25.000 Ritalin-børn er for mange

Mens jeg i 1966 var reserve­læge på børneafdelingen i Odense, fik vi en seks år gammel dreng indlagt, fordi han var aldeles ustyrlig. Han for rundt som en flue i en flaske, var hidsig, opfarende, impulsiv og yderst destruktiv.
På afdelingen var han som en tornado. Han måtte hele tiden være under opsyn, da han ellers kom i heftigt klammeri med alt og alle. Man forsøgte at behandle ham med forskellige beroligende midler, men det gjorde kun ondt værre.

Da alt håb syntes ude, sagde jeg med lavmælt stemme og nærmest undskyldende til overlægen, at jeg et eller andet sted havde læst, at amfetamin (speed) undertiden paradoksalt nok virkede beroligende på meget omkringfarende børn. Han rystede lettere opgivende på hovedet, men da situationen syntes håbløs, gik han med til, at der blev gjort et forsøg.
Drengen fik nogle få milligram amfetamin. 20 minutter senere var der sket et mirakel. Han faldt til ro, blikket blev klart og opmærksomt. Man kunne i modsætning til tidligere føre en samtale med ham, og han hørte efter, hvad der blev sagt.
Da der var gået tre-fire timer, vendte den usamlede og splittede adfærd tilbage for fuld udblæsning.

Narko og furore

Centralstimulantia (amfetamin, deksamfetamin,
Ritalin etc.) til hyperkinetiske børn var allerede på dette tidspunkt forholdsvis udbredt i USA.
I 1967 blev jeg ansat på Psykiatrisk Børnehospital i Risskov. Her behandlede jeg forsøgsvis nogle få udtalt hyperkinetiske børn, som ikke lod sig påvirke af nogen form for opdragelse, med centralstimulantia med godt resultat.
De blev mere vedholdende og mere opmærksomme og som følge deraf mere rolige. Men behandlingen medførte en del furore. Mange mente, at det var forkasteligt at give børn med psykiatriske lidelser medicin, ikke mindst når det drejede sig om speed.

EkstraBladet skrev, at børn i Risskov blev proppet med narko. Efter nogen tid blev behandlingen mere accepteret, efterhånden i et sådant omfang, at jeg blev betænkelig. Både i tale og skrift gjorde jeg gældende, at centralstimulantia kun burde anvendes i børne­psykiatrisk regi og kun efter grundig tværfaglig diagnostisk udredning.
Behandlingen skulle følges meget nøje. Virkningen skulle være som ønsket uden uacceptable bivirkninger. Barnet skulle leve under betryggende hjem­lige forhold og have gode betingelser i skole og fritid. Behandlingen krævede et specialiseret behandlingsteam, der kunne bestå af læge, neuropsykolog, sygeplejerske, speciallærer og pædagog, og som udover barnet i det mindste måtte medinddrage forældre, lærere og pædagoger.
I en børne- og ungdomspsykiatrisk lærebog (Reitzel 2001) skriver jeg på side 270: »Da behandlingen er sjælden og aldrig må stå alene, bør den varetages i børne- og ungdomspsykiatrisk regi eller under betingelser, der kan ligestilles hermed«.
Det samme skrev jeg i Ugeskrift for Læger i 1980.

Børn ikke undersøgt

Sidste år fik mere end 25.000 danske børn Ritalin. Det ser umiddelbart ud til, at mine advarsler, som også er givet gennem talrige forelæsninger for medicinske studenter, ikke har båret megen frugt.
Jeg kan ikke forestille mig, at alle disse børn er undersøgt, behandlet og kontrolleret af de forholdsvis få børnepsykiatere, der findes her i landet. Det ville de næppe kunne overkomme, ikke en gang, hvis de kun beskæftigede sig med børn med ADHD (Attention De­ficit Hyperactivity Disorder). Som for længst pensioneret burde jeg måske stikke piben ind, men jeg har ikke kunnet modstå fristelsen, ikke mindst fordi jeg for nylig blev spurgt om, hvad jeg mente om, at man nu skulle være begyndt at give Ritalin til spædbørn. Jeg undlod at svare, men henviste til fagfolk med aktuel erfaring på området.
Det bør retfærdigvis siges, at modstanderne af behandling med centralstimulantia selv til børn med udtalt og invaliderende ADHD har svært ved at pege på et brugbart alternativ, der kan sættes i værk her og nu.
Hvis man satser på familieterapi, specialpædagogik og/eller et mere rummeligt og tolerant samfund, kommer man nok til at vente så længe, at de aktuelle børn ikke får nogen glæde heraf.

Der mangler både vilje, viden, faglig kapacitet og ikke mindst penge. Børnene risikerer at komme til at gå for lud og koldt vand. De får mere end svært ved at klare sig senere i livet. Også deres familier risikerer at gå nedenom og hjem.
Og nu ser det oven i købet ud til, at ADHD-børn skal integreres i normalklasserne. Gad nok vide, hvordan det kommer til at spænde af. Det vil næppe være medvirkende til at forbruget af Ritalin med videre bliver reduceret.

Niels er pensioneret overlæge, speciallæge i børnepsykiatri