Region Hovedstaden får nu på puklen for at have afleveret en mangelfuld redegørelse til politikerne om to uventede dødsfald på den lukkede psykiatriske afdeling ved Bispebjerg Hospital i København.
Kritikken kommer fra Arly Eskildsen, der er formand for regionens psykiatriudvalg og medlem af Regionsrådet for SF.
»Redegørelsen er ikke fyldestgørende«, siger han.
Region: Dødsfald var uventede
18. og 19. januar i år døde to mænd i 40'erne på Psykiatrisk Center Københavns lukkede afdeling ved Bispebjerg. De var begge indlagt med psykoser og var ifølge regionens redegørelse sat i »relevant medicinsk behandling«. Begge dødsfald var ifølge regionen »uventede«.
Københavns Politi har imidlertid fortalt politiken.dk, at de to afdøde var i en kombineret medicinsk behandling, hvor de fik både antipsykotisk medicin og beroligende medicin.
Det er velkendt, at kombinationen af de to typer behandling øger risikoen for, at patienten bliver så sløv, at han holder op med at trække vejret og i værste fald dør. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke en sådan kombination af medicin.
LÆS OGSÅ Lukket psykiatrisk afdeling ramt af to mystiske dødsfald
På den baggrund undrer Arly Eskildsen sig over, at Region Hovedstaden ikke har medtaget den information i sin redegørelse, da den ifølge Eskildsen er relevant - både for at klarlægge årsagen til dødsfaldene og for at forhindre lignende sager i fremtiden.
»Den oplysning burde helt klart have fremgået af redegørelsen. Det vækker da min opmærksomhed, at de pågældende fik en kombination af medicin, som vi ved øger risikoen for pludseligt dødsfald«, siger han.
Flere uforklarlige dødsfald
Han tilføjer, at politikerne i Region Hovedstaden de seneste syv-otte år på grund af risikoen har arbejdet på at begrænse den såkaldte polyfarmaci, hvor psykiatriske patienter får flere forskellige typer potent medicin på samme tid.
»Vi har set adskillige uforklarlige dødsfald, hvor en årsag kunne være, at patienterne både fik antipsykotisk og beroligende medicin. Derfor bør advarselslamperne lyse«, siger udvalgsformanden, der har stillet et par skriftlige spørgsmål om sagen til formand for Regionsrådet Vibeke Storm Rasmussen (S).
Overlæge Anne Lindhardt, chef for Psykiatrisk Center København, som den lukkede afdeling hører under, har forklaret, at intet tyder på, at de to patienter har fået medicin i doser, der strider mod de vejledninger, afdelingen skal følge.
Nødvendigt at kombinere medicin
Samtidig har hun understreget, at når stærkt oprevne patienter bliver indlagt, kan det være nødvendigt kortvarigt at give dem både antipsykotisk og beroligende medicin for at få dem til at slappe af.
»Vi må godt give den kombination i akutte situationer«, sagde centerchefen i går.
Begge afdøde er obduceret, men der er endnu ikke svar på de toksikologiske undersøgelser, der formentlig kan kaste lys over koncentrationen af medicin og andre stoffer.