Tavlen konnekteres til terapeutisk virksomhed i dets almene grrundform, hvor det skal være op til analysen, at kvalificerede dette nærmere. Tavlen tages som repræsentant for den form, som en given terapeutisk problemstilling antager i den konkrete situation. I tavlen samles empiriens problemer op - som et første analysesnit til empirien.

1. Det terapeutiske rum

Det er tidligere beskrevet, hvordan benævnelsen af ’tavlen’ i analysen synes at forudsætte et greb om den større praksis - ”Forum for Kritisk Psykologi” og dennes modeller – som er den faglige ramme og som foregår rådgivningens etablering i 1984, se Empirien 1980 og frem. Teoretiske betragtninger, og hvorfra ’modellen’ kommer. En analyse heraf viser ydermere, at ’tavlen’ ikke tilhørte det retlinede rum, som en historisk tids-akse slår an, men noget eget funderet, sammen med andet eller andre. ’Tavlen’ trak mere med sig, som ’kroppen’ og ’øvelsen’, og hvor det ikke umiddelbart var givet, hvordan deres sammenhæng, dominerende og sekundære forhold synes at være, ikke andet end at såvel ’kroppen’ som ’øvelsen’ også særskilt blev fremstillet i billedlig form på en tavle, eller eventuelt direkte ned på et a4-ark.

Det er muligt med en tidsmæssig førsteindordning i materialet af førsteformer for hver enkelt procestype, men det afslører ikke dens relevans i forhold til de andre typer. Relevansen kan være entydigt bundet til det empiriske forhold, der var på tale, der som empirisk fænomen var et enkeltforhold, eventuelt i betydelig omfang. Og det kan være ganske sekundært i forhold til andre dimensioner, både enkeltvis og generelt, selv om det optræder i alle former. Det kan være et vigtigt randfænomen, og indeholder dermed intet væsentligt indhold om processen i sig selv. Det kan være et bivirkningsproblem, men er ikke tidligere blevet lokaliseret som en sådan. Eller det kan være ganske afgørende, og som ordnende alle andre elementer ind efter sig.

Det kan være at det er kroparbejde, der har givet anledning til en tegning heraf på en tavle, og som har inspireret til et andet tavleudkast på et andet område, og dermed ”skabt” tavlen i sig selv. Det kan også være at tavlen betød, at kroppen kom i tale som noget selvstændigt, der var at handle overfor.

Øvelsen kan endda tænkes at være den første form for dem alle. Det kan være at fastholde dagens tidspunkt og dens udstrækning for det terapeutiske rum gennem et stopur.

Der må spørges til, på det logiske niveau, om der er flere typer end disse 3, og historisk må det samme spørgsmål stilles til rådgivningens empiri, altså om der heri, kan lokaliseres flere. Indtil videre tilhører alle det terapeutiske rum i den implementerede praksis. De må ses som fostret, udviklet eller konciperet i mødet hermed, eller som implementeret anden praksis i egen. De har alle en historie i materialet, ligesom de sikkert tidligere har haft en historie i andet materiale. Dette må undersøges.

At involvere ”kroppen” i terapeutiske virksomhed, er svært at komme udenom, for det er et menneske i kød og blod foran én, men dette kan anskues på mange måder, med forskellige tiltag til følge. I involveringen af ”øvelser” kan det sammen siges, men det er straks sværere at sige noget om ”tavler” – eller om ”modeller” – der er involveret i terapeutiske virksomhed, specielt hvad angår selve den terapeutiske afviklingsproces. Ud fra litteraturen om terapi, er det svært at finde nogen som helst reference til, at involveringen af ”tavler” (eller ”modeller”) har foregået, været en kontinuerlig del af praksis – eller overhovedet er blevet overvejet som element i praksis!

