Udkast-udkast juni 2017
I tidligere papirer er øvelsen, kroppen og tavlen, blevet bestemt som ontologiske og selvreferende elementer i tavlebilledet. Det betyder at de eksisterer i terapirummet som virksomme også uden deres benævnelse. Det er tesen, at de tre elementer er terapirummets strukturerende indholdsforhold set som tavlebillede, og som den form den terapeutiske problembestemmelse kan ses at bevæge sig igennem, om der er en eksternaliseret tavle eller ikke. Elementet ‘illustration’, der også er lokaliseret i tavlens billede, tilhører ikke denne orden, men er en generel dimension ved terapirummet, at der kan bringes materiale ind fra lokalisationen respektive fra enhver anden side, og at dette kan gøres til arbejdsgenstand. Det ligger ikke tvingende, at selv om det bringes ind, at det også bearbejdes og får betydning.
Grundformen
tavlebilledet
Subjektets
problemstilling og problemforhold
En
enkelt-terapeutisk formdannelse
Terapeutisk
rum og mulige/valgte arbejdsredskabet
Samlet
om tavlebillede, tavlebilledets grundform og problembestemmelse
Grundformen fremtræder i tavlebilledet, men kan ikke reduceres hertil. Det er i grundformen, at de handlende subjekter mødes i det terapeutiske rum, og det er i grundformen, brugbare løsninger søges. Grundformen af øvelsen, kroppen og tavlen i terapirummet bevæger sig således i og imellem de involverede subjekter, som en betingelsesstruktur og et mulighedsrum, med egne krav, former og logikker, der ikke frit lader sig definere, men som man må lære at kende og formidle sig med, skal grundformen blive til selvbestemmende arbejdende virksomhed. Ingen tavle slår kun sin egen modalitet op, og enhver tavle må ses som et element, der ikke kun virker på sig selv, men også på sammenhængens andre elementer og sammenhængen selv.
Grundformen må selv ses som en udviklingsform, en form der bevidst skal etableres og gribes i begrebets form i den terapeutiske praksis, og som de logikker, der selv udvikler nye former.
Det er fra ståstedet af grundformen, at tavlebilledets elementer og aspekter realiserer sig i den terapeutiske praksisform. Grundformen bliver samtidig begreb for karakteren af den terapeutiske praksis, om det er enkeltterapi, gruppeterapi, familieterapi, udadgående virksomhed oa., og hvordan denne bestemmes, bemestres og overgangene imellem håndteres. Det er ikke sikkert, at den terapeutiske form, som et subjekt træder ind i til en start, at det også er den form, der skal fortsættes med, eller at den skal stå alene. Og det må være gennem overvejelser på grundformens niveau, at dette nærmere afklares.
I rådgivningen viste det sig hurtigt, at når en ny bruger begyndte i rådgivningen, så var brugeren enten dybt isoleret og/eller også havde brugeren et større netværk om sig, evt. sin hele familie, der selv var tynget af problemer, og hvor de enkelte personer selv ledte efter støtte og behandlingsmuligheder, uden at kunne finde noget eller have råd til det. Det var som regel hele vejen rundt i netværket, at der var noget galt, og tit forbundet med få ressourcer og en splittet familiesammenhæng.
Når vi stødte på sådanne forhold i brugerens livssammenhæng, så tilbød vi om muligt hjælp. Og mange gange er veninder eller venner startet i rådgivningen efterfølgende. Vi involverede også familiemedlemmer og andre vigtige personer i subjektets liv, og inviterede dem ind i rådgivningen. Som vi ofte skrev i indbydelsen: “Flere øjne ser mere”, “ikke for at dele skyld og skam ud, men for at blive klogere og kunne handle”.
Vi havde ikke i rådgivningen nogle begreber eller koncepter på området, der kunne vejlede os i, hvordan vi skulle gå frem med netværk om brugeren. Det indgik i vores begreber om brugerens livssituation, at der var en ressource- og interesse-dimension heri. Dvs. at brugerens netværk havde ressourcer, der kunne aktiveres, men også at der var interessekonstellationer, der kunne stille sig i vejen for inddragelse, eller måske endda var en del af brugerens problemstilling. Men meget ofte viste det sig, at der ikke var mange ressourcer i baglandet at trække på, og det fik tit den konsekvens, at vi etablerede selvstændige forløb for de personer, som vi starten havde set som en ressource for brugeren.
