Hjem(løs)
Jakob Louis Hornbeck
Marta Gordon Padovan
Sofie Ørsted Sauzet
Roskilde Universitetscenter
Kultur- og Sprogmødestudier efterår 2004
Bachelor
modul 1
Vejleder:
Ingrid Lüttichau
Forsideillustration: Jan Dibbets,
The Museum of Contemporary Art Sarajevo, Art of the Epoch, ARSAEVI, Direction
of the International Cultural Project Museum of Contemporary Art Sarajevo,
1998.
Billedet er redigeret af Tobias Wensien Dinesen
Præmisserne
En falskhed
I vores forhold
Min position
Som forsker føles
Overfladisk.
En voyeur
Der beskuer
Præmisserne for vores
Samtale
Er anderledes
End hvis vi havde mødtes
Tilfældigt
/ Jakob (App. 2:177-178)
Mærket af spor
Mit repertoire
Af betydningsfulde steder
Har udvidet sig
Nørrebrogade nr. 56
Udfolder
Gården
Trappeopgangen
Gaderummet
Fernandos fortællinger
Har afsat spor
I min erindring
Café Bissau
Guinea Bissau
/ Marta (App. 2:182)
Grænseforståelser
Belysningen er sporadisk
Lader vinkler blinde
Hyggeligt
Vi fordeler os i rummet
En god strategi
At opsplitte
Vores gruppe
For at blande os
Viser åbenhed
Håber
At brugerne vil reagere
Med samme bevægelse
/ Sofie (App. 2:163)
1. 3. Vi, de og du i og med teksten
3.3.1.
Indkredsning af nedslagspunkter og udvikling
3.3.2. Kritik
af årsagsforklaringer
3.3.3.
Hjemløshedens sociale og politiske forhandlinger
3.3.5.
Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor
3.3.6.
Repræsentationernes magtrelationer
3.3.7.
Gensidig integration af materialitet og diskurs
3.3.8. Vores
forskningsmæssige positionering
3. 4. Et Kultur- og Sprogmødestudies perspektiv
4. Den processuelle problemformulering
6. 1. Videnskabsteoretiske anslag
6. 1. 1.
Diskurs og tekstualitet
6. 1. 2. Det
poststrukturalistiske subjekt
6. 1. 3. Agens
og refleksivitet
6. 1. 4.
Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale
6. 2. Analytisk begrebsapparat
6. 2. 1.
Kroppen – stedet – landskabet
6. 2. 2.
Hjem-typologi til forhandling
6. 2. 5.
Metaforer og klichéer
6. 2. 6.
Repræsentationsforstyrrelse
7. 2. 2.
Overvejelser omkring udvælgelse
7. 5. Empiriproduktionens design
7. 9. 1. Det
semistrukturerede interview
10. Indledning til fortætningsværket
11. 1. Hjem i erindringer og drømme
12. Kortlæggende øjebliksbilleder
13. 1. Hjem i erindringer og drømme
13. 9. Subjektiverende grænser
14. ’Deres svar’ eller responsen
15. ’Vores svar’ eller konklusion
17. 1. Projektets vej ud/ind i landskabet
Interview med Fernando d.17.11.04
Interview med Sofus og Pernille d.14.11.04
Interview med Marx d.19.10.2004
Interview med Gry d.21.10.2004
Appendiks 2: Erindringsarbejde
I Gaderummet
d. 01.10.04 - Marta
Første besøg i
Gaderummet d. 01.10.04 - Jakob
Husmøde i
Gaderummet d. 03.10.04 - Sofie
Husmøde i
Gaderummet d. 03.10.04 – Marta
Møde med Ove
Lund og Henrik Olsen (Way Out) d. 08. 10.04 – Marta
Offentligt
møde om Udstødelsens endestation i Gaderummet d. 14.10.04 - Sofie
Hundeslagsmål
d.14.10.04 - Jakob
Off.møde om
fængselsvæsenet i Gaderummet d.14.10.04 – Marta
Jakob møder
Jack i Gaderummet d.16.10.04 - Jakob
I Gaderummet
med Marta d.19.10.04 - Sofie
Gaderummet; at
finde interviewpersoner d.19.10.04 –
Marta
Samtalen med
Marx d.25.10.04 - Sofie
Gaderumsbesøget
med nyt kamera d.26.10.04 - Sofie
Telefonsamtale
med Fernando d.23.10. 04 – Marta
Møde med
Fernando d.25.10.04 - Marta
Gry og Hanne
d.03.11.2004 - Sofie
Mødet med
Claude, og forhåbningen om Marx d.11.11.04 - Sofie
Telefonsamtalen
med Marx d.15.11.2004 -Sofie
På Café Bissau
for at hente Fernando’s kamera
d.11.11.04 - Marta
Forsøg på et
interview med Sofus og Pernille d.12.11. 04 - Jakob
Afhentning af
Grys kamera d.16.11.04 - Sofie
Ikke en af dem
- rollen som forsker - Jakob
Marx
interviewet d.19.11.04 - Sofie
Interview med
Sofus og Pernille d.14.11.04 - Jakob
Interview med
Fernando d.17.11.04 - Marta
Gry
interviewet d.21.11.04 - Sofie
Nye
betydningsfulde steder - Marta
Din krop kan
ikke klare dit liv d.09.12.04 - Jakob
Grys Respons
d.09.12.04 - Sofie
Fernandos
respons på Café Bissau d.07.12.04 - Marta
Sofus’ respons
på fortætninger d.10.12.04 - Jakob
Marx’ respons
d.13.12.04 - Sofie
Jagten på Pernille
d.10.12.04 - Jakob
Sofus og Pernilles billeder195
1. Forord
Vi ønsker at skrive en rapport, som emmer af samtidighed, og som kan omfavne dette projekts processuelle væren i en bevægelse mellem akademia og en hverdag, som begge skriver, fortæller og lever hjem/hjemløs-binariteten. Rapportens centrale omdrejningspunkt er konstruktioner af en sådan hjem/hjemløs-binaritet og hvilke konsekvenser, denne får for repræsentationen af unge hjemløse. Projektet tager udgangspunkt i ønsket om at destabilisere hjem/hjemløsheds-binariteten, som vi ser den udfolde sig. Til dette har vi valgt at basere vores empiriproduktion på unge hjemløse, eftersom vi mener, at der hos disse er større mulighed for at finde et forandringspotentiale end hos ældre hjemløse. Hvilket er det potentiale, vi ønsker at bygge destabiliseringens mulighed på, idet vi antager, at des længere tid man definerer sig under en kategori, des større del af ens selvfortælling bliver det, og jo sværere bliver det at fortælle sig på en anden måde.
Dette forord er at begribe som teksten, der skal berøre den formidlingsmæssige kompleksitet i nærværende rapport, hvorfor vi ønsker at slå nogle vigtige overvejelser an, som vi mener, du som læser må have for øje, når du bevæger sig videre ind i teksten.
At vi foran computeren skriver, former og modellerer tekstlige repræsentationer, giver os en magt. Dette er til dels en magt, som er os givet af de unge hjemløse: ’værsgo’ her er min fortælling, her er et udtryk, tag det og brug det, jeg stoler på dig.’ Men vi ønsker ikke at have det sidste ord. Vi vil åbne vores rapport op for de unge hjemløses gen(ind)skrivning og lade dem udfordre vores (ind)skrivning. Vi vil give dem mulighed for at læse vores repræsentationer af deres fortællinger, hvoraf vi vil udlægge deres reaktioner og tanker. Ydermere vil vi lade dig, læser, vide, at din aktive læsning af rapporten også bærer en fortolkende funktion, hvilken vi vil understrege for at lade rapporten åbne sig op for alle niveauer af interaktion.
1. 1. (Ind)skrivning
Udgangspunktet ligger i tanken om at (ind)skrive, som er hentet fra den australske pædagog, Bronwyn Davies’ begreb ’(in)scribing’ [1] (Davies 2000b:11). Med dette begreb kan vi understrege de forhandlinger, der er mellem os og de unge hjemløse, idet (ind)skrivning er et begreb, der kan hjælpe os til at erkende måden hvorpå, vi fortæller os selv og andre, og selv bliver fortalt af andre i relationer og kontekster. (Ind)skrivning skal altså forstås som en diskursiv aflejring i kroppen; måden vi skaber vores identitet på og forholder os til andre identiteter på i en given relation. En konstruktionsproces vi benævner som subjektivering eller jeg-liggørelse. Selv siger Davies:
”I have bracketed (in)scription to draw attention to the acts of reading
and writing – the scription. In doing so, I also want to draw attention to both
the constitutive power and the shifting nature of scription. (…) texts are
volatile, liable to change and movement, capable of action, capable of rupture
and disruption, even of themselves” (Davies 2000b:16).
1. 2. Fanget af sproget
I projektet har vi altså (ind)skrevet os i relation til unge hjemløse og ladet dem skrive sig ind i os og vores projekt. Vi har således forsøgt at fange et øjebliksbillede af, hvordan man kan hjemme som hjemløs.
Men disse positionerende bevægelser ønsker vi at udfordre herskende selvfølgelige hierarkiske positioner, da sådanne selvfølgelige positioneringer blot vil understrege en forestilling om forskeren som de unge hjemløse overlegen og teksten som indeholdende en afsluttet sandhed om emnet. Hertil har vi stillet os selv spørgsmålene: Er vi at forstå som forskere, medmennesker, forfattere eller medproducenter, og er de at forstå som interviewpersoner, hovedpersoner, fortællere, producenter eller agenter? Hvad betyder sprogbrugen i en indkredsning af os og dem?
Vi finder os selv fanget af sproget, imellem kategorier, henvisninger og repræsentationer, og i prøvende og refleksive bevægelser søger vi at udfordre sprogets begrænsninger og muligheder ved alligevel at (ind)skrive projektets pointer i rapporten.
I rapporten forholder vi os til sproget på to niveauer. Det ene niveau udgøres af vores og de unge hjemløses væren i landskaber [2] , som udgøres af projektet som hele og som underlægger sig sprogets begrænsninger for at kunne opretholde en kommunikation med dig. Det andet niveau udgøres af analytiske tiltag og overvejelser, som bryder med sprogets begrænsninger, da hensigten med vores analytiske tiltag netop er at udfordre hjem/hjemløs-konstruktionens diskursive selvfølgeligheder. Vi har herudfra besluttet at tage udgangspunkt i sprogets determinisme, men at skubbe til den ved at forklare dig vores tanker. Målet er således at skelne mellem et analytisk niveau og et konkret niveau, hvor vi er nødsaget til at være i relationer på en bestemt italesat måde af af- og udgrænsende størrelser som vi og dem. Men vi ønsker ikke analytisk at definere grupperinger; dvs. at omtale og reproducere hjemløse som adskilte fra hjemmede. Derimod vil vi beskæftige os med grænsedragningsprocesser.
Vi ser altså to grupper af dem og os, men vi tematiserer grænserne analytisk, idet vi (ind)skriver et ’os’ som værende på den ene side, og et ’dem’ som værende på den anden. Vi opstiller en grænse, der skal forstås som relationel. ’Vi’ eksisterer ikke uden om ’dem’, og ’de’ ikke uden om ’os’. Denne grænse er bevægelig, flydende og (ind)skrivende i dens kompleksitet af positioner, forhandlinger og subjektiveringer. Vi har altså at gøre med størrelser, der står til forhandling og som både konstrueres af os på det analytiske niveau og af sprogets reproducerende bevægelser på det konkrete niveau. På begge niveauer forstår vi konstruktionen af ’os’ og ’dem’, af hjem og hjemløshed i relationer på et sted i et landskab. Således skal grænsedragningen forstås som kontekstuelt konstrueret, hvorved vi ikke entydigt kan stå som repræsentanter for det hjemmede og de unge hjemløse for det hjemløse. Dette betyder rent teknisk, at når vi på det konkrete niveau taler om os og dem, skriver vi disse to ord uden omkransende apostrofer. Når vi derimod udfolder analytiske tiltag vil ’vi’ og ’de’ stå omkranset af apostrofer.
1. 3. Vi, de og du i og med teksten
Ovenstående forbehold må du altså tage med dig i den videre læsning. Derudover må du dog også forstå dig som ’dig’. Du har også en position, hvorved du kan drage grænser mellem læsningen og skrivningen, som på samme måde er at forstå relationelt, gensidigt og samtidigt bevægende.
Fremtidigt og samtidigt sidder du og læser. Teksten, som læses af dig, bliver en læsende bevægelse, som har magten til at stille spørgsmålstegn, fortolke og forstå. Gøren, væren, skrivning og læsning bliver åbne og bevægelige processer, hvilke vi forsøger at gribe og begribe i (ind)skrivningen.
Vi
ser altså væren, gøren, læsning og skrivning som samtidige bevægelser, der
(ind)skriver sig i/med hinanden og dermed konstruerer og forstyrrer hinanden.
Vi vil forsøge at få disse bevægelser til at tage plads i vores
rapportskrivning, hvorfor vi har flettet fortætninger ind i rapporten.
Fortætninger er tekststykker, som vi har bearbejdet ud fra empiriske
tekststykker i form af erindringsarbejde, interviews, og lovtekster.
[3]
Vi
bruger altså fortætningerne til at forskubbe og livagtiggøre den akademiske
tekst. Hertil skriver adjunkt i
arbejds- og organisationspsykologi. Jo Krøjer (2003) at ”den videnskabelige tekst/fortælling (…)
bliver endimensionel, fordi det kun er muligt at fortælle (skrive/læse) én ting
ad gangen.” (Krøjer 2003:131). Det er denne endimensionalitet vi forsøger
at gøre op med, når vi inddrager lyriske fortætninger af vores
erindringsarbejde som tekstlige billeder i den akademiske skrivning.
Denne intenderede forstyrrelse af den akademiske tekst bunder i idéen om, at vores repræsentationer netop ikke kan læses som entydige og endeligt afsluttede. De afhænger ligeså meget af din læsning og positionering ift. rapporten, hvori du indgår med både din fornuft, dine følelser og din kropslighed. I denne sammenhæng omtaler Krøjer fortætningsarbejdet som et forsøg på at forholde sig refleksivt til skrivningens og læsningens iboende følelser og kropslighed, som oftest bliver underkendt af fornuften i akademia. Denne form for skrivning og læsning benævner Krøjer med ordene evocative og embodied [4] , hvilke vi har oversat til dansk som henholdsvis vækkende og kropsliggjort. Vi forsøger med vækkende og kropsliggjort (ind)skrivning både at (ind)skrive vores egne følelser og kroppe i den akademiske tekst, men samtidig også at fremkalde dine følelser og kropslighed i læsningen. Dette gør vi grundet ovenstående erkendelse af, at vores repræsentationer og udlægninger ikke er at forstå som endegyldige og ligeledes i erkendelsen af, at vi alligevel ikke kan styre din erkendelse og fortolkning af teksten. Vi forsøger faktisk at få dig til at forholde dig refleksivt og aktivt til teksten, du bliver præsenteret for, således at du vælger din egen læsestrategi. Du indgår altså i et skrivende og læsende landskab, som fordrer din aktive deltagelse.
Nu begynder rapporten fra en forklaret begyndelse og med et (ind)skrevet ønske om forståelse, tålmodighed og deltagelse fra din side.
2.
Læsevejledning
På trods af vores ønske som samtidighed og flertydighed i skrivningen og læsningen af denne rapport har vi alligevel opbygget en struktur og rækkefølge, der holder teksten på papirets landskab. Således indleder vi rapporten med at udfolde en diskuterende rammefortælling, hvor vi (ind)skriver ’os’ og de unge hjem(løse) i det af os konstruerede københavnske landskab, hvilket leder op til at udvikle vores foreløbige problemformulering. Herefter følger emneafgrænsningen. I kap. 6 præsenterer vi vores poststrukturalistiske teoretiske forståelsesramme og udfolder et analytisk begrebsapparat, som bliver operationaliseret og sat i spil med vores metodeovervejelser i kap. 7. Som et resultat af disse indledende øvelser, diskussioner og overvejelser reviderer vi vores foreløbige problemformulering i kap. 8 og præsenterer en fjerde problemformulering i kap. 9. Derefter følger indledningen til fortætningsværket i kap. 10 med selve fortætningsværket i kap. 11. Fortætningsværket søger vi derefter at destabilisere gennem vores kortlægningsmetode i kap. 12. Vores samlede repræsentationer, teoretiske og metodiske overvejelser behandler vi i diskussionen i kap. 13, hvorefter vi igen inddrager den afsluttende del af empiriproduktionen i form af de unge hjem(løses) respons på fortætningsrepræsentationerne i kap. 14. Deres respons bliver afløst af vores konklusioner i kap. 15, hvorefter vi efterlader dig en åben slutning i kap. 16. Afslutningsvis skriver vi rapporten ud i et perspektiverende landskab i kap. 17.
3.
Rammefortælling
Denne rammefortælling skal fungere som tematiseringen, hvorunder vi indskriver vores projekt. Fortællingens formål er således at forme og farve et af os konstrueret landskab, hvori vi finder de unge hjemløse i København.
Med dette projekt vil vi forsøge at destabilisere hjem/hjemløs-binariteten, som vi ser den udfolde sig i vores empiriske øjeblikke og i vores egne analytiske bevægelser. Vi vil italesætte en grænsedragningsproces i dens relationelle diskursive udstrækning for således at gribe subjektiveringernes muligheder og umuligheder i et landskab, som det i rapporten udfolder sig. Denne rammefortælling skal indsnævre (u)mulighedernes problematik, som vi ser den folde og udfolde sig om forskellige nodalpunkter i et af os diskursivt konstrueret landskab af hjem og hjemløshed.
Hjem og hjemløshed forstår vi som begreber, der italesættes, formidles, illustreres og fortolkes på mange forskellige niveauer, og som i en kontinuerlig bevægelse gensidigt og samtidigt påvirker hinanden. De omkredser således hverandre relationelt, og forstås herudfra i deres gensidige forhold. Dette er udgangspunktet projektet tager sit afsæt i, og som vi ønsker at problematisere.
Vi vil sætte spørgsmålstegn ved hvor fordrende for forandring det er at benytte sig af ovenstående prædikater, når den negativt indholdsudfyldte hjemløse-side af binariteten forekommer stigmatiserende. Problematikken finder vi i forståelsen af hjem og hjemløshed som normative selvfølgeligheder, der ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Idéen
om
Foran Nørrebro station
Under skinnerne
Hvem kunne falde under
Kategorien hjemløs
Jeg kigger efter
Tøjet
En øl i hånden
Ansigt og øjne
Jeg har en idé om
Et særligt hærget ansigt
Og plirrende flakkende øjne
/ Marta (App. 2: 156)
3. 1. Lovgivningen
Til prædikatet hjemløs hører en retslig indfatning, hvorunder begrebet forstås og håndteres, og denne ramme mener vi er af afgørende betydning for hvordan hjemløse behandles og forstås af ’systemet’ og af sig selv. Herunder vil vi (ind)skrive vores forståelse af den retslige optiks forbehold og konsekvenser, som vi har læst os ind på via lovtekster vedrørende vejledningen af den sociale indsats på hjemløseområdet.
I denne læsning får vi et indtryk af et behandlingssystem, som anerkender hjemløses situation som forskellig afhængig af individuelle problematikker. Men gennemgående finder vi også en italesættelse af hjemløse som værende en gruppe ude af stand til at fungere som en del af det etablerede samfund, hvortil den primære arbejdsopgave for kommunerne ligger i en indslusning af ’dem’.
Integration
af brugerne
I
det almindelige system
Tilrettelæggelse
af udslusning
Og
efterforsorg samt opfølgning
/
Vejledning om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne 1998:158
Ovenstående fortætning af en lovtekst er indskrevet for at eksemplificere den opdeling, der finder sted mellem brugerne af § 94-boformerne [5] og det ’almindelige’ system. Denne bevægelse mener vi konstruerer en kløft mellem det ’normale’ og det ’anormale’. Når man benytter sig af retoriske konstruktioner som denne (især hæfter vi os ved brugen af udslusning og integration), understreger man det forhold, at hjemløse ikke anses som en del af et normalitetsbillede. Således tegner man et billede af et samfund, der består af ’ude’ og ’inde’. To størrelser der forbindes via en integration på præmisser af det, der er ’inde’.
Vi ser en risiko for fremmedgørelse i disse lovtekster, som retorisk synes at konstruere normalitetsbilleder, hvortil den hjemløse ikke tilhører. Vi vil herudfra postulere, at der i disse tekster skabes kategorier, hvor det normale i dens binære relation bliver sat som kontrast til det anormale, som på denne måde tegner sig i skyggerne af modsætningen. På den ene side hjemløshed som står som det anormale, og det der står udenfor. Hjem-konstruktionen som på den anden side står som en del af det, der er ’inde’ og normalt.
3. 2. Fortællingerne
Herskende fortællinger og forestillinger omkring hjemmet optræder også som nodalpunkter, hvorudfra begrebet kan forstås og fortolkes. Disse fortællinger og forestillinger tager vi med i vores konstruktion af det københavnske landskab, som skal fungere som konteksten, hvor vi (ind)skriver et normalitetsbillede af hjemmet. Det kan måske synes som et landskabsbillede med afgrænsede motiver og bestemte farvevalg, men målet er ikke at favne alt, men netop at understrege øjeblikket som et udsnit af en kompleksitet, som er svært håndgribelig. [6]
I hjemmende fortællinger og forestillinger optræder eventyrmodellen som gennemgående element, hvis (ind)skrivning af hjemmet som udgangspunktet og endestationen for rejsen indkredser hjemmets betydningskonstruktion. Det er et trygt sted, et sikkert sted. Udenfor lurer der farer og uventede oplevelser, men også eventyr og store sejre. Udenfor er således ikke udelukkende negativt, men det er usikkert. Herimod er et hjem til at stole på, at regne med.
Udover fortællingen af hjem, iscenesat af eventyret, optræder også familierelationen i landskabet. Familien kan være den gruppe mennesker som hører til hjemmet, foruden hvem hjemmet ikke var det samme. Trygheden i at have sin familie under samme tag, i samme hjem fremstilles som en del af at have, høre og føle sig hjemme (Porteus 1976:387).
Klichéer og idéer knyttet til forestillingen om hjem gennemsyrer konstruktionen og efterlader let genkendelige glansbilleder; derhjemme kan man være sig selv, man kan slå fødderne op på bordet og være grim hele søndagen med nattøj på. Hjemmet er ubetinget accept (Porteus 1876:386). Det er her vi er beskyttet, hvor vi kan grine og græde uden at bekymre os om udstødelse. Vi konnoterer positive ting til hjemmet. Derhjemme kan vi gøre, som vi vil. Der bestemmer vi reglerne. Når vi er ekstra gavmilde åbner vi vores hjem for fremmede. Lukker dem ind i varmen og beder dem om at føle sig hjemme. Denne gavmildhed eller høflighed tillader gæsterne at gøre, som de vil, men under normative rammer skal en gæst opføre sig pænt og ordentligt i et fremmed hjem.
Hjemmet konstitueres ydermere i en uendelig reproducerende bevægelse af ovenstående glansbilleder af kulturindustrien i form af f.eks. boligprogrammer. Disse fortæller os, hvordan vi skal bo, hvor vi skal bo, hvordan det er hyggeligst at bo og hvilken boform, der passer bedst til vores ’type’.
Men hjemmet er mere end det domestiske. Hjem er både materielt, symbolsk, stedsbundet, personknyttet, landskabstegnet, ideologisk, utopisk, romantiseret og illusorisk på samme tid. Således kan man have hjem, søge hjem, og føle sig hjemme og ikke hjemme mange steder. De normative rammer, hvorunder hjem-konstruktionen optræder, er således bevægelige.
Hjemmet
er for mange en abstrakt størrelse, men den øgede fokusering på det domestiske
hjem og dets æstetik tilegner en stadig større betydning til hjemmet som der,
hvor man bor, hvilket vi denne rapport forsøger at udfordrer. I hjemlandskabet
følger man med i grænsedragningsprocesserne mellem normalt og anormalt, inde og
ude, hjem og hjemløshed, hvilke er processer, der afgrænser og definerer ens
mulighedsrum for subjektiverende bevægelse.
3. 3. Forskningen
Hjemløs forskningsfeltet/erne (ind)skriver også en afgørende betydning for, hvorledes vi opfatter forholdet mellem hjem og hjemløshed. Herunder vil vi udpege nogle generelle træk ved hjemløseforskningen, som har informeret, inspireret og/eller provokeret os til at skrive denne rapport.
3.3.1. Indkredsning
af nedslagspunkter og udvikling
I sin historisk kritiske gennemgang af hjemløseforskningen de sidste 25 år påpeger den serbiske sociolog, Dragana Avramov (1999), at før 1980 var den mest udbredte – for ikke at sige eneste – undersøgelsesform af hjemløse kvantitative optællinger af mennesker, der sov på gaderne og gjorde brug af herberg og andre serviceydelser som varmestuer, folkekøkkener etc. Op gennem 1980’erne begyndte man at udføre mere dybdegående kvantitative og deskriptive undersøgelser om de hjemløses situation. Samtidig begyndte man fra både politisk og akademisk hold at definere bedre boligstandarder, hvilket i sig selv var med til at udvide hjemløsebegrebet til også at omfatte mennesker, som måtte have tag over hovedet, men ikke levede op til minimumsstandarderne. I starten af 1990’erne tog hjemløseforskningen to retninger; den ene tog udgangspunkt i en forståelse af hjemløsesituationen som et boligproblem, hvor den andens indfaldsvinkel var hjemløsesituationen som et socialt problem, forstået som den hjemløse persons normative mangelfuldhed og utilpassethed til systemet. Ifølge Avramov var slutningen af 1990’erne et vendepunkt for forskningen, hvor undersøgelserne ikke kun fokuserede på de hjemløse som omdrejningspunkt for problematikken, men forsøgte også kritisk at belyse samfundets indretning som et udtryk for reciprokke sociale processer, hvori social in- og eksklusion finder sted.
3.3.2. Kritik af
årsagsforklaringer
Avramov kritiserer dog de seneste undersøgelser af hjemløse for at bruge begreber som fattigdom, social marginalisering og eksklusion som årsagsforklaringer for hjemløsheden i stedet for at bruge dem som deskriptive kategorier. Pointen er, at denne søgen efter årsagsforklaringer skaber blindhed overfor den sociale og politiske produktion af hjemløshed, som foregår i en dialektisk social proces, hvor der i den dominante samfundsdiskurs sættes et krav til samfundets borgere om en grundlæggende evne til at kunne udnytte samfundets givne struktur for at blive socialt integreret, hvilket, vi mener, går igen i lovgivningen, som vi præsenterede den tidligere.
3.3.3. Hjemløshedens
sociale og politiske forhandlinger
Avramov identificerer således forskningsfeltets viden til at være en viden om strukturelle og biografiske årsager til hjemløshed, hvor begrebet hjemløshed bliver holdt op imod en stor vidensressource omkring hjemmet dagligliv (household surveys). Men der mangler viden om hjemløshedens dagligliv; hvordan den konstrueres og udfyldes af de såkaldt hjemløse med forskellige former for netværk, ruter og rytmer.
I 2003 udgav forskningsprofessor ved Institut for organisation og sociale forhold på Aalborg Universitet, Birte Bech-Jørgensen bogen, Ruter og rytmer, som havde som sigte at bryde med hjemløshedsforskningens traditionelle tidslige og rumlige normalitetsbilleder af hjem. [7] Ved fænomenologisk at kortlægge en gruppe hjemløse personers daglige ruter og rytmer får man i første omgang øje på det usædvanlige. Udfordringen består så i at finde det sædvanlige i det usædvanlige og dermed lade det usædvanlige forstyrre herskende selvfølgeligheder. Idet det hjemløse dagligliv sættes ind i samfundets strukturelle rammer tages konsekvensen af Avramovs pointe om den dialektiske sociale og politiske produktion af hjemløshed.
Hjemløshedsproblematikken som produkt af sociale og politiske forhandlinger ser vi gengivet i de fleste af de indhentede RUC-rapporter [8] , som omhandler hjemløse i Danmark. Det er kendetegnende for disse, at de sætter fænomenet, hjemløshed ind i et velfærdsstatsperspektiv og ofte går diskursivt analytisk til værks i afdækningen af gældende socialpolitiske forståelsesrammer og tiltag på området. Mindre udbredt er det blandt disse undersøgelser at gå fænomenologisk til værks, men vi finder det dog i Lund et al. (forår 2000) og i Fisker et al. (forår 1999), som begge tager empirisk udgangspunkt i fænomenet, den hjemløse og dennes identitetskonstruktioner og socialiseringsprocesser ift. hjemforståelser.
3.3.4. Politiseret
viden
En konstant, der kan siges at findes i hjemløshedsforskningen, er undersøgelser af hjemløshed ift. sociale tiltag af frivillig eller statslig art og herunder statistiske opgørelser. Disse har ofte både (social)politiske og økonomiske dagsordener, som skifter farve alt efter hvilke sammenhænge, de bruges i og af. Statslige organer ønsker som oftest at påpege hjemløshedens begrænsede udbredelse og udsteder derfor snævre kategorier for hjemløse, hvorimod de sociale organisationer arbejder i den modsatte retning; nemlig at bevise det store omfang af hjemløsesituationen. [9]
Konsekvenserne af ovenstående form for hjemløseforskning udpeger den danske psykiater, Preben Brandt (1999) som hjemløseinstitutionernes dobbelte sigte i form af husly og resocialisering, hvilket, han mener, er et udtryk for samfundets forståelse af hjemløsesituationen. Ifølge Brandt er hjemløshed ikke en accepteret situation i det danske velfærdssamfund, hvilket danner grundlag for at ’man’ bevarer det positivt forestillede hjem.
3.3.5.
Fremtidsperspektiver – at følge nye videnspor
For at komme nærmere en forståelse af den sociale proces, som produktionen af hjemløshed indgår i, foreslår Avramov, at man forsøger at begribe hjemløsesituationen i al dens kompleksitet (ikke mindst kompleksiteten af veje ind og ud ad hjemløshed), som dernæst analytisk må dekonstrueres og slutteligt rekonstrueres for at lade billedet af hjemløsesituationer fremstå klart i sin flertydighed. Dette kræver en kontinuerlig kritisk udfordring af definitioner af hjem/hjemløshed og disses konsekvenser for metodologien.
3.3.6.
Repræsentationernes magtrelationer
Disse overvejelser tager den amerikanske professor i sociologi og antropologi, Talmadge Wright allerede op i 1997 i sin bog, Out of Place – Homeless Mobilizations, Subcities, and Contested Landscapes, hvor han undersøger forholdet mellem hjemløses sociale og politiske mobilisering og urbane socialt-fysiske rum. Dette er en undersøgelse med et magtperspektiv, hvor Wright forbinder konstruktioner af sociale identiteter med sociale forandringsmuligheder og disses udfoldelser i kampen om meningstilskrivelser af byens landskaber.
”Identities require and acquire spaces within which they may be adopted.
(…) The direct reconstruction and redefining of urban spaces by homeless
persons therefore constitutes a figurative and literal opposition to the
conditions of homelessness, however small that opposition may be, and an active
refusal to assume an ascribed social identity.” (Wright 1997:5)
Hjemløsesituationens kompleksitet bliver her fremstillet som et flertydigt magtspil af byplanlægning, det offentlige bureaukrati og politiske som mediemæssige hjemløserepræsentationer imellem hvilke, der forhandles om diskursivt mærkede kroppes status i det urbane landskab. Det særligt interessante ved Wrights undersøgelse er hans påpegning af, at magtspillet ikke er ensidigt. Han anser altså ikke de hjemløse som passive samfundsaktører, men som aktive deltagere i strategiske kampe af magt og modstand.
Grundet sin udprægede deltagelse i undersøgelsens genstandsfelt [10] overvejer Wright konsekvenserne af sin akademiske repræsentation af hjemløsesituationen, hvor empowerment-strategier/ønsker står i kritisk dialog med mulighederne for at repræsentere ’den anden’ – altså en metodologisk overvejelse over hjem/hjemløsheds-binariteten. Dette leder os tilbage til Avramovs pointe om definitionernes konsekvenser, som Wright udtrykker med disse ord: ”(…) the power to define who is who (…)” (Wright 1997:6).
Til den store del af hjemløseforskningen, som beskæftiger sig med definitionsspørgsmålet hører forskere som Preben Brandt og lektor i samfundsvidenskab, Catharina Juul Kristensen. Brandt definerer hjemløshedens repræsentationer således:
”En person er hjemløs, når vedkommende ikke
har en bolig, der kan opfattes som stabil, blivende og opfyldende vedkommendes
krav til en rimelig boligstandard. Samtidig med, at vedkommende ikke magter at
benytte sig af samfundets relationer og institutioner i allerbredeste forstand
– således familiært netværk samt private og offentlige institutioner af enhver
slags, idet årsagen til dette kan være åbenlyse eller mere skjulte forhold hos
den enkelte eller i den måde, samfundet indretter sig på.” (Brandt 1992:158)
Brandt udtrykker i definitionen det dialektiske forhold mellem den enkelte (hjemløse) og samfundsmæssige strukturer som værende hjemløshedens konstituent.
Kristensen bygger videre på denne definition ved at inddrage både kønsaspektet og de myter, der bliver genereret omkring køn og hjemløshed, som hun indrammer med modernitetens kulturelle forandringsprocesser (Kristensen 1994:30-38).
3.3.7. Gensidig
integration af materialitet og diskurs
Hjem/hjemløsheds-binaritetens
konstruktioner fremstår som gennemgående men ofte ubehandlet tema i
hjemløseforskningen, som dog i de seneste år har fået en mere eksplicit og
konkretiseret status i diverse undersøgelser, hvilke er begyndt at trække på
social- og kulturgeografiens metodiske repræsentationsdiskussioner.
[11]
Indenfor denne nye gren af hjemløseforskningen bliver materialitet og diskurs forenet, hvilket betyder, at man interesserer sig for hjem/hjemløsheds-binaritetens diskursive materialisering i samfundet. Hjemløshed bliver her fremstillet som en foranderlig konstruktion, der forhandles og udfordres af både hjemløse som marginaliseret minoritet og af majoritetssamfundet i alle dets repræsentationer [12] .
3.3.8. Vores
forskningsmæssige positionering
Det er indenfor denne forgrening af hjemløseforskningen, vi finder det rimeligt at positionere nærværende undersøgelse. Vi har en poststrukturalistisk tilgang, som bærer præg af at være informeret og inspireret af den nyere amerikanske og britiske hjemløseforskning, som udlagt ovenfor. Vi ser således rige forståelsesmuligheder i kombinationen af den metodiske brug af kulturgeografien og den teoretiske brug af den poststrukturalistiske analytik, som udlagt af den australske pædagog, Bronwyn Davies (2000a, 2000b). I projektet prøver vi gennem analyse af materialiseret/-nde diskursive forhandlinger at begribe hjemløshedens dialektiske kompleksitet af fænomener og strukturer, som både Avramov og Brandt peger på som hjemløseforskningens nye udfordringer. På denne måde forsøger vi ikke at se hjem(løshedens) in- og ekskluderingsprocesser som en diskussion om de hjemløses ’ude’-position og majoritetens ’inde’-position i samfundet, men som processer af relationer, der rækker ind i hinanden.
Jointen
Jointen er nu sendt på omgang
Fire mennesker deler den
Jeg kigger på dem
Ham ved siden af mig
Har lige illustreret sin psykose
Snakker med sig selv
Får pludselige udbrud
Slår i puden
Eller på sine ben
Jeg genkender ham
Han har ligget i sofaerne
Og leet i timevis
Hvis jeg får tilbudt jointen
Vil jeg sige nej tak
Men ingen tilbyder
Og jeg føler mig igen
Anderledes
/ Sofie (App. s:188)
3. 4. Et Kultur- og
Sprogmødestudies perspektiv
Idet vores projekt tager udgangspunkt i hjemløseforskningens repræsentationsproblematikker, mener vi særligt at kunne bidrage med nye perspektiver grundet vores faglige forankring i Kultur- og Sprogmødestudiet. Vi anvender således mødet som grænsedragningsproces, da vi mener, at mødet netop omfavner produktionen af repræsentationen i alle sine magtrelationer mellem positioner. Dertil anvender vi kulturbegrebet som en konkretisering af magtrelationerne mellem minoritets- og majoritetspositioner, der dog må forstås som samtidige og gensidigt konstituerende i flydende landskaber af subjektiverende kroppe og steder. Da vi netop søger at fange mødets samtidigheder og forhandlinger, ser vi os nødsaget til at forholde os til sprogets formative kraft, som vi både specifikt ift. hjem/hjemløs-binariteten, men også ift. dikotomier som os/dem søger at destabilisere og udfordre for kritisk at behandle repræsentationens konsekvenser.
Denne rammefortælling fungerer som opløbet til problemformuleringen, som i relation til ovenstående har gennemgået en proces i projektforløbets indledende faser, hvilke vi vil fremlægge i næste kapitel for derefter at kunne præsentere vores foreløbige problemformulering.
4. Den processuelle problemformulering
Gennem hele processen har magt-perspektivet udgjort en rød tråd for vores forståelse af og tilgang til genstandsfeltet, hvilket vi også har forsøgt at tydeliggøre med vores positionering indenfor forskningsfeltet. I første omgang forstod vi magtudfoldelsen gennem marginaliseringsprocesser, hvor samfundets majoritetsgruppe kunne udvirke ekskluderingsmekanismer på minoritetsgruppen – her forstået som de hjemløse. Dette ledte os frem til det første forsøg på en problemformulering;
Hvor,
hvornår og hvordan kan unge hjemløse føle sig hjemme?
Denne problemformulering blev dog hurtigt udfordret af vores første møde med landskabet, hvor vores umiddelbare stereotype forestilling om hjemløse blev forstyrret. En rundtur rundt på nogle af Københavns hjemløsetilbud i søgningen efter mulige unge hjemløse, som kunne have lyst til at indgå i vores empiriproduktion, fandt vi, at hjemløsegruppen ikke fremstod så entydig, som vi havde forestillet os. Blandt andet fik vi fortalt af en medarbejder i De hjemløses hus, at en hjemløs sagtens kan have en lejlighed og ikke føle sig hjemme og derfor være hjemløs. Denne information udelukkede dog ikke fra vores stereotype forestilling, at hjemløse stadig er dem, der sover i trappeopgange og under byens broer.
Næste stop på rundturen var Gaderummet [13] , hvor mange unge hjemløse holder til. Her opdagede vi, at disse unge hjemløse har mulighed for at overnatte på en madras eller sofa. Der er således alternativer til trappeopgangen og broen.
Af disse observationer i landskabet fandt vi ud af, at vores første problemformulering fremstod essentialistisk, idet vi havde skabt en afgrænset og defineret kategori af unge hjemløse, som ikke formåede at afspejle landskabets flertydighed, som vi mødte den. Vi indså, at der var brug for en begrebsdiskussion inden vi kunne skrive en problemformulering, der kunne omfavne landskabets ’virkelighed’.
Vores samtidige teoretiske orienteringer bibragte os en optik, der kunne forstå genstandsfeltet ved hjælp af Bronwyn Davies’ begreb om krop/landskabs-relationer, hvor både krop og landskab skal forstås som både diskursive og materielle størrelser, hvilket gjorde os i stand til at indfange landskabets flertydighed og gensidige påvirkninger kroppe og landskaber imellem.
Ved at inddrage landskabs-perspektivet kunne vi se at ordet ’kan’ fra den første problemformulering stadig var nyttig, idet den indeholdt både kroppens/landskabets begrænsninger og muligheder;
Hvordan kan unge hjemløse konstruere hjem i det københavnske landskab?
Med den anden problemformulering havde vi inddraget kroppens og landskabets gensidige relationer, som både begrænser og muliggør konstruktioner af hjem, men vi havde ikke formået at gøre op med kategorien, hjemløs. Da vi i landskabets ’virkelighed’ kunne se, at unge hjemløse faktisk kunne skabe former for hjem, måtte vi opbryde den stærke modsætning mellem kategorierne ’hjemmet’ og ’hjemløs’. Inspireret af Davies’ arbejde med kategoridannelser, hvor en kategori ikke må forstås som udgrænsende, men som et ’multipelt hele’ (Davies 2000a:48), begyndte vi at forstå begrebet, hjemløs som både indeholdende hjem og ikke-hjem. Rent sprogteknisk formidlede vi dette ved at sætte parentes omkring ’løs’, og således nåede vi frem til følgende problemformulering…
Hvordan
kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?
Denne problemformulering anser vi som værende et udtryk for den foreløbige undren, der kan sætte rapporten i gang. Vi vender således tilbage til den senere, for at kunne udfordre den ud fra udviklinger i projektet.
5. Emneafgrænsning
Da vores opgave overordnet omhandler unge hjem(løses) diskursive konstruktioner af hjem og vores repræsentationer af disse i øjebliksbilleder, er der en række parametre vi fra start af har besluttet ikke at gå ind i.
Vores
emneafgrænsning er præget af vores positionering i forskningsfeltet, hvorfor vi
i særlig grad afholder os fra at søge livshistoriske og strukturelle
årsagsforklaringer til de unge hjem(løses) nuværende situation, da dette
allerede i stor udstrækning er blevet eller bliver behandlet. Derfor er vi
heller ikke gået ind i problematikker omkring stofmisbrug eller psykiske
problemer, som vi dog er bevidste om fylder en stor del unge hjem(løses) liv og
subjektiveringsprocesser, og som det sociale system i høj grad forholder sig
til.
Det kan ligeledes læses i vores behandling af forskningsfeltet, at der er forskellige kræfter, der trækker i hver sin retning, når begrebet hjem(løs) skal defineres. Fra politisk side ønsker man således at begrænse hjem(løshed) ved at indsnævre de kategorier, hvorunder hjem(løse) kan befinde sig. Omvendt trækker sociale organisationer i den modsatte retning ved at åbne op for definitionen, hjemløs. Det er forstyrrelser af herskende definitioner af hjem/hjemløs-konstruktionen, vi i nærværende rapport forsøger at indfange et øjebliksbillede af blandt de unge hjem(løse), og vi har således valgt ikke på forhånd at møde ’dem’ med gældende hjem/hjemløs-typificeringer og kategorier (jf. kap. 3).
Endvidere skal det understreges, at vi ikke har til hensigt at evaluere nuværende sociale tilbud i form af væresteder, herberger, behandlingssteder etc., som unge hjem(løse) har mulighed for at benytte sig af eller lave nogen sammenligninger mellem disse tilbud. Hvorfor vi heller ikke ønsker at vurdere koordineringen mellem disse.
Da vi ikke inddrager ovennævnte undersøgelsesperspektiver, foretager vi således heller ikke en systematisk strukturel analyse af de muligheder og umuligheder, de unge hjem(løse) støder ind i, i deres møde med det offentlige sociale system. Som det kan læses i rammefortællingens indledende øvelser, har vi dog orienteret os på lovgivningsområdet og gjort os overvejelser over, hvordan vi kunne tegne en skitse af de normalitetsbilleder, der trods alle ovennævnte forbehold alligevel figurerer i majoritetssamfundets offentlighed.
6. Teoretisk forståelsesramme
Af ovenstående emneafgrænsning håber vi, at det er blevet klart for dig, at vores arbejde med problemformuleringen, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, er diskursivt indrammet. Med en diskursanalytisk tilgang til problemet har vi valgt at fokusere på hjem/hjemløs-binaritetens kategoridannelse og dennes aktualisering blandt unge hjem(løse).
For at kunne operationalisere et diskursanalytisk apparat har vi fundet en vej ind i en forståelseshorisont, hvor hjem/hjemløs-binariteten både kan begribes som en diskursiv og en materiel størrelse. En begrebsstørrelse som bliver artikuleret i både kroppe og landskaber, som begge er diskursive og materielle på samme tid, og som konstrueres med og i hinanden og derved bliver gensidigt udstrakte i og med hinanden.
Denne teoretiske forståelsesramme har vi hentet i den australske pædagog, Bronwyn Davies’ destabiliserende arbejde med dikotomier som krop/sprog og i særdeleshed krop/landskab. Idet vi inddrager kroppen og landskabet i den diskursive analyse af hjem/hjemløs-binariteten, åbner vi op for et nyt niveau i problematiseringen af relationelle bevægelser som konstituerende for måden, hvorpå kategorier konstrueres og tilegnes kontekstuel betydning.
Hertil har vi fundet støtte indenfor den postmoderne kulturgeografi, som ifølge geograferne, Trevor Barnes og Derek Gregory (1997) byder på en diskursiv optik på geografiske elementer som sted, landskab og kroppen i dem, samtidig med at den materielle forståelse bevares, som vi mener aldrig kan nås udenom diskursive repræsentationer. Som tidligere nævnt positionerer vi således nærværende undersøgelse indenfor den nyeste del af hjemløseforskningen, hvor geograferne, Lois M. Takahashi (1996) og April R. Veness (1993) begge peger på vigtigheden af at diskutere repræsentationen af hjem(løse) og konsekvenserne heraf.
Med vores afdikotomiserende undersøgelsestilgang mener vi at kunne udvide måden, hvorpå man kan arbejde problemorienteret. Denne påstand begrunder vi med, at vi konsekvent forsøger at lade en poststrukturalistisk informeret refleksivitet gennemsyre projektet, idet vi lader refleksiviteten binde teori, metode/empiriproduktion og skriveproces sammen i en relationel og gensidigt konstituerende samtidighed. Med poststrukturalistisk informeret refleksivitet forstår vi en refleksivitet, som fordrer et forandringspotentiale i sit konstante opgør med selvfølgeligheder – herunder den essentialistiske forståelse af kategorierne hjem og hjemløs.
”(…) because of the reflexive nature of poststructuralist thought, the new modes of interpretation and of life in and through poststructuralist discourses can never be finally accomplished. (…) Its own conceptual apparatus is always open to examination, not with questions such as which concepts should be included or excluded, but rather: what work do these concepts achieve; what can they make visible and what do they occlude; who is given authority through their usage and who is deprived of it?” (Davies 2000a:9)
Vores teori, metode/empiriproduktion, skriveproces og disses iboende repræsentationsproblematikker har karakter af en materiel diskursiv ’virkelighed’, og på denne måde kan vi beskæftige os med og destabilisere essenstænkningen i både sprog og skrift, i materialitet og visualitet, hvorved også sprogets determinisme problematiseres. Vi beskæftiger os således med hjem- og hjemløshedsbegreberne i deres diskursiverende materielle repræsentationsformer.
6. 1. Videnskabsteoretiske anslag
Herunder har vi valgt at slå nogle afgørende videnskabsteoretiske overvejelser an, som vi mener, indkredser og informere vores teoretiske forståelse af genstandsfeltet og vores analytiske begrebsapparat.
6. 1. 1. Diskurs og
tekstualitet
Vores brug af begreberne diskurs og tekstualitet udelukker som sagt ikke materialiteten eller sociale praktikker. Vi bruger snarere diskurs og tekstualitet som en måde af forstå materialitetens og de sociale praktikkers udformninger og repræsentationer på.