Det kan vise sig, at de fremhævede praksistyper ikke er sammenhængende, væsentlige eller levedygtige som koncept, eller at de procestyper, de slår an, på anden led, er utilstrækkelige til greb om empiriens grundforhold. Det påstås imidlertid heller ikke i deres første koncipering i analysen, kun at det er typer af praksis, der skiller sig markant ud fra andre, som er gennemgående, og som har vundet betydning, både i den konkret kommunikative rådgivningsmæssige praksis, som i det kollektive gruppemæssige arbejde hermed. De lægger hver især snit ned i det terapeutiske rum, samtidig med at de også træder sammenhængende frem. Det terapeutiske rum synes halv, mangler en af dem.

Det umiddelbare om deres særlige lokalisering og sammenhæng, kan dog vise sig at tage sig helt anderledes ud, og uden at ændre selve grundstrukturen i konceptet. Hvad til eksempel med ”familiesociologisk analyse”, der har billedet på tavle eller papir som udgangspunkt. Er dette en selvstændig og dermed en fjerde type, eller er det en særlig tavle-række - som det antages her - som grundstrukturen kan udbygges med uden at ændre grundlæggende karakter. Det må analysen nærmere kvalificere.

Når typerne er lokaliseret og deres grundstrukturer bestemt, vil de udgøre teoribegreber om ’praksiskoncepter’ i bemestringen af det terapeutiske rum. De har den historie, at de træder frem i og med det terapeutiske rums dannelse, hvorfor de i deres bestemmelse må ses heri.  De kan benævnes som det terapeutiske rums grundakser. Altså 4-enigheden det ’terapeutisk rum’, ’tavlen’, ’kroppen’ og ’øvelsen’. De danner det historisk-logiske mulighedsrum, som det terapeutiske rum - som tidligere er efterlyst som teoretiske ramme for deres enkeltvise eller samlede begribelse - må begribes igennem. Typerne vil selv kunne træde frem som teknikker, metoder eller teoretiske metodologier, afhængig af hvordan de konkret bevæger sig i materialet, og i teorien herom.  Typerne vil grundlæggende blive indført ud fra rådgiversubjekets tilgang og kompetencebaggrund. Er der ikke ord for kroppen, vil der ikke foregå kroparbejde, men kroppen bearbejdes alligevel qua dens tilstedeværelse, men det sker bare ikke bevidst formidlet. Er øvelsen ikke opfundet af det rådgivende subjekt, sker der ikke anvendelse af øvelser, men det betyder ikke deres fravær, men deres skjulte eller blinde gennemslag i materialet.

Det terapeutiske blev oprindeligt søgt bestemt forud praksis – Terapi. Et fælles problem om afmagt, Regnbue-oplæg 28.august 1985 - og selv om ingen involverede skulle have læst denne, eller nogen har været fraværende ved dets udformning, vil de have gjort eller haft en eller anden bestemmelse af terapi, forud praksis, og dette ud fra ståsted og eget standpunkt i processen, de er involveret i. Der har i hvert fald hos alle været nogle forestillinger om den kommende praksis - som så blev verificeret, forankret eller forvandlet efterhånden som den afviklede sig. Der har været en spændvidde i de enkeltes forskellige terapibestemmelser, som har været mindre end det samlende, hvordan det samlende så end blev formuleret.

Den aktuelle analyse søger at se på dette ovenfra og i et historisk tidsslip for at gennemtænke praksis på ny, ud fra de erfaringer praksis har givet anledning til. Teori, der er udarbejdet, kan udvides i detaljer, teori, der er skæv, rettes ind, og i bedste fald, kan ny teoretisk viden om et konciperbart sagsforhold i virkeligheden udledes. 

1.1 Starten på praksis

I 1985 hvor rådgivningen åbnede for brugere, havde vi kun meget almene psykologisk, sociologiske og videnskabsteoretiske pejlemærker, og praksis var ganske konkret, singulær og levende. Men vi kunne heller ikke i sagens natur, have de specificerede og særlige, for disse tilhører på daværende tidspunkt, de ikke startede brugere.

