Lukket psykiatrisk afdeling ramt af to mystiske dødsfald

Dødsfald. Det var det på Psykiatrisk Center Københavns afdeling ved Bispebjerg Hospital, at de to patienter døde. - Foto: MIRIAM DALSGAARD (Arkivfoto)

Med et døgns mellemrum døde to psykiatriske patienter. Begge fik stærk medicin.

To patienter på den lukkede psykiatriske afdeling i Bispebjerg i København er med et døgns mellemrum afgået ved døden under mystiske omstændigheder.

Dødsfaldene fandt sted for godt to uger siden. Om morgenen henholdsvis fredag 18. januar og lørdag 19. januar fandt personalet de to patienter døde på deres stuer. Der er tale om to mænd i 40'erne.

»De to dødsfald var helt uventede. Jeg mener ikke at have oplevet to uventede dødsfald på samme afsnit med et døgns mellemrum før. Vi ved ikke, om der er en en sammenhæng mellem de to dødsfald. Det må politiet undersøge«, siger overlæge Anne Lindhardt, centerchef på Psykiatrisk Center København, som den lukkede afdeling i Bispebjerg hører under.

Obduktion vil finde medicinrester
Ved begge episoder tilkaldte afdelingen efter vanlig procedure politiet og bad om et retslægeligt ligsyn for at afklare dødsårsagen.

De to patienter er blevet obduceret, men der er endnu ikke svar på de toksikologiske undersøgelser, der kan afdække koncentrationen af medicin og eventuelt ulovlige stoffer i de afdøde.

De to patienter var indlagt på den lukkede afdeling med psykoser og fik stærk medicin.

Kombination af medicin kan være farlig
Begge fik både antipsykotisk medicin og beroligende medicin. Det er velkendt, at kombinationen af de to typer medicin kan virke ekstra sløvende, og undersøgelser har påvist en øget risiko for uventet død blandt patienter, der får denne kombination.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at patienter ikke får både antipsykotisk og beroligende medicin på samme tid.

 

LÆS OGSÅPsykisk syge dør af medicinen

Centerchef Anne Lindhardt siger, at »intet tyder på, at de to patienter har fået medicin i doser, der strider mod de vejledninger, afdelingen skal følge«.

»Vi har retningslinjer for, hvilken medicin vi må give patienterne, og dem overholder vi. Når vi står med folk, som er meget psykotiske, kan det være nødvendigt både at give dem antipsykotisk medicin og beroligende medicin. Vi må godt give den kombination i akutte situationer, men det er korrekt, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke kombinerer de to slags medicin i vedvarende behandling«, siger Anne Lindhardt.

Afdøde er af somalisk afstamning
Ved begge dødsfald ankom Bellahøj Politi til afdelingen og afhørte personalet, der ifølge politiets vagtleder René Nicolai Jensen forklarede, at patienterne fik antipsykotisk og beroligende medicin i »normale doser«.

Han oplyser desuden, at begge afdøde er af somalisk afstamning og misbrugere af rusmidlet kat. Den ene af dem var på lovlig udgang fra den lukkede afdeling, dagen inden han blev fundet død, og politiet formoder, at han var påvirket af både kat og alkohol, da han vendte tilbage til afdelingen. Dagen efter blev han fundet død.

Den anden patient var ifølge politiet også påvirket af kat.

»Mistanken går på, at kombinationen af kat, alkohol, antipsykotisk medicin og beroligende medicin slog dem ihjel. Den kombination kan have en fatal udgang«, siger vagtleder René Nicolai Jensen, der oplyser, at politiet har lukket sagen, da der ikke var tegn på en forbrydelse.

Stoffer bliver smuglet ind
Anne Lindhardt henviser til, at de retsmedicinske undersøgelser vil vise, om de afdøde var påvirket af stoffer. Ifølge politiet har afdelingen oplyst, at det hænder, at der bliver kastet ulovlige stoffer over hegnet og ned i gårdhaven, hvor patienterne henter det.

Det kan måske være tilfældet i den konkrete sag, da den anden afdøde patient ikke havde været på udgang og dermed i givet fald må have indtaget kat på afdelingen.

LÆS OGSÅPsykiatriske afdelinger flyder med narko

»Det er desværre korrekt, at vi ikke kan holde de psykiatriske afdelinger fri for stoffer. De bliver smuglet ind på forskellige kreative måder. Derfor kan jeg heller ikke udelukke, at de to afdøde har indtaget stoffer på afdelingen. Det er klart, at risikoen for uventede dødsfald altid er større, hvis patienten både får medicin og tager ulovlige stoffer«, siger overlæge Anne Lindhardt, centerchef for Psykiatrisk Center København.

Dødsfald bliver undersøgt
Anne Lindhardt siger, at »vi er selvfølgelig meget interesserede i at finde ud af, hvad der er sket«.

»Vi får lavet en såkaldt kerneårsagsanalyse, hvor en uafhængig enhed undersøger hvad der er sket, gennemgår alle procedurer og ser på, hvordan vi har ageret som sundhedsfagligt personale for at kunne lære af det«, siger hun.