Ophævelse af diskretion og tavshedspligt i et konkret
tilfælde
Af Kalle Birck-Madsen,
cand.psych., Gaderummet-Regnbuen
I mere end 12 år har du, Jan Ole Jørgensen, digtet og fantaseret
om hvad som helst uden for din rækkevidde, og uden at du har haft nogen kontakt
til hverken mig, rådgivningen eller Gaderummet, eller haft kontakt med nogen,
der kommer her. Du skriver altid anonymt og fordækt, indtil du afsløres,
hvorefter hele smøren kommer en gang til – indtil et spamfilter
forhindrer dig videre adgang, eller alle taber energien.
For kendte papirer maj 2007,
her Spand. Efterfølgende materiale fra dig, kan findes på
diverse blogs, der er gået ned eller ud. Du blander dig, uden at have noget at
sige til emnet eller vide derom, og alene for at tilskrive mig dine egne ret slibrige
fantasier.
Du var ganske rigtigt en
gang med i Rådgivningsgruppen Regnbuen. Det var fra januar 1994 til maj 1995,
hvor din deltagelse som rådgiver blev afvist. Ingen forstod heller ikke,
hvorfor du var der eller hvorfor du søgte optagelse. Ingen så dig på
psykologistudiet, og samtidig var du for det meste fraværende til møderne i
rådgivningsgruppen. Og når du endelig mødte op, var du uengageret i arbejdet,
men travlt optaget af små papirlapper, du holdt tæt på kroppen. Det var
smædebreve om andre – men du var ikke til at få i tale, trods at man
selvfølgelig ikke kunne bruge Solidaritetshuset til dette. De pågældende havde
skadet dig – så nu skulle du skade dem, sagde du som forsvar.
Var
Jan Ole Jørgensen overhovedet tilmeldt psykologistudiet, som han hævdede?!
Siden søgte du så
optagelse i den psykologiske rådgivning som rådgiver. Men du blev meddelt
afslag, se papirer her "Til Regnbuens
Rådgivningsdel vedr. Jan Ole Jørgensen, 31.maj 1995, Kalle".
Og lige siden har du så
forsøgt at misinformere om mig. Du refererer ganske tit til ”alle de, der var
sammen med dig dengang i rådgivningen, og som havde samme holdning som dig om
mig”, men du har aldrig nævnt ét eneste navn! Og ingen har nogen sinde støttet
dine fantasier. Du står helt alene. Alle navne står for øvrigt på Gaderummets
hjemmeside. Den største fantasi fra dig, synes jeg omhandler, ”at jeg ikke er
den jeg er. Jeg er ikke født, hvor jeg er født! Jeg er ikke vokset op, hvor jeg
hævder at være vokset op, men et andet sted. Og jeg har nærmest ikke været til
stede eller været med i rådgivningen, men kom ind meget sent og var kun tålt”.
Du har hen ad vejen søgt
at udskifte min identitet med din egen. Det ligner præcist, at du har din
opskrift på chikane fra Fjodor Dostojevskis roman
"De besatte" eller "Dæmonerne". Du skriver ud fra, hvad du
møjsommeligt finder på Gaderummets hjemmeside, og så tilsætter du dine egne seksuelle
voldsfantasier. Kan du finde en mail eller et telefonnummer på én via
Gaderummets hjemmeside, så er du der også straks med chikanen. Vi har også
konstateret, at du er den flittigste læser af Gaderummets hjemmeside. Mange
hundrede langvarige besøg blev det til alene i sidste måned. Og at du stort set
altid samtidig også åbner alle dine egne indlæg, som er lagt ind under "Spand"! Jeg er holdt op med at læse, hvad du skriver.
Jeg gider ikke.
'At
være en uønsket i ægtesengen'
Det kører på 12.te år nu
– eller er det mere! Og hvilke mange flere søger du samtidig at intimidere! Og
er alle udgydelserne om mig bare, hvad du selv gør overfor din egen omverden.
Som regel snakker folk højt, når du har haft kontakt med dem – for de føler sig
krænket – og derfor ved jeg det.
Du er ganske flittig, kan
jeg forstå på folk, jeg tilfældigt møder. Du synes afgjort at ville krænke
mennesker omkring dig. Du praler med, at du nyder at ringe til folk og udgive
dig for at være psykolog, journalist, tidligere bruger, ansat i Gaderummet mm. og
sige noget mere, der heller ikke passer, og du fryder dig når det lykkes. Du
opfører dig som 'en uønsket i ægtesengen'. Den eneste måde, det synes muligt at
beskytte sig mod dig eller undgå at blive psykisk bestjålet af dig, det synes
at være at holde sig fri af enhver kontakt med dig. Det er der nogen, der ikke
er heldige med. Herunder mig. Det ligner, at dér hvor du kan gøre størst skade,
dét er i åbne sammenhænge, sammenhænge der ser en ny fremmed som en ven man ikke
har mødt endnu. En simpel spørgen til dig som person
og til hvad du laver, synes at være rigeligt til at du mener dig afvist af den
anden, men så kan du jo på afstand bruge internettet, e-mails og telefonen til
videre chikane, hvor du samtidig kan skjule og manipulere med både identitet og
fysisk væren – hvad du også praler med, at du gør.
Er det her skoen trykker.
I og med du fik exit fra rådgivningen i Solidaritetshuset, så var der ikke
andre steder udenfor universitetet, du kunne hoppe videre til. De var prøvet.
Er det chikanegrunden af mig og af hvad jeg laver!
For flere år siden
overgav jeg papirerne om dig til min advokat, men fik aldrig gjort noget ved en
politianmeldelse.
Ophævelse
af tavshedspligt
Jeg ved ikke hvordan
sådan nogle som dig, skal takles, så der ikke længere sker skade på andre
mennesker og virkeligheden. Din senere store optagethed af en faglig artikel,
jeg i 1994 skrev om psykopater og sociopaten – kap.4 i GRUNDBEGREBER I PSYKOLOGIEN - en kritisk psykologisk analyse
- undrede mig i starten, men gav hurtigt mening, da du kritiserede at jeg
overhovedet tillod mig at bruge sådan nogle ord. Så var jeg "en væmmelig
én". Men hvordan blive klogere og erkende virkeligheden, med censur på
begreber på forhånd!!
Oprindeligt kom du til
Studenterhuset i starten af 90-erne. Henvist af Galebevægelsen – som senere
fortrød, her Til Andelsforeningen
Solidaritetshuset vedr. Jan Ole Jørgensen, 10.juni 1996, v Caia
Garupi.
Du var på røven, havde
brug for psykologhjælp. Og det fik du af 2 af mine kollegaer, AH, cand.psych.
og HO, stud psyk. Du voldte dem store problemer, som
de prøvede at løse, men som de til sidst gav op overfor. Der skete det ene
stunt efter det andet. De blev bange for dig – og så bange, at de ikke kunne
fortælle dig, at efter din entre i rådgivningen i Studenterhuset, at her
ringede en psykiater, som du havde været hos. Han var meget klar i talen.
Psykiateren mente, at "vi skulle tvangsindlægge dig, for du var paranoid
skizofren/psykotisk. Du var farlig for andre, og også farlig for
rådgivningen", sagde psykiateren. Jeg meldte tilbage, at jeg ville give
besked tilbage til gruppen.
Det var tilfældigt mig,
der havde telefontid, da psykiateren ringede. Er det derfor jeg skal
chikaneres! Jeg ved ikke hvordan psykiateren fandt frem til, at du havde søgt
ind i rådgivningen i Studenterhuset, for at få hjælp. Men da dine rådgivere
efter lang tid stadig ikke havde kunnet formidle til dig, at din psykiater
havde ringet, og hvad han havde sagt, bad jeg om at blive inddraget i deres
samtale med dig, således at det passerede kunne formidles til dig.
Efterfølgende intervenerede jeg i deres samtale med dig, og fortalte hvad der
var blevet sagt fra psykiateren, så alle involverede vidste det.
Slut
Dine rådgivere i
slutningen af 80-erne kunne ikke komme i kontakt med dig. De ’kom til at være bange’
for dig, og blev for skræmte til selv at ville eller kunne sige noget til dig,
når du kom til rådgivningssamtalerne. Da jeg mente, at dette både var etisk,
moralsk og fagligt uforsvarligt for alle parter, at det ikke var muligt at
bringe realiteter ind i rådgivningsforløbet med dig, så var det at jeg blandede
mig. Det samme vil jeg gøre i dag.
Du vil hele tiden 'have
opmærksomhed på dig som uønsket i ægtesengen' – og det er sådan lidt patetisk,
når du ikke er inviteret og aldrig tidligere har været
der.
7.april
2008