Kirsten Marie Bovbjerg & Mette Kirk
En kulturanalytisk evaluering af initiativerne
Gaderummet-Regnbuen
Maj 2001
I efteråret 2000 fik vi en henvendelse fra Gaderummet-Regnbuen om en ekstern evaluering af de pågældende initiativer. Efter en indledende forhandling med stedets leder påtog vi os opgaven. Arbejdet løb fra oktober 2000 til maj 2001.Det har været en stor og meget kompliceret opgave at beskrive Gaderummet-Regnbuens funktionsmåde, men vi har efter bedste evne søgt at beskrive stedets ånd, som det fremtræder for en udenforstående. Herved håber vi, at denne evaluering både kan fungere som inspiration internt og eksternt samt udgøre et formidlende led mellem Gaderummet-Regnbuen og omverdenen.
Gaderummet-Regnbuen er et sted, der kontinuerligt lever under forskellige former for pres for både stab og brugere. Det drejer sig for det første om stedets fremtid med hensyn til fremtidige lokaler og økonomi. Dertil kommer, at det er et sted, hvor der er stor interesse for at foretage studier og samtaler med brugerne i forbindelse med opgaver og presseformidling. Det har umiddelbart vanskeliggjort arbejdet, men samtidig tvunget os til at finde nye veje i indsamling af materiale. Vi har derfor tilbragt en del tid med at være til stede i Gaderummet, hvor vi har fulgt brugernes hverdag.
Vi vil rette tak til staben men ikke mindst til brugerne, der på trods af ofte svære livssituationer har taget i mod os på stedet og har talt med os om løst og fast. Vi håber, vi med vores evaluering har givet et troværdigt billedet af livet i Gaderummet samtidig med, at vi har vægtet højt at respektere brugernes grænser for deres private liv. Tak skal også lyde til de mange i lokalsamfundet, på institutioner og i forvaltninger, som har givet os et par timer af deres tid. Endelig vil vi rette en særlig tak til Morten Nissen på Institut for psykologi for en god faglig debat og konstruktiv kritik løbende i vores arbejdsproces.
København maj 2001
Kirsten Marie Bovbjerg, etnolog, ph.d. og Mette Kirk, etnolog, cand.mag.
Indholdsfortegnelse
Kap. 1. Undersøgelsens metodiske og teoretiske tilgang *
Kap.2. Den psykologiske rådgivning Regnbuen *
Kap. 6. Den sociale udstødelse *
Stedets arbejdmæssige ressourcer *
Gaderummet og Regnbuen er to alternative og delvis frivillige initiativer, der varetager hver sin funktion, men som samtidig fungerer sammen i en art symbiose. Regnbuen er en psykologisk rådgivning, der tilbydes gratis til brugere, der søger stedet. Gaderummet er et værested, hvor en stab bestående af frivillige, aktiverede og nogle få ansatte står til rådighed for en gruppe unge, som de betegner marginaliserede og udstødte. Brugerne er hovedsageligt mellem 18 og 25. En del af brugerne er hjemløse og mange er uden socialt bagland. Nogle af de unge der bor i Gaderummet har forladt psykiatrien, da de ikke ønsker indlæggelse og medicinering. Andre unge er røget ud af bistandssystemet, for disse består en del af det sociale arbejde fra Gaderummets side i at få etableret kontakt til de sociale systemer igen. Gaderummet-Regnbuen har som fælles-projekt formuleret den hensigt; at få de unge igennem deres problemer og få dem ind i samfundet. I brev til den sociale sikringsstyrelse formuleres stedets hensigt således:
"Vi søger at være et alternativ til den udsigtsløse flakken omkring med mange rusmidler, vold, kriminalitet eller psykiatrisk svingdørskarriere. Konkret arbejder vi på at øge den enkeltes livskompetencer på det personlige, sociale og kulturelle område, således at den enkelte gives redskaber i hånden til selv at gå ind i det almindelige samfundsliv, og finde motivation og styrke til at gå i gang med uddannelse, læreplads eller lignende. Samtidig retter vi vores aktivitet mod undervisning og socialpsykologisk arbejde til forbedring af de generelle vilkår for unge. Dette sker gennem oplysningsarbejde i lokal- og storbymiljøet med henblik på nytænkning af de sociale betingelser, der fører til udstødning, marginalisering og psykiske problemer hos unge." ( Kalle Birck-Madsen i brev til Den Sociale Sikringsstyrelse af 7 juni 1999)
Det er stedets ambition at tage imod unge, der ellers ikke kan kontaktes af det sociale system, og som er i fare for at blive stødt ud til junk, kriminalitet og psykiatrisk indlæggelse hvis de ikke får hjælp. Stedet beskrives af staben som et social-psykologisk fristed. Hermed menes, at unge med psykosociale problemer og manglende netværk har brug for frirum og en forpligtende livssammenhæng som Gaderummet kan udgøre, så de med tiden kan placere sig i en betydningsgivende position og etablere meningsgivende personlige og kulturelle livsfærdigheder og kompetencer.
Hovedlokaliteterne for evalueringen er Gaderummet-Regnbuen. De to initiativer ligger på samme adresse Nørrebrogade 56. Lokalerne er nedslidte og forholdsvis små til de aktiviteter, der foregår. Der arbejdes på stedet hen i mod en forandret og mere permanent form end den nuværende med bedre lokaler, hvor man kan give bedre og legale muligheder for overnatning for unge hjemløse. Hensigten er fra Gaderummet-Regnbuens nuværende ledelse, at stedet kunne indeholde flere aktiviteter, som man har svært ved at gennemføre inden for de rammer, der er i dag.
Det er personale, frivillige, brugere og politikeres opgave at udtænke det fremtidige koncept for Gaderummet-Regnbuen og rejse pengene til planlagte aktiviteter. Evalueringens formål har derimod fra de eksterne forskeres synspunkt først og fremmest været at bibringe dokumentation og viden om hvilke kulturelle processer, der er i spil for henholdsvis udstødelse og integration af unge, som opsøger Gaderummet eller Regnbuen, og videre hvordan Gaderummet-Regnbuen indgår i disse processer via sine relationer til de unge og til det omgivende samfund.
Evaluering er en praktik, der i de senere år er fremkommet som en slags rituel refleksion over eksempelvis det sociale arbejdes mål og praksis. (Dahler-Larsen, 1998) Det som er evalueringens omdrejningspunk er om Gaderummet-Regnbuen lever op til sine egne formål. Ud fra ovenstående formålsbeskrivelse til den Sociale Sikringsstyrelse må man spørge om Gaderummet-Regnbuen formår at skabe en forpligtende livssammenhæng for brugerne. Dernæst om der sker et oplysningsarbejde i lokal- og storbymiljøet med henblik på nytænkning af de sociale betingelser der fører til udstødning.
Rekvirenten for evalueringen er Gaderummet-Regnbuen, der har søgt pengene i Folketingets Satspulje. Det fremgår af begrundelsen for en ekstern evaluering, at den skulle redegøre for den effekt Gaderummet-Regnbuens arbejde har for brugerne. Derfor må vi søge at beskrive Gaderummet-Regnbuens måde at fungere på. I Statusrapport for Gaderummet-Regnbuen: "Socialpsykologisk fristed / indsats for udstødte unge" af 31 oktober 2000 stod der om den eksterne evaluering, der netop var påbegyndt:
"Resultaterne synes at have været ubetingede gunstige, og det synes også tydeligt, at arbejdet med de unge har gjort en forskel, der ikke kunne skabes til anden side. Det er så det den interne erfaringsopsamling og eksterne evaluering skal belyse."(Statusrapport af 31 oktober 2000)
Denne formulering kan forstås som om, der på forhånd er fastlagt en bestemt vurdering af resultaterne ved arbejdet i Gaderummet-Regnbuen. Som eksterne evalueringskonsulenter vil vi derfor gøre gældende, at evalueringens konklusion fra vores side under ingen omstændigheder har været givet på forhånd. Om den indsats der ydes i Gaderummet-Regnbuen er succesfuld eller ej kan man i bedste fald konkludere efter undersøgelsen er afsluttet. Endelig arbejder vi udfra den indstilling at problemstillinger og deres løsning kan opfattes forskelligt alt efter fra hvilken position man ser de pågældende resultater.
Evalueringen arbejder ikke med en entydig norm for Gaderummets succes målt i, hvor mange unge, der kommer i uddannelse, i arbejde, får egen bolig. Dette er for at undgå, at det bliver eksterne normer, der bliver retningsgivende for succeskriterier. Det vil således snarere dreje sig om at indkredse hvilke faktorer, der er befordrende for at ændre den unges situation, og hvilke forhold der gør sig gældende for henholdsvis integration og udstødelse.
Den kulturanalytiske evaluering af Gaderummet-Regnbuen beskriver stedets praksis, og hvorledes stedet fungerer med den gruppe af hjemløse unge og andre brugere, der er genstand for det psykosociale arbejde. Det har desuden været relevant for en evaluering af kulturanalytisk karakter at beskrive, hvorledes Gaderummet indgår i en større sammenhæng med myndigheder og beslægtede institutioner. En del af det feltarbejde, som danner baggrund for den kulturanalytiske evaluering er derfor foregået udenfor Gaderummet-Regnbuen som lokalitet. Samarbejdsparter og parallelle institutioner er i høj grad blevet inddraget. Vi har set det som vores opgave i en ekstern evaluering at give et bredt billede af Gaderummet-Regnbuens kontekst på en måde, som det ikke er muligt for de mennesker, som er en del af Gaderummet-Regnbuens brugergruppe og stab.
Vi har søgt at afdække om et fænomen, der fra et synspunkt synes at være en styrke ved initiativerne set fra et andet synspunkt kan fremtræde som en svaghed. Evalueringen munder ikke ud i en anbefaling af Regnbuens-Gaderummets fremtidige form, men vil forhåbentligt kunne pege på, hvilke ting man på stedet kunne arbejde med for at sikre bedre mulighedsbetingelser og i sidste instans initiativernes eksistens.
Når en evaluering igangsættes er det vigtigt at overveje, hvilket formål den indsamlede viden skal tjene. Den kulturanalytiske evaluering har ikke til formål at være den "videnskabelige" legitimering for særlige økonomiske eller politiske interesser, men har derimod haft til formål at tilvejebringe viden om et område. Her har det samtidig været vigtigt at gøre sig nogle tanker omkring, hvem det er, der skal lære noget.
En evaluering kan beskrives som en udfordring, hvor der stilles spørgsmålstegn ved vedtagne forestillinger. Vi har valgt, at den organisatoriske læring og den udfordring, som evalueringen skal lægge op til, rettes i to retninger.
Evalueringen skal for det første rettes internt i Gaderummet-Regnbuen. Evalueringen har på dette niveau en intern refleksion som mål. Det er en intern udfordring til stabens antagelser om deres sociale arbejde og terapeutiske praksis. Af centrale problemfelter har det været oplagt at tage forskellige temaer op, som angår Gaderummet-Regnbuens interne funktionsmåde og stedets relationer til omgivelserne. Her deler vi udfordringen op i to afdelinger som angår hver af de to initiativer Gaderummet-Regnbuen.
Et at de centrale begreber for kritisk psykologi er spørgsmålet om udvidelse af den enkeltes eksistensbetingelser. Det bliver ifølge Morten Nissen defineret som: "Formidlingen mellem individuel og samfundsmæssig reproduktion og selvoverskridelse". (Nissen, 1999) På hvilken måde er selvoverskridelse en realitet i Gaderummets arbejde på enkelt niveau og kollektivt niveau? Er det ud af Gaderummet eller er det en selvoverskridelse der hovedsagelig finder sted indenfor Gaderummets rammer.
For det andet skal evalueringen tjene som en ekstern udfordring til det sociale system, hvor vi håber den kunne give anledning til refleksion over, hvorvidt de gældende normer for socialt arbejde med bestemte sociale grupper er hensigtsmæssig. Vi vil fremlægge, hvad vi ser som Gaderummets og Regnbuens styrke i forhold til nogle af de øvrige tiltag for boligløse unge og unge med psykiske problemer, der findes på frivillig basis og i det sociale system.
Vi håber evalueringen har en interesse for det sociale arbejde, der ligger ud over det konkrete arbejde der foregår i Gaderummet Regnbuen. Evalueringen skal således ikke kun lægge op til en debat internt i Gaderummet, men gerne give en mere bred debat i det felt, der bedriver socialt arbejde med unge og med hjemløse.
Kap. 1. Undersøgelsens metodiske og teoretiske tilgang
I den kulturanalytiske undersøgelse/evaluering har vi taget en vifte af etnologiske metoder i brug i vores indsamling af data. Den kulturanalytiske metode har som udgangspunkt, at forskerne skal forsøge at skabe såvel indlevelse som forståelse af de mennesker, som indgår i undersøgelsen. Indlevelse eller empati er tilgangen til forståelse af individernes syn på verden, deres motiver og mål. Der er samtidig forhold udenfor individernes forståelse, som har betydning for deres syn på verden. Individernes handlinger er væsentlige for skabelse af den sociale virkelighed, men det betyder ikke at individerne kan råde frit. De handler ud fra nogle muligheder, som delvis er fastlagt udenfor dem selv. Via interviews ønskede vi at tilegne os en forståelse af informanternes mål, hvilke midler de vælger i deres bestræbelser på at nå deres mål. Dernæst ønskede vi at sætte os ind i, hvilken betydning individernes handlinger tillægges.
Grundstammen i materialet er udover interviews deltagerobservation. For begge metoders vedkommende arbejdes der ikke med en ambition om repræsentativitet, indsamlingen har primært til formål at fungere som eksempelmateriale i arbejdet med problemstillingen set som forholdet mellem integration og udstødelse. Fordelen ved denne kvalitative arbejdsmetode er, at de enkelte informanter får mulighed for at give en nuanceret beskrivelse af sig selv og egen livssituation. Herved åbnes op for at finde motiver og årsager i forhold til den unges problemer, som kan være hensigtsmæssig viden eksempelvis i en afdækning af, hvorfor nogle unge ikke kan eller vil hjælpes i det offentlige system. Kvantitativ metode er ikke en del af den etnologiske tilgang, yderligere kan en sådan tilgang ikke indfange motiver og årsager i livssituationer.
Deltager-observation har vi anvendt til at understøtte vores baggrundsviden og som råmateriale. Observation, skal forstås som en etnologisk metode, der går ud på at få en forståelse af, hvordan de mennesker som undersøgelsen omhandler lever, uden at denne indsamling har karakter af formelle interview. Det skal således ikke forstås i den lidt kontrollerende betydning, at "nogen er under observation". Det skal forstås, som en løs forholdsvis uformel samtale og samvær, hvor forskerne forsøger at følge hverdagslivet i forskellige sammenhænge. Vi har været på stedet i det omfang, som det har været muligt indenfor projektets rammer. Observationerne er foretaget på forskellige tidspunkter og i så mange forskellige situationer som muligt, således at vi har kunnet danne os et realistisk indtryk af Gaderummets og Regnbuens dagligdag. Vi har deltaget i forskellige aktiviteter på stedet. Vi har været med til at spille skak, lavet mad, været til demonstrationer, ryddet op, diskuteret verdenssituationen en lørdag aften og nat, med efterfølgende natmad, set videofilm, været til foredrag, købt ind, siddet omkring bordet om eftermiddagen når folk samledes der, deltaget i møder af forskellige slags og været til studiekreds.
Vi har fra starten taget det faglige standpunkt, at vi ville deltage i aktiviteter sammen med brugerne og staben, men vi ville ikke selv tage initiativet.) I vores tilstedeværelse i Gaderummet har vi fra starten valgt at det skulle være tydeligt for alle, at vi var der for at lære noget om dem, så vi ikke blev forvekslet med nye frivillige eller aktiverede. På den måde mener vi at have forholdt os ærligt til alle implicerede, således at brugerne var klar over, at deres samtaler med os havde et formål ud over gensidig interesse – nemlig en evaluering af Gaderummet-Regnbuen.
Deltagerobservation viste sig at blive en meget central metode for vores studier i Gaderummet.Vi indledte feltarbejdet med deltagerobservation ud fra en antagelse om, at et vist gensidigt kendskab mellem os som forskere og brugergruppen ville give basis for senere at lave mere omfattende interviews med enkelte brugere. Flere af de unge har fortalt os at de var trætte af at være objekter for pressen, forskellige undersøgelser og studenteropgaver, hvor folk hele tiden spurgte om interviews. Det har vi accepteret med en vis forståelse, særligt set i sammenhæng med at mange unge her har store problemer at slås med i øvrigt. Deltagerobservation viste sig at være hensigtsmæssig idet vi har opnået en stor indsigt i brugernes syn på Gaderummet, hverdagen og tilværelsen gennem mange gode uformelle samtaler. Længere inde i forløbet er der er blevet indsamlet formelle interviews med unge i Gaderummet, men i mindre omfang end vi har ønsket, hvilket dog opvejes af en solid feltdagbog med vores observationer og referater af informelle samtaler.
Vi påbegyndte arbejdet med et forprojekt, hvor vi præciserede evalueringens formål. Forprojektet var baseret på et indledende feltarbejde med interviews, observation og deltagelse i forskellige aktiviteter i Gaderummet-Regnbuen. Både forprojekt og hovedprojekt har inddraget skriftlige kilder i det omfang de er blevet præsenteret for os af Gaderummet-Regnbuen. Endvidere foretog vi interviews med parallelle institutioner og myndigheder med direkte eller indirekte relation til Gaderummet-Regnbuen. Forprojektet blev fremlagt til diskussion i Gaderummet-Regnbuens stab(medarbejdergruppe).
Evalueringen kunne efter vores mening have haft gavn af en mere indgående diskussion af forprojektet fra stabens side på daværende tidspunkt, idet der senere i processen har været usikkerhed om evalueringen fra stabens side. I det hele taget blev det en præmis for evalueringen at diskussioner og kritik om vores metode og tilgang til stoffet i høj grad kom til at overskygge det egentlige fokus vi som evaluatorer havde. Fokus var at opnå viden og forståelse af stedets praksis som den skete, og ikke som den blev beskrevet i tekster. Vi har taget stilling til indvendinger og forslag løbende, som vi er blevet præsenteret for dem, og har brugt en del kræfter på at veje kritik og forslag op imod de faglige hensyn, som en etnologisk evaluering må have og de ydre krav fra eksempelvis Datatilsynet og almindelig videnskabsetik.
Indenfor kulturanalyse bruges ofte begreberne informant eller interviewperson. Ordet "informant" kan have undertoner af "stikker". Sådan skal det ikke forstås indenfor kulturanalyse. Her anvendes begrebet i en mere udramatisk betydning, som den bruger eller lokale person som giver forskerne alle former for information, der efterfølgende anvendes til beskrivelse af det pågældende sted. Informanten er en person, der giver forskeren oplysninger via uformelle samtaler og i interview. I denne sammenhæng skal informanter forstås i bred betydning som: nuværende og tidligere brugere i Gaderummet-Regnbuen, stab, aktiverede og personer på institutioner og i det offentlige system udenfor Gaderummet-Regnbuen, hvor vi i forbindelse med evalueringen har foretaget interviews. Alle informanter tildeles samme grad af autoritet og vægtes lige, idet vi i vores tilgang til materialet har som udgangspunkt, at det frem for alt er informanten, der er eksperten i eget liv. Med andre ord alle holdninger og verdensopfattelser fra alle typer af informanter tillægges ligeværdig gyldighed i den kulturanalytisk undersøgelse.
Brugerne skal forstås som dem, der i en eller anden forstand bruger Gaderummet-Regnbuen.
I Gaderummet er det unge, der bor på stedet eller kommer der jævnligt, og hvor stedet indgår i deres hverdag som en del af deres sociale netværk. Brugere af Regnbuen indgår i et kortere eller længerevarende forløb, i forbindelse med den gratis rådgivning og terapi. Klientbegrebet er valgt fra for begge grupper, idet det har konnotationer af afmagt og stigmatisering, som netop er i modstrid med såvel Gaderummets som Regnbuens idégrundlag.
Om de mennesker der internt i Gaderummet-Regnbuen støtter de unge og har et hverdagsliv med de unge enten som frivillige, aktiverede eller lønnede medarbejdere vil vi referere til staben. De er ofte assisterende, når de unge møder det eksterne system, hvor de kan fungere som mæglere. For de mennesker som hører til staben i Gaderummet bliver det fremhævet, at de ikke laver en skarp adskillelse mellem "dem der kører stedet, og dem der bruger stedet". Det ligger i ideen, at alle skal have et ansvar for stedets daglige drift og nogle bevæger sig fra at være bruger til at være ressourcepersoner, der for eksempel kan blive aktiveret i Gaderummet. Det, der kendetegner staben er, at de er tilknyttet Gaderummet som enten ansat, i praktik eller i aktivering eller som frivillig ressourceperson, altså i en formaliseret relation. Brugerne har ikke en formaliseret tilknytning, men benytter Rådgivningen, bor i Gaderummet eller kommer der i dagtimerne.
I udvælgelse af informanter udenfor Gaderummet-Regnbuen har vi anlagt forskellige strategier. Kalle Birck-Madsen som er stedets leder har selv foreslået informanter der kunne indgå i evalueringen. Disse personer har vi i en vis udstrækning interviewet. Dernæst har vi forhørt os i Københavns Kommune og i lokalområdet, hvem der har haft kontakt til stedet. Med hensyn til brugerne, så har vi for Gaderummets vedkommende truffet dem på stedet. Brugerne i Regnbuen har vi kontaktet via staben, som har videregivet telefonnumre efter, at de har forhørt sig om brugerne var interesseret i at deltage i undersøgelsen. Denne metode har været nødvendig af hensyn til den enkelte bruger af Regnbuen, som måske ikke ønskede at få sit navn udleveret til fremmede.
Vi har foretaget 31 formelle interviews af varighed fra en til tre timer. (ialt 36 personer) Fem interviews er foretaget med medlemmer af staben. Dertil kommer at vi har deltaget i 4 stabsmøder, hvor vi har forsøgt at diskutere temaer for evalueringen. Vi har foretaget 12 interview med brugere. Kollektive interviews med brugere har vi lavet på 3 husmøder i Gaderummet. Vi har ikke tal på det samlede antal brugere der indgår i undersøgelsen, idet mange netop har deltaget i form af uformelle samtaler. Der er foretaget interview med 12 andre, som er kommet fra forskellige steder der direkte eller indirekte har relation til Gaderummet Regnbuen. Dertil kommer et antal telefoninterviews af forskellig varighed. Alle er blevet oplyst om vilkårene for samtalen, nemlig at den ville indgå som materiale i ekstern evaluering af Gaderummet-Regnbuen under vilkår sat af Datatilsynets regler. Alle er blevet lovet anonymitet.
Vi har talt med informanter fra: Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Nørrebro Bydel, Socialcentret Blågården, Socialcentret Baldersgade, Mændenes Hjem, Tjekpunkt, Sjakket, Transmogriffen, Den Økologiske Produktionsskole, Ventilen, SR-bistand, Distriktspsykiatrien, Døgnkontakten, Politiet, Ungdomshuset på Jagtvej, Kirkens Korshærs Herberg samt borgere og folk i andet frivilligt arbejde i lokalsamfundet.
Interviewene er foretaget som åbne strukturerede forskningsinterviews, hvor en kort spørgeliste har fungeret som en huskeliste for, hvilke oplysninger vi har ønsket at indsamle ved hvert interview. Det er samtaler/interviews, der formelt er etableret på initiativ af forskeren, men hvor informanten tillades at have indflydelse på interviewets forløb. De enkelte interviews kan blive forskellige i form og til en vis grad også i indhold. De kan blive delvis usammenlignelige, da informanterne prioriterer forskellige temaer i samtalerne, hvilket samtidig kan give anledning til forskningsmæssig refleksion. Det er forskernes opgave i bearbejdning af materialet at kompensere for interview-materialets forskellighed ved at inddrage mange typer af materiale i arbejdet. På trods af disse forbehold er interviews hensigtsmæssige, da de giver mulighed for at få et mere detaljeret indblik i et enkelt individs verdensbillede, værdier og normer, hvilket er essentielt for evalueringens realisering.
Da vi specielt i starten havde problemer med at foretage formelle båndede interviews valgte vi at prøve at foretage gruppediskussioner på husmøder 3 på en måned. Her tog vi forskellige temaer op. Det første var brugernes forhold til det sociale system og politiet. Det andet var hverdagen i Gaderummet. Det sidste tema var om deres forestillinger om fremtiden. Det var meget forskelligt, hvordan de forskellige gruppediskussioner forløb, men det var i visse tilfælde en god mulighed for at få nogle i tale, som vi ikke havde talt så meget med i andre sammenhænge. Vi forsøgte også at opsætte vægaviser, som vi startede på husmøderne, og som beboerne kunne videreføre i ugens løb ud fra en ide om, at de videre i forløbet kunne danne baggrund for temaer i interviews. Det var et forsøg, der ikke fungerede særlig godt, og som vi ikke gentog.
Vi har anvendt metoder, som almindeligvis ikke ligger indenfor den traditionelle etnologiske metode. Vi har forsøgt os frem for at tage højde for, at traditionelle interviews med brugerne var vanskeligere at etablere. De kollektive interviews kunne bruges til at sætte en proces for evaluering i gang, som er mere dynamisk end det traditionelle etnologiske feltarbejde, hvor materialet skabes i en bredere dialog, som også afspejler relationer imellem de forskellige informanter.
Forskningsprojektet er tilmeldt Datatilsynets register over private forskningsprojekter og er gennemført i overensstemmelse med Datatilsynets regler. Alle informanter er anonymiseret, som det hører sig til for kulturanalytiske forsknings-projekter. Der stiller sig imidlertid særlige forhold for Gaderummets-Regnbuens funktionsmåde. For et enkelt medlem af staben virker en anonymisering absurd, idet den pågældendes rolle i Gaderummet-Regnbuen er så central, at en sløring af hans identitet er vanskelig. Her tænkes på Kalle Birch-Madsen, som er Gaderummet-Regnbuens leder og ansigt udadtil. Ifølge aftale med Kalle Birck-Madsen vil han blive nævnt ved navn i Rapporten.
Brugere og stab i Gaderummet-Regnbuen udgør et forholdsvis afgrænset miljø. Det har medført, at vi har foretaget vidtgående forholdsregler for at sikre især brugere af Gaderummet anonymitet. Alle navne er fjernet. Vi har ikke fundet det muligt at give deciderede portrætter af enkelte unge, for at illustrere problemstillinger. Vi har skønnet, at for mange oplysninger ville gøre den unge for genkendelig i miljøet. Det er et nødvendigt onde, som tjener til at sikre brugerens dagligdag i Gaderummet eller i det omkringliggende miljø. Det samme gør sig gældende for interviews med staben, hvor vi ikke gengiver større passager i sammenhæng, de pågældende kan så selv vælge, hvilke holdninger de ønsker at frembringe offentligt og til deres kolleger i andre sammenhænge. For parallelle institutioner, som arbejder med unge eller som i større eller mindre grad har relationer til Gaderummet-Regnbuen har anonymisering ligeledes været et centralt hensyn.
Kritik kan virke uforpligtende bag en anonymisering, men da de samme personer samtidig ofte har udtrykt ros til det arbejde, der bliver gjort i Gaderummet-Regnbuen, mener vi ikke at problemet er afgørende. Vi har anonymiseret ikke kun af hensyn til de pågældende informanter, men også af hensyn til eventuel fremtidig samarbejde mellem disse institutioner og Gaderummet-Regnbuen. Samtidig er det vores opfattelse at det for alle typer af informanter gør sig gældende, at de samme oplysninger ikke ville være kommet frem, hvis der ikke var lovet anonymitet.
Den formelle konstruktion af nærværende eksterne evalueringen er speciel. Det er sådan at forskerne har været ansat af Gaderummet-Regnbuen, med henblik på at evaluere de selv samme initiativer eksternt. Begge parter har forsøgt at håndtere modsatrettede positioner i relationen kulturanalytisk evaluering og Gaderummet-Regnbuen som lokaliteter. Det har været en central problemstilling i arbejdet at sikre evalueringens integritet og faglige troværdighed, således at den reelt er blevet foretaget som en ekstern evaluering. Det vil sige, at forskerne kontraktmæssigt har sikret sig fuld faglig frihed i arbejdet. Samtidig har det været et vigtigt hensyn, at den eksterne position ikke er kommet til at stå i modsætning til Gaderummets interesser.
I daglig tale bruges begrebet institution som betegnelse for en foranstaltning til et særligt formål: en offentlig institution, et sted som er konkret fysisk til stede og som varetager en bestemt funktion. Institutionsbegrebet bliver i kulturanalysen, herunder eksempelvis etnologi og sociologi forstået som handlinger og normer, der gentages, og som i den vaneaktive praksis danner et mønster, der er selvindlysende for aktørerne. Institutioner er kulturelle fænomener og handlinger, der ikke umiddelbart er konkrete i fysisk form. Det er de ting, man gør uden at tænke over dem, og uden at stille spørgsmålstegn ved dem. Handlingsmønstret reproduceres uden videre, fordi bestemte handlinger refererer til et fælles videnslager, hvorved handlingerne bliver meningsfulde, men samtidig begrænsende for de enkelte individers handlingsmuligheder. (Krogstup, 1997) Det er i denne betydning vi anvender institutionsbrgrebet i forhold til Gaderummet Regnbuen.
For mennesker, der ikke deler det pågældende videnslager, er disse handlinger ikke selvindlysende, men derimod ofte genstand for undren. Hvis en person indgår i de pågældende sammenhænge, vil denne over tid optage en del af det samme videnslager og vil således optage bestemte handlinger og normer som sine egne. I socialiseringen sker denne optagelse af nye normer, uanset om det er i barnets socialisering, eller om det er i voksne menneskers tilpasning til nye omstændigheder eller sammenhænge.
Som eksterne evaluatorer er disse handlinger og det kollektive videnslager i Gaderummet-Regnbuen som udgangspunkt fremmede for forskerne. Disse vaner og normer bliver synlige for forskerne i en læreproces om den pågældende institution. Denne position er netop eksterne evaluatorers mulighed som mellemled mellem den pågældende lokalitet og omverdenen idet den institutionelle verden opfattes som den objektive virkelighed og evalueringen så bliver en måde at sætte spørgsmålstegn ved de indlysende normer og den for deltagerne objektive virkelighed.
Kulturanalytisk teori skal perspektivere Regnbuens-Gaderummets funktionsmåde, og give en systematiseret forståelse af det empiriske materiale. Vi har anvendt kulturteoretiske tilgange, som vi mener hver især kan begribe forskellige sider af Gaderummet-Regnbuens måde at fungere på. Denne beskrivelse af de teoretiske valg skal fungere som et orienteringsmiddel for læseren i forhold til vores indgang til materialet. Vi har valgt at lade os inspirere af to teoretikere. Den amerikanske antropolog Erving Goffman og den franske sociolog Pierre Bourdieu har begge en forståelse af sociale relationers skabelse og reproduktion, som vi mener er anvendelig i forbindelse med evalueringen af Regnbuen-Gaderummet.
Erving Goffman beskæftiger sig med menneskers interaktion. Han har foretaget studier i, hvordan mennesker præsenterer sig og forholder sig rituelt overfor hinanden i hverdagslivets forskellige situationer. Man kan begribe Gaderummets interne interaktionsmønstre som ritualiserede omgangsformer. Ritualer skal i denne sammenhæng forstås som fænomener, der ved deres gentagelse holder hverdagen på plads. Ritualer er interpersonelle og inviterer til dialog. De er relationsbekræftende og genererer emotionel energi. Via ritualer er man i stand til at fastholde fælles virkelighedsdefinitioner, som institutioner i den kulturanalytiske betydning. Med Goffmans teorier kan man se på brugernes relationer som ritualer, som bekræfter et tilhørsforhold til gruppen, at man har noget til fælles. Man kan også anskue forestillinger om det omgivende samfund, som en bekræftelse for en særlig virkelighedsdefinition der ligeledes udtrykkes igennem nogle bestemte ritualer.
Regnbuens praksis kan også ses ud fra både Goffman og Bourdieus teorier. Goffman har i et af sine studier arbejdet med sindssygehospitaler og deres klienter og videre med forholdet mellem behandler og klient. Hvordan adskiller klient-terapeut forholdet sig i de forskellige typer af praksis? Det giver rum for at begribe den interne praksis i Regnbuen. Goffman er optaget af betydningen af symmetriske og asymmetriske relationer. Det kommer vi tilbage til nedenfor i beskrivelsen af Regnbuens praksis.
Forholdet til det omgivende samfund har vi valgt at analysere ved hjælp af Pierre Bourdieus teorier om sociale kampe om den rette udlægning af virkeligheden. Vi tager udgangspunkt i hvordan Gaderummet-Regnbuens virkelighed ser ud i forhold til for eksempel politikeres og socialkontorets virkelighed. Et af de centrale begreber for Gaderummets selvforståelse er begrebet udstødelse.
Man kan ikke begribe udstødelse som noget i sig selv, man må se på, hvad der er forholdet mellem at være udstødt og ikke udstødt. Hvem udstøder hvem og under hvilke betingelser? I en del af debatten bliver udstødelsesbegrebet ofte anvendt i forbindelse med arbejdsmarkedet. Det er en beskrivelse af folk, der er stødt ud af arbejdslivet. Men der er mange, der ikke deltager i arbejdsstyrken, som ikke opfattes som udstødte. Det er derfor mere hensigtsmæssig at definere udstødte som personer, der ikke bare forbigående, men mere permanent ikke er i stand til at sørge for eller forsørge sig selv på en for den enkelte eller for samfundet acceptabel måde. (Fridberg, 1992 og Bovbjerg, 1995)
Udstødelse handler ikke kun om den enkelte unge, men er udtryk for en social stempling eller det som Erving Goffman kalder en stigmatisering. Stigmatisering er en betegnelse for en situation, hvor et individ ikke er i stand til at opnå fuld social accept. Stigma består af en speciel relation mellem en persons egenskaber og en stereotyp klassificering af mennesker. (Goffman, 1975) Vores brug af begrebet egenskaber tænker vi som en persons fremtoning, der er bundet til såvel karaktermæssige og kulturelle træk. Klassificering er et alment menneskeligt træk, der finder sted i alle sociale relationer. Vi har alle prøvet at blive klassificeret, og vi har alle erfaring med at klassificere andre, det er på dette niveau bundet til en persons evne til at orientere sig i sin sociale verden og se sig selv i forhold til andre.
Udstødelse er en form for klassificering som indebærer, at man bliver stemplet som forkert eller afvigende i forhold til den herskende orden. At være afvigende behøver ikke at udgøre en offerposition, men kan tillige være et identitetsskabende forhold, hvor man ved sin væremåde signalerer et tilhørsforhold til en bestemt gruppering, der eventuelt etableres i opposition til den herskende orden. Man kan tilhøre gruppen af kriminelle, homoseksuelle, gadebørn, punkere, autonome ) eller andre politiske grupperinger. Udstødelse er en kompleks proces, der både indeholder stigmatiserende og identitetsskabende elementer.
Udstødelsesbegrebet vil vi behandle ud fra Bourdieus teorier om, hvordan sociale strukturer skabes og vedligeholdes. Udstødelsesproblematikken er fra et kulturanalytisk synspunkt udtryk for en social kamp, hvor der er nogle, der udstøder nogle andre fra sociale sammenhænge. Det er et strukturelt synspunkt, der går ud på at undersøge gruppers indbyrdes relationer. Det giver således ingen mening at tale om de udstødte uden at tage højde for det samfund som udstøder.
Bourdieus teorier om forholdet mellem fysisk rum og socialt rum er centrale for forståelse af udstødelse. Alle mennesker er lokaliseret både i det fysiske og sociale rum. Hver social agent konstitueres ved en relation til et socialt rum. Denne plads forholder sig til andre pladser i det sociale rum. Den sociale plads korresponderes med den fysiske position, hvilket udgør en spontan ordning af det sociale rum. De enkelte positioner defineres ved, at de adskiller sig overfor andre positioner ved distinktion, hvilket indebærer en skelnen i forbindelse med smag, manerer og holdninger. (Bourdieu, 1993)
Det social rum er en abstraktion, der er udtryk for klassemæssige forskelle. Ved klasse forstår Bourdieu en enhed af agenter, der er underlagt homogene eksistensbetingelser. Herved får agenterne ensartede handlemuligheder, der er kendetegnet en klassemæssig livssituation. I vores analyse vil vi søge at afdække hvad forholdet mellem fysisk og socialt rum betyder for brugerne i Gaderummet. Indtager brugerne i gaderummet en stigmatiseret position i Goffmans betydning af begrebet? Hvilke midler må den enkelte tage i anvendelse og hvilke midler må man tage i anvendelse på kollektivt niveau? Den strukturelle tilgang i Bourdieus betydning arbejder med både et individuelt og et strukturelt niveau. Individerne er ikke bare vedhæng til strukturerne, men handler intentionelt ud fra forskellige opportunitetssituationer.
Når individer og grupper handler, har de forskellige indsatser, som Bourdieu beskriver ud fra kapital-begrebet. I Bourdieus arbejde er kapital en generel betegnelse for værdi, der kan udkrystalliseres i forskellige typer af kapital. Kulturel kapital er tilgang til den legitime kultur, som den formidles i skolesystemet, men den mest effektive og skjulte formidling er den, der sker i hjemmet under opdragelsen af barnet. Den kulturelle kapital er en forklaring på, hvorfor børn med forskelligt socialt udgangspunkt ikke opnår det samme indenfor skolesystemet. Akkumulation af kulturel kapital sker gennem dannelse, skoling og øvelse. En vigtig indikator for kulturel kapital er sproglig kompetence. En anden væsentlig form for kapital er den sociale kapital, der udgør kontakter og forbindelser, der er af betydning for en persons position i det sociale rum. Det kan være slægt eller venner, der kan yde en person noget som andre måske må betale for med økonomisk kapital. Derudover opererer Bourdieu med begrebet økonomisk kapital, som er at have kontrol over økonomiske tilgange i almindelig betydning. (Bourdieu, 1986)
Med Bourdieu kan man undersøge, hvilke kapitalformer der er i spil i Gaderummet og hvorledes de er i spil udadtil. Sociale kompetencer og sociale relationer er ud fra Bourdieus tanker bundet til kapital i forskellige former. Ud fra et kulturvidenskabeligt synspunkt vil vi beskrive arbejdet med at udvikle og styrke livskompetencer hos de unge. Et interessant spørgsmål angående livskompetencer og udstødelsesproblematik er, hvilken position Gaderummet besidder i henholdsvis integrations- og udstødelsesprocessen? Hvilke kompetencer vægter man? Er der en hensigtsmæssig kulturel praksis på stedet? Eller udvikler man i Gaderummet en kulturel samværsform, som kan virke stigmatiserende for den unge og på den måde medvirke til at det fra omgivelsernes side bliver betragtet som en problematisk position?
Kap.2. Den psykologiske rådgivning Regnbuen
Regnbuen startede i 1985 i Studenterhuset på Købmagergade. Regnbuen blev siden flyttet til Solidaritets-huset i Griffenfeldtsgde i 1994 og har siden 1996 ligget på Nørrebrogade 56. Regnbuen har fra starten været en gratis frivillig rådgivning, hvor fortrinsvis psykologi-studerende har stået for daglig drift, psykologisk terapi og rådgivning. I Regnbuen har man diskuteret og afprøvet en kritisk psykologisk praksis, som ikke har haft så mange andre fora udenfor universitetet. Der har igennem tiden været en vis udveksling mellem Regnbuen og Institut for Psykologi på Københavns universitet, hvor Forum for Kritisk Psykologi blev startet i 1980 af en gruppe studenter. Kritisk psykologi har som en af sine hovedteoretikere den tyske psykolog Klaus Holzkamp, hvis teorier også hovedsageligt danner grundlaget for en studiekreds i Regnbuen en gang om ugen. I den forbindelse bliver der foretaget en del tekstarbejde i Regnbuen, hvor man oversætter tekster til brug i studiekredsen. Andre tekster bliver oversat og lagt ud på nettet i det håb, at man ad den vej kunne udbrede kendskabet til den særlige form for kritisk psykologi, som er det teoretiske grundlag for den terapeutiske praksis i Regnbuen.
Regnbuen har gennem tiden haft især studerende tilknyttet i kortere og længere perioder. De enkelte er af forskellige grunde faldet fra. Nogle er faldet fra når de har færdiggjort deres studier og overgået til arbejdsmarkedet, som Kalle Birck-Madsen redegør for i Forum for Kritisk Psykologi nr. 9, 1995. ) Der er for øjeblikket 4 personer, der arbejder i Regnbuen: en psykolog som er Kalle Birck-Madsen og 3 psykologi-studerende, der er ansat nogle timer om ugen. Der er flere, som indgår i en slags praktik-forløb i Regnbuen, hvor de bliver sat på et terapi-forløb sammen med en mere erfaren rådgiver. Der er kun en person, der går igen i hele Regnbuens historie og det er cand.psych. Kalle Birck-Madsen, som i dag er stedets ankermand.
Kritisk psykologi er et forsøg på at skabe en psykologisk praksis, der er kulturelt funderet og har udgangspunkt i det man indenfor psykologien kalder Den Kulturhistoriske Skole eller virksomhedsteorien, som søger at give et bud på "hvordan menneskelig handlen udformes i lokale sammenhænge, hvorigennem forholdet mellem individ og samfund formidles. (Nissen 94: 20) Det ligger udenfor evalueringens rammer at redegøre for den kritiske psykologi i detaljer. Der er indenfor denne skole mange forskellige retninger og uenigheder om teori og praksis. Vi vil nøjes med at redegøre for enkelte træk i kritisk psykologi for at beskrive, hvorledes den terapeutiske praksis søges bedrevet i Regnbuen.
Ud fra en kulturanalytisk betragtning kan man med henvisning til Pierre Bourdieu tale om at studere et emne som et socialt felt, hvor agenter udgør et felt af positioner, der konkurrerer om at udlægge eller definere den rette lære. Et felt er et teoretisk begreb i den forstand, at feltet ikke er i sig selv, men til analysen konstrueres af forskeren. På den anden side er der nogle generelle love for et felt, der er uafhængig af det pågældende felt. Et felt kan identificeres ved, at der er agenter som konkurrerer om noget bestemt, man skal kunne identificere specielle indsatser og interesser. I evalueringen anskuer vi kritisk psykologi som part i et felt, hvor det handler om at vinde monopol på at udlægge og behandle de psykiske og sociale problemer. Herved forsøger vi på flere niveauer at forholde os til den realitet, som Gaderummet-Regnbuen definerer sig i forhold til i det omgivende samfund. Gaderummet-Regnbuen ser sig selv som udenfor det etablerede system - også i forhold til forståelse af psykiske lidelser. Distanceringen gælder såvel psykiatrien som forskellige teoretiske retninger indenfor psykologi. Men selv Regnbuen vil altid stå i relationelle forhold under en eller anden form til omgivelserne og herved til andre positioner og udlægninger af virkeligheden.
Stridens genstand ud fra Bourdieus teoretiske univers er monopol på den legitime verden. I Regnbuens positionering gælder angrebet frem for alt psykiatriens "monopol" eller måske snarere udbredelse som løsning på psykiske lidelser. Medicinering er set fra Regnbuens synpunkt ikke en løsning på brugernes problemer, men en passivisering af den enkelte. For at deltage i spillet om monopol på den legitime verden må man holde sig indenfor visse rammer, hvis en udfordrer bryder med de anerkendte regler for deltagelse i spillet indenfor et felt, sker der en ekskommunikation, det vil sige udelukkelse af spillet. (Bourdieu, 1992
Regnbuen har som sit faglige grundlag en bestemt udlægning af kritisk psykologi og udgør en indsats i et felt der drejer sig om behandling og rådgivning af mennesker med psykiske problemer. Kritikken fremført fra Regnbuen af eksempelvis den etablerede psykologi drejer sig om, at den ikke længere har noget at tilbyde. (Birck-Madsen, 1995) Det kan vi ikke ud fra vores undersøgelse afgøre, men vi kan konstatere, at der er en kamp om at definere, hvad god terapeutisk praksis er. Fordi evalueringen tager udgangspunkt i etnologi og en kulturanalytisk tilgang kan den ikke give en relevant kritik af kritisk psykologi ud fra dens egne præmisser, så det vil vi afstå fra i nærværende evaluering.
Med hensyn til bedømmelse af den kritiske psykologiske praksis, der bedrives i Regnbuen, så vil vi læne os op af brugernes oplevelser af den terapi, de har modtaget. Her har vi fundet det naturligt at tage brugernes beskrivelser alvorligt og videregive, hvorfor Regnbuen er en god mulighed for en gruppe af brugere. Vi har kun interviewet brugere, som har været i længerevarende forløb i Regnbuen og hermed brugere, der har fundet tilbudet relevant og nyttigt for den pågældendes situation. Vi har ikke kendskab til eller haft kontakt til tidligere brugere, der har valgt Regnbuen fra.
Når kritisk psykologi i denne sammenhæng berøres, er det med det formål at medtænke det i Regnbuens måde at bedrive terapi og rådgivning på. Dernæst er det centralt i forhold til nogle af de tanker, som staben gør sig omkring deres arbejde i Gaderummet. En hovedtanke indenfor kritisk psykologi er, at mennesker skal have mulighed for at udvide deres handleevne og at erobre større rådighed over deres eksistensbetingelser. I et kort referat fra 14’ende kritisk psykologiske seminar om Solidaritet og afværgeformer i praksis beskrives afværge, som de af subjektets handlinger, der er rettet mod undgåelse af modsætninger, som kan hæmme ens handleevne. Her skelnes mellem social afværge og intrapsykiske aspekter. Herved skal forstås, at den psykiske lidelse eller de konkrete problemer har deres primære årsag i subjektets sociale situation, hvor det søger at afværge bestemte sociale situationer og herved hæmmes i sin handlesammenhæng. Det som er den kritiske psykologis genstand for terapi er således brugerens problemer set i forhold til den pågældendes sociale situation.
Den faglige hensigt for Gaderummet-Regnbuens arbejde er at bidrage til udviklingen af en subjekt-orienteret psykologi og herunder udvikle en enkelt-teori på området om social marginalisering, psykiske problemer og -forstyrrelser. Den kritisk psykologiske teori og praksis har en samfundsmæssig kritik indbygget i sig. Dette aspekt ses tydeligt i den debat, der foregår blandt medlemmer af staben, hvor man i flere tilfælde refererer til, at den ideelle løsning på nogle af de problemer, de arbejder med i terapien ville kræve samfundsmæssige forandringer. Der ligger i dette, som vi ser det, en antagelse om, at årsagerne til de enkelte brugeres problemer ikke kan findes i deres individuelle historie alene, men er resultat af sociale og kulturelle processer. Det vil sige, at når man taler om udstødte unge, så har problemet oprindelse i et samfund der udstøder en vis gruppe til hjemløshed, bistand aktivering og psykiatri.
Den samfundsmæssige kritik er forbundet med kritikken af psykiatrien, der ses indenfor den kritisk psykologiske praksis som kendetegner Regnbuen. Medicineringen er ud fra denne tankegang en passivisering og ikke en reel løsning af brugerens problemer. Regnbuen indskriver sig således i en antipsykiatrisk tradition. En anden kritik af psykiatrien går på, at der er en social slagside i forhold til hvilke behandlingsformer den enkelte bliver tilbudt. Det giver sig udslag i, at socialt dårligt stillede oftere bliver tilbudt medicin end middelklassen, der i højere grad tilbydes terapi og behandling. Dette skyldes for det første, at den privatpraktiserende psykologi er udenfor økonomisk rækkevidde for socialt dårligt stillede. For det andet er det overvejende det tilbud man får, når man må søge offentlig behandling. Beskrivelsen af denne tendens understøttes af Margareta Järvinens studie i alkoholikere, hvor man kan se en tilsvarende tendens i forhold til hvem der bliver tilbudt antabus og hvem der bliver tilbudt terapi. Her er man mere tilbøjelig til at tilbyde antabus til socialt dårligere stillede. (Järvinen, 1998) Vi kan ikke indenfor vores faglige rammer vurdere rigtigheden af at give medicin eller ikke, men vi kan konstatere, at den sociale slagside i tildeling af medicin også kan iagttages andre steder.
Den kritiske psykologi som bedrives i Regnbuen beskriver terapi som en specifik arbejdsvirksomhed. Den er et forsøg på at overskride såvel psykiatrien som psykoanalysen. Et centralt tema er spørgsmålet om symmetri overfor asymmetri i forholdet mellem bruger og terapeut. I Regnbuen har man det udgangspunkt, at man ikke skal stille en diagnose fra terapeutens side. Brugeren og terapeuten skal i fællesskab arbejde sig frem til, hvad det aktuelle problem består af, som der skal arbejdes med. Det er det, man indenfor kritisk psykologi betegner ophævelse af det fremmedbestemte praksisgrundlag, som vedrører terapeutens pålidelighed. Det beskrives i Forum for Kritisk Psykologi nr.9 med henvisning til Ute Holzkamp-Osterkamp:
Denne pålidelighed viser sig i terapeutens parathed til umiddelbart at støtte sin klient i kampen for at udvide sine livsmuligheder, dvs. tage dennes problemer alvorligt, ikke at underkaste dem nogen overfladisk censur, der er skjult for denne eller orienteret ud fra andre tilfældige forventninger, men tværtimod at hjælpe med at skabe betingelserne for og konsekvenserne af at omsætte dem som det eneste pålidelige grundlag for, at klienten selv kan bedømme deres tilfredsstillelsesværdi. (Forum for Kritisk Psykologi nr. 9, 1995: s.180)
I Regnbuens idegrundlag beskrives psykiske forstyrrelser som en problematisk indskrænkning af et individs handlemuligheder. I det omfang der er tale om personlighedsudvikling, drejer det sig om at blive integreret i samfundet på en sådan måde, at man opnår mulighed for at gennemsætte sine behov. Brugeren skal gives midler til selv at kæmpe for sine behov og at sætte sine ønsker igennem. (ibid. S.182)
Indenfor kritisk psykologi i den udlægning som anvendes i Regnbuen, har man en kritik af at diagnosticere. Diagnosen bestemmes af en fremmed udenfor klienten, idet det er psykologens betegnelse af klienten der udgør diagnosen. Som udgangspunkt udstyres brugeren ikke med en diagnose i Regnbuen, men psykolog og bruger samarbejder om brugerens problem og bliver i fællesskab enige om brugerens problem, på den måde bliver det først når forløbet er slut, at en egentlig diagnose eventuelt kan fastlægges. Diagnosebegrebet skal Regnbuen ikke forstås i snæver betydning, men ses som en social diagnose.
I den terapeutiske praksis er medtænkt en kropslig side. Der lægges stor vægt på arbejde med kroppen. Staben udtrykker ofte, at der på stedet er brug for en ekstra person, som kan arbejde med kroppen. Ud fra samtaler med stab og brugere har vi forstået, at der er tale om fortrinsvis afspænding og massage. Der har allerede i 1987 været afholdt et seminar om inddragelse af kroppen i den terapeutiske praksis. Seminaret er beskrevet i Forum for Kritisk psykologi nr. 9.1995 under titlen "Spiri-Marx". Her forsøger man i Regnbuen at medtænke chakrateorier og teorier om energi og blokeringer i den kritiske psykologi.
Regnbuens oprindelige politiske ståsted er Marxisme og kritisk psykologi. Det er en tankegang, som er i opposition til frem for alt psykiatrien og dernæst retninger indenfor klinisk psykologi og psykoanalyse. Den terapeutiske praksis, bliver i Regnbuens fortolkning til et politisk perspektiv, der ikke blot, skal hjælpe folk med psykosociale problemer, men tillige kan hjælpe dem med at forholde sig kritisk til det omgivende samfund, da det netop er i samfundet årsagerne til brugernes problemer skal findes.
Rådgivningen Regnbuen som lokalitet
Regnbuen holder til i et lokale, som man går ind i fra trappen, samme sted som man går ind i Gaderummet. Det er det eneste sted, der kan låses af og bliver det, da det er her, man opbevarer personfølsomme oplysninger om de mennesker, der kommer i Regnbuen for at få rådgivning.
I det samme rum, som terapien/rådgivningen sker, afholdes også stabsmøder og studiekreds. Lokalet fungerer tillige som Kalle Birck-Madsens kontor og lager for sengetøj, computerløsdele og meget andet, som ligger i bunker på gulvet og i reoler og venter på, at der en dag bliver brug for det. Indtrykket er at rummet er nedslidt og borde og stole er containerfund og derfor meget uensartede af udseende. Terapi og rådgivning sker ved er stort bord midt i lokalet og skal brugeren have kropsterapi lægges der en madras på bordet, som så fungerer som massagebriks. Både brugere og medlemmer af staben gør opmærksom på, at dette ikke er de optimale vilkår for en rådgivning, mere ro og bedre plads ville være godt. De synes trods alt de får det bedste ud af de rammer der nu engang er.
Regnbuens brugere adskiller sig fra Gaderummets brugere ved at en stor del af disse er relativt velfungerende set med samfundets øjne og dermed ikke kan betragtes som udstødte. Mange er i gang med uddannelse og bor i egen lejlighed og har et godt netværk. Disse som fortrinsvis er piger, kommer til Regnbuen, enten fordi de ikke synes, de er blevet hjulpet i det etablerede system, eller fordi de ikke har råd til at betale for en psykolog. Mange er imod psykiatrisk behandling og medicin. De har i vores interview givet udtryk for, at de er bange for at få trukket en medicinbehandling ned over sig, som de ikke har lyst til, eller som de selv mener ikke hjælper på deres problem.
I Regnbuen føler vores informanter sig hørt og forstået, og der bliver taget udgangspunkt i de problemer, de selv synes de har, hvilket fremhæves af mange brugere som positivt ved Regnbuen. Disse brugere hører typisk om Regnbuen fra andre, der har brugt den tidligere. Denne gruppe Regnbuebrugere, som ikke kommer i Gaderummet, er ofte chokerede over den virkelighed der møder dem i Gaderummet. De usle kår folk bor under og folks tilstand generelt.
En anden gruppe brugere af Regnbuen kommer også i Gaderummet. Nogle er kommet først til Regnbuen og er siden begyndt at bruge Gaderummet, andre kommer i Gaderummet, og opsøger på et tidspunkt Regnbuen for at få hjælp. Mange af disse brugere i Gaderummet kommer i det alternative miljø på Nørrebro, og får kendskab til Regnbuen her fra. For dem som deler det politiske ståsted og modstanden mod det etablerede samfund, synes Regnbuen at opfattes som en relevant mulighed for at få hjælp, idet stedet deler den modpraksis som nogle af de unge har. I det etablerede system føler den gruppe af brugere sig misforstået og underlegen:
"På det tidspunkt havde jeg virkelig brug for et menneske, der på en eller anden måde vidste, hvad det var for en verden, jeg bevægede mig i. Jeg havde ikke brug for en eller anden, der skulle gøre sig klog eller gøre sig større(...)Kalle ved godt, hvordan livet hænger sammen eller ved godt, hvad det er for nogle mennesker, vi er." (Tidligere bruger)
Andre brugere i Gaderummet synes det er fint Regnbuens tilbud er der, men har ikke nødvendigvis selv lyst til at bruge den. En informant siger:
"Det er ligesom lidt for tæt på, jeg ved det ikke. Det ved jeg ikke, om jeg ville, måske. Men jeg synes, det er godt, at det er der, for der er åbenbart mange, der har det fedt med det." (Bruger)
Det er mest piger der benytter Regnbuens tilbud. Det synes ikke at være indbegrebet af Gaderummets mandlige brugeres praksis at gå i terapi. Gør man det alligevel, sker der en form for ophævning af det umandige ved at gå i terapi, ved at der ironiseres over det med forskellige kommentarer om behandleren eller det at ligge på briksen derinde. "Jeg har en aftale med den gamle hippie derinde" (Mandlig bruger)
Vi har i vores samtaler med brugerne søgt at afdække, hvorfor de har valgt netop Regnbuen, og hvilke argumenter de har haft for at vælge andre rådgivninger fra.
"(...)hele det psykolognoget, jeg havde både skræk og modstand mod det... så kan man bare tvære rundt i alt muligt. Men der var Kalle helt vildt fed, for han tværede ikke rundt i noget, med mindre man selv havde lyst til at snakke om det. Han kom heller ikke med sådan nogle konklusioner eller noget. På en eller anden måde havde jeg bare brug for at få det sagt højt. Jeg var meget angstfyldt, jeg gik rundt og var meget paranoid og bange hele tiden, trak vejret helt vildt.(Tidligere bruger)
Her synes strategien om, at arbejde sammen med brugerne om problemer frem for at stille en diagnose at være et tiltalende aspekt for brugeren. De problemer brugerne i Regnbuen kommer med er for manges vedkommende ofte en følelse af, at de ikke slår til i deres liv. De har følt sig presset til en uddannelse og et liv med krav, som de enten ikke kan leve op til eller ikke har lyst til at leve op til.
"Det er en kamp jeg har haft i 10 år nu.(...)Vores familie er akademisk uddannet, men det er jo ikke ensbetydende med at man skal blive det. Jeg er et meget kreativt menneske, og jeg har bare aldrig passet ind i nogle af de der former" (Tidligere bruger)
Angst eller depressioner nævnes ofte som det, der får en til at søge hjælp.) Nogle beretter om problemer som de mener skyldes begivenheder i opvæksten, som de nu kan se, der ikke blev taget hånd om. Det kan for eksempel som i det nedenstående citat være, at et familiemedlem bliver alvorlig psykisk syg og det medfører, at informanten selv følte hun blev overset og ikke fik sine behov for forklaring om det skete opfyldt.
"Da jeg var 13 år gammel, da kom min bror ud i noget rigtig lort, og for mig stillede det også baggrunden for, at jeg overhovedet opsøgte Gaderummet og Kalle. Vi kunne ikke snakke om de her ting i familien, og det var altså meget hårde ting, som tog hårdt på alle. Min bror, da han var 18 år gammel, der har jeg så været 14 år gammel, der blev han diagnosticeret. Der begyndte jeg lige pludselig at få nogle meget voldsomme problemer.(...) Hele verden brød sammen, og det fortsatte indtil, jeg var 19 år gammel. (...)jeg havde ikke nogen voksne at snakke med. Jeg turde ikke gå op på kommunen og få anbefalet en psykolog, (…) jeg var bange for, hvis jeg gik op til kommunen og bad om psykologhjælp, at jeg ville få fat i en psykiater"(Tidligere bruger)
Nogle nævner, at de har haft problemer med at finde en identitet og et ståsted i voksenlivet, fordi de ikke har lyst til at kopiere forældrenes liv, eller fordi de som barn af indvandrere føler sig splittet, som denne informant beskriver:
"Nu kan jeg godt mærke, at jeg lever her og bor her, og der er ikke så meget tvivl mere. Men der var lige de der år, hvor det åbnede op for en helt ny verden(...)man har en familie, også mærke at man har nogen, som helt klart ikke er herfra(...)Alle sådan nogle anderledes normdannede måder at se sine medmennesker på, så kan man godt forstå, den har jeg fra min familie(...) Det var på en eller anden måde meget befriende at se sådan nogle sider (...) så det var meget godt at få sat nogle ting på plads."(Tidligere bruger)
Andre synes ikke rigtigt de har haft rollemodeller i opvæksten, som var brugbare, ofte pga. af misbugsproblemer og dårlige sociale forhold hos forældrene. En informant beretter om en hel barndom fyldt med svigt, vold og en følelse af magtesløshed:
"I gamle dage havde min mor et alkoholproblem. Det er sådan nogle ting. Det er også det nu, nu kan vi finde ud af at snakke om tingene, efter jeg er blevet lidt mere klar, og hun er også blevet klar i hovedet og sådan noget. På et tidspunkt da hendes eksmand, han var sådan et motherfucker svin, der bare troede han kunne te sig, som han ville, så har jeg set ham slå på min mor. Min mor har så drukket noget der samtidig uden at passe sit arbejde. Jamen fucked up."(Bruger)
Den pågældende bruger har oplevet svigt fra begge forældre, hvis forhold ophørte ved at moren smed faren ud, fordi han ikke havde passet sine børn ordentligt. Han havde ladet dem sidde for sig selv mens moren var på arbejde. Han selv sad i et andet rum, hvor han drak og røg hash.
Der er en gruppe af de unge i Regnbuen, som har oplevet en række svigt i løbet af deres barndom. De kan fortælle om, hvordan den ene instans efter den anden ikke tog hånd om problemet eller forsøgte at løse problemerne med tiltag, der ikke virkede. Følelsen af svigt fra forældrenes side bliver ind imellem af denne gruppe fulgt op af en følelse af svigt fra de sociale myndigheders side. De unge giver ofte, men ikke altid, en negativ kritik af de pågældende tilbud. Nogle gange konstaterer de også bare, at der ikke har været et brugbart tilbud for dem på det pågældende tidspunkt af forskellige grunde.
Den kritisk psykologiske praksis giver tilsyneladende nogle fordele, når man skal hjælpe netop de unge, som både bruger Regnbuen og Gaderummet. Mange giver udtryk for at de har følt sig svigtet, talt ned til og misforstået i det offentlige system. Et af problemerne kan være at den unge føler sig forfulgt af sin journal. Her er der en stor fordel ved Regnbuens tilgang til brugeren, som en informant siger:
"Det er koncentreret om personen. Denne her koncentrerethed, du bliver taget som den, du er. Han er ligeglad, om der står det ene eller det andet om dig, han giver folk en chance til at bevise det modsatte. Din sagsbehandler skriver, at du er sing sing, og en psykiater siger,"hun har en depression eller angst." Han dømmer ikke folk, han tager folk, som de er, hvordan er de lige her og nu, hvad er dit problem, hvad er det, du føler, du vil snakke om. Hvor han bare koncentrerer sig om én 100 %, det synes jeg er fedt."(Bruger)
Den måde Regnbuen har hjulpet informanten på beskrives således:
"Ja, der har været nogle ting, hvor man lige har fået at vide," hallo, sådan er det bare!" som man har behov for at høre på en positiv måde og få at vide nogle ting, som man har skyldfølelse over, hvorfor har jeg haft de kontroverser med min mor, da jeg var yngre. Hvor ens mor måske har kørt den lidt af på én, ens mor der er blevet slået. Det sagde min mor til mig i gamle dage," jamen det er mig, der var offeret", jamen, det er også mig, der skal se på det, det er også mig, der skal se på dine blå mærker, jeg er sgu da lige så meget offer. Jeg står som fucking 7-8-årig, der ikke kan gøre en skid. Jeg tror, det er derfor, vi havde vores kontroverser i starten. Jeg blev pisse irriteret, for hallo gider du ikke også at høre på, hvordan jeg har oplevet det. Hvor hun sagde, vær glad for, at det ikke gik ud over dig. Det kan godt være, at det ikke er gået fysisk ud over mig, men det har ødelagt mig psykisk nogle steder. Netop den der med, er det min skyld? Er det mig, der har sat koppen forkert? Har jeg gjort et eller andet, der gør ham pissesur på min mor?- en form for selvbebrejdelse. Netop det at (han) forklare(r), at du skal ikke have skyldfølelse, det er bare nogle ting, der skal bearbejdes og snakkes igennem, netop professionel hjælp. Det kan godt være, at man kan få en god snak med sin mor eller sin far om det, men det er jo ikke det samme." (Bruger)
Der er løbende ca. 20 terapiforløb i gang i Regnbuen. Tidsmæssigt varierer forløbene fra få måneder til flere år. Behandlingen er samtale og problemløsning eventuelt med kropsbehandling, nogle brugere synes de har stor gavn af at kroppen bliver inddraget i behandlingen, nogle føler, at de direkte modtager ny energi fra behandleren, hvor andre nævner at behandlingen hjælper dem til at spænde af:
"Han beskæftiger sig med kroppen og psyken, og det ikke kun er psyken, man sidder og vender og drejer. Han giver noget afspænding og massage, som er rigtig godt, jeg synes, jeg har brug for. Så det er jeg glad for, også fordi mange af de ting jeg har sloges med, har været noget med åndedrætsproblemer og anspændthed, så derfor synes jeg, at det er klart, at det er smart nok også at gå ind at arbejde med kroppen i stedet for kun hovedet." (Bruger)
Brugerne har forskellige oplevelser af den kropsbehandling, der tilbydes i Regnbuen. For nogle er det blevet opfattet meget overvældende at inddrage kropsbehandling også og enkelte har holdt pause med det eller takket nej. Andre har fra starten kun ønsket samtale i deres forløb, hvilket de har følt de kunne vælge uden problemer eller kommentarer.
Regnbuen – et tilbud blandt andre
Der er flere af brugerne i Regnbuen, som på et tidligere tidspunkt har fået rådgivning og terapi hos andre. For mange har det af den ene eller anden grund ikke været sagen, eller den pågældende har ikke haft råd til behandling. For eksempel fortæller en pige:
"Jeg havde selv kontaktet 3 forskellige psykologer, (...) og jeg kom bare til sådan nogle kliniske steder, hvor der sad tjekkede damer, så fik man at vide, man var et nul og bare skulle tage sig sammen, og jeg var bare et overluksuriøst samfundsproblem, og jeg skulle da bare ud at arbejde og gå i skole. Nå, er det sådan, en psykolog siger til én, det er sådan noget, ens forældre altid har sagt. Man skal betale for at gå til psykolog for at få at vide, at man er et hul eller et nul, ingenting." (Bruger)
Denne informant har altså haft en oplevelse af at hendes problem ikke var seriøst, ikke blev anerkendt. Det er tankevækkende, at det er sket ved tre forskellige psykologer. Beskrivelsen af tjekkede damer, der får en til at føle sig som et nul behøver ikke at være udtryk for de pågældende damers uvilje. Det kan derimod være udtryk for en protest mod det Goffman betegner som en asymmetrisk relation, som er kendetegnet ved relationen mellem klient og psykolog. Det er et fænomen, der også kan ses i andre undersøgelser af unge med forskellige former for behandlingsforløb. Bovbjerg beskriver dette fænomen i sit studie af udstødelsesprocesser blandt unge i København, hvor en af de unge kritiserer det forhold, at man bare skal udlevere sig selv til en person, man ikke kender, og som får penge for det. Den pågældende ønskede en vis gensidighed i relationen og en mulighed for at sætte grænser for sine private forhold. (Bovbjerg & Kjær, 1995)
Fra psykologernes synspunkt vil man antagelig gøre gældende at indsigt i klientens private liv er en forudsætning for en vellykket behandling og at psykologen via sin professionalisme er fritaget for at give klienten indsigt i sit private liv. Uanset om man synes, at psykologernes argumenter kan være rimelige i forhold til deres professionalisme, så kan den asymmetriske relation for nogle virke meget provokerende og udgøre en af grundene til, at man søger andre steder hen, hvor man har en anden tilgang til klienten/brugeren.
Hvem som helst kan møde op i Regnbuen, det sætter mange pris på. Det lader også til, at man søger at mindske asymmetrien i relationerne mellem stab og bruger. Især i Gaderummet har enkelte brugere peget på, at det var en væsentlig ting i de gensidige relationer. Der har dog også været en enkelt bruger i Regnbuen, som har ment at relationen kunne være mere professionel, og hun har ikke følt sig tilpas ved at blive for meget inddraget i andre problemer omkring stab og Regnbuen.
En af de ting som flere af brugerne sætter pris på er, at tilbuddet er gratis. Nogle brugere fremhæver det som et tilbud, der handler om medmenneskelighed. Herom siger en af brugerne:
"Det er en rar tanke, at det ikke er noget, man skal betale for. Jeg kan sagtens forstå, at det er et arbejde for nogen, men et eller andet sted så tiltaler det mig virkelig meget, at et menneske hjælper et andet, uden at der er betaling, især når det er sådan noget med, at der er et menneske, der har brug for en støtte i den anden person. Det er sgu lidt langt ude efterhånden, at vi betaler os fra personlig pleje, eller fra den der støtte hos andre mennesker. Så det synes jeg er virkelig tiltalende, og det er min lille solstrålehistorie, det der foretagende deroppe. (...) at sådan noget stadig eksisterer i vores verden."(Bruger)
Informanten synes at hjælpen bliver mere ægte og derfor mere brugbar, fordi der ikke er penge involveret. Hun ved godt at Kalle Birck-Madsen får en løn for at være deroppe i øjeblikket, men det har han ikke altid gjort, og uanset hans løn, skal hun ikke selv betale, og det gør at ægtheden kan fastholdes.
I sammenligningen med andre rådgivninger og psykologer fremhæver nogle brugere også at man bliver opfyldt af ressourcer i Regnbuen hvor man andre steder nærmest skal mobilisere ressourcer før man søger hjælp:
"De fleste psykologer, behandlere... så siger de, at ihh når du skal i behandling, det bliver en hård omgang, du skal kæmpe for det, og det er ikke nemt. Hvor Kalle meget går ud fra, at hvis man ikke har nogen ressourcer, så skal man jo først have fyldt på, og så kan det være, at man selv kan tage over, men at det er vigtigt, at behandleren giver noget i starten. Det synes jeg er sådan en stor tanke." (Bruger)
Noget af det der fungerer godt i Regnbuen, særligt hvis man samtidig benytter Gaderummet er at Kalle så ofte er tilstede et eller andet sted i lokalerne. Det er nemt og overkommeligt at få kontakt med ham, og man får at vide, at man i øvrigt bare kan ringe hvis man har brug for hjælp. Det opleves positivt fra brugernes side på den måde, at de ikke føler, de skal igennem et større arbejde for at få deres psykolog i tale.
