Der er tre forskellige måder at bruge medicin på: 1) som lægemiddel, altså til at kurere klart definerede sygdomme, 2) som livsstilsmedicin, altså til at forstærke eller svække bestemte egenskaber hos en person og 3) som tilpasningsmedicin, altså medicin, mennesker er nødt til at tage for at holde ud at være i den situation, de nu engang er i, eller fordi de er blevet afhængige af medicinen.
Gennem de sidste 10-15 år er grænserne mellem disse tre former for brug blevet tiltagende uklare, og der er opstået stor begrebsforvirring. Alt efter hvor man står, og hvem man er, kan nøjagtigt de samme præparater kaldes henholdsvis for mediciner, stimulanser, rusmidler, luksusartikler, narkotika, præstationsfremmende midler eller personlighedsændrende stoffer. Og alt efter hvor man står, og hvem man er, er de samme stoffer enten givet med statstilskud, er højt beskattede eller direkte ulovlige.
Mennesker har så vidt vides altid brugt stoffer til at ændre deres humør og sanseindtryk. Koffein, ginseng, opium, valerianerod, hash, alkohol, psykedeliske svampe. Det har tilsyneladende reguleret sig selv. Men gennem de sidste 50 år har en række af sådanne stoffer været underlagt medicinindustriens logik. De er blevet syntetisk fremstillet og resultaterne har historisk set været temmelig uheldige. Især stofferne Ritalin (amfetamin) og Stesolid (benzodiazepin) har været solgt og bredt anvendt som ferietabletter og husmorpiller, der på lægens anvisning i mange år har kunnet anvendes risikofrit. De ulykker, f.eks. Stesolid har foranstaltet på den danske folkesundhed, hvor der er ca. 50.000 statsstøttede afhængige af stofferne, forsøger Sundhedsstyrelsen stadig at reparere på endnu 50 år efter.
Siden er der kommet en række andre stoffer til. Aktuelt drejer det sig især om:
1) SSRI-midler (lykkepiller). Sidste år kunne forbruget i Danmark opgøres til over 400.000 brugere, dvs ca. 10 procent af den voksne befolkning. Dette tal er omkring to gang antallet af mennesker, der faktisk lider af depression, hvis der undersøges for lidelsen på befolkningsplan.
2) Ritalin til børn. Der var sidste år over 25.000 børn på Ritalin, antallet er mere end fordoblet på to år, en diagnostisk glidebane omkring ADHD er for længst fastslået.
3) Ritalin til unge. Stoffet bruges til bl.a. eksamenslæsning. Forbruget herhjemme er ukendt, men i USA opgøres det, at mellem 4 og 25 % af de unge bruger stoffet.
4) Betablokkere til unge. Ligeledes et eksamensstof, der i stigende omfang benyttes mod eksamensangst. Forbruget er skjult, men kendes via selvrapporteringer fra unge studerende.
Andre stoffer kan også nævnes, idet de tydeligvis indgår som tilpasningsmedicin, f.eks. forbruget af almindelige hovedpinetabletter er vokset eksplosivt, og de bruges bl.a. af unge gymnasiepiger på daglig basis, idet de får ondt i hovedet af at gå i gymnasiet. Og de anabole steoider, hvor der næsten udelukkende ses misbrug.
Og hvorfor er dette så et problem? Det er det fordi, at styringen af medikamenterne synes uden for rækkevidde, og fordi den nødvendige debat ikke findes. Problemet er voksende, fordi den logik, der får forbruget til at stige, er en individualiseret logik, der ikke medtænker den nødvendige samfundsdagsorden.
Den logik, der er til stede i en læges konsultationslokale, hvor lægen har til opgave at tænke på det enkelte individ, har vist sig ikke at kunne tage højde for, hvad der sker på samfundsplan. Vi ved at når det f.eks. drejer sig om sportsverdenen og på narkotikaområdet, så griber samfundet styrende ind, for hvis det alene er den enkeltes interesser, der tilgodeses, ender vi i en situation, vi som samfund ikke ønsker. Man må derfor spørge, hvorfor vi så lader den individuelle logik være enerådende på skolerne og på arbejdspladserne, der nu i stadigt stigende grad bliver medicinsk tilpassede.
