I de seneste ti år er antallet af personer, der behandles for ADHD med stoffer som methylphenidat (Ritalin) og dextroamfetamin (Adderall), tidoblet, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen. I de seneste 21 måneder er salget af methylphenidat endda mere end fordoblet. Stigningen skyldes dels, at flere børn får diagnosen ADHD, dels at hver patient får mere medicin.
Det er en udvikling, som må få alarmklokkerne til at ringe hos såvel forældre som læger, lærere, pædagoger og politikere. Et stigende antal syge og medicinerede børn kan umuligt være et samfundsmæssigt sundhedstegn, og inflationen i ADHD-diagnose og -medicin kan ikke alene forklares med bedre diagnosticeringsredskaber og længere tids medicinering. Det handler bl.a. også om børneliv, om diagnosens betydning i forhold til anerkendelse, sociale ydelser og om patologisering af livsproblemer. Sidst men ikke mindst handler det om medicinkultur.
I USA, hvor produktionen og forbruget af ADHD-medicin i det sidste tiår har været drastisk stigende, viser undersøgelser, at udviklingen påvirker samfundets generelle medicinkultur og ikke kun den primære patientgruppe.
En amerikansk undersøgelse fra 2007 peger på to konsekvenser: ADHD-medicin opfattes som harmløs og moralsk og kulturelt acceptabel, og der er mere medicin mellem hænderne på folk det vil sige tilgængelig receptpligtig medicin, som kan (mis) bruges af raske mennesker uden en læges vejledning og kontrol. Og netop den ikke-medicinske brug af receptpligtig medicin er et stigende problem i USA. ADHD-medicinen er i særlig høj kurs blandt studerende og, må man formode, vidensarbejdere generelt, fordi den amfetaminbaserede medicin kan øge koncentrationen og opmærksomheden og dermed gøre det muligt at arbejde fokuseret i mange timer i træk.
Der er lavet en række amerikanske undersøgelser af omfanget af raske studerendes brug af receptpligtige stimulanser, som primært ordineres til ADHD-patienter, men også til patienter, der lider af demens, Alzheimers sygdom og narkolepsi. Tallene svinger mellem 6,9 og 34 pct. raske studerende, der bruger eller har brugt receptpligtig medicin som for eksempel methylphenidat og dextroamfetamin.
Motivationen til at bruge medicinen er primært akademisk: De studerende ønsker at forbedre deres intellektuelle præstation optimere fokus, koncentration, hukommelse, opmærksomhed og undgå træthed. Og medicinen er tilgængelig: Flere amerikanske forskere fremhæver en mulig sammenhæng mellem den omfattende (mis) brug af receptpligtig medicin blandt amerikanske studerende og det øgede antal udskrevne recepter på psykostimulanser.
Har man ikke selv en recept, er det imidlertid ikke en hindring. ADHD-medicin i pilleform kan i USA tilsyneladende relativt let erhverves fra medstuderende, som får den ordineret af lægen. Det samme gælder informationer om bivirkninger, brug m.m. Den søges også hos andre studerende.
De fleste adspurgte amerikanske studerende er dermed ikke opmærksomme på de risici, der kan være forbundet med brugen af medicinen, og heller ikke på, at det er ulovligt at købe eller få receptpligtig medicin af andre.
ADHD-medicinen er nærmest blevet lige så almindelig som den daglige vitaminpille: I en undersøgelse fra 2006 gav hele 89 pct. af de adspurgte studerende udtryk for, at ADHD-medicinen var ufarlig eller kun ganske lidt farlig. Det svar foruroligede naturligt nok forskerne, som igangsatte en interviewundersøgelse, der imidlertid blot bekræftede, at de studerende betragtede brugen af ADHD-medicin som fysisk og psykisk harmløs og moralsk acceptabel. De havde alle sammen gået i skole med børn, der fik ADHD-medicin, og dem skete der jo ikke noget med, så Og på campus, ja »ingen er døde af det« og »vi bruger det alle sammen«. ADHD-diagnoser og receptpligtig amfetaminbaseret medicin er med andre ord blevet en del af hverdagen.
