21_Om hidtidig arbejdsproces / Forside
Dec.-Jan. 2017
Aktuelt har jeg tilgang til alle modeller og alle tavler i materialet - stort set - så jeg kan nu spørge til, hvordan min analyse ser ud fra dette ståsted. Men jeg har stadig mange løse ender. Så formålet med papiret er i første omgang en opsummering og en listning af de arbejdsopgaver af praktisk og teoretisk art, som stadig resterer på mit grundniveau af teori-empiri-forholdet. Samtidig søger jeg et analytisk overblik over, hvordan overgangen fra dette niveau, til det næste, kan foretages.
1.
Arbejds- og analyseproces
Den dobbelte arbejdsproces
At udsætte tavler for tiltag
At gå ind i en tavle
Fokusering og klipning
Binariteten begreb/billede
Efter 5 år med scanneren
2.
Genstandsområde
Genstandsområde,
genstandsfelter, datamængde, datamaterialer og faktiske data
Faktiske data for brugermaterialet
Faktiske data for fællesmødebøger og supervisionsbøger
Faktiske data teoretiske skrifter, fagpolitiske og
praktisk-politiske papirer
Det fortrolige og og analysens
håndtering heraf
Tid, scannerfejl og kategorifejl
3.
Analysens data
Analysens data - en
historisk fremstilling nedefra
1980 Alt på papir i Forum
1992 Digitale data i
rådgivningsgruppen
1996
Computere i flertal i Gaderummet
2005
Scanning af dokumenter
2000
Databasen og hjemmesiden
4. Faktiske data
2016
Faktiske data i databasen, aktuel datastruktur og dens elementer
Analysens
empiri og datastruktur
Faktuelle data og faktuel
information
Afklaring af tidsforhold
ved forløb
Rådgivning uden tavle
Kiksede forsøg
Empirisk tænkning
Fra papir til tavlebilleder
i forløb
Afsluttende om digital løsning
Efter dannelsen af de første tavlerækker tilbage i 2011, vendte jeg mig mod analysen af, hvordan jeg kunne eller skulle gå frem med mine tavler, såfremt jeg ønskede en videnskabelig bestemmelse. Jeg klargjorde mine overvejelser gennem en række metodiske og begrebslige afklaringer, samt gennem udformningen af mit ontologiske udgangspunkt for analysen, dvs. af mine grundlæggende præmisser, og den hermed forbundne metodologi overfor mit genstandsfelt. Dette resulterede i tre analyse-elementer, der ikke kunne skilles ad mht. tavlen. Det var ‘tavlen’ selv, ’modellen’ fra den teoretiske side, og udgangspunktet for deres historie, studenterorganiseringen ’Forum for Kritisk Psykologi’.
Jeg fik således et udgangspunkt med flere genstandsenheder, som analytisk hver især skulle oparbejdes til et teori-niveau, der lader deres indre sammenhæng, i sig selv og i deres samvirke, blotlægge. Den videre analyse har rettet sig ind herefter.
Jeg planlagde oprindeligt mit arbejde som en sådan dobbeltsidige proces, idet analysen var afhængig af en gensidig oparbejdning og digitalisering af det empiriske grundlag.
På den ene side den fysiske og praktiske proces med empirien, og en analytisk båret indførelse heraf som ‘tilførelse af materiale’ i analysen’. Hvad jeg ser som empiri - og dermed materiale - ligger allerede i min tilgang og i mine begreber herom, og dette må jeg kunne ‘tænke om’ og ikke kun ‘i’.
På den anden side af det praktiske scanner-arbejde, fortsatte jeg min analyse på områder, hvor det kunne gøres, og hvor jeg drev begrebsudviklingen så langt som muligt, ud fra den endnu begrænsede repræsentation af indscannede tavler, hvor enhver tavle undergik en selvstændig analyse.
Jeg troede i starten, at det ville være en god arbejdsproces, og at det ville kunne holde længe, at jeg vekslede mellem scanning og teoriarbejde med jævne mellemrum, dage og uger, men det holdt kun det første halve år. Det var for krævende, og da jeg havde fået fod på repræsentationen af overgangen fra empiri til materiale på filformat-niveau, handlede det mere om det lange stræk med empirien som forudsætning for videre begrebsbygning og teoretiseren. Og det har så taget næsten 5 år, det at få gjort min empiri tilgængelig og det relevante digitaliseret. Og alligevel er jeg ikke helt færdig.
Jeg er dog kommet så langt, at jeg har mulighed for at danne overblik over, hvad der mangler at blive gjort tilgængelig og digitaliseret, samt hvad karakteren heraf er. Men efter så lang tid er min hidtidige analyse så fjern for mig, at jeg har måttet læse det hele op igen. Gennemlæsningen resulterede i, at jeg måtte korrigere og revidere de første skrifter i min analyse, gjort ud fra senere overblik, men uden at bringe specifikt nyt herfra ind i skriftet. Et enkelt skrift var også ufærdigt, “Konceptologi”, hvilket jeg har rodet bod på.
Jeg kan i dag også se, hvordan manglende begrebsniveauer specielt i “Konceptologi” har medført, at mange begrebsakser er blevet problematisk/forkortet bestemt i senere papirer, herom senere vedr. binariteten begreb/billede.
Jeg prøvede midtvejs, omkring 2013, hvor jeg var nået langt med scanningen, at vende tilbage til det teoretiske for de enkelte elementer, der ikke begrebsmæsssigt var blevet udarbejdet til bunds, men de syntes stadig uendelige i deres koncipering, og havde måske et fejlsnit i deres teoretisering, men uden at jeg kunne trænge ind i det; mens andre nærmest bad om mere empirisk materiale om tavlen og/eller om teoribygningen, end hvad jeg havde for hånden. Men inden jeg helt gav op på det teoretiske i 2013, nåede jeg at gå ned i enkelte tavlerrækker, hvor jeg etablerede ‘praksisbestemmelser’ (eksempel) og ‘tavleark’ (eksempel) for hvert forløb, mere herom senere. Da jeg gik i gang, var det et pilotforsøg; nu bagefter er det at se som et analyseresultat.
Hvorvidt analysen skal fortsætte som nedenstående, med ‘klipning’ som tilgang mm., er jeg ikke klar på.
Jeg udsatte enkelte tavlerækker for forskellige tiltag, for herigennem at se hvad de kastede af sig af yderligere information. Men efter blot 5-6 forsøg med tavlerækker, stod det klart, at det - med den valgte indfaldsvinkel - var meget omstændeligt at behandle hver tavle for sig på denne måde, hvad der måske ikke er noget overraskende i, men skulle det gøres på dette niveau i analyseprocessen, og var mine hidtidige begrebsmæssige redskaber egentlig tilstrækkelige og adækvate. Jeg erfarede også, at der ikke kom noget “nyt” til efterhånden som stadig flere tavlerækker kom til, og blev udsat for “tiltag”. Og det var også den umiddelbare grund til, at jeg ikke gik længere af nedenstående vej dengang.
Jeg har kun anvendt begreber der ’springer ud’ af empirien. For billed-begreber har jeg anvendt ’klipning’ som tilgang, og ’lokalisering’ og ’segmentering’ som metode, jf. “Model og tavlesegment”, og således at jeg hverken tilførte eller fratrak information, og at processen var fuldstændig reversibel.
Jeg etablerede efterfølgende en række element-typer, som denne klippeproces synes at tilbyde, hvilket blev element-typerne ‘information’, ‘mindste-enhed’, ‘objekt’, ‘segment’ og ‘tavlen’ selv. Jeg definerede ikke typerne nærmere, men lod dem som ‘klasse’ være umiddelbar ledetråde for min klipning.
Det siger sig selv, at der ikke kommer ny information frem på denne måde, det er en særlig spejling af tavlebilleder på en helt redundant måde. Men alligevel kan det ikke undværes, og det kan ses som billedets tautologisk form. Det giver en art heuristisk forestilling om, hvad der er på spil. Trods begreber, jeg mente kunne holde sig indenfor en reversibel form, her ’information, mindste-enhed, objekt, segment, tavle’ – som også kan benævnes med en skabelon, og som jeg ’klippede’ de enkelte tavler igennem - så stillede hver ny tavlerække alligevel sine helt egne ’principper’ til skue, og selv om klipning skulle kunne være en art mekanisk akt, så kunne den alligevel ikke udføres som dette. Jeg er i hvert fald ikke nået så langt, at det har været muligt at rutinisere denne akt, og skulle det også blive muligt på dette niveau, så vil det for nærværende være at gøre sig immun overfor nuancer i tavlerne, og den valgte skabelon vil lægge sig styrende ned over, hvordan tavlerne skal konciperes, frem for at fremme, at den selv må vurderes og korrigeres ud fra dens genstandsmæssighed.
Vores klippe-skabelon er mest af på niveauet af, at sådan kan det se ud når tavler klippes, ud fra en forestilling om, at den kan muligvis kan inddeles i forskellige element-typer - en klassedeling - og det har givet anledning til de og de bemærkninger om. Aktuelt har de klippede tavler kun deres gyldighed, i deres sammensatte form, som klipninger og som tavle – det oprindeligt billede - og de er bundet til hinanden. For denne klassedeling se, “Tavlen som billede - tavlen som begreb’.
