GRUNDBEGREBER I PSYKOLOGIEN: Om psykopaten og sociopaten, sidste afsnit 1
- en kritisk psykologisk analyse, Kalle Birck-Madsen, Rådgivningsgruppen Regnbuen
- Oplæg holdt på 20. Kritisk Psykologisk Seminar, Hillerød 4.-6.marts 1994.

Sidste afsnit "psykopaten og sociopaten", fra kapitel 4 Grundbegreber i psykologien - en kritisk psykologisk analyse

For tidligere se
1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET
2. DET "SELVFØLGELIGE" SOM PROBLEMET
3. DEL I : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS
3. DEL II : SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE SOM FØRSTE GRUNDBEGREB I EN ALMEN PSYKOLOGISK VIDENSKAB
3. DEL III: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB
4. AFSLUTNING: "SELVFØLGELIGHEDENS" KERNE 

************

Vi stiller derfor spørgsmålet: hvad er det, der ikke er blevet almengjort som genstand for samfundsmæssigt arbejde i denne overgang plan til rum, men som tværtimod har vendt sig mod selve tendensen til selvsamfundsmæssiggørelse. Ledetråden til et svar herpå ligger i, at menneskets eksistens, der kun er givet i kraft af medmennesket [1] er blevet suspenderet af udviklede eller uudviklede forhold indenfor samfundsformen selv.

4. AFSLUTNING: "SELVFØLGELIGHEDENS" KERNE.

Når den virksomme struktur, både indenfor det samfundsmæssige og det individuelle, er arbejdets struktur - den kooperative produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse - så er det springende punkt at finde dér, hvor der er blevet skabt sociale strukturer, der suspenderer den bevidst sanselige virksomhed som overgribende samfundsmæssigt forhold. Dvs. når man - af grunde ift. et givent kollektivt-personligt problem - har forbigået at stille sig på et bevidst sanseligt virksomt standpunkt med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv (skema 7). Nogen har mao. sat sig selv eller andre ind som problemløsningscenter, uden at bevægelsen er gjort bevidst med som forandring, hvilket er at ophæve kooperativ indflydelse og kontrol til "nogens" centersuverænitet [2]. Klassekampens historie starter altså med udviklingen af overbygningsstrukturer/organisationsstrukturer, der bygger på forlangt eller påkrævet kraft og kompetence, fremfor tilstået, frivilligt og bevidst overgivet.

SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:

 

Og hvad er så det for sociale grunde, der begrunder etableringen af ikke-plant funderede organisationsstrukturer [3]?

Det kan være af uvidenhed, det kan være af fejhed eller det kan være af mangel på moral, hvilket indenfor psykiatrien og psykologien primært er sat på begreb med det psykopatiske. Det kan altså komme i stand både på det ubevidste plan og på det bevidste plan.

Man kan sætte noget i værk som løsning af et problem, men den viden man har er ikke tilstrækkelig. Det kommer ikke til en almen løsning, men tvært imod til produktionen af utilsigtede biprodukter, det være sig spild af ressourcer eller konflikter mellem mennesker. Og problemet kommer ind, hvis man af fejhed ikke ønsker at identificere disse utilsigtede biprodukter som en følge også af ens egen hidtil manglende "kompetence". Og sniger man sig vedvarende uden om dette opsamlingsarbejde, så vil de utilsigtede biprodukter blive identificeret som en art "levende naturforhold".

Problemet kan også komme ind fra kollektivsiden, hvis man overfor uvidenhed og fejhed undlader at gribe ind overfor den enkelte af angst for at skulle træffe nødvendige konsekvenser. Det er at `se igennem fingre med`, fremfor som kollektiv `at se omstændighederne i øjnene` som de er.

 

Om det er fra den personlige side eller det er fra den kollektive side, så er uvidenhed og fejhed dog ikke nok til at gå over grænsen, hvor den anden ikke er et menneske længere. De konsekvenser, der trækkes, er da også, at man adskilles ved at de involverede trækker sig fra hinanden.

Et kollektiv kan også skabe - af mangel på viden og mod - individer, der symptomatisk ikke kan finde ud af at begå sig med de regler og normer, der altid er for varetagelsen af hver enkelts personlige  integritet.  Med dette er der tale om karakter- eller personlighedsafvigelse - eller mao.: psykopater - som psykiatrien og vel også psykologien har givet op som i store træk ubehandlelige.

