Jeg skal ikke her gå videre ind i den naturhistoriske overgang, men blot præsentere elementer i de tre grundbestemmelser, som samfundshistoriens form antager.

De tre grundbestemmelser: Subjekter i praksisformer, subjekter i objektive livssammenhænge og selvsamfundsmæssiggørelse

Det er arbejdet der har skabt mennesket og samfundet, og det er arbejdet der skaber historien. Arbejde er på den ene ’subjekter i praksisformer’, der virker i et ’praksis–teori–empiri-ledet forhold’; på den anden side er arbejde, arbejde under bestemte livsbetingelser, skabt af ’subjekter i objektive livssammenhænge’, af individer i et mulighedsforhold, ud fra deres forholden-sig, deres ’subjekt–objekt–objekt-ledede forhold’ (Jf. Leontjev). Med samfundsformer hviler arbejdet i praksisformer og i deres udvikling til arbejdsvirksomhed, som kollektiv foregribende omsorg, og med selvsamfundsmæsssiggørelse som udgangspunkt og perspektiv. Lykkes det, denne kollektive realisering gennem arbejdets udvikling, udvikler samfundsenheden sig - og udvikler den sig ikke grundet mangler eller fejlantagelser ift. naturgrundlaget, risikerer den at gå til grunde. Selvsamfundsmæssiggørelsen er mao. det dominant formidlende led i stofskifteforholdet mellem natur-menneske, hvilket kan begrebsliggøres gennem arbejdets ’tetraede struktur’, dens selvreplicerende værensform, med bestemmelsen ’arbejde—arbejdsvirksomhed—arbejde’ ’, respektive dens ’stagnation / forgiftningsproces’ (jf. ”Kollektive forformer”, Kalle 1988). Jeg vender senere tilbage til denne ’selvreplicerende tetraede’, som bestemmer arbejdets grundstruktur.

De tre grundbestemmelser er således:

1. Rum-aksen: Subjekter i praksisformer - ’praksis—teori—empiri’.
2. Betydnings-aksen: Subjekter i objektive livssammenhænge - ’subjekt—objekt—objekt’.
3. Selvsamfundsmæssiggørelse - ’praksisform—arbejde—arbejdsvirksomhed’ respektive dens stagnation/forgiftningsproces.

A1. Subjekter i praksisformer, den horisontale akse: praksis – teori – empiri      fuld side       forside

Billedelementer i dette afsnit

• Om genstandsfelt og genstand

1978-1980. ’Det kommer til en form’
Model-skitse A1.1
2006-2009. ’Det kommer til en anden form’ 6
Model-skitse A1.2
2011-> ’Det kommer til en tredje form’ 6
Model-skitse A1.3
Billeder – tegnede modeller, tavler, kropfigurer og øvelser - som indfaldsvinkel 8

1978-1980. ’Det kommer til en form’

Historien kan starte med det første billede af en første praksisform, ”Forum for Kritisk Psykologi” (FfKP). Det er dannelse af en studenterorganisering for studier og praksis i ’kritisk psykologisk materiale’ ud fra en historisk indfaldsvinkel. Fokus var centreret omkring ”Berlinerskolen”, som den blev kaldt i starten, og som havde sin beliggenhed på ”Freie Universität” i Vestberlin.   

Model-skitse A1.1

Studenterorganiseringen opstod under bestemte betingelser – blandt andet den kolde krig og 68-oprøret – og havde sine bestemte begrundelser for at danne sig, og danne sig på den måde det blev tilfældet. Det førte i løbet af kort tid til etableringen af et væld af forskellige psykologiske praksisgruppe ud fra emne og sag, og med afholdelse af halvårlige seminarer igennem en længere årrække.

En praksisgruppe, Rådgivningsgruppen Regnbuen kommer til fra 1984-85, og blev med dannelsen af Gaderummet i 1996, det sted, hvor FfKP til sidst udåndede, eller måske nærmere, blev til sin egen særlige praksis, da det i 2003 lykkedes at skabe den selvejende institution ”Gaderummet-Regnbuen Fond”, da arbejdet var kommet på finansloven. Tilbage af FfKP var forskellige studiekredse i psykolog og sociologi, som semesterbaserede undervisningshold og som elementer i den interne praksis- og teori-udvikling i gaderummet. Og de fortsatte helt frem foråret 2007.

Med fondens dannelse, overgik administrationen af økonomiudbetalingen samtidig fra Socialministeriet til Socialudvalget i Københavns Kommune, og fra år 2006 skulle kommune også forestå det social-faglige tilsyn mm. Dette tilsyn fjernede, som også nævnt i indledningen i ”Billeder, diagnostik og samfundsliv”, vores betingelser for at fortsætte. Socialudvalget bruger i 2006 sin tilstående magt over de økonomiske midler fra Folketinget, til at søge at gennemsætte en fundamental anden brug af dem, end aftalt i vores bevillingsskrivelse. I maj 2007 kommer det til en fredeliglig besættelse af lokalerne, da kommunen begyndte at tilbageholde vores midler. Arbejdet fortsatte nu med støtte fra frivillige og fra fonde, den åbne dør fortsatte, og lige så arbejdet i rådgivningen og i huset. Det forandrede ikke så meget det første ½ år, men det var en kamp, der ikke kunne vindes, og den sled bare. Til sidst brugte kommunen politiet til at komme ind i huset i november 2008 og ryddede det – hvilket de måtte gøres en gang til ugen efter. Men så var det også slut med det sted.

2006-2009. ’Det kommer til en anden form’

Historien kan slutte med et lignende billede fra 2009, hvor rådgivningen og gaderummet begynder sin vandrende eksistens, uden fast tilhørsforhold.

Model-skitse A1.2

Historien fra A1.1 til A1.2, kan siges at kredse et genstandsfelt ind. En historie i tid og rum og med en bestemt betydning. Stillet opgaven: En analyse heraf? Hvad at gøre?

2011-> ’Det kommer til en tredje form’

Et begreb om historien A1.1 til A1.2, kan ønskes af idéhistoriske grunde. I så tilfælde bliver et begreb, en fortælling om genstandsfeltet, indeholdende forklaringer og forståelser af enkelte elementer, niveauer og sammenhænge i historien. En idéhistorisk analyse kan udelukke eller inkludere elementer ud fra valg af fortællingens fokus, og indre og ydre forholds indvirken kan tones op og ned, afhængig af fortællingen, der ønskes dannet. Det er både muligt at postulere ikke-virksomme elementer i genstandsfeltet, som at forbise de i genstandsfeltet væsentlige elementer.

Begrebet om ’den anskuende erkendeform’ kan konnekteres hertil. På sin vis bestemmes genstandsfeltet og historiefortællingen, gennem hvordan de sættes sammen som bestemt historie og fortælling, suverænt af fortællerens forhold hertil. Genstandsfeltet er fokus eller indfaldsvinkel for bestræbelsen, for fortællingen, men kun som middel for andet, ikke selve dens endemål, om end det i enkelte tilfælde vil kunne blive det.

Et begreb kan også ønskes af teorihistoriske grunde. Her vil et begreb bestå i en kategorial, metodologisk og enkeltteoretisk bestemmelse af historien og af dens enkelte elementer. Genstandsfeltet og genstanden er her selve bestræbelsen for formålet. Det er ønsket om ’historiens selvfremstilling i begrebet form’, der er endemål for selve bestræbelsen. Konnektivt kan der tales om en ’begribende erkendeform’, i tanken begrebsligt at søge at spejle, stadig mere asymptotisk, hvordan genstanden i genstandsfeltet bygger sig op, og til stadighed bygger sig selv op, udvikler sig eller stagnerer. Det er et sådant begreb, der ønskes opbygget, hvilket kan ses som et forsøg på en videnskabelig bestemmelse.

