06_Indledende om modeller, tavler og kropfigurer        Forside
Analyse af begrebsanalogier

-      model, tavle, kropfigur, figur, objekt, egennavn
-      objektion, mindste-enhed
-      genstandsfelt, segment, skitse, udkast, enkeltteori

Enkeltelementer: Modeller, tavler, kropfigurer, figurer, objekter og elementer 1
Første analysetiltag til empirien. 2
Begrebsterminologi
Modelsegment og tavlesegment3
"Model-skitse" og "model-udkast"
"Tavle-udkast" og "tavle-skitse"
Segment, udkast og skitser
En første liste over tavler, der er givet navn (2011-03-21) 4

 

Indledning dec. 2016
I forbindelse med en opsamling af analysen i 2016, har jeg læst tilbage i tidligere udformede papirer. Og jeg er nu nået til dette om ”modeller, tavler, kropbilleder, og objekter og elementer” fra 2011. Oprindeligt skulle papiret tjene til at kunne komme tættere på de enkelte elementer i empirien, både hvordan de kunne benævnes de forskellige elementer, og hvordan de nærmere kunne analyseres, og dette ved at bringe orden i den notation og de benævnelser, jeg går frem og indsamler data igennem. Mine overvejelser fører senere til en lang praktisk ’klippe-proces’ af tavlerne for enkelte forløb, så på den måde løste papiret sit formål. Til gengæld er de fleste overvejelser i skriftet over modeller og tavler, skitser og udkast mm., af en rodet art. De er ikke forkerte, men de er gjort uden en tilstrækkelig skelnen mellem empiri og materiale, og deres repræsentation i analysen. En bevægelse, en forandring eller en korrektion på analytisk niveau, behøver ikke at have med genstanden at gøre, mens en bevægelse i genstanden omvendt må spejle sig i det analytiske.
På tidspunktet, hvor papirer udformes, har allerede jeg data i en benævnt form, fx gennem et brugernummer med dertil hørende tavler – hvis der er nogle tavler i forløbet - men jeg er kun lige startet på at indføre data i analysen. Og samtidig prøver jeg at samle modeller op fra den historiske empiri, men er ikke færdig. Mens modeller måske tæller nogle hundrede, må tavlen tælles i tusindvis – og med mange undertavler! Hvordan holder jeg styr på dette - og hertil er notationer og benævnelser anvendelige. Skriftet er set fra i dag et papir, der satte et bestemt snit på, hvordan tavlen og modellen må kunne indføres i analysen, samtidig med at hvad der er tavler, modeller, kropfigurer og andet, også er et relativt problem. Fremgår det ikke af sammenhængen, hvad er en figur, et objekt eller et element så? Jeg kredser også andre steder om dette problem, at når jeg har en bestemt skabelon at se empirien igennem – tavlen og modellen – så kan jeg ikke samtidig udtømmende få øje på empirien, kun gennem dette blik.
Jeg løser dette problem i en første form, ved at skelne mellem ’tilførelse af empiri’ og ’indførelse af materiale’. Den måde dette udrykker sig på i analysen er gennem en benævnelse – i sin grundform som element og et filnavn i materialet.
Det er ikke så smart hele tiden at skulle benævne filnavne om, og datateknisk er det en dum ide i starten at betjene sig af et anonymiseret randomtal for en angivelse. Forståelsen af det hele smutter, men samtidig kan forståelsen ikke skrives ned i filnavnet, igen og igen. Det har været af betydning for mig, at en stor del modeller og enkelte tavler i udvalg, har haft en allerede given indholdsmæssig bestemmelse som filnavn og dermed associationspartner, men de er undtagelsen. Samtidig må jeg spørge til den bevægelse, hvorunder der kan ske en sådan ’indholdsmæssig fastlæggende’ i et begreb - og/eller filnavn.
Det datamæssige aspekt kan løses ved, at ethvert element i empirien nok i sin benævnelse og konnektion realiserer en genkendelig relation til sine omverdenforholds, og hvor dens nærmere karakteristika fremgår af de elementer, der på det givne tidpunkt definerer den.
Mens det i starten har været nødvendigt at benævne dataelementer, vel vidende at de nok senere skal om benævnes, så ville jeg ikke have kunnet undvære deres benævnelser til at finde rundt i stoffet. Men jeg vidste også godt, at med mængden af tavler, så måtte jeg finde en mere generaliseret løsning – i en databaseteknisk løsning. En sådan løsning ophæver ikke problemet om forholdet mellem benævnelsen af empiriske forhold og deres bestemmelser som analysemateriale, men den gør det muligt at arbejde mere smidigt med overgangen, og dermed med den endelige bestemmelse af et empiri-element.
I anden omgang søger jeg at løse mit problem, gennem en anden skabelon, om hvordan modeller og tavler skal benævnes. Er modeller i empirien modeller eller udkast til modeller eller modelskitser, og hvad er sammenhænge herimellem. Og det samme for tavlen. Jeg etablerer derfor en logisk skelnen mellem modeller, model-skitser og model-udkast, og lige så for tavler. Det hedder således om deres sammenhæng i ”første analysetiltag til empirien”:

