Den seneste tids rygter om, at kapitalismens undergang nu skulle være nært forestående, er — for nu at låne fra Mark Twain — en smule overdrevne. For sagen er den, at kapitalismen har en forunderlig indbygget evne til at genopstå og regenerere — en evne, den deler med parasitter, dvs. med en bestemt type organismer, der lever af andre organismer, som tilhører andre arter.
Efter fuldstændig eller næsten fuldstændig udmattelse i en given værtsorganisme vil enhver parasit simpelthen søge videre imod en ny, der kan forsyne den med ny næring i en yderligere, men også denne gang begrænset periode.
For 100 år siden gennemskuede Rosa Luxemburg denne kapitalismens uhyggelige, Fugl Fønix-agtige evne til gang på gang at genopstå fra sin egen aske og efterlade et spor af ødelæggelse under sin fremfærd: Kapitalismens historie markeres således af gravmælerne over alle de organismer, der fik udsuget deres livssaft af parasitten, indtil de til sidst måtte bukke under. Hvad der begrænsede Luxemburgs fokus, var imidlertid det forhold, at parasitten dengang i hovedsagen hjemsøgte de ‘prækapitalistiske økonomier’, som allerede var af et begrænset og stadig svindende antal under indflydelse af den imperialistiske ekspansion.
For hver ny parasithjemsøgelse blev endnu et stykke resterende ‘jomfruelige jord’ forvandlet til græsningsområde for kapitalistisk udbytning og blev derfor snarere før end siden gjort uegnet for kapitalismens ‘udvidede reproduktionsbehov’, efterhånden som disse ikke længere kunne garantere de overskud, som den fortsatte ekspansion gjorde fordring på.
At Luxemburg tænkte i disse baner er selvfølgelig fuldt forståeligt i lyset af den dominerende natur, som kapitalismens ekspansion havde for hundrede år siden: territorial og ekstensiv snarere end intensiv og lateral snarere end vertikal. Derfor var hun heller ikke i stand til at foregribe de naturlige grænser for det kapitalistiske systems tænkelige varighed: Når hele verdens ‘jomfruelige jorder’ var erobret og trukket ind i det kapitalistiske genbrugs trædemølle, ville fraværet af nye landområder til udnyttelse i sidste ende bebude og fremtvinge systemets sammenbrud. Parasitten ville dø på grund af manglen på endnu ikke udsugede organismer at næres ved.
I dag har kapitalismen allerede nået denne globale dimension — en bedrift, der for Luxembourg endnu havde lange udsigter. Er Luxemburgs forudsigelse derfor tæt på at gå i opfyldelse? Det tror jeg ikke. For hvad der er sket i det sidste halve århundred eller deromkring, er, at kapitalismen har lært sig den hidtil ukendte og uventede kunst selvat skabe stadigt nye ‘jomfruelige jorde’ frem for at begrænse sin udbytningsdrift til de tilbageværende. I denne nye kunst — som blev muliggjort ved skiftet fra ‘producentsamfund’ til ‘forbrugersamfund’ og ved overgangen fra koblingen mellem kapital og arbejdskraft til koblingen mellem mærkevare og kunde som den vigtigste kilde til ‘merværdi’ — består profit og akkumulering for det meste i den gradvise varegørelse af livsfunktionerne, i markedets mediering af successive behovstilfredsstillelser og i substitueringen af behov med begær som selve den drivende dynamo i den profitorienterede økonomi.
Den nuværende krise stammer fra den indtrådte udmattelse i en kunstigt skabt ‘jomfruelig jord’, der blev bygget på de millioner, som stadig hang fast i en ‘opsparingsbogskultur’ i stedet for i en ‘kreditkortskultur’. Med andre ord: På de millioner, der holdt sig tilbage fra at bruge ikke-tjente penge, leve på kredit, tage lån og betale renter. Udbytningen af denne særlige ‘jomfruelige jord’ er nu i det store bragt til ende, hvorefter det er blevet overladt til politikerne at rydde op i efterladenskaberne fra bankfolkens ‘gilde’. Opgaven er således blevet fjernet fra finansbankernes domæne og placeret i de ‘politiske problemers’ skraldespand, og for nylig omdefineret fra et økonomisk problem til et spørgsmål om — for nu at citere den tyske kansler, Angela Merkel — »politisk vilje«. Men der kan være gode grunde til at formode, at der i kapitalismens kontorer lige nu bliver udfoldet intensive bestræbelser på at konstruere nye ‘jomfruelige jorde’ — som endnu engang vil være bebyrdet med en begrænset levetids forbandelse som følge af kapitalismens uundgåelige snylternatur.
Kapitalismens fremgangsmåde er den kreative destruktions. Hvad der hver gang bliver skabt, er kapitalismen i ‘ny og forbedret’ form. Og hvad der hver gang bliver ødelagt, er den selvbærende kapacitet, levebrødet og værdigheden hos dens utallige og mangedoblede ‘værtsorganismer’, som vi alle drages eller forføres ind i. Jeg formoder, at et af kapitalismens afgørende aktiver stammer fra det faktum, at fantasien hos økonomer, herunder hos dens kritikere, halter langt efter dens uhyre opfindsomhed, vilkårligheden i dens virkemåde og hensynsløsheden i dens fremfærd.
Zygmunt Bauman er polsk sociolog © Social Europe og Information Oversat af Niels Ivar Larsen