18_Anskueliggoerelse og psykologisk praksis........ Forside
- At bevæge tanken om et fænomen, til et begreb i fænomenets genstand.
Jeg har tilladt mig fra begyndelsen af projektet at skrive således, at hvis
mine formuleringer gav mening for mig selv, med de betydningselementer, som jeg
ville bestemme, og hvor de syntes korrekt angivet, så var jeg tilfreds.
Ligeså er jeg alene gået ud fra de begreber, jeg i forvejen har haft
tilgængelige på tidspunktet for analysens start, og således at
problemstillinger er blevet formuleret gennem disse. Hvor jeg er stødt på nye
forhold, som jeg ikke umiddelbart har kunnet begrebssætte, har jeg ladet mig
lede af, hvad mit materiale kastede af sig, når det anskues gennem dets empiriske
opkomst, og således at min empiri kunne få så stort et mæle i analysen som
teoretisk muligt. Dette har betydet, at jeg har måttet indføre begreber jeg
ikke almindeligvis betjener mig af. Omkring disse har jeg kun anvendt dem så
langt, at deres formuleringer forblev på et alment logisk niveau, og ikke i en
specifik fagteoretisk betydning - om overhovedet
muligt. Hvor det sidste har været tilfældet, har jeg angivet referencen. Hvor
jeg har været usikker på et begreb, jeg anvender fra min egen tradition, den
kritiske psykologi, har jeg søgt tilbage til dets bestemmelse(r). Men jeg har
ikke forfulgt begrebets opkomst nærmere.
1.ste orden –
elementer og begreber
2.den orden –
aspekter og dimensioner
3.je orden – struktur og system
4.orden – konceptionalisering som indhold og omverdensrelation
Relevanskritiriet for psykologisk forskning. Klaus
Holzkamp 1968-72
Det almene
Begrebet konceptionalisering
Intersubjektiv rekursbasis
Kroparbejde og intersubjektiv rekursbasis
Kritisk Psykologi som ”Berlinerskole”
1970 Psykologisk paradigmeudvikling gennem
studiet af det konkrete menneske
1977 Praksisvending
1983 Kategoriel politisk empirisk
fase
1989-93 Fagpolitisk fase
Problemet om "type"
Konceptionaliseing som
elementers paradoksalisering
4.1 og 4.2 Konceptualiering gennem psykologisk videnskabspraksis og intersubjektiv brugergruppepraksis
1.ste orden – elementer og begreber
Min ’dialogform’ starter således med min genstand, som jeg forestiller mig den, og hvad den fortæller mig, når jeg spørger til dens konkrete eksistens, og ikke først og fremmest hvordan jeg kan formulere mig, så en forestillet kommunikativ ’modtagerside/-part’, kan følge mig. Kan jeg følge mig selv, og have det jeg slår an, som værende indenfor min rækkevidde, i en eller anden forstand, og det synes realiserbart, har jeg forfulgt min ”tangent”. Mange forskellige forhold har fanget min opmærksomhed, så jeg må samtidig tale om tilstedeværelsen af ”flere genstande”, idet mine forestillinger endnu ikke har en entydig form, men eksisterer i ubestemt flertal. Jeg ser dette som et nødvendigt og uomgængeligt omdrejningspunkt, der altid er på spil, når en genstand skal lokaliseres, fastlægges og udarbejdes for analyse.
Min fremgangsmåde er med en selvfølgelighed, indtil videre gået ud over overskueligheden, og er i bedste fald ufuldstændig på systematisk måde. Det har sine grunde. Selv om jeg har prøvet at skrive ethvert papir omkring en problemstilling i min genstand, så er papirets bestemmelser stadig kun begreber ind i en ”forestillet” genstand”. Genstanden er ikke helt til stede for mig, sammenhængende og entydig. Selv om ethvert papir finder sine formuleringer omkring sin problemstilling gennem de aspekter og dimensioner ved min genstand, det behandler, og herudfra søger at udtale sig om en større orden i genstanden selv, så forbliver de kun et snit ind i min genstand. Men de er så samtidig med til at forme min genstand, både teoretisk og hvordan empirien nærmere skal anskues, i sammen grad jeg anvender deres bestemmelser.
Jeg har stadig, på alle tre ovenstående niveauer - modeller, tavler og analyse/analysebilleder - mange uafsluttede aspekter og dimensioner, der kun er noteagtigt angivet. De har været svære at komme ind, nærmest som har de modsat sig nærmere formulering. De vil udarbejdet bidrage til flere analytiske forhold, også muligt med nødvendige forhold, som endnu ikke er kommet på begreb. Men samtidig synes de også at gå, mere eller mindre direkte, igennem min genstand, som medkonstituerende denne på en art indre måde. Det ligger lige for, at starte med en udarbejdelse af de simple af disse, og herefter at anskue de mere "komplekse af de simple", men selve differentiereingen imellem simple og komplekse, kan ikke gøres på dette niveau.
Jeg synes at stå overfor et knudepunkt eller et overgangsproblem indenfor mine teoretiske antagelser og deres samvirke, nærmest af samme karakter som jeg har været stillet overfor et lignende indenfor forholdet mellem tavle, model og typografielementer: at der må teoretiseres, begrebssættes, hvorigennem der samtidig sker en nærmere bestemmelse af empiriens enkelte elementer. Dette blev benævnt med overgang til ”anden orden”. Og et lignende problem vil jeg komme til at stå i, når jeg går længere ind på tavlen i dens overgang fra empiri til materiale og begreb herom.
Jeg må derfor anskue min "anden orden", som jeg har anskuet den første. Når min genstand stadig er flertydig og utydelig, er retningen for min analyse det ligeledes. Men jeg må, ud fra det forudgående, være på vej steder hen. Jeg spørger til disse.
2.den orden – aspekter og dimensioner
Jeg kom fra første til anden orden gennem en bestræbelse på at lokalisere først tavlen i min empiri, og dernæst dens opkomsthistorie, som viste sig at hvile i modellen fra kritisk psykologisk teori. I anden omgang med empirien kunne der lokaliseres elementtyper – benævnt med typografielementer – der gik på tværs tavler og modeller imellem. Samtidig måtte jeg konstatere at typografielementerne ikke alle tilhørte samme entydige klasse eller rum, men at de delte sig i to, og tog jeg ikke de ’komplekse’ af de simple med, så rummet var med, så forsvandt ikke bare sammenhængen mellem tavler og modeller, men tavlerne blev livløse, uden krop eller kontekst. Samtidig betød det at tage dem med, de komplekse – eller måske den ene særlige - at jeg analytisk og metodisk har måttet indføre en ”anden orden”, bare i en første tilnærmelse mig empirien, og hvor jeg endnu ikke har spurgt til betydningselementet, for dets eksistens i en tavle eller i en model.
Typografielementer i denne forstand er en tilnærmelse til min empiri, ikke en teori, men en dimension jeg ser bestemte aspekter i min empiri igennem. Typografielementet henviser til en orden, ved at bestemme et empiriforhold blandt andre.
Overgangen til typografielementer kom fra et enkelt forsøg på at trænge ind
i en tavle. Jeg kunne dele tavlen op i segmenter, og dermed også samle den igen
uforandret, men forespurgt hver enkelt del, så var svaret delt i en empirisk
bestemthed, der skulle udforskes, og i en samtidig teoretisk konceptionalisering, der skulle dannes. Segmenter var
relateret til hinanden gennem empiriens egenart, der ikke umiddelbart
fremtrådte i tavlen eller i dens samlede enkelte segmenter.
Der er til en start, hvad en tavle – eller en model – kan henvise til, og hvad
den udtrykker som forgangen mening. Men uden det omgivende betydningsfulde,
synes en tavle eller model ikke at kunne give en mening, anden end en
vilkårlig. Tavlen må genetisk siges at være kommet til veje gennem den omvendte
proces. Noget betydningsfuldt har givet anledning til en tavle, eller et
tavleelement. Det er i situationen relateret til en terapeutisk
problemstilling, i bestemt tid, betydning og rum. Skal der udtales noget
om tavlen, må det være at spejle den bevægelse, hvorigennem tavlen kommer til
syne i og igennem praksis. Herigennem kan der siges noget om dens funktion i
praksis, overfor en given problemstilling.
Jeg må moa. nærme mig, både fra den teoretiske side og fra den praktiske. Praktisk er det udarbejdelse af tavlens betydning, som udtryk for en bestemt psykosocial problemstilling, men dette kan kun analyseres som en overgang fra empiri til materiale for os. En analog overgang er jeg stødt ind i på den teoretiske side, i indførelsen af modeller i analysen, fra tilført empiri. Den var, da den fandt sted, teoretisk og praktisk ledet, og dens proces og udkomme bærer dette i sig. Det er en overgang til en tredje orden, som skal benævnes med ’struktur og system'.
3.je orden – struktur og system
Vi må derfor tale om ”tavlens konceptualisering” og ”modellens konceptualisering”. De er begge at se igennem behovet for en tredje konceptualisering, ”Forum for Kritisk Psykologi”, og særskilt i den del, der udviklede sig til en ”frivillig og gratis psykologisk rådgivning”, og senere til Gaderummet som ”socialpsykologisk fristed for udstødte unge”. Tavlen og modellen må ses indenfor dette rum, og igennem deres praktiske samtid, og i de problemer, krav og muligheder, der har været til stede – og som det formede sig gennem den tilgang, som en psykologisk rådgivning prøvede at stille op, ikke kun med sine brugere, men gennem et krav om, at det måtte være muligt at gøre det anderledes. Med anderledes blev der ment: ikke at gå frem med en psykologi eller psykiatri om den anden, men at lade den anden komme til orde, som også medforsker i sin egen proces. Dette ville vi fastholde og arbejde med så ureduceret som muligt. Her ligger mulighedsrummet for at ”tavlen” blev født. Når en etableret tilgang vendes om, stilles der krav om andre arbejdsmidler til problemstillingen. De gamle lægges til side. Tavlen kommer i sin indførelse og brug til at give et visuelt dialogbillede, som kan udforskes, eller lægges væk efter en lakmusprøve. Og det kunne fastholdes over tid. Og andet materiale kunne finde ind, også mere uafhængigt materiale. En problemstilling kan brydes op i problem-emner, der samlet eller hver især selv kan undersøges, eller associeres til noget tredje. En tavle tilbyder et specificeret, evt. teoriledet, associationsbillede, der forandrer sig i dialogen om det, og for begge parter. Tavlen virker tilbage på dens involverede, men de tager hver deres med sig, tilbage til efterfølgende, senere brug eller til forglemmelse – og det sker gennem dens berøring og eventuelle bevægelse af empiri til materiale og tilbage.
Tavlen, modellen og begrebet om ”Forum for Kritisk Psykologi” er mao. ”tredje ordens” begreber. Og må udforskes som så. Først da kan deres anvendelse synliggøres og nærmere bestemmes.
Fænomenologisk betragtet forklarer dette lidt om min frustration omkring at
finde en brugbar tilgang til tavlen. Hvordan jeg så end bar mig ad, så smuttede
en tavle ud af mine hænde. Jeg kunne ikke blive klogere ved at lede efter
problemstillinger, for de var alligevel ikke sammenlignelige, selv om de muligt
kunne være det. Denne fundamentale usikkerhed, gjorde også brug af tavler på
tværs af forløb nærmest umuligt. Tavler i et forløb kunne frit og utvungent
tages frem igen, nærmest når som helst, i samme forløb. Men tavler fra et andet
forløb, som for praktikeren, kunne spejle noget lignende i dette forløb, til
måske simpel association, udgjorde en nærmest uoverstigelig barriere, for deres
indførelse. De blev, som indført, til en illustration om noget sammenligneligt
andet til en anden side, og fint nok, men rummet er her stadig bundet til en
ydre sammenhængsform for det de enkelte sidder inde med. Forbindelsen til mig
selv ligger ikke implicit i det fremviste. Nu er der ikke tale om at tage en
”hel tavle” og præsentere denne, omend det kan gøres. Men at et problemaspekt i
en tavle, med en bestemt udformning, og hermed med et bestemt
erkendelsesindhold, tænkes med ind den kommunikative praksis for
problemformulering i dette tilfælde. Det gøres gennem en abstraktion, der
danner et meningsforhold, af mulig betydning for dette andet, der er på spil.
