Tolstojs Anna Karenina med Stine Stengade i hovedrollen spiller lige nu på Betty Nansen Teatret. På Det Kongelige Teater har Tjekhovs Mågen netop haft premiere i en nyopsætning af den anerkendte britiske instruktør Katie Mitchell. Samme sted er de i gang med forberedelserne til Dostojevskijs Kældermennesket, som sættes op af Rune David Grue, der i sidste teatersæson havde stor succes med opsætningen af Forbrydelse og straf.
De tunge, mørke russere fra det 19. århundrede er i vælten som aldrig før. Ifølge Rune David Grue kan den aktuelle interesse for de store russiske forfattere forstås som en reaktion mod nutidens overfladiskhed, hvor medierne flyder over med forsimplede fremstillinger af todimensionelle mennesker.
»De store russiske forfattere deler en interesse for den menneskelige psykologi, også når den er allermest besværlig og modsætningsfuld. Jeg tror, det udfylder et behov i en tid, hvor kulturen og medierne reducerer mennesker til klicheer og fikse overskrifter,« siger Rune David Grue.
Krisebevidsthed
Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov skrev alle deres værker i anden halvdel af det 19. århundrede. En tid, som både i Rusland og Vesteuropa var præget af enorme samfundsmæssige omvæltninger og ideer i krise. Den historiske parallel til nutidens krisebevidsthed, hvor troen på kapitalismens lyksaligheder er under pres, kan også spille en rolle i den fornyede interesse for de russiske klassikere.
»Jeg tror, at mange i dag bevidst eller ubevidst føler, at det politiske systems etablerede sandheder og ideologier udfordres. Klimatruslen er med til at forstærke følelsen af en civilisation under pres. Derfor leder mange nu efter kunstværker og stykker, som taler ind i den situation, vi er i nu. Her er ikke mindstn det russiske repertoire relevant,« siger Katie Mitchell.
Hun har netop haft premiere på Anton Tjekhovs teaterklassiker Mågen på Det Kongelige Teater. Da hun i 2006 satte stykket op i London skabte det voldsom furore. Selv siger hun, at der er stor forskel på at sætte et stykke som Mågen op før og efter finanskrisen. Og at den aktuelle opsætning nødvendigvis må være langt mere radikal end den tidligere. Ifølge Katie Mitchell går folk nemlig grundlæggende i teatret af to årsager: Enten for at flygte fra ondskaben eller for at lade ondskaben blive reflekteret tilbage på dem selv.
»Det er det samme med Mågen. Det kan iscenesættes som et romantisk stykke om eskapismens mulighed eller som et brutalt drama om livet, som det er. Lige nu er der mest brug for det sidste. At fremhæve det mørke og barske ved Tjekhov,« siger Katie Mitchell.
Når det danske publikums interesse for de russiske forfattere er stigende, hænger det ifølge lektor i Russisk kultur og identitet ved ToRS-instituttet, Københavns Universitet, Alex Fryszman også sammen med, at den tidligere så udbredte interesse for russisk litteratur herhjemme er på vej tilbage efter at have været undertrykt i en årrække.
»Det gælder også i akademiske kredse, hvor der i mange år har været et enormt underskud i formidlingen af russisk litteratur og kultur. Blandt mine studerende, som tidligere har været stort set indifferente over for russisk litteratur, ser man nu en voksende interesse. Der er helt klart tale om et vendepunkt,« siger Alex Fryszman.
Han peger desuden på en anden og helt konkret årsag til den stigende interesse. Nemlig de mange fremragende nyoversættelser af de russiske klassikere, som det danske bogmarked er blevet beriget med de senere år. I et land, hvor så få kender til originalsproget, er det ifølge Fryszman både enestående og helt afgørende for kendskabet til de russiske klassikere, at der findes stærke nyoversættelser.
Det overflødige menneske
En af de russiske romaner, som er blevet oversat i nyere tid, er Dostojevskijs Kældermennesket. Til december får den lille, sorte roman dansk teaterpremiere i Rune David Grues iscenesættelse. Ifølge instruktøren selv er kældermennesket en uhyggeligt moderne figur.
»Kældermennesket er den socialt isolerede mand, som har lukket sig inde med sig selv, sine magtfantasier og sin brændende foragt over for det samfund, han nægter at være en del af. På den ene side rammer hans kritik af samtiden lige på kornet, på den anden side er han et uhyggeligt billede på, hvad isolation gør ved mennesket« siger Rune David Grue.
Men kældermennesket er ikke kun en dominerende figur i Dostojevskijs romaner. Kældermenneskefiguren er nemlig kulminationen på en lang tradition i russisk litteratur for skildringen af det overflødige menneske.
»Det er et menneske, der rummer et stort potentiale, men som samtidig er fuldstændig ubrugelig i det samfund, det befinder sig i. Simpelthen fordi hans form for potentiale og intelligens ikke længere er efterspurgt,« siger Alex Fryszman.