En anden klasseopdeling, ville have givet andet resultat. Og det må også overvejes, om dette skal gøres, for derigennem at kvalificere denne form for metodisk fremgangsmåde nærmere. Men upåagtet, hvordan dette nærmere vil forløbe, så skal tavlerne i sidste instans konfronteres med forløbsnoterne. Dette er dog ikke kun et metodisk problem, men også et praktisk. Spørgsmålet er, hvornår og hvordan jeg konfronterer tavlen, og dens mulige element-typer, med forløbsnoterne, er dilemmaet er i sin yderste form: At alle tavlebilleder - og deres elementer - gives en bestemmelse, dvs. benævnelse af måske 25.000 forskellige enheder, men en benævnelsen vil kun meningsfuldt kunne gøres i sammenhæng med bestemmelserne af hele materialets betydningsenheder. Jeg kommer altså ikke til tavlebilledets bestemmelse ved at gå ud fra tavlen selv, men jeg kommer heller ikke til tavlebilledet alene ud fra dets generelle bestemmelser.
Jeg skal arbejde med dilemmaet som modsigelsesform, og bemærke, at i mine utallige ombenævnelser gennem tiderne, af elementer på filniveau, her ligger de praktiske aspekter af dilemmaet, da dette er tidskrævende, men også at det fra et tidspunkt i analysen vil være for omfattende at gå tilbage til dette niveau, for flere rettelser - med mindre der selvfølgelig er tale om direkte systemfejl.
Dilemmaet har også et teknisk aspekt. Når tavlebilleder benævnes på fil-niveau, må de programmer der behandler filerne, efterlade det nye fil-niveauet og dets elementer på identisk måde, eller er det ikke muligt at fastholde deres an- og tilknytningsorden i analysen, med mindre dette udarbejdes igen, teknisk! Aktuelt har jeg et program til billedredigering, “VisualLightBox", som er yderst velegnet til anskueliggørelse af store og små billedmængder, men det omdefinerer de enkelte elementer ved at erstatte bestemte tegn med andet eller intet. Jeg har valgt at beholde dette program, og i stedet ændre i mine fil-benævnelser, så jeg derigennem kan ophæve programmets indvirkning. Det har drejet sig om udskiftning af “mellemrum”, “bindestreg”, “punktum mm”, og erstatningstegnet er gjort til “understregning”, dvs ‘_’ til markering af enheder i filnavnet, og/eller at det oprindelige tegn er udeladt. Jeg har sigtet denne løsning yderligere, ved at betragte andre programmer, og deres virkemåde, og det ligner at min syntax også vil være anvendelig her. Men der kan senere komme programmer til, som kan rejse dette problem igen.
Jeg må her gøre begrebslig regning ift. papiret “Indledende om modeller, tavler og kropfigurer, da ’klipning’ ikke bare er klipning i det vilkårlige, men ud fra hvad jeg skal benævne som ’fokusering’. For at ’klippe’, må jeg fokusere. Klipning er ’fokusering’ og ‘fokusering’ kan føre til klipning. Med denne begrebslige regning, ændres der ikke status for billedelementerne i forhold til tidligere bestemt. Snarere sker der en differentiering af det oprindelige tavlebillede, i mulige distinkte meningsgivende enheder heri, der samtidig danner en betydningsgivende sammensat form. I sig selv har ethvert element, mindre eller mere komplekse former, men et element kan også udgøre en mindste-enhed, det ikke giver mening at differentiere mere.
Samlet er således blevet ”fortalt” mange ting ud fra mine prik ind i tavler, men mest ud fra hvordan jeg spurgte, eller på hvilket niveau, jeg bad om svar. Det rejste i alle tilfælde teoretiske problemer, jeg måtte beskæftige mig med, men uden aktuelt at have nogle pejlemærker for deres relevans på længere sigt. Min genstand, som et funderet i ’billedet’, synes at tilkalde sig al til rådighed værende viden, i alle mulige retninger, for dets bearbejdning, og det overstiger hurtigt min formåen.
Mine kernebegreber teoretisk var endt op i enheden ’begreb-billede // billede-begreb’, jf. “Begreb billeder”. Der var noget galt med enheden, kunne jeg mærke, da jeg udarbejdede den, og nu kan jeg præcisere, at det er der måske ikke alligevel, men enheden er i så fald en ’binaritet’. Den havde umiddelbar ingen funktion for mig i forhold til tavlen, og jeg tænkte ikke igennem den, det var en teoretisk tråd, der tilbød sig og som jeg ikke kunne få hold på. Og alligevel må jeg konstatere, at mine tiltag til tavlen bærer samme dikotomi, de tvedeles uden at andre tilgange tilbyder sig.
Begreb-billede, og dets pol billede-begreb, kommer fra et blik på de tavlerækker, jeg fik klippet. Jeg kunne nærme mig tavlen fra den billedmæssige side eller fra den begrebsmæssige, men i praksis er de ikke til at skille ad.
Jeg har søgt begreb-billeder i flere tilfælde, både inden for de klippede forløb, men her ender min bestræbelse typisk op i dannelsen af ’typografi-elementer’ (0253 tavler og 0699 tavler), og i et selvstændigt andet forløb ender mit begrebsbillede alene op store almene teoretiske problemer, som fjerner opmærksomheden fra selve billedet, til eksempel begrebet ’tegn’ og ’tegnet’, altså billed-begreber, som grundlæggende tilgang i en ureduceret analyse af tavlen (0600 tavler). Jeg kan argumentere for typografi-elementer, som udledt af materialet, med de typer de fremstiller, men jeg har det sværere ved at argumentere for, at kun ud fra ’tegnet’ kan min analyse vinde værdi. Jeg kan tænke mig flere analyser, hvor et andet grundforhold, mere eller mindre spontant, vil træde frem, fx informationsbegrebet.
Mine forsøg falder ud i to retninger, som bliver stående ved siden af hinanden. Men de er også gjort uden den dimension, der senere er kommet til i det færdiggjorte konceptologiske oplæg, at det er selve overgangen mellem “begreb og billede” og mellem “billede og begreb”, der danner den strukturerende akse. Det er altså i selve ‘forholdet’ mellem dem, at det søgte kan konciperes, og ikke i deres binære tautologiske overforstilling, modstilling, yderstilling oa.
Oprindeligt for analysen, forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle eller måtte igennem en samlet scanning af hele datamaterialet. Mit udgangspunkt var derfor, at tavlen kunne være ’nedslagspunkter’ i empirien, og at et vist antal tavler på den måde kunne bringe hele empirien på tentativt begreb. At arbejde med empirien som totalitet, blev direkte udelukket, da det ville blive for omfattende. Mens jeg til at begynde med, slog ned på udvalgte forløb, hvor jeg vidste der var mange tavler, eller særlige tavler, og supplerede med forløb, der ikke havde tavler, så tog det ene forløb det næste med sig, for der var kun meget forskellige tavleforløb, og da jeg ikke kunne etablere nogle målestokke for, hvornår der var data nok, så er det endt med, at alle forløb, med tavler eller uden, er blevet scannet ind, eller rettere: Jeg kan nu overskue og afklare, hvad der er tilbage på dette praktiske niveau, jf. nedenstående billede, som viser de resterende brugerpapirer fra 10-12- forløb, der endnu mangler at blive scannet.
BILLED 1: Det resterende brugerpapirer er
mest journaler fra psykiatrien og papirer fra retten vedr. advokat, bisidder og
behandlingsdomme, alt trykt på begge sider.
Mit genstandsområde er en “uddannelsessammenhæng”, psykologistudiet på KUA, og mit genstandsfelt er det i genstandsområdet, der fører til opståelsen af “reproduktionsformen” for “kritisk psykologisk rådgivning”.
Den psykologiske rådgivning kunne muligvis være etableret på universitetet, men fagpolitiske overvejelser gjorde, at den blev etableret udenfor, og i Studenterhuset, der eksisterede i en fysisk form, men endnu ikke var blevet etableret som en legitim organisation. Der manglede studenterkræfter, og universitetsopbakning, og rådgivningen satte etableringen af Studenterhuset som lige prioritet med opbygningen af eget rådgivningsarbejde i huset.
Begrebet ‘faktiske data’ er den mængde af data inden for mit genstandsområde, som er tilgængelig og/eller digitaliseret. Til enhver angivelse af et datamateriale, hører derfor en angivelse af, hvordan dette stiller sig i forhold til den samlede datamængde på området. Jeg må derhen, hvor ‘faktiske data’ er repræsentativ for området/feltet, og på hvilken måde det også kan siges at være det. Dette er afgørende for den empiriske validitet, der kan gøres, og derfor for hvilke overvejelser, der mere kan gøres og eventuelt ikke gøres på det foreliggende grundlag.
Jeg skal i det følgende gå nærmere ind på, hvad der eksisterer af samlet materiale, for derigennem at tydeliggøre mit genstandsfelt på dataniveau hvad angår ‘faktiske data’. Den samlede mængde skal jeg beskrive som ’genstandsområdets datamængde’, der således består af flere datamaterialer, hvorindenfor noget materiale er tilgængeligt og/eller scannet allerede, med andet materiale som udeladt, ikke-eksisterende eller endnu ikke tilgængelig for analyse. Hvert datamateriale i datamængden skal derfor have disse forskellige aspekter i sig.
Den samlede datamængde kan bestemmes som summen af historiske papirer fra de forskellige praksisgrupper i FfKP, forløbsnoter/mapper, supervisionsbøger, fællesmødebøger incl. fællesmødepapirer, teoretiske skrifter, fagpolitiske og praktisk-politiske papirer fra rådgivningen og senere Gaderummet, samt af den information i databasen, der enten er knyttet til forløbene, til supervisionen, eller (til dele af) arbejdet som sådan.
Ud over de nu indscannede brugermapper, i størrelsesorden 830 personforløb - heraf 757 rådgivningssager, 249 bo’ersager og 7 andre personsager - eksisterer der en mængde papirer omhandlende enkelt-henvendelser, der er afsluttet i situationen, eller noter fra nogle brugersamtaler, der ikke er blevet til mere end denne ene gang, og som der ikke er oprettet brugerforløb på, og som derfor ikke har fundet ind i databasen. Hovedparten er af disse papirer vedrører boere i Gaderummet, men der er også papirer, der indeholder andre henvendelser, med problemer større end til en enkelt-samtale, men hvor der ikke er papirer på, at der er fulgt op på det. Omvendt var der mange tilfælde, hvor vi gik ind i noget, fx at fremskaffe journalpapirer o.a., at når de så ankom med posten, så var personen for længst rejst videre, uden at vi vidste hvortil. I disse tilfælde er der ikke oprettet brugerforløb.
Jeg skal kalde alle disse forskellige papirer ‘rest-papirer’, og de dækker personsager som ”rejst videre, tabt respektive løst”, men i hvilken grad dette omhandler træk ved mødet med rådgivningen/Gaderummet, med dets “visitationsproces”, eller er overlejret af personens egne handle-matricer, kan jeg ikke umiddelbart vurdere. Nogle af papirer synes at omhandle rådgivningshenvendelser, der ikke er blevet fulgt op på, fordi vi har glemt det, eller brugeren selv har ikke været pågående nok. Omvendt vil andelen her være lille, da der var så mange veje ind til rådgivningen via Gaderummet, men kom man langvejs fra, eller var man flad og sky, så så det måske ikke sådan ud. Jeg har valgt - indtil videre - at holde alle disse papirer ude af analysen, da de ikke umiddelbart tilfører information til analysen, men omhandler rådgivningens rand og visitationsevne igennem dens forskellige organisationsformer.
Der findes fra tiden i Studenterhuset 1984-1993, ingen samlet opgørelse over brugerforløb, og de eneste forløb, der dengang blev samlet op, var mine egne 79 forløb fra perioden 1985-1993. Disse er også analyseret, både kvalitativt og kvantitativt, i ”Dokumentation af en praksis I-III”, Kalle 1993. Jeg tror ikke alle forløb er noteret i fællesmødebøgerne, og det samme for andre rådgiveres forløb, hverken dengang eller senere. Der var tit perioder, hvor der manglede tid ved fællesmøderne, så en opgørelse af antallet af brugere, kan ikke gøres ud fra det samlede fællesmøde- og supervisionsmateriale, for her vil et antal forløb ikke være skrevet ind. Så jeg vil gå ud fra databasens opgørelse.
Databasen indeholder i dag 830 forløb, men hvor mange ud over disse, der har været tale om i rådgivningens historie, er det svært at skønne over. Måske 100-150 yderligere samtaleforløb, hvor halvdelen har været med psykolog, og den anden halvdel med faggrupper som filosof, socialrådgiver, uddannelsesvejleder mm. De noterede 830 forløb indeholder også forløb, startet efter 2009, men hvor mange har jeg ikke overblik over. Alle forløb er i dag scannet ind, og er at betragte som ‘faktiske data’ for brugerforløb. De er alle digitaliseret, men kun enkelte af dem er hidtil blevet tilført som information til analysen.
Fællesmødebøgerne er påbegyndt med den 22-05-1985 med bog 1, og de slutter med bog nr. 67, af 30-09-2008. Parallelt med fællesmødebøgerne er for alle år, en række A4-mapper med materiale til bøgerne, der har været for stort til at klippe og lime ind, eller måske er på kanten af relevans for bøgerne. Fra 2009 er al senere fællesmødemateriale blevet skrevet direkte ind i dokumenter, og/eller i Gaderummets database.
Parallelt hermed er ’supervisionsbøgerne’ startende med de første brugerforløb i 1985. De enkelte supervisionsgrupper har gennem alle årene haft hver deres bogrække. Fra år 2005, med flytningen til nye lokaler i Rådmandsgade, blev supervisionsbøgerne afløst af successive supervisionsnoter, der fra gang til gang blev gemt i et word-dokument, og sat ind på en supervisions-sti. Der findes omkring 30 supervisionsbøger frem til 2005, samt et større antal supervisionsnoter fra 2005 til midten af år 2007, hvor supervisionen i den etablerede form stopper grundet manglende midler til arbejdet. Herefter fungerer supervisionen ’ad hoc’ fra sag til sag, med de tilbageværende frivillige medarbejdere. Og det er fortsat således op til i dag.
Om der kan laves nedslag i dette materiale, og afgrænsede repræsentative perioder lader sig trække ud, ved jeg ikke endnu, men mit dilemma tvinger mig nærmest til undersøge det hver gang, om end det at have begreb om mit dilemma, nu gør det nemmere for mig at styre.
Det ligner, at jeg i udgangspunktet kan nøjes med punktnedslag i bøgerne. Dels i form af en afbildning af deres forskellige billedelementer, dels ved at tage overgangsperioder med, dvs. starten i 1984-85, overgangen til Nørrebro 1993-94 og overgangen til Gaderummets dannelse i 1996-97. For perioden 1997 til 2009, er der også en række indre overgangsformer, som kan have betydning: den økonomiske krise i 1999, branden i 2003, godkendelsen i 2003, og etableringen af det nye Gaderum i 2004-05.
Problemet med denne løsning er, at hvis der er mange billedelementer, hvad jeg ikke tror der er, så kan det være nemmere at scanne større mængder af hele materialet ind, end at skulle plukke ud.
Og selv om det dejligt afvekslende at scanne og kunne skrive, og skifte mellem dem, så forsvinder charmen, når scanneren kører og kører og bunken af umage papirer er meget større end en selv. Selv om der er mange ventepauser, når man scanner, og man har sine andre gøremål man kan bygge på, så sniger indholdet i det man scanner sig umærkeligt ind, og det begynder at spærre for de ting, man ellers sidder med i tankerne, og man overgiver sig ordene på papirerne, der indscannes. I en lang periode med brugermapperne kunne jeg ikke ’tænke’ i pauserne, men lavede så film i stedet - gamle fil fra Gaderummet, jeg ikke havde haft tid til - men det blev også hen af vejen for stressende.
BILLED 2: Udsnit af Fællesmødebøger
Billed-materiale herfra har en anden status, end billed-materiale fra andre praksisgrupper i ’Forum for Kritisk Psykologi’, da det har været direkte del af rådgivningspraksis’en, enten retrospektivt eller som foregribende praksis. Men hermed ændres også status af billederne: de er ikke ’rene tavler’, men heller ikke ’bare modeller’. Billed-materiale af denne art skal kaldes ’meta-billeder’.
Som med brugermaterialet, giver fremhævelsen af tavle-billeder kun mening for analysen, når de optræder sammen med brugernotaterne, da de har deres forankring gennem disse. Fællemødebøgerne kan supplere dette i nogle tilfælde, dels med generelle betragtningen, og dels indeholder fællesmødebøgerne, de afbildninger, der er gjort til møderne. Samtidig vil de forskellige billeddannelser, der må være der, være af direkte relevans for analysen af vores tavlebilleder, særligt i processen op til tavlernes dannelse.
Jeg husker, at vi altid huskede at have en tavle til rådighed til vores fællesmøder, men der var ikke i starten tradition for at skrive tavlen af til sidst, eller før den blev slettet. Så selv om jeg inddrager fællesmødebøgerne og supervisonsbøgerne, for at have den fulde baggrund for mine tavler med, så er denne baggrund selv af ufuldstændig karakter, hvilket analytisk må medtænkes.
Hertil kommer et yderligere aspekt, at når brugermaterialet er fortroligt, og tavlen derfor kun kan fremstilles/offentliggøres i sløret og anonymiseret form, så stilles analysen med den selvstændigt opgave, at der både teoretisk og praktisk er en klar grænse mellem det fortrolige materiale og det slørede, mao. at de får hver deres fysiske data-område, uden nogen overlap. Denne grænse er i analysen skabt ved, at kun slørede tavler overføres til kpc, mens brugerdata der bygges op om tavlen ud fra forløbsnoterne, repræsenteres i en fra kpc adskilt database. Hertil har jeg brugt den oprindelige database, der er udviklet i Access. Så selvom forløbsnoterne har taget årevis at scanne ind, så kommer de aldrig til at forlade min hjemmecomputer. De hører efter endt analyse hjemme i et statsligt arkiv, til åbning om 80 år, og papirerne i en makulator. Jeg har overvejet om jeg kunne slå mere på tromme for materialet ift. de enkelte brugere, at hvis de ikke allerede havde alle papirer, at de så fik dem, inden de bliver destrueret, men jeg tror ikke jeg i dag kan gøre mere her. Så når data fra databasen skal finde ind i kpc på internettet, skal det ske gennem opbygningen af en dertil knyttet database - som i vores tilfælde skal gøres ud fra MySql-værktøjet.
Indscanningen betyder, at jeg ikke skal ned i den fysiske mappe hver gang, jeg skal vende et problem, hvilket er meget tidskrævende. Omvendt kan det være nemmere at skimme en mappe for oplysninger, er i den i papirform. Men med papirformen, kan analysen kun fortsætte i samme rum som arkivet.
For rådgivningens anliggende er alle papirer scannet og
samlet for perioden 1977-1995, se “Arkiv rådgivningen Regnbuen 1977-1996”,
Til perioden findes også papirer fra andre praksisområder - fascisme-, køns-, mande- og kollektiv-grupperne - inden for Forum for Kritisk Psykologi, fra 1980-81 og frem, men stort set ingen af disse er digitaliseret. Her har jeg også kun tilgang til de af grupper, som jeg selv deltog i. Men jeg kommer til at gå nærmere ned i dette materialet, før jeg kan afgøre, om der er billedelementer af relevans for analysen og/eller hvad manglende billeddannelse omhandler. Det er praksisområder, der etablerer sig lige efter Forums start, og de udgør med fællesmøderne, det forum som rådgivningen udspringer af. Relationen billedmæssigt de enkelte praksisområder imellem, må med i min analyse af tavlens opståelsesproces. Dette kan kaldes for ‘trans-social’ relatering, der er en af marxismen metoder, se afsnittet i “Trans-social relatering”.
