Fra: http://www.modkraft.dk/spip.php?rubrique75

Gaderummet

Skrevet 18. september 2008 af Iben Vindbjerg Petersen

Gaderummet hænger, efter en lang og til tider noget ensom kamp, i en tynd tråd. Der er lige blevet afsagt dom i landsretten, og gaderummet tabte.

Når det er Københavns Enhedsliste-socialborgmester der står som hovedmand bag lukningen, og fristeds-forkæmperne ikke formår at overkomme gamle konflikter og støtte op, så er man som fristed havnet i et rigtig ubehageligt vakuum. Alene blandt dine egne.

Lige meget, hvor bitter striden har været indenfor vores lille verden, den venstreradikale, så er det ærgerligt at underkende Københavns kommunes og den gældende diskurs’ normaliserings-rus, som lukningen af gaderummet er en del af. Det er noget, vi altid må stå sammen om at bekæmpe.

Gaderummets grundidé er den åbne dør. Det er et rum for ”alle”, du må bare være der uden kvalificering. Derfor er det heller ikke et rum for alle. Selvfølgelig fordi alle rum er ekskluderende for nogle. Men Gaderummet er i særdeleshed eksluderende for en god del. Måske i nogen grad for kvinder, i næsten fuldstændig grad for folk med andre seksualiteter eller kønstegn end heteronormen.

Og netop derfor er det så vigtigt, det findes. Fordi queer og kvindevenlige rum også er ekskluderende for sin del.

Samfundet har svært ved at rumme mange af de mennesker, som bor i Gaderummet, ligesåvel som de andre væresteder og ungdomshusmiljøet kan have svært ved at rumme dem.

Derfor skal Gaderummet være der med sin åbne dør, og ingen krav. For verden er fuld af krav, og nogle gange har man bare brug for at kunne have en seng at sove i, i stedet for at skulle på jobansøgningskursus eller være queer.

Det er retten til at være, fordi man er. Retten til mad og en seng og muligheden for at surfe på nettet og se videoer på Youtube ligesom de fleste andre unge mennesker i Danmark. Retten til at tale med en om alt det der sætter sig gennem ens liv, alene fordi man er vokset op i dette samfund, hvor det siges, man bare står på en bjergtop med et hav af muligheder for sine fødder, men hvor et hav af muligheder lige så godt kunne erstattes med gabende tomhed af postmoderne relativisme.

Jeg tror, der er mange i Gaderummet der måske for første gang i deres liv føler, at de har ret til noget, at de har et rum, der giver mulighed for at skabe, eller lave ingenting.

For frihed og selvbestemmelse fører til ansvarlighed. I den grad du kan afstedkomme ansvarligheden med den bagage du bærer på selvfølgelig.

Man ser det blandt drengene fra gaden. De kan finde på at bekymre sig om hinanden, de kan finde på at være solidariske. Hvilket er mere end den almindelige middelklassedansker formår.

Det gør ondt i mit hjerte, at Gaderummet er blevet trådt sådan under fode, og nu er ved at kollapse under den enorme vægt. Mit liv ville ikke være det samme, hvis jeg havde været foruden, og København har så meget brug for det sted.