Gaderummets tilsyn, Tilsynsrapport af 8.november.2006, omhandlende tilsyn 2.juni 2006 og 15.august 2006.
Tilsynet
for Københavns Kommune har sendt deres tilsynsrapport om Gaderummet til
kommentering. Jeg skal for min part, som daglig leder, formidle det ståsted,
som Tilsynet skal tilsyne, og som det beskriver, historiserer, og gør
fordringer til i form af 6 påbud til arbejdet med ”Udstødte unge”.
Ståstedet
for arbejdet: Brugerstyret socialpsykologisk arbejde
Den
åbne dør som brugerstyringens ”sine qua non”
Huset
som et selvforpligtende frivillighedsforhold
Bund
besværligt men livsbekræftigende
Målgrupper
og institutionsudformning
Tilsynets
”afviklingsmanual” for Gaderummet
Betænkelighederne
ved Gaderummet ud fra den gamle magistrats forestillingsverden
Samarbejdet
med behandlingspsykiatrien
Om
selve tilgangen til social og psykologisk arbejde med unge- problemer
Tager
jeg Tilsynets påbud først, så er det påbud der allerede afregnes i Gaderummet,
ud fra godkendelsesskrivelse af 23.december 2005 med akter, hvorfor deres
fremføring virker malplaceret. I deres samlede kontekst omhandler det
stiftelsen af en anden institution, end det godkendte Gaderum. Det omhandler
indførelsen af den ”pædagogiske pegefinder” som generel norm på udvalgte
områder. Der er ingen grund hertil, da Gaderummets socialpsykologiske arbejde
fuldt ud tilgodeser et bedre virke med resultater.
Det drejer sig om:
Tilsynets påbud
1. At der ikke opholder sig unge under
18 år i lokalerne
2. At det sikres at unge med svære
psykiatriske lidelser kommer i psykiatrisk behandling og ansvaret deles med H:S
3. At unge ikke overnatter i andre rum,
end dem der er indrettet hertil, og at unge der bor i køkkener, tilbydes andre
rum
4. At Gaderummet tager initiativ til at
forbedre samarbejdet med behandlingspsykiatrien og at Gaderummet ikke anbefaler
de unge, at holde op med at tage medicin uden at det er drøftet med en
psykiater. Det skal sikres at unge der har behov herfor, kommer i psykiatrisk
behandling.
5. At Gaderummet sætter sig ind i og
arbejder efter Sundhedsstyrelsens vejledning om medicin administration.
6. Hashmisbruget skal ophøre og
medarbejderne skal gribe ind, hvis de ser de unge ryge.
Henstillinger
7. At gården skal fremtræde ryddelig, og
der skal laves en plan for, hvorledes de håndværksmæssige projekter
færdiggøres.
8. At der arbejdes mere målrettet med de
pårørende til gavn for de unge. Dvs. at Gaderummet skal hjælpe de unge med at
få kontakt til de pårørende hvis de kan hjælpe de unge til et netværk eller til
bedre at forstå, hvorfor de ikke har kontakt.
Opgaver
og krav foretages af husets kollektive subjekt i relation til det enkelte
individ, den konkrete personlighed, og/eller den enkeltes subkollektivgruppe.
Det sker i alle tilfælde, hvor den enkeltes adfærd mistrives ved misbrug af
stoffer, eller ved særlige adfærdsformer, der fører til mistrivsel.
Det
foretages med udgangspunkt i den åbne dør og på fællesområdet, det sorte område
i huset, hvor alle er velkomne, upåagtet adfærd og udtryksmåde. Det kan også
siges, at her træder husets kollektive subjekt i karakter. Området er den
helt døgnåbne dør ud til gaden i den ene
ende, og fællesmødebordet og køkkenet i den anden ende, med udgang til gården,
og hvor der er adgang til resten af huset. Det er der så også alligevel gennem
den ulåste port og trappen til første sal, men det kan låses, spærres af, hvad
af og til sker.
Området
danner en art åben folkestue, for unge og ældre fra gaden, hvor man, hvis man
er ung og i nød, kan blive der. Det er samtidig fællesstue for husets boere,
aktivister, gæster og arbejdende, som har deres virke i andre dele af huset, ud
fra de positioner som de gennem ageren med huset indtager.
Når
det fælles er placeret i det åbne areal til gaden – og funktionelt tænkt som
gadens forlængelse ind i Gaderummet – bliver området på en særlig måde samtidig
et fælles ansvarsområde for hver enkelt at se til, lige meget hvilken position
man indtager i huset: at fællesområdet varetager sin funktion som at være en brugelig
entré for indgang og brug af huset. Det realiserer sig til stadighed gennem
praktisk videregivelse af gamles erfaringer til nye, om huset og sig. Hver
enkelt tænker i sin historiefortælling til den nye ud fra sig selv, men
reflekterer uundgåeligt samtidig det fællesskab, der er udenom og som det, som
del af, er begrundet i forhold til. I dette spændingsfelt udspilles et væld af
forholds-problemstillinger, -konflikter og etisk-moralske overvejelser over,
hvordan jeg som mig skal forholde mig, hvad at gøre, hvad er praksis, hvad sker
der her? Et kollektivt subjekt opdrager og uddanner ikke via forskrifter og
påbud, men gennem reetableringen af virksomhedens læreformer på næste
udviklingszone, hvor betingelserne for gamle men problematiske adfærds- og
misbrugsformer er ophævet som dominerende, i kraft af progres i subjektets
samlede liv.
Den
”åbne dør” er en brugerstyret åben dør. I den grad brugerstyringen falder væk,
falder den åbne dør også væk. Det kan også siges på den måde, at i samme grad
at fællesmødebordet udtaler principielle påbud, påbud der kan skrives ned på en
seddel, der kan sættes op – fx ingen hashrygning, ingen alkohol, ingen
slagsmål, ingen junk – jo mere decimeres den åbne dør også. Det kan spørges om
den ”åbne dør” overhovedet tåler regler og påbud?
Da
den åbne dør blev etableret med Gaderummets start 13.august 1996, hvor magten
blev givet til de gadeunge af rådgivningen, med en fælles samarbejdsaftale om
fælles arbejde, har meget forskelligt været til stede. Mange konflikter har
udspillet sig i arbejdet for løsninger, der også var fællesløsninger, og som
havde det større i sig, altså livets voksen ud af Gaderummet for den enkelte.
To
forhold unddrog sig grebene om den fælles midte, tænkt som en arbejdende
virksomhed, psykisk og socialt. Hælervarer/tyvekoster, som det ene, for det kan
ikke almengøres at tage fra andre, og så være samfund. Medicinmisbrug/junk, som
det andet, gør personligheden uberegnelig, da denne, styret til og fra anden
side, har deponeret sin myndighed uden for sig som ikke-samfund. Hvad den ene
forhindrer af social integration udenfor, ødelægger den anden indadtil.
Der
handles her af den enkelte i Gaderummet, så problemet bliver en
dør-problemstilling. Det gør det i disse tilfælde muligt for den anden at vælge
huset til, og sine hidtidige levepræmisser fra, eller bevidst at vælge os fra,
da der ikke er så meget at forhandle om, mere kun hvordan det afvikles fra nu
af.
Fra
tid til anden søger enkelte eller distinkte grupper af unge at indføre
forskellige regler for forskellige ting som rygeadfærd, pornokigning,
musikstilhøjde og musikstil, spil, fjernsyn osv., men altid har det ført til
mere af samme – og til kun konflikter. Når man lever sammen, og ikke har andre
steder, kan man ikke gå og hakke på hinanden, moralisere eller belære over hvad
den anden gør, så må man selv prøve at komme med nyt, eller gå foran, uden at
den anden skal arbejde for én eller skubbe én foran sig i sin egen tjeneste.
Som fikspunkt er regler og normer udviklingsløse, og virker både udgrænsende og
hæmmende på udviklingsrum, hvor personligheden er genstand for virksomhed.
Gennem regler og normer støder man på hinanden, og dermed på den praksis, der
bærer dem, og herigennem, i deres an- og tilknytning den konkrete praksis med
deres begrundelse og betydningsforhold, kan områder for regler og normer
eksploreres, udvides eller indskrænkes. ”I norm” kan man ikke udvikle sig, da
man som enkelttilfælde altid er en stadig udtagelse herfra, fordi en norm er en
generalisering af nogle fællestræk, der optræder vilkårligt ved siden af
hinanden på en given tid. Regler og normer tjener en bestemt praksis, lige som
denne praksis kan være forårsaget af dem. Regler og normer der selvstændiggør
sig, bliver til værdier, der fra oven af kalder ordner til orden. Derved
spærres allerede i udgangspunktet og i indfaldsvinklen, i mødet med det givne
fænomen af et menneske, for fremkomsten af det væsentligste ved mennesket: Dets
subjektivitet! Den selvbevægende kraft der gør individet til personlighed i
kraft af sin socialitet, men som også i fravær kan være forhimlet i andres
løsning på mit problem eller begravet i at være sig sit eget fraværende
problem.
I
en folkestue klapser man ikke folk over fingrene for deres adfærd eller
sædvane. Det gør vi heller ikke, selv om der kommer mennesker forbi, der har
myndighed. Omvendt udstiller huset heller ikke af princip sit skidne vasketøj.
Vi laver bare ikke om på os gennem blikket fra oven, fra neden eller udefra,
men blot gennem akten, at nu er man her!
Vi
laver så alligevel om på hinanden, når det angår hårde stoffer og hælervarer.
Unges ryge- og alkoholvaner bliver også klapset, når det bliver misbrug,
hvilket gælder alt muligt andet ligeså. Det handler om at finde en løsning på
problemet, der ikke ekskluderer den unge, men inkluderer i nyt, der ophæver
hidtidige begrænsninger.
Kan
der så ikke opnås enighed, så henvises den unge til døren, til gaden. Hvis man
har været god til at slå på tæven, så henvises man til næste fællesmøde, men
den åbne dør er jo stadig åben fysik. Det ved personen jo også godt, og kommer
man ved spisetid, kan karantænen altid ophæves. Ligesom med tyveri: når man kender
huset, ved man hvordan, og alligevel sker tyveri så sjældent, trods at det er
en ressourcefattig gruppe, der ikke har noget i forvejen. Det omhandler, at de
forskellige hussubjekter og aktiviteter i sovesale, kælder og første sal samvirker
om den fælles opgave at tage sig af Gaderummet ”dernede”, ”derovre”, ”deroppe”
eller ”derude”. Derfor fungerer rummet.
Skal
der lægges den dimension ned i rummet, altså Gaderummet, at det på forhånd skal
sanktionere en bestemt adfærd, så er det ikke længere et Gaderum, så er det en
tom institution som de unge i forvejen kommer fra og som de er gået fra.
Fællesområdet,
med fællesmødebordet, og ikke dørtærsklen, er blevet det bestemmende. Der
påhviler derfor de enkelte krav om ansvarlighed, myndighed og selvbestemmelse.
Det gælder ikke kun de aktuelle brugere, men også i relation til den ydre
omverden, der har stødt dem ud. Huset værner om sine udstødte så godt som
muligt med de ressourcer der er tilgængelige, således at den, for dem, ydre omverden
om huset, kan blive til deres fremtidige samfundsmæssige verden.
Lige
som den åbne dør, hviler husets øvrige rutiner på frivillige ordninger og
regler, med de regler, regelsæt, normer og tilgange, der internt i huset skabes
og genskabes ud fra lokalernes stadige opbygning, renovering og ombygning.
Disse forordninger – som bæres af de mennesker der etablerer dem – er til
stadighed part i og af husets fællesmødeforordninger, ligesom områder selv er del
af den større cirkularitet i opgaveløsninger på husniveau.
Forordninger
må til stadighed fornyes, eventuelt forfines, reetableres på ny, så de tjener
lokalebruget og dets funktion, og ikke modarbejder det. Ligeledes at de tjener
de menneskelige individers udvikling her igennem, som jo er menneskelige
verdener i menneskelige sammenhænge.
Fællesområdet
er nok afgrænset i sig selv, men dørene til resten af huset er åbne, på nær er
kontorer og arkiver låst af. At huset er åbent uden forskrifter for adfærd gør
hvert skridt til en udviklingsaffære. Det drejer sig om at få den grundlæggende
udviklingsopgave arbejdet ud, så arbejdet hermed frisætter mere end
anstrengelsen ved at blive i det gamle.
Det
vil være ulige lettere at begynde at låse døre pr rutine rundt i huset, så at
sige sidste mand/kvinde slukker og lukker efter sig. Og at gøre regler og
normer klare for overskridelse af entrédøren, og for adfærden indenfor. Det
skaber bare ikke rum for alle problemer. Og det har den vane, at de udvikler
sig og på længere sigt gør det hele mere konfliktfyldt, men kun i et ydre
forhold til arbejdet og til konfliktgrundlaget, og dermed kun løsninger gennem
yderligere indordning eller frastødning, ikke gennem indre udvikling, hvor alle
kommer med.
Der
skal det radikale anderledes til: den åbne dør, gaderummet. I det gamle Gaderum
fyldte fællesstuen med det åbne kontor, hvor alt skulle foregå, herunder hvor
også alt stort som småt skulle afregnes mht. adfærd, det meste af Gaderummet.
Soveområdet og to kontorer gav luft og plads til andet stille og til det
terapeutiske arbejde. I det nye Gaderum er det sorte område med direkte adgang
fra gaden blevet til Gaderummets omdrejningspunkt, forstået således at der er
flere distinkte subjekter i huset, hver med deres eget rum, der arbejder sammen
om at få det til at fungere.
Det
er resultatet af, hvad der oprindeligt blev etableret gennem den konkret åben
dør for ”de uopnåelige unge, de fravalgte unge, de fejlbehandlede unge, de stadigt
nødstedte unge”, og som bud på deres menneskeliggørelse. Huset fungerer i kraft
af at alle gives mulighed for at trække på samme hammel, uden at skulle gå op i
den, men samtidig gives individuelle muligheder for at forfølge egne særlige
intereresser og behov.
