'Hvordan almengøre, når materialet er kommet til veje i fortrolighed
og med tavshedspligt?
Ved at anonymisere, afindividualisere, generalisere og fjerne identifikatoriske
forhold og kendetegn’.
Psykologisk billeddannelse og social problemudvikling
Ét dominerende billeder: den individuelle diagnostisk
Andre billeder ens individuel diagnostik: empiriske tavler, kropfigurer og
øvelser
Det psykosociale og kliniske maskinrum
Baggrund i teoretiske modeller
En rigtig dårlig virkelighed
Perspektivet: det små nye i det store
Eksempler på modeller og tavler som billedelementer
Psykologisk billeddannelse og social problemudvikling
Det følgende er indledningen til videre forskning i Gaderummet-Regnbuens sociale og psykologiske arbejde. Arbejdet er allerede udforsket mange gange før, eksternt og internt, fra flere forskellige vinkler, og der er skrevet et hav af opgaver og projekter om det, fra skoleelever kommet langsvejs fra, til studieopgaver og universitetsspecialer mv. Ligeså har arbejdet utallige gange været sat til offentlig debat og diskussion i diverse medier, og som et problematisk arbejde - og med flere politirydninger til følge! Og efter den sidste rydning i år 2009, har arbejdet været på gaden;
- Men arbejdet er aldrig blevet udforsket igennem dets særlige indfaldsvinklet til ’social krise, psykiske problemer og ”psykiatriske sygdomme” ’ - og som mere eller mindre har været bærende for, at arbejdet har haft, og stadig har, sin kontinuitet: udgangspunktet i den historiske indfaldsvinkel fra marxismen og grundlaget i den kritiske psykologis subjektbestemmelse og medforskerkoncept.
Indfaldsvinklen i det ’subjektvidenskabelige’ medførte en dobbelthed, der bare blev større og større som årene gik. På den side betød vores indfaldsvinklen, at vi kunne se de unge som personligt virksomme subjekter, og det gav gode resultater for rådgivningen og gaderummets brugere på langt sigt, og det gik igen i alle rapporter; på den anden side betød indfaldsvinklen at udformningen af den psykologiske rådgivning og af værestedsarbejdet medførte en institutionstype, som i offentligheden var stridbar. Den gjaldt ’den åbne dør´ og ’brugermedbestemmelsen’, og følgerne heraf, at institutionen ikke sanktionerede hashbrug og alkohol som sådan, lige som unge ved regelbrud, typisk fik en chance mere, end udvisning. Det var et selvstændigt formål for Gaderummet, at medvirke til ikke at komme derhen, hvor der skulle ekskluderes.
Trods dette, eller med dette kan man sige, kom Gaderummet-Regnbuen på finansloven i år 2003, efter mere end 20 års frivilligt arbejde. Og det stridbare havnede herefter i Socialudvalget i Københavns Kommune, der fremover skulle udbetale midlerne fra Socialministeriet til vores arbejdet.
Socialudvalget kunne være blevet herved. Der var en særlig kasse for nytænkningsprojekter, som de lovmæssigt kunne have placeret os i. Vi løste vores opgaver med gode resultater, uden naboklare, dødsfald, politi osv., med et i forvejen meget lille budget, så hvorfor ikke bare lade arbejdet fortsætte, og se hvad det kunne blive til af mere? For det levede til fulde op til ministeriets krav om nytænkning på området og resultater, se blandt andet 2007-05-26 Værested snart hjemløs _ Information_Lars Borking. Vi var da også et kendt ansigt i mange forskellige rapporter fra Socialministeriet, hvor specielt billeder fra Gaderummet gik igen.
