19_Om metodologisk sigtelinje / Forside
Juni 2012
--> tidligere overvejelser 2012-05-25 04.
Uddrag metodologisk sigtelinje
I
1. Bruger- og aktivistperspektiv
2. Metodologi
3. Sluttelig om politisk og økonomisk magt
Det er ikke helt ligetil at skrive til en brugergruppe, når
fællesmødebordet er stillet ud i gaden, og organisationen eksisterer som ”Gaderummet
- vandrende socialpsykologisk rådgivning”. At eksistere og være uden
lokalitet, er som at være nattens spøgelse for magthavere, engle for frelse,
eller gengangere, der ikke vil dø. Og hvilken kontakt ønsker jeg at etablere,
og hvordan? Jeg skal nærme mig ved at undersøge, hvordan brugergruppen kommer
ind i analysen.
Brugergruppen kommer ind i analysen, da mit empiriske materiale kommer herfra.
Jeg analyserer tavler, jeg har udformet i konkrete møder, og de kan ikke forstås uden den konkrete brugerpraksis, hvorfra de kommer. Nogle forløb har dog ikke tavler, og det
stiller en særlig problemstilling, når tavlen repræsenterer materialet i dets
første form. Og samtidig er stort set alle tavler, kommet til i en
fortrolighedssammenhæng, og i stor udstrækning også påbegyndt udformet gennem
rådgiverens hånd og streg. I papiret ”Kære bruger” og i afsnittet ”Kildematerialets
to-deling” og frem - fra ”Empirien
1980 og frem. Teoretiske betragtninger - er de forskellige
problemstillinger behandlet, og resultatet blev den ”anonymiserede tavle”
i et ”anonymiseret forløb”, hvor det ikke er det enkelte forløb,
men tavlen som sådan, der er analysens genstand. Og at der skal sikres to krav:
- at man kan være blandet helt udenom, og ikke skal pånødes en kontakt; og
- at man kan blande sig ind i analysen, ved på åben eller lukket måde, at
skrive med på analysen af egne tavler, samt at analysen er tilgængelig for
interaktiv kommunikation om alle dens elementer, begreber og påstande.
Jeg finder ikke - men jeg kan føle det - at jeg skal spørge de enkelte brugere
for at bruge tavlen i anonymiseret form. Men så jeg vil jeg måtte pånøde en
kontakt. Samtidig er tavlen i forvejen, kommet til veje gennem en
afindividualisering af noget udtrykt eller sagt, gennem en mulig
generalisering, almengørelse og billede af det. Desuden har det været åbenbart,
og kommunikeret tilbage, at materiale ophobet gennem praksis - alle noter,
papirer mv. gjort af rådgiver - nok er brugerens ejendom, men samtidig også
vores arbejdsredskab, for at kunne varetage arbejdet, hvorfor det er kopien
brugeren får. Og at det senere også, i generaliseret form, løftet til ”type
af problemstilling”, indgår i den interne lærings- og forandringsproces -
så vi ikke som rådgivning ”kvajer os på de punkter, vi har gjort det over
for dig, en fremtidig anden gang over for tredje”. På dette punkt kan projektet ses som et forsøg på at give tilbage til brugere, hvordan der senere er tænkt, og hvor et hvilket som helst gensvar tilbage fra deres side, vil være et vigtigt svar. Jf. også empirien i "Projekt indre lænke", Gaderummet-regnbuen 2006.
Løsningen på kontakttilgang eller kontaktform til brugergruppen - at kontakte
uden at pånøde kontakt - er at udforme analysen således, at alle kan deltage,
og hvis man vil deltage på egne tavler, at dette er muligt fra en åben eller en
lukket anonym position, men det kræver så at man tilkendegiver sig overfor
analysens forskersubjekt. Jeg forestiller mig, at det er herfra, at den nærmere
interaktive struktur i analysen if. brugergruppen, må dannes. Analysen har mao.
brug for frivillig kontakt udefra, fra tidligere brugere. I dette ligger
yderligere, at valideringen af tavler i sidste ende, må sigtes gennem deres
brugerperspektiv, og her er brugergruppens stemmer væsentlige og ikke til at
udelade. Dette betyder, at analysen, for at vinde værdi, skal have kontakt
tilbage fra brugere i brugergruppen, ellers vil indarbejdningen af denne i
analysen, forblive abstrakt og gold.
