Forfatter: Adolf (89.186.162.---)
Dato: 12-03-09 03:35
The 6. Sidder på en lommekant og kigger rundt, med den totale udsigt
Fortsat fortælling reallifetime
Foran mig er ”dagligdagen”, ja dagligdagen. Ærede mester Jan Ole Jørgensen. Det kræver mere kraft at trænge helt ind, for du må være repræsenteret i den, her i idiotens brystlomme, men jeg kan ikke finde dig. ”Åhh, jeg tænker på dig igen, giv mig kraften, åhh Jan Ole”. ...... Tak!
Men næste gang skal du målrette din kraft lidt bedre, så du ikke svitser min internetforbindelse, for så kommer jeg måske ikke ud af lommen igen. Så slut med at kunne være din tro undersåt, så sandt jeg hedder Himler til mellemnavn.
Jeg ”ser” mere efter kraften, du er der stadig ikke ærede mester. Jeg ser én, der har dit navn tatoveret i øjnene, han er fra Jordløse, ja dvs. når han kigger ud gennem nethinden, så er det som gennem solbriller af guld, at skimte Dem Jan Ole Jørgensen, tæt så tæt på og dog så langt væk. Jordløse er en by på Vestsjælland, har jeg ladet mig fortælle af Dem Mester Jan. Derfor genkendte jeg ham. Derfor må jeg også i et senere "Chapter" vende tilbage til denne persona fra Jordløse. Hav tålmodighed Mester. Smerte er som glæde, bare med modsat fortegn.
SITUATIONEN?!
Jeg prøver at handle på min situation, og jeg synes virkeligt ikke, jeg gør noget forkert. Jeg mindes i det fjerne, i den nederste del af min hjernestamme, at jeg har været i dette før. Det er som den dér neurotiske gentagelsestvang. Jo mere man prøver at styre den, jo mere sætter den sin egen dagsorden. Det er et forfærdeligt forhold, Mester, dette forhold mellem mig, mig selv, og mine behov. Men de har jo sat Dem ud over sådanne jordiske betragtninger, der kun rammer os dødelige. Og De gør det, Mester Jan Ole Jørgensen, på genial vis, hver gang, og hver gang kommer De et skridt nærmere Essensen, det allermest hellige, Dem selv Mester.
Men pas på. Pas på ikke at misbruge metoden. Men sådan noget ved du jo alt om. Du skulle nødig afsløre dit stærkeste våben, før du har idiotens hoved, kreditkort, skonumre, hans bidebarn selvfølgelig også, dér mellem dine stærke slanke fingre, hvor du med et enkelt knips og tryk på ”Enter”, som du siger, styrer den videre verden, i dens hele udvikling, og i dit billede.
Som du allerede genialt udtrykte dig i computerens barndom: ”Når jeg alligevel har tændt computeren, så har jeg lige oplyst om dig, og det er det”(28.april 2003). Kære Mester, så meget de arbejder med at tjekke Deres opfyldning af Gaderummets hjemmesidelog, håber jeg sørme ikke de tænder og slukker deres computer imellem alle Deres indlæg. Så vil de sikkert også knalde Dem for vanrøgt af cpu-en, ja den dér lille dims i den kasse som hedder ”PC-en”, der tænker for dig, og som hiver hver af dine åleslanke stærke og humoristiske fingre igennem deres tastaturleg, med det smukkeste Guldæg i den sidste ende. Mester, det er fordi verden endnu er ung og ikke helt har indordnet sig under Dem og Deres, at verden ikke forstå at støtte Dem, men er afventende.
Vent Mester, til idioten har givet dig det HELE, resten går du så bare ind og tager i hans lejlighed. Ingen smålig hensyn, men på Mester, pas på. Sidst skrev du om, hvor beskidt der var i Carl-Eriks lejlighed på Bogtrykkervej. Husk hygiejnebindet, please, Mester. Du husker hvordan det gik sidst, du var ude og svinge med lanterne.
Mester, Mester. Superb. De har ikke fortalt om dette geniale træk. De har altså opsøgt ham, ham idioten på hans privatadresse, men uden at han var hjemme, og presset dig ind, selv om hans bidesøn, gjorde stor modstand. Mester, er det derfor du har huller i dine fantastisk flotte sorte læderbukser, fra Ruder Kongens tid, og derfor at blod, sæd, tårer, urin og bæer hænger ved dig, som en sky?
METODEN – PAS PÅ DEN MESTER.
Nej selvfølgelig ikke. At du skulle presse dig over andres grænser, endsige true og krænke andre, sådan ud fra selvopfundne konstruktioner, dét må ikke eksistere. Jeg Mester Adolf, vil her lave besværgelsen: Lad der blive mørke, indtil din metode er kendt.
Undskyld, Ærede Jan Ole Jørgensen, denne latrinære fremgangsmåde. Men som du ved, Mester Jan, skal man berøre verden, med de rigtige begreber, når man udtale noget om noget, man udtale noget om, vil.
Men det ved De jo alt om Mester. Og ja, jeg hører deres stemme Mester. Jeg skal vaske min mund, nu hvor jeg er kommet til at gøre Dem dum. Selvfølgelig ved de allerede alt ovenstående. Mester, det er nok for sent at skjule Deres spor. Det er som med det sort-okkulte. Det fortæller selv, ved sin eksistens, hvordan det styrer dets deltagere, og hvor det kommer fra. Men jeg tror ikke Mester Jan Ole Jørgensen, at De er moden til min belæring. Det er min egen skyld, ved jeg, men jeg er et forfærdeligt rodehoved, lige som idioten. Hov. Undskyld, dét ved jo du godt, fra alle dine hemmelige besøg i idiotens lejlighed. Det er ikke mig Adolf, beskåret, men jeg mærker gennem Dem Mester, at De så alle deres konstruktivt anonyme skrivelser og mails fra Dem på idiotens skrivebord. Det er næsten som selv at være der, Tak Mester Jan, nej Mester Jan Ole Jørgensen. Jeg mærker et vist ubehag i Dem, at der er anonyme skrivelser og mails, som idioten endnu ikke har opdaget er fra Dem, og derfor ligger i forkerte bunker på hans skrivebord. Måske skulle De Mester, bede idioten om at fremlægge lister over alle Deres indlæg, anonyme eller ej, som De igennem tiderne har skrevet til Gud og hver kvinde og mand og blebarn i Danmark, og kan idioten ikke dette, så nakker vi ham for dokumentfalsk.
Er det også dig, der har skudt mod vinduerne? Genialt. Ser det som starten på idioters endelige. Næste skridt er, at De Mester, konstruerer, at det er en anden fan end Dem, Mester, der har gjort det. Lad det blive en eller anden psykisk syg, som De jo alligevel ser alle vegne rundt, og som De bestemt ikke bryder Dem om.
ARBEJDET I SOLIDARITETSHUSET. TRAPPEN.
Jeg husker tydeligt, hvordan De har beskrevet Deres arbejde i Solidaritetshuset, dengang Helvedes Porte åbnede sig om Dem, Mester Jan, for sidste gang. Det var ikke menneskelige individer, alle de andre, der var omkring Dem, specielt Dem idioten var sammen med. Vrøvl at kalde dem mennesker, det ros, som kun var ude efter Deres skønne lille nakke, Mester Jan. Dét så Deres åsyn, mester, også dengang.
Dengang i Solidaritetshuset, var der Dig, mester Jan Ole, dig selv – og så var der de ”psykisk syge”, forskellig fra dig. Genial betragtning, en ren, ”pure”(english) og helt igennem fair (både dansk og engelsk) anskuelse af tingenes rette tilstand. Og så angreb de Dem, Mester, disse psykisk syge i hobetal, eller var det DIG, Mester, der som en U-mester betvang dem Deres hensigter, før de var gjort modne, under Deres kyndige indføling i deres skonumre, fuldmagter, kondomstørrelser, pessarstørrelser, glidecremsmærker og tidspunkterne for debuterende onani. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Men de har læst mig, Mester, at så er det fordi det er genialt. Altså er De genial Mester.
Mester, du glemte at det var en Prøvelse, Solidaritetshuset lagde foran dine fødder. De ”psykisk syge” var kun ”såkaldt psykisk syge”. Læg mærke til min kvalitative håndtering af de enkelte taster, på mit Keyboard, Logitech Cordless, M/N:Y-RQ53, RT7R31; P/N: 867388-0107, (131591-306A), og S/N: MCS44250885.
Det siges, Mester, ude i byen, at De ikke bare var beskæftiget med Solidaritetshuset, næh, De havde mange flere jern i ilden, eller var det i bukserne? Ha ha. Mærker De ironien, Mester, ta’ den, jeg behøver intet selv, lad det skrevne godtfedte dem Ærede Mester Jan Ole.