Mao. en ”tankefigur”, der så kan formuleres sprogligt og gennem sprogliggørelse tegnes op på en tavle, hvis det at
illustrere synes hjælpeligt. Ender tankefiguren også
på tavlen, er det imidlertid ikke en simpel ”illustration”, men en bearbejdet
indførelse af en ny tavlefigur. En og samme tavlefigur i det efterladte
materiale, har mao. forskellig betydning, afhængig af
dens placering i problemstillingen i en brugerpersons livssituation, og af dens
særlige opkomsthistorie. Brugen af tavler, er derfor selv en anden ordens
fremgangsmåde, hvor dens opkomst skyldes stof, der tilbyder billeder, eller
billeder, der danner stof. Herigennem kommer tavler og modeller til at danne
grund for teoribestemt fremstilling af en problemstilling i en tavlefigur. Om
det omvendte er muligt, kan undersøges. Kommer praktikeren fra en tradition,
hvor der ikke er brugt ydre medier til kommunikation, fx. en tavle, og hvor
ordet, det udtalte og det skrevne, og kommunikationen herom, ses som det
bærende, hvad skulle få en praktiker til at gribe til en ”tavle”? Desperation,
leg eller foregreben indsigt? Alle tre situationer, kan føre til anvendelsen af
en tavle. Men det sker tilsyneladende ikke. Det kan omhandle, at tilgangen til
det terapeutiske rum, i legitim offentlig forstand, forstår sig i noget andet,
hvorfor der indenfor denne tilgang slet ikke er denne tavlemulighed for
erkendelsesproduktion, selv om praksismuligheder kan tilbyde sig.
Der sker altså transformationer mellem tavler og modeller, i deres givne
teoribestemthed, og mellem tavler i et forløb og tavler fra et andet forløb,
men den sker gennem den psykiske akt, hvor igennem stof og billeder søger
struktur og form til at identificere den i situationen uudtalte
problemstilling, som gennem en tavleformulering, kan anskues nærmere af de
involverede parter. Tavler i et forløb, finder derfor organisk ind i et andet
forløb, gennem indførelsen af deres billedstof, og ud fra de problemstillingen
der slås an, i deres relation til, hvad der søges formuleret. Den simple
transformation har karakter af, at en anden tavle – eller model – indføres til
belysning af noget. I så tilfælde er tavlen/modellen en illustration – som der
kan holdes et envejs foredrag ud fra. Men som kan sætte i relief. En simpel
transformation sker også, når den psykiske akt ikke er til stede som personlige
virksomhedsform.
Jo længere jeg har arbejdet mig ind analysen, jo flere uvante virkelighedsforhold er trådt frem. Forhold jeg har handlet i tidligere, men ikke med analytisk interesse. Dette har allerede vendt op og ned på mange forestillinger, som ikke har været sande. Blandt andet også det sidste, at det er de indre tankebillede, der binder tavlen og modellen sammen, ikke tavlen og modellen som sådan. Er det sidste tilfældet, er der tale om en mekanisk gengivelse, og ikke en psykisk akt. Det betyder, at jeg hele tiden, både må arbejde med afklaring af nye elementer, og således at de får mæle i analysen, før de nærmere tilvirkes gennem inddragelse i konceptualisering, og med konceptionalisering i sig selv. Her fremkommer en usamtidighed, som består i, både at forgabe mig i detaljen på det foreliggende grundlag – og hvor jeg kan komme til at måtte gøre en masse bestemmelser, der evt. senere skal laves om – og søge den større begrebslige struktur, der kan placere de enkelte teori- og empiri-elementer i deres endnu ikke helt bestemte rum, men hvor jeg vil kunne fare vild på andre måde, manglende de flere grundaspekter og dimensioner, der som resonansbasis er med til at danne strukturer. Det er stadig tilbage at afklares, hvilke af disse som kan udformes indenfor det nuværende rum, og hvilke der er større. Først da vil rummet for analyse kunne afbilledes i en første form, idet dets indholdselementer kan angives, og hvor dets struktur og indbinding angiver dets omverdensform. Selv med alle kendte udarbejdet, bliver man alligevel aldrig helt færdig. Der vil stadig komme nye undtagelser til, ligesom et rum selv forandrer sig grundlæggende over tid.
Genstanden ’tavle’ - funktion
Min genstand er ”tavlen” og et ønske om et videnskabeligt begreb herom. Det kunne så vidt være en anden social genstand end tavlen, men opgaven ville være den samme, omend en anden giver anledning til en anden socialvidenskabelig analyse, evt. en anden form for analyse.
Papirerne er kommet til veje ud fra 1) ikke at kunne finde rundt i tavlerne mere, 2) at erkendestof i tavlerne forblev fragmenteret og utilgængelig, hvilket førte til 3) en undren og nysgerrighed om, hvordan en tavle kunne udforskes, og hvad en tavle i terapeutisk forstand består af, samt hvordan den skal forstås, og hvad dens funktion og erkendestof kan være i en almen psykologisk rådgivning, og 4) om en analyse kan udformes således, at den på interaktiv måde ikke bare kan tage imod nye tavler fra ny empiri, men samtidig også selv søger empirisk verifikation og udforskelse af de tavler, der indføres i analysen. Det kan spørges, om en videnskabelig objektivering i sidste instans kan gøres uden det sidste, men i så fald ender analysen i en simpel modelkonstruktion, en anden ordens teori, hvis gyldighedsområde, relevans og status i ethvert tilfælde ikke kan afgøres, og som konkurrerende med empirien.
At gå til denne opgave, rejste et væld af forskellige problemstillinger, som jeg søgte at behandle som de optrådte, og vel vidende at deres placering i en teori om tavlen, måtte komme gennem deres endelige indvirken i tavlens fremstillingsproces i begrebets form – som endnu er under udarbejdelse og ikke konceptuelt fastlagt. Opgaven kan sammenlignes med Woodoodukken, der stikkes nåle i, med bestemt sigte for bestemt anden, men i modsætning til denne ”polære” frastødelsesproces – der i dette tilfælde er en selv - må analysen være analog og modal. Analog hvor rummet bærer billedet, og modal at billeder går over i andre billeder i tid.
Indtil nu har jeg fået et ordnet et materiale, hvor dets empiriske enkeltkomponenter kan træde nærmest uafhængig/ubegrænset/uendeligt frem, for videre enkeltteoretisk analyse, og uden at der tabes information. Samtidig er den bevægelse, der har ført til dette, selv søgt metodologisk fremanalyseret, på den ene siden gennem indførelsen af bestemte kategorier, på den anden side gennem tilførelse af begreber, der er sprunget ud af den praksis, som har givet anledning til min empiri.
Jeg fandt oprindeligt en enkelt praktisk form, jeg kunne skrive igennem. Som ramme, opgaveplan og analyserum, kunne jeg danne en anskueliggørelse af mine forskellige elementer – tavler og modellerne i psykologisk praksis – og som indhold, papirer om genstandens stadige tilnærmelsesprocesser. Det er denne form, der har nået sin grænse med min hidtidige dialogform. Hvad den nye er, må fremgå af det hidtidige, når de manglende aspekter og dimensioner indenfor formen, er udarbejdet. Som fremstillet tidligere, kan denne bevægelse ikke længere kun foregå på egne præmisser. Den må, for at kunne vinde kommunikerbar gyldighed, kunne relatere fremstillingen af sin genstand, og af dens enkelte elementer, til anden side ”genkendelig side”, ikke bare på en ydre måde, men på en indre. Projektet må mao. samtidig med at den udarbejder sin placering og indbinding i en psykologisk videnskab, også udarbejde sin placering i den sociale sammenhæng, hvori det har sit ståsted, standpunkt og perspektiv.
Projektet kan også formuleres friere. Som en illustration over eget arbejde, der kan vedlægges en ansøgning om arbejde på bestemte kvalifikationer. Men jeg er ikke interesseret i, hvad markedet kan gøre for mig, men i hvad psykologien som fag og videnskabelig tradition kan bidrage med, og hvad jeg kan bidrage med til den brugergruppe, hvis problemstillinger jeg analyserer, i mere generaliserede og almene former.
Jeg har til en begyndende afklaring af dette søgt tilbage i psykologien. Jeg har bevidst holdt mig fra den siden jeg startede, ikke at jeg har holdt mig uinformeret, men at artikler for tæt på, hvad jeg fornemmede var tavler og modeller, har jeg holdt mig væk fra. En første indgang kan formuleres således: Hvor og hvordan er der tidligere tænkt om fænomener eller elementer som mine - tavler, modeller og i en faglig tradition – og hvorledes er de blevet anskuet. Altså at se mit projekt og analyse gennem mit fags og andre faglige traditioners briller. Dette må være en naturlig første vej, så jeg ikke i min kontakt til brugergruppen, gentager klassiske fejl fra psykologien, som jeg hidtil har været uvidende om.
Nu er jeg altså tvunget til at ville vide af, hvordan empiri af den art jeg sidder inde med – og som jeg har tænkt ind i, i perspektivet dets egne veje - hvordan denne kan anskues fra ”anden side”. I første omgang tænkte jeg, at det ikke specielt kunne angå den terapeutiske side, som psykologiens forskellige terapeutiske traditioner, for dennes bidrag konfronteres jeg hele tiden med, men mere resultaterne fra den eksperimentelle psykologi, blandt andet Københavnerskolen, Lewin mfl. Men denne formulering, betød samtidig en fundamental omvending.
I den ”eksperimentelle
psykologi” ligger i benævnelsen, at der eksperimenteres med mennesker, eller i
det mindste med delspekter heraf, som kan være frastødende på et etisk-moralsk plan. Men i den oprindelige eksperimentelle
psykologi, var man faktisk med som person, eller et eksemplar af menneskeracen.
Tit brugte den ene forsker en anden forsker som forsøgsperson. I ”psykologiens
terapeutiske traditioner” derimod, ligger i benævnelsen – i konnektionen terapi – noget helende eller helbredende, eventuelt noget lindrende. Metoderne
kan debatteres, og sanktioneres. Men i det godes tjeneste. Eksperimenter finder
selvfølgelig ikke sted. Det starter med dyreforsøg og medicinsk manipulation,
og senere føres forsøget videre i særligt udvalgte kontrolgrupper, som under
største hensyntagen og overvågning, udsættes for kontrollerede
lægevidenskabelige påvirkninger, og er der positiv korrelats ift. bivirkninger,
er det en respektabel, evt. evidensbaseret, faktisk viden om forhold, at sådan
skal man gøre i lignende operative tilfælde.
Der er faktisk ikke nogen gren af psykologien, der eksperimenterer med
mennesker, men store dele manipulerer med mennesker. Det er noget ganske andet,
men det kan være lige så alvorligt skadende. Det er her særligt psykologiens
behandlende traditioner, de terapeutiske, der går i sammenhæng med psykiatrien,
at psykologien er på den forkerte side af alting. Samtidig er der imidlertid
ikke noget manipulerbart i en psykologisk tilgang, som en psykolog fører frem
på et givent tidspunkt, hvis det ikke baserer sig på skjult viden, eller der
sker gennem indre eller ydre tvang til at måtte være i situationen med
psykologen. Denne parameter er i psykiatrien, henholdt til et sandsynlighedsunivers! Dette kan selvfølgelig præsenteres i
sin symbolske og sproglige behandlingsform som indenfor psykologien, men kemi
og fysisk tvang er mere uovertruffen, indvirkning og kortsigtet effekt taget i
betragtning, end sprogets organer. At den langsigtede effekt kan være værre,
som døden, ved at behandle psyken medicinsk, er ikke en effekt, men en
følgesvend, der regnes med. Det frastødende i psykologien finder ind der, hvor
teori og praksis tillempes med argumenter udefra, der holdes skjult, eller for genstanden er fremmed og uvedkommende.
