PSYKOFARMAKA OG BIVIRKNINGER
Af Karsten Olesen, boer i Gaderummet, 21.oktober 2008
Flere artikler om psykiatri fra Gaderummet ->
AFSKRÆKKENDE
BIVIRKNINGER
DOPAMINET
OG BIVIRKNINGERNE
RYSTELAMMELSEN
- EN BIVIRKNING VED NEUROLEPTIKA.
"Tardiv
dysfreni", på dansk: forsinket mentalt sammenbrud.
Bilag
fra FN-konventionen om handicappedes rettigheder (2007):
I psykiatrien benyttes en lang række stoffer, der overvejende har den virkning
at de er bevidsthedsneddyssende og
opmærksomhedsnedsættende. Desværre har det vist sig, at en lang række af dem
også har andre langtidsvirkninger, hvoraf de vigtigste er: rystelammelser, manglende
emotionel og seksuel funktionsevne, sukkersyge og pludseligt indsættende
depressioner.
De midler man tog i anvendelse var således fra starten bevidsthedsnedsættende eller mentalt funktionsnedsættende midler, der anvendtes for at dæmpe patienterne. Men qua bevidsthedsnedsættende viste de sig at virke ikke bare på manier o.a., men også på bevægelseskontrol, følelsesliv, appetitregulering, bugspytkirtlen m.v. - virkninger, ingen i begyndelsen talte om og som i mange tilfælde ser ud til at være kroniske. I mange tilfælde har man altså påført patienterne kronisk invaliditet under dække af at medicinere dem.
DOPAMINET OG BIVIRKNINGERNE
Hvor galt det kan gå? Siden 1950erne har man vidst at
rystelammelsen - parkinsons syge - skyldtes forstyrrelser i
nervesystemets signaloverførsel med stoffet dopamin.
Nerveceller har vi over hele kroppen. Når man sætter et stof ind der angriber dopaminets funktion virker det naturligvis ikke bare i hjernen,
men også på alle de andre systemer i kroppen, hvor det pågældende
signalstoffer er aktivt. At et dopaminhæmmende stof
skulle kunne sættes ind mod toppen af psykotiske sindstilstande UDEN at ramme
alle de ANDRE steder i organismen, hvor nerveimpulser overføres via dopamin, er utænkeligt. Et specielt antipsykotisk middel - eller
anti-manisk middel - der IKKE rammer andre steder i nervesystemet, kan
altså ikke findes. Det er dermed ikke bare falsk reklame - men helbredstruende
vildledning - når disse midler betegnes som antipsykotiske.
De midler, der tilhører neuroleptikagruppen, og som virker ved at nedsætte virkningen af stoffet dopamin, virker således ikke alene på tænkningen - de fører også til at patienterne mister kontrollen over bevægenervessystemet - hvad der fører til ufrivilligt indsættende krampetrækninger og rystelammelser, en slags medicinfremkaldt Parkinsons syge. Siden 1950erne har man vidst, at Parkinsons syge skyldes fejlfunktion i dopamin-systemet. Alligevel er man i psykiatrien fortsat med at bruge dopaminhæmmende midler som risperdal, haloperidol o.l.
Lægerne holder denne årsagssammenhæng skjult ved den uforståelige betegnelse "tardiv dyskinesi". Det er et problem som lægerne nødigt bringer på bane. Ingen ved i dag hvor mange danskere der går rundt med disse skader. Formodentlig er mange patienter gennem bevidsthedshæmningen bragt i en tilstand hvor de ikke er i stand til at klage, så det kun er pårørende der kan rejse sagen. En pårørende skriver: "Hans ekskone var blevet forvandlet til en stærkt gangbesværet og ældet kvinde, hendes hænder var stive og misdannede, og hendes tale var næsten uforståelig, cisordinolens bivirkninger var skyld i de uoprettelige fysiske ødelæggelser, som har gjort hende til 100 % invalid"(Sind nr. 3, 2001).
En patient skriver: "... jeg blev hønesyg. Jeg blev helt stiv i hele kroppen, og kunne på grund af uro ikke holde mig stille et sekund ad gangen ... bivirkninger er en sygdom på lige fod med Parkinsons syge ... jeg har på trods af bivirkningsmedicin stadig stivhed og uro i kroppen"(Outsideren om cisordinol).
