Tale ved 4. Maj Vesterbro 2008

Den 4. Maj 1945 kapitulerede de nazistiske tropper i Danmark. Lige siden befrielsen har vi markeret denne dag – og det gør vi stadig ved at sætte lys i vinduerne og ved gå i fakkeltog igennem Istedgade.

Vi mindes dem, der gav deres liv i den retfærdige kamp mod den tyske fascisme. Vi står her i respekt og solidaritet med den sorg og lidelse, som kampen mod nazismen indebar – men vi står her også i stolthed og glæde over de kvinder og mænd, der rejste sig til modstand, parate til at ofre alt.

Vi står her også for dem, der aldrig blev født, fordi deres mødre og fædre blev myrdet af fascisterne. Vi står her som bærere af de drømme, der aldrig blev til virkelighed og som vidnesbyrd om det forfærdelige som ikke må glemmes. Og om det rigtige, som MÅ gøres!

For der er sket et farligt holdningsmæssigt skred i Danmark de senere år. Et skred i direkte fascistoid retning. På alle fronter. Højrefløjen kalder dette skred værdikamp. Og alle ordentlige og anstændige mennesker må reagere nu, beslutsomt og modigt for at vende denne udvikling!

Historien har den røde advarselstrekant fremme. Den nuværende tilstand i samfundet minder på afgørende måder om tiden i den tyske Weimar-republik op til Hitlers magtovertagelse i 1933 og i årene efter. Det er ikke identisk, selvfølgelig, men tegnene er tydelige:

Når vi bagklogt tænker tilbage på den tyske fascisme, er det helt indlysende for os, at udrensningen og forbuddene mod politiske modstandere samt indførelsen af Nürnberg-lovene i 1935 – de love, der i retslig forstand gjorde jøder til ikke-mennesker og fjernede deres borgerlige rettigheder – at de, så at sige, lagde togskinnerne til de kommende transporter til udryddelseslejre, gaskamre og krematorier for millioner af mennesker.

Men dette blev først muligt efter et forudgående holdningsmæssigt skred i befolkningen. Og det skete ikke af sig selv. Der blev hetzet og manipuleret for fuld udblæsning! Der blev truet og frygten blev allestedsnærværende. Og alt tyder på, at det er sådant et holdningsskred, der nu er i gang rundt om os og indeni vores medmennesker. Derfor skal vi handle nu! Vi må slå tilbage mod højrefløjens vedvarende angreb mod de værdier, der sikrer et menneskeligt samfund – som sikrer os en fremtid overhovedet!

På Christiansborg dikterer Dansk Folkeparti den villige Venstre-Konservative regerings frygtbaserede udgrænsningspolitik mod ”de uønskede”. Den offentlige sektor, særligt social og sundhedsområdet, udsættes for massive forringelser: for såkaldte reformer og autoritært styrede kontrolforanstaltninger.

Civilsamfundet er under intens overvågning og registrering med indførelsen af terror-lovgivningen og diverse sær-love.

De uønskede, de forkerte, trues og hånes, og der stilles magtkrav om normalisering og ensretning.

Og Danmark er gået i krig, som aktiv deltager i USA´s folkeretsstridige angrebskrig og besættelse af Irak. Og under løgnens slør støtter magtflertallet CIAs uhyrlige torturprogrammer.

Nedenunder alt dette ligger Frygten!

Ligegyldigheden, forargelsen og den sociale afstumpethed breder sig i den ellers velbjergede del af befolkningen, mens social uretfærdighed, fortvivlelse og fattigdom vokser frem på bunden af samfundet, hvor forarmelsen og udstødelsen af de svageste mennesker nu antager direkte karakter af social massegrav.

Og imens æder grådigheden og intolerancen sig fed i frygt og bekvemhed. Antallet af private sygeforsikringer eksploderer – og det samme gør forbruget af lykkepiller – selv til børn!

Den herskende politiks chauvinistiske og hadefulde retorik og angreb på alt fra socialister, etniske og religiøse minoriteter, fagbevægelse, autonome, christianitter og andre ”uønskede elementer” legitimerer og tilskynder til vold, brutalitet og daglig fornedrelse mod de udpegede.

Nu ikke længere kun ført ud i praksis af de erklærede fascister og højre-extremister, men også af statslige institutioner og offentlige myndigheder lige fra politi til socialforvaltninger.

Og disse kræfter er umættelige – det må vi være klar over. Højrefløjens såkaldte ”værdikamp” er blot et andet ord for den nødvendige politiske hetz mod og forfølgelse af anderledes tænkende og anderledes værende mennesker.

Vi står i en situation, hvor holdninger, udsagn og handlinger som for bare 15 år siden blev behandlet som rabiat højre-extremistiske og uacceptable i dag er normale og accepterede.

”Værdikampen” vender selvfølgelig også sin udrensende hånd mod Historien – den må revideres. Solidaritet, klassekamp, antifascistisk modstandskamp og andre venstreorienterede erfaringer og fællesskaber skal smides på møddingen og trænges helt ud af samfundets hukommelse.