Der har været mangen en mor og en far, der på egne vegne er kommet til rådgivningen, efter at deres datter eller søn var startet. Jeg tror, der er en ret stor del af forløb, hvor rådgivningens direkte involvering i familiemedlemmers ve og vel, eventuelt i sideløbende forløb, at dette har været den afgørende faktor for, at brugeren har kunnet stillet sig på egne ben, i sin egen terapiproces. Frem for gennem rådgivningen at søge at nedblænde en brugers bekymringer mm. for sine nære, så søgte vi at tilføre ressourcer, så bekymringer kunne komme til sin ret, og at der kunne handles på dem.
Som analysen aktuelt lader sig drive fremad, foregår det gennem begrebsdannelse/begrebsindføringer og gennem inddragelse af empiriforhold fra materialet. Men her vil en egentlig begrebsfastlæggelse ikke kunne gøres, før relateringerne i niveauer også begynder at vise sig. Jeg har også vedvarende måttet vende tilbage til begreber på tidligere niveauer, og præciserede dem på ny ud fra, hvad det næste niveau fortæller om deres mulige og nødvendige analytiske udformning.
Analytisk er vi her stillet med, at undersøge om tavlebilledet, i den bestemte dannelse det har fået med elementer og aspekter, også etablerer det terapeutiske rums indholdsmæssige grundform, og som den form den terapeutiske arbejdsbestræbelse, virker igennem, begrebet eller ej, eller bestemt gennem andre begreber.
Tavlebilleder kan i sin fysiske form, bestemt som tavle, krop og øvelse, ses som et kig ind det billeddannende subjekts indre virksomhedsprocessen, og som et spejl for hvad der er fundet relevant at fremhæve gennem en kropslig bevægelse og i fysisk billedform. Begrebsligt er ‘tavlebilleder’ det terapeutiske rums første form som indholdsform, og heraf begrebet ‘grundformen tavlebilledet’. Det er gennem dette begreb, at vi, så at sige, identificerer det terapeutiske rums enkelte elementer, med de aspekter, de har sig tilknyttet, og det er med teoribegrebet herom, vi bevidst kan tænke praktisk formidlet om den form, som det terapeutiske rum slår op, og som det i duelig forstand skal slå op.
Når psykologiske terapirum typisk er indrettet som de er, som golde sterile lokaler, hvor det eneste levende er pudsekluddene, eller eventuelt i et kontorareal fuld af bøger og rapporter, og andre ansatte, så er det ud fra forestillinger om, at rummet i sig selv skal forstyrre mindst muligt. Heri kan også ligge overvejelser over, hvad der eventuelt i positiv forstand, kan fremme den terapeutiske proces, lige fra om brugeren skal placeres i en stressposition allerede fra starten i et nærmest nøgent lokale, eller om der mere er brug for art "hjemlig hygge" for fremme af gode resultater. Ofte er det praktiske omstændigheder, der styrer dette.
Råder behandleren selv over lokalet, kan der med rette spørges til dets udformning, og til de overvejelser, der ligges til grund for lokalets indretning, og hvad sammenhængen er med de problemstillinger, der terapeutiske arbejdes med. Ud fra begrebet om tavlebilledet, må vi spørge, om det terapeutiske rum, som det præsenteres fra behandlerside og som det fremviser sig selv, om det bringer alle rummets dimensioner, elementer og aspekter frem som terapeutiske betydningsforhold, eller om der allerede er valgt nogle fra. Det har, eller kan have, vital betydning på brugerside, at terapirummet ikke udnyttes fuld ud, ikke kun set som en fysisk lokalitet for bevægelse, men også som et psykisk og kropsligt udforskelsesrum for problemopstillinger.
Det er samtidig i tavlebilledet, at terapeutens forestillinger om terapiens metoder, dens perspektiv og målforestillinger, mødes med brugerens forestillinger om, hvad der kan eller skal ske, og på hvilken måde.
Med et begreb om tavlebilledet, og om de indholdsformer det selv antages at udvikle - med grundformen som tavlebilledets første form - i relation til den specifikke arbejdstilgang, og det udpegne problemforhold for den terapeutiske bestræbelse, vil vi kunne relatere vores begreber og empiri til sammenligneligt andet psykologisk materiale. Tavlebilledet kan i denne sammenhæng ses, som et teoriledet billede af den indholdsform, som en bruger af terapi finder sig placeret i, i indgangen til en enkelt terapipraksis, og hvorom en bruger i forvejen gør sig spontane tanker om. Som en terapeut kan anskue det terapeutiske rum, på en begrænset måde, kan en bruger også gøre det. Det betyder, at man i udgangspunktet forbigår arbejdsredskaber og midler, der er en integral del af processen. Man lukker sig inde i en mindre terapeutiske form end faktisk muligt, og problemløsninger får uvægerligt karakter af ‘simpel reframing’, og ikke som problemudvikling i subjektets virksomhedsstruktur.