Lige meget hvilken ønsket analyse, eller med hvilke hensigter en analyse foretages, så vil et begreb om historien kun kunne gøres med udgangspunkt i den nuværende virkelighed, fra dens seneste former, og deres aktuelle overgribende form, da det er herfra analysen sættes i værk. Samtidig flytter tiden i analyseprocessen selv på analysens udgangspunkt, hvorfor analysens formål eller bestræbelse om en begrebslig fremstilling af ’genstanden’ i genstandsfeltet, selv må ses som historisk bevægelse af nutid, fortid og fremtid – og dette som aktual-historie. Den form, som analysen selv antager, må medreflekteres i analysen, og må som indfaldsvinkel selv kobles af, gennem begrebsmæssig oparbejdning, på vej ind mod genstanden.  Altså fra i dag pt. år 2011 - der flytter sig i tid, figur C. Ved at have denne form med, vil jeg sikre mig, at jeg bevidst kan reflektere, hvordan min aktuelle praksis virker tilbage på min analyse. Det betyder at jeg ordner mine analyseoplæg i tid, selvom jeg allerede nu må erfare, at jeg allerede har flere parallelle oplæg, der griber ind i hinanden og forudsætter hinanden, og som sikkert først er færdige som udkast samtidig. Ved eksplicit at se mine egne bidrag igennem en tidslinje, altså påføre den en ekstra metodologisk dimension, håber jeg at jeg kan få mere styr på mine analyse-elementer, aspekter, dimensioner mv. fra starten, og prioriteret dem ift. analysen. De bekymrer mig, at der allerede nu er mange konceptionelle forhold, som jeg teoretisk er stillet helt på bar bund overfor.

Model-skitse A1.3

Model A1.3 skal være den form, jeg metodisk tænker mit forskningsmæssige ståsted igennem, og igennem den horisontale tid. Men den synes samtidig at være mere end en simpel tidsangivelse, da jeg – når jeg skal studere tavlerne fra den historiske empiri– i stort udstrækning kun har mine egne udformede tavler til rådighed. Jeg er mao. viklet ind i min forskningsgenstand, som både objekt og subjekt i processen på to forskellige niveauer, om end de i dag er tidsmæssigt adskilte. Jeg er selv aktør, i den fortidige praksis jeg studerer og prøver at blive klog på. Men niveauerne er samtidig sammenfaldende i tid, når jeg handler psykologpraktisk i nutiden. Skal jeg blive klog på tavlen, må jeg kunne sætte mig udenfor denne formbestemmelse. Jeg skal samtidig kunne reflektere denne formbestemmelse i sin fortløbende tidsdimension, for jeg vil huske forskelligt tilbage på mit arbejde, afhængigt af hvor langt jeg er nået ind i analysen, og den måde jeg husker på, skal jeg tjekke om imod realhistorien. Jeg kan ikke tage for givet, at jeg husker ret tilbage, lige meget med hvilke forhold og relationer, jeg søger at huske igennem. Og det kan gøres ved at bryde med subjekt-objekt skemaet, det to-ledede skema. Nok er jeg subjekt og den anden er objekt, men for den anden er jeg også objekt, og den anden også subjekt, hvilket kun er muligt i et ’objektivt sagsforhold’ subjekt-objekter imellem. Det betyder at der altid er en overgribende sags-struktur tilstede subjekter imellem, subjekt må ses som pluralis, og det er i denne sags-struktur praksis afvikler sig.

I det to-ledede skema ligger også mulighedsrummet for diagnosticeringstankegangen, og dermed diagnoseopstilling suverænt fra behandlerside. Det foregår som en vekslen mellem opstilling af teorier og iværksættelsen af behandlingstiltag, og i bedste fald som en stadig proces mod kvalificering/afbekræftelse af diagnosen. Kritikken af diagnosticeringstankegangen indenfor det sociale og psykologiske område, retter sig mod dets opstilling og anvendelse i praksis som indfaldsvinkel og teoretisk styrende for praksis, i en form der alene er rettet mod den anden og som postulerende en eller anden form for substans, som for den andens velbefindende og handleevne, er mere eller mindre styrende og overgribende andre vitale processer. Hvor bliver den anden af, må vi spørge, den diagnosticeringen retter sig mod at hjælpe gennem diagnosen, når den anden ikke kan træde op som subjekt for sin egen hjælp, eller kun kan gøre det gennem indoptagelsen af diagnosen for videre handleskridt! 

Der manglede noget, eller manglede så meget i det to-ledede skema, at det helt forvanskede praksis. Det udtrykte en utilladelig abstraktion fra praksis. Mennesker er ikke bare sammen, mennesker er sammen om noget, hvad der kan kaldes den ’tredje sag’. Mennesket er relateret til en sags-og socialintentionel praksis, om den så er håndgribelig tilstede i rummet eller ej, hvorigennem den afvikler sig - en afvikling hvor man kan sættes uden for indflydelse, fx gennem en individuel diagnose. Der er derfor altid tale om tilstedeværelsen af ’subjekter i praksisformer’, ikke bare af subjekt-objekt’er i flertal i en stor sammensathed.

I subjektvidenskabelig forstand abstraherer det to-ledede subjekt-objekt skema, fra subjekternes objektive livsomstændigheder, og dermed fra de sagsforhold, som individerne opretholder deres samfundsmæssige liv i gennem. De kommer i bedste fald først senere ind, men vil da være bestemt suverænt og alene oppefra, fra individet selv, selv om individets oprindeligt udgår fra dem.

At arbejde med udgangspunkt i det ’formidlende tredje’ mv., er svær at fastholde i tanken, hvis man er alene om det (til en start), og det bringer det illustrative på banen for at holde tankeformen ret i struktur og rum. Måske derfor vi tit tegnede i FfKP. Det begrænsende i subjekt-objekt-forholdet var kendt i udgangspunktet for opstart af rådgivningens praksis tilbage i starten af 80-erne. Og det betød en praksis, hvor den ’tredje sag’, ’det fælles tredje’ eller ’det formidlende tredje’ i stor udstrækning altid eksplicit var med ved bordet. Vi så det som indholdsbestemmelse for ’bestemt praksisform’, altså den praksisform det angik, og vi fandt det afgørende at få det reflekteret ind i vores tankeformer for problemudvikling, for herigennem at kunne praktisere en subjektvidenskabelig indfaldsvinkel, således at den anden ikke bare var objekt men også subjekt, altså medforsker på det problem, der har stillet situationen op, altså på den ’tredje sag’. Som ’tredje sag’ bevæger den sig som de problemer, der er til stede i deres betingelsesrum, og ud fra hvordan de gribes, altså gennem problembestemmelses-arbejde.

Jeg skal vende tilbage til den ’tredje sag’ ved bestemmelsen af den næste akse, men her hæfte mig ved, at når der tænkes sags-og social-intentionelt i udredningen af problemer og konfliktforhold, så lægger der op til eller det kræver ligefrem, at det kan overskueliggøres og fremstilles i en ydre form, så det er til at forholde sig til som en fælleshed, og det kan være et papir med en listing af emner, og det kan blive herved. Det er ikke længere et internt psykisk puslespil, der skal lægges. Når et felt er undersøgt, og det ikke har løst problemet og man ikke er blevet klogere, hvad så? Nu handler det mere om emnernes sammensætning og om der mangler nogle, og om nye antagelser kan dannes gennem generaliseringer og specificeringer. Dette rum slår et nyt rum an, hvor et ”formidlende tredje” kan undersøges gennem niveauforhold mellem begreber og deres hierarkiseringer, og de vil simpelt kunne fastholdes i en billeddannelse, en billeddannelse der kan ekspliciteres i sin ydre form som et ’billede i tavlen’ til nærmere undersøgelse. Billeddannelsen kan imidlertid også formidles gennem opbygningen af et billede i tanken, et forestillingsbillede, og dets kommunikergørelse gennem sproglige anordninger. Enhver tekst og samtale er fuld af sådanne forestillingsbilleder, og deres sproglige og kropslige gestaltninger, der skal tjene teksten og samtalen på den ene eller den anden led. De adskiller sig fra positions- og orienteringsbegreber, ved deres strukturelle henvisningssammenhæng. Vi lærer her, at vores genstand ’billedet i tavlen’ har dimensioner af strukturlighed med psykiske forestillingsbilleder, der formidles i tekst og tale. 