Nok fordi en sådan konstruktion ville gøre det vanskelligt for kommunen senere, at få indflydelse og herunder at kunne disponere af budgettet til anden side, blandt andet til tilstødende kommunale projekter, i tilfælde af kommunale besparelser, omstruktureringer mm. Kommunen valgte at satse på ’kommunal kontrol’, og arbejdet blev placeret i kommunens kasse for tilsyn omhandlende ”Kontoret for handicappede og psykisk syge”. Vi blev så fortalt, at kommunen ville tage hensyn til vores historie, som jo var en helt anden, med en anden målgruppe, og med radikalt andre midler end psykofarmaka. For nærmere om denne proces, hvor Gaderummet bliver indplaceret – gennem en ’værdisættelse’ fra oven - se 2016-01-09 "Om hvordan New Public Management virker i praksis", jan. 2016 Kalle.Men hermed var feltet for videre udvikling af arbejdet, endsige dets fortsættelse, med eet fjernet. Vi blev forsvarsløse overfor kommunens krav om ditten og datten, for det handlede om at styre institutionen og institutionens unge på bestemt måde, mere end det omhandlede de enkelte unges bedste, deres ve og vel. Gaderummet kunne ikke vende sig mod sine unge, for de unge var selve gaderummet. Det er uforståeligt, at kommunen ikke kunne se dette. Kommunens slogan ”et bedre Gaderum, for de samme unge” - en-Mikkel-Warming-udtalelse - er så renset for information og modsigelser, at den nærmer sig det fladpandede, som ellers kun populister og demagoger betjener sig af. Men for en kontrol-bestræbelse, kan det være ganske formålstjenlig, med en sådan ideologisk konstruktion, såfremt den kan vinde værdi som betydningsbærer. Det gjorde udtalelsen dog aldrig. Striden var afgjort på forhånd – hvilket kommunen nok ikke helt havde gjort sig klart, da de lavede deres kasseindplacering af Gaderummets arbejde, eller måske var det, hvad nogen havde ventet på!
Der er i 2006 lavet en studenteropgave om netop denne overgang fra det frivillige til det statsstyrede, se ”På kanten af integration - en metode-rapport om Gaderummet Regnbuens overgang fra frivilligt til statsstøttet projekt”. Opgaven er meget klar på problemet, men ser ikke særskilt på de formalier, som Gaderummet er bundet op i, interne formalier i kommunen, der her i bagspejlet blev afgørende for, at vi blev sat uden for indflydelse overhovedet. At vores praksis gennem 25 år var helt forkert, og det skulle nu laves om!
Det kan spørges, om konflikterne i historien, er konfliktforhold relateret til rådgivningens arbejdsindhold, der som sådan derfor altid vil konflikte med sine omverdensforhold, eller om de er ydre, og hvordan. Og dermed hvad konsekvenserne må være for dets fortsættelse. Hvad var det, der som en prop fik rådgivningen og gaderummet til at komme igen og igen igennem mere end 25 år, for så efter 1 år med kommunalt tilsyn, at geråde ud en årelang strid, der ikke kunne vindes, men som alligevel blev udkæmpet?Et sådant analysearbejde skal med det foreliggende søges påbegyndt. Og dette gennem medforskerperspektivet, fortsat fra dengang. Hertil er der oprettet interaktive sider, til teori- og empiri-analyse, som er ved at blive finpudses til brug.
Ét dominerende billeder: den individuelle diagnostisk
Altdominerende psykologi og psykiatri arbejder alene med løsningen af sociale og psykiske problemer ud fra en individuel diagnostisk indfaldsvinkel, med det enkelte individ set igennem dets biologi og/eller fritsvævende psyke. Individet bliver gjort ansvarlig for dets egen tilstand og forfatning, der så i anden omgang kan fjernes ved fremhævelse af bestemte konflikter og ubalancer i psyke og krop, som så efterfølgende psykologisk/psykiatrisk behandling kan afhjælpe. Behandlingen bliver dog ligeså cirkulær, som diagnosen er det. Og alle er lige vidt, men tit med større problemer på den behandlede side, og større kapital på behandlerside. Samtidig må det konstateres, at samtlige historiske forsøg på forandringen heraf, blot har ført til mere af det samme.
