Dec.2016
Teksten "Konceptologi" omhandler et forsøg på en subjektvidenskabelig bestemmelse af det kategorielle og metodologiske udgangspunkt for min analyse. Papiret skal fremstille en overordnet ramme, som min genstand kan ses ud fra i en første form. Dette betyder, at bestemmelserne er generelle bestemmelser, der senere selv må oparbejdes i deres konkrete genstandsmæssighed, gennem den genetisk-strukturelle og funktionel-historiske metode. Følgende forhold kommer i spil.
· Typer af affinitet/resistens af tavlebilleder
· Overgangen mellem begreb og billede, og mellem billede
og begreb
· Afbildning som et forhold mellem informations-tilførelse og –fradrag ved overgang fra en modalitet til en anden
· Billedet som indfaldsvinkel er en abstrakt-enkelthed,
og et enkeltforhold af noget generelt. Billedet bevæger sig således i
modsigelsen mellem generalitet og væsentlighed
· Samfundsformens niveauforhold: begrebsparrene
’kollektiv virke – personlig handlen’ og ’individuel virksomhed — kollektivt
arbejde’
· Udviklingsforholdet ’det sociale kollektiv og det
kollektive arbejde’ som handlesammenhæng, betydningsforhold og handlegrunde i ’individets
virksomhed og personlige handlen’
· Enheden er ’struktur, form og forholdsanalogi’
· Udviklingsformen alment-enkelt og billedgørelse som den ’horisontalt udvidende tragt’
· Den horisontalt udvidende tragt’ som enhver forms
udviklingsbaggrund
· Enhedens kollektivt-individuelle handleindhold –
produktionsmådens stofskifteforhold
· Toppen som figur - udviklingsform
· Kroppen – individet i kød og blod
· Top og krop, kroppen i toppen - det individuelle
subjekt, den menneskelige personlighed
Kategorielle
forhold
Bestemmelserne af indholdsstruktur og strukturform
Konceptologi som kinesisk omvej
1. Strukturligheder
2. Fra en modalitet til en anden
3. Om billedets væsentlighed
4. Metodologisk skitse
Qua at min genstand selv må ses i en billedform, til at starte med – tavlen eller billedet i tavlen – søger jeg en fremstillingsform, der relaterer sig til billedet, og denne finder jeg i den 'teoretiske model', som jeg indfører som udgangspunkt for fremstillingen. Det viser sig, at en model-skitse udviklet i sin mest enkle form, hvor 3 grundbestemmelser interagerer i plan, gennem 'tid, rum og betydning', kan opfylde dette. Og model-skitse 1 blev født. Modellen er fra 1989, hvor den optræder som fremstillingsform for en meget kort fremstilling af emnet ”den terapeutiske proces”.
Med min indfaldsvinkel i en billedgørelse, model-skitse 1, fremkommer der en 5 dimensional afbildning, med 3 grundakser i tid, rum og betydning. Grundakserne danner indholdsstrukturer i samfundsformens funktionsform, men er samtidig som elementer i formen, selv funktionelt bestemt gennem formens omverdenform, set som iboende udviklingsforhold, hvorfor de også må ses som strukturniveau i samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelsesproces. Dette fremviser 3 strukturniveauer for sociale genstandes eksistensform:
Niveau 1,
relateret til A1-A3: en 'indholdsstruktur',
Niveau 2, relateret til B4: en 'omverdenform', og
Niveau 3, relateret til C5: en 'forholds-analogi'.
Og de skal samlet bestemmes som strukturformer i samfundsformen. Samfundshistorien kan siges at udvikle sig gennem dette konkretum af hvordan forholdet indholdsstruktur og formstruktur gribes for udvikling og hvordan det udvikles sig. Det er teoris opgave at komme på spore af disse modsigelser, og gribe dem begrebsligt.
Når de tre trin i vores fremstillingsproces, A, B og C, må anskues som 'niveauer' i vores genstands egen bevæge- og udviklingsform, så betyder det, at vores begrebsbestemmelser må indeholde disse i deres egenarter i det teoretiske begreb om genstanden - hvis ikke vi skal 'falde under' en subjektvidenskabeligt udviklingstankegang.
Bestemmelserne af indholdsstruktur og strukturform
Niveau 1: 1. A1. Subjekter i praksisformer, den
horisontale akse: praksis – teori – empiri;
2.