For nogle informanter indgår Regnbuens tilbud på linie med andre tilbud, som har været dem behjælpelige i at komme videre med deres liv og få løst deres problemer. Regnbuen er således ikke nødvendigvis sidste stop for brugerne eller det eneste sted hvor de synes de har fået kvalificeret hjælp. Når andre rådgivninger opleves som gode er det ofte efter de samme kriterier som brugerne bedømmer Regnbuen med. En informant har oplevet det som positivt at få overdraget ansvaret for sit eget liv og siger om en god periode på en behandlingsinstitution:
"De gad at høre på mig. De tog bare en som individ, som et menneske, ikke som et eller andet stykke papir, de havde set igennem, nå men hun opførte sig dårlig der og der og der på de institutioner der." (Tidligere bruger)
En anden informant har fået god hjælp i Regnbuen til et vist punkt, men synes ikke at Regnbuens metoder virker på hende mere og hun vil nu bruge andre tilbud:
"IP: Der er nogle ting, som har været gode for mig, men som jeg kan mærke, de er ikke konstruktive for mig mere. Det er også derfor, jeg nu finder andre veje.
Spørger: Fortsætter du i en eller anden form for terapi eller samtale?
IP: Det er jeg ikke på nuværende tidspunkt, men så har jeg så benyttet mig af sådan noget telefonrådgivning, der eksisterer." (Tidligere bruger)
Ud fra vores interview med brugere i Regnbuen er det tydeligt at Regnbuen bliver betragtet som et sted, hvor brugerne bliver hørt og hvor terapien foregår på brugernes præmisser. Mange unge som ikke har kunnet finde hjælp i det etablerede system bliver herved netop hjulpet af Regnbuen, hvis de finder frem til den. Da næsten alle brugere vi har talt med kommer der fordi andre har fortalt dem om stedet, er der selvsagt mange der kunne bruge Regnbuens tilbud, men som ikke har en chance for at finde frem til den. Regnbuen er derfor ikke et tilbud for alle, men som ressourcerne er på stedet i øjeblikket er der alligevel ikke mulighed for at tage flere i behandling.
For brugerne er det vigtigt, at det er gratis og man oplever det som en medmenneskelig hjælp, netop fordi der ikke er betaling involveret. Herved lægger brugerne en klar distance til hjælp som en vare, der købes i dyre domme. Regnbuen ligner tilsyneladende i en vis udstrækning andre gratis rådgivninger, som nogle af brugerne også har anvendt med held. For staben er det en unik og vigtigt faglig profil at man har en kritisk psykologisk praksis, men det er tilsyneladende ikke noget brugerne er bevidste om.
Det er vanskeligt at bedømme, hvilken betydning det teoretiske arbejde og tekstarbejdet får for det konkrete rådgivningsarbejde. Noget der er særegent for Regnbuen er at problemfastlæggelsen først sker til sidst i forløbet. Denne metode kan tænkes at fremme brugernes indflydelse og terapeutens åbenhed i forløbet i højere grad en ved en rådgivning hvor denne forsøges fastlagt i starten. Men for brugerne er det ifølge vores interviews ikke en bevidsthed om stedets faglige profil, som er bevæggrunden for at opsøge Regnbuen. Det er tilbuddet om gratis psykologhjælp, og det forhold, at brugerne synes de bliver mødt og taget alvorligt med de problemer de har. Brugerne har i interviewene givet udtryk for, at de føler sig hørt og forstået. Stedets praksis overfor brugerne er i Regnbuen til dels fagligt funderet i kritisk psykologi, hvor man bestræber sig på at møde brugeren så vidt mulig i en ligeværdig relation. Denne tilgang er der flere andre tilbud til unge der også tilstræber, så den er ikke særegen for Regnbuen. (Nissen, 2000) Det synes således ikke udelukkende at være Regnbuens udlægning af kritisk psykologi, der giver basis for en sådan tilgang til brugerne. Regnbuen er en rådgivning, der i højere grad overlever på sit renommé blandt brugerne end på en særlig faglig profil.
Gaderummets historie er en knopskydning på den psykologiske rådgivning Regnbuen. Stedet ligger nu i et baghus på 4. og 5. sal, Nørrebrogade 56 i to tagetager, hvor Gaderummet-Regnbuen overtog lokaler fra projektet Sjakket i 1996. Gaderummet-Regnbuen råder over ca. 300 kvadratmeter fordelt over de to tagetager. Begge etager er en vinkel. Der er en indgang til Gaderummets nederste etage fra trappen, hvor man kommer ind i et stort lokale, der tjener som ophold- og møderum. Der er ved indgangen noget, der ligner et kontor på højre hånd med computere og en bogsamling over kritisk psykologi og forskning i udstødte og fattige. Der er to sofagrupper møbleret med, hvad vi vil betegne som containerfund. Midt i rummet er et stort bord med stole, hvorved der spises og holdes møder. På samme etage er køkken, bad og toilet. Der er et lille separat rum, hvorfra en af de to opgange til den øverste tagetage går.
På den øverste etage er der et stort rum og to mindre i hver ende af det store vinkelformede rum. Midt i det store rum er der en sofagruppe med TV. Resten af rummet er opdelt i sengesteder, der hovedsagelig består af en madras på gulvet, hvorom der er opsat lagner som gardiner. Brugerne kalder det "telte". Her bor de enkelte unge med deres ejendele og med eventuelle kæledyr. Her overnatter 15-20 unge hver nat. Stedet er ikke godkendt til overnatning af brandmyndighederne, hvilket indebærer at lejemålet er blevet opsagt og er overgået til en politi-sag fra årsskiftet 2000-2001. Da man endnu ikke har løst boligsituationen for stedet, bliver der fortsat overnattet fortrinsvis på den øverste tagetage.
Stedets materielle tilstand er meget miserabelt. Lokalerne er nedslidte og al møblement må beskrives som container-fund, der i Gaderummet hurtigt bliver endnu mere nedslidt med de mange brugere på stedet. Der er således en jævnlig udskiftning af møblementet, hvor gamle containerfund bliver afløst af "nye". På væggene er opsat plakater og opslag, heraf er en del med politiske motiver og slagord, fortrinsvis fra BZ-bevægelsen og om kulturarrangementer. Køkkenet er hvad angår indretning og især hygiejnisk standard specielt. Her er opstillet komfurer, opvaskemaskiner og køleskabe. Nogle af hvidevarerne er lejet til stedet. De kræver jævnlig reparation, idet der er mange forskellige der bruger dem. Servicet er af mange forskellige slags, mere eller mindre skårede. En del er modtaget fra Inner Wheel, som blandt sine medlemmer indsamler penge og ting som service og sengetøj til Gaderummet. Det indtryk man som regel får af køkkenet er ret kaotisk. På Gaderummets husmøder søndag eftermiddag forsøger man at få de enkelte brugere til at tage deres rengøringstjans i køkkenet, men der er alligevel ofte meget beskidt og "uhumsk", som en bruger omtalte det.
Gaderummet definerer sig ifølge staben som en socialpsykologisk foranstaltning i form af et værested for hjemløse unge. Mange overnatter der ind imellem, mens andre i realiteten bor på stedet. Andre unge anvender stedet som et forum, hvor de kan møde andre unge. Gaderummet drives fortrinsvis af stab og frivillige, i form af en psykolog og et antal frivillige, skånejob, aktiverede og psykolog-studerende. Brugerne er de unge, der enten bor på stedet eller bruger Gaderummet på forskellige andre måder. Staben er de mennesker, som arbejder eller opholder sig på stedet som ansatte, frivillige eller aktiverede. Der er en mellemgruppe af aktiverede, som i forskellige sammenhænge kan fungere som henholdsvis brugere eller stab.
"Tænk hvis det bare lukkede. Her er et sted, hvor man bare kan gå hen uden at man skal have et medlemskort eller noget. I stedet for at fryse ihjel, kan du gå derop, det er der sgu ikke nogen af os, der tvivler på. Der er måske ikke lige noget sted, der lige har åbent, hvor du kan gå ind. Sundholm er et privat herberg, de har åbent et vis tidsrum, og så er der steder som Kirkens Korshær, der er ikke åbent i nogle timer. Nogle gange, så er der ikke nogen steder at gå hen. Så er der et sted, der har åbent, det synes jeg er helt fint." (Bruger)
Brugere og stab definerer Gaderummet som et socialpsykologisk fristed. Herved skal forstås, at man stiller stedet til rådighed for brugerne, uden at der foregår en visitering eller registrering. Der er ikke nogen særlige krav til, hvem der kan være der, man kan bare komme, hvis man har brug for et sted til at sove. Fristed betyder kort og godt, at det er frit for dem, der måtte have brug for at komme og sove på et sted som Gaderummet. Dernæst indebærer ideen om et fristed, at man som bruger har indflydelse på nogle af de processer, der er på stedet.
En væsentlig præmis for Gaderummet som fristed er fraværet af tvang fra stabens side, samt at man vil beskytte brugerne mod omgivelsernes tvang. Brugerne kan anvende Gaderummet som et fristed, hvis de er stukket af fra psykiatrien. Her kan de skjule sig i den periode, hvor tvangsindlæggelse er aktuel. Hvis den pågældende ikke genindlægges indenfor en uge, skal der ifølge staben skrives en ny tvangsindlæggelse på baggrund af en ny psykiatrisk undersøgelse. Kritikken af den magtanvendelse, der bruges i det psykiatriske system funderes i Gaderummet-Regnbuen på, at man ikke mener det psykiatriske system tager højde for sociale og samfundsmæssige vilkår i forhold til klienten. Herved bliver behandlingen symptombehandling, hvor helbredelse i psykiatrien er ensbetydende med at være symptomfri. I kritisk psykologisk praksis som bedrives på stedet er helbredelsen forbundet med at den enkelte får større rådighed over sine betingelser. Fristedet skal som begreb ikke kun forstås i den fysiske betydning, at der gives rammer for et sted at være. Fristedet har også ideologisk og politisk begrundelse, nemlig at give mulighed for at unddrage sig den tvang, som man møder i socialvæsenet og psykiatrien.
Ideen om et fristed kan diskuteres i forhold til et begreb som en af vores andre informanter anvender, nemlig begrebet frirum som et udtryk for, hvorfor unge søger til Vesterbros prostitutions- og narkomiljøer.
"Det er i virkeligheden ret interessant, hvad det er, der gør, at de på et tidspunkt søger herind, men det er jo sådan et frirum, hvor man hurtigt bliver accepteret og kan være en del af det fællesskab, som primært drejer sig om, at man ikke har noget sted at bo, og man er misbruger." (Socialarbejder)
Frirum beskrives her som en lokalitet og et miljø, hvor man hurtigt bliver accepteret hvis man har en bestemt adfærd og en særlig social situation. Frirum definerer sig ved at være noget i forhold til noget andet. Det samme kan man sige om Gaderummet som fristed. Omkring den pågældende lokalitet og det sociale miljø skabes et sæt af kulturelle koder, som er dominerende for stedets forståelse af sig selv. Det er derfor relevant at se på, hvilke forhold man skal være enig i for at kunne værdsætte Gaderummet som et fristed.
Gaderummets medarbejdere og ressourcepersoner kalder sig samlet for "staben". Den består af Kalle Birck-Madsen som er leder af stedet, nogle aktiverede, studentermedhjælpere og frivillige. Gaderummet er brugerstyret, men hovedparten af initiativerne kommer alligevel fra Kalle Birck-Madsen, så man kan snarere tale om at brugerne har en art veto overfor de forslag, som lederen og eventuelt andre fra staben eller brugere stiller. Gaderummets styrende led er Husmødet som foregår søndag eftermiddag. Her tages alt op vedrørende Gaderummets funktion. Det er som regel Kalle Birck-Madsen der leder mødet og skriver referat. Enkelte gange overtages dette af andre fra staben.
"Jeg var her dagligt i to uger, det eneste jeg fik tiden til at gå med det var simpelthen at rydde op og købe ind, få det hele til at køre bare lidt og så afholde de der søndagsmøder og aktiveringsmøder…. Men det flyder, hvis Kalle ikke er her, det er simpelthen ikke det samme, når det er en af os, der prøver at køre det." (Medlem af stab)
Kalle Birck-Madsen nyder stor respekt blandt både brugere og stab. Han er lyttende og har som eneste middel til forandring det "kvalificerede skænderi", som han selv siger. Han tvinger ikke nogen til noget, men tager diskussioner op igen og igen, for at få brugerne til at tage deres rengøring og løse de andre opgaver der hører med til et sådant sted, som både er værested og hjem. Kalle Birck-Madsen går gerne forrest i arbejdet, og det har ofte den effekt, at nogle brugere mander sig op og også selv griber en kost. Hans primære og formelle arbejdsindsats ligger imidlertid i Regnbuen. Det arbejde han laver i Gaderummet foregår på en mere indirekte måde.
Kalle Birck-Madsen forklarer selv, at der sker meget, når han går gennem Gaderummet for at lave kaffe i køkkenet, på sin vej igennem kontaktes han af brugerne i forskellige forbindelser, han hilser på nogen, spørger til noget. Det er vigtigt at arbejdet foregår på den måde, fordi mange af brugerne i Gaderummet er så trætte af, at folk har planer med dem, siger Kalle Birck-Madsen. Det har de mødt så mange gange i skolen, socialforvaltningen og i det psykiatriske system og har ikke altid fået noget godt ud af det. Derfor er denne indirekte tilgang til de unge en meget central præmis for ikke at støde unge fra sig og i det hele taget for arbejdet i Gaderummet. Der er yderligere det forhold ved denne fremgangsmåde i mødet med de unge, at de ved at tage en uformel snak på 10-15 minutter i Gaderumsregi ikke behøver at opfatte sig selv som del i et egentligt behandlingsforløb, som det foregår i Regnbuen, hvilket også kan være med til at gøre det at modtage faglig hjælp mere acceptabelt i forhold til normerne i Gaderummet som sådan.
Medlemmerne af staben ser det som deres opgave at være konsulent for den unge, at være arbejdsbi for et bestemt projekt. Når en ung henvender sig, måske efter lang tid, så går Kalle Birck-Madsen eller andre fra staben ind i en diskussion og udredning af, hvilke muligheder der er for den unge med det han eller hun gerne vil. Staben støtter herefter op om den unge og den plan der er lagt i fællesskab. Staben i Gaderummet og Regnbuen stiller sig i reglen på den unges side, også ved uhensigtsmæssig adfærd, men prøver at vejlede og give råd om hvilke veje der er smarte at tage, og hvilke der lukker af for muligheder for den unge fremover
"Nogle der har fået visakort, fortæller jeg ulemperne ved (...)at man kan overtrække helt vildt, så siger jeg, at det kan du sagtens gøre, men at så er dine muligheder for at få visakort bare helt udelukket, det er ufedt, når man skal ud at rejse. Så er der den begrænsning på lang sigt, for så bliver du skrevet op i et register, som bankerne deler fælles." (Medlem af stab)
Som udgangspunkt nedtoner staben moralske holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Det handler om råd og vejledning om de konkrete problemer en bestemt handling kan give den unge. På den måde er staben ikke så negativ, som man ser det på mange institutioner, mener informanten.
Når stedet fungere som et fristed betyder det også, at staben skal rumme de mange forskellige mennesker der kommer her, og gå meget bevidst ind i arbejdet med at sikre alle en eksistensmulighed i Gaderummet. Når en bruger for eksempel gennemlever en psykose er det ofte til stor gene for andre brugere. Her er det til Gaderummets nyttigt at Kalle har gode evner for at fortælle og forklare de store problemer nogle enkelte unge har for de andre brugere, på en sådan måde at folk forstår problemet, og ikke fordømmer hinanden, eller skubber nogen ud. I praksis bliver det dog snarere et ideal frem for en realitet, idet der er særlige kulturelle koder i Gaderummet, som uanset stedets intention skubber nogle grupper af brugere fra sig. Nogle fremhæver som eksempel Gaderummets politiske profil og rigtige meninger, som en af årsagerne til, at de ikke har følt sig hjemme i længden:
"Nogle gange synes jeg bare, at det er lidt for åbenlys, at det er sådan lidt frelst det hele, lidt for åbenlyst.(…) Men man føler bare, man kommer der også i Regnbuen hos Kalle, når han begynder at snakke om alle hans kommunister og filosoffer, som han siger, man bør læse. Sådan noget skal han ikke sige til mig, for jeg kan altså godt tænke selv." (Tidligere bruger)
Andre brugere taler om stedets materielle og hygiejniske tilstand, som noget der har været en grund til at søge over i andre ungdomsgrupper.
I Gaderummet findes ind imellem nogen der yder et frivilligt stykke arbejde. I den periode vi har været i Gaderummet var der blandt andet en, som i flere perioder har haft studenterarbejde, og jobtræning i Gaderummet, men som i perioder kommer der frivilligt, indtil der igen kan blive til løn i en periode. Men også flere af de unge, som tidligere har været primært brugere af stedet, kan gå ind som frivillig arbejdskraft som ressourcepersoner og for eksempel hjælpe med at lave mad, eller tage en opvask når de har spist der. Det er i sådanne tilfælde, man kan pege på, at der ikke er en klar adskillelse på, hvem der kører stedet, og dem der bruger stedet. Denne struktur understreges yderligere af, at de brugere der bor på stedet er medansvarlige for at få hverdagen til at glide, de har ansvaret for rengøringen på stedet. På den måde deltager mange forskellige i arbejdsfællesskabet.
Gaderummet har en række aktiveringsnumre, hvor de mest tager folk "fra egne rækker", som Kalle Birck-Madsen siger. Det er et specielt sted, det er ikke mange der kan holde det ud. Nogle brugere der ikke bor på stedet kan i en periode fungere som aktiverede og hermed ressourcepersoner eller de kan være i praktik under Den Fri Ungdomsuddannelse. Der er indimellem også aktiverede udefra. De aktiverede i Gaderumsjobbet forventes i en vis udstrækning selv at definere og planlægge deres arbejde. Dette er grundet i Gaderummet/Regnbuens holdninger til at aktivering er tvang, som de mener ikke burde finde sted. Kritikken går på, at folk bliver aktiveret nogle steder og med at lave noget, som de slet ikke har lyst til. I Gaderummet skal de aktiverede ikke opleve tvang, derfor må det lægges frit op hvad de vil lave. Samtidig er det fastslået fra Gaderummet, at man ikke vil være med til proforma-aktivering.
Nogle aktiverede synes at have problemer med selv at tilrettelægge et aktiveringsforløb, der er til gavn for både Gaderummet og den aktiverede. Det har haft som konsekvens for Gaderummet at aktiveringsforløbene ofte flyder meget, og de aktiverede bare sidder og laver ingenting eller sidder med et eget projekt som ikke umiddelbart har relevans for Gaderummet. Nogle dukker i perioder ikke op til aktiveringsmødet hver mandag. Med jævne mellemrum i Gaderummets historie har Kalle Birck-Madsen taget aktiveringen op for at få strammet op omkring det.
Et helt andet og meget tydeligt problem for Gaderummet især, men også for Regnbuen, er, at der mangler medarbejdere, som har en fast forpligtende rolle i forhold til stedet. Kalle Birck-Madsen er den eneste gennemgående figur, og derfor repræsenterer han i stor udstrækning kontinuiteten på stedet. Han har givet udtryk for, at han egentlig gerne ville koncentrere sig om Regnbuen. Derfor har der i Gaderummet været tale om at ansætte endnu en psykolog, men det er ikke blevet til noget. Der er forskellige forklaringer på hvorfor. En går på, at man ikke kan byde en anden psykolog arbejdsforhold, som dem der er i øjeblikket, hvor man ikke kan tilbyde et kontor. En anden begrundelse er, at brugerne ikke vil have en psykolog tilknyttet Gaderummet, og som brugerstyret sted betyder det jo, at man ikke kan ansætte en, forklares det.
Det er svært for hovedparten af staben, som er løst tilknyttet at opnå et overblik og en forståelse af stedet, og det tager lang tid at komme ind på brugerne og nå der til, hvor man kan yde noget:
"Jeg kunne ikke se at jeg kunne finde min rolle eller position, og jeg kunne ikke se at jeg kunne gøre noget godt. For det er svært at komme ind på dem, det er svært at bygge noget godt op fra et fundament der er sumpet." (Medlem af stab)
Det er selvfølgelig forskelligt, hvor lang tid det tager at finde sig til rette på stedet. Staben er opmærksom på disse problemer, men får af forskellige årsager ikke arbejdet videre med det. Dels er stedet i en ustabil position, hvor man er sagt op i de nuværende lokaler, og ikke har fundet noget nyt, og dels er stedet ikke stort nok til at tilbyde ordnede arbejdsforhold, hvilket staben mener er problematisk for en ansættelse af en psykolog. Samtidig er disse problemer af en art, der nemt reproducerer sig selv, så længe man ikke får nogle flere ressourcepersoner til stedet med en større forpligtelse, der kan være med til at danne overblik og kontinuitet.
Et yderligere problem ved at de er så få ansatte og kun en fast på fuld tid er, at der bliver alt for lidt tid og kræfter til at iværksætte projekter og aktiviteter i Gaderummet. Det blev fremhævet under et gruppeinterview vi holdt med staben, hvor man blandt andet kædede den til tider dårlige og meget sumpede stemning i Gaderummet sammen med at brugerne ikke havde noget at lave, og der manglede ressourcer til at inspirere og sætte noget i gang.
Mange af brugerne er hverken i aktivering, i skole eller på arbejde, og vi har på vores observationer i Gaderumme set mange af de unge åbenlyst sidde og kede sig dagligt. Staben fremhæver, at det er vigtigt at eventuelle ansatte har evner for at arbejde på lige fod med brugerne i Gaderummet. Hvis relationerne bliver ulige og magtbalancen forrykkes markant, vil der være risiko for, at nogle af brugerne ikke mere kan bruge stedet, fordi de så vil føle sig presset og stillet krav til. De samme forhold som har gjort, at de har vendt samfundet og det sociale system ryggen. Her har Kalle Birck-Madsen og staben i Gaderummet en meget central pointe omkring at det netop er fraværet af krav og planer, der adskiller sig fra andre tilbud om hjælp.
Her bevæger man sig i de metoder, der anvendes i Gaderummet på en vanskelig balancegang i forhold til, i hvilket omfang der skal tilbydes aktiviteter til brugerne. Der er også fordele ved den løse strukturering, hvilket også nogle af de parallelle institutioner der arbejder med unge ligeledes har peget på.
Gaderummets brugere er fortrinsvis unge mellem 18 og 25. Gaderummet er både værested og bolig og brugerne har mange forskellige motiver til at komme der, nogle kan ikke nævne specifikke problemer eller årsager til at være der, men kan bare lide miljøet:
"Det er sådan lidt underligt, fordi jeg valgte sådan set lidt Gaderummet, mere fordi jeg havde været i det autonome miljø så mange år, og så ville jeg prøve at komme nærmere ind på det, og så valgte jeg så Gaderummet frem for et andet sted, som jeg også havde til rådighed så at sige."(Fraflyttet bruger)
For nogle er Gaderummet et sted at mødes med vennerne, og eventuelt en sidste bagstopper hvis alt andet glipper. For andre i den helt anden grøft er Gaderummet bolig og eneste netværk både familiemæssigt og vennemæssigt, samt det sted der gør, at man ind i mellem får noget at spise, fordi man ikke selv får sørget for at spise. Mange af de unge fremhæver, at det netop er tolerancen og fællesskabet deroppe mellem brugerne der gør, at man kommer der:
"Heroppe er det ikke så mærkeligt, der er ikke nogen, der ser ned på mig og kritiserer mig fordi jeg ligner en bunke genbrugskluns. Jeg synes sgu det er vildt med den tolerancetærskel der er for de der kuk-kuk folk. Folk er nærmest vant til, at der er en eller to der går og snakker sort." (Fraflyttet bruger)
Hovedparten af de unge der kommer i Gaderummet kan gå under en eller flere af betegnelserne boligløse, gadebørn, marginaliserede, sindslidende og udstødte. Mange af de unge har ikke nogen indtægt eller er på bistandshjælp, andre opretholder en SU og er typisk i gang med den frie ungdomsuddannelse eller et skoleforløb på Den økologiske Produktionsskole. ) Nogle prøver også det Frie Gymnasium, men fuldfører ofte ikke. De fleste brugere har en lang karriere som klienter i det sociale system. Og en del har indlæggelser i det psykiatriske system bag sig. Mange brugere føler sig ikke hørt i hverken det sociale system eller sundhedssystemet. De giver udtryk for at de er så trætte af pædagoger og psykologer. Ifølge staben er det en af grundene til at de ikke er modtagelige for hjælp fra det offentlige system.
Nogle unge kommer i Gaderummet, fordi de her kan få lov til at være i fred. Her får de frihed og en begrænset omsorg uden at skulle leve op til bestemte spilleregler og aftaler med socialrådgiverne og uden at skulle tage medicin, de ikke har lyst til at tage.
"(...) så kan man sige, det er en bjørnetjeneste eller ej, men jeg oplever bare, at folk får lov til at være det, de er. Det bliver ikke krævet, at de skal være et eller andet andet. Jeg kan huske det selv, hvor jeg gik og snakkede deroppe, det gav mig sådan en lettelse ikke at føle mig underlig over alle de der ting, og jeg følte mig faktisk ganske normal, og det der med at føle mig ganske normal, det er faktisk okay, jeg fandt de der værdier frem i mig selv."(Bruger)
Der er mange forskelle grupperinger i Gaderummet, og de fleste er indbefattet af flere. Nogle af de mest fremtrædende grupperinger er: Unge med psykiske problemer, unge med dårligt socialt netværk og en som de selv siger "fucked up" opvækst, hashrygere, computerinteresserede (f.eks. Spil og musik-downloading), punkere/ unge med tilknytning til det alternative miljø på Nørrebro, hjemløse, hundeejere, venner til disse.
Det skifter meget hvad man samles om i Gaderummet, til tider er det bare fest og hashrygning, til tider dukker en aktivitet eller "dille" op, som nogle samles om. Mens vi har været i Gaderummet har det for eksempel været skakspil, pistoler med plastickugler og bygning af modeller til halmhuse.
Hunde i Gaderummet er et fast samlingspunkt, hvor hundeejerne udveksler gode råd og hjælper hinanden. For eksempel får en tidligere beboer sin hund passet i Gaderummet, mens hun selv er i skole. Hundene får stor opmærksomhed fra mange af de unge. De der er hundeejere udviser megen omsorg og engagement for deres hunde. De går op i hvad de spiser, og hvem der fodrer dem og går ture med dem hver dag. For nogle er hundene en vigtig grund til at komme i Gaderummet
"Jeg har et par gode venner deroppe, nu har jeg også lige mit hundeland, (hunden) har jo boet i Gaderummet og tit er jeg gået derop, for at (hunden) skal hilse på sin familie. Det er jo hendes hunde, hendes familie." (Bruger)
Hundene indtager en central plads i Gaderummet, mens vi foretog vores feltarbejde boede der permanent 3-4 hunde på stedet. Dertil var der som regel er eller to hunde på besøg. Flere af hundene er i familie med hinanden. Til tider ender det i hundeslagsmål, men i reglen er de mange hunde i Gaderummet et uproblematisk indslag.
Kønsfordelingen i Gaderummet er speciel. Hvor der kommer en del piger i Regnbuen og i Gaderummet om dagen, er der i skrivende stund kun to piger, der bor i Gaderummet. De to er oftest sammen. En del af de øvrige brugere er piger, men hovedparten er drenge. Gaderummet er i høj grad præget af en machokultur og det kan godt være hårdt at være pige deroppe, herom siger en bruger, der er flyttet i egen bolig:
"Selvfølgelig er der hierarkiske muskelsymptomer deroppe, som gør okay, jeg er stor og stærk, jeg skal have status i forhold til alle de andre drenge, for jeg er den, der kan slå hurtigst. Men det er ligesom drengerøvsklubber, ungdomsklubber, der vil altid være sådan nogle ting. Hvor jeg kan virkelig tage hatten af for at komme derop... jeg har altid følt en eller anden relation til pigerne, for der er aldrig særlig mange piger deroppe, for det er pissehårdt at være pige deroppe, tror jeg(...) og så spørger jeg bare per automatik, en af pigerne, jeg ikke har set i lang tid, hvordan går det? hvordan har du det? Det tror jeg, folk har helt vildt meget brug for. (…) Dem der kommer og laver mad, det er piger, der kan klare det. Så er der de stærke piger, men så er der også de usynlige piger. Jeg oplever nogle af de piger, der har boet og været deroppe, de bliver lidt usynlige, fordi man skal sgu være en stærk pige for at kunne stå imod 5 drenge, der står og snakker om pik og patter. Man gider ikke at høre på det, og man skal sige, det gider jeg ikke at høre på. Så tror jeg bare, det er nemmere at lade være med at sige noget end begynde at skulle bruge alle de kræfter, man ikke har for at sige et eller andet." (Bruger)
Tonen kan ofte være meget macho, kvinder benævnes jævnligt kællinger og lignende, så som pige skal man kunne klare et hårdt sprog, selvom der også tit er humor flettet ind i kommentarerne. Dertil kommer at nogle af de mandlige brugere til en vis grad kommanderer med pigerne og siger, at nu skal de gå ud for at lave kaffe, eller nu skal de gå i Brugsen og hente det ene eller det andet. Nogle piger gør ind i mellem det de bliver bedt om, andre gange anvender de humor eller afslår direkte, hvis de ikke har lyst til at gøre forskellige tjenester. Andre piger er konsekvent afvisende og giver igen af samme skuffe. Modsat synes flere også der bliver passet på pigerne i Gaderummet. Pigerne flytter ofte hurtigere ud igen, herom siger en informant:
"Du kan også se, pigerne flytter meget hurtigere end drengene, og jeg ved ikke, om pigerne alligevel har en power til at sige, hey nu går jeg videre. Pigerne kan finde ud af at sidde alene i en eller anden kollegielejlighed eller gøre et eller andet. Måske er aktiviteterne heroppe meget... nu kan det godt være, at vi lever i en tid, hvor alt er ligeligt fordelt, men jeg tror, 80% af drengene synes, det er fedt at sidde og spille computerspil, og 20 %piger orker det. De aktiviteter der er deroppe, de er måske lidt mere fokuserede på, at det er en drengeworld. Men jeg ved ikke, hvad interesserer piger? Det er også det, man måtte finde ud af, hvad har pigerne interesse for?" (Bruger)
Fra stabens side underbygges informantens forklaring om at piger måske har mere "power" til at komme videre. Når der hovedsagelig er unge mænd i Gaderummet, at det af de samme årsager, som at det også er mænd som bebor herberger for hjemløse. Forklaringen ligger i, at det er en kendt sag, at mænd har det mere vanskeligt med at bo alene end kvinder. De har sværere ved at etablere et netværk, der kan træde til i en overgangsperiode, derfor bliver de oftere i realiteten hjemløse, når de måske ryger ud af deres bolig.
Hovedparten af brugerne i Gaderummet er etnisk danske. Der er dog enkelte flygtninge, eksempelvis fra eks-Jugoslavien. Deres motiver til at være i Gaderummet har ikke noget at gøre med deres etniske baggrund, men ligner de danske brugeres motiver for at være på stedet. Det sker at folk opholder sig der, mens de forsøger at opnå opholdstilladelse, eller fordi deres egen indstilling til livet og mulighederne i Danmark ikke stemmer overens med den familien har.
Ifølge staben kan alle, der kan hægte sig på ungegruppen være i Gaderummet. I praksis er det dog ikke alle, der kan holde ud at være der. Der er ofte megen larm af høj musik og råben. Der er beskidt, og nogle brugere kan i perioder have det så skidt, at de er både meget voldsomme og konfliktskabende i forhold til de andre brugere. Der er ind imellem beboere der gennemlever psykoser. Her træder brugerne til og hjælper den pågældende igennem en nat for eksempel.
"Jamen, jeg kan da huske en eller anden, han fik sådan et psykotisk anfald, men jeg troede, det var fordi, han havde taget stoffer. Det var vildt hårdt, men vi skiftedes hele tiden om at tage hånd og sige, han skulle sgu nok klare det, gav ham bad og alt muligt. Han gik jo helt amok, men vi var der, vi var der for ham. I stedet for hvis han ikke havde været i Gaderummet, så var der bare nogen, der havde ringet efter en ambulance, og så var han måske kommet ind under psykiatrisk behandling og så måske fået det endnu værre." (Tidligere beboer)
Den pågældende viser den samme holdning til psykiatrien, som er den der hersker i Gaderummet-Regnbuen. Det er på nogle måder gennemgående for brugernes holdninger at de også ser psykiatrien, som noget man skal undgå på grund af medicinering. Der er dog også andre der vælger at bruge psykiatrien eller andre tilbud om behandling mens de stadig er brugere i Gaderummet. De som vi har talt med har ikke alle været ude for medicinering og synes at det herskende syn fra Gaderummet på psykiatrien nogle gange er for ensidigt.
Projektet beskrives som et samarbejds- og solidaritetsprojekt mellem unge der kan være henholdsvis ressourcestærke og svage. Mange unge kommer i Gaderummet gennem flere år, og bevæger sig fra udelukkende at være en bruger af stedet, til at være en bruger, der gør en mindre indsats, som for eksempel at komme og lave mad. Blandt vores informanter har der været enkelte, som har fremhævet, at de har valgt at bo i Gaderummet, af egen fri vilje og ikke af nød. De var ikke akut boligløse, men har set Gaderummet, som et sted de gerne ville prøve at bo i af politiske grunde eller fordi de gerne ville lære miljøet at kende. Enkelte har også set sig som en, der kunne bidrage med noget til stedet. Det som brugerne fremhæver ved at bo i Gaderummet er, at her kan de være sammen med mange mennesker, som er som dem selv.
"Jeg synes, det er rigtig rart at bo der. Jeg kan godt lide at bo et sted, hvor der mange mennesker. Jeg tror ikke, jeg ville kunne lide at bo alene. Det er meget fedt, at der er mange forskellige mennesker, og man bliver venner med folk, det er rart sådan noget.(…) det er bare et rigtig godt sted, hvor man kan få mad hver dag, og der er mange mennesker." (Bruger)
Nogle oplever også at de må lægge bånd på sig selv, hvis de ikke kan gå ind for de gængse holdninger i ungdomsgruppen og i stedet funktionsmåde:
"Grunden til at det har gået mig så meget på med Gaderummet, det er også fordi, at på det tidspunkt jeg boede der, der havde jeg det så dårligt, og så havde jeg bare ikke kræfter til at stå inde for... og det har jeg heller ikke i dag, jeg synes ikke, jeg står inde, at jeg er ærlig, når jeg er deroppe. Det føler jeg ikke, jeg kan være. Jeg føler ikke, at der er talefrihed, og det synes jeg, det er ikke rart." (fraflyttet bruger)
Fra nogle af de tidligere brugere kan der godt være kritik af stedet samtidig med, at der udtrykkes stor velvilje og respekt for stedet.
IP: "Jeg har meget respekt for Gaderummet, rigtig meget, jeg synes, det er enormt flot, at de tager imod folk, som er rigtig langt ude psykisk set, og de bare lader dem sidde der og siger, de skal holde deres kæft, hvis de ikke gider høre på dem. Det tager jeg virkelig hatten af for. Jeg har det også sådan med det, jeg vil til enhver tid kæmpe for det sted. (…)
Spørger A: Men det er fordi, man kan komme og være der i det mindste, også selv om det er nogle mennesker du ikke gider hænge ud med.
IP: Ja, og det føler jeg også, at jeg skylder dem lidt, fordi de har jo alligevel taget mig til sig." (fraflyttet bruger)
Flere brugere har haft tvetydige følelser omkring, at være i Gaderummet, men der er enighed om, at det var vigtigt, at det var der, da de stod i netop den situation som gjorde, at de endte i Gaderummet.
Der har været nogle forskelle på informanternes forståelse af stedet, som synes at afhænge af om den pågældende på interview-tidspunktet har boet i Gaderummet eller er flyttet for sig selv, men stadig er bruger. De forholder sig til stedet på forskellig måde. Når folk stadig bor i Gaderummet er der måske en konsensus i den pågældende gruppe om hvad Gaderummet er i forhold til omverdenen. De ser det som et fællesskab og opfatter stedet som et helle i forhold til politi, socialvæsen osv. Når folk flytter for sig selv får de mere distance til stedet og ser stedets funktion mere nuanceret med både positive og negative sider. Nogle er blevet mere forbeholdne overfor den måde stedet kører på.
Gaderummet klokken 8 om morgenen er forholdsvis stille. Hundene har tilbragt natten i lænestole og på sofaer. De strækker sig ved synet af en nyankommen i opholdsrummet. Der er måske en enkelt som endnu ikke er gået i seng. Der ligger jævnlig nogen og sover i opholdsrummets sofaer. De første står op i løbet af formiddagen, hvor staben også møder. Andre af Gaderummets brugere kommer forbi for at få en sludder og drikke en kop kaffe. Enkelte bruger som nævnt Gaderummet som et sted, hvor de kan komme med deres hunde, så de ikke skal være alene i det tidsrum, hvor deres ejere ikke er til stede i deres lejlighed.
Nogle er aktiverede eller går i skole, de kommer først frem fra den øverste etage, laver kaffe – nogle gange er der en, der tager mod bestillinger, og går til bageren. Hvis der ikke er penge til frisk bagerbrød, så har man en stor fryser fyldt med gammelt brød, som man henter ved en lokal bager en gang om ugen. Brugerne har således mulighed for at varme lidt brød og drikke en kop kaffe når dagen begynder, hvadenten de går i skole eller eventuel på arbejde, aktivering eller hvis de skal tilbringe dagen i Gaderummet. En vigtig aktivitet for hundeejerne er at lufte hundene og give dem mad.
Over middag sidder der i reglen en gruppe omkring bordet, ofte en del piger, som har med i deres hverdagsrutine jævnligt at kigge forbi og hilse på venner, der enten bor eller er på besøg i Gaderummet. Nogle har tidligere boet i Gaderummet for en periode. De fleste hunde i Gaderummet er også i familie med hinanden, hvilket er endnu en anledning til at komme forbi, så hundene kan mødes.
Der er altid nogle, der spiller computerspil i løbet af dagen og aftenen - faktisk hele døgnet. Der er flere maskiner, som nærmest udelukkende bliver anvendt til spil. Det er som regel et eller andet kampspil som brugerne spiller. Der bliver dystet med andre, der spiller samme spil over Internet. En af de aktiverede i Gaderummet er meget optaget af skak. Der er en del, der samles om hans spil og selv har prøvet at spille med nogle på Nettet. Skak-interessen havde en overgang fat i flere af de unge, som spillede livligt med hinanden især om eftermiddagen.
Gaderummet er et sted med sin egen særegne døgnrytme. Det er op til den enkelte, hvornår man står op, og hvilke aktiviteter der er i løbet af dagen. Der er planlagt daglige rutiner som rengøring, madindkøb og at hente gratis brød ved bageren. Disse ting bliver fastlagt på det ugentlige husmøde om søndagen og nogle ting til aktiveringsmøde om mandagen. Staben forsøger at holde folk fast på deres tjanser i løbet af ugen, men det lykkes ikke altid. Forholdet mellem dem der bruger stedet og dem, der kører stedet, er, at man ikke kan tvinge folk til at tage deres tjanser, men man kan appellere til dem. Der er en uskreven regel, at hvis tingene ikke bliver gjort, så søger staben at holde lidt styr på den værste kaos, ved at gribe kosten og fylde opvaskemaskinen. Der er også enkelte af brugerne der er mere aktive omkring rengøring og gør meget. Det trækker som regel andre op fra sofaerne og noget bliver gjort.
"IP: Jeg kan huske, da jeg boede heroppe, jeg tog altid min tjans, det følte jeg var det mindste, jeg kunne gøre. Men der er mange, der ikke gider, og når de så ikke gider, så gider man heller ikke selv. Så bliver det et problem.
Spørger: Men tror du ikke også, det er fordi, folk ikke kan overskue altid at skulle tage det? Eller tror du, det er ren dovenskab?
IP: Det med hårdt det ved jeg ikke, folk tænker bare ikke på det en gang imellem, så enkelt er det. Så kan man sidde foran computeren 12 timer, det ene eller det andet.(Fraflyttet bruger)
Problemet med at få folk til at deltage i Gaderummets drift og dagligdag er et tilbagevendende diskussionsemne mellem stab og bruger og brugerne imellem. I nogle perioder er der større aktivitet fra brugerne end i andre perioder, og nogle brugere har udtrykt, at de ønsker mere faste rammer omkring rengøring og andre gøremål.
Et par mandage om måneden er der to frivillige fra kirken på Blågårds Plads, som laver mad til Gaderummet – de kalder det "kirkemad". Det foregår på den måde, at den ene kommer til aktiveringsmøde om eftermiddagen. Der bliver det aftalt, hvem af brugerne der går ned for at hjælpe med at tilberede maden, og hvem der går ned for at hente maden op til Gaderummet. Tidligere blev maden tilberedt i Gaderummet, men på grund af de dårlige hygiejniske forhold laver man nu maden i krypten i Blågårds Kirke. Kirkemaden bliver finansieret af PUF-midler, hvis disse midler ikke slår til i løbet af året, får de frivillige penge fra kirken, så de fortsat kan lave mad til Gaderummet.
Ud over de mandage i måneden, hvor der er kirkemad søger man at have to faste ugentlige maddage i Gaderummet, som regel tirsdag og torsdag, hvor der serveres gratis mad for dem, der bor der, og dem der bruger stedet. Der bliver ind i mellem slækket lidt på maddagene først på måneden, hvor folk lige har fået penge. Til gengæld sørger man for, der bliver lavet mad sidst på måneden, så folk også får noget at spise, hvis de ikke har flere penge tilbage. Det er ofte en af de aktiverede i Gaderummet som står for fælles madlavning, som foregår på stedet. Andre gange er det en bruger, der melder sig til at lave maden.
Ind imellem bliver der lavet meget billig mad, hvor nogle af ingredienserne er fundet i containere bag supermarkeder, men stadig er spiselige. For nogle af brugerne og de aktiverede gør man en dyd ud af, at man kan gøre ting meget billigt. Det er en del af en livsstil i nogle grupper med at finde kasserede ting som kan bruges, også madvarer. Her har en af informanterne forklaret, at det er meget mere udbredt f.eks. i London. Ud fra hans beskrivelse er det også en slags politisk manifestation, der går ud på at stille spørgsmålstegn ved forbrugersamfundets ødselhed og spild.
"Jeg går tit i containere og finder grøntsager. Jeg lever mest af det som mad. Fordi det er helt vildt, så meget de smider ud af mad, der er alt muligt. Der er grøntsager, og de er ikke engang specielt gamle, det kan måske være noget, der kan holde sig, kartofler og sådan nogle ting, det kan jo holde sig i lang, lang tid. Jeg tager ikke noget, der er gammelt, vel. De grøntsager kan holde sig i et par dage sikkert normalt, så det gør jeg en hel del. Det er så nemt, og der er ikke så mange, der gør det. Det lærte jeg i London, det gør alle i London. Det er en hel kulturting. Man får alt muligt. Den største del af det, de smider ud, der er det jo bare emballagen, der er gået i stykker. Så jeg får ret meget af min mad gratis faktisk, så jeg kan leve." (Bruger med egen bolig)
Hvis man opholder sig i Gaderummet en aften, hvor der ikke er fællesmad, så er det meget almindeligt, at nogle ikke får mad. Nogle går ned på gaden for at købe en shawarma eller en pizza eller henter færdigretter og pommes frites i Brugsen. Nogle laver mad sammen i køkkenet, det sker på mange forskellige tider af døgnet, men der er også nogle der aldrig gør det.
"Der er bare mange, der bor der og får mad og brød og kaffe, og der er altid toiletpapir, men de får også deres bistand og bruger dem alle sammen på druk og på øl og på hash. Det bliver da en vanesag. Det bliver da en vanesag, at man har 3000 kroner eller 5000. Jeg synes, man gør sig selv og hinanden en bjørnetjeneste, at man ikke prøver, vi tager lidt ansvar i små bitte bidder. Hvorfor går de ikke ud 3 mennesker og laver noget mad sammen, det er da kedelig. (...) Jeg kender det selv, jeg synes, det er helt vildt at skulle gå hjem og lave mig en gang kartoffelmos, hvis det kun lige er til mig selv. Men hvis min underbo er hjemme, og jeg kan invitere hende op at spise, så er det en anden tilfredsstillelse, fordi det ikke er en selv, man sidder ikke alene og spiser, bare det at man kan dele. Jeg har da også set det nogle gange omkring den 1. så er der jo helt vildt, skal vi ikke lave noget mad sammen i aften. Men det er helt klart et initiativ, der kommer en gang imellem og ikke er noget jævnligt. Jeg kan da også godt se det, man gider da ikke én person stå at lave mad flere gange om ugen, men der er nogen, der aldrig laver mad deroppe."(Bruger med egen bolig)
At brugerne sjældent enkeltvis laver mad til sig selv forklares blandt andet med at det ikke er så hyggeligt og tilfredsstillende at være alene om det. En yderligere forklaring kunne være, at madlavning er for uoverskueligt, hvis det ikke er mere organiseret på grund af det generelt rodede og beskidte køkkenet, hvor man først skal rydde op og vaske af før man kan komme i gang med at lave mad.
Vi har i forbindelse med feltarbejdet spurgt til, hvorfor brugerne ikke prioriterer maden mere, især da det fra stabens side er blevet fremhævet, at det fremmer brugernes velbefindende meget, hvis de får mad regelmæssigt og stemningen på stedet bliver generelt bedre. Det er fra nogle medlemmer af staben og også fra enkelte brugere blevet fremhævet, at det er dyrt at være hjemløs, fordi man ikke kan indkøbe større partier af madvarer, når man ikke har et sted at bo og dermed kan opbevare sine indkøb. Vi har indvendt, at man jo også kunne tænke i stordriftsfordele, da Gaderummet jo er en lokalitet, hvor madvarerne både kunne opbevares og tilberedes. I Gaderummet har Staben flere gange forsøgt at indføre en slags fælles madordning, men det er ikke lykkedes endnu. Nogle brugere mener dog, at der muligvis kunne laves en form for fælles madkasse, hvor man betaler i starten af måneden, og så kan købe ind og lave mad for resten af måneden.
"Måske ville man ikke kunne administrere det at have sådan en fælleskasse, men hvis alle lagde 500 kroner, så ville der jo være mad til hele måneden. Jeg tror også, det ville give en eller anden følelse af, at man fik lyst til at lave noget mad. Det er et tungt område, for hvor fa’en starter man, og hvor begynder man og hvad gør man?(…) Hvis de 500 kroner gik til det, så kan det være folk fik en følelse af, jeg skal betale et eller andet husleje, mad, ting og sager. Ellers bruges pengene bare til hash og øl."(Tidligere bruger)
En anden mulighed som forklaring er prioriteringerne i brugernes måde at anvende deres penge på, som informanten her er inde på: Brugerne ved de i et vist omfang kan få gratis mad i Gaderummet, hvilket måske er grunden til, at der synes at være en tendens til at pengene prioriteres således: cigaretter, hash, øl og på sidstepladsen mad. Endelig hænder det jævnligt at mad bliver taget fra køleskabene. De er ikke aflåst og maden er på den måde tilgængeligt for alle, for eksempel når folk kommer hjem midt på natten og er berusede og bare tager hvad der er i køleskabet.
Aftnerne i Gaderummet kan forløbe meget forskelligt. Vores oplevelser med at komme i Gaderummet er, at hver situation er farvet af en aktuel stemning, lys – mørk og til tider også i mellemnuancer. Nogle aftener er der meget fredeligt i Gaderummet. Folk sidder rundt omkring og spiller eller ser fjernsyn, der ryges måske bon. Stemningen er præget af fred og ro, tonen er venlig og fremkommelig. En vilkårlig anden aften er stemningen sort. Rummet emmer af vrede og frustration. Tonen er hård og aggressiv. Der bliver røget hash, men det der frem for alt kendetegner den mørke stemning er indtagelse af alkohol. Det bliver i disse situationer klart, at der er forskellige konstellationer af mennesker, der fremmer enten den lyse eller mørke stemning i Gaderummet. Ifølge staben er der stor forskel på, hvilken stemning der er gældende. I visse perioder: uger eller måneder kan der være en meget aggressiv tone, hvor alle de tiltag der trods alt sættes i værk for at brugere og staben kan køre stedet falder helt bort. Stedet "slammer til" indtil stemningen vender igen, eller der kommer nogle mere ressourcefulde mennesker ind i Gaderummet igen.
"Det sted er meget hårdt at bo i, for der er ikke nogen værelser, og især for sådan en som mig, jeg føler mig anderledes. Det er klart, at så har folk ikke så meget overskud til at tage sig sammen. Jeg kan huske, det var utrolig svært at komme i bad, få mad hver dag og sådan noget, der var så meget larm og så mange mennesker, som man skal indordne sig efter hele tiden. Så det gør vel, at de ikke føler så meget overskud." (Bruger)
En af frustrationerne for brugerne ved siden af omstændighederne ved deres livssituation er kedsomheden. Den giver anledning til diskussioner om, hvad man skal foretage sig, og synes at være en væsentlig ingrediens i planlægningen af drukture eller generel druk i Gaderummet.
"Jeg tror, der er mange, der keder sig, der er ikke rigtig så meget andet at lave end at læse og se fjernsyn, og nu gider jeg ikke spille computer, så kan man gå på druk, men det skal man jo også prøve på at lade være med så meget. Der er ikke så mange ting." (Bruger)
Der må egentlig ikke drikkes i Gaderummet i løbet af ugen, men hvis kedsomheden eller måske problemerne trænger sig for meget på, så drikkes der også i løbet af ugen. I weekenderne er druk en selvfølge. Der startes fredag eftermiddag, når folk kommer fra skole eller aktivering. Det fortsætter så nærmest nat og dag indtil sent søndag morgen. Om søndagen er der i reglen husmøde for brugerne, hvor Kalle som regel møder op. Hvis ikke Kalle er der, bliver der ofte ikke noget af husmødet. Når man kommer om søndagen bærer stedet præg af tunge tømmermænd, og der smådrikkes stadig, mens man diskuterer weekendens hændelser.
Pladsen i Gaderummet er knap, det ser nogen som et stort problem, mens andre har en mere afslappet holdning til pladsproblemet.
IP: Ja ja. Der er mange ting... det der med privatliv det er sjovt, du siger det. Jeg kommer til at tænke på, at vi går alle sammen rundt og tror, at vi skal have et eller andet privatliv et eller andet sted, men i bund og grund så tror jeg ikke, vi har brug for det. Jeg tror det ikke, jeg tror bare, det er noget, vi bilder os ind.
Spørger: Det er rart at have fællesskabet hele tiden?
IP: Ja, man lægger jo ikke mærke til det til sidst, og alligevel så er det der. Har du været inde i fjernsynsstuen? Der hvor computerne er? Der kan vi sidde 4-5 mennesker, der kan du sidde og tænde fjernsynet, og du kan bare sidde og se tv, uden at du faktisk forstyrrer de andre. Så er du privat, og så alligevel er du ikke. Så det der med at du skal være helt alene i et eller andet lukket rum, det er noget fis, tror jeg et eller andet sted, det tror jeg.(Fraflyttet bruger)
Men det er dog ofte den manglende plads, som får nogle af brugerne til at søge væk.
"Min drøm er at flytte på landet eller bare flytte væk fra byen(...) opbygge et selvforsynende system. (...) Jeg kunne godt tænke mig at lave noget kreativt, være tilfreds med der, hvor man bor. Jeg synes, det er hårdt nogle gange at bo herinde i byen. (...) men med at tage på landet eller ud af byen en weekend, man suger bare den stilhed. Jeg ved ikke, om man ville kunne gøre det hver dag. Hvis jeg skulle bo i Danmark om 10 år, så jeg tror jeg ville bo et sted som Lolland Falster , et eller andet sted hvor man kan træde ud af sin dør og høre fuglene synge, hvis der er nogle fugle på det tidspunkt." (Bruger)
For nogle af brugerne bliver tilværelse i Gaderummet pludselig for slem. De trænger bare til at komme væk. Så kan de heldige eventuel låne en forælders hus for nogle dage. Andre tager mere drastiske skridt, hvor de tager til Lolland for at kigge på et hus de vil leje, men i den tid vi er kommet i Gaderummet har vi ikke kendskab til at nogen er flyttet meget langt væk. De fleste vil helst have en lejlighed på Nørrebro eller i umiddelbar nærhed heraf. Det er meget varierende, hvor længe den enkelte bruger er i Gaderummet. Nogle bor der i flere år, men andre bor der nogle få uger eller måneder, indtil deres boligsituation løser sig. Nogle finder efterhånden en lejlighed eller flytter ind hos venner. Andre finder en kæreste de flytter ind hos endelig er der nogen der lader sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Sidstnævnte kan være en af de ting, som sætter en proces i gang, hvor man via systemet efterhånden bliver hjulpet til en bolig og kommer i gang med en uddannelse.
Det kan være meget svært at finde en bolig. Særligt i de senere år, hvor boligmarkedet generelt er blevet mere vanskeligt at komme ind på. De unge i Gaderummet har generelt hverken mulighed for at låne penge eller komme i betragtning på det private udlejningsmarked. Men har man fundet boligen er problemerne ikke overstået endnu. Det er ikke alle der trives med at bo alene, i hvert fald ikke lige med det første:
Spørger: "Det er svært at bo alene?
IP: Ja, i starten var det, nu har jeg snart boet der i 3 år, og det er først nu det sidste års tid, at jeg virkelig har affundet mig med det. Måske er det også fordi jeg er blevet ældre, er bare blevet moden i en sen alder. Men nu tænker jeg ikke over opvasken som et problem. Nu gør jeg det bare, for jeg kan mærke ved mig selv, at jeg synes, det er rart, når der ikke står en kæmpe opvask. Nu når man er klar over det, så får man energi af at gøre nogle ting for sig selv, men det er nogle ting, som man må lære i sin egen rytme. I starten, da jeg boede der, jeg blev helt vildt rastløst, jeg følte mig som et indespærret forsøgsdyr i en kasse, og jeg kunne slet ikke finde ud af det der med at nyde. Jeg vendte det om til noget forfærdeligt i stedet for at nyde den der stilhed, nyde muligheden af at lukke sin dør. Så så jeg det som en tvangsmentalitet, vi skulle leve under som mennesker, vi skulle bare bo hver for sig." (Tidligere bruger)
Der er flere af brugerne som har efterlyst lettere tilgang til andre boformer end alene-tilværelsen eller kernefamilien. De giver til tider udtryk for, at de er bange for livet alene. De stiller spørgsmål ved, om det er den ideelle tilværelse og sidde for sig selv og glo. Det bliver ofte fremhævet at Gaderummet netop er et alternativ til den småborgerlige tilværelse, hvor alle sidder for sig selv og ser fjernsyn. Halmhuse-projektet blev til en vis grad tænkt ind i denne kritik. De ser sig som en del af den gruppe, som efterlyser skæve boliger til skæve eksistenser. I Gaderummets "Demo for autonom faglighed. Vogntrækning fra Gaderummet til By- og Boligministeriet" skriver man på den omdelte flyer:
"Halmballe-huse står der ikke i morgen, eller til den første juleaften, på den åbne grund nede ved havnen, men behøver der at gå 2 juleaftner forbi. Gode drømme går jo altid i opfyldelse! Men selv med dette – i forhold til utraditionel boligbygning: korte tidsrum – vi vil være på herrens mark længe forinden. Og desuden vil et halmballe-hus kun være en løsning for nogen af os. Andre har brug for andre løsninger – en simpel lejlighed måske bare, eller et værelse i et fællesskab, hvor arbejde, uddannelse og livskvalitet ligger for."(Demonstration 29 Marts 2001)
En af forudsætningerne for at komme videre fra Gaderummet synes at være, at der er en vis udvikling i forhold til uddannelse og på længere sigt arbejde. Samtidig er opholdet i Gaderummet et af de forhold, der kan virke hæmmende for at komme videre med en uddannelse, da det kan være svært at finde ro til at lave lektier, når man bor så kaotisk et sted som Gaderummet. Derfor er udsigten til egen bolig et vigtigt element for at komme videre i tilværelsen.
En af vores informanter blev aktiveret i socialt arbejde i lokalområdet. Det blev en god oplevelse for pågældende og de mennesker som havde med den unge at gøre. En succes som denne kan være meget afhængig af at den unge møder mennesker, som er åbne og som ikke bare afviser den unge, fordi vedkommende ikke er som alle andre. Den historie er endt med at brugeren har forladt Gaderummet og bor i egen lejlighed og er i gang med uddannelse. En fornuftig aktivering viste sig her at være en af trædestenene på vejen væk fra Gaderummet. (Fra optegnelser i feltdagbog)
Vejen til arbejdsmarkedet kan være lang og med mange trængsler. Det er et problem for mange unge, at det kan være svært at finde gode jobs, hvis man ikke har en ordentlig uddannelse.
"Der er mange jobs, hvor man kræver en masse, der er ikke rigtig plads til nogen, som ikke har uddannelse. Det bliver delt op i de virkelig dårlige jobs og... og også den måde man bliver behandlet på, man er på bunden af samfundet, det tror jeg, at man får at mærke."(Medlem af staben)
Nogle af brugerne forlader Gaderummet ved, at de lader sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Det er en løsning for nogle, hvor de føler at der bliver taget hånd om deres problemer på en måde, som der ikke er kapacitet til i Gaderummet. Hvis man først lader sig indrullere i det sociale systems forretningsgange, så har man, hvis man er heldig adgang til at forhandle sig til bofælleskaber og en mere skånsom uddannelsesstart. På den måde kan det for nogle brugere være en god strategi på længere sigt, idet de indenfor systemet kan få løst nogle af deres problemer med bolig og uddannelse i det tempo, som passer den enkelte. For andre er indlæggelse en pause fra livet på gaden og også det til tider kaotiske liv som hjemløs i Gaderummet. En af vores informanter peger på, at de unge i disse tilfælde må betale for denne pause fra det hårde liv med problemer ved at lade sig medicinere. Andre af brugerne forlader Gaderummet fordi de bliver taget for kriminalitet og må afsone en fængselsdom. Endelig er der nogle unge der ender på gaden igen.
For de fleste unge sker en frigørelse af Gaderummet–Regnbuen kun langsomt og på en måde, så man fastholder en kontakt til stedet. Mange har venner, der stadig bor i Gaderummet, eller mødes med andre venner der også kommer i Gaderummet. For mange er det en tryghed at kunne komme her altid, og det er en naturlig del af hverdagen. Samtidig har mange glæde af de tilbud Gaderummet yder om at kunne vaske tøj, telefonere og låne en computer og få noget mad:
"Nogle gange kan jeg godt lide at gå derop og drikke mig en kop kaffe og læse avisen, bare det lige at kunne sidde en time. Her er søde og dejlige mennesker, som jeg godt lige vil hilse på. (…)Det er sjældent, jeg er deroppe mere end et par timer. Nu er det rigtig fedt, de er begyndt at lave mad, og nogle gange går man op og spiser et måltid i slutningen af måneden, hvis jeg ikke har nogle penge. (...) Det kommer også an på, hvad jeg har lavet, hvis jeg har lavet alle mulige ting og vadet ind i 100 mennesker, så har jeg ikke behov for at gå derop. Men hvis jeg har haft nogle dage, hvor jeg bare har lavet det samme og det samme og arbejdet, så synes jeg, det er fedt at komme op og sige goddag til folk. Nogle gange er jeg gået derop for at ryge en joint."(Bruger)
Der er mange tilskyndelser til at kigge forbi for de tidligere brugere. Gaderummet
udgør et centralt mødested for mange, det ses særlig tydeligt om eftermiddagen. Stedet udgør på den måde ikke bare et behandlingssted, hvor man skal ud af vagten og videre i systemet.
Gaderummet bliver en integreret del af mange unges hverdag og udfylder mange forskellige funktioner for de unge, afhængigt af hvordan deres liv fungerer på et givent tidspunkt. Havde vi haft en tiårig periode at perspektivere evalueringen i, ville vi formodentligt se en tendens til at brugerne med op og nedture får løsere og løsere tilknytning til stedet for helt at slippe det på et tidspunkt og stå på egne ben i et selvstændigt voksenliv. Samme idé gør sig gældende med Regnbuen, hvor brugerne får at vide, at de altid kan ringe, hvis de har behov for at tale med nogen. På den måde tilbydes brugerne en opfølgning på behandlingen, som nogle benytter sig af. Regnbuen fungerer som et sikkerhedsnet under brugerne, der ikke fjernes, fordi man stopper sin egentlige behandling - man kan altid ringe.
Det kan tydeligvis være svært at forlade Gaderummet. Der kan være knyttet mange forbindelser i dette miljø, som også kan virke hæmmende for at slippe stedet. Der er forskellige forhold som ligger ud over det rent praktiske med at finde en bolig. Det kan være svært at vænne sig til, at man selv skal lave mad eller selv styre sin økonomi, og ikke altid bare kan låne i Gaderummet. Nogle peger på, at de føler de skylder noget. Fordi de er blevet hjulpet på et tidspunkt, hvor de har haft brug for det. Andre tidligere brugere peger på forholdet omkring at der i Gaderummet ikke bliver stillet krav til en, men man i stor udstrækning bare skal modtage. Man må ikke give noget for det man modtager, hvilket også gælder eksempelvis maden. Det kan medfører at nogle kommer til at føle, at de gerne vil yde noget i Gaderummet eller for Kalle Birck-Madsen:
"Jeg følte helt vildt meget i lang tid, at jeg måtte bare gøre noget for Gaderummet, kom op og tog en opvask, gjorde et eller andet, ikke fordi man skal jo ikke betale tilbage. Men jeg følte bare, hvis man kan lette ham for et eller andet, fordi han bare hjalp mig på det der tidspunkt, hvor jeg havde brug for." (Tidligere bruger)
Man kan selvfølgelig pege på, at Gaderummet på visse områder binder brugerne til sig ved den udstrakte service, man yder på stedet, og at det måske i sin forståelse af omverdenen kan gøre brugeren lidt isoleret i en særlig mikroverden. Samtidig viser Gaderummet i ovenstående citat sin styrke som en forpligtende relation, som brugerne gerne vil yde noget til, selv om de ikke længere har brug for stedet på samme måde, som de har haft det tidligere. Styrken ligger også i, at man ikke fra den ene dag til den anden skal kappe forbindelsen til Gaderummet. Man kan stille og rolig finde alternativer, mens man måske samtidig kan hjælpe andre unge, som har problemer.
Gaderummet kan følgelig beskrives som et sted hvor forskellig typer at brugere har et hverdagsliv og hvor hjemløse unge kan flytte ind og etablere et hjem. Livet i Gaderummet kan være barskt for nogle brugere men alle peger også på at der er gode sider som gensidig hjælp mellem unge og fællesskab.
I Gaderummet fortæller man gang på gang, at stedet er for alle. Næsten i samme åndedrag beskrives de mennesker, der er i Gaderummet som en bestemt gruppe. "Alle" indbefatter tilsyneladende for både brugere og stab dem, som der ikke rigtig er plads til andre steder. Det indbefatter eksempelvis ikke junkere, hvilket er en af de eneste ting man konsekvent mener, der ikke er plads til i Gaderummet. "Alle" er dem, der ikke bare er skubbet ud af boligmarkedet, men også arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet – frem for alt mennesker, som er kendetegnet ved dårlige sociale vilkår. Brugerne i Gaderummet er en forholdsvis broget flok, men det forhindrer ikke, at man etablerer en bestemt identitet som bruger af Gaderummet, som indbefatter etablering og reproduktion af særlige kulturelle koder, der styrer og guider den enkelte igennem hverdagen i Gaderummet på en måde, der kan accepteres af de øvrige agenter i det sociale og kulturelle fællesskab som Gaderummet udgør. Brugere og stab forstår sig i en vis udstrækning som en del af det alternative politiske miljø på Nørrebro. Der er særlige holdninger, der præger Gaderummets måde at se verden på. Det vil vi i det følgende søge at indkredse.
"Det er jo bare et sted, der er ikke rigtig noget formål, og det synes jeg er fedt. Man kan sammenligne det med sådan et sted som Ungdomshuset."(Fraflyttet bruger)
Politisk har både stab og brugere en kritisk forståelse af det omgivende. Gaderummet forstår sig ideologisk set som en del af det alternative miljø på Nørrebro, og en del af Gaderummets brugere og dele af staben deltager i demonstrationer og støtteaktioner for Ungdomshuset på Jagtvej og andre initiativer indenfor miljøet. Modstand mod politiet og opposition overfor samfundet er en del af engagementet på forskellig måde. Deler man ikke disse holdninger er Gaderummet ikke altid et sted, hvor man føler sig helt hjemme som bruger:
"Jeg har været der af nød, jeg har fået et sted at være, jeg har ikke haft det godt der, jeg har ikke kunnet fungere socialt. Men det er jo nogle personlige ting for mig, som ikke rigtig har noget med dem at gøre, det er ikke noget, de har gjort i hvert fald, det er bare mere den måde, de er på. Jeg synes, hvis man er med i klubben, så er det et godt sted, hvis man ikke er... (...) De er for venstreorienterede for mig (…) et miljø i sig selv, som jeg synes er fuldstændig forældet.(…)Udstødte unge og sådan noget giver jeg ingenting for, fordi de mennesker … mange har valgt at gå ind i det miljø. De har gået i skole sammen, og de har syntes, det var fedt at høre punkmusik og så er de bare blevet i det. Jeg ved godt hvad det vil sige at være rigtig udstødt. Jeg har boet der af nød, fordi jeg ikke selv har haft noget sted, ikke fordi jeg er imod systemet eller noget." (Fraflyttet bruger)
Det er dog ikke alle der deler dette synspunkt. Denne informant mener, at Gaderummet er relativt frit i forhold til for eksempel Ungdomshuset:
Det er mere politisk frit. Det er ikke så helligt, og det er ikke så politisk korrekt, og det synes jeg er fedt. Alle kan komme, at det er for alle og ikke kun for de der, der lige har de rigtige meninger. (Bruger)
Det er nu heller ikke alle dem, der har de for miljøet "rigtige" meninger i Gaderummet, der er stringente med deres politiske ståsted. Nogle kan godt gå til demonstrationer, men deltager ikke i det politiske arbejde, der virkeligt fremmer noget politisk. Det er kun et fåtal, der gør det, fortæller et medlem af staben. Mange har slet ikke ressourcer til det, og kommer ofte gennem deres handlinger til at gå lidt i den anden grøft:
"Men jeg vil jo mene, at mange af de måder de løser konflikter på, er fuldkommen nazistisk eller greveideologi. Det siger jeg også nogen gange, når folk er meget på at hakke på hinanden og løse konflikter ved at bruge vold og sådan meget finde en identitet ved at være mod nogle andre. Politiet for eksempel, at de bare er nogle entydige, dumme svin." (Medlem af staben)
Selvom man nogle gange finder og hakker på de svage inde i Gaderummet, er der dog den forskel mener informanten, at man ikke dyrker foragten for svagheden på samme måde, som nazisterne gør. Brugerne har en følelse af sammenhold og er godt klar over, at de er delagtige i noget fælles og man hjælper også hinanden. Det fællesskab der etableres i Gaderummet virker ind imellem mere funderet i en fælles livssituation end i et fælles politisk ståsted.
Gaderummet ser sig som en del af det alternative miljø på Nørrebro, men adskiller sig på forskellige måder fra resten af miljøet. Flere af vores informanter ser miljøet som delt i to, hvor den ene del udgøres af privilegerede unge, der kommer fra velstimulerede nordsjællandske familier. For disse unge er det ifølge flere informanter en del af deres eget private oprør at "putte alle mulige nåle ind i næsen og se anderledes ud" som en bruger udtrykker det. Det medfører et meget hårdt miljø hvor Gaderummet anses for nederste trin i hierarkiet:
"I vores eget miljø der er Gaderummet mere og mere som et eller andet, det er bare dummeren, eller ikke dummeren men gadeslummen, hvor folk ligesom bliver kategoriseret, det er der, hvor man ikke kan klare sig selv. Der er totalt meget snobberi i det miljø.(...)
Man lader som om, man er pisse alternativ i forhold til resten af verden, men har pisse svært ved at lukke svage mennesker ind. Det er den styrke, man kan se deroppe nogle gange.(...), at Gaderummet alligevel kan sluse alle mulige mennesker ind uden at sige, hvem er du? Hvad laver du? Hvorfor er du her?"(Bruger)
Informanten anser Gaderummets indstilling for at være mere ægte og rigtig end den snobbede indstilling dele af miljøet udviser, netop fordi Gaderummet er åbent for de svage. Gaderummet har med jævne mellemrum konflikter med blandt andet Ungdomshuset (Ungeren) på Jagtvej og AFA (AntiFascistisk Aktion). Det lader til at Gaderummet i flere tilfælde bliver undsagt af det miljø, som det forstår sig som en del af. Set med Bourdieus øjne kan vi anskue disse konflikter som udtryk for forskellige udlægninger af, hvordan det virkelige ægte alternative miljø er. Kalle Birck-Madsen siger han bruger meget tid på at formidle til andre dele af miljøet, hvordan Gaderummet ser på miljøet og de tilbagevendende konflikter. Et af Gaderummets problemer i relationen til resten af det alternative er ifølge flere af vores informanter at de unge fra Gaderummet slås for meget og ofte ødelægger arrangementer. For denne bruger ser problematikken dog lidt anderledes ud:
"Fordi jeg tror, at dem fra Ungeren har bildt alle mulige ind, at Gaderummet er voldspsykopater, og fordi Ungeren er... hvis man kommer udefra, så er Ungeren det seje sted. Jeg tror, der er mange af de nye, som kun mener alt det der, for de føler, de passer ind i Ungeren… for at være smart. For der er mange af dem, der overhovedet ikke kender noget til hele den sag, som ikke kender de personer, det handler om og slet ikke har været der." (Bruger)
Internt i Gaderummet har volden en tvetydig position. På den ene side er volden det onde. Det ligger i selve Gaderummet-Regnbuens ideologiske gods, hvor tvang og voldsanvendelse er af det onde. Det er det som man ser som typisk undertrykkende fra samfundsmæssig side. Samtidig er løsning af konflikter ved vold eller slagsmål delvis accepteret. Det kan ses på brugerne der jævnlig har synlige mærker efter slagsmål for eksempel efter weekendens brandert. Det er i orden at komme i slagsmål med politiet eller med nazisterne. Det er to grupper, der per definition repræsenterer det forkerte, og som ifølge nogle af brugernes kulturelle koder er udpeget som fjender.
"Vi lever i et 100 % aggressionshæmmet samfund, som er så over kvindedomineret. Folk bliver sindssyge i hovedet af det. Hver gang der kommer en aggression, så bliver det kulmineret i en lille kasse, hvor ingen kan høre én, hvor ingen kan se én." (Fraflyttet bruger)
Brugeren peger på en central pointe, som udpeger et af de problemer der er i Gaderummets forståelse af voldens betydning. Ifølge den franske filosof Marcel Gauchet lever vi i en kultur, hvor voldens kulturelle plads bliver mere og mere fortrængt, til en marginaliseret og nærmest tabueret position. Selv om man kan finde modeksempler af voldelig karakter, så mener Gauchet at de vestlige mennesker bliver mere og mere sensible overfor konflikter og vold. Hans pointe er at jo mere volden i fysisk form forsvinder jo mere stiger følsomheden overfor dens manifestationer. (Gauchet, 1998)
I Gaderummet er volden en af de måder man kommunikerer på og som man løser konflikter på. Det sker uanset om man i fællesskabet blandt brugerne eller i staben mener det er ønskværdigt eller ej. Omgivelserne demonstrerer deres følsomhed overfor voldens manifestationer ved at udelukke unge fra Gaderummet fra forskellige arrangementer eller i form af karantæne fra eksempelvis Ungdomshuset. Herom siger en bruger, der efterhånden ser sin bevægelsesfrihed som ret reduceret:
"Jeg kender jo nogle stykker, der bor rundt omkring, som jeg besøger nogle gange, og ellers tager jeg på forskellige barer, der er ikke rigtig andre steder længere. Før i tiden var det jo sådan noget med at så kunne man tage over i Ungeren, og så kunne man tage i Gaderummet, så kunne man tage i Børnehuset, men sådan er det jo ikke mere. Det er kun barer og folk, jeg kender." (Bruger)
Brugeren giver udtryk for at Gaderummet bliver mere og mere trængt væk fra det øvrige ungdomsliv på Nørrebro. Vi har diskuteret dette problem med staben, der har berettet at slagsmålene i nogle perioder er et stort problem. Herefter klinger det af i en periode og der bliver mere stille igen. I de perioder hvor slagsmål og vold er et problem er de unge klart udsat for en yderligere udstødelse på grund af deres adfærd og stedets rygte. Nogle af brugerne har peget på at det ikke altid er det unge fra Gaderummet der starter slagsmålene. Det kan vi ud fra vores materiale selvsagt ikke afgøre, men det lader til at Gaderummet taber i forhold til de andre grupper i området i udlægningen af hændelsesforløbene og uddeling af ansvar for de forskellige hændelser.
I Gaderummet er idealet brugerstyring og beslutninger tages om søndagen på husmøder, der er åbne for alle brugere. Der er ikke tale om demokrati i den forstand, at man altid stemmer på forskellige forslag. Det er mere ud fra det princip som tidligere er benævnt som det kvalificerede skænderi. Tonen i diskussionerne er ofte meget barsk og ikke alle har lyst til at stå frem med deres holdninger.
"Jamen, selvfølgelig er det da demokratisk, hvis du bare er med i klubben, så kan vi da alle sammen stemme ja til alle de der forslag, for så er vi alle sammen enige. Det er da meget nemt at have et demokrati. Til alle de der husmøder, har jeg altid siddet og gemt mig og ikke rigtig ville blande mig, for jeg har ikke rigtig følt, at jeg har haft lyst til at være en aktiv del af det miljø."(Bruger)
Staben forsøger at inddrage de svage i beslutningerne ved at spørge dem på andre tidspunkter, og lægge problemstillingerne frem på husmøderne. I praksis er det ofte Kalle Birck-Madsen der står for at formulere dagsordenen og lede mødet, alene af den grund, at han er den, der har mest overblik. I det hele taget tyder det på, at de fleste brugere og også staben i høj grad positionerer sig og agerer og udtrykker holdninger i relation til Kalles rolle på stedet.
"Han er den eneste intellektuelle, der er på det sted, den eneste der har viden, som har læst. Så hvem fa’en skulle man så ellers forholde sig til? Det er klart, at så bliver du nødt til at forholde dig til ham." (Bruger)
Der findes dog også andre i staben, der har taget uddannelse og altså har viden, som informanten formulerer sig, men ingen er dem er tilstede særlig ofte, og kun sjældent ved husmøderne. Dette forhold er med til at fremme den situation, hvor de fleste beslutninger, til trods for stedets ambitionen om brugerstyring, i høj grad bliver forankret i initiativer og udmeldinger fra Kalle Birck-Madsen.
Rusmidler, legale og illegale, findes der en del af i Gaderummet. Hashrygning er accepteret i Gaderummet, af både stab og brugere. Mange anser hash for mindre skadeligt end alkohol og staben mener som udgangspunkt, at man skal have lov til at ryge hash, fordi det kan være med til at holde de unge fra at kaste sig over skadelige narkotiske stoffer. Der er dog blandt staben lidt forskellige holdninger til brugen af hash. en enkelt har kaldt det en form for selvmedicinering, som vel i princippet kunne sidestilles med andre former for medicinering. Modsætningen mellem at tillade hashrygning og afvise brug af lægeordineret psykiatrisk medicin forklares af andre dels med at medicin er skadelig og det er hash ikke i et moderat forbrug, dels at der er tale om frivillighed ved brug af hash ):
Spørger:" (…) Hvor stor er forskellen på hash og medicinering?
Stab: Det tænkte jeg også i starten, så er det jo bare selvmedicinering. Jeg synes heller ikke, der er så meget forskel, andet end det er eget valg. Det er egen vilje, end at få det påduttet af nogle læger, som endda mener, de vil kunne helbrede dig med det." (Medlem af stab)
Hashen ryges i mange forskellige situationer og på flere måder, mens vi har været i Gaderummet har den fremherskende måde at ryge hashen på været at ryge bon. Her påmonteres et lille pibehovede på en beholder med vand, og man inhalere så hele mængden på pibehovedet i et sug, og piben kan gå videre til næste ryger efter en ny stopning. At ryge hash er en meget social handling, viser både vores observationer og interviews:
Spørger: "Er der ikke meget socialt liv omkring hashen?
Stab: Jo jo, jeg tænker også, at det er sgu nok der, at man måske er meget samlet. Nogle gange når jeg har været sortseer heroppe, så har jeg tænkt, at det eneste fællesskab man egentlig har, er omkring hash. Det er lidt rigtigt." (Medlem af stab)
Netop det at det er i Gaderummet og i et fællesskab man ryger hash ser Kalle Birck Madsen dog som bedre end alternativet:
"(…) i forhold til dem, der ryger meget hash, at der er jeg ved ikke hvor mange tusind, der sidder i København, som har et værelse og som er på bistandshjælp eller som tvinges i en eller anden form for aktivering, eller som venter på et behandlingshjem, som sidder derhjemme og er helt blege og tynde og ikke bestiller andet end at ryge tjald og ikke spiser. Der sidder mange tusind. Helt alene. Så hellere at de sidder her faktisk, hvor der af og til kommer mad forbi og kommer indtryk. Så er det også, som om at det stopper på et tidspunkt. Man ved, at med den store gruppe, at der ikke er nogen, der kan have dem i behandling, fordi de skal stoppe med at ryge tjald, før de kan behandles."
Fællesskabet viser sig ikke kun i selve rygningen. Hvis nogen ingen penge har den pågældende dag låner/får de af andre mod at de selv giver næste gang. Man skal dog overholde denne orden og ikke kun modtage hele tiden, så afviser de unge den pågældende. Vi har observeret, at der er nogen der ikke deltager i den almindelige udveksling. Det kommer frem på den måde, at når nogen byder på øl eller andet, så bliver enkelte ikke altid budt. De deltager ikke i gensidig udveksling og i det sociale liv på samme måde som de andre. Det kan være svært at afgøre den oprindelige grund, om det angår status, eller om det drejer sig om, at de pågældende allerede har trukket store veksler på de andre brugeres gavmildhed.
Margaretha Järvinen har i bogen: "Det dårlige selskab" fremlagt, hvordan alkoholmisbrugere først betragter deres alkoholforbrug som et misbrug i det øjeblik de mister kontrollen over deres forbrug. Hun peger på, at det i vores samfund er så vigtigt med selvkontrol, og det er derfor netop den parameter misbrugeren anvender for at anerkende et misbrug. (Järvinen, 1998)
I Gaderummet har mange af de unge et stort forbrug af både alkohol og hash. De unge tenderer samme tolkning af deres forbrug som Järvinen påpeger. Herved opstår en række metoder til kontrollering og forklaring af det forbrug man har. Både hver enkelt i Gaderummet og hele Gaderummet som institution har forskellige tilgange og praksisser i forbindelse med denne problematik. Husmødet har besluttet, at alkohol er forbudt i hverdagene og fra Stabens side forsøger man at tilbyde alternativer til druk og hashrygning. For eksempel mener Kalle Birck-Madsen at maden i Gaderummet er et vigtigt alternativ, ligesom tilgangen til det daggamle bagerbrød fra fryseren er. Hans erfaring er, at når de unge er mætte, ryger de mindre bon, og drikker mindre. Der er jævnligt problemer med at alkoholforbudet overtrædes, men ungegruppen er ofte selv med til at få det stoppet igen.
Ligeledes er der i ungegruppen nogle - typisk de der er ved at komme ovenpå - der melder ud til de andre brugere, at det er dumt at sidde og ryge og drikke hele tiden, men der skal en vis styrke til som dette stabsmedlem har iagttaget:
"at skulle sige det til en, som er plørefuld, som bare står og råber, og så skulle sige, du må ikke drikke herinde. Det kan være svært. Men (en bruger) gik for eksempel hen og sagde til hende, der var gravid, at det var måske ikke så fedt, hun sad og røg, og hun fik rigtig meget ballade.(...)(De) skældte hende ud over, at hun blandede sig. Men der er en del deroppe, som ikke ryger hash, som brokker sig over det."(Stab)
De enkelte unge sætter deres forbrug ind i forskellige systemer, og forsøger herved at opnå kontrol med det. En undgår for eksempel at ryge bon inden han skal til træning de dage, hvor han går til kampsport og omkring nytår oplevede vi, at man planlagde, hvornår man skulle tage det specialindkøbte coke, for ikke at gå glip at festen. Der var dog nogen, der delvis gik glip af festen, fordi de på forhånd havde eksperimenteret både med coke og alkohol – med svære tømmermænd til følge.
Sociologen Joseph Gusfield er i Järvinen, 1998 citeret for en inddeling af alkoholens rituelle funktioner i tre typer. For det første fungerer alkoholindtagelse som en stemningsmarkerende handling, for det andet fungerer alkoholindtagelse som overgangsmarkerende og for det tredje har alkoholindtagelsen en social funktion, der afspejler solidaritet og antihierarki. De samme funktioner ser det ud til at hashrygning har i Gaderummet.
Ofte sætter man sig sammen nogle stykker om eftermiddagen og ryger en bon. Imens de unge ryger sidder de og snakker og beretter om, hvad der er sket i løbet af dagen. På det tidspunkt er også unge der bor udenfor Gaderummet ofte til stede, og ligeledes er også de unge, der går på skole, arbejde eller i aktivering tilbage igen i løbet af eftermiddagen. På den måde kommer der en form for overgangsritualisering ind i hashrygningen i kraft af dem, der enten kommer udefra, eller som har været i skole eller aktivering i løbet af dagen. Alle kan nu samles omkring bordet og ofte er netop bon-rygningen et samlingspunkt.
Den sociale funktion omkring hash og i andre tilfælde alkohol er meget tydelig. Ved visse lejligheder får eksempelvis øl funktion af antihierarkisering og solidaritet, idet medlemmer af staben, aktiverede eller Kalle Birck-Madsen også kan drikke en øl med brugerne på stedet. Herved sker en udligning af magtforholdet, hvor det i mange af de andre tiltag og institutioner vi har talt med har været sådan at ressourcepersoner på stedet ikke drak, i modsætning til brugerne, som ydermere pga. alkohol- og hashforbud har måttet gå udenfor, hvis de ville gøre det.
Et vigtigt element i det høje forbrug af alkohol og hash er kedsomhed. For eksempel har mange af de unge i marts været optaget af at bygge modeller af halmhuse. I den periode har forbruget af alkohol og hash været sat meget ned i følge staben. Et eksempel på den modsatte situation ses af det følgende uddrag fra vores Feltdagbog:
"Bruger" ryger meget hash, også efter hans egne standarder. ... nogle gange røg han meget og andre gange mindre. Han giver udtryk for at han ryger, fordi han ikke har andet at tage sig til."
Vi oplevede også flere gange, når vi var i Gaderummet, at de unge udtalte, at de kedede sig og så i samme åndedrag begyndte at planlægge, hvordan de den pågældende dag skulle "gå på druk". Planerne blev diskuteret grundigt og mange detaljer omkring hvilke indkøb, der skulle gøres, og hvor man skulle gå hen på værtshus blev fastlagt.
Med alderen, og måske også en større modenhed og optagethed af andre aktiviteter synes der at komme en kønsforskel ind i hashrygningen. En pige der er holdt op med at ryge så meget mere siger:
"Når jeg ryger hash nu, ryger jeg med mine drengevenner. Der er ikke nogle af mine veninder, der gider ryge hash, det gjorde vi dengang vi var teenagere. De er kommet et skridt videre." (Bruger)
Man er kommet et skridt videre, når man ikke gider at ryge så meget hash mere. Det samme gør sig gældende hos en anden af vores informanter, der efter flere år i hashtåger og med stofmisbrug stort set er holdt op. Det er først i takt med at misbruget er forsvundet, at hun nu er flyttet fra Gaderummet og i gang med at planlægge sin uddannelse og sit videre liv. Det ser ud til at følgen af, at den unge fylder tiden ud med hashrygning fordi vedkommende keder sig, nemt udvikler sig til at al ens tid bliver brugt, og man ikke får fyldt noget andet på, som kan bringe en videre i livet.
Der er andre brugere og tidligere beboere som fortæller at de i den periode de har været i Gaderummet har ændret deres vaner for brug af hash og alkohol. Nogle er flyttet ind med et stort forbrug eller fået et stort forbrug efter de er flyttet ind. Der er enkelte der har fortalt, at de har lange perioder de nærmest ikke kan huske. Der er samtidig også flere som fortæller at de inden de flyttede ind i Gaderummet havde forbrug af hårde stoffer eller at de mens de har boet på stedet er holdt op med at ryge hash.
I Gaderummet er det muligt at låne penge, hvis man ikke selv har nogen og man i et vist omfang er kendt i miljøet som bruger. Kalle Birck-Madsen administrerer låneordningen. Det fungerer på den måde, at den enkelte bruger kommer og beder om at låne et beløb til et bestemt formål. Det er ikke sådan, at man kan låne til hvad som helst. For eksempel vil Gaderummet ikke låne penge ud til hash og sprut, men gerne til mad og andre nødvendigheder. Kalle Birck-Madsen fører en liste over, hvem der skylder hvad. Denne liste kan man, når det samlede beløb bliver for højt se ophængt til almen orientering på et af stedets opslagstavler. Pengene bliver taget fra Gaderummets private driftsmidler, derfor er der en vis justits og generel gruppepres omkring at brugerne betaler deres gæld tilbage, da det ellers går ud over alle. Det bliver forventet, at den enkelte søger at nedbringe sin gæld, når vedkommende har fået penge, som ofte er bistandshjælp. Der er alligevel hvert år et ikke uanseligt tab på lånerlisten, som så overføres til almindeligt tab ved virksomheden Gaderummet beretter Kalle Birck-Madsen.
Omkring låneordningen i Gaderummet er der delte meninger. Både blandt brugere og stab. En fra staben synes det er et problem med en så vidtstrakt økonomisk hjælp i Gaderummet:
"Det er igen det der med at jeg ikke synes, det er en fattigdomsproblematik, og jeg synes det er overdrevet, at man både skal have gratis mad og gratis bolig og bistandshjælp og så også låne penge. Det skaber en skævhed. Jeg kan godt se, at det er et problem, hvis folk ikke har, så de kan få noget at spise, det er da ikke fedt. Men jeg kan godt være lidt bekymret for, om det er det, de låner penge til, det tror jeg ikke altid, det er, også selv om de siger, det er det." (Stab)
Informanten relaterer sit udsagn til at det kan være problematisk at vænne folk til at have så mange penge til forbrug, i forhold til deres videre liv efter Gaderummet, hvor penge skal strække til mange af de ting man i Gaderummet får gratis.
"Alle kan jo betale deres hashgæld, så hvorfor skulle man ikke kunne betale sin madgæld?" (Bruger)
Nogle mener der er for meget eftergivenhed i forhold til at bede brugerne om at tilbagebetale deres gæld til Gaderummet. Ovenstående citat, der dog handler om at oprette en fælles spiseordning, tyder da også på at brugeres afbetaling på gæld vægtes forskelligt alt efter hvad der skal betales af, og hashgæld kan alle altså betale.
Et sted som Gaderummet kommer ikke udenom problemer med kriminalitet. Nogle i staben
synes ikke man melder klart nok ud imod det, og synes nogle gange årsagen til kriminaliteten bliver forklaret som noget politisk:
"Jeg kunne godt tænke mig, at der var en lidt skrappere diskurs fra vores side for eksempel med at tage afstand fra kriminalitet, tage afstand fra ballade på Nørrebrogade og sådan nogle ting. Man skal forstå folks situation, man skal forstå, at de gør det, men jeg synes nogle gange, at man kan få lavet det om til en politisk diskurs, vi er åh så fattige, og nu skal vi gøre oprør. Jeg tror nogle gange, at det ikke er så meget rent politiske idéer. (...)Men jeg synes også det er svært at sige, fordi jeg har ikke autoritet og respekt til det. Det skal næsten være Kalle, og det er han selvfølgelig træt af."(Medlem af stab)
Ansvaret for nogle typer af kriminalitet, som for eksempel ballade og hærværk på Nørrebro, og i nogen grad berigelseskriminalitet bliver delvist lagt over på samfundet, når kriminalitet fra stabens side italesættes som politiske handlinger. Herved tages tilsvarende en del af ansvaret fra den enkelte, der gør noget kriminelt. Samtidig udtrykker staben og leder i andre tilfælde afstand mod at stjæle i butikker for eksempel. Internt tyveri fra andre brugere accepteres slet ikke, blandt andet med henvisning til at alle er lige fattige, og det derfor er usolidarisk at stjæle fra hinanden.
Med hensyn til hæleri har staben ikke mulighed eller ønsker om en grundig kontrol med, hvad der kommer ind i Gaderummet, men problemet ofres alligevel en del opmærksomhed. Strategien er snarere at forklare de problemer hæleri kan give for stedets overlevelse, fordi det er ulovligt og kan fremtvinge en indgriben fra politiet for eksempel, og appellere til brugerne om at huske på det. Det gør mange da også, og de henvender sig til staben, hvis de hører om noget:
"Det er jo et problem for stedet, hvis vi bliver associeret med at være sådan en hule, hvor sådan noget foregår. Så det er klart, det skrider vi ind overfor i det omfang, at det ligesom kommer til os. Sådan noget (hæleri i stor stil) ville være vores dødsdom. Det er klart, det skrider vi ind overfor. Der er så nogen, der kommer og meddeler os det, de er jo godt klar over, hvad der kan skade os. Lige så snart der er noget, der kan skade os, så er der nogen, der kommer og siger det til os meget hurtigt. Men småhæleri, hvis nogen har stjålet noget meget omsætteligt, det er jo tit noget, vi har ikke en jordisk chance for at opdage det."(Medlem af stab)
I forhold til at takle hæleri og kriminalitet i øvrigt bevæger staben i Gaderummet sig konstant på en balancegang, der drejer sig om, på hvilke præmisser man har mulighed for at påvirke folk. Det kan måske i visse tilfælde være en bedre strategi at have en forholdsvis stor tolerance overfor eventuel kriminalitet, ud fra den betragtning at stærk fordømmelse skubber den unge væk, og derfor ikke giver mulighed for at påvirke den unge til at se alternativer til en kriminel løbebane.
Det er almindelig praksis blandt brugere at hustle i Gaderummet. At hustle betyder, at man erhverver sig penge eller ting ved at overtale den man hustler til at betale mere end man selv har givet for noget. Betydningen at hustle kan indebære alt fra direkte tyveri til småtusk blandt venner. Det kan også udlægges som at få sagsbehandleren til at give sig bistandshjælp, uden at man behøver at lave noget for den. Det gøres for eksempel ved at overdrive sine problemer. Hustle er at komme nemt til noget:
"Det er, hvad der er nemt for een. Hvis der står en splinterny racercykel, og den ikke er låst, så hustler man den. Tror jeg. Ja, det gør man."(Medlem af stab)
Der er forskel på, hvordan man hustler, og karakteren og intensiteten af hustlingen afhænger af, om det er overfor interne eller eksterne personer:
"Hvordan er kriterierne for det, når man hustler? Hvem der er ekstern og intern? Man forsøger også at hustle hinanden imellem, men der er en grænse. Man ved godt, at den "hustlergig" er udbredt, så man spotter jo netop hinanden i den der måde, man ligesom forsøger. Nogle af dem, der er mest succesrige, det er dem der pusher, dem der sælger hash. Men det er ikke dyrt, det er betydeligt dyrere at tage ud på Christiania eller på gaden. Jeg vil tro, at dem der ved, man hustler, de er ligesom lidt interne, dem der ved, at det er det, det går ud på. De bliver jo heller ikke hustlet. Det er jo alle, man kan prøve at lave en god handel med, man kan snyde. Hvis man ikke kender folk, så kan man være mere skruppelløs, hvis man overhovedet har muligheden for at lave en handel med dem." (Medlem af stab)
Det er dog ikke alle i Gaderummet der altid tager specielle hensyn til det miljø man selv er en del af, og hvor hustlingen gennemføres som overfor en ekstern person:
"Jeg tror, der er nogle, hvor de ikke ville skele til, at det er en del af miljøet... Det er jo typisk dem, der virkelig er langt ude i druk og som bare kører den helt store hærgestil. Dem er der jo ikke så mange af." (Medlem af stab)
Hustling forsøges overfor staben med jævne mellemrum, men staben ved ofte at det er det der foregår, og derfor er det ikke særlig nemt at hustle dem. Kalle Birck-Madsen beder om en kassebon eller noget andet, for at sikre sig at det for eksempel ikke er hælervarer. Proformahustling af staben sker indimellem som en joke, hvor en bruger med glimt i øjet forsøger at afsætte vin, kaffemaskiner eller andet til staben som på sin side replicerer med et humoristisk svar.
Hustling adskiller sig fra kriminalitet i snæver forstand på den måde, at der kan være tale om en gensidig relation, hvor der foregår en forhandling mellem den der hustler, og den der er udsat for hustling. Det er indenfor visse grænser legitimt at hustle i Gaderummet også i forhold til staben. Det er dog ikke sådan at hustling er den form, der bruges indadtil og som bekræfter et sammenhold, og tyveri er den form der anvendes udadtil. Der forekommer som tidligere nævnt også tyverier mellem brugerne indadtil i Gaderummet. Men idealet er at man er solidariske og ikke stjæler fra hinanden i Gaderummet.
Materiel fattigdom - social fattigdom.
Mange brugere og medlemmer af staben har den opfattelse at brugerne i Gaderummet er fattige, og at deres problemer derfor meget skyldes en fattigdomsproblematik. Men nogle som ser Gaderummet i et globalt perspektiv, bliver provokerede af den indstilling:
"Nogle gange synes jeg også, at man snakker om, at vi har det så dårligt, vi er så fattige, så bliver jeg også sådan, at I er altså ikke så fattige som dem i Somalia, så I kunne i stedet for at ryge så meget hash sende pengene derned, fordi man netop har den der meget socialistiske... socialisme i hele verden og hjælpe de fattige i 3. verden og marchere for fattige bønder og sådan noget." (Tidligere medlem af stab)
Begrebet fattig bruges på mange af brugerne i både Gaderummet og Regnbuen. Stedet definerer ikke begrebet nærmere, men der indgår et økonomisk element i definitionen. Fattigdomsbegrebets måde at fungere på i Gaderummet synes at være et eksempel på et stigma i Erving Goffmans betydning, som har identitetsskabende funktion for en gruppe, som i deres selvforståelse deler den samme situation; de er fattige, hjemløse og i det hele taget udenfor samfundet. Brugen af betegnelsen fattige på de unge opfattes meget forskelligt både af parter indenfor og udenfor Gaderummet-Regnbuen. En fra staben har følgende betragtning:
"Det er en fattigdomsproblematik, hvis folk kan miste deres bistandshjælp, så har de jo ikke nogen penge, så er de fattige. Men hvis man har en bistandshjælp... det er en relativ fattigdom, i forhold til dem, der har råd til store biler, computere og et stort hus i Hellerup, så er det selvfølgelig ikke særlig mange penge, især hvis man er under 25 og skal klare sig for bistandshjælp. Men dem der er over 25 og har en bistandshjælp, det kan man godt klare sig for, man kan selvfølgelig ikke klare sig for det, hvis man skal have et misbrug ved siden af, jeg tror meget, det er det, der er problemet. At de skal bruge mange penge til øl eller hash."(Medlem af stab)
Det er altså ikke reel fattigdom der er på tale, i hvert fald ikke når man er på bistandshjælp, som de fleste er. Der er en anden definition som passer bedre:
"Jeg tror, når man snakker om den fattigdomsproblematik, det er meget den der udstødelsesproblematik.(...) hvis man aldrig kommer til at have flere penge, så kommer det måske til at blive for trist at skulle være fornuftig, ikke at kunne gøre de der ting, som er spændende eller afbryde hverdagen, som kan være fester og det. (...)Jeg sammenligner med dem, som for mig virkeligt er fattige, og hvor man ikke ved, om man har mad i morgen, så tror jeg lidt, der er også blandt danskere generelt og i Gaderummet, jamen det er samfundets ansvar at forsørge. Det synes jeg selvfølgelig også, at det er, hvis vi ikke skal have et kapitalistisk samfund hvor folk virkelig dør af sult. (Medlem af stab)
Informanten mener at det i virkeligheden er en udstødelsesproblematik, at man ikke kan tænke sig fremtidsudsigter der ser bedre ud, og at man derfor ikke kan være fornuftig omkring sine penge hele tiden, men bruger dem til at muntre sig lidt op med. Et element i udstødelses-problematikken er altså at man ikke gives en oplevelse af at have fremtiden på sin side. Hvis man føler sig sat af i svinget på bistandshjælp, uden uddannelse og udsigt til arbejde, er det sandsynligt at de unge føler, det er udsigtsløs at gøre noget aktivt, fordi det opleves så uoverskueligt at komme med på vognen igen.
Madordningen og lignende i Gaderummet udgør et sikkerhedsnet i denne forbindelse, at man får noget mad selv hvis man er flad. Men det er en kompliceret problematik at håndtere for Gaderummet, som man slås med kontinuerligt:
"Gaderummet er også med til at bekræfte, at der skal være mad i Gaderummet, derfor kan jeg godt selv tillade mig at bruge mine penge på nogle andre ting. Men det er en svær problematik, der er nogen, der virkelig har brug for det, som kommer fra gaden, og som er ude i sumpen, og hvor de ikke er i stand til at prioritere deres penge. Så er det vigtigt, at der er mad til dem, og problemet er så at lave skellet mellem dem, der har brug for det og dem der ikke har, og så sige du skal betale, du skal ikke. (...)Jeg tror også, at Kalle ville ikke kunne klare det job, hvis han skulle gå og sige, hvem der skulle betale, og hvem der ikke skulle, og folk ville argumentere for, hvorfor de lige i denne måned ikke skulle betale, så bliver det et praktisk problem. Plus at det ville skabe sådan et stabs-brugerhierarki, at staben skulle sige, du skal betale, du skal ikke, og det er jo lige imod det, man gerne ville."(Medlem af stab)
Hensynet til bruger-stabs relationen er måske nok det der i sidste ende afgør den praksis man har på stedet, med låneordning, gratis madordning og fri bolig begrundet i fattigdomsbetegnelsen. Udadtil er fattigdomsbetegnelsen dog ikke altid lige anvendelig i forhold til at opnå sympati i omgivelserne, mener denne IP:
"Jeg tror ikke, der er nogen, der tænker, hvor er det synd, de er fattige og så giver dem en masse penge, men jeg tror, hvis man spiller på det, at de er udstødte, og de har ikke noget socialt netværk, det tror jeg ville vinde meget mere sympati i samfundet. Jeg tror måske ikke altid, at det er en fordel at slå et 22 millioner hus op til at være et fattigdomshus, jeg tror, det vækker mere antipati." (Medlem af stab) )
Ikke alle synes fattigdomsbegrebet er det mest hensigtsmæssige at anvende for at få midler til stedet. Ikke desto mindre inddrages fattigdomsbetegnelsen i Gaderummet massivt som en strategi til at få opmærksomhed og få del i nogle af de goder som man ellers ikke har midler til at tilkæmpe sig.
Stabens hensigt med den kritisk psykologiske tilgang til arbejdet med de unge er at forbedre og udvide deres handlemuligheder. Det er en vigtig præmis for at arbejdet kan lykkes, at man ikke pådutter brugeren egne værdier og praksis. Dette tidligere stabsmedlem peger på en fastlåsthed, som nogle gange går imod hensigten:
"Jeg oplever lidt den der kritiske psykologi, også fra Kalle, at man fralægger sig al moral, eller man skal ikke som ressourceperson vide, hvad det gode og det rigtige nu er. Det er folk selv, der skal finde frem til det, man skal ikke komme og sige, at det er det rigtige at have et job, eller det rigtige er en uddannelse, fordi samfundet skal være rummeligt nok til, at det godt kan være rigtigt at gøre alt muligt andet. Men i Kalles fastlåsthed i den kritiske psykologi synes jeg nogle gange, at der ligger et normativt perspektiv, at man alligevel skal være på en speciel måde, også en normativ forventning om, hvordan samfundet skal være for at alle kan være lykkelige." (Medlem af staben)
Her peger informanten på den samfundskritiske tilgang, som man i Gaderummet-Regnbuen har defineret som sin forståelse af det omgivende samfund. Her har man fra stedets side ofte en holdning til, at det er samfundet, der skal ændres, for at man kan løse den unges problemer på en ideel måde. Det gør at man ind imellem ikke får forholdt sig eksplicit til, hvad der faktisk går for sig i Gaderummet, og hvordan brugerne agerer.
Der er en identitetsskabende fællesforståelse af Gaderummets position i forhold til omgivelserne. I spejlingen i omgivelserne, ofte i form af et modbillede, er den på et niveau en styrke. Det kan være et orienteringspunkt som kan virke befordrende på integration i det interne fællesskab. I det fællesskab, som Gaderummet tilbyder kan modbilledet til det normale samfund være en styrke, da der er ting ved den normale tilværelse i form af arbejde og uddannelse som brugerne ofte ikke har og ikke umiddelbar har udsigt til.
Det som kan være problemet for Gaderummet er om de integrerende kulturelle forestillinger som brugerne anvender indadtil kan være stigmatiserende udadtil, og hvordan man i Gaderummet forholdet sig den eventuelle udstødelse, som livet i Gaderummet kan bidrage til.
Blandt Gaderummets stab har man den opfattelse, at man her opsamler dem der er svagest og som der ikke er plads til andre steder. Der er andre institutioner der ligeledes gør gældende at de netop tager sig af de svageste. Eksempelvis mener socialarbejdere der arbejder med narkomaner og prostituerede at de unge i Gaderummet er stærke, der ligefrem har overskud til et politisk engagement.
Vi kan ikke afgøre hvem der tager sig af de svageste. Diskussionen om hvem der tager sig af de svageste kan ses som en kamp i feltet for socialt arbejde. Hvis man kan gøre gældende, at man netop tager sig af en ellers overset gruppe, så har man en position for forhandling. Vi mener at det kan være en mulighed at se diskussionen om fattigdom i dette lys, som det fremtræder i Gaderummet.
Mellem brugere og stab er der en vis overensstemmelse i deres opfattelse af omgivelserne. Det er i omgivelserne, man ikke bliver forstået. Og det er i omgivelserne man bliver fejlbehandlet eller fejlanbragt. Det giver tilsyneladende en vis fællesskabsfølelse, der tillige er identitetsskabende.
"Men de kører det jo selv, de har deres samfund deroppe, deres eget system og det hele." (bruger)
Gaderummet udgør i mange henseender et samfund i samfundet. Her opstiller man i en vis udstrækning selv sine kulturelle regler for hvordan stedet styres. Det gøres ofte i en slags kontrast til omgivelserne. Fra Gaderummet er der et særligt blik på omgivelserne, der dog afhænger lidt af, hvem der lufter sine tanker om forskellige fænomener. Der er især nogle temaer, som går igen når samtalen falder på omgivelserne i forhold til Gaderummet. Blandt de unge er det især deres oplevelser med politiet og det sociale system. Hos staben er psykiatrien et centralt modbillede når de skal beskrive Gaderummet og Regnbuens praksis.
I det følgende vil vi forsøge at give et billede af, hvordan bestemte aspekter ser ud set fra Gaderummet sammenholdt med, hvordan Gaderummet ser ud set med nogle af de samme institutioners øjne. Det giver et billede af, hvorfor det ind i mellem er vanskeligt for Gaderummet-Regnbuen at skabe nogle vedvarende samarbejdsrelationer til omverdenen.
Politiet bliver i Gaderummet et symbol på det etablerede samfunds magtanvendelse og sociale uretfærdigheder. Det bliver ofte fremlagt som om, at de unge hele tiden ender i konfrontationer med politiet, men ved at spørge nærmere til de enkelte hændelsesforløb får man samtidig indtryk af at de unge i Gaderummet også søger konfrontationer med politiet. Man kan således sige, at begge parter er med til at opretholde status quo i forhold til den eventuelle konflikt. I en diskussion en tilfældig dag i Gaderummet fortæller nogle af brugerne.
"Han (bruger) har været i klammeri med politiet flere gange. Han synes han skylder politiet nogle bank. Der var noget med et sted, hvor punkerne holder til, der er han blevet anholdt flere gange. Han vil rigtig gerne have hævn fra alle de gange, hvor de har knækket fingre på ham. Jeg indvendte at politiet ikke måtte knække fingre på ham. Politiet må jo ikke bruge vold! Så protesterede flere, og sagde at jeg da vist slet ikke vidste noget om nogen ting. Politiet de gør bare hvad de vil. De siger, at politiet truer dem på alle mulige måder og de kunne alle sammen fortælle alle mulige historier. Det skal dog også indvendes at flere af dem fortæller historier om, hvordan de selv har truet politiet." (Uddrag af feltdagbog)
Der er ingen tvivl om, at politiet er opmærksomme på, hvad der foregår i Gaderummet. Det hænger sammen med, at Gaderummet af politiet opfattes som en del af det autonome miljø og ikke kun definerer sig som et værested for hjemløse. Når der anmeldes demonstrationer fra Gaderummet eller Ungdomshuset på Jagtvej, så er politiet på stedet. Det kunne vi med selvsyn se, da vi fulgte demonstrationen for Ungdomshuset i november 2000, hvor politiet mødte talstærkt op.
"Efter at have råbt slagord og larmet meget med raslebøtter og tomme rustne tønder et stykke tid til musikken, blev der kaldt til afgang. Deltagerne fik at vide, at vi skulle huske, det var en fredelig demonstration! Uden vold. Demoen bevægede sig ad Skindergade til Rådhuspladsen. Politiopbuddet virkede meget massivt. Der holdt flere hollændervogne og mindre politirugbrød i de omkringliggende gader.
Efter en times tid på pladsen, gik demonstrationen videre ad Åboulevarden. Her blev politiopbudet om muligt endnu større, Ca. 8 af politiets store køretøjer kørte efter demoen og en foran. Derudover var der 3-4 motorcykelbetjente der bevægede sig rundt, og spærrede trafikken fra sidegader og lignende. Indtil nu var demoen ret fredelig. Men et lille stykke ude af Åboulevarden stillede politiet sig op i en ret tæt kæde på venstre side af demonstranterne, og i deres megafon råbte de at demoen skulle holde til højre så den øvrige trafik kunne komme forbi. Politiets megafonstyrer indflettede i sit opråb det faktum at en del af de unge havde nissehuer på, og kaldte dem blandt andet nissepiger og nissedrenge! Hvordan det skulle opfattes tydede jeg ikke rigtigt. Var det et forsøg på at tage lidt af spændingen ud af situationen? Eller var det en latterliggørelse af demonstranterne?
Ved Søpavillonen skiftede stemningen pludseligt. Jeg kan ikke forklare hvad der foranledigede dette skift. Demonstranterne råbte nu tillige med de andre slagord også: "Politi-kontrol skaber mere vold" Lige ind foran mig rykkede pludselig 6-7 fuldt kampklædte betjente efter en demonstrant, de skubbede andre hårdt væk på vejen. Og slæbte hende ind på fortovet. Der blev råbt, du må ikke have maske på." (Uddrag af feltdagbog)
Det helhedsindtryk vi havde af demoen var, at den faktisk forholdt sig relativt rolig under hele turen. Der blev ikke kastet med noget eller fyret noget af undervejs. Gruppen var relativt samlet i forhold til hvordan demonstrationer er. Vi kunne ikke se at nogen var tydelig provokerende overfor politiet. Politiopbuddet virkede ret massivt og de omkransede demoen tæt på tre sider (for, bag og venstre side ud mod vejen). Vi så enkelte anholdelser som virkede voldsomme efter omstændighederne. Siden hen har vi erfaret at to anholdte i forbindelse med denne demonstration blev dømt for at overtræde maskeringsforbudet.
I marts 2001 blev der lavet en anden demonstration i form af en lille procession, hvor brugernes modeller til halmhuse blev trukket gennem byen på små vogne til By og Boligministeriet. Det var en lille demonstration med 20-30 mennesker. Processionen blev fulgt permanent af en almindelig politibil. Dernæst var der gennem hele forløbet en større blå politibus som hele tiden cirklede om den lille demo. Umiddelbart var det svært at se, hvor mange politi-folk der i alt var sat på opgaven, men politiet var hele tiden synlig under forløbet, selv om politibusserne holdt sig i baggrunden.
Forholdene omkring demonstrationerne er en af de ting, som gør at brugerne i Gaderummet synes de får særbehandling hos politiet. På et af husmøderne spurgte vi, hvor mange der havde erfaring med at blive arresteret. Det havde den gruppe brugere, som var til stede på det pågældende husmøde alle sammen. Dertil kom at selv en af hundene havde været arresteret!
Det er acceptabelt at hustle politiet, og flere brugere kan med stor fornøjelse fortælle, hvordan de har bragt politiet i vanskeligheder. Hvis man har været anholdt uretmæssigt, så gør man meget ud af at man får penge i erstatning. På vores gruppediskussion på husmødet, hvor vi havde politiet som emne, spurgte vi til, om der var behov for politi i vores samfund og hvis ikke, hvordan man så skulle opretholde en vis orden og beskyttelse af de svage.
Her var nogle af brugerne inde på, at der ikke var behov for politiet, da man jo indbyrdes borgerne imellem kunne afgøre problemer. Den gruppe brugere havde holdninger der havde karakter af at argumentere for selvtægt. Det skal så vidt vi kan se opfattes som en del af den politiske diskurs, der florerer i de autonome miljøer. Der var andre brugere, der pegede på, at de mente politifolkene var dårligt uddannede og havde svært ved at håndtere de grupper der var lidt anderledes. De føler de bliver diskrimineret, fordi de ser ud som de gør osv. Der var dog også en vis enighed om, at der var forskel på de enkelte politifolk og at nogle var gode nok.
Politiet ser omvendt deres handlemåder overfor Gaderummets brugere som en fremfærd, hvor de giver dem samme rettigheder som alle andre i dette land. Når de stiller op i så stort tal til demonstrationer hvor unge fra det alternative miljø på Nørrebro deltager forklares det med, at det skyldes erfaringer med, at disse demonstrationer nogle gange går over gevind. De mener de er nødt til at være mange tilstede for at beskytte andre borgere, men også for at beskytte deltagerne i demonstrationerne mod at politiet må bruge hårdhændede metoder for at opnå kontrol igen.
Politiet fremhæver, at de ikke iværksætter noget som helst overfor Gaderummets brugere og andre fra det alternative miljø, hvis de ikke er blevet bedt om det af andre. Politiet kan altså ikke umotiveret og selvstændigt gøre noget, som ikke er en politisk beslutning (love og regler) eller en anmeldelse fra borgere. For eksempel må politiet ikke skride ind overfor Gaderummet selvom en del unge overnatter der ulovligt fordi de ikke har fået en anmodning fra ejerne eller brandmyndighederne. Man må ikke krænke den private ejendomsret, og denne regel beskytter i øjeblikket Gaderummet for at blive ryddet.
Med hensyn til socialvæsenet, så har mange af de unge dårlige erfaringer, som de refererer til. De føler, at de løber sur i eksempelvis det sociale systems bureaukrati. Når det lykkes at få etableret en aftale, som den unge er tilfreds med, så bliver det ofte bremset af, at der er forskellige praksisser andre steder i systemet, som hindrer at aftalen kan gennemføres. Brugerne føler, at de sociale myndigheder handler hen over hovedet på dem. Andre har erfaringer med, at der er meget dårlig kommunikation og forskellig politik mellem de forskellige afdelinger i socialforvaltninger. Staben ytrer ligeledes meget kritik af den måde det sociale system møder de unge på, som Kalle Birck-Madsen siger om en af områdets socialcentre.
"Det er som om, at man systematisk ikke vil have med folks egne grunde at gøre derude"
Når en ung i Gaderummet begynder at tale med en fra staben om, hvad der skal ske fremover, så støtter de altid den unges ønsker og advokerer for, at det den unge vil, er det rigtige overfor den pågældendes sagsbehandler. Herved er de med til at øge den unges mulighedsbetingelser. De lader sig bruge som den unges middel. De søger at mindske det problem, som mange af de unge har med dårlige sociale og formuleringsmæssige færdigheder i forhold til at argumentere for deres sag overfor en sagsbehandler. Det er også her de søger at sætte en stopper for de beslutninger, der når de beskrives og ses fra Gaderummets position virker absurde.
Et eksempel kan være en bruger, der i løbet af nogle måneder har været i et uddannelsesforløb. To måneder før forløbet er tilendebragt meddeler bistanden, at nu skal den pågældende i aktivering ellers vil bistandshjælpen blive inddraget. Så kan man fra Gaderummets side bruge et halvt år på at klage, men den pågældendes uddannelse er afbrudt. Det giver ifølge både brugere og stab manglende motivation i forhold til de ting, som de går i gang med. Vi har ikke haft mulighed for at tjekke de pågældende eksempler ved de sociale myndigheder, men vi kan konstatere, at det er fortællingerne om det sociale systems absurditeter, der bliver fortalt igen og igen.
"Bruger har været registreret som boligløs og uden adresse i <sted>, hvor hun tidligere har haft et værelse. (…) Hun fortæller, at hun vil først kunne få hjælp fra kommunen i december. Hun er lige fyldt 20. Fordi hun er boligløs har hun ikke et regulært sygesikringsbevis. Hun har en A-4-side som hun kan bruge midlertidig i 3 måneder. Herefter må hun have et nyt, det midlertidige sygesikringsbevis kan kun bruges i DK." (Uddrag fra feltdagbog)
Brugerne fortæller om deres sagsforløb, som en fortælling, hvor det ene tiltag spænder ben for det andet og de føler sig mistænkeliggjort. Dertil kommer at man ikke engang kan få et rigtigt sygesikringsbevis, som er et dokument, der har gyldighed i mange sammenhænge, som f.eks. at låne en bog på et bibliotek. Ovennævnte bruger lagde vægt på, at hun selv gerne ville samarbejde og flytte sammen med en kæreste, der var registreret som hjemløs i en anden kommune. At finde en fælles løsning for to, der er registreret som hjemløse i forskellige kommuner er tilsyneladende en stor udfordring for systemerne ifølge vores informant. Løsningen på problemer fandt de selv, da de skaffede sig en bolig uden kommunernes hjælp.
Det til tider anstrengte forhold mellem brugere og sagsbehandlere/system er et problem som genkendes på nogle af de andre parallelle institutioner, som vi har talt med i forbindelse med evalueringen:
"IP: Vi kan sagtens pege på, hvad det rigtige tilbud kan være, men vi ved også, at vi lever i den virkelige verden, og det(kan) være svært at finde det specielle tilbud. Men vi forsøger efter bedste evne i hvert fald at finde det, der så bliver det bedste af det, der findes. Det kan man som regel også.
Spørger: Hvordan er Jeres position i forhold til de unge og til systemet? Føler I Jer splittet? Synes I, at I sidder med to kasketter?
IP: Man har mange konflikter på arbejdet. Èn af konflikterne kan være i forhold til de unge, som er her og konflikter dem imellem og konflikter i forhold til dem og krav, men jeg har lige så mange konflikter i forhold til de enkelte sagsbehandlere ude på forskellige centre. Hvor vi kan sige, at vi har en hel klar opfattelse af den unge her, hvor vi siger, at det er bare nødvendigt, at der bliver etableret et skoletilbud nu, og det er to år siden, han har været i skole, og det er nu, han har motivationen, og hvor sagsbehandleren ikke vil bevillige noget. Det er meget økonomiske slagsmål, man har, det er en stor del af det." (Socialarbejder)
Den pågældende socialarbejder siger efterfølgende, at man jo lige så godt kan finde løsninger de er med på. Det er for det første, det man skal som socialarbejder, og for det andet så er det de unges eget liv det gælder, det er jo ikke socialarbejderens.
Et andet fænomen som både brugere og stab i Gaderummet vender tilbage til i flere interview er, at man nogle steder ikke længere har et system med fast sagsbehandler, man kommer ind til den, der har tid. Det oplever brugerne som, at de hele tiden skal starte forfra, med en ny som ikke er inde i ens sag. Den unge skal så fortælle hele sin historie en gang til, hvilket kan virke meget provokerende, og som om man aldrig kommer ud af stedet. Det er også et problem som genkendes andre steder, om end der tilsyneladende er en anden praksis på vej, i hvert fald i nogle institutioner:
"Tidligere har man jo været på, at det har været uprofessionelt, hvis du går ind og danner en relation dig og mig, hvis du boede der. (…)Hvor jeg synes tendensen nu, det er, vi lukker meget mere op for en... der kan være kemi mellem dig og mig, og det er fint, at man arbejder mere i individuelle forløb, og man kan ikke forvente, at en eller anden ung kommer herind og skal fortælle 7 forskellige mennesker om de store traumer i ens liv." (Socialarbejder)
Der er noget der tyder på, at hvis systemet skal virke, så må det være muligt for den unge at anvende sine sociale færdigheder – uanset deres beskaffenhed, til at skabe en relation, så den unge kan blive om ikke en ligeværdig partner i dialogen, så dog en part, som ikke føler sig alene overfor et upersonligt system. Et andet problem ved forhandlingen er at de unge har svært ved at argumentere sig frem til deres behov. Det betyder, at de ofte må fremstille sig på en uværdig måde, der sætter dem i en offerposition i forhandlingen med det sociale system.
"Det er en skønsmæssig vurdering, og det er ikke sådan, at det er sagsbehandlerens penge, som man skal have. Jeg kan levende forstå den der med, at fortæller du lidt om dig selv, kan du fortælle en traumatisk historie fra dit liv, så kan det være, at man kan få bevilliget noget. Sådan burde det ikke være, men sagsbehandlerne er pressede, og der er mange, der søger væk. Specielt i Københavns Kommune." (Socialarbejder)
Det har været et gennemgående tema for flere af de parallelle institutioner eller initiativer som vi har interviewet i forbindelsen med undersøgelsen, at de har oplevelser med det sociale system som stemmer overens med de oplevelser, man giver udtryk for i Gaderummet. Det fremgår af flere af interviewene med forskellige typer af socialarbejdere, at unge og andre marginaliserede ofte har brug for bisiddere for at komme igennem med deres egne ønsker overfor deres sagsbehandlere. I Regnbuen-Gaderummet lægges der tilsyneladende en hårdere linje overfor de sociale myndigheder i forhold til, hvad man gør andre steder. Man er mere i opposition og synes at systemet skal laves helt om, hvor man andre steder har et mere forsonligt udgangspunkt i tilgangen til de sociale myndigheder til trods for at også de har kritik af systemet. En af vores informanter, der arbejder med narkomaner følger ligeledes de unge i systemet.
"Men vi ser jo meget vores opgave i både at få de unge til at se, at de selv har nogle muligheder for at gøre noget (...) De tror aldrig, der er nogen, der vil hjælpe dem, og de synes, alting er så indviklet, og det synes de jo på grund af den historie, de har. At få dem til at se, at sådan er det ikke altid, at nogen gange er der nogen, der gerne vil hjælpe dem, og det kan godt være, at du har en sagsbehandler, som faktisk er meget sød. Når det er vigtigt for os, så er det jo fordi, nogle af de unge skal jo i kontakt med socialforvaltningen resten af deres liv. Vi er der jo kun en kort periode, så det er vigtigt, at de lærer at kunne se, hvornår der faktisk er mulighed for at få etableret en dialog. Når vi går til de der møder, handler det meget om at sørge for, at den unge hører efter og forstår sagsbehandleren og omvendt. Så det er mere sådan en birolle, og selvfølgelig også, hvis en ung skal have noget igennem, i forhold til det. Det er der rigtig meget af vores arbejde, der ligger i det." (Socialarbejder)
Det som den pågældende social-arbejder giver udtryk for er, at hun ser sig som en formidler, der ikke kun skal sørge for at gennemtvinge den unges ønsker, men også skal give den unge redskaber til at kunne forhandle indenfor sine egne rammer. Dialogen er midlet for den unge. Det er for den pågældende vigtigt, at den unge får en vedvarende kompetence, idet socialforvaltningen muligvis forbliver den unges samarbejdspartner gennem hele livet. Socialforvaltningerne har dog også blik for mange af de mekanismer i deres eget system, der kan skubbe unge fra sig.
"Jeg kan godt forstå det, og det kan man også høre fra de unge selv, de vil gerne være i fred, (...)og så er alt godt. Men det holder jo ikke. Vi sidder jo med den der forbandede viden om, at ungdomsperioden er utrolig vigtig, en meget kort periode, der er så mange ting, der skal nåes, så som ansvarlig social myndighed er vi nødt til at arbejde mod, at der skal være et udviklingsperspektiv for de unge og de ting, de sætter i værk. Så må vi så bruge meget opmærksomhed på at finde nogle former at gøre det under, som de unge kan acceptere(...) De vil gerne under de rigtige former." (Socialarbejder)
Der er således fra de offentlige myndigheders side en vis forståelse for, at de unges samliv med de sociale myndigheder kan være trættende i længden for den unge. Samtidig så ønsker de heller ikke at lade de unge i stikken, da det at lade dem være i fred ikke nødvendigvis løser deres problemer, ud fra de erfaringer man har fra de sociale myndigheder.
En af de ting der i Gaderummet er stor modstand imod er aktivering. Kritikken af aktivering rangerer på linje med kritikken af medicinering. Herom skriver Kalle Birck Madsen i brev til By- og Boligministeriet af 30 september 2000.
"Man kan desværre sige det på den måde, at hvis man som ung havner i en situation med store problemer, og med konflikter i aktuel socialt netværk og i eventuel familiesammenhæng, så vil hjælpen – lige meget om ens rødder er en velstillet familie eller en fattig familie – bestå i tvangsaktivering, der ødelægger ens selvtillid, eller i psykiatrisk behandling, der ødelægger ens værdighed, når man medicineres mod ens egen vilje." (Kalle Birck Madsen, 30 september 2000)
Folk fra det sociale system har en lidt anden tilgang til aktivering end den holdning om tvangsaktivering, som Kalle Birck-Madsen giver udtryk for i sit brev. Her bliver det lagt over i en anden kategori, der handler om udveksling i forhold til den hjælp, som man får tildelt. En socialarbejder fremhævede, at han også selv var tvangsaktiveret ud fra den betragtning, at han måtte yde noget for de penge, som han fik i løn. Det er ud fra devisen – noget for noget. Fra denne position bliver aktivering betragtet som en tilgang, hvor man tager brugerne alvorligt, som medlemmer af samfundet og ikke bare lader dem sidde hjemme hos sig selv. På mange i det sociale system der virker det ofte som om, at man i Gaderummet og Regnbuen bytter om på begreberne tvang og tilbud. Den førnævnte socialarbejder siger om aktivering:
Spørger: "Når man kommer her bliver man altså tilbudt arbejde og uddannelse, er det så det man ville kalde tvangsaktivering.
IP: Der er ikke noget der hedder tvangsaktivering. Det bestemmer de helt selv. Det er en forvanskning af folk, som vil holde sig langt væk fra arbejdsmarkedet. Det er en sprogforbistring. De er ikke tvunget til aktivering. Altså hvis ikke de vil aktiveres kan de bare gå ud af døren igen.
Spørger: Men så får de heller ingen bistandshjælp.
IP: Nej selvfølgelig ikke, fordi det kræver noget arbejde for at få nogle penge. Det er fordomme vi har blødt op for mange år siden. (...) Der ligger en markant forskel fra mine og vores holdninger og så Kalles, ingen tvivl om det. Men jeg respekterer Kalle for det han klarer og magter der, og jeg tror han gør fantastisk godt fyldest lige i det tomrum der, hvor man siger... når du kommer ind, så skal du have arbejde eller uddannelse, men det er jo ikke alle der er beredte til det. Og der ligger han godt i det der og kan samle dem op og ruste dem til at komme videre." (Socialarbejder)
Der hersker i dag en udbredt holdning i det sociale system til, at lediggang ikke er godt. I løbet af 80’erne førtidspensionerede myndighederne mange bistandsklienter ud fra en ide om, at de alligevel ikke ville komme i arbejde, så derfor kunne man lige så godt flytte dem fra arbejdsløshedskøen. En socialarbejder betegner det som en menneskelig katastrofe:
"Der er 270.000 førtidspensionister her i Danmark. Det er en stigning på 200.000 på tredive år, og vi har ikke været i krig siden 1864. Vi har ikke fået skudt arme og ben af. Det er en menneskelig katastrofe. Det er en eftergivenhed og en underlæggelse af dem, der siger "tvangsaktivering", og jeg synes vi skal tage kampen op. Der er ikke noget der er mere ødelæggende for et menneske end ligegyldighed. Og det er ligegyldighed at frede et menneske og ikke følge med, men bare siger kom du igen til næste år, så kigger vi på det der sprogkursus. Det er ligegyldighed, det er den værste form for gyldighed." (Socialarbejder)
I spørgsmålet omkring aktivering er Gaderummet i konflikt med omgivelsernes holdninger.
Det som set med brugernes og stabens øjne i Gaderummet er umenneskeligt og nedværdigende bliver fra det andet synspunkt betragtet som en menneskelig og rigtig handling, fordi man har et alternativ in mente, som man ikke ønsker. Nemlig bare at lade folk sidde overladt til sig selv. Hvis man bare gør det udviser man ligegyldighed overfor at få folk geninddraget i samfundslivet. På den måde bliver aktivering betragtet som en anerkendelse af bistandsklienten skal genoptages som et fuldgyldigt medlem af samfundet.
Der er forskel på, hvordan brugerne ser på aktivering. Ud fra vores interviews er der nogle brugere, som mener at aktivering i nogle tilfælde kan føre noget godt med sig. Når nogle brugere ser skævt til aktivering, så er de fordi det ikke altid ser ud til at have et sigte på et rigtigt arbejde. Det kan være et arbejde som er så meningsløst, at det betragtes som nærmest opbevaring. Dernæst kan det være et arbejde, som der faktisk er brug for, men som man det pågældende sted ikke vil betale en rigtig løn for. Aktiveringen virker på brugerne som nedværdigende, når man skal udføre et reelt stykke arbejde, som man ikke får en reel løn for. Holdningen til aktivering er blandet i Gaderummet. En informant siger:
"Jeg har lige hørt om en pige, der arbejder 37 timer i en vuggestue som aktiveret, og hun får 3500 kroner, totalt udnyttelse af bistandsklienter. Men et eller andet sted kan jeg da godt se det. Man siger okay, du skal have din bistand, i stedet for, at du bare går i stå, så skal du være i gang. Men så synes jeg bare, at det skal være på folks præmisser. Hvad kunne du tænke dig? hvad er du interesseret i? Jeg ved godt, de prøver på det nogle steder, men at lave alt sådan noget hul i hovedet aktivering, hvor folk skal gøre nogle ting, som bare modarbejder deres lyster, evner. Det synes jeg er langt ude. Det er bare et bevis på, at man bare skal føle som et nul, man skal ikke tro, man er noget. Hvordan kommer man op på den der følelse?" (Bruger)
Det kan være nogle af de ting, som giver aktivering et rigtig dårligt rygte, som noget man kan tvinge folk til, fordi de ikke er integreret i arbejdslivet. En anden ting som man som socialarbejder bør tage i betragtning er spørgsmålet om status og koder i bestemte kulturelle miljøer. Når man ikke har uddannelse eller erhvervserfaring, så har man tidligere kunnet få arbejde som ufaglært. Den type af jobs er der ikke særlig mange tilbage af, og dem der er tilbage har meget lav status samt meget lav løn.
"Man kunne godt forestille sig, at nogen kunne blive taxachauffører, og så stadigvæk lave et eller andet ved siden af. Jeg tror, mange af dem ved siden af har behov for at lave et eller andet. Specielt hvis man får et af de jobs, som er lavere rangerende, så tror jeg, at man(...) Man ser det meget som det at klare sig, det at ikke bare ville acceptere at skulle være én af de lavtlønnede, så må man bruge noget krudt på at have projekter ved siden af. Enten pusheri eller hæleri, et eller andet der gør, at man får et overskud - sort arbejde. Klare sig på den måde, tror jeg. Men det er nogen af dem, der klarer sig godt. Det er nogen af dem, der har et vist overskud til metodisk at planlægge." (Medlem af staben)
Det er bemærkelsesværdig i hvilken grad man er opmærksom på status i miljøet. En af de ting der befordrer diskussionen om status i forhold til arbejde er, at mange af brugerne eventuelt kunne få mindre jobs, som kunne svare realistisk til, hvad de kunne magte. Unge uden erhvervserfaring og eventuelt uden kendskab til arbejdsmarkedet i det hele taget, og dernæst et lidt kaotisk liv, kan have svært ved umiddelbart at passe et fuldtidsjob.
"Jeg er helt vildt bange for, hvis jeg får et eller andet helt vildt godt tilbud, vil du ikke gøre det, at det så virker for stort på mig, så tør jeg ikke. Jeg har en eller anden skræk for, hvis jeg skal præstere et eller andet på et ukendt område. Hvis jeg bliver ringet op af nogen, jeg overhovedet ikke kender og skulle hjælpe dem med at lave et eller andet, og lige så snart de sagde, det var lønnet, så er jeg bare bakket tilbage, for det er en anden forskel. Jeg har meget brug for at vide, hvor jeg er henne, så jeg er sikker i det, står og arbejder i det."(Bruger)
Det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er interesseret i det eller ikke gerne vil prøve det. Det som er problemet er ikke kun at finde jobbet, men også at hvis man får et mindre job, så bliver lønnen modregnet krone til krone fra deres bistandshjælp. Det giver mindre jobs dårlig status og den pågældende føler sig som en idiot hvis han tager det. Der er flere som godt kan finde ud af at varetage forskellige former for sort arbejde. Det får man jo i det mindste noget ud af, selv om det er ulovligt.
Denne strategi kunne man eventuelt imødegå fra de sociale myndigheders side og give mulighed for mere fleksibilitet i forhold til deltidsarbejde. Man kunne tænke sig en tidsbegrænsning i forhold til, hvor lang tid en bistandsklient kan have et deltidsjob, på samme måde som det findes i a-kasse-systemet. Det ville give klienten nogle nye redskaber og muligheder i forhandlingen med sin sagsbehandler i forhold til hvad der skal ske for den pågældende fremover.
I vores feltarbejdet har vi interviewet parallelle institutioner, samt aktuelle og mulige samarbejdsparter i Københavnsområdet, både kommunalt og lokalt. Endelig har vi kontaktet nogle personer i det politiske miljø på Nørrebro for at få et billede af, hvordan stedet betragtes herfra. Det gennemgående mønster i interviewene har været at Gaderummet-Regnbuen udefra betragtes som et sted der isolerer sig og har vanskeligt ved at indgå i samarbejde og forhandling med andre parter.
"Men om de har godt af at sidde at ryge hash hele dagen. Det jeg synes kan være problematisk ved, at man laver det der lukkede rum, hvor de unge ligesom kan agere og gøre det, som de selv synes er bedst. Der er jo nogen af dem, som jeg vurderer, har brug for hjælp, og som ikke får det. Sådan som jeg opfatter Kalle, så synes han, at det sociale system skulle passe sig selv." (Socialarbejder)
Den pågældende socialarbejder peger på en generel opfattelse blandt de interviewede. De ser Gaderummet som et sted, hvor man stiller mange krav til omgivelserne, men samtidig er man meget uvillig til at indgå forpligtende aftaler i et samarbejde, som modsvarer de krav man stiller.
Vi har udvalgt en case fra en kommunal forvaltning til at analysere dette udefra set ret store problem for Gaderummet-Regnbuen. Lederen henvender sig sammen med en gruppe brugere til kommunen i 1998 for at få økonomiske midler til ansættelse af arbejdskraft. Kommunikationen går skæv, og de to parter er efterfølgende uenige om hvad der gik galt. Fra kommunens side er der en anerkendelse af at arbejdet med unge som dem der kommer i Gaderummet-Regnbuen er nødvendigt, men de har på nogle punkter svært ved at se det hensigtsmæssige i måden hvorpå man arbejder.
"Kalle Birck virker som den karismatiske leder af det sted, ligesom tegner det og den, der bestemmer, hvad der skal ske. Når man så snakker om, hvis man skulle forestille sig et konkret samarbejde, hvordan skulle det tage sig ud. Jamen så er beskeden, hvis vi nu skal skære det helt ind til benet, at hvis man afleverer en pose penge ved kasse 1, så skal han nok tage sig af resten. Sådan kan man jo ikke samarbejde. Nu skærer jeg det meget ud i pap, fordi der er forskellige mellemregninger(...)men vi vil have indsigt i, hvad der foregår, hvordan det foregår, vide noget om regnskab, som vil sikre os, at unge under 18 ikke bare bor tilfældige steder, men at man gør det under ordentlige og fornuftige forhold og den slags ting. Men der går jerntæppet ned, det er der slet ikke nogen interesse for det." (Socialarbejder)
Kommunens oplevelse er at de ikke rigtig får mulighed for at opnå indsigt i hvad det egentlig er der foregår i Gaderummet-Regnbuen. Den samme erfaring har man i bydelen, hvor man beskriver Gaderummet-Regnbuens samarbejdsproblemer med andre instanser, hvor man hele tiden kritiserede:
"…. men måske ind imellem glemte at fokusere på, hvordan man egentlig selv agerede med det ansvar, man nu selv havde til at selv kunne lægge en stil. Det oplever vi så også med Kalle, hvis han nu var meget åben og virkelig var bærer af noget, som var meget klogere og rigtigere, så måtte han jo komme ud med det."
Forespørgsler om samarbejde med forskellige parter er anstrengelser, som ikke har sikret stedet midler og støtte på længere sigt. Man har eksempelvis fra Københavns Kommune prøvet at eksemplificere for Gaderummet-Regnbuen, at hvis man skulle gå ind og lave et formaliseret samarbejde med en socialforvaltning, så skal begge parter kunne godtage aftalen. Her har vores informanter fremhævet igen og igen, at de som udgangspunkt synes det er et vigtigt arbejde at tage hånd om den gruppe unge som kommer i Gaderummet, og de er kommet med nogle eksempler på veje til aftaler om samarbejde, man kunne indgå. De har forsøgt at gøre klart for Kalle Birck-Madsen og nogle af brugerne hvilke betingelser der er for at indgå bindende aftaler med en forvaltning. Deres oplevelse var imidlertid at:
"Der var ikke nogen mulighed for det, der var simpelthen ikke den evne eller mulighed for at indgå i et samarbejde med en kommunal giver, som vil sikre sig, at der er visse ordninger og kompetencer." (Socialarbejder)
I samarbejde med en forvaltning er vilkårene, at det er nødvendigt at lave bindende aftaler. Der ligger et offentligt ansvar for at alting går redeligt for sig efter de præmisser som det folkevalgte politiske niveau har besluttet en forvaltning skal leve op til. Dertil kommer, at det er skatteydernes penge, som er øremærket til opgaver der skal føres tilsyn med og vurderes. Fra Gaderummets side peges på at forvaltningen ikke har nævnt eller præciseret sine forvaltningsmæssige krav, så man ved ikke hvad man afvises på. Her er forvaltningens forståelse snarere den at man aldrig nåede så vidt som til at forhandle mere konkret om et eventuelt samarbejde, hvilket kan være forklaringen på at krav ikke er blevet specificeret. Samtidig har Kalle Birck-Madsen til os udtalt at man ikke vil gå på kompromis. Det kan underbygge forvaltningens opfattelse af, at der ikke var basis for et samarbejde, de peger på at begge parter må gå på kompromis for at finde fælles fodfæste.
Forvaltningen har vide rammer for deres samarbejde med andre projekter, hvilket også ses af at de har samarbejde med en del andre alternative projekter der på mange måder minder om Gaderummet-Regnbuen, for eksempel har kommunen samarbejde med Sjakket, Tjekpunkt og Projekt De vilde Unge.
"Man må også godt inden for rammerne have et samarbejde med kommunen og være i opposition, men man kan ikke være det så meget. Man må kunne finde hinanden et eller andet sted. Vi kan ikke bare bruge skatteborgernes penge til et projekt, som siger: "vi gør en hel masse for de unge." Der må man ligesom vælge, vil man være inden for rammerne af noget, der ydes et offentlig tilskud til, så er der visse spilleregler, der må følges, og jeg mener faktisk, at vi strækker os ret langt.(…) Den form for samarbejde var det altså vores klare opfattelse, at den kunne man ikke få med Kalle. (…) Det kan man måske ikke bebrejde ham på den måde, men så bliver han meget fornærmet, sådan oplevede vi det, spiller også i situationen på de unge. (…) Hvis man vil være rigtig anti, så må man stå udenfor, så kan det jo ikke nytte både at sige anti og så sige, at det offentlige så skal komme og forgylde én." (Socialarbejder)
Et hændelsesforløb som det vi ovenfor har skitseret er komplekst og de to positioner optræder ikke altid lige klart, men det fremgår tydeligt at kommunikationen ikke har fungeret. Set i lyset af at forvaltningen løbende indgår samarbejde med meget forskellige typer af projekter og initiativer er det tankevækkende at det ikke lykkes Gaderummet-Regnbuen der har et projekt og en profil, som på mange måder honorerer de interesser og strømninger der ligger i tidens faglige debatter ikke formår at indgå et samarbejde. Særligt set i sammenhæng med, at der er udbredt anerkendelse af den opgave der i øjeblikket kun tages op i Gaderummet
"Nu er der jo et helt net af hjælpemuligheder over hele landet også til den type unge, men for det første er det sjældent steder, hvor de unge også kan bo, og så er det jo uformelt. Går du i en socialforvaltning så er det jo noget mere formelt. Snakker vi over-18 årige, så kan de gøre hvad de vil, er de under 18 må de gøre hvad forældrene vil. Og der er masser af andre steder hvor der også kommer unge der har vanskeligheder og har det skidt. Og at han så rummer nogen, der kommer lige fra Gaden, og som kan gå lige derop, det tror jeg også er vigtigt. At de bare kan være der, og overnatte, og blive accepteret for det de er. Der er jo ikke nogen institutioner i dag, der tager unge med hunde. I kender jo de der kæmpestore hunde de går rundt med. Bare det de kan komme der uanset mødetider." (Socialarbejder)
En af de ting som man fornemmer når man taler med folk i lokalområdet er, at Gaderummet har ry for at lave ballade.
"Når der er ballade på Nørrebro, så har Gaderummet været med hver gang, hvis det ikke er mere eller mindre dem, der har gjort det. Der har jeg altså uanset hvad der i øvrigt måtte ske derovre, så har jeg lidt den opfattelse, at det arbejde vi laver på at få skabt tryghed i området, det er sgu ikke primært de autonome unge, det er heller ikke Ungdomshuset, der er truslen, men det er Gaderummet, der laver ballade. Det var det også nytårsaften, den seneste episode hvor vi lukker af klokken halv fire, der er det min vurdering, at det er folk fra Gaderummet, der prøver at tænde bål." (Socialarbejder)
En af de ting, som den pågældende socialarbejder beklager i denne sammenhæng er, at det ofte trækker 2. generationsindvandrere med i gadeoptøjer, og det bliver indvandrerne som kommer til at hænge på problemerne i medierne. Det hænger sammen med, at det er dem der er mindst politiske og tænker mindst over, hvilke signaler de sender ifølge folk i lokalområdet. I forbindelse med ballade, så er konflikter og slagsmål i modstrid med den generelle lokale politik. Kalle Birck-Madsen beskriver selv, at det er en gruppe af unge, der løser mange småkonflikter ved slagsmål, det bliver ikke betragtet, som et stort problem. Herom siger den samme socialarbejder i lyset af en hændelse, som måske kan tilskrives unge fra Gaderummet:
"Det er selvfølgelig helt urimeligt, at jeg konkluderer noget, men nu gør jeg det så alligevel, så kan du jo også vurdere mig. Men sådan en episode vil måske nærmere blive taget som om, man i virkeligheden er på rette vej, at man forsvarer sine interesser på en fornuftig måde, end at sige hvad er nu det? Hvorfor går I og smadrer ruder? Hvorfor kaster I med stålkugler? Hvem er det, I gavner? Hvad er det for et forhold I har til det område, I bor i, når I gør sådan nogle ting? Er I ikke klar over, at enormt mange mennesker specielt ældre, de har svært ved at føle tryghed i vores samfund, og det er jo netop sådan nogle ting, der skræmmer? Nogle helt anderledes vurderinger som måske også er fordi, jeg er blevet en halvgammel småborgerlig, men det er i hvert fald det, vi arbejder på herinde, og som vi tror meget på også netop som led i en integrationsindsats, hvor det eneste bæredygtige er, at man siger, her skal være åbnet, her skal vi prøve at give plads. Men at give plads det er jo netop at respektere forskellige holdninger og acceptere, at de eksisterer, men ikke at de er de eneste, eller de ikke tåler andres holdninger. Det bliver meget hurtigt noget absolutisme, enten er man enig, eller også er det tilladt at kaste med stålkugler eller brænde affaldscontainere af. Den frihed man ønsker for sig selv, får man ikke rigtig flyttet på omgivelserne." (Socialarbejder)
Det centrale i forbindelse med denne problematik er ikke hvem der nøjagtig har ret i de forskellige sager, den centrale problemstilling ligger for os at se i, at brugerne rundt i kvarteret og byen har fået et rygte, som hele tiden reproduceres hos andre parter, og som gør, at de ikke for eksempel bliver inddraget i de ting man igangsætter i kvarteret. Når de unge ikke er inddraget i lokalområdet og udsættes de let at blive gjort til syndebukke i forskellige sammenhænge. Derfor er det et problem for Gaderummet at være så isoleret både socialt og politisk. Problemet eksisterer for gaderummet uanset om de unge rent faktisk er ansvarlige for de ting de bliver beskyldt for eller ej.
Det samme gør sig gældende i forhold til beboerne i den gård som Gaderummet deler med beboelsesejendomme. Ud fra tekster udleveret fra Gaderummet-Regnbuen kan man læse, at der har været problemer med klager fra beboere og virksomheder, der ligger i gården.
"Det er selvfølgelig svært at få sådan en gruppe unge, uanset hvem de var, til at bo i sådan et tæt boligområde, uden at de giver problemer i forbindelse med fester og støj. Men jeg føler mig meget overbevist om, at den kritik der er fra beboerne i karéen, at den har en del på sig, og at Kalle måske fordi han har så stort et hjerte og er så glad, så fortrænger han lidt de problemstillinger, der bliver mødt. Hvis der har været et problem, og der så er gået en uge uden problemer, så er problemet væk, men sådan opfatter beboerne det jo ikke." (Socialarbejder)
Den store tolerance som Kalle Birck-Madsen udviser overfor de unge kan blive hans akilleshæl, fordi det i længden kan underminere hans mulighed for at gøre det arbejde, som han mener er nødvendigt. Når folk i lokalområdet kritiserer ham, så er det ikke fordi de ikke kan se meningen med det arbejde han gør, men fordi han isolerer sig i forhold til omgivelserne:
"Men jeg tror, det er meget rigtigt at lave sådan nogle ting her, hvor man solidariserer sig meget, og hvor man laver subkultur.(…) Men så skal man bare passe på, at man ikke isolerer sig. (…) Hele projektet bliver en subkultur, der slet ingen kontakt har til den virkelige verden, uanset hvor sindssyg den måtte være. Det er noget af det, man kunne give en kritik på Kalles projekt, at man definerer sig så meget imod, hvor man et eller andet sted har et godt argument for at formulere sig imod, at man skal være solidarisk med ungdomsgruppen, man har som målgruppe. Men man bliver nødt til også at arbejde den anden vej rundt og være meget bevidst om, at man pludselig ikke kører ud af en tangent." (Socialarbejder)
Her kunne man fra staben side overveje, om man mere aktivt skulle opsøge samarbejde med lokalområdet, så det ikke bliver Gaderummet, der altid får skyld for ballade i lokalområdet – uanset om det er berettiget eller ej.
I Gaderummet gør man fra stabens side en dyd ud af at fremhæve, at man ikke skelner mellem dem, der bruger stedet, og dem der kører stedet. Det er også en af de ting, der kommer til udtryk, når Kalle tager de unge med til forhandling hos kommunen. Denne praksis i forhold til brugerne er sympatisk i den forstand, at man søger at tage brugerne alvorligt, inddrage dem i planlægningen og giver dem ansvar. Samtidig kommer det fra omgivelserne synspunkt til at virke som om man fra stabens side frasiger sig ansvar, ikke kun for brugernes handlinger, men for stedets politik som agent i psyko-socialt arbejde. Det er ofte sådan, at hvis noget er alles ansvar, så bliver konsekvensen ofte, at det bliver til ingens ansvar. Så sætter man sig i en dårlig position for forhandling, fordi der ikke er nogen, der tager en alvorligt som gruppe og som bidrager i en gensidig dialog.
Der er flere at de interviewede, der har været usikre på, hvem der egentlig kommer i Gaderummet. Det er en diskussion som har udfoldet sig omkring, hvorvidt unge kommer på stedet af ideologiske grunde eller af sociale grunde, der ligger ud over at være boligløs. Herom siger en socialarbejder:
"Men hvis det handler om nogle unge, som har det rigtig skidt, som sidder deroppe og i virkeligheden har brug for langt mere hjælp og ikke får det, fordi den der minimumshjælp fastholdes af Gaderummet, så synes jeg, det er problematisk, og hvis det er nogle bedre fungerende unge, som for en periode skal afprøve deres omgang og ryge en masse hash, så er det jo smadder fint, men så er det jo uden for det område, som jeg er interesseret i.
Spørger A: Så kan man spørge om det er en social opgave?
Lige præcis. Så det er svært at sige noget om, hvad det er. Det må være svært for Kalle, fordi han ind imellem er den eneste ansatte, så har han nogen gange nogle praktikanter. Der må da være mange af de unge, der har brug for at snakke med ham, det må være svært at have tid til dem alle sammen, gøre det, der virkelig er nødvendigt." (Socialarbejder)
Der er hos nogle en ide om, at der er unge som egentlig ikke har de store problemer, som søger Gaderummet. Det er vanskeligt at afgøre i hvilken udstrækning brugerne i Gaderummet har det sværere end unge, der samles op andre steder i systemet. Flere peger på, at netop det politiske engagement, som mange udviser i Gaderummet, er et tegn på, at de er en gruppe, som har en del ressourcer at bygge på. Vores opfattelse er, at der er begge dele, det vil sige både unge med meget få ressourcer og unge med engagement og en del ressourcer. Men dette forhold må ses i relation til, at der er en vis bevægelse i forhold til at nogle får flere ressourcer med tiden, og at stedets praksis indebære at disse fortsat er velkomne på stedet
Den isolation som omgivelserne peger på, som meget problematisk for Gaderummet-Regnbuen bliver fra stedets egen position ofte beskrevet som netop stedets styrke. På spørgsmålet omkring styrke og svaghed i forhold til stedets isolation, så mener vi at dette forhold må måles på Gaderummet-Regnbuens ambition om at udvide brugernes handlemuligheder og selvbestemmelse over eget liv.
Styrken ved lukketheden er at man opnår en stærkere fællesskabsfølelse for en gruppe af unge, som ofte ikke har netværk og identitet andre steder fra. Men hvis bruger ikke inddrages i aktiviteter andre steder i og udenfor det alternative miljø, fordi stedet har et dårligt rygte, som dem der altid kommer op at slås eller smadre ruder, så er der grund til at overveje om der så ikke netop sker en begrænsning af brugernes handlemuligheder og deres selvbestemmelse.
Stedets muligheder for på kollektivt niveau at udvide og opretholde sine handlemuligheder må der også rejses spørgsmål om hvis man ikke formår at forhandle sig til bedre og varige samarbejdsaftaler med eksterne parter.
Kap. 6. Den sociale udstødelse
Gaderummet forstår sig som et sted, hvor marginaliserede og udstødte unge kan komme og finde en meningsfuld livssammenhæng. Som vi nævnte i starten kan udstødelsesbegrebet have forskellig betydning i forhold til, hvordan begrebet udlægges. Det kan være udtryk for en social stempling eller det som Erving Goffman kalder en stigmatisering og som er betegnelse for en situation, hvor et individ ikke er i stand til at opnå fuld social accept. (Goffman, 1975) Udstødelse er en form for klassificering som indebærer, at man eventuelt bliver stemplet som forkert eller afvigende i forhold til den herskende orden. Det behøver ikke at være en offerposition, men kan i lige så høj grad være et identitetsskabende forhold, hvor man ved sin væremåde signalerer et tilhørsforhold, der eventuelt etableres i opposition til den herskende orden.
Udstødelsesproblematikken er fra et kulturanalytisk synspunkt udtryk for en social kamp, hvor der er nogle, der udstøder nogle andre fra sociale sammenhænge. Det er et strukturelt synspunkt, der går ud på at undersøge gruppers indbyrdes relationer. Det giver således ingen mening at tale om de udstødte uden at tage højde for det samfund som udstøder. Den strukturelle tilgang i Bourdieus betydning arbejder med både et individuelt og et strukturelt niveau. Individer og grupper handler intentionelt ud fra forskellige opportunitetssituationer. (Bourdieu, 1986) Derfor kunne man også antage, at man er i en position i Gaderummet, hvor man, når man definerer sig som fattige og udstødte, kunne handle ud fra en strategisk logik. Når individer og grupper handler har de forskellige indsatser, som Bourdieu beskriver ud fra kapital-begrebet. Hvilke indsatser søger man at anvende i Gaderummet for at tilkæmpe sig en position for at modtage økonomiske midler?
Lad os først se på, hvordan unge udstødes dertil, hvor Gaderummet udgør en relevant mulighed i brugerens aktuelle livssituation. I et arbejde om udstødelsesprocesser blandt unge i København har Kirsten Marie Bovbjerg beskrevet to forskellige måder, hvorpå udstødelsesprocesser sker. Det var en undersøgelse af unge og hvordan udstødelse sker på forskellige niveauer i det sociale rum. Bovbjerg udskilte to grupper af marginaliseringstruede. Den ene gruppe var kendetegnet ved social deroute. Den anden gruppe var kendetegnet ved at have oprindelse i den tidligere arbejderklasse, som har fået svært ved at reproducere sine eksistensbetingelser. (Bovbjerg og Kjær, 1995)
Unge der har oplevet en deroute er kendetegnet ved, at det er unikke hændelser, der præger den unges situation. Det er unge, som egentlig kan have et udgangspunkt med gode ressourcer, men som på grund af forskellige omstændigheder pludselig kommer i en situation, hvor vedkommende mangler netværk eller hvor det eventuelle netværk ikke er aktuelt, fordi netværket er en del af problemet. Det kan være forældrenes skilsmisse på et kritisk tidspunkt, mange flytninger og hermed skoleskift. Det er forhold, som kan virke lidt tilfældige. Ud fra Bovbjergs studie er det ikke de enkelte hændelser i sig selv, der er problemet, men sammenfaldet af omstændigheder. Det kunne man konstatere i det pågældende studie, idet det også indbefattede interview med ressourcestærke unge.
I Gaderummet har vi fundet nogle af de samme træk, men det har været vanskeligt at kortlægge brugernes baggrund, idet flere af dem ikke har ønsket at indgå i formelle interview. Det har haft forskellige grunde, for det første det generelle pres på Gaderummet fra studerende og presse. For det andet har det for mange af de unge virket som om, at det at fortælle om deres baggrund har været lidt for belastende i den situation, som de umiddelbart har været i. Når vi har foretaget interviews med de brugere, der bor på stedet har vi gjort meget ud af at lægge op til, at det var brugeren, der skulle sætte grænsen for, hvor meget de ville fortælle om deres privatliv og opvækst. Vores oplysninger fra de nuværende brugere er i høj grad baseret på vores deltagerobservation i Gaderummet, hvor brugerne som en del af en almindelig samtale har fortalt løst og fast om deres opvækst. Det har til gengæld været lettere at komme til at tale med tidligere brugere. De har også været mere villige til at fortælle om deres opvækst.
Set som en deroute er der visse træk i brugernes livshistorie, der kan føre til et liv i Gaderummet. Familieproblemer i form af skilsmisse eller dødsfald kan være en faktor, der kan give den unge en følelse af at stå alene. Forældres eller eget misbrug kan være en anden årsag, som kan have resulteret i dårlig skolegang, manglende uddannelse, manglende arbejde. Endelig er der unge i Gaderummet, der har været udsat for overgreb af voldelig eller seksuel karakter.) Det der præger nogle unges beskrivelse af deres oplevelser er en følelse af svigt på svigt. Forældrene kan svigte, men noget tyder på, at det sociale system ind i mellem spiller en rolle i den sociale udstødelse, fordi man ikke altid i tide opfanger den unges signaler, eller den unge ikke kunne eller ville modtage den hjælp, som vedkommende blev tilbudt.
Etnografen Per Thomsen har undersøgt hjemløse i Esbjerg og Varde. Han peger på et meget interessant og relevant fænomen, som har relation til kravet til moderne unge om uddannelse. I hans undersøgelse er han stødt på det forhold, at de hjemløse i Esbjerg og Varde ikke er børn af 1980’ernes bistandsklienter, men ofte er børn af forældre, hvor mindst en (oftest faderen) har en faglig uddannelse. Dernæst har de hjemløses forældre ikke været særlig hårdt ramt af arbejdsløshed, som Thomsen på forhånd havde forventet. Det får Thomsen til at interessere sig for fænomenet negativ social mobilitet.
Thomsen refererer til Thomas Højrup og Pierre Bourdieu, som begge peger på, at folk søger at opretholde eller øge den sociale position, som deres forældre repræsenterer. Hvis en ung mand eksempelvis ikke kan gennemføre en uddannelse, kan han ikke opretholde den sociale status, som forældrene har båret. I tilfælde af skilsmisse mellem 0-12 år er barnet som regel blevet boende hos moren, der i Thomsens materiale ofte har været ufaglært med dårlige sociale forhold. Det har betydet, at der ikke har været tilstrækkelig trygge rammer for barnets skolegang, som siden har bevirket, at den pågældende ikke har kunnet gennemføre en uddannelse. I Thomsens interviews med mænd på §105-institutioner er netop afbrudte studieforløb en af de begivenheder, som brugerne identificerer som nederlag. Brugerne i Thomsens undersøgelse har ind i mellem ufaglært arbejde, men det er ikke noget, man regner for noget. (Thomsen, 1998) Det kunne være et af de samme forhold, som gør sig gældende i vores materiale, hvor brugerne i Gaderummet afviser almindeligt lønarbejde som ufaglært.
Thomsen peger på et andet tidstypisk kulturelt forhold, nemlig at også unge brugere på § 105-institutioner har optaget individualistiske kulturelle koder som et ideal. Det er bundet til idealet om selvrealisering. Denne tendens kan man se hos brugere både i Gaderummet og i Regnbuen. Nogle af de forhold som får brugerne i eksempelvis Regnbuen til at søge rådgivning er problemer med at træffe valg og at leve op til forældrenes og omgivelsernes ambitioner om, hvordan hver enkelt skal træffe fornuftige valg i livet. De unge i Gaderummet-Regnbuen er ligesom deres jævnaldrende opdraget til at tænke individualistisk og at søge en form for selvrealisering. Når de ikke er i stand til at fuldføre de ting, de går i gang med, så bliver deres lystbetonede valg vendt til nederlag.
En anden årsag til udstødelse er social arv. Mange studier af unges opvækst og studievalg peger netop på, at den sociale arv fortsat slår igennem i forhold til unge, og at nogle er oppe imod meget svære odds, især hvis skolegangen er mangelfuld, se for eksempel Erik Jørgen Hansens studie i en årgang (Hansen, 1995). I studiet af udstødelsesprocesser blandt unge i København peger Bovbjerg på fænomenet modskolekultur med inspiration fra den engelske sociolog Paul Willis. Modskolekultur finder vi ofte hos unge fra den tidligere ufaglærte arbejderklasse, som har et negativt syn på boglig uddannelse, som enten latterliggøres eller afvises. (Bovbjerg, 1995 og 1996)
I Gaderummet lader der til at være forskellige holdninger til uddannelse blandt stab og brugere. Fra stabens side tænker man i uddannelse eller i hvert fald en slags vidensudvikling for de unge fremover. Idet man også her mener, at ufaglært arbejde er så dårlig betalt, at det ikke er attraktivt. Man har forsøgt at skaffe nogle unge ufaglært arbejde ved at tage kontakt til virksomheder. Det lader ikke til at denne strategi har båret frugt. Der kan være god grund til at satse på uddannelse, men det kan måske ind imellem være en tung vej afhængig af, hvilke forudsætninger de unge har. Fra stabens side kan man fortælle om mange uddannelsesforsøg som er endt i fiasko, som også Thomsen peger på.
Fra de unges side er der en mere varieret holdning til uddannelse nogle afviser uddannelse som unyttig og spild af tid. Her har nogle en forestilling om, at de måske kan leve af en interesse som musik eller bare supplere bistandshjælpen med sort arbejde. Også her kommer ideen om, at man skal udfolde sig individualistisk frem. Så noget tyder på, at unge på trods af dårlige skolekundskaber har et ideal om en fremtid, hvor de laver noget, der interesserer dem.
"Jeg har til hver tid ikke et ordinært arbejde. Det er lidt underligt, for jeg går meget op i arbejderklasse osv. men samtidig... det er ikke fordi, jeg ikke vil tilhøre klassen, men jeg har ikke lyst til, hvad er det man kalder det, 8-16, det har jeg ikke lyst til." (Fraflyttet bruger)
Modkulturen er muligvis ikke helt sammenlignelig med den kultur, som Willis beskriver i sit studie. Den modkultur der etableres fra de unge fra eksempelvis Gaderummet indeholder ikke nødvendigvis en tilegnelse af arbejderklassenormer, men snarere en afvisning af uddannelsens betydning ud fra et ønske om at bruge sine mere kreative talenter. Således ser vi en tendens til en udvikling af en kultur, hvor man udelukkende satser på sit talent i en eller anden retning. Nogle unge synes at etablere en modkultur, hvor det er acceptabel at blive forsørget af det offentlige i en vis udstrækning og bruge sin energi på interesser.
Denne udvikling er ikke nødvendigvis ulogisk, som Thomsen også fremlægger, hvis man tager i betragtning at vejen fra bistandshjælp over uddannelse til arbejdsmarked han være meget lang og besværlig. Det er nemlig ikke nok at få sin uddannelse og dernæst et arbejde. Som Bovbjerg har vist i afhandlingen Følsomhedens etik, så har arbejdsmarkedet har i de senere år udviklet nogle nye moralske normer, der kræver en ekstrem selvdisciplinering og evne til selv at planlægge og lede sit arbejde. Denne udvikling er med til at gøre gabet mellem dem, der er udstødt af arbejdsmarkedet, og dem der er tilknyttet arbejdsmarkedet endnu større end det har været tidligere. (Bovbjerg, 2001)
Brugerne i Gaderummet har meget forskellig baggrund. Nogle har en modskolekultur og andre har gennemgået en deroute, eventuelt med negativ social mobilitet. Det der alligevel på nogle måder forener brugerne er, at de skaber et rum, hvor de til dels opsætter deres egne regler og forståelse af verden. Det gør de i samspil med den profil, der lægges fra staben og især fra Kalle Birck-Madsens side. Gaderummet er et fristed med en meget markant politisk profil i forhold til de andre tilbud til unge hjemløse og unge med psykosociale problemer. Det er unge der på den ene eller anden måde er sat udenfor samfundet, men som reagerer på forskellige mere eller mindre hensigtsmæssige måder.
Brugerne er en gruppe af unge, der af omgivelserne ofte bliver defineret som uregerlige unge, som ikke modstandsløst vil finde sig i deres sociale omstændigheder. En måde at vise det på er, at man vælger Gaderummet i stedet for nogle af de andre tilbud, i det omfang man kan tale om et valg, når Gaderummet faktisk er det eneste sted der tilbyder overnatning specielt for unge hjemløse. På herbergerne er de fleste ældre og ofte alkoholiserede og narkotika-misbrugere. Det er unge, som kan være meget pædagogtrætte og som netop finder et helle i Gaderummet, fordi den pædagogiske linje er forholdsvis tilbagetrukket. Gaderummet kan fungere som et forum, hvor de unge i en periode kan trække sig tilbage, hvor de kan få fred i forhold til de pædagoger og socialrådgivere, der har planer med dem.
I Gaderummet kan man sammen med andre, der er i nogenlunde samme situation som en selv finde et forum, hvor man kan ytre sin protest mod de sociale vilkår, enten ved sin fremtoning som det omgivelserne forstår som autonom eller ved handlinger, der på omgivelserne kan virke voldsomme. Brugerne i Gaderummet har en udstrakt mistro til omgivelserne, som de til en vis grad deler med medlemmer af staben. Netop denne mistillid, mener vi i nogle tilfælde, er et meget stort problem for Gaderummet, fordi det giver problemer med at skabe samarbejdsforhold til det omgivende samfund, der skal medvirke til, at det psykosociale arbejde kan lykkes. Gaderummet er en løsning for den unge i en særlig situation, men den vedvarende løsning på brugerens problemer ligger udenfor Gaderummet i samfundet.
Brugere som ofre - en position for forhandling
Hvordan fungerer Gaderummet i forhold til forhandling? Her arbejder vi fra et udgangspunkt om, at en central præmis for menneskers sociale relationer og muligheder for selvbestemmelse ligger i deres muligheder for at indgå i forhandlinger på forskellige niveauer. Er man i stand til fra Gaderummet-Regnbuens side at udvide sine handlemuligheder og herved skabe større integration for brugerne og mindske en eventuel udstødelse.
Det er endnu ikke lykkedes at skabe en vedvarende støtte af Gaderummet som socialpsykologisk projekt. Vi vil se lidt nærmere på, hvad der er Gaderummets strategier for overlevelse som projekt. I brev til Den Sociale Sikringsstyrelse af d. 10.9.2000 skriver Kalle Birck-Madsen om Gaderummets offentlighedsarbejde, at man fra starten i 1997 har åbnet lokalerne for pressen, både aviser og fjernsyn. Medierne er blevet anvendt for at gøre opmærksom på stedets boligmæssige situation. Det har med Kalle Birck-Madsens egne ord resulteret i, at de unge har følt sig som "aber i et bur", (hvilket vi også har mærket i vores arbejde). (Birck-Madsen, 2000)
Det har imidlertid ikke haft den tilsigtede effekt indtil videre, da boligproblemet og spørgsmålet om stabil økonomisk støtte fortsat er uløst. Man har således i Gaderummet en strategi om at bruge medierne til at få omtale af stedet og herved en forventning om at få tilgang til økonomiske midler. Vi mener det i evalueringen kunne være nyttigt at diskutere denne strategi, dels dens konsekvenser for brugerne, dels hvordan denne strategi forholder sig til stedets position for forhandling.
Der tales meget om ikke at diagnostisere de forskellige brugere, da det fastlåser dem. Vi vil stille spørgsmålstegn ved om brugen af pressen ikke tildeler brugerne offer-status-roller, der både stigmatiserer og fastlåser de unge. De betaler for deres eksistens i Gaderummet ved i medier og overfor studerende at fremstille sig som ofre, der har haft så og så hårde kår i opvæksten. Når man fra omgivelsernes side afviser at støtte Gaderummet bliver det forstået som manglende medmenneskelighed, da man jo i stedets selvforståelse har afvist at støtte nogle mennesker som er "stakkels" ofre. Det er en af de ting, der efter vores mening blokerer for en dialog om præmisserne for samarbejde.
Her kommer hele diskussionen om fattigdom igen ind i billedet. Hvad betyder det, når man taler om fattigdom i Gaderummet. Det ser ud til, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om den materielle og økonomiske fattigdom er det væsenligste problem. Fattigdommen består til en vis grad i kulturel fattigdom i den forstand, at brugerne ikke har haft mulighed for eller ønsket at tage uddannelse og heller ikke er kommet med i arbejdslivet. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er tale om kulturskabende individer, men kulturel kapital i Bourdieus betydning er fraværende. Kan man tale om, at de unge på stedet har social kapital? Det har de på nogle måder i og med, at de udgør et netværk for hinanden og indgår i gensidige former for udveksling. Men det lader alligevel til at være forbindelser, som ikke er de mest hensigtsmæssige til at bringe dem ind i det produktive samfund.
Social kapital kan i Gaderummet overføres på enkeltsagsniveau, hvor man fra stabens side kan gøre forskellige indsatser eksempelvis overfor det sociale system. Her indtager staben sammen med brugerne en position for forhandling, som på sin vis er med til at bibringe brugeren både social og kulturel kapital. På institutionsniveau derimod har man i Gaderummet meget vanskeligt ved at sætte sig i en position for forhandling. Omgivelserne afvises som ligeværdige forhandlingsparter, idet stedet ikke formår forhandle sig frem til aftaler som bevillingsgivende myndigheder såvel som Gaderummet-Regnbuen kan acceptere. Derfor synes den eneste logik for Gaderummets strategi i deres udveksling for økonomiske midler at være at fremstille sig som ofre og overset af alle.
Offerproblematikken viser sig på en anden lidt paradoksal måde. Man har i Gaderummet i en periode forsøgt at give en af beboerne et job en måned for at give den pågældende "lidt luft" i økonomien. I den måned en bruger har et job, skal vedkommende gøre forskellige ting til gavn for Gaderummet. Der er ikke nogen fast arbejdstid og så vidt vi har forstået kun løse aftaler om, hvad den pågældende skal gøre for stedet.
Den løsning er blevet taget af bordet, fordi den ikke virkede. De pågældende fik ikke lavet det de skulle og virkede ud fra møderne, hvor vi var til stede, både forvirrede og frustrerede over, hvad deres arbejde egentlig bestod i. Det blev fra staben udlagt som, at det var for vanskeligt at strukturere et arbejde det samme sted, som man bor. Vi mener det muligvis handler om noget andet. Det er et meget specialiseret krav at stille til nogle mennesker, at de selv skal tilrettelægge deres arbejde. Det kræver stor disciplin, som netop ofte er fraværende for de unge, som bor i Gaderummet. Den type arbejdsdisciplin ses ofte hos mennesker, der ser et overordnet formål med deres arbejde, som eksempelvis mennesker der er i besiddelse af en karriere livsform.
Etnologen Thomas Højrup har udviklet en livsformsteori, som vi kan bruge til at tænke med, når vi studerer arbejdsbegrebets indhold hos brugerne. Han har blandt andet vist, at der findes tre strukturelt forskellige livsformer: den selvstændige livsform, lønarbejder livsformen, samt karrierelivsformen. De tre livsformer adskilles af, hvordan arbejde og fritid indgår som mål og middel i hverdagspraksisen. Hos karrierelivsformen ser vi, at karrieren og arbejdets indhold er målet. Fritid indgår i opfyldelsen af målet som en slags rekreation, hvor man lader op til arbejdets udfordringer eller dygtiggør sig. Det omvendte er tilfældet i lønarbejder livsformen, hvor arbejdet blot er et middel til fritiden, som man selv kan udfylde med det, der anskues som værdifuldt. En af konsekvenserne heraf er blandt andet, at man kan forvente et stort engagement i arbejdets tilrettelæggelse hos en bærer af karrierelivsformen, men ikke af folk i lønarbejderlivsformen. Den selvstændige livsform tænker sine gøremål som et dagsværk, hvor arbejde og fritid flyder sammen, og gensidigt betinger hinanden.
I Gaderummet Regnbuen ses træk fra den selvstændige livsform for eksempel i den måde Kalle Birck-Madsen driver Gaderummet-Regnbuen på. Initiativerne drives på mange måder som en husholdning, hvor de to subjekter betragtes som gensidigt afhængige og delvis som hinandens forudsætninger.
Kalle Birck-Madsen synes ikke at have nogen klar adskillelse mellem sit arbejde og sit private liv. Fester og højtider fejres delvis sammen med de unge fra Gaderummet-Regnbuen og han står til rådighed døgnet rundt for stedet, de unge kan altid ringe til ham. De unge ses som en del af husholdningens ansvarlige og deltager for eksempel i forhandlinger i kommunen og diverse møder. Både hos Kalle Birck-Madsen og staben ses også træk der kunne høre til i den karrierebundne livsform, for eksempel et stort fagligt engagement og en manglende fokusering på arbejdstider.
Et træk ved mange marginaliserede i Danmark er, at de primært tilhører den traditionelle arbejderklasse og dermed ofte har en livsform med overvejende lønarbejdertræk. Der er tillige tale om unge, der har gennemført en social deroute. Netop brudte uddannelser viser, at man har vanskeligheder med at organisere sin tid og opfylde sine mål. Disse træk skinner også igennem ved de unge i Gaderummet, det er derfor med stor sandsynlighed ikke muligt for dem at tilrettelægge et fuldtidsarbejdsforløb på egen hånd. Arbejdet må sættes i faste rammer. Den enkelte skal forklares, at det er den og den opgave der skal løses, og for det får du en løn, du kan forvalte som du vil.
Dette eksempel viser en kulturblindhed i staben, der virker hindrende for at brugeren får brugbare erfaringer med et arbejde. Noget tyder på arbejdsoplevelsen er blevet vendt til et nederlag, fordi den unge ikke har haft redskaber til at forstå og håndtere den relation vedkommende har indgået med stedet. Dette var slet ikke hensigten. Fra stabens side har man forsøgt at se en problemstilling fra den unges side, nemlig et økonomisk problem, men i iværksættelse af en løsning kommer man til at gøre det på en etnocentrisk måde. Det sker udfra en forventning om, at de unge kan arbejde af engagement for stedet på samme måde som staben selv, men de unge har netop ikke samme livsform og dermed engagement som medlemmer af staben typisk har.
Man kan diskutere begrebet frihed i forlængelse af denne diskussion. Det at de unge selv skal bestemme alting kan udfra en kulturanalytisk vinkel være problematisk, hvis de ikke er socialiseret med redskaber til at forvalte en sådan frihed. Det samme gør Thomsen opmærksom på i forbindelse med en analyse af hjemløses individualisme. De unge har optaget den individualisme, som de har fået doceret i skolen, og som er et ideal for mange moderne mennesker, men de besidder ikke kompetencer til at forvalte de forventninger, der er bundet til den moderne individualisme. Deres frihed er på sin vis begrænset, fordi de ikke har muligheder for at vælge deres fremtid i samme udstrækning som deres jævnaldrende.
Når man fra stabens side på nogle fronter udviser en vis kulturblindhed i forhold til brugernes situation, har vi fundet det relevant at diskutere på hvilken måde staben formår at bibringe brugerne viden om anvendelige normer for deres fremtidige liv udenfor Gaderummet og herved udvide deres handlemuligheder.
I Gaderummet har der i en vis udstrækning udviklet sig en modkultur. Den bunder dels i at den gruppe af unge som søger stedet føler sig udstødt fra det almindelige samfundsliv, dels i at man fra stedets side har en politisk profil, som er samfundskritisk. Det kan være positivt i den forstand, at man i Gaderummet har mulighed for at oprette et fællesskab, som har identitetsskabende egenskaber. Dertil er der tale om et fællesskab, hvor man kan føle en vis tryghed i forhold til de problemer man har. I den forstand er Gaderummet et helle for hovedparten af brugerne. Fordi der er nogle anderledes rammer end brugerne er vant til, har man mulighed for at etablere nyttige relationer, få erfaringer med fællesskab og omgang med andre mennesker, som kan være meget brugbare for den unge i fremtiden.
Internt i Gaderummet kræver de mange forskellige mennesker, som bor eller kommer på stedet en betydelig tolerance hos den enkelte bruger. Staben arbejder med at udvide brugernes tolerance og forsøger igen og igen at forklare nogle brugeres reaktioner og adfærd overfor de andre. Her gør staben i samarbejde med brugerne et stort arbejde for at få dagligdagen til at glide, man appellerer igen og igen til, at man tager sine tjanser. Dertil arbejder man i en vis udstrækning for, at brugerne er opmærksomme på ikke at skade Gaderummet ved f.eks. ikke at give stedet ry for at være en hælercentral.
Staben ser ud til at lykkes i vid udstrækning med at etablere nogle rammer i Gaderummet, hvor man kan formidle nyttige ressourcer og handlemåder for brugernes videre sociale liv. Vi mener alligevel, at det er værd at undersøge, hvordan man i Gaderummet-Regnbuen arbejder med at etablere en forståelse af "den anden". Her synes vi, det er relevant at vende blikket ud fra Gaderummet og se nærmere på, hvordan brugere og stab ser og tolker omgivelsernes reaktioner på stedet og dets beboere.
I efteråret var Gaderummet på ferie til Fuerte Ventura i Spanien. Efterfølgende har Kalle Birck-Madsen skrevet en slags dagbog om turen for brugerne. Denne beskrivelse er interessant, fordi den på mange måder er karakteristisk for den opfattelse, man har af omgivelserne. Vi har forstået, at denne beskrivelse skulle tjene som oplæg til en debat om, hvordan turen var forløbet.
Der er ingen tvivl om at staben i reglen stiller sig på brugernes side. Det betyder ikke, at man ikke internt i Gaderummet har nogle normer for, hvor grænsen for god opførsel går. Det ses eksempelvis af beskrivelsen, at en af brugerne var tæt på at blive sendt hjem fra ferien på Fuerte Ventura. Her var et af kriterierne, at vedkommende ikke skulle have så voldsom en fremfærd, at det satte de øvrige deltageres ferie på spil, og alle ville blive sendt hjem.)
Beskrivelsen bærer samtidig præg af, at man opfatter det som om brugerne i Gaderummet er forfulgte. At der udefra stilles særlige krav til brugerne af Gaderummet. Det finder vi ind imellem skygger for at give brugerne en troværdig forståelse af, at andre også reagerer på grund af nogle bestemte årsager og har intentioner, der ikke nødvendigvis er imod, men bare kan være forskellige fra de forventninger, man har i Gaderummet. Herom siger en fra staben.
"Han (Kalle Birck-Madsen, red.) har da selv sagt nogle gange, at han har fået den der - samfundet aldrig mere. Jeg kan godt forstå ham på mange punkter, jeg tror, han har ret i, at folk er blevet enormt dårligt behandlet og også projektet. Der hvor jeg tror, det glipper, er at han kategoriserer folk på en eller anden måde som onde og ikke prøver at vende den om og se, at de tror, at det de gør er godt. For eksempel der hvor de rejste på ferie på hotellet, jeg ved ikke, om I har læst den beskrivelse? Det var den der onde hoteldirektør, og hvor dårligt det var, at de ikke kunne acceptere det, i stedet for at vende den om og se, hvordan det har været for hotelpersonalet at få sådan en gruppe unge ned. Sådan oplever jeg også lidt, at sagsbehandlere er bare kategoriseret som dårlige mennesker, og selv om de gør mange fejl, så gør de dem ud fra... jeg vil gerne se det ud fra en forestilling om, at de tror, de hjælper. Så er det måske der, kommunikationen glipper, hvis man har kategoriseret dem som dårlige mennesker. Man kan i hvert fald i en god intention gøre noget, der er dårligt. Psykiatrien tror jeg heller ikke vil kategorisere sig selv som dårlig, de gør tingene i en god mening, at de så måske har et virkelig uheldigt udfald..." (Medlem af stab)
Fra Gaderummets side har man meget den holdning, at samfundet skal kunne rumme også de skæve eksistenser. Derfor skal der også være plads til Gaderummets brugere på et feriehotel i Spanien. Det kan man som udgangspunkt ikke være uenig i. Dertil kan Kalle Birck-Madsen sikkert have ret i, at en stor gruppe unge altid vil skabe ravage på et hotel for børnefamilier og ældre. Hans beskrivelse af ferien med brugerne er præget af fortællinger om, at man er blevet misforstået og uretfærdig behandlet. Det bliver eksempelvis i beretningen beskrevet som meget uretfærdigt, da hotellet kræver erstatning for smadrede døre og skabe. Det kan godt være at skaderne kunne udbedres med et par søm og lidt lim, men det er et erstatningskrav, som alle andre også ville blive mødt med. Det fremgik af beskrivelsen, at skaderne ikke var blevet udbedret af Gaderummets brugere, men skulle klares af hotellet.
Kalle Birck-Madsen gør sig umage med at formidle turens oplevelser i et oplæg, men det kan undre, at han ikke bruger mere plads på at formidle, hvordan de unge kan virke på andre. Der er mange ting i brugernes fremtoning som gør, at omgivelserne opfatter brugerne i en bestemt kontekst. Tøj er ikke bare tøj, når man klæder sig som punker/autonom - så opfatter folk ikke blot det særprægede tøj - de tolker videre og inddrager i deres vurdering af, hvem de står overfor, de andre elementer ved personen som tøjet også signalerer f.eks. gadekampe, anarki, hærværk, ekstrem venstreorientering, nedvurdering af det materielle osv. Hele denne umiddelbare førstehåndsvurdering bliver det, der ligger til grund når en udlejer, for eksempel, vælger at sige nej til en af disse unge, når de søger værelse eller lejlighed, som man i Gaderummet-Regnbuen beretter om ofte sker.
Det kræver nærmere bekendtskab at vurdere mere nuanceret og anderledes, og det må man være klar over. I enhver situation tolkes fremtræden først og fremmest, dernæst måde at tale på og ordvalg, mimik og gestik. Det ligger i vores kulturelle måde at orientere os i verden på. Vi har alle erfaring i at vurdere andre og har, uanset om vi vil eller ej nogle stereotype forestillinger om de mennesker vi møder.
Det virker som om, man i Gaderummet-Regnbuen har mest fokus på de andres negative syn på en selv og ikke så meget på en forståelse for, at andres intentioner og forventning til den sociale sameksistens er anderledes, men ikke forkerte af den grund. Der er mange forhold, som kan være med til at give unge, som er brugere i Gaderummet en marginaliseret tilværelse. Man kunne tænke sig at et større fokus på, hvad man selv signalerer og giver udtryk for i sameksistens med andre, kunne give de unge større handlemuligheder i samfundsregi.
Forholdet mellem udstødelse og integration er en kompliceret størrelse og kan analyseres på flere niveauer. Gaderummet udgør et identitetsskabende fællesskab for en gruppe af unge, hvis livssituation er præget af vanskeligheder med at være i andre sammenhænge af sociale eller økonomiske grunde (eksempelvis uden bolig). Det er unge der kan have gennemgået en social deroute, som gør at deres netværk er problematisk. På dette niveau udgør Gaderummet en væsentlig mulighed for at etablere nye sociale relationer. Internt i Gaderummet er der mulighed for en integration, der når det fungerer bedst kan åbne op for nye sociale muligheder og venskaber mellem brugerne.
Man forstår ikke omfanget af den sociale udstødelse, hvis man bare ser den som et individuelt forhold i form af en social deroute. Der må i denne proces medtænkes nogle sociale forhold som kan have stor indflydelse på, at grupper af unge får en overgang til voksenlivet, som ikke kun udgør et problem for omgivelserne, men også opleves som et problem for dem selv. Det er et væsentligt samfundsmæssigt problem at en social og kulturel gruppes sociale betingelser forsvinder som følge af ændringer på arbejdsmarkedet. Dertil kommer at boligmarkedet har udviklet sig på en måde, så en gruppe af mennesker bliver trængt både i de sociale og fysiske rum og ender i hjemløshed.
I forhold til omgivelserne er det centralt at unge har haft problemer med at finde sig til rette i et voksenliv som hverken de selv eller omgivelserne kan acceptere. På samfundsniveau må man søge at tænke i, hvordan disse grupper kan integreres i meningsfulde sammenhænge med et udviklingsperspektiv, som ikke bare opleves som en nedværdigende parkering af bistandsklienter.
Stigmatiseringen har forskellige udtryk. Det er ikke kun en udefrakommende dom. Det kan ligeså vel være et identitetsskabende fællesskab i form af afstandtagen til omgivelserne. I Gaderummet forekommer stigmatiseringen i begge betydninger. Fra omgivelserne opleves en stigmatisering i form af afvisning af de unge på grund af deres fremtræden. Den strukturelle magt opleves på forskellige måder, eksempelvis ved politiets fremfærd og forholdet mellem den der tildeler og den der modtager sociale ydelser.
Problemet er om man i Gaderummet udvikler en intern social integration som kommer til at indebære udstødelse fra andre sammenhænge? Her vil vi rette opmærksomheden på forholdet mellem individuel og samfundsmæssig reproduktion og selvoverskridelse. Kan man ved arbejdet i Gaderummet bidrage til en samfundsmæssig overskridelse af normer og ideer indenfor socialt arbejde, hvis isolationen bliver for udtalt? Lykkes man i Gaderummet med at bidrage til en kollektiv selvoverskridelse, som på længere sigt giver basis for samfundsmæssige ændringer?
Vi nævnte i introduktionen at en evaluering er en udfordring, der gerne skulle munde ud i organisatorisk læring for det sted som evalueringen angår. Vi har tænkt udfordringen i to retninger. For det første er udfordringen rettet mod opdragsgiveren, som er Gaderummet-Regnbuen. Kan man i Gaderummet-Regnbuen lægge strategier, som var mere hensigtsmæssige i forhold til de ting, man gerne vil opnå.
For det andet har vi lagt en mere almen tilgang til den problemstilling, som er gældende for Gaderummet. Den angår spørgsmålet om, hvordan marginalisering foregår, og hvordan integration kan ske fra marginaliserede forhold. Her mener vi, at evalueringen tjener som en udfordring til det omgivende samfund og især det sociale system, hvor vi håber at evalueringen kan give anledning til refleksion over, om der er andre måder, hvorpå man kunne bedrive socialt arbejde, som bedre kunne integrere marginaliserede unge i samfundslivet på en måde som de selv og omgivelserne kan acceptere.
Læringsperspektivet har været et vanskeligt aspekt i forhold til Gaderummet-Regnbuens stab. Her har stedets leder været meget på mærkerne angående vores tilgang til evalueringen. På trods af at vi har fremlagt vores forprojekt til diskussion med staben og andre interesserede, har det gennem hele forløbet været vanskeligt at etablere en konstruktiv dialog, især med stedets leder Kalle Birck-Madsen. Der har været kritik af vores spørgsmål til stedets måde at fungere på og til stabens holdninger. Endelig har der været en del opstandelse omkring vores holdning til kritisk psykologi. Her har vi anført at vi som etnologer ikke med rimelighed kan indgå i en faglig debat om kritisk psykologis fortrin i den udlægning det har i Gaderummet Regnbuen.
Vi kan konstatere, at man i Gaderummet-Regnbuen har nogle holdninger til det sociale arbejde, som de henfører til en kritisk psykologisk tankegang. Vi kan forsøge at klarlægge, hvordan denne praktiseres i forhold til de unge, men vi kan ikke afgøre for eksempel om de samme resultater kunne nås ad anden vej. I Gaderummet-Regnbuen arbejder man med de fænomener som i evalueringslitteraturen kan betegnes vilde problemer. Der er ikke nogen enkle løsninger og der kan vælges mange forskellige veje i løsningen af de pågældende problemer. Dertil kan tilføjes, at man heller ikke kan forvente at resultaterne kan måles efter entydige succeskriterier. Læringen i forhold til en lokal praksis som den ses i Gaderummet-Regnbuen udgøres af, at man i staben får mulighed for at diskutere den måde man arbejder på.
Vi har oplevet modvilje mod at se verden med andre øjne. Det kan blive et problem i forhold til det udbytte man i Gaderummet-Regnbuen kan få af evalueringens resultater. Hvis man, som vi har oplevet det, i diskussionerne med stedets leder ikke kan godtage andres faglighed i det arbejde man selv har bestilt, så kan selve læringen blive vanskelig internt i Gaderummet-Regnbuen. Gaderummets struktur med kun en fuldtidsansat færdiguddannet psykolog og leder der i overvejende grad tegner stedet kan yderligere vanskeliggøre muligheden for ligeværdig debat om læring i forhold til evalueringen. En ekstern evaluering er netop at sætte sine vedtagne forestillinger om verden på spil. Man må med udgangspunkt i en ekstern evaluering være villig til at overveje den kultur og de forestillinger om verden, som over tid er blevet naturlige for en selv. Hvis ikke denne refleksion er mulig eller ønsket vil evalueringen være spild af ressourcer.
En kulturanalytisk evaluering har vi set som en måde at indfange en særlig kultur, som er gældende for især Gaderummet. Vi har således ikke forsøgt at give entydige svar på, hvad der er virksomt, eller hvad der ikke er. Vi kan ikke uden videre afgøre at en kritisk psykologisk praksis er bedre end andre tilbud, men vi har forsøgt at give et billede af, hvilke ting man i Gaderummet-Regnbuen lægger vægt på i samarbejdet med brugerne. Vores hensigt har været at præsentere baggrunden for forskellige positioner med relevans for det sociale arbejde og herved formidle oplysninger om forskellige interesser til såvel Gaderummet-Regnbuen som til omgivelserne.
Den første del vil være en udfordring til Gaderummet-Regnbuen. Denne del vil blive fulgt op af en diskussion af Gaderummets styrker og svagheder. Her vil vi især fremhæve nogle styrker ved den konstruktion, der kendetegner Gaderummet-Regnbuen, der burde give stof til eftertanke i det sociale system, og som vi håber vil give input til det politiske systems beslutninger i forhold til marginaliseringstruede unge.
I denne del vil vi opsummere evalueringens konklusioner for henholdsvis Regnbuen og Gaderummet. Vi vil lægge ud med at gøre rede for de tanker, vi har gjort os om Regnbuens måde at fungere på. Regnbuen ligner for en udenforstående en velfungerende gratis og frivillig rådgivning, hvor brugerne er tilfredse med den behandling de får. Der lægges fra stabens side stor vægt på, at man har et teoretisk fundament i kritisk psykologi, og der foretages en del tekstarbejde, og der afholdes ugentlige studiekredse, hvor der ifølge deltagernes oplysninger fortrinsvis læses den tyske psykolog Klaus Holzkamps værker.
Regnbuen opnår i vidt omfang at gå til brugerne på en måde så målsætningen om så symmetriske relationer som muligt mellem behandler og bruger opnås. Brugerne føler sig hørt, forstået og hjulpet videre i deres liv, og på det område konkluderer vi at stedet lever op til den målsætning. På spørgsmålet om Regnbuen lever op til sin hensigt som citeret i introduktionen om at bidrage med "oplysningsarbejde i lokal- og storbymiljøet med henblik på nytænkning af de sociale betingelser, der fører til udstødning, marginalisering og psykiske problemer hos unge" ser vi derimod nogle problemer.
Et sådant oplysningsarbejde og videre nytænkningsarbejde indebære at man bliver hørt og kommer igennem med sine budskaber. Nytænkning på et så stort og komplekst problemområde gennemføres mest hensigtsmæssigt hvis mange parter i feltet er repræsenteret og med i debatten således at der er større chance for at alle erfaringer bliver taget med i tænkningen.
I den forbindelse er det et problem at Regnbuen ikke er aktiv i det øvrige miljø indenfor psykologisk rådgivning i København. Det lader ikke til, at man deltager og erhverver sig erfaring i faglige debatter og samarbejde på tværs i det psykologiske miljø og med andre rådgivninger i særlig høj grad. Regnbuen lever en lidt isoleret tilværelse. Mangel på erfaring med formidling af egen faglighed og dialog med andres faglighed har vist sig, når vi har spurgt til både Regnbuens udleverede tekster og den psykologiske praktik. Når vi har spurgt til teksterne med en udenforståendes blik, er vi til tider blevet mødt med vrede og frustration over vores manglende indsigt i kritisk psykologi.
Denne isolerede position fra Regnbuens side kan forstås ud fra Bourdieus feltbegreb og det kulturanalytiske institutionsbegreb. Hvis Regnbuen ses som et mikrofelt, har den en særlig terapeutisk praksis og teoretisk indgang som udgør en monopoliseret status, som der ikke indenfor Regnbuens felt hersker tvivl om. Den betragtes som det overordnede sande. Derfor opfattes evalueringens spørgsmål til den institutionaliserede viden ikke bare som en udfordring, men opleves som en potentiel trussel.
Ved spørgen til teori og praksis set med udefrakommende øjne, reagere aktører i feltet ud fra en forsvarsposition. På den baggrund kunne man rejse spørgsmålet til Regnbuens stab. Er ekskommunikation fra et større felt selvvalgt eller et resultat af reaktioner fra andre positioner?
En større erfaring med at deltage i diskussioner med faglige miljøer udenfor den snævre kreds af mennesker, der arbejder med den kritiske psykologi, som den fortolkes i Gaderummet, tror vi ville give et mere nuanceret billede af andres måde at forstå de samme problemstillinger på. Det ville dertil give mulighed for en faglig udvikling i teori og praksis i dialog med andre miljøer, og dermed også mulighed for at formidle de tanker, man gør sig i Gaderummet-Regnbuen på en konstruktiv måde.
Selvom ressourcerne er knappe i Regnbuen og der kun er en fastansat synes det åbenlyst, at her er et område man ikke fortsat kan nedprioritere, hvis stedet vil opretholde troværdighed omkring sit faglige arbejde, sin praksis og de hensigter man har formuleret for stedets arbejde. Derfor må stedet få løst problemerne omkring at få ansat en fast medarbejder enten i Gaderummet eller i Regnbuen eller begge steder så ressourcerne kan frigives til deltagelse i et sådan tværgående samarbejde.
Tekster der udarbejdes i Regnbuen er ud fra vores erfaring vanskelige at forstå. Det kan selvfølgelig til dels tilskrives, at vi ikke er faglig uddannede indenfor psykologi, men det lader til at være et mere generelt problem, som der også peges på fra stabens side og fra parallelle institutioner. Det interne faglige sprogbrug er i vid udstrækning nærmest esoterisk og uforståelig, hvis man ikke igennem længere tid har været en del af miljøet. En del diskussioner bliver afvist alene af den grund, at man ikke formulerer sig inden for den kritiske psykologis sprogbrug. En formidlingstrategi, der havde til formål at opbløde den selvindlysende og institutionelle orden, der gør sig gældende for Regnbuen ville delvist løse det problem.
De vurderinger vi fremkommer med, kan virke fordringsfulde i forhold til de ressourcer, der er til stede i Gaderummet-Regnbuen. Det er nævnt flere steder i teksten, at stedet på mange måder har dårlige vilkår både som lokalitet og i økonomisk henseende. Man kan udtrykke stor respekt for det arbejde, der faktisk bliver gjort på trods af de vanskelige omstændigheder, men det er samtidig værd at være opmærksom på, om man faktisk får det fulde udbytte af de muligheder, man rent faktisk har som sted.
Gaderummet udgør et væsentligt netværk for en gruppe unge, som har vanskeligt ved at finde sig til rette andre steder. Det der taler til Gaderummets fordel er, at det findes og er åbent på alle tider af døgnet. Man kan komme uden visitering. Samtidig er det en sjælden og derfor vigtig fordel, at man kan komme som man er, med store hunde, rotter, et hashmisbrug eller en psykose på vej. Herudover er det vigtigt for mange, at Gaderummet vedbliver at udgøre et netværk og fællesskab for dem der er kommet ud af deres akutte krise, eller som bare i al almindelig har brug for et netværk og et sted hvor de kan komme og for eksempel få lidt at spise eller vaske tøj. Gaderummet er et brugbart og nødvendigt sted for nogle grupper af unge og særligt for unge i akut nød i form af boligløshed, gæld eller med en indskrivelse på psykiatrisk afdeling. Gaderummet samler unge op som ikke før er blevet mødt på den rigtige måde i det etablerede system.
Fra ekstern side er der ofte manglede kendskab til hvad der egentlig foregår i Gaderummet. Informanter har set at der foregår et vigtigt arbejde i gaderummet, og at en del unge faktisk bliver hjulpet der, men nogle stiller spørgsmålstegn ved om et langvarigt ophold, hvor man "bare sidder" i Gaderummet altid er en fordel for den unge.
I den eksterne evaluering har vi søgt at indkredse, hvad man i Gaderummet og Regnbuen betragter som livsfærdigheder og kompetencer. Det er klart, at man især i Gaderummet må overveje, hvad man fra stedet realistisk kan ændre for den unge. Det er ofte unge med tunge problemer og det er ikke alle interventioner, der er mulige i forhold til denne gruppe. Det virker lidt uklart, hvad man fra stedet ser som livsfærdigheder og kompetencer, som det gode livs etik. Der henvises til udvidelse af egne handlemuligheder og at det skal være på den unges betingelser, og det er jo individuelt hvad den unge vil.
Fravær af en diskussion af det gode livs etik er ikke ensbetydende med fravær af holdninger, som netop ses i Gaderummets-Regnbuens forståelse af sig selv som en del af det alternative miljø viser. Modkulturen er meget dominerende i stedets måde at se verden på. Der bliver tilsyneladende ikke så meget plads til en diskussion af hvad det gode livs etik består i. Som eksterne forskere kan man spørge til, hvordan man skaber og bidrager til brugernes drømme om det gode liv i samfundet, hvis man ikke i højere grad diskuterer indholdet i det gode liv, og hvad det skal indeholde.
Stedets arbejdmæssige ressourcer
Det er en styrke for stedet at Kalle Birck-Madsen lægger så stor indsats på stedet. Der er ingen tvivl om at han ved sin tilstedeværelse repræsenterer en kontinuitet og stabilitet, som er sjælden og vigtig for arbejdet med den gruppe af unge. Samtidig er det vores opfattelse, at stedet mangler forpligtende arbejdskraft, man kan regne med i en længere periode.
Studentermedhjælpere og skiftende ansættelser og aktiverede af Gaderummets unge eller udefrakommende er alt sammen primært ustabil arbejdskraft, der nok kan være nyttig til bestemte delopgaver. Men en eller flere færdiguddannede fastansatte ville klart løfte stedet ved, at der var mere tid til at følge op på alle stabens indsatser og en større og bredere forankret kontinuitet end i dag med kun en fastansat. Samtidig ville faguddannet personale udgøre en mulighed for større dialog og dynamik i stedets faglige udvikling, der ellers mest er tegnet af Kalle Birck-Madsen alene.
Dertil kommer, at aktiveringen sandsynligvis kunne udnyttes bedre til alles gavn ved at lægge lidt fastere rammer omkring hvad der skulle laves i aktiveringsforløbene. Et af problemerne omkring aktiveringen er nok at staben, og i særdeleshed Kalle Birck-Madsen er meget imod at være arbejdsgiveragtig i sin samarbejds- og ledelsesform.
I forhold til brugernes til tider ret omfattende følelse af kedsomhed kunne man tænke sig inkorporeret i Gaderummets nuværende praksis at flere faste ressource-personer kunne sætte flere ting i gang. Etablere en madklub, værksted med skrottede biler, lave et cykelværksted, maleværksted eller noget sport og nogle udflugter.
Visse ting er svære i forhold til den begrænsede plads, men mest af alt virker det som om der mangler mandskab til at sætte disse ting i gang. Præsenteret som tilbud ville aktiviteter undgå at bryde med Gaderumsideen, idet de unge stadig kunne få lov til at sidde i fred, hvis de ville, men det ville gøre det lettere for folk at "springe på vognen" og give et alternativ til druk og bon-rygning.
Det ville være en stor fordel for Gaderummets unge, hvis stedet havde en bedre økonomi, som staben også peger på. Men vi ser et problem i at man i bestræbelsen på at tilvejebringe midler til stedet bruger pressen i den udstrækning som man gør.
Vi har tidligere været inde på, at den asymmetriske situation kan være en af de ting de unge reagerer på i forhold til at modtage hjælp fra det offentlige system. Det er givet at man i det sociale system ofte mangler blik for, at forholdet mellem den, der tildeler ydelser, og den der modtager bistand er en asymmetrisk situation, og som kan få nogle til at reagere aggressivt overfor sagsbehandleren. Vi vil stille spørgsmålstegn ved om brugen af presse og filantropi er en mere farbar vej, der ophæver asymmetrien og giver den unge mere værdige forhandlingsmuligheder. Vi mener offerstatus-strategien tværtimod kan være med til yderligere at stigmatisere brugerne på en måde, som er uhensigtsmæssig og er en fastholdelse i en underlegen position.
Gaderummet-Regnbuen har problemer i forhold til at opretholde sin eksistens økonomisk. Det kan som vi har set ikke kun tilskrives omgivelsernes manglende forståelse for de problemer, man søger at løse i Gaderummet-Regnbuen. En del af forklaringen ligger i Gaderummet-Regnbuens måde at fungere på. Her tænker vi især på den tendens til politisk og social isolation, som man har på stedet.
Idegrundlaget for Gaderummet-Regnbuen indeholder nogle kvaliteter, som der i de senere år har været efterspurgt. Brugerinddragelse og brugerstyring er i mange sammenhænge "politisk korrekte" plus-ord, som man i det sociale arbejde med udstødte unge er meget meget opmærksomme på. (Malmborg & Nielsen, 1999 og Nissen, 2000) Endvidere er stedets ambition om at inddrage brugerne som ressourcepersoner bestræbelser som der eksperimenteres med mange steder i det sociale arbejde. (Byriel, 1994) På den måde virker det som om, at man i både Regnbuen og Gaderummet kunne indgå i en bredere faglig dialog med de erfaringer man har i forhold til den gruppe, som kommer på stedet. Der er politisk vilje til at prøve nye veje i det sociale arbejde, det mener vi kunne udnyttes langt mere konstruktivt af stedet.)
Gaderummet-Regnbuen er ofte gode til at tale den unges sag og at arbejde konstruktivt sammen med socialforvaltning og sundhedssystemet for den enkelte unge. Desværre formår man fra ledelsen i Gaderummet-Regnbuen side ikke at skabe tilstrækkeligt konstruktive og frem for alt varige forbindelser for samarbejde udadtil som samlet enhed.
Det er ikke fordi man ikke har forsøgt at kontakte omgivelserne med henblik på mere varige aftaler om økonomisk støtte. Men det lader til, at man fra ledelsens side i Gaderummet-Regnbuen har vanskeligheder med at forstå og acceptere eksterne parters måder at se tingene på og de begrænsninger disse er underlagt i form af regler og ansvar. Her ligger i følge de eksterne parter hovedårsagen til, at forskellige tiltag til forhandling bryder sammen. Andre forslag og udlægninger af forskellige fænomener oplever de meget kategorisk afvises af Gaderummet-Regnbuen.
Konsekvensen bliver at man i kommune og bydel i længden ikke kan hjælpe Gaderummet, fordi man ikke kan komme igennem med de præmisser, som er krævet indenfor det sociale område. Afvisninger skyldes altså ikke, at man ikke anerkender det hensigtsmæssige i Gaderummet-Regnbuens arbejde. Vi mener derfor man i Gaderummet-Regnbuen bør overveje den nuværende strategi meget alvorligt, da vi skønner, at denne tilgang er en sandsynlig årsag til den økonomiske ustabilitet og på længere sigt kan komme til at udgøre en trussel mod især Gaderummets eksistens.
En løsningsmodel for denne problematik kunne være, at man i Gaderummet-Regnbuen tænker i at etablere en ny organisatorisk struktur, som skal tjene som en buffer mellem stedet og omgivelserne. Denne buffer kunne være i form af en bestyrelse med folk fra lokalområdet, det faglige miljø eller andre med kompetence indenfor området, eventuel med deltagelse af en bruger-repræsentant og en repræsentant fra staben. Denne bestyrelse skulle være med til at lægge en linje for Gaderummet-Regnbuens drift i samarbejde med staben. Bestyrelsens opgave skulle dertil være at være fundraiser for stedet. Kalle Birck-Madsens opgave mener vi i denne sammenhæng skulle være det, som vi mener han er meget kvalificeret til og har succes med, nemlig at møde unge med svære problemer hvor de er, og hjælpe dem videre i deres liv.
Det er vigtigt, at der findes åndehuller som Gaderummet. Det er vigtigt at unge har steder at gå hen, når det brænder på. Gaderummet udgør et blandt flere tilbud til hjemløse unge. Gaderummet er døgnåbent som det eneste tilbud og særligt målrettet unge. Stedet har sin berettigelse i, at det udgør et tilbud til en særlig gruppe af unge, som af sociale og kulturelle årsager ikke kan finde sig til rette andre steder. Det er imidlertid væsentligt at være mere opmærksom på at Gaderummet er en nødløsning. Den varige løsning af de unges problemer ligger udenfor Gaderummet.
Vi mener, at man fra stabens side bør forsøge aktivt at inddrage de unge mere i deres lokalområde også udenfor det alternative miljø således at man ikke kommer til at medvirke til udstødelse frem for integration. Som det er nu, lever mange af de unge relativt isoleret både i det alternative miljø, som man ellers gerne vil se sig som en del af, og i det omgivende samfund. Herved udsættes de for yderligere stigmatisering idet de ofte bliver syndebukke for problemer i området.
Udfordring til omgivelsernes håndtering af unge
Det ser ud til, at der er en gruppe af unge, som man har svært ved at nå i det sociale system. Derfor er det væsentligt, at der er forskellige åndehuller, som kan tage sig af de unge, der løber hovedet mod muren i det offentlige system. I vores samtaler med nogle af de parallelle institutioner vi har interviewet i forbindelse med evalueringen, er det kommet frem, at mange ser nogle af de samme problemer for unge, som man har peget på fra Gaderummets side. Det er gået igen i mange af interviewene, at de unge ofte har brug for bisiddere, fordi de kan have svært ved at argumentere sig frem til nogle løsninger, som de kan gå ind for. Det er et fænomen, der gør sig gældende også for andre grupper af unge, end dem der er typiske for Gaderummet.
De pågældende institutioner har lagt nogle andre strategier for at løse de samme problemer. Nogle af de andre initiativer vi har talt med peger på, at alt ikke kan opfanges af det offentlige. De mener det er nødvendigt, at der er instanser, som ikke er under det offentlige system, fordi man her har andre muligheder for at bistå brugerne. En position udenfor det offentlige system er både en mulighed og en begrænsning. Det er en mulighed i den forstand, at en ressourceperson kan tage andre valg som kan være nyttige for nogle bestemte situationer. Låneordningen som den fungerer i Gaderummet ville antagelig være mere problematisk, hvis det var et sted i offentligt regi. På den anden side er livet udenfor de offentlige kasser et problem for et sted som Gaderummet, da det gør, at man hele tiden skal bruge en del energi på at arbejde for sin overlevelse.
Det er svært at komme udenom, at der er en gruppe af unge, som det er vanskeligt at nå af forskellige årsager. Det er langt flere end dem, man opfanger i Regnbuen og Gaderummet, men det lader til at der er forskellige ting som kendetegner gruppen. Det er unge, som har en lang karriere i det sociale system som er trætte af, at pædagoger og psykologer hele tiden har planer med dem. De pågældende unges problemer forsvinder jo ikke, selv om man lader dem være i fred. Derfor må der, som man også er opmærksom på nogle steder i det offentlig system, gøres forsøg med at skabe nogle rammer for hjælp, som de unge kan acceptere.
Endelig er der nogle problemer af mere strukturel karakter. Det angår, hvordan man får de mennesker ind i samfundslivet som ikke opfylder de gængse normer for familieliv, uddannelse og arbejdsliv. Er det hensigtsmæssigt, at placere mennesker uden uddannelse og dårlige skolekundskaber på bistandshjælp og den i nogle kredse ringeagtede aktivering? Kunne man bidrage til at skabe et arbejdsmarked, der kunne opsuge denne gruppe i et rigtigt arbejdsliv, der tilgodeser deres kultur, uddannelsesniveau og arbejdsevne?
Birck-Madsen, Kalle, 1995: Terapeutisk teori og metode – kritisk psykologi i praksis, Forum Kritisk Pykologi nr. 9 1995, Kompendium 1.
Birck-Madsen, Kalle, 2000: Udstødte unge. Foredrag for Inner Wheel
Birck-Madsen, Kalle, 2000a: Gaderummet på Fuerteventura 24 personer. Rejsenoter 23. november – 30 november 2000.
Birck-Madsen, Kalle, 2000b: Brev til Den Sociale Sikringsstyrelse, af 20.9.2000
Bourdieu, Pierre, 1986: "The form of capital" I Richardson, John G., 1986: Handbook of Theory and Research for the Sociology of Education, Greenwood Press
Bourdieu, Pierre, 1993: La misère du monde, Éditions du Seuil
Bovbjerg, Kirsten Marie, 1995: Udstødelsesprocesser blandt unge i København. Forslag til handlemuligheder, Københavns Universitet
Bovbjerg, Kirsten Marie og Bjørg Kjær, 1995: Udstødelsesprocesser blandt unge i København, Københavns Universitet
Bovbjerg, Kirsten Marie, 1996: Social reproduktion og udstødelsesprocesser blandt unge. I Arbejderhistorie. Tidsskrift for historie, kultur og politik, nr. 2 1996
Bovbjerg, Kirsten Marie, 2001: Følsomhedens etik. Tilpasning af selvet i New Age og moderne management, Forlaget Hovedland
Byriel, Lene, 1994: Sjakket – knus og kaos i et københavnsk ungdomsmiljø. Socpol
Dahler-Tidligere brugeren, Peter, 1998: Den Rituelle Refleksion - om evaluering i organisationer. Odense Universitetsforlag
Fridberg, Torben, 1992: De socialt udstødte, Socialforskningsinstituttet, København
Gauchet, Marcel, 1998: Essai de psychologie contemporaine. Un nouvel âge de la personnalité, Le débat, nomero 99, mars-avril
Goffman, Erving, 1967: Anstalt og menneske, Viborg Stifts Folkeblad
Goffman, Erving, 1970: När människor möts, Alb. Bonniers boktryckeri
Goffman, Erving, 1975: Stigma, Nørhaven Bogtrykkeri a/s
Goffman, Erving, 1992: Vore rollespil i hverdagen, Østlands-Postens Boktrykkeri
Hansen, Erik Jørgen, 1995: Hver tid sin ungdom, i Social Forskning, Januar 1995
Højrup, Thomas, 1983: Det glemte folk. Statens Byggeforskningsinstitut
Højrup, Thomas, 1989: Kulturanalyse og samfundsanalyse, i Nord Nytt, nr. 37
Järvinen, Margaretha, 1998: Det dårlige selskab, Forlaget Socpol
Krogstrup, Hanne Kathrine. 1997: Brugerinddragelse og Organisatorisk Læring i Den Sociale Sektor, Systime
Malmborg, Esther & Jimmi Gader Nielsen, 1999: Projekt de vilde unge – en evalueringsrapport, Udviklings og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge.
Nissen, Morten, 1994: Brugerindflydelse og handlesammenhænge i psykosocialt arbejde.Phd-afhandling, Psykologisk Laboratorium, Københavns universitet.
Nissen, Morten, 1999: Hinsides frihed og villighed, i Tredje Nordiske Symposium om Samspil mellem praksis og Forskning i Socialt Arbejde. Muligheder og barrierer. Århus DSH, s. 288-314.
Nissen, Morten, 2000: Projekt Gadebørn. Et forsøg med dialogisk, bevægelig og lokalkulturel socialpædagogik med de mest udsatte unge. Dafolo
Thomsen, Per, 1998: Unge Hjemløse i Esbjerg og Varde. En kvalitativ etnografisk undersøgelse af livsformer og verdensbilleder hos unge mellem 18 og 25 år indskrevet på § 105 institutioner i Ribe Amt. Ribe Amt, maj 1998
Herudover en anvendt forskellige papirer udleveret af Gaderummet Regnbuen eksempelvis:
Initiativgruppen Gaderummet & Rådgivningen Regnbuen, 2000: Manifest for ungeværd. For retten til kvalificerede fristeder. Giv psykiatrien til psykiatrene, aktiveringen til aktiveringslederne – og de psykiatriske institutioner og arbejdsanstalter til de udstødelige.
Initiativgruppen Gaderummet & Rådgivningen Regnbuen, 2001: Demo for autonom faglighed. Vogntrækning fra Gaderummet til By- og Boligministeriet.