Det ‘overflødige menneske’ som litterær figur blev mere og mere udbredt i løbet af det 19. århundredes russiske samfund, som groft sagt kun rummede to muligheder for succes: en militær karriere eller en karriere som embedsmand. Lykkedes det ikke, var der kun fremmedgørelsen og flugten ind i sig selv tilbage.
Mængden af overflødige mennesker er ikke blevet mindre i det 21. århundredes vestlige samfund. Og alene af den grund er Kældermennesket en vigtig historie at fortælle i dag, påpeger Rune David Grue.
»Den isolerede mand, som sidder på sit værelse og udtænker mærkelige planer om, hvordan de skal hævne sig på verden, er jo ikke så fjernt fra nogle skikkelser, vi støder på i vores tid,« siger han.
Og så har internettet vist sig at være en perfekt arena for kældermenneskets udfoldelser. Bloguniverset er blevet hjemsted for et globalt, højtuddannet mandeproletariat af kældermennesker.
»Det vrimler med kældermennesker på nettet. Massevis af blogs flyder over med disse velformulerede og selvbevidste, men også meget rasende og bitre typer. I deres retorik, i den ambivalente stillingtagen og det ikke at ville fastholdes i en klar jeg-position, men netop dyrke onlineidentitetens flygtighed minder de på mange måder om kældermennesket,« siger Alex Fryszman.
Anna Karenina af Lev Tolstoj spiller på Betty Nansen Teatret i perioden 23. september til 30. oktober.
Mågen af Anton Tjekhov spiller på Det Kongelige Teater fra 7. oktober til 13. januar 2012.
Kældermennesket af Fjodor Dostojevskij spiller på Det Kongelige Teater fra 26. november til 4. februar 2012.
For de Dostojevskij-interesserede afholder Magasinet rØST i samarbejde med Oplysningsforbundet DEO et heldagsseminar om Dostojevskij under overskriften Dostojevskij – mellem himmel og kælder lørdag den 22. oktober 2011 kl. 10-16 på Københavns Universitet, Alexandersalen, Bispetorvet 1-3.
.jpg)
Kommentarer
Interessant nok når bare man forstå, at disse forfattere udelukkende skrev for 8-10 % af befolkningen, i det daværende zaristiske Rusland. Hovedparten af befolkningen var analfabeter, og den absolutte overklasse, storfyrsterne og fyrsterne, læste som regel ikke litteratur. Det er sandt nok de gik i teatret, for det sociale samvær skyld, ikke for indholdet i forestillingen. Den litterære ukyndighed blandt de kronede hoveder, var ikke begrænsede til de etniske russere. Christian den 9. datter Dagmar der var gift med den russiske zar Aleksander den 3´je, var ualmindelig ubegavet, hvis man skal tro statssekretæren Polovsov. Det er derfor en tilsnigelse at kalde Tolstoj( med mindre det er Aleksej Tolstoj), Dostojevskij og Tjekov for russiske forfatter – de var den russiske middelklasse og laver-overklasses forfattere. En rigtig russisk forfatter er derimod forfatteren til ”Stille flyder Don” Mikhail Sjolokhov. En ny oversættelse, af hans værker ville være kærkommen. Når det danske publikum sværmer for Leo Tolstoj og Dostojevskij tågede og uklare fantasterier, så er det et eklatant udtryk for storbys spleen og romantisk weltsmert. Ikke ligefrem noget der minder om bevidste individer, der har forstået alvoren i f.eks. klima situationen sådan som Katie Mitchell mener. Tænk hvis man her til lands kunne vågne op og se den rige litteratur som fandtes i Sovjetunionen og også i det post-sovjettiske samfund. Hvad med tidlige sovjettiske forfattere som: Maxim Gorki; Nikolaj Ostrovskij; Fedor Gladkow og ledt længere oppe i århundrede Vera Panova. I deres litteratur er menneskene virkelige varme og levende mennesker på godt og ondt. Eller en senere periodes forfattere så som Jurij Trifonov og Anatolij Rybakov. Her er vi langt fra Tolstoj´s og Dostojevskij besynderlige mennesker, der få mig til at tænke på en karrusel på Dyrhavsbakken.
Claus,
Kosakkulturen, som Sjolokhov så fremragende skriver om, var jo heller ikke det “almene” Rusland på den tid!
Men du har så ganske ret i, at de fleste danske boglæsere går glip af meget her!
Det er nok rigtigt Claus Oreskov, men Strindberg, Ibsen og Bjørnson blev vel også mest set at et smalt borgerskab, og sådan er det jo med meget dramatik. Men disse klassikere har dog nok sat sig nogle alvorlige spor i drama og litteratur og hvad der ellers hører til, og påvirket og inspireret deres eftertid. Maxim Gorki har nok også ladet sig inspirere.
Men ligemeget, det er alle tiders med ro på, fordybelse, langsom indsigt i mennekeskers psykologi osv., at det nu får lov at bemægtige sig scenen, for det er der så sandelig behov for midt i tidens hæsblæsende, forjagede overfladedyrkelse.
