Oppositionen vil for lidt, skriver Rune Lykkeberg (4.-5. juni). Efter 30 år med borgerlig dominans stiller oppositionen sig med Lykkebergs ord tilfredse med »en rød vismand og to socialistiske kommentatorer«.
Diskussionen om vismændenes farve begyndte hos os. Derfor er det vigtigt for os at understrege, at den ikke blot handler om at skifte en blå ud med en rød og få bedre tal. Den er en del af en større kamp for at bryde fundamentalt med årtiers borgerlige dominans. Målet er at gøre op med hele det borgerlige vækstdogme.
Lad os illustrere det med udgangspunkt i spørgsmålet om vækst og bæredygtighed. Forestillingen om vækst som samfundets højeste værdi og et ubetinget gode er nok den mest udbredte borgerlige ‘sandhed’, som en ny regering må gøre op med.
Alle vismændene betragter vækst som så essentielt, at det end ikke er til diskussion. Det må vi gøre op med, og det kan bl.a. ske ved at inkludere økologiske og socialistiske økonomer blandt vismændene.
Vores vismandsreform skal altså ikke ses som et opgør med borgerlige smagsdommere, sådan som det er blevet udlagt i pressen. Det skal ses i sammenhæng med vores forslag om en bæredygtighedskommission.
Baggrunden for begge forslag er, at vi ønsker at gå fra et fokus på økonomi og vækst til et fokus på demokrati og bæredygtighed.
Den ambition står vi dog ofte meget alene med i oppositionen. Socialdemokraterne og SF fokuserer snævert på økonomi og vækst, og minder herved om de borgerlige partier. Det seneste eksempel er S og SF’s 2020-plan, der er helt på linje med regeringens bevidstløse hengivelse til vækst, vækst og atter vækst.
For to år siden talte alle om klima. Men det er, som om det er glemt i diskussionen om de økonomiske 2020-planer. Både regeringen, S og SF opererer med høj økonomisk vækst fremover. Men det er svært at se, hvordan det kan ske uden en voldsom belastning af miljø og mennesker. Det bekymrer os. En ny regering er nødt til at integrere hensynet til bæredygtighed i den økonomiske politik.
Vi er nødt til at få sat gang i en diskussion af, om vækstøkonomien overhovedet skal fastholdes, eller om man kan skabe velstand og velfærd uden fortsat vækst. Lige nu begynder og slutter alle indlæg i den politiske debat med ordet vækst. Vækst ses som alle andre politikområders forudsætning. Ingen vækst ,ingen velfærd lyder det f.eks. De to begrebers sammenhæng synes næsten at være et videnskabeligt faktum.
Vi ønsker et andet fokus. En samfundsudvikling, hvor der er plads til alle, så vi undgår, at 25 pct. af danskerne i den arbejdsdygtige alder skubbes ud af arbejdsmarkedet.
I stedet for mere forbrug ønsker vi kortere arbejdstid og et mindre stresset arbejdsliv.
Vores forslag om en bæredygtighedskommission er inspireret af den engelske regerings bæredygtighedskommission.
Konklusionen i den engelske kommissionsrapport Prosperity without growth? the transition to a sustainable economy var, at uendelig økonomisk vækst ikke kun er økologisk ubæredygtig, men også i stigende grad økonomisk ustabil. Desuden pegede den på, at rigdom ikke kun er økonomisk, og at økonomisk vækst og forbrugerisme ikke nødvendigvis gør os mere glade og frie.
Det er vanskeligt, men ikke umuligt, at skabe en bæredygtig fremtid. Det kan lykkes ved at spille på alle tangenter ikke kun de økonomiske og teknologiske.
Derfor skal en dansk bæredygtighedskommission belyse økonomiske, sociale og kulturelle faktorer bag vækstmodellen og anvise veje til en bæredygtig kurs. Her nytter det ikke med ene rapporter og eksperters analyser. Den primære del af kommissionens arbejde skal være at skabe offentlig debat om bæredygtighed. Befolkningen skal inddrages i udarbejdelse af løsningsforslag gennem høringer, fremtidsværksteder og lignende. Det kræver sit at gøre op med det indgroede vækstdogme. Det sidder så dybt i det fleste, at de blokerer for ideer om udvikling på andre præmisser.
I forlængelse af kommissionsarbejdet må det være en ny regerings opgave at iværksætte en bæredygtig udvikling. Og her taler vi ikke om store planer med flotte målsætninger langt fremme i tiden, men om en mangfoldig palet af konkrete initiativer her og nu, som så følges op af evalueringer og nye tiltag inden for en kort årrække.
Der skal ske væsentlige fremskridt på dette område i løbet af én valgperiode. Derfor må det også gøres klart, hvad bæredygtighed betyder.
For at vurdere om udviklingen er økologisk bæredygtig er der udviklet to centrale begreber: det økologiske fodaftryk og biokapaciteten.
Det økologiske fodaftryk er det areal, der er nødvendigt for at producere de ressourcer, der forbruges af befolkningen og til at absorbere den mængde affald, der skabes af befolkningen.
Biokapaciteten er på den anden side det areal, der faktisk er til rådighed til at producere fornybare ressourcer og absorbere affald. Hvis udviklingen skal være økologisk bæredygtig, må befolkningens økologiske fodaftryk ikke overstige biokapaciteten.
Jordens biokapacitet er blevet overskredet hvert år siden 1970’erne, og i dag har vi brug for halvanden jordklode. Danmark er det tredje mest ressourceforbrugende land i verden målt per indbygger. Hvis alle forbrugte lige så meget som danskerne, ville vi have brug for mere end fire jordkloder.
Udviklingen er i mange år gået den forkerte vej både i Danmark og globalt. Danmark er år efter år rykket højere og højere op på listen over de mest overforbrugende lande i verden og overgås nu kun af Qatar og de Forenede Arabiske Emirater.
Det overordnede spørgsmål i bæredygtighedskommissionen må derfor være, om der er grænser for vækst, som det blev tematiseret allerede med Romklubbens bog af samme navn fra 1972. Men kommissionen skal samtidig forholde sig til, hvordan det er muligt at opretholde eller endda udbygge velfærden i en situation, hvor der ikke nødvendigvis er økonomisk vækst.
Her bør det understreges, at væksten ikke kun slider på naturens ressourcer, men også på menneskelige og sociale ressourcer. I de meget tekniske og taltunge diskussioner om samfundsudviklingen kan det virke, som om vækst er noget, der kommer udefra, fra en udefineret, statistisk økonomisk udvikling.
I realiteten er det os selv, der skaber væksten i vores daglige liv og arbejde. Derfor er folkesygdomme som stress og depressioner også tegn på, at vækstsamfundet er stødt mod menneskelige og sociale grænser.
Den sociale dimension af vækstdiskussionen sætter også fokus på, at bæredygtighed ikke handler om, at vi må give afkald på mere materiel velstand for naturens skyld. Det handler først og fremmest om lighed og om at frigøre os fra et af de mest sejlivede borgerlige dogmer for vores egen og andre menneskers skyld.
Det handler om, at andre mennesker på kloden og fremtidige generationer får samme muligheder som os selv og om, at sætte livskvalitet, fællesskab og demokrati i centrum for det sociale liv. Eller med andre ord: det handler om socialisme.
I Enhedslisten er vi bestemt ikke tilfredse med en rød vismand og nogle bedre tal. Opgøret med vismandsinstitutionen er blot første skridt mod et grundlæggende brud med det borgerlige samfund.
Per Clausen er MF og miljø- og klimaordfører for Enhedslisten. Frank Aaen er MF og finansordfører for Enhedslisten