Når jeg skriver til brugergruppen, må det også indbefatte, at jeg skriver til
aktivist-perspektivet i den. Brugere af rådgivningen og af Gaderummet blev
aktivister, i den grad de betjente sig af ydelserne. Rådgivningsbrugere kunne
vælge Gaderummet til, men ellers eksisterede Gaderummet ikke som noget, der
perspektiverede rådgivningsarbejdet. Det var en omverdensramme, på godt og
ondt, hvor deltagelse måtte afhænge af problemstilling, og ikke af sædvane,
normalitet, tilpasning eller andet. Gaderummet var for rådgivningen en social
ramme, som man fysisk måtte gå igennem for at nå til rådgivningen, men
deltagelse eller forholden-sig hertil, var ens eget anliggende.
Rådgivningsbrugere blev således indirekte part i dramaerne i Gaderummet, men behøvede ikke at
forholde sig til dem - med mindre man selvfølelig selv var involveret!
Gaderummets "åbne dør" udsiger, at Gaderummet må beskrives på en åben måde, så der kan tænkes med på dets udfordringer, læringsprocesser og forandringer. Her er et klip om "slagsmål" fra "Regnskabsberetning 2006".
"De fleste slagsmål er blandingsformer, og ganske sælsomme at betragte, agere med og interagere i. Det spottes hurtigt, hvilken karakter det initierede slagsmål har. Om det nærmest er en "likvidering på spil", dvs. en ordentlig røvfuld, og så må man jo blive skjold, når man kan komme til det. Eller om det er en batalje, der nærmest i kraft af sin sammensætning parterne imellem, er en batalje, de selv må løse. Her er andre med i rummet, som dem der sørger for en "stoppen", samt at kampens hede, ikke lægger mere øde end nødvendigt. Tit kan det betragtes, at mange søger at stoppe sådanne slagsmål, da de selv kan have noget på sinde, men at de herved starter et slagsmål inde i slagsmålet. Sådanne slagsmål kan bølge gennem Gaderummets fællesstue igennem nærmest flere timer og være umulige at stoppe, selv om alle forsøger på det. Der er en vis emotionel tid, der skal udleves/overståes. Er det én mod alle kan det tage mange timer, hvis han eller hun er i en "psykoselignende tilstand". Hvis det mere er bataljer mellem 2 parter – med hver deres heppende eller dæmpende bagland – kan det tage nogle snese minutter, hvor det nærmest er muligt for de enkelte ind i mellem at holde lidt pause fra slagsmålet, for så med fornyet iver at kaste sig ind i det igen, for herigennem at få kål på dén og de, der ikke kan dæmpe/styre sig. Det er dén, der ikke kan stoppe op, der må gå ud og køle af. Afhængig af karakteren af ophidselse og/eller vrede, den enkeltes fattethed i situationen– bliver man smidt ud for dagen eller natten. Kan man intet, og er man stadig et problem for alle, bæres problemet automatisk af de unge ind i rådgivningen, da man anmoder om stabens tilstedeværelse – hvis den ikke allerede er der - for en videre løsning"(s.18 i 2007-07-08 Gaderummet. Regnskabsberetning for 2006 plus pakke med bilag).
Også i Studenterhuset, som var et hus man ikke måtte overnatte i, her var der -
som i alle huse over tid! - både overnattere og boere. Mange huse overlever med
sådanne små mønstre af ”anonyme immigranter”, der gør noget for
huset og dets mennesker - men som også kan gøre fejl, som andre.
En der boede længe i Studenterhuset, ved ikke hvor han kom fra, og hvordan han
lige pludselig boede i det sidste rum. Han kom fra krig i Afrika. Han malede de
fantastiske billeder, og så var han god til at passe på huset om natten. I
Solidaritetshuset var der også overnattere mv., og fra alle grupper i huset.
Men her blev det til sidst meget konfliktfyldt, hvilket mest må tilskrives de
små lokaliteter, og de mange aktivister og aktiviteter. Med Gaderummet kom så
muligheden for, at man som rådgivningsbruger, også var del af en samlet fælles
sociale ramme, hvis man ville eller gjorde brug af det. Gaderummet - som en
gruppe af ”tilfældige” mennesker - blev til sidst lige så væsentlig
for rådgivningens arbejde - helt uundværlig - som rådgivningens arbejde var det
i opstarten af Gaderummet.
