"Iboende i ethvert psykologisk koncept er der nødvendigvis både en enkelt-teoretisk reference til noget aktuelt iagttageligt, samtidig med en kategorialreferenceramme på grundlag af hvilken begrebets overordnede genstandsreference afhænger, og igennem hvilket det altså er determineret, hvad man overhovedet kan gøre iagttageligt på grundlag af sit teoretiske koncept", Holzkamp GdP kap.9, s.510, refereret i "Det almene".
Begreber og niveauer i tavlen
Når en tavle dannes
Tavlens indførelse i praksis
Tavlebilledet ‘angst’
Tavlens rettethed og rum
Modsigelser i tavlen
Oprindeligt om tavlen, kroppen og øvelsen
Elementernes tilsynekomst i analysen
Problembestemmelse og problemsætten
Egenskabstænkning
Det terapeutiske rum som muligheder og betingelsesforhold
Det terapeutiske rum som selvbevægende praksisform
I min tilgang til analysens empiriske materiale, er jeg primært gået ud fra det empiriske materiale i sig selv. Jeg har søgt begreber og metoder, der springer ud af den ordning, som det fremviser, for derigennem at kunne fremstille materialets egne enkelte dele som empiri i analysen, uden at der allerede, om muligt, er dem tillagt en fagspecifik teoretisk betydning. Herved er fremkommet begreberne ‘tavlen som billede’, tavlen som begreb’, ‘tavle segmentering og lokalisering’, samt ‘tavlen som element i klasser af informationstyper’, jf. “Tavlens billede”. Fra teoretisk side er begreberne ‘tavlebillede’, ‘billeddannelse’, ‘billeddannelsesproces’, ‘genstandsbillede’ og ‘overgange mellem modaliteter’ fremkommet, jf. “Modalitet og overgang” og “Om begrebsdifferentieringer”.
Mine begreber placerer sig alle i overgangene mellem niveau 1 og 2, og mellem niveau 2 og 3. Jeg nærmer med mao. det konceptionelle niveau, så at sige vertikalt nedefra og op, hvor analysen skal realiserer “intersubjektiv rekursbasis”. Jeg har tidligere konstateret om dette niveau:
“Her fremkommer en usamtidighed, som består i, både at forgabe mig i detaljen på det foreliggende grundlag – og hvor jeg kan komme til at måtte gøre en masse bestemmelser, der evt. senere skal laves om – og søge den større begrebslige struktur, der kan placere de enkelte teori- og empiri-elementer i deres endnu ikke helt bestemte rum, men hvor jeg vil kunne fare vild på andre måde, manglende de flere grundaspekter og dimensioner, der som resonansbasis er med til at danne strukturer”, "3.je orden – struktur og system".
Jeg skal i dette papir forblive på den vertikale akse, og fortsætte med detaljerne.
Når de enkelte tavler analyseres, er de i udgangspunktet en ‘tavle’ i analysen, men når en tavle dannes, er den ikke samtidig en tavle af relevans for det terapeutiske rum. Det afhænger af, om den får betydning konkret, og hvilken betydning den får. En tavle kan dannes, mens den anden snakker, og snakken kan forblive ved samtalens oprindelige emne, og tavlen får måske højst en bemærkning til sidst, når samtalen er slut, at “der var den og den tanke med den mening, men det er ikke relevant mere”, eller “det var et sidespor”.
En tavle kam mao. forbigås. En tavle kan også forkastes. Den kan som inddraget, være kommunikerbar og erkendbar, men alligevel være uden for kategori mht. relevans. Den bidrager ikke med nyt, måske samler den noget gammelt op, man allerede kender. Tavlen kan være en fejl. Og trods inddraget, må tavlen forlades igen, men dens visuelle billedform, står står stadig tilbage. Denne kan så aktivt glemmes, fordi tavlen var fortid, men den vil fortsat eksistere i forløbet som empirisk dannet tavle. Det betyder ikke, at tavlen var uden betydning, eller at tavlens betydning var irrelevant, men kun den ikke aktuelt havde tilstrækkelig affinitet til at konnektere sig aktivt til den eksisterende subjektive betydningsstruktur - alt sammen forudsat at tavlebilledet er i et adækvansforhold til genstanden for interventionen. Tavlen kan være overflødig.
Samtidig er det således, at en tavle kan vinde betydning, også uden at den har adækvans overfor problemstillingen. Der sker når problemstillingen fejlidentificeres og/eller når billedliggørelsesprocessen ikke stiller sig på egne ud fra sig selv, men lader sig blive tilvirket af tilfældige interne eller eksterne faktorer, der er ydre overfor problemstillingen. Vi må således kræve, at billedliggørelsesprocessen kobler tilfældige og eksterne forhold af, i billeddannelsen af genstanden i problemstillingen. Det følger heraf, at den mindste enhed på dette område er tre-enigheden af ‘problemstilling’, ‘genstand’ og ‘billedliggørelsesproces’. Det gælder her, at genstanden er det ‘problemforhold’ i den subjektive position, der gribes ind i med tavlens dannelse, i forsøget på udviklingen af subjektets (samlede) problemstilling, hvilket sige almengørelse af handleevne og velbefindende respektive styrket selvbestemmelse.
Tavlen har sin relevans i dens erkendelsesledende funktion. Ud over at subjektet skal kunne percipere tavlen som et billedligt udtryk for en problemstilling, skal det også kunne sætte sig i forhold hertil. For at kunne perciperes, må tavlebilledet ligge inden for de subjektive modaliteter, som subjektet er i besiddelse af, eller være beslægtet hermed. Betragtes de typografier, der lader sig bestemme i materialet, så er det alt overvejende kendte tegn i den vestlige kultur, samtidig med at deres betydning varierer mellem kulturerne, og der kan være lokale afarter og dialekter. Typografierne kan analogiseres til det kinesiske skriftsprog, der har sit udgangspunkt i en formalisering af et billed- og tegnsprog, og den vesterlændingske vending “det er jo rent kinesisk” giver også ganske god mening for mange. Forskelligartetheden kan være for overvældende til, at man umiddelbart kan relatere sig til det. Det samme kendes overfor sprogstammer, hvor nogle uden besvær kan håndtere flere på samme tid, mens det for andre er svært at komme ud over ens eget modersmål. På lignende vis er der stor forskel på opfattelsen af non-verbale signaler. Nogle er helt immune overfor dem, ‘døve og blinde’, mens andre farverigt kan fortælle om hele verden med dem. Jeg skal ikke her gå nærmere ind i disse forskelligheder, og blot istemme Mary Douglas når hun skriver, at “perceptionen af symboler i almindelighed så vel som tolkningen af dem er socialt bestemt”(s.35 i “Naturlige symboler”, 1973).
Billeddannelsen rejser dog et problem, som også samtalen i almindelighed, indeholder. Er det forståeligt, og kan du følge meningen i det. Men man kan ikke på tavlens niveau starte med at afklare betydningen af en tegnet tavle, og om der er konsensus herom, for det er netop mulige betydningsforskelle og erkendemuligheder, der stilles spørgsmål til gennem tavlebilledet. Tavlebilledet skal ikke bekræfte en tilstand eller en tese, men først og fremmest stille dem op til debat som udviklingsforhold. Kommunikationen om tavlen forudsætter således en art “gensidig samklang” om udlægningen af de visuelle elementer. De kan ikke udlægges frit, for så taber de deres funktion og der er ingen værdi i at bruge dem, men de skal samtidig heller ikke præciseres og lægges formalistisk fast i tanken, før de kan bruges, for så forsvinder deres erkendeledende funktion. Det er en prøvende akt, det at bruge en tavle, og det angår alle i starten, men det er også vigtigt, at tavlens udlægning forbliver på et sådan ufærdigt niveau, ikke forstået som at den ene udlægning er lige så god som en anden, for det er der ikke tale om, og snarere end enighed nærmest punktvis om, hvordan figurer skal udlægges, må vi tale om “gensidig forståelse” i selve udlægningen, en gensidighed der selv kan gøres til genstand for debat.
I tavlens tilfælde må tavlebilledet umiddelbart give en art mening ift. forud i samtalen. Tavlen kan så også præsenteres som den kinesiske omvej, at tavlen markerer et brud i samtalen, fordi man med tavlen ønsker at stille en anden orden, ståsted og standpunkt frem. Tavlens indførelse bryder samtalen op, men kan samtidig med sit indhold lægge sig i forlængelse af samtalen, som en brydning, og uden at være brud. Er tavlen inden for ens modalitetsrum, evt. at den kommer det gennem de bemærkninger, hvormed tavlen udlægges eller forklares, kan de fremkomne erkendelsesmulighed stride mod, hvad man har behov for at blive konfronteret med, og den kan til eksempel af denne grund, aktivt afvises som irrelevant. Det bliver så debatten om det, der kvalificerer, hvad der er hvad. Det kan være helt uproblematisk at afvise en relevans om noget for sig, men er afvisningen båret af tilbageholdte informationer, viser det sig i samtalen om det.