Her overfor satte vi fra starten en subjektvidenskabelig indfaldsvinkel, og som årene gik, fik vi stadig mere overblik, viden og erfaring med løsningen af konkrete problemer. Men når vi stoppede op, og søgte at formidle vores praksis til andre kollegaer på området, mødte vi ofte en større forståelsesbarriere, at vores medforskerkoncept var uanvendeligt eller et ikke opnåeligt eller ønskeligt ideal. Indvendingerne gik på, at klienter ikke har indsigt i egen sygdom, derfor kan klienten selvfølgelig ikke hjælpe til med løsningen, men må så at sige have den overbragt udefra, fra psykologisk, nærmest kommunal side.
Der var indvendinger på alle områder, og alligevel var man nysgerrig. Vi måtte erfare at vi manglede en platform, et konceptionelt udgangspunkt og grundlag, hvorfra vi kunne formidle vores erfaring og praksis, ellers blev vi trukket ind i den for os 'forkortede tilgang' til psykologiske problemer, som vores kollegaer og det meste af vores profession åbenbart uhildet var tilfreds med at handle i, og som vi ikke syntes at kunne bryde op med: At psykologisk praksis er individuel diagnoseopstilling som ren påvirkning, og ikke muligheden og nødvendigheden af - og den etiske fordring for - kooperation! Hvad vi så end formidlede af teoretiske platforme og indfaldsvikler, gjorde det ingen nævneværdig forskel for dialogen. Og det samme løb vi ind i fra den praktisk-empiriske side. Selv om vi kunne henvise og fremlægge bestemte typer af problemestillinger, som konkrete unge havde tilfælles på et metaniveau, og hvordan løsningen af disse var blevet befordret uden en individuel diagnostik, men gennem kooperativ problemudvikling, så var vi næsten lige vidt, for vores beskrivelse af vores måde at arbejde på, indeholdt flere, for den aktuelle psykologi, outrere arbejdsredskaber - 'tavlen', 'kroppen' og 'øvelsen' - hvis betydning indenfor psykologien enten er omstridt eller slet og ret u-udviklet. Der er dog efterhånden her 30 år efter kommet en større forståelse for inddragelsen af kroppen i psykologisk behandling, omend det stadig er fremmed for den psykologiske grundvidenskab, mens anvendelsen af 'tavler' og 'øvelser' er et nærmest ubeskrevet blad.
Så det var ikke så underligt, at det var svært for os at formidle vores kritisk psykologiske praksis. Den var så forskellig i sin grundsubstans, i dens genstadsbestemmelse og grundarbejdsredskaber, at den for andre psykologer ikke syntes at være anvendelig i psykologisk behandling - hvillket også var den generelle kritik af den - men samtidig afviklede vi vores behandlingspraksis igennem den, med gode resultater, blandet andet at man typisk kom fri af behandling overhovedet - hvilket ikke ligger i eller er givet med den traditionelle mainstreambehandlingstilgang! Ikke noget med typisk livslang medicinering eller til stadighed hen på briksen, og ned i lommen efter penge, hver gang et nyt lille problem entrerer livet.
Kom vi så langt, at der kunne snakkes om det psykologiske maskinrum i vores forstand, så blev formidlingsområdet lige pludselig meget stort og uoverskueligt, grundet vores anderledes arbejdsredskaber, at vi sjældent kom længere.
Jeg skal tage alle disse tråde op, ved systematisk at fremstille og begrebsliggøre den konceptionelle ramme, og her indenfor at udvikle og fremstille en psykologisk enkeltteori, der med udgangspunkt i tavlen, kroppen og øvelsen, kan fremanalyse, hvad der sker i et sådant psykologisk maskinrum, hvordan man går frem, hvordan problemer bestemmes, deres løselighed udfordres mm.
