Han ser sig som en direkte modpol til den traditionelle klimabevægelse. Ikke fordi han ikke deler deres mål om at bekæmpe klimaproblemerne. Men fordi han mener, at deres løsninger er forkerte og kun vil føre til det endelige sammenbrud. Og mest af alt synes han, at det er synd for klimabevægelsen:

»Jeg føler med dem. For de lever jo et forfærdeligt liv med al den skyld og skam. Vi kan ikke være CO2-neutrale, for så kan vi ikke eksistere. Så det er det forkerte spørgsmål, de fokuserer på. Det handler ikke om at gøre det mindre dårligt – om at forsøge, at lade som om vi ikke eksisterer, men om at gøre godt. Men de har brugt 40 år med at skyde skylden på hinanden og føle dårlig samvittighed, så jeg har kun ondt af dem,« siger professor og doktor i kemi Michael Braungart, der selv er tidligere aktivt medlem af Greenpeace, medstifter af partiet De Grønne i Tyskland og som i en periode boede i et træ i protest mod vores måde at udnytte naturens ressourcer på.

I dag er han ivrig fortaler for at vende klimabevægelsen ryggen og se helt anderledes på tingene.

–Er de da helt galt på den?

»Ja, folk tror jo, at hvis bare de bruger mindre vand, mindre energi, spiser mindre og køber færre produkter, så er vi på rette vej – det er måske ikke helt godt, men det er bedre, synes de. Men det er ikke rigtigt. Vi er nødt til at se helt anderledes på ressourcer.«

Helt grundlæggende er Michael Braungarts pointe, at miljøbevægelsens strategi om at gøre mindre skade er en fejlslutning. Det burde i stedet handle om at gøre det rigtige fra start. Designe verden og vores produkter intelligent, så vi ikke ødelægger, men gavner vores omgivelser.

»Hvis løsningen er, at vi skal indrette os efter, hvad kloden kan bære, så er svaret i dag, at der ikke er plads til mennesket på kloden. For selv hvis vi reducerer vores klimamæssige fodaftryk med 50 procent, så er der stadig ikke plads til alle syv mia. mennesker. Så det er en helt ligegyldig og irrelevant vej at gå. Det er spild af tid,« siger Michael Braungart, der ikke mener, at problemet er antallet af mennesker på Jorden, men derimod at vi ikke er kloge nok.

»Vi skal forstå, at vores tilstedeværelse her på Jorden ikke er en synd – vi skal ikke skamme os over at være mennesker. Vi skal heller ikke skamme os over, at vi sætter et såkaldt økologisk fodaftryk. Det skal bare være et positivt aftryk,« siger Michael Braungart.

Fra vugge til vugge

Information møder Michael Braun-gart på en frostkold onsdag i København. Foruden et debatarrangement i Arkitekternes Hus med blandt andre klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) og miljøminister Ida Auken (SF) når professor Braungart også at mødes med den danske erhvervsminister og SF-leder Annette Vilhelmsen, inden han er fremme ved dagens sidste arrangement.

Sammen med makkeren William McDonough – som begge i 2007 blev hædret med prisen Heroes of the Planet af Time Magazine – står han nu foran 70 fortrinsvis designere, arkitekter og ingeniører i Dansk Design Center på H. C. Andersens Boulevard: »Intet er designet til at skulle blive brugt indendøre. Det er kun designet til at være billigt og virke i en begrænset tid,« indleder Braungart og spørger ud i salen: »Ved i, at luften herinde er 10 gange så giftig som udenfor? Det er, fordi bygningen slet ikke er bygget til os.«

Og det er Braungarts pointe:

»Det handler om kvalitet. Det handler om at designe produktet til det rette formål fra starten af. Vi skal jo ikke bare have luft i den rette temperatur – vi skal have luft, vi kan leve af uden at blive syge, ikke?«

Sammen med den amerikanske arkitekt William McDonough har Braungart skabt McDonough Braungart Design Chemistry – en virksomhed, der hjælper firmaer og regeringer med at finde såkaldte ’vugge til vugge’-løsninger på produktion og forbrug.

Det er opgør med den måde, vi producerer og forbruger på, hvor produkter designes til efter en begrænset forbrugs- og levetid at blive til affald, der på mere eller mindre miljøvenlig vis nedbrydes i naturen eller brændes af. Og så er det et opgør med den simple logik, hvor et produkt produceres for at afbøde én skadevirkning, men så til gengæld påvirker os negativt på en anden måde.

Et eksempel på det var, da den Europæiske Union indfasede et total forbud mod glødepærer den 1. september sidste år. Et forbud, der knap blev bemærket i Danmark, men i Tyskland vakte de nye sparepærer stor debat. Ikke mindst Michael Braungart gjorde sig bemærket med sin kritik at EU-direktivet, som han i det tyske magasin Der Spiegel kaldte »perverst« og en »forbrydelse«.

For mens den samlede tyske miljø- og klimabevægelse lovpriste EU’s direktiv om kun at tillade sparepærer for at nedbringe det europæiske energiforbrug, så mente Michael Braun-gart, at det var endnu et eksempel på, hvordan »EU i miljøbeskyttelsens navn tvinger dets borgere til at slæbe giftigt affald hjem i deres stuer«.

Et studie udført det tyske miljøministerium havde nemlig allerede i 2010 vist, at der er et problem med sparepærerne, fordi de spreder kviksølvdampe, når de slås i stykker. Og eftersom der med EU-direktivet ikke er fulgt et krav om, at de brugte pærer skal genanvendes – og der er ikke et krav til procenter eller forhandlere om at skulle tage pærerne tilbage, så 80 procent af dem ender i køkkenaffaldet. Og det er grundpointen i makkerparret Braungart og McDonoughs filosofi. At der ikke bør eksistere affald. At alle produkter skal designes, så de enten bliver til biologiske eller teknologiske næringsstoffer, så et produkt ikke bare dør, men derimod giver liv til nye produkter. Det er tanken om det evige ressourcekredsløb i en cirkulær økonomi.

»Alt skal udtænkes og designes fra start, så det kan nedbrydes og genanvendes, uden at mennesker eller miljøet tager skade. Design skal ikke være sidste del af udviklingsprocessen og kun et spørgsmål om at give et produkt et sidste æstetisk finish. Design skal fra start sørge for, at produktet er skabt, så ressourcerne kan genanvendes i et forhold så tæt på 1:1 som muligt.«

Man ejer ikke naturen

»Det handler derfor om, at vi skal have et helt andet mind set. Det handler om innovation og kvalitet,« siger Michael Braungart, der mener, at vi skal forstå, at naturressourcer ikke er noget, vi nødvendigvis behøver at tage ejerskab til. Vi skal snarere opfatte ressourcer som noget, man låner, og produkter som service.

»Hvorfor ikke lease eller leje vores produkter af virksomhederne? Det er jo ikke vaskemaskinen eller kaffemaskinen, vi vil have. Det er rent tøj og kaffe,« siger Michael Braun-gart, der mener, at det er retten til at bruge ressourcerne for derefter at levere dem tilbage, der er pointen.

Og så skal vi ikke bekymre os om at forbruge. Om at være mennesker. Vi skal bare designe vores verden således, at vi ikke efterlader et negativt, men derimod et positivt fodaftryk.

»Vi skal forstå, at et miljømæssigt fodaftryk ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Laver vi eksempelvis en ble, der, når den er brugt og smides ud, omdannes til muld eller næringsstoffer, så er bleer pludselig ikke et problem, men derimod en del af løsningen. Og så bliver babyen ikke født med skyldfølelse. Den er nemlig et plus i det store regnskab, ikke et minus.«

Derfor giver Braungart ikke meget for den danske regerings miljø- og klimaindsats. Tværtimod, så mener han, at danskerne hænger fast i et forstokket syn på naturressourcer.

»I er jo er verdensmestre i at brænde alt af. Ingen brænder så meget affald af som danskerne. Det er helt forkert. Når man brænder affald af, så mister man 95 procent af den energi og de materialer, der oprindeligt er brugt,« siger Braungart, der mener, at hvis Danmark vil markere sig som foregangsland, så burde den danske regering finde på langt mere progressive metoder.