De studerende retfærdiggør deres illegale brug af medicin ved at fremhæve, at det er gode receptpligtige stimulanser frem for onde gadestoffer (for eksempel kokain), at de bruger dem til et godt formål, nemlig at forbedre deres akademiske præstation, og at de har kontrol og modererer brugen.
Blandt de studerende hersker en kollektiv opfattelse af medicinen, som minimerer risikoen ved at bruge den: Den har, siger de, ingen skadelige psykiske eller fysiske bivirkninger, den medfører ikke samme rus som andre stoffer det handler underforstået ikke om at blive høj, men om at tage sine studier alvorligt, og den er for så vidt ikke anderledes end andre almindeligt brugte midler mod træthed som for eksempel kaffe, cola og koffeintabletter, som i USA kan fås i håndkøb.
Flere af de studerende hævder desuden, at de lider af udiagnosticeret ADHD og retfærdiggør selvmedicineringen med reference til symptomer som manglende koncentration og fokus. Endelig betragtes brugen af ADHD-medicin som kulturelt og socialt acceptabel og tilskrives en vis sikkerhed og autoritet: Det er stimulanser, der produceres, reguleres og udskrives af den etablerede lægevidenskab. Dertil kommer, at denne (mis) brug af medicin endnu ikke er i myndighedernes søgelys så så farligt er det nok heller ikke, synes det bagvedliggende ræsonnement at være.
Hvor omfattende den ikke-medicinske brug af ADHD-medicin er i Danmark, ved vi reelt intet om. Vi kan se, at der også i Danmark er et øget registreret salg af methylphenidat og af medicin generelt. Hvad der købes over internettet, ved vi ikke. At dømme efter interviews i aviser m.m. bliver medicin også i Danmark brugt af blandt andre studerende og forskere i kognitions- og præstationsfremmende øjemed. Brugen af betablokkere (som ikke omtales i de amerikanske undersøgelser) er for eksempel et velkendt middel i musikerkredse og bruges mere generelt til at dæmpe nervøsitet ved eksamen.
En spørgeskema-undersøgelse lavet af nærværende avis i forsommeren (refereret d. 11. juni 2010 giver en pejling: 1,8 pct. af 2000 adspurgte studerende ved landets videregående uddannelser har taget receptpligtig eller ulovlig medicin for at klare sig bedre på studiet. Desuden synes der sjældent at være langt fra amerikanske trends til europæiske.
En udbredt og kulturelt accepteret ikke-medicinsk brug af receptpligtig medicin er derfor et sandsynligt scenarie, som understreges af den optimeringstankegang og medikaliseringstendens, der i stigende grad præger vores samfund. Der er imidlertid en række problematikker ved raske menneskers brug af medicin som præstationsfremmende middel.
Overordnet set handler det om risiko for misbrug og afhængighed, om folkesundhed, etik, jura og social ulighed. Det rejser et samfundsmæssigt behov for at tage kvalificeret stilling til denne brug af medicin, og det rejser et behov for øget viden om virkninger og bivirkninger, om praksis, rationaler bag og holdninger til raske menneskers brug af medicin. Der er selvfølgelig store forskelle på USA og Danmark, og hverken tal eller tendenser kan uden videre overføres. Alene det, at medicinalfirmaer i USA må reklamere offentligt for receptpligtig medicin (direct-to-consumeradvertising), påvirker formodentlig forbrugsmønstret.
Alligevel må udviklingen i USA vække eftertanke, og den peger på mulige konsekvenser af et øget ADHD-medicinbrug i forhold til medicinkulturen generelt. Den kollektive forståelsesramme, som omgiver den ikke-medicinske brug af ADHD-medicin blandt amerikanske studerende, er måske ikke så langt væk endda fra vores egen medicinkultur, og det bør vi som samfund have in mente, når vi accepterer, at flere og flere får diagnosen, og at der udskrives mere og mere ADHD-medicin.
Marianne Raakilde Jespersen er post doc på Institut for Idræt, Aarhus Universitet og arbejder på et forskningsprojekt om medicinbrug blandt raske studerende og forskere i Danmark.