'Jeg er kommunist, men jeg er ikke idiot'

Slavoj Žižek ligger i sin seng. Han er iført en billig pyjamas i en havregrøds-nuance af grå. Han ser ud nøjagtig som på de billeder, jeg har set af ham: cigaretaskefarvet skæg og ligbleg teint. Jeg bøjer mig ned over ham, og han skuler vredt tilbage. Hans ansigt er blot få centimeter fra mit, så tæt på, at jeg kan mærke hans ånde.

»Nej, du tager fejl!,« hvæser han. »Mine drømme var i virkeligheden slet ikke mine! Det var derfor, jeg ville genfødes!«

En syret drøm? Nej, intet af dette er produkter af min underbevidsthed. Faktisk befinder vi os i et studie nær Dublin, hvor vi er i færd med at indspille The Pervert’s Guide to Ideology— en film, hvor den marxistiske provokatør og feterede kultfilosof spiller hovedrollen som sig selv i en række kærligt parodiske genskabelser af historiske filmscener.

Den scene, der nu parodieres, er det afgørende øjeblik i John Frankenheimer-klassikeren Seconds(1966) om en ulykkelig direktør, som antager en ny identitet. Žižek spiller Rock Hudsons rolle. Selv har jeg fået udleveret et par briller for at fremstå som troværdig bifigur.

Žižek skuler et sekund længere, indtil en kvinde råber: »Ok, tak, Slavoj. Vi tager den lige én gang til — men kan I to komme lidt tættere på denne gang?«

Ideologiens triumf

Stemmen tilhører den britiske dokumentarist Sophie Fiennes, der også har instrueret den roste The Pervert’s Guide to Cinema(2005), hvor Žižek leverede en række inspirerede læsninger af klassiske film, der syntes at udmunde i den konklusion, at filmsproget kan komme tættere på virkeligheden end den prosaiske verden uden for biografens mørke sal.

Fiennes fostrede derpå idéen om at lave nyfortolkninger af de filmscener, Žižek diskuterer, og slippe ham selv ind i dem. Nu er de to gået sammen om at lave denne opfølgende film. Denne gang er emnet dog ikke film, men ‘ideologi’ — dvs. opfattelser om samfundsordenen og vores egen rolle i denne, som er blevet så selvfølgelige, at det ifølge Žižek ikke kunne falde os ind at bestride dem.

»Vi accepterer alle den liberale demokratiske kapitalisme, selv under den aktuelle paneuropæiske katastrofe,« siger Žižek. »Nøjsomt spørger vi: ‘Åh, kunne vi måske ikke få lidt flere rettigheder for mindretal? Eller hvad med lidt bedre offentlig sygesikring?’ Men ingen sætter spørgsmålstegn ved selve rammen for det hele. Og dette er ideologiens virkelige triumf.«

Den bærende konstant

De sidste par dage har budt på rekonstruktioner af scener fra Full Metal Jacket, Taxi Driver, den stalinistiske propagandafilm Berlins fald, kult sci-fi filmen They Liveog The Sound of Music, hvor Žižek spidder varefetichismen iklædt nonnekostume.

Men uanset hvilket kostume og uanset hvilken scene er Žižek filmen igennem den bærende konstant, der leverer analyse og kontekst i et halsbrækkende tempo ledsaget af læspen, fejludtalelser og hektiske håndbevægelser.

Det er den samme tegneserieagtige, brillante Žižek, der har nået så stort et publikum med sit forfatterskab (mere end 50 bøger og utallige avisartikler — bl.a. i Information siden 2000) og sin foredragsvirksomhed.

Da Fiennes genser optagelsen af vores scene på en monitor, sjokker Žižek hen til hende, stadig iklædt pyjamas.

»Sophie, vi må finde tid til, at jeg kan gå ned i tanken igen.«.

