Fra: http://www.modkraft.dk/spip.php?rubrique75
Skrevet 18.
september 2008 af Iben Vindbjerg Petersen
Gaderummet hænger,
efter en lang og til tider noget ensom kamp, i en tynd tråd. Der er lige blevet
afsagt dom i landsretten, og gaderummet tabte.
Når det er
Københavns Enhedsliste-socialborgmester der står som hovedmand bag lukningen,
og fristeds-forkæmperne ikke formår at overkomme gamle konflikter og støtte op,
så er man som fristed havnet i et rigtig ubehageligt vakuum. Alene blandt dine
egne.
Lige meget, hvor
bitter striden har været indenfor vores lille verden, den venstreradikale, så
er det ærgerligt at underkende Københavns kommunes og den gældende diskurs’ normaliserings-rus, som lukningen af gaderummet er en del
af. Det er noget, vi altid må stå sammen om at bekæmpe.
Gaderummets
grundidé er den åbne dør. Det er et rum for ”alle”, du må bare være der uden
kvalificering. Derfor er det heller ikke et rum for alle. Selvfølgelig fordi
alle rum er ekskluderende for nogle. Men Gaderummet er i særdeleshed eksluderende for en god del. Måske i nogen grad for
kvinder, i næsten fuldstændig grad for folk med andre seksualiteter
eller kønstegn end heteronormen.
Og netop derfor er
det så vigtigt, det findes. Fordi queer og
kvindevenlige rum også er ekskluderende for sin del.
Samfundet har svært
ved at rumme mange af de mennesker, som bor i Gaderummet, ligesåvel
som de andre væresteder og ungdomshusmiljøet kan have svært ved at rumme dem.
Derfor skal
Gaderummet være der med sin åbne dør, og ingen krav. For verden er fuld af
krav, og nogle gange har man bare brug for at kunne have en seng at sove i, i
stedet for at skulle på jobansøgningskursus eller være queer.
Det er retten til
at være, fordi man er. Retten til mad og en seng og muligheden for at surfe på nettet og se videoer på Youtube
ligesom de fleste andre unge mennesker i Danmark. Retten til at tale med en om
alt det der sætter sig gennem ens liv, alene fordi man er vokset op i dette
samfund, hvor det siges, man bare står på en bjergtop med et hav af muligheder
for sine fødder, men hvor et hav af muligheder lige så godt kunne erstattes med
gabende tomhed af postmoderne relativisme.
Jeg tror, der er
mange i Gaderummet der måske for første gang i deres liv føler, at de har ret
til noget, at de har et rum, der giver mulighed for at skabe, eller lave
ingenting.
For frihed og
selvbestemmelse fører til ansvarlighed. I den grad du kan afstedkomme
ansvarligheden med den bagage du bærer på selvfølgelig.
Man ser det blandt
drengene fra gaden. De kan finde på at bekymre sig om hinanden, de kan finde på
at være solidariske. Hvilket er mere end den almindelige middelklassedansker
formår.
Det gør ondt i mit
hjerte, at Gaderummet er blevet trådt sådan under fode, og nu er ved at
kollapse under den enorme vægt. Mit liv ville ikke være det samme, hvis jeg havde
været foruden, og København har så meget brug for det sted.