- Model -> figur -> objekt -> element: Egennavn eller beskrivende ordstilling;
- Tavle -> objekt -> figur -> element: Egennavn eller beskrivende ordstilling. 

Bag ved denne opstilling – men det fremgår også af teksten – rumler problemet med benævnelsen af de allerede kendte elementer i empirien. Jeg havde hidtil i min indscannede empiri, ikke bare benævnt tavle-elementer, men også kropfigurer. Det viser sig så, at denne skelnen i udgangspunktet for materiale-tilførelse ikke holder, og den skaber også redundant information. Den holder specielt ikke af den grund, at en kroptegning ikke er identisk med kropbehandling. Jeg fik øje på det redundante, og at der var forskel på kroptegninger, nogle var om en forestillet samtale om kroppen, mens andre var kropafbildninger af en behandling. I baggrunden svævede også ’øvelser’, som i empirien også havde billedformer.
Så alt i alt lå det lige for, at benævne om på grundniveau alt, hvad der skulle til, og det kom jeg også senere til – men godt det var så tidligt i analysen som tilfældet. Tavlen ville jeg nu se som min grundform for billeddannelse, og dens forskellige former måtte jeg udlede heraf, egentlige tavler, kropfigurer, øvelser mm. De samme betragtninger gjorde jeg på model-siden.

Teoretiske modeller og praktiske tavler
Jeg indfører således en søgeakse til at kigge ned i empirien, nemlig mellem teoretiske modeller og praktiske tavler. Modeller er i det teoretiske materiale i empirien, tavler i det praktisk terapeutiske. Og det er også aksen, jeg har gået frem med lige siden. Og jeg er stadig ikke helt færdig endnu. På ene side har jeg samlet modeller og tavler op ud fra hvert deres felt, men jeg samtidig også samlet alt visuelt gjort op for tavlebilleder. Jeg er ude efter overgangene i empirien, og selv om krips-krads noter, der har ført til en løsning på et problem, tit bliver smidt ud bagefter, så kunne det jo være rart der var noget synligt tilbage alligevel.
Ud fra dette er det ikke muligt at finde en model i rådgivningens bruger-empiri, der er en model – de er altid noget andet, en illustration til eksempel. En model anvendt i rådgivning, bliver selv til et tavlebillede. Der er mange ’modeller’ i bruger-materialet, men de er der som illustration af forhold, der kan se sådan ud. Skal modeller lokaliseres i bruger-empirien, kræver det deres oparbejdning til teoretiske typer.
Overvejelserne er mest overvejelser over hvordan jeg kan opsamle brug af modeller og tavler, når jeg bruger dem i analysen, samt hvordan de kan differentieres igennem analysen.

Opsamling af modeller og tavler
Det første var nemt. Jeg fandt en opsamling nødvendig for at kunne finde rundt og følge analysen, og bare en simpel ordning af anvendte billedelementer gennem dato og placering ville hjælpe. Hvorvidt en ordning havde med min genstand at gøre, vidste jeg ikke, men hvis ikke, måtte jeg kunne lære noget om modellers virke alligevel. Dette arbejde førte til følgende oversigt over, hvordan modeller og deres placering var i materialet og i analysen, se udkast i 20111205_0.2 Modeller i struktur, og i 20111205_Modeller og deres art - oversigt teoretiske modeller.
En lignende opdeling som her for tavler, er helt udelukket på daværende tidspunkt, tavlen optræder kun endimensionel, som en række tavler, her 2012 Tavler eller her 2012 Tavler og kropfigurer.