Ud fra den tankegang, der ligger i denne tekst, kan psykopater bestemmes som individer, hvis karakter- og personlighedsstruktur ikke er blevet dannet som en levedygtig arbejdsstruktur, men hvor der tværtimod har udviklet sig en struktur, der bare ikke virker som selvbevægelse, hvilket finder sted, når der knyttes forbindelser mellem genstande, midler og livspraktiske interesser, der ikke kan virke, men hvor elementerne kun kan gå imod sig selv, fordi de tilhører uforenelige kategori-klasser, samtidig med at de dog er blevet konnekteret sanseligt som livsbiografisk forhold. Fx. at ville tømme en spand vand med ild. I så tilfælde fås individer, hvor det følelsesmæssige punktuelt eller overgribende ingen subjektiv styring antager eller kan antage. Den mest udbredte psykopati-definition er da også: 1 - Ringe frustrationstærskel; 2 - Acting-out på relativt små foranledninger; og 3 - Som følge af 1 og 2 vil der opstå mange sociale og interpersonelle vanskeligheder [4]. Der ligger heri, at ubehag forvandles til impulshandlinger, hvad der adskiller psykopater fra neurotikere, der med deres stærke "Jeg" kan fortrænge driftsimpulser og aggressive fantasier til karakterforstyrrelser, til angst eller til et andet neurotisk symptom [5]. Psykopatier defineres også som "varige karakterafvigelser af ikke-psykotisk natur", dvs. sindssygdom uden hallucinationer og vrangforestillinger [6]. Definitionen af psykopati stammer fra helt tilbage til Pinel, i starten af 1800-tallet, og som havde iagttaget "sindssyge personer, som aldrig frembød tegn på læsion af intellektet, og som var domineret af en slags følelsesmæssigt opgør, som om det alene var de følelsesmæssige egenskaber, der var angrebet". Overfor dette fænomen har man også langt ind i det 20.ende århundrede brugt betegnelse "moralsk sindssygdom", hvorved man forstod, at mennesker kunne have moralske defekter, eller at nogen var konstrueret således, at der var et moralsk område i dem, som kunne være mangelfuldt eller svært beskadiget.

Af denne grund er psykopati-begrebet da også gennem tiderne blevet stærkt kritiseret for at være udtryk for "klassesamfundets behov for med en diagnose at kunne stemple og affærdige personer, der har afvigende opfattelse" [7].

For det videre skal jeg indføre en yderligere skelnen indenfor det psykopatiske område: nemlig en skelnen mellem psykopaten, som bare ikke kan styre sine impulser - handlinger foregår ubevidst intenderet - og sociopaten, der bevidst intenderet handler mod andre mennesker, som var de hans eller hendes private ejendom, altså personlighedens egen forlængelse, og som ikke ser noget medmenneskeligt problem heri.  

Psykopaten er - ud fra det tidligere - at se som skabt af socialt uvirksomme og kategori-fejlende strukturer, som det ikke har været muligt at undgå selv at overtage på sin måde. Som sådan er psykopaten skabt af en kollektivsammenhæng i krise - ligesom en allerede skabt psykopat kan sætte krise i ethvert kollektiv - og i krise stresses medlemmerne op mod hinanden. Fremfor motivation, naturligt givet ud fra tilstedeværelsen af den mulige realisering af enheden mellem problemudvikling, -formulering og -løsning [8], så træder som psykisk handleberedskab viljen frem, hvilket sker på niveauet af personlighedens kerne - jeg-et - idet man er tvunget til i enhver situation at forholde sig såvel taktisk som strategisk til magt-afmagt uden at en løsning herpå kan komme på almengjort samfundsmæssig begreb for een selv [9]. At fungere på viljen, uden at se løsninger forude og se forholdene blive forværret, er også at havne i en tilstand af forøget suggestibilitet, hvor ekstase og frygt-forestillinger kan træde frem som selvstændiggjorte perceptive billeder, altså selvsuggestion [10], hvor de fejlagtigt antages at komme udefra, hvorved de også får eller kan få en selvbekræftigende eller selvopfyldende profeti.

Det er ikke utænkeligt, at psykopater er kommet på sporet af denne - i  egen sociale  kollektiv fundamentale interpersonelle - logik, der omhandler at mennesker under pres er åben for suggestion, og dermed kan styres mod deres bevidste vilje, og dermed frivilligt eller ufrivilligt er trådt ud af psykopaten og ind i sociopatens eksistensform. Herved dannes der en bevidst krænker i menneskelig form, dvs. en tyran, despot og en diktator i samme figur, hvis magt hviler på de andres afmagt. Men med dettes samfundsmæssige etablering som overbygningsforhold/organisationsstruktur kommer det også til, at det kommer til at danne social norm, at medmennesket vedvarende suspenderes af den historiske scene. Dette ser jeg som den dybeste grund til udviklingen af de første slavesamfund, og som grunden til fraværet af en kollektiv bestræbelse på at sætte tilfangetagne fjender eller "frivillige" slaver fri igen. Begrebet `emancipere` er da også et begreb, der er knyttet til slavefrigørelse/-frisættelse.

Grundlæggende er ovenstående at forstå som en til et herre-knægt forhold - der er startet gennem psykisk manipulation - og som en kollektiv anordning fører det endvidere til, at viden bliver noget eksklusivt, noget man skal indvies i af magten, herren, selv, og hermed er vi fremme ved filosofiens opståen som selvstændigt medium.

Centralt i udviklingen af `fremmed samfundsmæssighed` står altså utilsigtede biprodukter af samfundsmæssig kooperation, der ikke identificeres som naturlige produkter af et givent kollektivs reproduktionsforhold og/eller personlig bearbejdningsforhold, og som ikke samles op som genstand for almengørende arbejdsvirksomhed. De utilsigtede biprodukter bliver hermed til substanser mellem mennesker, substanser man søger at forlige sig med som naturforhold. Herved sker der en afhændelse af sin egen samfundsmæssighed, idet de samfundsmæssigt utilsigtede biprodukter forlægges ind i det sociale som naturlig fremmedbestemthed, som nogen så har samlet op, til brug for egen sociale overlevelse og/eller integration.

Dette vil igen sige, at overgangen fra plan og rum til globalitet ikke finder sted - eller kan finde sted - når der er tyet til samfundsmæssige reproduktionsforhold eller til personlige bearbejdningsforhold, hvor den bevidste sanselige virksomhed ikke som udviklingsbevægelse har kunnet gøre bevægelsen med som forandring. Det er når man har prøvet at forstå og beskrive naturforhold - for at kunne handle i forhold til dem - selv om disse retteligt var producerede samfundsmæssige forhold. Problemet er: forkert identifikation af samfundsmæssige begrænsninger med naturforhold. En psykopatisk struktur kan dog skelnes fra naturforhold ved det karakteristikum, at det ikke er muligt at gå på grænsen mellem sig selv og strukturen, men at man hele tiden falder ned i den, eller slås væk af den. Heroverfor må enhver bestræbelse have - for ikke at falde under psykologiens genstand - det karakteristikum, at bevægelsen kan gøres med, dvs. der skal være fuld bevidsthed på, og bevægelsen skal samtidig forandre.

For den videre historie ind og op igennem klassesamfundet betyder det, at andre kan videreføre sociopatens styrende funktion i herredømmestrukturen, uden selv at være skabt på forhånd som sociopat - for efter sociopaten står der nu den plads ledig, der hidtil har holdt sammen på "samfundsenheden".

Og med udviklingen af kapitalismen fås der en generel sociopatisk struktur, som man som enkeltperson enten må alliere sig med, og så leve lidt i sin egen selvskabte fritid, på den gode viljes intention om at handle humant alligevel, eller fundamentalt at gå imod, hvor dette sidste, hvis det bæres af social indignation eller bevidst anti-kapitalistisk bevidsthed, er ensbetydende med kriminalisering som "indre fjende".

Jeg skal her gøre den antagelse, at dette enten-eller har den særlige form, at det også i dag er upåagtet som "det springende punkt". Og det vil også være sådan, at dette punkt helt sikkert er fundet af mange, men også at det som overgribende anknytningspunkt stadig lader vente på historisk overflødiggørelse gennem kooperativ udvikling af de generelle samfundsmæssige forhold.

Spørgsmålet er nu hvordan? Og spørgsmålet må besvares på niveauet af overbygningsforhold, dvs. på det ledelsesmæssige og styrende niveau.

Indenfor arbejdslivet er der intet problematisk i at falde under med-menneskelighed. Det ligger i lønarbejdet, at man sælger ikke bare sin arbejdskraft, men sin eksistens et givet tidsrum, og forholdene her, og udbyttet, bestemmes gennem kontrakter mellem "lige og frie mennesker". Sådanne kontrakter er en del af klassekampen, og de forhandles ud fra styrkeforholdet herimellem.

Indenfor arbejdslivet er der kun begrænset plads til enhver psykopat, for de formår kun i en vis grad at overholde de kollektive regler, samtidig med at de konstant skaber konflikter omkring sig. Der er dog overmåde god plads til sociopaten, når denne retter sin aktivitet opad i hierarkiet og ud mod andre end de nærmeste kollegaer, men så er personen også en guldgrube for virksomheden, selv om der dog også er et vist etisk omdømme at tage hensyn til, for overlevelse i det lange løb. Men alt dette kan - og det gøres - pakkes ind i rentabilitet, effektiviseringer mv.. Faktisk har arbejdslivet brug for mennesker, der kan leve i og med en sociopatisk struktur, selvom denne i en vis afledt forstand tvinger psykopatiske strukturer frem i dem selv som "ventiler".

Indenfor arbejdslivet står kampen om økonomisk demokratisering, men forudsætningen herfor er universel lokal og geografisk selvforvaltning, hvor behov og ikke profit styrer; og uden dette som basis er der ingen virksomheder, der vil grave sin egen grav, dvs. gøre sig urentabel i konkurrencen. Dvs.: der skal ikke forventes alverden - for magten kan ikke demokratisere sig selv.

Udenfor arbejdslivet er reglerne af en anden art. Det er regler der alene er givet mellem den enkelte som privatindivid og staten. Og her vil regelbrud - der opfanges - blive sanktioneret på den ene eller den anden måde, afhængigt af arten og den kulturelle modus. Modsat psykopaten har sociopaten her store muligheder for at undgå sanktioner i det lange løb.

Det tredje forhold er at organisere modstanden mod systemets generelle psyko- og sociopati i perspektivet `befriede områder`, altså selvforvaltning i det små, der kan blive til det store universelle - hvad der er det eneste mulige perspektiv, når det omhandler nedbrydning af magt. Befriede områder vil da være områder, der skabes for og af mennesker med en bevidst politisk anti-kapitalistisk holdning. Befriede områder vil imidlertid også være områder, der virker som magnet på apolitiske psykopatiske personer, der lider under sanktioner p.g.a. deres symptomatiske regelbrud i det "almindelige samfund". For psykopaten her vil der være tale om en flugt ind i, hvad man ønsker at skabe: en apolitisk anarkistisk sammenhæng, hvor den kloge snyder den mindre kloge, hvor den stærke kan udnytte den svage. Men samtidig vil befriede områder tiltrække sig sociopaters opmærksomhed - de er nemlig deres grundlæggende fjende.

I befriede områder vil det hermed komme en modsigelse mellem det apolitiske og det politiske, som i den grad dette løses gennem en fælles politisering af det befriede områdes status i forhold til den totalsamfundsmæssige proces, blot vil støde på mere overgribende sociopatiske strukturer igennem de personer, der indenfor magten og arbejdslivet bærer disse som deres egen karaktermaske. Og har man ikke løst problemet om den apolitiske psykopat i egen basis, og problemet om sociopaten i den givne overbygningsstruktur for det "befriede område", så er man et let offer - for magten udenom een vil kunne bruge at stemple den politisk aktive som den egentlige psykopat. Det, der tæller er, om magten udenom een kan regne med een, og hvis ikke er man ekstremist, en politisk psykopat, som magten uden om vil gøre alt for at eliminere.

Derfor er psykopati-begrebet så ubehageligt at berøre eller blive berørt af. Det er magtens stempel! Men ubehageligheden må aldrig forhindre, at man af angst for selv at blive magt, lader sig udslette af sociopater. Det er nemlig dem, der skal identificeres, og deres betingelser for fortsat virke fjernes. Overhovedet deres eksistens peger på grundforhold i basis, der ikke er blevet løst som kollektivt arbejde.

Opsamlende kan det nu siges, at gås der imod klassesamfundets reproduktion på de tidligere beskrevne måder - at indtage rum, at udholde konflikter, og at holde trang og tvang i bevægelse, hvilket kun kan gøres i bestræbelsen "befriede områder", altså at skubbe magten ud af de mellem-menneskelige relationer, hvor man er - så er det kun et spørgsmål om tid, inden de involverede støder på psykopatens indre eksistens, og sociopaten som ydre grundforhold. Ved man ikke dette, så tages man på sengen. Udgangen af klassesamfundet er derfor nedbrydningen af de sociopatiske strukturer generelt i samfundet; det er ophævelsen af de sociale strukturer, hvor mennesker ikke har slået sig sammen for at gøre verden beboelig, og det er opbygningen af samfundsmæssige forhold, der kan tage over.

Og dette vil også sige at tage kampen tæt på kroppen ved ikke at afstå fra social virksom bevidsthed og ved ikke at opgive sin egen sanselige historie - hvad der var en, godt nok restriktiv mulighed i ursamfundet, men som i dag og dengang kun fører ind i magtens egen reproduktionsloge. Det er at imødegå den stadige krænkelse - det at blive låst til den eksisterende umenneskelighed - fra et bevidst sanseligt virksomt ståsted.

                                                                                               Solidaritetshuset, Nørrebro.

                                                                                                                                     ¤