Jeg skal sætte 'billedet i tavlen' i centrum for analysen, og må så hen ad vejen afklare, hvor langt denne, min forforståelse, rækker i den endelige begrebsbestemmelse af de væsentlige determinanter i rådgivningen og gaderummets arbejde. Ved 'billedet i tavlen' skal jeg forstå alle de billeddannelser, som mit empiriske materiale indeholder, om de så er angivet på et stykke papir eller de er tegnet op på en tavle med streg eller kridt.
Andre billeder end individuel diagnostik: empiriske tavler, kropfigurer og øvelser
Et
første skridt til brud med den individuelle kliniske diagnose, omhandler i vores kontekst, psykologisk behandling set gennem
’social diagnostik/problembestemmelse’, som kan afvikle sig, men ikke behøver at gøre det, gennem tavlen, kroppen og/eller øvelsen, men at de typisk vil gøre det.
Jeg starter således med nogle enkelte tavler og
kropfigurer fra et forløb i rådgivningen, der fortæller om problemstillinger i
en brugers hverdagsliv, som er problematiske eller ikke kan løses står man alene,
overfordres eller er spillet ud i konfliktsituationer. Tavlerne og
kropfigurerne er ganske givet uforståelige ved første øjekast – men med senere
indholdstekst på de enkelte figurer - og med stadig flere tavler og kropsfigurer fra andre forløb, vil
der danne sig en stadig større billedmængde over konfliktpunkter for
individuelle mennesker i deres dagligdag, og om hvordan disse konflikter bevæger sig, og 'billedmæssigt' kan løse sig op gennem fællesskabsløsninger - eller man knækker, og hvad så at gøre?
De fremlagte tavler er råtavler, hvor al identifikatorisk materiale er fjernet. Det samlede materiale indeholder omkring 4.500 tavler, med måske 6.000 figurer/objekter, hvoraf der – vides først til sidst! – måske er 4-500 forskellige typiske problemstilling, med et hav af undertyper, fortyper mv. Tavlerne er ’kreeret’ i situationen, det er ’empiriske tavler’ med, hvad der skal benævnes ’psykologiske billeder’ i form af ”sanselige objekter”. Nogle objekter er helt nye, andre er fra tidligere forløbssituationer, og er viderekonceptualiseret, og er afhængig af deres teoripraktiske potentiale, så blevet taget med igen som start på en ny tavleproblemstilling i et andet forløb, eller de er unikke, og i ental. Uddybende om tavler og problemstilling, se afsnit "Psykosocial nødvending" og "Det store i det små", nov.2008.
Baggrund i teoretiske modeller
Baggrunden for tavlerne mv. er arbejdet med rådgivningen Regnbuen og Gaderummet ud fra den Kritiske Psykologi. Her begyndte vi for 30 år siden at ’tegne’ de teoretiske problemstillinger på tavler, til anskueliggørelse af strukturen i indholdet, hvilket blev til begrebet om ’teoretiske modeller’. Her er materialet på omkring 100-150 teoretiske modeller, samt et lignende antal oversigter/skemaer, der er udarbejdet ifm. oversættelser af tysk psykologi, specielt fra Klaus Holzkamps ”Grundlegung der Psychologie” (se delvis dansk oversættelse her).
Under indscanning af et forløb for tavler, kunne jeg igen se et todelt materiale. Første del var mit eget materiale, godt 150 sider skrevet i hånden, anden del var 200 maskinskrevne journalpapirer fra tidligere behandlinger. De omhandlede en ny ung, der i 2002 kravlede ind af døren i Gaderummet i Baghuset oppe på Nørrebrogade 56. Den unge havde omkring 2 år før henvendt sig i den psykiatriske akutvagt, og var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling. Og – som straks derefter – havde fået en medicinsk behandling langt væk fra København som et langtidsforløb på i 1½ år - og så udskrevet til gaden.
