Sendt til Lokalavisen Nørrerbro & Nordvest, men de vil ikke bringe det. Gaderummet 28. august 2009

 

Facadens renhed

Københavns Kommune og ansatte i Nødrummet har strategisk lagt et ord ind i debatten om Gaderummet. Det sidste jeg læste var i Lokalavisen denne måned, hvor ansvaret for snavs og en død rotte, på Rådmandsgade 60, placeres mod Gaderummet, på trods af, at alle ansatte måtte forlade denne adresse, november sidste år.

Af Tina Rye Hansen, studerende antropologi og frivillig i Gaderummet, 28.august 2009

 

Gaderummet på Rådmandsgade 60 - socialpsykologisk bo - være - og behandlingssted for udsatte og hjemløse unge - blev lukket 21. november 2008 og Københavns Kommune annekterede lokalerne til det ny sted, med tvungen registrering og systemkontrol: Nødrummet. Alligevel bliver de beskidte forhold i Nødrummets baggård, fra en udtalelse af en pædagogisk tømrer, gjort til en krig mod Gaderummet og tidligere leder af værestedet, Kalle Birck Madsen. Til og med et forhold, der ikke kan tillægges en person, men må forstås ud fra det private forhold i det offentlige rum. Det kan ikke placeres som skyld. 

Når man træder ind i et hjem, et sted hvor folk har deres private liv, er det første man møder deres lugt. En personlig lugt, som man enten synes om eller ikke falder i ens smag. Er det et hjem fyldt med unge, hvis liv handler om at være, selviscensættelse og fart over feltet vil et hjem være fyldt med de rester af mad der glemmes i farten, tøjet der smides på gulvet til et hurtigt skift i farten mod det nye.
Gaderummet var som et hjem fyldt med unge, der havde deres egen væren, deres rutine som ikke indbefattede klinisk renhed. De unge gik igennem en svær tid hvor ting kunne blive glemt eller mad blive efterladt. På samme vis beboede Nødrummet sådanne unge.

Den pædagogiske tømrers overdrevne forargethed over de efterladenskaber der var, viser hans egen forestilling om institutioners kliniske renhed, hvor det virkeligt levede liv søges udryddet, for en overfladisk pænhed.

Både fra ansatte i Nødrummet og Københavns Kommune synes den hårde tone ingen ende at tage. Strategisk placerer de al ansvar for Rådmandsgade 6o mod Gaderummet og dermed placerer de mere snavs på et allerede plettet ry. Samtidig bruger de en firedobling af de midler Gaderummet havde til rådighed, til et sted for udsatte unge, der nu skal lukkes i et halvt år, da lokalerne skal renoveres for 1,7 millioner!

 

Bag facaden

Alle vegne, i alle baggårde kan fra tid til anden findes en rotte, hvis storskrald ikke bliver hentet eller hvis man ikke har overblik over det sted man opholder sig.

Gaderummet kriminaliseres ved at blive kædet sammen med bunker af skrald og en død rotte.

Denne hetz mod Gaderummet, via det skrevne medie synes at dække over det virkelige forhold, som skjuler at Københavns Kommune og de ansatte i Nødrummet var hele ni måneder om at finde den døde rotte og deres placering af skyld mod Gaderummet skjuler ligeledes at Socialborgmesterens varslede genåbning af ”et nyt og bedre sted” på Rådmandsgade 6o, har haft en så langsommelig opstart.

Gaderummet og baggården blev forladt, med fogeden og politiet, af personale og brugere 21. november 2008 og dette forfald som beskrives, efter Gaderummet havde forladt lokalerne, kan ikke adresseres til pågældende sted eller personer, men derimod mod Nødrummet, et sted der trods sin kontrol af de unge ikke magtede at skabe overblik over stedet i sin halvt engagerede praksis.

Gaderummets struktur og praksis kunne rumme det virkelige liv, dets rod og snavs, og kunne på samme måde styre det. Men når man som det pædagogiske personale i Nødrummet har sin praksis i et rum på øverste etage, af en tre - etagers bygning, ser man ikke det der foregår nedenunder og den kollektive praksis hvor alle rydder op praktiseres ikke. Renovering afventes. Derfor får stedet lov til at forfalde og rotten får lov at være der. Ingen ser den. I Gaderummet var livet i Gården, i køkkenet, ja derfor rodede det, men rotten kom efter Gaderummets tid. Da der blev plads i gården og passiv fjernsynskigning, som eneste aktivitet, tog over.

 

Det virkeligt levede liv.

Gaderummet kunne rumme de unges aktive levede liv og de unge fik lov til selv at indrette stedet. Derfor rodede det i Gaderummet. Men derfra og så konkludere at Gaderummet var ansvarlig for bunker af skrald og en død rotte siger mere om den pædagogiske tømrer end Gaderummet eller dets leder Kalle Birck Madsen. Anklagen er direkte grov og ikke funderet i reelle fakta. Gaderummet kunne fra tid til anden være et sted med rod. Som et hvert hjem. Det var mennesker der levede et liv der. Ikke mennesker der var programmeret til at følge regler om speciel indretning. De unge var fattige og klunsede, noget af storskraldet var kunstnerartikler, der stod for at blive brugt, gamle ting der kunne genbruges. En afspejling af de unges egen indretning, de unges kultur.

Det faktum at de unge i Nødrummets regi, ifølge Københavns Kommune, selv får lov til at stå for indretning, harmonerer ikke med den renovering, stedet nu bliver underlagt, på næsten to millioner. Hvis de unge selv skal skabe et hjem vil indretningen med afhøvlede gulve og malede vægge måske hurtigt blive spildt, da de unges kreative ideer kan spænde fra malerier på væggene eller kroge hvor de kan være private. De unge skaber selv deres tilbygning, deres vægge og gulve. Hvordan vil den kliniske istandsættelse harmonere med de unges brug af gulv som bord, fester hvor der bliver spildt på gulvet. Ja man kan blive helt dårlig af at tænke på de penge som Københavns Kommune vil smide ud af vinduet. Fra erfaring i Gaderummet, hvor jeg arbejdede som frivillig medarbejder ved jeg at de unge ikke stræber efter hvide vægge og afrensede, afhøvlede gulve, hvor regler om ophold begrænser deres liv. Deres liv har formet dem, én har udtalt i sin første tid i Gaderummet, at han ikke kunne sove i en normal seng, andre unge har brug for en ”hule”, et rum midt i rummet, mens andres indretning og udfoldelse peger mod kreativitet, hvor væggen eller gulvet bruges til malerier eller ophængning. Kan man få lov til det på et nyrenoveret sted?