I opstillingen af tavlebilledet, spejles samtidig den bevægelse, som kan gøre brugersubjektets problemstilling på sit problemforhold klar for det. Her træder tavlebilledet op for brugersubjektet, som et eget muligt billedudtryk med forståelse gennem indsigt, så hvad at gøre. Det er nok terapeuten, der gennem sin praksis introducerer problembestemmelser og tankeformer, og herigennem kan etablere et særskilt formidlingsniveau af 'tavlebilleder', i deres forestillede asymtotiske adækvans til den terapeutiske problembestemmelse, eller terapeuten kan forblive i samtalen, med sine ord, teoretiske fagudtryk, fakter, betoninger og fremhævelser, men tavlebilledet er samtidig den form, hvorigennem brugersubjektet kommer til bevidsthed om sin egen terapeutiske proces, om det er formuleret som særskilt niveau af terapeuten eller ikke. I terapeutisk forstand tilfalder det den terapeutiske side, at kunne tænke bevidst forud her. Det er et kendt fænomen, at et problemforhold, som man længe har sloges med, for at overvinde, at det overvindes, men uden at subjektet selv er blevet klar over det, og nærmest stadig tænker i det. Her skal man gøres opmærksom på det udefra, at det har flyttet sig, før det bliver begribeligt. Et problem, der overvindes, overvindes ikke en gang for alle; et problem overvindes gradvist, og som en udvikling i problemforholdets bagvedliggende modsigelser. Udvikling sætter sig igennem som tendens, og derfor erfares den ofte først bagefter.
Som grundform er tavlebilledet tankens medie i opstillingen af subjektets problemstilling som et terapeutiske problemforhold. Det er nok subjektet der er i terapi, og subjektet der bearbejdes, men det forbliver subjekt for sig selv, det “forholder-sig” til sine omverdensbetingelser og sig selv, og det gør det middelbart. Hvad der bearbejdes er problemforhold i subjektets problemstilling, der træder frem for bearbejdning. Samtidig kan problemforhold udpeges til bearbejdning.
Udpegningen af problemforholdet er selv en proces, og i kooperationen herom, fremstår resultatet, såfremt kooperationen og målsætningerne ikke allerede er fastlagt ved indgåen i grundformen, hvilket er muligt qua asymmetrien i det terapeutiske rum. Der sker en ‘transformation af forhold’ ved subjektet, når de benævnes som problemforhold, men de må adskilles fra, om de også er et problemforhold, og for hvem. Der kan være en særskilt behandlerpræference, der betyder at der skøjtes hen over de egentlige problemer, hvor sekundære problemer kan behandle uden ende. Som teraperet kan man også fare gruelig vild heri, og det kan være en dyr affære, når det først opdages, når man har tømt bankbogen og solgt alt for det næste kursus, den næste time. For terapeuter kaldes sådanne kurser og timer for “efteruddannelse” og "supervison og egenterapi", der typisk betales af stat, kommune og af klienterne. Jeg vender tilbage hertil.
Begreberne om subjektets problemstilling og dets problemforhold, kan ses som et udviklingsforhold mellem alment og enkelt. Bearbejdningen af det enkelte virker også tilbage på betingelserne for det almene. Der må således opereres med en indre relation mellem den terapeutiske grundform, subjektets problemstilling, og de problemforhold, der fremføres til bearbejdning. De bestemmes såvel af karakteren af det terapeutiske rum og af den valgte/tilståede form for arbejdsvirksomhed. Begge er selv af historisk karakter, og samlet udgør de mulighedsrummet for “problemforhold og deres bearbejdning”. Det betyder også, at der skal sikres en indre relation mellem terapeutisk rum, arbejdsvirksomhed og problemforhold, for de kan som løsrevet fra hinanden, stilles op igen, med det formål man måtte ønske, men det vil kunne ses i resultaterne, såfremt man stadig er tilstede, når de gøres op. Andre kan se de formålsbestemte data, og følger op på deres forfinelse, og et ideologisk koncept er dannet.