A2. Subjekter i objektive livssammenhænge, den vertikale akse: subjekt – objekt
–objekt;
3. A3. Selvsamfundsmæssiggørelse: praksisform – arbejde –
arbejdsvirksomhed respektive
dens stagnation/forgiftningsproces;
Niveau 2: 4. B4. Den realhistoriske
udviklingssammenhæng, praksisformens generelle omverdenforhold;
Niveau 3: 5. C5. Omvæltningen,
omstruktureringen – springet på systemniveau, fortsættelse indenfor formen eller i brud hermed.
Gennem fremstillingen af de enkelte elementer, får jeg en tydeliggørelse af, hvordan jeg tænker min tilgang til praksis, allerede før jeg anskuer et enkelt teoretisk og empirisk forhold. Men det er samtidig også en fremstilling, der orienterer sig mod min konkrete genstand ’billedet i tavlen’, hvilket gøres ved i fremstillingen at medtænke visuelle afbildnings- og fremstillingsformer som model-skitser, og hvor jeg baghovedet også har haft den praktiske ’tavle’. Jeg søger derfor i min fremstillingsproces at reflektere, hvad det betyder analytisk, at fremstille et emne eller en genstand i visuel form som 'teoretisk model, hvorudfra at der argumenteres.
Konceptologi som kinesisk omvej
Samlet om skriftet ”Konceptologi”, så udgør det en nødvendig kinesisk omvej til målet. Det danner en første bestemmelse af, hvordan vi tænker om den overordnede sammenhæng og om genstanden selv, hvor der lægges nogle snit ned i historien, som analysen må kvalificere, men ikke selv kan ændre på – andet end gennem en fornyet kategoriel koncipering.
Det gælder, at der er en sammenhæng mellem udgangspunktet i Forum for Kritisk Psykologi, dannelsen af rådgivningen Regnbuen og senere Gaderummet, og den senere institutionelle udstødningsproces på kommunalt niveau. Det er en historisk sammenhæng, og jeg spøger til den indre udviklingssammenhæng med udgangspunkt i afbildningsprocesser som 'billedet i tavlen'.
Samtidig forsyner fremstillingen os med forskellige pejlemærker omkring, hvordan forhold ved genstanden tavlen eller billedet i tavlen relaterer sig til andre genstande i analysen. Og dermed de første begreber om elementer ved genstanden i sin generelle form. Men hermed ikke i sig selv noget om deres væsentlighed, men dog begreber til at se nærmere på genstanden i dens sammenhæng med andre genstande af betydning for analysen.
Igennem fremstillingen fremkom forskelige forhold, som siger noget om, hvad der fra dette ståsted kan siges om elementer i vores genstand, tavlen eller billedet i tavlet. Disse skal listes her.
Før det første synes der at være strukturlighed mellem dannelsen af modellen og tavlen, samt at opfattelsen heraf selv er af billedmæssig art, men ikke som den eneste modalitet heri.
”De forskellige meta-reflektioner indtil nu, har været styret af, at vi valgte at indføre en model-skitse, hvor igennem det kategorielle grundlag skulle kunne repræsenteres i en billeddannelse, der fortalte det samme som teksten, men i visuel form. På sin vis er det også tavlens problemstilling, men mens en model kommer fra den teoretiske side, så kommer tavlen fra den praktiske og empiriske side. Der er således strukturmomenter af fælles art mellem modellen og tavlen. Vi må derfor tage med, at elementer og dimensioner i modellen også har en betydning i tavlens dannelse, men de må så samtidig ses ud fra tavlen selv”. …...
”Vi tænker helt klart i billeder, selv om vi også tænker i andre modaliteter end billeder. Samtidig kan vi sige, at det ikke er billedet i sig selv, der repræsenterer den genstand, der afbilledes i fremstillingsformen; - det gør derimod billedet i sin sammenhæng med de begreber, der giver billedet indhold, om de er nævnt i billedet eller udenom i teksten. I en model kun med begreber, vil det være den begrebsmæssige placering/sammenklumpning af dem i strukturer, der danner modellen.
