Psykiatriske behandlingsinstitutioner har haft mange navne. Fra det syvende århundrede til 1700-tallet var de anstalter, der skulle afsondre de farlige og besværlige. Institutionerne havde dengang ingen egentlig behandling, men havde som eneste formål at skabe mure mellem ‘os’ og ‘de andre’.
Med Den Franske Revolution og Philippe Phinels udvikling af den moderne psykiatri kom et opgør med kriminaliseringen af den gale. Hensigten blev nu, at psykiatrien skulle være et lægevidenskabeligt speciale, og moralsk helbredende behandling blev udviklet for at redde en rest af åndeligt liv. I samme ånd blev beskæftigelsesterapi indført. Og i 1900-tallet påbegyndtes en klassifikation af sindssygdomme.
I dag skyller en psykiatrisk bølge ind over verden, og 1960’ernes antipsykiatriske bevægelse har svært ved at komme til orde.
Den antipsykiatriske bevægelse stod for en social tilgang til sindssygdom, som blev karakteriseret som en reaktion på et sygt samfund og i samme ånd sås psykiatrien som en myte .Men antipsykiatrien stødte desværre på grund, og den medicinske ambulante behandling tog over i 1980’erne.
Bag lås og slå
I dag symptombehandler man med medicin, og følger op med beskæftigelsesterapi. Man kan ikke afgrænse psykiske sygdomsbilleder af hjernen, men man taler om mentale genveje .Med kravet om psykiaterens autoritet, og psykiske klassifikationer er den sociale dimension gået tabt.
De psykisk syge omtales i dag somme tider som anderledes tænkende. Men for hvem er disse anderledes tænkende, og hvorfor mødes de med psykiateren?
Før Oplysningstiden havde de ikke et valg, for var man omstrejfende, eller gjorde man op med tidens normer, blev man sat bag lås og slå. Men tiden i dag er en anden. Der er ingen, der tvinger én til behandling. Så hvorfor bliver det løsningen for mange?
Svaret er ikke alene, at den lægelige medicinske autoritet spiller en betydelig rolle, men ligeledes at socialpolitikken er blevet til beskæftigelsespolitik. Selv om mange psykisk syge ikke bures inde som førhen, holdes de stadig bundet af symptombehandling kombineret med beskæftigelsesterapi.
Fattigdom
Dette besvarer dog ikke spørgsmålet om, hvorfor stadigt flere kommer i psykiatrisk behandling frem for i anden behandling. Svaret på det er den tidligere nævnte oversete sociale dimension; fattigdom. De psykisk syge er ofte fattige og kan kun vælge gratis psykiatrisk behandling.
Gennem antipsykiatriens linse hjælpes den sociale afviger ved at forklare de samfundsmæssige forhold og den kulturelle kontekst, der forklarer ham som en sådan. For at fuldende billedet må fattigdom inddrages. Den socioøkonomiske dimension er således bragt frem i lyset.
Den kulturelle dimension skal også illumineres. For hvem er den sociale afviger? Her kan søges svar i antropologiske undersøgelser, som har påvist, at den skizofrene i New Guinea ville blive betragtet som en åndelig leder. Men i den vestlige kulturelle kontekst gives et mærkat. Den anderledes tænkende ses ikke som en velagtet borger, men som social afviger. Hvad er det for anderledes tanker, han tænker, og hvorfor forstyrrer han os andre? Her skal det understreges, at han som sådan ikke forstyrrer os andre, før han sættes under lup og derved bliver en, der tænker anderledes. Den kulturelle kontekst skaber altså så at sige afvigeren.
Moralske gitre
Årsagen er, at visitationssamtalen og dermed den psykiske diagnosticerings linse afgrænser klientens problemstilling og giver et ensidigt defineret handlegrundlag, som resulterer i, at en manglende vilje til behandling bliver et usynligt reb, hvormed man kan styre patienten.
Kort fortalt er psykiatriske behandlingsinstitutioners fysiske mure blevet erstattet af moralske gitre. Man fastholder ikke længere kroppens bevægelighed, men inddæmmer viljen. At ville omvende de syndige og amoralske til fornuft, som man ville i Middelalderen, er i dag blevet til et spørgsmål om viljens virkekraft.
Det ses ikke på den fattige, at han er fattig, før hans frie vilje tages fra ham. Det ses ikke på den religiøse, at han er religiøs, før hans åndelighed sættes på prøve. Og man kan ikke indfange den kreative tanke ved at give den et navn.
Spørgsmålet er om den anderledes tænkende kan fratages sine tanker. Spørgsmålet er om helbredelse er løsningen.
Tina Rye Hansen er bachelor i antropologi
Kommentarer
Statistisk set er der i de senere år sket en kraftig stigning i antallet af psykisk syge. Ganske vist kan det muligvis delvist forklares med en stigning i diagnosticeringen og visse andre ting, men der er efter min mening ikke tvivl om, at det også er en reel stigning.