At analysere en tavle og en model
Det andet punkt var sværere. Hvordan kom jeg ind i tavlen – og i modellen. Hvordan starte en analyse? Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gå til værks. Problemet stiller sig i første omgang rent praktisk, hvordan overhovedet formidle tavlerne. Hvordan gøre dem tilgængelige og synlige, så der kan tænkes med på dem, og om dem, og hvad kræver dette; og i anden omgang hvordan dykke ned i dem, for yderligere tydeliggørelse, med henblik på begrebsætten.
Mange tavler var desuden sammensatte tavler, lige som modeller kunne være det, og det blev tænkt om de kunne opdeles på en eller anden måde, hvor man kunne blive klogere uden at tabe information. Og her indfører jeg ’segmentering’ som ’klippeværktøj’, jf. afsnittet ”Segmentering”. Det fremgør ikke af teksten, at segmentering må ses i sin sammenhæng med ’lokalisering’ gjort igennem aksen teoretiske modeller og praktiske tavler. Lokalisering og segmentering må derfor ses om en procestype, en metodisk akse til identificering af enkelt-elementer i empiriens overgang til materiale for os.
Det blev efterfølgende til en længere rejse ind i lille univers, som endte op med at komme til at handle om ’praksisbestemmelser’, hvoraf der blev lavet 4, se 0253, 0600, 0653 og 0699. Og det blev også til udformnngen af en metodologisk skitse for hvordan 'klipningens resultater' kunne indgå i en begrebsdannelsesproces gennem 'klasser af informationstyper', se index 2a Hoved tavlen top2mainframe. Jeg er ikke i tvivl om, at vejen igennem ’praksisbestemmelser’ har været vigtigt for mit senere blik ned i tavlen, men om det også er den rette vej og eneste form fremover, må det videre vise.  

Jeg har ikke foretaget ændringer i teksten - dertil er den for bundet til sin tid, men dens resultater har jeg tilbage.
Kalle dec. 2016

 

Enkeltelementer: Modeller, tavler, kropfigurer, figurer, objekter og elementer

Med 'modeller' kan materialet tilnærmes fra den teoretiske siden, mens det med 'tavler og kropfigurer’ er en tilnærmelse fra den empiriske side. Både modeller, tavler og kropfigurer må selv ses som empiri i genstandsfeltet. De udtrykker et alment enkelt-forhold, der kan være væsentlig eller ubetydelig. Alt opfattes på dette punkt som empiri, også det teoretiske materiale.

Modeller, tavler og kropfigurer kan bestå af et enkeltelement, eller for et møde være fraværende, 'tom' (note vedr. sessioner uden tavler og kropfigurer), men vil typisk bestå af flere elementer, og at se som et betydningselement i et meningsgivende forhold i det konkret forefundne. Det er i hvert fald den funktion, en model, tavle eller kropfigur, får, i den grad den processuelt indtager rummet og for en tid flytter fokus hen på en ydre "gengivelse" af, hvad der kan benævnes som en 'objektion' af et eksisterende forefundet møde-forhold.

’Elementer’ er modeller, tavler og kropsfigurers mindste-enhed. Et element, eller mindste-enhed, består af et egennavn med en reference. Egennavnet præsenterer referencens identitet, men uden selv at være det. Egennavnet henviser, uden at være det henviste. ’Modeller’, ’tavler’ og ’kropfigurer’ er således selv at se som ’elementer’.

En mindste-enhed er altid relativ, og følgelig udgør mindste-enheder selv et tidsrum for eksistensen af andre mindste-enheder. Følgelig er der et udviklingsforhold mellem modeller, tavler og kropfigurer og elementer, mellem det præsenterede og det henvisende. Dette udviklingsforhold skal sættes på begreb med forholdet mellem figur og objekt. Ud fra dette kan man sige, at modeller, tavler og kropfigurer, kan ses som ’figurer’ med ’objektindhold’, og omvendt: at der til ethvert objektindhold, er en relateret figur.    

Enkeltelementer har ud fra ovenstående, forskellig status, afhængig af om tilgangen gøres fra den teoretiske eller fra den empiriske side. Enkeltelementer i modeller, der tilhører den historiske empiri, kan anskues som 'figurer' med ’objekter’ - billeder med indhold - der selv kan være model indeholdende andre figurer/objekter mv., mens enkeltelementer i tavler og kropfigurer snarere må anskues som 'objekter' i en tydeliggørelsesproces af forskellige ’figurer’, der er på spil, i det gjorte møde-forhold.

