Oprindelig udkast marts 2011 - udgår -> revideret her

 

Konceptologi – begreb til anledningen! (fuld skærm) forside

At tage de teoretiske antagelser med i selve tilgangen til praksis.

Model-skitse. Tid, rum og betydningModel-udkast 1,2,3. Samfundets arbejdsformModel-skitse. Historisk proces, praksistaenkning og udviklingModel-udkast 4. Den samfundsmaessige konstitueringsprocesModel-udkast 5. Konceptologsk om en praksisforms tilstandsforhold
Flere model-skitser og udkast i dette papir

Perspektivet er at give begreber til udviklingen af menneskelige samfundsliv, gennem bidrag med begrundede nye ’sanselige objekter’ til de billeder, de som personlige menneskelige subjekter, umiddelbart i forvejen gør sig om virkeligheden.

 

0. Tilgangen er en rumlig figur i tid og betydning;


Model-skitse: Tid, rum og betydning
Model-skitse. Tid, rum og betydning

hvor

1. ’praksis – teori - empiri’ er den vertikale akse, knyttet til 'rum'; og
2. subjekt – objekt - objekt’ den horisontale akse, knyttet til 'betydning' (dette gives eller tilstås).

Igennem disse går som realhistorie, den ’materielle selvhistorie’, begrebet gennem dens udviklingsenhed som:
3. ’praksisform – arbejde - arbejdsvirksomhed’ respektive dens stagnation/forgiftningsproces, knyttet til 'tid'.

A. Samfundets arbejdsform

De 3 akser skal benævnes med Figur 1,2,3. De skal ses som værensbestemmelse af samfundshistoriens selvudviklingsstruktur. Det er et forsøg på, ud fra hidtidig teoridannelse, at fremstille dets enkelte elementer, denne kan bestå af. I deres sammenhæng med ’tid, rum og betydning’, kan de 3 grundakser i overindividuel samfundsmæssig virksomhed, skitseres således


Model-udkast 1,2,3: Samfundets arbejdsform
Model-udkast 1,2,3. Samfundets arbejdsform

Det bestemmende afsæt for enhver menneskelig aktivitet, er i praksisformen, og i de virksomhedsformer, der slår den an. En praksisform eksisterer menneskeligt, kun når mennesket er virksomt om dets elementer. Ellers er de en endnu ubegrebet naturlov. Dette er at se som praksisformens 'mulighedsrum', eller mulighedsrummet for praksisformens bevægelse som arbejde. Om muligheder gribes, eller det eller de enkelte elementer heri forbigås af de involverede subjekter, er først og fremmest et empirisk anliggende, og i anden omgang et teoretisk. En og samme praksisform, kan slå flere distinkte praksisformer an, hvilket sker når der ud fra samme udgangspunkt, nås til forskellige områder, som kan ses som kohærent med andre udgangspunkter og deres transformation til andre særskilte områder.
Det er subjekter, der griber praksisformers elementer. Det ligner meget, at udviklingen af ét element i en praksisform, at følges dette ikke op af udviklingen af et andet element, så kan første element ikke komme ud over sig selv. Når elementer i denne forbliver ubegrebet, forsvinder de ikke af den grund, men må derimod blive virksom til anden side. Sådanne elementer vil, i den grad de er knyttet til selve praksisformen fortsatte virke, og de ikke begrebssættes for 'bevidst bemestring', stadigt undergrave elementers omsættelse til arbejde, eller de vil være forudsætningen for, at et sådant arbejde faktuelt er umuligt. Dommen foretager den historiske proces.

Samfund er med andre ord, ikke noget over mennesker, eller noget bag ved mennesker. Samfund er det mennesker gør sammen med dets medmenneskelige individer, og hvad disse som personligheder svarer igen med af arbejdsvirksomhed. Her kan der, udefra set, til stede være noget godt eller skidt, en ønskværdig verden mere end en anden verden, eller det er den rene uforstand, der umiddelbart efterlades én! Samfund er ikke en konstruktion, men det der giver den enkelt mæle. Og det må vurderes herefter.
Samfund synes kun at kunne vurderes inde fra og ud, ud fra hvad der har skabt dem. I vurderingen af deres ugerninger, kan de ses som indeholdende 'noget' det menneskelige samfund fremmed, men hvis ikke dette 'noget' måtte kommer fra samfundet og dets livtag med naturen, hvor skulle det ellers komme fra. Vurderingen af synderen, er derfor bundet til, at være 'faldet under' det menneskeligt mulige i den givne situation, og hvorfor skete det - og hvorfor lod nogen det ske.
Mennesket skylder sig sin egen undfangelse, muligt en uintenderet, men dog senere født i kød og blod, som en artsfælle, og derfor at blive element i artsfællers fortsættelse. Hvad artsfæller gør med nyankomne, er historien mættet med udtryk for. Men det er de overlevne, der beskriver universet, og herigennem kan de sætte præg på dets fortsættelse, og den retning det skal antage for kommende artsfæller.