De aktuelle dokumenter er desværre svære at arbejde med, da det er store pdf-dokumenter, der ikke er indekseret.
For papirer efter 1995 gælder, at hovedparten er tilgængelig på hjemmesiden, men de er ikke ordnet. De ligger som et stort antal klodser, der ikke er blevet samlet, dog er alle papirer fra konflikten med kommunen samlet et sted, her Københavns Kommunes Socialudvalg og Gaderummet 2006-2009.
Mens det i scanningsprocessen er til at leve med, at tavler i materialet i enkelttilfælde overses, glemmes eller fejlkasseres, og er det ikke er en systematisk fejl, så vil betydningen heraf blive mindre jo større datamængde – ellers er det en systematisk fejl. Jeg har været igennem materialet flere gange, og de fejl der måtte være tilbage, vil jeg finde, når materialets tavlebilleder overføres til kpc. Men alligevel. Der kan altid gå noget tabt, men er datamængden stor nok, nivelleres det mod til ubetydelige – altså bortset fra iboende og eksterne systemfejl. Omvendt kan det at tabe et enkelt billed-element, være at misse en særlig udformning af en grundproblemstilling.
Et andet forhold ved tidligere gjorte indscanninger, er at de måske ikke altid er tjekket efter scanningen – mange sider kan klæbe. Det gælder så også, om scanningen faktisk får hele det skreven papir med, og ikke må undlade noget i marginen. Og så er der de direkte fejl, som overlever fordi der ikke var tid, fordi man ikke så det, fordi man ville vente til senere med at rette, fejl som fx at scanne tekst på blåt papir ind via en farvescanning – papiret bliver kun sort. Nu har blåt papir ikke været et normalpapir, der blev brugt, men af mangel på papir overhovedet. I flere år omkring år 2006, måtte alle brugere fx finde sig i, at deres noter blev skrevet på et papir med en reklametekst for neden – men vi havde fået det, hundredvis af blokke, fra en virksomhed der var krakket.
Der er dog forskel på at miste enkelte elementer som ovenfor, eller at have reklametekster med i marginen, og så ikke at have et betydende praksisniveau med i analysen som det tidligere omtalte fællesmøde- og supervisionsmateriale. Der gik også et suk gennem mig, da måtte erfare, at det var et direkte relevant materiale at inddrage, da det kan ses som den handleramme, hvori tavlerne er blevet realiseret.
Lige som jeg nåede at smage på følelsen af snart at være færdig ved scanneren, lige så mit suk, at det er jeg ikke og der er langt igen. Jeg havde desuden heller ikke forestillet mig, at jeg skulle ned i de andre praksisgruppers materiale, som tilfældet er blevet.
Datamængde i “Forum for Kritisk
Psykologi”
Datamængde i “Rådgivningen”
Datamængde i “Gaderummet
Analysens data er mere eller mindre bundet til den organisering, som arbejdet på givne tidspunkter har antaget, herunder dets lokalitet, arbejdsbetingelser og prioriteringer. Noget materiale har overleveret, andet har ikke. Lige så gælder, at forskellige dagsordener af intern og ekstern karakter, har styret selve data-udformningen, opsamlingen og overlevering.
Det er klart, at der ved forandringer i organisationen, sker forandringer i måden hvorpå data håndteres og opbevares. Det er er også tydeligt i vores tilfælde, at såvel aflåste skabe og databasens indtog, på længere sigt forandrer måden, hvorpå data kunne anvendes. Derfor skal den praksis, der bærer det givne arbejde på givne tidspunkter tages med. Det er gennemgående sagt, at ”Gaderummet altid var i krise, og rådgivningen altid i strid med sine omverdensbetingelser”, og det er der en stor sandhed i, men det handlede om vores praksis set i forhold til Kommunens krav - og ikke Folketingets - for internt har Gaderummet aldrig rigtig været i krise. Gaderummet løste sine problemer, problemer der ikke blev løst ellers eller dårligt til anden side, og det var hvad Folketinget fik øje på, men vi tillod os også mange ting ud fra et fagligt og humanistisk perspektiv, som ikke var kommunens kop te, fx. at vi ikke afviste overnattere og unge under 18 år, tillod hashrygning - og hvad vi ikke talte højt om, så var der altid en illegal flygtning eller to, en undvegen fra psykiatrisk afdeling eller flere. Osv. Så selv om rådgivningen og Gaderummet gjorde det alvorligt, når vi arbejder for at undgå etableringen af en inder-yder-side forholden sig, grundet at denne står faglig og organisationsmæssig udvikling i vejen, så havde vi den alligevel, af medmenneskelige grunde, på basale områder.
Alt foregik ud fra papir, og med skrivemaskine, og gennem kopiering af papir, hvilket ikke dengang var en billig affære, og med stencils, der var besværlige, men næsten ikke kostede noget, blev brugt i stor udstrækning. Først i midten af 80-erne var kopi-prisen til at have med at gøre for studerende. Og årene lige efter kom de første pc’ere på Studenterrådet, som vi af og til kunne låne. Det blev ved deres brug til opsætning af et lille tidsskrift “Forum Kritisk Psykologi”.
Digitale data kommer til med rådgivningens første computer i 1992, støttet af Socialministeriet, købt af midler gennem den ansøgning, som blev gjort: 1992 Regnskab, s.2. Det var en Windows-computer, med TXT og WORD som skriveprogrammer, en sårbar maskine. Og den skulle tit bygges op fra bunden af, for at virke. Jeg husker ikke dens styresystem, men det var måske Windows 2.1 eller 3. Rådgivningens computer blev også Studenterhusets computer, da det var den eneste, men der var nu heller ikke så megen bud efter den. Dens ustabilitet var for stor, og skrivemaskinen var for de allerfleste den foretrukne løsning. En computer, der kunne bare lidt mere end en regnemaskine, var stadig voldsomt dyr, fx kr.20.000 for en 4*86 med store 5.1/4 disketter. Og ofte kunne naboen høre med, når man tændte den.
Da rådgivningen flyttede sig til Nørrebro, kom et nyt tekstprogram til, *.SAM filformatet, der hurtigt udkonkurrerede Word. Det var meget færre disketter at indlæse - når computeren skulle bruges til noget, for den var aldrig brugbar når man kom til den. Geninstalleringer omhandlede ikke kun menneskefejl, men ligeså meget hardware, der var også led under multiple mangler af kompatibilitet mellem forskellige programmer. Og når det så endeligt virkede, var det sjældent i lang tid.
Nedenfor er en af de første brugsanvisninger til betjening af en sådan fremmed tingest som en pc er. Den er fra år 2000 – men sådan så det ud op igennem hele halvfemserne.
Billede 3:
Brugsanvisning en pc
Den næste computer kom til i 1995, ud fra midler fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, til et job med løntilskud, i rådgivningen. Og selv om puljen af computere med etableringen af Gaderummet året efter, voksede og voksede - mens mange samtidig blev stjålet - forblev brugen af en pc en usikker affære helt frem til år 2000 ca., hvor internettet også havde gjorde sit indtog. Nu var det ikke længere kun et spørgsmål om at få computeren til at virke, men om den også kunne komme på nettet ved behov - hvad der de første par år ikke var en given ting. Alligevel var Gaderummets computersystem, Gaderummets stolthed. Det matchede fint de nye internetcafeer, og hos os var det endda gratis, omend man skulle påregne lidt pc-tid, som måske viste sig at være forgæves, for at få en computer, der virkede. Gaderummet fik dog en Smølf, der igennem årene 2001-2007 byggede et helt nyt computersystem og netværk op på et professionelt niveau, med et større antal arbejdscomputere i et sikret kredsløb, og endnu flere computere som gæstecomputere, med hver deres specialitet, film, tekst, spil mm. Samtidig blev det muligt udefra, via internettet at tilgå intranettet i huset. Dog kunne den interne database for “Gæster, Gaderummet og Administrationen’, som blev søgt introduceret i huset i 2002, ikke tilgås via nettet, men kun internt i huset, og det begrænsede dens brug. Hver medarbejder havde sin metode til opbevaring af data, og det indbefattede sjældent pc-ene. Det papirbårne var det styrende helt frem til 2005, hvor computersystemet blev så udviklet med programmer og stabilt i sin brug, at vi begyndte at skrive direkte i databasen.