Også Gaderummet havde sine krigsskæbner, hvor
særligt børnesoldaten fra Sri Lanca skal nævnes. Han var en fantastisk kok. Han
kunne ikke få asyl, der blev ikke troet på ham. Han boede i næsten to år under
det store bord i rådgivningens lokale, som kun var frit om natten - og hvor
hans mareridt kom ud, så nærmest hele Nørrebro kunne høre det. Han lever i dag i Canada, hvor
han har bygget en restaurant op.
Analysen er først og fremmest rettet mod rådgivningens arbejde og dermed
brugerperspektivet. Det skal samtidig siges, at mangen en aktivist har taget
sig sine rådgivningssamtaler, uden at der er efterladt hverken referat eller
tavle. Nogle af disse samtaler i fællesrummene er endt i brugerforløb. Mange i
Gaderummet har helt sikkert fået den største indsigt gennem de personer, som de mødte i
Gaderummet, snarere end fra staben, for sådan ser det ud fra stabens side - og hvorfor
skulle det være anderledes for brugere.
Jeg må her stille det samme spørgsmål, som jeg har stillet til anvendelse af
kroparbejde i fælleslokalerne, jv. afsnit 4 i 2.0
Anskueliggørelse og psykologisk praksis, at jeg mest kun lappede på
problemstillinger. Jeg kunne også her have presset mere på, for yderligere
samtaler, i nogle tilfælde. Billedet for, hvordan jeg har forholdt mig, er dog
utydeligt. Jeg har tit taget initiativ til aftaler gennem fælleslokalerne, men
har også måttet konstatere, at det at følge tiden, det ikke altid har været til
stede. Jeg kan have manglet pågåenhed i disse tilfælde. Det er som at skulle
fange et møl, uden at skade det.
Jeg skriver samtidig til den problemstilling, at et selvforvaltningsprojekt fra
neden kom langt, men ikke langt nok. Det blev som det blev formuleret af en
mangeårig medarbejder i Gadedummet, ”lukket midt i et åndedrag”,
jf. afsnittet ”Gaderummet
bliver lukket ” i Gaderummet
- konkret utopi i krise, 2011. Gaderummet var slet ikke færdigt med at
udvikle sig, men det blev hele tiden udfordret til det yderste, ved, at alle
nye problemstillinger på gaden, havde det med at finde Gaderummet først,
hvilket skyldtes den ”åbne dør”. Det betød, at Gaderummet hele
tiden arbejdede med ”ukendt nyt”, som ligesom ikke artede sig som
kendte konflikter og problemformer. Men, og på grund af den åbne dør, måtte det
så også løses på stedet - tit involverende adskillige ukendte/forskellige sprogstammer - og ikke gennem deponering til gaden igen, nu der ikke
var andre steder. Det lignede dog, at vi altid fandt løsninger, der rakte lidt,
uden at ekskludere eller blot reframe problemet.
Gaderummet blev et ”lille
samfund” i samfundet, hvor kun to diktums - ingen hælervarer og ingen
junk - var den ekskluderende faktor fra fællesskabet. Gaderummet er også blevet
beskrevet som et sted med ”højt til loftet”, og det var det også,
men der var samtidig ovenstående to nedre grunde, som Gaderummet hele tiden
måtte være på forkant med. Der er således ikke tale om, at Gaderummet er en ”ø”
uden kontakt til det omgivende samfund, tværtimod kan Gaderummet have logikker
af samme art som der hersker på Hovedbanegården i København: Der sidder en og
tigger smøger uden for Gaderummets hoveddør; når man kommer indenfor er der et
slagsmål i gang; samtidig skal en gruppe ud af døren, og gider ikke blande sig,
for de skal nå en bus!
Gaderummet er også blevet set som et ”totalmiljø”, og det kan det godt have været for nogen boere, eller for nogle aktivister eller ansatte, men det var mere en ”lokalitet”, befolket af forskellige mennesker, i grupper eller bare som eksistens, og som var under samme tag. Og ofte med en stor vifte af forskellige nationaliteter og sprogstrammer til stede samtidig, og alverdens små dyr fra tamrotter og kaniner til mange hunde. Der blev trukket på samme hammel, stedets fortsatte overlevelse, at det var i samme stand eller i bedre, når man forlod Gaderummet, end da man kom, ligeså for en selv, og her inden for havde hver enkelt sin egen dagsorden, sin egen livsførelse - eller det var et sted, hvorom den enkelte i starten af sit ophold, ikke anede, hvilket sted vedkommende var havnet eller hvordan.