Jeg skal se på analysens empiri - rådgivningens terapeutiske praksishistorie - indenfor den historiske ramme, hvor den har har sin opkomst. Rådgivningen inviterede ud fra, at være en “alternativ terapeutisk praksis på et kritisk psykologisk udgangspunkt”, og der var ingen nedre eller øvre problemstillinger, som blev udelukket på forhånd. Rådgivningens profil fastlægger ikke hvilke problemstillinger og problemforhold, vi er åbne eller lukkede overfor, og den henvender sig derfor overvejende til personer med enten afmagt i deres i liv, overgribende afmagt, sammenbrud på vej, man vil forhindre, eller til veldefinerede psykologiske og psykiatriske problemforhold, man ikke kan blive kvit, eller se ud over. Dette vil senere kunne præciseres nærmere, gennem empirisk konfrontation. Men det lå, eller kom til at ligge i rådgivningen, at psykiske problemstillinger mm., at der i dem lå en dimension af afmagt, at afmagt gik forud opståelsen.
Som rådgivningen fik brugere, fik rådgivningen også brugere, der henviste nye brugere til os, brugere der måske aldrig selv havde valgt os, hvis ikke de var det blevet anbefalet. Der sker en tilpasning mellem, hvad man søger, hvad man kan finde og hvad andre har fundet acceptabelt - i privilegeret forstand i det mindste - eller der handles blindt i afmagt. Rådgivningen slog med sin profil, og sine brugerfortællinger, rådgivningen op som en ‘lokalisation’ i en praksissammenhæng (Om lokalisation senere). Den fik sit eget liv, i starten nærmest med sig selv i et stort tomt Studenterhus, senere sammen med et utal af andre grupper.
Historisk omhandler terapi sygdomsbehandling, og terapi kan i rådgivningens tilfælde ses som behandling af psykiske problemer, forstyrrelser og sygdomme, der socialt er skilt ud eller skiller sig ud som sådan. Før rådgivningens opståen, eksisterede terapi som en generalitet i det samfundsmæssige, som der blev handlet igennem fra psykologisk og psykiatrisk side, og vi opstod fordi vi var utilfredse med den orden, de stillede til skue, for de mennesker de skulle hjælpe med deres vanskeligheder og problemstillinger. Vi fandt, at behandlerne stod behandlingen i vejen med deres forkortede tilgang til, hvad et psykologisk eller et psykisk problem var. Udbyttet på brugerside, var i professionel forstand elendigt, eller direkte ødelæggende for fremtidig livskvalitet. Vi søgte med initiativet til rådgivningen, at skabe en enkelt form - som skulle kunne udvikles til en almen form - for terapi, som kunne stille det psykologiske problem op på ny, så det med en eller anden grad af sandsynlighed, ville kunne løses på en samfundsduelig måde, med den enkelte person, og ikke på trods af personen. Rådgivningens begreb for dens arbejdsgenstand, i den grad der var enighed herom, var ‘lidelsesbemestring’, der kom fra en historisk analyse af terapi i relation til psykologisk praksis, se “Hvad er terapi? Oparbejdning af et begreb”.
Jeg skal betragte en enkelt-terapeutisk formdannelse, som den kommer frem samfundshistorisk.
Når terapi kommer på enkelt form, og det gør terapi altid i en eller anden grad, når terapi etablerer sig i den sociale kooperationsproces - terapi som et tilfælde af flere - så opstår terapi, som generaliseret samfundsmæssig praksisform af særskilt art, og bestemt ud fra de problemforhold, der bearbejdes. Afgørende er, om den generaliserede form har de enkelte konkrete former i sig som simple logiske muligheder, og om de enkelte konkrete former tilvirkes med midler og ud fra mål, der har det alment-duelige som perspektiv. Historisk er terapi konnekteret til pleje og til understøttelse af naturens egne helbredende kræfter, og hvilende på etablerede handleprocedurer i forhold til ‘sygdommens’ karakter. Men der kan gå meget galt, både i praksis, i teorien og i tankerne herom, både hvordan sygdommen identificeres, og for de foranstaltningerne omkring dens “behandling”, der kan sættes i værk. Om der blev handlet derpå, er en anden sag, samtidig med at der kunne handles på “sygdomme” som ikke var sygdomme, men som derved fik sygdomskarakter. Sygdom var, eventuelt i en naturreligiøs forklædning, naturens værk, og indgik i et kredsløb som døden og fødslen.