Det var også først med det nye Gaderum på Rådmandsgade i år 2005, at der kom en rutine med, at man også scannede sine papirer fra forløbene ind i et dertil skabt scannerdokument, i sin form et DOC-dokument, som når man trykkede på linket dertil i databasen, åbnede sig, og gjorde man ikke noget med musen eller andet, men satte scanneren til, så ville det sidste komme ind forrest i dokumentet. Nu skulle medarbejdere ikke længere bygge deres egen computer op hver dag fra bunden, men der kunne komme rutiner, hvor de enkelte medarbejdere hver især, gennem deres arbejde, også kunne få scannet deres brugerpapirer ind, således at de fysiske mapper blev spejlet i de digitale, og at de digitalt kunne hentes, var mappen var udenfor rækkevidde. Mange af de scannerdokumenter, der er blevet lavet i perioden 2001-02 og frem til slut, herunder også mine egne, bærer præg af dårligt hardware og/eller manglende egenskaber på den computer, der er blevet brugt. De fleste scannerdokumenter er blevet lavet i Word, og mange uden at farvescanning var slået til, og farver kan være til stede i billeddannelser. Det var ikke en selvfølge, at tavler med farver, selvfølgelig skulle scannes som farvekopier, men det kan også skyldes, at en scanner med farver ikke var til rådighed. Det lå i indscanningen af brugerpapirer, at der ikke var nogen til at rydde op efter en, hvorfor scanning skulle gøres, når man stod med det, men alligevel blev det tit ikke gjort – for når et forløb var slut og døren blev åbnet, så var der andet at forholde sig til. Herudover kan jeg i bakspejlet se, at der har været uklarhed omkring, hvordan scanne mm., og det er kommet til dokumenter, jeg senere har måttet bygge om helt fra bunden.
Så da Gaderummet endeligt flyttede til nye lokaler i 2005, havde det datamæssigt været igennem en lang og tidskrævende rejse. Fra styresystemer som win 2, win 2.1, win 3, win 3.1, win 3.2, win 95, win98, win NT, win2000 og til win2003, samt fra programmerne TXT, SAM, Word (Doc 3,4,5,6) og MAX - hvad angår tekst - til Word 10 og PDF-filer. Vi købte ikke længere computere – næsten – vi lavede dem af rester vi fandt, og fik også mange pc’er, der kunne gøres brugbare. Og med Smølfen, kom hele netværket, og de ’1000 pc-ere’ til køre i døgndrift frem til ugen før rydningen - hvor de blev kørt i sikkerhed - d.21.november 2008.
Databasen tager form i år 2000, samtidig med at en gruppe studerende bygger en hjemmeside op til Gaderummet. Og nu bliver den tanke også mulig, at databasen kommer på nettet med samtidig tilgang til de forskellige forløbsdata for de enkelte brugere. I første omgang via et intranet. Fra 2005 kunne stab logge sig ind, men brugersiden nåede trods forskellige forsøg, bla. ”Køkkenprojektet”, aldrig at blive sat op, da striden med kommunen kom i vejen.
Database blev udviklet af en psykologistuderende, og hun lærte så meget fra sig, at vi selv kunne bygge videre. Fra år 2001 begyndte databasen at få informationer i sig, for der er kun dét, der puttes derind, der også er der inde. Det betød en smidiggørelse af den interne information mellem medarbejdere, og mere information begyndte at blive flyttet fra den personlige lommebog til databasens forskellige indtastningsark. Men det meste kunne alligevel klares via dagligdagen, hvor et stort fællesmødelokale viste indtil de enkelte rum.
Databasen skulle også tjene et måltal, som Gaderummet havde brug for i sin bestræbelse på at finde midler til fortsat arbejde. Måltallet er blandt andet, hvor mange der bor i Gaderummet og hvor mange der bruger rådgivning, samt antal gæster. Databasen nåede aldrig at komme til at sikre denne funktion, for med manglen på ressourcer, var i det daglige nemmere at opgøre det i hånden, grundet den store udskiftning, forandringerne og det altid uforudsete. Samtidig var databasen i sin udformning alt for kompleks, da den blev søsat på intranettet. Den var programmeret til at kunne spejle enhver henvendelse, af enhver art, og følge den tidsmæssigt, samtidig med at der spørges til de sociale omstændigheder, der er på spil for enhver akt. Det er selvforståeligt her bagefter, at databasens mange niveauer – til i ethvert punkt at kunne gå i dybden – at dette skulle have været væk fra brugerfladen, så der ikke er en oplevelse af at skrive i et hjørne, man ikke ved, hvad er del af.
I rådgivningens første mange år eksisterede de enkelte brugermapper kun i rådgivernes rygsække, og privat når de ikke skulle bruges. Det omhandlede, at der ikke i rådgivningen var en praktisk mulighed for aflåsning, som man stolede på, og derfor blev opbevaringen af brugerpapirer et rygsække-anliggende, og til sidst også et privat, for hvor skulle man til sidst gøre af sine papirer? Først i år 2000 kommer de tilgængelige brugerpapirer og mapper ind i rådgivningen igen, dels for sikker opbevaring, og praktisk anvendelse, men også som det materiale, der skal opsummeres gennem den database, som er under opbygning. De ovennævnte 79 forløb fra den første opsamling af arbejdet, indgår som de første forløb i databasen, og forløbene siden 1993 er så fyldt oveni.
Først i år 2005 med flytningen og mere arbejdskraft, kommer der styr på bo’erne, og nu med databasens hjælp – eller rettede med de i databasen indtastede data. Nogen tro spejling af boer-antal i databasen fra 2005 er der dog ikke tale om, for nok er hovedparten af boere, der er blevet boere legalt, dvs. gennem fællesmødet, i databasen, men de utallige boere, der ikke figurerede, figurerede ikke fordi det tjente huset, at de ikke gjorde det. Det gælder alle de, der boede i kælderen, herunder kiddy-punkerne 2005-07, og i interimistisk hjørner på 1.ste salen.
Mens der vel har været i snit 40 boere (:det antal vi var godkendt til) i opgjorde rum, så har der vel været mindst 10-20 mere, der har boet in cognito overfor bo’erlisten, og nogle også overfor andre instanser uden for huset.
Gaderummet har aldrig udleveret nogen person til en anden offentlig instans eller myndighed, og der hvor det har været uundgåeligt, er det sket frivilligt. Vi har derimod givet plads, hjælp og modspil, og det får over tid problemer til at se helt anderledes (nemme) ud.
Basale data som start og sluttidspunkt for forløb, alder, køn, nationalitet, anledning til henvendelse mm., er i mange tilfælde skrevet ind, men i de fleste tilfælde ikke gjort færdige.
Aktuelt indeholder databasen stort set de data om de enkelte forløb, som er relevante til en første identificering af et brugerforløb og dets tavler. Det angår - og der ses bort fra identitetsmæssige forhold - tidspunkt for henvendelse, noter fra hver samtale, sluttidspunkt, antal sager, alder, køn og nationalitet, og i en del tilfælde er der også angivet ’anledning’, dvs. henvendelsesgrunden og/eller dens omstændigheder.
Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har været igennem databasen og de forskellige papirmapper, for at opnå dette første holdepunkt af informationer, men det er mange gange. Og der venter mange gange forude. Til eksempel er nogle forløb angivet med mere end en sag, dvs. at et forløb er afsluttet, og det senere kommet til et nyt forløb mm., mens andre forløb ingen sager har, trods at de tidsmæssigt kan ses som bestående af flere sager. Det gælder omvendt også for de forløb, der har flere sager, at de måske ikke helt er blevet afsluttet i en første gang. Samtidig er der forløb, hvor få samtaler ligger fordelt over en meget lang tidshorisont. Så ud over antal samtaler, og den samlede varighed, må der også etableres et tredje måltal, så hver enkelt forløb på sammenlignende måde kan træde op i forhold til andre forløb. Herom senere.
Nedenfor er en listning af de elementer og deres sammenhæng, som analysen har etableret frem til i dag.
1. HJEMMESIDE. Der er etableret en side , kaldet ‘kpc’, på Gaderummets hjemmeside til håndtering af modeller, tavler (:billedelementer) og analyse. Denne afvikles i Dreamweaver med PHP som standard.
2. DATABASE. En database i Access, som indeholder information om alle forløbene, og hvor hvert forløb har en tilknyttet sti/mappe med alle data i digital form.
3. STI/MAPPE. Alle digitale data er samlet i et hoveddokument i et søgbart PDF-format.3a. UNDERSTI/MAPPE: Hoveddokumentet repræsenteres som en fortløbende række af billedfiler i JPG-format, en for hver side, i en understi.
3b. BENÆVNELSE/IDENTIFIKATION: De JPG-elementer, der har visuelt indhold, afbildninger mm., identificeres og benævnes med dato, brugernummer og
sideplacering, hvilket giver en entydig nøgle.3c. NØGLEN: Det angives også i nøglen - og dermed i filnavnet - hvilken type forløbsdata, der er tale om: Følgende angivelser er brugt: ‘tavle’, ‘kropfigur’, ‘noter’
for noter gjort udenfor sessionen, ‘bordnoter’ for noter gjort i sessionen, ‘model’ for modeller fra den teoretiske side, ‘illustration’ for andre tegninger i en
session, billeder respektive modeller, ‘ovelse’ for “øvelse”, ‘ref’ for referat og ‘forb’ for forberelse.Den samlede syntax er således: Dato_forløbsnummer_identifikation_sidenummer, altså: xxxxyyzz_vvvv_w-w’_å-å’.jpg
3d. BENÆVNELSER: Jeg benævner først og fremmest tavle-elementer og ikke alle andre forløbsnoter, med mindre det ligger ligefor. Det undlades i starten, da jeg
er usikker på, hvor langt ned jeg skal i forløbene, i hvilke forløb og hvornår.4. HJÆLPESTI: En sti hvor siderne med billedelementer kopieres over og sløres. Denne sti med alle elementer kan herefter kopieres og tilknyttes analysen på hjemmesiden.
Hjemmesiden og databasen har altid fysisk være adskilt, for sikkerhedens skyld, at en tilfældig fejl ikke gør en stor dum forskel. Jeg har imidlertid også brug for at kunne arbejde med de data, der allerede er repræsenteret i databasen, og selvom det være muligt at konvertere og sikre den nuværende database på nettet, så vil jeg gå en anden vej, og bygge en ny database op, tilpasse den til analysen og nettet, og ellers kun mekanisk og med håndkraft overføre data efterhånden som jeg analytisk får brug for dem. Dette giver den for mig at se den bedste sikkerhed, og selv ved et hackerangreb, vil man kun kunne trække anonymiserede data ud, data der i forvejen indgår i analysen.
5.MYSQUEL: Der opbygges en eller flere MySquel-databaser, hvortil jeg kan uploade de data, og de tilsvarende billedelementer. som analysen består af.
Ovenstående 5 dimensioner er den sidste udgave af min datastruktur. Men sådan så den ikke ud i starten. Bag denne ligger et utal af forskellige forsøg, der på den ene side har været bundet til de tekniske programmer, jeg på det givne tidspunkt har betjent mig, og haft råd til, og på den anden side af det materiale, jeg ville formidle. Det har været en stor hjælp til den billedmæssige fremstilling, at jeg er faldet over det tidligere nævnte billedprogram, VisualLightBox, men det betød også, at jeg måtte rette meget bagud, for at kunne styre min filbenævnelsesproces. Jeg er imidlertid også stødt på grænser i dette program, men som et trin i den nuværende analyseproces, er det fuldt ud tilstrækkeligt.
Der er brug for en yderligere differentiering mellem faktuelle data, og deres karakter, samt deres digitalisering. Jeg skal skelne mellem ’faktuel data’ og ‘faktuel information’, hvor faktuel information er den digitaliserede del af de faktuelle data, der på et givent tidspunkt er tilført/indført analysen. Da begge datamængder forandrer sig, som projektet udvikler sig, skal deres indholdsmæssige og kvantitative forhold til hinanden være klart, til ethvert givet tidspunkt i analysen, ellers vil der ikke kunne gøres overvejelser over de analyserede datas validitet og repræsentativitet. Det er i denne ramme, at spørgsmålet om gyldigheden af analytiske udsagn, kan stilles. Opstillingen af analytiske udsagn er dog ikke bundet til, at deres repræsentativitet og gyldighedsområde allerede er afklaret, tværtimod er opstillingen af analytiske udsagn, medvirkende til, at gyldighedsområder kan afsøges og kvalificeres, og her vil spørgsmålet om repræsentativitet stille sig igen.
Tidligt i analysen skelnede jeg mellem ’tilført’ og ’indført’ information. Ved ’tilført information’ blev forstået materiale fra brugerforløb, der var blevet gjort tilgængelig digitalt, mens ’indført information’ refererede til, at informationen var blevet gjort identificerbart som data-element for analysen, og blevet del heraf, ophævet heri, om man vil. Denne skelnen mellem ’tilført’ og ’indført’ information er imidlertid ikke dækkende, da den kun refererer til den ’interne integritet’ af analysen - at alle data-elementer på sigt skal være repræsenteres i analysen, og at ingen skal være glemt – mens den ’eksterne integritet’ – at analysen bygger på relevant og tilstrækkeligt datagrundlag – ikke er sikret, hermed. Den i dette afsnit indførte distinktion mellem ‘faktiske data og faktuel information’, skal sikre dette yderligere forhold, at enhver angivelse af en datamateriale må have en samtidig bestemmelse af dets status, herunder hvilke data der ikke er repræsenteret i analysen på et givent tidspunkt.
Tidsforløbet er indtil nu kun opgjort for meget få forløb ud over de første 79, der blev opsummeret i 1993. Her er tiden for forløb opgjort ud fra antal samtaler gange 1.5 time, og ud fra forberedelse- og supervisionstid, jf. opgørelserne i “Dokumentations af en praksis I-III”. Der er ikke her yderligere betragtninger, fx. hvad angår forholdet mellem antal samtaler og den samlede længde, som kan variere meget. Fra mange samtaler på kort tid, til få samtaler over lang tid. Desuden foregår der i mange forløb meget mellem samtalerne, fx. telefonsamtaler, eventuelt en kiggen forbi mm. Forløb er også forskellige mht. intensitet og kompleksitet, og kræver forskellig forberedelsestid, notetid mm. Mange myndighedskontakter kan også forøge tiden betragteligt.
Da databasen blev opbygget, skulle den, ud over faktiske tidsangivelser, også medreflektere alle sådanne aspekter i og omkring et forløb. Men desværre blev den også så ‘nuanceret’, at den blev svær at bruge - men det var mest den manglende tid, der minimerede anvendelsen af den, omend den uoverskuelige mængde af forskellige data, den kunne indoptage, kunne virke demotiverende.for dataindtastning, ud over de helt basale data, der var aftalt.
Der er nogle differentieringer i databasen omkring opgørelsen af forløb, som i dag ikke lader sig anvende, i hvert fald ikke i den første opgørelse af forløb. Det gælder, at de er knyttet en sag. Og genoptages et forløb, oprettes en ny sag. Det gælder også, at sager differentieres i boer-sager og rådgivningssager, og således at en bruger kan have flere åbne sager samtidig med forskelligt indhold, og dermed tilknyttet flere instanser. I brugen af databasen førte det til store forskelle i, hvordan brugerforløb blev repræsenteret. Nogen oprettede nye sager over kort tid, mens andre aldrig havde mere en en sag. Nogen brugerdata blev skrevet direkte i databasen, da de blev tilgået, mens brugerdata fra andre forløb først kommet ind i databasen, når forløbet blev afsluttet - hvilket også betyder forskelligt snit på data'ene: at de er løbende er gjort som en proces, mens afsluttede data mere er data gjort som tilbageblik.
Alt i alt ligner det, at det i starten vil være nemmere at opgøre tidsforhold ud fra forløbsnoterne, ved at se på antal samtaler, og gange med 1.5 time. De 1.5 time er muligvis lidt i underkanten, selv om mange samtaler også sluttede efter 5 kvarter. Ved en aftale, hvor kun kroppen er aftalt, holder sig tiden sig typisk på 1-1.25 time. Men selv i forløb, hvor der er stringente bordnoter og referater, er der alligevel altid henvendelser, kontakter og informationer, der ikke kommer med. Sådanne ‘løbende kontakter’, at en bruger ringer eller kommer forbi, lige for et øjeblik, for at vende en ting, det blev langt fra refereret hvis der allerede var en snarlig aftale. Kun “springende informationer” blev noteret, altså væsentlige informationer for forløbet.
For en del forløb er tiden fra start til slut, og antal gange, typisk en gang om ugen, en reel faktisk tid for forløbet. I mange andre forløb kan det samme nok opgøres, men det vil ikke give mening, da det meste af kontakten er foregået mellem sessionerne, og hvor egentlige samtale er få i antal. Der er også forløb, der har 10-20-25 år bag sig, med psykiatrisk forhistorie, og som det er umuligt at sige hvornår stoppede, og om de nu også helt er stoppet. I disse tilfælde ses jeg nok som en “vigtig voksen” for den anden, mens jeg selv ser jeg mig som deres ven og kammerat. Her er tiden endnu sværere at gøre op. Disse forløb har haft faser, nogen gange halve år efter hinanden, der bare trak tårer og tårer, og krævede knofedt der aldrig var nok af, mens andre faser varede flere i år med nærmest evig solskin. Forløb karakteriseret af blandt andet “at være nede”, “frustreret”, “være ingenting” og “gå i selvsving”.
Jeg skal samle mine forskellige betragtninger op i, at den opgjorte tid – antal samtaler, deres tidsmæssige sammenhæng og samlet varighed fra start til slut – skal tilknyttes en ’forløbskarakter’, en ‘social indbindingsform’, og måske en ’intensitetsfaktor. Disse skal senere præciseres nærmere, så blot kort:
1. Ved ‘forløbskarakter forstår jeg arten af forløbet - samtale, samtale og krop, krop - og om det er en enkelt-, par-, familie- eller et gruppeforløb;
2. Ved ‘sociale indbindingsform’ forstås de social-økonomiske forhold som brugeren står i, herunder også de behandlingsmæssige; - Og
3. Ved ‘intensitetsfaktoren’ skal forstås et mål for behandlingsmæssig ‘intensitet, som gør de enkelte forløb sammenlignelige. Det mål afklares nærmere, hvordan en sådan faktor kan opbygges, og rent metodisk må den også oparbejdes gennem samtidig inddragelsen og overvejelser over de enkelte forløbs problembestemmelser. Ønsket er et mål for, hvor krævende et forløb med en given problemstilling, kan siges at være, når alle forhold som forberedelse, myndighedskontakt mm. tages med.
I første omgang vil jeg nøjes med de mest enkle forløbsdata, dvs, startdato-slutdato og antal samtaler, som skal overføres til analysen. Og det må så samtidig afklares, om der her er brug for yderligere sløring, En enkelt sløring med rimelig effekt er, at omdefinere start og slutdato til kvartals-angivelser, hvilket jeg vil betjene mig af.
Da jeg i 2011 gik i gang med projektet om tavler, havde jeg ikke tilgang til brug af tavlen i det daglige psykologarbejde. Det var umuligt at finde plads, uden at en anden nødvendig funktion gik tabt. Og jeg indstillede mig også på at skulle – hvad hovedparten af alle psykologer og behandlere jo også gør. Jeg havde heller ikke længere et bord mellem mig og den anden, men en lænestol overfor min kontorstol, med lille bord mellem til kaffe, the, cigaretter eller joints. Helt traditionelt, næsten en griner på, at jeg er havnet i den selv samme form for individuelt psykologarbejde, der var den ønskede norm under min uddannelse, men som jeg dømte ude af alle mulige fagpolitiske og sociale grunde!
Jeg har dog fået bragt lænestolen i bevægelse som et fagligt redskab, se artiklen 20121219_2.1 Lænestolen med hovedstøtte.
Jeg har så af og til prøvet at bringe ’tavlen’ ind igen, enten i form af overheadstativ, eller at brede papir ud på det lille bord, og tegne, men det fungerer ikke. Det bliver ikke ”et tredje”, der kan snakkes igennem, men noget ydre, hvis relevans ikke kan aflæses. De gange jeg har prøvet, er endt uden nytte. Det kan skyldes, at jeg var ude af træning, og at jeg bare skulle være fortsat, så ville jeg finde tilgangen igen. Men det forklarer ikke, hvorfor det var så markant kikset, når jeg prøvede. Jeg har derfor helt sluppet tanken om fortsat brug af tavlen, under de forefundne betingelser for rådgivning. Jeg har senere lagt mærke til, at ved bestemte problemstillinger, her kan jeg i min forestilling anskue en tavledannelse, som jeg kan savne, samtidig med at den terapeutiske proces afvikler sig uden tavle. Det har drejet sig om “overgangen” fra et niveau i problembestemmelsen til et andet, om perspektiv-vekslinger af samme problem, og om modsætningsforhold der falder sammen i værdier, der skjuler interesseforhold af betydning.
Jeg kan om mine ”kiksede” forsøg, nu sige, at det nok alligevel ikke var de rigtige problemstillinger, jeg ville ekstrapolere op i visuel form på hentet tavle eller papir, og det var derfor det var kikset! Men omvendt var det i situationen mere eller mindre evident for mig, at den af mig påtænkte tavlefigur, ville kunne gøre nytte, kom den op på tavlen eller ned på papiret. Min ”kiksethed” bliver ikke klarere for mig med ovenstående modsigelse: Jeg kan ikke rutinisere min omgang med tavlen, for at blive bedre til at bruge den i de rigtige situationer, for jeg oplever mine hidtidige forsøg på det, som kun kikset eller som ydre.
En begrebspræcisering er nødvendig: Det kiksede er ikke i første omgang knyttet til mig som udførende organ – at jeg følte mig dum i situationen, fik blackout o.a. - men at det ramte skævt på fastholdelse eller afklaring af en problembestemmelse. Følelsen var en ‘kiksethed’ og effekten en manglende ‘genklang’ fra brugerside. Det blev uforståeligt, hvad jeg ville med det, problem-fokuseringen ligesom forsvandt, og jeg har så taget min tråd op gennem andre ord end denne tavle.
Jeg har ikke været opmærksom på i situationen, at spørge ind til, hvordan det oplevedes, men jeg forestiller mig, at man enten ikke har bemærket noget (specielt), eller bemærket en usamtidighed eller et spring/hop. Jeg forbinder disse forhold med en manglende sikring af den “gnostisk distance”, at det ikke er muligt at erkende, er erkendesubjektet ikke adskilt (relativt) fra sin erkendelsesgenstand. Skal papiret eller den improviserede tavle, kunne have en funktion, må den hvile i et eget rum, eller i hvert fald at den ikke presser sig ind i den andens handlerum - hvad begge i situationen gør grundet den minimale plads. Brugen synes moa. at kræve en vis ’rumlig’ distance eller rumlig bevægeform, fx at det er muligt at rejse sig fra stolen - svært fra en lænestol - eller at kunne sidde praktisk, skal man tegne videre på en billedproblemstilling.
Jeg kan huske de forskellige borde, der igennem tiderne er blevet brugt i rådgivningen, hvor nogle borde var så brede at man måtte sætte sig sammen ved hjørnerne. Andre borde var for små til både at kunne tegne og have mapper mm. fremme på bordet samtidig. Men enkelte borde synes at have en "ideel størrelse". Den "ideelle størrelse" opfattede jeg dog samtidig som værende "lidt for stor" i forhold til afstanden til personen på den anden side af bordet, men om det skyldes en 5-10 cm for meget ved disse borde eller andet, er jeg aldrig blevet helt klar på. På samme måde som der er grænser om mennesker - den sociale grænse, den personlige grænse, den intime grænse, for at nævne tre former - er der ligeledes også nogle grænser omkrig bordstørrelse, der synes at definere sig nærmere her; men jeg fik aldrig prioriteret at få designet og gjort et 'ideelt bord' - hvis overhovedet muligt, for 'grænser' er også socialt, kulturelt og individuelt individualiseret. Der er da også stor forskel på, hvordan enkeltpersoner jeg har arbejdet med bruger bordet. Dette må jeg vende tilbage til, denne udformning af bordets problematik, udformning og praksis.
Anvendelse af bordtegninger vil jeg ligeledes knytte til, at de – hvis de skal være mere end en på forhånd gjort tegning, hvilket gør dem til en ’illustration’ – fordrer rimelig bordplads, som papiret kan indtage mellem bruger og rådgiver. Både brug af tavlen som brug af bordtegninger fordrer mao. en bestemt setting på forhånd, for at kunne anvendes overhovedet, ellers er det adhoc og ydre, med muligt ingen eller afsporende/negativ effekt.
De samme begrænsninger har jeg ikke oplevet ved kropsarbejde, selv om de rumlige forhold er yderst sparsomme. At lave en fysisk ændring, for at gøre plads til bearbejdning af kroppen, synes at være en ændring inden for samme rum, og vil derfor ikke opleves som noget nyt, anderledes eller fremmed, man skal forholde sig til, og som evt. kan forstyrre problemfokus.
Ved ’empirisk tænkning’ forstår jeg at lade ens orienteringsevne styre af, hvad der kan ’deles og samles, differentieres og nivelleres’, og derigennem give mening, og herudfra at danne begreber og sammenknytningsforhold, som materialet kan inddeles efter eller i. Den tidligere omtalte klippeproces, der hviler på en inddeling af tavlebilledet i 5 elementtyper - information, mindste-enhed, objekt, segment og tavlebilledet selv - er et resultat heraf. For at hive et begreb ud af empirien, skal empirien være mig tilgængelig i en eller anden form, og formen vil være determinerende for de begreber, der vil kunne skabes.
’Empirisk tænkning’ skal ses som, en særlig udformning af kategorien ’anskuende / orienterende erkendelse’ (Ute Holzkamp-Osterkamp 1977), og som den form hvor man lader sin opmærksomhed flyde frit, men den flyder ikke mere frit end dens stadige indbundethed i dens rettehed, mod en bestemt indordning af alle mulige elementer, bestemt af betragterens erfaring med empirien. Ved empirisk tænkning er empirien allerede ordnet i tanken, hvorfor der ledes efter varianser og forskelle, der ikke modsiger denne for-ordning.
De resulterende begreber må ses som ”forsøg” på at danne bestemte elementer i sammenhæng, der kan vinde en art brugsværdi for videre udforskelse. Samtidig kan forsøgene vurderes ud fra, hvad de kaster tilbage af viden om genstanden.
Jeg er faldet ind i ‘empirisk tænkning’, som en nødvendig metodisk omvej. For det første er tavlen et ikke-forudbegrebet psykologisk arbejdsredskab, på samme måde som indførelsen af arbejdet med kroppen og øvelsen heller var det. For det andet er min empiri ikke uafhængig af mig, da jeg, sammen med andre, har været med til at udforme og forme det samlede empiriske materiale, før processens start, på produkt- og proces-niveau, og efterfølgende også praktisk har sikret materiale fra empirien, med de valg jeg her har måtte gøre. Som part i sagen anskuer jeg ikke bare, jeg anskuer også grundet mit kendskab til materialet, allerede på en bestemt måde, og dette styrer i en eller anden grad også, hvad jeg skuer, i sidste ende bestemt af hvad mine begreber giver mig mulighed for at fremhæve - og dette vil jeg gerne udfordre.
Om ovenstående klassedeling i element-typer kommer før eller efter min udformning af typografi-elementer, er jeg ikke klar over. Jeg tror de kommer samtidig. Jeg forsøger med forskellige klasseinddelinger, før jeg ender op med de 5 bestemte, men samtidig må jeg også kunne lokalisere nogle tværgående dimensioner, der binder mine elementer i klassedelingen sammen. De tværgående dimensioner finder jeg i de billed-elementer, som går igen og som synes at være byggesten i de samlede tavlebilleder.
Dette har ført til udarbejdelsen af en række forskellige elementer, figurer, objekter, notationer og konventioner, som det empiriske materiale umiddelbart kaster af sig, og hvad deres kategori- og empiri-orden kan være. Jeg gik umiddelbart efter de allermindste enheder i materialet, som ikke kunne deles mere, og som alligevel kunne siges at bære en betydningsenhed.
Herigennem, og når jeg tog disse med som betydningsbærere overfor en tavle, forestillede jeg mig, at det særskilte indhold i tavlen, nu hvor det grundlæggende tegnsæt og notation i billedform var afklaret, kunne fremhæves nærmere, i første omgang at det kunne identificeres. Typografierne er i sig selv livløse, men ligger som den undertone, de enkelte tavler nærmere udforskes igennem, med henblik på begrebssættelsen af de større funktionsstrukturer, de indgår i som sekundært materiale, eller måske nærmere er syntaxen for. Samtidig kan også siges, at større strukturer i et tavlebillede, kan præge udformningen af de helt små elementer, på bestemt måde. Typografierne må derfor ses i deres dannelsesproces, dels hvordan de træder op i materialet, og over for hvilket materiale de træder op, Forskellige figurer kan referere til samme empiri-forhold, og en figur kan være flertydig, og finder først senere differentiere former, eller forbliver uudviklet. For at trænge ind i denne proces af typografi-elementers indtog i tavlebilleder, og dermed en nærmere bestemmelse af typografi-elementernes status i analysen, fordres en analyse af overgangen mellem problemer og deres billedgørelse. Ved at sigte alle disse overgange, gennem en tidsmæssig fremstilling af de enkelte typografi-elementers indtog i materialet, vil jeg kunne gøre mig nogle begrundede antagelser om deres udformning, brug og sammenknytningsforhold. Jeg vil få en varians af mulige afbildningsformer for samme typografi-element indenfor forskellige tidsrum, og ligeledes forskellige klasser af billeddannelser, der refererer til samme genstandsforhold, som vil gøre at jeg kan gå frem relationelt og ikke kun identifikatorisk, når jeg skal bestemme et elements betydning i et tavlebillede.