Det er satens svært at afklare på afstand, så godt du Mester Jan Ole Jørgensen, sletter de kommentarer, som kommer fra folk, der kan huske dig fra dengang. Jeg håber der er andre kommentarer om dig end om ”sex, børn, sex med børn, lure, forfølge, true, lyve, godte sig, udgive sig for en anden”, ja du forstår. Ja forstå mig ret, tænker det må være trættende, ikke at skulle slette forskellige typer af kommentarer til sine egne indlæg.
Men tillad mig, Mester. Lad mig være Deres Damagecontroler. Lad mig overtage dette kedsommelige arbejde, og til skraldespanden køre den store plade, ja samme rille, som Deres kritikere, Mester Jan Ole, iscenesætter overfor Dem. De er ikke tjent med denne uforstand, af et helt folk, og havde det så bare været et hus, så havde jeg ikke i aften skulle græde hele natten. Du ved, Mester, jeg er så følsom på Deres vegne. Når ikke De sover, sover jeg heller ikke; når ikke De arbejder godt, er jeg heller ikke i topform, men ihh, jeg træner, fordi jeg ved De har meget at gøre. Lad mig få bare en lille beskidt opgave, der kan gøre Dem glad. Helst ikke én, som dine kritikere i deres vildfarelse bebrejder Dem, for jeg er ikke til det. Jeg bliver hunderæd over ikke at kunne føle som Dem, Mester. Forfærdeligt, for mig Mester, at leve denne evige jalousi overfor Dem, fordi jeg ikke kan få fingrene væk fra mig. Der er stadigt øjeblikke, hvor jeg falder ned i slaphed, og ikke gentager deres ærefulde løgnesætninger om idioten. Jeg ser det som et tydelig forvarsel, om noget på vej.
VARSLER MIG HER OG DER
Du kender de dér varsler, som blander sig, sidder man dér ved computerskærmen og skriver på den nye æras udviklingslove, og hvor det bare er så pisse irriterende, nu man gerne vil have fred. Kan andre da for helvede da ikke se, jeg sidder og arbejder – kan jeg se De af til farer op med. Det er helt menneskeligt og mere. Pas nu på de små ting.
Det er godt, jeg ved fra Dem Ærede Mester, at når der er for mange vigtige varsler, der presser sig på for at komme ind i bevidstheden, for at der straks skal handles på dem - dette deres diktum, deres befalende anordning - så skal der bare smækkes med døren. Varslerne skal nok komme og banke pænere på senere, og på et mere passende tidspunkt. Tak Jan Ole. Kan jeg mon blive som Dem?
Som De, Mester, der styrer alle abstraktioner i verden, lad mig blive styret gennem Dem. Så behøver jeg ikke tænke selv, det snavs. Det er godt nok ondt, som der bliver skrevet om Dem. Og lad os ikke håbe, at nogle af de der pædofiljægere, kommer forbi her, for så tager De sgu nok hjem til Dem, Mester. De har jo vist, vejen, viljen og målet. Sådan gør man. Om der er børn i hjemmet, fanden ta’ dem, og tygge på dem. Nej, nej nej, undskyld. Ikke skrive mere her om det. Men Mester. De åbne selv flanken tidligere.
Har tænkt om jeg kommer til at afsløre Deres metode, ja METODEN OVER ALT, Deres metode Master Jan Ole Jørgensen. Den kan garanteret koges ned til noget fantastisk, noget indlysende i verden, noget hvorom man siger til sig ven, når den er fundet: ”Du har forrådt mig. Hvorfor har du ikke set det? Fortalt det? Tænkt det? Skiderik”. Deres ukuelige optimisme, Mester Jan Ole Jørgensen, hvormed De løser ethvert problem, indeholder det særlige talent, hærdet gennem årtusinders hårdt arbejde for folket, som der i dag er så hårdt brug for. Mester, Deres organisationskraft. Jeg er sikker på, Mester, at De kraften ER, sikker på at De Mester har været forud, og med velomhu, har valgt et så enkelt begreb som muligt. Det er sikkert som når man synger dit navn. Klangen Jaaaaaaaaaaaaaannnn Ooooooooooooole Jøøøøøøøøøørgeeenseeeen får nærmest virkeligheden til, selv at tale.
Ordet vil, når De frigiver det Mester, sikkert overgå alt hidtil gjort i denne verden.
DEN KINESISKE OMVEJ
Hold dig bare lidt tilbage Mester Jan Ole Jørgensen. Ikke hundse. Tænk hvis idioten bruger ”den kinesiske omvej” overfor Dem? Han sætter bare to og to sammen, der kan blive 5 og 6 når de besynges med Deres udtale. For os jordiske, er der kun, ja selvfølgelig kender De den mester, det er tilfældighedsgeneratoren fra matematikken, som jeg tænker på. Man tager lidt her, på den ene side, og man tager lidt her, på den anden side, og ryster det godt gennem matematikken love, og vupti er der fantastiske fortællinger, som idioten, uden at lave noget selv, kan frembringe.
Men Mester Jan Ole, bliv ikke misundelig, idioten afsløret sikkert sig selv, for ingen anden end Dem Mester, behersker fuldt ud kunsten, at sige noget, uden at sige noget, men sige noget om den anden, som den anden positivt ved, ikke er sandt, og så i et langt sejt træk, efterfølgende kræve, at idioten dementerer alt, han ikke ved noget om, men som De har regnet Dem frem til, han burde vide, og hvorfor han er en ”idiot”, der ingen nåde skal vises for sin dumhed, Mester Jan Ole. Hvorfra har de det Mester?
Jeg tillod mig at sætte to små krøller, de hedder vist citationstegn, det er sådan nogle, som De Mester hat et excellent kreativt forhold til. Når de bruges, citationstegnene, er det et direkte citat fra en kilde. Men genialt Mester. Genialt at løsrive deres brug fra denne kontekst. Og genialt, at De Mester, sviner tilbage, når De møder modstand. Mester. Nogen gange, ja det må da være sket, er der andre end idioten selv, der har skrevet noget imod dig. Men der var en syntaksfejl i overskriften, sagde De Mester, og derfor blev den ikke besvaret. Måske det var en fejl, Mester.
TRANG TIL TVANG TIL TRANG – OG OMVEDNT
Ja, Mester. Det er som hænger jeg – lige som De Mester, kunne hænge tidligere i Deres liv, før De med ét huk, udviklede Deres universelle metode - i en gentagelsestvang. Eller er det en gentagelsestrang?
Hvis det var Dem, Mester, der gjorde ovenstående springende bevægelse inden for samme kategoritype, så ville jeg kalde det Kunst, dette skifte fra ”v” i tvang til ”r” i trang. Det gi’r den der flydende bevægelse, så man tror man kan gå på vandet. Men nu da det er Adolf, altså Himler, der ”GØR”, så er det plagiat af værste skuffe. Ja Mester, jeg har lært det, men det kunne du allerede mærke, før du begyndte at læse sætningen: at der stod jeg allerede ude på lokummet med sæben i munden, som De jo befaler, skulle jeg, Deres underdanige sige noget, der kunne være på højde med deres genialitet, undskyld deres METODE.
RÅDMANDSGADE 60
Nu ikke mere om metode, for så kan De Ærede Jan Ole Jørgensen, metodologisere Dem selv. Det ved jeg, deres underdanige Adolf, at det har De gjort utallige gang, men tidligere var De mindre kendt, og kunne uden at svitse alle omkring Dem, dvæle i Deres egne afsondringer. Men i dag, pas på. Så kendt De er, vil De tage lyset fra alle andre. Hvis ikke De igen passer på, bliver andre misundelige, og Mester Jan, der er et par starutter, jeg ikke helt kan få til at blive de bestemte brikker, du har befalet, at de skal være i dit puslespil.
Du kender dem, disse såkaldte menneskelige individer, uberegnelige til hobe, én af dem siger han har arbejdet i Gaderummet, en anden siger at han er hans søn. Jeg må have det på det rene. Er han, sønnen, din søn? Ellers er han en fucking løgner. Det er sikkert ham, der er løbet med alle pengene i Gaderummet.
Snedigt træk at beskylde idioten for at der mangler penge, trods at både de, Mester Jan Ole, faren og sønnen, selv har delt dem, altså pengene, ikke sønnen, i porten.