Og endelig:
”De modeller, der findes i empirien, er alle dannet ud fra et ønske om en overskuelig fremstilling af en hel masse empiri i en begrebsmæssig og kategorial struktur. Kunne de tjene til at åbne teksten for læsning og anskueliggøre af, hvordan centrale begreber og forhold hang sammen i forhold til hinanden, så var formålet nået. Der var ikke noget ønske om noget mere i modellen end i teksten, kun teksten anskueliggjort på enkelt adækvat måde. …..”
”Brugen af tavlen, var anderledes. Her kunne ønsket være at præsentere en enkelt ting – som en generalitet af betydning - på overskuelig måde, for herigennem at undersøge dens historie, altså at få bredt historien ud gennem et enkeltpunkt, men tavlen kunne også bruges i forsøg på at bringe orden i en given problemstilling, altså som et prøvende udkast af prøvende karakter til at kredse generaliteter ind. Her er tavlen søgemodel til at stille problemer op, og der spørges til det konkrete problem, men stadig fra en position udefra. Her søger tavlen sin genstand i en stadig proces, i håbet at blive lukket ind. Modellen er heroverfor allerede inde i sin genstand, men den må også bryde med den, se den udefra, for at dens billedformer kan dannes. Modellen og tavlen ermao. fælles om at søge sin genstand, for de har deres funktion heri som et kommunikativt forhold, og egentlig fra et standpunkt udefra – fra billedformens dannelsesproces.
I det indtil nu beskrevne ligger, at modellen og tavlen, og overhovedet billeddannelsesprocessen, må ses som proceselementer i en arbejdsproces, og det er i dette perspektiv de studeres”.
2. Fra en modalitet til en anden
For det andet kan anvendelse af billeddannelser – tavler og modeller – ses som indførelsen af en anden modalitet til kommunikationen, end den oprindelige tekst/-ordmæssige fremstilling. I en sproglig fremstillingsproces, kan der desuden tilføres yderligere modaliteter gennem opstilling af en scene, kropsbevægelser/-gestaltninger, tonefald og lydeffekter.
Der opstår et forhold mellem det afbillede og billeddannelsen, et forhold der kan løsnes eller strammes afhængig af formål, men ikke ophæves. I forholdet sker der en 'transformation' af en modalitet til en anden, gennem fradrag af oprindelig information og tilførelse af ny information. På samme måde som en tekst ikke bare kan indføre en model og tro at alt er godt for forståelsen, er det heller ikke bare muligt at anvende en tavle, og det har vist sig, at tavlen i nogle tilfælde aktivt synes at blive valgt fra, ikke ud fra det indholdsmæssige, men ud fra dets forstyrrende effekt som anden modalitet. Fænomenet har jeg benævnt med 'non tavlebillede', og at der må tales om et forhold mellem resistens og affinitet mht. modalitetsskift, på såvel fremstillingssiden for, i og til en kommunikation, som på modtagersiden. Og det hedder herom:
”Overhovedet hvordan denne overgang mellem begreb og billede - og fra billede til begreb - finder sted er et af analysens store uomgængelige opgaver at få styr på”.
Om billedet hedder det:
”Analysen må således svare på, hvad i FfKP’s praksis har givet anledning til, at der opstår et nyt praksisfelt med særegne arbejdsredskaber som ’billedet i tavlen’. Og følgelig også, om det kunne komme fra anden side. Billederne må – for at være genstandsrelateret – kunne udarbejdes i deres indre genese i materialet, eller de må, som ydre indvirkende forhold, bestemmes i deres indre vekselvirkning med genstandsbestemmelsen”.
Og videre:
”Som et begreb bærer et billede i sig, er et billede begrebsløs, men det kan tilføres begreber, efter forgodtbefindende, eller intenderet hvorved det bliver et ”bestemt ledet billede”, som det er tilfældet i denne analyse, med præsentationen af model-skitser”. Og
”Billedet kan ses bagud, både til den teoretiske side med modeller, skitser og udkast, og til den praktiske side med empiriske tavler og kropfigurer. Men empirien er ikke udtømmende bestemt herved, og vi kan undgå at få øje på nyt, hvis ikke vi i vores konceptionalisering af billeder nærmer os alle billeddannelser, om de så senere kan blive til en type eller ej. Billedet som indfaldsvinkel er en abstrakt-enkelthed, og et enkeltforhold af noget generelt. Billedet bevæger sig således i modsigelsen mellem generalitet og væsentlighed”.