Første analysetiltag til empirien


-         Model -> figur -> objekt -> element: Egennavn eller beskrivende ordstilling;
-          Tavle -> objekt -> figur -> element: Egennavn eller beskrivende ordstilling.

Der er ingen selvstændig analyseakse for ’kropfigurer’. Den indgår i tavlens analyseakse, således at ’tavle' også indbefatter 'kropfigur’. Selve tegningen af kroppen, som tegningens enkelte elementer indgår i, kan ses som baggrund, altså som tavle. I begge tilfælde sker der en indførelse af en form, gennem en subjektiv akt, hvor der tilføres og indoptages materiale. Dette betyder, at alt figurativt, der forefindes gengivet i materialet i en ydre form, er en 'tavle', upåagtet om det er fra et brev, en forløbsnote, en tegning eller et maleri, eller fra andet.

Oprindeligt var 'tavler' og 'kropmodeller' forskellige identifikationsakser til empiriens enkelte elementer, altså 3 overordnede identifikationsakser i alt.

Det har ligget lige for at lave denne opdeling - det er den altovervejende billedmængde der udgøres heraf - men den efterlader andre typer billeder uden plads i startempirien, eller at resten er af samme karakter. Opdelingen havde en parallel-begrundelse, at det datateknisk var nemmere eller hurtige at få overblik over materialet, hvis det blev ordnet således til en start.

Det har så senere vist sig, at i arbejdet med begreberne og den tilknyttede empiri, at tre-delingen af empirien, hvor 'kropfigurer' og 'tavler' er hver deres indgang til empirien, at det bringer uorden i systematiseringen af teoriens data. Der kommer information til, som kun viser videre til sig selv, samtidig med at informationsmængden fordobles, og informationsgraden samtidig forandres i negativ retning. Der er mao. tale om redundant information.

’Tavlen’ og ’kropfiguren’ synes også at have samme funktion og struktur, hvor forskelligheden angår selve det stoflige indhold. Som i ’tavlen’, kan der i ’kropfiguren’, tilføres materiale og det kan forvandles, og selv når det forlades igen, har det stadig været der. Der er mao. en strukturlighed, der ikke kan abstraheres fra, mellem tavler og kropfigurer.

Den samme strukturlighed kan ses mellem modeller og tavler, men her kommer deres ’stof’ fra forskellig kilde, det historisk-empiriske overfor det aktual-empiriske. Derfor må modeller og tavler – som har deres grundform i ’billedet’ – anskues forskelligt fra begyndelsen.

Såldes er der – i dette tilfælde! – kun to analyseakser ind i empirien: modeller og tavler.

Umiddelbart sætter analysen således af i identifikation af modeller og tavler, hvor de optræder i det eksisterende empiriske materiale, og hvor de kategoriseres ud fra opståelsessammenhæng, fra teoretisk side eller empirisk. Modeller og tavler kan her slå over i hinanden - hvad der er teori i en sammenhæng, er empiri i en anden, og omvendt. Den stadige oscilleren herimellem kan siges at være en dimension i genstandsfeltet, der skal med i analysen. Det kommer fra modsigelsen mellem historisk empiri fra modelside og aktual empiri fra tavleside. De kan ikke løsnes fra hinanden, men vil samtidig kun være ét tilgangsniveau i proces, ikke processens endemål.

At arbejde disse to sider sammen, er at danne en teori om netop denne realhistoriske udviklingsenhed, og hvordan den gennem arbejdsprocesser kan udvikle sig til arbejdsvirksomhed, eller stagnere.

 

Begrebsterminologi


Modelsegment og tavlesegment

Enhver model og tavle er et udsnit, hvilket kan benævnes med begrebet ’segment’. Selv om et genstandsfelt kan ses som bestående af segmenter, så kan et genstandsfelt ikke opbygges gennem segmenter. Genstandsfeltet er større end dets segmenter, og samtidig er der større byggestene i genstandsfeltet end de enkelte dele. Ordet segment er valgt for dette mellemtrin i analysen, og som fastholdende status i de begreber, der kan gøres om tavler og modeller.

