16_Problemets indgangsformer Forside
12. Januar 2011
Tavlen
Empirisk metodologi
Forskersubjekt
Modellen
Forum for Kritisk Psykologi (FfKP)
Tavle, model og analyse
Tavlen
Nøgen
eksistens
Det startede med at stå nøgen over for mine ’tavler’. De var vokset fra mig.
Jeg kom ikke videre med dem. Tavlen er fra 1985.
Individ
Jeg kunne lægge den praksis, der bar dem, bag mig. Men samtidig kunne jeg ikke
undvære dem i min nuværende praksis, selv om jeg også i lang tid havde måttet
undvære at kunne anvende dem. På bestemte problemer i praksis, tænkte jeg
gennem tavler, som jeg gjorde det gennem ’modeller’, når jeg nærmede mig praksis fra den teoretiske side. Noget i tavler og i modeller blev hele tiden
tilbage. De havde fået selvstændigt liv i min væren med
praksis.
Jeg kunne nok tænke på modellen, uden at tænke på tavlen, men jeg kunne ikke tænke på tavlen, også uden at tænke i modellen. Selv om jeg lagde tavler og modeller fra mig, dukkede de alligevel ufrivilligt op - som et savn efter en ”tavle at tegne på”. Jeg har prøvet, af mangel på tavle og bord i det terapeutiske, at ’krips-kradse’ på papir og lægge det ind mellem mig og den anden, men der kommer en usamtidighed til. Det kan være en kategoriforskel, jeg ikke har begreber til at arbejde med, hvorfor jeg rammer skævt, eller at jeg endnu ikke har lært mig til, at skulle kunne arbejde på denne måde eller ud fra en sådan tilgang, hvor problemstillinger må håndteres uden en ydre visuel fremstilling af dem i tekst og billeder.
Subjekt
Jeg rundede, at opdukken i min bevidsthed, af disse tavler, modeller og deres
billedformer - når jeg indstillede mig på en problemstilling - havde med mine
hukommelsesspor at gøre. Selv om de i praksis ikke kunne objektiveres gennem
det ydre billede, styrede de alligevel mine indre tankeprocesser. Tavler og
modeller, deres indhold eller deres visuelle form, skiftede imellem hinanden,
og flød som byggesten for tanken, ud og ind af min bevidsthed og krop, om jeg
så kunne anvende dem i ydre form, eller jeg ikke kunne.
Personlighedens
eksistentielle udgangspunkt
Tavlen – og modellen - var del af mit subjektive
beredskab, men jeg var også objekt for deres virke. Og det stillede mit
problem. Jeg havde ikke hidtil i mit arbejde med dem, fundet en tilgang og
fremgangsmåde, som jeg med en eller anden grad af sandsynlighed for
erkendefremskridt, kunne anvende. Forskellige tilgange førte forskellige steder
hen, og udelukkede andre. De dannede 'knuder', 
, ikke knuder som på en snor, men som rumformer af forskellige arter, der flyder sammen. Som tavler og modeller kunne kredse ’essentialiteter’ ind, der åbnede for væsentlige problemer i
et nyt rum, men ikke helt får det konkrete ind i eller med sig, kunne de også
danne ’sammenknytningspunkter’, der sugede alt til sig, og hvor tanken bliver
flad, se 'Essensitalitetet og sammenknytningspunkt".
Tavlen var del af mit handlerum, og den stillede sig problematisk. Men lokaliserer jeg tavlen i sit rum, i sin sammenhæng med den historie, der har skabt den, kan jeg etablere en første bestemmelse af tavlen, og dermed overvinde min totale udleverethed på dette punkt. Jeg kan handle med udvikling, frem for at sætte glemsel i system.
Mine overindividuelle sags- og social-intentionaliteter
Tavlen er kommet til gennem socialt arbejde, og den kan følgelig ikke analyseres som en individuel akt.