Af gode grunde kan en sådan pludselig stigning umuligt have genetiske årsager, fordi gener kun kan sprede sig langsomt. Den mest sandsynlige årsag må være samfundsmæssig, og det burde derfor være det vigtigste at undersøge videnskabeligt. Men det bliver helt klart forsømt i dag.
En videnskabelig undersøgelse er også nødvendig, fordi man ikke bliver meget klogere af at sige, at “det skyldes et sygt samfund”.
Tak for artikel.
Må lige knytte den kommentar, at artiklens bidrag udelukkende er at finde i en påpegning af strukturelle og kulturelle forholds betydning for menneskers diagnostisering og (frivillig) indskrivning under ‘psykiatrisk behandling’ - jeg deler ambitionen om at kaste lys på sådanne mekanikker. Også fra denne platform!
Psykiatrien er efter min mening udelukkende symptom på andre forhold i denne artikel - og dette på en problematisk måde.
Artiklen kan læses som en kritik af selve måden et ‘psykiatrisk system’ behandler på. Det tyder dog ikke på, at det er her artiklens faglige grundlag er hentet.
At ‘viljen tages fra ham’ er må jeg læse som en diskursiv betragtning og ikke en kommentar til arbejdet på de socialpsykiatriske institutioner?
Citat: “Selv om mange psykisk syge ikke bures inde som førhen, holdes de stadig bundet af symptombehandling kombineret med beskæftigelsesterapi.”
Synes ovenstående er synd for artiklen. Måske endda ødelæggende for dens egentlige formål? Som sådan rammer artiklen nemlig forbi den debat og det arbejde, der er i gang for at sikre at ‘recovery’ (at komme sig = helbredelse?) bliver målsætningen med den psykiatriske indsats, og at ‘beskæftigelsesterapi’ handler om integration på det ordinære arbejdsmarked mm. - altså at en psykiatrisk diagnose betyder indskrivning i et system, der netop IKKE tager viljen fra et menneske. En indsats, der sigter på at afhjælpe problemer - herunder også fattigdom. En institutionel indsats, der sigter på udskrivning fra institutioner.
Overskriften er efter min mening uheldig, da svaret er “JA” i praksis og måske “NEJ - IKKE ALENE” indenfor en akademisk diskursiv ramme.
Der er vel både brug for at pege på strukturelle og diskursive dynamikker OG arbejde med at forbedre det psykiatriske system i praksis. Jeg mener at i den nuværende situation (som ikke er 1980’erne!) vil et (tiltrængt) fokus på det sidste komme flest mennesker til gode!
Tak for kommentaren om fattigdom - mindre tak for den halvfærdige kommentar til psykiatriens arbejde.
Mvh Thomas
Fattig dom ja, men særlig fattig på kontakt til andre mennesker. I takt med vi som samfund har fravalgt solidariteten, rammes flere og flere af isolation og ensomhed, med psykiske lidelser til følge. Medicinering kan være relevant og nødvendigt. Men i sidste ende er det symptombehandling og kan ikke stå alene -hvilket jo desværre er virkeligheden i langt de fleste tilfælde.
Ovenstående er helt uvidenskabeligt selvfølgelig :), men efter min erfaring vældig rammende set fra gulvhøjde.
Målet for at behandle den psykisk syge, er den for at kunne indlemme vedkommende i samfundet, gøre vedkommende mindre synlig? Er behandlingen til/for at hjælpe og hvis ja, hvorledes? Når man modsætter sig behandling bliver det problematisk for omgivelserne og en umyndiggørelse følger ofte derefter. Så hvad er målet og for hvem?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg synes at artiklen er et fejlskud, og som thomas B, påpeger, er konklusionerne i artiklen hæmmende for spørgsmålet der stilles.
For spørgsmålet “Er helbredelse løsningen på psykisk sygdom?” er ganske relevant.
- Da, de efterfølgende spørgsmål er hvad er helbredelse ift. pskysisk sygdom, og hvad er psykisk sygdom? dvs. normalitet vs. unomalitet/anormalitet.
Svarene på de efterfølgende spørgsmål, tager selvfølgelig udgangspunkt i den kulturelle kontekst. Hvorfor det er irrelevant, hvad der defineres som normalt i en anden kontekst, men det er udelukkende i den konkrete kontekst, svaret på normalitet/helbredelse findes.
ang. moralske mure, vs. fysisk mure, så mener jeg at
Foucault, har .belyst dette indgående, og defineret dette ved begrebet “den pastorale magt”
MEn for at vende tilbage til spørgsmålet , ikke forvilde sig i teoretiske begreber. Så kræver spørgsmålet, at når helbredelse dvs. normalitet og psykisik sygdom, er defineret.
Da skal yderlig to definition træffes; - Nemlig, hvor lidt/hvor meget normalitet skal være til stede i en person, for at personen kan defineres som normal?