Når vi kommer så langt, at vi har en genstandsbestemmelse, så vil genstand og genstandsfelt blive vendt om. På vej ind mod genstanden, er alt i genstandsfeltet af betydning og uordnet. Senere med begreber om genstanden, vil genstandsbestemmelserne ordne materialet i genstandsfeltet i deres genetiske og strukturelle fremstillingsform, med det uvæsenlige skråret fra. Det erstatter ikke genstandsfeltet, men viser det omvendt i sin fulde dybde og kompleksitet som omverdensammenhæng for genstandens selvbevægelse som særlig genstand i verden. Ingen genstand, ingen genstandsbestemmelse og dermed intet genstandsfelt, for uden genstandsfelt, er der ingen genstand at analysere. En genstandsbestemmelse kan følgelig være både tom, falsk eller adækvat i en eller anden grad.

Billeder – tegnede modeller, tavler, kropfigurer og øvelser - som indfaldsvinkel

Med vores udgangspunkt i praksisfeltet ’Forum for Kritisk Psykologi’ (FfKP), søger vi de billeddannelser, som historien har givet anledning til. Og det særligt de billeddannelser, der har betydning i dannelsen af tavlebilleder. Vi ser på hele praksisfeltet i starten, og må her indenfor lokalisere genstandsfeltet for, at billeddannelser træder frem som ’billedet i tavlen. Billeddannelser blev brugt bredt indenfor den FfKP, men kun i en praksisform, den rådgivningsmæssige, etablerede det sig, og kun som parts-akse i en større praksissammenhæng.  Allerede her, ser vi nu, er empiri ikke bare empiri, der spejlagtigt kan indføres i analysen. Der ligger en prioritering og et valg til grund for, hvad i empirien der kan blive set som en billeddannelse, og der ligger et implicit begrebsapparat, der allerede på forhånd identificerer hvad der kan være eller er empiri for os i en første, men dog upræcis form. Her træder forskerens tilgang til materialet også eksplicit frem, og frem for at dette egenforhold – forskerens subjektivitet, betingelser og forudsætninger - sættes udenfor analysen som forstyrrende enkelttilfælde, må dets materiale og indvirkning indoptages og adskilles gennem analysen selv.
Det er gennem disse billeder som indfaldsvinkel, at genstandsfeltet til at begynde med åbnes, og i perspektivet at det kan begynde at ordne sig selv gennem et stadig mere abstrakt-alment enkelt forhold i den større historie. 

Analysen må således svare på, hvad i FfKP’s praksis har givet anledning til, at der opstår et nyt praksisfelt med særegne arbejdsredskaber som ’billedet i tavlen’. Og følgelig også, om det kunne komme fra anden side. Billederne må – for at være genstandsrelateret – kunne udarbejdes i deres indre genese i materialet, eller de må, som ydre indvirkende forhold, bestemmes i deres indre vekselvirkning med genstandsbestemmelsen.

Billedet behøver ikke at være vigtigt i eller for historien, selv om det også mængdemæssigt har et betydende omfang i den. Som ’billede i tavlen’ fik det en historie, og en udbredelse som ’masse’. Men udbredelse er ikke lig væsentlighed. Udbredelse gør ikke ’billedet i tavlen’ til et væsentligt fænomen. Det gør kun en teoretisk og konceptionel fremstilling, der lader sig anvende i psykologisk praksis, og som er kommunikerbar som praksisudvikler. Heri ligger bestemmelsen af væsentlighed mm.

Vores start i en bestemt analyseakse, ’subjekter i praksisformer’ med elementerne ’praksis, teori og empiri’, har betydet, at det er denne, der så at sige kirurgisk skaber det første overblik over empirien – de tre modeller A1.A, A1.B og A1.C - og dermed danner den første begrebs- og billedform herom.

Vi skal nu se på den anden akse om ’subjekter i objektive livssammenhænge’ med elementerne ’subjekt—objekt—objekt’ – som også har været nærværende i dette afsnit.

A2. Subjekter i objektive livssammenhænge, den vertikale akse: subjekt – objekt – objekt      fuld side       forside

Billedelementer i dette afsnit

Menneskeligt møde: Subjekter i samfundsform
Model -skitse A2.1. Subjekter i objektive livssammenhænge
Model-skitse A2.2. Asymmetrisk mødesammenhæng. Subjekter i en specifik kompetence-inkompetence struktur
Empiri fra rådgivningen Regnbuen og Gaderummet
Billedmateriale

Jeg skal starte med at tydeliggøre, at mennesker ikke møder hinanden gennem møder. Det sætter ikke hinanden stævne for at blive sociale. Mennesker møder hinanden gennem deres indgåen i den arbejdsdelte kooperative produktionsproces, som så at sige både indoptager og fordeler dem. På den måde er mennesket ’subjekt i en objektiv livssammenhæng’. Mennesket samfundsmæssiggøres fra det fødes, dets determinanter er hvad der forefindes af given samfundsmæssighed, positionelt og situtionelt realiseret, og det udvikler sig konkret gennem dets bearbejdning af de forefundne sagsligt-sociale betingelser. Indenfor denne sammenhæng, kan mennesker indstifte møder, med særlig formål. Møder er mao særlig form for praksis indenfor den totalsamfundsmæssige reproduktionsproces. Møder er ren interageren, og alligevel ikke. Møder er proceselementerne i samfundet furer, og igennem disse realiseres kooperative og interaktive processer mellem samfundets individer, eller det forbigås gennem ren interageren.

I gennem årene fandt mange frem til rådgivningens arbejde, og senere til gaderummets. De ønskede en anden hjælp end psykofarmaka og anden form for psykologisk behandling, end det de havde været udsat for, eventuelt stadig stod eller sad fast i. Vi havde også en udadgående side, at hjælpe unge af psykiatriske afdelinger, som de uretmæssigt var havnet på.

Når ’mødet’ omhandler den anden, er der et asymmetrisk forhold til stede. Subjekterne er fælles om processen, under relatering til situationen i sags-strukturen, de indgår i. Hver sin rolle og position. Dette kan afbilledes således:

Model-skitse A2.2. Asymmetrisk mødesammenhæng. Subjekter i en specifik kompetence-inkompetence struktur

Empiri fra rådgivningen Regnbuen og Gaderummet

Lige meget hvilke møder, så har de kun en tid, og nogen efterlader ingen blivende efterspor. Andre møder er organiserede, aftalte og fortløbende over en tid, og efterlader forskellige synlige spor i bestemte praksisformer. Det er et sådant materiale af alle mulige forskellige møder, der skal analyseres.

Udgangspunktet skal tages i det samlede empiriske og teoretiske arbejde, der er indeholdt i arbejdet omkring rådgivningen Regnbuen og Gaderummet fra 1985 til 2009, der skal ses ud fra deres opståelsessammenhæng i studenterorganiseringen ’Forum for Kritisk Psykologi’ (FfKP) i 1980. Empirien strækker sig således over et tidsrum på mere end 30 år, og at der også er denne sammenhæng i historien, som angivet mellem FfKP, Regnbuen og Gaderummet, må analysen selv kunne fremstille historisk-logisk. 