En anden patient blev svært invalid ved behandling med cisordinol (Lundbeck). Det er beskrevet i BT på www.bt.dk/article/20000608/nyheder/106080760/. Denne virkning er naturligvis afhængig af dosen, og derfor er man efterhånden gået ned på lavere doser.
En svært medicinskadet patient kan ses på http://www.youtube.com/watch?v=rBUO_J8iJOk.
Bemærk hendes langsomme reaktioner og dårlige kontrol over talen - ikke en
virkning af sindssygdommen, men af medicineringen.
Endvidere klager mange patienter over, at følelseslivet, evnen til at føle glæde
og lykke, også sættes ud af funktion, ofte uden udsigt til bedring. "Alting
bliver ens". Det giver sig også udtryk i manglende seksuel funktionsevne.
En af mine bekendte, der var blevet medicineret med trilafon,
klagede over et stort hul i hovedet der hvor følelserne plejede at være. Et par
måneder senere begik han selvmord.
Efter dopamin-forklaringen kan det her ikke dreje sig
om tre forskellige fænomener, men om tre sider af anti-dopaminvirkningen af samme stof. Det være et fænomen der ikke optræder bare sporadisk - men
overalt - i styrke afhængigt af dosis og varighed. For det mest udbredte af
erstatningsstofferne, Zyprexa, viser det sig også at langtidsskadevirkningerne
ikke er forsvundet, bare formindsket, og i tilgift fremkalder det sukkersyge og
risiko for blodpropper ved længere tids brug. I bladet "Outsideren"
fra september 2006 er der en beretning om en patient, der fik sukkersyge efter
kun 3 måneders brug af Zyprexa.
De såkaldte SSRIer, antidepressive midler, "lykkepiller" kan både under brugen og under nedtrapning give pludselige udbrud af vrede eller andre ukontrollable reaktioner. Nogle af de masseskyderier, der i udlandet er begået i skoler og supermarkeder, er udført af folk på "lykke"piller. Ligeledes er der tegn på en abnorm høj selvmordshyppighed, muligvis forbundet med pludseligt indtrædende depressioner, blandt folk på lykkepiller.
En nyere teori om denne virkning går ud på, at hjernen
gradvis kompenserer for psykofarmakastoffet, så den
oprindelige tilstand - mani, skizofreni eller lignende - pludselig bryder
igennem med ukontrollable reaktioner til følge. Det er således ikke uden grund,
når Gaderummets psykologer støtter de
ex-patienter der advarer mod langtidsbrug af disse
stoffer. I almindelighed regner man jo med at psykiske tilstande som manier og depressioner
går over, men det gør bivirkningerne i mange tilfælde ikke. Førtidspensionen
er sikker nok, men det burde ikke være nødvendigt at lade sig invalidere af en
behandling man har givet sig ind under i naiv tiltro til lægerne.
I USA foregår der en omfattende debat om disse forhold, mens
den her i landet knapt er begyndt, nok fordi stofferne som passiverings- og kontrolmidler
er en så bekvem løsning, bl.a. på plejehjem.
Men undersøgelser viser en tydelig forhøjet dødelighed blandt patienter der
medicineres med psykofarmaka.
Beretninger om skaderne blev bragt frem i Nordjyske
Stiftstidende i maj, hvor man konstaterede
omkring 160 uopklarede dødsfald på psykiatriske afdelinger i 2006. Det blev
forelagt sundhedsminister Jacob Axel Nielsen, men der er vist endnu ikke kommet
noget svar.
63. Administrationen af medikamenter, der ibland neuroleptika der forårsager rysten,
sitren og
kramper og gør den medicinerede apatisk og sløver hans eller hendes
intelligens, i tilbageholdelses-
eller psykiatriske institutioner er blevet erkendt som en form for tortur.
(...) Specialobservatøren
bemærker at tvungen og ikke-samtykt administration af
psykiatriske medikamenter, og specielt neuroleptika, i
forbindelse med behandlingen af en psykisk lidelse bør nøje undersøges.
Afhængig af
omstændighederne i hvert enkelt fald, kan den påførte lidelse og effekten på
individets helbred udgøre en form for tortur eller mishandling (11.12.2007).