Debatten er tvingende nødvendig, men også svær at føre. Fremsætter man synspunkter som de ovenstående, vil der altid være en række reelt syge mennesker, der føler, at der nu bliver sparket til dem, der i forvejen ligger ned. Lad det derfor være sagt en gang for alle, at hensigten med at føre debat om livs-stilsmedicin og tilpasningsmedicin ikke er at begrænse syge menneskers behandlingsmuligheder, men derimod et forsøg på at være mere varsomme med, hvad vi definerer som sygdomme.
Debatten er især svær, fordi man er oppe mod medicinalindustriens interesser. I industrien betragter man de nye medikamenter som et guldæg. Ved hjælp af lobbyvirksomhed, godt købte og betalte medarbejdere i sundhedsvæsnet og i statsapparatet, ved hjælp af kneb som tilvejebringelse af nye sygdomskategorier og nye indikationsområder for gamle præparater, ved hjælp af dygtigt styret publikation af præfabrikerede forskningsartikler med videre har industrien i årevis kunnet neddrosle almindelig samfundsmæssig omtanke på dette sundhedsområde.
Der er næsten ikke forsket i, hvad der sker, når man f.eks. giver lykkepiller til raske mennesker, men den forskning, der findes, er entydig. Lykkepiller gør ellers raske mennesker mere socialt orienterede og mere dominerende, pågående, og de får sværere ved at føle noget negativt, dvs. bliver mindre kritiske. Amfetamin (Ritalin) får ikke normale personer til omtankefuldt at løse problemer, folk haster i stedet blot videre til noget andet.
Med et storforbrug i normalbefolkningen bliver den normale mangfoldighed marginaliseret, og tilværelsens længdeperspektiv erstattes af en endeløs række af korte frister, hvor der hoppes fra tue og til tue. Alt bliver her og nu-orienteret, og livets ydre kendetegn bliver kriteriet for succes i et samfund, hvor alle konstant fremhæver deres egne fordele. Som man kan forestille sig det i en lønforhandling i en privat virksomhed, bare hele tiden.
Tabssiden bliver alle de introverte værdier, menneskets inderside: Ligevægt, modstandskraft, retfærdighedssans, selvransagelse, kritisk tænkning. Filosofi, spiritualitet, poesi og alt det, der tager tid, ryger samme vej. Vi har kulturelt så meget på spil, fordi man i et sådant samfund aldrig kommer til at lære af sine fejl, men konstant hopper videre. På sigt barnagtiggøres samfundet, hvis mennesker ikke lærer at løse problemer, men i stedet forsøger at afskaffe dem med kemi. De fleste mennesker ønsker ikke at leve i sådan et samfund.
Det er imidlertid lige præcis sådan et samfund, der tegner sig, hvis vi ikke bremser op og tager den folkesundhedsmæssige diskussion. Og især må Sundhedsstyrelsen vågne op og leve op til sit navn: At styre sundheden i stedet for på dette område at fungere som halehæng til medicinindustrien, som den har gjort det hidtil.
Livsstilsmedicin er jo ikke kun et individuelt valg. Der er mange diskussioner, der må tages: Den etiske diskussion (hvad er godt for hvem), den medicinske (hvad er langtidsskaderne hvad er sundt og sygt), den psykologiske (hvilke menneskelige udviklinger bremses, hvilke fremmes), den sociologiske (hvad sker der i gruppen/arbejdspladsen/skolen) og naturligvis den politiske (hvordan opfatter vi sundhed i samfundet hvad ønsker vi?)
Kun en debat kan bevirke, at enkeltindivider bliver i stand til at træffe egentlige informerede valg om medicins effekter og gøre det politiske system i stand til at tage beslutninger på området.
I medicinindustrien, i dele af den teknisk indstillede hospitalsverden og ofte også i sundhedsøkonomien synes man at opfatte vores sundhed som en form for vare, noget man køber. Kroppen er en slags apparat, hvor man kan skifte defekte reservedele ud og tune kroppen ved brug af de nyeste medikamenter.
Dette er en meget begrænset opfattelse af sundhed. For som WHO for længst har fastslået, skal sundhed opfattes som mere end fravær af sygdom. Sundhed må overordnet forstås som en ressource, der er bundet til helheden af det biologiske, det psykologiske og det sociale.
Sundhed er en modstandskraft, dvs. en evne til at modstå svære tider og dermed give mulighed for at vokse og udvikles af perioder med stress og kropslig krise. Dette står helt i modsætning til drømmen om det bioteknologiske fix.
Peter la Cour er ph.d. og specialist i sundhedspsykologi