Billedmateriale

Indfaldsvinklen til empirien tager sit udgangspunkt i det billedmateriale, der er kommet til veje under forskellige former, med forskelligt indhold. De enkelte billeder skal indoptages i materialet, gennem eksplicitering af dets baggrundsposition, således at det empiriske stof der bærer billedet, i en oscillerende bevægelse, kan udfordre og eventuelt forvandle teoretisk-empirisk viden om såvel indhold som form. Det altovervejende billedmateriale i empirien, ligger i rådgivningens arbejde, repræsenteret som ’tavler’, ’kropfigurer’ og ’øvelser’. Det kommer fra møder i psykologiske sammenhænge, fra socialpsykologisk og socialklinisk arbejde. Disse ’tavler, kropfigurer og øvelser’ er ud fra den overordnede sagsstruktur, bundet til en ’asymptotisk’ tilgang fra professionel side, med den ’berørte anden’ i en inkompetencesituation, og som genstand for arbejdet. Materialet er således kommet til veje i en fortrolighedssammenhæng, og må behandles derefter.

A3. Selvsamfundsmæssiggørelse: praksisform – arbejde – arbejdsvirksomhed respektive dens stagnation/forgiftningsproce      fuld side       forside

Billedelementer i dette afsnit

• Struktur: arbejdets selvrepliserende tetraedestruktur: fra praksis til arbejde til arbejdsvirksomhed
• Indhold: forholdet ’kollektiv virke – personlig handlen’ og ’individuel virksomhed—kollektivt arbejde’

Arbejdsbegrebet
Model 2. Arbejdsvirksomheden som funktionel selvudviklende struktur
Model-skitse A3.1. Samfundsformens indholdsstruktur
’Storgruppe-familie(flok)-værkstøjsbrug’ i dets samfundshistoriske aspekt
Model 3. En første historieopfattelse: fra naturhistorie til samfundshistorie
Model 4. Samfundsformens foregribende omsorg
Model 5. Selvsamfundsmæssiggørelse gennem forholdet person virksomhed og kollektivt arbejde
’Storgruppe-familie(flok)-værktøjsbrug’ i dets individual-historiske  aspekt
Model 6. Fra familieflok til kollektivitet
Model 7. Det samfundsmæssige kollektiv som det strukturelle personlige kollektiv: ’personlig handlen – kollektiv virke’
Model-skitse A3.2 ’Kollektitiv virke – personlig handlen’  // ’individuel virksomhed—kollektivt arbejde’
Model skitse A3.3 Den subjektive faktor
Model-skitse A3.4 Struktur og formidlingsniveauer individ-samfund
Model-skitse A3.5 Samfundsformens funktionsform
En tilsyneladende modsigelse
Det horisontale, vertikale og opadgående en gang til
Samlet om samfundsformens tre grundakser
Samfundsformens niveaubestemmelse: begrebsparrene ’kollektiv virke – personlig handlen’ og ’individuelvirksomhed — kollektivt arbejde’

Med arbejdets udvikling til samfundsform, og dermed til ’selvsamfundsmæssiggørelse’ som samfundshistoriens udviklingsforhold, får arbejdet sin overindividuelle kollektive form. Så lad os betragte ’arbejdet’, som det kan koncipere, jf. Marx note [5].

Arbejdsbegrebet

Ud fra Marx er arbejdsprocessens elementære momenter følgende:
1. den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv,
2. arbejdsgenstanden, og
3. arbejdsmidlerne (arbejdsredskaberne).

Marx’ arbejdsbegreb er selvrefererende og danner en tetraede, der kan ses som en selvreplicerende struktur i sin subjektsagtighed, jf. note [6]. Og udviklingslogisk kan genstanden for arbejdsvirksomhed skematiseres som følger:

Model 2. Arbejdsvirksomheden som funktionel selvudviklende struktur (Placering i materialet enkeltform eller flerform) (note [7])

  Og i flerform:

Vi møder her, hvad vi kan kalde ’indholdsstrukturen’ i samfundshistorien, dette evige stofskifteforhold mellem individ, samfund og natur, i formen for samfundshistorie. Ved at føre denne ’indholdsstruktur’ ind i de allerede eksisterende kategorier og afbildningsdannelser, får vi en første egentlig dimensionalisering af det samfundsmæssigt ’rum’.
Den oprindeligt billedliggørelse gennem rektanglet, og med bemærkningerne, at rektanglet var symbol for en endnu ikke nærmere kendt struktur, kan nu kvalificeres nærmere. Logisk kan vi fremdrage, at tetraeden har forrang for rektanglet, i arbejdsmæssig henseende. Men vi kan ikke i en logisk operation, substituere rektanglet med tetraeden, da rektanglet har dannet form på ét niveau, og tetraeden er en formbestemmelse på et andet analyseniveau. Vi kan kun hævde, at dominansen af arbejdets selvreplicerende funktion, overlejrer den rektangulære form, men den erstatter den ikke, og dette må fremgå af afbildningen.

Vi går således fra følgende afbildningen af ’Samfundets arbejdsform’, jf. model-skitse 0.3,

til model-skitse A3.1 omhandlende ’samfundsformens indholdsstruktur’.

Model-skitse A3.1. Samfundsformens indholdsstruktur

I bevægelsen, hvor arbejdets indholdsstruktur føres ind i det allerede oparbejdede kategorigrundlag, tilføres analysen samtidig en yderlige dimension. Arbejdets almengørelse betyder, qua arbejdets selvrefererende karakter, at den ’subjektive faktor’ kommer på begreb på både individuelt og samfundsmæssigt niveau.

Der er ikke noget i historien, der bare er objektivt eller bare subjektivt. Der er altid tale om et forhold, og et forhold mellem ’den objektive bestemthed og den subjektive bestemmelse’. Arbejde er altid konkret, gennem virksomme individer under givne betingelser, og deres greb eller mangel på greb, om deres samfundsproces, udtrykker en bestemt grad af ’foregribende omsorg gennem den kooperative produktionsproces’, hvilket skal benævnes med ’subjektiv faktor’.
Den ’subjektive faktor’ etablerer sig med selvstændiggørelsen af socialstrukturen, hvorfra værktøjsproduktionen nu kan finde sted i overgribende form, både som en historisk faktor på samfundshistorisk niveau, som et mål for samfundsenhedens livtag med de samfundsmæssigt givne betingelser, og på individuelt niveau, som et mål for greb om egne virksomme samfundshistoriske betingelser og betydningsforhold. Altså graden og evnen til at ”svare igen på egne vilkår med udvikling”. 

Denne med arbejdets almengørelse, yderlige dimension, er mao. forholdet mellem ’individuel og samfundsmæssig subjektivitet” på såvel samfundsmæssigt som på individuelt niveau. En bestemmelse heraf, får vi ved at gribe tilbage til historiske differentieringer, og ved at betragte de forformer for arbejde af naturhistorisk og samfundsmæssig art, som har resulteret i samfundsovergribende subjektivitet. Dvs. ved at betragte de forhold, som gennem ’dyr-menneske-overgangsfeltet’ bærer muligheden for, at arbejdet kan almengøre sig på historisk niveau, kommer vi i nærheden af bestemmelserne.

Vi finder tilgangen til disse, i en differentiering af vores tidligere indførte koncept om ’samfundshistorien på egne ben’, jf. model 1  .

Og de forhold vi søger, kan lokaliseres i enheden ’storgruppe-familie-værktøjsbrug’, som det det samfundshistoriske og individual-historiske sætter af fra, og som ’endform’ er den ’samfundsmæssig produktion–reproduktionsproces’, med ’reproduktionen’ som overgribende produktionsform.

’Storgruppe-familie(flok)-værkstøjsbrug’ i dets samfundshistoriske aspekt

Med samfundsformens etablering, og dermed individets totalsamfundsmæssige formidling, udvikler enheden sig til samfundshistorie med det enkelte individ som forsvindende moment, men dog samtidig som dets subjektive bærer i pluralis.
Vi betragter først ’storgruppe-familie-værktøjsbrug’ i dets samfundshistoriske aspekt, jf. model 3, og i den form den antager, når overgangen til samfundshistorie er overgribende form, jf. model 4.

Model 3. Samfundshistorien som uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse (Placering i materialet)
Model 4. Samfundsformens foregribende omsorg (Placering i materialet)

En eksplicitering af strukturen i ’samfundsformens foregribende omsorg’ (model 4) er givet i model 5, med aspektet ’personlig virksomhed og kollektivt arbejde’.

Model 5. Selvsamfundsmæssiggørelse gennem forholdet person virksomhed og kollektivt arbejde, og samme form i andet plan (Placering i materialet)

’Storgruppe-familie(flok)-værktøjsbrug’ i dets individual-historiske  aspekt

Vi betragter nu enheden ’storgruppe-familie(flok)-værktøjsbrug’ fra det individuelle aspekt. Nok er individet på samfundshistorisk niveau, et forsvindende moment, men dets reproduktion som produktionsforhold er til gengæld helt afgørende for produktionens reproduktion. Kunne det ikke sikres med udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, havde det aldrig fundet sted, samfundshistoriens dannelse.

Udviklingen her kan ses som ’fra familieflok til kollektivitet’, jf. model 6, der er ekspliciteret i model 7 ’det samfundsmæssige kollektiv som det strukturelt personlige kollektiv´, hvori mindste-enheden for samfundsmæssig reproduktion er at finde i ’person—socialt kollektiv´ i formen ’personlig handlen – kollektiv virke’.

Model 6. Fra familieflok til kollektivitet (Placering i materialet)
Model 7. Det samfundsmæssige kollektiv som det strukturelle personlige kollektiv: ’personlig handlen – kollektiv virke’ (Placering i materialet)

Og sidste form, altså det individual-historiske aspekt, i andet plan:
Og placerer det samfundsmæssige og individuelle aspekt i deres sammenhæng, så fås nedenstående dobbeltstruktur som mellemform:

Model-skitse A3.2 ’Kollektitiv virke – personlig handlen’  // ’individuel virksomhed—kollektivt arbejde’

Denne mellemform er strukturformen for arbejdets praksisformer, og dette er igennem dette praktiske forhold, at individet må og kan forholde sig til sine samfundsmæssige betingelser, gennem dets betydnings- og handlesammenhænge og subjektive handlegrunde. Strukturformen er således det grundlag, hvorigennem individets formidlingsniveauer realiserer sig, med dets objektive bestemte historiske livsbetingelser på den ene side, og på den anden side gennem dets psykiske dimensioner ved handleevne/velbefindende, et forhold individet ikke bare er objekt eller subjekt for, men altid i en forholden sig til under konkrete historiske betingelser, altså subjektagtigt. Individet forholder sig, og denne forholden sig, skal jeg afbillede gennem et spændingsforhold, på følgende måde, jf. model A3.3 og A3.4:

Model skitse A3.3 Den subjektive faktor
Model-skitse A3.4 Struktur og formidlingsniveauer individ-samfund

                 , og i strukturformen:                         

Og som niveauer hører hjemme i ’samfundshistoriens indholdsstruktur’, der giver os ’samfundsformens funktionsform’, jf. modelskitse A3,5.

Model-skitse A3.5 Samfundsformens funktionsform

En tilsyneladende modsigelse

Vi har tidligere knyttet ’selvsamfundsmæssiggørelse’ til arbejdets dimension som arbejdsvirksomhed, men også til begrebet om samfundsformens egen udviklingslogik. Modsigelsen heri er kun til syneladende. Det kan siges på den måde, at ved at konnektere ’selvsamfundsmæssiggørelse’ til tid, så henviser jeg også de andre to dimensioner, til deres faste substans, i mit billede og som sekundære i betydning. Det er de ikke. Det er ikke selvsamfundsmæssiggørelse, der hviler i arbejdet, og som formen får liv igennem, det er derimod gennem ’subjekter i praksisformer’ som ’subjekter i objektive livsomstændigheder’.

Den yderligere dimension – individuel og det samfundsmæssig subjektivitet - som analysen bliver tilført med gennem arbejdets indførelse i analysen, kan nu ses som den dimension, der knytter selvsamfundsmæssiggørelse og samfundsform sammen som modsigelsesforhold. Herved forsvinder vores modsigelse ikke, men den viser sig som systemmodsigelse. Arbejdets yderligere dimension - knytter så at sige de tre dimensioner sammen som udviklingsforhold. Det er igennem denne dimension i arbejdet, at enheden ’tid, rum og betydning’ bliver til det levende forhold, som det er. Som arbejdet er selvrepliserende, må samfundsformen også være det - hvilket er et forhold, der ikke er givet på forhånd, men hele tiden må stilles som opgave.  

Arbejdets udvikling igennem ’dyr-menneske-overfeltet’, betyder således, at mennesket kan træde op som subjekt for sine virksomhedsprocesser, i sit samfundsmæssige betingelsesgrundlag på såvel individuel vis som på kollektivt niveau. Og at det må gøre det. Det sker og kan kun ske gennem deltagelse i den overindividuelle samfundsproces, for kun herigennem opnår det råderet og en grad af medbestemmelse over egne betingelser.

På nuværende tidspunkt i analysen kan det se ud som om, at vi har vi skabt en selvkørende mekanisme, og kun mangler 3D-printeren, for at virkeliggøre hvordan vi er skabt af historie og skaber det gennem en selvrefererende boks, kaldet arbejdet, sådan frit svævende i luften. Desværre. I arbejdet ligger det evige stofskifteforhold med naturen allerede. Samfundshistorie er stadig naturhistorie. Og skaber også selv naturhistorie, omend den sidste form for ny naturhistorie med statskapitalismen i sin neoliberale udformning, er af rigtig faretruende art. Vi vender tilbage hertil i næste afsnit om den ’realhistoriske sammenhæng for enhver samfundsmæssighed’.

Det horisontale, vertikale og opadgående en gang til

I modellen konnekteres ’rum’ til den horisontale akse, ’betydning’ til den horisontale og ’tid’ til det ’opadgående’ op mod højre. Det er også hvad der falder indenfor den horisont jeg kender mest af, og det falder naturligt og logisk for mig, at ’fremad’ ikke er noget, der virker bagud og nedad, men primært noget foran mig, noget hvor jeg ikke skal have øjne i nakken for at følge med. Ligeså for ’udvikling’, hvor noget nyt kommer til i et nyt rum. Det kan ske på et andet tidspunkt, end hvor det udtales eller erfares, eller det kan ske i fremtiden, men at sige at udvikling sker bagud, nedad eller indad, det vil være en tilsigelse, en udviklingslogisk modsigelse. Aspekterne kan grafisk byttes om, uden at der sker ændringer, hvis man ellers er til det, måske den dag kloden forlades af de sidste, som ikke blev udslettet af den neoliberale verdensorden, måske de vil stå i en situation, hvor det synes mere nærliggende, naturligt om man vil, at retningen frem i tid, er opad i rum, altså væk fra kloden. Men samtidig er modellen – og teoriens fornemste opgave – at spejle sin genstand, ikke tilvirke den med fremmed materiale. Det kan hertil siges, at konnektionerne kun er nødvendige i en afbildningsproces, hvor de er et valg; på den anden side er de aspekter, der konnekteres til, allerede selv bestemt i bestemt rumlig form i deres oprindelige tilstandsform, hvilket kan være mere eller mindre eksplicit udfoldet i teksten, så i sidste instans står slaget om afbildning ikke her. Når det er klart, at afbildning er transformation af en modalitet til en anden, gennem en subjektiv akt, hvor der tilføres og fradrages information, så er det også i den subjektive akt, at perspektivet i afbildningen viser sig. Og om dette perspektiv kan siges, at det er tro mod sin genstand, såfremt det asymptotisk kan danne isomorfi med genstandens eget perspektiv. På den ene side afhænger en afbildning således af det afbillede, på den anden side sker afbildningen gennem den formålsbestemthed, som afbildninger finder sted igennem.

Er man optimist på udvikling, må man således i genstandsmæssig forstand kunne fremvise, at der er grund til optimisme; og ligeså for til eksempel for pessimisme, at det lader sig begrunde som et tvingende perspektiv ud fra genstanden selv.
Kan det tænkes, at om 100 år, såfremt statskapitalisme og neoliberalismen har rådet indtil da, at man ikke længere generelt kan tale udvikling, men kun afvikling. Hvordan skal dette afbilles? Måske udvikling som udvikling tilbage, nedad mm – hvad jeg tidligere har set som en udviklingslogisk modsigelse. Vi lærer her, at i grænseegne af samfundsmæssig-menneskelig formåen, kan udviklingslogik vendes om som realforhold!

Men lige meget med hvilket diktum, der formålsbestemmes, så er den adækvate afbildning, den afbildningsproces, der asymptotisk går mod isomorfi med genstanden selv. Men om dette realiseres som perspektiv er et praktisk anliggende. Forholdet mellem begreb og billede, der tidligere er rejst som et problem, der skal oparbejdes, viser sig her som et forhold mellem genstand og afbildninger.

Samlet om samfundsformens tre grundelementer

Som der kom ”liv” i model-skitsen ’tid, rum og betydning’, da den fandt sin formbestemmelse gennem selvsamfundsmæssiggørelse, skabt af arbejdets historiske almengørelse, så kommer der ”liv” i samfundsformen ved se den i sin realhistoriske udviklingssammenhæng. Nok er begrebet om samfundsformen et abstrakt begreb, men det eksisterer kun som historisk konkretum. Og det historisk konkrete er naturhistoriens fortsættelse som samfundshistorie i sin naturhistoriske indbinding. Vi må derfor se samfundsformen i sin realhistoriske udviklingssammenhæng.

De tre grundbestemmelser for tid, rum og betydning – subjekter i praksisformer, subjekter i objektive livsomstændigheder og selvsamfundsmæssiggørelse, med deres indholsbestemmelser – eksisterer kun så længe, at samfundshistorien lader sig reproducere. Derfor må der tales om selvsamfundsmæssiggørelse respektive dens stagnation/forgiftningsproces. 

Samfundsformens niveaubestemmelse: begrebsparrene ’kollektiv virke – personlig handlen’ og ’individuel virksomhed — kollektivt arbejde’

Det er overraskende for mig selv, at analysen ender op i de begreber, som det er tilfældet her. Og alligevel burde det ikke overraske mig, da samfundsformen må konciperes som en kollektiv historieakt i den grad, den virker og udvikler sig – hvad jeg også tidligere har arbejdet ud fra, uden dog direkte at relatere disse begrebspar til hinanden, som her - grundet faren for substantialisering, altså skabelsen af en almenhed i Hegelsk forstand. Jeg vil her søge at komme videre ihukommende, at se samfundsformen som en konkret almenhed, modsat som selvstændig skabelon for samfundshistorien.

Der synes at være meget langt fra disse begrebsanalogier, til hvordan virkeligheden i dag ser ud, og hvor beskidt den egentlig er og har været i mange tusinder år. Men det er, hvad begrebsanalogierne skal kunne bestemme – og det må så også kunne fremvises. Herom senere.

B4. Den realhistoriske udviklingssammenhæng, praksisformens generelle omverdenforhold   fuld side    forside

Billedelementer i dette afsnit

websites image gallery scripts by VisualLightBox.com v5.4

• Udviklingsformen alment-enkelt og billedgørelse som den ’horisontalt udvidende tragt’
• Den horisontalt udvidende tragt’ som enhver forms udviklingsbaggrund
• Omverdenforholdet det sociale kollektiv og det kollektive arbejde som handlesammenhæng, betydningsforhold og handlegrunde
• Enhedens kollektivt-individuelle handleindhold – produktionsmådens stofskifteforhold

Den kollektive skaben historie
Model 8. Psykologiens historiske forsvinden – og genoplivelse  
Model 9. At praktisere en enkeltteori i kapitalformen
Den 'materiellle selvhistorie'
Model 10. Den realhistoriske udviklingssammenhæng
Model-skitse B4.1. Den samfundsmæssige konstitueringsproces, empirisk-socialt stof i samfundsmæssige praksisformer

Den kollektive skaben historie

Den kollektive skaben historie, er samfundshistorie under bestemte betingelser, hvor historien selv flytter på betingelserne, og hvor vi i dag står i den foreløbige slutform heraf, med begrebet ”statskapitalismen” som aktuel bestemt samfundsform. 

”Statskapitalisme” skal ikke ses i den vanlige bestemmelse, som et trin på vej til socialismen – med forformerne ursamfund, antikken, feudalsamfundet og kapitalismen – da denne er vildledende grundet trinopfattelsen af historisk udvikling og også vildledende i sine trin.
Jeg skal derfor trække på et andet koncept om ’samfundsformens udvikling’ til ’klassesamfundsformen’ – de samfundshistoriske slaveforhold - og videre i ’kapitalformen’ som samfundsformens aktuelle udviklingsmotor, med logikken ’anarkistisk samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse’ (jf. note [8]). Dette giver en tredeling af samfundshistorien i distinkte produktionsmåder. I sin konsekvens betyder dette udviklingskoncept, at den aktuelle samfundsmæssige form, statskapitalismen, på den ene side hviler i vareformen, på den anden side i dimensionen ’privat—offentlig borger’. Modsat at mene, at individet fritstilles sine tidligere ”feudale bånd” – og må fritstilles for at arbejdskraften som vare kan fungere som vare under kapitalismen – så er fritstillingen samtidig ensbetydende med, at individet under kapitalismen på en og samme tid bliver til både en offentlig person og en privat borger. 

Denne dobbelt-eksistens for individet under de nuværende samfundsmæssige forhold er i stor udstrækning ubestemt i tidens teoribygninger og praksisudfoldelser:

Individets dobbelt-eksistens under de nuværende forhold er en meget stor abstraktion. Den angår at alle og enhver på én og samme tid er gennemskåret af dimensionen offentlig person og privatperson eller privatindivid. Dobbelt-eksistensen modsvares af spaltningen mellem det borgerlige samfund og den politiske stat. Begge har sine forudsætninger i modsigelsen mellem almene og private interesser med privatejendommen som grundlag herfor. Det betyder, at klarer man sine private forhold - økonomi - sociale relationer, arbejde med videre - så bestemmer man selv lidt over det offentliges ind- og udblanding, og kan eventuelt ”køre” med det offentlige, med private fordele til følge. Har man derimod svært ved at begå sig, er uheldig eller står uden ressourcer, så spejles dette også i indgreb overfor ens social-økonomiske og juridiske position og situation, fx i form af bøder, indespærring, over tid hvad som helst (Fra ”Marginalisering og forståelse af psykiske konflikter - på baggrund af subjektvidenskabelig tilgang”, 2007 Kalle).

Opsummerende kan vi sige: Man skal kort sagt hen ad vejen i vores samfund lære at klare sig selv, ikke først og fremmest sammen med andre, men med andre, samfundet og dets mennesker som middel, ikke som mål. Dvs. at i udgangspunktet for dét at klare sit liv, skal man gør andre, hinanden, til instrumenter for ens egen overlevelse. Jeg skal citere Marx for udtalelsen, at

”derfor antager selve det fællesmenneskelige, samfundet, her snarere karakter af en ydre ramme om individet, frem for at være deres livsgrundlag”.

Sådan ser altså den samfundsform ud, som min empiri, teoretiseren og praktiseren har og har haft som historisk udgangspunkt.

Jeg skal, fra den psykologiske side, give en model for, hvordan en sådan samfundsform arter sig ved udgangen af feudaltiden, jf. model 8, og i kapitalformen, jf. model 9, men jeg skal ikke her gå videre med samfundsformens aktual-historiske formaspekt.

Model 8. Psykologiens historiske forsvinden – og genoplivelse (Placering i materialet)
Model 9. At praktisere en enkeltteori i kapitalformen (Placering i materialet)

Samfundshistoriens formaspekter er ikke givet på forhånd. De må udledes ud fra, hvordan samfundshistorien realhistoriske har udviklet sig, og hvordan denne udvikling kan konciperes. Dette bringer forholdet historisk empiri i relation til kategoridannelse, og aktual-empiri i relation til enkelt-teorier, ind som betydningsbærer. Som vi ser dette forhold, ser vi også historiedannelsen.

Udviklingsforholdet er et konkret-historisk forhold, hvorigennem udvikling realiseres, modsat trinopdelingen, der har en grundsubstans, hvorudfra historien udvikler sig – en Hegelsk konstruktion. Det betyder – som tidligere omtalt - at udvikling er et forhold mellem alment og enkelt, og dermed at det almene ikke er en substans, der hjemsøger historien, og hvorudfra historien kan bestemmes. Det almene er forudsætningen for at studere det enkelte, men er ikke det enkeltes egen udviklingslogik, på samme måde som det enkelte ikke eksisterer på anden måde end som udtryk for noget generelt. Vi skal føre disse aspekter ind i vores model-afbildninger.

Den 'materielle selvhistorie'

Den ’materielle selvhistorie’ virker ikke kun ud fra sig selv, eller igennem sig selv, men i sin relation til sine omverdenforhold, dens naturgrundlag, der er dens betingelsesgrundlag og begrundelsessammenhæng. Denne dimension skal kaldes ’den realhistoriske udviklingssammenhæng’ for praksisformens konkrete eksistens, jf. ”Introduktion til studiekredsens arbejde”, Kalle 1996, og den skal afbilledes gennem den ´horisontalt udvidende tragt’, jf. model 10:

Til eksempel kan fremkomsten af nye aktuale empiriske forhold, falde igennem overfor de kategorielle historiske kategorier, men de kan ikke i selv stille nye kategorier til rådighed, det kan kun genoptagelsen af den kategorielle analyse, på en mere specificeret måde, eller den kan give anledning til grundlæggende ændringer i kategoridannelsen, men ud fra interne immanente grunde: at opdagelsen af nyt, fremviste en kategorial bestemmelse, der ikke var udarbejdet tilstrækkeligt.
Igennem arbejdet med deres relationer, og dermed deres sammenknytningspunkter, vil de historiske kategorier og de aktuelle enkeltteorier, kunne oparbejdes trin for trin, niveau for niveau, gennem mere almene og særlige bestemmelser på den kategorielle side, og på praktiske empiriske side i form af stadig mere specificerede og konkretiserede enkelt-teorier, med målet et konkret greb om ”genstandens egen logik”, der er den logik hvorigennem det konkrete bevæger sig fra konkretum til konkretum.
Dette sidste niveau er det afgørende, da enhver menneskelig handling sætter af i det konkrete, og bevæger det konkrete, ikke gennem abstrakte love, eller ud fra forgodtbefindende, men gennem det perspektiv, som mennesket finder fornødent at søge at sætte igennem, i relevansen egen livsopretholdelse, hvilket i sidste ende, er den kooperative genstandsmæssige produktionsproces.
Et menneskeligt perspektiv kan gribe det konkrete, som det ønsker at udvikle, på måder der kan tilgodese og/eller berøre det konkrete, hvorved det vinder medbestemmelse over det konkretes egen udviklingsproces, eller det kan gribe sekundære og uvæsentlige sider herved, eller slet og ret identificere helt galt, og hermed miste sin medbestemmelse. Dette giver det ”menneskeligt mulige”, at det kan falde under det ’samfundsmæssigt mulige’. Det samfundsmæssige løsriver sig som noget fremmed overfor individet, og samfundet tager mere og mere form af en naturverden, mennesket er udleveret til, end at det er medskaber af egen overindividuelle historie.
Metodisk må dette kunne reflekteres, ellers vil noget fremmed samfundsmæssigt fra en konkret form, ikke kunne skelnes fra naturlige naturligheder, endnu uden for samfundsmæssig kontrol.

Når det metodiske har primat af det historiske overfor det aktuale, så er det ikke længere nok tale om en 2 ledet erkendeproces, startende i det empiriske/enkelte, hvor det almene abstraheres ud, for herigennem med et abstrakt-alment begreb at vende tilbage til det enkelte, og det upåagtet metoder som induktion/deduktion, eksperimentelle af diverse arter og/eller kvantitative og kvalitative. For det historiske virker på både det historiske niveau og på det aktuale niveau: det enkle er selv en konkret historisk form. Underkendes denne dobbelthed, vil en analyse resultere i et slags empirisk idealbegreb, som vil fortælle det empiriske hvordan det skal arte sig, og som af den grund hele tiden skal tilføres energi, for ikke dø hen, altså en samfundsbyrde i form af inkludering eller som et udelukkelsesforhold. Erkendeformen må hele tiden praktisk gentages, uden at kunne overgå til andet.

Ethvert empirisk stof realiserer sig i en social verden. Et og samme empiriske stof, giver anledning til flere tilnærmelser, og dermed til forskellige mulighedsrum. Modalt set skal mulighedsrummene og deres specifikke realisering gennem arbejde, sikre samfundsenhedens reproduktion. Det kan gå godt, altså at samfundsmæssig reproduktion lykkes – eller det kan lakke mod enden, for den enkelte praksisform med sit empiriske stof - eller for den samlede klode, findes et stof, der tager magten fra dets tilnærmelsesmennesker.

På sin vis er genstanden allerede til stede. Den har en materiel selvhistorie, hvor der er handlet i genstanden, og som betød, at genstanden vandt selvstændig praksis. Genstanden er altså sat sammen igennem praksis, og den har forandret sig og praksis, allerede før vi nu gør den til genstand for analyse. Da der ikke findes abstrakt praksis, kun konkret virksomhed – og som noget forgangent - placerer vi samfundsformens funktionsform heri, jf. model-skitse B4.1.

Model-skitse B4.1 Den samfundsmæssige konstitueringsproces, empirisk-socialt stof i samfundsmæssige virksomhedsformer

Den grå markering er dimensionen af privat-offentlig, som kapitalformen afvikles igennem, jf. tidligere model 9.