Der er noget i den ”hammel”, der blev trukket på, der viste sig at kunne noget. Den er beskrevet mange steder på forskellig led, at ha’ et hjem, at blive taget alvorligt og tage sig selv alvorligt, at kunne handle på behovet for at ”yde omsorg” og ”deltage”, at få lov at realisere sig, få værdighed, at være sig i sin forskellighed og alligevel at blive taget alvorligt og ligeværdigt, at kvaje sig, og at kunne rejse sig igen, og at kunne forandre sig. Teoretisk er hamlen blevet indkredset i konceptet om brugerstyringens fem elementer eller tilgangspræmisser: ”brugerpræmisser”, ”total åbenhed”, ”invitation til samarbejde”, ”den åbne dør” og ”brugerkontrol”, jf. afsnit ”1999 Gaderummet som socialpsykologisk fristed for udstødte unge” i ”2010-01-18 Kategorier i Gaderummets socialpsykologiske praksis”. I 1999 blev kritikken af det etablerede formuleret således: "Giv psykiatrien til psykiaterne, aktiveringen til aktiveringslederne - og de psykiatriske institutioner og arbejdsanstalterne til de udstødelige", 1999 Ufærdigt ungemanifest Gaderummet. Øjebliksbilleder fra årene er her "tvg-dokumentar 0.6 "Et kamera en dag i Gaderummets sommer 2000", 30min, samt "Gaderum gange 24 på Fuerteventura nov.2000. Del 1, 2 og 3".
Gaderummets ”deltagere”, ”aktivister”
eller de ”personligheder” som historien udpegede til at være del af
projekt rådgivningsgruppe Regnbuen, og senere Gaderummet, de udgør en lokal
historie i en storby. Ethvert projekt har en tid, nogle bør lukke af sig selv,
før andre gør det, men Gaderummet skiller sig ud. Det formåede dog ikke i
sidste instans at sprænge sin omverdensramme, gennem initiering af forandringer
i denne, hvor Gaderummet samtidig etablerede sig på ny, men det formåede at
sprænge rammerne for, at psykologisk og socialt arbejde, var arbejde med
konkrete personligheder, og ikke individer med cpr-numre udstyret med
diagnoser, og indplaceret i sociale hylder og kasser. Ikke diagnosen eller ens yde-
og tilpasningsevne var det centrale i arbejdet, men problemstillingen, og
specielt de problemstillinger, der kunne trække livet skævt, eller som holdt en
nede.
Der er således lagt et bestemt snit ind i det som personer kom med i
rådgivningen og Gaderummet, at se udvikling og problemer i deres sociale genese
og samfundsmæssige overvindelse eller løsning. Moa. at vi er historiske og
samfundsmæssige væsener, og at det er historien, også den individuelle, der har
skåret os til som det nu engang er blevet tilfældet, men som udviklet, og
dermed også som noget muligt foranderligt.
Selv om jeg har været med i hele historien, oplever jeg den ikke en fortjeneste
for mig, men at fortjenesten ligger i, at problemstillinger over tid,
kollektivt er blevet grebet, og placeret i sammenhæng med det indhold, der
kræves for, at det samlede arbejde har kunnet leve og vokse videre. Det har i nogle tilfælde
omhandlet, at de rigtige personer var der på de rigtige tidspunkter, med deres
bidrag; samtidig har historien vist at ydre hændelser, eller hændelser mellem
Gaderummet og andre organisationer, at de bliver mere og mere betydningsfulde,
efterhånden som historien skrives. Personer spiller her en rolle, men det er i
strukturen. Personkonflikter kan på dette niveau splitte organisationer.
Men i det små, kom rådgivningen og Gaderummet rigtigt langt, og specielt ud over det eksklusive blik på 'personligheden i sit sociale kollektiv'. Herved fortæller materialet om sociale problemstillinger for personligheder på vej, og ikke om diagnoser, der skal stilles, og hvor individet skal viderevisiteres til 'rette' anden side eller til kun privat at måtte arbejde for egen overlevelse. Der er meget lidt tilgængeligt materiale om en sådan ”ikke-inddeling af mennesker”, som der kan læres af, men her er forhåbentligt noget mere.
