en studiestruktur, der bygger på relevant psykologisk viden, fremfor på ydre kompromisdannelser mellem givne (begrænsede og begrænsende) fagtraditioner. Jo - jeg var kritisk overfor mit studie. Til gengæld vil jeg gerne, her bagefter, koge min kritik ned til, at studiet gjorde sig selv en bjørnetjeneste ved, at der ikke på Institutplan blev arbejdet bevidst med at videregive og perspektivere den danske psykologis historie tilbage fra Lehmann, idet denne er fuld af eksempler på såvel psykologiske grundlagsarbejder som den praksisforskning, jeg - og vel mange andre - søgte så alene efter.

Desværre blev mit lod også at leve i den tid, hvor studienedskæringer, særligt af de samfundskritiske bastioner, var den eneste sikre betingelse. Men det lykkedes mig at være med til både at skabe men også fastholde et særskilt studenterfagligt og -politisk arbejde ud fra den kritiske psykologi, ikke i perspektivet en ny konkurrende skole, men som psykologisk grundlagsbestræbelse [16].

Denne fagtradition fører mig også, som student, uden for universitet. Først til et tværfagligt projekt med en alternativ rådgivning, der - selv om det ikke lykkes at realisere - giver mig erfaringer til, at jeg i 1984 finder det muligt at tage initiativ til en alternativ psykologisk rådgivning, beliggende i Studenterhuset [17]. Det er denne, der blevet til Rådgivningsgruppen Regnbuen, til et fagligt arbejdskollektiv og til den institution, hvori det har været muligt at etablere uddannelsestilbud/-ydelser ved hjælp af arbejdsmarkedsordninger.

Mit motiv til at gå ind på det rådgivningsmæssige, det terapeutiske og det kliniske felt, var funderet i dén fagkritiske fagpolitiske holdning til det sociale- og sundhedsmæssige område, at gængs psykologi slet ikke var eller søgte at være en solidarisk og medmenneskelig bestræbelse til reel og langsigtet overvindelse af de problemer, der stillede sig for berørte [18]. Desuden fandt jeg den traditionelle psykologi både arbejderklassefjendsk og ligeglad overfor den nødvendige frigørelseskamp overfor allehånde magtstrukturer og -mekanismer - to forhold der i sig selv som uovervundne producerer og reproducerer afmagtsprocesser.

Den hovne holdning til det medmenneskelige, som jeg desuden fandt dominerede uimodsagt, trådte også frem på den måde, at standpunktet "man kan ikke udtale sig om en terapiform, hvis ikke man har prøvet den" virkede med en magt, der kunne afvise enhver ikke-overensstemmende holdning, der gik imod den givne terapiinterne konsensus. Og når det var sådan mht.. en demokratisk og ligeværdig debat på kollegialt fagfælleplan, hvordan var det så ikke for den iht. selve terapiformen direkte berørte bruger/klient/patient. Gav en sådan restriktiv og totalitært dominerende holdning overhovedet de tvingende muligheder for selv at være med i sin egen nødvendige problemløsningsproces? Mit svar blev et klart nej. Og for ikke at skulle kunne afvises eller holdes hen af formelle og usaglige argumenter indenfor området, involverede jeg mig selv, fra slutningen af 70-erne, i allehånde terapeutiske metoder og teknikker (:på Klinisk Institut, aftenskole/weekendkurser, selvbestaltede sammenhænge, på ølejre og i Thylejren), så jeg på min egen krop kunne mærke, hvad de gjorde eller kunne gøre ved mennesker [19].

De terapeutiske kvalifikationer man kan få ved selv at gå i terapi forveksles ofte med de kvalifikationer, det menes det er nødvendigt at have som terapeut. Fx. at egenterapi er nødvendig kvalifikationsbaggrund for terapeutisk arbejde. Forvekslingen kommer fra, at det glemmes, at egenterapi i et kvalifikationssigte, er kvalitativt forskellig fra dét at være stillet i en psykosocial nød, tvang og konfliktsituation. Og glemmes dette, så svarer det til, at studenten, med nogle måneders fabriksarbejde hver sommer, a priori mener at vide, hvad der ligger en fabriksarbejder på sinde og hjerte. Selvfølgelig kan egenterapi medføre udvidet terapeutisk kompetence, men en sådan kommer kun fra, at involveringen er båret af en udviklingsbestræbelse overfor eget liv også som et socialt forhold - og ikke som effekt af simpel kognitiv og/eller emotionel overvindelse af "blinde pletter" i en given restriktiv handleevne. Af denne grund må terapeutisk kompetence bestemmes som et kollektivt socialt anliggende om samtidig forandring af de faktiske samfundsmæssige `ensembler` [20] i almen retning.

Da ideen til Regnbuen opstod, var jeg derfor i den situation, at det var begribelig for mig - både ud fra teoretiske betragtninger og ud fra personligt følte erfaringer med terapeutiske processer - hvor det kritisk centrale skulle placeres: at terapeutiske koncepter generelt indsocialiserede den terapinødige til sin egen terapiform, snarere end at virke bidragende til den terapinødiges egen samfundsmæssige udviklingsproces. Der manglende for mig at se en teori om terapi, der kunne begrunde problemudviklingsarbejde som en kooperativ og kollektiv proces og på hvis basis distinkte terapiformer, med deres særlige, men begrænsede opgavefiksering og -viden, kunne inddrages i den videre udvikling af givne problemstillinger. Eksplicit gik min kritik på, at det ikke er nok for vejledning/rådgivning/terapi at operere ud fra en almen psykologi og psykopatologi med tilsvarende metoder og teknikker. Overhovedet måtte vejledning/rådgivning/terapi konciperes som et særligt udviklingsarbejde - en specifik form for menneskelig arbejdsvirksomhed, og hertil konceptet om `teori om terapi`.

Konceptet `teori om terapi` kan ses som specifikt element i den særlige socialpsykologi indenfor det socialt-kliniske felt, der studerer og udvikler praksiskoncepter, når der sæts af fra en etableret professionel terapeutiske kontakt, dvs. når der kan arbejdes ud fra genstandsfeltet som konciperet i dets selvsamfundsmæssiggørelsesperspektiv [22].    

Jeg skal ikke her gå mere ind i Regnbuens udvikling, fra dens åbning med direkte brugerarbejde i 1985 og frem til i dag. Men henvise til en studenteropgave fra januar 1993 [23], hvor centrale forhold ved hele rådgivningens historie og arbejdsmåde er analyseret og fremstillet.

Jeg skal endvidere henvise til en parallel studenteropgave, hvor Regnbuens arbejde som psykologisk arbejdskollektiv fremlægges mhp etableringen og udviklingen af Studenterhuset som en demokratisk struktur [24].

Endelig skal jeg nævne mit eget arbejde med at få etableret betingelserne for, at  arbejdsløse kan komme i Uddannelsestilbud - eller få uddannelsesydelse - ved at indgå på særlig måde i rådgivningens arbejde [25].

Parallelt med min indgåen i rådgivningen og i Studenterhuset har jeg involveret mig i tværfaglige og bevægelsesmæssige fora, hvor fagpolitik i et alment sigte har kunnet udvikles. Det er sammenhænge som Galebevægelsen, BZ, Thylejren, Færdigorganiseringen af Kritiske Psykologer (der just i december 92 er nedlagt), Socialistisk Forum, samt i Psykoterapeutisk Selskab i PsykologForeningen. Disse  sammenhænge  har været - og er stadig vigtige - i et arbejde med at komme efter de nærmere sociale organiseringsformer, der kan ophæve de restriktive mekanismer også i kliniske fænomeners dannelse. Og det er også, blandt andet, sammenhænge som disse, der har bidraget til, at det socialpsykologiske og klinisk-terapeutiske arbejde i rådgivningen har kunnet bevæge sig fremad [26].

4: OM DOKUMENTATION.

En dokumentation af min praksis i Regnbuen hviler dels på alle de skrifter, der er udformet [27], og hvoraf nogen er offentliggjort, og dels på de interne referater af al vores virksomhed, såsom fællesmødereferater, supersionsreferater, samt referater af konkrete brugerforløb (:forløbsnoter). Den mest fyldige dokumentation findes indenfor det direkte brugerarbejde, og dette har også været tilsigtet - et "must" - idet det er dette der har været rådgivnings centrale omdrejningspunkt. Den anvendte metode er den fænografiske metode [28].

Referater er generelt udformet mhp anvendelse for senere forskningsmæssig analyse, men det har ikke været til at undgå, at referater gjort i særligt arbejdspressede perioder i rådgivningen er blevet så tynde, at en senere brug af dem er vanskeligt pga. det hermed forbundne informationstab: alt dét, der ikke er nedskrevet, fordi det så at sige lå som implicit hukommelse ved handlen i den givne sociale form. Sådanne "tynde referater" er `stikordsreferater`, der netop kun tilsigter en faktuel følgen med og medløsning af den konkrete problematik. Forløbsnoter kan for bestemte perioder også selv være stikordsreferater [29], hvilket omhandler to forhold: enten er perioden generelt en presset periode i rådgivningen, hvilket en bruger delagtiggøres i, også hvad presset omhandler; eller også er det en periode, hvor der ikke sker det store i forløbet, og hvor det heller ikke - ud fra problemstillingen - er at kræve. Det tillades således både rådgiver og brugerside at tage sig tid til, at det sociale livs almindelige problemstillinger kan fylde som et relevant livsfaktum i den terapeutiske sammenhæng. Den er jo også til herfor.

I problemet om, at nogen dokumentation ikke er så fyldig, at den direkte kan tjene til senere forskningsmæssig brug, ligger en generel problematik: som rådgivning har man søgt at arbejde kvalitativt med de brugerproblemstillinger af individuel og social art, som er kommet på tale - fremfor først og fremmest at fokusere på egne interne præmisser for, at arbejdet også skal kunne bruges af os selv på længere sigt [30]. Rådgivningen er da også generelt stået af på at søge optimale betingelser for at kunne handle som rådgivning - og dette ud fra, at de `optimale betingelser` ikke findes, eller kun findes i den grad det er muligt at udnytte en privilegeret position overfor en mindre privilegeret. Tvært imod har rådgivningen sat sig for at bidrage med udviklingsmuligheder ud fra og på grundlag af de faktiske forhold. Eksempelvis er der i perioder så megen pres på rådgivningen, at selv om vores grænse for, hvad vi har ressourcer til at arbejde med, er meget tæt på at blive overskredet, at selv da går vi ind i nye brugerforløb - eller tager særlige faglige arbejdsprojekter til os - hvis ikke det er muligt at henvise videre til noget som helst. Tiden hertil og ressourcerne findes da på anden led - typisk ved at egne særegne interesser på den ene side nedprioriteres, og på den anden side gennem en opprioritering af det kollektive arbejde med mere generelle problemstillinger i et særligt politisk  forebyggelsesperspektiv - men også ved at denne problemstilling overhovedet gøres åbent overfor den berørte. Fx.: "ikke at have tid til denne kontakt, der foregår generelt det og det i rådgivningen, men heller ikke at kunne henvise til anden side. Det, der er muligt, er at kunne trække på rådgivningen en time hver anden uge i en periode på 2 måneder". De forløb, der kommer i stand på denne måde, afvikler enten sig selv ved at det udløsende problem løses, eller ved at der hen ad vejen findes en henvisningsmulighed, enten af os eller af bruger selv, eller ved at forløbet overgår til et "almindeligt forløb", dvs. med ugentlige aftaler, når det viser sig muligt, eller det vurderes som nødvendigt for varetagelse af brugers langsigtede livskrav.

Med en sådan visitationspraksis - det er faktisk kun uafviselige [31] brugere, der kommer i forløb i rådgivningen - nærmer Regnbuen sig meget visitationspraksis indenfor psykiatrien, men det er samtidig også denne vi gerne vil udvikle et alternativ, eller en indfaldsvinkel til, der er så bred og indholdsmæssig, at overgang til psykiatrisk varetægt ikke generelt finder sted.

5: DOKUMENTATION AF DET

TERAPEUTISKE ARBEJDE I RÅDGIVNINGEN.

Det har været et stadigt tilbagevendende problem for mig at dokumentere min egen terapeutiske praksis, således at det samtidig betød en almengørelse af selve arbejdet med overvindelsen af de generelle forhold af social og individuel art, der skaber terapeutiske problemer. Enten er mine skrifter blevet for interne til andre parallelle fagsammenhænges brug heraf, eller også så teoretisk almene, at det specifikke praksisgrundlag faldt ud af begreberne herom. Dette skisma kan dog ikke kun ses som mit private problem i rådgivningen eller indenfor det socialt-kliniske arbejdsfelt - for der mangler koncepter hertil, koncepter der sikkert først vil være fuldt udbygget i samme takt, som `teori om terapi` selv er udviklet ud over dets lokale indbundethed [32]. Og selv om vi som rådgivningsgruppe har brugt megen tid og energi herpå, så er det et arbejde, der kun skrider ganske lidt fremad fra år til år [33].

At "trænge" igennem min egen praksis mhp dokumentation var i starten, da jeg sad med mit materiale, tilknyttet en vis nervøsitet og spænding. Hvad er det egentlig jeg havde gået og lavet. Eet var at jeg havde gjort det og vedblivende blevet ved med det, fordi jeg fandt at min aktivitet nyttede - og det også på trods af nærmest kun forhindringer fra de omgivende arbejdsmarkedsmæssige og fagorganisationsmæssige strukturer, eller aktiv ligegyldiggørelse af min indsats fra blandt andet nære fagfællers side, startende helt tilbage fra min studietid. Men var der også kommet noget produktivt ud af det. Hvad var egentlig "effekten" af mit arbejde, hvis jeg skulle anlægge denne synsvinkel. Og hvordan skulle jeg opgøre denne, når det nu er praksis-empiri indenfor et område, der er så lidet kategorielt bestemt som det pågældende socialt-kliniske område er.

Når jeg i det følgende alligevel skal søge at dokumentere min terapeutiske praksis, så er det en dokumentation, der skal tages som et første forsøg på at trænge ind på området.

Ved en sådan første tilgang er det essentielt, at der anlægges et ureducerende blik på det empiriske materiale. Der er grunde til, at det har fået den udformning, det nu engang antager, og disse må være indeholdt i den videre brug. Dette indbefatter også, fx. hvorfor forløbsnoter på punkter er "stikordsreferater": var det et særligt uafviseligt forløb, en yderst skærpet og ressourcekrævende (døgn) problemstilling, særlige ydre betingelser/pres, stilstand i forløbet, aktuelle rådgivningsgruppemæssige konflikter eller andet. Samtidig er materialet heller ikke kommet teoriløst til veje. Disse grunde og deres betingelsesside - teoretisk og praktisk - kan siges at danne en gordisk knude i indfaldsvinklen til det empiriske materiale: det er som sådan struktureret på forhånd, og på en måde der ikke analytisk kendes, og forbigås denne strukturering forbigås også stedet, hvorfra udviklingsfremmende indgreb kan sætte af fra. Da det endvidere heller ikke kun kan dreje sig om be- eller afkræftelse af færdige hypoteser - hvilket er et reduktivt blik på empirien - så må indfaldsvinklen kunne åbne op for begribelse af det "nye", der i starten netop ikke træder frem som en massefænomen [34].

En gordisk knude i indfaldsvinklen kan overvindes gennem tautologien "en struktur afhænger af dét, der skal struktureres" [35]. Da mine forløbsnoter som nævnt er udformet vha. den fænografiske metode, bliver det første skridt en overskueliggørelse uden at det samtidig går ud over den informationsmæssige dybde [36].

Resultatet af disse overvejelser har ført mig til at starte med indkredsningen af de "særlige omstændigheder i ren form", idet disse også er afgørende mht.. at få en ikke-reduktiv fænomenbestemmelse af det socialt-kliniske område - en fænomenbestemmelse der i anden omgang vil kunne drives videre til en konkret-almen genstandsbestemmelse gennem historisk medinddragelse af netop de generelle forhold, der omgiver hvert enkelt forløb og selve arbejdet med området.

Mit første skridt ind i empirien er derfor en afklaring af de individuelt terapeutiske problemstillinger, som hvert brugerforløb har bevæget sig igennem. Jeg har til dette gået mine forløbsnoter igennem forløb for forløb, hvor jeg i min gennemgang af materialet har noteret tidsforbrug, kerneproblemstilling, og særlige bemærkninger om bruger og om forløbet [37]. For "kerneproblemstilling" gælder, at den er "meta-empirisk": jeg har i et enkelt eller gennem enkelte begreber søgt at bestemme den problemstilling, der var den centrale for forløbet som helhed. En sådan meta-empirisk problembestemmelse kan være den som bruger præsenterede sig med, eller det kan være en problembestemmelse der er vokset frem gennem arbejdet med overvindelsen heraf. Diagnostisk set er "kerneproblemstillingerne" blevet en blandet affære: der er traditionelle psykiatriske diagnoser, klinisk psykologiske bestemmelser, fænomenologisk-eksistentielle udkast og sociologiske komplekser. Dette omhandler, at en kategoriel enkeltteoretisk oparbejdning af det socialt-kliniske arbejdsfelt på dette tidspunkt af en analyse må søge at få dét ind i begreberne om det, der er særligt for området.

For "særlige bemærkninger om bruger og om forløbet" gælder, at der er medtaget de omstændigheder af individuel og social art, der var pejlemærker til nærmere at forstå, hvad der var for en problemstilling og hvordan arbejdet hermed tog form.

Ovenstående analyse er optrykt som Kapitel 1.1, der således giver en samlet oversigt over mine forløb og deres problemstillinger i rådgivningen [38].

I Kapitel 1.2 gives endvidere en nærmere kvantitativ opgørelse over antal forløb, antal personer involveret, konfrontationsgange/timer, samt forbrug af timer til forberedelse, referatskrivning, netværksarbejde og organisatorisk arbejde både mht.. det direkte terapeutiske arbejde og mht.. indgåen i rådgivningens samlede arbejdsproces omhandlende forskellige former for supervision. Dette materiale er specifikt udarbejdet mht.. at dokumentere baggrunden for mine oplysninger på autorisationsskemaet.

I min første tilgang til empirien har jeg ikke vægtet generelt at opsamle politisk-økonomiske forhold vedrørende køn, alder, klasseposition, familie- og livsbiografiske betingelser og forhold. Dels var mit umiddelbare perspektiv afdækningen af, hvorvidt og i hvilket omfang mit praktiske arbejde har haft menneskelig nytteværdi for de, det har angået. Og dels ønskede jeg, at det udformede materiale allerede fra sin start af i størst mulig grad og omfang kunne være direkte overskuelig og tilgængelig for den kreds af mennesker, brugersiden, som det umiddelbart angik - og dette uden nærmere at skulle sløre materialet, i moralsk og etisk hensyntagen til, at ingen skal kunne genkendes af andre, hvilket også er at lægge falsk eller redundant information ind i det, hvorved ingen kan genkende sig selv.

Det er dog ikke lykkedes mig at skabe et datamateriale, der ubegrænset vil kunne tilgå brugersiden en bloc. Rubrikken "særlige bemærkninger om bruger og om forløbet" må udelades helt eller delvis - hvilket også gælder oplysningerne om tidsperioden, der dog for en offentliggørelse mere må ses som irrelevant - idet der er brugere med så intimt kendskab til hinanden uden for rådgivningen, at det vil være muligt at identificere andre. Men udelades denne kategori, så er datamaterialet samtidig uden værdi for brugerside. Så det udformede datamateriale finder derfor sin anvendelighedsgrænse internt i den psykologiske faggruppe.

Havde jeg fra starten af været opmærksom på dette ekstraterapeutiske overlab mellem mange brugere, der har sin grund i, at rådgivningen eksisterer i et slags lokalt totalmiljø - Studenterhuset og dettes fagpolitiske indbundethed i mange bevægelsessammenhænge - ville jeg have valgt en mere specificeret indholdsbestemmelse af kategorierne kerneproblem og af særlige bemærkninger, nu de alligevel ikke ville kunne offentliggøres i fuldt omfang. Og de ville naturligt i samme omgang kunne udbygges med de politisk-økonomiske forhold vedrørende køn, alder, klasseposition, familie- og livsbiografiske omstændigheder. 

Hvordan problemet om ekstraterapeutiske overlab mellem mange brugerpersoner skal løses i en offentliggørelsesproces er jeg endnu ikke blevet helt klar på. Jeg hælder for nærværende til en sammensat strategi, der har to sider: en ekstern ift. hvert enkelt bruger, der får råderet over samtlige bestemmelser gjort ifm. vedkommende, og en intern, hvor der arbejdes frem imod konciperingen af `typiske brugerforløb`. Og hvor dette arbejde følges op af flere sammenhængende arbejdsskridt, hvor det interne og det eksterne arbejdes sammen i perspektivet `brugermulighedstyper` [39]. Først da kan der ske en generel offentliggørelse, for da vil det ikke være en offentliggørelse af en konkret persons sværheder ved livet, men af alment-særlige forhold, som hver enkelt under givne sociale betingelser kan havne i, samt hvordan veje ud kan brolægges. 

Dog vil jeg efterfølgende vurdere, om det allerede indvundne materiale - med visse udeladelser og tilføjelser - har en form, der muliggør en offentliggørelse i et fagpsykologisk tidsskrift. En kritik tilbage herfra kan nemlig støtte med pejlemærker for det videre interne arbejde med empirien og teorien bag.

Desuden hælder jeg for nærværende stærkt til den tanke, at offentliggøre hele materialet med de nødvendige udeladelser af identifikatorisk art i Studenterhusregi. Og at invitere de, det direkte angår til at tage kontakt tilbage, hvor jeg så kan informere om, hvor og på hvilken måde de enkelte indgår i dokumentationen, og så herigennem fremlægge de for hver bruger gjorte bestemmelser, der ikke figurer åbent i materialet. En sådan dialog tror jeg vil være ret betydningsfuld for opdagelse af brudflader og nyt i materialet.

De politisk-økonomiske forhold - som knyttet til hver enkelts kerneproblemstilling og særlige forhold vedrørende forløbet - er og bliver dog væsentlige på det tidspunkt af en analysen, hvor det er det indholdsmæssige - fremfor kun det "effektmæssige" - i den terapeutisk proces, der skal sættes på begreb. Til dette er de politisk-økonomisk faktorer på den ene side uomgængelige, idet det er "på deres land", at den terapeutiske tilgang må sætte af fra og begrunde sig i. På den anden side er det på forhånd ikke til at sige, hvilke af disse, der er væsentlige faktorer i et hint konkret tilfælde, da der ellers anlægges et teoreticistisk blik på den empiriske virkelighed - hvad der for den berørte kan bliver til yderligere restriktiv social determinisme [40]. Det er derfor inadækvat for en terapeutisk tilgang mekanisk at samle oplysninger om en bruger, for at kunne handle - for overhovedet indsamlingen af data er selv del af, hvordan problemet bevæges, hvilket er at medtænke. Og medtænke på en sådan måde, at det jo ikke er terapeuten i sig selv, der skal handle på brugers betingelser, men bruger der skal gives redskaber i hænde til selv at handle sig frem mod større greb om egen tilværelse. Afgørende heri er da selve overgangen mellem det problem eller den problemtilgang, som en bruger præsentere sig og sit liv med, og den problembestemmelse som den terapeutiske proces resulterede op i, idet det er her der sker en transformation - en problemudvikling - af et hidtil ikke tilstrækkeligt eller udholdeligt problemgreb til eet, i sit sigte, mere udvikleligt, eller hvis ikke dette lykkes, så til eet stagnativt, hvilket kan antages at bestå af en simpel "reframing". En analyse og vurdering af `overgange [41]` er derfor afgørende mhp konciperingen af typiske mulighedsrum og deres almengørelsesproces som implicit problemovervindelsespraksis.

Inddragelse af politisk-økonomiske forhold i en forskningsproces er, med ovenstående in mente, da heller ikke at se som en simpelt indsamlingsbestræbelse af data. Dataene er selv formet i og igennem det terapeutiske arbejde, hvilket stiller nogle teoretiske og metodiske problemer, der nok er af samme art, men af anden orden end deres inddragelse i den umiddelbare terapeutiske praksis.

Da det ikke er nødvendigt specificeret at træde ind i ovenstående analysedybde for realiseringen af mit formål med dette projekt, så skal jeg heller ikke systematisk foretage ovenstående indholdsanalyse gennem reflekteret teoretisk og metodisk inddragelse af politisk-økonomiske forhold. Jeg skal begrænse mig til - og som et forarbejde herfor - en nærmere kvalitativ analyse af de med brugerarbejdet forbundne indholdsmæssige udviklingsforhold (:det psykisk virksomme) på personlighedsniveau. Denne analyse er optrykt som Kapitel 1.3. For udarbejdelse af denne har jeg igen været nærmere inde i de enkelte forløbsnoter, hvor jeg samtidig har samlet faktuelle oplysninger - baggrundvariable - sammen med henblik på en generel karakteristik af, hvad det er for en brugergruppeflade, som det empiriske materiale består af. Denne karakteristik er optrykt som Kapitel 1.4, og den inddrages senere i dette dokumentationspapir ifm. en analyse af tendensudsagn for det samlede empiriske materiale.

6: DET TERAPEUTISKE ARBEJDE: RESULTATER.

Kvantitativt deler mit materiale sig i to typer af forløb:

1: enkeltforløb, herunder to parforløb: 56 forløb / 58 personer/ 1226 konfrontationsgange / 1583 konfrontationstimer;

2: gruppeforløb i to grupper: 22 personer / 196 konfrontationsgange / 412 konfrontationstimer.    

Med 2 gengangere i enkelt- og gruppeforløb omhandler materialet derfor 78 personer.

Kvantitativt er det således personmæssigt et overskueligt og lille materiale, der ikke egner sig til signifikans- eller tendensanalyse uden en samtidig kvalitativ tilgang til det. En kvalitativ tilgang er imidlertid yderst kompleks pga. materialets omfangsrige betydningsbærende karakter og pga. selve genstandsområdets endnu lokale kategorielle og aktualhistoriske koncipering. Jeg har derfor valgt at nøjes med det mål, at kan strukturen i materialet fremanalyses mhp begrundede tendensudsagn, hvor empirien samtidig åbner sig for videre kvalitativ analyse, at så er der argumenteret tilstrækkelig for min autorisationsbaggrund, hvad der er hensigten med nærværende. Spørgsmålet om hvilke indholdsmål en autorisationsbestræbelse må dokumentere, således at autorisation kan oppebæres, er dog ikke besvaret hermed, da de faktiske resultater - i form af tendensudsagn - også må vurderes mhp, om de er kvalitativt tilstrækkelige. Dårligt arbejde kan ikke autoriseres. Til dokumentation af tilstrækkeligt opnåede indholdsmål skal jeg derfor sammenligne mine egne resultater med de resultater, der er opnået til anden side - og som findes i den teoretiske litteratur omhandlende sider af genstandsfeltet [42]. Indeholdt heri er den selvfølgelighed, at en analyses resultater må få konsekvenser for den praksis og de involverede, der bære denne, samt for andre direkte berørte. Det må bestemmes, hvordan fremanalyserede utilstrækkeligheder overvindes - hvor de så end befinder sig, og hvad de så end grunder sig i - samt hvordan tvingende nødvendige perspektiver fremmes mhp videre almen gennemsætning. Dette vender jeg tilbage til i analysen af tendensudsagn.      

Konsekvensen af ovenstående betragtninger fører til etableringen af to vurderingstyper for materialet: gennemførelsesmål og progressionsmål. Disse skal i det følgende fremstilles sammen med deres begrundelse.

GENNEMFØRELSEMÅL.

Da indfaldsvinkel til brugerarbejdet i rådgivningen generelt er den, at der ved henvendelse fra bruger ikke på forhånd fastsættes en tidsgrænse eller et antal forløbsgange, er en første naturlig vurderingsakse, hvordan forløbene har afviklet sig selv. Det kan så være, at henvendelsens art er af en sådan karakter, at der indgås kontrakt om støtte i moduler af bestemt varighed, fx. 4 gange og opsummering, hvorefter ny kontrakt kan indgås. Her er det altid op til bruger at fortsætte i efterfølgende moduler, men det vurderes sammen, hvad dette skal handle om, og hvad begrundelsen er, ligesåvel som det vurderes fra rådgiverside, om brugers problemstilling er dér, hvor løsningsperspektivet har etableret sig i progressiv retning. Hvis det sidste ikke er tilfældet, er det rådgiver der foreslår kontrakten forlænget, eventuelt gennem et nyt modul eller ved at der kan fortsættes til problemløsningen er udarbejdet. I dette tilfælde overgår brugerforløbet til et "almindeligt forløb" [43].

En sådan vurderingsakse ud fra ovenstående kan paralleliseres til begrebet om `gennemførelsesberedskab`, hvorved der forstås evnen til a) at kontakte og medudvikle en brugers problemstilling, således at bruger på sine præmisser finder det relevant at deltage i den terapeutiske kontakt, samt b) terapeutisk afvikle kontakten, når brugers problemstilling af egne interne grunde henviser bruger til at udvikle sig videre uden terapeutisk støtte, eller ved rådgivers henvisning til anden side, når brugers problemstilling kræver en anden varetagelse end hvad  der er muligt indenfor de givne ramme- og kompetencebetingelser [44].

Et gennemførelsesberedskab kan således deles op i en `kontaktevne` - færdigheden til at gribe en brugers problemsituation - og i en `afviklingsevne` - færdigheden til at afslutte og afrunde en terapeutisk problemstilling som en gensidig udviklingsopgave. Et gennemførelsesberedskab kan udtrykkes kvantitativt ved et gennemførelsesmål, der er forholdet mellem antal brugerforløb, der er afviklet i gensidighed mellem terapeut og bruger, divideret med det samlede antal brugerkontakter for terapeuten. Denne grad gange 100% skal kaldes gennemførelsesmålet i procent.

En høj gennemførelsesgrad, dvs. gennemførelsesmålet går mod 1.00, siger dog ikke i sig selv noget om en rådgivers terapeutiske kompetence, dvs. færdigheden til at medudvikle en brugers problemstilling i almen retning, således at der sker en ophævelse af de problemer, der lides under. Gennemførelsesgraden kan til eksempel blive meget lav, hvis terapeuten bevidst vælger at prioritere sådanne brugerproblemstillinger, som andre terapeuter har givet op overfor eller hvis prognose er dårlig. Tilsvarende kan en gennemførelsesgrad blive høj, når terapeut henviser specificerede brugerproblemer til anden side, under henvisning til at sådanne falder uden for ens kompetenceområde [45].

En terapeuts gennemførelsesgrad afhænger også af de givne visitationsprocedurer, såvel af de faktiske ressource- og kompetencemæssige betingelser for at kunne tilbyde den relevante og tilstrækkelige udviklingsstøtte til brugere. Uden specificeret visitation - alt tages ind - vil unge terapeuter alt andet lige tendere mod en lav gennemførelsesgrad. En imødegåelse heraf kræver en særlig opbakning fra gruppen om den "unge", ikke kun for imødegåelse af brugerfrafald, men også for at det nye blik der rettes på arbejdet kan komme til sin overindividuelle kvalitative ret. Ligeså vil specificeret visitation til erfarne terapeuter, også alt andet lige, medføre en stigende gennemførelsesgrad, når de henviste problemkomplekser har en god prognose, og være faldende ved en dårlig. Hvad angår utilstrækkelige ressourcemæssige betingelser, så tenderer dette mod, at gennemførelsesgraden vil være lav.     

ANALYSE AF TERAPEUTISK GENNEMFØRELSEN.

Materialet viser her, at gennemførelsesberedskabet ikke har været kvalitativt tilstrækkeligt i 10 ud af 78 tilfælde/forløb, hvorved gennemførelsesmålet kommer til at ligge på 87% [46]. Dette kan ikke siges at være lavt, men jeg har dog ingen præcise tal for, hvad den typisk er, eller hvad der typisk må kunne kræves at den er, men den adskiller sig i positiv retning fra det oftest konstaterbare, at der er en "markant høj frafaldsrate i psykoterapiundersøgelser" [47].

De 10 tilfælde fordeler sig på følgende måde:

1 - Afsluttet efter 1.ste gang: 2 forløb (En54, G14), hvor begge personer ved indgangen i rådgivningen allerede havde et muligt psykiatrisk tilbud, hvis de ville gøre brug af det (:psykiatrisk speciallæge).

Det gjorde den ene (EN54), til hvem vi også kun kunne tilbyde samtale hver 14.dag.

Den anden (G14), hvor vi kun kunne tilbyde gruppeforløb, valgte at søge at klare sig selv efter den første samtale. Udtalelsen var: "Jeg bryder mig ikke rigtigt om at tale om mit problem med andre".

2 - Henvist videre i forlængelse af forløb: 1 person (EN33). Det er en enlig moder med årelangt narkomisbrug, der henvises videre til nedtrapningsinstitution, da rådgivningens bestræbelser ikke nytter til gennembrud overfor misbruget. Det skal bemærkes, at personen stod i en ubærlig gældsklemme ift. narkoverdenen, som nok gjorte sit til, at heller ikke den senere nedtrapningsinstitution havde det store held.

3 - Forløb der aldrig rigtigt kom i gang: 3 forløb (EN3, EN20, G13).

EN3 er kommet på kærestens foranledning, finder ham voldelig; bruger dropper ud efter 3 samtaler; mener ikke at have problemer, der gør det værd at fortsætte.

EN20 (enlig moder og arbejdsløs) går på dagcenter efter sammenbrud, men mener ikke det er nok. Efter 9 samtaler får hun plads på daghospital. Vores tilbud med en gang om ugen var ganske enkelt ikke tilstrækkeligt.

G13 fik tilbud om gruppe og bruger tilbudet een gang. Efterfølgende glemmer bruger aftalen, og næste gang aflysning pga. sygdom fra hendes side, og herefter aflysning fra vores side. Bruger udebliver - og kontaktet er hun dér, hvor hun udtrykker at "hun ikke rigtig har brug for støtte". Det skal tilføjes at problemet var meget klart - som nytilflytter fra en lille ø specielt at mangle et socialt netværk - og at bruger allerede handlede på det med eet, for den langsigtede løsning, bæredygtigt perspektiv. 

4 - Forløb stoppet af bruger: 3 forløb (EN12, EN15, EN21).

EN12 var en kvinde, der - nok særligt - ikke kunne rumme et voldsomt faderselvmord. Hun var i forbindelse hermed blevet tvangsmedicineret, og senere droppet af psykolog med beskeden: "Jeg kan ikke klare at arbejde med dig mere". Det lykkes heller ikke os på de 17 samtaler, der finder sted, at hjælpe videre på vej: sammen går vi i infight eller i kommunikationstomhed.

EN15 er henvist fra ungdomsrådgivning, da der ikke længere er tilstrækkelige ressourcer dér; efter 19 samtaler enighed om at stoppe pga. præmisdivergens: bruger vil af med frustration på "kirurgisk måde", hvad vi ikke kan tilbyde.

EN21 er midt i 30-erne og førtidspensionist på psykiatrisk indikation (skizofren). Bruger opsøger os med det erklærede formål at komme ud af psykosen. Bruger vælger at blive væk efter 15.ende samtale; og tager herefter i en lang periode  kun telefonisk kontakt: "ønsker at blive forstået". Tilbud om fortsættelse i rådgivningen afslås fra brugerside - og kontaktforsøgene ebber hen ad vejen ud.

5 - Afsluttet normalt; genopstart, men så stoppet af bruger: 1 forløb (EN13). Bruger melder fra i anden omgang, da der fra rådgiverside holdes fast i, at der ligger en væsentlig ubearbejdet og presserende problemstilling ifm. en nær søster, og at arbejdet hermed ikke bare generelt kan negligeres ifm. at begribe, hvad det er der hele tiden vælter eet ellers rimeligt fungerende liv.

SUMMA for 1 - 5: Det drejer sig om 10 personer ud af 78, som ikke kom derhen til et liv, hvor gamle eller aktuelt pressende problemerne kunne lægges bagude. Dette peger direkte hen på begrænsninger i rådgivningens tilgang til de 10 personers problemstillinger. En analyse af disse begrænsninger giver, at de må knyttes såvel til de rammebetingelser for problemløsning, som kunne tilbydes, som til selve den forefundne problemløsningstilgang fra rådgiverside.

a) Hvad det første angår - begrænsninger i vores rammebetingelser - så drejer det sig om 5 personer (EN54, EN20, EN33, G13 og G14), hvor en væsentlig grund til afbrud kan placeres i ikke at kunne tilbyde ugentlige, eller flere ugentlige samtaler, eller at gruppetilbud ikke syntes anvendelig fra brugerside. 

b) Og hvad angår det andet - begrænsninger i vores tilgang til problemstillingen - drejer det sig ligeledes om 5 personer (EN3, EN12, EN13, EN21 og EN15). Her omhandler det væsentligst, at der ikke har været den fornødne personlige kompetence og/eller anvendelige arbejdskoncepter indenfor rækkevidde på det pågældende tidspunkt.

Ad a og b) Til ovenstående placering af den væsentligste begrænsning må endvidere gøres den tilføjelse, at det ikke er entydigt at placere G13 og G14 dér, hvor det er begrænsninger i rammebetingelser, der er udslagsgivende. Manglende empati fra rådgiverside kan også være en nærliggende forklaring.

Ligeledes kan det gøres gældende, at såvel EN3 og EN13, hvor manglende rådgiverkompetence vurderes som væsentligst, langt fra behøver at stå dér i en individuel-social situation, hvor det er terapeutiske rådgivning, der kan siges at være det afgørende mht.. at komme videre. Etableringen af andre omverdensomstændigheder kan med lige så fuld ret siges at kunne have overflødiggjort de individuelle lidelsesfulde problemstillinger. For den enes vedkommende at droppe et håbløst parforhold, og for den anden at trække nogle nødvendige grænser overfor involvering i nære andres intrigedannelser. Begge står dog også i konkret arbejde med samfundsmæssige frigørelsesperspektiver, hvor det kan være svært eller udsigtsløst at måtte gå videre, efterladende andre tilbage til sig selv. Men at der fra rådgiverside ikke kan holdes terapeutisk fast i disse problemer, siger selvfølgelig noget ganske konkret mht.. et, på disse områder, manglende terapeutisk gennemførelsesberedskab.

For de resterende 68 personer, hvor forløbene afvikles som følge af vellykket problemudviklings-, formulerings- og løsnings-proces, skal der endvidere differentieres gennem følgende kategorier:

6 - Socialt støttearbejde: 1 person (EN5). En ung lyløs pige, der er hjemløs, og som hjælpes med at fremskaffe bolig.

7 - Støtteforløb: 1 forløb (PAR10). Det er et par, der har brug for en snak, hvor de kan vende deres parforholdsproblemer. Og slut.

8 - Særligt terapigruppearbejde: Det gælder den ene gruppe på 7 personer (terapigruppe A), som ønskede støtte til at udvikle deres gruppeproces i retning af en basisgruppe, hvilket fandt sted.

9 - Drop ud som følge af bedring i individuel-social livssituation: 3 personer (EN24, EN34, EN39). Væsentlige forbedringer er opnået efter bearbejdning af flere emneområder og konfliktforhold, men forløbene havner i et slags tomrum ifm. ydre begivenheder (aflysninger fra begge side) - og da det oplyses at gå godt fra brugerside, insisterer vi ikke på yderligere forbindelse mhp en opsummering af arbejdet som forudsætning for afvikling af kontakten.

10 - Vellykket afvikling af den terapeutiske kontakt: 46 forløb eller 46 personer. Hertil kan egentlig også lægges personerne fra punkt 6-8 - altså 10 personer - men dette skal ikke gøres, da forløbene i disse kategorier ikke kan siges at ramme væsentligt ind i, hvad en terapeutisk problemstilling er: at stå socialt orienteringsløs med en personligt lidelsesfuld konflikt.