Konklusionen er, at nok eksperimenter psykologien med mennesker, men den gør skade ved ikke at være klar over, hvad den gør ved mennesker, når den arbejder sammen med psykiatrien, eller hvis den direkte har ladet sig underlægge denne eller andre sociale magter. Intet her handler om psykologi – eller om patienten, klienten eller brugerens bedste velbefindende - men om en social anordning, der tilordner et individ sin plads. Lige nu er det psykiatrien, der i sidste instans gør dette, ikke bare udstyret med retten til at afgøre hvad der er psykisk normalt og anormalt, men som buffer og stik-i-rend-dreng for enhver siddende parlamentarisk regering og kommune. Dette er ikke et samfund værdigt. Og heri tegner min oppositionsfigur sig.
Jeg har nok fravalgt aktivt at søge viden om, hvordan en genstand som min kan bygges, mens jeg søger at bygge den op i en første udgave, men jeg har selvfølgelig ikke skrevet uden viden om sådanne forhold allerede. Men det er at betragte som ”død viden”. Den består af de forudsætninger, jeg bringer ind i analysen, og muligt af de der ikke eksplicit finder anskuelige formuleringer i min handlen gennem analysen, men som alligevel er der. De er samtidig de forudsætninger, der binder eller ikke binder min genstand op i et specificeret og større analytisk felt, der er umiddelbar eller middelbart tilgængelig gennem kommunikativ interageren.
4.orden – konceptionalisering som indhold og omverdensrelation
Bevægelsen hvor jeg begynder en konceptualisering af min genstand – ud fra min empiri, og dennes transformation til begreber
herom – er således den samtidige bevægelse, hvor min genstand må finde sin
plads som bestemt kommunikerbar socialvidenskabelig
genstand.
Indenfor den kritiske psykologi, taler Klaus Holzkamp således om en ”intersubjektiv forståelsesramme”, der
ikke må underskrides, hvis en videnskabelig objektivering skal gøres:
”Das Niveau des >intersubjektiven< Verständigungsrahmens aufgrund der kategorialanalytisch herausarbeiteten verallgemeinerten Verständlichkeit subjektiv funktioneller Handlungsgründe im Medium von Bedeutungszusammenhängen (vgl. S.349ff), darf in der Beziehung zwischen Forscher und Betroffenen niemals unterschritten verden. Die wissenschaftliche Objektivierung kann hier also nur eine solche des intersubjektiven Verständigungsrahmens sein: Der Verständigungsrahmen selbst muss durch die Forschungsaktiviät in Richtung auf die wissenschafligche Nachprüffbarkeit / Geltungsbegründung / Verallgemeinerbarkeit der Forschungsresultate, also (wie im folgenden schrittweise zu verdeulichen) sozusagen auf ein Niveau wissenschaftlicher >Metasubjektivität<, die der intersubjektive Beziehung swischen Forscher und Betroffenem einschliesst und übersteigt, entwickelbar sein”(K.Holzkamp 1983, s.541).
Et lignende standpunkt findes hos den danske psykolog E. Tranekjær Rasmussen. Under ”intersubjektiv forståelse”, indfører Tranekjær Rasmussen begrebet om ”rekurs-basis” (1964, s.44). Enhver analyse må stoppe et sted, og
”den rekurs-basis som man standser ved, er yderst forskellig, alt efter hvilke emner, man har med at gøre, og hvilke mennesker, der foretager rekursen. Drejer det sig om en kreds af lærde, er den pågældende rekursbasis anderledes. Der opstår her vanskelligheder vedrørende forståelsen grupper imellem i forbindelse med den kendsgerning, at sociologisk forskellige grupper lever i forskellige emneverdener. Det må siges at være en erkendelsesteoretisk tillokkende opgave at finde >rekurs-baser<, som kan være fælles for så store grupper som muligt”(E.Tranekjær Rasmussen 1964, s.103).
For Tranekjær Rasmussen er rekurs-basis relativ, og kan drøftes på ny, og måske på et snævre niveau, men ”til syvende og sidst bliver enhver rekurs-basis en sociologisk variabel afhængig af den pågældende menneskegruppes emneverden”(s.44).
Hvor Tranekjær Rasmussen gør den fænomenale hverdag til basis for videnskabelig objektivering, så er videnskabelig objektivering hos Holzkamp ikke kun bundet hertil, men angår også selve den tilgang til virkelighedens socialvidenskabelige genstande, som anvendes, dvs. de antagelser der gås frem med. Denne forskel stiller os med den nok væsentligste problemstilling, om videnskab kan gå ud over en rent forklarende og forstående tilgang, på videnskabelig måde, eller om videnskaben finder sin grænse heri, som en nærmest prognostisk teori for givne fænomener under bestemte forhold, mao. at videnskab hviler og er bundet til kontrollerede faktorer, der er et vist herskab over, hvordan virker sammen.
Tranekjær Rasmussen er ikke i tvivl. I sin kritik af matematiske aksiomer, hvor en selvstændig tegnverden bygges op, og som gennem sammenknytning med dagligdagsfænomener, kan sættes ind og erstatte den virkelige verden med et tegnsystem, selv her ville man
”überhaupt niemals in Gang kommen können, so lange nicht wenigstens enige der unbekannten Zeichen in eine vertrauten Zeichensprache übersetzt. Es ist also falsch zu grauben, dass man jemals in absolutte Sinne beginnen kann; man muss immer mit etwas bekanntem beginnen, dass heist aber, dass man nur in relativem Sinne beginnen kann. De reinen Logik, die eben nur die Regeln, nach denen die Abbildungen unter sich verknüpft werden, darstellt, und somit selbst wieder auf gewisse Voraussetzungungen fusst, macht natürlich hiervon keine Ausnahme” (E. Tranekjær Rasmussen 1932 ”Prinzipielles über Geometrie und Raumanschauung”, i ”Vision og illusion”, I.K.Moustgaard & A.Friemuth Petersen, 1986).
Tranekjær Rasmussen er ikke ude efter, at matematikken abstraherer eller konstruere tegn. Kun når den stiller sig over virkeligheden, uden at se hvor den kommer fra, og at uden at have dette med i sin præsentation. Det samme gælder for Tranekjær Rasmussen, den rene logik.
Er det ikke muligt at gå ud over den fænomenale hverdag, forsvinder også videnskaben om det konkrete. Det eksisterer ikke som projekt. Her kan man sige, at de tilgangspræmisser, der gås frem med, at de samtidig i forskellig grad kun lader nogle fænomener optræde, men under samtidig udelukkelse af, at andre også kan optræde. Tranekjær Rasmussen har denne betragtning: ”at den måde, vi vedtager at tale om emner på, har indflydelse på, hvilke emner vi overhovedet kommer til at tale om”(1964, s.124).
Det er dog muligt at ”reparere” på dette, blandt gennem en udvidelse af tilgangspræmisserne, fx. gennem opstillingen af en ”betingelsesmodel” (Jf.s.48ff, se Werner Maschewsky: ”Die Experiment in der Psychologie”, Campus 1977), og således at der samtidig registreres randforhold, forstyrrelseselementer og variable rammeforhold, og hvor enhver gentagelse af betingelsesmodellen, med disse elementer i sig som ”nye” elementer i tilgangspræmisserne, og hvorigennem rummet for betingelsesmodellen successivt kan udvides (Min tilføjelse).
Der kan indvendes, at når rummet udvides, er det ikke længere kun samme emne, da tilgangen fordrer, at nye elementer begrebssættes. Emnerne bliver enten uendelige, og tilgangen uden entydig indgang i empirien, eller samme emne fastholdes som indgang, hvor dets rum bestemmes gennem dets udforskelse. Men hvordan overhovedet arbejde med de vigtige, de relevante eller de væsentlige. Hvad kan der gås frem med, til afklaring heraf?
Relevanskriteriet for psykologisk forskning. Klaus Holzkamp 1968-72
Holzkamp har en lignende problemstilling, da han i "Kritische Psychologie" (1972) spørger til relevansen af psykologisk forskning for praksis. Holzkamp starter sin analyse ved at se tilbage på den moderne videnskabslære, hvor han følger emner eller elementers fremkomst i videnskabshistorien.
Først den "naive realisme", hvor det for empirisk videnskab
omhandler en "sand erkendelse om naturen"(Ibid. s.80), og hvor
relevansen består i forskerens "objektive nysgerrighed", og hvor
erkendelse opnås gennem induktion. Erfaringen kan siges at være det genetiske
primat, for erkendelse. Men opfattelsen fører ikke ud over sig selv. Enten har
man et selektionsproblem mellem erfaringer, hvilket fører til solipsisme, eller
også en teoretisk konstruktion af, hvilke erfaringer man vil iagttage.
Den "logiske empirisme" finder en løsning i antagelsen af videnskab
som et "system af antagelser", hvori "protokolantagelser"
har en særlig status, og med " hypotesedannelse og deres
verifikation" som fremgangsmåde for erkendelse. Men her forskydes
problemet bare en tak opad. Hvordan sikre at antagelser og hypoteser har med
det undersøgte at gøre? Hvilket også gælder de "protokolantagelser",
man "logisk empirisk" starter med i sin første udtale, altså de som
sætter "systemet" af antagelser i gang. Ingenting, eller kun
vilkårlige ting. Popper kommer med et svar, som er den logiske pol hertil,
"falsifikations-konceptet", hvor videnskab må formulere
empirisk-videnskabelige teorier under opgivelse af sandhed, og gennem deres
falsifikationsgrad. Empiri ses i lyset af hidtidig teori, uden selvstændig
realitet.
"Wenn verschiede Forscher über den gleichen intendierten Sachverhalt zu miteinander unvereinbaren Jetzt-und-hier-Aussagen - in der Popperschen Terminologie "Basissätzen" - kommen, so wären nach Popper aus der zugehörigen Theorie andere Basissätze abzuleiten, deres Anerkennung eine Falsefikation der Theorie bedeuten würde, so lange bis ein Basissatz genfunden inst, der von allen Forschern anerkendt wird. Uvereinbatkait zwichen zwei Baissätze ist dann afgehoben, wenn nachgewisen wird, dass sich die beiden Sätze nicht auf de gleichen, sondern auf verschiedene Sachverhalte beziehen" (Ibid. s.96),
Holzkamp ser dette som at "forblive i det irrationelle" og som en "flugt ind i psykologien" omkring spørgsmålet, hvordan mulige teorier kan formuleres, og ud fra hvilke værdier de gøres. Samtidig ser Holzkamp ikke den "kritiske teori", som den her formulerer sig med Adorno og Habermas, som værende en adækvat videre fremgangsmåde (Ibid. s.88). Endnu en abstrakt negation, løser ikke, at den første negation gik galt. Holzkamp anerkender ikke, at diskussionen om sandhed og erkendelse kan lukkes på ovenstående Popperske måde. Og vender blikket mod "konstruktivismen", der selv søger at overskride, at verifikation af hypoteser eller deres falsifikation er videnskabelig forskning. Påstanden er, at det ikke er tvingende, at en teori på anerkendte basislove, skal falsificeres.
"Es besteht vielmehr die Mögligkeit, eine Theorie trotzt wiedersprechender empirischer Befunde beizubehalten, indem man die Theorie gegenüber diesem befunden "exhauriert", d.h. die theoriedivergenten Daten auf "störende Umstände" zurückfuhrt"(Ibid. s.89).
Gennem "Exhaustion" skabes teorien så at sige, med det
"logiskes primat over det teoretiske", og gennem en stræben efter
"systemtransendent entydighed" og "systemimmanent
entydighed". Empiri kommer ind gennem "Realisation" -
konstruktivismens modsvarende princip til princippet om induktion - hvor der
aktivt udvælges reale forhold, der beskæftiger teorien. Men som Holzkamp
bemærker, vil indvundne data stå i konsistens med teorien, hvilket ikke er
erkendelse på nogen måde, men mere en art "kunstig eller kunstnerisk
realitet", der igen nærmere skal beskaffes (Ibid. s.98).
Holzkamp bliver ikke stående ved konstateringen, men prøver igennem en
"kritisk-emancipatorisk vending", at åbne problemet gennem manglen i,
at der kun eksisterer formelle kriterier, som på ingen måde begrunder
udvælgelsen af, hvordan basisantagelser, med en vis værdi og relevans for forskningen,
kommer i stand. Det er ikke fordi, de er fraværende, eller upartiske, men de
indgår ikke i den videnskabelige forskningsproces, hvorfor de også virker
blindt. Holzkamp spørger til, hvordan reale kriterier kan udvikles, hvilket
fører Holzkamp ind i "den store omvej" omkring Marx', og i
omvendingen af "samfundet som abstrakthed", til "de menneskelige
relationers konkrethed i det borgerlige samfund". Herigennem kan også
forskerens tilgang selv reflekteres som part i sagen.
Det almene
På sin vis kan det siges, at den "konstruktivisme", der med Holzkamp er benævnt ovenfor, at denne modsvarer vores "3.je orden - struktur og system". Vi kan ikke alene af denne vej, eller som denne vej hidtil er betrådt, nå længere end at kredse om genstanden, og uden nogen sinde at nå et enkelt konkretum. Videnskabelige udsagn bliver i sidste ende udsagn om varians, effekt og statistisk grundlag. I psykologisk forstand bliver vi et kryds heraf. Videnskab bliver her så relativ, at den er upraktisk, men den er samtidig bundet til de udøvere, der har lært sig udsagnene, og i social forstand, udfører dem som system, eller som er i en samfundsmæssig position, hvor de kan anvende udsagnene til at skabe praksis, i det ønskede forestillede nye billede, for de mennesker, eller deres betingelsesgrundlag, som det angår. Undervisning i matematik, har til eksempel denne form, som brugen af matematikken i produktionen, er det. Men det foregår altid ud fra en bestemt ”plan”. Og i en sådan plan, har en betingelsesmodel den plads, som genstanden tildeler den, ikke omvendt. Det er ikke kontroversielt, at læring af matematik kan ses som en form for almendannelse, men det vil det være, hvis læring af matematik ses som forudsætningen overhovedet for almendannelse.
I forhold til tidligere, hvor de hidtidige papirer i denne analyse kan ses som mere eller mindre vilkårlige snit ind i min endnu ”forestillede genstand”, også de endnu ikke udformede, så kan de ud fra betingelsesmodellen ses som ”tilkomne / tilblevne” aspekter og dimensioner ved min genstand. Har jeg en plan, er de omvendt rammens struktur og indhold. Selvfølgelig vil jeg gerne have min plan frem, til dialog og kritik og samarbejde. Men på hvilket grundlag, med hvilket sigte og hvad vil jeg gerne opnå. Mao.: Hvad er mit indholdsmæssige tredje, jeg formidler mig igennem? Så længe dette er uklart for mig selv, har jeg ingen plan.
Jeg er ikke tilfreds med at kredse om genstanden, men jeg har heller ikke noget som helst behov for at løsne mig fra min fænomenale hverdag, og ikke vil kunne finde tilbage. Jeg ved allerede meget, men jeg kan ikke sætte det sammen. Min fænomenale hverdag forvirrer mig faktisk. Det er samtidig et stort problem i psykologien. Kan jeg kun ”kredse”, selv videnskabeligt, om det konkrete menneske, hvad er så den psykologiske genstand, som videnskab vil vide af? Som også indbefatter mig!
Dette er ofte benævnt med ”anden persons psykologi”, altså en ”psykologi om
den anden”. Psykologi er abstraktioner, med vidensforhold,
og anvendt psykologi, er deres praktisering. Tilgangen er teoretisk og
metodologisk bestemt på forhold, og brugeren er objekt for praksis, med
praktikeren som subjekt. Her er psykologen klog på den anden. For denne
problemstilling, se ”Kategorier i Gaderummets socialpsykologiske praksis 1979-
På dette helt centrale punkt er Holzkamp og Tranekjær Rasmussen helt enige, tror jeg hvis de i dag
kunne snakke sammen – trods at deres psykologisk genstand er helt forskelligt
konciperet - men enigheden ophører også, når Holzkamp anskuer Tranekjærs Rasmussens betragtninger som
enkeltempiri, der kun kan udforskes helt til bunds gennem dets kategoriale indbinding, gennem den historiske empiri, som
de hviler i. Men det ville ikke være mig fremmed, hvis Tranekjær Rasmussen kunne samstemme Holzkamp’s ”større”
betragtninger.
Spøgelset i det hele er det Aristoteliske aksiom, som Tranekjær Rasmussen tager for givet: At se begrebet, det almene, som noget, en substans, der er iboende og udfolder sig, og ikke gennem en historisk forståelse af det almene. At det almene ikke er en ting, men et system af relationer, der udfolder sig i overgange, entiteter og kvaliteter. Det gælder også begreber. Begreber har betydning gennem deres henvisning, og samme begreb optræder derfor i de sammenhænge, der benævner samme henvisning, men begrebet herom, kan på ingen måde siges, at være det samme i de sammenhænge, hvori det optræder. På sin vis står man derfor altid i et valg af tilgang eller indfaldsvinkel, hvor en begrebsfastlæggelse gøres, når en analyse påbegyndes, hvor tangenter må afprøves, og hvor nogen bærer igennem, andre går i mørke. Tangenter kan begynde at snakke sammen, og ordner sig hinanden under samtidige krav om, at deres forbindelser knyttes sammen. I valget af tilgang, og af de grundlæggende teoretiske og metodologiske præmisser, bestemmes således hvordan vi fremover vil kunne have med vores analysegenstand at gøre. De udfolder det rum, hvor indenfor alt udfolder sig, og udelukker andet. Men kan der arbejdes med dette rum, hvor dets omverdensbetingelser samtidig er med i analytisk ureduceret form, og hvor de, hvis de i en første tilgang, ikke kan konciperes, vil deres empiriske stof stadig være element i analysens større form, hvor de – i samme grad de har væsentlighed – vil ”blande sig” i, hvordan analysen skal gå fremad.
Holzkamp formulerer løsningen således, at "iboende i ethvert psykologisk koncept er der nødvendigvis både en enkeltteoretisk reference til noget aktuelt iagttageligt, samtidig med en kategorialreferenceramme på grundlag af hvilken begrebets overordnede genstandsreference afhænger, og igennem hvilket det altså er determineret, hvad man overhovedet kan gøre iagttageligt på grundlag af sit teoretiske koncept" (GdP, s.510). Den placerer samtidig Tranekjær Rasmussens betragtning om, at 'den vedtagne måde at tale om emner på, også nærmere udpeger emnerne', i sin enkeltteoretiske sammenhæng, men på baggrund af en abstrakt erkendelsesteoretisk indfaldsvinkel, og ikke som hos Holzkamp, gennem en materialistisk historieopfattelse, hvor samfundet ikke er over mennesket, som dets frakke, men selve dets livsgrundlag.
Spørgsmålet er hvornår en genstandsindkredsning er tilendebragt eller færdig, og vil det også være muligt at begrunde de antagelser, der bygges på - fx krydset, den genetisk-historisk-logiske relation mellem historisk empiri og enkeltempiri - i ethvert tilfælde, foran sig, sanseligt, eller er dette bare en antagelse, som man må stille sig tilfreds med, ikke kan afklares, men er en given social konvention eller vedtagelse i, hvad sanser kan anskueliggøre? Altså at en videnskabelig enkeltbestræbelse med denne forudsætning, kan vurderes pro contra, om der er kommunikativ konsensus herom eller ikke, at arbejde på grundlag af disse forudsætninger. Samtidig er det ikke forudsætningerne, der i sidste ende er de vigtigste, det er hvad de fører med sig, og hvordan dette kan stilles op i det sociale rum, som udbredelsen af problemstillingen kan finde sted igennem. Herigennem kan afviste forudsætninger bringes ind igen, der – hvis en konsensusbestræbelse hersker – vil blive opfattet som en anomali. Hvis der er konsensus, er der også en konflikt, og det viser sig ved, at genstanden omgås gennem vedtagne antagelser, hvor brud herpå er fejl, der skal rettes op på, evt. foregribes at de ikke sker igen. Sagen, problemstillingen, er ikke til debat, det er kun dens forvaltning. Det er klart at en konsensus/konflikt-forudsætning strider mod en videnskabelig udforskelse, men den kan også være i strid med den praksis, som den forestår.
Et er at gå frem med antagelser, og søge deres 'intersubjektive rekursbasis', og dermed deres gyldighed. Et andet er, om selve antagelserne kan kvalificeres på samme måde. Og hvad vil gyldighed sige? I dette papir, skal gyldighed i første omgang associeret til "relevans" fra Klaus Holzkamp, et koncept Holzkamp senere udvikler til sammenhængen mellem "relevans, gyldighedområde og status" (Holzkamp i Dreier. 1979). Jeg skal senere vende tilbage til problemet, om valgte indgangspræmisser i ethvert tilfælde kan begrundes i en videnskabelig analyse, og hvad det i bekræftende fald medfører.
Begrebet konceptionalisering
På tale ved konceptionalisering er dannelsen af det begreb, der identificerer, lokaliserer, fremstiller og indordner tavlens enkelte elementer, aspekter, dimensioner, funktioner og strukturer gennem et indhold i en omverdensrelation. Dette niveau i min genstandsbestemmelse, er jeg stødt på før, i papiret om ”Konceptologi” men mine bestemmelser her er endnu kun på noteplan. Og de er, da de blev gjort, ”fremtvunget”. Jeg syntes jeg skulle gøre dem, for den senere analyses skyld, men i hvilket rum! Enkelte afsnit i andre papirer har det samme tvungne i sig, at jeg måtte skrive mig ind i fænomenet, for selv om noget andet blandede sig, måtte jeg gøre mig selv den tjeneste, i det mindste at søge at fastholde det gennem en art oplevet kvalitet af sammenhænge - som så kunne tværes ud bagefter, placeres andet sted, eller som endnu fritsvævende.
Tavlens indhold kan på denne baggrund bestemmes som en anskueliggørelsesproces af problemstillinger i terapeutisk virksomhed, på grundlag af en kritisk psykologisk indfaldsvinkel til brugersubjektet. Heri er tavlens omverdensrelation samtidig givet, at den ene side at eksistere i en lokal udformning af psykologisk praksis (:Amager, Indre By, Nørrebro), og på den anden side at eksistere i en bestemt socioøkonomisk sammenhæng (Københavns Universitet, Københavns Kommune, Regeringsinstitutioner og lokalforvaltninger). Tavlens begreb er ”anskuelig psykologisk problemudvikling”, fra forestillet form til en anden form. Tavlen spejler primært overgange, og ikke fastlagte aspekter og dimensioner allerede, men kan henfalde hertil.
Et begreb i denne forstand er i første udtale et abstrakt forhold. Og siger
som sådan intet om tavlen i sig selv, eller for én i tilfældet af en konkret
udførende praksis. Men dannelsen af dette begreb er forudsætningen for, at vi
har de forudsætninger der skal til, i et ethvert tilfælde af en tavle, at nærme
os dens indre sammenhænge, ikke som de skal tage sig ud for os, men som de selv
sætter deres præg på problemstillingen, de søger at udtrykke. Og hvor det
sidste er hvad der er overleveret, og for det kommende, hvad der kan læres heraf.
Tavler er et forsøg på at realisere interaktiv rekursbasis om noget i det
forefundne, som muligt kan se sådan ud eller adskille sig herfra, og med
henblik på dets praktiske overvindelse.
Tavlen er dermed mere end en modellering eller konstruering af et udpeget
sagsforhold i det forefundne, tavlen finder snarere sin indgang gennem
opstillingen af en ”opgave”, som kan analogiseres til egen eller anden side.
Denne kan så i den kommunikative praksis, afvises og forlades igen, men akten i
rum og tid forbliver i betydning. Tavlen må bestemmes i sin mindste form, som
at give noget anskueliggjort tilbage til en bruger. Ellers er det ikke en
tavle. Der vil i alle tilfælde blive givet noget anskueligt tilbage, men
hvordan hænger dette anskuelige sammen med andet forefunden materiale. Hvad er
problemstillingen, der giver anledning hertil, og hvordan bevæger denne
problemstilling sig videre i materialet? Har den
betydning ud over sin benævnelse, og hvilken?
Herigennem kommer også begrebet om "sags- og
socialintentionalitet" ind, givet ud fra hvad der er på spil, hvordan
deres formuleringer gøres, og hvordan deres løsninger er blevet grebet og
realiseret. I sidste instans skal tavlen bidrage med erkendelse om, hvordan der foregribende kan
udvikles almen samfundsmæssig virksomhed, når en enkelt skulle komme i krise
eller nød.
Intersubjektiv rekursbasis
Min dialogform med dette projekt kom faktisk først endeligt fra start, da
jeg valgte at lade alt hvad der var eller kunne komme på spil, få lov at komme
ind i analysen, hvor ufærdigt mine tanker så end var, om de blev forstået af
andre end mig selv, og ligegyldigt om de var tænkt 1000 gange før, og
formuleret meget bedre. Og at jeg ikke ville forpligtige mig til, at mine
papirer skulle igennem en kollegas hænder og øjne, før jeg offentliggjorde det.
Så hellere være idiot lidt mere, og forhåbentligt, blive klogere fra bunden.
Jeg gav direkte op på det tidligere nævnte krav om ”intersubjektiv forståelsesramme” hos Holzkamp, og ”intersubjektiv forståelse” hos Tranekjær Rasmussen, i min formidling af mit stof, ved at gøre min rekurs-basis til
"mig og tavlen". Ved at underskride det intersubjektive i min start, har jeg søgt at få øje på mere i det, jeg har gået i, i mange mange år, og som er der, uden at jeg måske har agtet det,
eller turdet udforske det.
Havde situationen været, at ”tavlen” allerede var et kendt og udforsket element
indenfor psykologi og sociologi, og at dette har været baggrunden i skabelsen
af de her udforskede tavler, ville mit første trin have været helt anderledes.
Trinet kan beskrives med, at give alt op, og se hvad der indfinder sig –
hvilket selvfølgeligt er forskelligt fra problemstilling til problemstilling.
Min fremgangsmåde starter nærmest på det intrapsykiske niveau, for at kunne gøre mit stof og materiale ”intersubjektivt” tilgængeligt for mig selv.
På niveauet af ”konceptualiering” - eller i den 4.de orden - må denne overskride sig selv i, hvad jeg skal benævne med ”intersubjektiv rekursbasis”. Det er her genstanden begrebssættes. Når min genstand er tavlen i dens konkrethed, bliver min intersubjektive rekursbasis samtidig dobbelt: den skal både formidle sig med de social og personlige faktorer for tavlernes opkomst og reproduktion, og den skal gøre det gennem en socialvidenskabelig objektivering, hvor tavlen som genstand på den ene side er blevet bestemt kategorielt og enkeltteoretisk, og på den anden side får en praksis, der bærer dens erkendelsesfunktion og formidling. Formuleret således stilles tavlen op som murbrækker for anden grundlæggende praksis, end mainstream uden tavler – som er al hidtidig.
Kroparbejde og intersubjektiv rekursbasis
Eksempelvis kan det på denne baggrund analyseres, hvordan brugen af kropsarbejde har virket ind på udviklingen af den terapeutiske virksomhed, afhængigt af hvordan det er fastholdt på en tavle. Det viser sig, at meget kropsarbejde, der er foregået i fællesrum – i et hjørne af et større nærmest offentligt rum – at kropsarbejdet nok i de fleste tilfælde, red en storm af, eller bragte den anden tilbage til fatningen, men arbejdet fik ikke en tavleudformning, heller ikke efterfølgende fra min side. Så skulle jeg lave en sag på personen, og initiere et forløb – men det skete kun når kropsarbejde i fællesrummene, endte op i, gennem en aftale, at foregå i det terapeutiske rum. Med mine erfaringer senere, hvad kropsarbejde kan gribe ind i, med en stor blivende karakter på et ressourceplan, skulle jeg have været meget mere pågående dengang. Mange af de der blev samlet op igen og igen, nogle endte med ikke at kunne samles op igen. Og det kunne muligvis have formet sig anderledes, hvis jeg i større grad havde agtet, de resultater, som jeg kunne se kropsarbejde førte med sig. Og spurgt ud til en fortsættelse, også når det akutte var reddet af.
Der var samtidig en moralsk-etisk problemstilling i at arbejde psykologisk i fællesrummene, for de var frirum, eller rum til fællesskab, og hvad jeg stødte på her, måtte løses her. Og skulle de løses afgrænset, fx. også gennem det terapeutiske rum, ved at placere enkeltes problemstillinger heri, så måtte det komme fra en fælles afklaringsproces. Jeg pressede ikke aktivt på, i personlige problemstillinger jeg gik ind i, i fællesrummene, at de skulle videreføres gennem et terapeutisk rum. Dels var der et ressourceproblem – at invitere til et brugerforløb, og at være i underskud for tid allerede – men dels var døren til at gå ind i et terapeutisk forløb, altid åben. Men det, at jeg ikke tog mig rum og tid, til samtidig at tegne kroppen, jeg havde arbejdet med, på papir - og for huskelse - og bringe det ind som arbejdsmiddel i min praksis, slog mig ikke. Selv om jeg arbejdede med kroppen i det rådgivningsmæssige arbejde, lod jeg dette arbejde i det socialpsykologiske område, blive udenfor for dokumentation. Den tilhørte som akt det offentlige rum, hvori den også foregik. Der lå i det, ud over det nævnte, også en slags almen pleje af den anden. Har den anden en splint i foden, og kan ikke selv nå den, så må en anden kunne.
Jeg kan se i bakspejlet, at min tilgang dengang, har betydet, at vigtigheden
af kropsarbejde indenfor psykologien, også blev begrænset af mig selv.
Kropsarbejde var ikke ”rigtigt” psykologisk arbejde. Det lå i hvert fald på
kanten, og hvad var intentionen med det fra psykologisk side. Kropsarbejde var,
som med den sociale dimension, i psykologien noget tilgrænsende, eventuelt
integreret, men disciplinmæssigt henføres de til andre videnskabsområde, fx til
den lægevidenskabelige for kroppen og til sociologien for det sociale. Altså en
opfattelse af ”rene” problemstillinger, problemer i psyken, problemer i det
sociale og problemer i kroppen. Som lokalt projekt brød vi med denne
opsplitning. Vi indsatte det konkrete menneske, som vores medforsker. Og her
hænger krop, psyke og socialitet allerede sammen i deres første udtale.
Spørgsmålet er så hvordan deres sammenhæng, nærmere kan udarbejdes, og deres
problemstillinger overvindes. Men vi fattede til stadighed stadigt mere
konkrete begreber til den praksis, som udviklede sig. Vi prøvede flere
systematiske tiltag, hvor enkeltområder blev begrebssat,
men prioriterede ikke eller havde ingen kontinuerlig praksis på dette niveau.
Dokumentationen af teori og praksisudvikling blev hele tiden kun løftet ad hoc,
og vi kom bagefter, ikke på forkant med vores genstand, mere som eftergribende
og erfaringsopsamlende. Vi fik ikke bragt os i offensiven, mens tid var. Jeg
kunne på kroppens område finde en intersubjektiv rekursbasis, jeg endda kunne have udviklet mere aktivt end jeg gjorde, men jeg
fandt ikke kroppens område indenfor et psykologisk samarbejdsrum,
som jeg kunne formidle mig med. Kroppen blev en residualkategori,
trods at den var overmodig vigtig, og havde anden intern status. Uden
tilstrækkelige kategorier, og enkeltteoretiske begreber, kan tingenes generaliteter ikke gribes i deres udvikling, og vi haltede
efter deres systematisering. Det var følelsen af, at opfinde en særlig
tallerken ikke hver dag men tit, men hvor fanden – har en sidste sagt til
den forrige – hører jeg hjemme!
Det sociale i psyken, eller individet som handlende væsen, kunne vi i
fællesrummene anskueliggøre gennem anvendelse af vores ”modeller” fra det
teoretiske arbejde med den kritiske psykologi. Omvendt for kropsarbejdet. Det
blev i sig selv anskueliggjort gennem dets udførelse i fællesrummene, som en
afgrænset del af dets problemstillinger, men det var individuelt bundet.
Erfaringsprocesser her starter så at sige med et enkelttilfælde, mens det i det
sociale starter i det generelle, som forudsætningen for, at et enkelttilfælde
af en problemstilling kan træde frem. Generalisere i denne forstand er også at
individualisere. Disse er imidlertid bundet til problemsituationer, og må ikke
forveksles med individet som subjektivt væsen. Der er ikke noget subjekt,
hverken lille eller stort, der sidder og styrer kroppen og det sociale, og for
den sags skyld også psyken. Det menneskelige liv håndterer dette, med subjektet
som dets styresystem, så længe det biologisk-fysiologisk kan ånde. Mennesket er
ikke en enhed, heller ikke en kompleks en, af socialitet, psyke og krop. Men
det er samtidig heller ikke til at se som forskelligt herfra. Mennesket får
således sine bestemmelser gennem dets bemestring af dets livsbetingelser, og
her er den psykiske virksomhed, dens individuelle forudsætning, og ikke dens
resultat. Socialitet, psyke og krop må derfor se som en kategoriel differentiering, der under bestemte betingelser i individuelle liv, kan træde
særskilt frem.
Vi prøvede gennem alle årene at finde og etablere teoretiske koncepter om
det konkrete arbejde, samtidig med at det praktisk afviklede sig. Det var både
nødvendigt, og afgørende at vi kunne formulere os om, hvad der foregik i
faglig, organisatorisk og økonomisk forstand. Vi vidste vi skilte os ud, blandt
andet ved at kroppen og det sociale var integreret i vores tilgang, og at vi
skulle kunne formulere os igennem dette, for ikke at blive amputeret og tabe ”definitionsretten”. Til dette er livet i Gaderummet og
rådgivningen blevet beskrevet ned i mangen en detalje og indenfor områder, som
ellers er tabu. Og disse er kontinuerligt at finde i de officielle årsrapporter
år efter år, hvor det fylder lige så meget som regnskabet. Jeg tænker på
bestemmelserne af hashbrug, slagsmål, stoffer, tyveri, solidaritet og stikkere
mm. Men aldrig blev de kommenteret af modtager, Socialministeriet og senere
Københavns Kommune. Først da Københavns Kommune sad på pengekassen, blev det
- på grund af truslen mod den psykiatriske pengemaskine - forargeligt, hvad alle viste foregik, og som var et stort gode for en stor og
meget marginal ungdomsgruppe - og så krævede kommunen, at vi gjorde os
anderledes. Det mistede alle meget ved, nogen alt.
Vi startede oprindeligt med at tage definitionsretten op igennem 1980-erne, og udviklede os gennem denne frem til året 2006, hvor et
Socialfagligt tilsyn fra Københavns Kommune foreslog, at denne fremover skulle
være af psykiatrisk herkomst. Da tilsynet var Københavns Kommunes eget, og
kommunen samtidig nu skulle administrere vores midler fra Socialministeriet,
var sagen givet på forhånd.
Kritisk Psykolog som ”Berlinerskole”
Den Kritiske Psykologi blev oprindeligt benævnt med sin lokalitet som ”Berlinerskole”. Den finder sin etablering med udgangen af 60-erne, og kommer fra et opgør med en vilkårlig dataisme på den ene side, og en lige så vilkårlig teoreticisme på den anden side, og hvorudfra der – i dualismens navn - gås fremad gennem successive benævnelser af virkelighedens enkelte forhold, set fra den teoretiske og set fra den empiriske side. En sådan tilgang er halehæng til praksis, og får følgelig også sine problemer. Ved allerede i udgangspunktet at abstrahere fra praksis selv, og kun nærme sig den oppefra, nedefra eller udefra, kan man kun kredse om praksis. Praksis forbliver ubestemt, lige meget hvor meget viden der hidtil er samlet ind herom. KP fører – med Marx – den historiske dimension ind i stoffet. Der er ikke data eller teori på et ikke-historisk tidspunkt!
Verden er i udvikling, og det har den altid været, selv hvor solen kredsede
om jorden. Spørgsmålet er hvordan udvikling bestemmes. Som et princip, en
egenskab ved materien eller begge dele. Er vi blevet klogere idehistorisk,
eller udvikler virkeligheden sig virkelig. Et frø kunne i antikken godt udvikle
sig til blomst, men at der var en virkelig større verden end Antikkens mulige
flade jordopfattelse, var ikke tænkeligt. Og det kan samtidigt ikke være
rigtigt, at der ikke er tænkt anderledes af nogen, også i praksis. Men
ideologihistorisk fylder det første det hele! Det er som med frøet i Antikken.
Ligner vi nogle andre, der er gode, eller er vi alene om at være anderledes. Så
er vi et frø, ellers ikke. Kan vi omvendt ikke selv præstere en analyse til
diskussion, så bliver vi heller ikke en blomst!
Den historiske dimension i videnskaben kan omtales med videnskab før eller
efter Karl Marx, med bevidsthedsfilosofi overfor praksisfilosofi. Den Kritiske
Psykologi sætter sig for, at bestemme en historisk psykologi om mennesket i
dets konkrete samfundsmæssige kontekst, så hver enkelt kan handle virksomt på
sit liv og livsbetingelser. Men en sådan formulering er umiddelbart et
paradoks. Hvordan ud fra en almenhed, formulere det konkrete, når det almene
netop fremhæver sammenhænge og ligheder, de enkelte konkrete imellem. Ved at se
det almene selv som historisk produceret. Altså ikke som substans, men som
historiske relationer, der danner betydning i deres relaterede foranderlighed,
altså som et bevægeligt grundforhold. Marx formulerer sig gennem
"videnskaben om det konkrete", og at virkeligheden skrider fremad
gennem løsningen af modsigelser, fra konkretum til konkretum.
1970 Psykologisk paradigmeudvikling gennem studiet af det konkrete menneske
Den første formulering af psykologiens genstand på historisk grundlag, er i begrebet om udforskningen af "menneskets empiriske subjektivitet i det borgerlige samfund" (Holzkamp 1973 "Sinnliche Erkenntnis", s.14). Forud har Holzkamp kunnet fastslå, at
"nicht das als konkret verfälschte abstakt-isolierte Individium, sondern der wirkliche, lebendige, historische Mensch ist legitimer Thema der psychologie" ("Kritische Psychologie. Vorbereitende Arbeiten" 1972, s.110) (Note 1).
Heri lå et opgør med begreber om 1) det abstrakte menneske, som Lucien Sève 1969 (Note 2) havde gjort opmærksomt på, var en uholdbar abstraktion, der gjorde mennesket til et forsvindende moment, hvad det nok er sociologisk, men ikke psykologisk, hvor det er det helt centrale for en psykologi, og 2) det passive menneskebillede, som ikke greb det åbenlyst aktive menneskes skaben sine livsbetingelser, hvor særligt virksomhedsteorien og dennes psykebestemmelse fra A.N. Leontjew havde inspireret (Note 3). Genstandsbestemmelsen af psykologien bliver ikke stående herved, men søges gennem den nye tilgang til mennesket, med de resultater der fremkommer hermed, at afklare hvad psykologiens genstand er i positiv forstand. Gennem en kritisk indfaldsvinkel til mennesket, vindes der ikke i sig selv positive videnskabelige bestemmelser. Disse må udvindes på anden måde end gennem kritik, reinterpretation og nyformuleringen af tilgange teoretisk og praktisk. Selve formen, hvorunder der tænkes og handles, må medtænkes. Og dette er at tænke " social form", og i sidste instans en bestemt historisk opstået form for samfundsmæssig praksis. Om "at tænke om den form, der spontant tænkes i ", Note 4.
Overgangen fra kritisk repreinterpretation til teoridannelse gennem videnskabeliggørelse af psykologiens genstand, kan historisk ses som gående igennem forskellige faser, se "Introduktionsoplæg til den kritiske psykologi", Kalle 1991.
Først i "opgøret" fra 1966-70 - der er en omvending fra det
abstrakte og passive menneske, til det konkrete og aktive individ - til den
"Ideologikritisk fase", der fører over i den
"Teoriudviklende", for at finde en første form i 1977 gennem en
paradigmatisk fremførelse af sine, endnu i vorden, kategorielle og konceptuelle
forhold, der begrunder en videnskabeliggørelse af psykologien. Det er helt til
troende om det er sådan, men væsentlige modsigelser, begrænsninger, og fejl i
andre tilgange til psykologien, er ophævet.
Ved indgangen til praksisvendingen i den kritiske psykologi i 1977, forelå der
allerede - eller måske derfor - et stort antal skrifter, om centrale hjørner i
psykologien, som nu nærmere kunne udforskes i praksis, ikke på grundlag af en
allerede etableret tilgang, med dennes begrænsninger, men på nyt udgangspunkt.
Ikke til troende!
Det gælder analyse og reinterpretation af den akademiske psykologi, af de
forskellige arter af bindestregspsykologier, som bl.a. Freudo-Marxismen, samt
af de reduktionistiske psykologier, der på anden led, reducerer genstanden for
psykologi til bevidsthedsfilosofi, til teoreticisme og empirisme (Note 5).
1977 Praksisvending
I perioden 1977 og frem finder den kritiske psykologi sin første paradigmatiske
form. Det sker gennem en "praksisvending", hvor Kongressen i 1977 i
Marburg med skrifterne "Kritische Psychologie", Band 1 og 2 (Note 6), markerer denne, og
det er denne, der i 1978-80 når København på studentersiden, bl.a. gennem
udgivelsen af den 'lille lyserøde', "Den kritiske psykologi", Red. Ole
Dreier 1979, og som resulterer i etableringen af "Forum for Kritisk
Psykologi" på psykologistudiet i 1980. Dette forum var igen kun et af
mange fora dengang, hvor de resterende var på lærerside. "Forum for Kritisk
Psykologi" er nærmere beskrevet i afsnittet "Empirien
1980 og frem. Teoretiske betragtninger", Kalle 2011", samt i
oplægget "At
svare igen med udvikling", Kalle 1988.
1983 Kategoriel politisk empirisk fase
I 1983 kom Holzkamp "Grundlegung der Psychologie" (Note 7), som helt taler for
sig selv. Den videre historie omkring "Berlinerskolen" - nu "Den
Kritiske Psykologi" - ift. til Danmark kan ses som overgangen til en
"Kategoriel politisk empirisk fase", hvad "Forum for Kritisk
Psykologi" fremviser, og hvoraf rådgivningen er rundet.
"Grundlegung der Psychologie" gav, ved siden af bestemmelserne om selve psykologiens genstand, også en begrundet kategoriel metodologi for aktualempirisk forskning, og ud et fra et medforskerperspektiv. Altså ikke bare teoretisk at opfatte den anden som subjekt som en selv, men også på metodisk vis at kunne udforske denne subjektivitet, uden at den reduceres til ikke-subjektivitet for forskningsprocessen. Holzkamps koncept, udfoldet i kapitel 9, som vel næppe nogen dengang har forstået fuldt ud, blev en sigtelinje i tilgangen til rådgivningen. Hidtil havde fokus været på den indholdsmæssige bestemmelse af de psykologiske forhold, der indgik i rådgivningsmæssig praksis, bl.a. hos Ute Holzkamp-Osterkamp, Holzkamp, Kappeler, Maiers, F. Haug mfl. (se note 5), men de blev ikke set som tilstrækkelige til at initiere en videnskabelig psykologisk rådgivning.
Vi fandt utilstrækkelige bestemmelser af de samfundsmæssige praksisformer, som indgår i enhver psykologisk rådgivning, og som på ingen måde bare kan ses som ydre forhold for rådgivningspraksis. De er tvært imod medkonstituerende for, hvilke indhold der lader sig realisere, og hvilke der efterlades. Psykologisk rådgivning, terapi eller forskning, foregår ikke i lukkede frirum, men indgår som del af anden praksis, de berørte imellem, hvor sociale strukturer, interesser og behov brydes på kort og lang sigt. "Grundlegung der Psychologie" afhjalp ikke vores mangel på nærmere kategoridannelse på enkeltteoretiske områder, set i deres overindividuelle og sociologiske sammenhæng, men "medforskerkonceptet" gjorde det muligt at formulere vores tilgangspræmis i det rådgivningsmæssige - hvilket viste sig at blive en total omvending if. mainstreamterapi. I vores hidtidige arbejde med afklaringen af, hvad psykologisk rådgivning kunne være, stødte vi altid på psykologen og psykologens præmisser for at kunne arbejde.
Vi fandt at psykologien altid stillede sig op overfor dens brugere, klienter
eller patienter, og gjorde faktisk som psykiatrien gjorde det - holdt dem ude i
strakt arm - men bare med symbolske midler i stedet for piller. Og det blev
begrundet gennem det bedste for dem, ud fra sagkundskaben. Altså at man skal
overlade kompetencen over sit liv, til en andens bedste mening og kunnen, for
senere at få den tilbage i et bedre liv. Hm! Holzkamp kan da også konstatere
(1972, s.97), at opstillingen af teorier fremtræder som forskeres
"privatsag" omkring opstillingen af basislove og udvælgelse af
empiri.
I rådgivningen var det nærmest denne "regning", vi afviklede. Vi
indsatte i stedet for psykologen og psykologens præmisser, "brugerens
præmisser", og krævede af os selv "total åbenhed", og at
tilgangen til problemløsning fra psykologisk side, er "invitation til
samarbejde, og ingen skjulte metoder eller tricks", hvilket kan siges at
være medforskerkonceptet i en "lokalhistorisk tradition".
Ovenstående - eller den kritiske psykologi - var ikke den eneste sigtelinje i rådgivningens dannelse. En anden og lige så væsentlig, var "det alternative", som var spørgsmålet om rådgivningens indplacering og funktion i en større sammenhæng. Sigtelinjen er senere blevet benævnt med "den strukturelle indfaldsvinkel". Den er også meget tydelig i invitationen til rådgivningsgruppedannelse, "Tanker til en rådgivning". Kalle 1984.okt., og i opsummeringspapiret efter etableringen i 1985 "Terapi – et fælles problem om afmagt, at det eksisterer og om dets overvindelse som en del af kampen for socialismen", Kalle 1985. Her kommer megen inspiration fra Karl Marx, og fra W.F.Haug, der allerede tidligt udarbejdede kritik af problemer i den kritiske psykologis formbestemmelser. Haugs bestemmelser fra Marx, om 'form for praksis', altså praksisform, gav os det manglende led til en "alternativ form", men der var stadig langt herfra til terapi som noget konkret, med konkrete brugere, klienter og patienter. En artikel af Autorenkollektive, ”Psychiatrie und Politik”, Das Argument 1978, vakte vores interesse, da den formidlede en praksis, hvor rummet for psykiatri og psykologi blev set som samfundsmæssig arbejdspraksis, og ikke kun som en dyade af psykiater/psykolog og patient, under abstraktion fra rammen, og i et asymmetrisk forhold. Vi begyndte på denne baggrund at udarbejde de indholdsmæssigt strukturelle forhold i terapi set som særlig samfundsmæssig praksis, med et første forsøg i "Terapi - samfundsform - subjektivitet", Kalle speciale 1986.
Mange ville gerne arbejde anderledes end som i mainstreamterapi, men det var svært at komme til det, selv om mainstream havde det ganske svært med sine resultater, som ikke var så gode, men som altid begrundedes i patientens uforanderlige sygdom. Man kan se en kooperativ form som et forsøg på en fælles løsning, men det kooperative kan så ses som gennemgang til en efterfølgende individuel praksis, eller det kooperative kan ses som udgangspunkt for en fælles bestræbelse på, ikke bare for at kunne møve sig ind på det marked, man tidligere var afskåret fra, men som praksisform til forandring af de mere generelle forhold omkring mainstreamterapi og praksis. Det er så åbenlyst ikke brugerne, der kan komme igennem her, men det kan en kooperativ dannet rådgivningsgruppe, muligvis skubbe på. Dette kan kaldes en "kollektiv ansvarsdimension", som man kan tages på sig - eller lade blive liggende. I den "alternative" tilgang til rådgivningsgruppen, var al litteratur indenfor læserammen, og den kritiske psykologi var kun en af flere inspirationskilder der var til stede. De måtte kunne krydse klinge, og kunne tåle at afklare og udvikle sig herigennem. Perspektivet var psykologisk rådgivning, hvor individet ikke underkendes som subjekt, og man kan altid starte med sig selv og den anden.
Vores fokus lå på terapeutisk virksomhed som særlig form for praksis - som var og stadig er den dimension maninstreamteori om terapi abstraherer fra - og dette kan ses som den første formulering af, hvad der i denne analyse er blevet benævnt med "terapeutisk rum", jf. papiret "Tavlen som udgangspunkt for analyse", Kalle 2011. Selvfølgelig kan terapeutiske virksomhed ses som gående igennem et terapeutiske rum - der er altid et rum om noget - men det efterlader det terapeutiske rum uden nogen bestemmelse. Først som særlig praksisform, arbejdsvirksomhed, får det terapeutiske rum sine konkrete udformninger og bestemmelser. Og det er disse udformninger, som de empirisk har udfoldet sig i den praktiske rådgivningsvirksomhed gennem brugerforløb, som denne analyse har sat på begreb med "tavlen, kroppen og øvelsen", med tavlen som deres grundform.
1989-93 Fagpolitisk fase
De to bestemmelser, som havde tegnet rådgivningen fra sin start - at være en
alternativ rådgivning eller en rådgivning med et kritisk psykologisk
udgangspunkt - var i starten smeltet sammen i bestræbelsen på at etablere en
rådgivning, men gav senere som arbejdet udviklede sig, også sine konkurrerende modsigelser,
med de efterfølgende løsningsformer sådanne kunne antage. Men fra omkring
1991-92 blev der stille på linjekampen, da den ene part efterhånden havde meldt
sig helt ud. De to sigtelinjer flød nu sammen, med det alternative som
praksisform, og kritisk psykologi som indholdsbestemmelse. Det kan synes som en
tautologisk historiebestemmelse, men begge sider i hvad der blev til
forskellige linjer, arbejdede på hinandens side, dels med oversættelse, dels
med mange samstemmende litteraturerfaringer og dels sammen i praksis. Trods
forskellen, og alle de forskelle der egentligt har været, skabtes en
sammenhæng, der - ligesom selve skabelsen - ikke bare kunne aflæses i bog,
hvordan nu videreføre, og i en sådan proces byder personer ind på deres måde -
lige som strukturerne om parterne ikke står stille. På dette tidspunkt har
parterne sammen fået lavet en næsten hel oversættelse af Holzkamps
"Grundlegung".
Det fagpolitiske brød på praksissiden sammen i midten af 1990-erne, og Gaderummet og Regnbuen var nu alene på sit felt om sit arbejde. De fagpolitiske grupper, der ellers eksisterede, faldt fra hinanden, blev nedlagt eller dets aktivister lod sig opsuge af en vending hen imod en neoliberal sygesikringsordning for psykologer, hvilket siden totalt har udvandet den psykologiske professionsdannelse. Der er mere fokus på strukturel formalisering af psykologiske ydelser, på penge og afregning, end på fagligt indhold og generaliseret samfundsmæssig værdi. I bedste gør den det kun for et bestemt betalingsdueligt udsnit af befolkningen, hvis særinteresser professionen selv søger at tilhøre. De selvstændige.
Ved at gå i rette med sin genstand på bestemt måde - om det så er den ene eller den anden måde - vælges der også på sin vis,
omverdensrelationer, og i sidste ende for en psykologisk forskning og praksis,
også de grundlæggende samfundsmæssige forhold, hvor der sker en værdisættelse
af selve bestræbelsen, og hvor et styrkeforhold i dag er det omdrejende og
konfliktende - et problemforhold hvor strid og konkurrence hersker, og slider dens sjæle op, kaldende på mere og flere.
Gaderummet og Regnbuen fik ikke rettet ind, mod nye samarbejdspartnere,
eller initierede ikke selv den kontinuerlige forskningsstreng. Omvendt betød
dette fravær, at teoriudvikling lidt efter lidt blev vores helt eget ærinde, og vi
måtte stole på os selv, og på den "ureducerede håndtering" af vores
menneskelige problemer i rummet, og på den praksis, som vi kunne initiere.
Teori blev direkte søgt udviklet gennem sin brugerpraksis, se eksempelvis "Manifest
for ungeværd", Gaderummet-Regnbuen 1999.
Problemet om "type"
Allerede på dette tidspunkt havde vi i et årti stået overfor et både hvilende men også aggressivt uløst forhold i vores teoridannelse og brugerpraksis, problemet eller opgaven at gå fra enkeltfænomen til type, fx. fra enkeltforløb, til typiske brugerforløb. Vi måtte og skulle lære af vores erfaringer, og som midlerne til det terapeutiske rum skulle udvikles, måtte midlerne til læring individuelt og kollektivt også etableres ud fra det nye udgangspunkt. Men hvordan?
Typebestemmelse - som også lå hos Holzkamp i form af "almengørelse af mulighedsrum fra type til enkelttilfælde" (GdP s.545ff) - som løsningsforslag var fremme allerede i 1987 og 1989 (A3, s.5-19). Og senere i 1994 i forbindelse med Helhedshusprojektet i 1995, jf. Oplæg Helhedshuset, 1995-01-31, men vi kom aldrig rigtigt ind i det. Vi prøvede mange veje, blandt andet at udfinde typiske brugerforløb ud fra, hvordan praksis havde afviklet sig, men forløbene var så forskellige, at ingen dannede type med hinanden. Når typer blev udledt gennem enkeltelementer i forløbene, forsvandt specificiteten i de problemstillinger, der bar dem. Og vi sad tilbage med en kun kvantitativ og kvalitativ tilgang, og kunne ikke åbne vores generaliseringer indefra. Vi har i bakspejlet ikke haft de forudsætninger, som en teoridannelse krævede, fx. greb om vores forskellige arbejdsmidler i det terapeutiske rum. Vi var end ikke klar over, hvilke midler vi brugte til erstatning af mainstreamterapi - skal man tro denne analyse. Dog var vi klar over, at uden de mere specificerede formbestemmelser for terapeutiske virksomhed - som vi efterlyste for at tænke "om" vores form - som var begreb om vores faglige handlerum i dets samfundsmæssige relatering, så ville vi forblive indenfor en mainstreamterapi og praksis, også selv om vi gik frem med et påstået subjektvidenskabeligt "medforsker-koncept" om indholdet, idet rummet om praksis bare var ubestemt, hvad det i sin konkrethed for et brugersubjekt netop ikke er.
Vi arbejdede ikke i en almen forskningspraksis, men i en konkret praksissammenhæng med menneskelige problemer, akutte som langvarige - og denne var ny for os alle - som vi for at håndtere så adækvat som muligt, først og fremmest måtte gøre os begribelig socialt, hvordan det etablerede sig og hvordan individuelle løsninger kunne realiseres sig. Vi måtte, fordi vi arbejdede med et forestillet andet terapeutisk rum end mainstream, gøre os teoretiske og praktiske antagelser med andre redskaber, og disse var i starten hverken udtænkt, systematiseret eller klargjort. Vi havde vores psykologiske indholdsbestemmelser, men de var endnu uformidlet med terapi som særlig form for samfundsmæssigt arbejde. Men i arbejde hermed, og i fastholdelse af det, her blev tavlen et helt centralt element, både i selve processen med at udvikle et problem, og til en første formulering af det, og at såvel kroppens arbejde, øvelserne og bordnoterne i sin ubeskårehed, også var en brugers ejendom. Tavlen er repræsentant for det "anskuelige problemudviklingsarbejde" i rådgivningen, og dermed også for bestræbelsen, at give noget konkret tilbage. Det blev tavlen også til på gruppeplan. Den blev sjældent brug til skematisering af noget forefundet, men mere til et udtryk af mulige sammenhænge og relationsforhold, nærmest som forslag til ufærdig diskussion. Tavlen blev vores almengørende tredje, og som anskueliggørelse af både proces og produkt.
Tavlen spejlede vores talen i problemstillinger, og den blev samtidig det ufærdige medium for erfaringsopsamling og udvikling, og havde som sin mainstream-pol, den diagnostiske indfaldsvinkel og dennes fremgangsmåde bestemt gennem udsagn om den anden.
Konceptionalisering som elementers paradoksalisering
Til og med konceptualiering, er det muligt at betjene sig af transsocial relatering og standpunkts relatering, men med niveauet af konceptualisering må de også begge forlades, til fordel for standpunktstransformation, jf. "Praksisfilosofisk tilgang til greb om den sig udviklende praksis", Kalle 2007. Men når det almene ikke er en substans, men relationsforhold, vil begrebet om tavlen skulle udarbejdes gennem de forhold, der genererer en tavle, som en tavle bygger sig op igennem og sætter sig i sammenhæng, udvikler og afvikler sig igennem. Tavlen ses ikke som et metaniveau for processen, men som en aktiv relation i processen selv, hvorom der må udvikles en "metasubjektiv" sammenhængsforståelse de involverede imellem (GdP s.541).
Tavlens konceptionalisering går således fra begreb om tavle i empirien, til et teoribegreb om tavlen i materialet, men bevægelsen sker gennem en kategoriel bestemmelse af rummet for tavlen, hvorigennem tavlen finder sin placering i teorien, ellers forbliver tavlen et ubestemt enkeltforhold. Hvis den almene bestemmelse af tavlen ikke rummer at ordne sit materiale, i dets sammenhæng med hele empirien, er bestemmelsen ikke adækvat. Samtidig kan der være flere eller færre tavler i empirien, afhængig af hvordan en tavle konciperes. Problemet kan differentieres, ved at se den konkrete tavle som tilknytte et genstandsfelt i praksisformen, snarere end at den omslutter alle. Tavlen er en dimension i det konkretes bevægelse, dets anskueliggørelse, og dens formål er dets forandring, og heri er mange niveauer med tilhørende genstandsfelter.
I afsnittet "Det terapeutiske rum", i "Tavlen som udgangspunkt for analyse", blev tavlen placeret i det "terapeutiske rum", som et nytilkommen arbejdsmiddel blandt flere, men som også havende alle andre arbejdsmidler i sig i anskuelig form. Dette giver et begreb om tavler i empirien, og et teoribegreb kan dannes. Bevægelsen fra teoribegreb til en enkeltteori om tavlen, sker gennem standpunktstransformation - som angivet tidligere - hvor tavlen bestemmes teoretisk i sin relation i sin praksis, fra dens første former og frem. Mellem 3.ordens begreber og 4.de ordens, er der det udviklingsforhold i begrebets form, som et 3.ordens forhold fremstiller til den 5.te orden.
Bevægelsen er paradoksal, bare ikke i praksis, hvor det løser sig gentagen. Så teoretisk må det kunne spejles, hvordan det foregår, og komme på sporet af, når det også lykkes at realisere en 5.te orden - som kort skal beskrives med at en ny logos styrer. En logos kan ikke bestemmes på forhånd, men kan som indtruffen ses gennem sine forudsætninger og realiseringsbetingelser. Indførelse af "logos" modsvarer vores praksis i rådgivningen med "talen i problemstillinger", vores "Problemdenken", der også kan benævnes med "topik", der efter Aristoteles "nach der wir über jedes aufgestellte Problem aus wahrscheinlichen Sätzen Schlüsse bilden können, wenn wir selbst Rede stehen sollen, in keine Widersprüche gerate" (Georg Klaus & Manfred Buhr "Philosophisches Wörterbuch" 1975, s.1228).
Den bevægelse vi søger mellem topik og logos, er det konkretes egen udviklingslogik, hvor logos, udvikling, det nye, lader sig koncipere som en ny mangfoldighed af konkrete udviklingsmuligheder, hvorigennem den oprindelige topik finder en almen begrebslig form. Hver tavle som repræsentant for et brugerforløb, har en sådan helt abstrakt placering i analysen, men der er tænkt forskelligt om den hver gang, ud fra konkret historisk og individuel tid. Tavlen i sin opkomst og bevægelse kan derfor siges at bevæge sig i et genstandsfelt, der ikke samtidig er fastlagt. Enhver tavle har derfor flere genstandsfelter i sig. Tavlen kan angive rangorden, hierarki og overgange de enkelte genstandsfelter imellem, men gør det med udgangspunkt i en konkret-individuel og socialhistorisk problemstilling.
At tænke terapeutisk arbejde gennem tavlen som det terapeutiske rum, lader en differentiering komme til syne. I interaktionen, selv hvis den reduceres til symbolsk interaktionisme, er det terapeutiske rum til stede, og dette kan så vendes i en eller anden symbolsk form - gennem det asymmetriske - til den anden, og den andens opdrag. Men det er kun den ene udgang. Den anden, alternativet, er anskueliggørelsesprocessen, hvor den tilstedeværende får rummets problemstilling i ydre anskuelig form, en form det er adskilt fra, men hvor dele af en også kan være der. Det sidste er forudsætningen for erkendelse - den gnostiske distance, og bevægelsen til at komme hertil - ellers er det simpel læring, og i asymmetriske sammenhænge, systemmanipulation af andre.
Dette subjektniveau ligger som dimension hele historien igennem, som subjekter i samvirke. Der var, da empirien kom til verden, både konkrete brugere og det etablerede terapeutiske rum, mens praksis gik fra forestillet praksis, til terapeutisk praksis der udviklede sig. Den fik sin egen inerti, gennem de aktører, som kunne bygge den organisatoriske ramme op, for dets fortsættelse. Det næste niveau blev det "institutionelle" som selvejende institution - men denne holdt kun nogle år, 2005-2007. Den kollektive faktor på vores side blev for svag.
4.1 og 4.2 Konceptualiering gennem psykologisk videnskabspraksis og intersubjektiv brugergruppepraksis
Når udgangspunktet er det konkrete, må tavlen ses i sin brugerpraksis og i sin teoretiske indbinding i den psykologiske videnskabstradition. Begge sider må konciperes. Jeg må fra den teoretiske side arbejde mig ind i tavlen - hvad jeg kan gøre ved at sigte tavlens elementer igennem de rum eller genstandsfelter de tilhører, og spørge til tidligere teoridannelse her - og jeg må på den praktiske side finde en tilgang, hvor tavlernes problemstillinger i generaliseret form, kan skabe rum for realiseringen af "interaktiv rekursbasis", og hvor omsættelse i praksis kan stilles mere specificeret. Tavlen fanger kun nogle brugere, og for mange også først efter, at tavlen er blevet benævnt som en akse, der søges studeret. Så husker nærmest alle, at der er tavler, hvis de var der, eller at det var der ikke. Det er heller ikke tavlerne i sig selv, der er interessante, men de problemstillinger, de fremviser.
Mellem topik og logos, går den typologi, der har ladet sig fremstille, hvor kombinationen af enkelte typografielementer umiddelbart lader nærmest helt nye og rumlige modeller træde frem. At typologisere er i denne sammenhæng hverken at funktionalisere eller strukturere, men at betydningsgøre enkeltelementer til mulige meningsforhold. Konceptionalisering har dette i sig gennem to dimensioner: den ene er begrundelse/betydning, og den anden er materiale/stof, også tidligere tegnet gennem de to krydsende "gennemgangsrelationer".
Jeg er nået til det trin i min analyse, hvor jeg skal bevæge mig fra 1) mig der kommer med mine forudsætninger og forestillinger om tavlen, over 2) tavlen som den kommer til syne gennem materialet, og til 3) et begreb om tavlen, som i første omgang vil være et abstakt-alment begreb, ikke udsigende noget om tavlen i sig selv, men hvad tavler kan være som teoribegreb. Her ligger tavlens logiske mulighedsrum, og hvordan givne problemstillinger i givne tilfælde kan producerer sig, gå under eller udvikle sig. Springet, hvor tavlen stiller sig på egne ben, er hvad jeg søger et videnskabeligt begreb om.
Jeg har været rundt om tavlen, empirisk, materialemæssigt, og rundt i dens indhold og relationer, men teoretisk har jeg ikke haft et begreb om tavlen. Forskellige begreber "om" tavlen har ledet mig. Her på konceptologiens niveau, kommer forskersubjektet ind, som i dette tilfælde både har udformet tavlerne, og som vil udforske dem post hume. Jeg er vendt tilbage til mig selv, men med mulighed for at medtænke og medreflekterer mine indgangs- og tilgangspræmsisser, omkring hvordan det kommer til en tavle, eller i tavlens bredeste betydning, en anskueliggørelse af en problemstilling. Denne behøver ikke finde sted på en tavle, men når den gør, ændrer problemstillingen, ikke nødvendigvis problemet, også karakter. Netop heri ligger muligheden for, at en anden art psykologisk praksis inden for det terapeutiske område, den subjektvidenskabelige tilgang, kan udforskes og begrebssættes. Vi nåede aldrig i begrebets form at give vores tilgang og læring tilbage til os selv eller andre tilbage, og når andre spurgte om introduktionsmateriale til vores arbejde, var vi dem svar skyldige.
Jeg skal til overgang hertil, vende mig mod 'tavlen', som den lader sig tilføre og indføre fra empirien, og undersøge hvordan dens stoflige materiale nærmere kan anskues, på de forskellige analyse-ordener, der har bygget sig op. Det har ikke været intenderet, at arbejde med forskellige ordener, men de formulerede nærmest sig selv, i samme grad som jeg søgte at finde sammenhænge og overgange mine begreber imellem. Det sammen synes at have været tilfældet for Holzkamp, i hans skrift "Kritische Psykologie" fra 1972. Her etablerer Holzkamp en ordensinddeling, som også vinder metodisk værdi. Der etableres ordener på empiri og teoriniveau, men ordensinddelingen er på ingen måde entydig og systematisk, og den ændrer og udvikler sig også videre i de næste skrifter, samtidig med at den inspirerer andre til at arbejde på samme måde, men med ordener gjort ud fra det stof, som de sætter på tale. Det betyder, at det metodiske, metodologien, udvikler sig samtidig med teorien om kategorierne. Til dette problem for perioden 1970-82, altså før GdP i 1983 udkommer med sit nye bud, er i "Til problemet om metodegrundlaget for den kritiske psykologi", Kalle 1982. Og det ligner, at der stødes ind i et "ordensproblem", når det empiriske tages som udgangspunkt for analyse. Samtidig er videnskabelig stræben, bundet til at gå ud over det rent umiddelbart empiriske, da det empiriske ikke selv sætter sig sammen teoretisk, det gør kun den formålsbestemte menneskelige aktivitet.
At overgå til "tavlen på sine egne ben" forudsætter, at jeg arbejder mine hidtidige bestemmelser sammen. Nok er de hver især forskellige snit ind i min forestillede genstand, fra forskellige sider, men de er også snit ind i en reel genstand. Og hvordan konturerne af en sådan kan bestemmes, skal jeg søge at udarbejde ved at prøve at samle mine "5 dimensioner" i et enkelt billede eller tekst, så det forhåbentligt kan blive klart, hvad analysen omhandler og dens sigte er, og således at tavlen kan komme frem i lyset og dens ben begynde at vise sig. Det er også i "forestillingen om de 5 dimensioner", at analysen er sat af fra.
--> 5.0 Tavlen på sine egne ben
- påtænkt, men ikke på vej endnu!
3. Februar 20122
Note 1: Klaus Holzkamp 1973: "Sinnliche erkenntnis - Historischer Ursprung und gesellschaftliche Funktion der Wahrnehmung", Athenäum Taschenbücher; Klaus Holzkamp 1972: "Kritische Psychologie", Fischer Taschenbuch Verlag; Klaus Holzkamp 1978: "Gesellschaftlichkeit des Individuums. Aufsätze 1974-1977", Pahl-Rugenstein.
Note 2: Lucien Sève 1969: "Marxisme et théorie de la personnalité"; dansk 1986 "Marxisme og personlighedsteori", Rhodos.
Note 3: A.N. Leontjew russisk 1959; tysk 1973: "Probleme der Entwicklung des Psychischen", bd.1-3; dansk 1977, Rhodos.
Note 4: W.F.Haug 1979: "Standpunkt og socialistisk perspektiv i kritikken af den politiske økonomi", Philosophia, W.F.Haug 1977 "Individets borgerlige privatform og samfundets omverdensform" i O.Dreier 1979 "Den kritisk psykologi", Rhodos; og W.F.Haug 1976 "Vorlesung zur Einführung ins "Kapital"", Kleinen Bibliothek Pahl-Rugenstein.
Note 5: Ute Holzkamp-Osterkamp 1975: "Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung 1", Campus; Ute Holzkamp-Osterkamp 1976: Motivationsforschung 2", Campus; Gisela Ulmann: "Spranche und Wahrnehmung", Campus; Christa Rebell 1976: "Sozialpsychiatrie in der Industriegesellschaft", Campus; Rainer Seidel 1976: "Denken. Psychologische Analyse der Entstehung und Lösung von Problemen", Campus; Frigga Haug 1976: "Erziehung und gesellschaftliche Produktion: Kritik des Rollenspiels", Campus; Kappeler, Holzkamp, H-Osterkamp 1977: "Psychologische Therapie und politisches Handeln", Campus; Werner Maschewsky 1977: "Das Experiment in der Psychologie", Campus; Eckart Leiser 1978: "Einführung in die statistischen Methoden der Erkenntnisgewinnung", Pahl-Rugenstein; Ecckart Leiser 1978: "Methodische Grundlagen der Kritischen Psychologie. Widerspiegelungscharakter von Logik und Mathematik", Campus; Karl-Heinz Braun 1978: "Einführung in die Politische Psychologie", Campus; M.Jäger, E.Leiser, W.Machewsky, U.Schneider 1979: "Subjektivität als Methodenproblem", Pahl-Rugenstein; Karl-Heinz Braun 1979: "Kritik des Freudo-Marxismus", Pahl-Rugenstein; Frigga haug 1980: "Entwicklung der Arbeit", Argument-Sonderband AS 19; Frigga Haug 1980-83: "Automationsarbeit 1-4", AS 43, AS 55, AS 67 og AS 79; Alfred Arnold 1985: "Unterbewusstes und Unbewusstes im Denken und handeln", Pahl-Rugenstein.
Note 6: Braun & Holzkamp 1977: "Kritische Psychologie", Band 1 og 2, Pahl-Rugenstein.
Note 7: Klaus Holzkamp 1983: "Grundlegung der Psychlogie", Campus. Dansk deloversættelse "Grundlegung på dansk".
Autorenkollektive: "Psychiatrie und Politik", Das Argument 1978
Birck-Madsen, Kalle: "Til problemet om metodegrundlaget for den kritiske psykologi", Forum 1982; "Tanker til en rådgivning", Forum 1984; "Terapi - et fælles problem om afmagt, at det eksisterer og om dets overvindelse som en del af socialismen", Forum 1985; "Terapi - samfundsform - subjektivitet", Forum 1986; "At svare igen med udvikling", Forum 1988; "Introduktionsoplæg til den kritiske psykologi", Forum 1994; "Oplæg Helhedshuset", Forum 1994; "Marginalisering og psykiske konflikter", Forum 2007; "Kategorier i Gaderummets socialpsykologisk praksis 1979-2009", Form 2010; "Empirien 1980 og frem. Teoretiske betragtninger", Kpc 2011; "Tavlen som udgangspunkt for analyse", Kpc 2011
Dreier, Ole:"Den kritiske psykologi", Rhodos 1979
Gaderummet-Regnbuen: "Manifest for ungeværd", Forum 1999
Holzkamp, Klaus: "Grundlegund der Psychologie" (GdP), Campus 1983
Klaus, Georg & Buhr, Manfred: "Philosophisches Wörterbuch", Verlag das Europäische Buch Westberlin 1975
Moustgaard, Ib Kristian & Friemuth, Arne: "Udviklingslinier i Dansk Psykologi fra Alfred Lehmann til i dag", Gyldendal 1986
Moustgaard, Ib Kristian & Friemuth Petersen, Arne: "Vision og illusion", Dansk Psykologisk Forlag 1986
Moustgaard, Ib Kristian, Pedersen, Johs.Mørk, Halvor Teigen, Karl: "Seculum Primum", Dansk Psykologisk Forlag 1987
Rådgivningsgruppen Regnbuen: "Typebestemmelse", Mappe A3, s.5- 19, Forum 1987-89
Tranekjær Rasmussen, E.: "Bevidsthedsliv og erkendelse. Nogle psykologisk-erkendelsesteoretiske betragtninger", Munksgaard 1964
Maschewsky, Werner: "Das Experiment in der Psychologie", Campus 1977