Men det er først når man er kommet bag om, at det afslører sig som så; før da er det som den “cubanske gæst”, der bliver forelsket og vil giftes i perioden, hvor han har et 3 måneders visum til besøg. For kan han finde en der vil gifte sig med ham, så kan man blive i landet. Men kan man tro på kærligheden hos den cubanske gæst, når han forelsker sig i. Betegnelsen den “cubanske gæst” har ikke noget med cubanere at gøre, men med deres visaforhold, og som betegnelse blev den symbol for en bestemt problemstilling, at det ikke er nok at tro på, hvad den anden fortæller mig, for den anden kan stå i en situation, hvor intet kan være som det egentlig er. Ikke at man er utroværdig, men at ens troværdighed er en modsigelse: elsker man sin elskede eller elsker man forlængelsen af visaet. Kan ægte kærlighed afsløre sig på 3 måneder eller bliver den forhindret af betingelserne! Udtrykket “den cubanske asylsøger” kan kaldes et sprogligt billedudtryk for en særlig art tillidsrelation under specifikke betingelser. Sproglige billedudtryk har deres inerti i sig, og man vinder typisk ikke noget ved en tavlemæssig fremstilling. Jeg skal senere udfordre denne forestilling.
Det ligger også for, at selvom tavlen får betydning som væsentligt tavlebillede i den terapeutiske proces, dvs. som progressiv problemkatalysator, så betyder det ikke, at tavlen i sig selv er væsentlig, kun at den var væsentlig i dette tilfælde, givet de og de betingelser. En tavle er ikke en fri subjektiv associationsakt til ligheder, forskelle, fortætninger eller tomheder, men kan være det, er det relevant. En tavle er en rettet anskueliggørelse af et problemforhold i en visuel form, hvor de enkelte elementer, der indgår både er definerbare og kommunikerbare. At indføre en tavle flytter fokus ind i en fysisk dobbelt modalitet af begreb og billede, og at indstifte denne overgang fordrer, at der er et sigte, der kan begrundes i fremførelsen af den terpeutiske problemstilling på denne måde.
Meget kan siges med ord, fakter, betoninger og effekter, og meget kan også siges med billeder. Et eksempel er maleriet “Skriget” af Edvard Munch. Analyser peger på, at Munch skrev ud fra egen angst i tilværelsen, og at “Skriget” symboliserer angst og knugende rædsel.
Der synes ikke at være meget plads tilbage til en lille tavle mere i dette univers, dog kan man ikke blot møde ‘angst’ med en abstrakt almenhed, billede som begreb, der til enhver tid udtrykker alt, hvad man har behov for at vide, og hvordan man skal gå frem. Derimod må man ned i det enkelte konkrete, og herudfra lokalisere aktuelle udtryksformer. Og går man denne vej, fremkom med tiden følgende generelle figur for angst, en hakket stjerne som personen er i midten af, og samtidig kan reflektere over, hvis ellers bevidstheden kan hjælpes til at følge med - ellers bliver det en opgave at bidrage dertil. Jeg kan endnu ikke præsentere tavlen 'angst’, men her er to konkrete tilfælde af figuren:
Disse to figurer er lokaliseret i et lille udsnit af tavlematerialet, der omhandler de aller første forløb, og tilfældigt udvalgte. I samme udsnit har jeg søgt at finde nogle forformer for angst-figuren, og disse synes at være figuren med en hakket form om en cirkel som disse:
Jeg ledte samtidig efter tavler, som lokaliserede betingelser for angsten opståen, jf. følgende:
Og endelig fandt jeg tavler om angst af mere teoretisk tilsnit, jf.
Til fænomenet angst er der således et billedmateriale, der kredser det ind. Det samme er tilfældet med omkring 20 andre tilfældigt lokaliserede psykologiske fænomener, der alle igennem praksishistorien har fået navn og billedfigur knyttet sammen, jf. “En første liste over tavler, der er givet navn (2011-03-21)” (figurerne er ikke trukket ud). En systematisk søgning, vil føje et større antal til. Jeg har i starten af analysen metodisk valgt disse ‘figur-billeder’ med navn fra, da de synes at udgøre idealtyper af genstand og billeddannelse, og frem for at antage eksistensen af disse i analysen allerede, må analysen selv kunne stille dem op. At der er idealtyper at finde allerede i lokaliseringen af materialet, må ikke forlede os til at tro, at materialets idealtyper allerede er delvis afdækket. For hvad er en idealtype, og hvordan konstrueres den. Fordi at selv om den siger om sig selv, at den er en idealtype, behøver den ikke at være det i analytisk og teoretisk forstand.
Når en tavle bringes ind i det terapeutiske, kræver det, at den allerede i tanken er tænkt igennem i sin indholdsstruktur, så den konkret relaterer sig til den forefundne subjektive problemstilling, og således at tavlen i sin fremførelse præsenterer denne gennem en kommunikerbar enhed. Vi må altså tale om et væsensforhold mellem tavlebillede og genstand, hvor det kun bliver de tavlebilleder, der på asymptotisk vis kan nærme sig genstanden, der er af terapeutisk relevans og væsentlighed. Samtidig er andre billeder ikke bare restbilleder, der skal skrottes, men billeddannelser det i mange tilfælde kan betale sig at huske med videre frem, for hvorfor dukkede disse billeder op her, og er der sammenhænge mellem billeder, der dukker og forkastes, fra tavlebillede til tavlebillede og mellem forløbene.
Opsummerende kan der siges, at en tavledannelse skal rette sig ind mod subjektets modalitetsformer for percipering - former der ikke kendes ved den første tavledannelse, men der kan fra processen før gøres antagelser om “hvis en tavle, hvordan”. Indholdssiden omhandler den problemstilling i subjektets virksomhedsform, der billedliggøres som ‘sat problem’, jf. ‘problemsætten’ i konceptet ‘problembestemmelse’. Tavlen skal fremvise betydningsrelevans på indholdsniveau. Selv om billedliggørelse omhandler subjektets virksomhed i sig selv, så er det i en ydre form, adskilt fra subjektet selv. Hvilket også er forudsætning for erkendelse, at der skabes en gnostisk distance til erkendegenstanden. En distance er ikke nok, men er forudsætningen for, at der kan gøres erfaringer med, hvad man kan lære heraf.
Generelt er tavlebilledet tavlens analytiske form, og det er i den analytiske form, at tavlen kommer på begreb som særligt tavlebillede, eventuelt som idealtype. Billedet er på tavleniveau unikt, det er et konkretum, og først som analytisk bestemt, kan det vinde betydning som erkendevejledende i afklaringen af problemets handlemuligheder og handlebetingelser. Den proces, vi analytisk stilles overfor i vores tilgang til tavlen, indfinder sig således også, når en tavle indføres og perciperes af modtagersubjektet, men fra en anden position, fra en position hvor betydningslementet er orienteringsfaktor, og ikke den særskilte analytiske interesse som her, i tavles distinkte dele. Samtidig må det siges, at i valg af tavlen og af tavlefigurer, at der kan være figurer, der for en modtager har så stærk determinerende affinitet, at det overlejrer det oprindelige eller det ønskede udtryk med tavlebilledet. På samme måde som det i dialogen må sikres, at anvendte tavlefigurer, er forståelige, må man også være opmærksom på, at man “snakker samme sprog”. Det er ikke en præmis, der afklares en gang for alle, i starten, det kommer hen ad vejen, og det er opfatte som at skabe ‘baggrunden’, der samtales ud fra, når der samtales om en tavle.
Forløb med mange tavler i sig, kan til eksempel ses som forløb, der har opbygget et udvidet grundlag - en baggrund med en forgrund af informationer og figurer - hvorindenfor der samtales. Forløb med ingen tavler, realiserer ikke dette niveau af baggrund og figur i samtalen, mens forløb med få tavler næppe når at bygge det særskilt op. Hvad der er på spil, vides ikke endnu, men det kan siges, at antallet af tavler ikke kun afhænger af problemstillingen, der er på spil i alle dens niveauer, men det afhænger også af i hvilken grad og i hvilket omfang, dette yderlige samtaleniveau lader sig etablere. Skal der bestemte forudsætninger til hos de involverede, og uden disse, ingen forsøg med tavler, der lykkes, eller er tilstedeværelsen af mange tavler, mere en bestemt arbejdstilgang end det en tilgang, der knytter sig til problemstillingen.