11 - Forløb der ikke er afsluttet per opgørelsestidspunktet 31.12.1993: Det drejer sig om 9 personer, hvor forløbene er startet op før opgørelsestidspunktet 31.12.1992, men endnu ikke afsluttet dags dato: april 1993.

Her gælder det for 5 forløb (EN44, EN46, EN49, EN55, EN56), at disse alle er igennem de kritiske perioder, og på vej mod deres afslutning.

Og det gælder for to forløb (EN45, G15) at de står lige overfor at blive afsluttet.

De sidste to forløb (EN48, EN52) er blevet afsluttet på vellykket måde - og hører dermed hjemme under punkt 10.

Desuden vil jeg mene, at det med al sandsynlig vil gælde for de 7 ikke-afsluttede forløb under dette punkt 11, at disse også med tiden kan placeres under punkt 10.

Terapeutisk progression.

Da gennemførelsesmålet kun udsiger et mål for kontakt- og afslutningsevne, og dermed ikke noget om, hvad der kvalitativt er foregået i den terapeutiske proces - om en bruger har fået det dårligere eller bedre, om der har fundet problemløsning sted på relevante områder eller ej mv. - skal der derfor gås videre med en indholdsmæssig analyse af det forefundne terapeutiske arbejde. Som mål herfor skal jeg vælge begrebet `progressionsberedskab` og forstå evnen til at medudvikle, at en bruger træder i skranken for udviklingen af sit eget liv, hvor der samtidig sker en overvindelse af den givne nød og de givne konflikter for personen.

Som ved gennemførelsesberedskabet kan også progressionsberedskabet udtrykkes gennem et måltal. Forholdet mellem antal forløb hvor brugerproblemstillingen har udviklet sig i progressiv retning, divideret med samtlige brugerforløb, vil da være progressionsgraden. Og denne grad gange 100% da være progressionsmålet udtrykt i procent. 

I og med at tilgangen til brugerarbejdet i rådgivningen er den `nødvendige kooperative problemløsningsproces på brugers præmisser, i retningen at blive medforsker på eget livs problemer og i perspektivet udvidet handleevne som overvindelse af nød, tvang og konflikter`, så er en vurdering af progressionen i brugerarbejdet umiddelbart tilgængelig. Det er nemlig til stadig debat, på fælles præmisser - modsat indenfor psykiatrien hvor klient er ugyldiggjort på forhånd qua kernekonceptet om psykiaters vurdering på den andens vegne om sygdomsindsigt eller ej hos klient - om terapeutens medudvikling af brugers problemstilling, på begrundet vis viser sig at kunne bidrage til, om der sker en udvikling af brugers personlige selvbestemmelse, således at øget autonomi og udvidelse af personlige muligheder, symptomlindring og bedre psykisk og social funktionsmåde sætter sig igennem som udviklingsretning, eller om der ikke sker noget respektiv om der sker en forværring i brugers livssituation [48].

Med ovenstående siges også, at det er muligt at etablere en egentlig videnskabelig validitet og reliabilitet uden videre opfølgende inddragelse af brugersiden. En videnskabeliggørelse kan nemlig opnås ved at analysere forløbenes udgangspræmisser og deres slutbetingelser. Og det vil så være den vedvarende bestræbelse på at overskride den lokale og tidsbundne praksis, der realiserer dens objektivitet. Det er også her, at offentliggørelse som en særlig og nødvendig forskningsproces kommer ind i billedet. Stillet op således er det den perspektiviske og faktiske inddragelse af brugersiden allerede i udgangspunktet, samt den forsatte almengørelsesproces herover, der realiserer såvel den interne som eksterne validitet og reliabilitet. Brud på eller frafald den terapeutiske proces ophæver ikke dette objektivitetsmål, også selv om det fra rådgiverside vil være utilnærmeligt og ubestemt, hvad der var på tale, men bliver til særtilfælde af en bestemt problematisk og begrænset videnskabelig tilgang, der kræver særskilt analyse mhp videreudvikling af såvel det generelle i de teoretiske koncepter som af den aktualempiriske fremgangsmåde. Som særtilfælde dækker det over, at der endnu ikke er konciperet en stridbar mulighedstype [49] i et sådant hint tilfælde.

Ved en traditionel tilgang til terapeutisk arbejde - dvs. hvor der arbejdes diagnostisk behandlingsmæssigt - og hvor det ikke kan antages, at der er umiddelbar tilgang til progressionsmålet, stødes der i dag også ind i det efterhånden accepterede fænomen, at terapeut og bruger/klient/patient vurderer den terapeutiske proces/støtte vidt forskellig. Ved en diagnostisk behandlingsmæssig tilgang må der, for vurderingen af progression derfor nødvendigvis ske en efterfølgende vurdering af brugers tilstand, ud fra bruger selv - ellers vil der ske en ren ideologisk tilsløring af konkrete interessedivergenser behandlergruppe og klienter imellem, hvor behandlergruppen indiskutabelt kan udtale sig på brugers vegne, hvilket også er reproduktion af ideologisk subjektion [50]. Koncepter til overvindelse af "dette ideologiske slør" er i dag endnu ikke udviklet i videnskabelig forstand, men der er dog bevægelse på området [51].

Vægten i nærværende projekt er, af oplagte grunde, lagt på konciperingen af det teoretiske og metodiske grundlag for overhovedet at kunne gøre sig vurderinger i et socialt-klinisk og terapeutisk sigte, men det er også samtidig gjort sådan, at brugersiden konkret skal kunne inddrages på ethvert foreliggende grundlag. Ikke nødvendigvis som tilståelse af det samlede materiale (jvf. tidligere), men for alt der angår een selv, hvilket også ligger i forlængelse af dén praksis, som rådgivningen har mht.. forløbsnoter. Disse er altid brugerens redskab. Og praksis er, at en bruger altid tilbydes en kopi af dem, enten hen ad vejen, eller samlet til slut. Det er dog ikke alle, der ønsker en kopi - og der er også forløbsnoter, "stikordsreferaterne", hvis værdi er yderst begrænset.

Det er her vigtigt - ved fornyet kontakt efter at forløbet er afsluttet - at være opmærksom på det forhold, at den oprindelige (terapeutiske) proces kører videre, når dette område betrædes, hvilket også stiller nogle særlige etiske krav til forskeren [52].

Det er således på nuværende tidspunkt alene mine vurderinger, der fremlægges - om end dog deres grundlag er at finde i de fælles kooperative arbejdsproces og afslutningsforhold. Så har jeg gjort dét for nærmere kvalificering af en vurdering, at jeg har tjekket den med min opfattelse af, hvad den berørte bruger mon ville sige til en sådan, og hvad mine begrundelser ville være for at fastholde eller ændre en given vurdering.

I min progressionsvurdering har jeg bevidst valgt, hvor jeg var i tvivl om overensstemmelse, at vurdere så lav progression som muligt. Dette for ikke at foregøgle nogen ikke realiseret kvalitet. Dette standpunkt bragte mig imidlertid i en etisk konflikt med brugersiden: at denne generelt er vurderet ud fra mindstemål. Jeg har imidlertid valgt at fastholde mindstemål ved tvivl, og stå ved denne målestok, således at tvivlen som historisk- og aktual-empirisk hændelsesforhold selv kan og må bære videre (dis)kvalificering af materialet og teorien herom.

Desuden har jeg - hvor jeg har haft spontan tilgang til det - skelet til, hvor personen mht.. funktionsmåde er henne i dag.

I de tilfælde hvor forløb er "ikke vellykket" er det ikke til at sige, hvad progressionen reelt på langt sigt ville eller kunne føre til. Her er mine vurderinger - og deres validitet og reliabilitet - et tentativt skøn.     

Ud fra, at terapeutens handleevne er brugerens betingelser i rådgivningssituationen [53], så er bestemmelsen af progression givet ved vurderingen af, hvorvidt og på hvilken måde den terapeutiske proces fører til gennemsætningen af udvidet handleevne overfor dét, der låser den berørte bruger i at udvikle sig videre som samfundsmæssigt selvbestemmende væsen. Det er denne udviklingsretning, der skal konciperes, når terapeutisk progression skal vurderes. En terapeutiske proces vil da slutte, ikke når der er opnået problemfrihed - hvilket er en illusorisk tilstand, idet mennesket udvikler sig ved at udvikle og løse relevante problemer af betydning for fælles langsigtet foregribende omsorg - men den slutter naturligt, når udviklingsretningen for løsning af den faktiske sum af problemer og konflikter har etableret sig med øget selvbestemmelse og udvidet livsfylde respektivt personlighedsudvikling til følge.

Og dette ligger også i direkte forlængelse af, hvordan der rådgivningsmæssigt er blevet arbejdet med at kontakte, medudvikle og afvikle den terapeutiske proces: når de problemer der førte til etableringen af det første terapeutiske møde er overvundet ved at retningen for brugers måde at gribe sin sociale- og individuelle livssituation på er adækvat, så er den terapeutiske proces på vej mod sin afslutning; og i den grad at der gennem den terapeutiske proces dukker nye problemer op, der ikke er direkte indbefattet i de udløsende, så fortsættes arbejdet med disse. Der sigtes således ikke som målforestilling mod en personlighedspsykologisk udvikling, men den rådgivningsmæssige/terapeutiske indfaldsvinkel må bære denne i sig, da der ellers gås begrænsende til værks med socialt-klinisk arbejde. Når det er sådan, at det ikke kan siges at alle står i og med en personlighedspsykologisk problemstilling, så må indfaldsvinklen også i sig rumme en specifikation i retning af, at kunne indkredse det aktuelt betydningsfulde meningsindhold dér, hvor der ligger en afgrænset relevant konflikt og slumrer.

Det almene i tilgangen til det socialt-kliniske felt er således det personlighedspsykologiske, medens det særlige er den enkeltes specificerende sociale problemorientering. Objektivering af dette almene i dets egenskab alment-duelige er samtidig bidrag til udviklingen af psykologien som kritisk almenpsykologi, idet der her peges på særlige aktuelle konfliktforhold, som den menneskelige personlighed i et samfundsmæssigt perspektiv må være specifik opmærksom på at gribe som stridbare udviklingsopgaver, hos sig selv, hos andre, givet de og de specificeret konkrete individuelt-sociale livsbetingelser for et særligt samfundsmæssigt kollektiv under videre almen udvikling.

Til personlighedspsykologisk analyse er det centralt ikke at se personligheden som en "kerne" i individet, som bare kan påvirkes eller manipuleres. Tværtimod må personligheden ses som individets overordnede regulationssystem, hvor et individ bliver personlighed i samme omfang, det bliver subjekt i de samfundsmæssige relationer, det realiserer gennem den virksomhed som bevidstheden formidler [54]. Personligheden som overordnet regulationssystem er derfor en konkret dannelse, der indbefatter samtlige psykiske, sociale og biologiske funktionsniveauer - alle af samfundshistorisk natur. For en vurdering af terapeutisk progression er det derfor nødvendigt med en mere specificeret personlighedspsykologisk bestemmelse for individer under de nuværende samfundsmæssige forhold af senkapitalisme. Og heraf følger også, at vurderingen af terapeutisk progression må gøres gennem en sammensat analyse af forskellige udviklingsmål. Hertil skal jeg trække på en konkret personlighedspsykologisk teori, som er udviklet i og med et studie af den historisk tilblevne menneskelige sanselige virksomhed [55].

Der er tre niveauer i denne teori: et overordnet mellemmenneskeligt niveau, hvor det drejer sig om at indtage rummet for kollektiv-personlig udviklingsbestemmelse af eget standpunkt; et individuelt mellemniveau, hvor det omhandler at udholde konflikter ud fra eget perspektiv; samt et eksistentielt underniveau, hvor tvang og trang må holdes i bevægelse den tid, der kræves for at personligheden kan reetablere sig selv gennem et samfundsmæssigt udvikleligt standpunkt og perspektiv. Det personlighedspsykologiske er de tre niveauers tværsnit - i form af to socialpsykologiske faktorer - omhandlende om den menneskelige sanselige virksomhed sætter sig i relation til samfundsmæssige sager og arbejder hermed, således at det kommer til etableringen af større selvbestemmelse og øget livsfylde, eller om retningen for handleevnevaretagelsen er restriktivt bundet. Det vil da være sådan, at større selvbestemmelse og øget livsfylde respektiv personlighedsmæssig udvikling godt kan finde sted, selvom den sanselige virksomhed er låst på eet (eventuelt to niveauer), men disse niveau vil da melde sig som udviklingskrævende, når den gamle funktionsmåde skal hæves med op i en nye; ligeså kan restriktiv personlig udvikling være funderet og låst bare gennem et enkelt af niveauerne.

Samlet må det dog siges, at for at personlighedspsykologisk udvikling har fundet sted, så indbefatter det bevægelse og forandring på alle tre niveauer - og dette er genuint en samfundsmæssig proces.   

Ift. "vellykket brugerforløb" må jeg antage, at der er sket en udvikling på eet eller flere, eventuelt alle tre niveauer, idet disse forløb "per konvention" først er sluttet, når den personlige udviklingsretning havde bevæget sig i retning mod at give den berørte større selvbestemmelse og øget livsfylde. Ift. "de andre brugerforløb" kan jeg ikke antage, at der ikke er sket en forandring til det bedre i den personlige udviklingsretning, for der kan være sket forandringer på eet eller to niveau, hvilket bare ikke, set som helhed, har været nok; eller også har det været nok, men hvor de resterende problemer stammer fra en ikke adækvat afvikling af den terapeutiske kontakt. Omvendt kan jeg dog ikke antage, at selvom der synes at være sket udvikling i en brugerproblemstilling, der ikke afsluttes vellykket, at så er problemet alene afslutningen - problemet kan også være, at der er sket en fastlåsning af sanselige virksomheds-elementer, der stiller den berørte dårlige på lang sigt. Simpelt udtrykt: man kan have fået en negativ erfaring med løsningen af et væsentligt - eller dét væsentligste - livsanliggende, hvilket er en hændelse der kan skubbe den oprindelige problematiske eller ubærlige hændelse længere væk fra det menneskelige fællesskab, end den allerede var. Det er min opfattelse her, at kroniske psykiske sygdomme skabes således: det er ikke det oprindelige traume eller noget genetisk, der bestemmer om det bliver kronisk eller ej, men alene om omgivelserne efterfølgende ønsker eller oprigtigt mener at ville kontakte det i overensstemmelse med den personlige betydningsværdi på det givne meningsfulde tidspunkt, og dette fulgt op af de hermed forbundne tvingende politisk-økonomiske konsekvenser dette måtte antage for almen selvsamfundsmæssiggørelse. Det er også på dette punkt, at anti-fascistiske og feministiske overvejelser i retning konkret arbejdsvirksomhed hører hjemme: er der faktuelle magtforhold, der sætter sig direkte igennem i form af herskab og kontrol over mennesker, således at de involverede forhindres retten til at råde over og være virksomme omkring egne relevante livsbetingelser, så er disse at gå imod ud fra en modmagtsstrategi [56].

Metateoretisk om terapeutisk progression.

I Kapitel 1.3 er der en oversigt over brugerforløbene [57], analyseret ud fra ovenstående overvejelser og gjort på basis af den teori, jeg henviser til. Der er dog usamtidighed her: mit teoretiske og metodiske grundlag er tidsmæssigt udviklet parallelt med det terapeutiske arbejde, og finder som sådan først en første færdig form i 1991-92. At trænge igennem min empiri ud fra dette "færdige resultat" giver på den ene side faren for, at empirien vurderes med en "fremmed målestok"; på den anden side ligger der faren for implicit cirkularitet og dermed selvlegitimering qua at teori og metode er udviklet blandt andet under hensyntagen til samme empiri, som man ønsker at trænge nærmere ind i. Disse to faldgrøfter er der - men ikke ureflekteret og blindt reproduceret, idet mit teoretiske og metodiske grundlag primært er konciperet vha. historisk-empirisk kategoridannelse. Problemer vedrørende anvendelse af fremmedmål og cirkularitet må derfor mere lokaliseres i spændingsfeltet mellem historisk-empirisk og aktual-empirisk teoriudvikling [58].

I mit teoretiske og metodiske udgangspunkt er der, som nævnt, tre psykiske niveauer og to socialpsykologiske udviklingsfaktorer:

For de psykiske niveauer, der består af det eksistentielle, det individuelle og det mellemmenneskelige niveau, er der vurderet mht.. forandring i retningen udvikling - et "ja" - eller hvis ikke, så et "nej". Overordnet fremkommer der herved 8 vurderingsmål, idet der for hvert niveau kan svares ja eller nej til, om der er sket forandring i retningen udvikling, dvs. større personlighedsmæssig integration af de på niveauet givne problemelementer, i form af en udvidet handleevne. Disse 8 vurderingsmål skal terminologisk bestemmes som `basismål` [59].

Ligeledes er der gjort overvejelser over, hvad det samlede resultat er på de to socialpsykologiske faktorer "større selvbestemmelse og øget livsfylde" respektivt "om der har fundet en personlighedsudvikling sted". Her fremkommer 4 vurderingsmål, idet hver faktor indeholder to svarmuligheder - et "ja" eller "nej". Terminologisk skal for disse 4 vurderingsmål - der er ekstrapolerede mål - bruges begrebet `grundmål` [60].

Jeg skal ikke i denne sammenhæng gå langt ind i den afhandling, det vil kræve at gøre præcist rede for de i alt 32 terapeutiske profiler, som de 8 basismål og de 4 grundmål tilsammen danner. Jeg skal begrænse mig til nogle generelle betragtninger - og senere supplere disse ved den nærmere afdækning af de resultater, der er fremkommet gennem analysen. Dog skal jeg nævne, at flere profiler er logisk selvmodsigende, men at problemet ikke kan være kun at eliminere disse rent teoretisk, idet empirien selv vil kunne træde modsigelsesfuld frem. Logiske modsigelser skal derfor, i den grad de også er repræsenteret empirisk, opfattes som fortættet historie, der kan fortælle noget ganske særligt om samfundshistorisk indviklethed, fremfor udviklelighed.

Generelt om niveauerne i basismål.

Generelt kan et nej-svar på det eksistentielle niveau - hvis det også er sådan at der er tale om udvikling på eet eller begge af mere generelle niveauer - i bedste fald betyde, at en bruger er blevet stillet bedre mhp at tage dette op senere. Hvis imidlertid det eksistentielle problem er bundet til en hændelse af bevidst krænkelse, og forløbet afbrydes gennem et brud, så vil det alt andet lige stille bruger dårlige end tidligere, også selv om der er sket udvikling på et eller begge af de to andre niveauer.

Et ja-svar på det eksistentielle område må derimod altid opfattes som en høj progressionsfaktor - forudsat at der efterfølgende tages specificeret vare på personen, hvilket vil sige at følge op på, at personen tager sit velbefindende alvorligt og handler udvidende derpå i sine nære relationers domæne.

Hvad angår det individuelle, så vil et ja betyde et brud med den selvunderkendelse - at gøre ydre begrænsninger til egne - der forhindrer personen i at komme i nærheden af egne perspektiver på eget liv. Et nej betyder ikke nødvendigvis, at der efterlades et ubearbejdet problem her, da en problemstilling kan være lokalt "bundet" på et andet niveau.

For niveauet af det mellemmenneskelige, så vil et ja betyde, at personen har valgt at kaste sig ud i livet - modsat bare at tro at det allerede er der, eller kommer af sig selv. Med et ja er det en kasten sig ind i en socialpsykologisk udviklingsproces, der indbefatter en afklaring af, hvad nære andre og forefundne sager kan have eller få af specifik betydning for, at ens eget liv kan undergå den nødvendige samfundsmæssige forandring. Et nej på dette niveau betyder omvendt ikke, at der forbigås et problem - for er der problemer på de to andre niveauer kan dette i sig selv medvirke til, at der ikke kan arbejdes bevidst foregribende med det medmenneskeliges egen udvikling, hvorfor dette da bliver et perspektivmål for det terapeutiske arbejde.

Generelt om faktorerne i grundmål.

Den første faktor - større selvbestemmelse og øget livsfylde - er et mål for, om den personlige handleevne har udviklet sig som en udvidelse af handleevnen overfor de forhold af individuel og social karakter, der omhandler at være udleveret til psykosocial nød, tvang og konflikter. Det er således graden af mere generaliseret samfundsmæssig væren, denne faktor udtrykker - snarere end det er den kortsigtede ophævelse af eller afskærmning sig over for lidelsesfulde forhold.

Den anden faktor - personlighedsudvikling - er et mål for, om der er sket en kvalitativ udvikling af personlighedens egne målsætningsprocesser. Det omhandler, om den menneskelige personlighed har stillet sig på egne ben (:standpunkt), ud fra sin egen bestræbelse (:perspektiv), i almen menneskelig og kollektiv retning.

Som nævnt er der 4 grundmål, idet hver faktor kan besvares med et ja eller et nej.

Da "nej, ja" grundmålet dækker over en selvmodsigelse, der er empirisk repræsenteret - personlighedsudvikling er et kollektivt forhold, der á priori dækker over almen udvidelse af handleevnen, og uden udvidelse af denne ingen personlighedsudvikling - skal det nævnes, at det er muligt at udvikle sin personlighedsstruktur indenfor og på basis af et nytilstået social rum - fx. det terapeutiske rum, ens arbejdsrum, eller familie - men hvis ikke de samlede sociale betingelser om og for individet kan realiseres som selvbestemte udviklingsforhold - fx. stadig mangel på bolig, kærester, læreplads, studie, arbejde, fritid mm eller man kommer i klemme i det sociale system - så vil man som menneskelig personlighed stadig leve i marginaliseringens sfære, hvor livet er en kamp for at overleve. Det er også denne kamp, når den blive til indre psykisk dissonans og hovedsagen for hele menneskets fremtoning, der danner den "tragiske personligheds struktur" [61]. 

ANALYSE AF KONKRET TERAPEUTISK PROGRESSION.

I Kapitel 1.3 er der en samlet opgørelse af brugerforløbene ud fra deres fordeling indenfor de mulige 32 terapeutiske profiler. Dette skal i det følgende kommenteres med udgangspunkt i de fire grundmål (jvf. sidste side i Kapitel 1.3).

A: Disudvikling

     8 PERSONER.

- 3 personer (EN54, G13, G14) placeret i basismålet "ingen udvikling, evt. tilbagegang". Fælles herfor er, at det er forløb der afbrydes efter 1.gang. Min egen opfattelse af første gang er i alle tre tilfælde, at det var en OK-gang i den forstand, at jeg ikke havde nogen usikkerhed på, om problemstillingen var grebet rigtigt an. Manglende empati (herom senere) fra min side må derfor være forklaringsgrund til afbrud.

- 3 personer placeret i basismålet "individuel-social afklaring". For den enes vedkommende (EN3) så er vi ikke dér, hvor vi kunne gribe en stor indestængt vrede - en vrede der også var ganske begrundet ud fra det danske samfunds diskrimination af personen ud fra hans særlige multi-etniske baggrund; til den anden person (EN20) har vi ikke de daglige ressourcer, der kræves; for den tredje person (EN21) er det sandsynligt at terapiforløbet har stillet personen dårlige ift. en næste gang, hvor hun finder mod til at prøve at komme videre med sit liv, hvis hun efter dette mislykkede forsøg nu tør komme på den tanke, idet det afbrydes af bruger, og det afbrydes sandsynligvis på grund af en, fra rådgiverside, mangelfuld omgang med brugers materiale vedr. en uhyrlig oplevelse - en bevidst krænkelse - i puberteten.

- 2 personer placeret i basismålet "færdighed til at tage egne interesser alvorligt". Til EN12 er der dog ikke tilstrækkelig kompetence til at arbejde bevidst med overvindelsen af kognitiv dissonans, der træder frem hver gang intime forhold stiller sig som opgave, men bruger udvikler at kunne tage egne interesser alvorligt og handle, i stedet for bare at sidde og græde på sit værelse. For EN33 er junken stærkere end vores arbejdsindfaldsvinkel.

Familiemæssigt er der for de 8 personer at bemærke: en utydelig faderfigur i 6 tilfælde (EN3, EN54, G13, G14, EN12, EN33), hvor det matriarkalske dominerer i de 3 (G13, EN12, EN33). For de andre 2 (EN20, EN21) er der stærk patriarkalsk dominans. 

Familiestrukturen er i alle tilfælde intakt i form af en far og en mor - dog mister EN54 i puberteten sin fader pga. kræft, medens EN12 mister sin fader i 20 års alderen - faderen begår selvmord.

B: Personlig progression, men social disrespekt

     6 PERSONER.

- 3 personer (EN25, EN39, EN41) i basismålet "på vej mod et samfundsmæssigt liv". Alle er socialt marginaliseret, i et kummerlig afhængighedforhold til sociale myndigheder. Men alle foretager på kort tid en radikal forandringsproces af deres tilgang til verden - uden at verden dog i social forstand lader sig forandre mht.. et gribeligt arbejde eller uddannelsesmulighed.

- 2 personer (EN26, EN35) i basismålet "rum til at samle eget perspektiv op". EN26 er en tvangsmedicineret kvinde, produceret af intriger og fejhed i hendes omgivende netværk. Hun rejser sig; holder fast og holder fast - men har stadig svært ved at finde samfundsmæssigt fodfæste. Er også i et kummerlig afhængighedsforhold til arbejdsmarkedsmyndigheder. EN35, kvinde og udsat for incest/voldtægtforsøg i puberteten, foretager også en radikal omvending i den terapeutiske proces; hun gør sig fri af sin egen selvunderkendelse, men vedbliver at stå - også grundet at være enlig moder - i et dårligt afhængighedsforhold til sin familie.

Både EN26 og EN35 har svært ved grænser: begge er over årtier sexuelt udnyttet af mænd, der manipulativt formåede at stille sig ind på deres personlige rum.

- 1 person (EN30) i basismålet "udviklingen af eget bevidste personlige standpunkt". En ung kvinde, der selv om hun har rejst sig, stadig har svært ved at finde ordentlige arbejdsforhold: hun har interesser i områder, der traditionelt er mandefag, men da hun ikke vil finde sig i diverse sexistiske chikanerier kommer hun konstant i ansættelsesproblemer.

Familiemæssigt gælder for de 6 personer: en fraværende fader i 3 tilfælde (EN25, EN35, EN41), og en fraværende moder (psykiatriseret og senere familiemæssigt udstødt) i et 4. tilfælde (EN30). Der er patriarkalsk dominans for de sidste 2 (EN26, EN39). For alle gælder imidlertid, at deres familieforhold brydes op inden deres 15 år.

C: Konstruktiv individuel-social nødvending: 

     35 PERSONER.

- 2 personer i basismålet "fået mod/evne til at gribe ud efter verden". Det er atypiske forløb: eet om fremskaffelse af bolig til lyløs gadebarn, samt "psykisk etableringshjælp"(EN5); eet om hjælp til at komme i snak med parforholdsfælle (PAR10).

- 4 personer i basismålet "individuel-social afklaring". For de to`s vedkommende (EN17 og EN28) er det udredningsproblemer omkring hvad at gøre overfor familiære konflikter. Og disse konflikter er i deres perspektiv "løst" ved udgangen af forløbenes afslutning. For EN15 er det et forløb, der stopper i gensidighed - ikke fordi der ikke er problemer at arbejde med, men fordi der er præmisdivergens mht.. hvordan overvinde en bestemt angst (:opportunangst). For den fjerde (EN42) sker der en voldsom forandring og udviklingsproces, idet personen bryder ud af et meget dårligt ægteskab, men til gengæld stilles vedkommende med aleneansvaret overfor tre små børn, i en situation hvor egne familieforhold har været afbrudt i 10 år, og ikke synes at kunne reetableres. Samtidig er personen ufaglært. Det er, desværre, ikke en atypisk social problemstilling, men uden forandrede politiske forhold er den så godt som uløselig på een for personen ordentlig måde.

- 10 personer i basismålet "færdighed til at tage egne interesser alvorligt". For de tre`s vedkommende (PAR4, EN18, EN53) er der ingen særlige problemer vedrørende det eksistentielle, så de udløsende problemer er overvundet ved terapiens ophør. For 5 andre (EN38, EN47, G2, G4, G12) kan der gøres den vurdering, at der er en rest på det eksistentielle niveau. Forløbene kunne således være fulgt op med en mere konfronterende indfaldsvinkel, hvis denne problemstilling havde været klar dengang. Men en sådan rest er ikke nødvendigvis er en terapeutisk problemstilling! De resterende 2 personer er stadig i forløb.

- 1 person (EN27) i basismålet "intrapsykisk trang/tvang overvundet". Personen er i panik, og angst og bange for at køre sig selv helt ned. På anmodning et afspændingsforløb, der slutter da personen har "fundet sit rum, interesser og ressourcer igen".

- 7 personer i basismålet "på vej mod et samfundsmæssigt perspektiv". For 3 (EN7, EN34 og EN52) var det uproblematisk at gå videre i form af forløbsafslutning, om end en lille usikkerhed mht.. at klare det var der. For 3 andre (EN13, EN29 og EN51) var der stadig massive problemer i relationer til nære kære, men disse valgte man at ville klare selv - for EN13`s vedkommende ved at afbryde forløbet. EN56 er stadig i forløb.

- 11 personer i basismålet "rum til at samle eget perspektiv op". For de 4 (EN2, EN8, EN14, EN24) omhandlede det, at de stod i en social omstruktureringsproces, der var svær at overskue: enten var man just gået i gang med et studie, afbrudt et, eller også havde man fået barn. For de resterende 7 (EN6, EN23, EN32, EN37, EN46, EN55 og G1) gjaldt det, at de sloges med at finde ud af at bruge deres ressourcer konstruktivt - de hang alle i uafklarede intime relationer.

Familiemæssigt har de 35 personer følgende baggrund: patriarkalske familieforhold i 12 tilfælde (EN5, PAR10, EN15, EN17, EN28, PAR4, EN18, EN47, G4, EN34, EN6, EN8). Matriarkalske familieforhold i 14 tilfælde (EN42, EN53, G2, G11, G12, EN7, EN29, EN51, EN52, EN56, EN2, EN37, EN46, G1). For de resterende 9 gælder, at der ikke er noget klart dominansmønster. Af brudte familier er der alt i alt 19.

D: Personlighedsmæssig udvikling

    20 PERSONER.

- 20 personer i basismålet "udvikling af eget bevidste personlige standpunkt". For 5 personers vedkommende, alle kvinder - EN9, EN16, EN22, EN44 og G6 - har seksuelle overgreb været en del af eller hele problemet; 2 (EN22, EN44) kommer fra brudte hjem. For 8 andre, også alle kvinder - EN1, EN11, EN45, EN48, G5, G7, G10 og G15 - har mandlig patriarkalsk dominans været en væsentlig diskriminerende faktor i udviklingen af problemsituationen. For 3 personer - EN36, G8 og EN43 - gælder det, at de kommer fra brudte hjem, der har været meget ressourcefattige. For de sidste 4 - EN19, EN31, EN40 og EN50 - har deres familieforhold været præget af een eller anden subtil konflikt, som de er blevet personlig bærer af.   

GENERALISEREDE PROGRESSIONSMÅL.

I Kapitel 1.3 findes også en kvantitativ opgørelse af de forandrings- og udviklingsprocesser, der vurderes at være på tale i de enkelte brugerforløb. Resultatet er følgende progressionsmål: 

Basismål:

- vedr. det eksistentielle niveau              : 0.66               0.54                 0.64

- vedr. det individuelle niveau                : 0.73               0.77                 0.74

- vedr. det mellemmenneskelige niveau  : 0.66               0.85                 0.70

Grundmål:

- vedr. selvbestemmelses og livsfylde     :0.79                0.85                 0.80

- vedr. personlighedsudvikling               :0.36                0.46                 0.38

Til bestemmelse af konkret progressionsmål er det nødvendigt at gribe tilbage til den tidligere bestemmelse, at det der skal vurderes er udvidelsen af personlig handleevne i retningen større selvbestemmelse og øget livsfylde respektiv personlighedsudvikling. Som sådan fokuseres der derfor på kvalitative samfundsmæssige udviklingsprocesser, og ikke generelt på kortsigtet nødvending indenfor givne restriktive betingelser. Med et sådant fokus er der også tale om en udvidelse af traditionel tilgang til og formålsbestemmelse af psykoterapi, hvor effektmål primært omhandler forandringsprocesser mod øget autonomi, symptomlindring mv. [62]. Denne udvidelse er gjort i overensstemmelse med genstanden for socialt-klinisk/terapeutisk arbejde, idet nød, tvang og konflikter altid er et samfundsmæssigt forhold. Det vil da være udviklingen af en illusorisk autonomi og symptomlindring, hvis givne problemer gribes som et spørgsmål om løsning på kort sigt, inden for givne rammer. Og det vil være en katastrofe, hvis en sådan restriktiv udviklingsproces aktivt initieres fra den behandlende parts side, idet dette på lang sigt bare fører "nye" - og faktisk mere voldsomme - sammenbrud med sig. Det forhold, indenfor traditionel psykoterapiforskning, at der ikke er forskel i effekt på dynamisk psykoterapi og længerevarende terapi uden forhåndslagt tidsgrænse, samt at de mest ressourcestærke profiterer mest af psykoterapi [63], lader sig også vanskeligt forklare uden antagelsen om, at det er en tilpasningsstrategi, der induceres fra terapeutisk side. Og som antagelse lader denne sig også bekræftige i de gængs anvendte psykologiske teorikoncepter! Det kan endvidere også vises, at "tilpasningsnormalitet" er en central forform for psykiske forstyrrelser [64].

Når vægten mht.. effekt således er flyttet fra området af kortsigtet privat overlevelse til området af udvidet handleevne i samfundsmæssig forstand, så betyder dette, at nærværende progressionsmål ikke umiddelbart kan sammenlignes med traditionelle effektmål. Det kan dog umiddelbart siges, at progressionsmålet må tendere at blive mindre end effektmål, men længerevarende i sin progressionseffekt, idet der intenderes en mere grundlæggende løsningsproces af aktuelle problemstillinger. Omvendt må det også gøres gældende, at progressionsmålet ved tilstrækkelige terapeutiske ressourcer må blive højere, når der gås til den grundliggende problemstilling, fremfor på kortsigtet vis kun på symptomet.

For det følgende skal jeg gøre den antagelse, at ovenstående to forhold ophæver hinanden. Og ud fra dette sammenligne progressionsmål med traditionelt givne effektmål - dog med den tilføjelse, at den længerevarende effekt ikke kan antages at udligne sig over tid, tværtimod tenderer den mod at stige, hvilket er modsat den psykoterapeutiske effektforsknings resultater, hvor det kan vises, at den samlede effektstørrelse "avtar jo længere etter behandlingen man foretager etterundersøkelser" [65].

For gængs psykoterapi kommer den gennemsnitlige terapiberørte bedre ud end 80% i en kontrolgruppe [66]. Sammenlignes dette måltal med progressionsgraden for grundmålsfaktoren "større selvbestemmelse og øget livsfylde", så ses de at stemme overens. Progressionsmålet lever mao op til, hvad der i bedste fald kan kræves. Nu er grundmålsfaktoren imidlertid kommet til veje gennem en tilsvarende vurdering af personlighedsudvikling, hvor der er svaret negativt mht. udviklingen af større selvbestemmelse og øget livsfylde i den grad, at en personlighedsudvikling er realiseret, men hvor kamp for overlevelse stadig er et socialt eksistensfaktum, fx. at man er fanget imellem forskellige lovparagraffer i en periode, hvor de ændres, eller der er mangel på relevant uddannelsestilbud, institutionsplads mv.. Det drejer sig om 6 personer ud af i alt 69. For disse personer er der tale om udvikling af større selvbestemmelse og øget livsfylde, idet det er kommet til en udvidelse af den personlige handleevne. Medtages disse personer, så vokser progressionsgraden til 0.88. Desuden kan det heller ikke antages - hvad er gjort på een undtagelse nær (EN15), da der arbejdes med mindstemål - at alle frafaldne forløb ingen positiv effekt har på udvidelsen af den personlige handleevne. Positiv effekt kan nemlig antages i tre yderligere tilfælde (G13, EN20, EN33). En medtagen af disse tre vil øge progressionsgraden med 0.05 til 0.93.

Jeg skal ikke simpelt regne disse 9 personer med i et samlet måltal for en progressionsgrad, der er sammenlignelig med traditionel effektmål på 0.80. Men jeg skal gøre den antagelse, at for de 6 personer - de personer, hvor kamp for overlevelse dominerer i en udvidet personlig handleevne - at for halvdelen af disse vil "kampen" hen ad vejen træde i baggrunden. Dette ved jeg også positivt er sket i tre (EN25, EN35, EN30) og sikkert også med tiden i et fjerde tilfælde (EN26). Hvad angår de resterende to i denne gruppe (EN39, EN41) er det mere sandsynligt, at der, for overvindelse, skal støttes op med videre terapeutisk arbejde. Samlet må jeg konkludere, at jeg kan lægge minimum 0.04 til det allerede givne progressionsmål på 0.80 for "større selvbestemmelse og øget livsfylde".

Alt i alt bliver progressionsmål for nærværende materiale og arbejde i rådgivningen derfor 0.84. Og som sådan 0.04 større end det sammenlignelige effektmål på 0.80.

Det andet der kan bemærkes ved materialet er, at gruppeforløb generelt har bedre progressionsfaktorer. Og det selv om det eksistentielle progressionsniveau er lavere. Dette kan omhandle, at overhovedet gruppeprocessens strukturering betyder en positiv bearbejdning af det eksistentielle niveau på en implicit måde, hvorfor det så ikke træder typisk frem som et arbejdskrævende individuelt problemniveau. Det bearbejdes så at sige gennem indgåen i strukturen - hvorfor det så tenderer at blive fraværende ved en indholdsanalyse af den berørte brugers forandrings- og udviklingsproces. Hvis dette er rigtig, så forklarer det også hvorfor progressionsgraden på det mellemmenneskelige niveau er større for gruppe end ved enkeltforløb: i en gruppe tenderer gruppen som sådan til at blive forum for udviklingen og taklingen af problematiske mellemmenneskelige problemstillinger, hvorimod disse i enkeltforløb tenderer at være udenfor selve det terapeutiske møde.

At gruppeforløb har bedre progressionsfaktorer end individuelle forløb kan også omhandle en forskel i, hvem der visiteres til hvilken type forløb. Fx. at de mere udviklingskrævende problemstillinger gives individuelle forløb. Det er dog ikke den praksisprocedure, der eksplicit visiteres efter - men det er nærliggende at tænke, at den implicit ligger der. For kan man fra rådgivningens side ikke forestille sig, hvordan en bruger kan "profitere" af en gruppeproces, så visiteres der ikke dertil. Samtidig respekteres det også, hvis en bruger ikke ønsker at gå ind i et gruppeforløb. Det kan så være, at der ift. en bruger ingen andre muligheder er end gruppe. Og så bliver det brugers valg at bruge gruppetilbudet, eller intet at kunne blive tilbudt.

For nærmere at afgøre hvad der danner progressionsforskellen mellem gruppe og enkeltforløb, må det derfor analyseres, om der sker en implicit fordeling ud fra sværhedsgrad af kerneproblemstilling gennem visitationen i rådgivningsgruppen. Dette skal ikke gøres her - nævnes skal blot at den kliniske litteratur omhandlende hvad der er bedst eller giver størst resultat er meget modsætningsfuld, og at der i dag er en udbredt tendens til at vurdere effekten af gruppeterapi som lavere end ved enkeltforløb. Dette resultat støtter nærværende undersøgelse ikke, heller ikke undersøgelser, der viser at "det ingen betydning har om terapien gis individuelt eller i grupper" [67]. Der må dog tages forbehold mht. at det er et kvantitativt lille materiale - om end tendensen er klar. Tværtimod kan gængs vurdering af gruppeterapiens effekt stamme fra een, i det kliniske kollektiv, egen individuel tendens til aktuelt at vægte privatisering af menneskelige udviklingsprocesser - hvad jeg mener den udbredte liberale holdning indenfor psykologstanden meget bekræfter.