Et papir som ”Kære bruger ...” er et papir, som lige meget hvordan det formuleres og afsluttes - tror jeg - er et papir, der aldrig kan ramme præcis eller favne flerheden, men måske et større eller mindre flertal. I alle tilfælde vil der være ”stemmer” fra brugere, der ikke er medreflekteret, "stemmer" i opposition, eller ”fraværende stemmer”, lige som stemmer ikke bare er stemmer, men er stemmer ud fra personers indgåen i organisationen på forskellige niveauer og i forskellige tidsrum. Og papirets formuleringer af rådgivningen og Gaderummet, kan måske ikke istemmes. Organisationen anskues fra et alternativt ståsted, hvor der skal anlægges et andet blik på arbejdet, end det her foreslåede - og ser hellere dets hæl end tå. Der stilles derimod spørgsmål ved organisationens menneskelige resultater, og ved dens teoretiske udgangspunkt, i den ene eller den anden rækkefølge. Selve eksistensen kan endda anfægtes.
Så lige meget, hvordan et brugerpapir skrives, og vel egentlig også hvordan det perspektiveres, vil det blive set forskelligt afhængig den ”stemme” jeg rammer. Det vil være muligt at skrive til bestemte ”stemmer”, ud fra relativ ens ståsted og position, fx. til boergruppen i Gaderummet, til de der gik i rådgivning, og som enten brugte Gaderummet også, eller ikke gjorde det, til gæster og venner af gaderummet, til personalegruppen, serverrummet, til kældergruppen, tvstuen, kiddypunkerne med mange flere - men i de fleste tilfælde skal der sættes år på ”stemmen”, der skrives til.
Jeg har valgt ikke at skrive til nogen, og dermed heller ikke til kritikere eller istemmere af rådgivningen og Gaderummet, men til de problemstillinger, som de slog op og funderede i praksis. En tilgang til psykologisk og socialt arbejde, der blev til en organisation, og til brugernes ejendom, og som de forvaltede og udviklede til et sted, som ud fra egen praksis kunne sige, ”at ingen ung er en rest, der kan opgives”, brugere der i al væsentlighed kom fra ingenting, tit med alverdens sår og skamferinger med sig, og hvorom alle havde sagt: ”Ud. Duer ikke. Næste”; - Hvorefter deres i fællesskab egetopbyggede sted, så med vold og magt, blev annekteret af ”kommunen” med begrundelsen ”manglende psykiatrisk dominans”. Så sandelig en tankevækkende historie! Og spændingen får en yderligere tand, når det også bemærkes, at det var en socialborgmester fra et påstået socialistisk parti, der svang kniven.
Klip fra samtiden
2007-05-14 Kommunemøde. Psykiatriens fangarm. Kommunen forklarer sig, video 2min 
2007-08-17 TV2 Lorry om Gaderummet. Socialborgmesteren forklarer sig, video 1min
Hele indslaget 2007-08-17 TV2 Lorry Kampen om Gaderummet, video 4min
Med mit perspektiv i historiesynet i marxismen, hvor revolution kan komme på
tale, tager jeg således mine ”persona’er” til indtægt for et ”omvæltningens
perspektiv”. Et er at reproduktionsproblemer samles op efterfølgende
produktionen af dem, men det gøres i dag - qua privatejendommen og samfundets
gennemskæring af aksen privat/offentlig - i strid modsætning hertil. Set
herfra har brugere af rådgivningen og Gaderummet, mesten dels været ramt af
klassekampens blinde lov, i dens negative konsekvenser. De sloges ikke med
almenmenneskelige problemstillinger, men med skærpede sociale konflikter og
misforhold, og fra en isoleret position. De blev stillet alene, eller de blev
forhindret udviklingsomstændigheder, og blev deres egen altid for tidlige
livsfortælling. De blev i al væsentlighed, sådan må jeg stadig mere se det,
ramt af fælles sociale utilstrækkeligheder og misforhold - og svigtet af nogen
der godt vidste hvad der foregik, men skjult/fordækt prioriterede anderledes - hvorved de blev
stillet fremmed op overfor hinanden, fra hvert sit individuelle sted. Og det
blev deres skæbne at udvikle sig med dette. Nogen vinder bredere socialitet,
som tiden går, mens andet ender i det tragiske. Sådan behøver det ikke være,
selv om det ser sådan ud indenfor et livsforløb.
Nix. Når et problem er løst, kan man se, hvor man og det kommer fra. I dag synes alt
indenfor det terapeutiske, psykologiske og psykiatriske at være indhyllet i et
slør, at der gøres en god gerning i deres behandling, da den hviler i "videnskabelige metoder og forskningsresultater". Når sløret en dag trækkes fra,
vil man se en række psykoteknikere og psykokemikere, samt en stor randgruppe af
psykoadministratorer træde frem som kvalifikationsløse - som nye arbejdsløse, der skal omskoles for samfundets skyld!
De levede i sidste instans af at tage blodprøver fra patienter, for at
kontrollere medicinindtaget af de psykofarmakaer, som de dagen før selv havde
ordineret den henviste person til at skulle indtage, evt. med tvang, som
løsning på sit problem. Forskning i at finde en dosis og stof der ikke slår ihjel,
men omformer noget, er dyr, og betales gennem medicinen. Eller de levede af, at
omforme patienternes tanker og adfærdsmønstre, så de passede ind i rådgivernes levemåde - og
fanden tage de sidste, som ikke bliver spurgt om pillen, før den var sunket! Se også papiret "Bakterien syfilis og psykiatrien grundlag", Kalle 2011, samt videoen "Medicindød" 3timer 2012, indledende kommentar ved Kalle til demonstration og taler.
De kan kaldes en ”paddehatte af pater”, som historisk er kommet
til at råde over en fællesmenneskelig problemstilling, at være stillet alene i
et privatkapitalistisk samfund, og ikke trives hermed, evt. være patologisk
imod, og som staten må inddæmme eller uddefinere. En ideologisk magt af samme
art, som militæret er det for en nation.
Som i USA, hvor det ikke er muligt at rulle det private sygehusvæsen tilbage
til funktionel status, dvs. til at udgifterne til behandling er større end
forsikringsomkostninger ved at behandle, fordi det vil skabe millioner af nye
arbejdsløse advokater og advokatsekretærer, så er det heller ikke lige givet at
den hjemlige arena kan forandres, selv om den i dag kun delvis er privatejet.
En kvalitativ ændring heraf, betyder slet og ret arbejdsløshed og omskoling.
Kan det lade sig gøre? Fra Sosu-assistent over socialrådgivere og al psykiatrisk
og psykologisk og pædagogisk personale? Med det rette perspektiv indført i stoffet, måske. Men kun i samme
grad som en kvalitativ anden praksis kan fremvises. Det er denne praksis, der
skal beskrives.
2. Metodologi - udkast
Mit brugerpapir sluttede i nogle vidtløftige formuleringer om metoden for projektet:
”Hvor Marx i sin tid skrev Kapitalen ud fra begrebsparret brugs- og bytteværdi, og så det tredje – som ikke kom med, også kaldet Marx’ berømte blinde plet, at varer ikke udveksler sig selv, men det gør derimod ”brugsværdi-forventningen/vareæstetikken” (W.F.Haug) – skal vi gøre det samme ud fra begrebet om tavlen, der trækker begrebet om ’modellen’ med sig, og hvor det tredje led kan identificeres som ”det psykologiske billede”.
For overskueligheden:
Marx: brugsværdi – bytteværdi – (brugsværdiforventningen/vareæstetikken)
Kpc: tavlen – modellen – psykologisk billeddannelse”
Perspektiveringen i Marx’ vareform er ikke kommet fremmed eller ydre til. Den tilbyder sig nærmest. Vareformens ’brugs- og bytteværdi’ og kpc’s ’tavle- og model’ er to store abstraktioner og modsigelsesforhold, der danner analogi. Den første har været ophav til en verdensomspændende samfundshistorie, kaldes markedet - der snart er ved subsumere, ikke længere kun de enkelte individer og deres livsbetingelser, men selve kloden. Det kunne være rart at finde en økologisk modgift hertil.
Begrebsparrret ’model - tavle’ har samme
begrundelsessammenhæng som ’brugsværdi - bytteværdi’. De er
logikker i samfundets praksisstruktur, som kan fremmes, eller som kan hæmmes,
men mest af alt kan de nok kun styres, når de først er kommet frem af æsken.