I starten blev vi søgt at få brugere. Men hurtigt fra 1986, fik vi travlt, og lavede – for ikke at afvise – en problemafklaringsgruppe, som brugere kunne deltage i, såfremt der ikke var rådgivningsressourcer til et individuelt forløb. Gruppen fungerede fra 1987 til 1992, hvor nogle i gruppen kom ind i forlængelse af et individuelt forløb, andre gik fra gruppedeltagelse til individuelle forløb, afhængig af akut nødvendighed og praktiske muligheder.

1.2 Teorien i starten

Vi søgte at udarbejde en teori, hvor vi kunne bevæge os med sagen for praksis, og uden at falde af. Vi måtte være ’ressourcen’, der forestod dette, og vi måtte skabe ’rum’ til at praksis kunne udvikle almene træk. Vi søgte at stille os hvor binære forhold måtte gribes i deres udviklingsgenese, så vi ikke havnede i grøfterne teoreticisme-dataisme og enkelt-generalitet, for her forsvinder det for det konkrete særlige og specifikke, som tilsammen udgør dets konkretum, dets unikhed, og hvorfra udvikling altid foregår, fra den mest udviklede form til den næste. Vi gik frem med det ’uudviklede’ som ledetråd, og i perspektivet dets manifestation.

Siden den terapeutiske setting var kommet i stand, beroede det på objektive sociale forhold, der havde udviklet sig på en særlig måde; Og som terapeutisk setting, som moment, situation og sammenhæng, var den kommet i stand ud fra individuelle forhold, der var blevet udarbejdet som et ’problemforhold’ af betydning. Vores opgave bestod i at lade problemet komme til sit ret, således at dets subjektive bærer, ville kunne overvinde det.

1.3 Medforsker-konceptet

Vi gjorde den antagelse, at kunne vi som psykologer arbejde med genstanden for arbejdet i begrebets form som subjekt, i dets genstandsbundethed til det konkrete, så var genstanden for psykologisk arbejde, brugeren, klienten, patienten, a priori med som subjekt. Et a priori slår en handlenorm op, og denne blev, ikke at falde under dette subjektniveau i praksis. Holzkamps "medforsker-koncept" var her et vigtigt redskab til at nærme os praksis. Fra det subjektive a priori, kommer der et væld af forskellige handleformer, der bliver grundlæggende for selve rådgivningens udformning. Nogle bliver til dictums. Det gælder særligt tre forhold:

1. Brugerpræmisser
2. Total åbenhed, og
3. Invitation til samarbejde, og ingen skjulte triks eller metoder.

Holzkamps ”med-forsker-koncept” var et metodologisk koncept, så konceptet måtte altid udvikles videre, da konkret praksis ikke bare er specificeret alment arbejde, men også samtidig er et ganske særligt udvekslingsforhold mellem individ og samfund, og bestemt gennem den arbejdsvirksomhedsform, den antager. Samme problemer finder ikke samme løsninger, hverken selv om de kan eller skal, men det gør svaret på problemer – og disse svar kan være løsende, fastholdende eller stagnerende for problemets overvindelse, generelt, eller for dette hin enkelttilfælde.

I terapeutisk arbejde er genstanden den forefundne nød og krise, det er det konstituerende, og målet er en ’praktiske overvindelse’, mens det til eksempel i psykologisk forskning, med samme setting som i terapeutiske arbejde, her er det ’erkendelsesinteressen’, der er konstituerende for praksis og dets udkomme. Udkommet kan være det samme, som i terapeutisk arbejde, men bevægelsen for dets løsning, har intenderet været en anden, og resultatet har også dette præg i sig.

2. Tavle, krop, øvelse

Fortsættelse fra empiri 1980 à og frem

Tavlen samler de andre ’tavler’ i sig. Derfor skal tavlen først beskrives. Kroppen og øvelsen skal behandles i et senere papir.

Tavlen i samtalen

I en almindelig samtale, en symmetrisk, er samtale og tavle en udforskelsesproces med et bestemt sagsmæssigt mulighedsrum for øje. De involverede subjekter kan gå ud og ind af samtalen, deres funktioner er identiske.

I en terapeutisk samtale er samtalen asymmetrisk. Den finder sted på den enes vegne, med den ene som værende i en problemsituation, og den anden, den rådgivende part, i at have ressource og kompetence at stille ind, eventuelt formelt overgivet, til håndtering af denne.

Mens den symmetriske samtale kan indeholde dominans eller autoritetsforhold, er den asymmetriske samtale karakteriseret ved en dominansrelation.

Tavle og papir

’Tavlen’ blev efter kort tids rådgivningsarbejde er særskilt begreb. Det var blevet til en fast virksomhed, at skrive tavlen over på papir, når arbejdet var færdigt.

Tavlen hjalp til at genskabe billeder fra sidste session. Den var en anskuelig fælleshed, der kunne gribes fat i. En tavlerække kunne tilbyde et overskueligt blik på forandringen i materialetet og i bevægelsen hos subjektet. Tavlen blev en hurtig genvej til at fange indholdet i bordnoterne.

I starten har der været et vist antal gjorte tavler, der ikke efterfølgende blev transporteret over på papir. Det har været tilfældet, når illustrationen ikke var kommet ud over sin egen begyndelse, eller hvis illustrationen – eller selve illustrationsakten - ikke havde været relevant eller virksom, for den forblev ”derude” på tavlen, uden at virke ind på samtalen. Omvendt har der også været illustrationer med så lille betydningsforhold ift. selve sessionen, at det ikke har syntes relevant at notere dem.

Men hurtigt blev det en meget fast procedure, at alle illustrationer, efterfølgende blev overført til papir, og vedlagt sagen som tavler med dato og identifikation. Siden der overhovedet var en illustration, der var gjort, så havde den sammenhæng med det passerede i sessionen, og selv om en umiddelbar vurdering er dets ikke-relevans, så er der også andre tilstede, hvorfor vurderingen kun kan gøres ud fra en bredere betragtning.

For ikke at udelukke enkelte forhold fra det samlede materiale, selv om de muligt var ubetydelige, i det store billede, endte det op i en fast handleprocedurer overfor brugersamtale, at alt illustreret skulle tegnes over. Bestod en illustration af en streg med en pil på, der relaterede sig til sessionen, så var det en tavle. En illustration med et enkelt begreb, var ligeledes at forstå som en tavle. Altså frem for at reducere empirisk materiale gennem en vores vurdering af ”forstyrrende, misvisende eller meningsløse” enkelttilfælde, der skal fjernes og udelades, så må de selvfølgelig ind som sagsaspekter, og ud fra deres betydningsstatus her, forkastes, fremhæves, eller præciseres.

Tavlen er i starten heller ikke altid blevet tegnet af til sidst. Den har i flere tilfælde fået lov at blive stående på tavlen, hvis alt dens materiale kom fra tegninger gjort i bordnoterne. Før tavlen kom ind i sin gænge, var det også almindeligt – specielt hvis der ikke var tavle i det rådgivningsrum, der var til rådighed – at tegne på store a3-ark, placeret midt på bordet mellem rådgiver og bruger.

Hvis der var en tavle, kunne det syntes at være dobbeltarbejde, hvis tavlerne allerede var i bordnoterne, men dels syntes ordningen i dem, ikke at blive adækvat, blev de bare ført op på en tavle. Det førte til, at tavler – eller tavler i tavler – blev benævnt med en opkomstbetegnelse, fx 1, 2, 3 som angivelse af den rækkefølge, de er kommet frem igennem i sessionen. Det løste ikke helt problemet, for en angivelse kan også gøres som en følge af en række tavleelementer, som der ses tilbage på, for at kunne samle op, danne overblik, eller finde struktur for nyt. I bakspejlet kan det siges, at der manglede en ensartet og differentieret notation, men det er så også den er under udvikling og etablering.

