KRONIK – Siden 1960’erne har samfundsforskere diskuteret industrisamfundets endeligt eller nye former for industrisamfund. Den berømte amerikanske økonom John Kenneth Galbraiths bog The New Industrial Society fra 1967 og Daniel Bells The Coming of Post-Industrial Society fra 1973 er de vigtigste bidrag. Galbraith sagde, at vi vil gå over i et ændret industrisamfund med en anden balance mellem marked og plan. Bell skabte udtrykket ’det post-industrielle samfund’.

I dag – 40 år senere – kan vi jo se, at vores samfund ikke er postindustrielle, og ser man nærmere på nogle udviklingstendenser, kan det ligefrem se ud, som om vi er på vej mod et industrialiseret servicesamfund. Vi ser det i banker og call centre, hvor hundredvis af medarbejdere sidder i kontorlandskaber, der vækker minder om tidligere tiders industrivirksomheder. Ligeledes ser vi jo fortsat industrielle arbejdspladser, som er mere kendetegnede ved computere og robotter end arbejdere, men selv i Danmark er industribeskæftigelsen dog fortsat 20 procent af den samlede beskæftigelse. Hertil kommer beskæftigelsen i bygge og anlæg samt transport.

Den statistiske kategori ’industri’ formindskes eller stagnerer over længere tid. Men en stor del af den aktivitet, der finder sted i undervisning, omsorg, finanssektor og handel, burde i realiteten klassificeres som ’industri’.

Tre typer produktiv kapital

I løbet af et år udfører et samfunds producenter et fysisk og intellektuelt arbejde ved hjælp af maskiner, udstyr, energi og viden, som forarbejder rå- og hjælpestoffer til produkter og ydelser. Det anvendes der forskellige typer kapital til.

Realkapitalen omfatter maskiner, bygninger samt anlæg såsom jernbaner, veje og lufthavne. De økonomisk relevante ydelser består af det antal timer, der produceres på nærmere specificerede maskiner. Der kan tilsvarende foretages opgørelser for en lufthavn, der jo består i at afsende og modtage fly med passagerer. Det er produktion af serviceydelser.

Humankapitalen består af den viden og kompetence, der er til disposition i samfundet. En del er tilgængelig i form af bøger, artikler, patenter eller tekniske tegninger. En anden del består af den viden, mennesker har tilegnet sig og er i stand til at anvende i forskellige former for praksis. Andre dele har en mere implicit karakter bestående af ikke-nedskrevet viden og er personbundet. Evnen til at finde den relevante viden samt bruge den på en effektiv måde er, hvad vi normalt kalder kvalifikationer eller kompetencer.

Social kapital er den tillid, opfattelse af troværdighed og retfærdighed, som kan være helt afgørende for, at producenter vil yde deres bedste i arbejde og samfundsliv. På virksomhedsniveau er der tillid til, at alle, ansatte såvel som ledelse, opfører sig ordentligt i henseende til fordelingen af omkostninger og fordele. I et samfund med megen social kapital er der ikke behov for et stort kontrolapparat af producenterne. Antallet af producerede enheder pr. forbrugt kombinationsenhed (arbejdskraftydelser, kapitalydelser og sociale kapital ydelser) er et mål for den totale produktivitet. Jo højere den er, desto rigere er samfundet i en eller anden forstand.

I industrialiseringens vugge var hovedfaktoren i industrialiseringen mekaniseringen af de simple arbejdsopgaver. I dag handler det snarere om at benytte primært naturvidenskab og de hertil knyttede ingeniørfag. Starten ligger godt og vel 100 år tilbage med elektricitet og sidenhen kemi, elektronik, biologi og materialer. Fundamentalt set sker der formindskelse af ressourceforbruget og forøgelse af produktionshastigheden.