Tavler og modeller kan deles op i undersegmenter i en uendelighed, og de kan samles uden at der tabes information. Det er en sekventiel masse, der kan findeles ud fra formålet med genstanden, de refererer til.

Genstandsfelter eksisterer ikke i et vakuum, men i kraft af indholdselementerne i de arbejdsstrukturer, menneskene i deres livsopretholdelsesproces udvikler om sig, når de løser deres livsopgaver. Forskellige genstandsfelter har således forskellige modeller og tavleindhold, ikke billedmæssigt – for alle billeder er unikke – men ud fra feltets opgavesammenhæng. Forskellige tavle- og modelsegmenter, kan flyde sammen igennem genstandsfelternes sammenfletning med hinanden, og andre kan flyde væk. Vi kan således tale om forskellige typer af eller niveauer af modeltavler og tavlemodeller, der flyder rundt mellem forskellige genstandsfelter og deres segmenter, uden egentlig at være en integral del af det forhåndenværende genstandsfelt. Det er en ’bias’ uden samtidig at det også er det (mere herom senere)

"Model-skitse" og "model-udkast"

Terminologisk skal indføring af modellen i analysen, benævnes med "model-skitse", mens udviklingen af en ny model gennem selve analysen skal benævnes med "model-udkast".
Modellen kan være teoretisk konceptualiseret allerede i sin første fremkomst i materialet, men behøver ikke være det, ligesom konceptualiseringen selv må ses i sin empiriske indbundethed. En models indledende benævnelse, kan - men behøver ikke - også være dens slutform i begrebets form. Der må derfor opereres med et forhold mellem benævnelse og identificering, både i fremføringen og i bestemmelsen af en model, således at modellens erkendeindhold, status og gyldighedsområde, til stadighed fremgår gennem begreberne om modellen. En model fra empirien, der i analysen anvendes som den umiddelbart forefindes - det kan være grundet dens figurale indhold, og/eller det kan være ud fra de begrebsmæssige forhold tilknyttet modellen - skal således benævnes med "model-skitse", mens modeller der udvikles i selve analysen, evt. på baggrund af andre eller en anden model - skal benævnes med "model-udkast".

"Model-skitser" i analysen er således anvendelse af før-viden, af før-forhold, til perspektivering af empiriens indhold, gennem den konceptualisering, den danner. Med begrebet "model-skitse" gives modellen en første teoretisk bestemmelse, der relaterer sig bagud til modellen selv, og forud til den aktuelle genstand i analysen. Bestemmelsen er på den ene side bestemt ud fra modellens ophav. På den anden side bestemmer model-skitsen den konkrete genstand, som analysen formidler.

"Model-udkast" er brug af eksisterende viden om empiriens egenart, og hvorigennem der fremføres nyt genstandsbillede.


"Tavle-udkast" og "tavle-skitse"

Den samme terminologi skal anvendes overfor tavlen, hvor der skal tales om "tavle-skitse", når en tavle i sin oprindelige form, og som værende sin egen analyse, fremføres som perspektiverende empiriforhold.

"Tavle-udkast" opstår, når en tavle søges bestemt som mere og andet end et enkeltstående empiriforhold. Et "tavle-udkast" er en generalisering, nivellering og konceptualisering af de, i én eller flere, tavler forefundne fælles empiriforhold.


Segment, udkast og skitser

Mens segmenter danner den søgte genstand i horisontal form, så er udkast og skitser genstandens vertikale form. Til sammen udgør de mulighedsrummet for genstanden.

Når et model- og et tavlesegment har ladet sig koncipere i deres indre sammenhængende kilde i det enkelte - på alle vertikale niveauer - skal der tales om et teoribegreb om en konkret lokaliserbar egenskab i virkeligheden, og vi får en 'lokal teori' (note om lokal teori)

En analyse af modeller og tavler starter derfor med en simpel liste over dem, hvilket også kan være det første billede af opgaven. Vores udgangspunkt er tavler og modeller, og at de igennem en subjektiv akt, er kommet til verden. Hvad kan de fortælle om virkeligheden, og hvad til dens forandring og udvikling?

En første oversigt over modeller er i modeller i struktur, mens en oversigt over tavler er her tavler fra forløb. Hovedparten af modeller i materialet er lokaliseret, men endnu ikke benævnt, mens det for tavlernes vedkommende endnu gælder, at måske kun 1% er gjort tilgængelig i analysen.


