Jeg begyndte at arbejde som betonarbejder i 2001. Jeg var 23 år gammel, og havde i årene forinden været aktiv på den yderste venstrefløj på Nørrebro. Jeg ankom derfor til skurvognen med et færdigudviklet verdensbillede, hentet direkte fra venstrefløjens aviser, pjecer og bøger. Jeg havde læst om arbejderklassens historiske kamp imod kapitalen, og jeg havde lært at venstrefløjen var synonym med arbejderbevægelsen.
Det var desværre ikke den virkelighed, jeg mødte ude i skuret. Mine røde paroler faldt langt fra altid i god jord blandt mine nye kolleger. Specielt mine holdninger til indvandrere faldt totalt igennem i skurvognen.
På det tidspunkt lød parolen blandt venstreorienterede på Nørrebro: ‘Luk røven - åben grænserne!’ Jeg kan huske, at en pjece argumenterede for, at hvis man åbnede grænserne, ville der højest komme en million indvandrere til landet - et antal som Danmark forholdsvis nemt kunne optage.
Den form for argumentation fungerede slet ikke i skuret. Folk så på mig, som om jeg var gal. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg lige så godt kunne have sagt, at jeg gik ind for at alle skulle smøre sig ind i leverpostej og løbe nøgne rundt om Folketinget.
Det blev ikke meget bedre, når vi diskuterede de problemer med indvandrere, som man på den tid kunne læse om i Ekstra Bladet næsten dagligt. Jeg forsøgte igen og igen at bortforklare problemerne; »Det er jo bare nogle få brodne kar«, »Det er en naturlig reaktion på et racistisk samfund« osv. Men mine kolleger gennemskuede med det samme, at alle mine bortforklaringer netop var bortforklaringer! Jeg havde ingen reelle svar, ingen konkrete løsninger.
Omtrent samtidig med at jeg tabte diskussionerne i skurvognen, tabte venstrefløjen folketingsvalget i 2001. Magten i Danmark gled fra centrum-venstre til det yderste højre. Ikke mindst fordi venstrefløjen havde mistet arbejderstemmerne. For første gang nogensinde stemte et flertal af arbejderne til højre for midten. Da Poul Nyrup i 1992 overtog Socialdemokratiet kunne han regne med, at omkring 70 pct. af arbejderne stemte enten på S eller et andet af de røde partier. Under hans ledelse faldt dette tal til under 50 pct.
Jeg havde tabt diskussionen i skuret med de samme argumenter, som venstrefløjen tabte valget og opbakningen fra arbejderne med. Og ligesom i mit skur var det specielt indvandrerdebatten, der var med til at skubbe arbejderstemmerne fra venstre mod højre.
Der er noget ironisk over, at det netop skulle være flygtninge- og indvandrerdebatten, der skulle skabe problemer for venstrefløjen. Flugten fra fattigdommen i ulandene er jo en naturlig konsekvens af de problemer i den kapitalistiske verdensøkonomi, som venstrefløjen har kæmpet imod i årtier.
Ulandshjælpen var sgu’ da ikke højrefløjens idé, det var venstrefløjen, der var opmærksomme på problemerne, som fattigdommen ude i det store udland kunne medføre. Alligevel er det højrefløjen, som indtil videre har høstet stemmerne på konsekvensen af denne fattigdom.
Hvordan kunne det gå til? Hvordan kan det være, at venstrefløjen fik spillet sig alle sine gode kort af hånden, og har mistet opbakning fra den arbejderklasse, der i sin tid gjorde socialismen til en folkebevægelse?
Blandt aktivisterne på Nørrebro var der en masse forskellige teorier om, hvorfor arbejderne pludselig rykkede mod højre. Én var særligt udbredt: Arbejderklassen havde fået det for godt, de havde bil og hus, og ville skide de fattige i Afrika et stykke. Problemet var, at venstrefløjen havde sejret ad helvede til!
Jeg havde svært ved at sluge den teori, ikke mindst fordi den for det meste blev fremsat af unge universitetsstuderende med vellønnede forældre.
Hvis arbejderklassen fravalgte socialismen, fordi de havde det for godt - hvorfor er der så mange vellønnede akademikere på venstrefløjen? De har det da mindst lige så godt! Jeg begyndte i stedet at hælde til en anden teori: at venstrefløjen har mistet arbejderne, fordi den ikke længere er en arbejderbevægelse, men er blevet til en akademikerbevægelse.
Et hurtigt blik på den samlede venstrefløjs (S, F & Ø) folkevalgte afslører da også, at der er uforholdsvis mange akademikere blandt folketingsmedlemmerne, mens ufaglærte og faglærte arbejdere er groft underrepræsenteret. Ifølge min egen optælling er det kun omkring 14 pct. af venstrefløjens folketingspolitikere, der har en baggrund som faglært eller ufaglært arbejder.
De ufaglærte og faglærte fylder ellers stadig en god sjat af befolkningen, op mod 70 pct. af de 30-60 årige danskere er faktisk faglærte eller ufaglærte.
Foruroligende nok er det i dag et højrefløjsparti, nemlig Dansk Folkeparti, der har den største andel af ufaglærte og faglærte arbejdere i deres folketingsgruppe. Partiet har omkring 20 pct.
Sådan ligger landet altså - og sådan lå det i store træk også i 2001.
Nu kunne man jo tro, at de faglærte og ufaglærte arbejdere røg ud af venstrefløjens folketingsgrupper omkring samtidig med, at de holdt op med at stemme på venstrefløjen. Men sådan forholder det sig ikke.
LO-arbejderne mistede fodfæste i ledelsen af venstrefløjen længe før, de holdt med at stemme på venstrefløjspartierne. Allerede i 1973 var der kun omkring 15 pct. ufaglærte og faglærte arbejdere i venstrefløjens folketingsgrupper.
Faktisk skal man helt tilbage til slutningen af 50’erne for at få en bare nogenlunde repræsentation. Her lå tallet på omkring 50 pct. De ufaglærte og faglærte arbejdere mistede altså indflydelse på venstrefløjen, 30 år før de vendte venstrefløjen ryggen til ved folketingsvalgene. Det er ikke illoyalt, det ville nærmest være mærkeligt andet.
Det skal ikke forstås sådan, at jeg mener, at det er en dårlig ting at være akademiker. Men det er altid godt at have konkrete erfaringer med de ting, man udtaler sig om. Her er det et problem, når venstrefløjen skal diskutere tekniske skoler, arbejdsulykker, nedslidning og almennyttige boliger, at ingen af dem, der er med i diskussionen har nogen som helst konkrete erfaringer med emnerne.
Det var det, der gik galt med indvandrerdebatten i sin tid. De personer, der formulerede venstrefløjens politik på området, havde ikke selv nogen konkrete erfaringer med emnet. Deres børn gik i privatskoler med andre danske børn. De boede i ejer- eller andelsboliger med andre danskere. De arbejdede som akademikere inden for fagområder, der endnu ikke var ramt af outsourcing til ulandene eller af løntryk fra indvandrere.
Populært sagt blev venstrefløjens politik formuleret i Kartoffelrækkerne frem for i Urbanplanen. Det var derfor, at teoretiske forestillinger om en verden uden grænser var mere i centrum for venstrefløjens politik, end konkrete løsninger på problemerne.
Heldigvis er jeg ikke den eneste, der mener, at venstrefløjen er kommet for langt væk fra sine arbejderrødder. En ny generation af arbejdere er begyndt at udfordre akademikernes dominans på venstrefløjen. I Enhedslisten har man for nylig valgt en kandidatliste til næste folketingsvalg, som vil sikre, at partiet igen får ufaglærte og faglærte i sin folketingsgruppe. I Socialdemokratiet har en gruppe arbejdere startet et arbejdernetværk. I SF er der også en lignende udvikling på vej. Noget tyder på, at venstrefløjen er ved at tage de første spæde skridt tilbage til skurvognen.
Jakob Mathiassen er betonarbejder. I dag udkommer hans nye bog, Beton, om livet i skurvognen på Informations Forlag