Der ligger det forhold i tavlerne, at når en ny tavle var blevet fundet, og den havde vist en forklaringskraft på et område, måske som enkeltfænomen, at der var en tendens til, havde den en større generalitet, at den så også fandt vej i mange andre samtidige terapiforløb. Jeg forsøgte i en periode at undgå at bruge eksisterende tavlebilleder, for at undgå at jeg i min forkærlighed for nye skabte, nærmest trak noget metodisk ind i min tilgang til problemstillingen; men det var også kunstigt.
Forhold af lignende art, ligger inden for beredskabet til at danne en tavle fra den professionelle side. Der er stor forskel på, hvordan en tavle lader sig bruge i et forløb, og hvor krævende det er at indføre den. I nogle forløb er det ligefor, og ligetil, mens andre forløb ikke kan komme ind i et forhold mellem baggrund og figurer. En faktor heri er, alt andet lige, at det at insistere på en tavle, fordi den i tanken er relevant, at udførelsen heraf også er en ‘anstrengelse’. Det kan være lige til overfor en problemstilling og en billedegenstand, tavlebilledet danner sig spontant, og det er nærmest en anstrengelse at holde det tilbage, skal det ikke fremføres. Men der er også tavlebilleder, der aldrig bliver til tavler, fordi anstrengelsen ved at komme op på dette billedniveau, er for omfattende i situationen. Det samme forhold ligger, når der ud af en tavle, springer et nyt tavlebillede, der skal forfølges. Her kan beredskabet være, at selvom der måske stadig er tid til en behandling af det, at det energimæssigt - og hermed også overført ment, fordøjelsesmæssigt - må vente til en anden gang. Jeg kender også til sessioner, hvor jeg har været så træt i forvejen fra dagens arbejde, at selv om jeg i tanken kunne se den nok mest overskuelige og korrekte håndtering af et problemforhold, ved hjælp af inddragelsen af tavlen, så havde jeg ikke energien til at handle på det. Anstrengelsesberedskabet er ikke særegen for tavlen, og det kendes også i rådgivningen ift. til inddragelse af kroppen og ved anvendelsen af de internt udviklede øvelserne. Det kræver noget, at skabe et niveau mere, men når det først er skabt, kan det virke kraftfuldt tilbage på helheden.
Det kendes derfor også, at det kan være svært at komme ud af en tavle, selv om tiden er gået, fordi den nærmest fortæller om noget mere nyt, der kan udforskes, og måske har de spørgsmål og svar i sig, man søger.
Tavlen må danne et defineret rum, med udgangspunkt i tiden. Selv det simpleste tegn, eksisterer kun på den baggrund, hvorpå det fremtræder i tid. Og jeg spørger efter forhold, der repræsenterer dens modsigelser.
Den første modsigelse i tavlen er mellem tavlen og tavlebilledet. Bidrager anskueliggørelse gennem tavlen, med eller gennem dette udtryk, til formidlingen af det problemforhold, der ønskes benævnt, hvad fører det med sig, hvordan virker det tilbage på tidligere problembestemmelser omkring samme problemforhold, og hvad sætter det af nyt perspektiv på udforskelsen af det kommende.
Den anden modsigelse viser sig i tavlens billeddannelse og dens genstand. Bidrager billeddannelsen, og selve processen herom, til at bringe genstanden for problemforholdet, mere tydelig frem, og hvad kan nu siges mere om selve problemforholdet i begrebslig form. Samlet danner de to modsigelser et grundforhold i tavlen, der kan ses som ‘tavlens mulighedsrum’.
Billeddannelsesprocessen må være intersubjektiv kommunikerbar omkring det problemforhold, der afbildes, og samtidig må tavlebilledet realisere det indholdsmæssige, der ønskes fremført, om det er umiddelbart kommunikerbar eller ej. Tavlebilledet må således ses som et udviklingsforhold mellem billeddannelse og (billed)genstand, og det vinder sin værdi gennem dets bidrag til tydeliggørelsen af problemstillingen i genstanden.
Analysen må kvalificere mine begreber nærmere, og her vil eksistensen af kontrære og kontrafaktiske modsigelser, pege på fejlagtige og forkortede bestemmelser af grundforholdet og dets enkelte elementer.
Ud fra grundforholdet, må det være så, at det er indholdet (:genstanden), der bestemmer billedets betydning (:genstandsbestemmelsen), og ikke billeddannelsen, der fra et standpunkt udefra, giver betydning til billedets indhold. Og oversat til psykologsprog: de forestillinger, og dermed de billeddannelser, der udtrykkes, skal gøres med udgangspunkt i den andens problemstilling set som subjekt. Dette rejser et paradoks. Er genstanden den anden, er enhver udtale, en udtale fra et standpunkt udefra, hvilket lukker ethvert subjekt inde i sig selv og ude fra andre på samme tid. Dette må ses som et afmagtspostulat, der skal overvindes, jv. “Kategorier i Gaderummets socialpsykologiske praksis 1979-2009”.
Med disse foreløbige betragtninger på begrebsniveau, skal jeg betragte grundforholdets simple former, de specielle og tilfældige, dets udvidede/udfoldede, og dets sammensatte former, gennem dets elementer af “tavlen, kroppen og øvelsen”. Betragtninger er endt i følgende bestemmelser af de enkelte elementer og deres aspekter:
Øvelsen: a. Fremmøde, b. (tids)møde, c. slutmøde. For enhver øvelse er det af betydning, hvordan man træder ind i den, hvordan den udføres og hvordan den afsluttes. Dette er analogt til den personlige realisering af det terapeutiske rum. Det terapeutiske rum kan ses som en øvelse i sig selv.
Kroppen: a. Den psyko-biologisk tilstedeværen, b. den psyko-sociale-tilstedeværen og c. den socio-biologiske tilstedeværen. Det teraputisker rum forudsætter den kropslige tilstedeværen, og er samtidig den sociale ramme for personlighedens aktuelle eksistens.
Tavlen: a. Gentagelsen, b. bidraget og c. forskellen - og ved inadækvans mellem billed og genstand, så "forvitring", der er at se som ‘abstraktgørelse’, som en ikke-løsning i formen en uholdbar generalisation. En ikke-løsning viser sig i forskellen, og kan stamme herfra, men kan også komme fra gentagelsen og bidraget.
Tavlen præsenterer en problemstilling i billedets form, en problemstilling bestemt gennem fokusering, lokalisering og identificering af en problemudviklingsproces i det behandlede subjekt virksomhedsprocesser, og er samtidig bestemt ved øjeblikket i dens fremførelsesproces, hvori det bruges. Tavlen formidler et øjebliksbillede af den terapeutiske tilstandsform, jf. “Fremstillingsform, indholdsform, tilstandsform og tilgangsform”. Tavlen rummer, ud over sig selv, samtidig kroppen og øvelsen. Tavlen kan være mediet for deres indføring som arbejdsredskaber, og som afbildning af processen hermed, men behøver ikke være det. Samtidig eksisterer kroppen og øvelsen også i det teraputiske rum, uden at efterlade spor på en tavle, i referatet eller i gengivelsen af det terapeutiske møde.
Mine elementer i en teori om det terapeutiske rum - ’tavlen’, ’kroppen’ og ’øvelsen’ - må alle ses som selvrefererende i tavlebilledet, idet de har deres udspring i virksomhedens ’forestillingsevne’, dets billeddannelsesprocesser, når de finder deres ydre form som dannet billede på en tavle eller på papir. Det er samtidig elementer med hvert sit genstandsfelt og problemstilling, og mens de hænger sammen i ‘’(tavle)billedet’, adskiller de sig gennem deres forskellige produktionsbaggrund, deres substans. De griber nok fat i samme stof, det menneskelige individ, men de griber hver især forskellige aspekter og dimensioner heraf, hvilket virker tilbage på stoffet som helhed. Samlet bestemmer deres organiserede samvirke, hvordan den terapeutiske proces etableres og dens problemudvikling afvikler sig.
Du møder op, der skal afregnes et problem, eventuelt går du ind i et yderlige rum, og når du går igen, skulle det gerne have stillet dig bedre overfor livets strabadser, i hvert fald som et trin på lang sigt, eventuelt som den kinesiske omvej, man ikke troede man kunne eller skulle betræde, måske du skal tage nogle konflikter for at bevare dig selv, og samtidig vil dette rejse en usikker fremtid, og hvad at gøre.
Det kan også ske, at forestillingen om en fremtidig problemløsning, antager helt andre former end antaget, fx. at et psykisk problem, som man slås med, ikke er af psykologisk art, men er af anden art, fx. hormonforstyrrelser, somatiske mangeltilstande, bakterieinfektioner oa. Psykiske problemer kan også opstå som følge af gentagen fejlindlæring og rutinisering af individets virksomheden, fx. som følge af samlebåndsarbejde, overvågning, isolationsforanstaltninger, udnyttelse, vold mm.
Samtidig ligger for det terapeutiske rum, at det fra terapeutisk side må rette sig ind efter at bidrage til udvidet livsførelse, hvilket et socialt og ekstra-terapeutisk anliggende, ikke bare på kort sigt som akut løsning, men også på lang sigt som ‘forbedret velbefindende og udvidet handleevne’. Ved en akut løsning, skal der derfor tænkes ind i en løsning, der ikke gør det akutte kronisk på lang sigt. Man kan nok (måske) blive “fikset” hos psykologen, men det er i den daglige livsopretholdelsesproces, at det skal vise sin værdi. Hurtige fiks er som regel dårlige fiks, ligesom at stræbe efter livets essens i terapirummet, er at lede et sted, hvor den ikke er.
Det ligger også i det terapeutiske rum, set som psykologisk behandling, at det skal kunne kvalificere problemets art, som værende af psykologisk karakter, og at ressourcen og kompetencen til dets løsning, ligger inden for det handle- og mulighedsrum, der kan behøves eller kan fremskaffes om nødigt, for en adækvat behandlingsproces og behandlingsudkomme. De handleprocedurer, der skal sikre en kvalificering af problemet, må samtidig kunne henvise de problemstillinger, den konfronteres med og som vurderes værende af anden art end psykologisk, eller psykologisk af særlige art, som det ikke menes at man forsvarligt kan arbejde med, at disse problemstillinger henvises videre til relevant anden side.
Oprindeligt så jeg ikke kroppen og øvelsen som selvreferende i tavlebilledet, kun tavlen, og det betyder at kroppen og øvelsen først optræder i det teraputiske rum, idet eller når de bliver benævnt. Men denne forestilling må falde. Kroppen og øvelsen er allerede til stede som elementer i billeddannelsesprocessen, allerede før deres udpegning og benævnelse, bringer dem ind som determinanter i kooperationen om den andens problemstilling. Spørgsmålet er alene deres status, gyldighedsområde og relevans i den samlede teoribygning, og hvordan det begrundes. Først herefter kan de analyseres nærmere, og udforskes enkelt-teoretisk.
Tavlen er i materialet et gennemgående element i brugerforløbene. Tavlen eksisterer langt fra i alle forløb, og der er stor forskel i antallet af tavler i forløbene. Nogle emner trækker nærmest altid tavler med sig, der så bruges som huskeark for videre. Det gælder særligt for “familie-sociologisk analyse”, for “rum-, grænse- og perspektiv”-øvelserne, og delvis for kroparbejde. Tavlen blev et gennemgående arbejdsredskab, trods at teorien bag lod vente på sig. Der blev tænkt ud fra den, med den og igennem den. Tavlen fik umærkeligt en særlig status i arbejdet. Men vi kom ikke langt dengang i vores forsøg på at etablere begreber om den ud fra en kritisk psykologisk tilgang.
Kroppen er også rigt repræsenteret i brugermaterialet, og modsvarer den betydning som kroppen blev tildelt i rådgivningen. Kroparbejde fik i starten ikke altid en tegning, hvor kroppen og de områder, der havde været i fokus, blev markeret, for tiden kunne være knap. Ofte er det eneste spor efter en afspænding, en afsluttende kommentar i noterne/referatet: “afspænding, massage, kropsarbejde”. Men som tiden gik, blev arbejdet med kroppen en integral del af den psykologiske praksis. Der blev ved henvendelser spurgt ind til kroppen, og det blev ofte formidlet, at kroparbejde var en af de indfaldsvinkler eller metoder, med handleprocedurer til, vi havde til det teraputiske arbejde. Lige så kunne brugere gå i psykologisk behandling, for så senere at blive henvist videre til psykologisk behandling, hvor kroppen kunne inddrages. Dette kan kaldes henvist til “bestemt præference”, at der henvises videre indenfor samme område, når det vurderes, at det bedste behandlingsudkomme kan komme fra skift til en anden psykolog og/eller anden psykolog med særlig præference til en anden og/eller en supplerende tilgang til problemer, herunder til metoder.
Øvelsen har en meget mindre udstrækning end tavlen og kroppen. Øvelsen er gennemgående anvendt i det gruppeterapeutiske arbejde, der altid har haft lokaleforhold tilladende øvelser, mens øvelsen sjældent optræder i enkelt-forløb, og når de optræder her, er det fordi lokale-forholdene specifikt har kunnet tillade det, eller er prioriteret fremskaffet, så nærmere øvelser har kunnet anvendes. I årene mellem år 1994 og 2005 havde vi ikke tilgang til noget større rum, og da vi endelig fik det igen, var det som at skulle starte helt forfra med “erobringen” af det. Samtidig var presset på lokaleplads så stort, at husets eneste og store rum, ikke kunne friholdes til terapi. Så efter år 1994, må det siges, at det har været undtagelsen i rådgivningens historie, når der har været fri eller nem tilgang til et stort rum, som vores ‘lokalt udviklede øvelser’ krævede.
Hyppigheden af tavlen, kroppen og øvelser i materialet er ikke et udtryk for væsentlighed, relevans og status for i det terapeutiske arbejde, men kan være det. Hyppigheden, og fordelingen af dem i forskellige kategorier, siger noget om omfanget, ikke om betydningen af deres brug, og om karakteren af det, de griber i. Betydningen kan sjældent aflæses i situationen, og indfinder sig mere som tendens eller som uvirke. Betydningen kan være fejludpeget, den kan være ufuldstændig, den kan være modsigelsesfuld, ulogisk eller kompleks. Det er analysens formål at pege på de forhold, hvorigennem der kan udvikles betydningsforhold af væsentlighed for psykologisk-terapeutisk praksis.
Det er også muligt, hvad jeg har peget på tidligere, jf. “1. Det terapeutiske rum”, at der kan være flere elementer i det terapeutiske rum end de her 3 benævnte. Det skal analysen kunne bidrage med svar på.
Betragter jeg hvordan elementerne er kommet til veje i analysen, så er det gennem tavlen, der trækker den teoretiske model og den subjektvidenskabelige tilgang til psykologien, med sig, og samlet synes at danne en analytiske enhed. Da jeg efterfølgende gik ned i tavlen på den empiriske side, lagde jeg straks mærke til den store hyppighed af kropfigurer ved siden af tavlerne, og kroppen fik også sin egen kategori som ‘sin egen form for tavle’ oa - at være beslægtet med, men forskellig fra - ved siden af modellen og tavlen. Det hed:
“Oprindeligt var 'tavler', ('modeller') og 'kropmodeller' forskellige identifikationsakser til empiriens enkelte elementer, altså 3 overordnede identifikationsakser i alt. Det har ligget lige for at lave denne opdeling - det er den altovervejende billedmængde der udgøres heraf - men den efterlader andre typer billeder uden plads i startempirien, eller at resten er af samme karakter. Opdelingen havde en parallel-begrundelse, at det datateknisk var nemmere eller hurtigere at få overblik over materialet, hvis det blev ordnet således til en start. Det har så senere vist sig, at i arbejdet med begreberne og den tilknyttede empiri, at tre-delingen af empirien, hvor 'kropfigurer' og 'tavler' er hver deres indgang til empirien, at det bringer uorden i systematiseringen af teoriens data. Der kommer information til, som kun viser videre til sig selv, samtidig med at informationsmængden fordobles, og informationsgraden samtidig forandres i negativ retning. Der er mao. tale om redundant information”, jf. “Første analysetiltag til empirien”.
I bakspejlets lys, var det faktisk overvejende praktiske og interessemæssige grunde, der førte til, at kropfigurer (:kroppen), igennem indscanningen, blev skilt ud i denne form ligesom kropfigurer blev bestemt som de gjorde. Der er så mange kropfirurer i materialet, og selv de er fra min egen hånd, og selv om jeg oplever mig velbevandret i kropsarbejde, og selv om jeg har gjort mig mange overvejelser herom, jf.”, “Spiri-Marx”, “Grundbegreber i psykologien.” og “ Den psykologiske lænestol”, har jeg ikke en samlet subjektvidenskabelig teori indenfor området, jeg kan fremstille. Jeg har heller ikke en intention om det. Jeg forestillede mig mere, at jeg via arbejdet med tavlen, at jeg på et tidspunkt ville nå frem til kroppen, og dermed til denne teoretiske udfordring, men at det lå så langt ude i horisonten, at det ikke var relevant. Men nu er kroppen så tilbage som kategori og element i tavlebilledet - hvilket så også er tilfældet for øvelsen, som jeg heller ikke i starten af analysen ønskede at vægte nærmere som udforskelsesgenstand. Øvelsens udforskelse lå som kroppens, så langt fremme i analysen, at det sås som på den anden side af horisonten.
Lang tid frem efter starten på analysen, optrådte ‘øvelsen’ slet ikke i de analytiske overvejelser, se “Første analysetiltag til empirien”. Det var ikke fordi jeg havde glemt eksistensen af den, og jeg stødte også jævnligt på øvelsen under indscanningen, men den myldrede ikke frem af materialet. Det skyldes flere forskellige ting, blandt andet at øvelser i det terapeutiske rum blev set som problematiske, hvilket kom fra vores blik på, hvordan øvelser indgik i traditionel rådgivning. Her bruges de typisk på teknisk måde til at bringe nyt frem, primært for psykologen, og uden at problemstillingen er intersubjektivt udforsket for inden - for det viste sig, at når der blev gået til værks med ‘problembestemmelse’ som indfaldsvinkel, frem for en diagnostisk, så nåede man sjældent frem til et behov for en øvelse, for problemstillingen var allerede på vej ind i en problemløsningsproces. En teknisk indfaldsvinkel kunne derimod låse en problemstillingen mere fast, og nærmest udsætte en løsning, samtidig med at man teknisk blev kastet ind i et fænomen, der kunne tage magten fra en.
Øvelsen som begreb blev derfor i rådgivningen knyttet til en forudgående intersubjektiv proces, så når den blev anvendt, var det som et fælles afklaret redskab på et foruddefineret problem, der trods mange tiltag, forblev ubevægelig. Og i arbejdet med dette ud fra en kritisk psykologisk indfaldsvinkel, fremkom med praksishistorien 3 forskellige øvelser: grænseøvelse, rumøvelse og perspektivøvelse. Andre øvelser, fra andre traditioner, så vi som teknikker, og som noget, der kunne “leges” med, var der en anledning til at bringe dem ind - men det var også på det niveau, at erkendelsesindholdet bevægede sig. Til gengæld var bevæge-aspektet i mange teknikker, noget der tit blev brugt i det gruppemæssige som i den indledende “kommen til stede” i situationen. I den individuelle terapi, var det undtagelsen at anvende teknikker.
Øvelsen er primært udviklet i den gruppeterapeutiske praksis, og noget omhandler her det simple forhold, at grupperne altid havde det store-store lokale til sin rådighed, et lokale der lagde op at bruge “selve rummet som medie til passende problemstillinger”, og vores 3 lokale øvelser kommer fra udforskelsen af dette rum. I det gruppeterapeutiske anvendte vi også teknikker, men kun i den indledende proces. Det angik de mange forskellige versioner af, hvordan man “kan komme til stede” i situationen og i rummet. Det var alle øvelser vi ikke selv havde udviklet, men overtaget. Det er noteret at de er udført, i bedste tilfælde - eller rutinemæssigt har man som referent forudsat, at det står der allerede med usynligt blæk, og derfor ikke skal skrives igen - og med de ting der eventuelt skal huskes herfra, men som billedelement eksisterer øvelsen ikke. Mange af disse øvelser var en øvelse indtil de var inde som en fælles udførbar rutine-procedure for deltagerne, hvorefter de mere blev set som en praktisk procedure og som en ‘teknik’. Vi gik aldrig ind i brugen af en teknik, herunder øvelsen, uden at det blev begrundet hvorfor; og skulle en øvelse bruges, måtte den psykologiske problemstilling være af en sådan art, at den var kommunikerbar bruger og terapeut imellem, og ud fra et problem, der allerede var lokaliseret, men som det ikke syntes muligt at flytte på. Her er øvelser blevet brugt, nærmest som en teknisk måde til i fællesskab at udforske et fænomen, der driller, stiller sig i vejen eller ikke kan konciperes.
Modsat blev de øvelser, vi selv havde udviklet, stort set alle billedliggjort på en tavle, når de blev anvendt. Det skal tilføjes, at det ikke altid lykkedes at komme ind i praksis med øvelsen, det var nærmest et for voldsomt spring, men så kunne problemstillinger forbundet hermed, tages op, sådan nærmest per stedfortræder.
Øvelsen kommer først med ind i analysen efter at jeg har fået placeret empirien i en teoretisk ramme, hvorudfra jeg kronologisk kan gå igennem empirien nedefra og op, jf. “Metodisk mellemregning: Rum, ressourcer og interesser”, og hvor jeg undersøger hvad der springer i øjnene i forhold til andet psykologisk rådgivningsarbejde med samme problemstillinger.
Da øvelsen faldt på plads som ontologisk element i analysen, viste det sig, at de resterende billedelementer, ud over tavlen, kroppen og øvelsen, alle kunne samles i en yderligere og sidste form, ‘formen for illustration’, fx. de anvendte teoretiske modeller, artikler, praktiske papirer mm. Illustrationer tilhører nok tavlens billede, og der kan være mange af dem i nogle forløb, men den udgør med den nuværende kategoriorden, ikke en selvstændig og selvreferende kategori på tværs af det terapeutiske rum. Illustrationer får først værdi og betydning, når de indføres i praksisformen, perciperes og bearbejdes af subjektet og/eller når subjektet gøres opmærksomt på dem.
Det terapeutiske rum stiller en opgave op til løsning af en særlig menneskelig problemstilling, hvilket er et forhold der må ses som grunddimensionen i den terapeutiske praksis. Opgaven og problemstilling forandrer og udvikler sig ud fra egne træk, og ud fra hvordan de identificeres, gribes, bestemmes og bemestres af de involverede parter. Her påhviler det den terapeutiske kompetence, at der arbejdes med forholdet på et fagligt og etisk grundlag, der sikrer at opgaven løses bedst muligt. Man kan ikke bede brugeren, patienten eller klienten om på forhånd at have sat sig ind i dette, og kan heller ikke på noget tidspunkt revse en bruger for at handle ‘terapeutisk forkert’, at man da burde vide, at det er forkert at gøre sådan i terapien. Ved at omtale noget som “forkert”, lægges der op til, at det skal rettes, og at det modsatte skal udtrykkes i ord som handlen. Det er en farlig vej at gå i det terapeutiske arbejde. Skulle der dog være noget på spil - mener man - at brugeren faktisk handler terapeutisk forkert, så må det præciseres som et spørgsmål om hvori det består som et problem for den anden i forhold til det terapeutiske rum og dets målforestillinger.
‘Rigtig-forkert’ er i praksis snævert knyttet til udbyttet af terapien, hvor det retter sig mod den teraperedes indstilling, holdning eller attitude til dens dagsorden, dens fremgangsmåde og dens perspektiver for den enkelte. Men der er aldrig kun en vej til målet, så ‘rigtig-forkert’ må i det terapeutiske reformuleres i form af ‘hensigtsmæssigheder’ til sig selv og andre, for så får det den problemkarakter, det fortjener, uden at asymmertrien i rummet naturaliseres. Det kræver kun at terapeuten kan arbejde med det, ved at sætte sig ud over egne faste og kendte forestillinger om rigtige og forkerte rutiner på dette område. Og det kræver også - hvad der er forudsat her - at der gås frem med problemstemmelse og ikke diagnostik. I diagnostik er kun underdiagnostik som differentialdiagnostik mulig. Og ved ekstern logik kan dette flytte klasse, så en anden diagnose, et andet element fra samme sideordnede diagnosesystem, med en anden underdiagnostik, spiller på bordet. De indledende faser i opstillingen af diagnosen kaldes også “overservationsperioden”, og herudfra opstilles “hypotetiske antagelser” om sygdommens karakter ud fra sygdomsbilledet som personen fremviser.
I gamle dage, som ikke findes, var der perioder, hvor “observationsperioden” skulle være en beskyttet pleje, så problemet kunne tilnærmes nærmere, og som forudsætning for valg af behandlingsform. De sidste mange år har det dog været således, at der typisk medicineres allerede i starten af observationsperioden, og at observationsperioden er erstattet af en indlæggelsessamtale. Nu vælges medicin ud fra, hvad der på stedet er tradition for, hvilke mediciner der virker på hvilke psykiske tilstande, dvs. standartprocedurer ud fra forestillinger om forskellige sygdomsessenser i de enkelte (psykisk syge) personer - som man faktisk også for deres egen skyld kan eksperimentere med, for at finde det rette præparat og den rette dosis. Det er nærmest en forbrydelse ikke at prøve at eksperimentere!
At rette behandlingen mod lokaliseringen af sygdomsessenser iboende det enkelte individ, burde være en for længst overvundet tankeform. Men den stikker hovedet frem hele tiden. Den psykiatriske praksis praktiserer den og den kommer samtidig til at leve i de enkelte patienter gennem deres medicinering. “Jeg er sådan een, der skal have medicin, eller er jeg bare så trist hele tiden” eller “får jeg ikke min medicin, kan jeg ikke rigtig styre min vrede”. Det er ikke muligt på medicin, at udtale sig om sin medicinering, og samtidig være en troværdig samtalepartner, undtagen i starten eller ved beslutning om udtrapning. For i midterfasen bliver medicinen sin egen begrundelse i form af bivirkninger, indtages den samme medicin ikke. Her kan iatrogensenis for den enkelte, opleves som en befrielse fra det gamle, men .. hvor er det nye?
I diagnosen praktiseres hvad der kan kaldes en “egenskabstilskrivning”, at man er som egenskaben tilskriver, fx. en hidsigprop, depressiv, tænker kun på mig selv, skæv i personligheden mm. Hertil skal lægges, at netop egenskabstilskrivning fra omverdenen, tilskrivninger man ikke kan undslippe grundet manglende bagland, om hvem man er, og hvad man er for en, at når de kryber under huden, så sker det som stemplinger nærmest af sjælekarakter. For stempling, stigmatisering og afvigelse, se Thomas Szasz, E. Goffmans og Howard S. Beckers teorier.
Inden for rådgivningens praksis kom der med tiden et fokusfelt for forskellige forhold, man med fordel kunne være opmærksom på. Forhold, der tit optræder i terapien, men som ikke fik den teoretiske plads de behøvede, hvis de overhovedet blev identificeret. Og det gjaldt blandt andet ovennævnte “tendens til egenskabstilskrivning”, at ansvaret eller skylden for noget lå som en egenskab i den anden, at den anden er sådan en; og sådan kunne man samtidig tænke om sig selv. Det er min skyld, det er mit ansvar, det hele, at det går godt, men dermed er det også ens eget ansvar og skyld, mit, når det går skidt. Denne “verdens centrum” er dog for snæver i sit udgangspunkt. Man kan godt være den man er, og handle som man gør, for man er samtidig mere end sine handlinger. Skal en udtale om noget ‘rigtigt - forkert’ gøres på dette niveau, skal det rettes mod handlinger og handlestrukturen, for her kan der gribes ændrende ind, såfremt subjektet kan træde i kontakt med sine handlegrunde, tilskyndelser og betingelser. Indenfor en egenskabstilskrivningstankegang er udvikling ikke mulig, hvilket er det samme som vi fandt for midterfasen i medicinering.
Det ‘rigtige-forkerte’ ligger som basis i de generelle normmæssige og social-historiske tankeformer om sædvaner og handleforskrifter, handlepåbud og handletabuer, og samtidig er de generelt afregnet for de personer, der lever i praksisformerne. Der er sanktioner i forskellig grad, træder man ved siden af, eller forbryder sig mod den herskende orden. Mange fattige havner stadig på psykiatriske afdelinger som psykiatriske patienter; mange overgrebne medicineres stadig som psykisk sige; mange børn gøres til psykiatriske patienter stadigt tidligere i deres liv, trods at deres problemstillinger af af social art.
I det terapeutiske kommer alt det samfundsmæssige ind på sin måde, og alt kan optræde som problem, konflikt eller tabu i problemudviklingen. For italesættelse, i relation til problemet, må intet være helligt. Og alt kan også udtrykkes, er der også snor i følelsen. Det terapetiske skal løse det livsmæssige, det angår, gennem udvikling, ikke disciplinere gennem tilpasning til tilfældigt lokale normer eller involverede behandleres moralforestillinger. På fire områder har rådgivningen mødt den moralske dom forud den behandlingsmæssige for indlagte tilbageholdte patienter uden behandlingsdom.
1. Det gælder på hashen område, hvis man ikke vil holde sig fra det og/eller ikke vil love at holde sig fra det. Udgang kan nægtes i flere halve år.
2. Indenfor det seksuelle omkring det “såkaldt” promiskuøse, hvor man tilbageholdes, fordi man ellers vil gå i byen og have seksuelt samkvem med tilfældige personer, også selv om man udtrykker det modsatte. Man bliver ikke troet, hvilket i sig selv ligger op til en øget tendens til at gøre sådan i protest. Paradoksalt nok er der også forskellige mediciner, der når de blandes sammen, fjerner mange hæmninger, og netop disponerer denne adfærd.
3. Hvad angår livsstil som punker, harakrisna tilhænger mm. De ses som normdeficit og psykotiske, der via medicinering skal bringes på rette kurs.
4. Psykoser af religiøs og symbolsk karakter, ofte med udgangspunkt i gamle traumatiske hændelser eller som følge af et skift til en kultur, hvor ens sprogstamme, ikke har kunnet følge med op i det nye sprog, der kræves. Medicinering i disse tilfælde, blokerer nærmest for enhver efterfølgende fremtidig overvindelse af, at den samme psykoseform ikke skal vende tilbage igen og igen. Det er tale om overbelastningsforhold af særlig art, der som et nyt univers må tilegnes, så man igen kan komme tilbage og ned i sine egne fodspor.
Problemet ‘rigtigt - forkert’ i det terapeutiske er et problem på niveauet af den overordnede målsætning og opgave. På dette niveau kan der tales om “forkerte tilgange” til terapien fra brugerside, samtidig med at bruger ikke selv ved heraf. Men det må som sagt tematiseres i dets handleaspekt for personen, ikke som en egenskab i personen selv, der skal rettes. Problemet kan ligge i selve den personlige tilgang til terapien, eventuelt til hele verden, at denne kan være overlejret af en bestemt ‘indstilling, holdning eller attitude’, der determinerer hvordan problemer overhovedet opfattes eller skal opfattes, også i det terapeutiske rum. At der er valgt en holdning/tilgang, gennem en værdisættelse og nærmest som en karakterstruktur, der ikke skal forandres, selv om løsningen af opgaven forudsætter en forandring. Det skal dog ikke opfattes som ‘modstand’ i traditionel psykologisk forstand, men mere som at sidde fast i en overgribende konfliktbemestringsproces, der ikke er løst, men som man bærer på hele tiden, af mangel på bedre, eller af mangel på klarhed herover. Altså et stress-beredskab, der dominerer hele ens liv, nærmest som kropslig karakterstruktur og tragisk drama, der ikke er nogen udvej ud af.
At formulere det ‘rigtige-forkerte’ er af en særlig art, da det er knyttet til asymmetrien i det terapeutiske møde. Det samme angår udtrykket: “Det er altså mig, der har magten eller kompetencen her”. I udgangspunktet fældes en dom, der uddefinerer den anden, så genstanden må i overensstemmelse hermed, være en grænseegn, der er til debat, ellers er det normativ tale og ikke problemudviklingstale.
Der har været mange brugere, der har berettet om, at de i tidligere kontakt til rådgivning, psykologisk som psykiatrisk, har oplevet at blive skældt ud, korrekset, gjort små eller skammelige, og nærmest som var det en legitim integral del af behandlingen. At man kommer to minutter for sent, og får en normfortælling om, at man spilder den andens tid, også selv om man har betalt for den. Det kan også være, at påklædning og makeup påtales som problematisk, eller at påtale adfærd uden for terapirummet igennem en opdragende funktion.
Den opdragende funktion kan til eksempel se således ud: En ung mand i 20-erne farede engang vild i sin egen kreativitet. Han kom fra fattige kår, og måtte efter skolen klare sig selv, hvad han gjorde gennem forefaldende arbejde. Men samtidig arbejdede han i sin fritid på sin guitar, med sang og kompositioner. Han var dygtig, og sprang til sidst ud i, at ville prøve at leve af det.
Det lykkedes ham ikke så godt. Men han lod sig ikke slå ud og arbejdede videre med musikken og hårdere og hårdere. Han fik ikke rigtigt noget mad, da pengene var få, men altid havde han cannabis tilbage fra årets hjemmedyrkning, og det tog altid sulten, når pengene var sluppet op. En dag henvendte han sig på den psykiatriske skadestue. Trist, forvirret og afkræftet. Han havde ikke spist i flere dage, da han ikke mente at kunne belaste hans venner med mere.
Der blev straks startet en behandling med antipsykotika, lidt angstdæmpende og noget sovemedicin. Efter eget udsagn gik der en uge, før han kom så meget til sig selv, at han kunne huske, hvorfor han var gået til psykiatrien, men samtidig oplevede han sig på påvirket af psykofarmakaen, at han frabad sig mere. Det blev ikke imødekommet. “Han ville få det bedre i løbet af et par måneder, når medicinen var kørt ind”, blev der sagt. Han bad sig udskrevet, men det førte til, at hans frivillige henvendelse til psykiatrien, blev ændret til “tilbageholdelse på behandlingsindikation”.
Der gik på måneder, som stort set foregik liggende i en seng, da afdelingen nok lovede at ville hente hans guitar fra hans hjem, men aldrig gjorde det. Men han indordnede sig og blev lovet udgang. Stor og tyk var han nu blevet. På vej ud skal af afdelingen, møder han afdelingens overlæge. Han stiller sig i vejen i døren, og begynder en snak om, at “hash er forfærdeligt stof, og det skal han holde sig fra”. Han nikker, siger med henvisning til andre samtaler med overlægen, at han ikke deler synspunktet om farlighed, men at han ikke har tænkt sig at ryge mere. Situationen udarter sig. Overlægen udtrykker at han ikke tror på ham. Til sidst - efter mange gentagelser - beder han overlægen flytte sig fra døren, da han har udgang, og han søger at gå forbi på den ene side. Det gør overlægen ikke, men vælter halvvejs, da han går ind foran patienten på vej ud.
Det endte med tilbageholdelse, at medicinen bliver sat op, samt at der indgives anmeldelse om vold fra patientens side. Et halvt år efter falder dommen, en behandlingsdom på 5 år. Det blev til 4 år inden døre.
Alt i alt kom han først ud af dommen og psykofarmakaen efter næsten 9 år, hvor kontakten fra psykiatrien side ophørte. Psykisk havde han overlevet gennem sin guitar, men som værende på medicin i så mange år, oplevede han, at han nærmest skulle starte forfra med at spille og synge. Det prøver han så på i dag, mens han på laveste kontanthjælp, køres igennem det ene aktiveringsforløb efter det andet. Han føler sig skadet af psykofarmakaen, og har mere end svært ved at leve op til kravene. Han føler tit han ikke kan mere, og han trækkes konstant i sin ydelse for et eller andet fremmøde han ikke har fået gjort, eller kom for sent til.
Som han siger i dag: “Jeg har et lige så elendigt liv i dag, som for 12 år siden, da jeg henvendte mig til psykiatrien. Det vil jeg ikke gøre i dag, også selv om jeg får det dårligere end jeg har det nu. Så bliver det strikken. Men lige nu holder jeg fast i, at når foråret kommer, så bliver det nemmere”.
At stille sig som behandler på problemets side, frem for at bruge sin kompetenceforskel som diminioritiv magt til at forcere og igangsætte (uholdbare) løsning, kræver at der kan arbejdes med problemet i et kooperativt sigte. Og med et koncept der tillader dette, jf. koncept om “Problemer, problembestemmelse og misforhold”, og dettes særlige aspekt af ‘problemsætten’, der
“kategorielt præsenterer dén subjekt-agtighed, hvorigennem noget i sig selv objektivt-fremmed fastholdes. Herigennem kan selve den grundlæggende proces af restriktiv "løbsk praksis" gribes som opgaven om `problemafklaring`, hvorved det givne, fastlåste, forhold kan bevæges mod en mulig fremtidig almen udviklingsopgave. Som udviklingstype udgør problemsætten - og dets pol: problemafklaring - en (under klassemæssige betingelser) specifik konfliktproces, idet problemers alment-menneskelige karakter, der er givet gennem:
1. selve udviklingen af problemforholdet,
2. dets formulering, samt
3. dets løsning,
er faldet de involverede af hænde som noget "afsubjektiveret".
For disse tre procesdimensioner i problemer, jf. Seidel 76: "Denken. Psychologische Analyse der Entstehung und Lösung von Problemen", Campus”, jf. afsnit 2 i “Bevidst sanselig virksomhed”.
Problemsætten / problemafklaring er således den centrale dimension i den ‘terapeutiske’ problembestemmelse, men er ikke bundet hertil. I terapi retter den sig mod “det uudviklede” i den asymmetriske mødesammenhæng, som det terapeutiske rum grunder i, jf. “Model-skitse A2.2. Asymmetrisk mødesammenhæng. Subjekter i en specifik kompetence-inkompetence struktur”, mens den generelt er en egenskab ved subjekts intentionalitet. Det er gennem dette forhold at subjektet diskriminerer mellem sociale betydningsforhold og rangordner dem som opgaver, problemer og konflikter, og derigennem afvikler sin dagligdag, og det er når noget i denne dagligdag udvikler konfliktkarakter, der ikke umiddelbart lader sig løse, ophæve, og derfor som afmagt bygger sig ind i ens handlerutiner, at det kan komme til, at afmagten bliver så stor, at man søger eller placeres i et “terapeutisk rum”, hvor opgaven at løse, er ens egen livssituation. Så kan situationen se sådan ud:
At gribe ud fra problemfaser og opgaveorientering
Logikken udgøres af de tre problemfaser:
1. den terapeutiske situation kommer i stand ud fra en imod hinanden rettet opgaveorientering, hvor
2. begge spontant søger et greb om problemet (:et problemgreb), hvilket
3. kan resultere i en bestemmelse af den konflikt (:konfliktbestemmelse), der løst trænger fremmedbestemtheden tilbage, jf. “Opsummeringer som del af den terapeutiske proces”.
Som særlig praksisform, er terapi bestemt praktisk og teoretisk, allerede før vi analytisk søger et begreb om den, jf. Frigga Haug 1981: “Dialektisk teori og empirisk metodik”. Det er to personer - eller flere - der mødes i det terapeutiske rum, og problembestemmelsen kan være i flertal, eventuelt i flere niveauer, og de hermed forbundne forskellige ståstedet og standpunkter betyder også, at der er forskellige sags- og perspektivsnit til stede på samme problemstilling, fra behandlerens side set som et professionelt problem, der skal løses, og fra brugerens side set som et livspraktisk problem, man er personligt involveret i eller bærer af. Der er lige så mange perspektiver, standpunkter og ståsteder til stede, som der er personer tilstede - for ikke at tale om de dagsordener for metoder og målsætninger, som selve lokalisationen kan stille op, gøre krav på, og som på forskellig mere eller mindre indirekte eller direkte formidlet vis, indrammer det terapeutiske mulighedsrum, hvordan det kan bevæge sig, og hvad der med det, realiseres af potentiel samfundsmæssig handlen.
I den videre analyse af tavlen, kroppen og øvelsen, skal jeg i første omgang anskue dem uden systematisk skelnen mellem bruger- og rådgivningsside, dvs. uden markering mellem bruger- og terapeut-standpunkt og -ståsted. Ligeledes vil jeg også abstrahere fra forholdet mellem lokalisationens krav og perspektiv og målsætningen i den forefundne terapipraksis. Mine abstraktioner betyder samlet, at der indledende abstraheres fra niveauet af relationen mellem terapeut og bruger - den relation som det meste terapi ser som afgørende kvalitet for skabelsen af forandringer.
I udgangspunktet er terapirummet til for brugeren, men det er samtidig på behandlerens præmisser, hvor nogle kan stå til diskussion og ikke andre. De indiskuterbare emner kan terapeutisk søges løst, hvis muligt – ellers skilles parterne - og de problemer der ligger uden for behandlerens område, kan tackles ved ledet og styret afvisning/henvisning til anden side. Forud det terapeutiske rum, er den henvisende sammenhæng, og det kan også være en selvhenvisning.
Som et terapetisk rum kan slå en problemstilling op for en bruger, så slår en brugers problemstilling ikke nødvendigvis et terapeutisk rum op. Det afhænger af, om problemstillingen gribes terapeutisk og hvordan, eller om den afvises som terapeutisk problemstilling. Terapeutisk rum og brugerproblemstilling - som (terapeutisk) problembestemmelse - opstår i og med det terapeutiske rum, men er forberedt udenfor igennem brugerens samlede livsbetingelser, som de udtrykker sig gennem brugerens personlige problemstilling i sin livssituation. Samtidig kvalificeres terapeutisk rum og brugerproblemstilling - der sker en terapeutisk “problemsætten/problemafklaring”, jf. ovenfor - og denne kvalificering, bestemmer deres karakter. Den personlige problemstilling skulle gerne være repræsenteret gennem den terapeutiske problembestemmelse. Det er langt fra tilfældet i generel henseende. Den terapeutiske problemstilling kan være bestemt på forhånd, før personer træder ind i det terapeutiske rum, hvilket er en metodisk fastlæggelse af problembestemmelsen. I alle tilfælde er der en relation mellem visitationen, hvilken art den så end har, brugerens problemstilling og dens repræsentation i den terapeutiske problembestemmelse.