- og på hvilket præmisser og med hvilket metoder/midler/virkemåder skal normaliteten opnås/genopnåes/genskabe/skabes?.
For da åbner spørgsmålene sig omkring medicin vs terapi, samt medicin og terapi vs. kun terapi eller kun medicin ift de forskellige “grupper” af psykiske lidelser og adfærdsforstyrelser? Der så åbner op for spørgsmål omkring, hvordan normaliteten opnås for en enkelte psykiske syge/adfærdsforstyret, samt hvem der bestemmer hvilket mål for normailtet, der skal opnås, i hvilken sammnhæng. - Det åbner op for spørgsmål om deltagelse på arbejdsmarkedet, på særlige eller almene vilkår? spørgsmål om autonomi, vs. sikkerhed for eget og andre livs. spørgsmål som habeas corpus?, kognitiv frihed?, osv.
Alt sammen meget spændende og relevant spørgsmål, men det er vigtigt at de psykiske syge stemme i diskussionen høres, og sikres at netop den stemme bliver vurderet på lige fod med fagfolks.
Dette er for at debatten ikke overtages at teoretiske og politiske idéer, og debatten forsætter at et ubæredygtigt spor, båret af varm luft, pengeløfter og selvpromovering.
Så tak for en artiklen, der fik mig til at skrive ovenstående
“Spørgsmålet er om den anderledes tænkende kan fratages sine tanker. Spørgsmålet er om helbredelse er løsningen.” — Spørgsmålet er jo også, om helbredelse er ensbetydende med, at de tanker (og følelser), der, på grundlag af kulturelle normer og værdier, i vores samfund betegnes som “symptomer” på “psykisk sygdom”, fratages den psykiatrisk stemplede, eller om helbredelse måske betyder, at vedkommende, ganske modsat, hjælpes til at tage disse tanker (og følelser) i besiddelse, så de ikke længere kontrollerer vedkommende, men vedkommende kontrollerer dem.
I især det engelsksproglige udland findes der noget, der hedder “Mad Pride” (overført fra andre menneskerettighedsbevægelsers motto, f.eks. Gay Pride). Jeg ser mange i denne bevægelse, der med stolthed holder fast i deres “madness”, ja nærmest dyrker den. Ikke som en sygdom (hvilket er hvad der kendetegner en “bruger”), men som en “dangerous gift” (jf. The Icarus Project i USA). Selv om jeg har en del sympatier for idéen bag Mad Pride, og mange gode venner, der er tilhængere af konceptet, så kan jeg ikke helt identificere mig. Jeg er ikke så meget stolt, men dog desto mere glad for, at jeg er et levende menneske, hvilket det, at jeg har reageret på visse omstændigheder i mit liv, har vist mig. Men jeg er bestemt ikke stolt over, og heller ikke glad for, at jeg ikke har været bevidst nok til at kunne gøre brug af andet, end “madness” for at give udtryk for min reaktion. Galskabens sprog er det ubevidstes sprog, og det ubevidstes sprog er symbolsprog. Det er fint, at anvende symbolsprog. Men for at kunne anvende det, istedet for at blive anvendt af det, for at frigøre sig, fra at blive kontrolleret af sine egne ubevidste traumatiseringer, af “psykisk sygdom”, af andre, af psykiatrien, osv., er man nødt til at bevidstgøre, at tage i besiddelse. Ellers forbliver man slave, og det er der vidst ikke så meget, at være stolt over at være. Især ikke, hvis det betyder, at man gang på gang igen gør livet til et helvede for andre, og specielt sig selv.
Ingen kan fratage den anderledes tænkende (og følende) sine tanker (og følelser). Det er psykiatriens “success” på området vidst mere end bevis på. Så, helbredelse forstået som en tilstand af ubevidsthed (og ufølsomhed) kan aldrig være løsningen. Men at sigte mod helbredelse forstået som en tilstand af bevidsthed og ejerskab af sine tanker og følelser, skylder enhver både sig selv og andre at gå efter, og give andre mulighed, at gå efter.
Synd for resten, at artiklen selv gør brug af det moralsk fordømmende “de psykisk syge”. Når vi nu taler om anderledes tænkende (og følende) mennesker, kan vi så ikke bare sige det, og holde fordømmelserne udenfor?
Og et ord angående recoverybegrebet: psykiatrien gør brug af den samme definition, som handicapbevægelsen, dvs. recovery er, at lære at leve med en kronisk sygdom. Dermed er mulighederne på forhånd begrænsede. Recovery i en psykiatrisk sammenhæng betyder ikke helbredelse. Men siden det nu er muligt, at bevidstgøre de tanker og følelser, der betegnes som “symptomer” af psykiatrien, tage dem i besiddelse, og derved “afsymptomatisere” dem, bør recovery i en psykiatrisk sammenhæng omdefineres til, ja, helbredelse.
Skriv en kommentar