Analysen må tilrettes således, at nye modeller og tavler, der kommer til, hver især kan finde deres unikke plads i analysen. De kan tilføre nyt, men kan også bekræfte gammelt. De kan være overordnet eller underordnet al hidtidigt, eller de kan specificere det hidtidige på en særlig ny måde. De kan konkretisere det hidtidige, eller de kan være en konkretisering heraf.

Model --> model-skitse; model-udkast

Modeller er i analysen, samlet i dokumentet Modeller original. Her optræder modellerne i deres første form. Hver model lokaliseres mht. dens ophav, og til dens identifikation i materialet. Her tilføres også en begrebsbestemmelse af modellens indhold. Modellen vil nu være til rådighed som en "model-skitse". En "model-skitse" kan vise sig, at være en undertype af en anden, eller den kan indeholde undertyper til sig selv. Analysen må i sin fremlæggelse, spejle denne indre differentieringsproces i materialet, således at nyt falder på plads i materialet, ud fra den orden det opviser eller tiltvinger sig, i omgangen med det.

"Model-udkast" er modeller, der fremføres første gang som billedelement i analysen. Den er en akt i analyseprocessen, lige som tavlen er det i den arbejdsproces, hvori den inddrages. Den tilhører derfor også området af "modeller", og må behandles derefter. Den er en model, som andre, hvorom intet andet vides, end hvad dens reference kaster af sig. Det kan endda vise sig, at den allerede er i mængden af oprindelige modeller, eller at den stiller sig overfor dem. Model-udkast kan tvinge forandringer igennem i den måde, som empirien hidtil er blevet 'ordnet' på, og forlange en anden orden. Det kan omvendt siges, at opstår denne indre tvang i begrebsdannelsen ikke i analyse og i teoribygningen, så er genstandsfeltet endnu kun diffust omfavnet. Den cirkularitet, der ligger i at model-udkast fra selve analysen, også analyses som en ny model i det samlede materiale, er kun tilsyneladende. Den angår den begrebsmæssige benævnelser af empiriforhold og af deres indre sammenhæng med hinanden, og hvordan de enkelte elementer niveauemæssigt sætter sig selv sammen, og dette er af rumlig mere end af plan karakter. Begreber med samme identitetsforhold, på forskellige niveauer, er til eksempel en indre logisk modsigelse, der gør at forholdet fastholder sig selv, uden at kunne udvikle sig. Identitetsforhold, der er placeret i begrebet om et bestemt niveau, kan være ydre, og uden sammenhæng med andet i materialet, hvorfor der må spørges om deres indre relatering til materialet, om nogen, og i så tilfælde at være et "forstyrrende enkelt-tilfælde", og som i anden omgang selv må analyseres nærmere, indoptages i teorien som et bestemt tilfælde af "forstyrrelse af noget bestemt".

Der kan gøres mange "ordener" ud af et hvilket som helst materiale. Vi er ude efter den orden, som tingene i sig selv fremviser, når de gøres til genstand for analyse.

Tavle --> Tavle-skitse; tavleudkast

Tavler er indtil nu samlet i flere forskellige typer af dokumenter. Der er mængden af tavler, der skal sløres før de kan træde ind i analysen. Nogle af disse er angivet i så lille format, at de er ulæselige, og hvor kun selve tavlens struktur er synlig. Andre tavler er fuldt tilgængelig. De er fra enkelt-forløb, hvor alle tavler er sløret. Enkelte af disse tavler er påbegyndt analyseret.

Et blik på de tavler, der optræder i analysen allerede, har umiddelbart givet nedenstående liste.

En første liste over tavler, der er givet navn (2011-03-21)

Det er meningen, som analysen skrider fremad, at de enkelte tavler, efterhånden som de optræder, at de indoptages i materialet sammen med de elementer, som de er betinget, begrundet og har baggrund i, og at der fra enkelttilfælder arbejdes frem mod typer af tavleproblemer. Det er opgaven, at disse tavleproblemer, analyseres frem som typiske problemer i samfundets hverdage og dagligdagen heri - problemer som de kan etablere sig, udvikle sig eller stagnere, afhængig af specifik menneskelig handlen eller fravær heraf.