B. Den realhistoriske udviklingssammenhæng, praksisformens generelle omverdensforhold

Den ’materielle selvhistorie’ virker ikke kun ud fra sig selv, eller igennem sig selv, men i sin relation til sine omverdensforhold, der er dens betingelsesgrundlag og begrundelsessammenhæng. Denne dimension skal kaldes ’den realhistoriske udviklingssammenhæng’ for praksisformens konkrete eksistens. Denne er afbilledet nedenfor.


Model-skitse: Historisk proces, praksistænkning og udvikling
Model-skitse. Historisk proces, praksistænkning og udvikling

Der findes ikke abstrakt praksis, kun konkret virksomhed – og som noget forgangent. Samfundets arbejdsform placeres heri:



Model-udkast 4: Den samfundsmæssige konstitueringsproces, empirisk-socialt stof i samfundsmæssige praksisformer, i tid, rum og betydning
Model-udkast 4. Den samfundsmæssige konstitueringsproces

Ethvert empirisk stof realiserer sig i en social verden. Et og samme empiriske stof, giver anledning til flere tilnærmelser, og dermed til forskellige mulighedsrum. Modalt set skal mulighedsrummene og deres specifikke realisering gennem arbejde, sikre samfundsenhedens reproduktion. Det kan gå godt, altså at samfundsmæssig reproduktion lykkes – eller det kan lakke mod enden, for den enkelte praksisform med sit empiriske stof - eller for den samlede klode, findes et stof, der tager magten fra dets privatiserede tilnærmelsesmennesker.

Det er vores formål at tilnærme os asymptotisk til praksis, så det er praksis der ender med at fortælle sin historie i begrebets form. Genstanden for nærværende er Forum for Kritisk Psykologi, og hvordan dets samlede virksomhedsformer kan analyseres, og med særlig fokus på det rådgivningsmæssige arbejde, og de tavler herfra, der har givet anledning til selve projektet. Vores genstand i nærværende analyse - Forum for Kritisk Psykologi og tavler - kræver en konkretisering af de foregående skitser på arbejdsvirksomhedens område. Det er ikke bare subjekter i praksisformer, der bærer historien, men sociale strukturer af ' 'kollektiv virke og personlig handlen', Her:

fuld skærm / forside

Model-udkast 5. Skematisk om tilgangsmodel til analyse af konkret samfundsmæssig praksis


Her i bagklogskabens klare lys, år 2011, 30 år efter og flere politirydninger senere, er det muligt at være så klog på hele processen, at hovedet sidder under armen. Det kaldes også at være ”jydedum”, opfundet af jyder selv, når man glemmer at tænke i sin dirigeren. Jeg skal stille mit hoved til skue – for at sætte den proces i gang, der forhåbentligt kan gøre alle ”jydekloge”. Jeg har den erfaring, at jeg ikke skal tænke langt ned i materialet, før jeg støder på sammenhænge, som i den daglige presse og faglitteratur diskuteres - og hvor alle har deres diagnoser, argumenter og eksperimenter at henvise til, og dermed er lige langt - at i dette materiale ligger der en anden logik, en hel arme af erfaringshorisonter direkte fra den smertelige kilde fra et stort antal enkeltpersoner, der netop har stået i disse problemstillinger, og hvis problemstillinger er taklet gennem den ”sociale problembestemmelse”, og hvor løsningerne har været helt andre, end hvad der typisk diskuteres eller anerkendes indenfor nuværende psykolog og psykiaterkredse.

Det sidste niveau i en udviklingsproces er, at den har en ende, til en anden form, til andet stof. Formår en praksisform i arbejdets gestalt ikke at reproducere sig i sin samklang med sine omverdensbetingelser, går den til grunde, eller den udvikler nye former. Udgangspunktet bliver selv til grundlag for nyt, eventuelt kun til anden side. Dette er det tredje, kaldet ”C”, og springet herigennem, kaldes ofte det ”5.te spring”.

C. Omvæltningen, omstruktureringen - springet på systemniveau, fortsættelse indenfor formen eller i brud hermed
Udvikling eller undergang - for denne gang!

*
UNDER UDARBEJDELSE
*

A-B-C. Samlet om tilgangsmodel til det menneskelige individ i dets samfundsform

A:
1. Subjekter i praksisformer, den vertikale akse: praksis – teori – empiri
2. Subjekter i objektive livssammenhænge, den horisontale akse: subjekt - objekt- objekt

3. Subjekters livtag med deres objektive samfundsmæssige betingelser, dens tidsmæssige akse: praksisform – arbejde – arbejdsvirksomhed

B: 4. Den realhistoriske omverdensform for individet i sin samfundsform

C: 5. Subjekters egenvirksomhed -> det kollektivt-personlige.

1978 Forhistorie2008 Opbrudshistorie2009 EfterhistorieSubjekter i praksisformerSubjekter i asymmetriske mødesammenhænge

A1. Subjekter i praksisformer, den vertikale akse: praksis – teori – empiri (fuld side) forside

•                    Om ’genstandsfelt’, ’genstand’, ’selvhistorie’, ’genstandsbegreb’, ’teoribegreb’ og ’at gribe’.
•                    Om ’aktuel tilstandsform’, ’anskuende erkendeform’, begribende erkendelse’, ’phenografisk koncipering’ og ’førbegreb’.

1978-1980 ’Det kommer til en form’ 5
2006-2009 ’Det kommer til en anden form’ 6
2011-> ’Det kommer til en tredje form’ 6
Begrebet ’selvhistorie’ 8
’Billeder’ – tegnede modeller, tavler og kropfigurer - som indfaldsvinkel 8
Den aktuelle situation og tilstandsform   8
Fra begreb til gribe  9

1978-1980 ’Det kommer til en form’

Historien kan starte med det første billede af en første praksisform, ”Forum for Kritisk Psykologi” (FfKP). Det er dannelse af en studenterorganisering for studier og praksis i ’kritisk psykologisk materiale’ ud fra en historisk indfaldsvinkel. Fokus var centreret omkring ”Berlinerskolen”, som den blev kaldt i starten, og som havde sin beliggenhed på ”Freie Universität” i Vestberlin.   

                       Model-skitse A. Forhistorie og historie   

Studenterorganiseringen opstod under bestemte betingelser – blandt andet den kolde krig og 68-oprøret – og havde sine bestemte begrundelser for at danne sig, og danne sig på den måde det blev tilfældet. Det førte i løbet af kort tid til etableringen af et væld af forskellige psykologiske praksisgruppe ud fra emne og genstand, og med afholdelse af halvårlige seminarer igennem en længere årrække. En praksisgruppe, Rådgivningsgruppen Regnbuen kom til fra 1984-85, og blev med dannelsen af Gaderummet i 1996, det sted, hvor FfKP til sidst udåndede, eller måske nærmere, blev til sin egen særlige praksis, da det i 2005 lykkedes at skabe en selvejende institution ”Gaderummet-Regnbuen Fond”, da arbejdet var kommet på finansloven. Med fondens dannelse, overgik administrationen af økonomiudbetalingen samtidig fra Socialministeriet til Socialudvalget i Københavns Kommune.

2006-2009 ’Det kommer til en anden form’

Og historien kan slutte med et lignende billede fra 2009, hvor Gaderummet og rådgivningen begynder sin vandrende eksistens, uden fast tilhørsforhold. Socialudvalget bruger i 2006 sin tilstående magt over de økonomiske midler, til at gennemsætte en fundamental anden brug af de tilståede midler fra Folketinget - hvilket førte til en næsten 2 år lang brugerbesættelse af Gaderummet, før kommunen med politiet hjælp også annekterede lokalerne.

                       Model-skitse B. Forhistorie og historie 

Historien fra A til B, kan siges at kredse et genstandsfelt ind. En historie i tid og rum og med en bestemt betydning. Stillet opgaven: En analyse heraf? Hvad at gøre?

2011-> ’Det kommer til en tredje form’

Et begreb om historien A til B, kan ønskes af idéhistoriske grunde. I så tilfælde bliver et begreb, en fortælling om genstandsfeltet, indeholdende forklaringer og forståelser af enkelte elementer, niveauer og sammenhænge i historien. En idéhistorisk analyse kan udelukke eller inkludere elementer ud fra valg af fortællingens fokus, og ydre forholds indvirken kan tones op og ned, afhængig af fortællingen, der ønskes dannet. Det er både muligt at postulere ikke-virksomme elementer i genstandsfeltet, som at forbise de i genstandsfeltet væsentlige elementer.

Begrebet om ’den anskuende erkendeform’ kan konnekteres hertil. På sin vis bestemmes genstandsfeltet og historiefortællingen, og hvordan de sættes sammen som bestemt historie eller historiefortælling, suverænt af fortællerens forhold hertil. Genstandsfeltet er fokus eller indfaldsvinkel for bestræbelsen, for fortællingen, men ikke selve dens endemål, om end det i enkelte tilfælde vil kunne blive det.

Et begreb kan også ønskes af teorihistoriske grunde. Her vil et begreb bestå i en kategorial, metodologisk og enkeltteoretisk bestemmelse af historien og af dens enkelte elementer. Genstandsfeltet er her selve bestræbelsen for formålet. Det er ’historiens selvfremstilling i begrebet form’, der er det ønskede endemål for selve bestræbelsen. Konnektivt kan der tales om en ’begribende erkendeform’, i tanken og begrebsligt at søge at spejle, stadig mere asymptotisk, hvordan genstanden i genstandsfeltet bygger sig op, og til stadighed bygger sig selv op, udvikler sig eller stagnerer. Det er et sådant begreb, der ønskes opbygget, hvilket kan ses som et forsøg på en videnskabelig bestemmelse af historien om ’Forum for Kritisk Psykologi’, og på hvilken måde og hvordan dets problemstillinger bevæger sig samfundsmæssigt i dag.  

I praksis griber begge former over i hinanden. Den anskuende og begribende erkendeform, er hinandens modsætning, og har deres udgangspunkt i selve genstanden for erkendelsen.

Lige meget hvilken ønsket analyse, eller med hvilke hensigter en analyse foretages, så vil et begreb om historien kun kunne gøres med udgangspunkt i den nuværende virkelighed, fra dens seneste former, og deres aktuelle overgribende form, da det er herfra analysen sættes i værk. Samtidig flytter tiden i analyseprocessen selv på analysens udgangspunkt, hvorfor analysens formål eller bestræbelse om en begrebslig fremstilling af ’genstanden’ i genstandsfeltet, selv må ses som historisk bevægelse af nutid, fortid og fremtid – og dette som aktual-historie.   Altså fra i dag pt. år 2011 - der flytter sig i tid, figur C.

                       Model-skitse C. Forhistorie og historie

Ingen genstand, ingen genstandsbestemmelse og dermed intet genstandsfelt, for uden genstandsfelt, er der ingen genstand at analysere. En genstandsbestemmelse kan følgelig være både tom, falsk eller adækvat i en eller anden grad.

En analyse vil vende genstand og genstandsfelt om, således at genstandsbestemmelsen ordner materialet, og herudfra tildeler, renser og indoptager de enkelte elementer i genstandsfeltet, i deres genetiske og strukturelle fremstillingsform. Genstandsbestemmelsen erstatter ikke genstandsfeltet, men viser det omvendt i sin fulde dybde gennem dets omverdenssammenhæng og i dets egenart som særlig genstand i verden. En analyse vil give et ’teoribegreb’ om genstanden.

Den aktuelle nutid må selv kvalificeres, og kvalificeringen heraf, vil være den for genstandsfeltet overgribende samfundsform, og som denne selv fremstilles i begrebets form og i sin praksis. Samtidig må den aktuelle form for historie, der indenfor denne form, er genstand for analysen, selv kvalificeres aktuelt. Ingen af nutidens aktuelle elementer kan udledes af historien, men kun tjene som heuristisk sigtelinje til udfindelse af historiens enkelte elementer, de synlige, de begrebne og de ikke sete og agtede, eller de oversete. Historien der fører frem hertil, er hverken givet i historien, eller udviklet udenfor denne.

Den sidste form kan på ingen måde bestemmes som havende den sidste form som mål, perspektiv eller koncept i sig. Den sidste form har ligget som en ’realiserbar mulighedsbetingelse’ i det med formen givne ’mulighedsrum’, men kan på ingen måde udledes heraf. Men når den sidste form – som altid er en foreløbig form - er opstået, er det også muligt at rekonstruere den genetisk nedefra og historisk-logisk. 

Begrebet ’selvhistorie’

Begrebet ’selvhistorie’ skal indføres som bestemmelse af den historiedimension i historien, der særligt ønskes analyseret ud fra det nuværende udgangspunkt, og dettes hensigter. Den overordnede historie er, med genstandsfeltet placeret i FfKP, selv en selvhistorie i dennes overgribende historie. 

’Billeder’ – tegnede modeller, tavler og kropfigurer - som indfaldsvinkel

På dette punkt i analysen skal den valgte indfaldsvinkel, ikke som sådan tages i FfKP, men i de ’billeder’ - tegnede modeller, tavler og kropfigurer - som historien med FfKP har givet anledning til, og hvordan de er indgået heri. Her træder forskerens tilgang til materialet eksplicit frem, og frem for at dette egenforhold – forskerens subjektivitet - sættes udenfor analysen som forstyrrende enkelttilfælde, må dets materiale og indvirkning indoptages og adskilles gennem analysen selv. Selv om billeder er elementer i genstandsfeltet, behøver de ikke at komme derfra. Billederne må – for at være genstandsrelateret – kunne udarbejdes i deres indre genese i materialet, eller de må, som ydre indvirkende forhold, bestemmes i deres indre vekselvirkning med genstandsbestemmelse. 

Det er gennem disse billeder som indfaldsvinklen, at genstandsfeltet til at begynde med åbnes, og i perspektivet at det kan begynde at ordne sig selv gennem et stadig mere abstrakt-alment enkelt forhold i den større historie.

Billedet er fremkommet som et betydende forhold ved historien, særligt inden for det socialpsykologiske og kliniske område. Og det synes samtidig at kunne ordne materialet til, i hvert fald en første, overskuelig mængde af data og informationer. Billedet behøver ikke at være vigtigt i eller for historien, selv om det også mængdemæssigt har et betydende omfang i den. Udbredelse er ikke lig væsentlighed.  

Vores fokus på en bestemt analysedimension, betyder at det er denne, der så at sige kirurgisk skaber det første overblik og dermed danner den første billedform. Men samtidig er materialet og dets enkelte dele, bestemt af den samlede forms væsentlige indhold, og ikke af den valgte analysedimension. Status, relevans og gyldighedsområde af ’billedet’ som indfaldsvinkel er m.a.o. ubestemt, og kan heller ikke være andet, før en analyse kan fremstille analysedimensionen i sin begrundede selvhistorie i materialet, og hvori den består, dens væsentlighed og former. 

Den aktuelle situation og tilstandsform

Det er ikke muligt at analyse ud fra en adækvat ’aktuel situation og tilstandsform’. Den aktuelle tilstand er selv i bevægelse, flertydig, og aldrig i ental. Den kan asymptotisk tilnærmes, som genstandsfeltet selv må tilnærmes igennem. Nutidens tilstandsform – som den anskues i begrebets form – kan således kun fremstilles som analyseelementer og – dimensioner, som supplerende materiale, materiale til at befordre indblik, forståelse eller forklaring, og som tydeliggørelse af hvad det kan dreje sig om. De er elementer i et ’førbegreb’, som enkeltvis eller samlet kan analyseres. Efter analysen, træder den aktuelle tilstandsform frem som bestemt instrumentarium, hvor de enkelte elementer i førbegrebet samtidig placeres i deres forhold og betydning.  Analyse vil da resultere i bestemmelser af, om og hvorvidt, de har at gøre med forhold i ’genstandsfeltets historie’ og i de enkelte selvhistorier i feltets historie, eller at de ikke tilhører genstandsfeltet.