»Derfor burde man fra de danske myndigheders side sige, at i 2030 brænder vi ikke mere af. Myndighederne tager sig simpelthen ikke længere af befolkningens affald. Det er virksomhedernes udfordring at få noget ud af affaldet,« siger Braungart og peger på, at hvis miljø- og klimahensyn blot opgøres som mindre forbrug, så er Danmark jo et af de mest klimaskadelige lande i verden.

»I så fald kan man sige, at Polen har været mere miljø- og klimavenlige end Danmark, fordi de har været mindre effektive og endnu ikke har udnyttet deres potentiale. Det er logikken om, at hvis bare vi ikke eksisterede som mennesker, ville kloden være CO2-neutral og alt godt.«

Mere end en utopi

Ideen om at producere i lukkede kredsløb, hvor produkterne designes, så stort set alle råstoffer kan genanvendes, er ikke bare noget, der lever i makkerparret Michael Braungarts og William Donoughs hoveder. Tværtimod er der i dag en lang række virksomheder, der allerede har taget pointerne om at give naturressourcerne evigt liv til sig.

H&M, Nike, Grundfos, Arla, Puma, og Mærsk er nogle af de virksomheder, der enten har eller er i gang med at omstille dele af deres produktion, så der stort set ikke længere er noget affald – intet spild. I stedet produceres varer, der er næsten 100 procent nedbrydelige og genanvendelige.

Eksempelvis har Mærsk – som det også tidligere er beskrevet i Information – bestilt 10 containerskibe fra det sydkoreanske værft Daewoo Shipbuilding. Skibene, hver med plads til 18.000 containere, bliver som de første nogensinde bygget efter ’vugge til vugge’-princippet. Det betyder, at giftige materialer undgås, og skibene produceres af rene materialer af høj kvalitet.

»Da vi begyndte at kigge på nye skibe, besluttede vi, at de skulle sætte en ny standard, ikke bare i forhold til størrelse og heller ikke bare i forhold til energieffektivitet. Vi ville kunne sige: Dette er ikke bare verdens største skibe, det er verdens bedste skibe,« fortalte Jacob Sterling, bæredygtighedschef i Mærsk, i 2011 til Information.

For Mærsk ligger en del af motivationen i, at prisen på stål, som udgør mindt 90 procent af skibet, konstant stiger. Derfor kan det betale sig at designe og producere skibene, så alt kan genanvendes.

I Storbritannien har myndighederne siden 2004 finansieret et landsdækkende program, der udelukkende beskæftiger sig med at hjælpe og rådgive små og mellemstore virksomheder i arbejdet med cirkulær økonomi. Programmet, der bærer navnet National Industrial Symbiosis Programme, har indtil videre flere end 15.000 virksomheder tilknyttet, og har siden begyndelsen skabt mere end 10.000 grønne job i England, med 1,5 mia. kr. i helt nye indtægter som følge. Det skønnes videre, at genanvendelsen af affald har betydet, at 9,7 millioner ton råmaterialer er anvendt i ny produktion i stedet for at ende på lossepladser, hvilket betyder en besparelse på 1,3 mia. kroner alene til køb af råmaterialer. Samtidig har initiativet sparet atmosfæren for mere end 30 millioner ton CO2.

»Spørgsmålet er jo ikke, om man kan lave et dæk til en bil. Spørgsmålet er, om man kan lave det rigtige dæk. Et dæk, der ikke bruger vores ressourcer, men bare låner dem,« siger Michael Braungart:

»Men vi har fokuseret på at lave de forkerte ting perfekte. Derfor skal vi genopfinde alle produkter. Det handler bare om at gøre det rigtige fra begyndelsen,« siger Michael Braungart. Og der er masser af plads til forbedring. Som Braungarts makker, William McDonough, siger:

»Vi har kun netop fundet ud af at sætte hjul på vores kufferter. Så hvorfor skulle vi ikke tro på, at vi kan gøre det hele meget bedre?«