7: SAMMENFATTENDE OM TERAPEUTISKE RESULTATER: TENDENSUDSAGN.

Resultaterne for analysen af gennemførelsesmål og af progressionsmål synes jeg er tilfredsstillende. I forhold til anden side endda overraskende god. Alligevel er der - for mig personligt - kommet mange forhold frem, hvor jeg har tænkt: gid jeg dog havde været opmærksom på dette dengang, så var det gået anderledes. Nu er det ikke sikkert, at det i praksis også ville være tilfældet, men der er alligevel grund til at hæfte sig særskilt ved de tilfælde og forløb, der ikke fik det ønskede udfald. Det er her, der for alvor må og skal læres.

Samtidig må der dog også læres af de "vellykket forløb". Her vil det særligt dreje sig om en indkredsning og specifikation af den mulighedstype, der kom på tale som problemovervindelseskoncept. Et sådant arbejde vil også medføre afdækning af indre inkonsistens i den terapeutiske tilgang, der er lig såvel terapeutisk viderekvalificering som ressourceoptimering.

I begge tilfælde - lære af det  dårlige og lære af det vellykket - kræves imidlertid inddragelse af de politisk-økonomiske forhold omhandlende de enkelte brugere. Kun således vil kvalificerede valg af mulighedstyper til intervention kunne gøres begrundet med en grad af sandsynlig socialpsykologisk adækvans, idet indgreb altid er indgreb i en bestemt materiel betingelses- og begrundelsesstruktur. Denne analyse - der også er et enkeltteoretisk udviklingsarbejde - skal jeg ikke gå nærmere ind i. Til gengæld skal jeg søge at sammenfatte nogle centrale tendensudsagn for mit terapeutiske arbejde indenfor det socialt-kliniske felt. I sig selv vil disse kunne pege på, hvad der kan tænkes at være væsentlige forhold af også ubestemt eller ubegrebet art i den terapeutiske tilgang til praksisfeltet. Tendensudsagnene har mao heuristisk værdi mhp videre analyse indenfor udvalgte områder, både internt for mit materiale og eksternt ift. anden psykologisk praksis på området.

Skelettet for tendensudsagn skal dannes ud fra den betragtning, at udviklingsindgreb altid sker ud fra et forhold mellem tilstandsmål og aktivitetsmål [68]. Medens aktivitetsmål er nødvendige i perspektivet den enkelte involveredes større greb om egen tilværelse - og dermed overordnet tilstandsmål, idet bevægelse i en tilstand altid er forandringsprocesser i en aktivitet med en bestemt retning - så er tilstandsmål nødvendige som forudsætningen for at kunne gribe forandrende ind dér, hvor udviklingsforhold er i sig selv, møder forhindringer eller låser sig til sig selv.

Forholdet mellem basismål og grundmål er dermed at betragte som et forhold mellem tilstandsmål og aktivitetsmål. Ligeså gælder dette for forholdet mellem gennemførelsesmålet og dét grundmål, (:den socialpsykologiske faktor "større selvbestemmelse og øget livsfylde"), der er brugt som overordnet progressionsmål. I dette sidste forhold er basismål indersiden i gennemførelsesmålet og gennemførelsesmålet dettes yderside, og tilsammen er de et tilstandsmål overfor det overordnede progressionsmål som aktivitetsmål.

Ud fra dette kan det siges, at det tilstandsmål, der samlet bidrager mest til aktivitetsmål er det individuelle niveau (0.74). For gruppeforløb er dette imidlertid det mellemmenneskelige niveau (0.85). Det tilstandsniveau, der bidrager mindst - og det både for enkelt- og for gruppeforløb - er det eksistentielle niveau (0.64). Da det eksistentielle således "fylder" mindst, kan det antages, at det bearbejdes, når det er på tale [69]. Og hvor det ikke bearbejdes, dér må gennemførelsesmålet være lavt. Og dette er faktisk også tilfældet.

EN SÆRLIG UDVIKLINGKONFLIKT: DEN TOTALITÆRE KRÆNKERS LIGEGYLDIGGØRELSE AF EGNE HANDLINGER - OG PSYKIATRIENS TYPISKE GENTAGELSE.

For de 10 personer der ikke gennemfører er de 9 placeret med et "nej" for forandringer på eksistentielt niveau. For 4 af disse (EN54, G13, G14, EN3) afsluttes forløbet for de tre`s vedkommende efter første gang eller senest efter tredje gang. Men med så korte forløb kan der ikke med sikkerhed siges noget om, om det også var det eksistentielle, der forblev u(be)grebet. Det kan imidlertid siges, at det man måtte have forventet, dét blev man skuffet over - hvilket også er den faktor, der menes at være den centrale for frafald [70]. Fælles for de frafaldne gælder, at de alle fremtræder med en selvfølgelig ret til selv at ville tænke og føle, men at der også er en stærk selvunderkendelse mht. hvordan det personligt er muligt at komme ud over egen private omgang med verden. Kigger jeg på min egen tilstand i disse kontakter, så er det sådan, at jeg i ingen af tilfældene havde opfattelsen af, at problemsituationerne blev grebet forkert an - heller ikke bagefter - men jeg kan også konstatere eksistensen af en bestemt stivnethed ved mødet hermed: at køre i en bestemt rille, hvor jeg ikke har fået undersøgt om den kontakt, der er, også er en kontakt omkring samme betydningsindhold. Jeg forbinder dette med en empatisk konflikt, jeg ikke løser i situationen: en inddragelse og afklaring af spontane identitetsforhold som virksomme 2.personsfaktorer [71]. For de to mænds vedkommende at være en konkurrende anden - for de to kvinders vedkommende at kunne være deres fader.

For de resterende 5 (EN12, EN15, EN20, EN21, EN33) er det eksistentielle imidlertid dét centrale: for alle gælder, at der er "noget", der ikke kan udholdes, og at rådgivningen ikke kan skabe betingelser for at dette sker. Alle 5 er kvinder, og enten er de krænket gennem uhyrlige hændelser på det intime område (EN12, EN21) eller også er de stillet voldsomt alene i puberteten, efter generelt at have været holdt nede, ugyldiggjort, op igennem barndommen (EN15, EN20, EN33). Der mangler et liv, for alle, som de kan træde ind i, helt for sig selv, men alle holdes også krampagtigt tilbage af uafklarede relationer på det familiemæssige område.

For de 10 frafaldne personer ved jeg med sikkerhed, at de 9 står i og med "en problematisk familiemæssig elastik" - også selv om de er flyttet (langt) fysisk væk - og det er endvidere nærliggende at antage, at dette også gælder den 10.ende (G14 med bulimia).

Ud fra dette må jeg konkludere, at der med ovenstående peges på, at en bestemt form for privatisering af sociale udviklingskonflikter er forblevet ubegrebet i tilgangen til brugerarbejdet med disse personer. Spørgsmålet må derfor være: hvilken?

Betragter jeg de 10 personer ift. tidligere behandling, så har de 7 været i behandling før. For de personer, der gennemfører, er tallet 23 ud af 59. Dvs.: 70% i gruppen af frafaldne mod 39% af de, der gennemfører, har været i behandling før. At have været i behandling tidligere spiller mao en stor rolle mht. gennemførelsesgraden for en ny terapeutisk proces. Og dette forhold har endvidere en stærk kønsfordeling: 8 ud af 10 frafaldne er kvinder, medens de kun udgør 2/3-dele af hele materialet. Men hvad med progressionsgraden. Hvis det er sådan, at tidligere behandling betyder en lav progressionsgrad, så stilles der nemlig spørgsmål ved kompetencen på visitationsniveau, hvor der er den praksis, at der gås ind, når/hvis andre behandlerinstanser har givet op? Her viser en opgørelse følgende: 2 personer ud af 6 i grundmål B (:personlig progression, men social disrespekt); 9 personer ud af 33, i grundmål C (:konstruktiv individuel-social nødvending; samt 9 personer ud af 20 i grundmål D (:personlighedsmæssig udvikling). I procent er dette for grundmål B=33%, for C=27% og for D=45%. Og disse procentsatser, med den tunge ende i grundmål D, peger ikke på, at visitationspraksis skyder over målet. Snarere må det siges, at den valgte teoretiske og metodiske indfaldsvinkel er signifikant bedre mht. problemløsning, både over overfor psykiatriens symptombehandlingsindfaldsvinkel, og overfor dennes genindlæggelsesprocent på 75% [72].

Med dette er der dog ikke svaret på, hvad der har stillet sig som ubegrebet ifm. frafald. Der må et mere nuanceret billede til. Og dette fås ved at betragte fænomenet krænkelse (:psykisk misrøgt fra understøttelsesperson/incest/voldtægt). Det drejer sig i alt om 23 personer ud af materialets 69 - og tallet 23 er sandsynligvis reelt en del højere, idet krænkelse/krænket psykisk stof kan skjules gennem ikke særligt dominerende neurotiske reaktioner. Ift. de 10 frafaldne er de 5 krænket (50%), og 4 af disse er senere tvangsmedicineret (40%). Det samme billede for gennemførelsesgruppen er 18 krænkede ud af 59 (31%), hvoraf kun 2 (3%) er tvangsmedicineret. Det viser sig endvidere, at hvis man ikke er krænket tidligere, men kommer i psykiatrisk behandling, at så er der minimale chancer for tvangsmedicinering. Tallet er 0%! Ud af 17 krænkede, der er kommet i behandling indenfor psykiatrien, er 7 endt op i en tvangsmedicinering, dvs. 41%. Og heraf er de 6 kvinder. Der er mao en stærk sammenhæng mellem krænkelse og psykiatrisk varetægt i formen tvangsmedicinering; Og at denne sammenhæng er signifikant for kvinder.

En sådan sammenhæng mellem krænkelse, kvinder og tvangsmedicinering, kombineret med det tidligere resultat om "en problematisk familiemæssig elastik" som baggrundsvariabel, fortæller flere ting: for det første at psykiatrien mere varetager den sociale ordens restriktive logik, end den løser problemer op; for det andet at psykiatrien tenderer stærkt at handle mod den berørte part, og for dé andre, der er i stand til at delegere sit medansvar væk fra sig. Samlet kan dette udtrykkes på den måde, at psykiatrien aktivt støtter den totalitære krænker ligegyldiggørelse af sine handlinger overfor en berørt, en ramt person heraf. Herved bidrager psykiatrien til dét for krænkelsen centrale: det kollektive svigt; og dette særligt hvad kvinden angår.

Det er nærliggende at konkludere, at et, hos den berørte (kvinde), manglende handleberedskab til forud at lokalisere, undvige eller handle som modmagt, overfor intimrelaterede angribende andre, at dette manglende forsvar nedbrydes, om muligt endnu mere, ved psykiatrisk kontakt. Det er da også et kendt fænomen, at psykiatriserede personer, tvangsmedicinerede eller ej, efterfølgende nærer en stærk tvivl på en hvilken som helst behandlergruppes motiver, hvilket imidlertid ikke er særligt uforklarlig ud fra ovenstående: når mistro, udi det paranoide, af psykiatrien tages som udtryk for sindssygdom, hvilket pr definition er mangel på sygdomsindsigt, ja så er der gode grunde til at tvivle på, hvad det er behandlere "tilbyder" een. Det kan nemt blive endnu en autoritær krænkelse respektiv ugyldiggørelse af ens eksistens [73]!

Et terapeutisk arbejde hermed er ikke a priori først at arbejde med det oprindelige eksistentielle overgreb - dette er for længst gemt bort - men at afklare identitetsforhold og herigennem skabe rum til, at det kan træde i eksistens. Dette kræver at terapeuten kan eksistere i den andens billede af, at terapeuten overhovedet med sin eksistens psykosocialt er lig den totalitære krænkers ligegyldiggørelse, i samme grad som intime forhold er virksomme psykiske niveauer. Men det synes også at kræve en ting mere: ser jeg på de forløb, der ikke lykkes, og hvor dette har været på tale, så har jeg gjort "alt", undtagen direkte at tage kontakt udadtil til den eller de personer eller behandlingsinstitutioner, der eventuelt stadigt er levende og nærværende som krænkende gestalter hos den anden - ikke for konfrontationens egen skyld, men for at give det tilbage, der hører hjemme her, samt for at få informationer herfra, så "elastikken" kan brydes. Mao: jeg skulle have tænkt modmagt - ikke som et psykisk tricks, men som realitet.

PSYKIATRI, DISSONANS OG ARVELIGHED.

Af de 10 der ikke gennemfører har 5 været psykiatriseret, heraf de 4 tvangsmedicineret. 2 andre har været psykologiseret i flere og lange omgange. Og dér, hvor dissonansfænomenet var mest virksomt var hos de 4 tvangsmedicinerede. Der kan her ræsonneres - som psykiatrien - at tvangsmedicineringen grunder sig i dissonansfænomenet, men det er mere nærliggende, at se dissonansfænomenet som skabt af totalitær krænkelse og ugyldiggørelse, der er blevet gentaget og skærpet i og med personernes møde med psykiatriens diagnostiske tilgang. Det er nemlig et faktum, at ingen af de psykiatriserede havde fået nogen medmenneskelig og/eller professionel terapeutisk støtte til at se deres funktionsmåde som begrundet i skærpede biografiske livsomstændigheder (:isolation) og voldsomme omstændighedshændelser (:voksensvigt). Problemet for de berørte kan derfor siges at være, at det ikke har været muligt at krænge et ydre intenderet påført ubehag af sig - det blev indre, hvilket sker når det Onde, den bevidste krænkelse, mødes [74] - og at der heller ikke senere var en autentisk og autoritativ støtte til at yderliggøre dette som og gennem fælleshandling.

Der er således intet i det foreliggende materiale, der støtter psykiatriens arvelighedskoncepet omkring psykiske sygdomme/skizofreni [75]. Tværtimod må denne arvelighedstanke ses at opstå, når der ikke kigges langt nok ind i, hvilke fortrædeligheder mennesker kan gøre mod andre mennesker i deres varetægt og slippe godt fra det ved at skjule det. Det er derfor et kollektivt anliggende at finde og overvinde de kim i et givent mellemmenneskeligt system, der kan bruges af mennesker mod andre mennesker som eksklusion af disse fra det medmenneskelige fællesskab. Det er modmagtens problemstilling at være til her, når solidaritet kræves - den berørte selv er jo netop ude af stand til at handle for egen skyld.

PSYKOLOGISK ARBEJDE MED DISSONANS.

Dette bringer problemet - hvad angår de 10 personer der ikke gennemfører - hen på området af, hvordan arbejde med kognitiv dissonans [76], idet dette i vid udstrækning har været et eller dét væsentligste forhold af problematisk art for udviklingen og etableringen af en kooperativ målsætningsproces i selve den terapeutiske kontakt. Ud fra det tidligere kan problemet præciseres til, at der ikke er blevet arbejdet bevidst med konceptet `den totalitære krænkers ligegyldiggørelse`, idet dette har været en central ubegrebet grundfigur. Relaterer jeg dette til, hvordan mit møde med kognitiv dissonans til anden side har afviklet sig med overvindelse heraf til følge, så har dette kunnet lade sig gøre i samme grad som det er blevet muligt at tage springet ind i en systematisk familiesociologisk og livsbiografisk analyse, samtidig med at der sker en opsamling og bearbejdning af de daglige hændelser som noget inddæmmet og på lang sigt muligt løselig. Terapeutisk har det store problem været, at nå det ståsted, hvor en bruger bevidst kan udholde og se sin livsløsning som bestående i at skille sin problemløsningsorientering ud på to distinkte genstandsfelter - det tidligere familie- og klassemæssige og det nutidige aktuelle - der kun i et tidsperspektiv er og kan blive sammenfaldende igen, og da på en nødvendig kvalitativ anderledes måde. Problemet er opnåelsen af selve ståstedet, som forudsætningen for det bevidste spring ind i det fortidige familiesociologiske og livsbiografiske - for når man i det daglige træder sig selv over tæerne med et både-og og et enten-eller på samme tid, så har man ikke nogen ressourcer til at stille sig anderledes, og samtidig er der også en interesse mod at slippe det nærværende, fordi man kan frygte endnu en skjult manipulation. Og netop manipulation har man fået nok af. Det er også af denne grund, at terapeutisk fokus på det mellemmenneskelige niveau til skabelse af rum for nyorientering er det centrale - men det er så også, min læring nu, nødvendigt at fokusere mere bevidst reflekteret på identitetsforhold, når der trædes her [77]. I psykoanalytisk terminologi vil dette kaldes "at få hold på modoverføringsforhold", så det skal jeg heller ikke nægte eksistensen af. Men jeg skal gøre den betragtning med, at den eneste måde disse terapeutisk kan ophæves går gennem den intentionelle fokus på, hvad der er særligt på den andens præmisser at overvinde i en brugers livssituation. Løses problemet om overføringsforhold imidlertid psykoanalytisk har jeg svært ved at se andet, end at en bruger af rådgivning tilskrives den lyst eller frygt som intimrelaterede andre allerede een gang har krænket personen med. Et klassisk tilfælde er her Freuds "Dora" [78].   

Teoretisk og metodisk skal jeg samle problemet op på følgende måde: rådgivningsmæssigt gås der til værks med en generel tilgang til ethvert brugerproblem. Det er det tidligere nævnte om problemudvikling og om total åbenhed. Samtidig søges en specificeret problembestemmelse gennem mødet med brugers problemsituation og orientering heroverfor: hvad er aktuelt det pressende problem, og hvad ligger af muligt langsigtet perspektiv for ophævelse heraf. Videnskabslogisk trækkes der med disse to sider på en grundfigur, som Haug har afdækket: at tænke i mønsteret om `ekspressiv totalitet` på den ene side, og det konkrete som en `artikuleret organiseret enhed` [79]. Det er som sådan praktiseringen af dette modsigelsesforhold som tankens hylster, der ikke har været tilstrækkeligt udviklet overfor dissonansfænomenet i sin egen behandlerskabte regenese, og som uudviklet er det heller ikke muligt at gribe ind i udviklingsforholdet mellem alment og enkelt i det konkretum, som her er på tale. Der må derfor konciperes en generel stridbar mulighedstype, der ikke bare har dissonans som kerne, men dissonans og tidligere behandlingserfaring hos den berørte, og en særlig mulighedstype herover, hvor kernen er dissonans og psykiatri. 

INTIMRELATEREDE EKSTRA-TERAPEUTISKE HÆNDELSER.

Til forholdet mellem gennemførelse som tilstandsmål og progression som aktivitetsmål hører også de forløb, hvor bruger (EN24, EN34, EN39) dropper ud som følge af bedring i individuel-social livssituation (jvf. punkt 9 i afsnittet "Analyse af terapeutisk gennemførelse"). De er ikke taget med under gennemførelsesfrafald, fordi de alle har været igennem flere problemudviklings- og bearbejdningsfaser, der medfører en over tid stabiliseret situation. Der er alligevel grund til at kigge nærmere på dem, idet alle forløbene - på drop ud tidspunktet for brugeren - også er karakteriseret ved det åbne spørgsmål om, hvorvidt der skulle gås videre og i hvilken retning. Nu er det ydre grunde - aflysninger - der er den umiddelbare faktor for bestemmelsen "drop ud" - men siden dette spiller ind, er det nærliggende at antage, at arbejdet har flydt mht. virksomhed omkring bevidst satte udviklingsmål. Det må derfor siges, at der her faldes under rådgivningens eget koncept om at være forud, også mht. at gøre status, foreslå at stoppe eller andet. Dette sker ikke - så rådgiverside er bagud aktuel terapeutisk problemstilling. Karakteristisk er imidlertid, at alle tre brugere ved drop ud tidspunktet kan henvise til gjorte positive erfaringer på det intime område: enten at have fået en kæreste (EN39), at have sagt fra til gammel kæreste (EN34) eller at have levet sin lesbiske side ud (EN24).  

Tilfældigt ved jeg for disse personer i dag følgende: EN39 har mistet sin kæreste igen, og har det ikke særlig godt med livet som sådan; EN34 lever et produktivt og handlekraftigt liv; medens EN24 har overvejet at gå til psykolog igen.

Ser jeg mine forløbsnoter igennem ud fra dette, så er det karakteristisk - begrundeligt ud fra forløbsproblemstillingen på det aktuelle tidspunkt - at medens EN34 stillede sig på egne ben, ud fra sig selv, så er de intime afgørende hændelser for EN24 og EN39 ikke at se som bevidst relevant løsningsmedie i sig selv, men "tilfældige" gode hændelser, hvor det dog også er muligt at forpuppe eller indordne sig på dårlig vis på ny. Dette fører mig til følgende konklusion: ekstra-terapeutiske intime hændelser, der trækker fortsættelsen af den terapeutiske kontakt ind i et tomrum, må analyseres særskilt, idet sådanne hændelser også kan komme i stand pga. en depressiv overbelastning [80]. Og kan dette begrundes ud fra forløbsproblemstillingen på det givne tidspunkt, så er det eneste etisk forsvarlige, at konfrontere en bruger med, at der ved denne særlige ekstra-terapeutiske hændelse ligger en fare for, hvis man ikke er bevidst om det, på ny at tabe eget indvundet standpunkt på lang sigt.   

METAMORFOSEFÆNOMENET.

Ovenstående forhold har ført min opmærkning hen mod et særligt aspekt i forholdet mellem tilstandsmål og aktivitetsmål: det er ikke enhver positiv forandringsproces, der også er positiv for langsigtet overvindelse af terapeutisk nød. Til afklaring heraf skal jeg bruge begrebet om metamorfose [81]: dét at en person så at sige ud af ingenting forandrer sig værensmæssigt, psykisk og kropsligt. Fx.: fra at være voldsom og flagrende i sine bevægelse, til at blive sindrig og opmærksom på sine omgivelser; fra at krybe langs panelerne til at gå lige igennem ethvert rum; fra ligegyldighed overfor uhygiejnisk fremtræden til den sidste nye hår- og tøjmode.

Aspektet fortjener også opmærksomhed, fordi det blænder. Det kan nemlig forveksles med personlighedsudvikling, hvis ikke der stilles spørgsmål til forandringens dybde. Der må derfor kigges bevidst ind i fænomenet, ellers vil det ende med, at terapeuten ser det som sin skjulte fortjeneste, at personen så at sige har fundet en væren, der uden tvivl er bedre kontaktmæssig, end den hidtidige. Den "skjulte fortjeneste" må derfor frem i lyset, så ikke personen det angår forledes til uintenderet at blænde sig selv. Dette kan gøres gennem en afklaring af, hvor den ydre grund egentlig er, og hvad den består af. Her er der to muligheder, der må standes i: enten ved en ekstraterapeutisk hændelse eller ved en terapiintern kommen overens med sig selv.

I begge tilfælde kræves en fastholdelse af, at der stadig er et problemarbejde at gøre - ellers vil den med metamorfosen forbundne fascination af grundlæggende forandringer bare svinde hen igen, og man er lige vidt.

Jeg er stødt på metamorfoseaspektet i 25 af de 69 forløb. Dvs. i ca. hvert tredje forløb. Og dette er det samme for både frafaldne og gennemførte forløb. For 5 af disse 25 forløb gælder, at de ikke ender godt nok: det drejer sig om 3 frafaldne (EN12, EN20, EN21), og 2 drop ud (EN24, EN39). Fire af disse er imidlertid alle tidligere tvangsmedicineret. Jeg må derfor konkludere, at metamorfoseaspektet fortjener større opmærksomhed fra side, når det optræder i forbindelse med en psykiatrisk forhistorie. Jeg må bringe mig derhen, hvor jeg tillader mig at handle på indholdsmæssige brudflader, selv om billedet hvori jeg delvis eller helt eksisterer er den totalitære krænkers ligegyldiggørelse af den anden. Metodisk er dette, alt andet lige, en let problemstilling: der er intet til hinder for at gøre billedet som figur åbent, det vil også ofte være kendt fra et psykiatrisk møde, og med dette billede som grund at fortælle om iagttagelserne. Dette er et opgør med den andens møde med tidligere falske autoriteter, der har søgt "at fylde sig selv ud i en autoritetsform", til at være den som sin egen udviklingsfigur [82].

AT TAGE KONSEKVENSER AF KRITIK.

Alle ovenstående kritikker af min handleevne er noget jeg selvfølgelig kan hæfte mig privat ved, men det tror jeg ikke, at jeg kommer så fandens langt med, hvis det bliver ved dette alene. Jeg vil nemlig i så tilfælde trække min personlighedspsykologisk udviklingsopgave hen til at blive bestemt af at søge at undgå, at mine handlinger får uintenderede konsekvenser, fx. i formen frafald eller brud, fordi jeg ikke forholdt mig ordentligt til mine betingelser eller fordi jeg benægtede mine betingelsers eksistens i mine handlinger [83]. Mine kritikker og deres fastholdelse må derimod gå over det generelle - for det er ikke kun mig, der ikke har kunnet handle udvidende adækvat. Det er også mig! Eet er indenfor betingelserne at søge alment-nødvendige mulighedstyper for udvidede handlinger - hvad jeg har fokuseret på indtil nu - et andet er at koncipere, hvad der generelt samfundsmæssigt ligger af forhindringer for, at disse på almen vis selv kan sætte sig igennem socialt, dér hvor mennesker er berørt af dem. Hvad nytter det, at jeg kan lære at arbejde med en overvindelse af det, hvis det fortsat produceres - af nødvendighed pga. eksisterende magtforhold! - fra anden side! En personlighedspsykologisk udviklingsopgave kan derfor også kun konciperes i dens almene træk som en kollektiv-social problemstilling om at indbygge i den relevante sociale struktur de spontane muligheder for langsigtet problemovervindelse gennem adækvat konfliktløsning på kort sigt. Til et sådant projekt er det tvingende eksplicit at inddrage i analysen de materielle betingelser for, at terapeutiske problemstillinger opstår og opstår på en given måde. 

Der kommer således en ny analyseopgave ud af mine kritikker. De kan kun fastholdes i formen en langsigtet ophævelse af deres genstand i den grad det gøres muligt at trænge ned i de konfliktende politisk-økonomiske forhold, der i ethvert givent terapeutisk tilfælde har været på tale. Dette betyder inddragelse af, ikke bare de faktuelle oplysninger omhandlende køn, alder, klasseposition, familie- og livsbiografiske forhold og betingelser, men også af, hvordan og hvorvidt disse spiller eller har spillet dynamisk ind i selve udviklingen af den terapeutiske proces [84]. Først da kan det også bestemmes, hvori udløsende problemstillinger og deres problemudviklingsproces gennem den terapeutiske kontakt finder deres almene løsningsform.

Dette medfører at videre analyse ikke kommer uden om, at arbejde med mere specificerede udgangsbestemmelse og slutbestemmelser for de enkelte forløb, samtidig med at der kræves en rekonstruktion af bevægelsen herimellem. En sådan dokumentation skal ikke ydes i denne omgang.

PROGRESSIONSMÅL OG BRUGERGRUPPEFLADEN.

Jeg skal afslutte fremstillingen af terapeutiske tendensudsagn ved at vende tilbage til rådgivningsgruppen - og dette fordi det er sådan, at brugerforløbene er blevet afviklet indenfor og på grundlag af såvel det kollektive arbejde med overvindelsen af psykiske problemer som med fagpolitisk supervision herfra. Mine resultater skal da også ses som en effekt af den kollektive organisering af brugerarbejdet - og ikke som min private fortjeneste eller ulykke. En venden tilbage til rådgivningsgruppen som det egentlige subjekt er i denne sammenhæng et spørgsmål om supervision.

Det kan også synes naturligt at jeg berører spørgsmålet om supervision, idet dette er et stridmål ift. gængs autorisationsprocedure. Men det er nu ikke af denne grund, at jeg gør det. Grunden er de resultater, som dette dokumentationsprojekt har afsløret, idet disse mere end fuldt ud står mål med kendte resultater i og omkring området - og dette stik imod alle ods: der er ingen udefra eller indefra kommende "autoriseret" supervision; selv om det er en gammel rådgivning er anciennitetsalderen i gruppen som et gennemsnit ikke meget over tre år, og studentersiden har altid domineret færdige i et forhold 4 til 1; der er ingen krav om erfaringer med rådgivning/terapi for aktivister på forhånd, og der er heller ikke krav om egenterapi; og endelig er der ingen særskilt visitationspraksis på det punkt nær, at vi nærmest kun går ind, når andre behandlingssteder har givet op, og/eller hvis andre henvisningsmuligheder er udtømte eller aktivt valgt fra!

Faktorer som disse burde være nok til, at såvel gennemførelsesmål og progressionsmål skulle være lavere end for andre steder. Når ikke de er det, så er der forskellige forklaringsmodeller, der tilbydes. Jeg skal berøre nogen af dem, blandt andet ved henvisning til baggrundsvariable for brugergruppefladen [85].

1.

For det første kan det tænkes, at det er "lette problemer", som rådgivningen går ind i forhold til. Dette synes ikke at være tilfældet. Hele den klassiske diagnoserække er repræsenteret, og opgjort primitivt fås følgende mål: Psykotiske forhold: 19 personer; Borderline/krisetilstande: 36; Neurotiske forhold: 8; Udenfor nummer: 6.

2.

Det kan for det andet tænkes, at det er "ressourcestærke" individer, der overdriver deres problemer. Her viser en opgørelse ud fra arbejdsmarkedstilknytning følgende: Studerende: 24, heraf 7 på mellemuddannelse, og 4 i skole/lære-forhold; Arbejdende: 15; Arbejdsløse/bistandsklienter: 28; Pensionister: 2. Med mindre det vil hævdes, at studerende er ressourcestærke og overdriver deres problemer, så er brugerfladen ikke ressourcestærk. Undersøges den klassemæssige baggrund, så bekræftiges dette: Fra højere borgerskab: 2 personer; Fra småborgerklassen og selvstændige: 16; Fra mellemlag og funktionærlaget: 21; Fra arbejderklasse: 30. Tælles der endvidere op mht., ikke bare at være socialt marginaliseret på en eller anden måde, men allerede at stå i en social udstødningsproces, så drejer det sig om 20 personer ud af 69. Samlet må der siges at være langt mellem "de store ressourcer og de sarte nerver" i brugergruppen.

Brugergruppen er dog typisk mht. kønsfordeling: 2/3-dele eller 68% er kvinder, og 1/3-del mænd.

Aldersmæssigt er gruppen nok særlig, idet der er markant overvægt af personer indenfor aldersgruppen 25-29 årige: 33% eller 23 personer er placeret her. Over halvdelen af samtlige - 58% - er endvidere placeret i aldersgruppen 20-39. 

3.

For det tredje kan det også hævdes, at det er "entusiasmen", der har båret igennem. Hertil er at sige: eet er at det er et kendt fænomen, at lægterapeuter på grund af det eksistentielt betydningsfulde for dem - altså entusiasmen - kan fremvise resultater, der er fuldt ud på højde med erfarne terapeuter, også selv om der korrigeres for, at erfarne terapeuter har flere svære/komplekse brugerkontakter. Men dette holder ikke over tid. Det kan nemlig også vises, at ny-uddannede terapeuter klarer sig dårligere end erfarne terapeuter.

Jeg skal ikke nægte, at der er megen entusiasme i mit arbejde, men som motor ift. det specifikt terapeutiske er det sekundært. Mit engagement er fagpolitisk i almen psykologisk retning, men dette kan kun tages på ordet ved at arbejde med de problemer og konflikter, der mødes - men så finder jeg mig også fra tid til anden sat i situationer, hvor der er for megen terapeutiske arbejde i mit liv. Så hvis jeg har en særskilt motor, der virker positivt ind på det terapeutiske, så er det harmen over de historisk gennemsættende sig miserable samfundsmæssige betingelser for mennesket som levende væsen.

4.

For det fjerde kan det gøres gældende, at uden inddragelse af afspænding og massage, så ville resultaterne ikke være, som de er. Denne forklaringsmodel tror jeg til gengæld har noget på sig. For det første er det en generel fremgangsmåde fra min side, at kroppen som medie i samtalen inddrages som udtryksform i den terapeutiske proces [86]. Og for det andet viser opgørelse, at afspænding og kropsmassage har været den væsentligste faktor i 4 forløb, og en central opfølgende faktor i 4 andre forløb. Herudover er afspænding periodevist, fra een gang til 5 gange, inddraget i 11 andre forløb, medens yderligere 11 forløb er blevet fulgt op med et afspændingsarbejde. Afspænding(/massage) er således inddraget og brugt i 44% af alle forløb. I kun eet tilfælde har afspænding/massage været inddraget, hvor der er brugerfrafald (EN33 der henvises videre til nedtrapningsinstitution).

Det gælder for kompetenceforhold omkring arbejdet med det kropslige, at det er placeret i et ingenmandsland: kompetencen er ikke samfundsmæssigt placeret, og den ligger meget flere steder, fx. i fysioterapien under lægelig dominans, i afspændingspædagogikken under, ja nærmest, markedet. Den psykologiske faggruppe har manglet med sit bidrag til at udvikle området. Men fremfor at argumentere for, at afspænding og massage, og generelt bevægelsesøvelser, falder udenfor det specifikt terapeutiske i psykologisk forstand, så synes nærværende materiale at pege, at det er et yderst vigtigt område at få udviklet i sin indre integration til det personlighedspsykologiske.

5.

For det femte kan der argumenteres ud fra, at resultaterne skyldes tilførelsen af store ressourcer fra rådgiverside til brugerside. Mao: at havde andre rådgivningssteder samme ressourcemæssige muligheder overfor hver enkelt, så ville resultaterne stå mål med de her fremlagte. Jo! Rådgivningens norm er høj, idet der er anvendt 25,6 konfrontationstimer pr brugerperson, hvilket er det dobbelte af de 12/15 henvisningsgange til psykolog respektiv psykiater, det i dag er muligt på visse præmisser at oppebære.

Der kan endda argumenteres for at Regnbuens norm er endnu højere, idet flere forløb har haft to rådgivere. Det gælder 31 forløb ud af 56, heraf er 15 med en anden færdiguddannet og 16 med studerende. Jeg skal imidlertid ikke regne dette forhold med til normen, idet der i dette også ligger aspektet om medkvalifikation af co-terapeut: at tage nye kandidater/studerende med ind i arbejdet.

Set ift. Menninger-projektet [87] er rådgivningens norm dog småting. Her blev der brugt 835 timer for personer i psykoanalyse, og 289 timer for personer i psykoterapi - og samtidig er effekten under 0.60. En anden brugergruppe - men alligevel! 

Nu må en norm begrundes ud fra det almene arbejde med det særlige i genstanden. Særligt er her visitationen, hvor der til uafviselige brugere hører, at andre har givet op. Betragtes ressourceforbruget for de 30 personer, der tidligere har været i behandling til anden side, så lægger disse beslag på 1109.5 konfrontationstimer ud af 1995.5. Til et typisk forløb, hvor bruger tidligere har søgt eller været i behandling, medgår derfor 36.9 konfrontationstimer, medens normen for ikke-tidligere behandlede er 22.7 konfrontationstimer. Procentvis er der således brugt 56% af tiden til de 43% af brugerne, der har tidligere behandlingserfaringer. Der er mao en klar tendens til, at når et terapeutisk problem ikke løses gennem det terapeutiske arbejde hermed, at da skærpes betingelserne for dets løsning overhovedet, hvilket en stor frafaldsrate (7 ud af 30 = 23%) for denne gruppen af tidligere behandlede vidner om, og samtidig tenderer ressourceforbruget for skabelsen af en fremtidig løsning at stige med 63%.

Nu ved jeg ikke, som tidligere nævnt, hvad en typisk frafaldsrate er, hverken for ikke tidligere behandlede eller for behandlede, men det er i lyset af ovenstående galimatias ikke at tilbyde mennesker den nødvendige og kvalificerede støtte hele vejen igennem, når krise eller psykosocial nød, tvang og konflikter opstår. At det også er samfundsøkonomisk urentabelt ved enhver, så dette skal jeg ikke gå nærmere ind i. Der kan dog være grund til at hæfte sig ved, at den psykiatriske "støtte", og de kort- og langtidsterapier der arbejder med et tilpasningsperspektiv, at disse aktivt må siges at bidrage til en irreversibel sneboldeffekt, der bedst kan betegnes med psykisk iatrogenesis [88]. Der er endvidere samtidig grund til også at rette billedet mod den stadigt sigende strøm af forskningsprojekter, der søger at dokumentere og udrede effektmål indenfor psykoterapi - for i den grad at de bygger deres forskningskoncept op på grundlag af de her kritiserede behandlerkoncepter, at da bidrager de også med yderligere psykisk iatrogenesis! 

Dette har endvidere en kønsspecifik dimension. Da mænd i dag er det køn som magten personificeret lader sig repræsentere igennem må det antages, at det særligt er kvinder, der havner i en udsat og sårbar position. Og dette standpunkt støttes også af mit materiale: 50% flere kvinder end mænd havner i en behandlingssituation; 90% (26 ud af 29) af tidligere behandlede brugere er kvinder; og af de 10 frafaldne brugere er de 8 kvinder, hvoraf de 7 er tidligere behandlet! Nu kan det indvendes mod dette, at overvægten af kvinder i behandlingssystemet omhandler kønsspecifikke måder at søge problemovervindelse på: kvinder som de følsomme, der vil bearbejde, medens mænd er de hårde, der raser eller drikker sig igennem kriser; - Og dette aktuelt samfundsmæssigt funderede kønsspecifikke perspektiv på problemer har selvfølgelig en betydning. Men det rokker ikke ved konklusionen om, at behandlingssystemet generelt ikke er "gearet" til kvinder - tværtimod må det siges - hvilket den høje frafaldsrate på 90% dokumenterer.

Skal jeg ud fra ovenstående konkludere, hvad der er af størst betydning for de opnåede resultater, så er det det fagpolitiske engagement i som psykologisk faggruppe at løfte såvel et menneskeligt perspektiv ind i samfundet, der hvor det er trådt under fode af uforstand og fejhed, som et utopisk sigte om, at det samfundsmæssige standpunkt som sådan kan og må være anderledes end opgivenheden overfor at være fanget i sit eget fængsel, om det så er overfor ens egen krop, nære kære, familie, studieforhold, arbejdsmarkedsbetingelser, eller begrænsende og nedværdigende internationale forhold. I sin essens er det fagpolitik ud fra et marxistisk, antifascistisk og feministisk standpunkt - og hvis disse tre tråde, særligt det antifascistiske og feministiske, havde været mere klart for mig tidligere, så havde jeg sikkert kunne undgå at bidrage med så megen af min del til - ja den fortsatte reproduktion af psykisk iatrogenesis.

8:  RÅDGIVNINGSGRUPPENS SUPERVISION.

Det gælder for enhver virksomhed, at den må rette sig ind efter sin genstand, ellers går den skævt af sit produkt. Produktet i dette tilfælde er at bidrage til udviklingen af det sanseligt-virksomme menneskelige individ, når det geråder udi eller havner i en lidelsesfuld og konfliktende livssituation. Givet en sådan situation stilles det samfundsmæssige kollektiv overfor intervention - den enkelte er jo netop nødstedt af (fortsat) mangel på mål og/eller midler.

Ud fra at et problem altid er et problem i en social kontekst, så er problemløsning genuint at opfatte som et samfundsmæssigt forhold. Og som samfundsmæssigt forhold er der dét særlige ved socialt-klinisk arbejde, at det står i et stridbart forhold til bestemmende samfundsmæssige magt og kompetencestrukturer (jvf. afsnit 2 om "Generelt om praksisfeltet"). Af dette fås også, at udviklingen af generel indholdsmæssig terapeutisk kompetence kun kan udvikles gennem konkret perspektivisk overvindelse af den stridbare relation mellem almen forebyggelse og konkret problemorientering. At rette arbejde ind herefter betyder tvingende for en terapeutisk kompetenceprofil, at der må oppebæres et særligt konfliktberedskab, en særlig problemfleksibilitet, samt en særlig modmagtsbestræbelse over for dét i de sociale betingelser, der stiller sig i vejen for overvindelse af de betingelser af individuel og social karakter, der både generelt og i hvert hin enkelte tilfælde reproducerer lidelsesfulde og konfliktende livssituationer. Problemudvikling indenfor det socialt-kliniske felt kræver mao en handleevne i et styrkeforholdsfelt. Den kollektive organisering af det socialt-kliniske arbejde må derfor have ovenstående kompetenceprofil som fikspunkt for sit terapeutiske arbejde. Og den må være til stede ureduceret, idet det almene ellers ikke kan fastholdes som værende under udfoldelse i arbejdet med konkrete problemstituationer. Samtidig kræves af den terapeutiske indfaldsvinkel, at den kan reetablere den sanselige virksomhed - det er dét, den er til for - dér hvor denne er blevet brudt hos den berørte person.

Opnåelsen af en ureduceret terapeutisk kompetenceprofil kan ikke opfattes som et mål, der kan nås en gang for alle. Tværtimod nås målet kun asymptotisk i samme grad, som den kollektive organisering hviler på tilstået kompetence af den brugergruppeflade, der arbejdes for. Enhver "forlangt eller påkaldt" kompetence vil da være udtryk for en reduktion. Så udviklingen af en ureduceret terapeutisk kompetenceprofil er derfor den stadige objektivering af overskridelsen af lokal og tidsbunden videnskabelig praksis, her særligt af den forlangte eller påkaldte kompetence, i retningen overvindelse af nærværende psykosocial nød, tvang og konflikter [89]. 

Gængs eller traditionel organisering af terapeutisk arbejde hviler i dag meget på forlangt eller påkaldt kompetence. Det gælder, hvor terapeutisk arbejde mhp uddannelsen af terapeuter funderes i, at supervisionen tilrettelægges ud fra en bearbejdning af terapeutens personlige erfaringer med klientarbejdet. Eller det gælder, hvor terapeutisk intervention lægges til rette ud fra tricks, snyd og bedrag, og hvor motiverne bag enhver intervention ikke kan bære at blive gjort åbne, hvilket er tilfældet i den systemiske terapi, særligt ved J.Haley [90]. I begge tilfælde sker der faktisk en spekulation i, hvordan et menneskeligt særtilfælde kan udnyttes til egne private, evt. professionsmæssige behov. Og man anlægger, om man vil det eller ej, indirekte eller direkte dét i dag fremherskende udbytningssyn på mennesket. Dette er direkte uetisk, også som handlen indenfor et professionelt organiseret socialt-klinisk arbejdsfelt, idet man her står overfor mennesker, der - firkantet udtrykt - "ikke kan selv".

I modsætning hertil drejer det sig derfor om - med Marx - at se "menneskets sanselighed .. som først eksisterende .. for det som menneskelig sanselighed i kraft af medmennesket" [91]. Og det er også dette standpunkt, der er blevet forfægtet som udgangspunkt for rådgivningen siden dens start og videre frem.

Til den oprindelige etablering af rådgivningen blev der bevidst trukket på andres erfaringer, samtidig med at man kastede sig selv aktivt ud i at gøre erfaringer med sig selv. Men på det tidspunkt, hvor brugerarbejdet gik i gang, her endte det med, at udefra kommende supervision som en generel dimension i rådgivningen ikke skulle være der. Argumentet var: "At det ikke er muligt som perspektiv at arbejde mod en fælleshed, hvis man samtidig er bundet op af eller determineret af en hierarkisk funderet kompetence". Alternativet blev, at rådgivningsgruppen konstituerede sig med kollektivt ansvar for de enkelte brugerforløb, og at alle forhold i og for rådgivningen måtte være et kollektivt anliggende. Samtidig blev det terapeutiske arbejde organiseret således, at der som udgangspunkt altid er to rådgivere i et brugerforløb [92].

Med et sådant udgangspunkt for socialt-klinisk arbejde fordres det, at det kollektive niveau er aktivt foregribende til stede på forhånd, når en brugerkontakt etablerer sig. Udviklingen af professionel terapeutisk handleevne og af generel social-klinisk virksomhed går derfor hånd i hånd og falder sammen i udviklingen af kollektiv arbejdsvirksomhed - for kun således kan den enkelte involverede rådgiver/terapeut handle udvidende og dermed almengørende overfor det generelle og specifikke i den særlige problemsitution, som en bruger er ramt af - i modsætning til at se sit arbejde som bestående i at kalde sig til orden under et privat ansvarforlangende [93] - in casu: dette er et problem jeg alene må løse, for mig selv mht. den anden - med en lignende transport af dette restriktivt individualiserende perspektiv til brugerside. I sin essens er det private ansvarsforlangende et tilpasningspespektiv til rådende magtforhold, og anvendt terapeutisk vil det derfor tynge de i forvejen nedtrådte dybere ned under den magtstruktur, der stiller sig hindrende i vejen for almen udvikling af værdige menneskelige eksistensbetingelser. Kønsmæssigt fortæller mit materiale da også, at et terapeutisk tilpasningsperspektiv særligt går ud over kvinder, og at det som perspektiv derfor aktivt støtter mænd i at udnytte rådende brudflader i deres og den generelle magts regenese, både terapeutisk og ekstra-terapeutisk.

KOLLEKTIV SUPERVISION.

Det supervisionskoncept der kommer til syne ud fra ovenstående er konceptet om `kollektiv supervision`. Det har ligget som implicit tanke- og handleformsperspektiv fra rådgivningens begyndelse, men det er først nu det lader sig formulere.   

I starten af rådgivningens historie blev supervision grebet som et arbejde på to niveauer: for det første blev hvert enkelt brugerforløb set som et fælles supervisionsanliggende, og for det andet som et anliggende om gensidig supervision de involverede rådgivere imellem. I fællessupervisionen blev de enkelte forløb fulgt, samtidig med at de involverede rådgivere blev superviseret på deres arbejde i forhold den berørte bruger. Senere da antallet af brugerforløb voksede blev der nedsat supervisionsgrupper, hvor det daglige/ugentlige ansvar for de enkelte forløb blev varetaget. Fællessupervision overgik her til at være arbejdet med de mere generelle forhold i og omkring særlige brugerproblemer, hvilket dog ikke betød en suspension af fællessupervision af de enkelte forløb, men mere at de enkelte forløb også blev søgt anskuet generelt ud fra, hvad der lå af typiske problemer i hvert enkelt tilfælde.

Desuden udviklede der sig den praksis, da antallet af brugerforløb voksede mærkbart, at når tiden til supervision indenfor de faste tidsrammer ikke var nok, at da kom det til udvidet supervision på andre tidspunkter, både sat i værk med udgangspunkt i de enkelte supervisionsgrupper, og initieret fra et fællesmødestandpunkt.

Det centrale i kollektiv supervision er dets forankring i brugerens livssituation. Genstanden er mao den berørte bruger selv. Som genstand betragtet er genstanden i supervisionen dog kun formidlet til stede, formidlet som den er gennem rådgivernes konkrete fremstilling. Den form hvorunder kollektiv supervision finder sted er derfor dobbelt: den omhandler brugerens livssituation, samtidig med at denne kun er til stede gennem rådgivernes bearbejdning heraf.

Til takling af denne dobbelthed er der gennem årene udviklet et indholdsmæssigt supervisionsskelet [94].

Det tager sit udgangspunkt i brugers problemsituation og rådgivers bearbejdning af denne. Og der tilsigtes afklaring omkring følgende forhold: med hvilket perspektiv og fra hvilket standpunkt udvikler problemsituationen sig; er det låst fast og på hvilke områder; er der uafklarede interessemodsætninger, og/eller er der emotionelle visheder, der ikke finder vej ind. Det er alle spørgsmål, der må bidrage til den videre erkendelse af arbejdet med problemsituationen.

Formålet med supervisionen bestemmes ud fra følgende fire pinde: at støtte udviklingen af problemstillingen i forløbet; vidensudvikling og formidling; udvikling af betingelser for praksis; samt afklaring af ansvarsvaretagelse, etisk, praktisk mv.. 

Og til realisering af dette formål bevæger supervisionen sig ind på tre områder:

For det første til spørgsmålet om Kapaciteter: hvad er der af videnspulje, alment, generelt og eksemplarisk, samt spørgsmålet om nye perspektiver;

For det andet til spørgsmålet om Formskrav: hvordan foregår informationsvaretagelsen/-bearbejdningen, og er der strukturelle interessekonflikter;

Og for det tredje til spørgsmålet om virksomme Fokusfelter: dette omhandler dels det generelle omkring brugers problemsituation og rådgiveres bearbejdning, hvor det analyseres i perspektivet det "videnskabelige", det "konkret samfundsmæssige", vores "arbejdsbetingelser" og selve "supervisionssituationen"; og dels det specifikke ved netop dette brugerforløb, hvor der søges en afklaring på følgende områder: "rådgivningssamarbejdet", ex arbejdsdeling; "rådgiverperson", ex interesseafklaring, egne erfaringer/problemstillinger begrundet i livsgrundlaget; "proces/relation", ex personliggørelse/subjektiv forvaltning af livssituation, fælles interesseafklaring, målsætninger, opsummeringer, modstandsformer henh. tilbageholdelse, samt sympati/antipati-relationer; "sag", ex livsområder af interesse, analyse- og målsætningsforslag, metodeforslag.

Jeg skal ikke gå nærmere ind i supervisionskonceptet. Men bare nævne, at spørgsmålet om "Formskrav" er et relativt nyt område i supervisionen. Det kommer ind på det tidspunkt, hvor det er blevet klart for rådgivningen, at der er nogle særlige interesse- og konflikttyper på tale, når det er brugere, der samtidig har deres gang og væsentlige handlematricer på områder, hvor rådgivningen som sådan står i et stridbart forhold til sine omgivelser mhp egne arbejdsbetingelser og fagpolitiske målsætninger. Særligt tydeligt blev dette ifm. den langvarige konflikt om demokrati i Studenterhuset [95]. Det viste sig nemlig, at det var svært fra rådgiverside at bringe problemer i det fælles betingelsesgrundlag ind som indre forhold i forløbene, selv om det var åbenbart, at det havde en betydning for brugerside, hvor rådgivningen stod i huskonflikten og hvordan denne og de involverede rådgivere taklede den. Det skal så siges, at huskonflikten var åbenbar og kendt og følt fra brugerside, allerede inden de tog kontakt til rådgivningen. Men af angst for at misbruge den terapeutiske asymmetri til fremme at eget standpunkt blev konflikterne i det fælles betingelsesgrundlag meget ladt ude af betragtning fra rådgivers side mhp afdækning af et direkte forhold mellem brugers velbefindende og handlemuligheder herpå som moment i den terapeutiske kontakt. Vi lærte heraf, at sådanne "ydre" konflikter må bringes ind til afdækning af troværdigheds- og tillidsforhold rådgiver og bruger imellem - dette på grundlag af afklaringen af konkrete interesseperspektiver - for det er umuligt at modtage støtte, hvis parten, der yder støtten, er idealiseret/suspektgjort på givne faktuelle områder.

Til feltet for kollektiv supervision hører også, at individuelle personlige problemer i rådgivningsgruppen - om de er initieret fra konkrete brugerforløb eller de kommer fra de berørtes egen sociale livssituation generelt - søges løst på kollektivt niveau. Der sker ingen løsning af problemer gennem positionsspecifikke strukturændringer, før det er klart, hvori problemet består og hvad dets formulering er. Undtaget herfra er, når rådgivere selv udtrykker ønsker at indgå i et brugerforløb.

Omkring brugergruppens position i det kollektive supervisionskoncept, så kan det siges, at denne er indre ift. rådgiverside. Det er således, at hvad der er oppe i en supervision, dét gives uformidlet tilbage til brugerside. Desuden er brugere velkommen til selv at deltage i supervisionen, også uden varsel, og deres indgåen ses som en yderligere mulighed for at sikre og videreudvikle, at deres præmisser varetages af rådgiverne respektiv rådgivningsgruppen.

Når nu kollektiv supervision således ses som et kvalitativt fremskridt ift. gængs supervision - der bygger på kompetenceforlangende ud fra et herre-knægt-perspektiv (Brecht) - så er de forløb, der ikke ender som vellykket forløb, væsentlige at betragte. Det er så ikke mange, men de er dér, og hvert et er eet for meget [96].

Omkring disse kan gøres den betragtning, at havde der bare været en egenterapi forud for den berørte rådgiver eller udefra kommende supervision i sammenhængen, så var det ikke gået som det gik - men også med dette kan det gå galt, hvad den generelt høje frafaldsrate og de ofte små effektmål fortæller meget om. Begge alternativer falder imidlertid også under konceptet om kollektiv supervision, og skal dette ikke forlades, må der derfor eksistere andre veje, der må komme fra sagen selv - det kollektive supervisionskoncept - og kan de ikke dette, så er det konceptet, der må falde. Der bliver her den tanke tilbage, at der ikke blev tænkt tilstrækkeligt langt ind i de pågældende brugeres problemfelt allerede fra starten af rådgivningskontakten. At der mao ikke blev gjort et tilstrækkeligt kollektivt funderet overblik. Nu kan det være svært at vide, hvad der kommer på tale ved en førstegangssamtale, men er det ikke den sidste, så vil det være muligt med en dybere kvalitativ bestemmelse. Betragtes de ikke-vellykket forløb, så kan det også konstateres, at der her indgik er kollektiv faktor, der ikke fik tilstrækkelig opmærksomhed: enten at være henvist fra anden, nær og afhængig side, eller at have været igennem sociale processer omhandlende krænkelse og tidligere erfaring med en behandlergruppe, hvor kollektiv svigt selv var en væsentlig akse for problemets ikke-løsning. Konkluderende herpå må det derfor siges, at når arbejdskollektivet ikke er intakt eller forud internt mhp dets afgørende terapeutiske kompetenceprofiler (konfliktberedskab, problemfleksibilitet og modmagtsbestræbelse), at så kan arbejdet med de brugerproblemer, der væsentligst er låst i en negativ kollektivitet ej heller lykkes set som et individuelt anliggende.

Ud fra ovenstående må det kunne konstateres, at når arbejdskollektivet er uafklaret eller i konflikt med sig selv mht. kompetence-problemet konkret, at da vil der være større brugerfrafald end ellers. Jeg har ikke materiale til at afgøre om dette er rigtigt set for rådgivningsgruppen som helhed, men ser jeg tilbage igennem historien - både omkring egne forløb og de andres jeg kan huske - at da er samarbejdet de involverede rådgivere imellem i konflikt i omkring halvdelen af de tilfælde, hvor brugerfrafald optræder. Og for samtlige andre brugerfrafald kan det konstateres, at den terapeutiske indfaldsvinkel har fået lov at udvikle sig alene ud fra terapi-interne eller sub-kollektivmæssige problemstillinger - enten fordi et supervisionsbehov ikke blev foregrebet af de involverede, eller fordi rådgivningen som kollektiv var i strid med sig selv.

Med kollektiv supervision som supervisionskoncept træder der mao et centralt skisma frem for rådgivningen som arbejdskollektiv. Det kan nemlig begrundes, at dér hvor rådgivningen af egne interne grunde er faldet under dette koncept, at dér er der opstået samarbejdskonflikter, der ikke har haft en gunstig indvirkning på udviklingen af brugerarbejdet. Det må derfor konkluderes: det kollektive supervisionskoncept finder sin grænse, status og gyldighedsområde indenfor det rum, hvor samarbejde omkring perspektiver af sagslige modsigelser er mulig. Når arbejdskollektivet derimod er i konflikt med sig selv kan det kollektive ansvar for hver enkelt involveret i brugerarbejde ikke varetages som fælleshed, hvilket de facto betyder suspension af kollektiv supervision.

Der vil da være to veje at gå: enten kan man argumentere for, at kollektiv supervision må ses som et ideelt perspektiv - i sidste instans, dvs. ved konflikt om standpunkt, at da træder det tilbage, og ind træder den aktuelle magt i sammenhængen til at sætte sit standpunkt igennem, eventuelt via eksklusion af modstridende standpunkter eller parter fra sammenhængen. Den kollektive supervision, kan der videre resoneres, bliver hermed formel - og egentlig et skindemokrati - og derfor hellere suspendere den i udgangspunktet, end at den suspenderer sig selv ved kollektiv konflikt!

Eller også kan betingelserne, der stiller problemet om suspension af kollektiv supervision, analyseres. Det er nemlig disse betingelser, der ikke er tilstrækkeligt foregrebet som fælles udviklingsbestræbelse.

Jeg skal se det første standpunkt som en følge af udfoldelsen af en restriktiv logik, og det sidste standpunkt som et forsøg på at overvinde dette.

KOLLEKTIV SUPERVISION OG RÅDGIVNINGEN SOM ARBEJDSKOLLEKTIV.

Konflikter kan ikke i dag anskues som atypiske for arbejdsgrupper overhovedet, og slet ikke for "behandlerkollektiver", idet disse a priori opererer et styrkeforholdsfelt. Konflikterne må derfor ikke kun anskues negativt. De er også at anskue som lærerige mht. udviklingen af forskellige konfliktmodeller for praksisforandring. Interne konflikter kan dermed blive positive læreprocesser i den grad de analyseres mhp forebyggelse og almengørelse af deres overvindelses(be)greb. Og dette yder også bidrag til, hvordan arbejde med brugergruppens egne sociale konfliktsituationer.

Der er dog det særlige ved interne konflikter i rådgivningen opfattet som arbejdskollektiv, at de altid vil stille spørgsmål ved kollektivet som sådan, når det - som i dette tilfælde - ikke hviler på hierarkisk funderet magt. De eneste "magter", der har været til stede, er de krav og forpligtigelse, som placeringen i Studenterhuset - og her Universitetet og det omgivende samfund - har stillet, og de færdiguddannedes etikforpligtigelse. PsykologForeningens etikregler er da også taget til sig som rådgivningens mindstemål - vel vidende at de ikke gælder for studerende, men som deres fundamentale perspektivgrundlag.

Omkring etikreglerne har der aldrig været konflikt - om end de konkret har været bragt i anvendelse fra min side i to tilfælde, hvor jeg har henholdt mig til, at fortsat brugerarbejde fra navngivne andre rådgivere på de givne præmisser var uacceptabel.

Til gengæld har der været mange konflikter omkring krav og forpligtigelser ifm. Studenterhuset og rådgivningens bidrag hertil. Det har nemlig altid været et, også dejligt slid at holde fast i Studenterhusets berettigelse, idet dette kun kunne gøres ved at huset udviklede sig ordentligt - men dette har også betydet at rådgivningen for at kunne udvikle sig selv, hele tiden har måttet fokusere på selve husets betingelser som også sine egne. Arbejdet hermed er vokset i samme omfang som Studenterhuset har udviklet sig og rådgivningen er blevet mere og mere synlig som arbejdskollektiv. Med Studenterhuset som åbent hus fra 1989 tager problemerne for rådgivningen imidlertid til: nu er det ikke længere muligt suverænt at råde over de problemer, vi træder i møde som rådgivningsgruppe. Og der opstår skismaet, hvordan samtidig takle indgåen i rådgivningen og i Studenterhuset, og omvendt.

Skismaet har haft mange former -  men det er primært kommet til udtryk i en aktivitetsmæssig deling af rådgivningsgruppen i to dele: en lille gruppe, aktiv begge steder, og med hovedparten af brugerarbejdet, og en større gruppe, primært arbejdende meta-teoretisk med rådgivning. De to grupper er endvidere meget blevet bærer af hver sin side i en for gruppen meget aktiv modsigelsen mellem at være en åben alternativ rådgivning (den lille gruppe) og et lukket klinisk kollektiv (den større gruppe). Der er imidlertid ikke blevet stillet spørgsmål ved selve eksistensen af denne modsigelse i gruppen. Hvordan er den kommet til veje, og hvad begrunder dens reproduktion?

Som modsigelse har denne været svær at arbejde med. Ingen af parterne har endvidere kunnet se sig selv som kun stående i den ene side eller den anden side. Og rådgivningens historie på dette punkt er også historien om en mængde uafklarede personlige konflikter omkring samarbejdsrelationer, også i det direkte brugerarbejde, og en til tider voldsom strid om, hvilken retning der fælles skulle sættes på konfliktovervindelse og arbejdsudvikling både internt i rådgivningen og i Studenterhuset [97] - problemstillinger, der som sådan har haft negativ effekt ift. brugerarbejdet.

Betragtes selve modsigelsen, så er det meget en inder/yderside-problematik, der slås an: rådgivningen er nødt til udadtil at gå lukket med sin information om brugerpersoner i rådgivningen, men samtidig må rådgivningen når den vil være et alternativ til eksisterende socialt-klinisk/terapeutisk arbejde være åben omkring virksomme problemstillinger, målsætningsprocesser og deres begrundelse i mødet med den omgivende sociale kontekst. Kravet til en løsning af modsigelsen er at kunne gå bevidst reflekterende i grænsen, med den almene løsning for øje om ophævelsen af inder/yderside-problematikken gennem strukturel-social udvikling af dét, der betinger den - ellers reproduceres den for kapitalismen almene modsigelse mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse indenfor reproduktionsområdet. Og dette krav gælder for såvel rådgivningsgruppen som for de involverede rådgiverpersoner: de nødvendige opgaver og konflikter må kunne tages fagligt alene, og hvor det er adækvat konfliktløsning på overindividuelt niveau, der betyder tilståelse af rådgivningsmæssig/terapeutisk kompetence. Det omhandler altså  hverken falde under det kollektive niveau, eller legitimere sine handlinger gennem henvisning hertil, sider af samme sag: ansvarsforflygtigelse. Til kompetence i professionel forstand indenfor det socialt-kliniske felt hører mao den selvfølgelighed, at den enkelte rådgiver/rådgivningsgruppe skal kunne handle selv.  Kun herigennem er det også muligt at sikre - og det er det vigtigste - at brugere af rådgivningen ikke "bruges" som modelobjekter for udviklingen af terapeutiske kvalifikationer, eller som forsøgsobjekter for modeprægede terapeutiske ideer -  en kvalifikationsmodel, der udover det uetiske hvad angår brugerarbejde, også ikke bare er yderst problematisk i sin effekt mht. udviklingen af kvaliteten af terapeutisk kompetence, idet der indlæringsmæssigt tages udgangspunkt i en rolleopfattelse, hvilket ret beset er at lægge det (selv)manipulative til grund [98], men også yderst negativ overfor undgåelse af respektiv ophævelse af psykisk iatrogenesis.

Stillet op således bliver det imidlertid svært eller et slid for nye aktivister at finde ind i rådgivningens arbejde: man skal faktisk på forhånd kunne udvikle sig og konkrete sager gennem konflikter i et interessekampsfelt. Derfor går nyes deltagelse i rådgivningsarbejdet også over integration i arbejdskollektivet.

Modsigelsen mellem det åbne alternative og det lukkede kliniske er blevet diskuteret meget i rådgivningen. Men fælleshandling herpå har været sparsom, partikulær. Det samme gælder modsigelsens substans, inder/yderside-problematikken: her har de senere år rejst flere og flere væsentlige grænseegnsproblemer ift. brugergruppen, men udviklingen af konkrete handleprocedurer har kun fundet sted på sub-kollektivt niveau: af de der direkte var berørt af dem.

Jeg skal for det videre hæfte mig ved, at "Formkravet" - der netop har med konkrete grænseproblemer at gøre -  først kollektivt lader sig diskutere og indoptage i rådgivningens supervisionskoncept, da supervisionsgruppeniveauet i begyndelsen af 1993 er under opløsning, og rådgivningen er på vej tilbage til udgangspunktet med fællessupervision og gensidig supervision. Opløsningen af supervisionsgruppeniveauet - der fra 1986 har bestået af to supervisionsgrupper, et enkelt år af tre - omhandler, at mange gamle rådgivere er gået ud indenfor det senere år, og at flere tilbageværende ikke mere er involveret i det direkte brugergruppearbejde, men orienteret imod andre socialpsykologiske og -strukturelle genstandsfelter.

Det kan umiddelbart synes at være et savn, at der ikke længere indenfor rådgivningsgruppen er to (tre) supervisionsgrupper, der selvstændigt kan arbejde, og dermed tilføre hinanden nye perspektiver på det fælles arbejde. Men jeg vil tillade mig at være den sidste til at begræde dette - selvom jeg savner mange gamle Regnbuerødder i arbejdskollektivet. Tvært ser jeg den væsentligste ubegrebne konfliktakse i rådgivningens historie som bestående i effekterne af, at supervisionsgrupperne i sin tid, endog af simpel tidsmangel, blev skabt uden at det skete bevidst gennem det fælles arbejde med konciperingen af et selvstændigt eget supervisionskoncept. Uden et fælles udarbejdet supervisionskoncept er det da heller ikke muligt for supervisionsgrupper at bidrage bevidst til hinandens arbejde. Der mangler et sted, hvor man som kollektiv bestræbelse kan nå hinanden - og når man skal det, skal "stedet" hele tiden bygges op på ny. De brugerproblemer, der til enhver given tid er repræsenteret i den ene eller den anden gruppe, og det specifikke rådgivningsmæssige arbejde hermed, kan ikke kollektivt reflekteres ud fra en begrebet fælleshed på sagslige perspektiver. Videnskabslogisk kan det siges, at det for rådgivningen eksisterende forhold mellem det almene og det enkelte i dens særlige brugerproblemorientering rives fra hinanden ift. en bestemmelsen af, hvad der er specifikt i dette eller hin konkrete brugertilfælde. Som sammenhængende er det kun repræsenteret i den for brugerforløbet tilhørende supervisionsgruppe. Og dette tenderer at den ene eller den anden supervisionsgruppes arbejde nærmest som generel sagsnorm kan træde op i modsætning til den anden gruppes. Så er der ikke en fælleshed supervisionsmæssigt på dette særlige indenfor rådgivningsgruppen - dét for en typisk brugerproblemstilling konkrete forhold af alment og enkelt - så vil det specifikke forveksles med det sagsligt særlige, når supervisionssager kollektivt diskuteres. Der snakkes simpelt hen forbi hinanden, idet niveauet hvorpå man kan mødes er uudfoldet! Og som uudfoldet vil det implicit blive bestemt af den aktuelle problemorientering, der på et givent tidspunkt eksisterer for den ene eller den anden supervisionsgruppe. Dette gør igen rådgivningsgruppen meget sårbar over "ophobninger" af den ene eller anden slags brugerproblemer i den ene eller den anden supervisionsgruppe. Som kollektiv er det ikke muligt fælles formidlet at reflektere, at en supervisionsgruppe har en given problemorientering givet netop disse bestemte sagslige brugerproblemer i sig; og dette tenderer så i anden omgang til - hvis der ikke stoppes op og spørges til hvor sagen egentlig blev af - at det interpersonelle niveau for samarbejdsforhold vil blive mere fremtrædende som fokus for terapeutisk intervention, uden at dets nærmere status ift. sagen samtidig lader sig gyldiggøre. 

Samler jeg op på ovenstående analyse, så må jeg konkludere, at  konceptet om kollektiv supervision selv er kommet stridbart til veje. Nok lå det oprindeligt som kollektivt ansvar for hver enkelt involveret i brugerarbejde, men da rådgivningen i sin tid nedsatte supervisionsgrupper til varetagelse af en større kvantitativ brugermængde, at da skete det uden at der blev sat særskilt fokus på, hvad et sådant supervisionsgruppeniveau gør ved arbejdskollektivet. Her ligger så også betingelsesgrundlaget for, at rådgivningen ikke som daværende kollektiv internt kunne overvinde modsigelsen mellem at være en åben alternativ rådgivning og et lukket klinisk kollektiv: modsigelsen var strukturelt til stede som supervisionsgruppestruktur uden tilsvarende kategorielt koncept.

Det skal her tilføjes, at lige så velkomment supervisionsgruppeniveauet har været for nye i gruppen - det er lettere at overskue en lille gruppe med et afgrænset arbejdsfelt - at lige så uvelkomment må det siges at have været for arbejdskollektivet, idet det muliggjorde eller lagde op til en kun delvis og modsigelsesfuld integration i kollektivet, fremfor en almen. Nye har så at sige i forhold til brugerarbejdet kun kunne integrere sig partielt i forhold til selve arbejdskollektivet, idet deres kollektive integration primært er gået igennem deres supervisionsgruppe. Det har omvendt pga. supervisionskonceptet mangelfulde udvikling været muligt for nye rådgivere at koble sig på rådgivningens terapeutiske arbejde, uden samtidig at have udviklet sig ind i arbejdskollektivet som sådan. Nye er således blevet stillet alene med det at handle i et ubegrebet styrkeforholdsfelt også direkte indenfor rådgivningsgruppen. Og dette kan det ikke kræves, at man kan på forhånd! Konceptet om kollektiv supervision må dog ses som forudsætningen for, at det kan lade sig gøre - men det kræver så også, at der kan arbejdes ureduceret med det, også organisatorisk.

Som sådan har rådgivningens organisationsform, hvor supervisionsgruppeniveauet arbejdsmæssig har været en blind virksom plet, medvirket til, at det er blevet yderst konfliktende at koble sig på det samlede arbejde. Og det er blevet endnu sværere i samme grad som arbejdet er kommet til at hvile på internt udviklede terapeutiske koncepter, idet disse pga. deres nærmest lokale indbundethed i de enkelte supervisionsgrupper ikke har kunnet bearbejdes på det kollektive niveau, der blev antaget at være til stede, uden at dette reelt var tilfældet på kategorielt niveau.

Som nævnt er der i dag kun en supervisionsgruppe til stede i rådgivningen. Men denne kan dog sagtens løbe ind i lignende problemer som beskrevet ovenfor ift. selve rådgivningsgruppen som arbejdskollektiv - hvis altså ikke ovenstående tages in mente.

Dog vil konfliktaksen blive flyttet til det vertikale niveau, fremfor den hidtidige horisontale, som problemer mellem rådgivningsgruppen og arbejdskollektivet som helhed.

9:  REGNBUEN SOM INSTITUTION.

Situationen i Regnbuen er i dag, at der antalsmæssigt er under 10 aktive personer tilbage. Og heraf er kun de fire direkte involveret i brugerarbejdet. Sådan har det dog også været i andre perioder - sommeren 1986 og vinteren 1988-89 - men for nærværende har dette ført til den beslutning, samtidig da supervisionsgruppeniveauet blev opløst, og der således kun er en supervisionsgruppe tilbage, at de ugentlige fællesmøder i Regnbuen skiftevis bruges til direkte rådgivningsrelateret arbejde og til bredere social-psykologisk, kritisk psykologisk og sociologisk teori og praksis. Der er således aktuelt to arbejdsniveauer til stede: et rådgivningsmæssigt niveau og et niveau for en kritisk psykologisk bevægelse.

Rådgivningen er med denne sidste forandring nærmest tilbage til sit udgangspunkt, om end der i modsætning hertil ligger en dokumenterbar praksis at bygge videre på. En sådan bevægelse tilbage til sit udgangspunkt er dog kun i sig selv et problem i den grad, at der ikke sker noget, der forandrer, og i samme grad som bevægelsen ikke selv gøres med. Jeg skal lade Marx komme til orde: "Et væsen optræder først selvstændigt i det øjeblik det står på egne ben, og det står først på egen ben, i det øjeblik, det skylder sig selv sin egen tilværelse [99]. Faktisk må en sådan bevægelse ses som psykologiens væsen, og som forudsætningen for den bevidste initiering af kvalitative udviklingsspring, hvilket dog kræver at man kan slippe sine egne indre forudsætninger som de ydre midler og betingelser, de i starten var. Dette rejser nogle nye problemer, som jeg skal afslutte med at gå ind. Men fremfor at spå skal jeg diskutere nogle mulige alternativer, som disse problemer kan bevæge sig igennem.

Samlet kan det dog allerede siges, at med de resultater som dette dokumentationsarbejde har fremvist, så underbygges betydningen og relevansen af at fortsætte det allerede eksisterende arbejde med udviklingen af det hidtidige perspektiv om opbygningen af en psykologisk funderet rådgivningsstreng som parallel - og som alternativ - til psykiatrien.

1.

Som det første alternativ kan der holdes fast i denne nuværende struktur. Det kræver, at niveauet for en kritisk psykologisk bevægelse generelt fungerer ud fra sit eget overindividuelle subjekt - og ikke kun på basis af brugerarbejdets problemstillinger. Samtidig fordrer denne struktur, at det rådgivningsmæssige finder sin distinkte plads og arbejdsdelte funktion i den overindividuelle kritisk psykologiske praksis. Udgangspunktet vil hermed stadig være - og det er det væsentligste - den ureducerede personlighedspsykologiske opgave om omvæltning af de samfundsmæssige betingelser, der skaber eller vedligeholder medmenneskelig psykosocial nød, tvang og konflikter. Og som udgangspunkt betragtet er dette ret beset den proletariske problemstilling, som Marx har bestemt således: "Mens de flygtende livegne således kun ville udvikle deres allerede forhåndenværende eksistensbetingelser frit og gøre dem gældende og derfor i sidste instans kun nåede til det frie arbejde, må proletarerne (min fremhævelse), for at gøre sig personligt gældende, ophæve deres egen hidtidige eksistensbetingelse, der tillige er hele det hidtidige samfunds eksistensbetingelse, arbejdet. De befinder sig derfor i direkte modsætning til den form, hvori samfundets individer indtil nu gav sig et totalt udtryk, nemlig til staten, og de må omstyrte staten for at hævde deres personlighed" [100]. Retningen i det rådgivningsmæssige arbejde bliver ud fra dette at almengøre brugerarbejdet i kollektivgruppemæssig fagpolitisk praksis, således at der handles af Regnbuen generelt socialpolitisk.

Gøres bevægelsen fra udgangspunkt til det nuværende arbejde med kan der endvidere gøres to erfaringer: for det første, at dér hvor arbejdet i rådgivningens supervisionsgrupper ikke er blevet grebet i perspektivet kollektiv supervision, at dér har der ikke kunnet ske en almengørelse af brugerarbejdet. For det andet at arbejdet i rådgivningen kollektivt begynder at gå skævt, da man ikke sætter sig for at løse det horisontale samarbejdsforhold mellem supervisionsgrupper (som brugerarbejdets egentlige subjekter) og rådgivningen set som arbejdskollektiv - en udviklingsopgave der som nævnt villet have krævet udfoldelsen af det kollektivt supervisionskoncept på fællesmødeniveau som forudsætning for etableringen af og arbejdet mellem de distinkte supervisionsgrupper. Det må derfor også tages med, at en eventuelt fremtidig indførelse af et supervisionsgruppeniveau agter de hermed forbundne særlige problemer.

Det kan endvidere gøres gældende, at Regnbuen som rådgivning nok er tilbage til sit udgangspunkt, men den er samtidig vokset igennem det alternative heri: der er på de væsentligste områder en meget formaliseret omverdenskontakt, der bevæges gennem kollektive målsætningsprocesser; og der er en kontinuitet i brugerarbejdet, der bærer, og som udvikler sig på sit eget grundlag, på internt udviklede typiske brugermulighedstyper. Samtidig - og dette er en tragisk betragtning - har rådgivningen en funderet kompetence på mange distinkte områder, som af tidsmangel ikke kan tilbydes berørte, selv om vi ved at de næppe har andre steder at gå hen, og selv om vi ved, at et arbejde med at vende problemet i en konstruktiv og overflødiggørende retning kun er et spørgsmål om en specifik løselig og afgrænset arbejdsopgave.

På eet punkt er der imidlertid ikke sket forandringer i rådgivningens bevægelse fra udgangspunkt og til(bage til) grundlaget: rådgivningen er en frivillig aktivitet for involverede rådgivere, der lever af lønarbejde, arbejdsmarkedsydelser eller SU for arbejde/studier til anden side, og en gratisrådgivning for berørte brugere. Som i sin start overlever rådgivningen af sit politiske perspektiv, og den lever i kraft af de erfaringer, der er blevet givet videre fra tidligere forsøg på at bryde med de bestående forhold, hvor virkeligheden bliver til system og mennesket til dets træl. Den lever også af at være en protest og opgør mod den blinde vold, der i dag tilføres den menneskelige psyke, idet der ser en verden, der bare bliver mere og mere barbarisk omkring os - og en armod, der præger så dybt ethvert sind på sin vej. Den lever samtidig af de traditioner, der er indenfor området - marxisme, kritisk psykologi i teori og praksis - og af sin praksis, ikke med at skubbe traditionel psykologi ud af sit rum, men på videnskabelig vis at søge at overvinde problemerne i såvel dens betingelsesgrundlag som i dens restriktive indfangethed i de borgerlige formers naturlighed som a priori menneskelighed.

Skal rådgivningens arbejde drives kvalitativt videre må der derfor sættes af fra dette punkt om frivilligt gratisarbejde. Det er dét, rådgivningen skylder sin egen eksistens. Dette må - for udvikling - hives med op i en ny betydningsorientering i tid og rum, uden at det samtidig grundlæggende ekskluderes som tilgang og samarbejdsrelation til rådgivningsarbejdet. I dette omdrejningspunkt ligger også det konstante pres om at skulle kunne arbejde med stadig flere og mere komplekse sager, hvilket skaber et skisma både for rådgiver og brugerside: fra brugerside er der spørgsmålet om vores motiver til at yde gratisarbejde for netop den, det kommer til at angå; fra rådgiverside er det opslidende at indgå i et totalmiljø, når ens grundlæggende virksomhed er bestemt via lønformer til anden side. Og dette peger tvingende henimod et andet alternativ, end bare at fortsætte hildet det nuværende udgangspunkt som grundlag.

2.

Udgangspunktet for det andet alternativ er retskravet:

- Fra et brugergruppestandpunkt må det være sådan, at man har ret til uden økonomisk vederlag at få tilbudt den nødvendige støtte ved psykosocial nød, tvang og konflikter, og at støtten er kvalitativ i sin indfaldsvinkel, udformning og gennemførelse. Dette kan ikke siges at være tilfældet, når aktiviteten indenfor det social-kliniske og terapeutiske arbejdsfelt betragtes generelt. Utroligt mange - og signifikant flere de seneste år - går forgæves i forsøg på at blive tilbudt relevant problemløsningsstøtte, og stærkt mange går endog videre med mere skærpede problemer efter fejlslagen støtte. Generelt er tendensen i støtten endvidere arbejderklassefjensk [101] og stærkt kvindeundertrykkende. Udbygningen af distriktspsykiatrien må endvidere siges at skærpe dette. Som rådgivningsgruppe har vi imidlertid selv gennem årene måttet afvise henvendelser i hundredvis - og det på trods af at vi bevidst har valgt ikke at gøre os synlige som psykologisk behandlerkollektiv.

- Fra et behandlerstandpunkt kan det gøres gældende, at der er udviklet en erfaringsfond i rådgivningen, der indiskutabelt peger mod, at der ligger objektiverbare almene koncepter for et kvalitativt løft af selve arbejdet med menneskelige problemer i deres sociale, kliniske og terapeutiske egenart. Men også at denne erfaringsfond indenfor de nuværende rammer tyndes ud med ethvert nyt generationsskifte i rådgivningen. En løsning herpå er perspektivet om en formaliseret lønformsstruktur med udgangspunkt i arbejdet selv, således at rådgivningsmæssig virksomhed også bærer lønarbejdet som sit eget udkomme.

Umiddelbart stiller dette alternativ et institutionsperspektiv [102] op for rådgivningen. Og spørgsmålet er hvordan det kan lade sig gøre, samfundsøkonomisk, og hvordan det gøres uden at miste det, der er rådgivningens styrke.

Betragtes brugergruppen vil det være nærliggende at holde såvel staten i henhold til en finanslovsbevilling for støtte til studerendes problemløsning, universitetet i henhold til den videnskabelige videreudvikling af området, og Københavns Kommune i henhold til byens voksende menneskelige marginaliserings- og udstødningsprocesser, fast i, at de står med et samfundsmæssigt ansvar for at bringe de perspektiver for problemløsning, der med denne dokumentation er fremlagt, videre.

Betragtes Regnbuen som organisation vil det være sådan, at interessen i at ville og kunne indgå i en lønformsstruktur kun kan komme fra de i arbejdskollektivet, der ser sig selv som part af rådgiversubjektet. Da det alment ikke kan være sådan, at man kvalificerer sig på andres arbejde eller arbejdsmæssig lever af andres udkomme, bliver lønarbejderstrukturen en struktur for rådgivningen og ikke for arbejdskollektivet. Og i den grad andre niveauer og projekter i arbejdskollektivet også med tiden selv lader sig koncipere som arbejdsduelige, så bliver en lønformsstruktur samtidig tilgængelig her.

Overgangen fra frivilligt gratisarbejde til lønformer på basis af alternativ psykologisk rådgivning rejser umiddelbart problemet om, at rådgivningen skal kunne handle i et økonomisk styrkeforholdsfelt. Og på god opportunistisk vis klarer de aktuelle systemsatte konkurrence- og instrumentalforhold typisk dette ved enten at nedblænde sin politiske profil eller skabe denne i den givne magts billede om at ville være dennes forlængede arm. En sådan, fra en gruppes side, samfundsmæssig uærlig måde kan ikke vælges. Til gengæld kan der direkte argumenteres for, at lønformsstrukturen skal være solidarisk, ellers kan det kollektive supervisionskoncept og de opnåede resultater ikke fortsat realiseres. Og dette peger hen på væsentligheden af kravet om økonomiske og faglig autonomi indenfor gruppen, idet rådgivningsgruppen i sit perspektiv må hvile på såvel færdiguddannede psykologer som psykologistuderende. Antallet af personer kan diskuteres, men gruppen må være af en sådan størrelsesorden, at der er mulighed for intern faglig autonomi på områderne: rådgivningsarbejde (herunder udadgående netværksarbejde), forskning, og formidlings- og undervisningsarbejde indadtil som udadtil. 

For Autorisationsnævnets svar på denne ansøgning, se. Bilag 2, s.v.

 10. REFERENCER.

ALBERONI,F: - "Forelskelse og kærlighed", Informations Forlag 1985.

BACH,S: - "Anti-psykiatri eller ikke-psykiatri", Amalié nr.4-5/1989.

BERENDT,P: - "Mellem humaniora og medicin", Kritik nr.69/1984. 

BERTELSEN,J: - "Ouroboros", Borgen 1974; - "Individuation", Borgen 1975.

BERTELSEN,P: - "Terapeutiske metaforer", Dansk psykologisk Forlag 1987.

BETÆNKNING NR.826/1977: - "Det psykiatriske sygehusvæsen".

BIRCK-MADSEN, K: - "Tanker til og om en rådgivning", okt. 1984, s.115-117 i Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993; - "Terapi - et fælles problem om afmagt, og om dets overvindelse som en del af kampen for socialismen", aug.1985, s. 118-124 i Forum kritisk psykologi nr.8/1993; - "Terapi, samfundsform, subjektivitet", speciale KUA 1986; - "Kollektive forformer; Fortidigt, nutidigt og fremtidigt", Forum Kritisk Psykologi nr.1/1987, - "Spiri-Marx", nov. 1987, Forum Kritisk Psykologi nr.9/1995; - "At svare igen med udvikling", marts 1988, Regnbuen/Mappe B1; - "Sanselighed I", Sanselig antagonisme II" og "Sanselig virksomhed III", Forum Kritisk Psykologi nr.4/1988, nr.5/1989 og nr.6-7/1990; - "Problemer og problembestemmelser", feb.1990, Regnbuen/Mappe B1; - "Familiesociologisk analyse og biologiske udviklingsforhold", nov. 1989, Forum Kritisk Psykologi nr.9/1995; -"Massakren  på  subjektet I-III", PsykologNyt nr.2, 3 og 6/1990; - "Homo-triplex-mennesket: Synålejomfruen og Münchhausen-syndromet", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993 og nr.9/1995; - "Psykologer, socialpsykologi og psykoterapi", PsykologNyt nr.5/1991; - "Introduktionsoplæg til den Kritiske Psykologi", Forum Kritisk psykologi nr.8/1993 og nr.9/1995; - "Menneskeligt sam-arbejde", Forum Kritisk psykologi nr.8/1993 og nr.9/1995; - "Voksenlivet, arbejdet og problemerne!", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993.- "Psykiatrien ud af lægernes klør", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993 og nr.9/1995.

BROCH,T: - "Strukturudfoldelse og organisationsfænomen", Sociologisk Institut nr.6/1989.

CASTEL,F mfl.: - "Psychiatrisierung des Alltags", Suhrkamp Verlag 1982.

DANSK PSYKOLOG FORENING: - "Autorisationsordning - det er nu", PsykologNyt nr.14/1989; - "Autorisation. Svar fra arbejdsgruppen", PsykologNyt nr.20/1989; - "Autorisation - afgrænsning og fortolkningsspørgsmål", Autorisationsarbejdsgruppen, PsykologNyt nr.4/1990; - "Beretning for autorisationsnævnet", PsykologNyt, særnummer februar 1992; - "Retningslinier for autorisationsvurdering", 1992;  -"Vedtægter for videreuddannelse i psykoterapi i DP-regi", Psykoterapeutisk Selskab 1992; - "Gruppesupervision og autorisation"/Kuno Sørensen, PsykologNyt nr.1/1993.

DREIER, ASPLUND OG MØRCH: - "Socialpsykologi og social integration", Udkast nr.1/1975.

DREIER,O: - "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979; - "Kvalitetsbegrebet i socialt arbejde set fra personale og brugerside", Udkast nr.2/1992.

DÖPPING,J: - "Hvordan ser en subjektvidenskabelig socialpsykologi ud?", Udkast nr.2/1992.

ELIASON,R & NYGREN,P: - "Psykiatrisk virksomhet I", Prisma 1981; - "Närstudier i psykoterapi", Prisma 1983.

FALKENBERG,F: - "Okkultisme og satanisme", Dialogcentret 1985.

FOG,J: - "Den moralske grund i det kvalitative forskningsinterview", Nordisk Psykologi nr.3, 1992.

HAUG,W.F mfl.: - "Theorien über Ideologie, AS40, Argument 1979; - "Hält das ideologische Subjekt Einzug in die Kritische Psychologie", Forum Kritischer Psychologie 11/AS 93, Argument 1983; - "Krise oder Dialektik des Marxismus", i "Aktualisierung Marx", Argument-Sonderband 100/1983.

HAUG,F: - "Erziehung und gesellschaftliche Produktion: Kritik des Rollensspiels", Campus 1977; - "Dialektisk teori og empirisk metodik" og "Udnyttelse af data", Udkast nr.2/1981.

HOLZKAMP,K: - "Sinnliche Erkenntnis - Historischer Ursprung und Gesellschaftliche Funktion des Wahrnehmung", 4.Auflage, Athenäum Verlag 1978; - "Grundlegung der Psychologie", Campus 1983; - "Menneskets samfundsmæssige natur", Forum Kritisk Psykologi nr.5/1989.

HOLZKAMP-OSTERKAMP,U: - "Motivationsforschung", I og II, Campus 1976 og 77, - "Erkendelse, emotionalitet, handleevne", i Dreier (red): "Den kritiske psykologi", Rhodos 1979.

HOUGAARD,E: - "Psykoterapi som non-specifik behandling", Psykologisk Skriftserie Aarhus nr.6/1983; - "Menninger projektet - en undersøgelse af psykoanalyse og langtidspsykoanalytisk psykoterapi", Agrippa nr.3/1987; - "Dodo-kendelsen i Psykoterapiforskningen I: Non-specificitetsantagelsen", Agrippa nr.2/1992; "Dodo-kendelsen i Psykoterapiforskningen II: Alternativer til non-specifitetsantagelsen", Agrippa nr.3/1992.

ILLICH,I: - "Grænser for lægevidenskaben", Gyldendal 1977.

JUUL JENSEN,U: - "Humanistisk sundhedsforskning", Udkast nr.2/1992.

JØNSSON,A OG ERNST,B: - "Regnbuen konkret utopi - en udviklingshistorie i alternativ praksis", Forum Kritisk Psykolog nr.8/1993.

JØNSSON,A: - "Personligheden som problem", maj 1991, Regnbuen/Mappe B1.

KRARUP,K: - "Teorien om den specielle socialpsykologi", Udkast nr.4/1975.

LEONTJEW,A: - "Tätigkeit, Bewusstsein, Persönlichkeit", Volk und Wissen Volkseigener Verlag, Berlin 1979, - "Psychologie des Abbilds", Forum Kritischer Psychologie 9, Argument-Sonderband AS 72/1982.

LUND,J.T: - "En konflikt om demokrati", Forum Kritisk Psykologi nr.8/1993.

MARX,K: - "Økonomi og filosofi", i V.Sørensen (red): "Karl Marx. Økonomi og filosofi", Gyldendals Uglebøger 1973; - "Den tyske ideologi", Rhodos 1974.

MATHIESEN,T: - "Makt og motmagt", Pax 1982.

NISSEN,M: - "Brugerperspektiver og praktiske, psykosociale sundhedsbegreber. Baggrund for en empirisk udforskning", Nordisk Psykologi, nr.4/1992.

PETERSEN,J: - "Fremtidens sygesikringsordning", PsykologNyt nr.22/1992.

REISBY,N mfl. (red.): - "Problemer i psykiatrisk forskning", FADL`s Forlag 1984.

REKVE,M: - "Bruk av meta-analyser ved evaluering av psykoterapi", s.24 i Nordisk Psykologi nr.1/1992.

SABRIN, T.R: - "På vej mod en forældelse af skizofreni hypotesen", Amalie nr.3/1992.

SCHULTZ JØRGENSEN,P: - "Om kvalitative analyser", Nordisk Psykologi nr.1/1989.

SÈVE, L: "Marxisme og personlighedsteori", Rhodos 1978.

SJÖGREN,L: - "Sigmund Freud", Hans Reitzel Forlag 1990.

WULFF,E: - "Selbstdurchkreuzte Intentionalität: Wahnsinn als Aushebelungsversuch des Subjekts aus Gesellschaftlichkeit und Geschichte", Das Argument 197/1993; - "Zur Konstitution schizophrener Unverständlichkeit. Beitrag zu einer subjektkonstruktivistischen Theori des "Wahnsinns"", Forum Kritische Psychologie 30/1992.

DATAMATERIALE:

OVERSIGT OVER TERAPEUTISK ARBEJDE

I RÅDGIVNINGEN REGNBUEN

I STUDENTERHUSET V/ KØBENHAVNS UNIVERSITET

Perioden 29.10.1986 - 31.12.1992  (Data korrigeret december 1994).

ENKELTFORLØB:

Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN1 22.01.86-18.11.87	17	25,5	13/S	Depression	Har gået til psykiater uden resultat
EN2 07.01.87-25.10.88	19	28,5	6/S	Psyko-somatiske problemer
EN3 25.03.87-29.04.87	3	4,5	1/S	Voldelig	Henvist af kæreste. / Forløbet kom aldrig rigtig i gang. Bruger droppet ud
PAR4 03.06.87-04.08.87	4	8	2/F	Parforholds-problemer
EN5 12.12.86-31.03.87				Krise	Hjemløs / Socialcenterarbejde
EN6 28.05.87-19.08.87	6	12		”Væk fra verden”	Enlig mor med en lang behandlingshistorie bag sig. / På anmodning et afpændings- og massageforløb – og slut.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN7 23.09.87-15.06.88	13	19,5	13/F	Diskrimination. Psykosomatiske gener
EN8 30.09.87-16.12.87	4	6	4/F	Manglende selvværd/ stærke krops-spændinger	Kreativ arbejdsløs / Forløbet er i gang men fastlåst da jeg inddrages. Afspændingsarbejde.
EN9 02.12.87-07.06.88	20	30	7/S	Voldtægt	Psykologiseret i to omgange.
PAR10 09.12.88	1	2	1/S	Parforholds-problemer
EN11 02.03.88-18.4.89	39	58,5	13/F	Krisetilstand	Social – arbejdsmæssig og familiemæssig – udstødning under opsejling.
EN12 25.08.89-28.02.90	17	25,5	5/F	Svigt/ kognitiv dissonans	Fader selvmord; pykiatriseret, terapeutiseret. / Forløbet stoppet af bruger: kommunikationstomhed.
EN13 21.09.88-20.03.92	88	132	27/S	Borderline	Skændet/systematisk mishandlet person, lige fra tidligste barndom. Tvangsmedicineret. / Forløbet slutter almindeligt efter 75. samtale; i denne periode to erklæringer til myndigheder. Følges på anmodning op med et afspænding-/massageforløb. Efterfølgende familiesnak afbrydes af bruger.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN14 27.10.88-14.08.95	40	80		”Af gode grunde psykotisk”	Tvangsindlagt retspsykiatrisk patient, der mener sig dømt på falsk grundlag – hvilket viser sig rigtigt! / Det terapeutiske arbejde indbefatter alt: besøg på psykiatrisk afdeling, familiearbejde, hjemmebesøg, advokatkontakt og Patientklagenævnet. Forløbet afslutte efter 33. samtale. Yderligere 7 samtaler ¾ år efter.
EN15 21.02.89-23.08.89	19	28,5	6/S	Låst fascination	Henvist fra ungdomsrådgivning / Forløbet stoppes i enighed pga. præmisdivergens.
EN16 20.09.89-06.06.90	22	33	7/F	Incest	Socialt marginaliseret
EN17 10.03.89-09.11.89	10	15	3/F	Familie-problemer	/ Mand og barn inddraget i dele af forløbet
EN18 06.10.89-07.11.89	4	6	2/F	Social afmagt
EN19 06.11.89-15.06.93	20	34	16/S	Psykosetruet	Socialt marginaliseret. / Ud over direkte konfrontation, så også netværksarbejde. Pykolog-erklæringsarbejde i flere omgange. Der kommes et uddannelsesforløb i stand.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN20 24.01.90-1.04.90	4	13,5	3/F	Selvdetruktiv	Arbejdsløs enlig mor med restriktiv familiebinding. Går på dagcenter. / Afbryde da bruger får plads på daghospital.
EN21 26.02.90-14.01.9	15	22,5		Skizofren	Førtidspensionist, der ønsker at gå ”ud af psykosen”. / I forløbet stødes der på ”uhyrligheds-angsten”; herefter mange telefon-"konfrontationer”, men bruger droppet ud
EN22 26.02.90-17.10.90	18	36		Angst	Incestproblematik, der var bearbejdet / Et afspændings- og massageforløb.
EN23 26.02.90-16.05.90	8	12	2/F	Historieløshed	Udlænding, socialt marginaliseret.
EN24 09.04.90-05.12.90	17	25,5	6/F	Manglende selvværd	Enlig ufaglært mor med misbrugsproblematik i en social intrigesituation. / Bruger droppet ud, da det sociale begynder at fungere.
EN25 16.05.90-17.12.90	15	22,5	3/F	At være mor	Ufaglært enlig mor / Forløbet følges op med et særskilt afspændingsforløb.
EN26 31.05.90-10.06.93	69	103,5	20/F	Pykosetruet	Tidligere tvangspsykiatriseret. / Periodevis arbejde med afspænding.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN27 11.06.90-18.06.90	4	6		Angst	Alternativ miljø, presset af systemet. Henvender sig med ønsket om afspænding.
EN28 11.06.90-29.10.90	2	3		Parforholds-krise
EN29 28.07.90-21.11.90	11	16,5		Angst	Studerende; stærke kropsspændinger. / Inddragelse af afspænding og af faglig vejledning.
EN30 25.09.90-20.0.91	27	40,5	9/F	Borderline	Socialt marginaliseret, samt problematiske familieforhold
EN31 22.10.90-?.12.90	4	6		Psykosetruet	Socialt marginaliseret, kreativ kunster.
EN32 24.10.90-24.06.91	22	33		Psykisk sammenbrud
EN33 26.10.90-12.06.91	30	45	15/F	Stofmisbrug	Enlig mor i alternativt miljø; fængslet som ung / Forløbet starter med en kold tyrker, som Regnbuen står bi ved; inddragelse af afspænding/massage. Bruger går videre til nedtrapningsinstitution.
EN34 15.12.90-13.05.91	14	21		Forladthed/ låst fascination	Problematisk familie- og livshistorie; moder selvmord; psykiatriseret.
EN35 17.01.91-12.05.93	40	60	20/	Tilpasning	Enlig moder. / Bruger er i perioder psykotisk; hjemmebesøg.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN36 26.03.91-29.05.97	28	42,5	10/S	Afmagt/stærke krops-spændinger.	Ung kvinde med institutionssvigt bag sig.
EN37 28.03.91-29.11.96	47	70,5		Skinsyge
EN38 02.04.91-8.02.92	17	25,5		Livet som en film
EN39 30.04.91-22.04.92	19	28,5		En skygge af liv	Psykiatriseret. I obs. for skizofreni. Ønsker at komme ud af psykofarmacabrug. / Periodevis inddrage af afspænding; hjemmebesøg pga. overfald.
EN40 04.06.91-27.07.92	30	45	5/S	Social integrationskonflikt; Psykosomatiske problemer.	Psykiatriseret / Intervention overfor uddannelsessted. Psykologerklæring.
EN41 15.10.91-01.01.93	23	35,5	5/S	Psykosetruet	Marginaliseret; skilsmissebarn / Inddragelse af afspænding i forløbet, samt fællessamtaler med moder.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN42 22.10.91-27.02.96	40	60	5/S	Psykose(truet)	Yngre moder med tre børn; meget problematisk familiebaggrund; totalt låst fast; Psykologiseret. / Flytter hjemmefra; parsamtaler; periodevis psykotisk. Diverse socialcentermøder, samt familie- og netværksarbejde.
EN43 04.12.92-07.05.93	18	27	5/S	Kulturel integrations-konflikt	Udlænding; tvangspsykiatiatriseret.
EN44 12.12.91-15.09.93	22	33	11/S	Lyløs	Gadebarn med prostitution og stofmisbrug. Social udstødt. / Stoffri; bolig etableret; aktivt samfundsengagement; diverse netværksmøder. Forløbet på vej mod sin afslutning.
EN45 27.01.92-24.01.94	28	42		Diskrimination	Kvinde fra stærkt patriarkalsk hjem; psykiatriseret i 17 års alderen. / Er taget ud af gruppeterapien i Regnbuen til enkeltforløb centeret omkring afpænding/massage. Forløbet nærmer sig sin afslutning.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN46 10.02.92-18.11.97	25	37,5		Kognitiv dissonans	Adoptivbarn. / Forløbet er kommet igennem den mest vanskelige fase: der kan og tør føles formidlet.
EN47 24.02.92-25.05.92	6	9		At leve i skyggen
EN48 02.03.92-12.10.94	15	22,5		Diskrimination	Hjemmegående, enlig moder, med brudt uddannelse bag sig; alkoholiseret. / Ude af ”drukken”; på vej i gang med arbejdsmarkedsuddannelse. Psykologerklæring.
EN49 10.06.92-14.10.94	16	24		Historieløshed	Systematisk indgreb fra Socialcenter; 10 år som gadebarn. / Bolig etableret; Hf-studier påbegyndt; konstruktivt kæresteforhold indledt.
EN50 19.06.92-16.12.92	17	25,5		Social integrationskonflikt	Problematisk familie- og livshistorie; Pykologiseret i to omgange.
EN51 03.06.92-02.09.92	5	7,5		Psykosetruet	Kæresten gravid i 8. måned og forelsket til anden side. Ønsker at finde sig selv, egen krop igen. / Primært et afspænding- og massageforløb.
Bruger / Periode	Antal sam-taler	Kon-fronta-tions-timer	Gensidig supervision i alt Med Studerende / Færdig-uddannede	Kerneproblem	Særlige bemærkninger om bruger / om forløbet
EN52 03.09.92-15.06.93	15	22,5		Diskrimination	Studerende der er gået totalt i stå.
EN 53 23.09.92-28.10.92	4	4	2/F	Overanvar!	Barn på 13 år. Socialcenter truer med anbringelse. / Det er en brugers barn, hvis situation totalt fejlvurderes af Socialcenter. Derfor tages der over fra Regnbuens side.
EN 54 11.11.92	1	2		Psykosetruet	Psykiatriseret; terapeutiseret. Er i venteposition til ny psykiaterhenvendelse. / Der er kun ressourcer til samtale hver 14. dag. Da psykiatermulighed opstår, tages denne.
EN55 14.12.92-27.10.95	2	3		Forladthed	Psykologiseret i to omgange.
EN56 23.12.92-31.08.93	1	2		Sammenbrud	Udlænding.

I alt for enkeltforløb:

Konfrontationsgange:                                                                            1030 gange

Konfrontationstimer:                                                                             1583,5 timer

Gensidig supervision i 31 forløb:                                                            245 timer

- med færdiguddannede i 15 forløb: 92 t

- med studerende i 16 forløb: 153 t

GRUPPEFORLØB:

GRUPPE A)

Gruppeterapi ud fra emnet "Selvtillid" (Det er et aftenskolehold, der opsøger Regnbuen for at fortsætte). Gruppen gik videre som basisgruppe.

Perioden 5.8.87 - 23.2.88:       - 5 gange af 3 timer og 10 gange af 2 timer.

- antal deltagere 7 personer

Konfrontationsgange: 15 gange

Konfrontationstimer : 35 timer.

Gensidig supervision: 15 gange 2 timer = 30 timer.

GRUPPE B)

Problemafklaringsgruppe, opstartet 4.5.1988, for at lette brugerpresset. Det første år er tidsrammen 2,5 timer, herefter 2 timer pr uge. Gruppen har kørt med skiftende co-terapeuter, studerende som færdiguddannede, fra Regnbuen.

Bruger / Periode	Antal gange	Kerneproblem	Særlige bemærkninger
G1 24.88.88-25.10.89	34	Manglende selvværd	Psykiatriseret / Udtalelse til SU
G2 04.05.88-22.02.89	24	Låst fascination.
G3 ® EN29 04.05.88-01.02.89	10	Angst	Går senere ind i enkelt forløb i Regnbuen
G4 24.08.88-08.02.89	10	At være levende død.	Suppleres med samtale med ægtefælle.
G5 15.03.88-26.09.90	48	Indlært hjælpeløshed
G6 26.04.89-07.11.90	60	Mordforsøg fra ægtefælle. Psykosomatiske gener	Inddragelse af afspænding
G7 20.12.89-16.09.90	23	Psykisk sammenbrud	Bruger er i starten medicineret.
Bruger / Periode	Antal gange	Kerneproblem	Særlige bemærkninger
G8 26.09.90-19.12.91	52	Historieløhed
G9 ® EN45 20.02.91-22.01.92	19	Biografisk diskrimination	Går senere ind i enkeltforløb i Regnbuen
G10 24.04.91-11.09.91	14	Skriveblokering/ Selvunderkendelse
G11 06.11.91-20.12.92	25	Fader selvmord	Går senere ind i enkeltforløb i Regnbuen
G12 19.02.92-13.05.92	11	Krise
G13 20.05.92	1	Tabt troen	Anden gang glemmer bruger aftalen. Dernæst sygdom. Herefter aflysning fra Regnbuens side. Forløbet kommer aldrig i gang.
G14 16.09.92	1	Bulimia	Bruger har psykiaterhenvending, men vil gerne se hvad Regnbuen er for noget. Vælger Regnbuen fra.
G15 25.11.92®	4	Psykisk isolation

I alt for gruppe B:

Konfrontationsgange med 15 brugere:                           181 gange

Konfrontationstimer:                                                                 382 timer

- 40 gange á 2,5 timer = 100 t

- 141 gange á 2 timer = 282 t                              

Gensidig supervision:                                                                 90,5 timer

- med færdiguddannede: 11 gange á 0,5 time =  5,5 t

- med studerende: 170 gange á 0,5 time =  85 t

I alt for gruppe A og gruppe B: 

Konfrontationsgange:                                                                                                    196 gange

-         gruppe A:  15 gange

-         gruppe B: 181 gange

Konfrontationstimer                                                                                                      417 timer

 

- gruppe A: 35 t                                   

- gruppe B: 382 t

Gensidig supervision:                                                                                                   120,5 timer

- med færdiguddannede: 5,5 t

- med studerende: 85 t + 30 t = 115 t

OPGØRELSE AF RESSOURCEFORBRUG I RÅDGIVNINGEN REGNBUEN

Perioden 29.10. 86 - 31.12.92 (Data korrigeret december 1994).

.

GENERELLE DATA:

Konfrontationsgange i alt = 1226 gange.

- enkeltforløb: 1030 gange

- grupper: 196 gange

Antal personer igennem rådgivningen i alt =  78 personer.

- i enkeltforløb: 54 personer

- i parforløb: to par/4 personer

- i grupper: 22 personer

- både i enkeltforløb og gruppe (gengangere): 2 personer

(- antal personer inddraget i familie- og netværkssamtaler er ikke opgjort,

   men et skøn er 30 personer)

Fællesmøder: 240 møder / 720 timer.

- ordinære fællesmøder (onsdage) pr år = 42 gange á 3 timer

- periodens længde = 6 år 6 uger

- fravær, sygdom mv. = 12 gange over hele perioden

Supplerende fællesmøder: 22 møder / 144 t

- 1 faglig weekend om året: 6 år á 2 dage á 8 timer = 96 t

- 1 faglig dag om året: 6 år á 8 t = 48 t

Supervisionsfællesmøder: 6 møder / 18 timer.

- 6 sager á 3 timer

SÆRSKILTE DATA:

a) Fællesmødetid i alt:                                                                                      864 timer

 

Ordinære fællesmøder: 720 t

Supplerende fællesmøder: 144 t

b) Konfrontationstimer i alt:                                                           1995,5 timer

Konfrontationstimer i 56 enkeltforløb og 2 parforløb: 1583,5 t                                    

Konfrontationstimer i  2 gruppeforløb: 412,0 t

c) Supervisionstimer i alt:                                                                  697,5 timer

Gensidig supervision med færdiguddannede: 97,5 t                                                                               

- i 15 enkeltforløb: 92 t

- i 2 gruppeforløb: 5,5 t

Gensidig supervision med studerende: 268 t

- i 16 enkeltforløb: 153 t

- i gruppeforløb: 115 t

Gruppesupervision (med stud.psyk. og cand.psych.) i 246 uger á 1 time: 246 t  

- med 4 deltagere i 1 time pr uge 3 år og 6 uger = 126 t

- med over 4 deltagere i 1 time pr uge i 3 år = 120 t

Udvidet gruppesupervision (med stud.psyk. og cand.psych.)

- i snit to eftermiddage årligt á 3 timer: 36 t

Fællessupervision (med stud.psyk. og cand.psych.): 48 t

- 6 sager á 3 timer = 18 t

- øvelsesgange: 10 gange á 3 timer = 30 t

d) Forberedelse til konfrontationstimer og skrivning af forløbsnoter: 1324 timer

enkeltforløb:  1030 konfrontationsgange á 1 time = 1030 t                                                          

gruppeforløb:  196 konfrontationsgange à 1,5 time = 294 t

e) Ekstern brugertid:                                                                    230 timer

Hjemmebesøg, besøg på institution/socialcenter/advokat, samt erklæringer

f) Interne oplæg:                                                                                                     984 timer

Diverse oplæg og fællesmødeforberedelse: 4 timer pr uge i 246 uger                                                  

g) Rådgivningsrelateret tid til Studenterhuset:                                               492 timer

Husmøder mv.: 2 timer pr uge i 246 uger

*

SAMLET FORBRUG AF TID I REGNBUEN OVER 6 ÅR OG 6 UGER (punkt a-g): 6587 TIMER

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

- FORBRUG AF TID I SNIT PR ÅR                                                         :                1080 timer

- FORBRUG AF TID I SNIT PR UGE                                                       :                    27 timer

- FORBRUG AF TID I SNIT PR. UGE TIL KONFRONTATION      :                         8,1 timer 

- SUPERVISION I SNIT PR UGER                                                          : 246 uger á 2,8 timer

TID I RÅDGIVNINGEN REGNBUEN, SPECIFICERET UD FOR SÆRSKILTE PERIODER.

- perioden 29.10.1986 - 31.12.1992.

1: PERIODEN  1.2.1989 - 31.8.1989.

ANSÆTTELSESSTED: INSTITUT FOR SOCIOLOGI / 37 TIMER PR UGE.

Praksistid i Regnbuen: 24 uger.

Punkt a:            Ordinær fællesmødetid: 23 gange 3 timer = 69 timer

Supplerende fællesmødetid: weekend og faglig dag = 24 timer

Punkt b:            Konfrontationsgange/tid: 94 gange a 1,5 t og 24 gange á 2 t =  189 timer

Punkt c:            Gensidig supervision: 20 t

                        Gruppesupervisionsgange: 24 gange á 1 time = 24 timer

                        Udvidet supervision: 1 dage á 3 t = 3 timer

                        Fællessupervision: 1 sag á 3 t = 3 timer

Punkt d-g: Forberedelse, markarbejde, organisation: 147 t + 144 t = 291 timer

Tid relateret til Regnbuen: 623 t = 26 timer pr uge.

Supervision i alt: 50 timer = 2 timer pr uge i 24 uger.

2: PERIODEN  6.2.91 - 29.2.92.

ANSÆTTELSESSTED/ARBEJDSSTED: RÅDGIVNINGSGRUPPEN REGNBUEN / 37 TIMER PR UGE.

Punkt a:            Ordinær fællesmødetid: 43 gange á 3 timer = 129 timer

Supplerende fællesmødetid: weekend og faglig dag = 24 timer

Punkt b:            Konfrontationsgange/tid: 335 gange á 1,5 t og 45 gange á 2 t = 594 timer

punkt c:            Gensidig supervision: 70 timer

Gruppesupervisionsgange: 45 gange á 1 time =  45 timer

Udvidet supervision: 4 dage á 3 t = 12 timer

Fællessupervision: 2 sager á 3 t = 6 timer

Interne øvelsesgange: 10 gange á 3 t = 30 timer

Punkt d-g: Forberedelse, markarbejde, organisation: 463 t + 270 t = 733 timer

Tid relateret til Regnbuen: 1643 t = 37 timer pr uge

Supervision i alt: 163 timer = 3,7 timer pr uge i 45 uger.

3: PERIODEN  1.3.1992 - 30.9.1992.

ANSÆTTELSESSTED: INSTITUT FOR KULTURSOCIOLOGI / 37 TIMER PR UGE.

Praksistid i Regnbuen: 20 uger

Punkt a:            Ordinær fællesmødetid: 19 gange á 3 timer = 57 timer

Supplerende fællesmødetid: 1 faglig dag = 8 timer

Punkt b:            Konfrontationsgange/tid: 166 gange á 1,5 t og 20 gange á 2 t = 290 timer

Punkt C:           Gensidig supervision: 33 timer

Gruppesupervisionsgange: 20 gange á 1 time = 20 timer

Udvidet supervision: 1 dage á 3 t = 3 timer

Fællessupervision: 1 sag á 3 t = 3 timer

punkt d-g: Forberedelse, markarbejde, organisation: 226 t + 120 t = 346 timer

Tid relateret til Regnbuen: 760 t = 38 timer pr uge

Supervision i alt: 59 timer = 2 timer pr uge i 20 uger.

4: PERIODERNE  29.10.86 - 31.1.89; 1.9.89 - 5.2.90; samt 1.10.92 - 31.12.92.

ORGANISATION:  RÅDGIVNINGSGRUPPEN REGNBUEN

Praksistid i Regnbuen: 157 uger

Punkt a:            Ordinær fællesmødetid: 465 timer

Supplerende fællesmødetid: 88 timer

Punkt b:            Konfrontationsgange/tid: 435 enkelt-, 107 gruppegange = 922,5 timer

Punkt c:            Gensidig supervision: 242,5 timer

Gruppesupervisionsgange: 157 timer

Udvidet supervision: 18 timer

Fællessupervision: 6 timer

Punkt d-g: Forberedelse, markarbejde, organisation: 718 t + 942 t = 1660 timer

Tid relateret til Regnbuen: 3558,5 t = 23 timer pr uge

Supervision i alt: 423,5 timer = 2,7 timer pr uge i 157 uger.

KVALITATIV OVERSIGT OVER TERAPEUTISK

ARBEJDE I REGNBUEN

Perioden 29.10.1986-31.12.1992.

Dette kapitel giver en oversigt over de forandrings- og udviklingsprocesser, der kan vurderes at have været på tale i de enkelte brugerforløb. Det er - som nævnt i Kapitel 1.0, hvor analysen findes i afsnittet om "progression" - mit skøn, der for yderligere kvalificering dels kræver en nærmere specificeret analyse af forløbsnoterne, og dels fordrer en follow-up-undersøgelse med inddragelse af de berørte brugere både for vurderingen af langtidseffekten, som for videre korrektion og almengørende objektivering af terapeutiske arbejdskoncepter.

De 7 personer fra terapigruppe A figurerer ikke i analysen, idet det drejede sig om at støtte gruppen til at blive en basisgruppe.

Der er gjort vurderinger på to områder:

For det første på området af 8 basismål, der bestemmes således, hvor rækkefølgen er det eksistentielle (a), det individuelle (b) og det mellemmenneskelige (c):

Basismål       a   b   c

       1:                    "nej, nej, nej"         =   ingen udvikling, evt. tilbagegang.

       2:                    "nej, nej, ja"           =  fået mod/evne til at turde gribe ud efter verden.

       3:                    "nej, ja, nej"           =   individuel-social afklaring.

       4:                    "nej, ja, ja"              = færdighed til at tage egne interesser alvorligt.

       5:                     "ja, nej, nej"           =  intrapsykisk trang/tvang overvundet.

       6:                    "ja, ja, nej"               =  på vej mod et samfundsmæssigt liv.

       7:                    "ja, nej, ja"               =  rum til at samle eget perspektiv op.

       8:                     "ja, ja, ja"               =  udvikling af eget bevidste personlige standpunkt.

 

For det andet er der gjort vurderinger på området af 4 grundmål, der bestemmes således, hvor rækkefølgen er "større selvbestemmelse og øget livsfylde" (d) og "personlighedsudvikling" (e):

Grundmål          d   e

       a:                          "nej, nej"           =  disudvikling.

       b:                          "nej, ja "           =  personlighedsmæssig progression, men værdige sociale
                                                                udviklingsbetingelser er mangelfulde (kamp for overlevelse dominerer).

       c:                          "ja, nej"            =  konstruktiv individuel-social nød-vending.

       d:                           "ja, ja"              =  personlighedsmæssig udvikling.

ENKELTFORLØB:              

a)                     b)                     c)                     d/e)                  Summa:

Bruger  Forandring    Forandring     Forandring      Samlet forandring:     Basismål -

   på eksi-        på indivi-       på mellem-        større selvbestem-    Grundmål.

   Stentielt       duelt               menneske-      else og udvidet           

               Niveau          niveau            ligt  niveau      livsfylde

                                                                                     / Personligheds-

                                                                                     udvikling.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

EN1                 ja         ja                    ja                     ja/ja                              8-4

EN2                 ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN3                 nej        ja                     nej                    nej/nej                          3-1

PAR4               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN5                 nej        nej                    ja                     ja/nej                            2-3

EN6                 ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN7                 ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN8                 ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN9                 ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

PAR10             nej        nej                    ja                     ja/nej                            2-3

EN11               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN12               nej        ja                     ja                     nej/nej                          4-1

EN13               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN14               nej        ja                     ja                     ja/nej                            7-3

EN15               nej        ja                     nej                    ja/nej                            3-3

EN16               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN17               nej        ja                     nej                    ja/nej                            3-3

EN18               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN19               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN20               nej        ja                     nej                    nej/nej                          3-1

EN21               nej        ja                     nej                    nej/nej                          3-1

EN22               ja         ja                     ja                     Ja/ja                             8-4

EN23               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN24               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN25               ja         ja                     nej                    nej/ja                            6-2

EN26               ja         nej                    ja                     nej/ja                            7-2

EN27               ja         nej                    nej                    ja/nej                            5-3

EN28               nej        ja                     nej                    ja/nej                            3-3

EN29               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN30               ja         ja                     ja                     nej/ja                            8-2

EN31               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN32               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN33               nej        ja                     ja                     nej/nej                          4-1

EN34               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN35               ja         nej                    ja                     nej/ja                            7-2

EN36               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN37               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN38               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN39               ja         ja                     nej                    nej/ja                            6-2

EN40               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN41               ja         ja                     nej                    nej/ja                            6-2

EN42               nej        ja                     nej                    ja/nej                            3-3

EN43               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN44               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN45               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN46               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN47               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN48               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN49               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN50               ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

EN51               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN52               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

EN53               nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

EN54               nej        nej                    nej                    nej/nej                          1-1

EN55               ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

EN56               ja         ja                     nej                    ja/nej                            6-3

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Antal ja:          37        41                    37                    44/20

Progressionsgrad:        

                   0.66                     0.73                        0.66                        0.79/0.36

Opsamling for enkeltforløb:

1) Ingen udvikling, evt. tilbagegang              (:nej, nej, nej) : 1

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      : 1 / EN54.

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssi ugdvikling                                  (:ja, ja )                        :

2) Fået mod/evne til at gribe ud efter verden           (:nej, nej, ja)               : 2

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        : 2 / EN5, PAR10.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

3) Individuel-social afklaring                                     (:nej, ja, nej)               : 7

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      : 3 / EN3, EN20,

  EN21.

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        : 4 / EN15, EN17,

  EN28, EN42.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

4) Færdighed til at tage egne interesser alvorligt (:nej, ja, ja)                    : 8

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      : 2 / EN12, EN33.

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        : 6 / PAR4, EN18,

  EN38, EN47,

  EN49, EN53.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

5) Intrapsykisk trang/tvang overvundet                   (:ja, nej, nej)               : 1

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        : 1 / EN27.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

6) På vej mod et samfundsmæssigt liv                      (:ja, ja, nej)                 : 10

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       : 3 / EN25, EN39,

  EN41.

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        : 7 / EN7, EN13,

  EN29, EN34,

  EN51, EN52,

  EN56.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :          

7) Rum til at samle eget perspektiv op                     (:ja, nej, ja)                 : 12

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       : 2 / EN26, EN35.

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        : 10 / EN2, EN6,

  EN8, EN14,

  EN23, EN24,

  EN32, EN37,

  EN46, EN55

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

8) Udvikling af eget bevidste personlige standpunkt (:ja, ja, ja)     : 15

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :                      

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       : 1 / EN30

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        : 14 / EN1, EN9,

  EN11, EN16,

  EN19, EN22,

  EN31, EN36,

  EN40, EN43,  

  EN44, EN45,

  EN48, EN50.

GRUPPEFORLØB:

                      a)                 b)                 c)                          d/e)                       Summa:

Bruger  Forandring   Forandring    Forandring            Samlet forandring:   Basismål–Grundmål
                   på              på                  på                    større selvbestemmelse
            eksistentielt  individuelt      mellem                 og udvidet livsfylde                                          
                  niveau       niveau        menneskeligt      / Personligheds udvikling
                                                        niveau                     
                                                                                                                                                                        

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

G1                   ja         nej                    ja                     ja/nej                            7-3

G2                   nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

G3 -> EN29

G4                   nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

G5                   ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

G6                   ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

G7                   ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

G8                   ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

G9 -> EN45   

G10                 ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

G11                 nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

G12                 nej        ja                     ja                     ja/nej                            4-3

G13                 nej        nej                    nej                    nej/nej                          1-1

G14                 nej        nej                    nej                    nej/nej                          1-1

G15                 ja         ja                     ja                     ja/ja                              8-4

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Antal ja:          7          10                    11                    11/6

Progres-

sionsgrad:       0.54     0.77                 0.85                 0.85/0.46

Opsamling for gruppeforløb:

1) Ingen udvikling, evt tilbagegang               (:nej, nej, nej) : 2 

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      : 2 / G13,  G14

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

2) Fået mod/evne til at gribe ud efter verden           (:nej, nej, ja)               :

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                    (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

3) Individuel-social afklaring                                     (:nej, ja, nej)               :

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

4) Færdighed til at tage egne interesser alvorligt (:nej, ja, ja)                    : 4

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        : 4 / G2, G4, G11,

  G12.

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

5) Intrapsykisk trang/tvang overvundet                   (:ja, nej, nej)               :

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

6) På vej mod et samfundsmæssigt liv                      (:ja, ja, nej)                 :

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

7) Rum til at samle eget perspektiv op                     (:ja, nej, ja)                 : 1

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :          

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        : 1 /G1

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        :

8) Udvikling af eget bevidste personlige

     standpunkt                                                             (:ja, ja, ja)                   : 6

a: Disudvikling                                                  (:nej, nej)                      :

b: Pers.progression, men social disrespekt                     (:nej, ja )                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending        (:ja, nej)                        :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                  (:ja, ja )                        : 6 / G5, 6,  G7,

              G8, G10, G15.

SAMLET OPGØRELSE, INDIVIDUELT OG GRUPPE

Antal personer i alt: 69

Progressionsgrader:

Antal ja ialt for basismål:

44 på det eksistentielle niveau                                  Þ progressionsgrad: 0.64.

51 på det individuelle niveau                                     Þ progressionsgrad: 0.74.

48 på det medmenneskelige niveau                          Þ progressionsgrad: 0.70.

Antal ja ialt for grundmål:

55 på større selvbestemmelse og øget livsfylde        Þ progressionsgrad: 0.80.

26 på personlighedsudvikling                                      Þ progressionsgrad: 0.38.

Antal personer fordelt med udgangspunkt i de enkelte basismål:

1) Ingen udvikling, evt. tilbagegang                                                  :  3

a: Disudvikling                                                   :  3

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

2) Fået mod/evne til at gribe ud efter verden                                               :  2

a: Disudvikling                                                   :

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :  2

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

3) Individuel-social afklaring (:nej,ja,nej)                                         :  7

a: Disudvikling                                                   :  3

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :  4

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

4) Færdighed til at tage egne interesser alvorligt                            : 12

a: Disudvikling                                                   :  2       

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      : 10

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

5) Intrapsykisk trang/tvang overvundet                                                       :  1

a: Disudvikling                                                   :

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :  1

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

6) På vej mod et samfundsmæssigt liv                                                          : 10

a: Disudvikling                                                   :

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :  3

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :  7

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

7) Rum til at samle eget perspektiv op                                                         : 13

a: Disudvikling                                                   :

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :  2

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      : 11

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    :

8) Udvikling af eget bevidste personlige standpunkt                                   : 21

a: Disudvikling                                                   :

b: Pers.progression, men social disrespekt                       :  1

c: Konstruktiv individuel-social nødvending                      :

d: Personlighedsmæssig udvikling                                    : 20      

SAMLET OVERSIGT OVER PERSONER FORDELT MED UDGANGSPUNKT I GRUNDMÅL:

A: DISUDVIKLING                                                                                     : 8

1: ingen udvikling, evt. tilbagegang                                  : 3 / EN54, G13, G14

2: fået mod/evne til at turde gribe ud efter verden            :

3: individuel-social afklaring                                            : 3 / EN3, EN20, EN21

4: færdighed til at tage egne interesser alvorligt    : 2 / EN12, EN33

5: intrapsykisk trang/tvang overvundet                 :

6: på vej mod et samfundsmæssigt liv                              :

7: rum til at samle eget perspektiv op                              :

8: udvikling af eget bevidste personlige standpunkt           :

B: PERSONLIG PROGRESSION, MEN SOCIAL DISRESPEKT         : 6

1: ingen udvikling, evt. tilbagegang                                  :

2: fået mod/evne til at turde gribe ud efter verden            :

3: individuel-social afklaring                                            :

4: færdighed til at tage egne interesser alvorligt                :

5: intrapsykisk trang/tvang overvundet                             :

6: på vej mod et samfundsmæssigt liv                              : 3 / EN25, EN39, EN41

7: rum til at samle eget perspektiv op                              : 2 / EN26, EN35

8: udvikling af eget bevidste personlige standpunkt           : 1 / EN30

C: KONSTRUKTIV INDIVIDUEL-SOCIAL NØDVENDING                : 35

1: ingen udvikling, evt. tilbagegang                                  :

2: fået mod/evne til at turde gribe ud efter verden            : 2 / EN5, PAR10

3: individuel-social afklaring                                            : 4 / EN15, EN17, EN28, EN42

4: færdighed til at tage egne interesser alvorligt    : 10/ PAR4, EN18, EN38, EN47, EN49, EN53, G2, G4, G11, G12

5: intrapsykisk trang/tvang overvundet                 : 1 / EN27

6: på vej mod et samfundsmæssigt liv                              : 7 / EN7, EN13, EN29, EN34, EN51,  EN52, EN56.

7: rum til at samle eget perspektiv op                              : 11/ EN2, EN6, EN8, EN14, EN23,

                                                                                      EN24, EN32, EN37, EN46, EN55, G1

8: udvikling af eget bevidste personlige standpunkt           :

D: PERSONLIGHEDSMÆSSIG UDVIKLING                                        : 20

1: ingen udvikling, evt. tilbagegang                                  :

2: fået mod/evne til at turde gribe ud efter verden            :

3: individuel-social afklaring                                            :

4: færdighed til at tage egne interesser alvorligt    :

5: intrapsykisk trang/tvang overvundet                 :

6: på vej mod et samfundsmæssigt liv                              :

7: rum til at samle eget perspektiv op                              :

8: udvikling af eget bevidste personlige standpunkt           : 20 /EN1, EN9, EN11, EN16, EN19,

                                                                                      EN22, EN31, EN36, EN40, EN43,

                                                                                      EN44, EN45, EN48, EN50, G5,

  G6, G7, G8, G10, G15.

BAGGRUNDSVARIABLE FOR BRUGERGRUPPEN:

SÆRLIGE OPLYSNINGER

- perioden 29.10.1986-31.12.1992.

Det følgende er dels faktuelle baggrundsoplysninger, og dels opsamling af tidligere kontakt med psykolog, psykiater og/eller tvangsmedicinering. Tallene for tidligere behandlerkontakt er sandsynligvis en del lavere end, hvad der har været af kontakt overhovedet. 

Der er desuden gjort vurdering mht. "krænkelse", hvorved der forstås overgreb af fysisk og/eller psykisk karakter. Også måltal herfor er sandsynligvis meget lavere end faktisk forekommet.

Det skal bemærkes at faktoren "tvangsmedicineret" indbefatter psykiatrisk kontakt.

Hvad angår afspænding og massage dækker følgende betegnelser følgende indhold:

`(afs)`               = inddragelse af afspænding 1-5 gange i forløbet;

`+afs`               = forløbet går videre i et afspændingsforløb;

`+afs/mass`       = forløbet går videre i et afspændings- og massageforløb;  

`afs/mass`         = forløbet består væsentligst af afspænding og massage som væsentligste

                            bearbejdningsform.

ENKELTFORLØB:

Bruger    

         Køn     Alder       Afspænding/    Arbejds-          Klassemæssig             Psykologiseret/
                                       massage     markeds-              position                  psykiatriseret/
                                                         baggrund                                             tvangsmedicineret/  
                                                                                                                    krænket                                                                                  

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

EN1     k       25-29                              Stud/uni            Selvstændig          Psyki          

EN2     k       20-24                              Stud/uni            Småborger           Psyki

EN3     m      25-29                              Arbejde            Arbejder        

PAR4   m-k   40-44                             Arbejde            Arbejder

EN5     k       25-29                              Bistand Selvstændig          Psyko/psyki

EN6     k       30-34      afs/                  Bistand Arbejder              Psyki

                                     mass

EN7     m      20-24                              Stud/mel           Arbejder

EN8     m      20-24      afs/                  Bistand Mellemlag                   

                                     mass

EN9     k       20-24                              Stud/mel           Funktionær           Krænket/

                                                                                                                 2 * Psyko

PAR10             k-m   30-34                             Arbejde            Arbejder        

EN11   m      40-44                              Arbejde            Funktionær           Krænket

EN12   k       25-29                              Arb.løs             Funktionær           Psyko/

                                                                                                                 Krænket/

                                                                                                                 Tvangsmedi

EN13   k       45-49      +afs/                 Pension            Mellemlag             Krænket/    

                                     mass                                                                     Psyko/

                                                                                                                 Tvangsmedi

EN14   m      15-19      (afs)                 Stud/elev           Funktionær           Krænket/

                                                                                                                 Tvangsmedi

EN15   k       25-29                              Stud/mel           Højere                  Psyko            

                                                                                     borgerskab

EN16   k       20-24                              Bistand Funktionær           Krænket

EN17  k       40-44                              Arbejde            Småborger           Psyki                      

EN18  k       30-34                              Stud/mel           Arbejder        

EN19   m      25-29      (afs)                 Bistand Funktionær

EN20   k       25-29                              Arb.løs              Arbejder              Krænket/

                                                                                                                 Tvangsmedi

EN21   k       35-39                              Pension            Småborger           Krænket/

                                                                                                                Tvangsmedi

EN22   k       25-29      afs/                  Bistand Arbejder              Krænket/ 

                                     mass                                                                     Psyko

EN23   m      25-29                              Bistand Småborger

EN24  k       25-29                              Arb.løs              Arbejder

EN25   k       30-34      +afs                 Arb.løs             Arbejder

EN26   k      30-34       +afs                 Arb.løs             Mellemlag             Krænket/

                                                                                                                 tvangsmedi

EN27   m     35-39       (afs)                Bistand Arbejder

EN28   k      30-34                               Arbejde            Mellemlag       

EN29   m     25-29       +afs                 Stud/uni            Mellemlag       

EN30   k      20-24                               Bistand Mellemlag             Krænket

EN31   m     25-29                               Bistand Mellemlag

EN32   k      40-44                               Arbejde            Arbejder        

EN33  k      30-35       +afs/                 Bistand Arbejder              Psyki/

                                    mass                                                                      Psyko

EN34   k      25-29       (afs)                 Stud/mel           Arbejder              Psyki

EN35   k      25-29       +afs                  Arbejde            Arbejder              Krænket

EN36   k      15-19       +afs/                 Bistand Arbejder

                                    mass

EN37   m     25-29       +afs                  Stud/uni            Funktionær

EN38   k      25-29                               Stud/mel           Mellemlag

EN39   m     25-29       +afs                  Bistand Småborger           Krænket/

                                                                                                                 Psyki/

                                                                                                                 Psyko

EN40   k      35-39       (afs)                 Stud/mel           Funktionær           Krænket/

                                                                                                                 Psyki

EN41   m     20-24       +afs                  Bistand Arbejder

EN42   k      30-35       (afs)                 Bistand Arbejder              Krænket/

                                                                                                                  Psyki

EN43   k      35-39       (afs)                 Arbejde            Arbejder              Krænket/

                                                                                                                 Psyko/

                                                                                                                 Tvangsmedi

EN44   k      15-19       +afs                  Bistand Mellemlag             Krænket

EN45   k      25-29       +afs/                 Stud/uni            Højere                   Krænket/

                                    mass                                          borgerskab            Psyki

EN46   k      25-29       (afs)                 Stud/uni            Selvstændig          Psyko

EN47   m     20-24                               Stud/elev           Mellemlag

EN48   k      40-44                               Bistand Arbejder

EN49   m     25-29                               Bistand Småborger           2 * Psyko/

                                                                                                                 Psyki          

EN50  k      25-29       (afs)                 Stud/uni            Arbejder              2 * Psyko

EN51   m     30-34       afs/                  Bistand Småborger

                                     mass

EN52   m     25-29                               Stud/uni            Funktionær

EN53   k      10-14                               Stud/elev           Arbejder

EN54   m     35-39                               Arbejde            Småborger           Krænket/

                                                                                                                 Psyki

EN55   k      25-29                               Stud/uni            Mellemlag             2 * Psyko

EN56   k      50-54       (afs)                 Pension            Arbejder              Psyki

------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Samlet for enkeltforløb: Antal forløb: 56; Antal personer: 58.

   K = 38    10-14= 1    (afs)= 10         Stud/uni = 9        Højere borg.= 2         Krænket    =19

   M =20     15-19= 3                           Stud/mel = 7       Småborger   = 8         Psyko        = 6

                  20-24= 8    +afs = 8           Stud/elev= 3     Selvstændig = 3            Psyki         =14

                  25-29= 23                         Bistand  = 20    Mellemlag   =11           Psyko/   

                  30-34= 9    +afs/                Arb.løs  = 5        Funktionær  = 9          psyki           = 7

                  35-39= 5    mass = 4          Pension  = 2     Arbejderkl. = 23          Tvangsmedi= 7

                  40-44= 5                           Arbejde  = 10

                 45-49= 1    afs/                  

                  50-54= 1    mass = 4

GRUPPE:

Bruger            Køn    Alders-  Afspænding/  Arbejds-          Klassemæssig                    Psykologiseret/        

                        gruppe   massage        markeds-         baggrund.               Psykiatriseret/

                                                            position                                         Tvangsmedicineret/

G1       m      25-29                              Stud/uni              Småborger           Krænket/ Psyki

G2       m      30-34                              Arbejde              Arbejder

G3->EN29     

G4       m      30-34                              Arbejde              Arbejder       

G5       k       25-29                              Stud/uni              Småborger

G6       k       40-44      +afs                  Arbejde              Småborger            Krænket/Psyki

G7       k       30-34      +afs                  Arbejde              Selvstændig        Psyki/Krænket

G8       m      25-29      (afs)                 Bistand   Arbejder       

G9->EN45

G10     k       25-29                              Stud/uni              Selvstændig

G11     k       25-29      +afs                  Arbejde              Arbejder                  Krænket

G12     k       25-29                              Bistand   Mellemlag

G13     k       20-24                              Bistand   Arbejder

G14     k       15-19                              Stud/elev            Arbejder

Samlet for gruppe: Antal forløb: 13; Antal personer: 13.

   K = 9     10-15=      (afs)= 1             Stud/uni = 4        Højere borg.=            Krænket   = 4

   M =4     15-19= 1                             Stud/mel =          Småborger   = 3         Psyko       =

                 20-24= 2    +afs = 3            Stud/elev= 1      Selvstændig = 2           Psyki        = 3

                 25-29= 6                            Bistand  = 3        Mellemlag    = 1         Psyko/      =

                 30-34= 3    +afs/                 Arb.løs  =           Funktionær   =            psyki        =

                 35-39=      mass =               Pension  =          Arbejderkl. = 7          Tvangsmedi=

                 40-44= 1                            Arbejde  = 5

                 45-49=       afs/      

                 50-54=       mass=

SAMLET FOR ENKELTFORLØB OG GRUPPE:

Antal forløb: 69; Antal personer: 71.

  K = 47     10-14= 1    (afs)= 11         Stud/uni = 13        Højere borg.= 2           Krænket   = 23

  M =24     15-19= 3                            Stud/mel = 7         Småborger   =11          Psyko       =  6

                  20-24= 8    +afs = 11         Stud/elev= 4         Selvstændig = 5            Psyki        = 17

                  25-29= 23                         Bistand  = 23        Mellemlag   =12           Psyko/   

                  30-34= 9    +afs/                Arb.løs  = 5          Funktionær  =  9          psyki          = 7

                  35-39= 5    mass = 4          Pension  = 2         Arbejderkl. =  30         Tvangsmedi= 7

                  40-44= 5                           Arbejde  = 15

                  45-49= 1    afs/                 

                  50-54= 1    mass = 4

SÆRSKILT OPGØRELSE OVER KRÆNKELSE, KØN OG TIDLIGERE TYPE BEHANDLING:

Krænket men ingen tidligere behandling                                         : 6        (6k/0m)

Krænket og tidligere behandlet                                                        : 17      (13k/4m)

Uden tvangsmedicinering           : 10 (7k/3m)

- psykolog                                : 2k

- psykiater                                : 5k og 2m

- psykolog og psykiater            : 1m

Med tvangsmedicinering            :  7 (6k/1m)

- psykiater                                : 3k og 1m

- psykolog og psykiater            : 3k

Ingen krænkelse og tidligere behandlet                                           : 13      (12k/1m)

Uden tvangsmedicinering           : 13 (12k/1m)

- psykolog                                : 4k

- psykiater                                : 6k

- psykolog og psykiater            : 2k og 1m

Med tvangsmedicinering:

- psykiater                                :

- psykolog og psykiater            :

PROJEKTBESKRIVELSE.

Vores aktivitet er en åben psykologisk rådgivning, der fungerer på frivilligt grundlag. Rådgivningsgruppen består af såvel psykologistuderende som psykologer. Rådgivningen er gratis for brugere.

I kraft af vores placering i Studenterhuset v/ Københavns Universitet er vores umiddelbare brugerflade de universitetsstuderende. Men vi har fra vores start i 1985 også set det som en vigtig og nødvendig opgave at være praktisk faglig formidler mellem universitet og det omgivende samfund. Rådgivningens brugergruppe er derfor de personer, der henvender sig. Ud over de universitetsstuderende er dette aktuelt: enlige mødre, tungt belastede unge (hvor prostitution og stofmisbrug er en baggrund for nogen), studerende/medarbejdere indenfor behandlingssektoren, nuværende/forhenværende psykiatriske patienter, arbejdsløse ufaglærte/faglærte mænd og kvinder i 20-erne. Hertil skal lægges en uspecifik gruppe, der mangler sociale aktiviteter, hvor man kan nærme sig udviklingen af en basal evne til at tage vare på sig selv, alene og sammen med andre. Dette er ofte mennesker, for hvem dét at søge rådgivningsstøtte bryder for meget med deres selvbillede om at skulle kunne klare sig selv for enhver, ofte dyr pris.

Rådgivningsgruppen ser sig selv som et fagligt arbejdskollektiv, der - med udgangspunkt i vejledning/rådgivning/terapi - arbejder med forskning, uddannelse og formidling af psykologisk viden, ikke om men for mennesker. Vi arbejder derfor sammen med universitetsansatte, græsrodsbevægelser og andre relevante faggruppe/personer, her specielt sociologiske forskere, i et tværfagligt perspektiv.

I nærværende bilag gives en grundig beskrivelse af vores virke.

BILAG til PUF-ansøgning.

Vi tillader os hermed at søge om midler til dækning af udgifter ifm. rådgivningsgruppens daglige drift, samt om midler til udvidelse af denne og til påbegyndelse af en nærmere dokumentation af gruppen rådgivningspraksis.

Rådgivningsgruppen - der lyder navnet Regnbuen - er en frivillig og gratis psykologisk rådgivning, der har til huse i Studenterhuset/København. Rådgivningen har siden den åbnede 1985 ydet vejledning/rådgivning/terapi primært ift. studerende, der er blevet stillet i en nød- og krisesituation. Men rådgivningen er også fra starten af blevet søgt af ikke-studerende, som er taget imod ud fra de ressourcer, der har været til vores samlede rådighed.

Fra 1989-90 har rådgivningens brugergruppe været halvt studerende, der har stået med studiemæssige/personlige problemer. Og den anden halvdel har fordelt sig mellem enlige, primært ufaglærte kvinder med børn, og tungt belastet unge, der er gået i stå på bistandshjælp, samt en meget blandet gruppe af mennesker, hvis eneste fællesnævner har været enten skuffelse og nederlag med etablerede psykologiske behandlingstilbud og/eller angst for gentagen psykiatrisk indlæggelse.

Samlet for rådgivningens brugergruppe er overvejende det ressourcefattige og mindrebemidlede, ofte med store sociale og familiemæssige baggrundsproblemer. Der er således mange med selvmord tæt på.

Grundlæggende for vores arbejdsform er at tage udgangspunkt i problemerne som de fremstår for brugerne af rådgivningen, og i fællesskab med brugeren at udvikle denne problematik. Sigtet med denne arbejdsform er at udvikle en handleevne hos brugeren, der ikke bare løser op for den konkrete problematik og det ubehag, der er en del heraf, men som brugeren også kan benytte til at undgå/imødegå fremtidige problemer af psykisk og social art.

En rådgivningssamtale varer fra 5 til 7 kvarter. De forløb, der kommer i gang i rådgivningen, varer fra mellem 3 til 6 måneder og op til 2 til 2 1/2 år, og med et gennemsnit på et halvt til et helt år. Og typisk med en samtale om ugen. En del forløb er mere krævende, og kan indbefatte periodisk daglig (eventuel telefonisk) kontakt, hjemmebesøg, socialcentermøder mv..

I rådgivningsgruppen er vi nu 14 psykologistuderende og psykologer, der alle arbejder ulønnet. Arbejdet er organiseret omkring onsdag eftermiddag og aften, og falder i tre dele: Supervisionsgruppemøder, hvor udviklingen i de enkelte forløb diskuteres; Brugerforløb; og Fællesmøde, hvor der arbejdes med almene og mere specifikt terapeutiske problemstillinger. I dette forum varetages også praktiske og teoretiske opgaver ift. rådgivningens drift i øvrigt. En stor del af brugerarbejdet, samt andet arbejde ifm. rådgivningen foregår på ugens andre dage.

For at deltage i rådgivningsgruppen kræves, at der minimum kan afsættes 12-14 timer om ugen. Og ligeså kræves der sådanne kvalifikationer ift. arbejdsfeltet, at det vil være muligt indenfor et år til tre selv at gå ind som ansvarlig rådgiver. De enkelte rådgivningsforløb varetages af rådgiverpar, der sammensættes bredest muligt mht. erfaring, baggrund og køn. Nye i gruppen kommer med i rådgivningsarbejdet ved at arbejde med i gruppens fælles arbejdsprocesser, inden de går med i det direkte rådgivningsarbejde under de "gamles" supervision og ansvar. Herigennem tilsigtes udviklingen af praksiskvalifikationer, der er mest mulig fri af model- og prøvehandlinger - hvad der ellers er en udbredt kvalifikationspraksis - idet sådanne går kvalitativt forbi det særlige og væsentlige, som det i enhver situation handler om at gribe i et udviklingsperspektiv.  

I 1991/92 har der i snit været 20 brugerforløb i gang, hvilket dog har været mere end vi har ønsket at involvere hinanden som rådgivere og rådgivningsgruppe i. Men vi er gået ind i det, fordi vi i de konkrete tilfælde ikke har kunnet øjne andre relevante henvisningsmuligheder, og fordi vi erfarer, at vores arbejdsform, nærmest upåagtet problemtypen, med hver enkelt med overmåde sandsynlighed generelt lykkes på lang sigt. Selvfølgeligt er der et "men" mht., om vores arbejde altid lykkes, men for de meget få forløb - en håndfuld - der fra rådgivningens start og frem til i dag ikke er blevet afsluttet på normal "lykkelig" måde, gælder at her er det brugeren, der selv er gået videre. Nederlaget deponeres hos os, og sådan må det også være, hvis ikke vi skal bidrage med yderligere problemer for den berørte. Det er også, når vi ikke kan komme igennem til løsninger, at vi som arbejdskollektiv vægter at prioritere særlige faglige ressourcer, så det uløselige fremover vil kunne gøres løseligt.

På grund af det stadige brugerpres er vi i dag i meget større grad end tidligere henvist til at visitere til anden side, også selv om det på ingen måde lever op til en optimal løsning for den det berører - eller det for den sags skyld synes at leve op til "vores krav" til en faglig forsvarlig varetagelse heraf. Skønsmæssigt vil vi med udgangen af 1992 nå op på over 100 afviste/henviste, og det selv om mange potentielle brugere vælger sig selv fra og ikke henvender sig, fordi de allerede fra anden side - fra gang i Studenterhuset eller fra bekendte, der allerede går i rådgivningen, eller som selv tidligere er blevet henvist videre - er vidende om vores næsten kroniske ressourcemangel ift. at gå ind i nye brugerforløb.

Til antallet af afviste må vi desværre også lægge et større antal af ikke-henvendelser, fra smerte-eksistenser, hvilket er vores begreb for de menneskeskæbner som vil kunne profitere voldsomt af rådgivningsressourcer, simpelt hen fordi de har givet op overfor deres eget liv med meget negative konsekvenser til følge, og som vi støder på i miljøerne omkring de etablerede brugerforløb, men som vi ikke ser os i stand til ressourcemæssigt at tilbyde noget kontinuerligt, der kan forandre.

Vi har indtil nu arbejdet med ovenstående konkrete ressourcemangel ift. brugerpresset på rådgivningen ved dels at arbejde tilbage direkte i brugermiljøerne og søge at aktivere selvhjælpsprocesser heri, og dels ved at blande os i den socialpolitiske debat omkring, hvordan det på langt sigt kan gøres muligt at sikre alle de nødvendige støttemuligheder i nød- og krisesituationer.

Vi deltager med faglige oplæg indenfor vores egen fagpsykologiske ramme, generelt ifm. seminarer om anvendt psykologi ift. psykologistudiet og særligt ift. faglige dage indenfor Psykologforeningen. Og specifikt har vi siden januar 1991 arbejdet sammen med en socialpsykologisk forsker fra Psykologisk Laboratorium/Københavns Universitet Amager omkring "Praksisforskning i forandring og overskridelse af psykosocial behandling", et projekt der er et delprojekt af "Sundhed, menneske og kultur" finansieret af det Samfundsvidenskabelige Hovedområdes Fakultet. Herudover har vi en årelang kontakt med Galebevægelsen, hvor vi sidst har deltaget med et oplæg "Om krisecentre og boformer" til høringen om alternativer til psykiatrien i november 1991. Dette efterår er vi endvidere med i en lille række af organisationer, der skal tage imod en ægyptisk gæsteprofessor indenfor det psykologiske område.

Det har været et væsentligt løft for vores rådgivningsarbejde at modtage støtte fra Fattigdomsmidlerne i 1992. De 20.000,- kr. vi blev tildelt gjorde det muligt for os at anskaffe en længe ønsket computer, hvilket har lettet meget af det fælles arbejde fantastisk, og midlerne ydede samtidig et væsentligt tilskud til afholdelse af de nødvendige udgifter til mad (som mange brugere har behov for), til kopiering, porto, tidsskrifter og fagbøger. På grundlag af tilskuddet fik vi nemlig frigjort egne private midler til brug for indsamling, formidling og kopiering af selve rådgivningens nedskrevne historie, fra dens start i 1982, til dens åbning i 1985 og frem til i dag. Vi er så godt som færdig med en samlet dokumentation af rådgivningens praksis som alternativ rådgivning centreret omkring forskning, uddannelse og formidling - det drejer sig om et åbent materiale på hen ved 3.000 sider - men dette endnu kun for rådgivningen set som faglig organisation/alternativ institution. Den konkrete dokumentationen af vores brugerpraksis - 1.000 vis sider af forløbsnoter, som for øvrigt altid gives tilbage i kopi til den berørte bruger - mangler vi endnu at gå til, om end vi længe har arbejdet med forskellige nøgler til, hvordan denne form for dokumentation - der er underlagt tavshedspligt - kan oparbejdes, så den direkte kan indgå i en videnskabelig formidling af specifik psykologisk rådgivningspraksis. Vi står dog stadig med, at der endnu er langt igen, før denne "dokumentation af konkret terapipraksis" kan foreligge i et fuldt og for andre anvendeligt omfang. Aktuelt arbejder vi derfor med at finde et hjørne, et moment, en dimension oa, hvorfra vi kan påbegynde en skridtvis offentliggørelse, samt en offentliggørelse der samtidig kan tilsigte en udvikling af alle de, ofte uforenelige faglige og politiske standpunkter, der er indenfor området; men også et sted at starte fra, der mest muligt sikrer, at det er begrundede videnskabelige fremskridt, der gennem offentliggørelse almengører sig.

Når vi tænker indad på vores egen praksis som rådgivningsgruppe, sidder vi med en klar opfattelse og erfaring omkring, at vores arbejde nytter, og også at det har værdi langt ud over vores egen horisont, men at det også er her, at vi støder på vores egne begrænsninger som frivilligt projekt. På grund af vores åbne og meget brede indfaldsvinkel har vi meget lidt kontrol over, hvilke problemer vi kommer til at arbejde med, samt omfanget af dem. Og dette betyder fra tid til anden, at arbejdsmæssige fællesprioriteringer ofte støder på uforudsete forhindringer, hvor aktuelle omverdensproblemer nærmest dikterer os en bestemt anden prioritering. Eksempelvis skal nævnes, at vi foråret 1992 godt ville afholde en åben faglig dag i Studenterhuset, hvor vi ville give vores historie og tanker om terapipraksis videre; men halvvejs inde i forberedelsen blev vi opsøgt af flere studenterhusaktivister om rådgivningsforløb, og valget var tidsmæssigt disse personers akutte problemer eller vores "eget" projekt. Vi valgte personerne, fordi vi ikke etisk kunne forsvare en åben dag med konkrete studenterhusaktivister som fravalgte brugere - selvom en sådan dag kunne have styrket både vores egen og Studenterhusets faglige profil.

Problemer af ovenstående art gør også, fra tid til anden, tanken  om at søge midler til lønformer aktuel, således at det fælles og generelle i rådgivnings dagligdag kan sikres en større kontinuitet. Og med de udkast, blandt andet opprioriteringen af Studenterrådgivningerne, der har været fremme til finansloven for 1993, har vi endnu engang set os stående i en konkret valgsituation, om vi nu skulle søge at gøre dette skridt nu eller ej. Men har, også denne gang og fordi det ikke helt kunne sikre os muligheden for at få hele bredden med i vores nuværende arbejde, valgt ikke at forsøge at tage det. I dette fravalg ligger også, at vi langt fra er tilstrækkeligt klar på, hvordan konkrete lønformer kan styrke det frivillige rådgivningsarbejde uden at tendenser til bureaukrati, serialisering og anonymisering overfor brugerfladen nærmer sig. Det er netop fraværet af sådanne forhold, der - sammen med vores tilgang til praksis - synes at være styrken i vores arbejde, om end det også slider på os, når der ikke rigtig er nogen `private og legitime` tilbagetrækningspositioner at hvile igennem.

Vi arbejder aktuelt med problemfeltet som en særlig socialpsykologisk (og sociologisk) opgave omhandlende udviklingen af bæredygtige og brugerstyrede institutioner, og knytter her an til  de  mange  andre projekter, der i disse år arbejdes med indenfor det sociale- og sundhedsmæssige område. Der, hvor vi kan se vores eget fremtidige bidrag til dette område er, at kan vi komme i gang med en mere specifik og målrettet dokumentation af vores brugerpraksis, specielt af de praksisforhold, der nytter eller "virker" i de for os idealtypisk bestemte problemsituationer, at da vil det også være muligt for os at sige noget videnskabeligt begrundet og generelt anvendeligt om selve indretningen og karakteren af fremtidige rådgivningsinstitutioner, og dermed også mht. til hvordan vi selv kan og skal gå videre som fagligt arbejdskollektiv.

Det turde indtil nu være fremgået af vores beskrivelse af rådgivningspraksis, at der er etableret to arbejdsfelter i rådgivningen, dels den socialpsykologiske/sociologiske omkring rådgivningspraksis generelt og dels et specifikt personlighedspsykologisk felt ift. arbejdet med aktuelle brugerproblemer. Felterne er meget snævert knyttet, og de betinger i et forebyggelsesøjemed også hinanden, for i den grad det er muligt både teoretisk og praktisk at bestemme, ikke bare hvordan typiske brugerproblemer overvindes, men også hvordan de sociale og individuelle grunde og betingelser er for at de kom i stand som personlige problemer, at da vil det være muligt at ekstrapolere praksistiltag, således at der målrettet vil kunne arbejdes forebyggende ift. mennesker i analoge socialpsykologiske problemsituationer, hvad der så i anden omgang vil give anledning til nye problemstillinger i udvidet forebyggelsesmæssigt sigte.

Men lige så "let" det er for os at "kigge ind" i dette felt, ligeså svært er det også for os at arbejde systematisk med en både teoretisk og praktisk almengørelse af det. Og det handler om karakteren af vores tilgang til arbejdet - vores eksistensgrundlag - hvor vi indtil videre må se os som stående meget alene, uden nævneværdig mulighed for i positiv forstand at støtte os særskilt til andres erfaringer. Specifikt drejer det sig om, at når tilgangen til brugerarbejdet er social- og personlighedspsykologisk problemudvikling, modsat det udbredte koncept om praksisstyring gennem diagnostiske behandlingstiltag, at så vides det først, når problemet gennem fælles praksis så at sige er gjort løseligt, hvad det hele handlede om, og hvorfor det kom i stand. Denne ift. gængs praksis indenfor området "omvendte diagnostik" rejser et væld af nye og endnu uløste metodiske (og efterfølgende teoretiske) problemstillinger mht. en videregivelse af konkret rådgivningspraksis, det være sig i teoretisk form og som konkret erfaringsformidling. Det vides kun med sikkerhed, men her også ned i detaljen, hvad der ikke skal gøres eller sættes i værk. Men hvordan arbejdet i positiv forstand skal foregribes, dét er nødvendigvis åbent og til stadighed til fælles debat og afgørelse. 

For udvikling af praksis og den foregribende bestemmelse heraf stilles vi derfor hele tiden med en åben midte, hvorom der kun kan siges noget meget alment, og som kun et videre enkeltteoretisk udviklingsarbejde og et arbejde med afgrænsning til faldgrupper kan kredse nærmere ind: har vi ikke alle relevante udgangsbetingelser med for en systematisering/generalisation af praksiserfaringer med specifikke enkeltforløb, så kan det hermed gjorte koncept, ift. andre/nye brugere, blive til een for dem fremmed effektivisering af vores praksis, fremfor til et bidrag til udviklingen af "deres", idet der modsat det intenderede - og for personlighedspsykologisk udvikling kontraindicerede - ubegrebet arbejdes diagnostisk behandlingsmæssigt; eller også er der faren for, af angst for fremmed effektivisering, at rådgiversiden forestillingsmæssigt stiller sig på bar bund hver gang et forløb kommer i stand, men her vil tidligere rådgivningserfaring med samme problemstillinger skjult kunne sætte sig igennem på en for alle parter ukonstruktiv og ikke fælles foregribende måde.

Det her beskrevne problem er generelt uløst indenfor subjektvidenskabelig forskning, og det er også det problem, der gør, at vi hellere vil tage mindre, om det så skal være de mindste skridt, både socialpsykologisk og terapeutisk/klinisk, og bevidst kooperativt derfor være så grundige som muligt i udviklingen af en mere differentieret rådgivningspraksis, end vi vil se os bidragende til en forfladigelse af såvel vores eget arbejde med brugerproblemer som af selve området, hvor der er koncepter og teknikker nok, men ikke nogen særlig problembevidsthed om deres begrundede sagsmæssige anvendelse i hvert enkelt særlige tilfælde.

Med en sådan arbejdsform stiller vi også det basale krav til hinanden, at man er (eller har gjort sig) bekendt med alle relevante teoridannelser indenfor det problemfelt, der bearbejdes - også de koncepter, man på forhånd måtte være uenig i. For uden dette vil det kun være muligt at træde op som konkurrent til andre/andet og ikke med kollektivitet.

Vi har i forbindelse med udformningen af denne ansøgning diskuteret vores udviklingsretning som rådgivningsgruppe. Og det er gennem denne diskussion blevet mere og mere klart, at vi står med en vifte af meget forskellige arbejdsfelter, som vi har direkte kontakt til, og som vi også umiddelbart ville kunne gå nærmere ind i. Fx.:

- enlige kvinder med børn, som næsten alle kender til andre enlige og isolerede kvinder;

- tungt belastede unge hvis netværk selv består af andre belastede unge og ældre. Vi har kontakt med Gadesjakket/Nørrebro, men endnu kun som enkeltpersoner/græsrødder, idet vi som rådgivningsgruppe mangler at finde (et greb om) et arbejdskoncept, der sikrer stadige og frie ressourcer til begge parters rådighed. 

- grupper af studerende indenfor det sundhedsmæssige område, fx.  afspændingspædagogiske uddannelser eller personer fra det socialpædagogiske arbejdsfelt indenfor narkoområdet, hvor det terapeutiske er en generel del af de kvalifikationsmæssige krav, men som mange afbryder/går ned på. Og i stor udstrækning fordi skolerne/institutionerne ikke har tilstrækkelig kompetence til arbejdet med den særlige blanding af pædagogik og terapi, men hvor vi i kraft af vores måde at organisere rådgivningsarbejde på sidder med en erfaringsfond, der anvendt i form af en udadgående konsulentfunktion ville kunne minimere de brugerhenvendelser, som vi får fra disse områder;

- det børnepsykologiske område, hvor det i dag er nærmest omsonst at henvise videre, med mindre det er tvangsfjernelser, der er på tale. Et nærmere arbejde fra vores side med udviklingen af en særskilt kompetence på dette område vil kræve meget af vores samlede ressourcer flere år frem i tiden, så aktuelt varetages indgangen og arbejdet hermed endnu kun af de enkeltpersoner i rådgivningsgruppen, der har en umiddelbar interesse heri.

Problemet med ovenstående arbejdsfelter er fra vores side først og fremmest et tidsmæssigt problem, da meget af vores tid er båndlagt til anden side - lønarbejde og studier. Men i anden omgang også et økonomisk problem. Det koster i kroner og ører at arbejde med felterne.

Som beskrevet er det ikke nu, at det er relevant for os at søge ind i lønformer for det arbejde, vi udfører. Men det er også blevet klart gennem udformningen af denne ansøgning, at vi inden længe konkret må nærme os sådanne. Der er for mange ting i vores daglige virke, der bliver mere besværlige og opslidende, end det med rimelighed kan kræves. Og nok er det nærmest en livsstil for os at tage vores fag - psykologi - praktisk på ordet, men som enhver anden seriøsitet behøver den en nærmere materiel ramme, for at kunne udvikle sig optimalt.

Vi vil derfor heller ikke skjule, at vi både har skrevet denne ansøgning for at give indblik i vores praksis, men også fordi vi gerne modtager henvendelser og ideer til, hvordan vi også kunne udvikle arbejdet videre.

De midler vi søger for 1993 søger vi til følgende områder i vores arbejde:

1 - midler til dækning af daglige udgifter til mad, papirvarer, porto, kopiering. Vi bruger i dag ca. 1800,- kr. månedligt, eller 21.000,-kr pr år.

2 - midler til start på et brugerdokumentationsprojekt. Det vil dreje sig om bogindkøb, anskaffelse af tidsskifter, manualer, kopiering af materiale, korrespondancer med fagfæller og andre faggrupper, kurser mv.. Formålet er dels at skabe et materiale for os selv til videre bearbejdning og dels at tage skridt til en nærmere offentliggørelse af rådgivningspraksis. Vi har svært ved at vurdere, hvad det vil koste at komme ordentligt i gang, men vi forestiller os, at midler hertil vil kunne løskøbe flere af os ift. de lønarbejdstimer, det i dag er nødvendigt at have bare til anskaffelse af fagligt materiale. Et overslag i rådgivningen over, hvad vi samlet investerer i specifikt psykologisk og sociologisk materiale - selv om vi i udstrakt grad allerede anvender hinandens - er 7.000,- kr. pr måned eller 84.000,- kr. pr år. Kan bare halvdelen heraf dækkes, ser vi det muligt at komme langt ind i dokumentationsprojektet.

3 - rådgivningen har specielt de sidste to år etableret sig som en mulighed for tungt belastede unge i Storkøbenhavn. Og vi synes både at være blevet en kendt og troværdig rådgivning i disses forskelligartede miljøer. De forløb, der kommer i stand adskiller sig ikke nævneværdigt fra andre forløb, når der ses bort fra at de tit koster af rådgivernes privatøkonomi til fortæring og eventuelle busbilletter, der er brug for. Af og til støder vi imidlertid på, at bare der var midler til en rejse hjem til forældre, gamle venner, en tur på landet (hvor vi har kontakt til kreative miljøer), til et aftenskolehold eller til noget genbrugstøj - som det er meget svært, for ikke at sige umuligt at få de respektive socialcentre til at gå ind i, når det står lige for - at så kunne meget løses med få midler. Det er på ingen måde tanken at have en kasse at dele ud af, men at have en pulje i størrelsesorden måske 5.000,- kr. pr år, der anvendt hertil vil gøre underværker, når situationer af ovenstående art opstår.

4 - rådgivningen har over tid altid nogle enlige mødre med børn, der bruger os. Det er moderen, vi primært arbejder med, og hvor vores tiltag overfor børnene mest er af socialpædagogisk art, hvad der også er kompetence til i rådgivningen. Men vi føler os fattige ift. at give børnene et miljø, når de er hos os. Midler til indkøb af legetøj, der vil kunne danne grundlag for et nærmere arbejde med de børn, vi møder, vil kunne understøtte vores arbejdet med moderen. Et skøn til legetøj er et engangsbeløb på 5.000,- kr.

5 - i rådgivningen har der eksisteret en problemafklaringsgruppe de sidste 4-5 år. Den er lagt indenfor rådgivningens almindelige åbningstid onsdag aften, hvor der også er fællesmøde og supervision, og den kan derfor med sin begrænsede tidsramme på to timer kun bære 2-4 brugere. Den fungerer som en nøddør, som brugere kan gå ind igennem, når vi ikke kan tilbyde enkeltforløb, men heller ikke ser os i stand til at henvise videre. Men pga. dens minimale størrelse er den oftest lukket for nye brugere. Vi vil derfor godt kunne bruge at etablere en anden og større gruppe uden for vores onsdage - ikke som en decideret terapigruppe på nuværende tidspunkt - men som en kreativgruppe - en tagen-vare-på-sig-selv gruppe - der evt. også er åben overfor de brugere, der allerede er i enkeltforløb, men som vil kunne bruge også at arbejde med disse sider. Vi forestiller os en gruppe, der arbejder med dans, tegning, drama, afspænding mv.. Til indkøb af materialer hertil søger vi midler til en ghettoblaster, farver og papir, samt skumgummimadrasser. Et engangsbeløb på 8.000,- kr.

Ovenstående 5 områder er en ønskeliste til, hvad vi kunne tænke os at råde over. Og vi er på det rene med, at punkt 2 - 5 vil kræve flere tidsmæssige ressourcer, end vi i dag bruger og råder over. På den anden side har vi den erfaring med de midler vi blev tildelt for 1992, at det har lette vores arbejdsproces betydeligt og frigjort overskud.

DOKUMENTATION AF EN PRAKSIS II [103].

- 30. december 1994.

Den 1. maj 1993 indsendte jeg min autorisationsansøgning til Autorisationsnævnet i Dansk Psykolog Forening. Autorisationsansøgningen var udformet som en kvalitativ analyse af mit psykologisk virke i perioden 28.10.1986 - 31.12.1992. Og det bestod af et til lejligheden udarbejdet dokumentationsmateriale på 100 sider over min praksis i Rådgivningsgruppen Regnbuen med psykologisk vejledning, rådgivning og terapi. Desuden var min autorisationsansøgning vedlagt - ud over relevante ansættelsespapirer - to mapper på i alt knap 500 sider, som var kopi af egne teoretiske artikler fra samme periode, men også skrevet i andet regi end Rådgivningsgruppen Regnbuen. Og i min autorisationsansøgning begrundede jeg ovennævnte fremgangsmåde med følgende:

            "Min praksis er af en art, hvorom jeg ift. den gældende autorisationsordning på området, har overvejet at søge på dispensation mht. dét af de pågældende krav, der omhandler "autoriseret" faglig vejledning eller supervision på egne sager (Jvf. punkt 5 i "Retningslinier for autorisationsvurdering"/Dansk Psykolog Forening, samt afsnit 3 om "Dispensation" i "Autorisation - afgrænsning og fortolkningsspørgsmål", Autorisationsgruppen i PsykologNyt nr.4/1990. Begge er optrykt i Bilag 1). Samtidig finder jeg mig imidlertid placeret dér, hvor jeg må gøre gældende, at "autorisationsordningen administreres således, at den ikke stiller sig hindrende i vejen for faglig nyudvikling" (Jvf. punkt 1 i "Retningslinier for autorisationsvurdering"/Dansk Psykolog Forening). Om mit autorisationsproblem løses på den ene eller den anden måde finder jeg ikke afgørende, idet begge måder kræver en kvalitativ bestemmelse af mit faglige virke som psykolog. Det er en sådan jeg i det følgende skal fremlægge. Vurderingen af dette praksisvirke må derfor ses som autorisationsgrund" (Citat fra "Dokumentation af en praksis", s.2, Kapitel 1).

Den 19. maj 1993 svarede Autorisationsnævnet v/ Kuno Sørensen i Dansk Psykolog Forening på min autorisationsansøgning. I svaret anerkendes mit arbejde i Rådgivningsgruppen Regnbuen som "kvalificerende i forhold til autorisation", men det vurderes samtidig, at "breddekravet ikke er opfyldt alene ved det forløb, ..(jeg).. har været igennem". Desuden bemærker Autorisationsnævnet, at "nævnet ..ikke godkender.. "anonym" supervision" (Autorisationsnævnets svar er optrykt som Bilag 2).

Idet jeg takker for Autorisationsnævnets svar, skal jeg i det følgende knytte følgende bemærkninger til vurderingen. Først skal jeg kommentere supervisionsaspektet, hvor jeg vil mene, at Autorisationsnævnet, på det foreliggende grundlag, godt kunne have taget en nærmere indholdsmæssig stilling, selvom der endnu ikke var opgivet navne på mine medarbejdere. Og herefter skal jeg kommentere spørgsmålet om den tilstrækkelige bredde i min psykologfaglige virksomhed, som jeg vil mene allerede er sikret.

1. SUPERVISIONEN.

Autorisationsnævnets bemærkning, at "nævnet .. ikke godkender .. "anonym" supervision" er jeg helt på det rene med. Men det er jeg til gengæld ikke mht. den konsekvens, som Autorisationsnævnet trækker, når der skrives, at "der ikke kan tages stilling til de anførte supervisionstimer", før jeg har besvaret den nærmere række af spørgsmål, som der efterfølgende stilles op. Som min Autorisationsansøgning er udformet var det muligt at tage stilling til de anførte supervisionstimer, forudsat at jeg havde givet korrekte oplysninger om antal timer mv..

Til problemet om min "anonyme supervision" har jeg for det første udarbejdet en liste over de personer, der har været med i Regnbuen fra dens start i 1984 og frem til mit opgørelsestidspunkt 31.12.1992 (se Kapitel 2.1, hvor listen dog er ført frem til december 1994).

For det andet har jeg udarbejdet en oversigt over, hvilke af disse personer, der har været mine co-terapeuter i samme tidsrum, og som jeg ud over at have haft gensidig supervision med, også har været i supervisionsgruppe og supervisionssammenhæng med (se Kapitel 2.2).

For det tredje har jeg indhentet personlige erklæringer fra de personer, der har været mine co-terapeuter og medsupervisorer [104]. I disse erklæringer er de enkeltes uddannelsesmæssige baggrund/niveau på starttidspunkt for deres indgåen i Regnbuen oplyst (se Kapitel 2.3 for skemaet til disse erklæringer).

I forbindelse med mit arbejde med at indhente disse erklæringer har det imidlertid vist sig, at der er to små fejl omhandlende status for co-terapeut  (cand.psych./stud.psych.) i min oprindelige opgørelse (Kapitel 1.2 og 1.3 er korrigeret for disse fejl) [105].

Desuden er jeg blevet gjort opmærksom på fra en af mine co-terapeuter - stud.mag, pæd.psych. Marianne Møller - at mine time-opgørelser for gensidig supervision er sat alt for lavt, hvorfor hun har foretaget ændringer. Jeg har så tjekket med en anden co-terapeut - cand.psych. Inger Dalsgaard - med hvem jeg har haft mange forløb, og det viser sig, at min timeopgørelse for gensidig supervision også her er sat urimeligt lavt, hvorfor timeopgørelsen er blevet ændret. Disse korrektioner må jeg se som en afspejling af, at jeg overalt har rundet nedad, da jeg oprindeligt opgjorde mit ressourceforbrug omkring supervision. Jeg har altid på spørgsmålet om forbrug af faktiske timer fra min side regnet med mindstemål, hvor der har været usikkerhed [106]. Jeg har dog ikke, for de her vedlagte nye Kapitel 1.1 og 1.2, opskrevet mine timer for gensidig supervision med det, som de er blevet korrigeret for i de to tilfælde, da dette vil gribe ind i mange af de samlede opgørelser. Jeg skal alene nævne, at korrektionerne betyder flere gensidige supervisionstimer, specielt med færdiguddannede, end hvad der allerede er noteret.

Med ovenstående skulle problemet om "anonym supervision" være løst. Der er erklæringer fra alle mine co-terapeuter, som jeg - udover at have haft gensidig supervision med - også har siddet i supervisionsgruppe med. Nu har Autorisationsnævnet v/ Kuno Sørensen imidlertid også 3 andre spørgsmål, som jeg bedes svare på - "1. Hvem er supervisor?; 2. Er det gensidig supervision?; 3. Hvor mange deltagere?" - men jeg må tilstå, at jeg finder spørgsmålene ude af trit eller kontakt med indholdet i min autorisationsansøgning, hvor min supervisionssammenhæng er indgående beskrevet og bestemt, både på hvilke præmisser den startede og argumentationen herfor, samt hvordan den udviklede sig gennem differentieringen `gensidig/gruppe/fælles og udvidet supervision`, og hvordan den endte med at stille sig på egne ben som `kollektiv supervision` ud fra egne indre udviklingsnødvendigheder [107].

Til eksempel skal jeg nævne, jvf. første spørgsmål om hvem der er supervisor, at der ingen supervisor findes, og dette fremgår også klart af min autorisationsansøgning. Det gælder ligeledes for det andet spørgsmål, om det er gensidig supervision, at det lige så klart er besvaret i min autorisationsansøgning, idet de forløb, jeg har haft med andre, altid har indeholdt gensidig supervision, ved siden af gruppe- og fælles/udvidet supervision. Og hvad angår det tredje spørgsmål, hvor mange deltagere, så er forbruget af timer på de enkelte kategorier `gensidig/gruppe/fælles og udvidet supervision`, ud fra antal deltagere, og ud fra om det er med cand.psych`er og/eller stud.psych`er, opgjort og vedlagt [108].

Det fremgår også af min autorisationsansøgning, at der i Regnbuen er foretaget et både teoretisk og praktisk brud med den fremherskende supervisionsform [109], der har sit omdrejningspunkt i mesterlære-princippet, og dettes udmøntning i supervision som "mesterens" terapeutiske bestræbelse overfor "eleven", og hvor elevens kvalificering går over model- og øvehandlinger i udvalgte forløb, hvor mesteren, i bedste fald også sammen med eleven, suverænt fastlægger den terapeutiske strategi overfor en given klient. At vi bryder hermed omhandlede i starten af vores arbejde, som arbejdskollektiv at bygge på egne kræfter og ikke at have magt-hierarkier i gruppen [110], for herigennem at fremme fokus på de indholdsmæssige sagsaspekter i forhold til supervisionens genstand - den berørtes problemstilling - hvad vi fandt blev reduceret på uholdbar vis i traditionel praksistænkning på området [111]. Det samme gælder autorisation - i alskens former - der nødvendigvis må anskues som genstandsbundet - ellers er autorisationskonceptet irrelevant, eller kun relevant som magtstræb. I begge tilfælde sker der en uholdbar reduktion af en indholdsmæssig funderet adækvat handleevne i forhold til dét, som det er autorisation til. Den eksisterende autorisationsordning indeholder, for mig at se, ovenstående forhold som indre modsigelse - miskmasket mellem en generalist- og specialistmodel - hvad jeg også kommer ind på i min Autorisationsansøgning [112]. At denne modsigelse er der, synes jeg ikke skal komme mig til skade, og da slet ikke, når jeg søger autorisation ved at nærme mig et ståsted, der kan give et genstandsbundet svar og forsøg på overvindelse af samme modsigelse! Det genstandsbundne ved et autorisationskonceptet betyder også, at det á priori har sin grænse og sin begrænsning i forhold til autoriseret arbejde med andre genstandsområder. "Transfer" af en given autorisation er derfor kun mulig under samtidig opkvalificering og kvalificerende oparbejdning af det nye og eventuelt beslægtede genstandsområde som udarbejdelse af dettes væsentlige modsigelsesforhold, teoretisk og praktisk. Det må derfor kræves, ved overgang og indgåen i nyt område eller ny-koncipering af et gammelt område, at de involverede i fagvidenskabelig forstand kender det "gamle", og hvor det er klart og begrundeligt, at dette ikke længere er tilstrækkeligt af egne, iboende grunde - og dette har været tilfældet for den praksis, som Regnbuen oprindeligt initierede - og som den efterfølgende historie også har dokumenteret relevansen af.

Vender jeg tilbage til de spørgsmål, som Autorisationsnævnet stiller op, så er der dét ubesvarede spørgsmål, hvem af mine arbejdskollegaer, der har indgået i hvilken supervisionsgruppesammenhæng på hvilke tidspunkter, hvor hvilke forløb var virksomme, men jeg synes ikke den tidskrævende anstrengelse ved at opgøre dette står mål med, at der vil fremkomme noget afgørende nyt - undtagen på eet punkt, og det er `gammelt`, og det er, at min autorisationsansøgning så kan vurderes ud fra de generelle principper for tilståelse af autorisation, men det kan den også ud fra de oplysninger, der allerede foreligger. Jeg savner derfor at blive taget alvorligt, når jeg har gjort mig den umage, at argumentere for autorisation gennem udarbejdelse af en kvalitativ analyse af mit brugerarbejde, også fordi dårligt psykologarbejde ikke kan autoriseres, lige meget hvilke formelle krav og normer, det opfylder, hvilket jeg må tage som en selvfølge, at Autorisationsnævnet er enig med mig i. På dette punkt er Autorisationsnævnet svar til mig modsætningsfuldt: det er ikke muligt både at anerkende mit arbejde i Regnbuen som "kvalificerende i forhold til autorisation", og så ikke samtidig at tage indholdsmæssig stilling til selvsamme arbejde også på området af anvendt supervisionskoncept, idet der er en indre sammenhæng herimellem. Og det modsætningsfulde bliver endnu mere tydeligt, når det udtrykkeligt er anført, at en formel vurdering ikke er tilstrækkelig relevant i mit tilfælde, jvf. også min indledende bemærkning om dispensation for ""autoriseret" faglig vejledning" respektive at "autorisationsordningen administreres således, at den ikke stilles sig hindrende i vejen for faglig nyudvikling". Dette omhandler ikke, hvad jeg også gør opmærksomt på i min autorisationsansøgning, at jeg ikke kan eller vil leve op til kravene, men at jeg finder dem for utilstrækkelige, og dét, der mangler, dét vil jeg gerne give et bidrag til.

I mit tilfælde har jeg selv været med til at bygge en rådgivningssammenhæng op, og den er bygget op gennem en kritik af eksisterende/etablerede teoretiske og praktiske koncepter for psykologarbejde, som er kritisable mhp en generaliseret omgang med udviklingsforhold - og specielt hvad angår konflikterne heri; - Og rådgivningssammenhængen har endvidere bygget sig selv op gennem udviklingen af nye teoretiske og praktiske koncepter for almen-duelig, fremfor restriktiv, omgang med psykologiske materiale. Kravet om ""autoriseret" faglig vejledning" i den forstand, som de gældende autorisationsprincipper lægger op til, er ganske enkelt ikke muligt at realisere, når det er et nyt område - her det socialt-kliniske - der søges udviklet gennem faglig nyudvikling - konceptet om `rådgivning på brugernes præmisser`, og konceptet om `total åbenhed med det styrende fra rådgiverside` - for her er alle nye. Det er så sørgeligt, at der nærmest skulle gå 10 år, før også andre - og i de sidste år nærmest Gud og hver mand og kvinde - selv begyndte at snakke og arbejde seriøst med det nødvendige problem om brugerindflydelse, om brugerperspektiv på klientarbejde, om brugernes præmisser som del af arbejdet osv. osv., men det er også yderst glædeligt, at det endelig sker i stadig større målestok. På dette punkt har jeg det så også OK med den hån for naivitet fra størsteparten af fagligt aktive i min studentertid - eksemplificeret gennem udsagnet: "man bliver snydt af sine klienter" eller "man mislykkes, hvis man er åben med sine interventionsstrategier" - og jeg har valgt at lære heraf, at man altid må tilkende et menneske retten til at udvikle sig.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvordan det oprindeligt kom derhen, at brugerperspektivet blev trukket ud af arbejdet, således at det også aktivt er muligt at foregribe, at det kan ske igen. Men selv uden et svar herpå, til at starte med [113], vil det være naivt at forstille sig, at det vil være muligt at nærme sig et svar fra et sådant ståsted af en "tømt praksis", for derigennem at inddrage brugerperspektivet igen, uden at den tømte praksis grundlæggende selv må gennemgå forandringer på sine mest basale områder. Og ligeledes vil det være uholdbart at tro, at dette kan lade sig gøre ved hjælp af de samme metoder og teknikker, der allerede bruges, idet disse også har den funktion, at mestre arbejdet under bortseen fra brugerperspektivet. Det er derfor ikke et åbent spørgsmål, om der skal startes med at forandre en tømt praksis indefra, eller om der skal startes udefra, på ny og forfra, og fra det sted, hvor det almene mindst er givet i kimform -  for det sidste standpunkt er det eneste mulige og nødvendige for videnskabelighed [114]. Til debat kan alene stå, hvordan der arbejdes fra og med det almene standpunkt i forhold til det ikke-almene på dette enkeltområde.

Jeg skal endelig tilføje følgende til spørgsmålet om min supervision, og jeg skal gøre det i relation til mine opnåede effektmål: Da de effektmål, som min kvalitative analyse fremviser, og det gælder både gennemførelsesmålet på 0,87 [115] og progressionsmålet på 0,84 [116], klart ligger over, hvad der er den generelle norm, kan det ikke antages, at min supervision har været utilstrækkelig, ukvalificeret eller "uautoriseret" i forhold til genstanden for mit arbejde:

            1: Hvad angår gennemførelsesmålet fra min side på 0.87, så har jeg ingen tal for, hvad denne typisk er til anden side for sammenlignelig praksis, andet end udsagnet, at der er en "markant høj frafaldsrate i psykoterapiundersøgelser" [117], men jeg har så forsøgt at spørge mig frem blandt faglige kollegaer udenfor min egen sammenhæng, og svaret er, at lykkes det i halvdelen af tilfældene at etablere en terapeutisk alliance med et rimeligt resultativt udtryk, så må man være tilfreds. Altså en gennemførelsesrate på 0.50, hvilket også er et tal jeg er stødt på i PsykologNyt for ikke så længe siden. Da et blik på mit materiale endvidere afslører, at gennemførelsesmålet stiger over tid - dvs. at færre forløb afbrydes eller ikke kommer ordentligt i gang jo længere henne jeg er i min tidsperiode - så må mit gennemførelsesmål på 0.87 ses som en yderligere bekræftigelse på, at supervisionen har været tilstrækkelig og i forhold til genstanden for mit arbejde `autoriseret`. Og det siger så også noget om en bæredygtig rækkevidde af det i Regnbuen udviklede supervisionskoncept, og om den nærmere anvendelse af dette gennem `gensidig supervision`, `gruppesupervision` og `udvidet/fælles supervision` med studerende, færdiguddannede og/eller begge i fællesskab.

            2: Hvad angår mit progressionsmål på 0.84, så er det mål, jeg har kunnet sammenligne med til anden side på 0.80. Desuden skal det tages med, hvad jeg ikke får gjort i min oprindelige analyse, at det generelle mål på 0.80 i al væsentlighed er opnået ved at måle på effekten af psykoterapi, når der er foretaget en visitation til en bestemt behandlingsmetode og teknik på forhånd. Det terapeutiske "råmateriale" er mao i givne effektundersøgelser allerede struktureret på en, for behandleren, typisk måde, hvad gøres gennem den diagnostiske indfaldsvinkel, og hvorved der samtidig eksplicit sættes mål op for behandlingen, og mål der i væsentlig grad er Jeg-bundet i form af øget autonomi, symptomlindring mm [118]. I mit tilfælde, hvor det omhandler praksis i en åben rådgivning, hvor den diagnostiske fremgangsmåde har måttet forkastes som adækvat tilgang til arbejdet, har der ikke været disse eksplicitte målforestillinger at trække på, eller trække ned over det konkrete arbejde. Tværtimod har målforestillinger hele tiden implicit skulle udvikles, konkret og gennem sam-arbejdet med den berørte, hvor sigtet er "udvidelse af personlig handleevne i retningen selvbestemmelse og øget livsfylde respektive personlighedsudvikling" [119]. Forskellen mellem ovenstående to indfaldsvinkler til terapeutiske arbejde er - alt andet lige, og dermed abstraheret fra niveauforskel - forskellige kompleksiteter [120], hvor førstnævntes ligger omkring det motivationelle og forsvarsmæssige område, som dette er repræsenteret i klienten, og som det ud fra terapeut-interne forudantagelser manipulativt bearbejdes af terapeuten, medens sidstnævntes ligger i området af udviklingsgreb om individets samlede psyko-sociale livsbetingelser, således som dette kan udarbejdes af terapeut og klient i fællesskab, og hvor det er løsningen af den række af problemer, som denne proces kaster af sig, der er afgørende for, at det kommer til en udvidet handleevne, og dermed forbedret velbefindende hos klienten. Og om disse kompleksiteter kan det antages, at det er ulig lettere at skabe ændringer i klienten som udgangspunkt og slutpunkt, end det er at skabe forandringer i individets greb om sine livsbetingelser, om end det sidste må antages i større grad at have blivende betydning for, at indtrufne forbedringer er forbedringer, der vil kunne holde sig over tid.

Da jeg samtidig personligt har arbejdet med mindstemål for opgørelsen af, hvilken progression jeg mener har fundet sted i hvert enkelt tilfælde, kan der også på dette punkt argumenteres for, at min supervision må have været i overensstemmelse med kompleksiteten, dvs. "autoriseret", i genstandsmæssig forstand, ellers ville den have indflueret negativt på mine resultater - og dette er ikke tilfældet!

Samlet kan det om punkt 1 og 2 siges, at de større mål eller de mere grundlæggende mål fra min side omkring mit arbejdes sigte, og hvordan dette er søgt realiseret, at begge dele synes både at mindske frafaldsraten og øge progressionsgraden [121]. Og dette peger også på, at konceptet om `kollektiv supervision` må fremmes som element i den generelle udvikling af psykologisk arbejde. Jeg må derfor konkludere, at Autorisationsnævnet v/ Kuno Sørensen hele tiden har været i besiddelse af de oplysninger og den dokumentation, der er nødvendig for at kunne tage stilling til spørgsmålet om tilstrækkelig supervision fra min side [122]. De mange supervisionstimer - i uspecifik forstand er det fire gange autorisationskravet - udelukker endvidere også, at resultatet af mit arbejde hviler på tilfældigheder.

Men jeg vil beklage, at jeg ikke allerede dengang også fik udarbejdet, hvem der har deltaget i Regnbuen, samt fremskaffet dokumentation fra mine co-terapeuter.

2. OM BREDDEKRAVET.

Autorisationsnævnet v/ Kuno Sørensen  vurderer, at "breddekravet ikke er opfyldt alene ved det forløb, ..(jeg).. har været igennem", og stiller derfor krav om "min. 6. måneder ..at.. have arbejdet min. 15 timer ugentlig med anden form for psykologarbejde i en anden organisation/arbejdsmæssig sammenhæng". Og i forlængelse heraf, så ses "kravet til arbejdets omfang .. også at være opfyldt, når ovenstående krav indfries".

Som jeg indledningsvist bemærkede, mener jeg, at breddekravet - og dermed også kravet til arbejdets omfang - er sikret med det arbejdet, jeg har udført. Jeg skal dog medgive Autorisationsnævnet, at det primært er den del af  mit social-kliniske arbejde, hvor det er det terapeutiske, der har stået i centrum, som jeg bestemmer nærmere i mit, til lejligheden udformede, dokumentationsmateriale til Autorisationsnævnet. Men gås der bare lidt ned i dokumentationsmaterialet og i referencerne i mine teoriafsnit - som primært er fremstilling af teori-materiale udarbejdet til andet side og i anden sammenhæng end direkte terapeutiske praksis - så bliver det meget klart, at jeg også har denne større praksis, en praksis omkring tværfaglighed og om organisatoriske, arbejdspsykologiske og pædagogiske problemer og opgaver, lige såvel som min praksis i Regnbuen med tiden også udviklede sig til supervision af nye kollegaer.

Når Autorisationsnævnet mener, som det mener, må jeg derfor undre mig - og undre mig tre-dobbelt:

1.

Jeg skal undre mig over - og alt andet in mente - at et så langvarigt arbejde som mit i en åben rådgivning [123], af Autorisationsnævnet vurderes som utilstrækkeligt mht. opfyldelse af breddekravet, og dermed også som utilstrækkelig mht. arbejdets omfang. For det første er der ikke de problemer af menneskelig art, som ikke træder ind af døren i åbne rådgivninger som Regnbuen, men som vi alligevel valgte at arbejde med, fordi vi ikke ønskede eksklusive kriterier, idet sådanne altid hviler på den enes privilegier over den anden. For det andet medfører et sådant "klientoptag", at der ikke er nogen arbejdsmetoder eller arbejdsniveauer, som man ikke over tid betjener sig af eller stifter bekendtskab med, det være sig kontakt også tilbage til det subkulturelle miljø, som et problem er opstået i, og arbejde videre her, eller det kan være at fremme en sag ved at intervenere direkte i forhold til en socialforvaltning eller et uddannelsessted, hvis problemer også lokaliseres her. Det omhandler også at involvere omgivende grupper eller en familie-sammenhæng om en berørt, fx. gennem netværksmøder eller til intervention på familieniveau. Om det så er selv at organisere en "kold tyrker" for en narkoman, ingen andre kunne tage, så er det blevet gjort. Det fremgår da også direkte af min autorisationsansøgning, at jeg har stiftet bekendtskab med - og haft en arbejdsrelation til - mange og meget forskellige klientgrupper, og at mit arbejde har omfattet et bredt udsnit og anvendelse af mange forskellige arbejdsniveauer, -områder og -metoder [124]. Desuden giver et arbejde i en åben rådgivning automatisk erfaringer med at finde rundt i junglen af andre hjælpe- og støtteinstanser, det være sig også herberge og offentlige institutioner, lige som erfaringer med disses interne struktur og opbygning - deres arbejdspladsorganisering - må oparbejdes, idet man ellers ikke kan udføre arbejde i rådgivningen ordentligt, dels fordi der sker henvisninger til anden side, og dels fordi mange forløb også indbefatter et samarbejde med andre instanser.

Ud over det organisatoriske arbejde mellem Regnbuen og andre instanser udenfor, der havde eller kunne få en direkte betydning for løsning af de problemer, som rådgivningens brugere stod i, så var der også det organisatoriske arbejde indadtil i rådgivningen og udadtil i forhold til rådgivningens umiddelbare kontekst, Studenterhuset. Dette var endvidere inde fra starten, naturligt givet ud fra selve initiativet til rådgivningen i en ramme - Studenterhuset - der på ingen måde var andet end nogle bare lokaler til at begynde med. Og hvis ikke jeg - som en dominerende person ift. initiativet - havde kunnet arbejde med det organisatoriske i praksis og også reflektere det teoretisk, så havde rådgivningen ikke overlevet med sine brugerindflydelses-koncepter i behold [125], idet disse lægger op til et meget direkte arbejde med at omforme, skabe og udvikle nye organisatoriske former for arbejdsprocesser mennesker imellem, ikke kun indadtil i forhold til selve rådgivningen, men også udadtil - og denne position som psykologfagligt arbejdskollektiv blev os også tilstået til intervention overfor strukturelle problemområder i Studenterhuset. Det gjaldt arbejdet med narko-problemer i Studenterhuset café, og med det psykiske arbejdsmiljø efterhånden som caféen fik ansatte, der skulle arbejde sammen med frivillige. Lige så er der også fra starten af i rådgivningen blevet trukket på og anvendt arbejdspsykologisk viden, og det særligt i relation til imødegåelse af "udbrændthedsprocesser".

Omkring hele arbejdet har der endvidere hele tiden ligget en fag-etisk problemstilling, der for en åben (alternativ) rådgivning må siges at være skærpet på en ganske særlig måde. Den omhandler, at enhver ytring fra psykologisk side skal være genstandsrelateret til den sammenhæng, man befinder sig i, men når sammenhængen for en åben rådgivning hele tiden er i udvikling på det informelle plan, også ud fra, eller måske specielt ud fra, hvad man selv initierer af nye arbejdsopgaver, så er arbejdskonteksten bevægelig på dén særlige måde, at man i intet tilfælde kan falde tilbage på en formel afgrænsning af sit arbejde og af sit ansvarsområde. Der er ingen at henvise videre til, og det uetiske ved at handle ved at skubbe andre foran sig eller skjule sig bag andre er da også direkte håndgribeligt. Man må gå linen ud, hvilket gøres ved at følge og forfølge sin problemstilling derhen, hvor det bliver muligt at skabe løsninger. Som følge heraf har jeg også i rådgivningen været med til at finde private indlogeringssteder for flere personer, hvor en henvisning til psykiatrien ville være kontraindiceret.

En følge af ovenstående arbejde er også, at det er blevet muligt både for Regnbuen og for mig selv at kunne gå ind i et konkret samarbejde med Galebevægelsen om skabelsen af et "Helhedshus - et alternativ til psykiatrien", hvilket jeg ser som et udtryk for, at Regnbuen og jeg selv gennem snart 10 års praksis ikke har diskvalificeret os selv - hvad der ellers er sket for den tidligere behandlergeneration i Galebevægelsen - til også at arbejde med de typisk meget hårde og krævende sociale problemstillinger, som psykiatri-truede og -berørte oftest kastes ud i. Dét ikke at blive diskvalificeret, fordi man er psykolog, af subkulturelle miljøer som Galebevægelsen, eller af andre marginaliserede grupper af unge, som Regnbuen meget er en rådgivning for, dét er i sig selv en kvalifikation, når man mener, at den psykologiske videnskab, ret udviklet, har noget at bibringe samfundet og menneskeheden. Grund: at den psykologiske "kompetence", som disse marginaliserede personer nærmest altid har måtte døje med, har dømt sig selv ude mange gange tidligere, både som utilstrækkelig og som repressiv. Det kan for eksempel ikke nytte at gå ud med en individcentreret indfaldsvinkel til psykiske problemer, som bæres af nogen, til en problemgruppe, der skal støttes i at handle i forhold til egen interpersonelle og saglige konfliktstruktur, ligesom det heller ikke nytter at holde oplæg om overvindelsen af psykiske problemer, hvis det samtidig gøres på en sådan måde, at brugere efterfølgende henvender sig med anmodning om rådgivning, og man så bare ingen ressourcer har. Samtidig kan man heller ikke tillade sig at nedblænde, hvad man kan gøre, bare for at undgå enhver (potentiel) henvendelse.

Jeg vil derfor også se udviklingen af ovenstående informelle sam-arbejdsrelation som et bevis på, at arbejdet har været bredt fagpsykologisk funderet og haft omdrejningspunkter på andre niveauer end snævert kliniske problemstillinger, og at arbejdet har været fag-etisk i almen forstand, dvs. kvalificeret i forhold til de strukturer, som det gælder om at udvikle bedst muligt, og dette også uden at tabe den enkelte af syne. Der er da også gennem årene sket en udvikling i henvendelsesstrukturen til Regnbuen: fra i starten kun at være enkeltpersoner, ofte henvist fra offentlige instanser, er det endt op med, at også organiserede subkulturer tager kontakt til os, fordi de ønsker vores bistand på givne områder. I starten omhandlede dette intervention overfor konkrete personer i krise og nød - fordi de havde gode erfaringer med andre personer, der havde brugt os - senere er det blevet opgaver som analyse og afdækning af særlige sociale og organisatoriske konfliktstrukturer, fx. magt-hierarkier, manipulationsformer mv., der som uovervundne ellers truede sammenhængenes overlevelse og udvikling. Desuden er Regnbuen blevet brugt som supervisor ifm. frivilliges støtte-arbejde med flygtninge fra Bosnien, der har søgt asyl. Og i 1993 tog Regnbuen også initiativ til at kontakte de demonstranter, der blev skudt d.18.maj, idet disse ikke havde andre steder at søge psykologhjælp. 

Jeg tror jeg skal igennem mange forskellige arbejdspladser, for at få så forskellige klientgrupper, og kunne bruge så forskellige arbejdsmetoder, i relation til kontakt med så forskellige arbejdspladsstrukturer, for at jeg kan stifte bekendtskab med noget, som jeg ikke på et eller andet tidspunkt allerede har erfaret gennem Regnbuen og herigennem haft en arbejdsrelation til. Og derfor vidner både Autorisationsnævnets krav om "min 6. måneders arbejde min. 15 timer" og kravet om, at det skal være "psykologarbejde i en anden organisation/arbejdsmæssig sammenhæng" for at bredde og omfang af mit psykologarbejde vurderes som opfyldt, absurd på mig. Det vidner om ukendskab til forholdene for psykologarbejde på græsrodsniveau, og det udtrykker en naiv opvurdering af, at psykologarbejde er selvkvalificerende gennem dets realisering gennem lønarbejdet. Der findes andre - og nok mere væsentlige - opdragsgivere end, hvad en lønform kan spænde over [126]. Fx. solidaritet med udstødte grupper og enkeltindivider.

Hvad angår det, af Autorisationsnævnet, specificerede krav - "psykologarbejde i en anden organisation/arbejdsmæssig sammenhæng" - så finder jeg det til en vis grænse begrundet for at sikre en bredde hos den enkelte psykolog mht. autorisation for nærmest alle andre organisationer og institutioner end Regnbuen, idet et psykologfagligt fællesskab i dag typisk hviler på et eller ganske få distinkte terapiformskoncepter, der så bringes i anvendelse overfor problemer, som den tilhørende terapiform antages at være en bearbejdningsform for. Det er reglen mere end undtagelsen, at arbejdspladssteder søger kollegaer, der arbejder ud fra en bestemt terapiretning, givet gennem et terapiformskoncept, fx. det psykoanalytiske, den systemiske mv.. Dette betyder imidlertid, at personen med problemer skal "passe til" terapiformen - og ikke omvendt - og der sker uden tvivl simple og ubegrundede "transformationer" af personers problemer, så de kan indpasses til den form, der praktiseres på stedet. Herved havner man bare i en "teknisk" betonet kunstnerisk formdannelse, jvf. note 22, der ikke er en nødvendig udviklingsløsning på noget som helst, og det bliver endvidere behandlerens præmisser, der sættes igennem, fremfor den berørtes udviklingskrav. Netop for at undgå dette, har Regnbuen altid centreret sit arbejde om det mere grundlæggende niveau, der altid er på tale - niveauet af problem-bestemmelse og problem-udvikling, og dette i perspektivet problemformulering og -løsning [127] -  således at en overgang til en distinkt terapiform, hvis det overhovedet er nødvendigt, kan gøres begrundet og gennem det nødvendige samarbejde med den berørte.

I videnskabelig forstand sikres breddekravet imidlertid ikke ved at stille krav om mere end eet arbejdssted, for det kan være samme terapiformskoncepter og/eller problemtyper, som forskellige arbejdssteder betjener sig af. Desuden er det forførende, for det efterlader indtrykket af, at kendskab til flere koncepter samtidig øger ens psykoterapeutiske kompetence, hvilket slet ikke behøver være tilfældet. I mit tilfælde, hvor det er terapeutiske arbejde på grundlagsniveau, og hvor det overhovedet omhandler at stille problemet op, for at gøre det løseligt i samme grad, her er det videnskabelige i det mindste indeholdt. Og jeg vil også mene, at mine resultater demonstrerer dette som andet end en ubegrundet påstand.

2.

Jeg skal endvidere undre mig over, at mine ansættelser på Sociologisk Institut og Kultursociologisk Institut på hver 7 måneders varighed ikke er tillagt nogen betydning mht. arbejdets bredde eller omfang. Det er dog en anden arbejdspladsstruktur end den i Regnbuen. Er det fordi, det er jobtilbud, eller hvad er grunden så? Som jobtilbuddene var udformet omhandlede de, at jeg gik med i Institutternes liv som psykolog, og ud fra en psykologisk indfaldsvinkel indgik i de debatter og tog de initiativer, som det ville være relevant for mig mhp "forskning i sociale grunde til psykiske forstyrrelser" og "forskning i kulturelle grunde til psykiske forstyrrelser". Og dette gjorde jeg, og samtidig brugte jeg mine arbejdsresultater til at udvikle min praksis i Regnbuens. Institutterne handlede også på deres vegne: Dels trak de på mig som en "lille huspsykolog", hvad der også var god brug for i betragtning af det store ydre pres, som institutterne var udsat for på daværende tidspunkt [128], og dels kom der opgaven med at gennembryde en fastlåst diskussion om, hvad behovenes status var i relation til menneskesyn [129], og dette er en ganske særlig opgave, når personerne samtidig er i personlig konflikt mht. deres teoretiske "dogmer" på samme område. Mine jobtilbud var således ikke "alene teoretisk", men indeholdt en vekselvirkning mellem teori og praksis på institutterne, som mellem min praksis på institutterne og i Regnbuen. 

Specielt arbejdet på Sociologisk Institut var meget givende for mig i teoretisk forstand, og det resulterede i en stribe artikler [130], hvoraf flere af dem blev fremlagt og diskuteret på, til lejligheden, indkaldte faglige møder med studerende og lærere på Instituttet. Og det er også dette arbejde og disse debatter, der ligger til grund for, at jeg efterfølgende formår at udarbejde en teoriledet praksis-bestemmelse af, hvad Regnbuens arbejde essentielt består af, og hvordan det kan udvikles videre. Det er denne praksis-bestemmelse, jeg fremlægger i afsnit 2 i min autorisationsansøgning [131], mens selve udledningsgrundlaget for denne stammer fra mine arbejdsperioder på Sociologisk og Kultur Sociologisk Institut, hvilket også er markeret gennem mine referencer til egne artikler i det omtalte afsnit 2 i min autorisationsansøgning.

Jeg skal i denne sammenhæng tale om supervision som en vekselvirkende og gensidig proces mellem Institutterne og Regnbuen: på Institutterne blev min psykologiske forståelse af psykiske forstyrrelser konfronteret og bearbejdet i et samfundsmæssigt perspektiv, og i Regnbuen omhandlede det min samfundsforståelse af samme emne i et psykologisk perspektiv. Og det var gennem dette, at Regnbuen også "fandt" et adækvat sociologisk udviklingskoncept i `aktør, organisation og institution` [132], såvel som jeg selv fik udviklet en helhedsopfattelse af sygdom i et aktuelt samfundsmæssigt perspektiv [133]. Det er så ikke supervision, hvor en enkeltperson eller en institution, suverænt og overgribende råder over, hvad jeg som supervisant skal arbejde med, men det er faglig vejledning i forhold til mit arbejdsmæssige forhold generelt og dettes sammenhæng med andet område, jeg relaterer dette til.  

3.

Jeg skal endelig undre mig over, at det heller ingen vægt har for Autorisationsnævnet, at mit arbejde indbefatter udviklingen af de halvårlige "Seminarerne for Kritisk Psykologi", der i dette efterår havde 10 års jubilæum; eller skabelsen af tidsskriftet "Forum for Kritisk Psykologi - teori og praksis", der nu er kommet i 8 numre, eller etableringen af og udviklingen af det tværfaglige forum "Forum for socialistisk debat og analyse, Gruppe 89", der startes op i min tid på Sociologisk Institut. For alle tre sammenhænge har jeg dels taget mit slæb i praksis, lige såvel som jeg har bidraget med teoretiske oplæg om grundlagsproblemer. Mht. Seminarerne for Kritisk Psykologi skal jeg bare nævne en passant, at jeg med mindst een af delene, men typisk to, enten har holdt oplæg, deltaget i planlægning og gennemførelse, eller stået for terapeutiske gruppeprocesser på 18 ud af alle 20 seminarer.

Ud over at ovenstående også er pædagogiske opgaver, så har jeg stået for afholdelse af et hav af introduktionsmøder til Regnbuen for nye psykologistuderende, for socialpædagogstuderende og for sygeplejeelever, lige som jeg i to omgange har deltaget med teoretiske oplæg i Galebevægelsen, det ene til en offentlig høring om alternativer til psykiatrien. Og når nu det omhandler `psykologi på græsrodsniveau`, så vil jeg også indbefatte det hav af individuelle sessioner og gruppesessioner, centreret omkring afspænding og massage, jeg har afholdt på ø-lejre og i Thylejren gennem alle årene.

*

Til ovenstående punkt 1, 2 og 3 skal jeg referere til Autorisationsgruppen i Psykologforeninger, der vedrørende dispensation skriver, at det kan være områder, der omhandler "flere år på en arbejdsplads, hvor opgaverne er brede, eller mange år på en arbejdsplads med forholdsvis ensartede opgaver; .. respektive .. adskillige års anciennitet, men begrænset supervision/faglig vejledning (her har man ofte vejledt andre) eller hvor supervisorerne ikke er psykologer" [134]. I forhold hertil kan jeg ikke se noget problem mht. dispensation i mit tilfælde. Jævnfør endvidere min kommentar i note 20, hvor en nyere formulering, fra Psykolognævnet, af dette forhold er refereret.

Jeg skal også henlede opmærksomheden til Autorisationsnævnets beretning til Generalforsamlingen i PsykologForeningen i foråret 1994, hvor man skriver: "Autorisationsordningen er fortsat en generalistordning og omfatter dermed alt praktisk psykologarbejde, hvor psykologen i egenskab af fagperson, udøver erhvervsmæssig virksomhed eller forskning i relation til individer, grupper og organisationer" [135]. Og endelig skal jeg citere Kuno Sørensen, der i dag er medlem af Psykolognævnet, og som om Bredde-kravet skriver: "Den praktiske uddannelse skal have bredde indenfor det psykologiske arbejdsområde og skal omfatte direkte og indirekte klientkontakt (indirekte klientkontakt som f.eks. supervision, konsulentfunktioner i forhold til andre psykologer m.v.), behandling af forskellige klientgrupper og anvendelse af forskellige psykologiske arbejdsmetoder. I den samlede vurdering af psykologens praktiske uddannelse kan også indgå aktiviteter, hvor ansøgeren i sin egenskab af psykolog udfører forskning eller erhvervsmæssig virksomhed i relation til individer, grupper eller organisationer" [136]. Men i forhold til disse sidste to referencer finder jeg ikke, at dispensation i mit tilfælde overhovedet behøver at komme på tale. Der er jo, endda stor, bredde i mit arbejde.

*

Jeg er så også i den position, at jeg har skrevet om alle de forhold, jeg har arbejdet med - små konkrete analyser, store osv. - men jeg vil i første omgang spare relevante instanser, og min egen kopikonto for, at jeg fremsender den meter papir, nedfotograferet, som det fylder. Til gengæld har jeg taget en kopi af oversigten [137] over det nuværende Regnbue-materiale, som jeg - i parentes bemærket - selv har samlet. Af de første 11 mapper, så udgør min produktion ca. 2/3 af et samlede materiale, og af de sidste 21 mapper ca. 1/4.

Når Autorisationsnævnet har ment, at mit arbejde ikke har haft tilstrækkelig bredde - og vel dermed også mener heller ikke tilstrækkeligt omfang - så vil bede om, at man mere end skimmer mit allerede fremsendte materiale. Og jeg er selvfølgelig åben overfor nærmere at blotlægge min kompetence og handleevne indenfor de områder, som Autorisationsnævnet skulle finde fornødent at betvivle mig på. Hvis det så var sådan, at jeg har trukket uløste - eller skærpede - konflikter med mig, eller efterladt sådanne i mit bagland, så vil der være god grund til at betvivle mig. Men dette er ikke tilfældet. Og hvis jeg havde det, ville jeg forlængst være blevet gået af de informelle strukturer, der reelt har været mine - og Regnbuens - opdragsgivere. Ligesom lønformer kan bekræftige et ordentligt arbejde gennem nye lønformer, så gør samarbejdsformer på græsrodsniveau det samme. Der er bare den forskel, at relationen mellem kompetence og selve arbejdets udførelse på græsrodsniveau er direkte, medens den for lønformer er indirekte, formidlet som den er gennem markedets konkurrenceformer og magtstrukturer. Og derfor falder hammeren så meget desto hurtigere og tungere, hvis eller når der fejles på græsrodsniveau, idet det umiddelbart er tydeligt, synligt og gennemskueligt, hvad det er for et arbejde, der erlægges. Til gengæld kan dårligt arbejde leve frygteligt længe i en lønform, hvis og når magtstrukturen om det kan fastholdes.

Det er muligt, at psykologisk græsrodsarbejde i starten kan leve af og på "de gode viljers intention", men i længden er det ikke muligt uden iboende kvalitativt indhold, og slet ikke når samarbejdsstrukturen samtidig bliver mere og mere kompleks - hvad der har været tilfældet for den periode af mit virke i Regnbuen, jeg har beskrevet. 

Når jeg med ovenstående har nævnt, hvad jeg mener jeg kan gøre krav på af positivt medansvar for udviklingen af andre områder end det snævert klinisk-terapeutiske, så skal jeg gøre regningen derhen, at mine største læremestre indenfor faget er de faglige kammerater, som har været med til at udvikle konceptet om `kollektiv supervision`.

Afslutning.

Jeg skal afslutningsvis gribe fat i et forhold, jeg ikke tidligere har været inde på. Det angår, at Dansk Psykolog Forenings bestyrelse på bestyrelsesmødet d.18. og 19. juni 1993 [138] udtaler sig om Psykolog Foreningens politik indenfor et område, der ligner det område, som også Regnbuen er placeret indenfor. Jeg citerer:

            "Det er PsykologForeningens politik at være med til at afdække behov for psykologbistand, men ikke at medvirke til kvalifikation gennem ulønnet arbejde".

Denne udtalelse er central, idet den slår en interessekonflikt an i forhold til min autorisationsansøgning, der på ingen måde kan gå igennem, lige meget hvad jeg kan fremvise af faglig kompetence, når grundlaget for denne kompetence er opnået gennem arbejdet med psykologiske problemer og opgaver, hvor lønformen ikke har været det bestemmende, men derimod arbejdets indhold. Og dette strider mod, hvad jeg igen skal henholde mig til, at "autorisationsordningen skal administreres således, at den ikke stiller sig i vejen for faglig nyudvikling". Autorisationsnævnet er her fanget i en konflikt, som jeg ikke finder, at der er arbejdet ordentligt eller fagligt med overhovedet. Der er givet lidt til mig - mit arbejde i Regnbuen anerkendes som "kvalificerende i forhold til autorisation" - og resten til PsykologForeningen, men det alene på den måde, at der vælges at se bort fra, ja kernen, i min autorisationsansøgning, hvorfor Autorisationsnævnet da også ender op med at stille sådanne krav, der betyder at jeg de facto skal indgå i et formaliseret lønarbejde med en lignende formaliseret supervision, hvis jeg skal tilstås autorisation. Havde Autorisationsnævnet været i tvivl om bredden, så havde man vel anstændighedsvis udbedt sig mere dokumentation, og dette ville jeg finde forståeligt, selvom dokumentationen implicit ligger i mine teoretiske skrifter, der var vedlagt, men at der stilles de spørgsmål til min supervision, som der gøres, hér må der være andet - noget ydre! - på tale, når min bestemmelse af den supervisionssammenhæng, jeg har modtaget supervision igennem, kan misforstås så grundigt, som det har været tilfældet. 

I forlængelse af dette skal jeg sætte ord på et fremtidigt udviklingsforhold, som - hvis det forbliver i kulisserne - vil virke negativt ind på vurderingen af,  ikke bare min autorisationsansøgning, men på enhver autorisationsansøgning, der gøres på grundlag af indholdsmæssige kriterier; - Og det omhandler, at der indenfor en overskuelig tidsramme vil udkrystallisere sig forskellige faglige psykologarbejdssammenhænge, som med divergerende eventuelt modstridende metoder og teknikker for mestring af samme art arbejde, vil begynde at gøre krav på, at netop deres tilgang skal danne paradigme for fremtidig autorisation af kommende kollegaer indenfor deres områder. Det nytter dog ikke, også på dette område, og som det nærmest er for vane i dag, at argumentere med fx. at "psykoterapi er en psykologisk behandlingsmetode, der er videnskabeligt begrundet" [139], og så ikke samtidig fremlægge den videnskabelige begrundelse gennem andet end intentionen med psykoterapi. Det er der ikke nogen, der bliver klogere af, og de mange problemer, der er inden for det givne område, skjules bare gennem en pseudovidenskabelig påkaldt kraft. Derfor må der ske en overgang til argumentation ud fra indholdsmål, ellers vil psykoterapiens manglende videnskabelige stade udtyndes yderligere, og de indholdsmæssige faglige kontroverser forblive uudviklede, idet den almenhed, som de søger at begribe, nærmest er sat uden for parentes, som farlig og som for kontroversiel at søge tilstået hegemoni igennem. På dette punkt er der i dag analogi mellem den udbredte diskurs om psykoterapi og dén konflikttype, der fører ind i etableringen af psykiske forstyrrelser: den opportunistiske handleform, med tilpasningsnormaliteten som forform for psykiske forstyrrelser [140]. Problemet med psykoterapi ligger derfor ikke kun i forhold til en tilstrækkelige praktisk kvalificering af nyuddannede psykologer eller i forhold til en udgrænsning af "det grå terapimarked", for det ligger i allerhøjeste grad indenfor egne rækker på niveauet af det grundlagsmæssige for disciplinen som sådan.

Jeg nævner ovenstående, fordi min autorisation foregriber denne kommende faglige udviklingsopgave indenfor det socialt-kliniske område, og dette er også en væsentlig grund til, at jeg ikke ønsker at snige mig igennem på formelle mindstemål. Det må nu en gang være sådan, at indhold går forud form.

Jeg skal beklage, at det først er nu, at jeg følger min autorisationsansøgning op. Men dels vælger man ikke altid selv sine egne problemstillinger indenfor nye områder, og dels har jeg skulle sunde mig på den stedmoderlige behandling, som min autorisationsansøgning oprindeligt fik. Det har taget mig lidt tid at komme på højde med den blinde plet i PsykologForeningens handleevne, som jeg løb ind i. Der er så senere kommet "Lov om psykologer m.v." af 30.juni 1993, hvad der er et fremskridt på området, men tilbage står stadig, at min ansøgning må vurderes ud fra de oprindelige retningslinier, der var gældende dengang, da jeg ikke mener, jeg skal bære en forskelsbehandling, der ikke var fagligt begrundet, bare fordi PsykologForeningen som fagforening har en politik på området, der strider mod udviklingen af fagets egne faglige præmisser, og som Autorisationsnævnet har undladt at tage åben konflikt på, i hvert fald i dette tilfælde. Mit arbejde vil dermed også direkte kunne relateres til Psykolognævnet, der pr.1.januar 1994 har erstattet Autorisationsnævnet.

Med håb om en konstruktiv dialog, der ved fortsat uoverensstemmelse vel med fordel kunne videreføres mere tæt på min praksis, fx. ved at dykke ned i noget af min 1,5 meters håndskrevne forløbsnoter, og fx. dér, hvor der også er udformet erklæringer til det offentlige.  

Med venlig hilsen  Kalle Birck-Madsen

For Autorisationsnævnet/Dansk Psykolog Forenings svar, se Bilag 3, s.vii; og Psykolognævnets svar, se Bilag 4, s.ix. 

FAKTUELLE OPLYSNINGER OM DELTAGERE I RÅDGIVNINGSGRUPPEN REGNBUEN.

Perioden fra Regnbuens første møde d. 22. oktober 1984 til opgørelsestidspunktet september 1994.

D. 22. maj 1985 er officielt Regnbuens start, idet dette er den første dag, hvor personer i krise og nød kunne komme udefra.

Dette kapitel angiver periode og baggrundsdata for de personer, der gennem tiden har deltaget i Regnbuens terapeutiske arbejdsproces. De forskellige data er fremkommet ved en gennemgang af fællesmødebøgerne og adresselister, og - hvis det har været muligt - også ved en direkte forespørgsel til den involverede person.

Perioden for deltagelse i Regnbuen er opgjort i kvartaler. Og er der kun angivet eet kvartal, er personen både begyndt og stoppet indenfor dette kvartal. `Regnbuen` angiver at personen på opgørelsestidspunktet september 1994 stadig er virksom i Regnbuen.

Navn                           Deltagerperiode i Regnbuen             Uddannelsesmæssig baggrund.

                                    (Tallet før årstallet angiver,                    (Ingen eksplicit angivelse bety-

                                    hvilket kvartal i året, perioden   der `stud.psych.`; og cand.psych.                                  går: 1 for første kvartal, 2                        uden tidsangivelse angiver kandi-

                                    for andet kvartal osv.)                           datdato før indgåen i Regnbuen.)          

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

1984:

Kirsten Bo Petersen                  4.1984-1.1985

Lynn Hansen                            4.1984-3.1985

Anitta Schlosser                        4.1984-4.1985

Solveig Hansen             4.1984-2.1986

Susie Kjær                               4.1984-2.1986

Malgorzata Wieczorkowska     4.1984-2.1986

Hennie Stentoft             4.1984-3.1986

Peter Larsen                             4.1984-3.1986

Søren Graff                              4.1984-4.1987                                                                                    

Lilian Pedersen             4.1984-1.1988

Henning Strand             4.1984-3.1988                         cand.psych.

Anitta Palshøj                           4.1984-4.1988

Jens Peter Poulsen                    4.1984-1.1989                         cand.psych. pr. 1986

Kalle Birck-Madsen                 4.1984-Regnbuen                     cand.psych. pr. 1986

1985:

Marianne                                  2.1985-3.1985

Berit                                         2.1985-3.1985

Rune                                        2.1985-1.1986

Anders                                     2.1985-1.1986                         socialpædagog

Jørn Bo Nielsen                        2.1985-2.1992

René                                        3.1985-1.1986

1986:

Birthe Palmblad                        4.1986-3.1988

Vivian                                       2.1986

1987:

Henning Rose                           1.1987-1.1988

Danielle Mikkelsen                   1.1987-4.1988

Aase Nielsen                            1.1987-1.1989

Rosi Kovacs                             2.1987-2.1989                         cand.psych.

Anette Underberg                     2.1987-2.1988

Maria Fabrin                            2.1987-2.1988                         afspændingspæd

Jesper Döpping                        3.1987-4.1988

Inge Svane Nielsen                   3.1987-1.1992

Birgit Bruun                              3.1987-2.1988                         stud.pæd.psych.

1988:

Inger Dalsgaard                        3.1987-2.1992                         cand.psych.

Jørn Gråbæk Nielsen                3.1987-3.1990

Helle Søberg Scheele                3.1987-3.1993

Annie Vejstrup             3.1988-4.1988

Hanne Nørlem                          3.1988-4.1988

1989:

Jette Snestrup                           1.1989

Suzanne Krogh             1.1989-3.1993

Karsten Madsen                       1.1989-Regnbuen

Jesper T. Lund                         2.1989-Regnbuen

Jette Vibum                              3.1989-1.1990

Anne Jønsson                           3.1989-1.maj 1994

Mette                                       4.1989-1.1990

1990:

Birgitte Gøtzsche                      1.1990-2.1992

Leif Christensen                        3.1990-1.1994

Aino Holme                              4.1990-2.1993                         cand.psych. pr. 1993

Frede Kruse                             4.1990-1.1992                         cand.psych.

Susan Roed                              4.1990-1.1991                         filosof

1991:

Birgitte Ernst                             1.1991-Regnbuen

Birgitte Baunbjerg Hansen         1.1991-3.1992

Henrik Olsen                            1.1991-3.1992

Henrik Eriksen                          1.1991-4.1993

Morten Hesse                           1.1991-4.1993

Lasse Heinz Philipsen                2.1991-1.1993

Peter Sørensen                         3.1991-1.1992                         cand.psych.

Marianne Møller                       3.1991-3.1992

Pernille Laustsen Hviid  4.1991-3.1992

1992:

Thomas Macrill             1.1992

Reza                                         1.1992

Benjamin                                  1.1992-2.1992

Søren Kruse Nielsen                 1.1992-Regnbuen

Svend Jensen                            2.1992-3.1992                         cand.psych.

Line Mørch                              3.1992

1993:

Neel Jørgensen             3.1993-4.1993

1994:

Jan Ole Jørgensen                     1.1994-Regnbuen

Samlet:

OM ANTAL PERSONER:

65 personer har deltaget i Regnbuens arbejde. Af disse var:

            -  6  personer var cand.psych. fra starten af deres deltagelse i Regnbuen

            - 55 personer startede i Regnbuen som stud.psych. 4 af disse bliver cand.psych.,

                   medens de deltager i arbejdet.

            -  4 personer tilhører anden faggruppe: 1 er socialpædagog, 1 er stud.pæd.psych.,

                  1 er afspændingspædagog og 1 er filosof af profession.

Aktuelt er 6 personer aktive i Regnbuens arbejde, heraf  1 cand.psych. og 5 stud.psych..

OM TILGANG OG AFGANG PR ÅR, SAMT ARBEJDE I KVARTALER:

ÅR:                  Tilgang:             Afgang:             Arbejde i kvartaler:

1984                14                                0                                             148

1985                  6                                9                                               35

1986                  2                                9                                                 8                 

1987                  9                                1                                                59                

1988                  5                                12                                               58                

1989                  7                                  4                                               60    

1990                  5                                 3                                              43                

1991                  9                                  1                                               68                

1992                  6                                14                                               15                

1993                  1                                  7                                                 1                            

1994                  1                                  3                                                 2                

De 65 personer har i alt været aktive i 497 kvartaler, hvilket giver, at den gennemsnitlige tid i Regnbuen er 7,64 kvartaler eller oprundet: 2 år i snit pr person.

OVERSIGT OVER CO-TERAPEUTER

- perioden  29.10.1985  til  31.12.1992.

Denne oversigt gælder såvel enkeltforløb som gruppeforløb, som jeg har haft med andre rådgivere (stud.psych`er eller cand.psych`er).

ENKELTFORLØB MED CO-TERAPEUT.

Af de 56 enkeltforløb er de 31 afviklet helt eller delvis med co-terapeut. `TP` efterfulgt af et tal, og angivet i parentes, er en intern kode til identifikation af co-terapeuten.

Afviklet helt med co-terapeut:

Med     cand.psych. Rosi Kovacs          (TP1)   forløbene:         PAR4; EN7; EN8; EN11.

Med     cand.psych. Inger Dalsgaard     (TP2)   forløbene:         EN12; EN16; EN17,

                                                                                                EN18; EN20; EN23; EN24,

                                                                                                EN25; EN26; EN30.

Med     cand.psych. Aino Holme           (TP3)   forløbet:            EN53.

Med stud.psych. Lilian Pedersen           (TP4a) forløbet:            Start på EN1.

Med stud.psych. Birthe Palmblad          (TP4b) forløbene:         Afslutningen på EN1; EN3.

Med stud. psych. Anitta Palshøj            (TP5)   forløbet:            EN2.

Med stud.psych. Inge Svane Nielsen     (TP6)   forløbet:            EN9.

Med stud.psych. Jørgen G. Nielsen       (TP7)   forløbet:            EN13.

Med stud.psych. Aino Holme                (TP3)   forløbet:            EN33.

Med stud.psych. Suzanne Krogh           (TP8)   forløbet:            EN15.

Med stud.psych. Anne Jønsson (TP9)   forløbene:         EN19; EN44.

Med stud.psych. Jesper T.Lund            (TP10)  forløbet:           EN35.

Med stud.psych. Helle S.Scheele          (TP11) forløbet:           PAR10; EN36.

For forløbet EN42 har stud.psych. Marianne Møller (TP12) deltaget i en lang periode.

For forløbet EN40 og EN41 har stud.psych. Morten Hesse (TP13) deltaget i lange perioder.

For forløbet EN43 har stud.psych. har Lasse Philipsen (TP14) deltaget i en kort periode.

GRUPPEFORLØB:

For GRUPPE A (perioden 5.8.1987-23.2.1988) har stud.psych. Inge Svane Nielsen (TP6) deltaget som co-terapeut.

For GRUPPE B (perioden 4.5.1988-31.12.1992) har følgende deltaget som co-terapeut i kortere eller længere perioder: Cand.psych. Rosi Kovacs (TP1), stud.psych. Helle S.Scheele (TP11), stud.psych. Suzanne Krogh (TP8), stud.psych. Jesper T. Lund (TP10), stud.psych. Søren Kruse Nielsen (TP15), og stud.psych. Birgitte Ernst (TP16).

*

Hvad angår opgørelse af konfrontationstimer og supervisionstimer for de enkelte kategorier henvises til kapitel 1.2 om "Opgørelse af ressourceforbrug i Rådgivninggruppen Regnbuen”.

KÆRE                                                            .

Jeg skriver til dig, fordi jeg har brug for din bekræftigelse på, at du og jeg har haft terapiforløb sammen i Regnbuen. Det omhandler, at Autorisationsnævnet i Psykolog Foreningen ønsker dette dokumenteret ifm. min autorisationsansøgning.

Det drejer sig om følgende enkeltforløb, idet hvert forløb er angivet med fornavn, tidsperiode, en ekstern identifikationskode, antal konfrontationstimer og antal timer for gensidig supervision (Hvis der er fejl i de enkelte oplysninger, bedes de rettet)

__________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________

__________________________________________________________________________

og/eller om deltagelse i gruppen                                                                                     .

Rent konkret vil jeg bede dig om at udfylde nedenstående to punkter (punkt 1-2), og at du afslutter med din underskrift, inden du returnerer hele papiret til mig i den vedlagte svarkuvert. Den ekstra kopi af dette papir er til dit eget brug.

Mange hilsener

Cand.psych. Kalle Birck-Madsen, Bragesgade 18, I th., 2200 København N;

31-81.37.88 (privat); 35-37.86.58 (Regnbuen); 31-95.00.53 (Telefonsvarer)

PUNKT 1: På tidspunktet for påbegyndelse af første terapiforløb var jeg studerende på niveau/baggrund                                            og/eller kandidat pr.                                     .

                        (trin, gren eller andet)                                                    (måned, årstal)

PUNKT 2: Min periode i Regnbuen var fra                        til                       . Og i denne periode deltog jeg også i den ugentlige gruppesupervision/fællessupervison omkring det terapeutiske arbejde.

For rigtigheden af alle

ovenstående oplysninger:                                                                                        .

                                                            (dato, stud/cand.psych., navn)

                                                                                                27. marts 1995

Følgebrev til III                                                            

Ansøgning om Autorisation som psykolog i.h.t. lov nr. 494

af 30/6 1993, Lov om psykologer m.v.

Min autorisationsansøgning [141] er en ansøgning på "Særlige forhold", jvf. punkt 4 i "Retningslinier for praktisk uddannelse, som grundlag for autorisation" [142]. Og mit grundlag herfor er et udarbejdet teoretisk og metodisk materiale, der dokumenterer mine kvalifikationer som praktisk arbejdende psykolog med udgangspunkt i alternative institutionelle betingelser. Jeg har arbejdet kontinuerligt, siden min kandidateksamen i 1986, med alternativ psykologisk rådgivning og med de sociale betingelser for udviklingen af en videnskabelig tilgang til overvindelsen af psykiske problemer.

Mit motiv til denne udviklingsretning på mit psykologiske grundlag stammer fra min studietid, hvor jeg måtte konstatere en både teoretisk og metodisk begrænsning i gængs psykologisk tænkning om faglig forsvarlig praksis, og jeg involverede mig derfor i at tænke praktisk m.h.t. nye rammer og at reflekterede dette udviklingsarbejde teoretisk og metodisk. Specielt omhandlede det brugerindflydelsen på problemudviklings- og formuleringsprocessen m.h.t. den grundlæggende problemafklaring med den berørte som forudsætning for langsigtet løsning af stillede opgaver og konflikter. Dengang op til 1986 var dette en meget underkendt kurativ faktor - i dag er det en faktor som stadig flere involverer sig praktisk-forskningsmæssigt i, hvad jeg hilser med stor glæde.

Til min ansøgning har jeg vedlagt en række skrifter [143], der tidligere er udarbejdet til min autorisationsansøgning til Autorisationsnævnet i Psykolog Foreningen. Disse skrifter fortæller både overordnet og i detaljer om min faglige psykologpraksis siden jeg blev kandidat i 1986. Det er en praksis, som generelt set har indbefattet organisationsudvikling på flere niveauer og i flere kontekster, social-klinisk/terapeutisk arbejde, supervision af nye kolleger, samt teoretiske almengørelse såvel specifikt i relation til det terapeutiske arbejde som generelt i relation til konciperingen af almene grundlagsforhold indenfor psykologien set som videnskab. Af særlig betydning er min opgørelse af "effekten" af mit terapeutiske arbejde, der viser en norm, der overstiger, hvad der er generel standart indenfor faget. De skrifter, der ikke er specifikt udarbejdet til autorisationsansøgning, er egne teoretiske skrifter, som min autorisationsansøgning hviler på.

Desværre kunne det ikke nås dengang, indenfor den daværende tidsramme af 1.1.1994, at få færdigbehandlet min autorisationsansøgning af Autorisationsnævnet.

Jeg skal tilføje følgende tre ting til mine bilagspapirer.

A: Formuleringsmæssigt.

Da jeg søgte Autorisationsnævnet om autorisation søgte jeg på "dispensation m.h.t. det af de pågældende krav, der omhandler "autoriseret" faglig vejledning eller supervision på egne sager", samt at autorisationsordningen ikke måtte "stille sig i vejen for faglig nyudvikling", hvilket var `to pinde`, som Autorisationsnævnet havde angivet som "særlige forhold" i det vejledende materiale. Disse formuleringer er ikke ændret i de her vedlagte papirer.

B: Skrifterne falder i to blokke [144].

Den første blok er bilag 1 til bilag 10, og den er oprindeligt tilsendt Autorisationsnævnet d.1.maj 1993. Bilag 1 indeholder den generelle analyse og bestemmelse af mit arbejde med særlig vægt på det socialt-kliniske/terapeutiske. Bilag  2, 3, 4 og 5 er bestemmelse af det empiriske datamateriale, som mit arbejde har haft som råmateriale, samtidig med at det er grundlag for mine enkelt-teoretiske analyser. Bilag 6, 7 og 8 er ansættelsespapirer, medens bilag 9 og 10 indeholder faglige arbejdsbeskrivelse og teoretiske artikler af betydning for mit arbejde.

Den anden blok indeholder først kommentaren på ovenstående fra det daværende Autorisationsnævn (Brev af 19.5.1993 v/ Kuno Sørensen, Formand for Autorisationsnævnet, jvf. bilag 10/11a), og dernæst mit svar på denne: "Dokumentation af en praksis II"(bilag 10/11b) med tilhørende bilag 11 - 14. I mit svar - "Dokumentation af en praksis II" - går jeg ind på de mere generelle forhold, udenom det specifikt terapeutiske, som mit faglige virke har indbefattet og udviklet sig igennem, ligesom det terapeutiske selv har udviklet disse forhold - forhold som Autorisationsnævnet stillede spørgsmål til. Jeg skal nævne, at jeg måtte forholde mig `stridbart og eftertænksomt` til Autorisationsnævnets spørgsmål. Ikke at jeg mente, at de generelt var irrelevante, men mere at jeg allerede havde svaret på dem i min første ansøgning til Autorisationsnævnet, samt at spørgsmålene tog afsæt i en `fejlbestemmelse` af det særlige ved min praksis, som jeg den dag i dag må undre mig over, hvor kommer fra.

Jeg skal nævne, at ovenstående blok blev tilsendt såvel PsykologForeningen som Psykolognævnet d.30.12.1994, men begge steder returneret med henvisning til, at det var den anden instans, det omhandlede. Disse to skrivelser er vedlagt som bilag 15.

C: Mine effektmålinger vedrører kun mit arbejde frem til 31.12.1992.

De "effektmålinger", som jeg har lavet, gælder mit arbejde med 79 personer i tidsrummet 29.10.86 til 31.12.1992.

For perioden fra 1.1.1993 skal nævnes, at dette ligger i direkte forlængelse af det tidligere. Jeg har arbejdet med, nærmest nøjagtigt, de samme forhold, og den tidsmæssige fordeling af mit arbejde på de forskellige kategorier er næppe forandret på signifikant måde. Men jeg har ikke lavet nogen særskilt opgørelse over "effekten" af mit arbejde fra 1.1.1993 og frem til i dag, ej heller af de generelle forhold for mit arbejdssted. Men jeg skal nævne, at en foreløbig analyse af de tendenser - som min første analyse af terapeutisk progression og gennemførelsesmål kunne fremvise - er fortsat, hvilket betyder at styrken i mit arbejde er forbedret. Og som følge af dette har jeg vendt blikket fra "effektmålinger" til at søge teoretiske greb om de særlige logikker, der betyder øget progression og forhøjet gennemførelsesmål, samt hvad der er på tale, når det i enkelttilfælde ikke går, som det skal.

Aktuelt er jeg ansat i Rådgivningsgruppen Regnbuen i et "Særligt tilrettelagt jobtræningsforløb" med henblik på: at "gennemføre projektet "Behandlingstilbud i Helhedshuset". Dette indebærer forskning og formidling af brugerstyret behandling. Endvidere skal medarbejderen forestå psykologisk behandling og rådgivning, samt deltage i Rådgivningsgruppen Regnbuens øvrige aktiviteter". Projektet er støttet af Arbejdsmarkedsstyrelsens Overheadpulje, jvf. bilag 16 i det tilsendte materiale.

Med venlig hilsen  Kalle Birck-Madsen

Se Psykolognævnets svar af 9.juni 1995, se Bilag 7, s.xxvi.

                                                                                                                        1. september 1995

Til

Socialministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Att.: Psykolognævnet.

Vedr. afvisningen af min ansøgning om autorisation; J.nr.: 35141-2039.

Idet jeg på det foreliggende grundlag agter at indbringe Psykolognævnets afvisning (jvf. Psykolognævnets svar af 9.juni 1995) af min ansøgning om autorisation (jvf. ansøgning af 27.marts 1995 med bilag 1-16) for Ombudsmanden, skal jeg udbede mig yderligere kommentarer fra Psykolognævnets side, således at sagen på det foreliggende niveau er så grundig belyst som muligt.

Da det ikke fremgår af Psykolognævnets svar, at der er sket en realitetsbehandling - og dermed en konkret vurdering - af min autorisationsansøgning på dét indholdsmæssige grundlag for faglig psykologisk virksomhed, som jeg søger på, må jeg udbede mig et svar på, hvorfor dette ikke er tilfældet.

At jeg ikke finder, at der er sket en realitetsbehandling, bygger jeg på følgende forhold i Psykolognævnet svar:

Det fremgår udtrykkeligt af min autorisationsansøgning, at jeg søger på "Særlige forhold", jvf. punkt 4 i "Retningslinier for praktisk uddannelse, som grundlag for autorisation" (Psykolognævnet maj 1994), hvor der står: "Psykologer, der har en lang årrækkes praktisk psykologarbejde bag sig, og som i øvrigt opfylder intentionerne i de stillede krav, kan i særlige tilfælde ud fra en konkret vurdering i Psykolognævnet opnå autorisation". Jeg mener at kunne fremvise - og ud fra psykologfaglige indholdsmål at kunne dokumentere - at såvel omfanget af min psykologiske virksomhed, bredden i denne, som den faglige vejledning/supervision, jeg har modtaget, har været af en sådan art og kvalitet, at jeg til fulde er kvalificeret til at oppebære autorisation ud fra Lov om psykologer m.v.. Og alligevel går Psykolognævnet ikke ind i en stillingtagen til mit fremsendte dokumentationsmateriale, som er vedlagt som bilag 1-16. Tværtimod returnerer Psykolognævnet samtlige disse bilag med henvisning til, at de ikke er "specielt relevante".

Psykolognævnet fortæller mig, at jeg "ikke har dokumenteret supervision af autoriserede psykologer, eller af andre, som opfylder betingelserne for autorisation, i et omfang svarende til 160 timer". Nej, det har jeg ikke, hvad jeg selv udtrykkeligt gør opmærksomt på - hvorfor jeg søger på "Særlige forhold" - men jeg har fået supervision og faglig vejledning på et niveau, der mindst må sidestilles hermed, idet mine resultater ellers ikke ville kunne have nået den standard, at de ligger over - eller befinder sig overkanten af - generaliserede mål for faglig standard. Dette synspunkt er ikke grebet ud af luften fra min side, men det fremgår overordentlig tydeligt af mine teoretiske analyser og ud fra effektmålingen af mit praktiske arbejde. Det fremgår af de bilag, som Psykolognævnet returnerer som ikke "specielt relevante" for min ansøgning om autorisation, men - må jeg spørge - hvordan har Psykolognævnet kunnet vurdere dette, når det ikke fremgår af Psykolognævnets svar, at der er foretaget en indholdsmæssig stillingtagen? Jeg finder mao. den "konkrete vurdering" af  mit arbejde fra Psykolognævnets side som så mangelfuld og fraværende som overhovedet tænkelig og mulig.

Psykolognævnet fortæller mig også, at jeg "ikke i tilstrækkeligt omfang opfylder det krav om bredde i den supplerende praktiske uddannelse, som fremgår af Psykolognævnets Retningslinier", og dette ud fra, at "langt hovedparten af ..mit.. lønnede praktiske virke som psykolog har fundet sted i kun ét miljø og under én psykologteoretisk arbejdsmetode". Og dette på trods af, at jeg mener at kunne fremvise - og dokumentere - at min i dag 9 års samlede praktiske virke som psykolog langt overskrider, hvad en praktisk arbejdende psykolog kan stifte bekendtskab med af forskellige klientgrupper og dertil hørende arbejdsmetoder i en tidsramme af to års lønarbejde på to eller flere forskellige arbejdspladser, og ikke at forglemme min skriftlige produktion af artikler, diverse foredrag, oplæg, kurser, organisationsarbejde osv. osv. Også dette fremgår af de bilagspapirer, som Psykolognævnet returnerer som ikke "specielt relevante". Det er vel ikke sådan - må jeg spørge - at kun lønarbejdende psykologer til tarifmæssig løn vurderes som udførende psykologisk og psykologfagligt arbejde?

Det ligger endvidere mere eller mindre åbent mellem linierne i Psykolognævnets svar på spørgsmålet om "bredde" i mit psykologiske arbejde, at een og samme klientgruppe eller een og samme problematik hos en klientgruppe kan behandles med op til flere ligeværdige eller sidestillede psykologiske interventions- og arbejdsmetoder, hvilket også er et udbredt standpunkt indenfor den nuværende psykologiske fagtradition, idet mange psykologiske skoler har et eksklusivt forhold til hinanden, hvorfor man i praksis lader det være op til den specifikke institution at afgøre, ud fra disses egne traditioner, hvad man mener er den bedste arbejdsmetode. Jeg skal ikke anfægte, at praksis ser sådan ud, men jeg må anfægte denne pragmatiske eklekticisme som fortsat norm for etisk forsvarlig og videnskabeligt formidlet psykologisk virksomhed. Det er genstanden, der bestemmer metoden, ikke omvendt; og når genstanden er andre mennesker, så kan det heller ikke tillades, at det alene er psykologens - ellers psykologens institution - der bestemmer metoden uafhængig af, hvad det menneske, det berører, selv eksisterer med og udtrykker som relevante interventioner fra psykologens/institutionens side. I mit tilfælde er mit klientmateriale så differentieret mht.. problemtype og mht.. iværksatte indholdsmæssigt begrundede interventionsformer fra min side, at en "breddevurdering" af mit arbejde mere end til fulde må anses for tilstrækkeligt i forhold til, hvad det reelt er muligt at stifte bekendtskab med ud fra de formelle krav til oppebærelse af autorisation.

Ud fra ovenstående skal jeg gøre den antagelse, at der til grund for Psykolognævnets afvisning af min autorisation, ligger en tvist om, hvad der med rette må kræves i etisk og fagvidenskabelig forstand af praktisk arbejdende autoriserede psykologer, eller om en formel vurdering er nok, hvor det sidste de facto betyder, at dårligt psykologarbejde kan autoriseres, når det lever op til de formelle retningslinier, medens faglig nyudvikling, der lever op til at overskride gængs faglig standart, ikke kan det.

Og her finder jeg det essentielt, at Psykolognævnet, som en offentlig monopolinstans på området, må kunne demonstrere dén kompetence på området, at man i praksis er i stand til at argumentere indholdsmæssigt. Dette synes ikke at være tilfældet her, hvorfor jeg ikke finder at Psykolognævnet har været sin opgave voksen i mit tilfælde.

Jeg fremsender derfor gerne mit bilagsmateriale igen, såfremt Psykolognævnet måtte ønske at vokse med opgaven.

Med venlig hilsen

Cand.psych. Kalle Birck-Madsen

For Psykolognævnets svar af 19.september 1995, se Bilag 7, s.xxvii.

Bilag til Socialministeriet, Psykolognævnet

Bilag 1 :

Bilag 2 :

Bilag 3 :

Bilag 4 :

Bilag 5 :

............? Papirer vedr. Dansk Psykologforening. Autorisation 1990-1994: Fra Autorisationsnævn til Psykolognævn

Bilag 6 : a. Ansættelsespapirer ved Institut for Sociologi

.............b. Projektudkast

Bilag 7 : a. Ansættelsespapirer ved Rådgivningsgruppen Regnbuen projektudkast

.............b. Uddanelsesplan

Bilag 8 : a. Ansættelsespapirer ved Institut for Kultursociaologi

.............b. Projektudkast

Bilag 9 :Materiale fra Regnbuen

............a. Intern folder

............b. Regnbuen i relation til Studenterhuset

............c. Fondsansøgning tilSocialministeriets Projekt Udviklingsstøtte Fond

Bilag 10 : a. "Grundlagstekster Mappe B1"

...............b. "Grundlagstekster Mappe B2"

...............c. "Lokale tekster - problemer og teori i en kritisk psykologisk praksis", Forum Kritisk Psykologi nr.8, 1993

Bilag 11 :

Bilag 12 :

Bilag 13 :

Bilag 14 :

Bilag 15 :

Bilag 16 :