Gaderummet: et håb om et sted og et redskab i socialpolitik

Kronik i JP-København januar 2002

Af Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

I en baggård på Nørre ligger et døgnåbent socialpsykologisk fristed for udstødte unge. Fra 1. januar har det levet på lånt tid. Det er sagt op i dets lokaler, og dets driftsmidler stoppet af mangel på et sted at flytte hen.

Nu havde vi faktisk fundet en egnet bygning, hvor vi kunne fortsætte. En investor havde meldt sig, og på rådhuset indgik overborgmester Kramer Mikkelsen en budgetaftale, der sammen med Gaderummets ansøgning til Hjemløsepuljen i Socialministeriet ville sikre et fortsat økonomisk grundlag. Men daværende Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Winnie Larsen-Jensen (WLJ) kunne ikke besinde sig til et tilsagn til Gaderummets ansøgning. Derfor står brugere og beboere og rådgivningen og arbejdsmidlerne i Gaderummet nu selv med det ene ben på gaden. WLJ har dog sat sin forvaltning til at sørge for overnatningspladser på herberger til de stærke af Gaderummets unge, mens de svage skal ind under psykiatrisk behandling. Gaderummet som værested og den psykologiske rådgivning vil ophøre.

De udstødte/utilpassede unge er vokset frem på trods af indsatsen fra det kommunale og psykiatriske system. Gaderummets unge kommer derfra, de har ikke kunnet klare sig med det, og mange har fået det dårligere. De er effekten af det generelle forhold, at op til 30% af unge i en eller anden form for etableret social og/eller psykiatrisk foranstaltning trives så dårligt, at det forværrer deres situation på lang sigt. Nørrebro har da også op igennem 90-erne været slagmark for en gruppe af forhutlede unge, der har søgt at forbedre deres gadeliv ved at slumstorme saneringsejendomme. Først da Gaderummet åbnede sine døre for disse unge i oktober ’97, kom der skred i en forbedring af de unges levevis, og roligere vilkår på gader og stræder.

Ifølge tidligere indenrigsminister Karen Jespersen viser erfaringer her og i udlandet, at denne gruppe af unge er nogle af de mest sårbare og i risikozonen for at blive egentlige hjemløse og meget socialt belastede. Der er således behov for at gå andre veje, for at nå de unge og hjælpe dem videre. Faktisk har vi meget fine resultater, når vi kigger på, hvilken tilstand unge er i, når de opsøger os, og hvordan det senere går dem, om de så har været del af Gaderummets arbejde i 1-3 måneder eller 1-3 år. Det er ikke os, der udstøder, hvilket alle med kendskab til stedet over tid kan fortælle om. En gaderumsløsning er endda meget billigere end at lade stå til, og fortæller om bedre livskvalitet for de mere skæve eksistenser, hvor alternativet er livslang psykiatrisk opbevaring.

Argumenterne mod Gaderummet.

Den tidligere borgmester begrunder sin holdning med, at en ekstern evaluering af to etnologer ikke er faldet godt ud. Det er dog ikke sandt. WLJ var totalt afvisende allerede før rapporten, såvel gennem sin forvaltning i foråret ’01 som tilbage til den første kontakt i ’98. Der er heller ikke belæg for WLJs negative udlægning af etnologernes rapport, men den skal åbenbart udlægges negativt. Et forvaltningsresumè fra 7.september ’01, der blandt andet tilføjer frit opfundne beskyldninger om hæleri og inaktivitet, er af så tvivlsom værdi, at det bevæger sig på området af embedsmisbrug.

Etnologernes evaluering.

Evalueringsrapporten, der også kan læses på www.gaderummet.dk under historie\rapporter, sammen med andre rapporter, er positiv overfor vores arbejde. Gaderummet og rådgivningen Regnbuen beskrives som et relevant og nødvendigt tilbud, men også at der er problemer med manglende arbejdskraft og elendige lokaleforhold til at tage sig af mængden af de unge, samt at problemet er meget større end hvad der samles op af Gaderummet. Etnolograpporten er kritisk overfor Gaderummets ledelse, hvad angår en ”manglende afretning” af de unge overfor det omgivende samfund, der har stødt dem ud. Problemet beskrives som stedets akilleshæl. Styrken er en meget stor rummelighed som ikke rigtig findes andre steder, og som de unge har behov for, for at danne fællesskab, men den er samtidig en alvorlig konfliktakse i forhold til omgivelserne, der har svært ved at rumme de unges afvigende adfærd. Men etnologerne kommer ikke bag om denne ”akilleshæl”. Den diskuteres ikke fagligt. Den gøres privat som kritik af min person, der sættes identisk med projektet.

Personkritik.

Jeg kritiseres for at være mod tvangsaktivering af hjemløse og psykisk syge, at være mod tvangsmedicinering af unge (førstegangs) psykotiske, samt at jeg er for psykologisk/gruppemæssig behandling af unge slagsbrødre. Kritikken koges ned til, at jeg ikke er god til at samarbejde (med kommunen), og at jeg ikke smider unge ud pga. druk, hash, stoffer eller vold. Derfor udvikler de unge i Gaderummet en negativ modkultur, frem for at få løst deres sociale og psykiske problemer.

Det er rigtig, at jeg ikke er fortaler for at løse sociale og psykiske problemer med magt, men det er ikke rigtigt at fraværet af magtanvendelse betyder en negativ modkultur. Tvært imod resulterer det i de unges stadige forsøg på etablering af fællesskabsløsninger, tilegnelse af færdigheder og at få alle med. Unge som generation er utroligt produktive, solidariske, kompetente og fremsynede, hvis ellers de får mulighed for at handle som gruppe, og hvor de har individuel hjælp at hente ved behov, og det er essensen i Gaderummet.

Evalueringens mangler.

Etnologernes rapport er desværre åben for manipulation. De tilbageholder systemviden og undlader at offentliggøre en fatal problemstilling, nemlig at de kort tid inde i analysearbejdet havde fået lagt sig ud med de unge, som stort set forlod lokalerne, når etnologerne entrerede. Alle centrale udtalelser om ungegruppe af etnologerne er således gjort under ungegruppens aktive fravær. De får karakter af rene projektioner og fordomme, uden belæg for relevans, status og gyldighedsområde. Men de bekræfter kommunens holdning til de unge, som en gruppe man ikke kan nå. De unge afvises på deres levemåde og indstilling til livet, fordi de er forskellig fra etnologerne og fra kommunens tilbud. Etnologerne løb da også fra en fremlæggelse af deres rapport for den ungegruppe, som de havde studeret!

Fællesskabsløsninger.

Mens WLJ vil skille ad i socialt og psykiatrisk, vil de unge holde fast i samling, i fællesskabsløsninger. Det er dét, de mener bedst hjælper dem, som tingene nu engang er. I midten af 90-erne steg anvendelsen af magt indenfor psykiatrien med over 300% på 3 år. Intet siger at den siden er faldet. Men som man ikke kan få en sund hund ud af at tæve den som hvalp, så får man heller ikke sanseligt virksomme mennesker ved gentagen tvangsmedicinering og anden rigid pædagogik fra oven. Der må andet til. Alt nyt starter jo også som et afvig, som noget forskelligt fra det normale. Det er på tide, at forvaltningen hører på, hvad de unge selv vil, så kommunen også kan blive kommune for de sårbare unge. Deres drømme repræsenterer nærmest dét stof, som samfundet har mistet og dets medlemmer lider under: det naturlige fællesskab.