Sidste fredag bragte Information en kommentar af Mette Klingsey, hvor hun gik i rette med psykologiprofessor Svend Brinkmann. Han havde udtalt, at vi som samfund har for travlt med at kategorisere al travlhed som stress. Ifølge ham bliver for mange mennesker, som kun lider af det, han beskriver som »livsproblemer«, sidestillet med patienter med alvorlige stresslidelser.
Klingsey mener, at Brinkmann forklejner et alvorligt problem, og at han i sidste ende kan medvirke til at stigmatisere patienter med reelle stressproblemer. »Alvorligt syge mennesker reduceres til klynkere,« skrev hun.
Debatten mellem de to spredte sig hurtigt til Information.dk.
Ifølge læser Rene Hansen er vi vidne til en eksplosion i antallet af psykiske lidelser - ikke bare stress. En af forklaringerne er ifølge ham disease mongering, en praksis hvor diagnostiske grænser udvides, og der skabes øget bevidsthed om dem »med henblik på at udvide markedet for dem, der tilbyder behandling,« tilføjer han. »Hvad der regnes for lidelser, vedtages af American Psychiatric Association, en institution som eksempelvis indtil 1973 mente, at homoseksualitet var en psykisk lidelse.«
Læser Rasmus Andersen mener også, at medicinalindustrien er en del af problemet med sine »tonsvis af kritik rettet mod upublicerede studier og lobbyisme for nye diagnoser.« Han efterlyser mere regulering af sektoren.
Svend Brinkmann svarede på kritikken i en kommentar tirsdag. Her skrev han, at han søgte at starte en debat om, hvorvidt vi er i færd med at nedbryde grænserne mellem patologi og normalitet - altså mellem psykiske lidelser og livsproblemer. »Og om dette virkelig er til gavn for samfundet og de psykiatriske patienter.« Han mener, at problematikken er mere kompleks end Klingsey giver udtryk for:
»Når mindst 8 procent af befolkningen er på antidepressiv medicin, er det da fordi, vi er mere syge end før, eller fordi vores sygdomsbegreb har ændret sig? Eller begge dele? Vi ved det ikke med sikkerhed,« skriver han.
For læser Ivan Sloth er forklaringen vores manglende vilje til at tage ansvar: »Ved at patologisere alle problemer, er der ingen, der har ansvaret for dem - ikke samfundet og heller ikke os selv«
Læser Ursula Nielsen mener, at grænsen for, hvad der er normalt, er blevet så snæver, at folk skammer sig over at træde uden for. »Når individet kollapser, udmattet af alle anstrengelserne fra at leve ‘normallivet’, er det vel en lettelse at få stillet en diagnose som angst eller stresset«, skriver hun.
Information bringer hver fredag et uddrag af ugens mest interessante kommentarer på information.dk