Lige megen hvilken interesse, jeg måtte have,
så må den kunne begrundes gennem min omgang med genstanden, ellers er den sagen
fremmed. Interessen kan gøres frit, men den må finde sin genstand. Jeg må
således lade genstanden afsløre sig selv, ved at jeg tilstadighed afkobler mine interesser, som de fremføres gennem min indfaldsvinkel til hele
empirien. Min interesse i videnskabelig forstand består således i en
fremstilling af stoffets eget ståsted og perspektiv, som det har udviklet sig,
til stadighed udvikler sig, og som det kan udvikle sig – når det gøres til
genstand for erkendelse og praksis.
Empirisk metodologi
Ovenstående trin eller niveauer kan ses som en tilnærmelses-metode til
empirien - i vores tilfælde. Tavlen benævnes ikke ud fra sig selv, men gennem
dens indhold og form, og der spørges efter den større orden, den ikke kan
tænkes uden. Vi skal senere ”udsætte” modellen for samme metodologi som
tavlen.
Forskersubjekt
Dette rejser problemet om et ”forskersubjekt”, der kan holde sammen på trådene og få gjort dem virksomme. Men et forskersubjekt er ikke noget forskelligt fra den menneskelige subjektivitet, men er selve den praksis, der bevidst reflekteret arbejder med den stillede opgave, for herigennem at kunne fremstille den i begrebslig form, og med dets midler til dens håndtering. Et forskersubjekt må således lokaliseres igennem vores arbejde med det stillede problem. Det angives gennem ståstedet for analysen, og hvordan analysen drives fremad, gennem udarbejdelsen af materialets indre sammenhænge.
Der findes en notation i empirien, som går igen i tavlen, men som ikke synes
repræsenteret i modellen. Den har mange udformninger. Den angiver at ”være
der”, ”hænge der”, eller være ”placeret dér”, med virkeligheden foran sig, og
livshistorien i kroppen, der bærer en. Det er en notation der markerer det
problematiserende subjekt i sine livsbetingelser, brugerens position, altså
forskersubjektet. Den kan afbilledes således 
Ståstedet aktuelt er tavlen. Tavlen er vores udgangspunkt, med problemet dens erkendbarhed, og dens anvendelse i en større sammenhæng. Dette er repræsenteret i tavlens indbundethed i den ’overindviduelle sags- og socialintentionalitet’, og gennem ”modellen” som det henvisende tredje. I dette tilfælde er 'tavlen' indbundet i min praksis med 'Forum for Kritisk Psykologi'.
Nedenfor en første relation mellem forskersubjekt og tavler i en første form.
Oversigten er kvantitativ, og angiver den forestilling, der pt. er, om mængden af tavler i praksis igennem tiden. Terminologisk skal tavler der kommer til analysen, ses som ”tilførte” tavler, der først får analytisk værdi gennem deres ”indførelse” i analysen, dvs. når de fremtræder heri.
Tavlen kan nu indføres i analysen, og et begreb om den som entitet og koncept kan påbegyndes. Gangen er, at forløb tilføres analysen, hvorfra der sker en indførelse af de tavler, som forløbet er repræsenteret igennem. Er der ingen tavler, markeres dette med den ”tomme” tavle for dette forløb. Alle forløb kan herigennem tilføres analysen, og nye tilføjes efterhånden som empirien fra dem, dukker op som materiale til analysen. I praksis har det vist sig, at når forløb og deres tavler blev tilført analysen, at alle tavler ikke blev fundet i en første lokalisering, og at nogle tavler ikke var tavler. Problemet ligger i forholdet mellem det empiriske materiale ”an sich”, og dets overgang til analysemateriale ”für uns”. Og det stiller sig både i et længdesnit og som et tværsnit. Det er ikke anden vej her, end i hvert enkelt forløb – der kan ses som enkeltempiri – at lure indholdet nærmere, og at tavler der lokaliseres, samtidig præciseres gennem den bevægelser, der har frembragt dem, og hvorigennem de repræsenteres i analysen. Tavler, der ikke var tavler første gang, trækkes ikke ud af analysen, men placeres i den som ”tavle uden at være det”. Ligeså for tavler, der kommer til, hvor deres opkomsthistorie, trækkes med ind i begrebet om dem. Dette er at se som en lokaliseringsproces, som først er færdig, når der ikke er mere i empirien, der kan virke ind på repræsentationen af den gennem dens tavler. Der er ikke noget endeligt slutpunkt, men kun en stadig asymptotisk tilnærmelse.
Det kan ikke antages, at det er en og samme lokaliseringsproces, der er på tale fra start til slut. Det er mere sådan, at den forandrer sig med materialet. Genstandsmæssigt spejler den den omvendte proces af, hvordan materialet i empirien oprindeligt har fået indført tavler i sig. Her har der forestået en ’lokaliseringsproces’, der har ført til indførelsen af en tavle til identificering af en problemstilling i materialet. Det er denne proces, der i analysen træder omvendt logisk frem.
Vi må derfor ikke bare ”lure” de enkelte forløb i en stadig løkke indenfor deres eget rum. Vi må se dem i deres historie og tidsmæssige sammenhæng. De hænger ikke enkeltstående på en snor hver for sig, men har en produktionssammenhæng imellem sig. Det er selve processen, med de forskellige enkeltempiri’er og alle som en enhed, der må begribes. Forbigås dette vil lokaliseringsprocesser og deres resultat, gjort på et givent tidspunkt, ureflekteret kunne blive trukket med som en norm eller skabelon, der mere indordner et materiale under sig, end den lader materialet tale sin egen sag.
Ovenstående kan bestemmes som en genetisk-strukturel
fremgangsmåde. Den holder sig indenfor samme form, ved at fremstille de
indholdsformer, som formen – eller dimensioner i formen – udviser. Der kan være
en kontinuitet i indholdsformernes fremkomst, men der behøver ikke være det. En
kontinuitet kan også have flere kilder, og udvise diskontinuitetsforhold i sin
kontinuitet. Vi er ude efter alle de elementer, der er genetiske forhold i
tavlens produktion og udvidede reproduktion.
Alt ovenstående bliver indenfor tavlens eget rum. Materialet kan åbnes, og kan
i stadig mere bearbejdet og specificeret udformning, gøres tilgængelig for
analyse, men analytiske bestemmelser, der rækker ud over, kan ikke gøres uden
et greb om det større rum, det er begrundet i, og hvorigennem det får sin
funktion. Tavlen ”kalder” såldes på modellen som sit henvisende tredje, og indeholdende FfKP som dens teoretisk udgangspunkt.
Jeg vender mig mod modellen, som skal udsættes for samme behandling som tavlen ovenfor.
Modellen
Modellen eksisterende forud tavlen. Modellen kommer fra de teoretiske overvejelser, nedfældet på papir - og hvorfra de måske også allerede kommer som følge af en forudgående række af streger og konnektioner samme sted. Modellen kan også komme til gennem en tavle i et undervisningsmateriale. Og den kan gøres tilgængelig på internettet - hvilket ikke var opfundet dér i 70-erne og starten af 80-erne.
Begreberne 'model' og 'tavle' er store abstraktioner. Deres kompleksitet er tilsvarende stor. I begrebet tavlen for vores vekommende, er dens genstand i analysen bundet til det terapeutiske rum. Det er heri den er fremkommet første gang som den 'tavle', vi snakker om. Med begrebet model er vi anderledes stillet. Modellen er overalt i vores liv.
Det ligger ikke i modellen, at den vil udvikle sig til en tavle i vores forstand. Tvært imod har det nærmest ikke ligget der, når det betragtes at vores tavle i det terapeutiske område, er den eneste kendte af sin art.
Modellen var i starten oversigter over statistikker, og over logiske sammenhænge. Den indgik både som illustrationer, og som et resultat af overvejelser eller beregninger, der blev fremvist. Materialet kunne herigennem tilføres andre illustrationer, der kunne sætte en allerede gjort illustration i relief. Eller dens indre dele kunne bygges ud, eller den kunne i sig selv placeres i en anden illustration. Modeller var noget, der var, eller noget, der blev lavet som oversigter. Var oversigten for "fjern" overfor sin genstand, fremkom et billede med sin egen betydning, eller sit eget kaos.
I starten af 80-erne kommer modeller til, der også angiver rumlige mængden overfor hinanden, og i flere dimensioner. Og med udgangen af 1983, opstår de første modeller, der har illustrationer, der senere begynder at gå igen fra 1985 i tavlen.
Som kommunikationsmiddel kom modellen ind i seminarsammenhæng, i forbindelse med afholdelse af oplæg. Det bliver i form af skitser over indholdet. Senere kommer modellen også ind i undervisningssammenhænge. Den kunne være et nødvendigt onde, eller en lækker detalje.
Modellen var livløs, og alligevel ikke. Den kunne formidle information, der allerede var tilgængelig, til oversigt for andre, men den syntes ikke i sig selv at bidrage med noget. Når modellen blev brugt til at udtrykke komplekse sammenhænge, blev de enten for indviklede eller for simple. Og de hang som ark på en snor, uden sammenhæng. Ordene, modellerne blev givet i deres indførelse, bar også sammenhængen mellem modellerne, og bar mere eller mindre også modellerne.
Samtidig var der problemstillinger, som kun syntes at kunne finde sine første løsningsformer gennem en stribe af forkerte modeller - hvorefter indholdet, og herefter modellen, faldt på plads. Det omhandlede forbindelser mellem begreber i meningssammenhænge og ord i betydningssammenhænge.
Med modellen i en ydre form, som et kommunikationsmiddel, godt når båret af ord, der både kan og ikke kan indeholder mere, end modellen allerede udtrykker, får modellen en selvstændig form.
Der opstår et forhold mellem ord og model, der som forhold indgår i sagsaspektet, der udtrykkes. Er modellen identisk med ordene, må der spørges, hvad meningen er med denne ”fordobling”. Er de forskellige, må det undesøges hvad modellen bidrager med, og hvilket indhold der bærer den. Der huskes hverken bedre eller dårligere med modellen end med ordene fra modellen, men forskelligt, og hvor forskelligt i det ene kan huskes, og herigennem efterspørge information fra det anden. Modellen fik ikke nogen særlig status i tiden den blev udarbejdet. Men den har været et tilbagevendende gode i undervisning.
Forskersubjekt ’
Modellen kan siges at rumme tavlen som sin mulighedstype, med den tilføjelse, at det må studeres hvordan tavlen, som en undtagelse fra reglen, kom ind i det terapeutiske rum. Nok har den terapeutiske tavle sin fysiske forform i undervisningstavlen, men der er ikke tale om en retlinet overførsel af modeller herfra. Tvært imod er der et brud. Det lå i tiden, at sådan gjorde man ikke, ikke fordi man ikke kunne, men man gjorde det bare ikke! Lige så var en anvendelse af en tavle i det terapeutiske rum, heller ikke noget, der blev gjort. I "rigtige" terapilokaler, var der ikke andet end stole, måske også et bord.
Tavlen var indeover allerede i det første rådgivningsforløb. Ikke som noget der blev lagt mærke til - først her 25 år efter. Informationer i forbindelse med rådgivningens håndtering kunne åbenbart bevæge sig således, som tilfældet var. Som tiden gik, og flere tavler blev udformet, endte det op i, at en terapitavle altid blev tegnet over på papir, i helt den samme form den havde på tavlen, før den blev visket ud igen.
-> modeller grafisk gennem analysen
----- ikke her bestemt endnu --------
Tavle, model og analyse
En første analyseform for hele materialet kan nu træde frem. Vi har tilgang til dets byggesten, tavlen og modellen. Og med opgaven, at udarbejde deres indre sammenhæng i den praksis, der har givet anledning hertil, nemlig praksis i Forum for Kritisk Psykologi. Analyseformer er materialets første fremstillingsform i begrebets billede. Denne blev til den forside, der stadig præger kpc, med modellen og tavlen ude til venstre, som analysens baggrund og empiri, og hvor toppen er indgangen til midtersiden, hvor analysen skrives.
