I debatterne om velfærdssamfundets fremtid ser den dominerende interessekamp ikke ud til at være en kamp mellem en økonomisk over- og underklasse, hvor førstnævnte har en privilegeret magt til at give og fordele arbejdet, mens sidstnævnte pænt må adlyde og tage imod. Grænsedragningen mellem samfundets klasser trækkes i stedet imellem de arbejdende på den ene side og de ikke-arbejdende på den anden. Af uransagelige årsager bekræfter vi i krisetider hinanden i, at der er tale om et moralsk skel, der opdeler mennesker i dem, der har viljen til at arbejde, og dem, der i mindre grad har viljen til at arbejde.
Tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt har, som en af mange, med tilfredshed i pennen opridset dette ny klassekampsscenarie, hvor parterne udgøres af de bidragende skaffedyr på arbejdsmarkedet på den ene side og de »forkælede studerende, de snobbede akademikere og de luddovne kontanthjælpsmodtagere« på den anden.
I Berlingske blev billedet af de moralsk underlegne ikke-arbejdende tegnet op, kulsort på hvidt, da en kronikør hævdede, at »danskerne for første gang i nyere danmarkshistorie ikke længere er enige om fælles mål og kurs eller har samme grundlæggende moral og værdier.« Det forholder sig nemlig sådan, forklarede hun, at »den ene part opererer ud fra et sæt af værdier, hvor det er legitimt at stemme sig til andre menneskers penge«, mens den anden »gør oprør og ikke længere vil plukkes«.
Det bliver altså i stigende grad legitimt at antage, at der ikke blot er økonomisk og statusmæssig, men også en klar moralsk forskel på de, der står inden for, og de, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi har, forstår vi, at gøre med to væsensforskellige skabninger, nemlig yderen og nyderen. Og ’nyderen’ uden for arbejdsmarkedet beskrives mere og mere entydigt som det arbejdende menneskes mest indlysende interessemodsætning.
På bemærkelsesværdig vis er ’nyderen’ dermed stille og roligt ved at overtage den rolle i klassekampsfortællingen, der i den klassiske udgave blev spillet af ’kapitalisten’. I den klassiske version var det virksomhedsejeren eller chefen på direktørgangen, der på uretfærdig vis indkasserede den merværdi, som arbejderen havde skabt. Han gjorde det tilmed uden selv at røre en finger. Det var manden med den høje hat, som de oprørske masser rettede deres vrede og opstand imod.
Den ny tids modstander, der kalder på et oprør, slænger sig ikke i læderstolen på direktørkontoret, men på den lune sofa derhjemme. Eller »i hængekøjen«, som Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq smagfuldt udtrykte det, da han kommenterede en undersøgelse, der viste en klar folkelig opbakning til en halvering af kontanthjælpen for unge under 30 år.
Det virker næsten til, at det kækt provokerende slogan, som Ole Birk Olesens ultraliberale netavis 180grader i sin tid gik i luften med, i dag fuldstændigt har mistet sin provokatoriske kraft: ’Danmarks Arbejderavis – avisen for folk, der går på arbejde,’ lød det.
Når flere og flere vælgere mener, at borgerlige partier bedst varetager arbejderens interesser, er det ikke underligt eller ulogisk. Det er et logisk udslag af, at klassefortællingernes version 2.0 vinder frem. Hvis arbejderens mest indlysende interessemodsætning ikke er arbejdsgiveren, men den, der står uden for arbejdsmarkedet, kan man jo snildt profilere sig selv som arbejderparti ved at moralisere nedladende over for arbejdsløse borgere, gå løs på velfærdsstatslige ydelser med nedstryger og hækkesaks og spille med musklerne over for den sygdomsramte, den studerende og den arbejdsløse, som ikke vil flytte til Jylland for at arbejde.
Og når den siddende regering i det nyligt lancerede udspil til en skattereform, ’Danmark i arbejde’, vil hente 3 milliarder kroner fra førtidspensionister, kontanthjælps- og dagpengemodtagere og indføre skattelettelser for danskere i arbejde, er det et fint eksempel på realpolitisk tænkning i tråd med tidens ånd.
Problemet er, at der er noget åbenlyst forløjet ved denne nye samfundsfortælling. Den skarpe opdeling af ydere og nydere i to væsensforskellige grupper med modsatrettede interesser og moral, kan – hvor godvilligt man end betragter den – næppe beskrives som meget andet end ideologisk blændværk. Den, der blev fyret til formiddag, var jo en kollega i går. Den, der går på pension i morgen, er arbejdende i dag. Og den, der er studerende lige nu, er i job i 2015.
Over et samlet livsforløb glider vi fra gruppe til gruppe. I nogle perioder vil vi være mere ’nydende’ end i andre. Ikke fordi vi som skizofrene pendulerer mellem nyderens og yderens diametralt modsatrettede moral- og værdisæt. Men fordi det nu engang er en naturlig og bevaringsværdig præmis for det samfund, vi har bygget op. Dét samfundskorpus, som affyrer sin oprørske ammunition nedad imod ’nyderne’, gør intet andet end at skyde sig selv i foden.
Dertil kommer, at den stærke betoning af ’yderne’ som en genetisk og moralsk homogen gruppe af beslægtede skaffedyr, der gør fælles front, bidrager til at gøre os blinde for forskelle mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Mellem givere og tagere af arbejde. Mellem de, der sætter organisationens mål, og de, der pålægges at føre dem ud i livet. Mellem selvrealiseringsjægere og kroppe, der opslides af rutinearbejde.
Det er her værd at bide mærke i, i hvor høj grad tidens sprog minder om de fortællinger, som managementlitteraturen har kastet op i stride strømme siden slut-80’erne. Det er fortællingen om, at gamle interessemodsætninger mellem ledere og arbejdere er afløst af ren harmoni, hvor medarbejder og virksomhed bærer på en fælles interesse og vilje, der peger frem imod indfrielsen af organisationens mål. Ingen ordrer, ingen magtudøvelse og intet hierarki behøves, for medarbejderens selvrealisering og organisationens målopfyldelse ligger og venter for enden af den samme solbeskinnede vej. Det er, med professor Niels Åkerstrøm Andersens ord, et skifte fra ’den ansvarshavende’ til ’den ansvarstagende’ medarbejder, hvor sidstnævnte forventes velvilligt at påtage sig de opgaver, som organisationen har brug for at få løst.
Således også med arbejdsgivere og arbejdstagere, der med ’yder/nyder’-dikotomien antageligt har fået et fælles projekt. Det virker påfaldende, at fagforbund og arbejdsgiverforeninger i stigende grad taler et fælles sprog og finder sammen om fælles projekter, mens traditionelle modsætningsforhold udviskes. Vi nærmer os stille og roligt et stadie, hvor den ansvarstagende arbejder velvilligt forventes at foreslå øget arbejdstid, færre helligdage og selvbetalt frokostpause. For at opfylde de fælles målsætninger.
Summa summarum; vi ser en ny sandhed om samfundet blive støbt på et fundament af to løgne. For det første, at det giver mening at tale om ydere og nydere som to væsensforskellige grupper af mennesker, der står som modstandere på en slagmark. For det andet at gamle interessemodsætninger mellem grupper på arbejdsmarkedet er afløst af en harmonisk yder-alliance.
Hvis velfærdssamfundet som solidarisk projekt er truet, er det næppe af horder af moralsk anløbne ’nydere’, men snarere af de samtidsfortællere, der bidrager til myten om yderen og nyderen.