Opfattelsen af naturens kræfter afhang også af, hvordan samfund, individ og natur samlet blev set. Indgangen hertil finder vi i spørgsmålet: Vi kan .. spørge, hvilket fænomen der - som utilsigtet biprodukt ved den menneskelige produktion, og som empirisk påviseligt - stiller sig som et muligt terapeutisk forhold i samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse. Svaret herpå er individet som bærer af sygdom. Da eksistensen af sygdom er bundet til - eller som sin modpol sætter - sundhed, så er den realhistorie, som vi stilles over for at rekonstruere, modsigelsen mellem sundhed og sygdom ved livsprocessernes naturhistoriske udvikling frem til - og med - naturhistoriens omslag i samfundshistorie, jf. “Terapis funktionelle placering i samfundsformen for livsopretholdelse”.
De naturhistorisk første forformer for terapi kan bestemmes som ‘lidelsesbemestring’ i formen ‘sygdom, sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling’, jf. “Naturhistoriske forformer for lidelsesbemestring”. Med samfundsformen omhandler det lidelsesbemestring som ‘kollektiv varetagelse af personlig lidelse’, ud fra faktorerne ‘samfundsmæssig betingethed, kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer’. Og der kan herudfra dannes et alment sygdomsbegreb:
“sygdom er i dets modsætning til sundhed at se som en betinget modsigelse i individets bearbejdningsforhold til dets reproduktionsformer”, jf. “Samfundsmæssig betingethed, kollektiv social belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer”.
Som det kan gå galt i et enkelt-tilfælde af terapi, at sygdom identificeres forkert, eller at behandlingen realiseres med inadækvate midler, så er al terapi allerede formbestemt, allerede inden vi går til det. Jeg må derfor gøre en omvej om de former, som terapi realhistorisk har antaget, for at kunne kvalificere det terapeutiske udgangspunkt nærmere, ved også at kunne tænke om dets spontane former, og ikke blindt i dem. Og vi finder her, at der historisk er tre samfundsmæssige forforformer, som bringer os frem til nutidens form af i dag:
1. Samfundsform: muligheden for brudt fællesproces med konsekvensen af isolation, spaltning og ressourcefattig restriktiv løsning på den brudte fællesproces. Og psykisk lidelsesbemestring som kollektiv og personlig isolation: samfundsmæssig afmagt.
2. Klassesamfundsform: kollektiv inderliggjort fremmedbestemthed. Og psykisk lidelsesbemestring som socialt og individuelt fjendskab: klassemæssig afmagt.
3. Kapitalformen: fordoblet fremmedbestemt produktion af livsforholdene. Og psykisk lidelsesbemestring som samfundsmæssig og individuel instrumentalisme: kollektiv afmagt.
De logikker, der bestemmer formen for den psykiske lidelsesbemestring under kapitalismen er som følge heraf:
1. terapirebet som personliggjort afmagt og dets udvidede reproduktionsformer af kollektivt selvfjendskab og samfundsmæssiggjort isolation.
2. terapirebet som praksisform: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort afmagtsbemestring.
3. terapirebet som selvbestemmende arbejdsvirksomhed: selvnegering som skridtvis generobring af de samfundsm æssige livsbetingelser (af social som psykologisk art).
Rådgivningen rettede sig ind i mod det psyko-sociale, for det var tydeligt, at sociale belastninger og konflikter havde deres andel; og for det kropslige, det psyko-biologiske, var lige så tydeligt, at personer led under deres konflikter, og de også bar dem igennem deres kropslige eksistens og væsen. Dimensionen social-biologisk trådte ikke særskilt frem, men eksisterede i billedet qua dens logiske plads i det. Der ligger i dette koncept, at ses det menneskelige individ igennem det, at så er det kraftløs og afhængig af ydre kræfter, for at flytte sig, spændt op som det er i det psyko-sociale, psyko-biologiske og det socialt-biologiske felt for samfundsmæssig eksistens, jf. modellen Homo abstrakticus:
Konceptet kan bruges ideologisk, til at planlægge hen over hovedet på de berørte, men det er samtidig et realhistorisk faktum, at det menneskelige individ kan handle sig ind i eller af andre grunde havne i en sådan afmægtig situation. Det ligger kategorielt og enkelt-teoretisk mere for, at se den kraftløse position, som den form det menneskelige individ træder ind i, når det overbelastes i en grad, hvor et stress-beredskab er blevet selvstændiggjort, og at den afmægtige tilstand derfor også betinger en angstens opståelse.
