2007-11-19 B1-forelaesninger. Samlet grunddokument.htm#_Toc183798930

Begreberne er uddybet i kap. 1 i 1993-10-03 Udviklingskonflikter i terapi, Kalle 1993

"1. OM OBJEKTIVITET, SANDHED OG ALMENGØRELSE

Det er altid muligt at fremstille objektivitet i den betydning, at det fremstillede er den sande erkendelse om det fænomen, som det er erkendelse om. En fremstilling tager typisk form af hævdelse af et bestemt paradigmatisk standpunkt. Denne `sande erkendelse` er da grundlag og udgangspunkt for afgørelsen af, hvilke handleinitiativer der skal sættes i værk for (fortsat) videnskabelig omgang med fænomenet. Det er dog ikke givet, at den sande erkendelse også umiddelbart og i praksis kommer til udfoldelse. Ydre forhold kan virke stagnativt ind.

Parallelt med denne fremstilling af sand og objektiv viden står den iboende sande objektivitet, der afslører og udfolder sig gennem den stadige og stædige bestræbelse for at udvikle fænomenet ud fra dets egne indre modsigelser, genstandens egne principper. Her omhandler det ikke om fremstilling af sand erkendelse, men om fremvisning af videnskabeliggjort samfundsmæssig-menneskelig udviklingsformåen igennem den praktiske omgang med den genstand, som det er viden om.

Selve forholdet mellem det fremstillede og det iboende må - hvis man skal være tro overfor verden selv, at det eneste man med sikkerhed kan sige, det er at den eksisterer i virkeligheden, og at det er denne der skal udvikles og ikke kun tanken herom - være det iboendes asymptotiske primat over det fremstillede; og dette er kun muligt når det fremstillede, gennem den videnskabelige omgang med genstanden, træder tilbage og indtages af det iboende i form af genstandens egen samfundsmæssige udvikling. Kan det fremstillede gøre dette, og gøre denne bevægelse med på åben vis har vi med førviden, dvs. sand erkendelse, der er af en sådan art og har en sådan struktur, at den muliggør den videre udvikling af den videnskabelige omgang med genstanden; men kan det fremstillede ikke dette - denne udviklende rekapitulation af sig selv - overgår det til, hvad der skal kaldes den påkaldte kraft.

Under magtforhold vil der generelt være en tendens hen imod, at magten reproducerer sig selv igennem monopolisering af sand objektivitet i formen den påkaldte kraft. Den udvikling, der finder sted vil da være udvikling initieret og sat igennem fra oven, fra magtens center. Og hvad man får er en afsubjektiveret samfundshistorie, der ikke tillader det specifikt menneskelige i at komme til udtryk: den aktive skaben af egen historie med andre mennesker som medmennesker og fæller. Der må derfor - for videnskabeliggørelse og for menneskeværd - brydes med den påkaldte kraft, for herigennem at bryde med magten over mennesker, og der må brydes på en sådan måde, at det er et brud med magten som sådan, og ikke bare indsættelse af andre aktører for magtens forvaltning [1] . Et sådant radikalt brud fordrer en revolution, der ikke bare vender op og ned på de herskende og ledende og de beherskede og underordnede, således at de beherskede bliver de ledende, men hvor det kommer til en fundamental omvæltning af de rådende samfundsmæssige forhold, således at den magt, der altid følger af givne sociale strukturer og deres samvirke hviler på tilstået kompetence og ikke på den med magtens selvstændiggørelse påkaldte kraft. En revolution af denne art indstifter også en fundamental anden udviklingsretning for enhver del og helhed i deres iboende sammenhæng.

Indtil nu kan man sige, at samfundshistorien fra antikken og de første asiatiske slavesamfund og op til kun i dag - med delvis undtagelse af Oktoberrevolutionen i 1917 - kun kender til begrænsede revolutioner, hvilket med et begreb fra Gramsci kan kaldes "passive revolutioner", hvorved der forstås revolutioner, der er formidlet af de herskende og ledendes viljer [2] . Hvad der er brug for er derfor en "omvæltning af den eksisterende civilisationsform gennemført ikke af de samfundsgrupper, der ..er.. dømt til at gå under, men af dem, der ..er.. ved at skabe det materielle fundamenter for den nye orden" [3] .

Hvad der er sagt indtil nu ligger i direkte forlængelse af Marx` praksisfilosofi, hvor perspektivet er overvindelse af den med privatejendommen anarkistiske produktionsproces, der alene tilgodeser og dyrker tilfredsstillelsen af de behov, der er profitgivende, og ikke af de skabende og kollektivt-sociale behov.

Der ligger også i det indtil nu sagte, at man ikke kommer nærmere et menneskeværdigt liv ved at dele den menneskelige tanken om grundlæggende forandring op i trin: først reform indenfor rammerne, og så overskridelse af disse, når det viser sig muligt - og det på trods af, at enhver udvikling sker indefra og ud, ved at de iboende modsigelser gennem udvikler sprænger den givne form. Det er også nødvendigt selv at skabe rammer - specielt i form af konkrete utopier - således at man som menneskeligt subjekt bevidst og kollektivt kan arbejde for både at fremme omvæltningsprocessen, men også for at kunne stille sig på perspektivet af det standpunkt i det nye, der reelt lægger det gamle bag sig. Der må derfor tales om niveauer i en udviklingsopgave, frem for slaviske trin, for ikke at falde tilbage på de "passive revolutioners" område.

Det tredje begreb - begrebet om almengørelse - lader sig nu præcisere: det er ikke enhver almengørelse i form af iboende udvikling, der også er en samfundsmæssig almengørelse, idet almengørelse af magtforhold ikke er det. Dette betyder så ikke nødvendigvis, at almengørelse på grundlag af magtforhold er falsk erkendelse, men snarere at det er erkendelse, hvis status og gyldighed er magtbundet, og hvis anvendelse ikke i sig selv tjener samfundsmæssig almengørelse. For denne type almengørelse skal begrebet fremmedbestemthed indføres. En almengørelse under magtforhold er derfor kun en samfundsmæssig almengørelse i samme grad, som magten over det almengjorte er trængt tilsvarende tilbage. For denne type almengørelse skal begrebet det alment-duelige indføres. Og i den grad dette tænkes med i begrebet om objektivitet, så kan vi med en reference til Uffe Juul Jensen sige, at "objektivitet kommer til udtryk i .. vedvarende bestræbelse på at overskride en lokal og tidsbundet videnskabelig opgave" [4] . Her vil objektivering rette sig ind efter at bidrage til, ikke sandhed som et skolastisk eller rent videnskabsinternt anliggende, men som udviklingen af "sandt menneskelige relationer", der opstår hvor mennesker "slår sig sammen for at indrette verden mere beboelig", hvilket også er en definition på kommunisme i ordet smukke betydning [5] . Det svarer til at være bevidst om - og handle ud fra - at menneskeligt samvær er båret af en "tredje sag", i sidste instans den samfundsmæssige kooperationsproces.

....

Selve historien med Krtisik Psykologi starter nemlig, da en generation af psykologistuderende [6] sætter sig for at holde fast i at gennemføre det nødvendige og fundamentale brud med de etablerede klinisk-terapeutiske betydningsforhold, begrundelserne herfor og disses betingelsespræmisser, idet disse præsenterer sig som objektive og sande, videnskabelige og kompetente, og dette på trods af, at det var ganske gennemskueligt, at almengørelserne var fremmedbestemtheder, det videnskabelige yderst begrænset, og at det kompetente nærmest alene hvilede på den påkaldte kraft".

Fra Udviklingskonflikter i terapi