BOSTON – De fleste amerikanere har hørt om de blodige fejder mellem narkosyndikater i Mexico og den mexicanske stats veritable krig mod titusinder af kraftigt bevæbnede narkosoldater. Forleden viste amerikansk tv billeder af interimistisk byggede panservogne, også kendt som ‘monster trucks’ eller ‘Mad Mexinismos,’ der bliver benyttet af forbryderne til at patruljere deres territorier.
Men her slutter den almindelige amerikaners kendskab til den graverende situation i landet syd for Rio Grande. De færreste er blevet præsenteret for det rystende billede, som Information for nylig tegnede af en by i total opløsning; Ciudad Juárez, hvis amerikanske tvillingeby på den anden side af Rio Bravo-floden, El Paso, til sammenligning ligner en fredfyldt texansk oase.
I løbet af fire år har en fejde mellem to karteller om kontrol med narkosmuglingen fra Mexico til USA forvandlet Ciudad Juárez fra et dynamisk industricenter til en udørk med en kvart million tomme huse, hvis indbyggere er flygtet i rædsel for at blive kidnappet, torteret eller myrdet.
Som forretningsmanden José Antonio Gonzales sagde til Information:
»Når vi tager til børnefødselsdage, snakker børnene om, hvem der er blevet slået ihjel, og hvem der er blevet kidnappet. Når jeg går på gaden med min syvårige dreng, og vi ser en politimand, spørger han mig: Er han én af de gode eller én af de onde. Og jeg ved det ikke.«
Hver måned myrdes mindst 250 borgere i Ciudad Juárez. De sidste fire år har 35.000 mexicanere mistet livet i narkokrigen – en forretning, som syndikaterne tjener snesevis af milliarder i US-dollar på. Sagt uden omsvøb: 30 mexicanere om dagen dør, de fleste henrettet, mange ved halshugning.
Det aner de fleste amerikanere ikke noget om.
Og de skal helst heller ikke vide det, for det er amerikanernes umættelige behov for stoffer og den amerikanske forbundsstats strenge forbudspolitik og kriminalisering af besiddelse og forbrug af stoffer, som har drevet Mexico og andre latinamerikanske lande – og senest også de nye transitlande i Vestafrika – ud i en voldelig spiral med nedbrydelse af civilsamfundet og forrådnelse af det politiske liv som konsekvens.
Denne konklusion ligger i hvert fald lige for efter gennemlæsning af en ny rapport, skrevet af en gruppe vise statsmænd og kvinder tilhørende Global Commission on Drugs. På listen over forfattere står kendte pensionerede politikere som udenrigsminister George Shultz, centralbankchef Paul Volcker, FN-chef Kofi Annan, præsidenterne Fernando Henrique Cardoso (Brasilien), Ernesto Zedillo (Mexico), Louise Arbour, Javier Solana, Thorvald Stoltenberg og mange andre.
Deres hovedbudskab er utvetydigt: Den globale krig mod narko har været en total fiasko. Kun et radikalt kursskifte vil kunne vende den negative udvikling. Og USA bærer hovedansvaret for miseren.
Siden Richard Nixon var præsident i 1970’erne har den ene amerikanske præsident efter den anden skærpet statens kamp mod narkohandel og forbrug med det resultat, at der til hver en tid sidder 500.000 mennesker fængslet i USA – de fleste ‘små fisk’ i et net, der styres af urørlige narkobaroner. En uforholdsmæssig stor del af de indsatte er sorte og latinoer, for hvem tiden bag tremmer er en oplæring i voldelig kriminalitet.
USA har gennem FN insisteret på, at andre lande anvender lovens lange arm til at bekæmpe narkomisbrug frem for at satse på behandling og kontrolleret adgang til stoffer. FN-konventionen mod ulovlig narkohandel fra 1988 pålægger medlemslandene at føre en hård linje mod narkomisbrug og virker derfor som en spændetrøje, hedder det i rapporten.
Et typisk eksempel er Mexico. Landets præsident, Felipe Calderon, indledte efter pres fra USA en krig mod narkokartellerne i 2008 med 35.000 døde som resultat – uden at USA har gjort noget meningsfuldt og effektivt for at komme det stedse voksende stofmisbrug til livs.
I årtier har det amerikanske militærs sydlige kommandos primære opgave bestået i at bistå latinamerikanske lande med at nedkæmpe narkosyndikater og stoppe smugleriet. Resultatet? Endnu større indsmugling.
I håb om at stoppe narkofinansieringen af al-Qaedas og Talebans aktiviteter er CIA endda begyndt at bruge droner i Afghanistan til at dræbe narkobaroner.
Den korte og koncise rapport lægger ud med en afslørende statistik. Fra 1998-2008 voksede det verdensomspændende forbrug af opiater med 34,5 pct., af kokain med 27 pct. og af cannabis med 8,5 pct. Det til trods for mobiliseringen af militær og politistyrker, retsvæsen, undervisning og behandling.
»Skønt den aktuelle kurs ikke har nået det mål, som FN-landene satte sig oprindeligt – at begrænse markedet for bedøvende stoffer – har de beslutningstagende organer på nationalt og internationalt niveau været utilbøjelige til at granske nøjere i problematikken og debattere alternative strategier,« hedder det i rapporten.
Konklusionen ligger snublende nær. Forfatterne opfordrer de enkelte lande til at afkriminalisere forbrug og småhandel med narkotika og koncentrere retsvæsnets, politiets og finansmyndighedernes indsats mod forbrydersyndikater og den grænseoverskridende økonomiske kriminalitet. De penge man sparer på at gå efter de små fisk, skal investeres i behandling og resocialisering. Det vil gavne samfundsøkonomien.
Udfordringen er at drible uden om 1988-konventionen, der efter alt at dømme ikke kan ændres eller opsiges, medmindre et stort antal lande fordømmer den og vælger deres egen vej tilpasset nationale omstændigheder.
Rapporten opfordrer FN og det internationale samfund (især USA) til at støtte enkelte landes eksperimenter. Det er således uacceptabelt, hedder det, at lægge pres på Bolivia, hvor myndighederne ønsker at lovliggøre den indianske tradition for at tygge kokablade.
Hovedpointen er, at et universelt forbud mod euforiserende stoffer aldrig vil virke efter hensigten. Kriminalisering af vanedannende stoffer skaber uundgåeligt ulovlige markeder med en bunke utilsigtede negative konsekvenser. Den eneste løsning er at indføre kontrolleret adgang til stoffer. Ellers vil narkobaronerne udvikle sig til parasitter, som støt og roligt undergraver de demokratiske samfund.