Når terapi kommer ind i en vareform, bestemmes terapi af andre faktorer end de rent terapeutiske. Mennesket må handle med sig selv, i et udbydermarked, og se hvad det kan få, eller det må satse på sin henvisning, eller imødese hvad det får af behandling, når det engang stiller sig, frivilligt eller tvungent. Begge sider er i mange år vokset eksplosivt: fra et gråt terapimarked, der stadig eksisterer, til en stor skov af yogakurser, meditationskurser, fitnesscentre mm., som supplement til belastningerne i arbejdslivet, og et stadigt større psykiatrisk-medicinske behandlersystem, som inkluderer dels flere personer, dels flere sygdomme, for en voksende underklasse uden tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er ikke altid gået godt op igennem historien, hvad “iatrogenese” - lægeskabte sygdomme - er et fortættet udtryk for, se Illirich “Limits to medicine”, 1976. Og der har siden 1980-erne kunne tales om en terapeutisering og psykiatrisering af hverdagslivet, se til eksempel “Psychiatriserung des Altagsleben”.
Med vareformen kommer “vare-æstetikken” til at medbestemme den terapeutiske form. Der kommer forestillinger om forventninger ind, der først indfries i selve udvekslingen, og disse forventninger er med til at forme, hvad man tror man får. Og disse former kan kapitaliseres - til en vis grad. Enten lever psykologen af at oversælge sit arbejde, eller også har han ikke noget arbejde.
I rådgivningen forsøgte vi at holde vareformen ude af rådgivningen, se også 2. Metodologi.De midler vi havde brug for at kunne yde rådgivningen, var det vores eget anliggende at fremskaffe, og vi sagde samtidig nej til at der kunne betales en ydelse for vores arbejde.
Samlet om den enkelte terapiform, set som praksisformen for den første enkelte bruger i rådgivningen og de brugere der senere kom til, så lå der fra rådgivningens side en tankeform og handleprocedurer om den, vi mødte brugere igennem den, og vi tænkte med dem, tænkte ind i de terapeutiske logikker, der kunne tænkes at etablere udviklingsforhold for den berørte. Når og da der blev gået ind i et (første) forløb, var det in mente fra rådgiverside, at der skulle kunne tænkes ind i henvendelsen, der var kommet, ellers var det ikke et ret forløb for en. Man skulle heller ikke som ny psykolog gå ind i noget, der var for fremmed til, at man kunne håndtere det. Som en frivillig sammenhæng, og som nye på området, måtte vi træde bevidst ud fra vores evner, og når de ikke rakte, så at de skulle fremskaffes. I starten arbejdede vi også to og to.
Der var ikke noget formaliseret i rådgivningen om, hvem der kunne deltage i arbejdet. Og personer fra andre fag, var jævnligt med i kortere eller længere tid. Det afhang af, om man kunne koble sig på vores arbejde, så var man velkommen. Samtidig havde rådgivningen stillet sig på den position, at den ikke ville søge legitimitet for arbejdet, ved at søge det underlagt en ekstern supervision. Hvis en psykolog, ville gå ind i arbejdet, på lige fod med andre, så var man velkommen, men ikke som repræsenterende en kompetence-forskel,som det psykologiske arbejde skulle sigtes igennem.
I rådgivningens modtagelse af brugerhenvendelser, blev der, som nævnt, i starten arbejdet ud fra, at man kunne gå ind i et forløb, kunne man kigge ind i det på forhånd, ud fra de forelagte oplysninger. Der blev ikke kigget på de forskellige kompetencer, de enkelte rådgiver havde. Det kom først senere, men der var altid flere problemer, end der var personer med forskellige kompetencer at vælge imellem, så det var undtagelsen når der var et match. Nogle forløb skiftede også, som det udviklede sig, eller kørte fast, psykologerne i dem, men mest blev brugere henvist fra eksisterende samtaleterapi, til psykologisk kropbehandling.
Jeg skal samle mine begreber op. Vores udgangspunkt var i forholdet mellem ‘terapeutisk rum, problemstilling og problemforhold’, og samtidig er det terapeutiske rum bestemt gennem den valgte/tilståede form for arbejdsvirksomhed. Vi må derfor skelne mellem formen for problemløsning, og hvilke redskaber der er nødvendige i denne form, for en adækvat løsning af det terapeutiske problem, og hvilke det er mulige at fremskaffe. Til eksempel er gruppearbejdet i rådgivningens første mange år. Den blev oprettet som følge af brugerpres, og ud fra tanken at nogle problemer kunne profitere af selve gruppesammenhængen, selv om det ikke var det, de havde efterspurgt. Nogle brugere tog i mod, af mangel på andet, andre søgte videre til anden side. Det viste sig også, at personer i gruppeforløb, hen ad vejen blev tilbudt et enkeltforløb, hvis det viste sig at der i gruppen ikke var plads til personens hele problemstilling. En effektmåling af de første 79 forløb i rådgivningen viser også, at der er forskelligt udbytte på forskellige parametre, afhængig af om det en individuel eller gruppemæssig rådgivning, jf. nedenstående opgørelse fra “Generaliserede progressionsmål”:
Oversigten er opgjort uden skelnen mellem problemgraden i brugerforløb, der havner i enkelt-forløb eller i gruppe. Og denne skal medreflekteres i effektmålene, når forløbene kommer nærmere ind i analysen.