I et hjørne bemærker jeg en kæmpemæssig vandtank. Den blev brugt i går til at genskabe Titanicmed Žižek i en redningsbåd. Vandet har dannet skum natten over, men Žižek er ubøjelig:

»Jeg vil i vandet igen i dag.«

Fiennes, der er høj og rank af statur, lader sig ikke bringe ud af fatning. Hun forklarer, at hendes stjerne nu engang har besluttet, at filmen skal have en undersøisk finale. Efter tilfreds at kunne konstatere, at der bliver tid til en dukkert, genoptager Žižek den monolog, han altid fører, selv når han er i selskab med andre. At være sammen med ham er som at være indviet til et muntert uendeligt foredrag om, ja, vælg selv: Sjostakovitj, cloud computing, industrirock-bandet Rammstein, bomuldsproduktion i Mali, islandske krimier, det 1.200 sider lange opus om Hegel, han netop er blevet færdig med at skrive — det hele jævnligt afbrudt af en strøm af sjofle vittigheder fra Eksjugoslavien.

Uret tikker

Som enhver, der læser Žižeks vanvittigt sammenvævede teoretiske værker vil vide, er filmen hans prisme: Sjældne er de kulturkritiske argumenter, han ikke kan illustrere med en reference til Hitchcock. Muligvis er dette den perfekte udtryksform for en tænker, som skatter modsigelsen, for film er i den grad et medium af enkle overflader og skjulte dybder, som kan være både tarvelige og transcendentale.

Ikke overraskende stritter Žižeks enetaler til kameraet i alle mulige retninger. Men i dag tikker uret. Ud over Seconds og Titanic kræver tidsplanen også genskabelse af The Dark Knight, hvor Žižek udfritter Batman i et forhørslokale i Gotham City.

Associationerne myldrer frem. Han gennemgår Irak-krigens brutale egenlogik, økonomernes tavshed før det finansielle sammenbrud — og glider så atter tilbage til Christopher Nolans film.

»Den alvorligste implikation i The Dark Knight er, at filmen hæver løgnen til samfundets bærende princip. Det er, som om der først skal være en løgn, for at samfundet overhovedet skal fungere. Som om det automatisk ville medføre kaos at fortælle sandheden.«

På dette tidspunkt snubler Batman-statisten fremover. De bliver nødt til at tage scenen om.

Et samarbejde

Fiennes sammenligner Žižeks tankestrøm med en musiker, der er ude af stand til at holde op med at spille. Som filmskaber har hun skildret mange iltre kunstnertemperamenter: danseren Michael Clark, maleren og skulptøren Anselm Kiefer, instruktørkollegaen Lars von Trier.

Men med Žižek er der, selv under hans næsten vedvarende drilleri, tydeligvis tale om gensidig respekt. Han er stjernen, men filmen er hendes: Før optagelsen finkæmmer hun hans værk for mulige scenarier. Bagefter redigerer hun de timelange optagelser, og indimellem småskændes hun med ham.

»Det er altid et samarbejde. Han har brug for at vide, jeg ikke er ude på at mobbe ham. At lave The Pervert’s Guide to Cinemavar ét stort kontrolleret eksperiment. Det samme gælder denne film.«

Klovnenes fascisme

I en alder af 62 kan Žižek godt blive træt. Men selv da han tager en pause, stirrer han på vandtanken. Man kunne måske tro, at den globale kapitalismes aktuelle skæbnetime allerede ville have skænket denne marxist sin perfekte afsluttende scene. Men det afviser han selv:

»Jeg er kommunist, men jeg er ikke idiot. Hvad der for mig er tragisk ved alle disse begivenheder — som giver mange traditionalistiske venstreorienterede deciderede orgasmer — er: Hvor ser vi noget konkret reorganiseringsprincip? Hvad er det nye? For vi har brug for det nye. Men jeg kan ikke se det. Den liberale demokratiske kapitalisme er ved at støde på sin sidste grænse, og i stedet behøver vi omfattende, koordinerede sociale tiltag. Ellers risikerer vi, at fremtiden kommer til at ligne en af mine yndlingsfilm, Terry Gilliams Brazil. Ikke den gamle fascisme, men en klovnenes fascisme. Jeg er ikke katastrofetænker, men jeg er heller ikke en marxist af den skole, der tror, at historien er på vores side. Vel er den ej!«

Da Titanic-scenen endelig skal optages, er det blevet så sent, at jeg bliver nødt til at gå. Žižek kredser rundt i en korridor og gør klar til at skifte til våddragt efter at være blevet talt fra at optræde i scenen i underbukser. Jeg siger til ham, at jeg håber, han finder sin lykkelige slutning. Han nikker energisk tilbage

»Jeg kunne sige det samme til dig, men du har allerede fundet din — du går din vej.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen