Maj 2017
Løbende kan der komme mere til
Den først form for modeller og dens forbehold
Om modellen hidtil i analysen
En mangelfuld begrebsmæssig differentiering og dens datateksniske fordobling
Om begrebsdifferentieringer
Typografielementerne
Den første modeloversigt blev udformet i dec.2011, som fase 2 i analysen. Det var det første "hele model-udkast", til senere udbygning, korrektion og præcisering, for der var stadig hjørner af materialet, jeg ikke havde været i. Jeg har derfor sideløbende med andet, samlet modeller op, når jeg mødte dem, og mine ukendte hjørner er blevet færre.
Da der altid vil være hjørner af eksisterende og evt. nyt ukendt materiale, hvorom det kan siges, at de ikke er helt færdigbearbejdede - hvorfor der principielt altid kan komme mere og nyt til - er det i sidste ende en definitionsopgave at afgøre, hvornår bearbejdningen af materialet skal stoppe og/eller må siges at være færdig. Så hvornår er jeg færdig med at lede efter modeller, og hvordan træffer jeg beslutningen.
Problemet er analogt til, men mere generelt end, problemet på det enkelt-teoretisk niveau mellem typer og enkelttilfælde, og hvor en enkelttype samtidig kan være en generel type. For type og enkelttilfælde, se Problemet om "type". Er en enkelttype konceptionaliseret i materialet, kan nok så megen "mere materiale" ikke fortælle yderligere til typen, kun om nuancerne i enkelttypens konkrete eksistens, og man bliver ikke klogere på de generelle og mere almene træk; Men kan det "mere materiale" ikke indoptages i de eksisterende typer, så står man overfor eksistens af en eller flere andre/nye typer. Kan enkelttyper derimod gøre dette, indoptage materialet, er materialet, i hvert fald på det givne tidspunkt, med de givne begreber og metoder til rådighed, færdigkonciperet i sine hovedtræk.
Efter at have været igennem modellerne igen, kan jeg øjne en første færdig form. Der synes ikke at komme flere modeller til, der ikke allerede er repræsenteret i formen, dog er der to enkeltmaterialer, som tilhører formen på et endnu uafklaret metaniveau, og som ikke er bearbejdet: Tegningerne af Grundlegung, som er 'modeller på vej ind i teorien', og praksismodellerne fra "Fællesmøde - og supervisonsmaterialet". Det ligner, at jeg skal have dette materiale med, inden jeg kan forlade mit grundniveau. Så min første "færdige" form er endnu uden disse to elementer.
Formen er bestemt ikke blevet som tænkt på forhånd, hvor det mest var det skønshedsmæssige og overskuelige, hvad angår præsentationen af modeller, som jeg fandt det nødigt at forbedre, samt få hold på de uklarheder og mangler der var i det oprindelige model-udkast. Min tanke var slet ikke at gå begrebsligt ind i modellen, for det kan jeg ikke på dette analyseniveau, hvor det mere er lokalisering, inddeling og ordning af visuelle udtryk i materialet set som teoretiske empiri. Men det stod hurtigt klart, at selv på dette "underniveau" af modellen var min analyse utilstrækkelig og ufuldstændig. Noget skurrede, noget var ikke helt som det skulle være, og følelsen af 'livløshed' i mine begreber om modellen, havde længe hersket, uden at jeg kunne sætte fingeren på det.
Som det er med et problem, der ikke umiddelbart lader sig lokalisere, men som alligevel blander sig mellem linierne og begreberne, så vil en insisteren på dets løsning kaste erkendelse af sig, såfremt historien huskes, ellers vil insisteren være handlen i blinde eller som try-and-error. Samtidig skal et problem have nået en vis udviklingsgrad, før det kan gøres til genstand for erkendelse. En fornemmelse er ikke nok, men en vedvarende fornemmelse, der studeres i sin historiske struktur og funktion, vil kunne vise hen til forskellige genstande for fornemmelsens arnested. Den anden side af et problem, er den logiske fremførelse af problemstillingen, og hvad siger dette i sig selv siger om problemet, der nærmest følelsesmæssigt er på spil, men som ikke kan formuleres alene fra denne side.
Som det tit er med et problem, når det løses, fordi forudsætningerne og betingelserne er til stede, så sker det gradvist, og erfares mere i bakspejlet som en løsning, end det var en påtænkt opgave, man endelig fik hold på. For der var ikke nogen 'opgave' før; der var noget der ikke var som det skulle være. Der var et fravær af noget, der blev efterlyst, hvis det overhovedet var klart, at fornemmelsen(erne) omhandlede fravær. Det kunne også være, at fornemmelsen knyttede sig til begreber og forkerte logiske sammenknytninger.
I dette tilfælde med modellen, var løsningen så simpel, at jeg ikke så den, før jeg erfarede en af mine egne formuleringer. Den gav ikke mening, ud over at være tautogisk, og så udnyttede den endda ikke kraften, der ligger i en tatologi, hvad angår dens erkendelsesmæsige funktion. Det gælder føgende sætning fra indledningen:
'Da der altid vil være hjørner af eksisterende og evt. nyt ukendt materiale, hvorom det kan siges, at de ikke er helt færdigbearbejdede for lokaliseringen af modeller - hvorfor der principielt altid kan komme nye modeller frem - er det i sidste ende en definitionsopgave at afgøre, hvornår opsamlingen af modeller skal stoppe og/eller må siges at være færdig'.
Formuleringen giver kun mening, når der skelnes mellem modellen i empirien/materialet og modellen i analysen. Der er ikke tale om samme genstand, men om en overføring, en transformation eller en gengivelse, og om forskellig modalitet. Den begrebslige regning ligger ligefor, at differentiere mellem model og modelbillede, hvor modelbilledet er modellens repræsentation i analysen, og hvor det springende punkt er selve overgangen, bevægelsen, mellem model og modelbillede. Formuleringen skal derfor ændres til, med det ændrede begreb i rød:
'Da der altid vil være hjørner af eksisterende og evt. nyt ukendt materiale, hvorom det kan siges, at de ikke er helt færdigbearbejdede for lokaliseringen af modeller - hvorfor der principielt altid kan komme et nye modelbilleder frem - er det i sidste ende en definitionsopgave at afgøre, hvornår opsamlingen af modeller skal stoppe og/eller må siges at være færdig'.
Jeg skal senere vende tilbage til denne differentiering af model i model og modelbillede, og som modsigelse således 'model // modelbillede'. Men først hvad indførelsen af denne får af konsekvenser for den nuværende data- og analysestruktur.
I den første modeloversigt opererede jeg med, at der løbende ville komme ny modeller til, og at det aldrig ville stoppe, da selve analysen også anvender og producerer modeller til sig selv. Og for at kunne holde styr på oprindeligt materiale og modeller, og på de i analysen anvendte og udviklede, udformede jeg en række oversigts-ark til de forskellige typer af modeller, og hvortil der løbende for alle de forskellige typer af modeller, kunne tilføres nye fundne modeller og nye skabte model. Det førte til følgende elementer:
0. Oprindelige modeller i empirien - oversigt
0.1 Oprindelig empri som illustration
1. Model-skitser <-- indførte modeller
2. Model-udkast --> analyse-model
3. Empiriens mindste-enheder <--> typografi-elementer
4. Modeller der tilføres analysen - samlet 1,2,3 --> analytiske billeder i analysen på et givent tidspunkt
Model og tavle
index 2 modeller små yderstvenstre
index 2 ordnede modeller store billeder
index 2b Hoved MODELLEN praksisbestemmelser
Samtidig skabte jeg et element for hver 'model', hvilket jeg nu skal opfatte som et ' modelbillede', med 5 egenskaber tilknyttet:
Modelbilledets aspekter
1. modellens benævnelse i teksten som fil/elementnavn,
2. modellens placering i materialet/teksten som henvisende link,
3. selve modellen i en første overskuelig form,
4. link til modellen i sin oprindelige udgave, og
5. til yderligere information om modellen, efterhånden som analysen skrider fremad.
Og modelbilledets aspekter grafisk:
Aspekterne siger dog i sig selv intet om modelbilledet som model, men viser hen til dens opkomsthistorie, benævnelse og udforning, og dermed til modelbilledets anden modalitet.
Med enhver model - fundet som skabt - repræsenteret som et selvstændigt element med ovennævnte aspekter, samt opdaterede oversigtsark over alle, følte jeg mig på rette kurs. Jeg kunne løbende tilføre nye modeller, både fra nyinddraget/nyfundet oprindeligt materiale, og af det skabte/etablerede i analysen, og samtidig på ethvert givent tidspunkt have en færdig form for alle modeller som et analytisk øjebliksbillede.
Som nævnt i indledningen kan der altid komme mere til, men også at det er et definitorisk problem, der skal håndteres på et tidspunkt. Som det ligger i begrebet 'definitorisk', opererer det på en mængde, der besluttes om, og vi stilles overfor hvilke kriterier, vi kan afgøre dette med. Kriterierne skal have med materialet at gøre, og med de krav, der analytisk stilles til bearbejdningen af materialet. Det omhandler, hvad materialet skal bruges til, og hvordan det forestilles at opnå dette. Oprindeligt kom jeg til modellens materiale, da jeg erfarede at udforskelsen af min genstand "tavlen" blandt andet gik igennem modellens samtidige udforskelse, og selv om jeg i starten ville nøjes med dele af tavle-materialet, da det ellers var for omfattende, så havde jeg alligevel forestillingen om, ud fra tilgængeligheden af modellerne allerede, at jeg kunne finde stort set alle. Og det har prøvet på. Modellerne er valgt ud gennem følgende kriterier:
1. Alle elementer af visuel karakter fra det teoretiske materiale er taget med, og kun direkte billeder, fotografier, kunst, kort, stregudtryk mm. uden kontekst er valgt fra.
2. Er noget uden kontekst, og har det ligheder med ‘modeller’, er det taget med.
3. Skemaer, oversigter, opgørelsesark mm., er taget med som model, når de indgår i en konceptionel sammenhæng.
4. Visse billedudtryk er også taget med som modelbilleder, fx. en hus-indretning af Studenterhuset, fordi der i den ligge en visuel historie, hvor rådgivningen gennem mange fotomontager i Ekstra Bladet igennem flere uger i 1993, blev beskrevet på en generel måde, med et enkelt billedudtryk, “Terrorist-rede på universitetet”. Fotomontagen satte billeder i gang, og så blev der suppleret med modeller og skemaer over rådgivningens “terror-financiering”.
Terminologisk er der tale om, at modeller 'lokaliseres' empirisk i materialet, og det sker gennem en 'focusering', hvor sekmenter fremkommer, enten med benævnelse tilknyttet det visuelle der opfattes som model, eller med en benævnelse, der skal læses ud af teksten. Jeg har flere gange været igennem materialet, og opfatter min søgning som færdig på det gennemgåede materiale. Og jeg vil indtil videre se det nuværende modelmateriale som repræsentativt og tæt på fuldstændig for modellens eksistens i empirien. Der kan komme flere til, ligesom de eksisterende ubearbejdede modeller kan give anledning til nye modeller i materialet, men det udbygger det indre grundlag for modelbillederne uden at ændre selve karakten på det. Hvis jeg kun havde søgt et udsnit af modellerne, og var tilfreds med det, så ville jeg ikke kunne sige, at model-materialet ikke ville skifte karakte, kom der mere til. Materialet kan opgøres kvantitativt, aktuelt 179 modelbilleder, og jeg har også måttet nummerere modellerne, for at kunne holde styr på dem i min søgning efter flere. Det undrede mig, at jeg måtte ty til dette, men jeg vil bibeholde nummereringen indtil videre, for det ligner at det kan være svært at have flere modeller i tanken, som skal lokaliseres samtidig. Skal man bruge 'billedet', 'navnet' eller "et nummer" i sin søgning på en model, og hvad er egentlig på spil her. Det må jeg vende tilbage til, og om det er en særlig problemstilling på dette niveau, eller om den er mere generel.
Til gengæld kommer jeg ikke uden om, at løbe dele af materialet igennem igen, da jeg ikke har været opmærksom på, at en og samme model kan være benævnt på flere måder, eller retterede, det har jeg, men jeg har uden videre reflektion overtaget benævnelserne, og valgt den, der umiddelbart var mest dækkende. Her forsvinder, at forskelligheden kan omhandle, at modellen bruges på flere måder, men det kan også være, at et ufuldstændigt udtryk har sneget sig utilsigtet ind. Det kan være at begge benævnelser er adækvate og/eller begge fejlagtige. Den nuværende modeloversigt skal udbygges med disse tilføjelser, da de angår selve kvalificeringen af en given model som modelbillede. Det er informationer, der skal samles op nu, men de kan først behandles på næste niveau.
Det giver ikke her mening at snakke om gyldighed, relevans, repræsentativitet og status af modelmaterialet. Status er teoretisk gyldighed og relevans af et benævnt materiale, der er sat på begreb i forhold til andre sammenlignelige teoretiske materialer. Nu har jeg ikke noget andet materiale at sammenligne med, det gælder både for modeller og tavler, så en relatering må foregå på et større niveau, og det vil være på den 'terapeutiske praksis'. Her kan jeg lave relateringer til anden sammenlignelig praksis, og herfra kan jeg analysere indførelsen af modeller og tavler i brugerforløb, og i brugerforløb uden brug af nogen af dem. Og på dette niveau kan jeg gøre mig antagelser om status for brugerforløb med eller uden tavler og modeller, om modeller og tavlers relevans, om gyldighedsområdet for anvendelsen af dem, samt hvor de har deres grænse. Aktuelt er modeller og tavler - som Forum for Kritisk Psykologi - konciperet som 3.je ordens elementer, se struktur og system, og de skal opfattes både som teoretiske konstruktioner og praktiske redskaber, hvor det er den videnskabelige bestemmelse heraf vi søger. Vendes der tilbage til spørgsmålet om relevans og gyldighed, om denne er sikret fra et givent tidspunkt, så må det også siges, at det definitoriske allerede har sat sig igennem på det empiriske niveau i materialet. For hvad er en model og hvad er ikke en model? Det kan synes trivielt at kredse om dette problem, men overgangen mellem materiale og empiri er bare en utaknemmelig størrelse. Begrebet model er kendt inden, der søges modelbilleder, og bestemmer således også hvad der identificeres som model, og dette er også en art definitorisk beslutning, ja eller nej til at dette visuelle udtryk repræsenterer eksistensen af en model. En nærmere bestemmelse af begrebet model, vil både kunne udvide, hvad der er et modelbillede, og også indsnævre, hvad der ikke er det. Det er her vigtigt at være opmærksomt på, at en bearbejdning af materialet, er en bearbejdning på modelbilledniveau. Der opereres ikke direkte på modellerne, men kun på deres repræsentation. Og afhængig af bearbejdningen, vil de oprindelige modeller anskues på anden måde. Og bearbejdningen kan også stille fornyede krav til nedslag direkte i det oprindelige materiale, men nu ud fra andre søge og lokalisations kritirier. Problemet er allerede tydeligt i modelmaterialet, hvor der er enkelte 'skemaer' som nok vil falde under eller udenfor en kommende begrebsfastsættelse af, hvad en model er, men de er taget med netop for ikke på forhånd nærmere at definere modellens nedre grænse.