Det terapeutiske rum og de valgte arbejdsredskaber kan komme til kort. Hverken brugerens problemstilling eller problemforhold synes at kunne flyttes. Arbejdsredskaberne kan fastholdes og det terautiske rum ændres til gruppe, familieterapi oa., eller arbejdsredskaberne kan forandres, valg af kroppen og øvelser, i et uændret terapeutisk rum. Det er i den successive problembestemmelsesproces, gennem problemsætten og problemafklaring, at den terapeutiske problemstilling bevæger sig, og den gør det i det terapeutiske rum, gennem de arbejdsredskaber, som subjektets problemstilling og problemforhold mødes med. Terapeutiske problemstilling og brugerproblemstilling og problemforhold, er følgelig også to niveauer i den terapeutiske praksis, der kan falde fra hinanden. Den terapeutiske problemstilling siver måske ikke ind, eller brugerens problemstilling dominerer uden at få noget ud af sin dominans. Vi må stille det krav, at de asymptotisk skal tilnærme sig hinanden. I denne totale sammenhæng - endnu under abstraktion af modellen og af praksishistoriens FfKP - skal tavlebilledet ses. Indtil tænkning i problembestemmelse nærmere kan bestemmes i sin eventuelle billedform, må tavlebilledet ses som repræsentant for den indre psykiske problembestemmelsesproces, og endnu ikke gennem et mulighedsforhold den terapeutiske praksis. Som det er nu, uden et sådant begreb, vil der ikke kunne arbejdes bevidst foregribende med tavlen, kroppen og øvelsen som det terapeutiske rum, samt deres indre forhold. Det er langt fra sikkert, at forløb der arter sig på en god og konstruktiv måde, også er forløb der på lang sigt bidrager til, at problemer af samme art ikke opstår. Og hvordan afgøre dette? Og hvad skulle man have gjort i stedet for. Til et svar må alle elementerne i det terapeutiske rum i spil, det anvendte som de undgåede. På samme måde som det kan kræve en anstrengelse af indføre en tavle, introducere kroparbejde og øvelser, er der problemstillinger i samtaler, som det energimæssigt kan være vanskeligt at fastholde som problemforhold, for de bevæger sig i en anden modus, end man kan få affinitet til. Samtidig kan problemstillinger have karakter af rent private forhold, som der ikke synes nærmere grunde til at bringe ind.
Selv uden en teori om det terapeutiske rum, om dets elementer og arbejdsredskaber, dets forhold og betingelser osv., handles der i det terapeutiske, og det gøres ud fra de spontant forefundne tankeformer, der eksisterer, og ud fra det erhvervede kendskab til rutiner og procedurer, for en løsning af et givent problem.
I 1980-erne fandt man ud af, at psykoterapi virkede lidt bedre end ingen terapi, og senere er det igen og igen slået fast, at psykoterapi i forhold til mange psykiatriske patienter, er medicinering langt overlegen. Man har senest også fundet ud af, at medicinering med psykofarmaka, generelt både forskubber, udskyder og forværrer den personlige problemstilling. Ikke engang over for en akut tilstand, kan man sige at psykofarmaka altid er nødvendig, den kan gøre det hele værre, men det vælges overvejende, psykofarmakaen, gennem manglende inddragelse af psykoterapi. I dag bestemmer medicinalindustrien stort set fra start til slut.
Psykologien eller psykoterapien har, selv i en position, hvor den har de sygdomsmæssige behandlingsstatistikker med sig, godt nok for første gang i nyere tid, at psykofarmaka ikke er en generel løsning, så trænger den ikke igennem, og hvor den trænger igennem er det på mellemlagets område. Sådan startede psykoterapien også i midten af sidste århundrede, og af og til finder den ind i de psykiatriske institutioner, men bliver altid forladt igen; man fristes til at sige, at det er fordi psykoterapi giver flere resultater, og stadig færre kunder, jo bedre den udvikles, og det er der som bekendt ikke mange penge i.
Analytisk har jeg indtil nu sat nærmest identitet mellem tavlebillede og problembestemmelse. Distinktionen lader sig ikke indføre endnu, og det betyder, at tavlebilledet aktuelt repræsenterer den terapeutiske problembestemmelse, jf. indledningen dette papir. Men distinktionerne er ved at løsne sig fra hinanden, og samlet kan vi nu sige: Terapeutisk gås der frem med ‘problembestemmelse’, som hviler i arbejdets struktur. I problembestemmelsen - hvis karakter jeg ikke her skal udtale mig om - eksisterer psykologiske billeddannelsesprocesser, der ved en eksternalisering, kan afbilledes i en ydre form, som en særlig form for problemsætten, en problemsætten til afklaring gående ud fra billedets form. Denne ydre billeddannelse, bestemmes i analysen som et ‘tavlebillede’, og jeg spørger i dette papir til grundformen for dens eksistens, ud fra dens enkelte elementer og aspekter, af tavlen selv, kroppen og øvelsen. Med begreber herom, herunder begreber om de enkelte former og deres overgange, gives bestemmelser til en bevidst bemestring af det terapeutiske rums indholdsformer. Nok er indgangen i terapi, og dermed opståelsesbetingelsen for det terapeutiske rum, en specifik arbejdsbestræbelse, at udvikle et uudviklet problem respektive forandre en udviklingstendens, men bestræbelsen virker igennem det terapeutiske rum, den etablerer. Der opbygges et rum, noget inviteres indenfor og andet ikke, og rummet virker gennem sin etableringsproces, selv tilbage på arbejdsbestræbelsens betingelser og forudsætninger, og hvordan den kan udtrykker sig. Uden et begreb om det terapeutiske rum, kan den problemsbetemmende fremgangsmåde, ikke gribe de helt særlige og specifikke forhold og betingelsesstrukturer, som den virker igennem og til stadighed genskaber på nye måder, og den bliver en generalitet, der sættes igennem nærmest som i den diagnostiske fremgangsmåde.
Analytisk kan jeg endnu ikke skelne mellem problembestemmelse og ydre billeddannelsesprocesser i tavlebilledets form, fra ståstedet af problembestemmelse. Problembestemmelser og tavlebilleder, vil, når abstraktionerne kan komme på plads, skulle ses i deres asymptotiske tilnærmelsesproces til genstanden, problemstillingens problemforhold, hvor der i modsætning til gængs psykologpraksis, kan ses to modaliteter i og for terapeutisk praksis, og at modaliteterne også er til stede selv om de ikke agtes, og lige meget hvordan psykoterapi ellers bestemmes, fx. gennem dens dyade af terapeut og teraperet og dens teknikform som kognitiv, psykodynamisk osv. Der er meget mere til stede i det terapeutiske rum, end der typisk inddrages og anvendes for terapeutisk løsningstiltag. Det er slet ikke nogen løsning, som det typisk gøres, at skralde terapirummet for enhver human tingest. Det udnyttes bare ikke, at terapirummet er 'stort', nok fordi det ikke er blevet værdisat endnu. Det ligner, at en forudbestemt (metodologisk) tilgang hersker i problembestemmelsens problemsætten, og at den forbliver indenfor forudsigelighedens usikre ramme. Den hviler i en defensiv tilgang til virkeligheden, selv om den fremfører sig progressivt i offentligheden.
Med talen, med
sproget kommer billeddannelsen ind i kommunikationen. Vi skriver og
taler igennem billeder, vi udtrykker os i billeder, og bare et enkelt
begreb kan slå mange forskellige billeder op. Vi kan ikke
undvære billedet i vores kommunikation. Vi kan kommunikere tegn
uden betydning mm., men det er fordi de allerede forud eksisterer i
en klasse, i en betydningsramme. I arbejdet med sprogets enkelte
elementer, søger vi at udtrykke os, så det for en
kommunikativ modtager, modtages i den betydning, som vi afsender dem
med, ikke som enkelte dele hver for sig, men som udtrykt helhed.
Forholdet mellem sprog, begreber og billeddannelse, ligger vist og venter på
en bestemmelse, for billeddannelsesprocesser er også element i
sprogets udvikling.
Jeg kan nu, efter denne omvej over form, struktur og indholdsaspekter i tavlebilledet, betragte de enkelte elementer og aspekter i tavlebilledet selv. Og med deres analytiske bidrag, kan jeg gøre mig antagelser om tavlebilledets første form, den elementære form for terapeutiske rum - som er det, den terapeutiske arbejdsbestræbelse, med sin problembestemmelsestilgang, møder som sit stof.
Næste papir er -> 25_Tavlebilledets elementer og aspekter
¤