SHANGHAI – I sidste uge var Obama-administrationen vært for Xi Jinping, Kinas vicepræsident og kommende leder. Verdens mest magtfulde vælgerdemokrati og verdens største étpartistat mødtes i en for begge parter kritisk overgangstid.
I vestlig offentlighed anskues rivaliseringen mellem de to giganter ofte som et sammenstød mellem et demokratisk system og et autoritært system. USA og Kina har da også fundamentalt forskellige opfattelser af deres respektive politiske systemer: Hvor USA betragter demokratisk regeringsførelse som et mål i sig selv, anser Kina sin nuværende styreform – og alle andre politiske systemer – som et blot og bart middel til at opnå større nationale mål.
Historien kender til to store eksperimenter i demokrati. Det første – Athen i den græske oldtid – varede blot halvandet århundrede. Den andet er det moderne Vesten, hvor USA ser sig selv som avantgardelandet. Definerer vi ’demokrati’ som ’en borger – én stemme’, er det amerikanske demokrati dog ret beset kun 47 år gammelt. For først i 1965 indførtes den stemmeretslov, som stoppede de diskriminerende administrative praksisser, der i visse stater skulle gøre det svært eller umuligt for afroamerikanere at lade sig registrere som vælgere. De fleste kinesiske dynastier har holdt længere end dette flygtige tidsrum.
Hvorfor hævder så mange i Vesten mon så dristigt, at de har opdaget det ideelle politiske system for hele menneskeheden – og at dets succes vil være evigt sikret?
Svaret skal findes i det nuværende demokratiske eksperiments historiske kilder. Det tog sin begyndelse i den europæiske oplysningstid. To grundlæggende ideer indgik i dets kerne: For det første, at individet er rationelt. For det andet at det enkelte menneske – alene i medfør af at være menneske – har ’visse umistelige rettigheder’. På de to overbevisninger bygger den sekulære tro på moderniteten, hvis ultimative politiske manifestation er demokratiet.
I eksperimentets tidlige dage kom nye demokratiske ideer inden for politisk ledelse til at fremme Den Industrielle Revolution. Det indvarslede en periode med hidtil uset økonomisk fremgang og militær magt for den vestlige verden. Fra begyndelsen var nogle af eksperimentets drivende kræfter dog opmærksomme på, at det havde indbyggede skavanker, som de derfor søgte at inddæmme.
De amerikanske føderalister understregede, at det netop var en ’republik’, de oprettede – ikke et demokrati – og de udtænkte en række kontrolforanstaltninger til magtadskillelse, der skulle sætte grænser for folkeviljen.
Alligevel ekspanderede det politiske eksperiment. Stadig flere skulle deltage i stadig flere beslutninger. Som de siger i Amerika: »Californien er fremtiden«. Fremtiden betyder i den forbindelse endeløse folkeafstemninger, politisk lammelse og insolvens.
I Athen førte den stigende folkelige deltagelse i politikken til demagogistyre. Tilsvarende er penge og store selskabsinteresser i dagens USA blevet den store katalysator for demagogi. USA er gået fra ’én ejendomsbesiddende mand – én stemme’ over ’én mand – én stemme’ til ’én dollar – én stemme’. I dag er De Forenede Stater kun ’en konstitutionel republik’ af navn. De folkevalgte har ikke selv nogen vilje, og kun når de søger genvalg reagerer de på den offentlige menings luner. Derudover er de opkøbt af særinteresser, der efter behag manipulerer befolkningen til at stemme på stadig lavere skatter eller stadig højere offentlige udgifter – det sidste typisk i forbindelse med støtte til selvdestruktive krige.
Vestens nuværende konkurrence med Kina er derfor ikke et opgør mellem et demokratisk og et autoritært system, men snarere et sammenstød mellem to fundamentalt forskellige politiske optikker. Det moderne Vesten ser demokratiet og menneskerettighederne som højdepunktet af menneskelig udvikling. Det er en antagelse, der bygger på absolut tro.
Kina er slået ind på en anden vej. Dets ledere er rede til at involvere befolkningen i større deltagelse i de politiske beslutninger, hvis, når og i det omfang det kan befordre den økonomiske udvikling og gavne landets nationale interesser.
Heri ligger, at Kinas ledere ej heller ville tøve med at begrænse nye friheder, hvis nationens behov skulle ændre sig. 1980’erne var en tid, hvor voksende folkelig deltagelse i landets politik var nødvendig for at løsne de ideologiske lænker fra Kulturrevolutionens destruktive epoke. Men udviklingen kom ud af kontrol og kulminerede i det store oprør på Den Himmelske Freds Plads.
Dén opstand blev som bekendt knust under blodsudgydelser den 4. juni 1989. Den kinesiske nation måtte betale en høj pris. Men alternativerne ville have været værre.
Den stabilitet, som blev resultatet, indvarslede en hel generation med vækst og velstand, der drev Kinas økonomi frem til sin aktuelle position som verdens næststørste.
Den grundlæggende forskel mellem Washingtons og Beijings opfattelser er, om politiske rettigheder skal anses for at ’givet af Gud’ og derfor absolutte. Eller om de skal ses som privilegier, der kan forhandles om ud fra en vurdering af nationens skiftende behov.
I dag synes Vesten ude af stand til at blive mindre demokratisk. Selv når dens overlevelse som globalt dominerende kan være helt afhængig af en sådan ændring. I den forstand er USA som det gamle Sovjetunionen, der også anså bevarelse af landets politiske system som det ultimative mål.
Historiens strømpil i det 21. århundrede lover ikke godt for den amerikanske livsform: Amerikanernes trosbaserede ideologiske overmod kan snart drive deres demokrati ud i den totale fallit.
Eric X. Li er venturekapitalist.© New York Times og InformationOversat af Niels Ivar Larsen