De fleste tavler kom til at bestå af illustrationer, hvor begreber og streger sættes i forhold til hinanden, typisk som betydninger i en tidsmæssig og rumlig form. Nogle tavler kan siges at være udfoldelsen af en enkelt problemstilling, en illustration der udbygges ned i detaljen; andre tavler indeholder en række af flere illustrationer omkring enkeltproblemer. I nogle tilfælde er en sådan række af illustrationer, eventuelt med hver deres enkeltpræciseringer, været noteret som a, b, c, mm. Der sker enten når et samlet problem samles op, eller illustrationer bruges til at skabe overblik over problemforhold, der er virksomme, men uden for greb. I enkelte sessioner, har illustrationerne fyldt mere end tavlen, hvorefter de er tegnet ned, før de blev slettet, så tavlen kunne anvendes videre. I disse tilfælde er tavlerne benævnt med Tavle 1og Tavle 2.

I nogle forløb er der tavler fra hver gang i starten, og ingen tavler de sidste mange gange inden forløbet afvikler sig og stopper; i andre forløb er det lige omvendt. Nogle forløb har slet ikke tavler, dog har de fleste forløb hvor kroppen er inddraget, en streg med ”Kroppen ->” i bordnoterne, men ikke altid med efterfølgende tavle/tegning over kroppen fra afspændingen/massagen. I andre forløb kommer tavler ind, når der er en særlig proces, der kommer i spil, et bestemt problem i dets anskuelse ’fanger’ – fx modellen med selvsving og binaritet – eller der udfoldes et tema der kræver visuel fastholdelse, fx arbejdet med livshistorieanalyse, hvor indplacering af ens forhistorie, alle fædre og mødre, ikke bare rummes i tanken – hvad der muligt er et problem - men kræver en fremstilling, hvor en selv også kommer med ind, simpelt hen for at kunne huske, og samtidig fastholde, hvor man kommer fra. I mange tilfælde må tavler siges at hænge i luften med, hvad det er de vil sige!

Tavle og praksis

I praksis kommer tavlen i det rådgivningsmæssige rum ind ud fra, at vi i forvejen anvendte tavler, kridttavler primært, i undervisningen på universitetet og i det politiske arbejde. Her var modellen opstået, som et udkast fra den teoretiske side om et problem. Og det er oplagt at se dette som den simple forudsætning for tavlens opkomst i terapien. Det holder bare ikke! Det blev det i vores tilfælde, men som tilfælde er vi et isoleret tilfælde, trods at nok alle har mødt tavlen og teoretiske modeller forud en indgang i det terapeutiske. Det er således ikke oplagt at gå denne vej. Hvorfor fører en oplagt mulighed, ikke til et hav af vores tilfælder?
Vi vidste allerede dengang, at vi ikke bare kunne bruge tavler, eller transportere tavlen fra undervisning til terapi. Genstanden var en anden, og vores funktion og rolle var anderledes. Vi var som subjekt vendt om fra studerende til faglig aktør og politisk aktivist, med et direkte ansvar for andre, frem for som tidligere kun at have ansvar overfor vores egen lære- og indlæringsproces. Det samme forhold gjaldt for brugen af de teoretiske modeller.

Tavlerne er således primært kommet ind i forløbene, i forbindelse med forsøg på at fastholde, hvad der blev formidlet til os, og vores anskueliggørelse heraf tilbage, til den berørte. Altså af redskabsmangel. Ét er at sige noget, andet er at ’se’ det noget foran sig, der tales om, i figural og rumlig form – hvordan dets streg så end er. Tavlen blev et middel, der, når den blev udformet, kunne diskuteres, eller den kunne afvises, eller den blev der bare derude – som en tænkt tanke i situationen! Tavlen har således nok sin forform i modellen, men den trækker sit stof fra det anskuelige rum og dets individuelle problemforhold. Den er væsensforskellig fra modellen.

En tavle kan være en streg med en pil, i en bestemt retning, eller en tavle kan være mange forskellige streger og tilføjelser eller alternativer til andre del af tavlen, og gjort over lang, startende med en streg eller en gammel model, der fandt ind i samtalen. I nogle forløb har jeg siddet tilbage med, at tavlen – og selve tavlerækken – i sig selv fortalte den hele og fulde historie, hvordan man fra et være problem for sig og andre, rejste sig, ved at krænge alle lænker af sig, og blive bevidst sanselig verdensborger.    

Tavlen som writescrenbord

Jeg er tilbagevendende vendt tilbage til rådgivningens tavler. Det var særligt brugen af writescrenbord, eller kridt eller tus, der blev tænkt på, og hvor indholdet efterfølgende var blevet tegnet over på papir, og vedlagt brugerforløbet. Jeg har ligeså tilbagevendende lagt dem fra mig uden noget generaliseret svar på det, jeg ledte efter i dem. Jeg begyndte at se mig om efter en praktisk og teoretisk tilgang til dem, hvor jeg – når jeg havde dem fremme – også kunne arbejde dem ind i en samlet analyse, og herfra at kunne se tilbage på de enkelte.

Men at finde en tilgang var straks sværere. Tavlen som writescrenbord var muligvis ikke en type blandt flere typer, men selve grundformen for typerne. Tavlen i denne forstand er et ydre billede, som et billede på en tilstand i et psykologisk møde i en psykologisk rådgivningssituation. Writescrentavlen er den tavle, der retter eller rummer de andre tavler ind efter sig, i kropfigurer, bordøvelser, rumøvelser, energiøvelser, rollespil, perspektivøvelse mv.

Det er ikke altid tydeligt, hvor tavlens indhold kommer fra, for bestemte øvelser er også blevet til et tavleindhold. Det må derfor ekspliciteres i empiriens transformation, at tavlen har denne særlige historie. Det kan i enkelte tilfælde være svært at afgøre om en kropstegning, er resultatet af en kropsbehandling, eller det er et foredrag - hvilket tit er gjort som en forfortælling til en bruger inden afspændingen eller massagen.

Tavlen som begreb

”Tavler, øvelser, kroppe” er trådt frem i analysen ud fra, at de er empirisk repræsenteret. Der findes et utal af dem, tegnet ned på papir, og hvor dele er digitaliseret. I starten trådte de frem hver for sig; der var tavlen, der blev tegnet på; der var øvelser, der blev anvendt, og der blev tilbudt kropsarbejde, når det var ønskeligt/relevant og muligt at honorere; - Men forsøges de beskrevet enkeltvis, blander de sig over i hinanden. At skrive om det ’virksomme stof’ i de enkelte, lå også så at sige på tværs. Dette førte til antagelsen om, at de må bestemmes igennem den form, de optræder i, hvilket er det ”terapeutiske rum”. I denne forstand er ’tavlen', ’kroppen’ og ’øvelsen’ midler til håndtering af terapeutiske virksomhed, og de danner – såfremt de er væsentlige, nødvendige og tilstrækkelige - den indre metodiske struktur i det terapeutiske rum.

På dette niveau findes der teoretiske koncepter, der vil kunne inddrages, både egne og koncepter der findes i traditionel terapivirksomhed. Hermed ikke sagt, at disse rummer ”sandheder”, der kan transporteres, men kun, at der her kan findes teoretiske og praktiske bestemmelser, som må sigtes i analysen, og bestemmes når de optræder. Anvendte midler kan umiddelbar afhjælpe, men være fatale på lang sigt, går de skævt af helheden. Det er kendt hvad traditionelle virksomme elementer udpeges til at være, fra diagnose til diagnose, men ikke hvad der forandres bagved, og dermed om det også er formålstjenligt netop at arbejde på denne måde, når det er uklart hvad der egentlig afhjælpes med hvad. I alle tilfælde må midlet, der anvendes, føres ned i stoffet, have med indholdet at gøre, og på det punkt hvor det kan overskues, hvad dets effekt vil være, kan det blive en mere eller mindre adækvat fremgangsmåde i håndteringen af den terapeutiske virksomhed, på dette punkt, i denne kontekst, og under disse forudsætninger.