Man kan nu sige, at differentiering i model // modelbillede, løser et intern teoretisk problem, som analysen har båret på. Mit udgangspunkt må derfor være i 'model // modelbillede’, som er at opfatte som modellens mindsteenhed. Der er ved fravær af differentieringen tale om, hvad man kan benævne med en "utilladelig abstration" - et af Marx' skældsord - fordi at selv om noget kalder sig en model, behøver det ikke være det. Samtidig kan det siges, at modellerne som modelbilleder er livløse, indtil de vinder praktisk og analytisk værdi som model-udkast, skitse og eventuelt til slut model-status.
Datateknisk havde jeg gået frem således, at ethvert modelbillede - oprindeligt eller skabt - fik sit selvstændige element med dets aspekter, og at dette var et arbejdsark for modellen fremover, og at det var fra denne position, at de enkelte modeller - som modelbilleder - kom videre i analysen. Dette er som sådan ikke forkert, men jeg skal ikke adskille for at samle. De angivne modeller er i materialet som 'lokaliserede modeller', og hænger allerede her sammen som en analytisk enhed. Og det må være fra denne enhed, at modeller kommer videre i analysen som modelbilleder. Jeg skal ikke først indføre modeller som seperate modelbilleder, for så senere ud fra nye begrebsmæssige eller visuelle overvejelser, at skulle definere nogle modeller ud og andre ind. Modellerne skal ses som en klasseinddeling mere end som en mængdeinddeling. Jeg må derfor mere lade modellerne være modelbilleder, og herudfra koncipirere selve modellen. De enkelte modelbilleder - som de lokaliseres (løbende) i materialet - skal således nok repræsenteres som selvstændige elementer, men i første omgang i deres sammensatte form som klasse, for de er hver især valgt ud grundet samme praktisk tilgang til materialet - deres visuelle indplacering - i teorien. Og dette får som konsekvens, at jeg må forkaste alle hidtidige data- og fremvisningsark for modellen. Arkene luppes for særskilte informationer, inden de arkiveres med deres givne indhold på det givne tidspunkt. De erstattes af følgende 3 ark, der alle kan tage imod nye elementer:
1. Et 'grund-ark' med de eksisterende modeller som modelbilleder, og hvortil der kan tilføres nye fra det oprindelige materiale 1978-2011
2. Et 'udkast, skitse og model ark' for kvalificerede modelbilleder, af såvel oprindelige modeller fra materialet som af modeller udarbejdet gennem analysen 2011->
3. Et model-ark for analytisk udarbejde modeller 2011 ->
Den omtalte manglende differentiering, her i forhold til modellen i model og modelbillede, er et problem jeg er begyndt at støde på andre steder, nærmest over alt i min analyse, men jeg må se det som et sundhedstegn, for selv om analysen bombes tilbage til nærmest start hver gang, så giver det tilgang til et nødvendigt analyseniveau mere, der skal skal indarbejdes og udarbejdes. Dette var tydeligt omkring begreberne 'begrebsbillede og billedbegreb' for tavlens vedkommende; her var den forløsende - generelle - distinktioner 'tavle // tavlebilledet', som ophævende dikotomien i begreb og billede. Dette problem kom selv fra tidligere mangelfulde overvejelser, hvor begrebsforholdet 'begreb' og 'billede' forblev udifferentieret, hvorved begreberne hver især fik eller tiltog sig uholdsbar status af substans eller essens. Der manglede den begrebsdifferentiering, at det er 'overgangen' mellem begreb og billede, der danner deres sammensathed og enhed. Der sker en afbildning eller transformation fra en modalitet til en anden i ethvert konkret tilfælde, hvilket er begrebsparrets hemmelighed, om det kan siges på den måde.
Inden jeg forlader modellen i denne omgang, skal jeg vende mig mod mine typografielementer. For hverken modellen eller tavlen kan forstås, eller bare tydeliggøres i sit simpleste udtryk, uden at typografien samtidig, i det mindste delvis, er kendt og identificeret. Typografier kan se som en (af)kodning af materialet med dette formål for øje. Typografierne er hidtil lokaliseret i deres plan og rumlige udstrækning som en visuel enhed, der kommer til, men også forandrer sig, og ikke altid kommer igen på samme måde, og som betydningsbærer af bestemt variabel karakter. Det er, når de vedvarende kommer igen og tiltager sig betydning på denne måde, at de lokaliseres som typografi-element. Typografierne i den nuværende form bærer implicit sin meningsgivende karakter i sig, herunder deres position i materialet, og de er så at sige deres egen betydning som et tegn, som symbol. Til denne oversigt kan der også spørges, hvornår den kan anses at være udtømmende bestemt, selv når hele materialet er blevet indført i analysen.
Tidligt udformede jeg en oversigt over typografielementer i materialet. Den blev gjort ud fra det meget begrænsede materiale, der dengang var indført og tilgængeligt i analysen hvad angår tavler og modeller. Typografierne blev trukket ud af empirien, ud fra deres egenskab af organiserende faktor, der gik på tværs af såvel modeller som tavler, men hvor kun mindsteenhederne af disse faktorer blev samlet op, samt én kompleks anden-ordens typografi, der bandt alle mindsteenhederne sammen i et samfundsmæssigt sags- og intentionalitetsforhold. Jeg søgte samtidig at danne typografi-ark for mindste-enheder i de enkelte tavler i flere hele brugerforløb, se Praksisbestemmelser, for at kunne fornemme deres karakter og samlede billede. Selve bevægelsen i dannelsen af typografier, og i at nogle bliver vedvarende, er en dimension i tavlens dannelsesproces og billedliggørelse, og ikke tavlens mindste modsigelser, men de kan fejlagtigt gøres til det. Det kan også udtrykkes, at typografier er den baggrund, som tavlen giver mening igennem, men de er ikke selve meningen med tavlen. Så når jeg analytisk skal have fat i tavlens første dannelsesprocesser, er det ud fra et baggrundsmønster af, hvad der allerede er dannet af typografielementer og/eller hvordan de kommer til. Der er mange spørgsmål, der kan stilles her, blandt andet hvordan selve baggrunden begynder at danne sig, for de fleste typografielementer kendes også til anden side. Og hvad kommer egentlig først: forestillingen om baggrunden eller forestillingen om 'tegnet/symbolet', der behøver baggrunden.
Når jeg vender tilbage til typografi-elementerne, så betyder ovenstående, at jeg må rette den videre bearbejdning af typografien ind, ikke bare så den hviler på hele matarialet, men også at den bøjer sig mod dens betydningsaspekt, for det har den måttet gøre i egen sin udviklingspraksis, ellers ville den ikke have kunnet vinde værdi som overleveret. Dette kan gøres ved at spore de allertidligste udtryk for de enkelte typografier, sammen med 'baggrundens' opståen, herunder hvordan deres benævnelser flytter sig rundt, og alligevel ender i det samme, med det samme budskab, eller de falder fra hinanden. De hermed skabte betydningsenheder må ikke forveksles med de betydningsenheder, der skabes gennem en type- og enkelttilfælde-analyse, men i et senere analysetrin, vil problemet om deres 'overgange hinanden imellem sig' stille sig.
Tilgangen til typografien må ses som en identifikatorisk fremgangsmåde, til identificering af mulige tegn/symbolelementer, hvorigennem modellen ikke bare kan tydes og give mening, men tydeliggøres. Her overfor bygger en 'type og enkelttilfælde'-analyse på allerede konciperede betydningsenheder og deres sammenknytninger, og det er varianserne, deres sammenhænge og mulighedsrummet for dem, der med empirien ønskes sat på begreb. 'Problemet om type' tilhører det konceptionelle niveau, mens typografielementer mere er af anden-ordens karakter, omend også af metakarakter - hvad det så end medfører. Dette må afklares.
Næste -> 23_Tavlebilledet_i det terapeutiske rum