Intelligent industrialisering

I vores tid er der to interessante teknologiske udviklingstendenser, vi bør se nærmere på. Den første er, hvad der sommetider kaldes smart eller intelligent industriel teknologiudvikling. Eksempelvis smart home-konceptet, hvor det ved hjælp af sensorer og moderne informationsteknologi er muligt at få udført nærmere bestemte opgaver som at slukke og tænde belysningen i en bolig og igangsætte vaskemaskinen, når elektriciteten er billig. Et andet eksempel kan være fra flytrafik, hvor det er muligt at flyve på automat, uden at piloten griber ind i flyets manøvrer. Der er på ingen måde tale om afindustrialisering. Vi ser tværtimod en tendens til, at industrielle løsninger er med til at fortrænge menneskelige tjenesteydelser, som i stedet indbygges i realkapitalen – altså i maskiner, udstyr og bygninger.

Servicearbejde

Den anden tendens finder vi inden for tjenesteydelses- eller serviceområdet. Et eksempel på en sådan ændring har vi med udvikling og ibrugtagning af robotter i rengøring og omsorg. Robotstøvsugere og robotplæneklippere er allerede udbredt, og robotter, der kan overtage personlig hygiejne, er på vej.

Et andet eksempel kan vi finde inden for moderne genetisk kortlægning, hvor aflæsningen af store mængder af genetiske informationer i dag foregår eller kan foregå automatisk. Et tredje eksempel kan vi finde i den måde, hvorpå virksomheder i dag er i stand til at afgive tilbud på leverance af komplekse industrianlæg. Ved indsamling og opbevaring af informationer om disse anlæg på ret detaljeret komponentniveau på en computer kan virksomheden meget hurtigt afgive et tilbud på en specifik version af et sådant anlæg inklusive leveringstidspunkt og pris.

Jeg vil fortolke disse tendenser ikke som en udvikling hen mod afindustrialisering, men snarere som en industrialisering af servicearbejdet. Men det er værd at bemærke, at denne industrialisering ikke er af tidligere tids ufleksible type, som vi kender det fra samlebåndsarbejdet. Der er sket en smidiggørelse af de industrielle processer og produkter. I litteraturen tales der undertiden om mass customization, hvor vægten lægges på, at visse egenskaber ved industrielle produkter kan tilpasses den enkelte bruger, samtidig med at masseproduktionens stordriftsfordele bibeholdes.

Nye arbejdsopgaver

De to ovenfor omtalte teknologiske udviklingstendenser får store konsekvenser for, hvilke typer arbejdskraft der efterspørges.

Hele den intelligente industrialiseringstendens fører på den ene side til, at virksomheder og offentlige institutioner får behov for arbejdskraft, der kan udvikle de nye former for teknologi samt gennemføre den forskning, der ofte må gennemføres, for at teknologien kan udvikles. Men på den anden side skabes der også behov for arbejdskraft, der kan installere, reparere og servicere alle disse nye smarte teknologier. De to hovedtyper af efterspurgt arbejdskraft bliver således på den ene side forskere, udviklingsfolk samt ingeniører og på den anden side montører og servicefolk.

Den anden udviklingstendens, hvor vi ser en industrialisering af servicefunktioner, medfører også en stigende efterspørgsel efter eksperter inden for informationsteknologi og robotteknologi. Men herudover bliver der også behov for arbejdskraft, der formår at udforme teknologien til brug blandt mennesker. Her er der behov for mennesker med indføling i sociologiske og psykologiske forhold i og mellem mennesker.

Såvel intelligent teknologi som industrialisering af servicearbejdet vil som hovedregel blive udviklet og taget i brug under forventning om at kunne høste en produktivitetsgevinst.

Hvad vil disse tendenser betyde for vores arbejdsliv, forbrug og velfærd? I første omgang vil produktiviteten stige. Men de nye krav vil samtidig skubbe flere mennesker ud af arbejdsmarkedet, og forbrug og velfærd vil blive mere ulige fordelt. Denne øgede ulighed er ikke blot et forbrugs- og velfærdstab for taberne. Den vil potentielt også skabe større utryghed hos vinderne. Se blot til USA, hvor denne udvikling er drevet længst ud i sin konsekvens: En over- og middelklasse, der efterhånden må beskytte sig mod taberne.

Jørgen Lindgaard Pedersen er lektor, emeritus i økonomi på DTU