Og denne såkaldte ”værdikamp” følger planmæssigt efter Anders Fogh Rasmussen-regeringens indledende chok-udrensning af venstreorienterede og socialt kritisk engagerede mennesker i de vidensbaserede råd og nævn.

Det er klassisk: Først fjerner man folks stemme, så protesterer ingen når man fjerner deres rettigheder og så ligger vejen åben og indbydende for mere rabiate skridt.

Statsforvaltningen har reelt antaget fascistoide træk, og staten anvendes som et magtfuldt instrument ført af den politiske højrehånd, hvor statsapparatets ressourcer anvendes direkte mod de herskendes politiske fjender.

Et meget tydeligt eksempel på denne magtens vilje til politisk udrensning ses i de 140 millioner kr., der er blevet brugt på rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. Hvor meget er der mon brugt på at ødelægge Christiania? På andre fristeder? Disse udrensninger af alternativer til den herskende vilje har længe været en fælles strategi i hele den europæiske union.

Jeg vil citere Curt Sørensen, professor emeritus ved Institut for Statskundskab i Århus. Han siger for nylig i en kronik i Politiken: ”Demokratiet kan forvandles til majoritetsvælde, hvor majoriteten i nationalismens og folkefællesskabets navn undertrykker etniske og politiske minoriteter. Det kan ske gennem et abrupt magtskifte ledsaget af voldelige excesser, men det kan måske også ske gennem en langsom, næsten umærkelig proces, og det er den, der er risiko for i dag”.

Jeg vil, for egen regning og lidt mindre forsigtigt, tilføje: Det ER den udvikling vi står midt i i dag: Det højre-extreme ER ved at blive det normale! Det parlamentariske demokrati garanterer IKKE mod et fascistoidt eller direkte fascistisk regime. Fascismen vil ikke blive indført i et slag, men i en langsomt skridende proces. Ligesom kampen mod fascismen ikke vindes i et slag, men i en stædigt udviklende proces over det lange seje træk: i dagligdagen, i hjemmet, på arbejdet, på gaden.

Fascistificeringen af Danmark foregår i en sideløbende proces med den multinationale kapitals fremtrængen og kapitalisering af alle livsforhold. Det er denne sideløbende proces, denne grænseoverskridende kommercialisering af alle livssammenhænge, som er det, der undergraver vores sociale solidaritet. Det er den le, der kapper os fra vores fødder og rødder og efterlader os som blødende aks på marken, hvor vinden står strid fra højre. Hvor der tænkes penge før der tænkes menneske. Hvor der udpeges syndebukke, og hvor udgrænsningen, og umenneskeliggørelsen af med-mennesket er dagordenen.

Hvor de virkelig værdier er griskhed, grådighed, egoisme, intolerance, selvpromovering, forbrugerisme og menneskelig afstumpethed.

Det er i dette anti-menneskelige, solidaritetssvage og gennemkommercialiserede samfundsklima, at det brutaliserede og bange menneske bliver let at manipulere med og det fascistiske styre lettere at gennemføre. Og DET fylder mig med frygt, men også med direkte afsky.

For det er lige præcis hér, at vi må hævde den sandhed, at mennesket først bliver menneske i kraft af med-mennesket. Og når med-mennesket ikke anerkendes som lige værdigt, som menneske, så tager umenneskeligheden lige så stille over.

Hvis vi ikke længere ser et menneske i den vi står overfor, da er den første forudsætning til stede for, at det uhyrlige atter kan vokse sig stærkt. Og derfra kan der historisk trækkes en ubrudt linje til slutpunktet i krematoriet bag koncentrationslejrens pigtrådshegn.

Der er svært for mennesker, der ikke har oplevet det dengang, at se og fastholde denne linje fra start til slut. Det er svært at berøre, svært at fatte det uhyrlige, man vægrer sig imod det. Men det er der, og vi må turde se det forfærdelige i øjnene, og få andre til at se det og til at stå imod. Derfor må vi rejse os i vrimlen, vi må vriste os fri af alle de måder vi lulles i søvn på.

Vi må træde ud af privathedens tilsyneladende tryghed og beskyttelse – den er en illusion! Vi må aktivt række ud efter hinanden som medmennesker og tage ansvar for vores fælles samfund – før det atter bliver for sent. Vi må ikke dukke os og se den anden vej - ikke blive medløbere.

Vi må generobre det offentlige rum og befolke det med medmenneskelighed og tolerance og vi må genåbne samfundets små porer af venlighed og gensidig hjælp. Og vi må stille op til kamp mod højrefløjens asociale værdier og mod afviklingen af vores fælles livsgrundlag.

Og denne kamp er i sin basis i dagligdagen en anti-fascistisk kamp, og det er en kamp for et menneskeligt og socialistisk samfund uden udbytning og uden frygt.

Tak for ordet og fortsat god 4. maj