Psykiatriske behandlingsinstitutioner har haft mange navne. Fra det syvende århundrede til 1700-tallet var de anstalter, der skulle afsondre de farlige og besværlige. Institutionerne havde dengang ingen egentlig behandling, men havde som eneste formål at skabe mure mellem ‘os’ og ‘de andre’.

Med Den Franske Revolution og Philippe Phinels udvikling af den moderne psykiatri kom et opgør med kriminaliseringen af den gale. Hensigten blev nu, at psykiatrien skulle være et lægevidenskabeligt speciale, og moralsk helbredende behandling blev udviklet for at redde en rest af åndeligt liv. I samme ånd blev beskæftigelsesterapi indført. Og i 1900-tallet påbegyndtes en klassifikation af sindssygdomme.

I dag skyller en psykiatrisk bølge ind over verden, og 1960’ernes antipsykiatriske bevægelse har svært ved at komme til orde.

Den antipsykiatriske bevægelse stod for en social tilgang til sindssygdom, som blev karakteriseret som en reaktion på et sygt samfund og i samme ånd sås psykiatrien som en myte .Men antipsykiatrien stødte desværre på grund, og den medicinske ambulante behandling tog over i 1980’erne.

Bag lås og slå

I dag symptombehandler man med medicin, og følger op med beskæftigelsesterapi. Man kan ikke afgrænse psykiske sygdomsbilleder af hjernen, men man taler om mentale genveje .Med kravet om psykiaterens autoritet, og psykiske klassifikationer er den sociale dimension gået tabt.

De psykisk syge omtales i dag somme tider som anderledes tænkende. Men for hvem er disse anderledes tænkende, og hvorfor mødes de med psykiateren?

Før Oplysningstiden havde de ikke et valg, for var man omstrejfende, eller gjorde man op med tidens normer, blev man sat bag lås og slå. Men tiden i dag er en anden. Der er ingen, der tvinger én til behandling. Så hvorfor bliver det løsningen for mange?

Svaret er ikke alene, at den lægelige medicinske autoritet spiller en betydelig rolle, men ligeledes at socialpolitikken er blevet til beskæftigelsespolitik. Selv om mange psykisk syge ikke bures inde som førhen, holdes de stadig bundet af symptombehandling kombineret med beskæftigelsesterapi.

Fattigdom

Dette besvarer dog ikke spørgsmålet om, hvorfor stadigt flere kommer i psykiatrisk behandling frem for i anden behandling. Svaret på det er den tidligere nævnte oversete sociale dimension; fattigdom. De psykisk syge er ofte fattige og kan kun vælge gratis psykiatrisk behandling.

Gennem antipsykiatriens linse hjælpes den sociale afviger ved at forklare de samfundsmæssige forhold og den kulturelle kontekst, der forklarer ham som en sådan. For at fuldende billedet må fattigdom inddrages. Den socioøkonomiske dimension er således bragt frem i lyset.

Den kulturelle dimension skal også illumineres. For hvem er den sociale afviger? Her kan søges svar i antropologiske undersøgelser, som har påvist, at den skizofrene i New Guinea ville blive betragtet som en åndelig leder. Men i den vestlige kulturelle kontekst gives et mærkat. Den anderledes tænkende ses ikke som en velagtet borger, men som social afviger. Hvad er det for anderledes tanker, han tænker, og hvorfor forstyrrer han os andre? Her skal det understreges, at han som sådan ikke forstyrrer os andre, før han sættes under lup og derved bliver en, der tænker anderledes. Den kulturelle kontekst skaber altså så at sige afvigeren.

Moralske gitre

Årsagen er, at visitationssamtalen og dermed den psykiske diagnosticerings linse afgrænser klientens problemstilling og giver et ensidigt defineret handlegrundlag, som resulterer i, at en manglende vilje til behandling bliver et usynligt reb, hvormed man kan styre patienten.

Kort fortalt er psykiatriske behandlingsinstitutioners fysiske mure blevet erstattet af moralske gitre. Man fastholder ikke længere kroppens bevægelighed, men inddæmmer viljen. At ville omvende de syndige og amoralske til fornuft, som man ville i Middelalderen, er i dag blevet til et spørgsmål om viljens virkekraft.

Det ses ikke på den fattige, at han er fattig, før hans frie vilje tages fra ham. Det ses ikke på den religiøse, at han er religiøs, før hans åndelighed sættes på prøve. Og man kan ikke indfange den kreative tanke ved at give den et navn.

Spørgsmålet er om den anderledes tænkende kan fratages sine tanker. Spørgsmålet er om helbredelse er løsningen.

Tina Rye Hansen er bachelor i antropologi

Denne artikel er anbefalet af: