Pressemeddelelse d. 22.11.2008
Demonstration mod Socialborgmester Mikkel Warmings svigt af hjemløse
af brugerne af Gaderummet
på Nørrebro - være-, bo- og
behandlingssted for hjemløse og udstødte unge
Socialborgmester Mikkel Warming valgte i går fredag at sætte
fogeden og politiet til at rydde vores hjem og fristed Gaderummet. Udsættelsen
skete uden forudgående varsel,
hvilket klart strider mod retspraksis, og på trods af, at vores sag er anket
til Højesteret. Vores advokat har nu på vores vegne klaget over kommunens
fremgangmåde.
Vi fik ikke lov til at tage vores personlige ejendele med os og
blev nægtet adgang til vores livsvigtige medicin. Efterfølgende, da vi stod på
gaden med ingenting, kunne vi se at flere politibetjente stod og morede sig
over os.
Takket være Socialborgmesteren er vi nu igen hjemløse. Vi har i
nat sovet rundt omkring hos bekendte, hvor vi kunne låne et hjørne for natten.
Hvordan vi fremover skal klare den gennem vinteren, ved vi ikke. Vi har ikke tag over hovedet, vi er afskåret fra
vores psykologhjælp og det fællesskab, der gør at vi kan klare skærene, vil gå
i opløsning uden et samlingssted.
Vi opfordrer derfor
fortsat vores medarbejdere, vores ledelse og vores bestyrelse til at fortsætte
deres arbejde og hjælpe med at finde et nyt sted, hvor vi kan få den hjælp vi
har brug for og ønsker.
I dag kl. 15.00 afholder vi demonstration for Gaderummet og imod
Socialborgmesterens måde at føre dialog og socialpolitik på. Ligeledes kræver
vi at Socialborgmesteren giver os adgang til de af vores ting, der er blevet
låst inde i Gaderummets lokaler. Vi starter ved Folkets Plads og slutter foran
Gaderummet.
Vi er ca. 30 beboere og 180 brugere, føler os forrådte af
Socialborgmesteren, som nu har lukket vores fristed på et udokumenteret og urigtigt
grundlag. Sådan en ageren er ikke bare nedrig, den er også ødelæggende for
tilliden til demokratiet og en trussel for retssikkerheden i samfundet.
Vi erklærer hermed vores mistillid til Socialborgmester Mikkel
Warming.
Brugerne af Gaderummet
Kontakt: brugerrepræsentant Peter Mosegaard mob. 2276 2112
eller frivillig medarbejder Anne Lei Jacobsen mob. 6065 0133