Det var
bare én af 4, der lige pludselig stod der på trappen inden for kort tid. I
bakspejlet – og ud fra tilfældige senere snakke med andre om dét der
psykiatriske sted på landet, og de og de år, var det et eksperiment, der
mislykkedes eller hvad var det egentlig der var foregået? Alle var gjort vinde
og skæve af umulige doser af forskellige nye varianter af lykkepiller og andet
– og så bare sådan, ud med dig, til gaden.
Det er så senere gået de 3 rigtigt godt, men det gik gennem mange års hårdt psykologisk genopbygningsarbejde for at finde sig selv igen. Den 4.de har jeg mistet kontakten til, men håber det bedste for.
Det var en 'kemisk eksperimenteren' med mennesker i en sårbar situation
og mod deres viden, og der er jo intet forandret i dag 10 år efter. JO, at det er blevet mere udbredt og voldsomt - hvad jeg siden har mærket. Og det benævnes ofte med "fremskridt, øget behandlingseffektivitet" af den etablerede statsoffentlighed. Sådanne
indlæggelser, hvor unge blev sat i ”gennemgribende psykiatrisk
behandling” i afsondring langt fra byen, er i dag ofte afløst af
behandlingspakker med bunker af elektrochok. Og så ud igen!
Der kom,
i denne nedtur for mig, en person forbi, som jeg huskede jeg havde tegnet
tavler sammen med. Og jeg tog mig mod at spørge, om jeg kunne trække tavlerne ud til nettet som et forløbs
tavler, og fik et ja. Og sådan gik det til, at historien starten med et enkelt
enkelttilfælde af tavler og kropsfigurer – og ikke kun med en stor
uoverskuelig masse.
De fremlagte 4 tavler og 3
kropsfigurer i et forløb nr.0760_tavler, er blevet til starten på denne rejse. Der er senere kommet flere tavler og kropfigurer
til fra flere forløb, men også de med hver deres fremkomsthistorie, aktuelt her. Jeg var usikker på, hvor meget jeg skulle sløre tavlerne, og spurgte så ud på brugerside, hvordan de havde det med mit snit. Jeg har generelt sløret mere end jeg behøver for total anonymisering. Den mindste tvivl har været nok, også selv om det er om en information, der er måske 20 år gammel og gentaget også i andre forløb.
Men på et tidspunkt håber jeg at jeg kan se tilbage på en større masse af tavler, omhandlende det samlede empiri-materiale - for
herigennem at få et solidt grundlag at handle ud fra, finde fællesforhold, som er generelle konfliktforhold, og således
at det er herfra, i det fælles sociale, at der kan gøres løselige handleskridt
- og ikke posthumt, med de enkelte som smertelige bærere heraf, og i et system
med ligeså stor ubalance. Som arbejdet med tavlerne har udviklet sig, er
det blevet afgørende for mig at bringe de individuelle problemstillinger – der oftest
har været forfærdeligt lidelsesfulde og tit for mange parter – tilbage
til det samfundsliv, som de kommer fra, og til muligt efterkommende nutidige,
men med anskuelige begreber, billeder og figurer, der kan tænkes andet eller
nyt med, end med dem, der tidligere ikke duede for dem selv og flere om dem.
Perspektivet: det små nye i det store
Med al Gaderummets vilde naivitet i behold, at verden er et godt sted at være, det er bare de dårlige drømme der dominerer, og at ethvert godt massefænomen, starter med et rigtigt grundigt første skridt, go’ læselyst ud i den kommende historie.
Det er perspektivet, ved at
starte i dette mikroniveau, at finde ’åndelige våben mod denne verdens
miserable tilstand’, hvilket Marx efterlyste allerede i 1856 (tjek), men som stadig endnu ikke er indfriet.
Gaderummet, Kalle Birck-Madsen, 11. marts 2011 (Revideret dec. 2016; oprindelig tekst her)