Jeg kommer sikkert til at kalde på din kraft senere, når jeg skal ind i dette univers, med de andre fra din verden. Så er det ikke længere bare noget uskyldigt som sex og børn, men så er det stoffer, lommetyve, luddere og halve løsninger. Du har gjort et snedigt træk, Mester Jan O., at afsløre dine forbindelser. Jeg følger dig så langt, at hvis idioten kommer til at kigge på dem, så vil han svitse sig selv af, men hvad hvis han ikke gør det? Tænk hvis han taler dine forbundsfæller imod, og trækker dem ind som snavs, han kaster på dig. Det bliver godt nok en heksegryde, kan du se boblerne, hugtænderne, det grønne slim øverst? ”Nej” siger du, Mester. Prøv igen.
Indtil De Mester, og Deres forbundsfæller, ikke har fyldt solen helt ud, vil jeg bede Dem forblive, at jeg er Deres tro undersåt, ellers ”Himler” jeg op. Jeg mærker intuitivt, hvad du telepatisk, Mester Jan Ole Jørgensen, beder mig skrive: Hovedrengøring!
Sig ikke at jeg ikke er lærenem. Før skulle der trusler til, intimideringer, falske beskyldninger. Nu Mester Jan Ole Jørgensen, nu klarer jeg det helt af mig selv. Ingen ydre pisk, nu er den blevet selvkørende. Det er bare en gave at få lov at forsvare sig. Rydder nu op efter mig selv, uden hvert år at skulle tage et par måneder med damp og pisk i en svensk svedehytte, men det ved du alt om. Hils næste gang du skal derover til det Skånske.
Tak min ven, min Ærede kollega, under hvis protektorat, enhver ud i psykologien skal være. Og er de ikke det, de psykologiske lømler, så er det ikke psykologi. Jeg må altså gentage det: ”Så er det i hvert fald ikke psykologi, mener jeg Stormester Jan Ole Jørgensen”; og jeg må gentage, at jeg har gentaget det, så også rumklangen af din mening, kommer med ned i selve drifterne i bogstaverne dine. Det er derfor Deres ord ikke står helt stille, lige meget hvordan De kigger på Deres monitor.
Ære være mi..., Deres minde, Ærede Jan.
Ja, skæg ting. Synes du ikke. Hvad laver du egentlig lige nu Jan Ole?
Jeg vender tilbage hertil senere, udvalgte Ærede mester Jan. Tænker på hvad ville du have gjort i en sådan lignende situation? Ja undskyld, dét for igennem hovedet på mig. Dét var redningen, redningen dét. At sætte mig i dit sted, og handle som denne befalede mig, igennem Dem, Mester.
Selv om jeg har gjort alt, hvad der er i dit skæbnebillede, og som er det korrekte, så er det pludselig, som er der noget galt, der inde i lommen. Det er jo snart længe siden, jeg kom herned, og korsedderkoppen venligt tog mig med op til kanten, så jeg kunne kigge ud over dit fyrstedømme, Jan Ole Jørgensen. Men hvor jeg til min skræk, var ude af stand til at finde det.
Ja det er en lang indledning, jeg ærede underdanige Adolf, har måttet gøre, men det er fordi der er nogle ting, jeg ikke kan sige til dig, sådan bare.
Og jeg bliver pludselig til to.
JEG HAVDE DIG INDEN I MIG
Godt De Hr. Jan Ole Jørgensen, havde været inde i mit liv før. Ellers havde jeg ikke kunnet face bare at være født. Først var det hele venligt, deroppe på lommekanten, jeg gjorde forskellige ting, så så de pludselig på mig. HVAD LAVER DU? Og jeg forklarede mit ærinde, og mine motivgrunde. De vidste ikke om de skulle græde eller grine, jeg tror altså mest de grinede, Ærede mester, men der var også mange umodne sjæle til stede. Tilgiv mig mester at dele de to dele:
1 – At blive taget ind i det smukkeste univers, jeg nogen sinde har set, ja altså univers som noget forskelligt fra dig, ærede mester. Jeg fatter ikke hvordan de gjorde, men som du kender fra – nej sådan noget ved du jo bare, undskyld. Det er som siger man ”blæs vind”, og vinden blæser sgu.
2- Alle vil angribe mig, jeg råber og skriger på at andre skal komme og tæve dem, de bliver forskrækket, jeg tramper på deres fødder, finder deres åbne steder, her kan man altid komme ind. Kort sagt jeg spiller kortet, at de skal forstå mig, forstå mine motiver. Det er et giftigt kort, det ved jeg. Jeg er ikke et dumt svin, jeg er bare en lille bitte mand, sendt af en anden, som har tabt mig lige nu, han kommer i hvert ikke og redder mig, og ja det var dumt, hvad jeg gjorde, men han vil forstå mig. Jeg nægter bare alt.
Det var som fik jeg styrke af at genkalde mig en mikroskopisk brøldel at alle dine profilnavne. Jeg blev beriget med 2. ”Blomst” og ”Vinterpik”. Genialt, forskellige fra alle dine andre navne, utroligt at du kan finde sprækker i alfabetet, hvor der kan knibes endnu en sproglig nyskabelse ind. Der kom Engle, og der var kakerlakker. Nogen store nogen. De gode kunne baske en Blomst og de onde gnaske en Vinterpik, som mig, og for begge også at være næste fødeemne. Jeg vidste bare, at hvis jeg ikke kom ud snarest, så ville jeg blive i dette univers, og svigte dig. Men jeg ville ikke kunne gå igennem alene.
Da var det jeg påkaldte din kraft endnu engang, men den var væk. Ærede mester Jan Ole Jørgensen, har du blundet. Jeg kan tænke mig at du har været optaget på russisk-studiet, med alle de fællesmøder, du holder for instituttet. Måske er det herfra, du får kraften. Ja ja, jeg ved godt at det var dig først, der kom med kraften – og at instituttet nu bryster sig med din fortjeneste. Men ærede kollega, nej nej Svein, jeg skærer den af, den tunge, ærede stormester mener jeg. Jeg må ikke mere i dag, af mine egne indre grunde, min begyndende overjegs-dannelse i forhold til Dem Mester, ikke tage ”kollega” i min mund, og **** (**** betyder også ”hash”. Bemærk citationstegnene). Ved du hvorfor?
Fordi Deres underdanige allerede har ædt sin sæberation for i dag, og der er snart kun tjalden tilbage. Men det bliver over mit lig, Ærede ven. Tjalden, det fedeste vamleste våde pollenhash, som tænkes kan, den er til Dem, Hr. Jan Ole Jørgensen. Som De fedter rundt på stolen - kan jeg se når jeg betragter Deres blodspor som de hele tiden holder opdateret på Gaderummets hjemmeside - gætter jeg på, at De har mistet Deres pusher, og prøver at tage en kold tyrker, en ”cool Turkies”. Bemærk Mester, det er tredje sprog jeg, jeg behersker, men ej som Dem. Er det stavet ret på turkisk?
DERES VIDENSBANK
Når menneskelige under- og oversåtter ser dig, så er der ingen tvivl. Du er det enhver, kun i døden ikke bruge kan. Kun den der kan udholde, at være intet, er fri – som De jo siger til mig Mester. Mester, er du der? Hvor? . Ok, der.
Internet og papir kan være sådant lidt tørt. Yder dig ikke ret. DERIMOD. Når De fortæller om den vanskelige sag med idioten, og de gør det, med Deres sanselige aroma, barbermaskine, og fantastisk dejligt runde ansigt – som snydt ud af en højere skabning – så lægger verdens puslespil straks sig selv, aldrig mere krig, ufred, beskidte tricks. Fedt Mester, at De i offentligheden skjuler, at det er frugterne af Deres Metoder. De Mester, min genialitet til Dem, De har ikke bare løsrevet midler fra mål, men også mål fra midler. Nu er alle uden både mål og midler. Som en kriminalrapport, hvor De, Opbyggeren, først river det unødige ned, før at De Mester, med Deres skriverier viser os vejen, upåagtet hvad os små undermålere mener.
Lad Dem ikke gå på af lidt modstand. Vi mennesker kalder dem ”Prøvelser”, hjælp os med at forstå dem til fulde. Vi, os, alle, dig og mig, og i hvert fald din masokistiske inderside joj: Lad der blive lys.
Der er dog stadig skjulte papirartikler af dig, som avisernes arkiver må tage ud fra den almindelige samling, før de bliver lagt på lager. Dine artikler er simpelt hen så nytænkende, aldrig den samme information to gange, altid varieret strategi, og tydeligt en plan, nej nej ikke bare en d- eller e-plan, men helt op til en å-plan, når første træk ikke lykkes.
Onde tunger hævder, at din model og dine metoder overfor idioten, er en simpel rekapitulation – og hvis du har glemt hvad det betyder: gentagelse - af modellen og metoderne fra Studenterhuset, hvor idioten slagtede sig selv. Jeg forstår ikke menneskelige individer, Mester. Der er stadig individer i København, der ikke kan huske at idioten er smidt ud af Studenterhuset. Jeg forstår det er Ok, for dig. Sådan ser jeg, Adolf, ikke på det. Det er ikke Ok, at der stadig vandrer pøbel rundt i Københavns gader, der ikke ved, at idioten har fået livstidskarantæne.
Genialt Mester. Det skete godt nok ikke, så det er godt De Mester endelig selv forestår denne nødvendige og offentlige halalslagtning af idioten. Derfor skal De også gentage det igen og igen, Deres efterarbejde, Mester, er hele idiotens arbejde værd.
Der er så meget power i Dem, ja både Deres artikler og Dem Ærede jan Ole Jørgensen, at de (altså artiklerne) må ligge i brandsikre bokse, for ikke at antænde deres omgivelser. Måske aviserne også opbevarer artiklerne om ham din fan samme sted.
Måske ham idioten ikke vil svare, ja så laver vi sgu svar på hans vegne en gang til, og glemmer alle de gange han allerede selv har besvaret vores spørgsmål. Selvfølgelig skal han da danse til vores pibe, intet mindre. Når vi, undskyld Ærede stormester, når De siger, knæl, så knæler verden. Vi kan ikke have sådan nogle løbende rundt, der ikke ”heiler” tilbage når De venligst beder dem knæle, og fortælle hvad de ved og har gjort, og hvad de ellers kunne finde på. Snedigt Mester Jan Ole Jørgensen: Overfor konceptet om den ”totale åbenhed” fra Gaderummet og Regnbuen, ja sikke noget snot, det ligger i selv ordene, så indsætter De den ”totale betvingelse” - og så bagefter, går du, undskyld De, over til du-form med dem de andre. Genial rækkefølge Mester Jan Ole.
MORDET PÅ RENÈ HANBERG
Deres udsendte i lommen, har en forfærdelig erkendelse at gøre, men Ærede, jeg håber De forstår. Før jeg fortæller, skal den lyslevende René Handberg mindes.
Mester. Det er faldet Rene for brystet, at han har myrdet en mand på Nørrebrogade, foran Kvikly, og at De bagefter offentligt har udtalt, at sådan én som ham ikke må komme i Gaderummet - som du skrev i din blog joj. Deres udsending har været inde for at hjælpe, som De befalede mig Mester Jan.
Men der er ikke den politistation i København, som vil udstede en attest til Rene på at han ikke har myrdet en mand foran Kvikly på Nørrebrogade. Rene kan altså ikke gøre Dem Mester tilpas, tilfreds og lykkelig. De siger alle sammen, de der fucking politistationer, at Rene skal gå tilbage til den idiot, der har sendt ham. Ham vil de meget gerne snakke med. Da jeg ikke er ond, meddeler jeg, at jeg lige her har lagt en ”livsforsikring” for mig selv. Der er nemlig ikke kun én idiot, der var to, men som om de ikke var til stede samtidig. Forstår det ikke Mester.
Jeg synes det er for dårligt, Deres Højhede stormester Jan Ole Jørgensen, at politiet behandler Rene Handberg således. Kunne De ikke med deres magiske tryllestof, tale med politiet. Læg mærke til detaljen. Jeg siger ”tale med”, og ikke ”anvende metode”, for ikke at afsløre i hvilket retning, pøblen skal lede efter spor, for at finde Dem. Så frygt ikke mester. Sov roligt hen i Deres fyrstedømme. Selvfølgelig er det der.
Den der søger, skal finde.
De har det, de der lig, med altid at stå op af graven, på de mest irriterende tidspunkter. Okkulte mestre siger, de blot rejser sig og går, disse lig, og går direkte mod deres mål - men det ved De bedst Mester. Måske R.H. rører på sig, nu han berøres af ”Ånden”, ja undskyld jeg bruger et af Deres egne copyrightbegreber Mester Jan Ole Jørgensen. Det ved De bedst Mester.
Og det er muligt, at det er over nogens fantasi, at De Mester, ved hvad der skrives i næste afsnit, og hvornår det skrives, men det er ikke over Deres Underdaniges beskedne kulstift.
Som R.H. dengang sagde: ”Alt kommer til den der kan vente”(1995).
Adolf H.Otte
Fortsættes
|
|