Den nuværende genstand, er den måde som genstandens aktuelle historie sætter sig sammen på, alle tilfældigheder skraldet fra. Det ligger i denne genstand, at den – når den analyseres – stadig bærer sit opkom, levende udenfor sig, ikke helt som den forlod det, men som det senere har taget sig ud. Det er hensigten at bringe dette niveau ind fra starten af fremlæggelsen, således at analysen tager sit samtidige afsæt heri, i den forefundne historie i dens aktuelle livssammenhæng, med plads til alle de skæbner, den udgør. Det er en af bestræbelsens mange hensigter, at de komplekse psykologiske forhold, ethvert individ i historien besidder som sin kulturarv på godt og ondt, at disse fremstilles som tilgængelig for erkendelse og forvandling.

Fra begreb til gribe

Begreber tager deres afsæt i referencen til det henvisende forhold, uden selv at være dette. Begrebet repræsenterer genstanden, i et stadigt spændingsforhold, hvilket skal fastholdes i analysen, da den ellers knækker over i to distinkte genstandsfelter, hvor deres forbindelse i udgangspunktet er sat udenfor analysen, trods analysens formål at gøre genstanden i genstandsfeltet tilgængelig for videnskabelig analyse, hvilket ikke er muligt hvis ikke genstanden kan fastholdes i sin egentlige form, udelt. Det er ikke muligt at dele noget i en analyse, med mindre det i forvejen er delt. Analysen skal derfor sætte af i den aktuelle tilstandsform, og gennem hvad der kan kaldes den ’phenografiske koncipering’, at givne forhold i verden, tilgængelig for menneskelig praksis, ikke eksisterer i sig selv, men kun i den sammenhæng, der fører til det generelle.

Ovenstående figurer - A, B og C - er kommet til veje gennem arbejdet med et forestillet genstandsfelt, og det kan ses som praksis, ud fra teoretiske begreber og empiriske elementer. ’Praksis, teori og empiri’ - også kaldet ”det tre-ledede skema” - danner en enhed, hvorigennem subjektets historie udfolder sig.

At begrebsliggøre vil være at udarbejde greb til begribelse af genstandens i sin egen etablerings- og udviklingsproces, og ikke længere kun subjektets kredsen om genstanden udefra, som objekt, men nu også som subjekt for dens videre objektive udvikling, gennem billedet af dette ’subjekt-objekt-objekt’ forhold (Leontjevs begrebstriade).

¤

A2. Subjekter i objektive livssammenhænge, den horisontale akse: subjekt – objekt – objekt (Fuld skærm) forside

Menneskeligt møde: Subjekter i samfundsform.. 10
Asymmetrisk mødesammenhæng. Subjekter i en specifik kompetence-inkompetence struktur 10
Empiri fra rådgivningen Regnbuen og Gaderummet 11
Billedmateriale. 11
Samfundsmæssige konflikter og fællesmenneskelig virksomhed. 12

Menneskeligt møde: Subjekter i samfundsform

’Møder’ er forskelligt indhold og form, i en given social kontekst, og bestemt ud fra opgaven, det stiller.

Model-udkast 6. Subjekter i praksisformer
Model-udkast 6. Subjekter i praksisformer

Når ’mødet’ omhandler den anden, er der et asymmetrisk forhold til stede. Subjekterne er fælles om processen, under relatering til situationen i sagsstrukturen, de indgår i. Hver sin rolle og position.


Asymmetrisk mødesammenhæng. Subjekter i en specifik kompetence-inkompetence struktur


Model-udkast 7. Asymmetrisk mødesammenhæng
Model-udkast 7. Subjekter i asymmetriske mødesammenhænge

Empiri fra rådgivningen Regnbuen og Gaderummet

Lige meget hvilke møder, så har de kun en tid, og nogen efterlader ingen blivende efterspor. Andre møder er organiserede, aftalte og fortløbende over en tid, og efterlader forskellige synlige spor i bestemte praksisformer. Det er et sådant materiale af alle mulige forskellige møder, der skal analyseres.

Udgangspunktet skal tages i det samlede empiriske og teoretiske arbejde, der er indeholdt i arbejdet omkring rådgivningen Regnbuen og Gaderummet fra 1985 til 2009, der skal ses ud fra deres opståelsessammenhæng i studenterorganiseringen ’Forum for Kritisk Psykologi’ (FfKP) i 1980. Empirien strækker sig således over et tidsrum på mere end 30 år, og at der også er denne sammenhæng i historien, som angivet mellem FfKP, Regnbuen og Gaderummet, må analysen selv kunne fremstille historisk-logisk. 

Billedmateriale

Indfaldsvinklen til empirien tager sit udgangspunkt i det billedmateriale, der er kommet til veje under forskellige former, med forskelligt indhold. De enkelte billeder skal indoptages i materialet, gennem eksplicitering af dets baggrundsposition, således at det empiriske stof der bærer billedet, i en oscillerende bevægelse, kan udfordre og eventuelt forvandle teoretisk-empirisk viden om såvel indhold som form. Billeder på teoretisk niveau, skal benævnes med ’modeller’ og ’skitser’.

Det overvejende billedmateriale i empirien, ligger i rådgivningens arbejde, repræsenteret som ’tavler’ og ’kropfigurer’. Det kommer fra møder i psykologiske sammenhænge, omhandlende socialpsykologisk og socialklinisk arbejde. Disse ’tavler og kropfigurer’ er ud fra den overordnede sagsstruktur, bundet til en ’asymptotisk’ tilgang fra professionel side, med den ’berørte anden’ i en inkompetencesituation, og som genstand for arbejdet.  

Det er perspektivet at analysere og konceptualisere empiriens opgavekarakter, med indfaldsvinkel i dens billeder af modeller, skitser, tavler og kropfigurer. Og således at hvor end billeder kommer fra i empirien, skal deres an- og tilknytning ekspliciteres, i deres opståelses-, begrundelses- og betingelsessammenhæng.

Billedet kan ses bagud, både til den teoretiske side med modeller og skitser, og til den praktiske side, de empiriske tavler og kropfigurer. Billedet som indfaldsvinkel er en abstrakt-enkelthed, og et enkeltforhold af noget generelt. Billedet bevæger sig således i modsigelse mellem generalitet og væsentlighed.

Billedet er så at sige den overordnede analysedimension, der skal føres ned i stoffet, såvel på niveauet af FfKP som genstandsfelt, og på dens enkelte områder, såsom indenfor området af terapeutisk virksomhed og socialpsykologisk arbejde, teoretisk og empirisk. Den indledende analysedimension er således ’billeder’ som de konceptualiserer sig i ’møder’ omkring praktiske psykologisk virksomhed.

Samfundsmæssige konflikter og fællesmenneskelig virksomhed

Målet er at gøre billedernes problemstillinger synlige, som konkrete samfundsmæssige konfliktforhold, og som et bidrag til at arbejde med dem på det fællesmenneskelige niveau. En analyse og fremstilling af materialet løber i første omgang sammen indenfor området af terapeutisk arbejdsvirksomhed. Empirien herfra er påbegyndt analyseret mange gange, men endnu aldrig ført igennem.

¤

A3. praksisform – arbejde – arbejdsvirksomhed respektive dens stagnation/forgiftningsproces

Noter:

• struktur: arbejdets selvudviklende tetraedestruktur: fra praksis til arbejde til arbejdsvirksomhed
• indhold: den ’kollektivt-peronlige’ udviklingsproces, og dennes betingelses- og begrundelsessammenhæng

B4. Den realhistoriske udviklingssammenhæng og praksisformens omverdensforhold

Noter:

• Enheden er ’struktur, form og forholdsanalogi’

• formen for udvikling, udviklingsformen, og billedet som den ’horisontalt udvidende tragt’. Inden for denne virker den ”objektive bestemthed” af praksis, i sin sammenhæng med den ’subjektive bestemmelse’. Ingen af siderne er alene til stede, kun sammen, og udtrykkende en bestemt ’subjektagtighed’ eller mangel herpå, i de involverede individers livtag med deres objektive samfundsmæssige livsbetingelser. Det er formålet at udvikle begreber til styrkelse af den subjektive faktor, menneskets foregribende omsorg for dets livsbetingelser, og dermed dets egne behov og angstfravær, hvilket omvendt kun er muligt ved at se menneskets behovsbefrielse som gående gennem det kooperative samfundsmæssige sagsniveau, som en kollektiv-personlig faktor.

’- TRAKTEN’ er at se som enhver forms udviklingsbaggrund.

C5. Omvæltningen, omstruktureringen – springet på systemniveau, fortsættelse indenfor formen eller i brud hermed

Nnoter:

•                    toppen som figur

•                    kroppen i toppen

•                    top og krop = menneskelig personlighed

•                    omverdensforholdet: det sociale kollektiv

•                    Enhedens kollektivt-personlige handleindhold

top