”Billedet behøver ikke at være vigtigt i eller for historien, selv om det også mængdemæssigt har et betydende omfang i den. Som ’billede i tavlen’ fik det en historie, og en udbredelse som ’masse’. Men udbredelse er ikke lig væsentlighed. Udbredelse gør ikke ’billedet i tavlen’ til et væsentligt fænomen. Det gør kun en teoretisk og konceptionel fremstilling, der lader sig anvende i psykologisk praksis, og som er kommunikerbar som praksisudvikler. Heri ligger bestemmelsen af væsentlighed mm”.
”Den begrebsmæssige forståelse af dette, synes imidlertid selv at være af billedform, af billeddannelsesmæssig art. Vi forestiller os, vi undersøger i tanken og differentierer i bevidstheden og skaber sammenhænge ud af verden. Vi tænker helt klart i billeder, selv om vi også tænker i andre modaliteter end billeder. Samtidig kan vi sige, at det ikke er billedet i sig selv, der repræsenterer den genstand, der afbilledes i fremstillingsformen; - det gør derimod billedet i sin sammenhæng med de begreber, der giver billedet indhold, om de er nævnt i billedet eller udenom i teksten. I en model kun med begreber, vil det være den begrebsmæssige placering/sammenklumpning af dem i strukturer, der danner modellen”.
”Modellen og tavlen er mao. fælles om at søge sin genstand, for de har deres funktion heri som et kommunikativt forhold, og egentlig fra et standpunkt udefra – fra billedformens dannelsesproces”. Og derfor må ”modellen og tavlen, og overhovedet billeddannelsesprocessen, ses som proceselementer i en arbejdsproces, og det er i dette perspektiv de studeres”.
”Vi er med det sidste kommet tilbage til genstandsniveauet for ’tavlen i billedet’. Og kan nu sige, at i den grad det realiseres, sker det gennem etableringen af et spring til en anden modalitetsform, som i forhold til det afbillede, er en ny form. Billedgørelse må ses som en udviklende transformation af et emne, fra en modalitet til en anden, i en social-genstandsmæssig livsverden”.
En første metodologisk platform for 'billedet i tavlen' kan gøres:
1. En phenografisk bestemmelse af
’billedet i tavlet’
2. Den samfundshistoriske proces frem til aktuelle samfundsform
3. Aktual-historisk bestemmelse af genstandsfeltet
for ’billedet i tavlen’
4. Udviklingsforhold i ’billedet i tavlen’ – dets praktiske opståen og
reproduktion
5. Begrebet om ’billedet i tavlen’ i dets konkret-almene bestemmelse, indhold,
mulighedsrum og struktur.
Formålet er, at det skal være praksis der ender med at fortælle sin historie i begrebets form, samt hvordan dette kan afbilledes og billedgøres, og eventuelt derigennem udfordre begrebets dannelsesproces. Herigennem skal en indledende påstand for analysen nærmere kvalificeres:
”at den praktiske anvendelse af ’billedet i tavlen’ muliggjorde, at der kunne arbejdets på et generaliseret subjektvidenskabeligt niveau i psykologisk praksis, hvor det diagnostiske kunne træde i baggrunden, til fordel for udviklingen af problembestemmelser af handlevejledende art, med de involverede andre som medforskere.
Påstanden er ikke tvingende, at der skal arbejdes med en yderliggjort afbildning og billeddannelse, for at fastholde et subjektvidenskabeligt niveau i tilgangen, men det stiller spørgsmålet, hvordan forstå og praktisere denne uden anvendelse af ydre billeddannelsesprocesser. Kan sprogligt udtrykte billeder gøre det samme. Men hvordan fastholde denne proces af problembestemmelser som den fælles formulerbarhed parterne imellem, overfor diagnosticeringens hop fra tue til tue, alene på behandler side, uden brug af ydre visualiseringsobjekter. Kan den rette tekst og dets sprogliggørelse sikre dette, og dermed henvise den ydre billedgørelse til et sekundært, ikke nødvendigt aspekt. Måske er brugen af ydre billeddannelsesprocesser blot en særlig indlæringsform, og det vil være muligt at nå det samme resultat gennem andre læreformer”.
Dec. 2016