Det gælder for den rådgivningsmæssige praksis, der analyseres, at denne i sin egen udvikling og etablering som terapi, at kun de midler, der er åbne midler – således at de er fuldt tilgængelige for subjekters fælles reflektionsvirksomhed - at kun sådanne midler er blevet opfattet som legitime. Det samme er ikke tilfældet for anden terapi. Her ses der ingen skrupler i at anvende midler henover, eller som skjulte styrende forhold bag, bare de påvirker subjekter i den af det styrende subjekt, ønskede forudbestemte rette retning. Det moralsk-etiske omhandler brugerens udleverethed til terapien, grundet den asymmetriske tilgangsrelation, som kan anvendes med eller uden brugerens vidende eller deltagelse.   

Tavlens funktion i praksis: billedet

Tavler fastholder en art refleksion over, hvad konkret foregår. Det emotionelle forhold vil implicit være til stede i tavlen, som et udtryk for, hvordan livet og den terapeutiske proces hermed, er. Et udtryk, for noget at gøre overfor noget udtrykt. Ikke at der kan læses emotionelt stof ud af tavlerne, men at de har et sigte i situationen, hvor de indføres. Der er en anledning. Det kan være at få tanken op, visualisere en mulig større form end den som den anden ikke umiddelbart skimter eller har glemt er der allerede; det kan være at udrede noget bestemt, fx angst – og hvordan tegne angst!

Problemstillingen på tavlen blev ikke naglet til den berørte anden, men spændt ud i et mulighedsrum, hvor det selv talte, og hvor man kunne tænke med ud fra eget ståsted, standpunkt og perspektiv. Opgaven foran én havde synlig form, den indeholdt overskuelige handlemuligheder, der ville kunne udforskes med sig selv som subjekt. Herigennem kan også de handlefordringer, der kræves for en realisering, afdækkes.

Nogle tavler har vist sig at være specialtilfælde af andre, men på bestemte distinkte niveauer. De har kunnet placeres inden i hinanden som kinesiske æsker.

Når tavler ses som bestående af typer, fremkommer der er helt univers. Nogle af de muligheder, dette tilbyder, har været udforsket, men langt fra alle. Ligeså er tavler over tid blevet ’beriget’ gennem enkelttilfælde, der har forandret deres konkrete indførelse. Tavler er blevet til konkrete modelobjekter, og til deres eget 'koncept'.

Tavlen må siges at forme en bestemt metodologi, som det rådgivningsmæssige arbejde udviklede til håndtering af sine data, og senere også byggede forløb op igennem. I hvert fald set fra rådgivningsmæssig side. Det er langt fra sikkert, at brugere har oplevet dette, og det samme kan være tilfældet, præsenteres tidligere berørte for disse hengemte tavler.

Tavlen må ses komme ind i arbejdet i rådgivningen, da der på grund af teorien bag, fattedes ’nye billeder’ til det forefundne, her og der i lokalet for rådgivningen, i en selv, i brugeren, i interaktionen imellem, i sagen det angik, eller hvor der ellers måtte kunne søges forestillinger om problemet på tale, stillet af den ene eller af den anden. Tavlen blev mediet til at fastholde denne identifikationsproces, i ydre genstandsmæssig form, som et virksomt forhold i selve arbejdet med, at stille problemet op og finde dets formulering.

Analysemæssigt er modellen således nok forform for tavlen, men det er som ’billede’. I billedet hænger model og tavle sammen, og i billedet adskiller de sig fra hinanden. Det er i 'billedet' det praktiserende subjekt, indfører tavlen i problemstillingen, og det foregår i vekselvirkningen mellem 1) greb om erkendbare stoffer i den teoretiske indfaldsvinkel, dens grundlag og eventuelle modeller, og 2) gribeprocesser om de virksomme elementer i empirien, der lader problemer opstå og reproducere sig.

<-top