At
sætte betingelser ned i den fælles arbejdsmidte, for hvordan individer gebærder
sig med deres udtryk og levemåde, for at få lov at være der, dét er at kræve
dét af udstødte unge og ældre, som de ikke kan honorere. Hvis de kunne det, var
de ikke i deres marginalitet, men i selvbestemte lokaliteter, hvor de sammen
med andre sætter deres egen dagsorden. At kræve det – med tyveri og junk som
undtagelse og som beskyttelse – vil være at spille dem ud mod hinanden, som
hinandens eksekutorer og ofre, og som medskyldig i egen undertrykkelse.
Gaderummets lange historie med den åbne dør viser, at kun på området af
hælervarer/tyvekoster og medicinmisbrug/junk, hvis eksistens også lægger alt
øde for synlig og håndgribelig praksis, kan der dannes norm, der ikke
disintegrerer de enkeltes fællesskaber.
Gaderummet
skabte ikke sine unge, de unge skabte Gaderummet, og da dette op igennem
slutningen af 90-erne ikke kunne negligeres, blev det gennem en årelang
kompleks proces oparbejdet til ”Den selvejende institution Gadeummet-Regnbuen”
med samarbejdsarbejdsaftale med Københavns Kommune og finansieret af
Socialministeriet, og med samtidig flytning til lovlige lokaler i Rådmandsgade
60 i maj 2005. Slutpapiret her er den kommunale godkendelsesskrivelse af
23.december 2005, med alle de dokumenter det bygger på.
I
aftalerne om Gadeummet-Regnbuen står, at målgrupper, organisation, drift og
pædagogiske principper, skal fastholdes gennem virket. Da det er målgruppen,
der har skabt virket, kan det kun fastholdes ved at fastholde ikke at lægge
andre snit ned i organismen, end dét der er genklang med, ellers ødelægger man
organismen, hvis den er til for dem. Gaderummets projekt ”Indre Lænke” tydeliggør de
mekanismer, der er genklang i fra brugerside, og præsenterer dem i en faglig
arbejdssammenhæng. Der er tale om et skift i fagligt fokus, fra den enkelte
udstødte til hvordan udstødelse hele tiden reproduceres med de enkelte udstødte
som bærere. Og hvad der bryder hermed. Når Tilsynet skriver - ”Der må ikke
indtages hårde stoffer (heroin, kokain, speed) på stedet. Alle er meget
opmærksomme på, om der findes hårde stoffer i huset” – så må man spørge sig
selv, om Tilsynet overhovedet har fået øje på Gaderummet og dets formulerede
misbrugspolitik. Det er samme slags argumentation, som Gaderummet til stadighed
kæmper med overfor nye unge, der er sprøde, har svært ved grænser og har et
accelererende misbrug. ”Nåh. Jeg troede jeg godt måtte tage dem (fx pillerne)
udenfor huset, bare jeg ikke gjorde det herinde” eller ”Nåh. Jeg troede at jeg
godt måtte have dem (fx pillerne) på mig, bare jeg ikke tog dem herinde”. Nej.
Man kan ikke sidde i det sorte område og lade sin koger brænde af, og så ud og
ha´ en ny. Det handler ikke bare om en ren stue af princip, som pæn yderside, eller
som ens offentlighed, og så have sin inderside som sit eget private område,
eventuelt i form af et privat værelse, og den hermed forbundne ret til
privatlivets sysler. Nye brugere af Gaderummet med stofproblemer har tit denne
instrumentelle holdning til stoffer, hvilket skaber store problemer for dem, og
i anden omgang for Gaderummet. Som boer i Gaderummet accepteres ingen hårde
stoffer overhovedet, så længe man er boer, heller ikke udenfor huset eller på
selvdefinerede private områder i huset, hvilket i markant grad overholdes, og
hvor de enkelte unge i bogruppen selv er husarbejdere på, at nye unge i huset
hjælpes på vej. Gaderummets boere er altså clean for hårde stoffer, hvilket de
kan takke stedets samlede stofpolitik for. Det er store krav til boere, men de
honorerer dem i samarbejde med huset. Hvad angår værestedsgæster, så har
Gaderummet ikke samme mulighed for at arbejde med at kræve at de ikke anvender
de hårde stoffer, men pga. husets samlede stofpolitik ligner det meget at man
bruger huset til at gøre sig fri af stoffers dominans, og at komme videre fra
det tidspunkt, hvor man kan, upåagtet at man måske stadig har problemer, men
dog er i stand til at lave noget, indlære og dermed udvikle sig, hvilket i
anden omgang ophæver betingelserne for at stofmisbrug stiller sig i vejen for
forandring.
Tilsynets
forhold til hårde stoffer, herunder at bortvise al hashrygning som misbrug, vil
medføre, at der til stadighed vil være hårde stoffer i Gaderummet i et omfang,
der vil være helt ude af kontrol – som det er alle andre steder – da det gør
brugergruppen til en uberegnelig masse, der skal frygtes. Det er at svigte sine
unge, sine brugere, når man fokuserer på det umiddelbare og synlige, og kun vil
have med dem at gøre, når de så at sige er rettet ind allerede, fx gået ud og
røget. De lærer at indrette sig efter en overflade, hvor det synlige tæller,
hvilket i anden omgang forhindrer dem i at lede efter de udviklingsdrivkræfter,
der kan hjælpe dem videre. De skjulte dagsordner forbliver skjulte i forsøget
på at efterleve overfladens regler, og står dermed i modsætning til udvikling,
der kræver tilgang og kontrakt med det, man skal lære i en åben relation til
den anden
Tilsynet
skriver sine påbud ind i en institution, som de ikke øjner, trods at
institutionen blev godkendt netop efter rammeoverskridende arbejdsmidler,
tilgange og resultater. Ikke fordi man ønsker synlig fattigdom og mennesker i
flok med psykiske forstyrrelser, adfærdsforstyrrelser mm. udstillet i flok –
som jo er til alles skue i det sorte fællesmødeområde ud til gaden – men fordi
organiseringen af arbejdet og hjælpen til de unge, skrev historie.
Når
Tilsynet konstaterer en stor arbejdsglæde og engagement hos medarbejderne og en
tilsvarende stor glæde hos brugerne for Gaderummets virke, så er det
uforklarligt, at Tilsynet ikke studser over, hvad det egentligt er, de vil
afvikle: det frie metodevalg i videnskabeligt regi, den frie tale, det
generationsprægede (de flere generationer), den filosofiske tale, den kreative adfærd,
gården som husets 5.te rum; Og pædagoger skal tage over.
Det
betyder afviklingen af brugerstyringen og dermed af det frivilligt forpligtende
ansvarsforhold over for huset. Det er en anden institution, som Tilsynet skal
gøre sine påbud til end netop Gaderummet, der i sin styreform, hus-indretning
og handlerutiner har måttet rette sig ind efter, at pædagoger, psykologer,
skolelærere, psykiatere mfl. ikke er tålt, men alligevel også havde ret til at
være der. Et ekko af at de unge ikke vil differentieres efter yderligere ydre
normer, end allerede mødt.