@Nic Pedersen. Hvad du siger om kosakkulturen tilslutter jeg mig gerne, men så skal man huske på, at Sjolokhov bøger var vanvittig populære, og læst af alle for på det tidspunkt, var man begyndt at gøre noget ved analfabetismen i Sovjetunionen.
@Michael Kongstad Nielsen. Giver jeg også ret i dine betragtninger. Litteraturen var borgelig og elitær på det tidspunkt. Personligt har jeg ikke meget til overs for borgelige værdier og problematikker, og jeg gider slet ikke få dem proppet ned i halsen på teatret. Omvendt er noget af det tristeste jeg har oplevet er Bertolt Brecht på den kongelige. Her sad det bedre borgeskab og klappede vildt af det som skulle være en kras kritik af netop deres livstil. Brecht var uden tænder. Strindberg var proletar men langt fra folkelig – men han kunne være det.
PS: Skulptur af de elskende fra ”Stille Flyder Don”: Grigorij til hest og Aksinja med vand spandende. Rostov ved Don.Scroll nederst på siden (4.nederste billede):
http://meeting.lt/phpBB2/viewtopic.php?p=67220
Hvad angår ro og fordybelse må jeg indrømme, at jeg ikke ved hvad det er – medmindre vi taler om virkelighedsflugt. For det er jo midt i livets hæsblæsende malstrøm, man tænker bedst, og ro det få vi alle sammen i graven.
Angiveligt har Sandemose skrevet om Rodin´s ”grubleren”, at sådan sidder tænkende mennesker ikke. Sandemose mente man tænkte bedst, når man skrallede kartofler eller barberede sig.
@ Claus Oreskov
Tak for spændende link (19.35). Du må kunne russisk formoder jeg. Spørgsmålet om kunstens mulighed for at behandle emner fra almindelige menneskers hverdagsliv har altid været diskuteret - hvordan skulle man kunne få sit udkomme af det? Jeg tror nu nok Shakespeares kunne det i et vist omfang, men mange kunne ikke. Og hvad med alle komponisterne? Kunne de skrive uden at have hoffet bag sig? Tsjaikovskij f. eks.? Var hans musik dårlig, fordi sponsoratet var ufolkeligt? Det tror jeg ikke.
Med hensyn til fordybelse, håber jeg, at alle ved hvad det kan være. Ro håber jeg også, folk længes efter. Men jeg kan tage fejl.
@Michael Kongstad Nielsen. Ro og fordybelse er sikkert en relativ størrelse. Sartre skrev sine romaner og filosofiske afhandlinger på Café de Flore, omgiven af travle og støjende mennesker.
I et stærkt klassedelt samfund som det Tsjaikovskij levede og arbejde i, var der stor forskel på kultur. Bønder og arbejdere havde andre værdier og en anden kultur end overklassen. Netop kunst og kultur tjener i høj grad som markører for sociale tilhørsforhold, jævnfør Pierre Bourdieu´s habitur begreb. Overklassens havde alt andet lige mere tid til at forbruge kultur i. Arbejderen i zarens Rusland arbejde 12 en ½ time om dagen, og i tekstilindustrien op til 14 – 15 timer. Det galt også børnearbejderne som udgjorde en stor del af arbejdstyrken. Boligforholdene var ligeledes forfærdelige, almindeligvis boede 10-12 mennesker i et lille rum. Under de forhold var der ikke meget tid og energi til at nyde finkultur, men man udviklede en egne proletar kultur som f.eks. kunne være ”hvordan lever og bor så mange mennesker sammen.” Almindeligvis opfattede arbejder og bønder overklassens kultur som latterlig når de ikke ligefrem var bange for den! Den russiske maler Ilja Repin fortæller, at engang han opholdt sig på landet, fik han lyst til at male landsbyens børn. Repin malede naturalistisk, og da børnene så skitserne af sig selv, blev de bange og løb skrigende bort. Senere kom bønderne og ville tæske Repin, de syndet det var unaturligt at male almindelige mennesker, og ikke kun fyrster og krigsherre. Omvendt har overklassen altid hændet inspiration i den folkelige og indfødte kunst. Mozart har øjensynlig kun skrevet et værk som ikke var bestillings arbejde, nemlig c-moll messeen, og hvis du spørger mig, så vil jeg tro at hans musik kunne være blevet mere fantastisk, hvis han selv havde, kunne bestemme, hvad han selv ville komponere.
Der skal stå “Bourdieu´s habitus begreb.
Tak til Claus Oreskov for kommentarer.
Mit ærinde var egentlig bare, at prøve at se noget positivt i, at man sætter disse gamle russere op nu. Det betyder, at man tager farten lidt af, standser op og tænker sig om. “Fordybelse” er måske for tungt et ord, men betyder dog ikke “fortabelse”.
Skriv en kommentar