Man kan stille spørgsmålet ved, om vareformens udvikling er forudsætningen for
det universelle samkvem, eller om det universelle samkvem er forudsætningen for
varen. I det første tilfælde har klodens samfundshistorie, da den endelig kom
til, været forudbestemt til at blive kapitalistisk i sin intentionalitet, da
varen første gang blev ”opfundet”, og ikke længere lod sig holde
nede. I det sidste tilfælde, kan der tænkes universelle samkvem andet end
gennem varen, hvor varen blot er en af flere, og muligt, pga. dens
abstraherende kraft fra det indholdsmæssige og substantielle, men i så tilfælde en kategori med
et faremærke på, ligesom i dag med advarslerne på cigaretpakkerne!
Kan det ækvivalerende stof være andet end guld, penge, ris mm,
og behøver samfundets verdensform, en ækvivalent, i den hidtidige koncipering:
i et materielt stof. Et forestillet materielt stof findes i finanskapitalen -
moderen over al selvskabt elendighed - hvad den også lever af. Marx' "Teorien om merværdien" bevæger sig på dette niveau.
Så det stof, vi søger, er
hverken foregrebet eller hviler i vareformen. Jeg taler ikke om genindførelsen af en naturalieøkonomi - det er heller ikke muligt globalt!? - hvor man udveksler
produkter frem for abstrakte ækvivalenter, men om ophævelsen af udveksling af ydelser i form af
modydelser, specielt indenfor området af problemløsning, hvad det så end angår.
’Tavle-model’ er en bitte abstraktion i en historiefortælling. Den har det fælles med vareformen, at den først opdages, da den allerede er i gang med sit eget kredsløb. Den adskiller sig fra vareformen, ved at den ønsker at ophæve sig selv i en ny socialitet. Den er kontrær til vareformens subsumering. Tavlen insisterer på indhold, på substans, i en gensidighed, før udtale om nogen, om det passerede, og dét kan få modelkarakter. At lade modellen optage eller erstatte interventionen, svarer til, at prakke en anden en vare på - hvis indhold først afslører sig ved besiddelsen bag efter, som i varens tilfælde, som udvekslet. Når psykologisk rådgivning prætenderet bestemte resultater, evt. ved givne diagnostiske kriterier, tales der vareformens logik. Problemet er, at det er svært at tale andet end vareformens logik, i et privatkapitalistisk samfund. Men det betyder en lakering af sjæl og krop, med et ydre stof, der også kommer til at virke indefra.
Bliver en tavle til en model, allerede i sin indføring, er det ikke en tavle, men rådgiverens modellering af den anden. Men tavler kan gøres til modeller. I modellen er man på plan- og type-niveau og dermed under det enkelt-empirisk mulige. Løsriver tavlen sig fra sit stof, kan den blive model, hvis der er et udvekslingsmarked for den, altså at der er mulighed for at trumfe den igennem overfor andre eller at andre får smag for netop denne model. Forholdet mellem model og tavle kan vendes om. Modellen bliver den primære, som bytteværdien er det for varen. Indholdet afsløres senere, efter endt handel. Sådan bliver psykologiske skoler til.
Jeg skal nok analogisere min analyse til Marx, men den vil allerhøjest have logiske og historiske træk til fælles. Videnskabsfilosofisk kalder jeg tankegangen ”dialektisk marxisme”, hvor der insisteres på den historiske indfaldsvinkel som materialitet. Marx’ genstand i Kapitalen var en anden, og på det økonomiske område. Min er i tavlen som repræsentant for en personlig problemstilling. Men denne er dog samtidig i dag mest af alt, sat på vareform. Man køber ydelser som privatborger, eller man modtager ydelser fra det offentlige, ud fra trangstilstand.
Rådgivningen opstod i et mellemland - hvilket senere muliggjorde Gaderummet - som en frivillig og gratis organisation. Midlerne til det psykologiske arbejde, måtte det være organisationens egen opgave at realisere, så der ikke var en dimension af ydelse/modydelse til stede mellem rådgivere og brugere. Og det samme princip gjorde sig gældende i Gaderummet, og mellem Gaderummet og brugere/aktivister.
På sin vis er tavlen, som det tidligere er hævdet, sådan et slags førtrin til en problembestemmelse, der evt. ensidigt kan bruges til en diagnose - men så nærmer man sig modellen - men tavlen må samtidig, ud fra ovenstående, også karakteriseret ved sin genese i en social ramme, der internt søger at sætte vareformen udenfor døren. Problemet har optaget mange brugere. Hvorfor gør I det? Hvorfor ikke lidt afregning materielt i ydelse/modydelse, hvis nu man gerne vil eller kan? Vores svar har været utallige, men en tråd har været, at når vi som psykologiske rådgivere gerne ville blive klogere på, hvordan arbejde bedst muligt, så kræver det at rammen om arbejdet, ikke i udgangspunktet allerede er skæv; eller med et senere begreb, at arbejdet skal være ikke-delt, men udelt, modsat at en tænker, og den anden handler osv. Se til eksempel papiret fra konflikten til Socialministeriet "2007-05-22 Anmodning om frigivelse af midler og genindsættelse af det udelte arbejde for udstødte unge".
Individuelle problemer er kollektivt-samfundsmæssige i deres opståen, og de må afregnes samfundsmæssigt, hvilket også kan kaldes forsøget på praktiseringen af den ”konkrete utopi”, det mulige men endnu ikke virkeliggjorte, jf. Ernst Bloch, og for det konkrete Anne Jønsson i "Gaderummet - konkret utopi i krise", 2011 (note).
3. Sluttelig om politisk og økonomisk magt
Gaderummet formåede for mange at være ”en social løsning, hvor indgåelse i stedets befalende ordninger af aktiveringsdispositiver, har frisat større kræfter, end den modstand, der har udgået fra organisationens indgreb i egne dispositionsmuligheder”, modsat hvad der kan kaldes "indordning i underordningen" og typisk forvaltet i formen ”selvfordømmelse som oplevet modstand”, og med den langsomme eller hurtige destruktion gennem livsførelse centreret i ”selvfascination”, som en indre ubrydelig længe i personligheden, frit efter W.F.Haug og P.Willis, jf. ”Selvfordømmelse som oplevet modstand”. Se også "Projekt indre lænke - en undersøgelse af social fastlåsthed blandt margininaliserede unge", Gaderummet 2006.
Gaderummet producerede således ”tænkende masser”, frem for individer stillet op overfor hinanden af andre. Men det gik hånd i hånd med ”massernes” medbestemmelse på hele organisationen, hvilket så også lykkedes, ikke bare at etablere - som til et udstillingsvindue - men som kontinuerlig praksis, og ud fra egne logikker. Men den økonomiske råderet over Gaderummet til sidst, havde Socialministeriet deponeret hos kommunen. Så Gaderummet kunne kun vinde politisk medbestemmelse, indenfor en ydre-bestemt økonomi, en problemstiling som afgjorde Gaderummets senere skæbne, i hvert fald i første omgang.
Men en skæbne, der synes deponeret i den medierende magt, som det psykiatriske system synes at have været, for opretholdelsen af det privatkapitalistiske samfunds sammenhængskraft, i dette tilfælde den kommunale orden i Socialudvalget i Københavns Kommune.
(1)Note
Når det på et subjektvidenskabeligt niveau siges, at "individuelle problemer er samfundsmæssige i deres opståen, og at de derfor også må afregnes samfundsmæssigt", er der at tilføje (AJ):
"Den (eneste) praksisproces, som samfundsmæssigt kan overvinde og dermed løse eksisterende individuelle sociale og psykiske nødtilstande, er selvbestemte menneskelige fællesskabers praktisering af den "konkrete utopi"; den mulige, men endnu ikke alment virkeliggjorte samfundsmæssige praksis. Der fordres en ufærdig praksis, hvor Håb er den bærende og bevægende faktor for skabelsen af en ægte fremtid, for alle og hver enkelt. En fremtid, som ikke blot er hver dags gentagelse af det nuværende, hvor "Håb" præsenteres og serveres for individet som en abstrakt, fremmedbestemt underkastelse under en magtens diskurs, hvor længsel efter forandring er tabueret og utilfredshed stemplet som afvigende adfærd. En frygtens diskurs, hvor risikoen for (yderligere) udstødelse får individet til at bedøve og maskere sin sansede håbløshed som "håb". Det abstrakte håb er en illusion, ubevægelig og "færdig", og de tragiske konsekvenser heraf rammer som udbrændthed, depression og individuel undergang. Håbets praksis, den konkrete utopi, udvikler tillid, fælles indsigt og styrke til at turde formulere problemer og tage fat på forandringen af det samfund, der stedse producerer menneskelig nød og individuel elendighed.
Og det haster!"
€