Lokalemæssigt
ligger alting for alle i huset lige ved siden af hinanden. Smart. Modsat andre
institutioner er lokaleforholdene viklet funktionelt ind i hinandens områder,
så ikke modsigelsen bruger-personale danner norm, men derimod arbejdet med
læreprocesser. Hvad der ikke er smart er Tilsynets tilsynsrapport, der er en
”afviklingsmanual” for Gaderummet. Frem for brugerstyringens og det kollektive
ansvars videreudvikling, skal der nu ageres i Gaderummet, hvor noget ikke må
siges, noget bestemt ikke må udtrykkes, noget bestemt skal sanktioneres som
ikke-tolereret, og rette sig ind efter noget ubestemt andet. Huset blev
oprindeligt indrettet efter en blød filosofi, hvor de unge skal ”have magten”,
og ikke indrette sig efter den. Det vil kræve millioninvesteringer, hvis vægge,
døre og tilgangsforhold skal ændres efter fængselsvæsenets og psykiatriens
forbilleder, og så er kælderen endda endnu ikke færdigrenoveret, da de
oprindelige midler ikke rakte hertil.
Det
vil være lettere at lave Tilsynets gaderum et nyt og andet sted, men det
behøver man ikke; Nærmest alle steder er allerede skabt således, og de skyer
målgruppebrugere fra dem, eller brugerne mistrives gennem deres placering; og
samtidig plages institutionerne af hærværk, tyveri, vold og junk. Nej tak.
Mange gaderumsbrugere husker med panik disse institutioner fra tidligere, og
slås stadig med sårene. For andre er det de psykiatriske midler der huskes. Det
synes ikke at nytte at genindføre mere ydre kontrol.
Børn
og unge kan komme. Huset er funktionelt udformet som et blødt sted. Det er ikke
et sted for børn og unge, men deres tilstedeværelse er legitim, lige som hunde,
katte, kaniner, tamrotter, you name it, er det. Og i dag kan man kun flytte
ind, hvis man er blevet 18 år.
Grænsen
for overnatning/indflytning blev lagt fast i 2003, efter en intrige spundet
mellem Døgnkontakten og Forvaltningen. Der påstås en voldtægt af en 14.årig
pige i Gaderummet. I sin indberetning fra Døgnkontakten udelades, at voldtægten
er opfundet og heller ikke er foregået i Gaderummet og/eller dette udelades i
forvaltningens informeren det politiske
udvalg. Under alle omstændigheder gjorde forvaltningen ikke arbejdet godt nok,
før de handlede med Gaderummet som syndebuk. Da dette bliver klart, lukkes
sagen straks, men her havde det politiske niveau allerede måttet skride til
handling – ingen røg uden en brand - og de handlede ved at fastsætte en grænse
for overnatning/indflytning til 18 år. Gaderummets ønske om at blive renset,
forsvandt i tavshed – og i forvaltningens røde ører! Samme del af forvaltningen
har tidligere været inde i Gaderummets sag, hvor Gaderummets midler fra
Socialministeriet søgtes konverteret til kommunens egne penge, og til et eget
kommunalt projekt, der skulle arbejde på samme område som Gaderummet, men ikke
på samme måde.
De
betænkeligheder, som Tilsynet beskriver i sin historiefortælling om Gaderummet
– at unges holdes væk fra psykiatrisk behandling, fastholdes i inaktivitet osv.
– er alle betænkeligheder, der er formuleret af den gamle magistrat i kommunen,
den magistrat der blev sat af sagen, da Gaderummet klagede til det politiske
niveau over ufaglig sagsbehandling v/ Unna Madsen, Anders Kirchhoff, Carsten
Stæhr Nielsen Grethe Munk mfl.; betænkeligheder som forvaltningen forsynede FAU
med, uden at de nogen sinde selv havde været i Gaderummet.
Først
da en ny socialborgmester tog over, og Gaderummet blev evalueret på sine
faktiske og forefundne præmisser, som er ført videre frem til i dag, gav det
politisk niveau tilsagn om en permanent etablering. Det skærpede tilsyn kommer
ikke ind, fordi vi skal være som andre institutioner i Københavns kommune, men
fordi der var så meget strid om det dengang, hvor samme del af forvaltningen
ville have Gaderummets penge konverteret til deres eget projekt i kommunen. Det
bedste forsvar var angreb på Gaderummet – må man åbenbart ha´ tænkt dengang!
Fra
dette subjekt i forvaltningen lød til stadighed den samme kritik af Gaderummet
på områderne stoffer, kaos, manglende psykiatri og udvikling, at vi ikke kunne
noget, fordi vi ikke var som de andre. Platformen for kritikken henter Tilsynet
fra forvaltningens eget kritikgrundlag af Gaderummet, fra før nogen i kommunen
havde været ude i Gaderummet, og fra før det politiske niveau genåbner
Gaderummets sag i foråret 2002. Tilsynets beskrivelse af forhistorie og
kritikpunkter, ”betænkeligheder”, er ganske identisk med forvaltningens egen,
og adskiller sig på ingen måde fra den oprindelige socialborgmesters Winnie
Larsen-Jensens afvisning af Gaderummet eller fra en etnologafrapportering.
Etnologernes indfaldsvinkel der også har Tilsynets fra-oven-af-og-ned-holdning
resulterede i en afrapportering af tilstandene i Gaderummet uden at de unge var
repræsenteret i det, for de forlod lokalerne i protest mod etnologernes
fordomsfuldhed, hvorfor etnologerne havde lidt svært ved at studere dem.
Etnologerne løb senere fra en fremlæggelse af deres resultater overfor
ungegruppen. Det vil desværre nok gå på samme måde med Tilsynet: at de unge vil
forlade lokalerne, når de entrerer, for tilliden er voldsomt misbrugt.
Det
har taget år at overvinde de unges modstand mod nogen myndighed, efter at
etnologerne og forvaltningen mente, man kunne behandle unge mennesker med
morale og nedladenhed overfor deres fattigdom. Effekten af Tilsynets rapport må
huset allerede leve med, i form af tab af motivation og glæde, hen imod det
sædvanlige og gamle: ”du er ingenting”. Tilsynet kan skrive deres ord, men vi
står med de mennesker, der konkret bliver slået af disse ord, og kan starte
forfra med deres samfundsmæssige integration. Menneskene er en integreret del
af stedet, og er ikke en flok eller masse, der skubbes rundt af andre
mennesker, der har planer med dem. Planerne udvikles derimod i fællesskab, og
dette er drivende for arbejdet, ikke et herre-knægt-forhold, solgt som
pædagogik.
Tilsynet
refererer samtale med to unge, hvor enkelte dog var ”svært psykisk syge”. En
andet sted omtaler Tilsynet en ”alvorlig psykisk syg”. Når Tilsynet mener at
kunne skrive sådan om Gaderummets unge, så stiller man også op til videre
handlen. Der er behov for, at Tilsynet identificerer den/de pågældende
personer, samt fremlægger deres faglige vurderingsgrundlag, så der kan handles
på det, og således at de unge der vedvarende har tanker om ”Er det mig, de
mener?” kan få lidt hvile, og den pågældende unge en revurdering af indsatsen.
Det må tages herfra sammen med den pågældende.