Det sidste niveau i en udviklingsproces er, at den har en ende, til en anden form, til andet stof. Formår en praksisform i arbejdets gestalt ikke at reproducere sig i sin samklang med sine omverdenbetingelser, går den til grunde, eller den udvikler nye former. Udgangspunktet bliver selv til grundlag for nyt, eventuelt kun til anden side. Dette er det tredje, her benævnt ”C5”, og springet herigennem, kaldes ofte det ”5.te spring”.

C5. Omvæltningen, omstruktureringen – springet på systemniveau, fortsættelse indenfor formen eller i brud hermed   fuld side         forside

Billedelementer i dette afsnit

• Enheden er ’struktur, form og forholdsanalogi’
• Toppen som figur - udviklingsform
• Kroppen – individet i kød og blod
• Top og krop, kroppen i toppen - det individuelle subjekt, den menneskelige personlighed

En første metodologisk platform
Samfundsmæssige konflikter og fællesmenneskelig virksomhed
Top og krop – figurer for ’det biologiske i sin samfundsmæssighed’

A, B og C: Afsluttede om første tilgang til det teoretiske, metodologiske og empiriske i ’tavlen i billedet’

Når udvikling er konciperet som udvikling på systemniveau, altså samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse gennem udviklingen af praksisformernes virksomhedsformer, er udvikling formens indhold mod en mulig anden form for udvikling, som når denne anden udviklingsretning etablerer sig, så overgår formen også til en ny form i et andet forhold til sin omverdenform. Tidligere dominante forhold i formen, bliver nu sekundære aspekter i den nye form.

Det er en påstand her, at samfundshistorien ikke har udviklet sig siden samfundsformens dannelse som samfundshistorie, eller nærmere at den i sin udvikling fra lokalt og stedbunden samfundsmæssighed, til global og universiel verdens samkvem, ikke er lykkedes i den forstand, at det kollektivt-personlige er forblevet en enhed, eller at den samfundsmæssige subjektivitet er blevet styrket, eller har udviklet sig kvalitativt (Jf. "Grundbegreber i psykologien", Kalle 1996). Tvært imod. Den er blevet spaltet op i delkollektiver, som mere eller mindre hver især søger monopol på udviklingsretningen, og hvor enhver tale om fællesskabsforhold er et klassekampsanliggende grundet de private ejendomsforhold og statsdannelsernes hegemoni herover. Den udvikling af samfundsmæssighed, vi ser, er mao. selvsamfundsmæssiggørelsesformer i klassesamfund- og kapital-former – der har fremmet et krigs og voldsapparat, der kan ødelægge kloden mere en gang. Dette er selvfølgelig også at se som en udvikling! Men en udvikling, der synes at stille spørgsmål ved selve samfundshistoriens fremtidige fortsættelse.   

En første metodologisk platform

Med disse bestemmelser af ’samfundsformens funktionsbestemmelse’ i dens realhistoriske omverden- og udviklingssammenhæng - A1-A2-A3, B4 og C5 - er vi nået til en første afslutning. A, B og C må – som det fremgår af udledningssammenhængen - ses som niveauer i enhver samfundsmæssig genstandsform.

Vores bestemmelser er nok elementer, aspekter og dimensioner i en genstandsbestemmelse, men det er ud fra genstanden i en første forestillet form, hvor vi endnu kun har en identifikatorisk benævnelse. Vores bestemmelser er derfor af metodologisk karakter. Og vi spørger: hvad fortæller vores bestemmelser indtil nu om, hvad vores fremgangsmåde kan være?

1.      En phenografisk (jf. note [9]) bestemmelse af ’billedet i tavlet’
2.      Den samfundshistoriske proces frem til aktuelle samfundsform
3.      Aktual-historisk bestemmelse af genstandsfeltet for ’billedet i tavlen’
4.      Udviklingsforhold i ’billedet i tavlen’ – dets praktiske opståen og reproduktion
5.      Begrebet om ’billedet i tavlen’ i dets konkret-almene bestemmelse, indhold, mulighedsrum og struktur.

Det er vores formål at tilnærme os asymptotisk til praksis, så det er praksis der ender med at fortælle sin historie i begrebets form, samt hvordan dette kan afbilledes og billedgøres, og eventuelt udfordre begrebets dannelsesproces. Mit formål er således af dobbelt art, hvilket refererer til mit udgangspunkt i at analysere ’billedet i tavlen’.

Det var en indledende påstand for analysen, at den praktiske anvendelse af ’billedet i tavlen’ muliggjorde, at der kunne arbejdets på et generaliseret subjektvidenskabeligt niveau i psykologisk praksis, hvor det diagnostiske kunne træde i baggrunden, til fordel for udviklingen af problembestemmelser af handlevejledende art, med de involverede andre som medforskere. Det betyder ikke tvingende, at der skal arbejdes med en yderliggjort afbildning og billeddannelse, for at fastholde et subjektvidenskabeligt niveau i tilgangen, men det stiller spørgsmålet, hvordan forstå og praktisere denne uden anvendelse af ydre billeddannelsesprocesser. Kan sprogligt udtrykte billeder gøre det samme. Men hvordan fastholde denne proces af problembestemmelser som den fælles formulerbarhed parterne imellem, overfor diagnosticeringens hop fra tue til tue, alene på behandler side, uden brug af ydre visualiseringsobjekter. Kan den rette tekst og dets sprogliggørelse sikre dette, og dermed henvise den ydre billedgørelse til et sekundært, ikke nødvendigt aspekt. Måske er brugen af ydre billeddannelsesprocesser blot en særlig indlæringsform, og det vil være muligt at nå det samme resultat gennem andre læreformer.

Samfundsmæssige konflikter og fællesmenneskelig virksomhed

Målet er at gøre billedernes problemstillinger synlige, som konkrete samfundsmæssige konfliktforhold, og som et bidrag til at arbejde med dem på det fællesmenneskelige niveau. Jeg vil samtidig undersøge, hvordan brug af model-objekter fra billeddannelsesprocessen, kan fremme en formidlingsproces af komplekse emner, som stiller et problem op, til diskussion og debat.

Til eksempel antager økonomiske modeller, der bruges af neoliberale regeringer, at mennesket flytter sig ud fra økonomisk pisk eller gulerod. End ikke for simple dyreformer, er en sådan faktor væsentlig i sig selv, men alligevel er den et afgørende diktum for menneskelig funktionsmåde i den generelle offentlige debat, en debat der samtidig virker tilbage på, hvordan mennesket under bestemte betingelser kan begynde at identificere sig hermed!
Et andet område er det psykologiske og psykiatriske, hvor psykofarmaka dominerer som generel behandlingsnorm, trods dets generelt skadende effekt. Og diskussion og debat flytter ingenting, siger de sidste mange årtiers praksis.
Problemstillinger kan afbilledes på mange måder, afhængig af kritikstandpunkt, og udvalgte standpunkter medfølges tit af en streg, der sin måde skal illustrere synspunktet i artiklen, hvor absurd eller genialt det er. (Find eksempler).
Kunne debatten gennem billede-fortællinger, rejses på ny, ikke bare som den absurde streg der er så meget af, men som billeder der viser vej ud af det begrænsende, hvilket til eksempel har et begreb som ’typiske nødvendingsmuligheder’, der er at se som generelle procestyper, hvor en nød vendes, afværges og overvindes. Mao. at få noget ind i debatten, som kan bide sig fast om grundforholdene for det kritisable, og samtidig gennem billeder at vise alternativer.

Model-skitse C5.1 Toppen - udviklingsform (Placering i materialet)
Model-skitse C5.2 Kroppen – individet (Placering i materialet)
Model-skitse C5.3 Kroppen i toppen – den menneskelige personlighed (Placering må vente, da afbildning og billedgørelsen heraf er flertydig/mangfoldig)

C5.1 C5.2 C5.3