Forskeren står her overfor tavlen og modellen. De kan begge, og hver for sig, på den empiriske side, udbygges og ordnes, men de kan teoretisk ikke optræde i analysen, uden i deres sammenhæng med hinanden, en sammenhæng vi endnu ikke kender til. Her ligger også den største grund til, at analysen har fået tilført mere og mere materiale igennem tiderne, uden at det har været muligt teoretisk at komme ind i det. Mængden af tavler voksede, og overblikkett faldt, og det var først da ideen om den samtidige repræsentation af modellerne fra den teoretiske side, opstod, at analysen begyndte at bevæge sig.
Tillførelse og ordning af såvel tavler som modeller, viste sig hurtigt ikke at være en retlinet proces. På begge sider mødte jeg det samme problem, hvordan jeg skulle identificere dem. De havde mange former og udryk gennem tiderne, Og hvad gjorde egentlig noget til en ’model’ eller til en ’tavle’. Det samme spørgsmål måtte jeg stille til min omgang med begreberne ’figur’ og ’objekt’, som jeg brugte til at trænge ind i deres stof med. Jeg opdagede også, at jeg ikke kunne gøre enkeltdele til analyseelementer, ud over selve deres identifikation i materialet, så længe jeg ikke havde begreber for den bevægelse, deres indhold trak på. Forsøgte jeg alligevel, fordoblede jeg bare deres antal, på begge sider. Men selv om alle forsøg også strandede hurtigt, så gav de alligevel en større fornemmelse af, hvad de hver især indeholdt, lige der kom flere begreber til om empirien i dem.
Jeg forsøgte herefter at analysere de begreber, der kom i
anvendelse, når jeg tilførte og ordnede materiale. Og opdagede, at det var i
selve overgangen mellem empiri og materiale, at det måtte afklares hvad en
model, figur eller objekt udgør eller består af. Dette betød også, at det ikke var et spørgsmål om identificering, men om 'forhold mellem identificering og lokalisering'.
Det førte til forsøg på at
bestemme de mindste-enheder, som materialet eventuelt
udviste. Forsøget startede med udgangspunkt i tavlerne, men hurtigt faldt
blikket på at støvsuge modeller først, og herfra vende tilbage til tavlerne
igen. Det gav en række elementer, som er benævnt med typografier. De nuværende
er muligt repræsentative ift. modellen, og mens de alle genfindes i tavlerne,
så indeholder tavlerne samtidig også et hav af alle mulige andre.
Alle problemstillinger, der indtil nu er rejst, stiller sig også overfor disse typografier. Bruges til de at åbne tavlerne, når deres første formbestemmelse primært er gjort gennem de teoretiske modeller, giver det et bestemt reduktivt på blik på materialet – som kan gå helt skævt af empirien i det. Det er en Hegelsk gentagelsestvang, omhandlende at genfinde de sidste former, som pegende frem mod mig selv, mit færdige resultat allerede.
Bevægelsen i, hvordan typografier kommer til i materialet, må selv analyseres i deres genetisk-strukturelle indførelsesform. På et givent tidspunkt er der tilgang til et bestemt materiale, og det er dette materiale, som typografier er dannet på baggrund af. Det er derfor nødvendigt, at typografier – som med andre elementer, når de optræder i analysen – analyseres i deres egen historiske fremkomst, og det betyder også at vende tilbage til den oprindelige empiri igen, for at se den gennem denne indfaldsvinkel. Dette betyder også at nye typografier, vil komme til, og allerede fremstillede undergå forandring. Vi er ude efter den orden, hvor typografier fortæller deres egen opkomsthistorie. Selv om alle nuværende typografier, også genfindes i tavlerne, så kan tavlerne ikke reduceres til disse. Tavlerne indeholder sine egne ”typografier”, samtidig med at den samme typografi i tavlen og i modellen, har vidt forskellig produktionsbaggrund.
Det er nu muligt at billedliggøre elementerne i tavlens overordnede analyseform, se 17_Fra tavle til analyseform og indhold.