Kaos på psykiatrisk hospital: Ansatte udleverer piller til hinanden

Fredag den 8. februar 2013, 14:03

Flere ansatte tager selv medicinen, forklarer tidligere medarbejdere på Psykiatrisk Hospital Risskov. Selv hospitalets egen apoteker efterspørger mere kontrol

Apotekeren for Retspsykiatrisk Afdeling på Psykiatrisk Hospital Risskov erkender, at man ikke helt har styr på, hvor medicinen forsvinder hen. Samtidig beretter tidligere ansatte om misbrug blandt personalet på det ellers prisbelønnede hospital (Læs mere her).

- Som tingene er nu, kan vi ikke se, hvad der forsvinder af piller, medmindre vi står og tæller hver enkelt pille op i hånden, og det gør vi kun, hvis vi ser et større skred i forbrugsmønsteret på en afdeling, hvorefter vi skriver optællingen ned på et A4-ark og afleverer til den enkelte afdeling, forklarer Henny Jørgensen, der er ledende apoteker på Aarhus Universitetshospital, som også står for optællingerne på Risskov.

LÆS OGSÅ: Psykiatrisk hospital vinder pris: Pårørende føler sig pisset på

’Katastrofal’ mangel på kontrol

Hun lægger ikke skjul på, at den manglende medicinkontrol er frustrerende som apoteker.

- Det, der er så katastrofalt, er, at Sundhedsstyrelsen ikke har krævet, at vores systemer skal kunne lave disse optællinger, så vi kan se, hvem der har fået hvad. Lige nu foregår det derfor på forskellige måder rundt om i landet. Og vores EPJ (Elektronisk Patientjournal, red.) er ikke i øjeblikket i stand til at lave en optælling over svind, selvom det er noget, vi rigtig godt kunne tænke os, siger Henny Jørgensen og forklarer, at man forventer at installere det første elektroniske medicinskab på en anden afdeling i efteråret 2014.

LÆS ALT OM SKANDALEHOSPITALET PÅ BT.DK/GALEHUSET ELLER HER

LÆS OGSÅ: KLAR Fyret for stofmisbrug

Psykiatrisk hospital vinder pris: Pårørende føler sig pisset på

 

 

Ansatte udleverer piller til hinanden

Ifølge to tidligere ansatte, som begge ønsker at være anonyme, idet de stadig har tilknytning til psykiatrien, bliver den manglende kontrol med medicinen groft udnyttet af hospitalets eget personale.

- De ansatte tager af medicinskabet. Jeg har stået lige ved siden af, mens det er sket. Det foregår på den måde, at en ansat f.eks. udleverer kodimagnyler til en anden, og så glemmer man lige at skrive, hvilken patient pillerne var til, lyder det fra den ene plejer.

Kodimagnyler er smertestillende medicin, som bl.a. indholder kodein, der er en svag form for morfin. Den anden tidligere ansatte, som BT har talt med, bekræfter misbruget.

- Det er et kæmpe medicinsvind. Ansatte tager både Kodimagnyler og Benzodiazepiner.

Er der ansatte, der ligefrem har et misbrug?

- Ja, det er der. For der forsvinder så meget medicin, og den kan altså kun forsvinde ét sted hen.

Benzodiazepiner er angstdæmpende medicin, som kan misbruges som et rusmiddel og kan medføre afhængighed.

Korthuset vælter

Medicinkaosset kommer frem, efter flere graverende forhold på hospitalet er blevet afdækket de seneste uger. Først erkendte hospitalet at have ’glemt’ 24 patienters flugter, hvoraf flere var farlige drabsmænd. Og i går afslørede fem tidligere medarbejdere så, at der foregår egentlig vold mod patienterne på det omstridte hospital. En vold, som ledelsen flere gange er blevet advaret om, men har set gennem fingre med.

Hverken de ansvarlige i Region Midtjylland eller i hospitalets ledelse ønsker at kommentere sagen, men henviser til at man 20. februar vil iværsætte en undersøgelse af hospitalet.