Mange brugere i rådgivningen havde tidligere erfaring med rådgivning fra praktiserende læge og fra kontakt og indlæggelse i psykiatriske system. De fleste af denne gruppe var på psykofarmaka ved henvendelsen til rådgivningen. Der var ikke kun personer enkeltdiagnoser, men også med dobbeltdiagnoser, men i perioder også mange med tre eller flere diagnoser. De færreste tog kun en type medicin, de fleste tog flere typer samtidig, og ofte tilsat sovemedicin. Jo længere en psykiatrisk karriere havde stået på, jo flere diagnoser og jo mere psykofarmaka var der kommet til som den daglig dosis - et mønster der allerede dannede sig i rådgivningen i starten af 1990erne, og som synes at ligge i psykiatrien som tendens, at der på problemer, der ikke arter sig - og hvilke gør det - sker en medicinering af patienterne helt til bunden. Der er nærmest ikke et præparat tilbage, som ikke bliver prøvet, og alle i prøves i diverse doser og kombinationer, og som tiden går bliver patientens tilstand kronisk, men så kan man udskrives så til gaden eller placeres på anden institution. De ender også tit med at supplere hinanden, gaden og institution, og som regel altid, så længe der er psykofarmaka med i spillet. Omvendt er muligheden for at få en slags overgribende hjælp, som psykiatrien udgør, udenfor psykiatrien, meget begrænset. Det afhænger i dag af lokale og frivillige sammenhænge, som der er langt imellem, og som kun sjældent har en slags døgnåbent praksis, hvor det også er muligt at flytte ind og få hjælp samtidig. Desuden ligger i mange sammenhænge en udbredt skepsis overfor at involvere sig i psykiatriske patienters behandling eller livseksistens, ligesom mange professionel behandlere viser medicineringens problematik tilbage til psykiateren, og eventuelt også afviser at have at gøre med psykiatriske patienter overhovedet. Når man først er medicineret af læge eller psykiater, er man et psykiatrisk anliggende ene og alene - synes eksisterende tankeformer at indeholde et stort diktum af.
Som der kom brugere i rådgivningen, der havde været været eller stadig var i psykiatrien, kom der også brugere, der var førstegangshenvendere til rådgivning, eller hvor en bruger tidligere havde benyttet andre behandlere end psykiatere - som regel købt sig til det, ud fra ingen eller sparsom økonomi - men hvor de ikke kunne komme længere. Nogle brugere i rådgivningen kom end ikke selv, men deres kammerater kom med dem. For disse var frygten for at risikere psykiatrisk kontakt, eller at blive henvist dertil og ikke kunne undslippe, så overvældende ubehagelig, at de hellere ville i gå graven, end risikere dette - og deres livssituation var i overensstemmelse hermed at isolere sig, og håbe at det hele gik over. Det gør det så ikke altid, og man ender i psykiatrien, hvis ikke ens venner gør noget, for at finde alternativer. Man behøver ikke at have været psykiatrisk patient, for at have det sådan. Det kan være nok, at man til anden side stifter kontakt, fx. at ens forældre er inden for psykiatrien, eller man har haft en ven, der gik under derinde, se beskrivelsen i “En tilfældig morgenstund - eftermiddag - aftenstund i 2001”.
Ud fra hvordan problemer løste sig op i rådgivningen, var det meget tydeligt, at de psykiske sygdomme - som det blev påstået brugerne led af - ikke var af psykiatrisk art eller karakter, men psykiatriskabte, altså iatrogenesis. Der blev imidlertid en gruppe i gruppen tilbage, gruppen der havde en årelang institutionel baggrund bag sig og med et stort medicinindtag. De var levende zombier, men det gik galt næsten hver gang der blev prøvet med mindre medicin, hvilket jeg tilskriver manglen på en stabil døgnramme for disse personer - og her var vores muligheder meget begrænset. I bakspejlet kan jeg se, at der skal en meget lang kontinuerlig tidsfaktor til for overvindelsen heraf, 5-6-7 år, hvis og når det er muligt. Kom vi tidligt ind i en psykiatrisk behandlingskarriere, stillede problemerne sig altid anderledes, og de løste sig nærmest altid op, dog kunne det også tage lang tid. Det ligner, at psykiatriens diagnosstiske fremgangsmåde, først og fremmest skaber sine egne uløste psykiatriske sygdomme.
Vi lærte i rådgivningen og gaderummet, at forholdet mellem brugerens problemstilling, og dens repræsentation i det terapeutiske rum, at der ikke behøver være en sammenhæng herimellem, eller at sammenhængen er ydre og dermed identisk. Mange brugere af rådgivningen havnede som alle andre på skadestuen, hvis de var ude for ulykker. Men for de, der havde en psykiatrisk karriere - eller havde haft det - her skete der ofte en overførsel af personerne til psykiatrien, typisk til lukket afsnit og mod deres vilje, og uden at deres somatiske skader fik opmærksomhed, da den måde de fortalte om dem på, havde vakt mistanke, eller måske de bare var forhutlede og usammenhængende. Vi kendte dem, men stod tit magtesløse, når et somatisk problem blev transformeret til et psykiatrisk, og den enkelte dermed ikke fik den nødvendige pleje. For flere betød dette, at de blev invalideret, fx. når der ud fra psykisk indikation, blev afslået nødvendige somatiske behandlinger. De kom til at gå med muskelskader, der blev kroniske, og det virker som der er utroligt mange indrømmede fejl- eller undladelses-behandlinger til stede i dette problemfelt, hvor det efterfølgedne har været for sent at rette op på dem.
Rummet kan benyttes til en kontrol- og/elleren herskabsbestræbelse, alt afhængig af hvad der ønskes. Det kan også stilles en bruger til rådighed som ’brugerens frirum’, men selv her vil der være en ’bestræbelse’ eller ’intention’ til stede om noget bestemt, der ønskes fremmet for brugeren; og det vil stadig også være på behandler-institutionens præmisser. Og selv om rummet præsenteres som havende bestemt hensigt - hvad et frirum også har - er det op til de involverede at realisere det, hvad de må gøre ud fra deres eget perspektiv på problemstillingen. I realiseringen er det også muligt at gå imod de fra andre ønskede intentioner, og udvikle en modstrategi. Så selv om en terapeut kan sige til sin bruger, at tiden og rummet er et frirum, brug det til, hvad du har behov for mv., så et “frirummet” selv et element i en større form, hvis indhold og form det har sin gang i, og som medbestemmer den konkrete rådgivnings betingelsesgrundlag og handlegrunde.
Sigtet med det terapeutiske rum kan også gøres ud fra dets karakter af selvbevægende praksisform, og at perspektivet anlægges som formens almengørelse, dvs. igennem dens udvikling til selvbestemmende arbejdsvirkhed. Kontrol- og herskabs-bestræbelsen ligger i det terapeutiske rum som betingelsesforhold, som den terapeutiske praksis abstraktivt kan reduceres til, men det er også et kooperativt mulighedsrum, afhængig af omstændigheder, ressourcer og faglighed.
I arbejdets perspektiv omhandler terapi lidelsesbemestring som “generobring af fremmedbestemte sociale og psykologiske betingelser gennem negering af egen praksis via produktion af livskraft”, jf. s.2 i analysen af “Terapi -samfundsform -subjektivitet”, hvor dets almene udviklingsformer historisk og strukturelt-genetisk er bestemt som:
Udgangspunkt: Fremmedbestemt situation for opstilling af fælles handleskridt.
A: Første modsigelse i terapirebet: forbund om situationen og forhandling om en bestemt påvirkning af den berørte;
B: Anden modsigelse i terapirebet: problem-oparbejdning gennem perspektivsætten på løsning af situationens problem og kooperation om hinandens standpunkter;
C: Tredje modsigelse i terapirebet: kooperativ problemudvikling gennem forbund om målsætnings-processen og forhandling om overgang dertil.
For disse udviklingsformer, se afsnittet: “Terapirebet - skitse til en kritik af terapibehandlingen”.
Udviklingsformerne eksisterer som im- eller eksplicit knyttet til ethvert terapeutisk fænomen, og dermed som dimension i det terapeutiske rum. Dimensionen er en udviklings-dimension, forstået på den måde, at såfremt der sker en almengørelse i det terapeutiske, så sker det gennem disse arbejdsvirksomhedsformer.
I tavlebilledets tilfælde må det sigte, vi anlægger, kunne nærme sig genstanden på asymptotisk måde. Og selv om tavlebilledet er element i arbejdets perspektiv som almengørelse, adskiller det sig også grundlæggende herfra. Tavlebilledet er ikke struktureret på forhånd, men det søger gennem sin dannelsesproces, at konceptionalisere elementernes arbejdsform, dvs. deres almene retning, for det kan ikke antages, at de forskellige elementer allerede virker i arbejdets perspektiv. Tavlebilledet udgår fra det ustrukturerede, men peger elementer, systemer og strukturer ud. Tavlebilledet dannes ikke ud fra arbejdets perspektiv, men skal gerne komme til sig selv som arbejde, som relevant, duelig og afgørende virksomhed. Udgangspunktet er i det tilsyneladende, det umiddelbare eller det middelbart brugelige, i det der kan have problemkarakter i det aktuelle, hvordan dette så end kan sættes på begreb i streg, tegn og information.
Analysen og bestemmelserne i dette papir, er bestemmelser på vej op i det konceptionelle niveau, hvad der er blevet benævnt med den vertikale tilgang til niveauet for tavlen. Og hvordan tavlens enkelte elementer møder dette niveau, må være vores næste analyseskridt,
her -> "24_Tavlebilledet som det terapeutiske rums elementaere grundform".