Vi forstår diskurser
som landskaberer af menings- og betydningskonstruktioner, hvilke har en
konstitutiv og formativ kraft i (ind)skrivningen
af kroppens materialitet og sociale praktikker (Davies 2000b:11). Denne
definition finder vi dog for abstrakt, idet den tager sit udgangspunkt i
sproget som en primær konstituerende og konstruerende faktor. Vi ønsker ikke at
underkende sprogets funktion, men vil her forsøge at åbne op for en kropslig
og performativ forståelse af diskurser med
udgangspunkt i en sprogteoretisk ramme. Davies skriver med henvisning til
Derrida, der sagde, at der ikke findes noget udenfor teksten, at alt er tekst
og ”that we are inseparable from the
texts through which we are constituted and through which we constitute
ouselves.” (Davies 2000a:135). Denne
forståelse af tekst som et altomfattende begreb, mener vi, understreger vores
diskursopfattelse og fremmer en optik, der kan åbne blikket for materielle
størrelser i diskursen.
Husbogen
Husbogen
Husets beskedcentral
Vi skal læse i den
For at få et bedre indblik i stedet
Vi tager den hen til det store bord
60 % af min opmærksomhed
Er rettet mod bogen
40 % går ud i lokalet
Nysgerrighed
Hvem kommer sådan et sted
/ Jakob (App. 2:159)
På denne måde inddrager vi tekstualitetsbegrebet som et bindeled mellem diskursive bevægelser, idet vores brug af
begreberne diskurs og tekstualitet skal forstås som komplimenterende, og hvor
tekstualitetsbegrebet tilføjer et destabiliserende aspekt til
sprog/materialitet-binariteten. Vi inddrager altså materielle størrelser i
konstruktionen og konstitutionen af diskurser, men det er teksterne, der
fortæller og formidler disse. Ens væren i landskab og sted bliver således
diskursivt konstrueret og afhængiggjort og tekstuelt formidlet og fortolket.
Hertil åbner tekstualitetsbegrebet op for at forstå materialiteternes og de sociale praktikkers samtidighed, idet vi kan forstå deres forbundethed og gensidige konstituering ved deres indbyrdes intertekstuelle referencer (Barnes & Gregory 1997:141). Intertekstualitet bruger vi at vise, hvordan diskursive kroppe/tekster altid må forstås i deres kontekst i deres positioneringer i og med landskabet, stedet og de andre kroppe, idet alle disse størrelser kan begribes som tekster, der konstrueres og subjektives i/med/mod hinanden i en samtidighed.. Intertekstualiteten er det, vi i første omgang får frem i fortætningsværket, idet teksterne står side om side med hinanden og derudover er blevet produceret i positionerende/subjektiverende interviews med os som tekstlige kroppe og indrammet af erindringsbearbejdelsen af deltagende observation (jf. kap. 7).
De unge hjem(løses) aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten læser og repræsenterer vi således som kropslige tekster, der indgår i en materiel og diskursiv kontekst, vi har valgt at kalde det københavnske landskab.
6. 1. 2. Det
poststrukturalistiske subjekt
Os selv og de unge hjem(løse), som vi har inviteret til at deltage i projektets empiriproduktion, forstår vi ud fra ovenstående diskursforståelse som kropsliggjorte tekster. Vi ser altså ikke subjektet som et prædiskursivt væsen, men som en ikke-færdigskrevet kropsliggjort tekst, som agerer, vælger og positionerer sig selv i interaktionen med andre kropslige tekster og materielt-diskursive landskaber og steder.
”The point of poststructuralism is (…) to enable us to see the subject’s fictionality, while recognizing how powerful fictions are in constituting what we take to be real.” (Davies 2000a:133). Dette betyder at de unge hjem(løses) italesættelser af sig selv i forhold til hjem/hjemløs-konstruktioner kan forstås som produktive fiktioner, hvilket ikke betyder at de mister deres perfomative værdi, men blot at de ikke kan anses for at være endegyldige identiteter og definitioner af hjem/hjemløshed.
Ved at forstå subjektet som et aldrig færdigt produkt eller tekst vil det ofte være mere nær-liggende at tale om subjektivering frem for subjekt, idet subjektivering konnoterer proces: ”The subject of poststructuralism (…) only exists as process; it is revised and (re)presented through images, metaphors, storylines, and other features of language (…) it is spoken and re-spoken, each speaking existing in a palimpsest with the others.” (Davies 2000a:137). Ifølge Davies må subjektet forstås som ‘skaber’ af sit eget jeg. – Et jeg som ikke må læses som et navneord, men som et udsagnsord; at ’jeg-liggøre’ (Davies 2000a:17,137).
Det poststrukturalistiske subjekts karakter af ’åben tekst’ forstår vi ikke som en ubegrænset størrelse, der jeg-liggører sig selv til hvad som helst, men derimod som en kropsliggjort (det vil sige af subjektet internaliseret) tekst, der er begrænset og muliggjort af relationer i et bestemt materielt-diskursivt landskab (Davies 2000a:55). ”The process of subjectification, then, entails a tension between simultaneuosly becoming a speaking, agentic subject and the corequisite for this, being subjected to the meanings inherent in the discouses through which one becomes a subject.” (Davies 2000a:27).
6. 1. 3. Agens og
refleksivitet
For at forstå de unge hjem(løses) subjektiveringsprocesser og aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten mener vi, at det er nødvendigt at inddrage agens-begrebet. Agens skal ikke forstås som frihed fra den diskursive konstituering af selvet, men som genkendelse af konstitueringen og en mulighed for at stå imod denne og dermed ændre subjektiveringens bevægelse. Ej heller må agens forstås som subjektets autonomi, da subjektet altid handler indenfor og med eller imod diskursernes sociale praktikker og materialitet (Davies 2000a:67).
Agens forstår vi nærmere som subjektiveringens grad af refleksivitet; altså en væren i landskabet som reflekterer over mulige måder at være på. De unge hjem(løses) agens ser vi som deres mere eller mindre refleksive aktualisering af hjem/hjemløs-binariteten. Vores adgang til ’deres’ subjektiverende agens går gennem ’deres’ forfatterskab; det vil sige ’deres’ fortælling med og imod hjem/hjemløs-binaritetens diskursive repræsentationer.
Destabilisering
Jeg fortæller at meningen er
At åbne op for muligheder
At frembringe følelser
At destabilisere forestillingen
Han nikker
Svarer at det lyder godt
At det er pisse irriterende
Når folk ser ham og tænker
Der er en hjemløs
Og kigger ned på én
Den situation
Hvor folk dømmer
Uden at kende
/ Sofie (App. 2:187)
6. 1. 4.
Refleksivitetens forstyrrelser som forandringspotentiale
I de unge hjem(løses) med- og modfortællinger af hjem/hjemløs-binariteten finder vi det førnævnte poststrukturalistiske forandringspotentiale, idet deres refleksive agens muliggør en forstyrrelse af hjem/hjemløs-binaritetens normalitetsbillede (jf. kap. 3).
”The speaking/writing subject can move within and between discourses, can see precisely how they subject her, can use the terms of one discourse to counteract, modify, refuse, or go beyond the other, both in terms of her own experienced subjectivity and in the way in which she speaks in relation to the subjectivities of others.” (Davies 2000a:60)
Den poststrukturalistiske forståelse af agens som refleksivitet skaber i udgangspunktet mulighed for, at en traditionelt marginaliseret samfundsgruppe uden agens som unge hjemløse kan bemægtige sig agens-status gennem ’deres’ subjektiverende refleksive italesættelser (Davies 2000a:56) og dermed forandre deres subjektivering og position i den diskursive konteksts sociale praktikker og materialitet.
6. 1. 5.
Magtperspektiv
Den refleksive agens og dynamiske subjektiveringsproces muliggør forandring og ekspliciterer dermed de sociale forhandlinger, der finder sted mellem tekstuelle kroppe i materielle diskursive landskaber. De sociale forhandlinger i landskabet politiserer selv samme landskab og tvinger os således til at forholde os kritisk til magtperspektivet i nærværende projekt, hvilket vi lader komme til udtryk i vores gennemgående repræsentationsdiskussion og forsøg på et opgør med hjem/hjemløs-dikotomien.
Barnes og Gregory (1997:235)
argumenterer for at landskaber aldrig er neutrale, men altid gennemsyrede af
magtrelationer. At magten forstås som relationer mellem forhandlingspositioner
er afgørende for vores magtforståelse, idet vi forankrer den i Davies’
magtbegreb, som er hentet fra Michel Foucaults arbejder, hvor magten ikke kun
anskues som en statisk ovenfra kommende størrelse indlejret i love og regler.
Magt i Foucaults teoretiske univers har en relationel karakter og forstås som
produktiv og aktiv (Davies 2000a:18-19). På trods af begrebets negative ladning
skal det her forstås som et forandringspotentiale, et forhandlingsbegreb, der i
en relationel bevægelse både kan definere og omdefinere subjektiverende mening.
Forhandlingerne ser vi udfolde sig på flere niveauer. Hermed mener vi
forskningen, lovgivningen, normalitetsbillederne af hjem og vores
empiriproduktion. Magt finder vi altså både i sociale praktikker, i
materialiserede diskurser – i kroppe, landskaber, steder og tekster – og hele
tiden i spænding med forskellige modstandsformer.
6. 2. Analytisk begrebsapparat
Herunder operationaliserer vi de begreber, som vi mener, gør vores bearbejdning og repræsentation af empiriproduktionens resultater mulig.
6. 2. 1. Kroppen –
stedet – landskabet
Da vi i udgangspunktet anskuer hjem/hjemløs-konstruktioner som både materielt og diskursivt konstituerende, har vi valgt at repræsentere de unge hjem(løse) som tekstuelle kroppe, der agerer og subjektiveres i et landskab, der både udgøres af det geografiske område, København og af det diskursive net af hjem/hjemløs-konstruktioner og –fortællinger i samfundet.
Kroppen og landskabet er begge materialiserede/ende, diskursiverede/ende og politiserede/ende størrelser, der indgår i gensidige relationer med hinanden. Måden, hvorpå Davies analytisk operationaliserer denne krop/landskabsrelation, er ved at antage at kroppen (subjektet) er foranderlig og diskursivt påvirkelig i forhold til landskabet (Davies 2000b:13).
Antagelsen om kroppen i landskabet og landskabet i kroppen ophæver dikotomien mellem krop og landskab. Kroppen og landskabet bliver medudstrækkende med hinanden og påvirkende for subjektiveringsprocessen og repræsentationen.
Metaforen
Krop/landskabs-metaforen
Skaber
Fornemmelser
I min krops tilstedeværelse foran computeren
Genkalder materialiteterne
Indtryk
Tanker
Følelser
Teoretiske læsninger
Empiriske indtryk
Er begyndt at co-produceres
/ Marta (App. 2:165 – 166)
Bevægelsen mellem kroppen og landskabet beskriver Davies som en mærkende proces, hvor kroppen mærkes af landskabet, og landskabet mærkes af kroppen. Denne mærken finder sted på mange forskellige måder som institutionalisering, botræningstilbud, normalitets- og modstandsbilleder af hjem, hjemløskategoriseringer etc. Således mærkes og mærker vi os og kategoriserer og kategoriseres herigennem ind i socialt genkendelige rum (Davies 2000b:15-16). Dette bliver i nærværende undersøgelse et spørgsmål om hvilken mærkning de unge hjem(løse) konstruerer omkring deres egen hjem(løse) væren i landskabet, og hvordan en sådan mærkning finder sted, og hvilken betydning den får i ’deres’ konstruktion af hjem.
For at forstå mærkningsprocessen mellem krop og landskab introducerer Davies begrebet, fold, idet ”the folding and unfolding of embodied beings is read in the contexts of the folds in the landscapes through which they move and take up their being.” (Davies 2000b:14). At folde og udfolde den legemliggjorte væren i relation til landskabet implicerer en analyse af fortællinger, som knytter betydning til steder i landskaber i relation til kroppen. Folder kan således forstås som diskursive meninger indlejret i de subjektiverende landskaber, hvilke er konstrueret gennem magtkampe om mening og betydning. Styrkeforholdet mellem subjektet, landskabet og de andre kroppe i landskabet danner således folder, og det er i fortællingerne at folderne italesættes og udfoldes, og deres betydningskonstruktioner følgende kan destabiliseres.
En forestillet fold kan hedde sig, at hjemmet er stedet, hvor man kan være ’sig selv’. Men udvides denne definition af hjem, og fortælles den udenom klichéerne og forstås som medudstrækkende i et landskab, der rækker udover det domestiske hjem, kan forståelsen måske udfoldes. Ved at inddrage fortællinger fra unge hjem(løse), der ’hjemmer anderledes’, og lade dem (ind)skrive sig i et landskab, håber vi at kunne tilbyde forskellige måder at forstå det hjemmede på og herved destabilisere cementerede forestillinger om hvordan, man skal være, have og føle sig hjemme.
Vores analyse trækker mærkede linier i og mellem kroppe gennem landskaber. For at abstraktheden ikke skal overtage undersøgelsens materielle forankring, bruger vi stedsbegrebet som mærkningens og subjektiveringens fikspunkter. Dette betyder at stedsbegrebet betegner de betydningsfulde diskursive og materielle nodalpunkter [14] i landskabet, som de unge hjem(løse) taler frem i deres forståelser af hjem/hjemløs-konstruktionen. Disse nodalpunkter eller steder forstår vi både som geografiske markeringer og som forestillede steder i fantasien eller erindringen og kroppen selv som sted i landskabet. At vi også forstår kroppen som et sted i landskabet er afgørende for ovennævnte gensidige mærkning mellem krop og landskab, da landskabets mærkning af kroppen har afgørende indflydelse på hvordan, kroppen forholder sig til landskabet (Krøjer 2003:66-67).
6. 2. 2.
Hjem-typologi til forhandling
Med ovennævnte teoretiske forståelse af krop, landskab og sted mener vi, at denne undersøgelse stiller sig åben overfor de unge hjem(løses) subjektiverende indholdsudfyldelse af hjem/hjemløs-konstruktionen og kan dermed yde destabiliserende effekter på normalitetsbilledet af hjem, som vi præsenterede i rammefortællingen (kap. 3). Vi erkender dog, at denne åbenhed stadig er informeret af kulturgeografiens beskæftigelse med hjem (Porteous 1976, Veness 1993, Valentine 2001).
J. Douglas Porteous (1976) fremkommer med en klassisk behandling af hjem, hvor hjemmet bliver betragtet som det domestiske hjem, der skal udtrykke indehaverens identitet og sikre dennes sikkerhed. Hjem-følelse bliver herved skabt gennem kontrol, grænsedragning og personalisering af domesticiteten, hvorved tilhørsforholdet kommer til at spille et centralt omdrejningspunkt. Det domestiske hjem fremstår her som et afgørende nodalpunkt i krop/landskabsrelationen. ”Home is thus a major fixed reference point for the structuring of reality. (…) so the fundamental dichotomy in geographical space is between home and non-home.” (Porteous 1976:386).
April R. Veness (1993) udfordrer disse karakteristika ved det domestiske hjem, idet hun bygger videre på Porteous’ antagelse om, at hjem-skabelse er en kreativ aktivitet. Gennem etnografiske undersøgelser af hjemløse menneskers måder at hjemme på formår Veness at genfinde ovennævnte karakteristika i andre hjem-udformninger end det domestiske.
Ved at gå i Veness’ fodspor og samtidig bruge Davies’ krop/landskabs-relation mener vi at kunne få et dialektisk perspektiv på de unge hjem(løses) hjem/hjemløs-konstruktioner, hvor den klassiske hjem-typologi sættes i forhandling med alternative hjem-forståelser.
6. 2. 3. Be(longing)
Idet vi ønsker at fremme ovennævnte dialektiske perspektiv, gør vi brug af Davies’ begreb, (be)longing, som på samme tid indfanger meninger af tryghed, ejerskab, medlemskab, tilhørsforhold og længsel (Davies 2000b:37) [15] , og som kan omkredse subjektets forholden sig til landskabet og deraf produktionen af steder, hvortil diskursive menings- og betydningskonstruktioner spiller ind.
At høre til eller længes efter et landskab er en følelsesmæssig position, men kan samtidig også være en politisk position (Davies 2000b:39). Man kan altså føle et bestemt tilhørsforhold til et landskab, en følelse der kan forstås som værende en del af ens subjektivering. Det, at høre til eller længes efter nogle steder frem for andre, bliver over tid til en del af ens selvfortælling. Ligeledes kan man føle et tilhørsforhold ud fra politiske overvejelser, hvilket vi i nærværende undersøgelse forstår i form af de unge hjem(løses) marginaliserede ståsted i landskabet og de kampe og overlevelses- og tilpasningsstrategier, de taler frem som nødvendige for en ret til at være i landskabet på en anden måde end en ’klassisk hjemmet’.
(Be)longing er et begreb med en dobbelthed udgjort af parentesen som fremhæver longing, hvilket Davies betegner længslen mod at høre til i et landskab, samtidig med at tilhøre landskabet (Davies 2000b:37). Man kan altså længes efter at tilhøre et landskab, samtidig med at man hører til i et andet. Eller man kan længes efter et tilhør til det landskab, man befinder sig i. Væren i landskabet bliver på denne måde en flertydig proces, eftersom man kan være i, stræbe og længes efter det, man allerede har på en gang. Denne længsel efter at tilhøre noget, man allerede er i, eller noget, man ikke har, skaber et mulighedsrum for forandring, som hele Davies’ poststrukturalistiske teori sigter mod.
Hjemløshed
i hjemmets skygge
At forstå hvordan vi kan være der
At falde ind
Uro
På den ene side spændt
På den anden side glæder jeg mig
Til at komme hjem
/ Sofie (App. 2:160)
For at nuancere (be)longing-begrebets iboende forandringspotentiale i form af den kreative subjektiveringsproces tilføjer Davies begrebet, appropriate(d) [16] , som omfatter de mange bevægelser og strategier, som subjektiveringsprocessen udfolder.
”In the process of constructing ourselves appropriately in landscape, we long for a secure relationship, for an affinity, for a sense of being in our proper or usual place. This longing is intricately tied up with becoming the appropriate(d) body, which is of that landscape, which belongs to that landscape.” (Davies 2000b:37)
Begrebet appropriate(d) åbner altså op for en analytisk optik, der kan indfange de unge hjem(løses) tilpasningsstrategier og disses iboende fortolknings- og positionerings(u)muligheder. Hertil er det vigtigt at understrege, at bevægelsen appropriate(d) indeholder en gensidighed mellem krop og landskab, således at kroppen tilpasses og optages af landskabet og samtidigt bliver landskabet kroppens – eller kroppen utilpasses og frastødes af landskabet og afsiger samtidigt landskabet (Davies 2000b:249).
6. 2. 4. Positionering
Forandringspotentialet, vi finder i det processulle
subjekt, den refleksive agens og i (be)longing-begrebet, er forankret i Davies’
brug af positioneringsteorien. Når
subjekter interagerer, positionerer og positioneres de, og disse begivenheder
resulterer i, at samtaler får bestemte udfoldelsesrammer. Denne
positioneringsbevægelse sker i relation til de sociale normer og
materielt-diskursive kontekster, de interagerendes forudgående kendskab til
hinanden og samtaleemnet. At blive positioneret anbringer én i en position, og denne
giver én bestemte udfoldelsesmuligheder.
Da vi
forstår diskursive/materielle subjekter og landskaber som tekstuelle
størrelser, der står i relation til andre kropslige tekster i et
materielt-diskursivt landskab, indtager positionerings-begrebet en vigtig del
af vores analytiske begrebsapparat. Positionering udfolder sig nemlig gennem
den fælles bevægelse af alle de tilstedeværende subjekter og tekster, hvor de
prøver at determinere deres egen og de andres handlinger og betydninger. Der er
altså i intertekstuelle positioneringsbevægelser plads til flere talehandlinger
og betydningskonstruktioner på samme tid. Herudfra kan man kan tale om et
produktivt samarbejde mellem positionering og den illokutionære
[17]
kraft. Positionering er således den diskursive proces,
hvormed subjekter og tekster participerer i fælles producerede handlingslinjer.
Der er tale om en interaktiv og refleksiv positionering, hvor man positionerer
henholdsvis andre og sig selv (Davies 2000a:90-91).
I
rapporten vil vi bruge denne udlægning af positioneringsbegrebet i den
analytiske bearbejdning af de unge hjem(løses) fortællinger om hjem/hjemløshed,
idet vi forstår deres fortællinger som tekster, der positionere sig i og i
forhold til et landskab af andre tekstuelle konstruktioner af hjem/hjemløshed.
Vores
rutine
Vi indgår i en bevægelse
Rutinemæssigt
Et håndtryk
Nu et knus og kys på kinden
Sætter mig ved et bord
På opfordring af Fernando
Han spørger
Kunne jeg tænke mig en kop te
Fernando sysler med teen
Ude i køkkenet
Teen
Tuborg
Taler lidt frem og tilbage
Jeg leder
Samtalen
Hen på dette mødets formål
/ Marta (App. 2:184)
Derudover vil vi også integrere positioneringsbegrebet
i vores metodiske overvejelser om relationen mellem ’os’ og ’dem’, og dennes
konsekvenser for empiriproduktionen og deraf følgende
repræsentationsproblematik. Hertil mener vi, at det er yderst vigtigt at
indtænke rapportens læser i rapportens positioneringsbevægelser, idet
positionering ifølge Davies ligeledes kan forstås som læsningen/fortolkningen
af tekster.
6. 2. 5. Metaforer og
klichéer
Positioneringer forstår vi som ligeså produktive og
formative som de magt-relationer, de måtte indgå i, hvilket betyder at vi med
vores materielt-rumlige forståelse af diskursiverings- og
subjektiveringsprocesser må forholde os kritisk til ’vores’ og ’deres’ brug af
spatiale (og ’hjemlige’) metaforer og klichéer, da disse ofte bliver brugt til
at (de)markere positioner. I denne sammenhæng giver professor i feministisk
kulturgeografi, Geraldine Pratt (1997) et relevant kritisk perspektiv på brugen
af visse gængse spatiale positioner, som vi ser går igen i
hjem/hjemløs-diskussioner. Pratt fremhæver positionsmetaforerne mobilitet,
marginalitet og grænseland. Førstnævnte fordrer et opgør med
mobilitet/stabilitet-dikotomien. Nummer to bliver ofte til et ikke-sted udenfor
samfundet, hvilket skaber blindhed for at marginalitet faktisk er en mulig
position at tale fra – at gøre modstand fra. Sidstnævnte kan både åbne op for
nye folder i landskabet, men kan også være med til at sløre blikket for at
positioneringer altid finder sted i et eller andet landskab, som udgør
konteksten for konflikter og forhandlinger.
Formative
bevægelser
Opbrudspunktet
Vi rejser os op
Er på vej ind
På vej ud
Og går så ud.
Hver gang jeg skal beskrive
Bevægelser
Der går ind eller ud
Bliver landskabet
Til landskaber
Jeg
Ift.
’Den anden’
/ Marta (App. 2:165)
Samtidig med at vi forholder os kritisk til brugen af
metaforer og klichéer (Davies 2000b:49), anerkender vi også deres diskursive
rigdom og formative kraft. Ifølge Barnes og Gregory (1997:142) skaber metaforer
’virkelighedens’ tekst(er), hvorfor vi, at sprogets metaforer og klichéer
indeholder en intertekstualitet, der forbinder kroppe-landskaber-steder og
giver dem mening og værdi.
6. 2. 6. Repræsentationsforstyrrelse
I
ovenstående analytiske optik er forståelsen af sproget som determinerende for
vores muligheder for at forstå og fortælle verdenen central. At tage
udgangspunkt i en diskursanalytisk tilgang, hvortil en ikke-sproglig medieret
verden er svært håndgribelig, knytter sig op ad sproget som formidler, som
oversætter. Mulighedsrummet for forståelse og repræsentation bliver på denne
måde stærkt begrænset af sprogets indlejrede begrænsninger. Især når konkrete
henvisninger til abstrakte størrelser foregår gennem kategorier, der oftest er
konstrueret omkring binære par som f.eks. hjem/hjemløs.
Når vi således omtaler hjem og hjemløshed, kan vi gøre det vel vidende, at det er kategorier, som kan og vil blive problematiseret, men ydermere at det er kategorier, som forstås som gængse og let forståelige. Reproduktionen af disse kan siges at foregå i forskellige politiske, sociale og kulturelle landskaber, men uanset de divergerende diskursive indholdsudfyldelser kan der siges at være en bred konsensus skabt om begreberne. Hvortil hjem skal forstås som den positivt indholdsudfyldte del og hjemløshed som den negativt indholdsudfyldte del af binariteten. På denne måde kan man tale om en grad af indlejret selvfølgelighed i forståelsen af kategorierne, som herudfra virker bestemmende og indsnævrende for hvorledes, man kan bevæge sig indenfor dem.
For at bidrage til hjemløseforskningen med nye muligheder for hjem(løs)repræsentationer forsøger vi gennem krop-landskab-sted-relationernes gensidige mærkninger og positioneringer at destabilisere ovennævnte gængse betydningstilskrivelser af hjem/hjemløs-binariteten.
Denne gensidige afhængighed mellem ’virkeligheden’ og dens sproglige repræsentationer har vi forsøgt at eksplicitere gennem vores metoder og deres forskellige verbale og visuelle udtryksformer, som vi efterfølgende har bearbejdet resultaterne af i fortætningsværket i kapitel 11. Ved at arbejde med de tekstuelle repræsentationsformers samtidighed forsøger vi at understrege repræsentationernes gensidige konstitutive kraft, hvorved vi mener at kunne fremhæve magtperspektivet i hjem/hjemløs-binaritetens in- og eksklusionsmekanismer.
7. Metodeovervejelser
Det magt-perspektiv, vi ser udfolde sig i forhandlingerne om at fortælle hjem/hjemløs-konstruktioner, går igen i måden hvorpå, disse fortællinger bliver repræsenteret. Produktionen af disse repræsentationer foregår processuelt i en sammenhæng mellem projektets teoretiske læsninger, metodiske valg og deres konsekvenser og forandringer i ’vores’ møde med ’dem’ i landskabet.
Vi mener, at processen, som indrammer repræsentationsproduktionen og –forhandlingen, kan forklares ved begrebet (ind)skrivning (jf. Forord), idet vi i udgangspunktet har (ind)skrevet os i en poststrukturalistisk begrebsverden, der lægger en bestemt optik på landskabet.
Det landskab, vi (ind)skriver de unge hjem(løse) i, er således teoretisk informeret men har samtidig også en konkret forankring i vores læsning af tidligere hjemløse-forskning og i rammefortællingen af lovgivning og normalitetsbilleder af hjem. Dette landskab bliver udgjort af steder som Gaderummet, hvilket er steder, som konstrueres som betydningsfulde af de unge hjem(løse) og som vi ikke på forhånd har kunnet definere eller indramme. Dog har vi løbende indrammet disse betydningsfulde steder via vores deltagende observationer og deraf nedfældede erindringsarbejde, hvorved vi (ind)skriver os konkret som kroppe på steder i landskabet, der mærker og mærkes i relation til stederne, landskabet og de andre kroppe.
Jeg bliver
også spurgt
Snakken går rundt om bordet
Men jeg deltager ikke
Sidder bare og lytter
Det er hyggeligt
En fyr går rundt
Tilbyder kaffe
Jeg bliver også spurgt
/ Jakob (App. 2:172)
Denne relationelle (ind)skrivning og mærkning er ligeledes sket i samtale og interaktion med ’dem’, hvor der er sket en gensidig og samtidig positionering, hvor markeringer er blevet ridset op, emner fokuseret og udfordret og opgaver italesat.
Herefter har vi trukket os tilbage til den magtfulde forskerposition foran computeren, hvor vi har bearbejdet empiriproduktionens skriftlige som visuelle materiale i fortættede former, hvori vi har (ind)skrevet ’os selv’ og ’dem’ og taget repræsentationens konsekvenser.
Vi har dog ikke ladet repræsentationens resultater stå uberørte, idet vi er vendt tilbage til ’dem’, og de har fået muligheden for at læse ’vores’ fortolkning og derved muligheden for at reagere - at gen(ind)skrive dem selv i rapportens samlede repræsentation af ’dem’.
7. 1. Deltagende observation
Strategien, man vælger at bruge i deltagende observation, afhænger af hvad eller hvem, det er, man ønsker at basere empiriproduktionen på (Kristiansen & Krogstrup 2002:132). Med de unge hjem(løse) stod vi overfor en række overvejelser om, hvorledes vi ud fra vores ressourcer og analytiske hensigter bedst muligt kunne producere denne empiri. Hvor kom vi i kontakt med dem, og hvor meget tid skulle vi tilbringe sammen med ’dem’? Skulle vi fortælle vores formål med at være der, eller skulle vi holde det skjult [18] ?
Vi endte med at have et design for empiriproduktionen, som indeholdt en opgave, hvor de unge hjem(løse) skulle tage billeder af deres forestillinger om hjem og hjemløshed, hvilket betyder at vi ikke i klassisk forstand kan siges at have bedrevet deltagende observation, idet vi faktisk har interveneret i landskabet med ’noget’ udefra og dermed ikke blot har været deltagere på landskabets præmisser.
På baggrund af fotoopgaven foretog vi interviews med de enkelte og bad dem dertil om at tegne et kort over deres færden dagen inden interviewet. Samtidig med denne del af empiriproduktionen skrev vi egne erindringsarbejder (feltnoter), hvilket til sammen ikke er resultatet af en lineær proces, men snarere en fleksibel læringsproces (Kristiansen & Krogstrup 2002:52, 132). Vi har gennem hele processen måttet tilpasse vores problemstilling og position i relation til landskabet, eftersom nye informationer har været modstridende med vores oprindelige forståelse af de unge hjem(løse). I stedet for at se det som forhindringer, har vi set det som en erfaringsproces mod at klargøre, hvilke forforståelser vi på forhånd havde, hvilket vi kommer nærmere ind på i nedenstående afsnit om erindringsarbejde.
Inden vi nærmere beskriver hvorledes vi konkret har udført de forskellige dele af designet, er det vigtigt at beskrive, hvordan vi etablerede adgangen til landskabet, da adgangen i sig selv var altafgørende for den empiri vi producerede.
7. 2. Stedet
Vi lagde ud med at kontakte Gaderummets leder og fortalte om vores forehavende. Stedet virkede umiddelbart oplagt at tage udgangspunkt i, da det fungerer som værested og tilbyder både permanent [19] og periodisk overnatning til unge hjem(løse). I Gaderummets flerdimensionelle funktionalitet så vi en potentiel mulighed i at kunne begribe, hvordan unge hjem(løse) hjemmer og/eller ikke-hjemmer. Gaderummet har fungeret som vores adgang til de unge hjem(løse), men vi har ikke været interesserede i at evaluere Gaderummet.
Det
forkerte sted
Har været i gaderummet 45 minutter
Jeg vil væk
Jeg føler
At jeg er det forkerte sted
At alle kan lugte min usikkerhed
Da vi beslutter os for at gå
Føles det som
Befrielse
På Nørrebrogade
At være tilbage
Blandt ligesindede
/Jakob (App. 2:161)
7. 2. 1. Adgang til
stedet
Det var en del svære at få adgang til stedet, end vi først havde regnet med. De første besøg i Gaderummet gav ingen nævneværdig kontakt. Det virkede nærmest som om, ’de’ søgte væk fra ’os’. Den eneste vi indledningsvis rigtig havde kontakt med var Gaderummets leder. Det var således også ham, der inviterede os til et husmøde i Gaderummet og introducerede os til både brugere, beboere og personale. På forhånd havde vi aftalt, at vi ville være åbne omkring, hvem vi var, og hvad vi kom efter. Vores overvejelser om, hvad det var vi ønskede, var dog til at begynde med ikke særligt nuancerede. Vores præsentation af os selv og vores projekt blev måske derfor mødt med en del skepsis. ’De’ ville dog imødekomme ’os’, hvis ’vi’ kunne give ’noget’ udover en færdig projektrapport tilbage til stedet, for derved at undgå en relation, hvor kun ’vi’ ville kunne drage fordel. Det blev klart for os, at vi måtte undgå at blive positioneret som forskere, der kommer-tager-og-går igen. Vi måtte således aktivt gøre ’noget’ for at få adgang til stedet.
Det viste sig, at vores position som forskere, yderligere blev belastet af de unge hjem(løses) forudgående negative oplevelser med forskere. Heriblandt var der en særlig kritisk holdning til to etnologers kulturanalytiske evaluering af Gaderummet (Bovbjerg & Kirk 2001). Konsekvensen blev, at vi gentagne gange måtte forklare, at vores hensigter med projektet ikke var en analyse af Gaderummet men at få indsigt i unge hjem(løses) forståelser af hjem/hjemløs-binariteten.
Selvom vores præsentation kun havde ført til en yderligere marginalisering af ’os’ i Gaderummet, blev vi ved med at komme. De første mange besøg førte ikke til andet end korte samtaler, men efterhånden begyndte ’de’ langsomt at vise interesse for ’os’. Her spillede Gaderummets leder en central rolle. Da vores fokus efterhånden begyndte at falde på plads, i takt med at vores relation med de hjem(løse) blev bedre, begyndte lederen at interessere sig for os. I kraft af lederens respekt og autoritet i Gaderummet blev hans accept af ’os’ som legitime og appropriate(d) kroppe i landskabet til en generel accept af ’os’ på stedet. Han blev en nøgleperson (gatekeeper) i vores adgang til landskabet (Kristiansen & Krogstrup 2002:139). For hver gang vi kom, blev det således lettere for os at være der og skabe kontakt. Sideløbende begyndte vi også at få en række funktioner, som ikke relaterede sig direkte til vores forskerposition [20] , og herved begyndte vi at kunne indholdsudfylde det ovennævnte ’noget’, som stedet krævede af os. Dette gjorde, at vi langsomt fik afdramatiseret og åbnet op for ’os’ og fik på denne måde skabt en relation, som gjorde at ’vi’ følte det tilnærmelsesvist naturligt at indgå i ’deres’ dagligdag og derigennem at kunne deltagende observere ’dem’ (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).
Vi ønsker dog at destabilisere gatekeeper-funktionen både teoretisk og praktisk. På den teoretiske side mener vi at gatekeeperen kan benyttes til at beskrive en funktion, som en person kan indtræde på et sted som Gaderummet. På den anden side mener vi ikke, at det kan benyttes til at forklare indtræden i en kompleks størrelse som hjem(løse)-landskabet. Således benytter vi os af en positioneret gatekeeper der, som lederen, i praksis kan besidde en autoritær og hermed definerende position på et sted. Dog vil vi bløde begrebet op med positioneringsteorien som beskrevet i teoriafsnittet, hvorved vi mener, at tilegnelsen af gatekeeperfunktionen er en subjektiverende proces. Således har vi hver især mødt vores gatekeepere, der har ’lukket os ind’ i Gaderummet.
Det er vigtigt at notere sig farerne ved funktionen gatekeeper. Hver gatekeeper holder nøglen til sit eget landskab med de subjektiverende folder, enhver krop indeholder. En gatekeeper kan være med til at præge vores repræsentation af de unge hjem(løse), hvilket kan ses som gatekeeperens forsøg på i større eller mindre omfang; ”(…) at kontrollere og overvåge dataindsamlingen. Det kan f.eks. gøres ved at nægte forskeren adgang til visse situationer eller personer, eller lede forskeren i en bestemt retning.” (Kristiansen & Krogstrup 2002:140-141).
Konstruerende
forestillinger
Han er meget politisk
Vilde historier
Om konfrontationer
Mellem
Gaderummet
Og politiet
Og ungdomshuset
At være bz’er
Oprør
Han foreslår mig
At snakke med en punker
/ Sofie (App. 2:162)
Når vi tegner hjemløselandskabet mener vi altså ikke, at gatekeeper-begrebet kan bruges ’som sådan’. Landskaber er bevægelige subjektiverende størrelser og gatekeeperen får således ikke en afgørende funktion, og kan kun stå som forestillet gatekeeper. Denne iagttagelse vil kunne læses ud af vores subjektiverende erindringsarbejder, hvor vi hver især har benyttet os af forskellige kontakter for at kunne være i landskabet og stedet.
Til
stede
Den etablerede og faste
Kontakt
Til Fernando
Har givet mig en
Position
Tilstedeværelse
Folk genkender
Mig
/ Marta (App. 2:171)
7. 2. 2. Overvejelser
omkring udvælgelse
Vores tiltagne adgang til landskabet fik os til at overveje mulige personer, som vi mente, ville være interessante for vores projekt. Ud af de mange unge hjem(løse), vi havde mødt, var vi enige om hvem, der kunne være interessante og hvem, vi mente, ikke kunne bruges. Dette var bl.a. personer, som vi mente havde psykiske problemer eller et stofmisbrug, der kunne virke hæmmende og begrænsende på kommunikation mellem ’dem’ og ’os’.
Jul
hos mor
Billedet af sig selv
Hendes kommentar
Godt billede af mine bryster
Men
Det bedste der nogensinde er taget
Som min onkel tog
Er det fra sidste jul hos mor
Dér var de så flotte
Indeni var jeg dybt rystet
Kunne hun ikke se hvor forkert det var
/Jakob (App. 2: 176)
Den
endelige udvælgelse af de personer, som indgår i vores empiri, var således
forskellig på mange punkter, idet der indgik flere overvejelser over
sociokulturelle parametre. Vi har medtænkt parametrene på baggrund af læsning
af forskellige tekster omhandlende hjemløse, som hver især benævner den
strukturelle sammensætning af dette segment.
[21]
Vi
forsøger herved ikke at benytte os af litteraturens hjemløsedefinition og på
denne måde at spænde ben for vores forsøg på at destabilisere grænsedragningen
mellem hjem og hjemløs. Herimod bruger vi parametrene for at afspejle den
konkrete sammensætning af Gaderummets brugere og beboere, som udgør et udsnit
af det hjemløselandskab vi (ind)skriver. Vi ser os således endnu engang fanget
af sprogets begrænsninger som konstruerer kategorier, hvorunder beskrivelser
muliggøres.
Vores
primære parameter var boforhold, hvor alle de udvalgte har det tilfælles, at de
enten fornyelig er blevet tilbudt bolig gennem kommunen men stadig kommer fast
i Gaderummet eller ikke har fast bopælsadresse. Dette parameter har vi medtænkt
med udgangspunkt i projektets omdrejningspunkt om hjem og hjemløshed. Aldersparameteret inddrager vi grundet forestillingen
om, at forandringspotentialet og følgende destabiliseringen af hjem og
hjemløshed er større hos mennesker som ikke har været hjem(løse) i størstedelen
af deres liv. Kønsparameteret har vi inddraget ud fra en læsning af Catharina
Juul Kristensens bog, Nye fattige (1994), som lægger en kønsvinkel på
hjem(løse)debatten. I bogen problematiserer hun det stigende antal hjemløse
kvinder, som hun ikke mener inkluderes i den offentlige debat vedrørende
hjemløse. Således har vi valgt at inddrage dette parameter ud fra den
forudsætning også at repræsentere kvinderne i hjem(løs)landskabet. Etnisk
baggrund indgik også i vores udvælgelse, hvilket skyldes vores førstehåndserfaringer
i Gaderummet hvor vi sandede en større gruppe af etniske minoriteter som
brugere og beboere, end vi havde forestillet os. Således medtog vi denne
anskuelse i vores udvælgelse for, ligesom med kønsparameteret, at inddrage
disse som dele af landskabet.
Inden vi kan præsentere den endelige udvælgelse af unge hjem(løse), finder vi det nødvendigt at fremlægge vores metodiske udbygning af det tidligere adgangsgivende ’noget’, som var krævet for at komme i kontakt med de unge hjem(løse).
7. 3. Fotoopgaven
Udover at deltage i Gaderummets aktiviteter formede løsningen på det tidligere nævnte så afgørende ’noget’ sig som et empiriproducerende forløb, der aktivt involverede ‘dem’. For at få ‘dem’ til at deltage aktivt, designede vi en opgave, som ville være interessant for ‘dem’. Noget som ‘de’ ville have lyst til at være med i, og som samtidigt kunne bruges til empiriproduktionen. Da det var vigtigt for produktionen af vores empiriske materiale at få et interview med ‘dem’ og dermed få tekstliggjort ’deres’ betydningskonstruktioner omkring temaet hjem/hjemløs, mente vi, at det ville være en fordel, hvis vi kunne få dem til at skabe noget, som kunne ligge til grund for interviewet. Altså en form for fælles udgangspunkt for vores samtale omkring hjem/hjemløs-konstruktioner.
Vi kom frem til en metode, hvor vi stillede ‘dem’ en opgave, ’de’ skulle løse. Opgaven bestod i, at de med et engangskamera hver skulle tage billeder af steder, hvor ‘de’ følte sig hjemme og konstruerede hjem eller det modsatte; billeder af ting, steder, mennesker osv., der betød noget for dem i formidlingen af hvad, hjem var for dem. På denne måde optræder fotografierne som et udtryk for hvad, der mærker og fortæller kroppen i landskabet, og hvordan kroppen mærker og fortæller landskabet. [22]
I forhold til interviewene valgte vi at benytte os af denne metode, idet vi dels fik ‘dem’ til at gøre sig tanker om emnet på forhånd, og dels havde vi billederne at tale ud fra i interviewsituationen. Fotografierne fungerede altså som katalysatoren, der fik interviewsamtalen i gang.
Fotoopgavens multifunktionalitet som visuel formidling af ’deres’ hjem/hjemløs-konstruktioner, interviewkatalysator og som ’vores’ og ’deres’ fælles udgangspunkt har givet den en central position i projektets empiriproduktion. Denne multifunktionalitet har også været med til at nuancere og materialisere det, som lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, Jette Fog (2001) kalder det fælles tredje i interviewet. Fog forstår det fælles tredje som det empiriske produkt, som forsker og interviewperson er sammen om at skabe (Fog 2001:24). Vi er enige i denne definition af det fælles tredje, som har fremstået som en uundværlig overvejelse i projektets empiriproduktion. Vi har dog valgt at behandle denne forståelse af det fælles tredje i interviewet som et udtryk for forhandling og positionering mellem ’dem’ og ’os’. Vi mener derfor at have udvidet Fogs definition af det fælles tredje, idet vi har ladet et empirisk produkt (fotografierne) indgå i produktionen af et andet produkt (interviewteksten). Således har dele af empiriproduktionen foregået uden vores tilstedeværelse, hvilket har kunnet udfordre magtrelationen mellem ’os’ og ’dem’ og givet os indsigt i hvordan, unge hjem(løse) indholdsudfylder en sådan opgave – og dermed også hjem/hjemløs-konstruktioner.
Vi har altså i udgangspunktet haft en forståelse af fotografierne som repræsenterende en fortælling, som ’de’ i interviewet sprogligt kunne formidle videre, hvorfor vi ikke har gjort nogen billedanalytiske foranstaltninger.
7. 4. Endelig udvælgelse
Med fotoopgaven var det blevet muligt for os at finde personer, der ønskede at medvirke i vores empiriproduktion. Da først Fernando, Marx, Sofus og Pernille havde indvilliget i projektet, spredte rygtet sig, og flere tilbød på eget initiativ deres medvirken. Af hensyn til de ovennævnte sociokulturelle parametre måtte vi afvise flere mænd og fokuserede i stedet på at få fat i nogle kvindelige unge hjem(løse). Vi endte med at uddele engangskameraer til:
Fernando: beboer i Gaderummet, 29 år, portugiser med etnisk baggrund i Guinea Bissau
Gry: værelse i ungdomskollektiv, 17 år, dansk etnisk baggrund
Hanne: beboer i Gaderummet, ca. 28 år, dansk etnisk baggrund
Jack: bor på skift hos venner, ca. 30 år, amerikansk/dansk etnisk baggrund
Magnus: deler lejlighed med ven, ca. 25 år, dansk etnisk baggrund
Marx: lejelejlighed, 25 år, iransk etnisk baggrund
Pernille: sover i Gaderummet [23] , 28 år, dansk etnisk baggrund
Sofus: beboer i Gaderummet, 32, dansk etnisk baggrund
Af disse otte personer lykkedes det os at få engangskameraerne tilbage og gennemføre interviews med Fernando, Marx, Sofus, Pernille og Gry.
7. 5. Empiriproduktionens design
Fotoopgaven blev således et grundlæggende element i vores metodiske design og en vigtig faktor for vores relation til landskabet. Empiriproduktionens mere konkrete og praktiske forløb og udformning har vi forsøgt at udlægge i en enkelt 4-trinsmodel.
Trin 1 Ved udleveringen af engangskamera lavede vi aftaler om, hvornår de skulle være færdige med opgaven. For at undgå at det blev en stressfaktor for dem, samt at kvaliteten af de valgte motiver var i orden, lod vi opgaven tage den tid, den krævede for dem. I tilfælde af problemer (mistede kameraer [24] /spørgsmål til opgaven) udvekslede vi telefonnumre.
Trin 2 Da billederne var fremkaldt, skulle de bruges som afsæt for interviewene. Udover vores løbende deltagende observation og erindringsarbejde var det disse udtalelser, som skulle danne grundlaget for det empiriske materiale. Herudover skulle ’de’ på et stykke blankt papir indtegne deres færden fra dagen før interviewet.
Trin 3 På baggrund af de båndede interview og tegningen af ‘deres’ færden skulle ‘vi’ nu læse, hvordan ‘deres’ opfattelse af at føle sig hjemme eller ikke hjemme kom til udtryk i det empiriske materiale. Empirien skulle fortættes.
Trin 4 På det sidste trin i vores metode præsenterede ‘vi’ vores repræsentationer af ‘dem’.
Spørgsmålet var, om ‘de’ ville kunne genkende sig selv?
7. 6. Kortlægning
På samme måde som vi mener, at fotografierne indeholder fortælling og menings- og betydningskonstruktioner, mener vi også, at en metode som kortlægning har sin iboende potentielle fortælling om og konstruktion af hjem/hjemløs-temaet.
Tegneprocessen, som hver af de interviewede unge hjem(løse) har gennemgået som afslutning på interviewet, har haft samme fortællefremmende funktion som fotografierne. I tilfældet med Fernando blev dette udvidet til at omfatte tegninger af tidligere bosteder i henholdsvis Afrika og Portugal, da det gjorde det nemmere for Fernando at fortælle billederne frem. I samme stil kom der hos Marx en ekstra tegning frem, som han selv mente var et bedre udtryk for hans betydningstilskrevne steder, som ikke var kommet frem på den første tegning.
Med kortlægningen, som vi har hentet inspiration til indenfor kulturgeografiens metoder (Johnston & Sidaway 2004), mener vi helt konkret ’deres’ tegninger af ’deres’ erindringer om ’deres’ bevægelser dagen inden interviewet. Det skal således ikke forstås som resultatet af et længerevarende studie af unge hjem(løses) disponering af tid og daglige færden og brug af for ’dem’ betydningsfulde steder, som vi kan læse i undersøgelser som Bech-Jørgensen (2003), Cloke et al. (2003a, 2003b). Det er nærmere et øjebliksbillede, der opfordrer til en fortælling om unge hjem(løses) menings- og betydningstilskrivelse af steder i landskabet i løbet af en tilfældig dag.
Hensigten med disse kortlægninger er dels at skabe en mulighed for at forstå hjem som en udstrakt geografisk størrelse i landskabet, dels at finde ud af hvilke nodalpunkter i det københavnske landskab de unge hjem(løse) forbinder i en daglig færden. Herved mener vi at kunne få et mere nuanceret indblik i unge hjem(løses) hverdagsliv; deres måde at hjemme eller ikke-hjemme på og de mulige og umulige positioner, dette giver dem i det københavnske landskab. Hertil yder Bech-Jørgensen (2003, 1999) en vigtig metodisk pointe i læsningen af sådanne kortlægninger, idet hun påpeger, at vi som forskere altid først vil få øje på det usædvanlige, hvilket potentielt kan forstyrre selvfølgelige normalitetsbilleder af hjem. Samtidig er det forskerens ansvar at sædvanliggøre det udsædvanlige, hvilket vi tolker som for eksempel at forstå konstruktioner af hjem som mere end en fast base med stabil adresse, men også som udstrakte sociale netværk eller netværk af nodalpunkter af sovesteder, spisesteder, væresteder osv.
Udover at opridse et ’normalitetslandskab’ i rammefortællingen har vi også forsøgt at konkretisere normalitetsbilleder af hjem og færden i det københavnske landskab ved at bruge vores egne kortlægninger af færden over en dag.
’Vores’ og ’deres’ kortlægninger udlægger vi på transparenter i kap. 12 og kan på denne måde sammenligne ’vores’ og ’deres’ nodalpunkter og bevægelser, hvilket vi vil uddybe nærmere i samme kapitel.
En vigtig pointe i arbejdet med disse kortlægninger er ikke blot at bemærke det umiddelbart synlige på tegningerne, men i ligeså høj grad være bevidste om alle de andre detaljer, punkter og steder i det samlede københavnske landskab, som skaberen af kortlægningen har valgt at udelade. Til denne pointe hører en overvejelse omkring hvordan kortlægningerne markerer mere eller mindre latente hierarkiserings-, marginaliserings- og magt-modstandsprocesser, som de udspiller sig i hjem(løse) kroppes udnyttelse af landskab og skabelse eller ikke-skabelse af hjem.
Endelig
bruger vi kortlægningerne til at forstyrre fortætningsværkets narrativer og
menings- og betydningskonstruktioner. Således søger vi med denne metodiske
collage at lade dens delelementer danne et komplementerende hele og
destabilisere hinandens forståelses- og subjektiveringsmuligheder.
7. 7. Erindringsarbejde
Da vi har medtaget vores oplevelser af mødet med landskabet, har det været nødvendigt at finde en metode, der kunne omfavne dette og gengive det i sin flertydighed. Ikke mindst har vi taget konsekvensen af, at vores endelige analyse aldrig vil kunne forstås, uden at vi også selv optræder i teksten. Med andre ord har vi gjort op med objektiviteten ved at lade vores egne subjektiverende oplevelser træde frem som en del af empirien. Ligesom det også er os, der har udvalgt de steder i interviewene, vi mener, er relevante, har vi også medtaget vores (for)forståelse af landskabet i stedet for at udgrænse den for på denne måde at understrege, at alt det, vi har observeret, netop er observeret af ’os’. I den deltagende observation er det således ’vores’ erindringer og (for)forståelser og den samtidige analyse, der danner fundamentet for ’vores’ repræsentation af de unge hjem(løse) (Ewans 1988:209, Krøjer 2004:44).
Metoden vi har brugt er inspireret af Bronwyn Davies’ arbejde med erindringsarbejde [25] . Da dette erindringsarbejde optræder som en rød tråd igennem hele projektet og denne rapport, er det vigtigt at forklare, hvad der ligger til grund for det.
Davies arbejder med erindringsarbejde som en gruppeproces, vi gør dog dette en smule anderledes, nemlig som en individuel øvelse. Det er dog i bund og grund det samme mål, vi ønsker at opnå. Nemlig at overskride skellet mellem sprog og krop, forstået som måden vi udtrykker vores relation til andre på i en given kontekst (Krøjer 2003:41). Til forskel fra en traditionel feltdagbog, hvor fokus vil være på det observerede, omhandler vores erindringsarbejde vores egne oplevelser af at være til stede i deres omgivelser. Vi koncentrerede os altså om vores egne indtryk og oplevelser i landskabet, i stedet for at dække over og sløre vores tilstedeværelse.
Rent teknisk har det også været oplagt at benytte denne metode. Da vi befandt os i det, der må betegnes som ’deres’ frirum, virkede det upassende at sidde med papir og blyant og notere sine observationer (Ewans 1988:209). Ydermere ville dette måske påvirke vores adgang til den mulige empiriproduktion, vi så i relationen mellem ’os’ og ’dem’. Vores bekymring var, at ’de’ ville holde afstand, hvis ’de’ følte, at ’vi’ kom og iagttog enhver bevægelse. Iagttagelsen af dem, skete således indirekte ved, at vi prøvede at indgå i situationer, uden at vi stod med blokken for at notere. Derfor virkede metoden med erindringsarbejde godt i vores deltagende observation. Det sikrede endvidere, at vi automatisk lavede en udvælgelse af oplevelser, som skulle medtages i erindringsarbejdet (Krøjer 2003:41). Det handlede dog stadig om at få så mange detaljer med, både hvad angik ’vores’ egne oplevelser, ’deres’ bevægelser og udtryk og ikke mindst de fysiske rammer (f.eks. Gaderummet) (Ewans 1988:210) og alle disse elementers indvirkning på hinanden.
Væren
på stedet
Senere skal jeg tisse
Trods min modvilje
Ud på toilettet
Det er klamt
Beskidt
Ildelugtende
Døren er et lagen
Aldrig har jeg tisset så hurtigt
/ Sofie (App. 2:163)
At vi har beskrevet vores oplevelser i landskabet ved hjælp af erindringsarbejde skal derfor ses som en konstatering af, at ’vores’ opfattelse af landskabet spiller en væsentlig rolle i empiriproduktionen. Måden, ’vi’ (ind)skriver os selv og bliver (ind)skrevet af ’dem’, er med til at understrege grænsedragningsprocesserne mellem det ’normale’ og det ’anormale’, hvorved vi kunne indfange refleksioner over ’vores’ kroppe i ’deres’ landskab. På denne måde kunne vi undersøge vores kropslige oplevelser i landskaber, som var os fremmede, men som vi måtte forholde os til.
Herudfra kan vi måske klandres for at konstruere en unødvendig dikotomi mellem os som hjemmede RUC-studerende og dem som unge hjem(løse). Men denne gruppering er en diskursiv ’realitet’ som udgør en forskel i måden hvorpå, vi kan indgå i ’deres’ landskab, og omvendt hvordan de kan indgå i ’vores’. På denne måde kan vi få italesat landskabets væren i forhold til de appropriate(d) kroppe i det, og hvorledes det mærker og mærkes for dem og os; samtidig med at vi kan italesætte en ”being out of place”-væren (Davies 2000b: 54) og en dertilhørende måde, hvorpå vores kroppe mærker og mærkes i det selv samme landskab. Således kan vi undersøge inkluderings- og ekskluderingsbevægelser processuelt. Erindringsarbejdet kan altså siges at indfange subjektiveringsprocesser, som ’vi’ ser dem fremstå i ’vores’ deltagelse i og blik på landskabet.
Typisk har et erindringsarbejde taget udgangspunkt i en specifik episode; en samtale med en af ’dem’ eller et fællesmøde. Men vi har også forsøgt at tage mere abstrakte temaer op; f.eks. hvordan det føltes at være til stede som forsker, hvordan det føltes at være udenfor og anderledes, ’vores’ fysiske tilstedeværelse i ’deres’ rum. Meningen har været, at vi gennem (ind)skrivningen af ’os’ selv i ’deres’ landskab skulle blive mere bevidste om, hvorledes ’vores’ relation til ’dem’ kom til udtryk, og hvordan vi prøvede at falde til og blive appropriate(d) i ’deres’ landskab.
Gaderummet
Tilbage i gaderummet og det begynder forfra
Processen
At ankomme
At falde ind
At føle sig tilpas
Jeg overvinder min fobi og sætter mig i sofaen
Kæderyger
Cigaretten i forlængelsen af min hånd
Gør at jeg kan passe ind.
Måske jeg følte mig for pæn uden
For pæn i forhold til en standard
Sat af brugerne.
/ Sofie (App. 2:163)
Vi har altså gennemgået en subjektiveringsproces, i skabelsen af kontakt med ’dem’. For at kunne lave denne form for deltagende observation har det været nødvendigt for ‘os’ at kunne subjektivere/subjektiveres eller omgås ‘dem’ på en måde, som virkede naturlig for begge parter.
7. 8. Fælleshed
For at begrebsliggøre relationen mellem ’os’ og ’dem’, som den er blevet til i løbet af empiriproduktionen, har vi hentet inspiration i Krøjers (2003) metodiske behandling af begrebet fælleshed, som hun sætter overfor begrebet fællesskab. Et fællesskab mellem ’os’ og ’dem’ kræver en fælles erfaringshorisont og en fælles (politisk) dagsorden med og udover empiriproduktionen, hvilket vi ikke kan påberåbe os at have med den udvalgte gruppe af unge hjem(løse).
Da vi snarere er interesserede i positionerings- og subjektiveringsprocesser i/mellem ’os’ og ’dem’, forekommer fælleshedsbegrebet mere oplagt at inddrage i vores teoretiske forståelse af det ’noget’, vi har fået etableret i ’vores’ relation til ’dem’. Ifølge Krøjer rummer fællesheden både relationen som kontekst for mødet mellem ’os’ og ’dem’ og den samtidige adskilthed mellem ’os’ og ’dem’ (Krøjer 2003:35). At ’vi’ og ’de’ positioneres og subjektiveres i en fælles relation, og at denne relation på samme tid skiller os ad, kommer kontinuerligt frem i vores samlede erindringsarbejde, hvor vi i mere konkrete observationer hele tiden føler og reflekterer over relationens samlende og adskillende kræfter.
Dobbeltheden i relationen – i fællesheden udnytter vi til at eksplicitere vores behandling af repræsentationsproblematikken omkring unge hjem(løse), idet vi som tidligere nævnt ikke mener at kunne repræsentere ’dem’ udenom os selv. Adskiltheden i fællesheden betyder således, at vi kan bruge vores eget erindringsarbejde til at udfordre ’deres’ italesættelser af hjem/hjemløs-binariteten, ”(…) uden at nogle af os har krav på den sande eller gyldige version af det, vi er fælles om: relationer til hinanden og til rummet, som vores relationer udfolder sig i.” (Krøjer 2003:35).
Fællesheden, mener vi altså, forklarer vores forståelse af empiriproduktionens kontekst i form af relationer og adskilthed – og dermed også rammerne for ’vores’ og ’deres’ positioneringer og subjektiveringer, som vi uddyber nærmere i nedenstående behandling af interviewet.
7. 9. Interviewet
I interviewene blev de ovennævnte subjektiveringsprocesser som sagt ekspliciteret. Selvom vi hele tiden havde haft rollen som forskere, afstedkom interviewsituationen en yderligere eksplicitering af relationen, forskere/’dem’. I forløbet op til interviewet havde omgangen med ’dem’ været præget af en position, hvor vi var forskere, men samtidig kunne tale med dem om andre emner og medvirke i sammenhænge, som ikke var direkte relateret til vores problemfelt.
Vores forforståelser om hinanden kom i interviewene til direkte forhandling. Vi skulle afprøve vores teser om hjem/hjemløs-binariteten, og dette krævede, at vi aktivt positionerede ’dem’ og ’os selv’. Nedenstående uddrag fra interviewet med Sofus og Pernille er et eksempel på hvordan, der blev forhandlet omkring Gaderummet som deres hjem.
J: Hvad med din definition af en hjemløs
Sofus?
S: Det
er én der ikke har et hjem altså?
J: Men
I har jo sofaen der, er det jeres hjem?
S: Det
er ikke vores sofa!
J: Men
I snakker om den som om det var jeres.
S: Vi
bor der, men vi kan til en hver tid bliver smidt ud på et halvt sekund. Vi bor
faktisk ulovligt fordi vi skulle have været ude den 1. eller så noget. Eller
sidst 1. eller så noget.
P:
(Afbryder) Jeg er nok mere anarkist. Autonome der laver oprør. Jeg har ikke
helt styr på det. Jeg ved ikke hvem jeg er.
S: Der
hvor jeg sover der bor jeg... Men det er ikke et hjem. Det er et værested. Det
er ikke et hjem.
J: Men
du startede med at sige at der hvor man sover og der hvor man spiser, det er
ens hjem?
S: Du
kalder det hjem, men det er jo ikke, det er ikke dit hjem. Det er Gaderummet.
Det er ikke nogens. Det er kommunen der lejer lokaler til folk kan være i
dagtimerne ikke om aftenen.
(App. 1:125)
Distancen, som ligger i positionen som forsker, gjorde det muligt at stille sig kritisk og udfordrende overfor ’deres’ udsagn. Forskerpositionen legitimerede vores nysgerrighed og gjorde det ’naturligt’, at vi til tider stillede opklarende og udfordrende spørgsmål (Kristiansen & Krogstrup 2002:112).
Det skal dog understreges at disse meget direkte forhandlinger ikke gennemsyrede vores interviews. Faktisk søgte vi i store dele at interviewene at skabe en nærhed mellem ’os og ’dem’. Det vil sige, at vi lod interviewene have karakter af en normal samtale, hvor vi dels lyttede, dels gav vores egne synspunkter tilkende efter behov for at skabe et ’naturligt’ samtaleforløb. Vi pakkede vores spørgsmål ind i undren ved at gøre brug af de samme sociale kompetencer, som vi gør brug af til hverdag. I nedenstående eksempel kommer det til udtryk, ved Martas korte indfald, med ord som ”Ok, interesting...” og ”Aha”.
F: yeah, this one I think number 6,
yeah. And I think this picture… oh someone sitting there with a football. Well,
the flash didn’t come out that well, and someone sitting at the table with a
football ball and this thing, because eh for a lot of people eh football
stadium means eh lot maybe kind of home eh something special for them. Eh like
that’s what I wanted to express there.
M: Ok, interesting. How did you come
up with that idea about home?
F: Well, because eh I just knew of
this friend from college who used to say that to call a football stadium a cathedral
[M: aha] and then I was thinking about that a cathedral is for some people is
home really. For a lot of football players a football stadium is their home.
(App. 1:96)
Vi
benyttede os således af et af Fogs metodiske begreber, den trojanske hest, hvor
forskeren fører den naturlige samtale hen på emner, som er af interesse for
problemfeltet uden åbenlyst at tilkendegive den forskningsmæssige interesse
(Fog 2001:22).
7. 9. 1. Det
semistrukturerede interview
For at opnå den ’naturlige’ samtale vurderede vi, at det var nødvendigt med en semistruktureret interviewform. Vi har således ikke gjort brug af nogen skematisk interviewguide, men har ladet det være op til ’dem’ i hvilken rækkefølge, vi skulle snakke om billederne. Interviewene er dog strukturerede, for så vidt at vi i udgangspunktet satte den temamæssige ramme ’hjem’.
Kontekst
afbrudt
Efter fem minutter fortryder jeg
At Pernille deltager i interviewet
Hun afbryder konstant Sofus
Ofte helt uden for kontekst
Siger at de skal tale en af gangen
Det virker et minut
Så sidder Pernille og afbryder igen
/ Jakob (App. 2:180)
Vi havde ikke nogen egentlig interviewguide, men opstillede visse regler for udførelsen af interviewene. Vores intention var i videst mulig udstrækning af undgå at fremkomme med analytiske slutninger i vores spørgsmål og dertil så vidt muligt at undgå spørgsmålet hvorfor, da de disse to faktorer ville kunne virke ledende og tage ordet fra de unge hjem(løse). Vi mener, at svar på hvorfor-spørgsmål giver årsagsforklaringer og svar på hvordan-spørgsmål giver beskrivelser. I bearbejdelsen af årsagsforklaringer vil de analytiske muligheder være begrænsede, hvorimod beskrivelser vil åbne op for flere forklaringsmuligheder. Derfor var vores hensigt at komme bagom sproglige metaforer og spørge ind til mere deskriptive svar og forklaringer.
I praksis måtte disse regler dog gradbøjes, eftersom billedmaterialet var forskelligt, hvilket differentierede graden af interviewenes bundethed til billederne. Derudover fandt vi det ofte svært at undgå opsummerende spørgsmål eller hvorfor-spørgsmål, når ’vi’ i interviewsituationerne kunne ane noget betydningsfuldt i deres udsagn, men som ’de’ ikke lige kunne sætte ord på.
Samtidig indvirkede også deres sociokulturelle baggrunde på interviewforløbet, da temaet og billederne ofte igangsatte personlige narrativer, som vi egentlig havde valgt at fokusere på i mindre grad, men som vi i situationen kunne se have berøringsflade med vores tema om hjem/hjemløs-konstruktioner. De personlige narrativer træder således i et vist omfang frem i fortætningsværket.
I beslutningen omkring lokaliteten for de enkelte interviews har det været et kompromis mellem ’os’ og ’dem’. Det var vigtigt for os, at interviewet foregik et sted, hvor vi i videst muligt omfang uforstyrret kunne gennemføre interviewene. Gaderummet virkede i den henseende umiddelbart som et dårligt sted grundet støjen samt en stor risiko for at blive afbrudt. Når tre af de fire interviews alligevel blev foretaget i Gaderummet, hænger det sammen med, at vi besluttede, at den vigtigste faktor for et vellykket interview var, at de interviewede følte sig trygge. Derfor fik de lov til at bestemme lokaliteten, hvor Fernando var den eneste, der valgte en café udenfor Gaderummet. Hermed fik vi med interviewenes lokaliteter også indsigt i hvor, de i en relativ formel relation til os kunne føle sig trygge og passende sidde sammen med én af os. Dertil betød lokaliteterne også, at samtalen forankrede sig materielt og geografisk i omgivelserne, hvilket gjorde visse emner mere oplagte for dem at tale om og derudover frembragte en positionering i form af geografiske anslag som ’herinde’, ’derude’, ’her’ eller ’der’.
Forskellene til trods har det i analysen alligevel været muligt at forbinde interviewene, fordi de omhandler det samme overordnede tema.
7. 10. Respons
Vores metodiske design har fået sin afsluttende dimension i form af vores tilbagevenden til de interviewede unge hjem(løse) med henblik på at høre ’deres’ reaktion på ’vores’ fortætningsbearbejdelse af interviewet med dem.
Vi følger op på magtudfoldelsens forhandlinger i interviewet ved at gøre det til en del af vores undersøgelsesstrategi, at møde ’dem’ med ’vores’ analytiske resultater og gen(ind)skrive deres respons. Denne undersøgelsesstrategi bliver af geografen David M. Smith (1988) sat ind i en etisk diskussionsramme, som må siges at være en stor del af forskningsmæssig magtudfoldelse, hvilket han fremstiller med disse ord: ”one of the ethical imperatives of qualitative social research is the need to give one’s informants the right to comment upon and criticize one’s interpretations.” (Smith 1988:263).
Rent praktisk er denne tilbagevenden foregået ved en uformel samtale, hvor ’de’ først er blevet præsenteret for deres egne fortætninger med mulighed for at finde oprindelsesteksten i interviewene og sammenholde dem med billederne. I deres læsning af fortætningerne har vi spurgt, om de kunne genkende sig selv i fortætningerne. Om de mente, at vi havde udeladt vigtige pointer fra interviewet, og om de dertil havde nogle tilføjelser? Og om de mente, en misrepræsentation havde fundet sted? Derefter gav vi dem mulighed for at forholde sig til det samlede fortætningsværk og lod dem kommentere dette. Hertil åbnede vi også op for at tale om fortætningsværkets tema-overskrifter og vores hensigter med projektet i det hele taget.
Læsestrategi
Han gennemlæser
Den samme fortætning
Flere gange
Læser en anden
For så
At vende tilbage til den første
Giver en kommentar
/ Marta (App. 2:185)
Disse uformelle samtaler er ikke blevet båndet, men er blevet gengivet i vores erindringsarbejde i appendiks. Den samlede respons bliver behandlet og diskuteret i kap. 14.
Hensigten har været at give dem chancen for at reagere og gen(ind)skrive ’deres’ forståelse af ’dem’ selv i forhold til det landskab af hjem/hjemløshed, vi har set dem konstruere, og har (ind)skrevet dem i. Vi har på denne måde søgt at udfordre ’vores’ analytiske resultater og den deraf fremkomne repræsentation. Vi har ikke af den grund ændret fortætningsværket, men med en gen(ind)skrivning af ’deres’ forståelser af og kritiske blik på ’vores’ repræsentationer af ’dem’ har vi kunnet eksplicitere hjem/hjemløs-binaritetens iboende forhandlinger og subjektiveringsprocesser.
Idet repræsentationsproblematikken omkring hjem(løse) er det centrale omdrejningspunkt for vores projekt har vi i løbet af processen set os nødsaget til at revurdere vores problemformulering, som indtil dette punkt har lydt med disse ord: Hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det Københavnske landskab? En begrundelse for denne revurdering og en ny problemformulering vil blive præsenteret i næste kapitel.
8. Et problem i proces
Selvom vi med den hidtidige problemformulering, hvordan kan unge hjem(løse) konstruere hjem i det københavnske landskab?, har forsøgt at blødgøre kategorien, hjemløs, så fremstår det stadig som en kategori, vis modsætning er et normalitetsbillede af hjem. Af ovenstående teoretiske overvejelser og mødet med stedet er vi kommet frem til, at vi ikke kan komme udenom kategorier som hjem/hjemløs, men vi finder, at den egentlige magtudfoldelse ikke ligger i kategorierne, men i selve grænsedragningen mellem dem.
Udgangspunktet
for nærværende projekt om unge hjem(løses) forståelser og konstruktioner af hjem
i det københavnske landskab er således hjem/hjemløs-binaritetens iboende
grænsedragning og dennes produktive og formative kraft. Vi mener altså, at det
er grænsedragningen, der muliggør og/eller begrænser subjektiverede kroppes
konstruktioner af hjem eller ikke-hjem og ikke kategorierne hjem/hjemløs, der
sætter disse grænser og muligheder. For at give en konkret forståelse af denne
abstrakte udlægning af grænsedragningens formative kraft kan vi give følgende
eksempel fra vores deltagende observation:
Jeg sidder ved det store sorte bord i Gaderummet, da Per (som ser ud til at bebo rummet bag forhænget ved siden af køkkenet?) spørger mig, hvem jeg er. Jeg præsenterer mig som én af de RUC-studerende fra gruppen, der skriver om hjem og hjemløse. Jeg prøver at give forskellige eksempler på nogle af vores tanker og blandt kommer jeg ind på at lovgivningen jo også har sin version af hjem og hjemløshed. Per supplerer min tale- og tankestrøm med sit eget eksempel – sin egen fortælling: ’Man kan da godt sige, at en papkasse er ens hjem, men jeg ville nu alligevel stadig have lov til at kalde mig hjemløs’. (App. 2:171)
Altså findes der forskellige udlægninger af hvad et hjem kan være, alt efter hvorfra man anskuer det. Dette leder os frem til, at man for at begribe begrebet ’hjemløs’, må stille spørgsmålet…
9. Problemformulering
Hvilke mulige/umulige positioner og fortællinger konstruerer hjem/hjemløs-binariteten, som den diskursivt udfolder sig i det københavnske landskab?
Vores analytiske og repræsentationelle svar på dette spørgsmål fremlægger vi i første omgang i fortætningsværket i kap. 11, hvilket vi i traditionel akademisk forstand behandler i den senere diskussion.
10. Indledning til fortætningsværket
Vores metodiske collage og heraf afledte analyse, mener vi, er gennemsyret af et magtperspektiv, hvilket bunder i opfattelsen af, at kroppe og tekster på steder i landskabet aldrig kan forstås som neutrale, men altid politiserede af magtrelationer mellem positioner. Barnes og Gregory (1997) argumenterer for, at alle geografiske undersøgelser har en iboende poesi og politik forstået som henholdsvis sprog og dagsorden, hvilket den poststrukturalistiske forskning til stadighed må forholde sig kritisk udfordrende til; ”Poetics is thus a critical practice that involves taking into account the force, exactness, and power of words themselves (…) Words have the ability not only to represent but also to create worlds, to offer possibilities, to produce action.” (Barnes & Gregory 1997:4). På samme måde omtaler Davies politikken som tilstedeværende i den poetiske skrivning og i læsningen (Davies 2000b: 45).
Vi har forsøgt at tage konsekvensen af denne kritiske udfordring ved at trække på Krøjers (2003) fortolkning af vækkende læsning, som ekspliciterer ordets magtudfoldelse og dermed tvinger os som forskere og læseren til at forholde sig til denne magtudfoldelse og forstå den i dens flertydighed.
Vi har derfor valgt at (ind)skrive vores empiriske bearbejdning som fortættede tekststykker. At fortætte en fortælling er en sammendragende proces, hvorved en koncentreret poetisk og vækkende tekstudformning kommer frem. På et praktisk niveau fungerer metoden ved, at man udvælger en del-fortælling af det komplette tekststykke som eksemplificeret ved nedenstående tekst.
S. Hvad er så ikke hjem? Hvor kunne du
aldrig føle dig hjemme?
M. Altså hos de rige eller. Jeg kan sige det på denne her måde at jeg havde en kæreste engang hvis forældre var pisse rige, og min
kæreste var pisse sød, men øhm, hun havde. Jeg ved ikke om du kan forestille dig en person du godt kan afspejle dig i, så kommer der
ligesom en tråd ind til at du så afspejler dig i den person. Men den person afspejler sig i sine
rige bla bla forældre, bla bla bla,
så egentlig så går den tråd altså videre i de tråde som også hun har. Og jeg fik kvalme, og jeg skred derfra, og for mig at se jamen, rigmandsverdenen er ikke noget sted for mig. Jeg vil hellere dø end
at leve så ynkeligt i hele mit liv. (App. 1:134)
Denne del-fortælling fortætter man ved at fjerne fyldord, udenomssnak, vores spørgsmål etc. (det som ikke står med fed skrift). I nogle fortætninger har vi rykket rundt på rækkefølgen af ordene fra den oprindelige tekst for at fremme det vækkende i læsningen og eksplicitere budskabet. For videre at understrege vores involvering i det poetiske og vækkende udtryk indsætter vi en overskrift for således at skabe en ramme om teksten, som er bestemt af os. Overskriften kan komme fra selve tekststykket, men kan også være ord, vi selv (ind)skriver i fortætningen.
Rigmandsverden
Hos
de rige
Jeg
havde en kæreste
Hvis
forældre var rige
Forestil
dig en person
Du
kan afspejle dig i
Men
den person afspejler sig
I
sine rige forældre
Jeg
fik kvalme
Jeg
skred derfra
Rigmandsverden
er ikke for mig
Jeg
vil hellere dø
/
Marx (App. 1:134)
Herudover sammenfletter vi i selve fortætningsværket parallelle fortætningsstykker tematisk. Dette betyder, at flere munde taler på samme tid, på samme side. Ved denne opstilling mener vi at kunne skabe en ramme om fortællingerne, der understreger at fortællingerne er indskrevet i folder af det samme landskab, foldet af os under temaet hjem og hjemløshed. [26] Folder som vi ønsker at kunne udfolde via fortætningsværket og videre i diskussionen.
Fortætningsværket
er således koncentrationer af fortællinger, der omkredser folder i diskursive
landskaber. (Ind)skrivningen af empirien vil fremstå lyrisk og hermed have
andre muligheder for formidling og forståelse. Absurditeten, normaliteten,
undren, misforståelserne, livsbetingelserne og synspunkterne toner frem i
lyrikkens magtfulde vækkende udtryk. Og disse muligheder skulle meget gerne
lede frem til mulighedsrummet for kropsliggjort læsning, hvorved vi mener at
fortætningerne (ind)skriver kropslige fornemmelser af en subjektivernede væren
i landskaber, der via lyrikken kan læses kropsligt.
Vores interviews var semistrukturerede, og vi havde derfor ingen forudbestemte emner at spørge ind til udover dem, som lå i vores fordomme og forventninger og teoretiske positioneringer. Emnerne er trådt frem som et resultat af samspillet mellem vores teoretiske orienteringer og det konkrete analytiske arbejde med fortællingerne. Vores temaoverskrifter fungerer således som indkredsninger af de analytiske rammer, hvorunder vores projekt har udformet sig. Disse bevæger sig på et ikke ensidigt grundlag, og vi kan derfor ikke (ind)skrive dem som mere eller mindre relevante i forhold til specifikke fortætninger, men vil lade samspillet mellem overskrifterne og fortætningerne imellem tale til, med, mod og om hinanden. Overskrifterne fungerer således som de analytiske tiltag, der bliver taget op i diskussionen. Fortætningerne siger altså visse ting i sig selv, andre må vi optegne senere.
For at fange bevægeligheden tekststykkerne imellem, og mellem dem og overskrifterne, vil vi opmuntre dig til at læse på kryds og tværs af fortætningerne og ikke nødvendigvis fra top til bund. Formålet med denne opmuntring er at anspore dig til at se på fortætningerne, som vi selv gjorde det i bearbejdningen og opstillingen af dem. Vi fandt nemlig, at læserækkefølgen af stykkerne ikke var uden relevans for forståelsen af samtidigheden i deres indbyrdes spil. Pointen med denne arbejdsproces er at kunne (ind)skrive et øjebliksbillede af en grænsedragningsproces, som fungerer samtidigt og gensidigt. Således er fortætningsværket et (ind)skrevet momentant landskab.
På samme måde har vi valgt at lege med sætningerne således, at hver ny linje har et stort begyndelsesbogstav for at lade muligheden stå åben for, at man i læsningen kan se alle udsagn som begyndelser og ikke nødvendigvis som fortsættelser eller slutninger.
Ved at benytte os af denne fortætningsmetode mener vi at kunne åbne op for niveauerne imellem hvilke, produktionen og forståelsen af arbejdet finder sted. Fortættede fortællinger mener vi således tilføjer et lyrisk aspekt til formidlingen, i hvilket der er indlejret nogle radikalt anderledes analysemuligheder end i den traditionelle akademiske tekst. Ved at arbejde lyrisk kan vi understrege vigtigheden af at forstå vores funktion som et analyseniveau og læserens som et andet. Vi har arbejdet ud fra iagttagelsen om, at analysen af fortællingerne lige såvel er en analyse, som læsningen af analysen er det.
Ideen med at sprede ansvaret for fortolkningen af det (ind)skrevne ud kan synes abstrakt, idet vi fralægger os samtidig med at vi påtager os positionen som afgørende mellemled. Som om vi bliver sproget, kategorierne og rammerne, hvorudfra verden kan nås, og vi får magten til at definere og meningsbestemme via vores sprogvalg, teori og fokus. – Og dette er langt hen af vejen pointen; at vi er sproget - det medierende led mellem ’det’ og dig.
Men den adskillelse, der syner frem mellem det landskab, der til en hvis grad objektificeres i den videnskabelige tekst, det skrevne ord og læseren, er ikke entydig. Derimod er det en kompleks størrelse der understreger det forhold, at rapporten aldrig vil blive færdigt, og de nedfældede diskussioner og idéer aldrig vil kunne konkluderes utvetydigt, eftersom der i læsningen aldrig vil fokuseres på de samme ord, de samme understregninger. Læsningen er jo netop i sig selv en del af projektet, hvilket skyldes, at læsningen er diskursiv, kropsliggjort og en del af subjektiveringsprocessen.