Det
har taget år at komme videre end de unges automatiske afvisning af systemet, og
med Tilsynets sidste runde, kan vi starte forfra. Når de unge ryger Tilsynet op
i hovedet, ja så er det måske ikke et misbrug, men en afprøvning af, om de er
pålidelige, til at stole på! Ja og det var de så ikke. Socialborgmester Bo
Asmus Kjeldgaard blev også røget op i
hovedet, men han var så fornuftig, at han holdt fast i, hvorfor han var i
Gaderummet – og det var ikke for at falde over en provokativ hændelse, hvor
glorie, love og regler kan pudses.
Tilsynet
påbyder Gaderummet at forbedre samarbejdet med behandlingspsykiatrien. Aktuelt
og gennem lang tid har der ikke været konflikter forbundet med unges ind og
udgang af psykiatrien, skadestue, åben eller lukket afdeling, dog med
undtagelse af en bestemt person. Denne person var først svingdørsklient i
psykiatrien frem til 2003, så udtappet af medicin og medicinfri i 9 måneder
gennem Gaderummet og samtidig flyttet tilbage i egen lejlighed. For første gang
får hun kontakt til sin lille pige, og de er begge med Gaderummet på
ferieophold på Bornholm; Så en brandert og et overfald nytårsaften og derefter
på skadestue, og – nok fordi allerede kendt af psykiatrien, eller de ikke har
afsluttet sagen – overført til psykiatrien fra somatisk skadestue, og herefter
på afdeling O. tvangstilbageholdelse, tvangsmedicinering, klage fra personen
selv, klage fra Gaderummet, og alligevel indenfor for få dage og uger
indstilles personen til elektrochok, der efterfølgende effektueres. Siden har
hun været på afdeling o. on-off, bare mere afkræftet end før.
Både
Gaderummet og personens selv med advokat har søgt aktindsigt, men akter nægtes
udleveret. Der klages til Patientklagenævnet og
klagen ligger nu på 2.det år og venter på besvarelse. Det kunne være
rigtig fint, hvis samarbejdet med Rigshospitalets afdeling O. blev etableret
igen. Sidst jeg var til møde derovre angående ovennævnte person, jeg husker
ikke hvornår, blev jeg afvist i skranken, trods jeg havde en aftale.
Der
er den forskel i samarbejdet med Rigshospitalets afdeling O., at det fungerede
meget fint op til 2002 og i 2003 rigtig fint. Undertegnede havde møde med
daværende ledende psykiatriske overlæge Henrik Lublin om hvad Gaderummet var,
og om flere enkeltsager, hvor der var overlap mellem Gaderummet og psykiatrien
imellem, og hvor han tit stod med at skulle foranstalte drastiske tiltag, hvis
én patient var rømmet og ikke kunne findes, og hvor de selv havde opbrugt deres
muligheder for at finde patient frivilligt.
Gaderummet
havde tit sine stier at gå efter, og finde personen, og der er skabt mangen en
fredelig løsning, modsat stort politiopbud mod en psykisk syg, opsat på
forsiden af efterdagens Ekstra Blad.
I
2004 erfarede Gaderummet så, med ovennævnte tvangstilbageholdte person, at nu
var dialogen ophørt. Siden har afdeling O. kun haft ikke-kontakt til
Gaderummet, og vi kan konstatere et lederskifte på afdelingen.
Der
ligger en opgave for Gaderummet, indrømmet, at skulle løfte overfor et bedre
forhold til behandlingspsykiatrien, og den skal også blive løftet. Den er
umiddelbar flertydig. I årene 2003-2004 havde Gaderummet konflikter ift.
Bispebjerg Hospital, omhandlende unge indlagt og medicineret mod deres vilje;
Dette indebærer de konflikter der altid er forbundet hermed, når det er unge
med et netværk uden for det psykiatriske system. Om der er sket forandringer i
ledelsen og i behandlingsmetoder på Bispebjerg Hospital, er jeg ikke kapabel
til at udsige noget om, men flere sager de sidste år i forhold til Bispebjerg
har været fine processer, hvor det er lykkedes i den sidste ende på god måde.
Aktuelt
er flere unge knyttet til Psykiatrisk Hospital Glostrup, hvor Kriminalforsorgen
også er inde over. Det er vores indtryk, at Kriminalforsorgen oplever samme
arbejdsvanskeligheder som Gaderummet med psykiatrien.
Det
er sager der trækker tårer.
Når
unge møder Gaderummet, som de ofte kender til gennem andre fra gaden, er det
med vanlig mistro. De møder rummet som de møder andre steder, og dermed
opfattes det som et spørgsmål om tid inden man bliver smidt ud – men det bliver
man så typisk ikke alligevel. Du skal ikke først kreere din historie, for at
være her, men noget af en personlighedsudfordring i sig selv, for hvad er man
så!
Man
er vel enten en personlighed med interesse for marginaliseringsprocesser i
samfundet eller allerede er ramt af det.
Når
systemer for mennesker spiller fallit, og det sker, for ellers ville der ikke
være råmateriale til Gaderummets stadige fortsættelse. Aktual-politisk synes
det ikke som om at et sted som Gaderummet vil få mindre at tage sig af
fremover, nu hvor effekten af starthjælp, kontanthjælpsloftet mm. er begyndt at
vise sig på pårørende side, der er begyndende helt slidt op. Deres anstrengelser
har alligevel ikke båret frugt, for deres kære børn er alligevel blevet sat ud,
på gaden eller til det der er værre, og selv kan de snart ikke længere klare
den.
Tilsynet
skriver, at ”den pædagogiske metode tager udgangspunkt i kritisk psykologi og
arbejdet med gruppen som besluttende organ”. Det er altså lidt omvendt. Vi
prøver, søger, at tage udgangspunkt i den konkrete person, det liv der leves,
det liv der er på vej eller måske har behov for at befordre. Det er genstanden.
At få et greb om genstanden i form af en pædagogisk metode er noget andet.
Gaderummet er etableret som socialpsykologisk arbejde, og her er genstanden”
personligheden på sin vej”. Det bliver en ramme, hvorunder personligheden kan
komme til sin ret, skulle den være trådt for fode, eller have vigtige budskaber
at bringe. Teoretisk tager Gaderummet, for de der kender det eller de som
kender noget, udgangspunkt i den Kritiske Psykologi, men ikke praktisk. Ingen
skal rette sig ind efter nogen teori. Kritisk Psykologi er for Gaderummet den
fællesnævner, at tænke historisk om sin virksomhed, begrunde sine ting,
befordre udvikling, ikke stykvis, men begrundet i det næste mulige
udviklingstrin, der lader gamle problemer blive opløst gennem det nye. Det har
på intet tidspunkt været meningen eller hensigten, fra det politiske niveau i
Borgerrepræsentationen eller i Socialministeriet, at Gaderummet med sine nye
lokaler skulle rette sig ind efter hidtidige ordninger, men at Gaderummet
indgik i det selvfølgelige kommunale tilsyn, når lokalerne kunne lovliggøres.
Og dette med en særordning. Overhovedet at forhandle med en kriminel, som
Gaderummet var, der boede ulovligt, dét kræver en særordning.
Den
nærmere udfoldelse af denne ”særordning”, bliver så det næste kommende problem,
for særlige problemer kræver særlige løsninger.
I
det gamle Gaderum var der en 5.sal, hvor de fleste sov i små aflukker. Nu er
der bygget sovesale, for de lidt gamle unge i Gaderummet; ganske det samme men
i et afgrænset rum med 6-10 andre. Det synes at fungere rigtig godt. Og der er
også kommet 3 værelser til oppe på første salen, for unge der særligt skal
passe skole og arbejde.
Både
unge på første salen og unge i sovesalene deltager i det daglige viderebyg, om
det er kælder, tøjdepotet, gangene, og hvad der skal laves om. Det er en del af
deres daglige færden, gøren og laden i huset, at de støder på ting og opgaver,
som opfattes som den naturlige ting at ordne, for det lille får det store til
at fungere. Der bliver pippet med hver sin stemme, og opgaven er dets
videregivelse.
Tilsynet
skriver: Gaderummet har svært ”ved at få færdiggjort de håndværksmæssige
projekter, herunder maling af gangarealer”, samt at det er ”vanskelligt for
Gaderummet at få handleplanerne til at hænge sammen med den handleplan, der
skal ligge i kommunen”. Gaderummet er fuldstændig klar på ikke at anvende unge,
der kommer til Gaderummet som gratis arbejdskraft på diverse opgaver, der altid
lige er rar at skulle få løst. Ikke ”Arbeit macht frei”. Det kan også alment
begrundes, at ikke arbejdet er første behov, men kun i samme grad som det fører
til en udvidelse af ens handlerum.
Der
arbejdes ganske kontinuerligt med maling og opbygning af Gaderummet. Det er små
skridt, da midlerne er små, og opbygningen dyr. Der er præcise planer for,
hvordan bygge det manglende. Problemet
er mere at samme projekter er oppe på fællesmøder igen og igen, og hvor det afgørende
er, at der mangler bestemte midler for at komme videre. Hér bremses unge i
huset af husets manglende økonomi. Fx er der aktuelt mange prof musikere
tilstede, men de er så meget individualistiske grundet deres livsomstændigheder
gennem mange år, derfor er det ganske svært at skabe det band, som alle gerne
vil have. Forsøgene er utallige, og de fortsætter. Det er der ved at blive
gjort noget ved.
Hvorfor
udtaler Tilsynet ikke noget om manglen på ressourcer, til at gennemføre det
gode liv. Papirerne overbragt til Tilsynet ved sidste besøg fortæller om svære
vilkår for en fælles fremtidig arbejdsmidte, hvis ikke husets beboere hjælpes
til en bedre økonomi – hvor vi uden denne tvinges ind i herbergformer, der ikke
nytter for unge, hvad alle ved. Hvorfor påbud der splitter en ungegruppe, og
delegerer magt til personalet. Personalet har jo magten i forvejen. Trods alle
ord om brugestyring, har personalet den fysiske nøgle til rummet.
Det
vil være et loppegalleri at skulle sørge for påbudet om, at ”der ikke
overnattes i andre rum, end dem er indrettet hertil”, og at ”unge der bor i
køkkenerne, tilbydes andre rum” – om end det er et tilstræbt mål. Det er heller
ikke som Tilsynet skriver at: ” De unge sover sammen på sovesale, for at de kan
oparbejde en tryghedsfølelse og nærhed, og de kan arbejde med de konflikter der
opstår”. Og endelig, Tilsynets ord: ”Der er en høj grad af brugerindflydelse i
Gaderummet”.
Der
er ikke en høj grad af brugerstyring, der er en grundlæggende brugestyring.
Uden ungegruppens medvirken og passen på Gaderummet, kan personalet ikke noget.
De unge sover ikke sammen på sovesale, for at de kan oparbejde noget som helst,
men fordi de ikke har andre steder at være. Og der bygges på livet løs, af de
sjæle der ikke har fundet deres mere stationære lokalitet, for videre færd. Der
bliver lavet meget musik i disse ”rumkryds” mellem mennesker i Gaderummet – og
en enkelt sørgmodig skæring ligger allerede på Gaderummets nye hjemmeside.
Køkkener
er – som funktionssteder i alle større sammenhænge – også midlertidige sovepladser,
om man vil det eller ej, og hvad der bygges op er også temporært, det er ikke
nagelfast. Bygninger, og tit små slotte, rejser sig i hjørnerne, og alle
frygter – men! Så flyttes der videre gennem konflikter og fællesmødebordets
formidling, en anden overtager hytten, eventuelt ved at gøre den til ingenting.
Det er sådan en cirkulation over tid, for uden, intet havde ændret sig.
Køkkenerne er hus-steder for midlertidige sociale sovepladser, og sågar
bohjørner for en langtidsgæst, for pausen inden man kommer med igen, kan være
afgørende for hele livet.
I
den sammenhæng hører husets ”psykose”, som han tit omtales, måske hjemme. Det
er han snart ikke længere, i hvert fald ikke på den gamle måde. Men ingen har
hidtil kunnet producere det afgørende enzym, før at han selv skabte sig det ved
at indtage en sovesofa i et køkken, hvor han kunne være i fred, men hvor han
måtte fravælge alkohol for at blive i køkkenet. Han har ellers boet mange
steder i huset, smidt ud af sovesale og fjernsynsstue mv., og han har klaret
hvad som helst – fx stribevis af langvarige psykiatriske tvangsbehandlinger -
men endnu uden at finde helt tilbage til hvor han kom fra, og hvad han skal
videre med. Det er talemåde i huset at omtale, at for et år siden havde han
ikke noget sprog, det har han i dag, ganske mere for hver dag. Den gave som det
har været for Gaderummet at få flere rum at operere med, det nagelfaste og det
flydende - indenfor Brandmyndighedernes krav selvfølgelig, hvad altid sikres –
har været en god ting for ham, og han har vist styrken ved de åbne døres
politik på dette område.
I
fjernsynsstuen blev der et stykke tid efter indflytningen sidste år bygget et
par senge, for at kunne rumme en bestemt ung, som ingen andre steder ville
have, heller ikke boerne i Gaderummet. Det gik ud over det fjernsynsmæssige,
men nu er sengene ved at være slidt ned, så nu kommer rummets funktion igen på
spil, og alt imens er den unge, der er blevet lidt ældre, for længst blevet
produktiv aktør i den bogruppe, som oprindeligt havde givet hende op. Hun er
også en produktiv aktør på husniveau, selv om hun i sin bolig kan beskrives som
”Kvinden fra Rolds Vilde Skov”.
Hvis
man - som Tilsynet – skal beskrive Gaderummets møblement og computere, så synes
jeg det må være på sin plads at påskynde, at det overhovedet er der, og at det
fungerer upåklageligt. Genbrug, klunset, fået, genbrugt til yderste klips, det
er sådan vi overlever, fordi vi skal.
Gården,
det 5.te rum, er sit eget eksperimentarium værdig. Vind og vejr, materialer og
deres slidstyrke, deres brug, og også deres endelige, for så længere de kan
bruges til noget inden vind og vejr – og andre nupper det – jo mere fælles
gavn. Gaderummet har ikke et storskraldsområde eller skur. Så storskrald står,
hvor det står mindst i vejen for gårdens brug, kønt eller ej, det er kun huset
der skal se på det, og vi er del af det.
Det
er ikke Gaderummets opfattelse, at ”det har hjulpet nogle af de unge at være
uden medicin”, fordi de ”bliver støttet i ikke at tage medicin”, som Tilsynet
vil citeres for. Nej. Det er også ren cirkulær tale. Der er derimod tale om, at
snesevise af unge gennem alle årene er trappet ned og ud af medicin, fordi de
ikke kunne komme længere af den vej, og hvor medicinen var ved at spise deres
sidste rester af selvbestemmelse. Unge der hænger tyndt i deres sociale
betingelser, og hvis eneste behandling har været medicin, selvom de unge har
ønsket andet, og hvor effekten har været det forudsigelige drop-ud af
uddannelse, arbejde mm. De har i Gaderummet modtaget en anden behandling, der
har gjort dem i stand til at udvikle deres liv i social, psykisk og somatisk
forstand.
Mange
unge har, inden de havner i Gaderummet, forgæves været rundt og søge psykolog
eller en behandler af lignende art, men har ikke fundet noget – eller ikke haft
råd - og hvor lægen, og herefter henvisningen til psykiater, til sidst tog over
med en ren medicinsk behandling. Mange får det ikke bedre heraf, de må
sygemeldes, hvorfor de igen og igen konsulterer læge og psykiater, og dosis og
præparat forandres igen igen. Typisk har dette kørt et par år, før Gaderummet
involveres – når lejlighed, venner, sidste rester af socialitet grundlæggende
er truet - og så ved at én eller anden kommer slæbende med en person, der intet
mere kan selv – og som alle vil indlægge, men som ikke selv vil det – og kan
Gaderummet tage over, så gøres det.
Ovenstående
relaterer sig primært til unge sat i medicinsk behandling for depression, og
det gives for at hjælpe dem med ikke at droppe ud af skole, universitetet,
arbejde eller andet. Men til gengæld ser det ud til, at den unge i de fleste
tilfælde alligevel dropper ud efter 2-4 måneder, hvor første sygemelding bliver
nødvendig, eller efter 1-1½ år hvor alt opgives. De kan, når alt opgives, ikke
længere honorere bare simple dagligdags forhold, de erfarer at de ikke længere
kan trække på deres inderste ressourcer – der er ligesom filter på – hvilket
over tid betyder, at de kreativt brænder ud og efterhånden kun kan lave
rutinearbejde, og det begynder det så også at knibe med, da angsten igen
begynder at dukke op med endnu større styrke, da man ikke føler man lever
overhovedet eller det går den rigtige vej.
Der
er ikke tale om at Gaderummet tilskynder til ikke at tage medicin, eller
omvendt. Det er ren cirkulær tale. Der er så også den tale, der er på tale ved
indestængte følelser. Det handler ikke om reframing (:omformulering/forskydning
af problemer), men om deres løsning. Det handler ikke i første omgang om
medicin eller ej; det handler om personen i sit socialt-samfundsmæssige liv, og
hvordan dettes udvikling støttes på personens præmisser. Mange unge havner i
Gaderummet, får psykologisk støtte, og de fortsætter på medicin. Gaderummet er
hverken ”Kirsten Giftekniv” eller ”Skilsmisseadvokat” her, lige som for
eksempel løsningen af samlivsproblemer heller ikke kan løses med en sådan
lateralitet. Hvad det ender med må komme fra sagen selv, ikke fra en holdning
til det ene eller det andet, herunder medicinen, der ikke har med sagen og
sagens udvikling at gøre. I en sådan sammenhæng, når der er arbejdet for dets
udvikling, støder man på spørgsmålet, om medicin kan fremme processen eller hæmme
den. Da de fleste af de unge i bakspejlet ikke skulle have været på medicin, da
det var andre, in casu psykosociale forhold, der var problemet - så betyder det
også at de fleste unge trapper sig ud uden problemer af nogen art. Og det går
alle godt, og er typisk muligt – hvis ellers man ikke er for gammel, oppe i
årene, og hvis mængden og længden af tvungen medicinsk behandling ikke er flere
årtier gammel. Processen, hvor man ”uden problemer af nogen art” bliver
medicinfri, er en meget krævende og omfattende proces, idet problemers hidtil
manglende løsning, og deres smertelige indhold, har haft store sociale,
psykologiske og kropslige konsekvenser over tid – et bestemt liv har initieret
sig, eventuelt selvstændiggjort sig - hvorfor personen skal lære at udvikle et
nyt liv, ud fra egne interesser, lyst og behov.
Det
er ikke rart at forestille sig disse unges liv, hvis ikke der havde været et
Gaderum for dem. Og for dem der ikke finder noget, fordi de ikke finder os,
eller dem vi simpelt hen ikke har tid til dem. De vil i alt overvejende grad
ende med at blive placeret i et psykiatrisk bofællesskab i løbet af en årrække.
Helt forkert.
Gaderummet
gæstes også af unge, der har været sat i anti-psykotisk behandling, men som
ikke længere modtager den. Disse unge er anderledes stillet end ovenstående
gruppe. Det er tit de mere udadvendte, de mere socialt-konfliktende unge, der
har denne fortid. Her er det over tid spørgsmålet om at få åbnet for de
følelser, sanser og sansekerneforhold, der som forskubbede eller uudviklede
betinger, at den unge ikke kan komme på højde med sig selv, og dermed med det
større liv. Meget arbejde er her socialt arbejde, for at gi´ gruppeerfaringer
og sociale færdigheder, men ender tit i kropsarbejde, sport eller andet. De
unge der fortsat er på anti-psykotisk medicin, når de begynder at bruge
Gaderummet, er – i sagens natur – i behandling til anden side. De fleste unge
kender udmærket alle stoffers virkning, og de tænker nærmest som deres egen
psykiater. De unge der kører videre her, ender med den førtidspension, som de
tit allerede er indstillet til. De unge, der i Gaderummet vælger at droppe
deres anti-psykotiske medicin, de gør det af deres egne grunde, for de er dér
hvor noget sådant ikke diskuteres med nogen. De er socialiseret til at modtage
behandling, fra tiden før Gaderummet, har ofte modtaget den med tvang utallige
gange, så når de kan vælge selv, så beslutter de uden at spørge nogen til råds.
Her kan Gadeummet ikke gøre andet end at prøve at følge med, og faktisk – som
på en åben psykiatrisk afdeling – motivere til at man dog tager lidt af sin
medicin, diskuterer det med sin psykiater osv. osv. De fleste unge lidt oppe i
årene klarer det ikke, starter selv efter lidt turbulens og tid igen. Men nogen
gør sig også erfaringer, der betyder at de næste gang gør det anderledes, med
bedre resultat. Det er som med rygere, både cigaretrygere eller hashrygere,
generelt. Pludselig bliver der ikke længere snakket om det; men den dag det
sker, så er det en ikke-ryger der udtaler sig, og i denne kontekst er det så en
ung, der står på sine egne ben, trappet ud af sig selv, ingen har vidst noget.
Problemet
er, at hvis indordningsforholdet bliver gjort til et spørgsmål om medicin eller
ej, så er man væk fra de bevægelige sociale og psykologiske grundforhold, hvor
muligheden for gensvar på udviklingsbehov er til stede som potentialitet,
såfremt der kan findes hen til dem og de kan gribes ret. En lateral
indfaldsvinkel gør genstanden flad, og udvisker dermed spændingerne mellem de
niveauer i psyken, som udvikling kan sætte af fra, overvinde hidtidige
begrænsninger. Herunder begrænsninger i det psykiskes velbefindende, som ellers
må dulmes, symptombehandles, rent medicinsk. At det ligger udenfor Gaderummets
arbejdsfelt at udtale sig om medicin gennem faglig brugeroplysning, det er
grundlæggende at svigte Gaderummets unge sjæle. Desuden er neuropsykologiske og
neurofysiologiske forhold og processer niveauer i psyken, ikke psykens
fundamentalniveau, der er mere grundlæggende end disse, og som kun ved særskilt
belastning træder selvstændigt frem, uden på nogen måde at gå restløst op heri
som dominant. Der er ingen grund til at genopfinde Darwins biologiske
determinisme. Det betyder så også, at gøres det muligt med den berørte at
oparbejde psykosociale og psykosomatiske greb om problemers spøndingsforhold,
genese, opbygning og reproduktion, så kan deres stagnerende respektiv
restriktive virke, potentielt ophæves gennem medkollektivisters indviede greb i
anordningen og subjektes eget udvidede indgreb i sit person-kollektiv-forhold.
Når
Tilsynet benævner, at divergerende holdninger til en persons behandling, er
behandlingsbegrænsende, så refererer Tilsynet til det forældede dogme om den
rette behandling af den rette lidelse med det rette middel. Dette findes ikke,
det er noget der konstrueres hen ad vejen, selv inden for sukkersyge-området;
det er selv inden for det medicinske område en forladt essens-tankegang, der
ikke spejler genstandens kompleksitet. Det er ligeledes et gammelt dogme
indenfor Hospitalspsykiatrien – i form af det lukkede kliniske kollektiv, der
stiller diagnosen på den andens vegne – og hvor afdelingen har hånd og halsret
over den indlagte. Dets ræson her i denne sammenhæng skal her stå hen som
ubesvaret! For Gaderummets unge gælder det, at de er i et fristed; her brydes
alle meninger, hvor det for de ansattes vedkommende også kræver en
medreflekteret faglighed på emnerne. At gøre medicin til et emne, den enkelte
kun kan diskutere ordentligt med sin psykiater, det er ideologisk herrre-knægt
logik, udsigende at den enkelte unge på medicin ikke længere er et psykologisk
og socialt væsen. Problemet er at nogen unge efterhånden også begynder at
opleve det sådan. Det er de unge der ad åre havner i psykiatriske
bofællesskaber – men det betyder langt fra at deres liv bliver mindre turbulent
eller mere tilfredsstillende.
Når
Tilsynet er ude med riven omkring at lade tingenes tilstand på medicinens
område bestå, så skaber Tilsynet problemer. Også i år kom der en rapport om den
store overmedicinering af gamle på vores plejehjem, herunder plejehjemmene i
Københavns Kommune. Socialfaglig Tilsyn reagerer på Embedslægen, men hvorfor
forandres det ikke. For 5 år siden, for 10 år siden – og jeg synes også jeg
hørte dette for 15 og 20 år siden - er
samme kritik af miserabel behandling ved overmedicinering med anti-psykotiske
midler af gamle blevet fremført, men intet sker. Sket er noget andet, på det
sidste, blandt andet at der er meget kort til ”du skal på medicin”, ”der er
behov for en psykiatrisk udredning” osv. Der er ikke mange dage imellem at
Gaderummet møder sådanne udsagn fra social- og sundhedsassistenter, kommunalt
uddannede sagsbehandlere, sekretærer, jobkonsulenter, beskæftigelsesvejledere
mv., og ganske ganske tit er grundsituationen identisk med følgende: Der skal
laves en aftale med en ung ud fra konceptet om en kontraktaftale med den unge,
som den unge indkaldes til med hensyn til effektuering. Makker den unge ikke
ret, eller har fattigdomstræk, så er det anmodningen om medicin kommer fra
sagsbehandlende side. Når psykisk syge kan konstateres mere kriminelle nu end
for 4 år siden, så er det måske mere de sociale vilkår, der er blevet forværret
(og det er de også), end det er indholdet i etiketten psykisk syg, der har
ændret sig. Men dette er svært at få øje på og benævne, i en tid hvor fattige
og svage unge, politisk-ideologisk skal (over)leve af ingenting, og hvis de ikke
kan dette, så må de være psykisk syge!
Det
er heller ikke rart at konstatere det vedvarende i, at der overmedicineres med
anti-psykotiske midler, med overdødelighed af medicin-miks, som tilsyneladende
ingen ende har, jf. Sundhedsstyrelsens dugfriske udredning af forbruget af
medicin blandt de 18- til 64-årige sindslidende, herunder in mente hvad unge
med behandlingsdomme specielt udsættes for. Gaderummet har vedvarende kontakt
med flere unge med behandlingsdomme, men det er svært uredelige sager, da
dommene ofte står i skærende kontrast til, ikke forbrydelsernes art, men
forseelsens art. Og alt dette skal typisk udredes med en påtvungen
tvangsmedicinering foran sig, døgnets 24 timer, i op til 5 år!
”Husfilosoffen”
som Tilsynet benævner Gaderummets cand.phil. – og som før sin tid i Gaderummet
blandt andet oversatte værker af Søren Kierkegaard fra dansk til polsk – ender typisk
op med at være den, der varetager de tunge og tungeste sager, blandt andet
tidligere nævnte unge med langvarige behandlingsdomme, der er en blanding af
alt komplekst. Hun bliver tovholder, arbejdshest og murbrækker for at tingene
på sigt udarbejdes til fremme for de berørtes samfundsmæssige liv.
Det
er svært at bryde sig om benævnelsen ”husfilosof”. Det er sikkert kærligt ment,
men ingen i huset bruger det eller har hørt det før. Det er ikke blevet
opfattet kærligt, men mere som en kasten grams på husets faglighed.
Jeg
skal tage højde for, at nogle formuleringer kan virke afvisende eller stødende,
men jeg er ganske berørt af igen at skulle bruge energi på formalia, og ikke på
de unge. Jeg ved at formalier er grundbetingelsen for mit virke i forhold til
offentlig myndighed; formalier her er bare kommet ud af trit med det faktiske
liv, som unge præsenterer os for i deres tilstedekomst til Gaderummet, og til
kommunens tidligere godkendelsesskrivelse. Gaderummet gjorde en landvinding med
projekt ”Indre Lænke”, trods betingelser af brand, som Tilsynet også nævner
eksistensen af, men det var bare starten i Rådmandsgade. Vi har masser mere at
byde, for selvfølgelig kan unge under kontrollerede forhold ikke udvikle sig
til at blive andet end taber, men under kamp for det hele liv for alle, er alle
med i udviklingsprocessen og vejen frem. Det er eminent kommunens opgave på et
område som Gaderummets.
6.december 2006