Analysens typografi-materiale er kun dannet i en første form, jf. “Typografi-elementer”. Da det oprindeligt blev udarbejdet, havde jeg kun været igennem et fåtal af tavleforløb, og det opstod fordi jeg havde behov for at kunne identificere de små elementer, der gik igen i tavlebillederne, og gav strukturerne deres sammensatte betydning.
Efter at have udarbejdet den første oversigt over typografi-elementer, kiggede jeg igen fornyet på tavlerne, men det stod hurtigt klar, at jeg ikke havde fået alle de betydende typografier med, se resultatet af dette “Runde 2”.
Jeg er senere stødt på en del andre elementer, specielt fra et tegnet referat af Holzkamp “Grundlegund”, som hidtil ikke har været taget med som materiale, men som må indarbejdes i materialet og i typografien. Jeg vidste godt, da jeg slap det, at der var endnu flere mulige typograf-elementer, men de, som jeg dengang umiddelbart kunne få øje på, bevægede sig alle på et større relationelt niveau, end jeg teoretisk havde udarbejdet analytiske begreber for. Jeg forbandt disse med en 2.ordens sammenhæng, eller større, men havde også på grund af disse elementer i deres gennemgåenhed i materialet, søgt at finde en mindsteform, jeg kunne repræsentere deres eksistens i analysen igennem. Jeg stillede derfor spørgsmålet:
“Hvad er det for en størres sociale orden, som de enkelte elementer fremviser, og som mao. ikke umiddelbart kan aflæses eller skues ud igennem det figural-kvalitative. Og som samtidig synes at ligge til grund for, at materialet har fået en og ikke en anden eller tredje udformning”
Dette endte op i nedenstående typografi-elementer, med bestemmelsen ‘menneskehedens overindividuelle samfundsmæssighed, i dens sags- og social-intentionalitet’:
.
Dette typografi-element, af 2.orden, skulle forbinde alle de enkelte andre typografi-elementer med den sociale form, hvorfra de fik liv. Og kunne på denne måde også repræsentere de flere komplekse typografi-elementer, der endnu ikke var blevet lokaliseret, og/eller fravalgt grundet deres større orden. Omvendt vil udarbejdelser på dette niveau, også være bundet til en lokalisering af dem i deres tidsmæssige dannelsesproces - på samme måde som for de helt simple elementer.
Da projektet gik i gang, var tavlebilleder min analysegenstand, men mit fokus er siden blevet præciseret i begrebet om min genstand som “billedet i tavlen”. Præciseringen skyldes ikke kun de til begreberne forskellige associationsforhold, men at tavlebilleder må ses som en af flere typer af elementer i "billedet i tavlen", med tavlebilledet som det første, og øvelsen og kroppen som yderligere andet og tredje element, jf. 2. Tavle, krop, øvelse..
Det lyder slutteligt her: Tavlen må ses komme ind i arbejdet i rådgivningen, da der på grund af teorien bag, fattedes ’nye billeder’ til det forefundne, her og der i lokalet for rådgivningen, i en selv, i brugeren, i interaktionen imellem, i sagen det angik, eller hvor der ellers måtte kunne søges forestillinger om problemet på tale, stillet af den ene eller af den anden. Tavlen blev mediet til at fastholde denne identifikationsproces, i ydre genstandsmæssig form, som et virksomt forhold i selve arbejdet med, at stille problemet op og finde dets formulering.
Analysemæssigt er modellen således nok forform for tavlen, men det er som ’billede’. I billedet hænger model og tavle sammen, og i billedet adskiller de sig fra hinanden. Det er i 'billedet' det praktiserende subjekt, indfører tavlen i problemstillingen, og det foregår i vekselvirkningen mellem 1) greb om erkendbare stoffer i den teoretiske indfaldsvinkel, dens grundlag og eventuelle modeller, og 2) gribeprocesser om de virksomme elementer i empirien, der lader problemer opstå og reproducere sig.Og videre fra "Det terapeutiske rum": Det kan være at det er kroparbejde, der har givet anledning til en tegning heraf på en tavle, og som har inspireret til et andet tavleudkast på et andet område, og dermed ”skabt” tavlen i sig selv. Det kan også være at tavlen betød, at kroppen kom i tale som noget selvstændigt, der var at handle overfor.
Øvelsen kan endda tænkes at være den første form for dem alle. Det kan være at fastholde dagens tidspunkt og dens udstrækning for det terapeutiske rum gennem et stopur.
Der må spørges til, på det logiske niveau, om der er flere typer end disse 3, og historisk må det samme spørgsmål stilles til rådgivningens empiri, altså om der heri, kan lokaliseres flere. Indtil videre tilhører alle det terapeutiske rum i den implementerede praksis. De må ses som fostret, udviklet eller konciperet i mødet hermed, eller som implementeret anden praksis i egen. De har alle en historie i materialet, ligesom de sikkert tidligere har haft en historie i andet materiale. Dette må undersøges.
Efterhånden som jeg har kunnet se en første ende på digitaliseringsprocessen, har det også været muligt for mig ‘se ned i’ de enkelte forløb på en helt anden måde, end da jeg startede, hvor det var en uoverskuelig grå masse, jeg aldrig ville komme igennem.
Indtil et stykke inde i mit arbejde med ’tavlerne’, var det muligt for mig at have de forskellige bearbejdnings-måder, som jeg udsatte dem for, presserende i min bevidsthed. Men mens jeg kunne overskue modellerne – til en vis grad – de 100-200, som materialet var på i starten, så forsvandt overskueligheden i samme grad som der kom mere tavle-materiale til.
Grunden til den forskellige spændvidde i min bevidsthed omkring modeller og tavler, finder jeg i, at modellerne er teori-mæssigt båret, mens tavlerne - før en analyse – er enkeltstående, singularis. At have modellen – og de enkelte modeller – som arbejdsredskaber til udvikling af problembestemmelser, behøver ikke mere for tanken, end en association til en struktur og/eller dets tilhørende betydningselement. Hvorimod arbejdet med tavlen, er den stik modsatte proces. Her indføres tavlen til benævnelse af forhold, der som uafklaret kan være problembåret, og som via tavlens streg og/eller benævnelsen, om muligt lader sig videreudvikle til en mere differentieret meningsgivende problemstilling - hvilket vil have en struktur - der kan undersøges, og som eventuelt kan vinde betydning for videre praksis. Her kan man nok have en struktur eller en mængde af strukturer at associere til, altså af muligt forestillede tavlebilleder, når eller i og med udpejningen, identificeringen og benævnelsen af det problembårne forhold gøres, hvad der kan kaldes dets strukturelle mulighedstrum, men alle disse må i tanken abstraheres væk, i ekstraboleringen af problembestemmelsen, så forholdet til den anden er ledet af indholdet i det problembårne, og ikke af en allerede forestillet strukturmængde, i et aktuelt givent mulighedsrum, der på ensidig vis styrer problembestemmelsens videre udvikling. Dannelsen af et tavlebillede i problembestemmelsesprocessen må således foregå fra indholdssiden, hvorudfra mulige strukturer undersøges, når der stødes på dem - fremfor at vente på at en struktur man kender tilbyder sig!.
Ethvert tavlebillede er unikt i sin dannelsesproces, men samtidig er der forskellige tavlebilleder til samme problemstilling og samme tavlebillede kan have forskellige problemstillinger. Så selv om ethvert tavlebillede er unikt, skal jeg ikke lede efter identiter, altså efter udpejningen af identiske tavlebilleder, der efterfølgende som en mængde kan benævnes gennem analyseprocessen med et egennavn, men efter særtræk og generaliteter, for herigennem nærmere at indkredse ‘bevægelsesforholdet’ mellem begreb og billede. Dette forhold skal benævnes med ‘spannet’ mellem begreb og billede, og det må undersøges som strukturelle mulighedstyper, der rækker ind over hinanden, og som derigennem har sat sit præg på den konkrete udformning. Samtidig er spannet historisk i sin egenart, både bundet til samtiden, hvor langt var billeddanelsespocessen generelt kommet, og til aktøren for billeddannelsen, ud fra eventuelle tidligere eller manglende erfaringer hermed.
Selv om jeg søger den digitale løsning, så kan papir ikke undværes hverken i processen eller i praksis. At have papir, synes at være uomgængelig for i hvert fald nogle kreative processer. Der er forskel på blyantens streg - og kridt på en tavle - hvor man kan mærke om der er et fnug under området, man skriver på, og en digital enhed, hvor ens indput er begrænset til en foruddefineret brugerflade, for præsentation af stregen.
¤
Note 1: Gaderummets homepage year 2000 has been designed and programmed by: |
Nicolaj Rivier(programmør) nrivier@hotmail.com Kim Hansen (programmør) beelzebub@get2net.dk Lars Knutsson(Design) lars@knutsson.dk Jesper Berring (Design/Illustration) jep.berring@post.tele.dk Rikke Lowenstein (Design/Fotograf) rikkelowe@hotmail.com |